Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

4. maj – to grunde til at huske dagen

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2009. 7 svar

I dag er det den fjerde maj, en dag der altid er blevet fejret i min familie. Som jeg håber alle danskere ved, blev BBCs danske nyhedsudsendelse halv ni om aftenen afbrudt klokken 20.36 med budskabet om, at ”Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og i Danmark, har overgivet sig” (hør budskabet her). Opvokset i Haderslev, et af de få steder i Danmark der trods ordrer blev gjort modstand 9. april, og med bedsteforældre i modstandsbevægelsen, betyder budskabet stadig noget meget virkeligt og personligt for mig, men som Helle Merete Brix og Farshad Kholghi skriver i 180 Grader i dag, bør dagen også bruges til at overveje de mange, der stadig er ufri (læs her). Brix og Kholghi peger naturligvis på ”ytringsfrihedens ofre” i den muslimsk-arabiske verden, men man behøver ikke se længere end til Europas baghave for at finde et Hviderusland, hvor friheden har ekstremt trange kår, og selv nationalregnskaber forfalskes. Rusland, som visse europæiske politikere er villige til at gå endda meget langt for at forsvare, er hurtigt på vej i den samme retning.

Den anden grund til at fejre dagen, er at det i dag er 30 år siden at Margaret Thatcher overtog Downing Street 10. Vores ven Niclas Berggren har i den forbindelse et glimrende indlæg på sin fine blog med det umulige navn Nonicoclolasos (læs her). Man kan for eksempel prøve at overveje, hvor relevant hendes kommentar om vækst er i de nuværende politiske omstændigheder: “Continuing benefits depend upon innovation. It is innovation which lies at the heart of economic progress, and only the free economy can provide the conditions in which it will flourish”. Thatchers benhårde politik, der i 80erne vandt hende mange fjender, bragte Storbritannien ud af årtiers økonomisk og politisk dødvande, og lagde grunden til det, Tony Blair endte med at kalde “Cool Britannia”. Hvis man nogensinde bliver i tvivl om, hvor effektive liberaliseringerne var, kan man jo tage en tur med British Airways. Berømt for sit næsten latterlige serviceniveau og store underskud i 70erne, er BA i dag et af de førende flyselskaber.

Mange glemmer ofte, hvor vigtig frihed i dens mange afskygninger er. Friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening – også om andres meninger – hænger ubrydeligt sammen. Om noget er det dén pakke af frihed, der har skabt den vestlige verdens succes. Danske politikere burde måske bruge den 4. maj til at minde sig selv i hinanden om budskabet, at magten hviler bedst i borgernes egne hænder.

Tror rygere ikke rygning skader? Joda

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2009. 4 svar

Det er næppe gået nogens næse forbi, at regeringen vil have at vi skal leve længere. I den forbindelse har de ikke blot rejst det store fy-flag, men endda nedsat en kommission, som har givet en laaang række anbefalinger til, hvordan staten skal styre borgerne til at leve længere, hvis de ikke selv vil. En af ideerne er naturligvis at stoppe rygning. Mange af os er ikke bare ved at have fået nok af detailstyring af vores privatliv, men ikke nok med det er Forbudskommissionens arbejde i nogle tilfælde baseret på tvivlsomme, og nogle gange faktuelt forkerte, grundlag.

Vores gode ven Niclas Berggren skrev forleden om et af disse tilfælde. Et hold amerikanske forskere fra Duke University og University of Michigan (sagt på jysk, ikke de værste steder at være) har undersøgt ideen om, at rygere ryger fordi de ikke ved, hvor skadeligt det er. Deres konklusioner er opsummeret i abstractet her:

While there are many reasons to continue to smoke in spite of its consequences for health, the concern that many smoke because they misperceive the risks of smoking remains a focus of public discussion and motivates tobacco control policies and litigation. In this paper we investigate the relative accuracy of mature smokers’ risk perceptions about future survival, and a range of morbidities and disabilities. Using data from the survey on smoking (SOS) conducted for this research, we compare subjective beliefs elicited from the SOS with corresponding individual-specific objective probabilities estimated from the health and retirement study. Overall, consumers in the age group studied, 50–70, are not overly optimistic in their perceptions of health risk. If anything, smokers tend to be relatively pessimistic about these risks. The finding that smokers are either well informed or pessimistic regarding a broad range of health risks suggests that these beliefs are not pivotal in the decision to continue smoking. Although statements by the tobacco companies may have been misleading and thus encouraged some to start smoking, we find no evidence that systematic misinformation about the health consequences of smoking inhibits quitting.

Man kan derfor stille spørgsmålet, hvorfor i alverden staten vil tillade sig at styre privat adfærd, der ikke bare giver nogle mennesker nydelse, men også synes fuldt og rationelt informeret. Og hvis nogen skulle være ved at være godt trætte af den socialistiske puritanisme, som samfundet synes ramt af, er her en opmuntring. The Daily Show har været i Sverige! Men det er en helt anden snak.

Er ulandshjælpen slet ikke effektiv?

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2009. 36 svar

Forskning i om og hvordan ulandsbistand virker har altid vækket nogle stærke følelser. Det gælder ikke mindst, når man skal levere det ærlige svar på spørgsmålet: Nå, hvor effektiv er bistanden så? Det bedste svar – dvs. det med størst opbakning i den empiriske vækstforskning – har nemlig i en årrække været, at den slet ingen effekt har. Med andre ord påvirker de mange milliarder hjælpedollars slet ikke ulandenes økonomiske udvikling. Sidst jeg optrådte offentligt med dette budskab, blev jeg efterfølgende omtalt som ”Martin Paldams uduelige proselyt” af en rasende foredragsdeltager, men hun kaldte mig i det mindste ikke nazist. Så her er resultaterne fra den sidste nye forskning på området.

Der er to anledninger til at kaste sig ud i endnu en omtale af det deprimerende faktum: 1) Chris Doucougliagos (Deakin University) og Martin Paldam (Aarhus Universitet) har netop opdateret deres metaanalyse af AEL – the Aid Effectiveness Literature; og 2) undertegnede har undersøgt sammenhængen mellem ulandshjælp og fattigdomsbekæmpelse på den kortere bane.

For at tage nummer 1 først, slog den danske ulandsekspert Martin Paldam for et par år siden pjalterne sammen med den græsk-australske ekspert i metaanalyse for at analysere ulandseffekt-litteraturen. Metaanalyse er det formelt kvantitative studie af hele litteraturer, en analysetype som kendes fra medicin, som er ved at vinde indpas i samfundsvidenskaberne. Metaanalyse er specielt smart når man har en stor bunke studier af samme emner, som man ønsker at uddrage essensen af. Paldam-Doucougliagos-teamet brugte det til at kunne sige med præcision, hvad man kan lære af de sidste 40 års forskning i sammenhængen mellem ulandsbistand og økonomisk vækst.

Grunden til, at teamet valgte metaanalyse var blandt andet, at flere oversigtsartikler konkluderede, at ulandsbistand bidrager positivt til de fattigste landes vækst, men en del forskere (Paldam og mig selv inklusive) havde svært ved at se, hvordan man kunne uddrage dén konklusion af litteraturen. Og det græsk-australsk-danske partnerskabs analyser viste da også, at det kunne man faktisk ikke rigtigt af de 74 store studier på området. I tre separate analyser af den totale litteratur, som de to opsummerer i en ny artikel der udgives i Journal of Economic Surveys, blev konklusionen, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at ulandsbistand virker. De flinke mennesker (og det er ikke ironisk ment) ville dog ikke afvise noget, og kunne pege på, at nok var effekten ikke statistisk signifikant ved konventionelle niveauer, men den var dog positiv.

Siden Doucougliagos og Paldam sluttede deres litteratursøgning, er der dog kommet 32 nye, grundige studier af forholdet. De to præsenterede derfor en opdateret version af deres metaanalyse som inkluderer alle 106 publicerede studier ved den nyligt afholdte konference hos the European Public Choice Society (papiret kan findes her). Og desværre er konklusionen nu blevet en tand mørkere. Når man inkluderer de nye studier, falder gennemsnitseffekten. De to eksperter laver også det lille eksperiment, at de smider alle studier ud, der viser at hjælpen er direkte skadelig – dvs. alle estimater mindre end nul. Selv når man gør det og dermed implicit siger, at hjælp bare ikke kan skade, konkludere de at ”it is so small that it is of little practical importance”. Bundlinjen er, at i takt med at man har fået flere og bedre data, og mere præcise statistiske redskaber, er estimatet på hvor effektiv ulandsbistand er, faldet til et rundt nul.

Punkt nummer 2 i indledningen kommer fra et populært argument i ulandshjælpemiljøet: Det kan godt være at bistanden ikke skaber mere vækst, men hvis den når de fattigste kan den i det mindste skabe en mere lige fordeling af indkomsten og dermed afhjælpe fattigdom på den korte bane. Min artikel ” Do elites benefit from democracy and foreign aid in developing countries?”, der publiceres i Journal of Development Economics (den er online for abonnenter), fokuserer derfor på sammenhængen mellem indkomstfordeling og ulandshjælp i 88 ulande. Endnu en gang må man skuffes, hvis man havde håbet på et positivt resultat: Mens der ingen sammenhæng er i det almindelige uland, viser det sig at jo mere ulandsbistand et demokratiserende uland får, jo relativt mindre en andel tjener de fattigste. Med andre ord ser det ud til, at hvis eliten kommer til at sidde løsere i sadlen, skraber de til sig hvad de kan på resten af befolkningens bekostning. Og hvis et land får store mængder ulandshjælp, er der meget at skrabe til sig. Det glimrende site videnskab.dk’s omtale giver flere aspekter og kan læses her.

Læren af årtiers forskning i effekten af ulandsbistand er ikke, at vi skal give mere, at vi er blevet bedre til det, eller at vi skal stille bestemte krav – eller lade være med at stille krav. Det billede, der mere og mere udkrystalliseres er, at problemet ikke er den måde vi giver bistand på, men den måde den modtages på. Bistanden skaber simpelthen en række perverse politiske incitamenter og et par væsentlige økonomiske bivirkninger, som udraderer alle de ellers totalt set positive virkninger af de fleste enkeltprojekter. Milton Friedman og Peter Bauer advarede om problemet allerede i 50erne, men det kræver åbenbart bistandsfinansierede regimer som Mugabes, Mobutos eller Marcos for at åbne øjnene på mere almindelige mennesker. Og øjnene hos store opinionsdannere som Bono, Paven og Jeffrey Sachs er stadig hermetisk lukkede for hvad 40 års forskning har at bidrage med.

Tror Gud på Jeffrey Sachs?

Af Christian Bjørnskov, den 17. april 2009. 4 svar

På den glimrende diskussionsblog om ulandsbistand, AidWatch, har en af de helt store kanoner i debatten et indlæg i dag. William Easterly, professor ved New York University og kendt som ham, der sagde sin mening om tingene da han forlod Verdensbanken, spørger i et sædvanligt morsomt indlæg, om Gud tror på Jeffrey Sachs (læs her). Pointen er øjensynligt, at præsteskabet – selv i Easterlys egen kirke – er begyndt at omfatte Sachs stærkt teknokratiske og interventionistiske ideer om ulandsbistand. Sachs mener, at den bare skal fordobles og gives efter klare planer.

