Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Sommerferielæsning, Punditokraterne anbefaler IV – "Ismer i det 21. århundrede" af Asger Ousager

Af Niels Westy, den 5. juli 2009. 2 svar

Efter nogle heftige dage med lokal opvarmning ser det ud til at vi igen får et par dage med “traditionelt” dansk sommervejr. Det vil jeg benytte til at komme med endnu en anbefaling til hvad man kan læse i løbet af sommeren.

Asger Ousagers “Ismer i det 21. århundrede” kan vel bedst beskrives som en tour-de-force ud i ismernes og ideologiernes verden med korte beskrivelser af disse og de væsentligste bidragsydere. Fra Liberalisme og konservatisme over kommunisme og socialisme til feminisme og økologisme. Hvis jeg skulle komme med en anke ville det være, at han ikke har medtaget “demokratisme”, men det er vist heller ikke en anerkendt “isme”, og nok mere et skælsord, dækkende over at demokratiske processer ophøjes til religion og et mål i sig selv, der sætter alt andet ud af kraft.

Bogen der er udgivet af Cepos (hvis man klikker på link kommer man ind på bogens hjemmesider, hvor der kan læses uddrag) udmærker sig ved i et læsevenligt sprog at føre læseren gennem de utallige ismer der er opstået gennem tiden. Formatet sætter selvfølgelig snævre grænser for hvor meget mn kan komme i dybden med de enkelte ismer – selv om bogen på imponerende vis ofte får mere med end man umiddelbart skulle tro muligt på den begrænsede plads.

Jeg tror at de fleste vil opleve, når de læser bogen, at der er nye ting og sammenhænge, man ikke har tænkt på før. Et godt sted at starte, og så kan man jo altid gå på jagt andre steder bagefter for mere dybde.

 

Honduras I: Hvorfor det er forkert at fordømme afsættelsen af Honduras præsident

Af Niels Westy, den 29. juni 2009. 9 svar

Siden en længerevarende krise med militæret, det juridiske system og parlamentet på den ene side og den i 2005 valgte præsident José Manuel Zelaya Rosale på den anden, fandt sin foreløbige afslutning i går, hvor militæret med opbakning fra højesteret tvang nu ex-præsident Zelaya fra Honduras Liberale Parti ombord i et fly med kurs mod Costa Rica, har det haglet ned over det nok  ludfattige og korrupte, men også demokratiske Honduras med internationale fordømmelser.

Forrest er ikke overraskende gået Zelayas mentor Hugo Chavez, men også resten af de latinamerikanske lande, FN, EU og USA har fulgt trop i deres fordømmelse. Barrack Obama understregede dog også at “I call on all political and social actors in Honduras to respect democratic norms, the rule of law and the tenets of the Inter-American Democratic Charter,” og fortsætte med at “Any existing tensions and disputes must be resolved peacefully through dialogue free from any outside interference.

Givet USA’s historie i Latinamerika, og givet at CIA åbenbart var orienteret om det mislykkede kup på forhånd mod Hugo Chavez i 2002, er det forståeligt at USA træder varsomt.  Latinamerikas historie med talrige militær kup og en række autoritære militærstyrer kan også (som New York Times gør det i “Rare Hemisphere Unity in Assailing Honduran Coup“) spille en væsentlig rolle.

Nu er jeg jo i den heldige situation at jeg hverken skal tage hensyn til om mine ord udlægges som imperialistiske (USA og EU) eller om nogen anser det som en støtte til militærregimer i stedet for demokrati, og jeg er derfor i den heldige situation at jeg blot kan skrive hvad jeg mener. Men er der nogen der muligvis står for et slags kvasi-koloniserings forsøg i forhold til Honduras, er det nok Venezuelas Hugo Chavez.

Kort fortalt er forhistorien til gårsdagens afsættelse af Zelaya og indsættelsen af parlamentets formand (fra samme parti som Zelaya)Roberto Michelett som fungerende præsident. (den tidligere vice-præsident Elvin Ernesto Santos Ordóñe, trak sig fra posten i december 2008, for at stille op til præsidentvalget senere i år), at Zelaya ønskede at gennemføre en folkeafstemning i går søndags, som var blevet erkendt ugyldig, samt nægtede at genindsætte den militære øverstkommanderende, selv om han var blevet pålagt det af højesteret med dommerstemmerne 5-0), efter at han havde fyret den pågældende fordi militæret nægtede at deltage i en folkeafstemning der var erklæret ulovlig.Og mens resten af verden har valgt at stå på Zelayas side (i hvert fald officielt), er der god grund til at tro, at holdningen hos Honduras befolkning er en anden.

Zelayas er yderst upopulær og har formentlig kun opbakning fra 25-20% af befolkningen, hvilket dog naturligvis ikke kan angives som argument for at afsætte ham. Det kan til gengæld det faktum at han ikke respekterede den forfatning han selv er valgt under – Militærets aktion skete med godkendelse fra landets højesteret. Men sporene skræmmer naturligvis fra tidligere tiders militære indgriben andre steder i Latinamerika. 

Man kunne f.eks. pege på Chile i 1973, hvor militæret havde både kongressens opbakning og bred folkelig opbakning, da det “kuppede” præsident Allende. Derimod var der naturligvis hverken opbakning til det efterfølgende lange militærstyre eller de hårdhændede metoder der blev taget i anvendelse. Der er dog ikke grund til at tro, at det vil gå på samme måde i Honduras, hvis omverden vel og mærke blander sig udenom. Tværtimod er der god grund til at tro, at det planlagte præsidentvalg vil forløbe som planlagt senere på året.

Her er det sandsynlige udfald, at Honduras vil vælge en præsident der igen vil styrke båndene til USA og lægge fornyet afstand til Hugo Chavez, og her ligger måske en del af hunden begravet. Zelaya har siden valget af ham gentagne gange vist, at han desværre er en af den type præsidenter, som Latinamerikas historie desværre er så rig på – karakteriseret som de er ved ikke at respektere de grundlæggende demokratiske spilleregler, og en udpræget disrespekt for landets love, når de ikke passer ind i vedkommendes eget kram.

Men i modsætning til Hugo Chavez i Venezuela (og Evo Morales i Bolivia) havde og har Zelaya som nævnt ingen synderligt folkelig opbakning.  Mistroen fra store dele af det politiske, militære og juridiske system mod ham for i realiteten at ville sætte det demokratiske system ud af drift synes kun at være blevet styrket i det sidste år. I løbet af 2008 knyttede Zelaya tættere bånd til Hugo Chavez, se artikel fra Economist her. 

I det lys må jeg indrømme, at jeg – og det på trods af alverdens regeringers fordømmelse-, nok hælder mere til at militæret i Honduras i denne omgang snarere reddede demokratiet end det modsatte. Kønt er det ikke, men at man så hurtigt er ude og ganske ensidigt støtter en præsident der åbenlyst ikke ville overholde de konstitutionelle spilleregler, virker først og fremmest som udtryk for en ganske åbenlys mangel på respekt for Honduras og dets demokratiske forfatning.

Se også kommentarer på BBC og The Economist hjemmesider

For yderligere information, se også

http://www.nytimes.com/2009/06/30/world/americas/30honduras.html?pagewanted=1&_r=1&partner=rss&emc=rss

Sommerferielæsning, Punditokraterne anbefaler III – "Carmencitas sorg" af Mauricio Rojas

Af Niels Westy, den 27. juni 2009. Skriv et svar

Punditokraternes 3. anbefaling falder lidt uden for katagori, fordi bogen har et par år på bagen, til gengæld kan den hentes gratis her. Hvis du ikke er en af de heldige der ejer en e-book reader der kan håndtere pdf på fornuftig vis, så kan den sagtens printes ud med to sider på hvert ark. Det er umagen værd. Bogen der omhandler Argentinas historie fra midten af det 19. århundrede og frem, forsøger at give nogle bud på Argentinas deroute fra et af verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede til det økonomiske morads og sammenbrud i 2001.

