Vel vidende, at det måske ikke er det emne der interesserer de fleste af denne blogs læsere, fortsætter jeg med hvad der vist er ved at udvikle sig til en mindre føljeton om afsættelsen – og udsendelsen – af præsident Zelaya i Honduras. Til de der allerede her tænker, ikke mere om Honduras tak, skal jeg straks meddele, at dette 3. indlæg med udgangspunkt i begivenhederne i Honduras måske nok mere handler om journalistik og ikke mindst P1’s (Mis)Orientering.

Indlægget indeholder som hovedingredienser 1 stk. propagandist forklædt som journalist (Niels Lindvig), et stk. naiv (men sikkert velmenende) IBIS medarbejder samt Orienterings aldrig svigtende evne til ensidig og konspirationsteoretisk journalistik. Her indvolverende en tidligere rådgiver for først Bill Clinton og senere Hillery, der i sin egenskab af partner i Orrick, Herrington & Sutcliffe, er blevet hyret af den honduranske del af Business Council of Latin America, for at ændre stemningen overfor Honduras i USA (hvis regering i lighed med resten af verden har fordømt afsættelsen af Zelaya og ikke vil anerkende den midlertidige regering indsat af Honduras parlament).

Selve indslaget fra (Mis)Orientering) kan man høre her,  og det indledes bl.a. med en konstatering af, at “overgangsregeringen nægter stædigt at lade den folkevalgte præsident Zelaya vende tilbage til embedet” og senere at “trods det stigende pres fra det internationale samfund, siger overgangsregeringen, at den vil arrestere Manuel Zelaya, hvis han forsøger at vende tilbage til Honduras.” – se også opdatering om seneste begivenheder nederst i denne post.

Det interessante er (som ofte før) alt det der ikke siges – eller skrives. I lighed med f.eks. dækningen på modkraft (og dermed den yderste venstrefløj) nævnes hele forløbet i Honduras højesteret ikke med et eneste ord (forløbet  – og links til modkraft kan findes her).

Jeg skal medgive at indslaget ikke er helt så absurd, som den beskrivelse der kan læses på Huffingtonpost.com, skrevet af en hvis Dan Kovalik , der efter at have været i Honduras i to uger i artiklen “The Urgency of Restoring Democracy to Honduras, frejdigt påstår ” that President Zelaya has broad support in his country” – hvilket alle meningsmålinger gennem det seneste år ellers har vist, at han netop hverken havde eller har.

Jeg har i forøvrigt i vid udstrækning (Mis)Orientering mistænkt for, at man i et meget selektivt valg af “kilder” primært holder sig til netop stærkt venstreorienterede blogs og webmedier som omtalte Huffington Post, der hverken kan anklages for at formidle “unbiased” information eller være karrig med hvem der skriver om hvad. F.eks. optræder der en analyse af afgørelserne i Honduras højesteret , foretaget af en forfatter og grafisk designer ved navn Jules Siegel , hvis “claim to fame” primært er, at han fra tid til anden har skrevet for Playboy.

At (Mis)Orientering konsekvent vælger at vinkle historierne ud fra en bestemt på forhånd given (stærkt venstreorienteret) opfattelse, hvilket også gør sig gældende i dækningen af udviklingen i Honduras, kommer selvfølgelig ikke som nogen overraskelse for de fleste af os, der har hørt udsendelserne. Og da jeg ved noget om Latinamerika og ved at det er meget sjældent at (Mis)Orientering har styr på fakta i deres historier fra denne region, er det vel næppe nogen helt usandsynlig konklusion, at jeg kan gå ud fra at deres historier fra resten af verden er lige så fordrejede og ensidige.

Men der er måske et andet og mere grundlæggende problem, med mindre man tillægger Niels Lindvig og Co. at de rent faktisk godt ved hvad der foregår, og som led i en eller anden snedig konspiration vælger at forholde os virkeligheden for at fremme egne (revolutionære) mål.

Jeg kan selvføgelig ikke afvise at det forholder sig således, men det afgørede er, at det ikke behøver at gøre det. En tilpas portion uvidenhed, manglende forståelse for latinamerikansk virkelighed og naiv religiøst betinget og umoden revolutionsromantiske drømmeri er alt rigelig til at sikre en konsekvent ensidig og fordrejet fremstilling af forholdene.

Der er nemlig ikke meget i (Mis)Orienterings dækning af Latinamerika der synes at indikere at de involverede journalister ved særligt meget om denne del af verden, eller på nogen måde har fattet de kulturelle forskelle i forhold til vores del af verden. Her ligner de nok i høj grad repræsentanterne for den danske godhedsindustri, der drager ud i verden med vores skattekroner og bliver ført rundt i manegen alt mens bistandmidlerne forsvinder ud i den blå luft.

Indslaget om den seneste udvikling i Honduras indledes med at en hvis Hans Peter Dejgård fra IBIS, der har tilbragt 1 uge i Honduras, interviewes. Her kan han fortælle, han har mødt “en hel masse mennesker der er blevet forfulgt” og at IBIS er meget skuffet over den lokale ombudsmandsfunktion, der er opbygget med danske bistandsmidler, men som man nu har afbrudt samarbejdet med. Det skyldes at den nuværende ombudsmand, som det siges, at han :

“gik straks med kupmagerne [der inkluderer kongressen, militæret, højesteret og den katolske kirke, red.] fra starten af og han fortæller at der ingen problemer er med menneskerettighederne, der er ingen krænkelser af betydning, på trods af, at vi sidder her med en rapport der har navne på 700 personer som er udsat for vold og er sat i fængsel uden at der har været et retsgrundlag for det”

Jeg vil bestemt ikke afvise at der sker krænkelser (jeg aner det ganske enkelt ikke), men det er vel sigende, at man fra [betalende] dansk side først reagerer nu – det kunne jo f.eks. tænkes, at manglende sagsbehandling snarere har været reglen end undtagelsen i de 15 år man har støttet ombudsmandsfunktionen [jeg ved det ikke, men det gør man formentlig heller ikke fra officiel dansk side].

Det kunne for eksempel have været interessant at blive informeret om, hvorvidt man har behandlet de sager om forfølgelse og mord på journalister, som verserede det seneste år under præsident Zelaya, som det fremgår af “21st Century Socialism Comes to the Honduran Banana Republic” på Council on Hemispheric Affairs (COHA) hjemmesider fra den 25. maj i år.

Til gengæld kan Hans Peter Dejgård med glæde fortælle om, at det har været “rigtigt dejligt at kunne fortælle en hel masse af de forfulgte menneskerettighedsorganisationer og forfulgte sociale organisationer og kvindeorganisationer” at bistandsminister Ulla Tørnæs siger ganske klart fra overfor ombudsmanden og andre der har støttet “kuppet”.

Nu har jeg ingen grund til at tro andet end at Hans Peter Dejgård siger det han mener og fortæller det videre han har hørt efter bedste overbevisning. Men lige præcis i det sidste ligger der et centralt problem, nemlig at han tror på det der bliver ham fortalt, og det er der ingen grund til at gøre i Latinamerika.

Omgangen med sandheden i Latinamerika er en yderst relativ affære, hvilket gælder ud over hele det politiske spektrum. Uden at jeg
skal forgøjle at her til
lands (eller i denne del af verden) er vi altid sandruelige, så er det et gennemgående træk i Latinamerikansk kultur og daglig omgang, at man har et yderst problematisk forhold til fakta og sandhed.

Det gælder uanset om man er forretningsmand, til højre eller venstre, menneskerettighedsforkæmper, arbejder i sociale organisationer, kvindeorganisationer, militæret eller kirken for den sags skyld.

Her taler jeg ikke kun om “politikeromgang” med sandheden, men en relativitet der gennemsyrer hele den latinamerikansk virkelighed, og som mange journalister, bistandsmedarbejdere osv. vist aldrig helt har forstået betydningen af.

Hvis man har en tilbøjelighed til at tro på at folk siger sandheden til en (og denne naivitet lider en del danskere jo af), så er det bedst at erkende at der er tale om en kulturel egenskab der ikke er meget bevendt i Latinamerika. Jeg vil bestemt ikke påstå at der IKKE finder overgreb sted (hvor skulle jeg da også vide det fra), men jeg vil dog tilade mig at påstå at det er også er direkte usandsynligt at en del af de “smukke” – nu evt. forfulgte – organisationer og deres medlemmer IKKE har modtaget finansiel støtte fra den tidligere præsident, og dermed kan tillægges en række meget nære motiver for deres version af “den honduranske virkelighed” – at man køber sig til støtte ved offentlige midler er snarere reglen end undtagelsen.

Igen kunne man mene at dette også foregår i et land som Danmark, en forskel er dog at det her som regel foregår på en transparent måde, således at vi er klar over det.

Endnu mere absurd bliver det selvfølgelig, når Niels Lindvig efterfølgende fortæller om at honduranske forretningsinteresser har hyret den berømt/berygtede Lenny Davis fra Orrick, Herrington & Sutcliffe – hvor Niels Lindvig, der også tidligere har vist sig som en mester i kunsten at lave værdiladede og ensidige indslag lægger ud med at præsentere det som et  faktum, at det er det er det honduranske erhvervsliv, der er “kuppets” bagmænd, hvilket vel må indikere at han mener at vide at det er selvsamme forretningsfolk der står bag det han kalde den “selvbestaltede regering” [der blev valgt og godkendt af et overvældende flertal i det demokratisk valgte parlament – det kan godt være at hele forløbet er juridisk problematisk, men ligefrem at bruge udtrykket selvbestaltet er den ikke, red].

Det er ikke fordi jeg vil afvise en sammenblandingen af økonomiske og politiske interesser  – langtfra, det er igen en velkendt foreteelse både i demokratiske og ikke demokratiske lande, og er selvføgelig ikke mindst væsentlig i lande uden ordentligt fungerende markeder (hvorefter det “politiske marked” er det absolut væsentligste). Men her er der tale om en forbindelse der muligvis eksisterer (det ved Niels Lindvig lige så lidt om som mig), men ikke nødvendigvis eksisterer. Den behøver heller ikke at eksistere, da der selvføgelig er et incitament for honduranske forretningsinteresser til at forsøge at sikre, at USA ikke økonomisk “straffer” Honduras, da det jo vil gå ud over selvsamme forretningsfolks indtjening.

Men ikke nok med det. Niels Lindvig laver en længere historie ud af, at omtalte Lenny Davis tidligere har været rådgiver for præsident Clinton, og senere for Hillery Clinton under primærvalgene, samt at han i andre sammenhænge har repræsenteret “problematiske” klienter. Det er selvføgelig en ganske underlødig måde at argumentere. Et godt gæt er, at Lenny Davis er hyret, fordi han er dygtig og har de “rette” forbindelser. Samme Niels Lindvig vil måske mene at man kan afgøre for eksempel en straffesag ved blot at se på hvilke andre klienter pågældende forsvarsadvokat tidligere har haft? – og hvis man skulle følge denne usmagelige form for journalistik, ville det så indebære, at Niels Lindvig, der jo tidligere langt hen af vejen har forsvaret Castros Cuba, er falangist og dermed facist? – hvordan det? vil nogle måske spørge. Jo, af den simple grund, at Spanien under Franco fortsatte med at have helt normale forbindelser til Castros Cuba efter 1959.

Med Niels Lindvigs form for journalistisk indebærer det jo at der må gå en linie fra Franco over Castro til ham selv.

Ovenstående indebærer som sagt ikke, at jeg opfatter Niels Lindvig som en “ond” mand der bevidst forholder os sandheden – heller ikke når han åbenlyst går efter manden i stedet for bolden. Han tror formentlig selv på det sludder han fremturer med, det er jo “den troendes” privilegium at tro at han besider en guddommelig sandhed, der ofte bliver til en guddomelig ret til at gøre hvad ingen andre må.

Men selv om mange troende gerne gør krav på at vi skal have særlig respekt for dem, vil jeg i hvert fald stærkt advare mod at have det i tilfældet Niels Lindvig og Co. Vurderet på et rent fagligt og oplysningsmæssigt niveau, er det de præsenterer ofte noget makværk, der mere ender i den skønlitterære afdeling fremfor den faglitterære – men det jo selvføgelig ikke nogen nyhed.

Opdateret:

Det ser ud til at der (desværre) kan blive rigtig meget at berette om fra Honduras i de kommende dage. Således rapporter den brasilianske avis “O Globo” dags dato, at den afsatte præsident Zelaya er på vej til den Nicaraguansk-Honduranske grænse med et større følge, der bl.a. inkluderer repræsentanter fra den Venezuelanske regering og hans forældre.

Honduras militær, der har lukket grænsen, har udtalt, at den ikke kan garantere for tilhængere af Zelaya, der er på vej mod grænsens sikkerhed. Hvor ex-præsidenten (der stadig mangler ca. 150 km i at nå frem til grænsen) mere præcist vil prøve at krydse den 900 km lange grænse står stadig hen i det uvisse. Mens man vist ikke påstå at politik er kedelig i Honduras, kan man godt være lidt bekymret hvorledes situationen ender. Blodige sammenstød kan vist desværre ikke udelukkes.

I sidste uge tillod jeg mig at gå i mod stort set hele det internationale samfund og dets fordømmelse af afsættelsen af Honduras Præsident. Min argumentation var baseret på, at da militæret – efter ordre fra højesteret – sendte Zeliay med fly til Costa Rica efter måneders stigende konflikt mellem præsidenten på den ene side og et flertal i parlamentet og højsteret på den anden side, var forløbet nogenunde som følger :

1. Præsident Zeliay ønsker folkeafstemning om ændring af forfatningen.

2. Højesteret afviser at dette er i overensstemmelse med samme forfatning

3. Militæret, der skal stå for afstemningen (i følge samme forfatning) meddeler, at de i lyset af højesteretsdommen ikke vil deltage.

4. Præsident Zeliay fyrer den lederen af de væbnede styrker, general Romeo Vasquez Velasquez.

5. Ledende officerer indgiver deres afsked som reaktion på ovenstående.

6. Højesteret afgør at afskedigelsen af Valesquez er grundlovsstridig og at præsident Zeliay skal genindsætte ham, hvilket han nægter

7. Præsident Zeliay insisterer på at gennemføre afstemningen, nu blot som vejledende.

8. Højesteret beordrer militæret til at afsætte præsident Zeliay, der sendes med fly til Costa Rica.

9. Parlamentet indsætter Roberto Micheletti (fra samme parti som Zeliay) som midlertidig præsident, indtil en ny vælges ved det planlagte valg til november.

10. Herefter fordømmer omverden afsættelsen af Zeliay, der mange steder betegnes som et (militær)kup

11. Søndag d. 5. juli forsøger Zeliay at lande i Tegucigalpas lufthavn i et Venezuelansk militærfly, men bliver afvist og flyver til Nicaragua. I forbindelse med det mislykkede forsøg på at lade opstår der uroligheder hvorunder 2 demonstranter bliver slået ihjel, mens der er flerede sårede blandt demonstranter og militær. Episoden omtales som en massakre i en række Latinamerikanske lande – ikke mindst i Telesur, den Hugo Chavez kontrolerede statslige Tv-station (det var samme Hugo Chavez der var en af de første til lykønske sin gode ven Mahmoud Ahmadinejad med sejren ved det Iranske valg). Man bruger bl.a. Optagelser fra BBC som ”bevis” på massakren – læg mærke til den ældre dame der går mod soldaterne, da der affyres tåregas for at trænge demonstranter tilbage, og de hjælpsomme soldater der får hende i sikkerhed – ikke meget massakre over dette optrin.

12. Torsdag den 9. juli indledtes forhandlinger mellem det nuværende styre og ex-præsident Zeliay i Costa Rica. Forventningerne til at dette leder til en afslutning på krisen er mildt sagt begrænsede.

     

Ingen tvivl – ”it’s a mess” – hvilket ikke bliver mindre af, at hele det mærkværdige forløb med afsættelsen af præsidenten tilsyneladende er præget af, at der, ifølge The Economist, slet ikke er taget højde for en sådan situation i Honduras grundlov. Hvor kaotisk situationen er illustreres måske ved, at den tidligere forsvarsminister, Edmundo Orellana Mercado, der alt efter kilde blev fyret/sagde op samtidig med at general Valesquez blev fyret, nu har meddelt, at han ikke vil indtage sit sæde i parlementet før Zeliay er genindsat.

I en af kommentarerne til mit sidste indlæg om Honduras var Martin Rannje så venlig at give et par links til Modkraft, hvor man også beskæftiger sig med begivenhederne i Honduras, og som han også bemærker er det en ganske anderledes fremstilling end den jeg kommer med man finder der – se også:

http://modkraft.dk/spip.php?article11011
http://modkraft.dk/spip.php?article11026
http://modkraft.dk/spip.php?article11030

Det er måske ikke så underligt. Jeg kunne fristes til blot at pege på, at når man angiver det Hugo Chavez styrede Radio Mundial som kilde, så har man afskrevet sig enhver trorværdighed.

Ligefrem latterligt bliver det, når man fremturer med kritik af avisen Information, fordi deres mand på stedet ikke rapporterer hvad der – ifølge modkrafts skribent, der altså befinder sig i Danmark – virkeligt skete i Honduras hin søndag  – eller måske gjorde Information det, men det passer bare ikke ind i den pattebarnagtige infantile revolutionsromantiske dyrkelse, der præger den yderste venstrefløj.

For der MÅ jo have været knald på, og der må helt sikkert allerede være dødspatruljer og anden djævelskab, for det SKAL være militæret mod folket. Absurditeten i hvorledes man prøver at opbygge et modsætningsforhold mellem det hændte og ”det honduranske folks vilje” ses måske tydeligst i at man i en hvis Ulrik S. Kohls indlæg. Her henviser han til en norsk hjemmeside, der på imponerende vis formår at gennemgå hele forløbet UDEN at nævnte højesterets rolle, men til gengæld med stor autoritet slår fast at Zeleay’s afstemning ikke var i strid med Honduras grundlov – hvoraf vi kan konkludere, at Honduras slet ikke har brug for en højsteret, når der findes så kloge nordmænd.

I modsætning til folkene på Modkraft.dk er jeg desværre ikke i stand til at udnævne skurke og helte i et væk – dertil er jeg alt for bundet af, at den virklige verden snarere er grå i grå end sort og hvid, eller måske skulle man sige sort og rød, nar det er Modkraft vi taler om.

Det skal dog ikke afholde mig fra endnu en gang at undre mig over, at den yderste venstrefløj tilsyneladende altid har haft en særlig evne til at gøre de største skurke til deres foretrukne helte – Hugo Chavez forgængere som exkportører af socialisme til resten af Latinamerika var jo som bekendt de af venstrefløjen (både den ekstremistiske og den mere moderate venstrefløj) så højt besungne revolutionshelte Fidel Castro og Che Guevara, der sammen med Raul har ansvaret for en af de mest brutale og blodige regimer i det 20. århundredes Latinamerika – og det sidste totalitære diktatur der er tilbage i den del af verden (indtil videre fristes man til at sige, da ingen på nuværende tidspunkt ved hvor Venezuela ender).

Hvad angår Honduras er der ingen tvivl om, at det er et fattigt land med meget stor forskel på rig og fattig, eller som Herige Foundation skriver om Honduras i den seneste Freedom Index 2009 rapport:

”Honduras’s overall economic freedom suffers most from the lack of institutional capacity to protect property rights and a lack of will to tackle corruption in many aspects of economic activity. Public administration is inefficient and widely perceived as corrupt. The rule of law is undermined by weak ba
sic security.” http:
//www.heritage.org/Index/Country/Honduras

Det kan egentlig undre at der ikke på et tidligere tidspunkt er dukket en stærk kadidat op på en venstre-populistisk/fascistisk platform. Man skulle jo mene, at en land så fattigt som Honduras, med en lille velhavende overklasse og betydelig fattigdom burde være en oplagt kadidat for ”en rask omgang” bolivariansk socialisme álá Hugo Chavez Venezuela. Denne kandidat er i så tilfælde ikke Zeleay. De seneste meningsmålinger ifølge Reuters viser, at 41% af vælgerne støttede afsættesen af Zeleay, mens 28% var imod.

Så hvad end man måtte mene om de passerede, så er den yderste venstrefløjs fremstilling af folkelig opbakning til Zeliay, så må den stå for deres egen regning, det er ikke i Honduras man finder den.

Men som antydet, kan det langtfra afvises, at Honduras på et et senere tidspunkt ville kunne finde på demokratisk at vælge venstrepopulistiske præsidenter i stil med Hugo Chavez eller Evo Morales. En korrupt offentlig sektor, manglende rule off law og ikke mindst den manglende beskyttelse af den private ejendomsret rammer jo især de fattige, hvilket vi også kender til fra andre dele af Latinamerika – desværre et gennemgående træk i de fleste latinamerikanske lande.

Det indebærer f.eks. fortsat marginalisering af den fattige del af befolkningen, hvor den manglende evne til at hævde sin ejendomsret bl.a. afskærer folk der både kan og vil, hvis de fik muligheden, fra at opnår kreditter og dermed ekspandere, idet de ikke kan stille sikkerhed.

Men det indebærer også, at det er muligt at opretholde dominans af interne markeder, til skade for forbrugerne og dermed for muligheden for afgørende at forbedre levestandarden (hvilket Honduras som et af Latinamerikas fattigste lande så sandelig har brug for).

For at føje spot til skade kan nævnes at Honduras er et af de lande i Latinamerika, der har modtaget mest ulandshjælp, uden at det tilsyneladende har gjort en positiv forskel. Men det er der selvfølgelig ikke noget nyt i. Sammenhængen mellem økonomisk vækst og ulandshjælp er også i denne del af verden nærmest omvendt proportional.

Opdateret: The Economist om Hændelserne i Honduras (audio)

Efter nogle heftige dage med lokal opvarmning ser det ud til at vi igen får et par dage med “traditionelt” dansk sommervejr. Det vil jeg benytte til at komme med endnu en anbefaling til hvad man kan læse i løbet af sommeren.

Asger Ousagers “Ismer i det 21. århundrede” kan vel bedst beskrives som en tour-de-force ud i ismernes og ideologiernes verden med korte beskrivelser af disse og de væsentligste bidragsydere. Fra Liberalisme og konservatisme over kommunisme og socialisme til feminisme og økologisme. Hvis jeg skulle komme med en anke ville det være, at han ikke har medtaget “demokratisme”, men det er vist heller ikke en anerkendt “isme”, og nok mere et skælsord, dækkende over at demokratiske processer ophøjes til religion og et mål i sig selv, der sætter alt andet ud af kraft.

Bogen der er udgivet af Cepos (hvis man klikker på link kommer man ind på bogens hjemmesider, hvor der kan læses uddrag) udmærker sig ved i et læsevenligt sprog at føre læseren gennem de utallige ismer der er opstået gennem tiden. Formatet sætter selvfølgelig snævre grænser for hvor meget mn kan komme i dybden med de enkelte ismer – selv om bogen på imponerende vis ofte får mere med end man umiddelbart skulle tro muligt på den begrænsede plads.

Jeg tror at de fleste vil opleve, når de læser bogen, at der er nye ting og sammenhænge, man ikke har tænkt på før. Et godt sted at starte, og så kan man jo altid gå på jagt andre steder bagefter for mere dybde.

Siden en længerevarende krise med militæret, det juridiske system og parlamentet på den ene side og den i 2005 valgte præsident José Manuel Zelaya Rosale på den anden, fandt sin foreløbige afslutning i går, hvor militæret med opbakning fra højesteret tvang nu ex-præsident Zelaya fra Honduras Liberale Parti ombord i et fly med kurs mod Costa Rica, har det haglet ned over det nok  ludfattige og korrupte, men også demokratiske Honduras med internationale fordømmelser.

Forrest er ikke overraskende gået Zelayas mentor Hugo Chavez, men også resten af de latinamerikanske lande, FN, EU og USA har fulgt trop i deres fordømmelse. Barrack Obama understregede dog også at “I call on all political and social actors in Honduras to respect democratic norms, the rule of law and the tenets of the Inter-American Democratic Charter,” og fortsætte med at “Any existing tensions and disputes must be resolved peacefully through dialogue free from any outside interference.

Givet USA’s historie i Latinamerika, og givet at CIA åbenbart var orienteret om det mislykkede kup på forhånd mod Hugo Chavez i 2002, er det forståeligt at USA træder varsomt.  Latinamerikas historie med talrige militær kup og en række autoritære militærstyrer kan også (som New York Times gør det i “Rare Hemisphere Unity in Assailing Honduran Coup“) spille en væsentlig rolle.

Nu er jeg jo i den heldige situation at jeg hverken skal tage hensyn til om mine ord udlægges som imperialistiske (USA og EU) eller om nogen anser det som en støtte til militærregimer i stedet for demokrati, og jeg er derfor i den heldige situation at jeg blot kan skrive hvad jeg mener. Men er der nogen der muligvis står for et slags kvasi-koloniserings forsøg i forhold til Honduras, er det nok Venezuelas Hugo Chavez.

Kort fortalt er forhistorien til gårsdagens afsættelse af Zelaya og indsættelsen af parlamentets formand (fra samme parti som Zelaya)Roberto Michelett som fungerende præsident. (den tidligere vice-præsident Elvin Ernesto Santos Ordóñe, trak sig fra posten i december 2008, for at stille op til præsidentvalget senere i år), at Zelaya ønskede at gennemføre en folkeafstemning i går søndags, som var blevet erkendt ugyldig, samt nægtede at genindsætte den militære øverstkommanderende, selv om han var blevet pålagt det af højesteret med dommerstemmerne 5-0), efter at han havde fyret den pågældende fordi militæret nægtede at deltage i en folkeafstemning der var erklæret ulovlig.Og mens resten af verden har valgt at stå på Zelayas side (i hvert fald officielt), er der god grund til at tro, at holdningen hos Honduras befolkning er en anden.

Zelayas er yderst upopulær og har formentlig kun opbakning fra 25-20% af befolkningen, hvilket dog naturligvis ikke kan angives som argument for at afsætte ham. Det kan til gengæld det faktum at han ikke respekterede den forfatning han selv er valgt under – Militærets aktion skete med godkendelse fra landets højesteret. Men sporene skræmmer naturligvis fra tidligere tiders militære indgriben andre steder i Latinamerika. 

Man kunne f.eks. pege på Chile i 1973, hvor militæret havde både kongressens opbakning og bred folkelig opbakning, da det “kuppede” præsident Allende. Derimod var der naturligvis hverken opbakning til det efterfølgende lange militærstyre eller de hårdhændede metoder der blev taget i anvendelse. Der er dog ikke grund til at tro, at det vil gå på samme måde i Honduras, hvis omverden vel og mærke blander sig udenom. Tværtimod er der god grund til at tro, at det planlagte præsidentvalg vil forløbe som planlagt senere på året.

Her er det sandsynlige udfald, at Honduras vil vælge en præsident der igen vil styrke båndene til USA og lægge fornyet afstand til Hugo Chavez, og her ligger måske en del af hunden begravet. Zelaya har siden valget af ham gentagne gange vist, at han desværre er en af den type præsidenter, som Latinamerikas historie desværre er så rig på – karakteriseret som de er ved ikke at respektere de grundlæggende demokratiske spilleregler, og en udpræget disrespekt for landets love, når de ikke passer ind i vedkommendes eget kram.

Men i modsætning til Hugo Chavez i Venezuela (og Evo Morales i Bolivia) havde og har Zelaya som nævnt ingen synderligt folkelig opbakning.  Mistroen fra store dele af det politiske, militære og juridiske system mod ham for i realiteten at ville sætte det demokratiske system ud af drift synes kun at være blevet styrket i det sidste år. I løbet af 2008 knyttede Zelaya tættere bånd til Hugo Chavez, se artikel fra Economist her. 

I det lys må jeg indrømme, at jeg – og det på trods af alverdens regeringers fordømmelse-, nok hælder mere til at militæret i Honduras i denne omgang snarere reddede demokratiet end det modsatte. Kønt er det ikke, men at man så hurtigt er ude og ganske ensidigt støtter en præsident der åbenlyst ikke ville overholde de konstitutionelle spilleregler, virker først og fremmest som udtryk for en ganske åbenlys mangel på respekt for Honduras og dets demokratiske forfatning.

Se også kommentarer på BBC og The Economist hjemmesider

For yderligere information, se også

http://www.nytimes.com/2009/06/30/world/americas/30honduras.html?pagewanted=1&_r=1&partner=rss&emc=rss

Punditokraternes 3. anbefaling falder lidt uden for katagori, fordi bogen har et par år på bagen, til gengæld kan den hentes gratis her. Hvis du ikke er en af de heldige der ejer en e-book reader der kan håndtere pdf på fornuftig vis, så kan den sagtens printes ud med to sider på hvert ark. Det er umagen værd. Bogen der omhandler Argentinas historie fra midten af det 19. århundrede og frem, forsøger at give nogle bud på Argentinas deroute fra et af verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede til det økonomiske morads og sammenbrud i 2001.

Selv om bogen handler om Argentina, – og her bliver det for alvor “scary” – , kan man med fordel læse bogen med vores eget land i baghovedet. For Historien om Argentina er samtidig historien om et land der satte sin egen fremtid over styr endda i flere omgange, ikke kun på grund af enkeltpersoner som f.eks. Juan Peron, men fordi det politiske systems dominerende rolle i forhold til markedet igen og igen har overtrumfet “sound” economics”. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det ikke også kunne – er i gang med at – ske her til lands. Lav vækst og en manglende vilje/evne til at gøre op med det nuværende velfærdssystem gennem de sidste 3 årtier gør, at dette ikke kan affærdiges.

For de der leder efter forklaringer på hvad der egentlig skete efter reformerne/privatiseringerne i begyndelsen af 1990erne og hvorfor det endte med det økonomiske sammenbrud i 2001 er denne bog et must – Carlos Menem mås vist ses som en af Latinamerikas store antihelte – skurk og reformator på samme tid.

At bogen som sagt samtidig er gratis (hvis der ses bort fra et par håndører til strøm og print) i disse økonomiske krisetider, er vel heller ikke at foragte.  

Jeg har skrevet en kort artikel om omkostningerne ved både vores nationale og den globale narkotikapolitik “10 trillioner gode grunde til at legalisere narkotikahandlen” , der kan læses på liberator.dk. Som jeg altid gør, når jeg skriver om dette emne, prøver jeg at holde mig til nyttebaserede argumenter.

Som det også fremgår af artiklen, hvor jeg kommer frem til at den førte narkotikapolitik koster det danske samfund omkring 16 mia. kroner om året, eller jeg skulle måske snarere skrive mindst 16 mia. kroner, da ikke alle omkostninger er medregnet (herunder en beregning der tager højde for at en del narkomaner formentlig ville være selvforsørgende uden at ty til kriminalitet, hvilket både ville spare overførselsindkomst samtidig med at det ville forøge værditilvæksten) af den ganske simple årsag, at jeg ikke aner hvor meget det drejer sig om. Med en forudsætning om, at forholdet mellem markedsomsætning og samlede omkostninger nok er det samme globalt, som nationalt, kommer jeg herefter frem til at de årlige globale omkostninger er ca. 10 trillioner kroner, eller ca. 3% af BNP, et nærmest absurd tal (dog ikke mere absurd en at det vist svarer ca. til det offentlige underskud i USA i 2009). Hvor enormt dette tal end er, tror også at dette tal undervurderer de reelle omkostninger. F.eks. burde man jo rettelig medtage det resulterende væksttab, der næppe er ubetydelig – lande som Afghanistan og Colombia, hvor der er en lige linie fra narkotika til muligheden for fortsatte kamphandlinger er åbenlyse, men der er mange lande, hvor der er en direkte forbindelse fra den illegale narkotikahandel og til ustabile politiske og økonomiske forhold. Hvor meget dette betyder for de reelle globale omkostninger kan jeg ikke sige, det ville blive de rene skud i luften. Men at konsekvenserne er meget alvorlige er jeg ikke i tvivl om.

Når man betænker, at vi reelt, med FNs tal taler om at der globalt er 24 millioner mennesker der har alvorlige misbrugsproblemer, hvilket svarer til ca. 1/3 % af den globale befolkning, er det unægtelig svart at se den førte politik, som intet positivt har afstedkommet i hele sin levetid, som andet end udtryk for komplet idioti, eller som jeg skriver i artiklen, hvis man nogen sinde kunne tale om at at være dummere end politiet tillader……

Sådan er det selvfølgelig ikke. Hvis vi ser bort fra de fundamentalt religiøse grunde til at forbyder handel og nydelse af en række euforiserende stoffer, – religiøse grunde der senere blev pakket ind i besværgelse om sundhed, så er narkotikapolitikken et af disse områder hvor politikerne effektivt har kunne køre på menneskers angst – og har gjort det. Da man for gud hvilken gang skruede op for “The war on drugs” i slutningen af 1980erne i USA (inden det valg, hvor Bush senior blev præsident) skulle der efter sigende være udarbejdet en rapport i det amerikanske justitsministerium, der viste, at det var en kamp der ikke kunne vindes – men der var jo stemmer i skidtet.

Vurderet på denne led bliver den førte narkotikapolitik jo ganske rationel set fra højrefløjens side. Til gengæld er det også slående, at venstre side af det politiske spektrum, hvilket vi også ser herhjemme, bruger og misbruger visse menneskers ulyksalige afhængighed til at promovere deres yndlingsdagsorden, der er lidt i stil med “Se-mig-mor-er-jeg-ikke-et-godt-menneske-jeg vil-så-gerne-hjælpe-de-svage” – desværre altid kombineret med at det skal alle andre så betale for. Derfor kan man komme frem til at det er en fornuftig mulighed at lave en forsøgsordning med uddeling af heroin, til en pris af 200.000 per narkoman, hvilket skal betales af… ja vi kender historien.

Under alle omstændigheder så håber jeg at de, der i lighed med mig synes, at det som et minimum bør gælde at love bør have den tilsigtede effekt, og kan følge mig i at man ikke skal smide gode penge efter dårlige (og da slet ikke 16 mia. af dem året) kan bruge mine beregninger til noget. Og på trods af at man kan anføre at beregningerne er ganske usikre, så er de ikke mere usikre end ganske mange andre beregninger om alt mellem himmel og jord der refereres til og tages som givne i den daglige debat. Og under alle omstændigheder er det bedre at forsøge at foretage beregningerne end blot at “føle sig frem”, selv om det er vældigt populært. 

Og så en lille opfordring: skulle der være nogen af bloggens læsere der på deres vej er stødt på andre beregninger af omkostningerne i forbindelse med den førte narkotikapolitik, også gerne om omkostningerne ved en evt. legalisering, så må i hellere end gerne lægge links til det. 

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet for en legalisering af narkotikamarkedet, – denne gang er det blevet til et indlæg sammen med Kjeld Flarup i Information. Ordet legalisering er her helt afgørende. For mens en afkriminalisering nok betyder bedre vilkår for misbrugerne, hvilket i hvert fald er konklussionen på den afkriminalisering der fandt sted i Portugal i 2001, betyder det formentlig ikke at det hjælper på det der er det absolut største problem i forbindelse med det illegale narkomarked, nemlig at de meget høje profitter i vid udstrækning finansierer en række af verdens mest brutale kriminelle organisationer samt terrorister fra Latinamerika til den muslimske verden. For at dette skal ændres er en egentlig legalisering nødvendig.

Jeg skal gøre opmærksom på at indlægget er skrevet i sidste måned, det vil sige inden regeringen i USA signaliserede en ændring af narkotikalovgivningen hen mod en mindre restriktiv lovgivning så længe der alene er tale om afkriminalisering vil effekterne som nævnt være begrænsede, omend lidt er bedre end ingenting. Det samme kan jeg dog ikke sige om det forsøg til 200.000 kroner per narkoman man vil lave herhjemme – det er ganske absurd og virker først og fremmest som endnu et udtryk for den ekstreme mangel på respekt skatteyderne der hersker i dette land. Det kan gøres meget billigere – reelt uden omkostning for skatteyderne. Udlevering af kanyle og stoffer mod kostpris (inkl. til husleje og ansatte)  burde være rigeligt – man må gå ud fra, at narkomaner afhængige af heroin nok selv kan finde ud af at tage stoffet.