Som Easterly påpeger: ”This is really bad news: having a debate with Jeff Sachs is now a sin against God.” Som vi har skrevet om mange gange her på stedet, er det ikke just det glade budskab, der kommer ud af den empiriske litteratur om ulandsbistandens virkninger. Men hvornår har de frelste nogensinde bekymret sig om videnskab?

Når monopoler giver en slags mening – “narkobolaget”

Af Niels Westy, den 14. april 2009. 4 svar

Det er sjældent vi her på bloggen  argumenterer for oprettelse af monopoler. Normalt fremhæver undertegnede og andre tværtimod monopolers skadelige effekter og fremhæver det frie markeds enestående evner til at sikre os flest mulige goder til de lavest mulige priser.

Når jeg i det næste for en gang skyld vil argumentere for et monopol er det derfor et absolut undtagelsestilfælde, ligesom jeg lige så godt kan gå til bekendelse med det samme og indrømme, at det grundlæggende strider mod mine egne idealer for individets ukrænkelighed og ret til at bestemme over egen krop og skæbne.

I modsætning til frie konkurrenceprægede markeder, hvor producenterne ideelt set er nød til at være innovative og effektive for at overleve, forholder det sig jo omvendt med monopoler. Høje priser og lav kvalitet og effektivitet og ringe innovationsevne er her kodeordene, og man behøver ikke kigge langt for at finde dette, det er blot at se på den offentlige sektors udbud.

Men hvad nu hvis man netop står med et produkt, som man af en eller anden grund rent faktisk helst ser der ikke forbruges “for meget” af?

– Ja så er monopol en fornuftig løsning. En sådan produktgruppe kunne være de illegale rusmidler, som er den væsentligste indtægtskilde for en række af verdens værste kriminelle og terror organisationer, som holder liv i væbnede konflikter i bl.a. Columbia og Afghanistan.

Konflikter der enten ville være ophørt for mange år siden (Columbia) eller hvor magtforholdet og de menneskelige omkostninger ville ændres drastisk i forhold til i dag, som f.eks. i Afghanistan. Her kan man med rette sige, at både civile og militære tab, og altså også danske soldaters død, er en konsekvens af den meningsløse kriminalisering af narkotika, der i mere end et halvt århundrede har været globalt gældende. Koordineret af FN og drevet igennem af amerikansk hegemoni. Paradoksalt nok er USA også et af de lande, hvor man mest vedholdende kritiserer den pågældende politik og hvor der finder en betydelig forskning sted – ligesom hele diskussionen om fortsat kriminalisering eller ej også foregår på de store medienetværk, samt i både i videnskabelige tidsskrifter, som f.eks. Scientific American og aviser som Wall Street Journal – og en enkelt republikansk præsidentkandidat, Ron Paul, har utrætteligt argumenteret imod den fortsatte forbudspolitik i årtier.

Læg dertil hæderkronede engelske institutioner som Financial Times og The Economist, som jeg i flere tilfælde har refereret til her på bloggen, der åbent har lagt deres gode navn og rygte til en egentlig legalisering af narkotika – i sidste om gang så sent som i denne weekend (Financial Times).

Ordet legalisering er her afgørende, for selv om der i de senere år er opstået uro i gelederne , og flere lande har fraveget den af USA-ønskede hårde linie i “The War on Drugs”, så er FN-landende desværre bundet af indgåede traktater, og kan ikke unilateralt legalisere forbrug og handel med narkotika. Det tætteste man kommer er en afkriminalisering, som den der har været gældende i Portugal siden 2001.

I begyndelsen af april udsendte Cato en rapport, Drug Decriminalization in Portugal (Linket fører til en video fra præsentationen af rapporten). Den kan hentes her, og er udarbejdet af Glenn Greenwald, hvis blogindlæg med medfølgende kort resume kan læses her.

De væsentligste resultater ved afkriminaliseringen i Portugal, hvorefter der kun er administrative konsekvenser ved besiddelse svarende til 10 dages personlig forbrug af et hvilket som helst narkotisk stof er, at det ikke har medført øget forbrug, at det ikke har gjort Portugal til en magnet for narkomaner, og at antallet af narkotika-relaterede dødsfald er reduceret drastisk, ligesom en række følgesygdomme (HIV) osv. har udvist en positiv udvikling.

Afkriminalisering er kun en halv løsning

Men selv om afkriminalisering er et væsentligt skridt på vejen, hjælper det kun på den mindste halvdel af problemet (forholdene for brugerne). Det efterlader fortsat det meget lukrative narkotikamarked i hænderne på de kriminelle.  Hermed adresserer man ikke de største skadevirkninger (menneskeligt og økonomisk), som ikke er forbundet med selve narkotikaforbruget.

Det er begrænset hvor mange mennesker der globalt har et jævnligt narkotikaforbrug, og især er det begrænset hvor mange misbrugere der eksisterer ( FN anslår det til ca. 24 mio.). Antallet af “almindelige” mennesker, som hver dag betaler konsekvenserne af det illegale marked er langt langt større – både menneskeligt og økonomisk. Ikke blot i kraft af de krige og konflikter der finansieres ved produktion og salg af narkotika, men primært i kraft af de resulterende dysfunktionelle, korrupte og blodige samfund lokalt, nationalt og regionalt  – især i den tredje verden.

Det har tragiske konsekvenser for hundredvis af millioner af mennesker verden over, – uanset at de ikke selv hverken er brugere af narkotika eller på anden måde involveret i denne geschæft – at man bibeholder en lovgivning der sikrer en illegal omsætning, der snildt overgår verdens samlede ulandsbistand hvert år.

I dagens klumme i 180grader foreslår jeg, at man efter svensk model laver et egentlig “narkobolag”. Med andre ord legaliserer handlen med narkotika, men samtidig monopoliserer denne handel. Som jeg indledningsvis nævnte er det bestemt ikke en optimal løsning for en liberal.

Men løsningen adresserer dog i vid udstrækning de problemer, som den nuværende politik medfører. Ikke mindst i forhold til samfund der er ved at bryde sammen i den tredje verden og de anslag mod vores grundlæggende retssikkerhed, som kampen mod narko i lighed med kampen mod terror, har udløst flere steder i verden.

Måske ikke overraskende, eftersom klummen er at finde i 180grader, er der et par af læserkommentarerne, som tager udgangspunkt i det ikke synderligt liberale i, at jeg accepterer oprettelsen af et monopol, men da klummen ikke er et ideologisk indlæg, men et forsøg på at komme med reelle løsninger til reelle problemer er det ganske forfejlet.

Hvis formålet med mit forslag vat at sikre så stor adgang til så billig (kvalitets)narkotika som muligt, ville kritikken af at bruge monopolmodellen være på sin plads. Men mit ærinde er et andet, nemlig at give et bud på en løsning, som imødekomme det flertal i befolkningen, der som udgangspunkt er modstandere af en legalisering. Med andre ord må liberale som mig selv bide i det sure æble og acceptere, at i dette tilfælde drejer det sig om, at gøre det så lidt attraktivt som muligt at være producent (det vil sige så lave engrospriser som muligt) og så lidt attraktivt som muligt at være forbruger. Det vil alt andet lige sige, så høje priser som det er muligt at oppebære, uden at det bliver attraktivt at operere på et parallelt marked.

Her har man som monopol en række værktøjer der kan bruges, ikke mindst hvis man har staten i ryggen. Jo lavere prisen er for de der producerer de pågældende stoffer, – det være sig fremstilling af syntetiske stoffer, som det kendes fra Europa (stort set hele forbruget af ecstasy og speed i Europa fremstilles indenfor EU’s grænser), eller dyrkning af mere traditionelle afgrøder, uanset om det er i den tredje eller første verden (USA er verdens største producent af marihuana). Dette sikres bedst ved at der er mange producenter og få indkøbere.

På den anden side må det antages, alt andet lige, at jo lavere prisen er, jo højere er forbruget . Derfor; hvis målet er at begrænse forbruget mest muligt – skal prisen sættes så højt som muligt, men dog ikke højere end at det ikke er lukrativt at sælge på et parallelt marked.

Hvis man fastholder lange fængselsstraffe ved konkurrerende handel med narkotika og indtænker, at en legal monopolist (af en slags) – man kan jo med fordel sælge retten til at sælge i et område på licens – med fordel kan tilbyde noget, som er svært at gøre på et parallelt marked, nemlig garanti for “rene stoffer”. I så fald behøver prisen ikke nødvendigvis være væsentligt lavere end i dag. Og med hensyn til hvor stort mereforbruget evt. skulle blive på grund af lavere priser, er der næppe heller grund til at være urolig. Dels er pris kun én faktor, og det er næppe den væsentligste i dette tilfælde.  Dels er priselasticiteten lav, hvorfor effekten af lavere pris på det samlede forbrug er marginal.

Vil det fjerne alle problemer? Nej, men det vil reducere dem betydeligt, i og med at markedet udenfor de legale rammer vil være langt langt mindre profitabel, uden at det nødvendigvis er mindre risikofyldt.

Ikke videre liberalt, men bestemt at foretrække frem for den nuværende tingenes tilstand.

Er forskellige folk prosociale? Schweizisk evidens fra Titanic

Af Christian Bjørnskov, den 7. april 2009. 25 svar

Et af de store spørgsmål i de senere år i nationaløkonomi har været, i hvilket omfang mennesker er prosociale når det virkelig gælder. Naturligvis er langt de fleste af os i et eller andet omfang prosociale – vi omgås venner og familie og gør dem tjenester uden modydelser – men overfor fremmede er vores adfærd nogle gange ganske anderledes. Der er givetvis også forskelle på, hvem der er prosociale – rige versus fattige, mænd versus kvinder, og forskelle på tværs af kulturer.

Forleden kom så et nyt studie, der vakte genlyd i blandt andet USA. Bruno Frey, sammen med David Savage og Benno Torgler, har gennemgået omfattende data på, hvem der overlevede Titanics forlis i 1912 (læs hele papiret her). De finder, at der var ganske store forskelle på, hvem der blev reddet – eller reddede sig. Ikke overraskende, hvis man kender historien, blev flere førsteklassespassagerer reddet og færrest på tredje klasse. Ligeledes var det vel heller ikke sært, at besætningsmedlemmer havde en væsentligt højere sandsynlighed for at overleve, da de kendte smutvejene og af indlysende grunde lettere kunne smyge sig med i de begrænsede redningsbåde.

Men Frey, Savage og Torgler viser også, at de sociale normer i høj grad også slot igennem. Diktummet ’kvinder og børn først’ viser sig at være sandt – kvinder og børn (og særligt kvinder med børn og kvinder hvis mand var med – de fik så at sige hans plads) havde meget større overlevelseschancer. Det sidste fund, og det der ifølge Frey nærmest udløste en journaliststorm på hans telefon, er at amerikanere, alt andet lige, havde langt de bedste overlevelseschancer. Mens man i England og i mindre grad i f.eks. Irland og Sverige, havde klare gentlemannormer og stod i kø til redningsbådene, kan det klart ses i arkivmaterialet, at amerikanerne i 1912 åbenbart havde spidsere albuer. Det brød amerikanerne anno 2009 sig bestemt ikke om at høre! Se f.eks. reaktioner her, her og her, og en britisk omtale her.

Sådan kan man også bedrive forskning, og vel at mærke topforskning. Ingen af de tre forfattere er ukendte, og papiret burde have alle chancer for at blive publiceret i den absolutte top. Man sidder bare tilbage og ønsker, at man selv havde fået ideen.

Virker fedmeskatter overhovedet?

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2009. 14 svar

Regeringen nedsatte som bekendt for et stykke tid siden en kommission, der i folkemunde har fået det meget præcise navn Forbudskommissionen. Den grundlæggende idé var, at danskerne er for overvægtige, og dermed en unødvendigt stor byrde for staten, da den som bekendt også driver det danske sundhedssystem. Kommissionen barslede med en række stærkt uliberale forslag, og et af dem der har fået egentlig indflydelse, er den såkaldte ’fedmeskat’ – at man skal lægge en ekstra afgift på madvarer, der på den ene eller anden måde er usund – og dermed tvinge danskerne via et økonomisk incitament til at leve sundere og længere (og nok også kedeligere, men det er en helt anden sag). I den forbindelse omtaler min ven Niclas Berggren (Nonicoclolasos) i denne uge et spritnyt studie, der er på vej ud i det velrenommerede Journal of Public Economics, som stiller et stort spørgsmålstegn ved denne politik. Studiet konkluderer, at:

Assuming that healthy meals are cooked at home with purchased ingredients and time input, the paper examines the effects on obesity of a tax on junk-food meals and a subsidy to cooking ingredients, distinguishing between a weight-conscious and a non-weight conscious individual, and between a weight-conscious individual who is physically active and physically inactive. The results show that for a non-weight conscious individual a fat tax will unambiguously reduce obesity, whereas a thin subsidy may increase obesity. However, for a weight-conscious individual, particularly one who is physically active, even a fat tax may increase obesity, as it may reduce not just the consumption of junk-food, but also the time devoted to physical activity. 

 

Som Niclas også pointerer, indebærer det at selvom man måske er enige med regeringen i både mål og middel er det langt fra givet, at fedmeskatter vil have nogen som helst virkning. Og så er vi tilbage ved det eneste klare rationale ved hele skattereformen: At øge statens indtægter.

Latin Amerika, "neoliberalisme" og populisme

Af Niels Westy, den 3. april 2009. 4 svar

Jeg har skrevet en “bette” artikel, “(Neo)liberalisme i Latin Amerika – fup eller fakta?“, om den såkaldte “neoliberale” periode i Latin Amerika i 1990erne til liberator.dk. Og den kan man jo læse der.
I artiklen kommer jeg frem til at der er en stor sandsynlighed for, at Latin Amerika i de kommende år for alvor vil udvikle sig i to klare retninger; Én som vi kunne kalde en evolutionær retning, hvor man i større eller mindre grad vil nærme sig det vi forstår ved demokrati, eller rettere Sydeuropæerne forstår ved demokrati. Det vil sige, der fortsat vil være betydelig mere korruption og populisme og relativt ringe fungerende retssystemer og ringe forståelse for betydningen af at vi alle er “lige for loven”, end vi ville acceptere, men bedre end de nuværende forhold (med undtagelse af Chile, der nærmer sig nordeuropæisk niveau – men den historie hverken kan eller vil blive gentaget). Lande der formentlig vil følge denne vej er bl.a. Brasilien, Mexiko, Colombia, Peru og El Salvador, Uruguay, Costa Rica og Panema. Deroverfor har vi lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Nicaragua, hvor udviklingen går den modsatte vej.
Jeg nævner ikke Argentina her, da de ikke kan henføres til nogle af lejrene. Det er i bund og grund de samme grupper (samme parti) der sidder på magten, som også gjorde det i 1990erne.
Til gengæld kan man jo godt stille sig spørgsmålet om hvem der har ansvaret for at en Hugo Chavez eller Evo Morales kom til magten, eller Danial Ortega kunne vende tilbage til den. Og svaret må selvføgelig i vid udstrækning blive de der havde magten før. Der er nemlig et fællestræk ved de 4 lande, og det er deres umanerligt ringe økonomiske udvikling i mange årtier. Bolivia og Venezuela har stort set det samme BNP i dag som for 50 år siden, også Ecuador og Nicaragua har klaret sig elendigt. Og så slemt står det ikke til med den første gruppe, der set over de sidste par årtier har oplevet økonomisk vækst. 

Mod selvmedlidenhed og religiøs kollektivisme kæmper selv den bedste (måske) forgæves.

Af Niels Westy, den 30. marts 2009. 51 svar

I torsdags afholdt Cepos den fjerde og sidste i rækken af integrationsarrangementer. Det skulle vise sig at blive langt den mest underholdende, omend jeg ikke er sikker på, at redaktøren for denne blog, Christian Bjørnskov, er helt enig. Han blev uretmæssigt til målet for et helt igennem usagligt, groft og pinligt angreb på sin person og sin forskning, hvilket dog i sidste ende mest af alt afslørede afsenderen for hvad han er.

Overskriften på arrangementet var ”CEPOS konference om indvandring, kultur og det liberale demokrati”, hvorunder Christian holdt et velstruktureret oplæg centreret omkring graden af tillid i et samfund, og baseret på den solide forskning han har bedrevet indenfor feltet gennem en række år. Som Christian lagde ud med at sige var hans oplæg baseret på positiv i modsætning til normativ forskning (hvis man da kan kalde det sidste forskning overhovedet, hvilket undertegnede ikke mener). Lidet kunne han ane, at den slags finesser gik hen over hovedet på både den efterfølgende oplægsholder og en del af tilhørerne. Formentlig fordi de er ude af stand til at skille faktuel viden fra egne fordomme, hvorved forskning som redskab til større indsigt og viden ikke længere er mulig. Det er herefter blot endnu et redskab til at bekræfte egne fordomme.

Som det kan ses nedenfor, gik nogle da endda videre, og mente at forskningen skulle være underlagt om det var ”gode” eller ”farlige/onde” resultater. Men lad mig kort gøre rede for hvad det er for en farlig forskning Christian, der har leveret nedenstående figurer, har bedrevet.

Tillid i det multikulturelle samfund.

Som det formentlig er de fleste bekendt er Danmark igen og igen blevet udråbt til verdens lykkeligste land, baseret på en række internationale spørgeskemaundersøgelser, omfattende ca. ½ mio. respondenter over hele verden og deres svar på om de er lykkelige eller tilfredse. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt at der er tale om hvad folk selv mener. Det kunne jo være at Danmarks placering skyldes at vi er et særligt nøjsomt folkefærd der ikke stiler store krav til livet, ligesom andre befolkningers mindre grad af tilfredshed kunne være afledt af at de stiller for store forventninger til fremtiden. Men det kunne også være, at det skyldes, at der er fundamentale faktorer der har betydning for vores tilfredshed, som f.eks. tillid, og at denne ikke er ligelig fordelt. 

For at gøre en lang historie kort, har Danmark også verdensrekord i tillid, Vi har her, så at sige, en absolut fordel frem for andre lande. Ca. 2/3 af danskerne svarer, at man som udgangspunkt kan stole på fremmede personer. Andre lande med høj tillid er f.eks. resten af Skandinavien, Holland og New Zealand. I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Trinidad og Brasilien, hvor kun 3% af befolkningen mener, at man som udgangspunkt kan have tillid til fremmede. Før nogen herefter konkluderer, at det må skylde vores homogene sammensætning, og at et mere multikulturelt samfund vil være skadelig for borgernes tillid til hinanden, vil jeg henvise til nedenstående figur 1, som på y-aksen viser borgernes tillid til hinanden og på x-aksen viser befolkningsdiversiteten (jo tættere ved nul jo mere homogen og jo tætte ved 1, jo mere sammensat).

Den viste sammenhæng foranledigede Christian til at konkludere to ting; For det første, at det er os (i de nordiske lande og Holland) der er ”underlige” i forhold til resten af verden – pågældende lande er markeret på figuren. For det andet, at multietnicitet i sig selv ikke har betydning for tilliden i et samfund. Derudover ved vi fra studier af EU-landene, at tilliden over grænser i lighed med indenlandsk tillid er meget stabil, og at vores tillid til andre landes befolkning i vid udstrækning falder sammen med deres egen tillid internt.

Dernæst gennemgik han sammenhængen mellem forskellige befolkningsgruppers tillid og deres ”bedsteforældres” hjemland, i den udstrækning man kan afdække denne (vanskeligt for store dele af den sorte befolkning) i USA, ved hjælp af figur 2, der ses herunder. Nederste linie angiver tilliden i de østeuropæiske lande der har været kommunistiske, og forskellen mellem de to linier viser omkostningen i kraft af tabt tillid, som kommunismen har kostet borgerne i de pågældende samfund.

Én gruppe skiller sig ud i USA, og udviser markant mindre tillid, både indbyrdes og til resten af den amerikanske befolkning. Det er sorte med rødder tilbage til slaveriet. Der er tale om en gruppe der i høj grad opretholder en væsentlig grad af segregation, modstanden mod f.eks. blandede ægteskaber kommer primært fra ”egne rækker”.

Christian konkluderede efter sin gennemgang, at der ikke var grund til at bekymre sig om etnisk diversitet som sådan, men at der var grund til integrationsbekymring for definerbare grupper, og som han selv sagde, hvilket skulle det vise sig var en korrekt iagtagelse, så var det en politisk ukorrekt konklusion, omend jeg var lidt overrasket over hvad der fulgte.

Fatih Alev, fra ambassadør for islam til religiøst formørket tudefjæs.

Det næste oplæg stod Fatih Alev – som de fleste formentlig kender fra medierne – for. De første 10 minutter optrådte han som positiv ambassadør for muslimer i Danmark, og var godt på vej til at underminere den opfattelse af at ”alt ondt startede med Mohammed”, som den monokulturelle og kulturkonservative del af tilhørerne (og dem var der også nogle af) var mødt op med. Herefter knækkede filmen desværre for ham, da han kommenterede Christians oplæg. Grundlæggende tror jeg ikke han havde forstået meget af hvad Christian egentlig havde sagt.

For hvad Christian konkluderede på sin forskning var dels at multietnicitet ikke i sig selv var et problem. Dels at man ikke kan bruge religion som en forklarende faktor, og at der ikke var faktuel belæg for at pege på, at indvandrerne var muslimer som et problem i forhold til tillid. Derimod betød det noget hvor indvandrere/flygtninge kom fra, nærmere betegnet de arabiske/mellemøstlige lande, hvor tilliden er meget lav. Sammenholdt med at vi ved, at ”Tillid nedarves tidligt i livet, særligt fra moderen, at samme etniske grupper i vid udstrækning ikke gifter sig uden for egen gruppe, at kvinderne er særligt dårligt integrerede, og at autoritær opdragelse er udbredt og mytedannelse er almindelig” medfører paralelsamfund for denne gruppe at de reproducerer den lave tillid.

Jeg havde egentlig regnet med at Fatih Alev havde fanget pointen med at det ikke er islam der er problemet, at det måske var derfor han var i så godt humør de første minutter af sit oplæg, men ak. Christians forskning blev sammenlignet med det 3. riges race-ideologier og gav anledning til at stort set resten af Fatih Alevs oplæg blev en opvisning i og bekræftelse af mine værste fordomme overfor religiøse mennesker. Herunder ikke mindst at menneskelig nysgerrigh
ed og forskning skal under
lægges hensynet til religiøse behov. Så fra at være et forsøg på positivt at markedsføre sin religion og dets udøvere endte det med den sædvanlige kritik og pegen fingre af, at vi har en åben debat, og vi fik den sædvanlige selvmedlidende grædekonevise. Han blev selvfølgelig bakket op af den kulturrelativistiske del af forsamlingen.

Her bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke reaktionen på Christians oplæg i høj grad hang sammen med at han er en hvid mand fra Århus. Hvordan mon reaktionen ville have været, hvis det var min kone, der er vokset op i verdens mindst tillidsfulde samfund (af de målte), Brasilien, der havde holdt et lignende oplæg, og i en sammenligning af Danmark og Brasilien havde konkluderet, at en af parametrene for at vi har en bedre levestandard, og f.eks. er mindre stressede (og det viser internationale undersøgelser) skyldes vores tillid. Ja, hun kunne formentlig være sluppet afsted med rigtigt mange ting, fordi hun IKKE ligner en dansker.

Eller også var hun måske blot blevet angrebet for ikke at være loyal overfor sine ”egne”, hvilket jo fra tid til anden overgår indvandrere der bliver ”for danske”. En kritik der både lyder fra dem der fortsætter med at leve som om de ikke var flyttet fra deres oprindelsesland (hvilket unægtelig er ganske nemt, så længe skatteyderne finder sig i at finansiere det) og fra de kulturrelativistiske kredse der med næsten religiøs fanatisme og uden nogen form for videnskabeligt belæg fremturer i at alt, og hermed alle kulturer er lige gode, – vist nok bortset fra den mest succesfulde, nemlig den vestlige kultur, der i samme åndedrag gøres ansvarlig for alt ondt her i verden.

Måske skulle jeg invitere et par af de hellige (både religiøst og politisk ment) på kaffe – det kunne jo være Fatih Alev og Jacob Holt, så kunne de med latinsk temperament få læst og påskrevet i en sådan grad af min kone, at jeg formentlig ville begynde at forsvare hendes hjemland og dets kultur.

Kurrild om skattehæverne

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2009. 46 svar

Den gamle (faktisk ikke så gamle) redacteur Peter Kurrild-Klitgaard havde i går et indlæg i Berlingske, hvor han understreger hvordan ” Erfaringerne viser, at der ikke er nogen grund til at tro, at danskerne efter den seneste skattereform skulle ende med et lavere skattetryk end før”. Kurrild peger i indlægget på, at ” svaret på, hvem der hæver skatterne mest, er — paradoksalt nok — at det er under borgerligt-liberale regeringer som den nuværende, at skatter og skattetryk har en tendens til at stige mest”. Analysen, der passer ganske smukt med en tidligere, som vi har bragt her på stedet (læs her), viser blandt andet at:

”Ser man på stigningstakter år til år, er skattetrykket i perioden som helhed steget gennemsnitligt knap en pct. pr. år, men med store »ideologiske« forskelle: Under venstreorienterede regeringer er skattetrykket steget gennemsnitligt sølle 0,05 pct. pr. år, mens det under borgerlige regeringer er steget hele 1,9 pct. pr. år.”

Den overordnede konklusion er, at hos os vender verden på hovedet – det er de borgerlige, der står for at finansiere en socialdemokratisk samfundskonstruktion. Hele indlægget kan læses her.

Kurrild om det borgerlige selvmål

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2009. 28 svar

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, havde den gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard en kronik i Berlingske i lørdags om det store, borgerlige selvmål, som man kalder en skattereform. Efter at have været uforklarligt utilgængelig siden i lørdags, kan hele kronikken nu læses her.

I kronikken udtrykker Kurrild det indtryk, jeg tror mange af os har haft siden man færdigforhandlede ’reformen’, men som sædvanlig med større indsigt i hvad der sker på Borgen, og i klarere og mere elegante vendinger. For blot at tage to små udpluk:

”Langt vigtigere er imidlertid, at skatteomlægningen qua dens form betyder flere skatteindtægter til staten og formodentlig reelt en stigning i skattetrykket, fordi den er kraftigt overfinansieret. Alle reformens »dynamiske effekter« går til at øge den offentlige sektor. Dét er en facet, som regeringens medlemmer har gået meget stille med.”

”For det tredje er skattestoppet – regeringens eneste virkelige succes – nu blevet brudt af regeringen selv. Det blev indført for at lægge en dæmper på væksten i de offentlige udgifter, men da regeringen har ladet disse løbe løbsk, har man valgt at kunne få flere penge i kassen.”

Kurrilds kronik burde være pligtlæsning for alle dem, der stadig lider under den illusion, at vi har en borgerlig regering.

Public Choice i Las Vegas

Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2009. Skriv et svar

Traditionen tro rapporterer vi fra årets to ’public choice’ konferencer, og i år skal ikke være en undtagelse. Vi skriver som tidligere år kort om de konferenceindlæg, vi (jeg) fandt mest interessante og undtagelsen i år er ikke vores skyld, men papirerne kan for en gangs skyld ikke downloades fra konferencens hjemmeside.

Som titlen antyder, havde 2009-konference et lettere absurd skær over sig: Vi tog nemlig i år til Las Vegas, hvor man måtte vade forbi endeløse enarmede tyveknægte og blackjack-borde for at komme op til sit værelse, ligesom der var spillemaskiner umiddelbart udenfor det centrale mødeområde. At skulle forbi rader af ældre amerikanere med blanke øjne gav konferencen en lidt anderledes ’ambience’ end normalt.

At vælge, hvad man vil høre på og hvor man skal hen kan, som nogle læsere sikkert ved, være noget af et puslespil, når der kører seks sessions ved siden af hinanden. Fredag morgen faldt valget på halvanden times session om ’wellbeing’, hvor mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson præsenterede ny viden om globalisering. De to svenskere har set på sammenhængen mellem globalisering og befolkningens helbred på tværs af over 100 lande siden 1970. Den spændende konklusion er, at mens økonomisk globalisering helt tydeligt fører til bedre helbredstilstand – og faktisk ikke kun fordi globalisering gør landene rigere – har social globalisering øjensynligt en sundhedsmæssig slagside for fattige lande. Bedste bud på en forklaring er, at globaliseringens stærkt øgede informationsstrømme også når fattige lande, og får en del af befolkningen til at kopiere nogle af de værste uvaner i den vestlige verden. (Bergh og Nilsson: Worth Living For? On the Relation Between Globalization and Life Expectancy) Fredag bød også på Oz Dincers spændende, men meget foreløbige, arbejde om forholdet mellem social tillid (tillid til fremmede mennesker) og hvor fiskalt decentralt, amerikanske stater fungerer. Oz – en af de mange glimrende tyrkiske økonomer, man aldrig tænker på eksisterer – peger på en relativt klar sammenhæng mellem højere tillid og mere decentralisering, men præcist hvordan man skal tolke det, blæser lidt i vinden. (Oguzhan Dincer: Fiscal Decentralization and Trust)

Fredag morgen stod den på en session om korruption, hvor det spændende papir var af Monica Escaleros og bød på ny viden om forholdet mellem korruption og fattige menneskers adgang til rent drikkevand. Mens korruption ikke eksisterer i Danmark – den type adfærd begrænser sig til vennetjenester og lejlighedsvis nepotisme – er det et væsentligt problem for mange fattige lande. Monicas artikel viste relativt klart, at korruptionsproblemer også påvirker hvor effektivt, vandforsyningen virker, men pudsigt nok ikke har en lige så klar effekt på f.eks. sanitetssektoren. Vand er et specielt problem, og igen ser man her resultatet af årtiers politiske fejl og sammenblanden af interesser. (Monica Escaleros, Nejat Anbarci og Charles Register: The Ill-Effects of Public Sector Corruption in the Water and Sanitation Sector)

Resten af lørdagen gik med konferencepapirer, jeg selv er involveret i – og uden tvivl mere om dem senere her på stedet – så sidste spændende indlæg, det er værd at nævne her, blev præsenteret søndag morgen før jeg løb ud af døren til en lufthavn fyldt med slot machines. Niklas Potrafke præsenterede nyt bevis for, hvornår regeringers politiske ideologi påvirker centralbankers rentepolitik, og dermed også kommer til at påvirke landes investeringsstruktur. Det særlige viste sig at være, at i Europa siden 1980 har kombinationen af venstreorienterede regeringer og uafhængige centralbanker givet højere renter. Niklas’ fortolkning: Enten straffer konservative centralbanker venstreorienterede regeringers politik med at stramme pengepolitikken, eller også ved venstreorienterede regeringer fra starten, at de har et problem, og overlader derfor centralbanken til påpasselige centralbankdirektører. (Ansgar Belke og Niklas Potrafke: Does Government Ideology Matter in Monetary Policy?)

Hvis læsere skulle være interesseret, kommer mange af papirerne uden tvivl til at ligge på nettet inden længe. Hele konferenceprogrammet, med mange flere indlæg, kan findes her.

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Af Niels Westy, den 9. marts 2009. 6 svar

FN anslår at det globale marked for illegal narkotika har en værdi på omkring 320 mia. USD., mens de amerikanske myndigheder anslår at der omsættes for omkring 60 mia. USD på det amerikanske marked alene. Herhjemme har myndighederne estimeret, at der omsættes for omkring 3 mia. danske kroner om året, hvilket er mere end værdien af den årlige omsætning for kaffe.

Nu er det af indlysende grunde vanskeligt at sige noget præcist om omsætningen på et illegalt marked, og måske er FNs lige en tak i overkanten. Til gengæld kan vi være sikker på at profitmargen er ganske betragtelig, hvorfor der er tale om et yderst lukrativt marked.

Jeg har tidligere her på bloggen argumenteret for, at den nuværende forbudspolitik – ikke kun i Danmark – men globalt bør afskaffes. Det er jeg bestemt ikke ene om. Fremtrædende internationale aviser og tidsskrifter, som bl.a. Finansial Times og The Economist har i årtier argumenteret for en afkriminalisering af narkotikamarkedet. I USA og Canada findes flere organisationer der aktivt arbejder for legalisering, bl.a. LEAP (Law Enforcement Against Prohibition), bestående af nuværende og tidligere politifolk, som f.eks. Seatles tidligere politchef, Norm Stamper, se interview med ham her.

Den mest fremtrædende organisation der arbejder for en legalisering er nok Drug Policy Alliance, hvor bl.a. Paul Volker, nuværende økonomisk rådgiver for Obama og tidligere nationalbankdirektør, og George P. Shultz, tidligere finans- og udenrigsminister under henholdsvis Nixon og Reagan, for blot at nævne et par stykker, gerne lægger deres gode navn og rygte til en bevægelse hvis endemål som sagt er en eller anden form for legalisering af narkotika.

I Latinamerika, står bl.a. de tidligere præsidenter for henholdsvis Colombia, Brasilien og Meksiko; César Gaviria, Fernando Henrique Cardoso og Ernesto Zedillo bag en opfordring til et paradigmeskifte fra aggressiv indsats mod udbudet af narkotika (der ikke har været i stand til at mindske dette alligevel) til at fokusere på at mindske efterspørgslen via oplysningskampanger osv. Og omend den senere tids skyderier er ubehagelige for borgerne i København, er det intet at regne for, sammenlignet med konsekvenserne i netop bl.a. Meksiko, Colombia og Brasilien.

Tragedien, som den udfolder sig i Mexiko i disse år, og har fået nogle til at tale om Mexiko som en ”failed state,” er drevet dels af narkobandernes indbyrdes rivaliseren og dels kampen mellem myndighederne og de pågældende bander.

For Colombias vedkommende ville FARC formentlig have været besejret for mange år siden, hvis ikke det havde været for den FN sanktionerede og amerikansk ledede ””War On Drugs””, mens Brasilien i årtier har lidt under, at store områder i storbyer som f.eks. Sao Paulo og Rio de Janeiro fuldstændig kontrolleres af kriminelle organisationer, hvis hovedindtægt stammer fra narkotika. Kontrollen er så total, at enhver politiaktion i de pågældende slumkvarterer mest af alt minder om borgerkrig, hvor de kriminelle ofte er edre bevæbnet end politiet.

Fælles for de tre lande er selvfølgelig også den medfølgende korruption –- ikke mindst indenfor politiet (et problem der formentlig også eksisterer i mindre udstrækning i Danmark).

Nu er det som antydet næppe de nuværende kampe mellem rivaliserende kriminelle bander og deres kamp om det danske marked, der skaber overskrifter internationalt. Ej heller er det årsagen til, at hovedhistorien i denne uges Economist var ”How to stop the drug wars”. Ikke desto mindre er også det blodige opgør herhjemme led i en udvikling, som man ser over hele verden.

Lad mig her med det samme erkende, at det for mig er en forudsætning som liberal, at man frasiger sig retten til at afgøre og bestemme over hvad andre mennesker vil gøre med sig selv og deres krop. Men det er selvfølgelig kun en problemstilling for de, der gerne vil se sig selv som liberal, eller som The Economist skriver:

“There are two main reasons for arguing that prohibition should be scrapped all the same. The first is one of liberal principle. Although some illegal drugs are extremely dangerous to some people, most are not especially harmful. (Tobacco is more addictive than virtually all of them.) Most consumers of illegal drugs, including cocaine and even heroin, take them only occasionally. They do so because they derive enjoyment from them (as they do from whisky or a Marlboro Light). It is not the state’s job to stop them from doing so.“

I denne uge mødes ministre fra hele verden i Wien for at diskutere den internationale narkotikapolitik i årene fremover. Som The Economist bemærker, vil mange af dem, som generaler fra første verdenskrig, hævde at der blot er brug for mere af det samme”.

Men fakta er, at den førte politik har været en fiasko af gigantiske dimensioner, Udbuddet af narkotika har aldrig været større, priserne er faldet og forbruget er stort set det samme.

Med Economist ord fra denne uges leder;

Nowadays the UN Office on Drugs and Crime no longer talks about a drug-free world. Its boast is that the drug market has “stabilised”, meaning that more than 200m people, or almost 5% of the world’s adult population, still take illegal drugs—roughly the same proportion as a decade ago. (Like most purported drug facts, this one is just an educated guess: evidential rigour is another casualty of illegality.) The production of cocaine and opium is probably about the same as it was a decade ago; that of cannabis is higher. Consumption of cocaine has declined gradually in the United States from its peak in the early 1980s, but the path is uneven (it remains higher than in the mid-1990s), and it is rising in many places, including Europe.”

Og målt på menneskelige og økonomiske omkostninger, har den førte politik været langt langt værre end de negative konsekvenser en legalisering eventuelt måtte have.

Mens dele af FN ufortrødent fortsat støtter en videreførelse af den nuværende politik (der er jo også en del der får deres daglige udkomme af at udføre den meningsløse politik), kommer andre dele af organisationen frem til et helt andet resultat.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen understreger således overfor Ritzaus sin og regeringens modstand mod fixerum, og spørger retorisk om hvordan vi undgår, at børn og unge bliver narkomaner sådan nogle steder, og hvordan vi undgår, at banderne udnytter fixerummene til at sælge narko og hverve prostituerede?”

Tilsyneladende lider han under under den vrangforestilling at lovgivning – i den udstrækning af fixerum kan anses for en afkriminalisering – har nogen nævneværdig indflydelse på befolkningens brug af narkotika. Det til trods for, at der ikke eksisterer imperisk bevis for denne holdning. Tværtimod. Sammenligner man f.eks. Norge og Sverige, har de nogenlunde samme forbrug af narkotika, på trods af at man i Sverige fører en langt mere restriktiv politik.

En undersøgelse af WHO konkluderede sidste år, at “Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.”

F.eks. var andelen i USA der havde prøvet cocain ca. 8 gange større i USA end i Holland på trods af, at USA er et af de lande hvor man fører den mest restriktive narkotikapolitik og Holland er berømt/berygtet for det modsatte.

En legalisering af handel med hash er kun et skridt i den rigtige retning.

Det er væsentligt at skelne mellem de forskellige typer af kriminalitet, som den gældende narkotikalovgivning afstedkommer. Ét er kampen om at kontrollere markedet, som den manifesterer sig for tiden med knivstikkerier og skyderier Københavnsområdet. Noget andet er den kriminalitet, som narkomaners jagt på penge til stoffer er skyld i. Sidstnævnte problem vil næppe påvirkes nævneværdigt af en legalisering af hashhandlen.

Hvad angår det første problem, vil en legalisering af handlen med hash være en del af løsningen, fordi hashhandlen i sig selv står for en meget betydelig del af omsætning og profit (Københavns politi anslår at omsætningen i hovedstadsregionen alene er op mod 1 mia. kroner om året). Men selv om man legaliserer hash, vil der fortsat være et yderst lukrativt marked for andre former for illegale rusmidler, som der selvfølgelig fortsat vil blive kæmpet om.

På langt sigt vil det gøre markedet mindre attraktivt, omend det på kort sigt muligvis vil øge konflikten mellem markedsdeltagerne, i og med at de nu skal kæmpe om et mindre marked. Dog er det en pris, der uden tvivl er værd at betale for at opnå de langsigtede gevinster. 

Forskellen på legale og illegale markeder og effekten af regeringens tiltag.

Lad mig starte med et lille spørgsmål; Hvor mange mon ville holde op med at drikke kaffe, hvis det blev forbudt? Nej vel. Hvis vi nogenlunde let kan få fat i det til en pris vi er villige til at betale, fortsætter vi med at drikke kaffe. Det afgørende er ikke lovgivningen, men tilgængelighed og pris – samt muligvis konsekvenserne ved at blive taget med det nu forbudte stof. Men vil forbuddet betydemindre for vores for, vil selve markedet til gengæld ændre sig dramatisk. Herunder hvem der udbyder kaffe. Det afgørende i denne sammenhæng er ikke hvilket produkt der sælges, men hvorvidt det er illegalt at sælge og hvor stor avancen er.

Når konkurrence på pris og kvalitet afløses af konkurrence på brutalitet.

Vi er vant til at producenterne konkurrerer på pris og kvalitet. Hvis en eller flere sælgere skulle finde på at bruge ufine metoder overfor deres konkurrenter, kan de normalt gå til politiet. På et legalt marked præget af konkurrence vil der derfor primært konkurreres på pris og kvalitet.

Helt anderles forholder det sig med illegale markeder. Det anslås at ca. 5% af jordens befolkning jævnligt indtager et eller flere illegale stoffer, og naturligvis vil der altid være udbydere, som mod den rette pris gerne tilfredsstiller denne efterspørgsel. Til gengæld kan man glemme alt om konkurrence på pris og kvalitet og beskyttelse mod “ufine” konkurrenter. Det er jo vanskeligt at gå til politiet uden selv at komme i fedtefadet, hvis man som pusher bliver jagtet af andre pushere.

Og jo højere gevinst og risiko der er involveret, jo mere brutalitet og afstumpethed være de afgørende konkurrenceparametre, hvilket den historiske udvikling af det danske narkotikamarked (ligesom andre lande) demonstrerer.

Udviklingen fra 1960erne og frem til nu har været en konstant forråelse, hvor vinderen af kampen om markedsandelene er den som er mest brutal. Og sådan vil det formentlig fortsat være.

Hvis en tyv levner noget, har jeg så fået det?

Af Niels Westy, den 2. marts 2009. 20 svar

Tillad mig at fortsætte Bjørnskovs personlige kommentarer til weekendens skatte(re)orm, hvor laveste fællesbævner og dyrkelsen af en ganske særlig landlig misundelseskultur synes at være det mest fremherskende. Men det kan nok heller ikke være anderledes, når man ikke tør gøre op med den tåbelige brug af skattesystemet som omfordelende redskab. Vil man absolut omfordele, kan man jo gøre det via de offentlige udgifter. Det hjælper heller ikke, når selv borgerligt-liberale medier ikke har forstået,  at en skattesænkning ikke betyder, at man “får noget”, men blot at man ikke skal aflevere så meget som før, jævnfør en overskrift  på JyllandsPostens hjemmesider “Direktøren får 53.409 kr. – hjemmehjælper 2.779 kr“. Tænk hvis der nu havde stået, hvor meget de betaler i skat i stedet?

At tale om, at nogen får noget, fordi de skal betale mindre i skat er i sig selv en absurditet. Det svarer til, at en tyv rydder mit hjem, lader indholdet af køleskabet være, og efterlader en seddel, hvorpå han skriver, at jeg bør takke ham for al den mad han har givet mig.

Med tanke på niveauet i dansk politik, når det kommer til at løse de udfordringer der ligger foran os, vil rutcheturen ned af listen over verdens rigeste lande givet fortsætte, og jeg kan kun glæde mig over, at min datter på 13 indtil videre taler 3 sprog flydende og er godt i gang med det fjerde – det skal hun nok få brug for – dog næppe her i landsby(tosse)fællesskabet.

Opdatering:

Berlingske er også med på alternativt sprogbrug: Med overskriften Højtlønnede tjener 11 gange så meget på ny skat, er vel kun tilbage at det næste bliver, at jeg bliver pålagt skat af de ting tyven IKKE stæler – der er jo tale om en “indtægt”, når der skal afleveres mindre, ifølge Berlingskes socialkammeratlige newspeak.

Udgangspunktet er helt åbentlyst, at den indkomst som enhver af os generer, som udgangspunkt er statens.

Skattereformen og det store forsvindingsnummer

Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2009. 12 svar

Det kan næppe være gået nogens næser forbi, at regeringen pt. forhandler skattereform. Socialdemokraterne og SF gik meget tidligt fra forhandlingerne. Forhandlingerne er derfor udelukkende med Dansk Folkeparti, da også Liberal Alliance (dvs. Anders Samuelsen) forlod bordet i går. Helle Thorning har givet den fornærmet statsmand i medierne, og beskyldt regeringen for at stille ultimative krav. Og det er rigtigt da regeringen stillede respekt for skattestoppet som ultimatum. Man må på den anden side også indse, at S og SF implicit stillede en garanti for nettostigninger i det offentlige forbrug som ultimatum – hvorfor ellers bryde med skattestoppet? Mens forhandlingerne derfor kører ad kendte baner, kan man derfor med mere interesse se på den sandsynlige reforms indhold. På det punkt må man nemlig konkludere, at regeringen har lavet et forsvindingsnummer af de store, for det er meget svært at se, hvor ambitionerne forsvandt hen.

Før jul meldte skatteministeren ud, at skattereformen skulle være ’langtidsholdbar’; ambitionen var, at den skulle kunne holde i 20 år. Dén ambition er blevet stadig sværere at få øje på, og med LA ude af forhandlingerne er der  kun regeringens egen imaginære rygrad til at sikre, at der overhovedet bliver rørt ved topskatten.

Elementerne i regeringens udspil med titlen ”Forårspakke 2.0 – vækst, klima, lavere skat” (hvem finder på sådan noget?) er mildt sagt en blandet landhandel. Mellemskatten på seks procent afskaffes, og topskatten sænkes fra 15 til 13½ procent mens grænsen for hvornår man betaler topskat hæves med 36000 kroner. Samtidig sænkes bundskatten med ½ procent og beskæftigelsesfradraget hæves til syv procent. En række fradrag fjernes eller sænkes, og der indføres højere afgifter på ”belastning af miljø og klima”. Sidst, men i en liberal optik ikke mindst, har de konservative åbenbart fået deres vilje til at indføre barnepigestaten, da forårspakken også indeholder skat på ’usund levevis’, altså det der internationalt hedder ’sin taxes’. Et eksempel er, at man ønsker at forhøje afgifterne på chokolade med 25 procent.

Som økonom har jeg svært ved at have andet end foragt tilovers for regeringens forslag. Dens egne beregninger peger for eksempel på, at de dynamiske effekter af forårspakken vil beløbe sig til 19.200 fuldtidsbeskæftigede, fordelt på 19.550 fra sænkningen af top- og mellemskat, 3100 fra det højere beskæftigelsesfradrag, 1700 fra den lavere bundskat, og et minus på 5150 fra de højere afgifter osv. Ligesom Koch-kommissionens udspil, bruger man dermed en uforholdsmæssig stor del af udgifterne på dele, der kun minimalt gør noget ved Danmarks langsigtede problem: Hvordan får man danskerne, og i særlig grad de dygtige, til at arbejde mere og hvordan tiltrækker man dygtig arbejdskraft og bibeholder den i landet. Et godt bud på, hvor stor en arbejdsstyrke der kommer til at mangle om bare 15-20 år, hvis man skal finansiere et blot uændret niveau for de offentlige udgifter, er 100.000-120.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede. Hvordan kan man kalde en reform ’historisk’, hvis den i bedste fald løser en femtedel af det, regeringen selv opfatter som kerneproblemet?

Hvis man skal vove et gæt på, hvordan det endelige kompromis med DF kommer til at falde ud, er der en ganske reel risiko for at der ikke bliver rørt ved topskatten, kun flyttet lidt på grænsen for hvornår man betaler den. Tror regeringen ærligt, at en højeste marginalskat på 57 procent, der sætter ind allerede ved en årsindkomst på 388.000, kan løse Danmarks problem med at tiltrække flere – og forhåbentlig de bedste – læger, ingeniører, molekylærbiologer og professorer til landet? Uanset at man forsøger at sælge forårspakken som en væsentlig forbedring, er beskeden stadig når man  prøver at tiltrække de dygtigste, at de skal betale 57 procent af sidst tjente krone for at finansiere et middelmådigt sundhedssystem og 800.000 medborgere på overførsler – og nå ja, vi beskatter alt der er sjovt eller lækkert – chokolade, biler, vin og selv den computer din arbejdsplads har  givet dig – rigtigt hårdt!

Bundlinjen i dansk politik i dag er stadig, at regeringen på godt amerikansk er ’scared shitless’ for vælgerne. Det hele bliver bestemt ikke bedre af, at LO fører en skræmmekampagne der appellerer til alt det værste – misundelse og jantelov – og at statsministeren er halvt fraværende. Kriser er særlige situationer, hvor man kan gennemføre større reformer fordi nødvendigheden føles mest umiddelbar hos vælgerne. Men hvor man kunne have håbet, at en nominelt borgerlig regering ville bruge muligheden for at skære noget af fedtet fra verdens største offentlige sektor og lette skatten lidt for landets dygtige og hårdtarbejdende borgere, har man valgt en mi
nimal løsning: Omlæg skatten en smule, indfør fyfy-skatter på ting, nypuritanere betragter som synder – og det er en synd ikke at spise nok salat og veje lidt for meget – og sørg så for at beskytte medianvælgeren.

Jeg sidder med den blandede fornemmelse af en rasen i maven over det populistiske svigt, og en dyb undren over, hvordan Kristian Jensen, der for blot få år siden var et liberalt fyrtårn i Venstre, i dag uden at blinke kan kalde forårspakken historisk. Kald mig bare Jeronimus og dette indlæg for blindt raseri, men hvor er det borgerlige i dansk politik blevet af? Og hvor er den økonomiske ansvarlighed henne? Jeg er i hvert fald så træt af det, at jeg er begyndt at løse de udenlandske professoropslag med mere oprigtig interesse.

Men ville vi arbejde mere, hvis man satte lønnen ned eller skatten i vejret?

Af Niels Westy, den 25. februar 2009. 17 svar

Ud over at problematisere de fordelingsmæssige aspekter i den – mindre – skattereform der er udsigt til, synes en af mediernes (i hvert fald TV2s og DRs) yndlingsvinkler at være hvorvidt folk vil arbejde mere ved en nedsættelse af indkomstskatten. Hertil har begge kanaler med stor fornøjelse i flere omgange brugt “almindelige” mennesker – nærmere bestemt sygeplejesker, som eksempler.

Som det måske er en del af læserne bekendt er danske sygeplejesker meget glade for at arbejde på deltid – en gennemsnitssygeplejeske arbejder vist hvad der svarer til 4 dage om ugen. Ja i mere end et tilfælde har de udspurgte sygeplejsker udtalt, at de ville overveje at gå yderligere ned i tid, hvis skatten sænkes.

Hvis denne sammenhæng virkelig er gældende, stiller det os over for to væsentlige spørgsmål.

1. Fyldte sygeplejeskernes fagforening os med løgn, når de bl.a. argumenterede for højere løn ved sidste års overenskomstforhandlinger med, at der var mangel på sygeplejesker?

2. Og i givet fald, burde man i stedet for at gå med til en ikke ubetydelig lønforhøjelse fra arbejdsgiverside have insisteret på, at lønnen blev sat ned, så man kunne løse problemet med manglen på sygeplejesker?

🙂 

Klumme i 180 grader "Om Per Stig Møllers dystre menneskesyn og vildfarelser ud i økonomiske sammenhænge"

Af Niels Westy, den 23. februar 2009. Skriv et svar

Uden at der ellers har været nogen form for koordinering, er også dagens klumme i 180grader, ligesom Mr. Laws kronik i Berlingske Tidende “liberalisme i en krisetid” afledt af Per Stig Møllers kronik i Berlingske Tidende sidste søndag.

I forbindelse med omtale af sin kronik, skriver Mr. Law, at

“Egentlig er det ikke videre smart at hakke konservative og liberale indbyrdes. Vi burde hellere samle os mod socialisterne, der vejrer morgenluft, og vi har trods alt mere til fælles end til forskel. Men når nu vores konservative venner kaster handsken, endda to gange, kan vi vel godt tage den op, sådan i al gemytlighed.”

Ovenstående gemytlighed kan jeg vist ikke leve op til. På den anden side kan man selvføgelig også spørge sig selv, med tanke på Per Stig Møllers fremstilling af markedet, om hvem der “med sådanne venner har så brug for fjender?”.

Men idet hele taget vil jeg også mene, at en rammende karakteristik af den nuværende regering langt hen af vejen er, “at med sådan en borgerlig regering, hvem har så brug for en socialdemokratisk?” – og selvfølgelig kunne dette siges med omvendt fortegn i 1990erne af socialdemokrater der er så fjollede at de tror på noget (andet end magten og den blå bog :)).

Sagt i al gemytlighed.

Klummen findes her.

Og til de, der endnu ikke har læst Mr. Laws kronik, så findes den fortsat her, og er spot on.

Vel er Danmark ikke Mexiko, og København ikke Tijuana, men…

Af Niels Westy, den 22. februar 2009. 5 svar

Denne februar måned markerer 100 året for indførelsen af det federale forbud mod import af ryge-opium i USA (The Opium Exclusion Act of 1909), og selv om man ikke brugte termen ”war on drugs” på daværende tidspunkt (termen blev ”opfundet” af Ronald Reagan i 1982), kan starten på denne på nuværende tidspunkt længstvarende ”war on something” – passende dateres til 9. februar 1909. Men på trods af 100 års indsats og formentlig et tabstal der skal tælles i hundrede af tusinde, er der ikke meget der tyder på, at man vil erkende sit nederlag og erkende, at kriminaliseringen af narkotikaforbrug- og handel er et håbløst projekt. Det er lettere ironisk, at Danmarks radio netop i denne måned i en uge satte fokus på Afghanistan og bl.a. stillede spørgsmålet om der var tale om en konflikt der kunne vindes. Ironisk, at man efter små 8 år stiller dette spørgsmål i en konflikt, hvis menneskelige omkostninger på ingen måde kan sammenlignes med ”krigen mod narko”, formentlig den konflikt, der år for år indebærer det største tab af menneskeliv, for ikke at nævne samfundsøkonomiske omkostninger der får ”the war on terror” til at blegne, og synes man udsigterne i Afghanistan ikke ser for lyse ud, gælder for ”krigen mod narko”, at det er en konflikt der ganske enkelt ikke kan vindes.

Og selv om enkelte politikere, bl.a. Klaus Bondam åbenbart har set lyset, da han i sidste uge på sin hjemmeside foreslog, at man legaliserede Hash efter hollandsk model, for at komme bandekriminaliteten til livs, ved at argumentere – korrekt – for, at man dermed fjernede indtægsgrundlaget (eller en stor del af det) for de stridende bander, blev hans forslag (selvfølgelig) skudt ned af hans egen partileder allerede dagen efter, hvor Margrethe Vestager understregede, at det ikke var i overensstemmelse med partiets politik. Muligvis er den ikke det, men det afholder ikke danskerne fra at være det land i Europa, hvor flest har prøvet den “forbudne frugt” – desuagtet det gældne forbud.

Nu er det langt fra første gang, at en evt. legalisering af i hvert fald hash er blevet diskuteret, og det er langt fra heller første gang, at politikere og ikke mindst politiet har forgøjlet os, at de kan ”vinde” kampen mod narkotika, men de kunne lige så godt love os hvid jul hvert år, det giver nogenlunde samme mening.

I stedet for vil man nu indsætte en særlig ”taskforce”, der skal bekæmpe bandekriminalitet. Jeg vil ikke benægte, at man med indsættelse af tilstrækkelige ressourcer midlertidig kan reducere antallet af skudepisoder – som vi efterhånden, hvis man skal måle på medieomtalen og forsideplacering, har vænnet os til. Rockerkrigen ebbede også ud i 90erne, men om det skyldtes politiets indsats eller at man fik delt markedet (midlertidigt) mellem sig eller en kombination af begge dele er ikke helt til at sige.

Men på sigt er det et ganske sikkert bud, at der vil komme flere (og mere brutale) opgør. Markedet er ganske enkelt enkelt for lukrativt, og så længe der er tale om et illegalt marked er markedsspillernes brutalitet så sandelig afgørende for opnåelse af markedsandele.

Og selv om Danmark selvfølgelig ikke kan sammenlignes med USA, hvor man regner med at den samlede omsætning er ca 60 mia. USD. Om året, så taler vi om en omsætning på flere mia. kroner om året. En omsætning vi i vores visdom har overladt til nogle af samfundets værste typer at slås om.

Og der er bestemt ikke grund til at tro, at det er muligt, ej heller for dansk politi at mindske udbuddet. Som det fremgår af nedenstående figurer ser der ikke ud til at være problemer med at skaffe tilstrækkeligt af de fornødne rusmidler til at imødekomme kundernes efterspørgsel. Priserne på ikke kun hash, men også hårdere stoffer har været faldende igennem de sidste par årtier.

Det kan selvfølgelig være udtryk for en vigende efterspørgsel – og er det da også, når man ser på markedet for enkelte specifikke stoffer, men det er først og fremmest udtryk for at udbuddet er rigeligt.

Vel er Danmark ikke Mexiko, hvor tusinde bliver myrdet hvert år som konsekvens af krigen mod narkotika. København er heller ikke Tijuana eller Rio de Janeiro i Brasilien, hvor millioner af byens fattigste borgere lever i slumkvarterer (farvellas) hvor narkobanderne har magten, ofte er udstyret med bedre våben end de (selv korrumperede af narkotika) politistyrker der må have hjælp af militæret, når de prøver at genvinde kontrollen med de pågældende bydele.

Og selv om vi (heldigvis) er mile vidt fra tilstandene i førnævnte steder, og næppe heller ikke bliver det (omend pressen fra tid til anden kunne efterlade en med forestillingen om at det ikke længere var sikkert at gå på gaden i København), så er det selvfølgelig kun et spørgsmål om tid hvornår ”uskyldige” bliver offer for en konflikt der alene skyldes eksistensens af en religiøst betinget narkotikalovgivning. Eller rette sagt, før vi får det første offer for markedsdeltagernes kamp om markedsandele, for vi har allerede haft masser af uskyldige ofre – ofre for overfald og rovmord begået af narkomaner på jagt efter penge til stoffer, hvor priserne først og fremmest afspejler risiko-aflønning til sælgerne – eller blot ofre for en dominans af det offentlige rum af en afstumpet kultur, hvis status primært drives af narkotikahandlens profitter. Dertil skal selvføgelig lægges de titusinder der hvert år oplever at have haft indbrud, der for en stor dels vedkommende er begået af narkomaner.

Jeg ved ikke med læserne, men jeg synes at det er en absurd pris almindelige borgere må betale for en symbolpolitik, der vist kun kan give mening i en politisk og reelt religiøs kontekst, hvor egen behovsopfyldelse(fremstillet som “frelse” af nogen eller alle) sjældent holdes op mod konsekvenserne for andre.  

Hvor effektive er finanspakker – i 180 Grader

Af Christian Bjørnskov, den 20. februar 2009. Skriv et svar

Weekendklummen i 180 Grader er denne gang skrevet af undertegnede. Den beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvor effektive finanspakker overhovedet er og kan læses her. Klummen er motiveret af, at to af USA’s absolutte superøkonomer – Gary Becker og Robert Barro – er skeptiske overfor, om Obama-holdets ideer vil gøre noget godt for den amerikanske økonomi. Særligt Barro vurderer, at en af de grundlæggende antagelser i de officielle beregninger er en ’voodoo multiplier’. Eller som klummen slutter:

”Man bør naturligvis altid være skeptisk, men når to af verdens absolut førende nationaløkonomer rejser kritikken, er det værd at lytte. En stor del af OECD’s regeringsøkonomer synes at være sprunget ud som fuldblods interventionister i den direkte tradition fra Keynes “General Theory” fra 1936, men som Barro understreger i sin kritik: “The financial crisis and possible depression do not invalidate everything we have learned about macroeconomics since 1936.”

Der er ingen grund til at smide trekvart århundredes samfundsøkonomiske indsigter over styr, fordi vi står overfor en af de største kriser siden dengang.”

Gæsteindlæg af Carsten Valgreen: Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Af Niels Westy, den 18. februar 2009. 30 svar

Som det er bloggens læsere bekendt har Carsten Valgreen, partner i det uafhængige økonomiske analysefirma Benderly Economics og tidligere cheføkonom i Danske Bank, i flere omgange indsigtsfuldt kommenteret indlæg på bloggen om den igangværende finansielle og økonomiske krise. Vi er derfor glade for at han har afset tid til at levere nedenstående gæsteindlæg;

Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Den store depression i 1930erne sendte de liberalistiske ideer ørkenvandring i flere generationer. Selv i de kapitalistiske lande var der udbredt skepsis i forhold til frie markeder i årtier efter krisen. Den internationale krise i 2008 udvikler sig formentlig og forhåbentligt ikke lige så slemt. Men mindre kan også gøre det. Krisen bliver allerede brugt af dem, der ønsker det til at argumentere for mere regulering, mindre marked og mod liberale økonomiske ideer. I mange menneskers øjne har markedet spillet fallit. Krisen bliver set som et tegn på grådighed og på behovet for politisk styring. Derfor er det afgørende, at liberalt tænkende mennesker finder frem til en analyse af krisens årsager, konsekvenser og nogle liberale svar på dens ”løsning”.

”Løsning” er i kursiv, fordi de fleste uden at tænke over det accepterer at den finansielle og økonomiske krise er et problem, der skal ”løses”. Vi tænker på det som en bil der er gået i stykker og skal på værksted.

Liberale vil gerne fortælle historien om, at krisen skyldes Greenspans alt for lempelige pengepolitik. Eller politisk influeret långivning via Fannie Mae og Freddie Mac. Eller at indskydergarantier og implicitte garantier fører til risikosøgende adfærd hos bankerne. Den underliggende agenda for de liberale er, at krisen slet ikke er det frie markeds skyld, men skyldes at vi har blandet os for meget i markedet. Den argumentation vinder ikke mange debatter, og den er næppe heller korrekt. Før 1913, under den klassiske guldfod, var der hverken en Greenspan til at føre ”for lempelig” pengepolitik eller indskydergarantier. Det betød ikke at den finansielle sektor var stabil. Tværtimod. Der var masser af bankkriser. Læs Charles Kindelbergers klassiker ”Manias, Panics and Crashes” og bliv underholdt.

Overført til eksemplet med bilen på værkstedet svarer det til, at den liberale mekaniker siger til den socialdemokratiske ”det var også fordi du rodede for meget med den bil da den var her i sidste uge. Du skulle have ladet være med at tune den.” Den socialdemokratiske mekaniker vil så sige ”helt ærligt, bilen er brudt sammen, vi kan altid diskutere hvorfor, men lad os nu reparere den og få den ud at køre igen, og da vi ikke helt ved, hvad der er galt må vi hellere give den en ordentlig overhaling og hælde flyverbenzin på”. Den diskussion vinder socialdemokraten selvfølgelig i de fleste menneskers øjne.

Men er præmissen om, at der er et ”problem”, der kræver en ”løsning” korrekt? Hvis der bliver bygget for mange huse i forhold til, hvad der er brug for så skal byggeriet gå i stå og beskæftigelsen i byggeriet skal falde. Hvis det ikke sker, hvem skal så betale for de huse der bliver bygget for meget? En krise er ofte en naturlige og endda nødvendig korrektion efter overinvesteringer og overdreven optimisme. I den forstand kan en krise være ”østrigsk” og en afgørende indsigt er, at den ikke bare er uafvendelig men på nogle punkter ligefrem ønskelig. Markedsøkonomiens styrke er jo faktisk også at den kan skabe kriser. Det er ingen kunst at forhindre kriser og finansiel ustabilitet. Vi kan bare nationalisere banksystemet. Med staten som ejer kommer der aldrig til at være en bank der går ned. Til gengæld får vi bureaukratiske og uproduktive banker, og vi får politisk influeret långivning. På sigt vil det skabe en permanent krise i økonomien i form af stagnation som det er sket i enhver socialistisk eller kommunistisk styret økonomi i de seneste 100 år.

Så hvad med om liberalt tænkende kommentatorer begyndte at forsvare krisen lidt: ”Den er i faktisk i nogen grad uafvendelig og den skal have lov til at løbe ud, ellers sikrer vi blot, at der ikke bliver langt til den næste krise”.

Et relateret problem er, at krisen fremstilles som ”finanskrisen”. Mange – både folk der burde vide bedre og journalister – lider af den vildfarelse at vi har en økonomisk krise fordi bankerne har begået fejl og nu ikke vil låne ud. Eller endnu mere idiotisk fordi bankerne har været ”grådige”.

Det sidste er en besynderlig anklage. Det er private virksomheders job at være grådige på deres aktionærers vegne, og bankerne har helt tydeligt været dårlige til at være grådige for deres aktionærer har jo tabt 70-80%.

Det er mest af alt omvendt: Vi har en finansiel krise fordi vi har en realøkonomisk krise. Der blev bygget for meget i boligboomet og huspriserne kom for højt op. I USA startede nedturen i boligmarkedet i sommeren 2005, da boligbyggeriet toppede. Den finansielle krise kom senere – den startede først for alvor i august 2007 – som en direkte konsekvens af den realøkonomiske krise i ejerboligmarkedet. Det er så formentlig rigtigt, at den finansielle krise har forlænget og forværret den realøkonomiske og måske endda også unødigt, men det er slet ikke klart hvor meget. De udbredte kommentarer om, at ”bankerne ikke låner ud” er eksempelvis ikke understøttet af data i USA eller andre steder. Og hvis problemet  i første omgang var at bankerne lånte ”for meget ud”, hvordan kan vi så nu klandre dem for at stramme lånevilkårerne? Og hvordan ved vi at de ”låner for lidt ud”?

Meningen med en markedsøkonomi er jo netop ikke, at der aldrig skal være kriser og stigende ledighed. Den er heller ikke at banker aldrig går konkurs. Tværtimod, fungerer en markedsøkonomi netop fordi den er i stand til at omallokere ressourcer efter fejltagelser. Derfor er der kriser og recessioner. Når nogle – selv borgerlige – kommentatorer hævder, at krisen viser, at ”den liberale dagsorden” har slået fejl, er det derfor ikke bare forkert, men viser en skræmmende mangel på forståelse af, hvad en markedsøkonomi egentlig går ud på.

Det er selvfølgelig ikke det samme som at liberale skal forsvare en total ”laden stå til” holdning til den økonomiske krise.

For det første skal pengepolitik selvfølgelig spille en rolle i stabiliseringen af økonomien. Centralbankerne skal sætte renten sådan at både deflation og inflation undgås. I en krise som den vi er i skal renten selvfølgelig sættes ned hurtigt, for at sikre mod deflation. Det virker altid, hvis pengepolitikken bruges aggressivt nok. Milton Friedmans analyse af 1930ernes amerikanske krise pegede netop på at Depressionen skyldtes at Federal Reserve reelt strammede pengepolitikken og dermed skabte en helt unødvendig depression ud af det, der ellers havde været en almindelig recession (en protektionistisk handelspolitik sikrede så at depressionen i øvrigt også blev global). Centralbankerne skal også sikre likvide markeder og gerne via ukonventionelle tiltag. Det er ikke et reelt problem at renten ikke kan komme under nul. Der er masser af andre smarte måder hvorpå lempeligere pengepolitik kan gennemføres (er det nogensinde svært at finde nogen, der vil tage imod gratis penge?). Enhver idiot kan inflatere en økonomi. Bare spørg Robert Mugabe.

Et problem med pengepolitik ved ”nulrente grænsen” er, at den flyder sammen med finanspolitikken. Når centralbanken ikke mere kan sænke renten på det kortsigtede pengemarked hvor modparterne er AAA-ratede institutioner, men skal begynde at købe dårligere kredit, begynder det offentlige indirekte at bestemme, hvem der skal have kredit. Det åbner for offentlig indblanding i markederne.

Den klodsede eksekvering af TARP, hvor Paulson reelt tvang de største amerikanske banker til at tage mod offentlige penge og dermed udvandede de eksisterende aktionærer, er et godt eksempel på den glideba
ne, vi er på vej nedad. D
et blev gjort med de bedste intentioner, på baggrund af den udbredte påstand, at bankerne ikke lånte ”nok ud”. Liberale har ingen grund til at argumentere mod en lempelig pengepolitik og heller ikke mod en lempelig finanspolitik. Men de skal påpege, at hvis ikke indgrebene er markedskonforme og transparente og hvis de skaber usikkerhed eller forvrider kapital markederne så kan de virke mod hensigten: Hvem vil skyde private penge i banker nu, hvor staten på baggrund af løs retorik kan finde på at delvist at tvangsnationalisere banker ved at tvinge hybridkapital ned i halsen på dem stykvis og ud fra uigennemskuelige kriterier fordi de ”ikke låner nok ud”?

Krisen er en udmærket lejlighed til at lave underfinansierede skattereformer (i Danmark går det forhåbentlig sådan). Øgede offentlige infrastruktur investeringer kan muligvis også give mening i en lavkonjunktur. Men hvis krisen bliver brugt til at hælde offentlige penge ud på politiske pet projects med tvivlsomt afkast (dele af Obamas pakke) så ofrer man langsigtet vækst for et tvivlsomt kortsigtet boost.

Det er blåøjet at hævde at markeder producerer løsninger, der til alle tider er socialt optimale (ment som pareto optimale). Det er sådan folk af anden opfattelse gerne vil karikere liberale. Det liberale svar må være at markeder med en Churchilsk parafrasering at markedet er den mindst ringe løsning, når kapital ressourcer skal fordeles – ikke at markedet altid har ret.

Der er en række områder, hvor krisen har afsløret svagheder især i det amerikanske finansielle system og i reguleringen, hvor liberale må tænke over svarene. Jeg vil især fremhæve tre områder. Det første handler om et gammelt problem med ustabilitet i bankers forretningsmodel. Det andet handler om ”mark to market” accounting. Det tredje handler om amerikansk konkurslovgivning.

Banker er gearede væsner. En bank er en underlig hybrid bestående af to identiteter. Dr. Jekyll er en meget stabil underliggende forretningsmodel, som tager en lille marginal på alle finansielle transaktioner i økonomien. Mr Hide er en 10 gange gearet kredit hedge fond, i form af bankens kreditbog. Den forretningsmodel er der ikke noget i vejen med. Bortset fra to ting:

1) Medmindre man fromt tror, at finansielle markeders priser altid er korrekte, rationelle afspejlinger af fremtiden og at de altid er likvide, så er gearede balancer i risikozonen for likviditetskriser – altså en krise, hvor en balance, der egentlig er solvent (hvilket man jo aldrig rigtigt ved ex ante) bliver blæst omkuld af manglende evne til at sikre likviditet i markedet.

2) Banker er så afgørende for samfundsøkonomien, at de (største) altid som virksomhed må reddes og ultimativt nationaliseres. Derfor er der indskydergaranti (for at forhindre bank runs). Men garantien socialiserer risikoen og giver muligvis derfor incitament for bankens aktionærer til at tage for store risici. Derfor er banker og finansielle institutioner de mest regulerede virksomheder overhovedet. Ingen andre virksomheder er underlagt så mange regler, tilsyn og begrænsninger. Hvilket jo grundlæggende stiller nogle spørgsmålstegn ved argumentet om at bankkrisen viser at ”liberalismen og det frie marked har fejlet”. Man må snarere sige at det er reguleringen og tilsynet der har fejlet. En rigtigt liberal holdning kunne være, ”lad os fjerne reguleringen af bankerne, og lade dem fejle og gå konkurs som enhver anden virksomhed”. Men sagen er, at de historiske perioder, hvor vi var tæt på et så liberalt system – som under den klassiske guldfod – var bankkriser hyppige, hvilket var medvirkende til centralbanker blev opfundet. Vi kommer ikke uden om at banker i en eller anden grad i moderne økonomier altid får garantier (om ikke andet så implicit). Og med den offentlige garanti følger rimeligvis også regulering som en ”second best” løsning. MEN det er ikke lige meget hvilken regulering. I det ene ekstrem kan politikere blande sig i om bankerne nu også giver kredit til de økologiske landmænd i stedet for de andre landmænd (eller i hvad bankdirektører får i løn). I det andet ekstrem er der generelle, gennemskuelige markedskonforme regler såsom Basel I og Basel II reglerne, der bl.a. sætter minimumsstandarder for kapitalreserver. Et vigtigt liberalt svar på krisen må derfor være, at det er helt afgørende at al regulering af den finansielle sektor skal være generel, permanent, gennemskuelig og markedskonform. Ellers risikerer indgrebene og reguleringen at være kontraproduktiv som den uforudsigelige og uigennemskuelige amerikanske krisepolitik i 2008 formentlig har været det (læs eksempelvis John Taylors glimrende papir om hvorfor uforudsigeligheden i amerikansk politik i 2008 har været medvirkende til at forlænge krisen og gøre den dybere her http://www.stanford.edu/~johntayl/FCPR.pdf)

Det næste problem er også relateret til bankers altid overhængende risiko for at ryge i tillids- og likviditetskrise. Basel II og udviklingen i regnskabsreglerne har i stigende grad betydet at der blev lagt vægt på mark-to-market accounting. Og det lyder jo fint og rigtigt især for en liberalt tænkende person. Men i praksis har mark-to-market (hvor banker prissætter deres lånebog til tilsvarende lån, der handles på markedet i en værdipapirform) vist sig at være en akilleshæl, som utvivlsomt gør denne krise værre og mere dramatisk end den behøvede at være. Den totale mistillid til struktureret kredit og især strukturer, der involverer amerikanske subrime lån har ført til at markederne for disse lån er blevet illikvide. Der er ingen købere. Det betyder også, at de ”tabsscenarier” som disse papirer implicit indpriser er så kulsorte at det virker temmelig urealistisk. Eksempelvis har banker globalt nedskrevet ca. 1000 mia på amerikansk realkredit i de seneste 1½ år på baggrund af blandt andet mark-to-market af deres lånebøger og værdipapirbeholdninger. Det virker overdrevet, givet at den samlede amerikanske realkreditudlån er på ca. 10.000 mia og den gennemsnitlige låntager (selv efter husprisfald) har en friværdi på over 40% i ejendommen. Før krisen startede var hele det samlede subprime udlån eksempelvis kun på 1.300 mia USD. Det er simpelthen et problem dogmatisk at gennemtvinge mark-to-market på en bankbalance på flere trillioner dollar efter priserne på et værdipapirmarked, hvor der stort set ikke handles.

Et tredje ”problem” er, at amerikansk konkurslovgiving i høj grad er på låntagers side. I langt de fleste amerikanske stater er realkreditlån ”non recourse”. Det vil sige, at kreditor ikke har krav på mere end ejendommens værdi. Det betyder igen, at låntager har incitament til at gå på tvangsauktion, hvis der er negativ friværdi. Studier viser at ca. halvdelen af tvangsauktionerne i 2007 var frivillige i den forstand at låntager reagerede på dette incitament. Et tal, der formentlig kun er steget i takt med de faldende huspriser siden da (se her http://www.voxeu.org/index.php?q=node/2937). Amerikanske husholdninger overfører således ganske rationelt deres tab til finansielle institutioner. Reglerne var selvfølgelig velkendte før krisen da lånene blev givet, men da huspriserne ikke er faldet i USA samlet set på noget tidspunkt siden anden verdenskrig, var de dårligt blevet testet i en nedtur, hvor incitamentet til default blev udbredt. Demokraterne har presset på for at give dommere lov til pr. tvang at nedsætte hovedstolen på lån, for at ”forhindre tvangsauktion”. De fleste må da kunne indse, at det vil være endnu et indgreb, der vil forværre og forlænge den finansielle krise.

Et liberalt svar på krisen må derfor være at det er afgørende, at krisen ikke bruges som undskyldning for at bøje lovgivning og regler i bankernes eller andre kreditorers disfavør og skabe usikkerhed om kreditorernes grundlæggende retssikkerhed. Det er den sikre opskrift på at forlænge krisen.