Selv om bogen handler om Argentina, – og her bliver det for alvor “scary” – , kan man med fordel læse bogen med vores eget land i baghovedet. For Historien om Argentina er samtidig historien om et land der satte sin egen fremtid over styr endda i flere omgange, ikke kun på grund af enkeltpersoner som f.eks. Juan Peron, men fordi det politiske systems dominerende rolle i forhold til markedet igen og igen har overtrumfet “sound” economics”. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det ikke også kunne – er i gang med at – ske her til lands. Lav vækst og en manglende vilje/evne til at gøre op med det nuværende velfærdssystem gennem de sidste 3 årtier gør, at dette ikke kan affærdiges.

For de der leder efter forklaringer på hvad der egentlig skete efter reformerne/privatiseringerne i begyndelsen af 1990erne og hvorfor det endte med det økonomiske sammenbrud i 2001 er denne bog et must – Carlos Menem mås vist ses som en af Latinamerikas store antihelte – skurk og reformator på samme tid.

At bogen som sagt samtidig er gratis (hvis der ses bort fra et par håndører til strøm og print) i disse økonomiske krisetider, er vel heller ikke at foragte.  

Sommerferielæsning – Punditokraterne anbefaler The Return of History

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2009. 2 svar

Som Niels Westy skrev forleden dag, plejer vi når sommerferien står for døren, at komme med et par anbfalinger af bøger udgivet i det forgangne år. Første bud var Søren Mørchs danske ”Store Forandringer” om (bredt set) den vestlige civilisations udvikling indtil 1800. Denne sommers anden anbefaling tager udgangspunkt i mere samtidig historie.

For år tilbage skrev stjernepolitologen Francis Fukuyama bestselleren ”The End of History and the Last Man” (se her). Fukuyama argumenterede i bogen for, at da den kolde krig var ovre og kommunismen i Central- og Østeuropa var kollapset, var resten af verden på vej mod vores system. Med andre ord havde det liberale demokrati vundet en evolutionær kamp mod andre systemer på en helt darwinistisk måde. Og sådan så det skam også ud en overgang, med Jeltsins Rusland på vej mod egentligt demokrati, stabile demokratier i Sydkorea, Taiwan, Chile og enkelte afrikanske lande, og nærmest kastrerede styrer i Baghdad, Damaskus og Pyongyang.

Men sådan blev verden ikke ved med at se ud. Dagens anbefaling, Robert Kagans ”The Return of History and the End of Dreams” (se her), tager opgøret med Fukuyama og andre jubeloptimisters verdenssyn. Bogen, der indledes med den korte konstatering ”The world has become normal again”, skitserer i en række korte kapitler positionerne og adfærden hos de store spillere – f.eks. ”Japan: A Return to Normalcy, ”India and the Argument of Power”, ”Iran and Regional Hegemony” og ”The Ambitious Superpower”. Kagan lægger ikke fingrene mellem, men skriver rent ud af posen i, for eksempel, afsnittet om ” The Axis of Democracy and the Association of Autocrats”. Og hans udgangspunkt er klart, her på side 82:

Modernity means, among other things, the sexual as well as political and economic liberation of women, the weakening of church authority and the strengthening of secularism, the existence of what used to be called the counterculture, and free expression in arts (if not in politics), which includes the freedom to commit blasphemy and to lampoon symbols of faith, authority and morality. These are the consequences of liberalism and capitalism unleashed and unchecked by the constraining hand of tradition, a powerful church, or a moralistic and domineering government.

Man kan synes, at Kagan er lidt for vild med den Europæiske Union – han slår nogle knuder på sig selv for at bortforklare, at EU er så handlingslammet og internt splittet – og at han er villig til at tro på, at selv Putin-fløjen i Rusland ikke bare er selvisk interesseret i magt, men det er svært at afvise hans analyse af verdens tilbagevenden til en normaltilstand. Og at normaltilstanden måske er tættere på 1800-tallets europæiske magtpolitik end den kolde krigs todeling. Kagan skal læses som modgift mod evig blåøjet optimisme.

Verden dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Af Niels Westy, den 23. juni 2009. 5 svar

Jeg har skrevet en kort artikel om omkostningerne ved både vores nationale og den globale narkotikapolitik “10 trillioner gode grunde til at legalisere narkotikahandlen” , der kan læses på liberator.dk. Som jeg altid gør, når jeg skriver om dette emne, prøver jeg at holde mig til nyttebaserede argumenter.

Som det også fremgår af artiklen, hvor jeg kommer frem til at den førte narkotikapolitik koster det danske samfund omkring 16 mia. kroner om året, eller jeg skulle måske snarere skrive mindst 16 mia. kroner, da ikke alle omkostninger er medregnet (herunder en beregning der tager højde for at en del narkomaner formentlig ville være selvforsørgende uden at ty til kriminalitet, hvilket både ville spare overførselsindkomst samtidig med at det ville forøge værditilvæksten) af den ganske simple årsag, at jeg ikke aner hvor meget det drejer sig om. Med en forudsætning om, at forholdet mellem markedsomsætning og samlede omkostninger nok er det samme globalt, som nationalt, kommer jeg herefter frem til at de årlige globale omkostninger er ca. 10 trillioner kroner, eller ca. 3% af BNP, et nærmest absurd tal (dog ikke mere absurd en at det vist svarer ca. til det offentlige underskud i USA i 2009). Hvor enormt dette tal end er, tror også at dette tal undervurderer de reelle omkostninger. F.eks. burde man jo rettelig medtage det resulterende væksttab, der næppe er ubetydelig – lande som Afghanistan og Colombia, hvor der er en lige linie fra narkotika til muligheden for fortsatte kamphandlinger er åbenlyse, men der er mange lande, hvor der er en direkte forbindelse fra den illegale narkotikahandel og til ustabile politiske og økonomiske forhold. Hvor meget dette betyder for de reelle globale omkostninger kan jeg ikke sige, det ville blive de rene skud i luften. Men at konsekvenserne er meget alvorlige er jeg ikke i tvivl om.

Når man betænker, at vi reelt, med FNs tal taler om at der globalt er 24 millioner mennesker der har alvorlige misbrugsproblemer, hvilket svarer til ca. 1/3 % af den globale befolkning, er det unægtelig svart at se den førte politik, som intet positivt har afstedkommet i hele sin levetid, som andet end udtryk for komplet idioti, eller som jeg skriver i artiklen, hvis man nogen sinde kunne tale om at at være dummere end politiet tillader……

Sådan er det selvfølgelig ikke. Hvis vi ser bort fra de fundamentalt religiøse grunde til at forbyder handel og nydelse af en række euforiserende stoffer, – religiøse grunde der senere blev pakket ind i besværgelse om sundhed, så er narkotikapolitikken et af disse områder hvor politikerne effektivt har kunne køre på menneskers angst – og har gjort det. Da man for gud hvilken gang skruede op for “The war on drugs” i slutningen af 1980erne i USA (inden det valg, hvor Bush senior blev præsident) skulle der efter sigende være udarbejdet en rapport i det amerikanske justitsministerium, der viste, at det var en kamp der ikke kunne vindes – men der var jo stemmer i skidtet.

Vurderet på denne led bliver den førte narkotikapolitik jo ganske rationel set fra højrefløjens side. Til gengæld er det også slående, at venstre side af det politiske spektrum, hvilket vi også ser herhjemme, bruger og misbruger visse menneskers ulyksalige afhængighed til at promovere deres yndlingsdagsorden, der er lidt i stil med “Se-mig-mor-er-jeg-ikke-et-godt-menneske-jeg vil-så-gerne-hjælpe-de-svage” – desværre altid kombineret med at det skal alle andre så betale for. Derfor kan man komme frem til at det er en fornuftig mulighed at lave en forsøgsordning med uddeling af heroin, til en pris af 200.000 per narkoman, hvilket skal betales af… ja vi kender historien.

