For et par dage siden døde Cubas vicepræsident, Juan Almeida Bosque, 82 år gammel. Almeida havde været med hele vejen fra før Castros magtovertagelse, og bestred gennem sin karriere forskellige poster, uden dog reelt at have nogen særlig indflydelse. I anledning af hans død er hans betydning blevet beskrevet med følgende ord på DR’s hjemmesider:

“Som en sort mand i det racemæssigt blandede Cuba, var Almeida et vigtigt, visuelt symbol på et brud med fortiden, især i 1950’erens Cuba, hvor racisme og diskrimination var udbredt. Hans tætte forhold til Castro har i årtier været et tegn på afrikansk-cubanernes adgang til magt og indflydelse i det kommunistiske Cuba.”

Brugen af af ordet symbol er nok meget betegnende i denne sammenhng, da det nogenlunde er det eneste Castros kommunistiske regering har været leveringsdygtig i. At det skulle være blevet nemmere at være farvet i Cuba er der til gengæld ikke mange tegn på. Med tanke på, at andelen af den cubanske befolkning der ikke er af europæiske oprindelse steg betydelig efter “revolutionen” i 1959. Det var i de første årtier primært over- og middelklasse (der netop overvejende var af europæisk oprindelse) der forlod landet. Dette har ikke ikke just afspejlet sig i den nye overklasses sammensætning efter 1959.

Eller som “The Real Cuba” skriver;

“Almeida was considered the “token black” in Cuba’s regime. In reality, he never exercised any power and his main duties consisted of welcoming foreign ambassadors to Cuba and writing songs that he would play on his guitar.”

Og når nu det væsentligste træk ved Almeida åbenbart var hans hudfarve, så er det jo et paradoks at det “racistiske” Cuba før 1959 blev ledet af en (burde det vist fremgå med al tydeligthed af ovenstående foto) farvet mand, nemlig Fulgencio Batista. Cubas stærke mand fra 1933, demokratisk valgt præsident fra 1940 til 1944 og diktator fra 1952 til 1959.

Som jeg har skrevet om tidligere har man forsøgt at finde en forhandlingsløsning mellem på den ene side Honduras midlertidige regering og på den anden side Organisationen af Amerikanske stater (OAS), der ønsker den afsatte præsident Zelaya genindsat hans periode ud. Forhandlingerne har indtil dato været resultatløse og i mellemtiden nærmer det honduranske præsident- og parlamentsvalg sig.

Efter at OAS og den midlertidige regering tidligere på sommeren forgæves forsøgte at komme frem til et kompromis – OAS ønsker fortsat at den afsatte præsident Zelaya vender tilbage til Honduras som præsident, er spændingerne øget det seneste par uger. Hvis den midlertidige regering under ledelse af Micheletti havde regnet med at man kunne forhale en forhandlingsløsning frem til det planlagte præsident- og parlamentsvalg i november må de seneste udmeldinger fra OAS og dets medlemsstater være en våd klud i ansigtet.

Mens Zelayas tilhængere, der IKKE inkluderer hans eget parti eller dets præsidentkandidat til det kommende valg, men derimod primært en række fagforeninger (bl.a. lærernes) og andre ”progressive” organisationer, fortsat strejker og demonstrerer og opfordrer til boykot a det kommende valg (det kan de jo gøre med sindsro, da de ikke har en kandidat der kan vinde dette valg), har OAS og en række medlemslande spillet ud med, at de ikke vil anerkende et kommende valg, med mindre Zelaya vender tilbage inden.

Hermed vil der kunne opstå den temmelig bizarre situation at vinderen, der vil være den samme uanset om Zelaya ikke var blevet afsat ikke bliver anerkendt af omverden. At afsættelsen af Zelaya ingen rolle spiller skyldes dels at han ifølge Honduras forfatning ikke kan genopstille og dels at de to store partiers kandidater – der reelt er de eneste der kan vinde embedet og for øvrigt er tidligere vicepræsident under Zelaya, Elvin Santos, fra det liberale parti og Porfiro Lobo, der tabte knebent ved det seneste præsidentvalg til Zelaya, fra det Nationale parti. Kandidaterne vandt deres partiers primærvalg inden Zelayas afsættelse (Elvin Santos vandt for øvrigt over netop den nuværende midlertidige præsident Micheletti).

Daniel Altschuler, der blogger på Americas Quarterly skrev følgende for et par dage siden om baggrunden for OAS og også USA spiller kortet med at true ikke at ville anerkende de forestående valg ;

”Despite this potential justification for accepting the elections, governments in the Americas seem intent on defending a straight-forward principle. For these countries, so many of which experienced devastating military coups, it remains important to publicly proclaim that military intervention—even if the military does not currently hold the reins of power, as it did after previous Honduran coups—is simply unacceptable.  Latin America fought a long battle in the 1980s and 1990s to curb military power.  The region now wishes to send a strong message that military intervention in domestic politics in this part of the world will never be legitimate.”

– og fortsætter med at give en anden og ganske straightforward grund,

”The OAS countries have also rejected the upcoming elections because this is one of the only remaining modes of pressure at their disposal.  Already, the OAS has suspended Honduras’ membership, virtually all countries (the exceptions are Israel and Taiwan) have rejected the Micheletti government and recognized Zelaya and his ambassadors, and various countries, including the United States, have suspended millions of dollars of aid.  Simply put, the OAS countries are running out of sticks to force Zelaya’s return, and, with less than 100 days left before voters go to the polls, not recognizing these elections may be all they have left.” – læs yderligere her.

Det vil i den grad være en bizar situation, under forudsætning af at valgene forløber nogenlunde på samme måde som de ville være forløbet uden de seneste måneders ballade. Det indebærer, at man ved ikke at godkende valget indirekte underkender alle forudgående demokratiske valg siden Honduras overgang fra militærstyre til demokrati i begyndelsen af 1980erne. En yderligere krølle på halen, hvis Danmark følger OAS holdning (og det gør de jo nok), og i tilfælde af at den tidligere vicepræsident Elvin Santos fra det liberale parti vinder vil det indebære, at Venstre i Danmark nægter at anerkende en demokratisk valgt præsident fra et anerkendt søsterparti. Begge er (sammen med for øvrigt det radikale venstre) medlem af Liberal International .

En lille note om Venezuelas ”uofficielle talsmand Niels Lindvig og Orientering udefra på P1.

I en kommentar til et andet indlæg her på bloggen skrev ”Michael” for et par dage siden, – i anledning af at Niels Lindvig under dække af en journalistisk analyse endnu en gang først og fremmest brugte lejligheden til at delagtiggøre os andre i hans egen antiamerikansisme – under overskriften ”Off Topic”;

“Tilstræbt objektivitet” synes ikke at være en ambition, og han gør sig ingen anstrengelser for at finde kilder til sine påstande. Det lader til at være nok for ham at refere til at “mange” synes dit eller dat. Skandaløst, orker ikke engang at skrive en klage til dem.

Jeg er ganske enig med Michael og undre mig egentlig over at DR ikke blot stiller mikrofonen til rådighed for en repræsentant for Venezuelas regering. