Jeg har denne weekend en klumme i 180 Grader. Emnet er – igen – Barack Obama og hans økonomiske politik, som jeg finder aldeles uansvarlig på langt sigt. Men det lange sigt er der øjensynligt ingen, der taler om i USA eller her. Her er et kort pluk:

Som blandt andet Financial Times Washington-korrespondent Clive Crook har bemærket, betyder Obamas massive stimulanspakke, lagt sammen med andre store offentlige udgiftsstigninger til blandt andet en offentlig sygesikring, at den amerikanske stat får et planlagt budgetunderskud på minimum fire procent hvert år de næste ti år. De fire procent er altså det årlige underskud, staten realiserer, hvis Obama-teamets økonomiske fremskrivninger holder, og stimulanspakken får den virkning, man håber på. Hvis USA havde været medlem af Eurozonen stod landet derfor til en massiv næse de næste ti år for at føre uansvarlig finanspolitik, selv hvis administrationens optimistiske planer bliver til virkelighed.

Hele klummen kan læses her. God weekend.

Jeg har ofte påpeget overfor de mange, der ønsker at ’styre’ forskning og innovation, at det er umuligt. Man kan af indlysende logiske grunde ikke bede forskere om at opfinde hjulet, transistoren eller relativitetsteorien. De dukker op af sig selv på uforudsigelige tidspunkter af uransagelige grunde. Eksemplerne er legio: Ørsteds opdagelse af elektromagnetiske felter, Intels opfindelse af computerchippen, opdagelsen af helicobacter-bakterien.

Men man behøver ikke engang gå så langt ud i videnskabshistorien for at finde eksempler på umiddelbart underlig innovation, der viser sig at fylde et hul. Min snart 20-årige halvbror gjorde mig forleden opmærksom på et fænomen på nettet, som jeg ikke kan lade være med at være lidt fascineret af. Fænomenet hedder Hot for Words.

Hot for Words er en internetsite med abonnement, hvor man – helt konkret – kan få stillet sin nysgerrighed efter etymologisk viden. Den er startet og drives af den 28-årige russiske lingvistikker Marina Orlova. Og hvis man synes, at det da lyder frygteligt kedelig og støvet, skal man prøve at klikke på linket. Orlova er den sære blanding af 1) en køn, storbarmet (og noget slutty) russisk blondine, der  2) forklarer engelske ord på en pædagogisk og klar måde. Hvis man for fem år siden havde spurgt en gennemsnitlig dansker – eller en almindelig politiker – om nettet ’burde’ bruges til den slags, havde svaret sandsynligvis været et rungende nej.

Men resultatet af Hot for Words, der for nylig faktisk passerede de 200.000 abonnenter, er at tusindvis af mennesker verden over har fået øjnene op for et ellers støvet område: Hvor kommer ordene fra? Sådan er det umuligt at forudsige, hvordan innovationer, der egentlig kan synes absurde, pludselig har virkninger vi ikke kunne forudsige! Se for eksempel Orlova forklare ordet ’capricious’ her.

I de næste uger kommer resultater og anbefalinger fra en såkaldte Danmarks Konsensus, et projekt der er lavet i samarbejde mellem Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-institut og Politiken. Projektet går ud på at undersøge, hvad man bedst kan gøre for at møde udfordringer i den nærmere fremtid på en række områder. Og i går kom så den første analyse i form af en kronik i Politiken med et tilhørende baggrundspapir om, hvordan man bedste løser fremtidens finansierings- og arbejdsudbudsproblem.

Forfatterne er ikke hvem som helst. Af de tre er Jan Rose Skaksen professor på CBS og tidligere vismand, Jens Sand Kirk er fuldmægtig og Peter Stephensen er forskningsleder ved DREAM-modellen i det Økonomiske Råd. Deres konklusioner er klare. Selv med det, der i baggrundsnotatet ligner nogle meget venlige antagelser omkring offentlige investeringer, giver en krone brugt på sådan nogen kun borgerne en indkomstfremgang på 1,28 kroner, mens en krone brugt på skattelettelser i toppen giver 1,98 kroner (læs her). Grunden er, som vi har skrevet om før, at lettelser i den marginale skattesats medfører et større arbejdsudbud. Igen skal det her med, at Skaksen og hans team opererer med en indkomstelasticitet på 0,1, altså dermed et ret konservativt bud, der er væsentligt mindre end de 0,3-0,4 som analyser af den svenske reform i 90erne har peget på.

Så selv med antagelser, der er meget venligt stemt overfor offentlige investeringer (en række studier finder faktisk at mere offentligt forbrug er direkte skadeligt for væksten på langt sigt) er skattelettelser stadig væsentligt mere effektive, så snart man kommer ud over en tidshorisont op et par år. Og hvordan bliver den besked så modtaget i den danske andedam? Svaret er – som forventet. AE-rådet hævder hårdnakket overfor TV2, at offentlige investeringer i uddannelse og infrastruktur giver samme effekt som skattelettelser (læs her). Socialdemokraternes Nick Hækkerup gik et skridt videre på TV2-News i et nærmest pinligt interview, hvor hans svar var, at ’man kan jo forestille sig’ at danskerne alligevel bliver hjemme og ikke vælger at arbejde mere. Hækkerup, der tidligere har benægtet eksistensen af dynamiske effekter, gentog dermed kunststykket at benægte meget forsigtige analyser baseret på fakta.

Man kan begynde at spørge sig selv, om to ting. For det første, hvordan de næste analyser fra Danmarks Konsensus vil blive modtaget. Vil det blive med samme foragt for grundig sagkundskab? Og for det andet, hvad et er for et udgangspunkt, en eventuel, fremtidig S-regering vil basere sin finanspolitik på. Begge spørgsmål peger frem mod svar, som jeg ikke bryder mig ret meget om.

Forskning i om og hvordan ulandsbistand virker har altid vækket nogle stærke følelser. Det gælder ikke mindst, når man skal levere det ærlige svar på spørgsmålet: Nå, hvor effektiv er bistanden så? Det bedste svar – dvs. det med størst opbakning i den empiriske vækstforskning – har nemlig i en årrække været, at den slet ingen effekt har. Med andre ord påvirker de mange milliarder hjælpedollars slet ikke ulandenes økonomiske udvikling. Sidst jeg optrådte offentligt med dette budskab, blev jeg efterfølgende omtalt som ”Martin Paldams uduelige proselyt” af en rasende foredragsdeltager, men hun kaldte mig i det mindste ikke nazist. Så her er resultaterne fra den sidste nye forskning på området.

Der er to anledninger til at kaste sig ud i endnu en omtale af det deprimerende faktum: 1) Chris Doucougliagos (Deakin University) og Martin Paldam (Aarhus Universitet) har netop opdateret deres metaanalyse af AEL – the Aid Effectiveness Literature; og 2) undertegnede har undersøgt sammenhængen mellem ulandshjælp og fattigdomsbekæmpelse på den kortere bane.

For at tage nummer 1 først, slog den danske ulandsekspert Martin Paldam for et par år siden pjalterne sammen med den græsk-australske ekspert i metaanalyse for at analysere ulandseffekt-litteraturen. Metaanalyse er det formelt kvantitative studie af hele litteraturer, en analysetype som kendes fra medicin, som er ved at vinde indpas i samfundsvidenskaberne. Metaanalyse er specielt smart når man har en stor bunke studier af samme emner, som man ønsker at uddrage essensen af. Paldam-Doucougliagos-teamet brugte det til at kunne sige med præcision, hvad man kan lære af de sidste 40 års forskning i sammenhængen mellem ulandsbistand og økonomisk vækst.

Grunden til, at teamet valgte metaanalyse var blandt andet, at flere oversigtsartikler konkluderede, at ulandsbistand bidrager positivt til de fattigste landes vækst, men en del forskere (Paldam og mig selv inklusive) havde svært ved at se, hvordan man kunne uddrage dén konklusion af litteraturen. Og det græsk-australsk-danske partnerskabs analyser viste da også, at det kunne man faktisk ikke rigtigt af de 74 store studier på området. I tre separate analyser af den totale litteratur, som de to opsummerer i en ny artikel der udgives i Journal of Economic Surveys, blev konklusionen, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at ulandsbistand virker. De flinke mennesker (og det er ikke ironisk ment) ville dog ikke afvise noget, og kunne pege på, at nok var effekten ikke statistisk signifikant ved konventionelle niveauer, men den var dog positiv.

Siden Doucougliagos og Paldam sluttede deres litteratursøgning, er der dog kommet 32 nye, grundige studier af forholdet. De to præsenterede derfor en opdateret version af deres metaanalyse som inkluderer alle 106 publicerede studier ved den nyligt afholdte konference hos the European Public Choice Society (papiret kan findes her). Og desværre er konklusionen nu blevet en tand mørkere. Når man inkluderer de nye studier, falder gennemsnitseffekten. De to eksperter laver også det lille eksperiment, at de smider alle studier ud, der viser at hjælpen er direkte skadelig – dvs. alle estimater mindre end nul. Selv når man gør det og dermed implicit siger, at hjælp bare ikke kan skade, konkludere de at ”it is so small that it is of little practical importance”. Bundlinjen er, at i takt med at man har fået flere og bedre data, og mere præcise statistiske redskaber, er estimatet på hvor effektiv ulandsbistand er, faldet til et rundt nul.

Punkt nummer 2 i indledningen kommer fra et populært argument i ulandshjælpemiljøet: Det kan godt være at bistanden ikke skaber mere vækst, men hvis den når de fattigste kan den i det mindste skabe en mere lige fordeling af indkomsten og dermed afhjælpe fattigdom på den korte bane. Min artikel ” Do elites benefit from democracy and foreign aid in developing countries?”, der publiceres i Journal of Development Economics (den er online for abonnenter), fokuserer derfor på sammenhængen mellem indkomstfordeling og ulandshjælp i 88 ulande. Endnu en gang må man skuffes, hvis man havde håbet på et positivt resultat: Mens der ingen sammenhæng er i det almindelige uland, viser det sig at jo mere ulandsbistand et demokratiserende uland får, jo relativt mindre en andel tjener de fattigste. Med andre ord ser det ud til, at hvis eliten kommer til at sidde løsere i sadlen, skraber de til sig hvad de kan på resten af befolkningens bekostning. Og hvis et land får store mængder ulandshjælp, er der meget at skrabe til sig. Det glimrende site videnskab.dk’s omtale giver flere aspekter og kan læses her.

Læren af årtiers forskning i effekten af ulandsbistand er ikke, at vi skal give mere, at vi er blevet bedre til det, eller at vi skal stille bestemte krav – eller lade være med at stille krav. Det billede, der mere og mere udkrystalliseres er, at problemet ikke er den måde vi giver bistand på, men den måde den modtages på. Bistanden skaber simpelthen en række perverse politiske incitamenter og et par væsentlige økonomiske bivirkninger, som udraderer alle de ellers totalt set positive virkninger af de fleste enkeltprojekter. Milton Friedman og Peter Bauer advarede om problemet allerede i 50erne, men det kræver åbenbart bistandsfinansierede regimer som Mugabes, Mobutos eller Marcos for at åbne øjnene på mere almindelige mennesker. Og øjnene hos store opinionsdannere som Bono, Paven og Jeffrey Sachs er stadig hermetisk lukkede for hvad 40 års forskning har at bidrage med.

På den glimrende diskussionsblog om ulandsbistand, AidWatch, har en af de helt store kanoner i debatten et indlæg i dag. William Easterly, professor ved New York University og kendt som ham, der sagde sin mening om tingene da han forlod Verdensbanken, spørger i et sædvanligt morsomt indlæg, om Gud tror på Jeffrey Sachs (læs her). Pointen er øjensynligt, at præsteskabet – selv i Easterlys egen kirke – er begyndt at omfatte Sachs stærkt teknokratiske og interventionistiske ideer om ulandsbistand. Sachs mener, at den bare skal fordobles og gives efter klare planer.

Som Easterly påpeger: ”This is really bad news: having a debate with Jeff Sachs is now a sin against God.” Som vi har skrevet om mange gange her på stedet, er det ikke just det glade budskab, der kommer ud af den empiriske litteratur om ulandsbistandens virkninger. Men hvornår har de frelste nogensinde bekymret sig om videnskab?

Regeringen nedsatte som bekendt for et stykke tid siden en kommission, der i folkemunde har fået det meget præcise navn Forbudskommissionen. Den grundlæggende idé var, at danskerne er for overvægtige, og dermed en unødvendigt stor byrde for staten, da den som bekendt også driver det danske sundhedssystem. Kommissionen barslede med en række stærkt uliberale forslag, og et af dem der har fået egentlig indflydelse, er den såkaldte ’fedmeskat’ – at man skal lægge en ekstra afgift på madvarer, der på den ene eller anden måde er usund – og dermed tvinge danskerne via et økonomisk incitament til at leve sundere og længere (og nok også kedeligere, men det er en helt anden sag). I den forbindelse omtaler min ven Niclas Berggren (Nonicoclolasos) i denne uge et spritnyt studie, der er på vej ud i det velrenommerede Journal of Public Economics, som stiller et stort spørgsmålstegn ved denne politik. Studiet konkluderer, at:

Assuming that healthy meals are cooked at home with purchased ingredients and time input, the paper examines the effects on obesity of a tax on junk-food meals and a subsidy to cooking ingredients, distinguishing between a weight-conscious and a non-weight conscious individual, and between a weight-conscious individual who is physically active and physically inactive. The results show that for a non-weight conscious individual a fat tax will unambiguously reduce obesity, whereas a thin subsidy may increase obesity. However, for a weight-conscious individual, particularly one who is physically active, even a fat tax may increase obesity, as it may reduce not just the consumption of junk-food, but also the time devoted to physical activity. 

 

Som Niclas også pointerer, indebærer det at selvom man måske er enige med regeringen i både mål og middel er det langt fra givet, at fedmeskatter vil have nogen som helst virkning. Og så er vi tilbage ved det eneste klare rationale ved hele skattereformen: At øge statens indtægter.

Den gamle (faktisk ikke så gamle) redacteur Peter Kurrild-Klitgaard havde i går et indlæg i Berlingske, hvor han understreger hvordan ” Erfaringerne viser, at der ikke er nogen grund til at tro, at danskerne efter den seneste skattereform skulle ende med et lavere skattetryk end før”. Kurrild peger i indlægget på, at ” svaret på, hvem der hæver skatterne mest, er — paradoksalt nok — at det er under borgerligt-liberale regeringer som den nuværende, at skatter og skattetryk har en tendens til at stige mest”. Analysen, der passer ganske smukt med en tidligere, som vi har bragt her på stedet (læs her), viser blandt andet at:

”Ser man på stigningstakter år til år, er skattetrykket i perioden som helhed steget gennemsnitligt knap en pct. pr. år, men med store »ideologiske« forskelle: Under venstreorienterede regeringer er skattetrykket steget gennemsnitligt sølle 0,05 pct. pr. år, mens det under borgerlige regeringer er steget hele 1,9 pct. pr. år.”

Den overordnede konklusion er, at hos os vender verden på hovedet – det er de borgerlige, der står for at finansiere en socialdemokratisk samfundskonstruktion. Hele indlægget kan læses her.

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, havde den gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard en kronik i Berlingske i lørdags om det store, borgerlige selvmål, som man kalder en skattereform. Efter at have været uforklarligt utilgængelig siden i lørdags, kan hele kronikken nu læses her.

I kronikken udtrykker Kurrild det indtryk, jeg tror mange af os har haft siden man færdigforhandlede ’reformen’, men som sædvanlig med større indsigt i hvad der sker på Borgen, og i klarere og mere elegante vendinger. For blot at tage to små udpluk:

”Langt vigtigere er imidlertid, at skatteomlægningen qua dens form betyder flere skatteindtægter til staten og formodentlig reelt en stigning i skattetrykket, fordi den er kraftigt overfinansieret. Alle reformens »dynamiske effekter« går til at øge den offentlige sektor. Dét er en facet, som regeringens medlemmer har gået meget stille med.”

”For det tredje er skattestoppet – regeringens eneste virkelige succes – nu blevet brudt af regeringen selv. Det blev indført for at lægge en dæmper på væksten i de offentlige udgifter, men da regeringen har ladet disse løbe løbsk, har man valgt at kunne få flere penge i kassen.”

Kurrilds kronik burde være pligtlæsning for alle dem, der stadig lider under den illusion, at vi har en borgerlig regering.