Under alle omstændigheder så håber jeg at de, der i lighed med mig synes, at det som et minimum bør gælde at love bør have den tilsigtede effekt, og kan følge mig i at man ikke skal smide gode penge efter dårlige (og da slet ikke 16 mia. af dem året) kan bruge mine beregninger til noget. Og på trods af at man kan anføre at beregningerne er ganske usikre, så er de ikke mere usikre end ganske mange andre beregninger om alt mellem himmel og jord der refereres til og tages som givne i den daglige debat. Og under alle omstændigheder er det bedre at forsøge at foretage beregningerne end blot at “føle sig frem”, selv om det er vældigt populært. 

Og så en lille opfordring: skulle der være nogen af bloggens læsere der på deres vej er stødt på andre beregninger af omkostningerne i forbindelse med den førte narkotikapolitik, også gerne om omkostningerne ved en evt. legalisering, så må i hellere end gerne lægge links til det. 

Sommerferielæsning – punditokraterne anbefaler I – Store forandringer af Søren Mørch

Af Niels Westy, den 21. juni 2009. 2 svar

Vi plejer hvert år, når sommerferien står for døren, at komme med et par anbfalinger af bøger udgivet i det forgangne år. I år er ingen undtagelse.

Den første anbefaling er Søren Mørchs “Store forandringer”, der er udkommet på Politikens forlag.

Jeg altid er til fals for personlige og velskrevne bøger, ikke mindst af den mere kølige – nogle vil måske kyniske – slags, og især når de er intelligent skrevne. Og selv om der bestemt er ting jeg ikke er enig med Søren Mørch i, så kalder han altid til eftertanke. Men det trækker selvfølgelig ikke fra, at der i grudnsubstansen er en enighed om at foretrække moderniteten – og at jeg kun kan bifalde, når Søren Mørch forsager den kvalmende civilationskritiske histroriefortælling, hvor vi (den europæiske/vestlige civilisation) altid ender op med at blive stillet overfor et krav om “at skulle undskylde eurocentrisme, racisme, slavehandel, antifeminisme, imperialisme, krigsliderlighed, mangel på økologisk bevidsthed og disrespekt for menneskerettigheder på for længst døde hvide mænds vegne”, som han skriver i de ekstra noter til bogen, som man kan finde på hans hjemmesider.

“Store forandringer”, eller rettere “Store forandringer” del 1. Bogen stopper ca. år 1800 og anden del kommer til efteråret, forsøger at besvare spørgsmålet om hvorfor det blev den europæiske civilisation, der endte med at dominere (langt hen af vejen af definere) verden. Og mens selve Europas dominans for længst har stået i zenith (glæder mig til at se hvordan Søren Mørch vil behandle dette i 2. del), er det altid værd at få genopfrisket/forklaret, hvordan et kontinent, der kun er et kontinent, fordi det var os selv der “opfandt dem”, og som for 500 år siden efter at have oplevet en gigantiske civilisatorisk nedtur siden Romerrigets fald skulle ende med at blive langt mægtigere end datidens stormagter Kina, Indien og de muslimske stater. Så sent som i begyndelsen af det 17. århundrede regner man med at Indien og Kina fortsat stod for over halvdelen af verdens økonomiske aktivitet.

Mørch viser f.eks. på overlegen vis betydningen af opfindelser som uret, skriftsproget og senere bogtrykkerkunsten og giver både personlige og intelligente bud på afgørende hændelser, centrale begivenheder og opblomstringen af videnskaber og europæiske lande.

Hvis man ønsker en bog der både er velskreven, underholdende, intelligent og maner til eftertanke, kan jeg ikke komme i tanke om en bedre bog fra det seneste år end “Store Forandringer”, som jeg anbefaler på det varmeste. Og når man er færdig med bogen, kan man glæde sig til næste bind, der kommer til september. Jeg for min del synes at der er alt for langt tid til september.  

Hvordan man ikke undersøger lykke

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2009. 1 svar

Jeg blev tidligere i dag interviewet i P1. Baggrunden var, som så ofte når medierne kontakter mig, min status som en af Skandinaviens få ’lykkeforskere’. Det var derfor naturligt, at journalisten kontaktede mig for at få et rimeligt videnskabeligt bud på en ny engelsk undersøgelse, som Politiken omtalte her til morgen (læs her).

I undersøgelsen påstår Lion Shahab og Robert West fra University College London, at folk der er holdt op med at ryge, er lykkeligere end da de røg. Den politiske konklusion er derfor, at man skal have folk til at holde op med at ryge og så bliver de både sundere og lykkeligere – altså en win-win situation! Dét undrede mig, da en af den seriøse lykkeforsknings mest robuste konklusioner er, at objektiv sundhedsstatus intet betyder for folks lykke. I stedet handler helbred-lykke forholdet om, hvor godt helbred man synes man har i forhold til den livsstil, man har valgt.

Jeg stod i samme situation tidligere på ugen, da jeg var i København for at bånde en debat om sundhedspolitik mod overlæge Bente Klarlund Petersen. I den ganske ubehagelige debat påstod min modkombattant flere gange, at sunde mennesker er lykkeligere, dvs. at debatten endte i påstand mod påstand på trods af, at forskningen er ganske klar på området. I løbet af de 50 minutter i kafkask diskussion, gik det op for mig hvad lægerne gør, og hvor helt absurde deres undersøgelser er.

De medicinske studier, der tilsyneladende peger på at f.eks. rygning er dårligt for lykken, laver nemlig alle sammen én helt basal fejl. Eksperter i spørgeteknik har vidst det i mange år, og lykkeforskningen viser det også med al mulig tydelighed: Man må aldrig spørge for direkte til lykke og andre stærkt subjektive forhold. Men spørgsmålet i den engelske rygeundersøgelse er netop direkte. Shahab og West bad deres respondenter om hvilket udsagn, der erklærede sig mest enige i: 1) ”I feel happier now than when I was smoking”; 2) ”I feel about the same now as when I was smoking”; eller 3) ”I feel less happy now than when I was smoking”.

I denne type spørgsmål er der helt klart ét ’korrekt’ svar, forstået på den måde at der er et svar, der er konsistent med de herskende sociale normer på området. Rygning er socialt set ’dårligt’ (helt fraset sundhedskonsekvenserne), så respondenter, der svarer 2) eller 3) vil derfor svare imod hvad det politiske korrekt / feelgood svar er. Erfaringen viser endda, at hvis man spørger folk om at erklære sig enige/uenige i et udsagn, får man typisk flere enige svar, end hvis der spørges mere frit. Shahab og Wests artikel i Nicotine & Tobacco Research, ligesom meget store dele af den medicinske pseudoforskning i lykke, dumper derfor på to punkter.

Jeg ved udmærket godt, at mange spørgeskemaundersøgelser fejler på disse punkter. Mange af dem fejler endda helt bevidst, fordi der enten er et officielt oplæg til det (et eksempel er Aarhus Universitets nylige, og ret håbløse, medarbejdertilfredshedsundersøgelse) eller fordi forskerne har et klart, politisk formål med den. Derfra og til at stille sig tilfreds med tingenes tilstand er der dog langt. Formålet med denne post er derfor at påpege, hvor lidt man kan lære af denne type ’undersøgelse’. Og ikke mindst at understrege, hvor farligt det er at føre politik på dette grundlag. Det bliver hurtigt til en konklusion om, at folk ikke kan finde ud af at leve deres liv selv, så vi må nok hellere regulere deres livsstil. Den dag det sker, har vi valgt et fascistisk samfund.

Den demokratiske illusion ("Den vulgære ensrettende korrupte ubehagelige kapitalisme part II)

Af Niels Westy, den 19. juni 2009. 24 svar

Søren Pinds grundlovstale har så sandelig givet en del efterdønninger – vist nok med startskud her på bloggen ved Altmanns indlæg “Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme“, som Christopher Arzrouni fulgte op med i et indlæg “Misforstået afmagt” i JP, skrevet i den særlig lune tone, som Arzrouni ofte har vist mestre til fulde.

Jeg er ikke overraskende meget enig i det Altmann og Arzrouni skriver, omend denne uges weekendklumme i 180grader, “Den demokratiske illusion” er skrevet med en anden indgangsvinkel, og hvis nogle sporer en hvis irritation i klummen, så er det helt korrekt.

Jeg skal blankt erkende, at jeg til tider har haft meget svært ved at finde ud af hvad Søren Pind egentlig mener og står for, måske fordi jeg i min vildfarelse troede at han var liberal, men har jeg ikke fattet det før, så gør jeg det nu. Hr. Pind er først og fremmest nationalkonservativ og så forstås glæden ved kollektivistisk begrænsning af det frie valg og den elitære væmmmelse ved konsekvenserne af almindelige menneskers “vulgære” preferencer. Der står dog så tilbage, at det undrer mig, at han fortsat gladeligt citerer Ronald Reagan. For et par år siden luftede Søren Pind at han ville skrive en biografi om Ronald Reagan, mon ikke sandsynligheden nu er større for at den bliver om Søren Krarup? Hvis Søren Pinds udlægning af venstres “guddommelige” rolle i dansk politik er udtryk for en bred selvforståelse hos partiet, vil jeg da også foreslå at man skifter navn til “Venstre – Danmarks nationalkonservative parti”, måske med sloganet “Din garanti for fortsat at blive behandlet som et pattebarn ”

Som jeg skriver i klummen er jeg ikke ude på at ligestille præstestyret i Iran med vores eget repræsentative demokrati. Men efter at have set og hørt  Ayatollah Ali Khameneis fredagsbøn i dag, at så adskiller demokratiske valg her i landet sig ikke meget fra et valg mellem Mousavi og Ahmadinejad, bortset fra den helt afgørende forskel (og tak og lov for det), at de fastsatte rammer for magtspillet er nogle helt andre.

De mystiske normer

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2009. 2 svar

I sidste uge deltog jeg sammen med min kollega og medforfatter Kim Sønderskov fra Statskundskab i en to-dages workshop i Aalborg. Workshoppens formål var at samle forskere med fokus på begrebet ’social kapital’. Social kapital, der bredt set handler om hvad sociale relationer gør ved samfundet, har været et varmt emne i samfundsvidenskaberne siden 1993. Det år sendte Harvard-professoren Robert Putnam sin bog Making Democracy Work på gaden, hvor han forklarede den markante forskel i regeringsførelse og økonomi mellem Nord og Syditalien med netop forskelle i social kapital.

Putnam definerede social kapital som ” aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. På den måde ramte begrebet direkte ned i midten af samfundsvidenskabernes virkeområde – kollektive, koordinerede handlinger – og ’lød’ rigtigt i manges ører. Siden da er begrebet blevet diskuteret i lange baner, og mange er efterhånden kommet til den konklusion, at det faktisk er et dårligt videnskabeligt koncept. Men det var alligevel ganske morsomt at opleve reaktionerne, da Kim og jeg tirsdag eftermiddag præsenterede både koncept-teoretiske og empiriske argumenter på flere analytiske plan for, præcist hvorfor det er et helt håbløst begreb.

Vores hovedargument, helt populært præsenteret, er at for at konceptet skal give reel mening og kunne bruges, skal de tre hovedelementer – tillid, netværksaktivitet og sociale normer – hænge sammen, og helst på en måde som Putnam selv beskriver som ”godt rystet spaghetti”. Men de teoretiske argumenter er ganske tynde, som vores ven Eric Uslaner var en af de første til at påpege, og på det empiriske plan finder man tre fænomener, der er praktisk taget fuldstændigt separate. Med andre ord er tillid, netværksdannelse og sociale normer tre forskellige ting, der ikke kan samles i et koncept på en meningsfuld måde.

Litteraturen om netværkseffekter er lang og broget og eksisterede lang tid før litteraturen om social kapital. Der er intet nyt under solen på dén front. Literaturen om social tillid, dvs. tillid til fremmede mennesker, er væsentligt nyere, men har for længst skilt sig ud fra diskussioner om social kapital og lever sit eget frugtbare liv i dag. Og det betyder, at det eneste ’nye’ (og det er ikke frygteligt nyt) i social kapital er det empiriske fokus på styrken af sociale normer. På det punkt har forskningen næppe bragt os meget videre, ikke mindst fordi der ikke er de store argumenter for, at normer i sig selv burde betyde noget.

Normalt måles og konceptualiseres folks sociale normer med spørgsmål som ”Hvor acceptabelt mener du det er at køre i tog uden billet?”, med svar på en skala fra 1 (altid acceptabelt) til 10 (aldrig acceptabelt). Der er lignende spørgsmål om at modtage bestikkelse, søge offentlig støtte som man ikke har brug for osv. ”Jenne goe sajer” som der engang var en forretning i Brønderslev der hed – ikke noget ret mange kan være uenige i, men der er også mange dårlige normer. Lad mig give et eksempel på dysfunktionelle normer fra min egen luksus-hverdag. Danskere er ofte ganske frie i deres omgang med andre mennesker, men det giver sig udslag i mindst ét forstyrrende fænomen: De hoster! Bevares, de fleste danskere holder sig for munden år de gør det, men hvis de – som senest i lørdags i Musikhuset Aarhus – gør det under en klassisk koncert, kan det være aldeles uudholdeligt.

Normen, som enhver der går til sådanne koncerter kender, tilsiger at man er så stille som muligt, og derfor også lader være med at hoste. Den gælder over hele verden, men der er store forskelle på, i hvor høj grad folk rent faktisk følger normen. I Danmark gør vi ikke – særligt i vinterhalvåret kan danske klassiske koncerter være infernoer af hosteri og pudsen næse. For nogle få år siden gik det så galt i Tivolis Koncertsal, at den tyske stjerneviolinist Anne-Sofie Mutter afbrød en koncert, skældte ud på danskerne, og derefter startede forfra. Det påvirker dog ikke danskerne, der stadig alle synes at mene, at man skal være stille til koncerter, men i stort antal bryde med normen. For hvis alle andre gør det, hvorfor skal man så være idioten der holder sig stille?

Man kan komme med mange andre eksempler på normer og normdannelse, der enten er helt uden konsekvenser eller har ganske andre konsekvenser end folk normalt forestiller sig. Mit andet yndlingseksempel er fra tennissens specielle verden, hvor de fleste ikke-spillere adspurgt mener, at der må være en norm der beskytter spillere ved nettet i at blive ramt af bolden. I sig selv er det ikke en underlig tanke, da de fleste bare rimeligt gode spillere sagtens kan slå et stykke over 100 kilometer i timen, men sådan fungerer normen ikke. I stedet har der dannet sig en norm der tilsiger, at hvis man rammer en modspiller ved nettet, bør man undskylde. At ramme modspilleren, eller rent faktisk bevidst at gå efter at ramme, betragtes ikke som usportsligt og der er således ingen norm, der beskytter mod at få store, blå mærker i den hvide
sport.

På den måde er normers rolle i samfundet en ret mystisk størrelse. Den omfattende litteratur om social kapital har i årevis behandlet sociale normer som en fast størrelse som til enhver tid påvirker folks adfærd, men hvis man tager de empiriske studier alvorligt, er det langt fra tilfældet. I stedet gælder det, at normer i sig selv er næsten ligegyldige. Hvad der betyder noget er, om man tror på at andre folk følger normerne. Og hele historien om dét aspekt af samfund er noget længere og (heldigvis) knap så mystisk. Men medier og politikere vil hellere tale normer end om, hvorvidt folk har incitament til at følge dem.

D-Dag, a day to remember

Af Niels Westy, den 6. juni 2009. 28 svar

I de senere år er jeg blevet væsentligt mere kritisk indstillet overfor (aktivistisk) amerikansk udenrigspolitik, – ikke fordi jeg som venstrefløjen opfatter den som “ond” eller særlig “imperialistisk” – men fordi amerikansk udenrigspolitik synes at være præget af en næsten forbløffende naivitet, historieløshed og sagt lige ud inkompetence. Det bunder muligvis i en kronisk overvurdering af egne evner (hvilket tilsyneladende deles af bl.a. venstrefløjen, der uafladeligt kan anføre at hvis bare amerikanerne ville… men det kan de altså ikke bare.).

Det er ej heller et forsvar for den “europæiske (skiftevis passifistiske og selvovervurderende – til tider begge dele på en gang) model”. Hverken når den har været præget af en ekstrem naivitet og tåbelig tro på diplomatiske løsninger – 1930ernes fejltalgese overfor Hitler gentog man jo med næsten uhyggelig præcision igen i 1990ernes Jugoslavien (her virkede en omgang rask aktivistisk amerikansk udenrigspolitik, da europæerne endelig opgav ævret jo ganske hæderligt) – eller periodevis storhedsvanvid (mellemøsten i 1950erne).  

Som det indikeres af overskriften er dette indlæg vel først og fremmest en hyldest til USA og dets befolkning – og til en af de få gange hvor det lykkedes (nogenlunde) med sit forehavende, hvilket fremgår senere i indlægget.

Men lige lidt om aktivistisk udenrigspolitik og imperialisme. Hvis man ved imperialisme forstår, at man ønsker at omskabe resten af verden i sit eget billede er USAs udenrigspolitik naturligvis imperialistisk – uanset om amerikansk selvforståelse fra nationens grundlæggelse har været båret af at man er det modsatte. På den anden side er det jo værd at medtage, at efter denne definition er europæerne jo heller aldrig holdt op med at være imperialister, og mens ophævelsen af slaveriet, FN og dets menneskerettighedserklæring kan som sådan ses som højdepunktet af “den gode” vestlige imperialisme – kan ulandsbistand, hvor man efter 50 år og op mod 3 trillioner USD. formentlig har gjort mere skade end gavn, ses som et lavpunkt.

USAs historieløshed kommer næppe bedre til udtryk end gennem de neokonservatives naïve forestillinger om demokratiskabelse og fred I resten af verden kædet sammen med national sikkerhed. Jeg skal med beklagelse erkende at jeg før invasionen af Irak selv købte forestillingen om at man/Vi kan invadere et andet land og skabe demokrati, fred og velstand – hvilket jeg ikke et øjeblik er I tvivl om OGSÅ var formålet med invasionen.

Jeg kan kun forsvare mine naïve forestillinger med uvidenhed, og det er vist langt fra verdens bedste forsvar. Ikke fordi jeg tror, at Irakerne ikke gerne vil have demokrati, det kan man bla. a. se her at de gerne vil. Jeg håber naturligvis at den positive udvikling som Irak har været inde I siden 2007 fortsætter, men må erkende at jeg har mine tvivl om hvad der sker efter USA og hvad der måtte være tilbage af allierede tropper forlader landet igen. For ser vi tilbage på de utallige lignende operationer USA tidligere I historien har udført, ikke mindst I Central Amerika, ser det ikke godt ud.

Konsekvensen af USAs hyppige indgreb I regionen op igennem det 20. årundrede har ofte været baseret på to ben, dels behovet for national sikkerhed og det der kan udtrykkes i mere altruistiske termer, at skabe stabile demokratiske samfund (en forestilling der naturligvis hænger og hang sammen)  – lyder det familiært? Det burde det gøre, for det ligner til forveksling den førte politik under George Bush, en politik der I vid udstrækning fortsætter under den nuværende Barrack Obama, omend med en europæisk tvist der næppe vil være befordrende.

Og hvad fik amerikanerne ud af deres indvolvering i lande som Mexiko, Cuba og Nicaragua? I førstnævnte land kan man sige at der går en lige linie fra amerikansk indvolvering ved udbruddet af den mexikanske revolution til socialisme og nationalisering af (amerikansk) olieindustri i 1930erne og en populistisk nationalistisk økonomisk politik frem til 1990erne der efterlod Mexiko som et korrupt ineffektivt semi-socialistisk samfund med en elendig indenlandsk ressoruceallokering. Og nok er forholdene bedret en smule efter NAFTA medlemsskabet, privatiseringerne og den delvise åbning af den mexikanske økonomi i 1990erne, men der er (mildt sagt) lang vej igen. 

Ville udviklingen have været anderledes uden amerikansk indblanding? Formentlig ikke, men til gengæld havde det været vanskeligere at give USA ansvaret for alt der gik skidt. 

I Nicaragua indebar amerikansk indblanding I første trediedel af det 20. århundrede at Somoza familien kom til magten, hvilket banede vejen for at Sandinisterne, der ikke var et hak bedre overtog styringen, og på trods af at Nicaragua nu I ca. 20. år har haft demokrati, er det et af centralamerikas dårligts fungerende lande.

Jeg siger ikke med ovenstående at alt er gået skidt, at Nicaragua ikke endte med at være en Cubansk lydstat, der kunne bruges til at eksportere voldelige revolutioner til nabolandene kan naturligvis beskrices som en succes, på den anden side skal man heller ikke underkende betydningen af sovjetblokkens sammenbrud – der selvføgelig i den udstrækning at man antager af amerikansk oprustning i 1980erne spillede en afgørende rolle kan ses som en succes.   

Og så er der Cuba, hvis selvstændighed blev sikret gennem den Spansk- amerikanske krig, og hvor USA I flere omgange stod for administrationen af øen (først I et par år efter afslutningen af den spansk-amerikanske krig, og senere igen I nogle år da det demokratiske system som man havde forsøgt etableret brød sammen).

Op gennem det 20. århundrede blev en anti-amerikansk og meget nationalistisk retorik en betydelig faktor I Cubansk politik, og bl.a. Gennemførtes en række tiltag I 1930erne der bestemt ikke var til fordel for amerikanske interesser (Den stærke mand i Cubansk politik i 1930erne var den fra 1940 til 1944 demokratisk valgte præsident og siden diktator fra 1952 frem til 1. januar 1959 , Fulgencio Batista).

Batistas regime I 1950erne var uden tvivl et gennemkorrupt og autoritært regime, omend ikke et af de værste i regionen. Cuba var i denne periode godt nok præget af betydelige uroligheder, og Batista styret var både hadet, frygtet og forargtet af især den betydelige cubanske middelklasse, mens han havde en del støtte blandt de fattigste og fagforeningerne. Samtidig var Cuba blandt Latinamerikas rigeste nationer, mens det i dag roder rundt på niveau med Bolivia.

Overgangen fra Batista til Castro var som at komme fra asken ind i ilden, og endnu en gang spillede en mildt sagt ikke alt for intelligent amerikansk udenrigspolitik en betydelig rolle i at bane vejen for Castro og hans kumpaner. Samtidig med at man boykottede våbenleverancerne til Batista, og udenrigsministeriet var meget skeptisk overfor Castro, modtog denne efter alt at dømme økonomisk støtte fra CIA, mens Castro selv dyrkedes i
den amerikanske presse.

Syndskatter – er de overhovedet effektive?

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2009. 6 svar

Min ven og kollega Niclas Berggren ovre på Nonicoclolasos omtaler i dag et nyt studie, der har set på om relative prisforhøjelser på fedende/usund mad forbedrer folks generelle sundhedsstatus. Hvis regeringen og forbudskommissionens ideer om at tvinge danskerne til at leve længere skal virke efter hensigten, skal svaret være ja, og helst et rungende et. Ellers er afgifter på sukker, fedtholdig mad osv. intet andet end ekstra tilskud til statskassen og dermed Danmarks rekordhøje offentlige udgifter.

I studiet finder Jonah Geldbach, Jonathan Klick og Thomas Stratmann at ja, der er en tydelig effekt. Som de konkluderer:

Our estimates imply, for example, that a 100 percent tax on unhealthful foods could reduce average BMI by about 1 percent, and the same tax could reduce the incidence of being overweight and the incidence of obesity by 2 percent and 1 percent respectively.

Med andre ord ville det betyde, at hvis regeringen valgte at pålægge chips, cola og anden usund mad og drikke en 100 procent afgift, ville vi kunne forvente at få én procent færre svært overvægtig, og to procent færre overvægtige. Alle vi andre ville på den anden side skulle betale i meget dyre domme for at nyde livet en anelse. Som vi har understreget flere gange her på stedet, er den nuværende fy-skamme-sundhedspolitik ikke blot uliberal. Den er skrigende udansk og på alle måder ganske absurd. Men videnskabelig evidens overbeviser næppe Jacob Axel Nielsen om at glemme den implicitte hetz mod danskere, der vælger et liv han ikke synes om.

Jacob Mchangama om socio-økonomiske ’rettigheder’

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2009. 3 svar

Den altid glimrende Jacob Mchangama, Cepos chefjurist og tidligere blogger her på stedet, driver en blog på Berlingske Tidende. Jacobs analyser er klare og velargumenterede, og posten fra i går eftermiddags er om nogen både klar i mælet og med politisk og humanitær genklang. Jeg skal holde mig fra at referere hele posten, men blot sætte emnet op.

Da man efter anden verdenskrig skabte FN, var en af de første, store opgaver at skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Erklæringen blev, som stort set alt andet i FN, et mudret kompromis mellem Vestens fokus på klassiske, negative rettigheder, og Sovjetunionens forsøg på at udvande en række rettigheder, som man alle gjorde vold på. Resultatet blev, at menneskerettighdscharteret kom til at indeholde de klassiske rettigheder – for eksempel ” ret til liv, frihed og personlig sikkerhed” og frihed fra tortur – og de pseudorettigheder, som Sovjet fik presset ind – for eksempel retten til et arbejde og ”et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger”.

De sidstnævnte rettigheder er i stadig højere grad blevet fokus for den tidligere så glimrende Amnesty International. Jacob peger på det politiserende i det nye fokus, der for ham (og mange andre) er et klart og farligt vildspor. Han noterer blandt andet, at:

når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

Og

Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom.

Jacobs indlæg burde være pligtlæsning for alle, der deltager i debatten om menneskerettigheder. Læs hele posten her.

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Af Niels Westy, den 27. maj 2009. 2 svar

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet for en legalisering af narkotikamarkedet, – denne gang er det blevet til et indlæg sammen med Kjeld Flarup i Information. Ordet legalisering er her helt afgørende. For mens en afkriminalisering nok betyder bedre vilkår for misbrugerne, hvilket i hvert fald er konklussionen på den afkriminalisering der fandt sted i Portugal i 2001, betyder det formentlig ikke at det hjælper på det der er det absolut største problem i forbindelse med det illegale narkomarked, nemlig at de meget høje profitter i vid udstrækning finansierer en række af verdens mest brutale kriminelle organisationer samt terrorister fra Latinamerika til den muslimske verden. For at dette skal ændres er en egentlig legalisering nødvendig.

Jeg skal gøre opmærksom på at indlægget er skrevet i sidste måned, det vil sige inden regeringen i USA signaliserede en ændring af narkotikalovgivningen hen mod en mindre restriktiv lovgivning så længe der alene er tale om afkriminalisering vil effekterne som nævnt være begrænsede, omend lidt er bedre end ingenting. Det samme kan jeg dog ikke sige om det forsøg til 200.000 kroner per narkoman man vil lave herhjemme – det er ganske absurd og virker først og fremmest som endnu et udtryk for den ekstreme mangel på respekt skatteyderne der hersker i dette land. Det kan gøres meget billigere – reelt uden omkostning for skatteyderne. Udlevering af kanyle og stoffer mod kostpris (inkl. til husleje og ansatte)  burde være rigeligt – man må gå ud fra, at narkomaner afhængige af heroin nok selv kan finde ud af at tage stoffet.

 

FN’s Human Development Index – rent nonsens

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2009. 3 svar

Punditokraternes gode ven Niclas Berggren, der blogger dagligt på Nonicoclolasos, har ofte virkeligt interessante emner oppe, som man bare bliver nødt til at stjæle. I dag linker han til Bryan Caplans kritik af FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset, der tit bliver brugt af medierne, er nærmest rendyrket vrøvl. Og hvorfor er dét så vigtigt?

Det vigtige kommer ind i emnet, idet mange ikke-økonomer angriber økonomer for at fokusere ensidigt på gennemsnitsindkomsten, dvs. BNP. Derfor har man hos FN udviklet det alternative Human Development Index, HDI, for – officielt i hvert fald – at få et bedre mål for menneskelig udvikling. Caplan, der til daglig er professor på public choice-højborgen George Mason University, hudfletter her indekset.

Udgangspunktet er, at HDI er en ligelig vægtning af BNP, forventet livslængde, og uddannelse. Uddannelse i sig selv er en vægtning af andelen af befolkningen, der kan læse – den får 2/3 af indekset – og andelen af befolkningen, der er indskrevet i enten primær, sekundær eller tertiær uddannelse. Som Caplan noterer sig, ”To max out your education score, you have to turn 100% of your population into students!” Det er ren nonsense.

Indekset er beregnet mellem 0 og 1. Caplans andet punkt er derfor, at de enorme fremskridt, som den vestlige verden har opnået siden, f.eks., 1970 ikke tæller ret meget. På trods af at BNP formelt får 1/3 af indekset, er det reelt rigget mod BNP. Som Caplan påpeger, ”since rich countries are already close to the upper bound, the HDI effectively defines their future progress on this dimension out of existence.” Det same gælder brugen af livslængde som helbredsmål, hvor den klart stigende livslængde i vestlige lande ikke tæller ret meget, da de allerede er tæt på maksimum.

Konklusionen på analysen er, at på grund af det særlige vægtningsskema, kombineret med at indekset er bundet mellem 0 og 1, er de klare vindere uddannelsesmålene, da de er bundet mellem 0 og 100% af logiske årsager og ikke på grund af ren matematik. Som Caplan viser – og som jeg var helt enig med ham da jeg havde tænkt lidt over tingene – er FN’s mål for menneskelig udvikling effektivt en ideologisk konstruktion hvor ”Scandinavia is the pinnacle of human achievement.”

Spørgsmålet bliver derfor til et svar. Hvorfor jubler vi gang på gang, når medierne skriver om hvor godt vi klarer os på HDI på trods af vores skred ned ad BNP-ranglisten (og i særlig grad skred ned ad listen over privatforbrug)? Caplans svar er helt klart: “Scandinavia comes out on top according to the HDI because the HDI is basically a measure of how Scandinavian your country is.” Det giver ingen mening.

Weekendklumme: om Obamas egentlige legacy

Af Christian Bjørnskov, den 22. maj 2009. 2 svar

Jeg har denne weekend en klumme i 180 Grader. Emnet er – igen – Barack Obama og hans økonomiske politik, som jeg finder aldeles uansvarlig på langt sigt. Men det lange sigt er der øjensynligt ingen, der taler om i USA eller her. Her er et kort pluk:

Som blandt andet Financial Times Washington-korrespondent Clive Crook har bemærket, betyder Obamas massive stimulanspakke, lagt sammen med andre store offentlige udgiftsstigninger til blandt andet en offentlig sygesikring, at den amerikanske stat får et planlagt budgetunderskud på minimum fire procent hvert år de næste ti år. De fire procent er altså det årlige underskud, staten realiserer, hvis Obama-teamets økonomiske fremskrivninger holder, og stimulanspakken får den virkning, man håber på. Hvis USA havde været medlem af Eurozonen stod landet derfor til en massiv næse de næste ti år for at føre uansvarlig finanspolitik, selv hvis administrationens optimistiske planer bliver til virkelighed.

Hele klummen kan læses her. God weekend.

Amanda Taubs Love Actually Test

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2009. Skriv et svar

Hvis man er interesseret i debatter om ulandshjælp er AidWatch, der bl.a. køres af NUY professoren William Easterly, simpelthen stedet. Den er hermed anbefalet! Men posten i dag har bredere interesse. Easterly har læst Amanda Taubs blog, og fremhæver en ekstremt vigtig pointe, som også ringer sandt i en dansk kontekst. Han beder læseren om at forestille sig et frygteligt problem – fattigdom i ulande, beskidte skoletoiletter på Vestegnen, finanskrisen, you name it – og forsimpler tingene en smule ved at sige, at der kun er to politiske muligheder:

(A) Do nothing.
(B) Do something to make the problem worse.

Kritikere vil naturligvis sige, at (B) ikke er sandsynlig, for gør vores politikere da ikke deres bedste? Svaret er nogle gange et rungende nej, nogle gange jo, men deres incitamenter er ikke i retning af befolkningens bedste. Her er det den glimrende Amanda Taub rykker ind med sin Love Actually Test:

Here at Amanda HQ you’ll find a wholehearted embrace of doing nothing, when all of the proposed somethings to do are crummy. If a proposed policy doesn’t pass my “is enacting this policy more likely to reduce suffering and end conflict than staying in to watch Love Actually again?” test, then I for one would vote for movie night.

Prøv at applikere testen på dansk politik. Spørgsmålet til læserne er, hvor tit består politikerne testen?

Innovation på nettet – et eksempel

Af Christian Bjørnskov, den 15. maj 2009. 7 svar

Jeg har ofte påpeget overfor de mange, der ønsker at ’styre’ forskning og innovation, at det er umuligt. Man kan af indlysende logiske grunde ikke bede forskere om at opfinde hjulet, transistoren eller relativitetsteorien. De dukker op af sig selv på uforudsigelige tidspunkter af uransagelige grunde. Eksemplerne er legio: Ørsteds opdagelse af elektromagnetiske felter, Intels opfindelse af computerchippen, opdagelsen af helicobacter-bakterien.

Men man behøver ikke engang gå så langt ud i videnskabshistorien for at finde eksempler på umiddelbart underlig innovation, der viser sig at fylde et hul. Min snart 20-årige halvbror gjorde mig forleden opmærksom på et fænomen på nettet, som jeg ikke kan lade være med at være lidt fascineret af. Fænomenet hedder Hot for Words.

Hot for Words er en internetsite med abonnement, hvor man – helt konkret – kan få stillet sin nysgerrighed efter etymologisk viden. Den er startet og drives af den 28-årige russiske lingvistikker Marina Orlova. Og hvis man synes, at det da lyder frygteligt kedelig og støvet, skal man prøve at klikke på linket. Orlova er den sære blanding af 1) en køn, storbarmet (og noget slutty) russisk blondine, der  2) forklarer engelske ord på en pædagogisk og klar måde. Hvis man for fem år siden havde spurgt en gennemsnitlig dansker – eller en almindelig politiker – om nettet ’burde’ bruges til den slags, havde svaret sandsynligvis været et rungende nej.

Men resultatet af Hot for Words, der for nylig faktisk passerede de 200.000 abonnenter, er at tusindvis af mennesker verden over har fået øjnene op for et ellers støvet område: Hvor kommer ordene fra? Sådan er det umuligt at forudsige, hvordan innovationer, der egentlig kan synes absurde, pludselig har virkninger vi ikke kunne forudsige! Se for eksempel Orlova forklare ordet ’capricious’ her.

Topøkonomer anbefaler skattelettelser

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2009. 2 svar

I de næste uger kommer resultater og anbefalinger fra en såkaldte Danmarks Konsensus, et projekt der er lavet i samarbejde mellem Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-institut og Politiken. Projektet går ud på at undersøge, hvad man bedst kan gøre for at møde udfordringer i den nærmere fremtid på en række områder. Og i går kom så den første analyse i form af en kronik i Politiken med et tilhørende baggrundspapir om, hvordan man bedste løser fremtidens finansierings- og arbejdsudbudsproblem.

Forfatterne er ikke hvem som helst. Af de tre er Jan Rose Skaksen professor på CBS og tidligere vismand, Jens Sand Kirk er fuldmægtig og Peter Stephensen er forskningsleder ved DREAM-modellen i det Økonomiske Råd. Deres konklusioner er klare. Selv med det, der i baggrundsnotatet ligner nogle meget venlige antagelser omkring offentlige investeringer, giver en krone brugt på sådan nogen kun borgerne en indkomstfremgang på 1,28 kroner, mens en krone brugt på skattelettelser i toppen giver 1,98 kroner (læs her). Grunden er, som vi har skrevet om før, at lettelser i den marginale skattesats medfører et større arbejdsudbud. Igen skal det her med, at Skaksen og hans team opererer med en indkomstelasticitet på 0,1, altså dermed et ret konservativt bud, der er væsentligt mindre end de 0,3-0,4 som analyser af den svenske reform i 90erne har peget på.

Så selv med antagelser, der er meget venligt stemt overfor offentlige investeringer (en række studier finder faktisk at mere offentligt forbrug er direkte skadeligt for væksten på langt sigt) er skattelettelser stadig væsentligt mere effektive, så snart man kommer ud over en tidshorisont op et par år. Og hvordan bliver den besked så modtaget i den danske andedam? Svaret er – som forventet. AE-rådet hævder hårdnakket overfor TV2, at offentlige investeringer i uddannelse og infrastruktur giver samme effekt som skattelettelser (læs her). Socialdemokraternes Nick Hækkerup gik et skridt videre på TV2-News i et nærmest pinligt interview, hvor hans svar var, at ’man kan jo forestille sig’ at danskerne alligevel bliver hjemme og ikke vælger at arbejde mere. Hækkerup, der tidligere har benægtet eksistensen af dynamiske effekter, gentog dermed kunststykket at benægte meget forsigtige analyser baseret på fakta.

Man kan begynde at spørge sig selv, om to ting. For det første, hvordan de næste analyser fra Danmarks Konsensus vil blive modtaget. Vil det blive med samme foragt for grundig sagkundskab? Og for det andet, hvad et er for et udgangspunkt, en eventuel, fremtidig S-regering vil basere sin finanspolitik på. Begge spørgsmål peger frem mod svar, som jeg ikke bryder mig ret meget om.

Mens Bernanke mener at have set lyset……

Af Niels Westy, den 6. maj 2009. 3 svar

Ifølge FEDs præsident Bernanke har vi muligvis ramt bunden (eller rettere USA har ramt bunden) og har ser lys for enden af tunnellen ifølge pressen, se bl.a. her. Det kan der dog være delte meninger om, omend økonomen Peter Schiffs håb om at denne krise en gang for alle vil gøre op med Keynes ideer nok er temmelig “optimistisk”. 

Til gengæld vil jeg gerne anbefale de der ikke har set hans foredrag ”Why the meltdown should have surprised no one” fra d. 13. marts i år afsætter den time det tager. For de der ikke kender til Peter Schiff, skal det medtages, at han i hvert fald ikke var overrasket, hvilket også har gjort ham til lidt af en kultfigur på Youtube, hvor en række videoer illustrerer reaktionerne på hans advarsler igennem de seneste år, se bl.a. “Peter was right“. Ret skal være ret, han var bestemt ikke den eneste, her skal blot nævnes The Economist og Paul Volkner, Greenspan og Bernankes forgænger som præsident i FED, og der er mange flere (men kun få politikere).

For en en anden og mere global indgang til krisen (Peter Schiff er meget USA-centreret) vil jeg anbefale Niall Fergusons foredrag på Hoover Institute, “Geopolitical Consequences of the Credit Crunch“. En del vil formentlig kende Niall Ferguson fra serien “Ascent of Money” om den finansielle historie, der blev sendt på DR2 for et par måneder siden. flere af seriens afsnit kan ses her. For de der ikke har set serien, vil jeg varmt anbefale at gøre det.  

I foredraget er måske især afsnittet om det særlige forhold mellem USA og Kina (Chimarica) er “alle pengene” værd, mens hans pointe om at det IKKE bliver USA der kommer til at “betale” den største pris er værd at huske på.

Endelig vil jeg gerne gøre lidt reklame for Lasse Christensen Dyrbyes temasider om den østrigske skole og “Den store depression og andre kriser“.

Med ovenstpående og gårsdagens indlæg med links til foredrag af Jeffrey Sachs og William Easterly skulle der vist ikke være nogen grund til at kede sig, selv om vejret muligvis ikke opfordrer til udendørsaktiviteter i den kommende weekend – eller man bare gerne vil blive lidt klogere.

Og hvis nogen spørger mig om hvad der vil ske i de kommende år, vil svaret fortsat være, “at jeg håber at monetaristerne har en pointe, men frygter at den østrigske skole har ret”.

"Big Plans, Big Flops" – mere om Jeffrey Sachs, William Easterly og udviklingsbistand

Af Niels Westy, den 5. maj 2009. Skriv et svar

En af de tilbagevendene emner her på bloggen er, hvad vi kan kalde udviklingsøkonomi – hvor spørgsmålet ofte er om ulandshjælp overhovedet nytter – , se Christian Bjørnskovs seneste indlæg om emnet,  “er ulandshjæpen slet ikke effektiv?“, der adstedkom ganske mange kommentarer.

På den internationale scene står to økonomer helt centralt, Jeffrey Sachs – “De store planer og de rigtige meningers yngling” og “mørkemanden” William Easterly, der er hinandens modsætninger i udviklingsdebatten – som også påpeget her.

I en kommentar til sit eget indlæg om bistandens manglende effektivitet omtaler Christian Jeffrey Sachs udvikling fra en yderst aktiv forsker i 1980erne til hans status i dag som “de rigtige mennesker med de rigtige meningers” ynglingsøkonom med ordene “han har ikke lavet forskning i årevis og er blevet meget underlig”.

Nu tror jeg egentlig ikke at Jeffrey Sachs har ændret sig meget i de mellemliggende år, det har til gengæld debatten – og Sachs placering.

I 1980erne var man en “sort” økonom vis man insisterede på kedelige ting som ansvarlig offentlig finanspolitik. Med andre ord var man en “neoliberalist”, hvis man troede på det der i 1989 blev listet som “The Washington Concenus” – se f.eks. her. Hvis man mener at en tilslutning til Washington Consensus er ensbetydende med at man er neoliberalist, skal jeg hermed skynde mig at understrege, at så er Jeffrey Sachs neoliberalist. Som jeg tidligere har skrevet om, er det dog også helt forfejlet at betegne Washington Consensus som særlig “neoliberalistisk”.

En gennemgang af Sachs karriere kan ses i CBC Hottimes ca. 25 minutter lange video “Economist Jeffery Sachs on Africa, Poverty & Sweatshops”, hvor Sachs ironisk nok introduceres med et citat fra Bono, om at han (Sachs) mere er en ”Harlem preacher than a Boston bookworm” – hvilket vist skal læses som en kompliment fra Bonos side, stærkt troende som han er. Set fra undetegnedes vinkel siger det dog noget helt andet, nemlig en hel del mere end hvad måske godt er om, hvad der er det centrale i den internationale bistandsindustri – nemlig betydningen af religiøs tro og imperialisme. 

Ja man kan med rette argumentere for at den vestlige verdens ulandsbistand, de mange FN-hjælpeorganisationer inkl. verdensbanken mv. ligger i direkte forlængelse af den kristne religiøse del af 1800tallets imperialisme, som den bl.a. kommer til udtryk hos bevægelsen for ophævelsen af slaveriet og hos f.eks. den socialliberale John Stuart Mill, der helt klart hylder ideen om at vi (dengang i første omgang englænderne) havde/har en historisk mission der går ud på at civilisere de indfødte – i dag ville det nok mere omtales som at redde menneskeheden. 

Med andre ord er det helt forfejlet, hvis man alene gør udviklingsøkonomiske spørgsmål til et spørgsmål om hvorvidt man er ventreorienteret eller højreorienteret ud fra en traditionel politisk akse. På en sådan akse er f.eks. netop Jeffrey Sachs klart “højreorienteret” i en traditionel akse, hvilket hans tidligere indvolvering i f.eks. stabiliseringen af Bolivia i midten af 1980erne og senere Polen i begyndelsen af 1990erne viser med al tydelighed.  

Det der er afgørende er hans tro på FN – en tro han deler med f.eks. en Per Stig Møller og Connie Hedegård, og hans promovering af FNs millenium goals og andre “Big Plans” – Sachs er i dag først og fremmest at opfatte som en politisk figur med en stærk tro på hvad elite og planlægning kan gøre.

Overfor Jeffrey Sachs forestillinger (der forøvrigt i vid udstrækning deler fundament med f.eks. Bjørn Lomborgs “Copenhagen Consensus”) står så William Easterly, som også har været omtalt flere gange her på bloggen, senest i “tror gud på Jeffrey Sachs“.

Da Sachs udsendte sin “The end of poverty” udsendte Easterly “White Mans Burden”. For de der ikke har læst denne fremragende bog – og ikke mener at have tid til det, vil jeg anbefale, at man ser hans gennemgang her – og hvis man ønsker at kunne downloade præsentationen (varer ca. en time) kan man gøre det ved at gå ind på denne side (se også “tips og tricks” nedenfor). Her får man samtidig en god fremstilling af Sachs forestilinger.

En af Easterlys centrale pointer er, at de store og grandiøse planer, som netop FN-systemet er så glade for, oftest (altid?) ender som lige så store fiaskoer. Som han påpeger, kan man kalde det en skandale, at der ca. dør ca. 1,8 mio. børn om året af dehydrering der kunne være reddet ved en indsats på ca. 10 cent per barn. Men så det vel en endnu større skandale at man tror på et system og en planlægningstilgang, der på trods af at man i løbet af det sidste halve århundrede har brugt mere en 2 trillioner dollar stadig ikke er i stand til at fremskaffe udstyr til 10 cents per barn – og bliver ved med at satse på samme system.

Videoen med Easterly er oprindeligt lavet af google i en serie med en lang række forfattere. Samme google har også sikret os, at man kan se Jeffrey Sachs fortælle om alle de udfordringer vi står overfor hvis FN skal opfylde “The millenium goals”. Denne video kan ses og downloades her.

Og når jeg nu er ved William Easterly og udviklingsmuligheder, så vil jeg opfordre til at man også tager et kig på denne 10 minutter lange video fra CATO, hvor Easterly fremhæver, at den der nok havde mest ret omkring mulighederne for at fremme økonomisk udvikling er gode gamle Hayek, hvilket bestemt ikke altid er karrierefremmende at påpege.

TIPS TIL AT SE VIDEO FRA F.EKS. YOUTUBE PÅ EN BEKVEM MÅDE

Flere af de videor jeg har linket til i ovenstående er temmelig lange. Jeg finder det ikke videre behageligt at sidde og kigge – og ikke mindst lytte på et foredrag på min bærbare, hvis de varer meget mere end nogle minutter. Men det er der heldigvis råd for.

For det første er det muligt at hente de fleste videoer ned i mp4 format, hvorefter man f.eks. kan overfører dem til sin ipod, hvis man har en sådan  – og så kan man jo se, og nok mest høre foredrag mv. hvor og hvornår man lyster. Hvis man vil gøre det rigtigt behageligt for sig selv skal det selvfølgelig ses på en TV-skærm – så man også kan få glæde af evt. slides. I den forbindelse kan man f.eks. anvende en WD TV (koster ca. 700 kroner). Den afspiller stort set alle filformater og altså også mp4. – og så er den noget så dejligt som nem at anvende.

Mens videoer på “google video” kan hentes direkte, er det ikke muligt på youtube, men en nem løsning er at skrive kick foran youtube. Herefter kan man hente video i flere forskellige formater – bl.a. mp4.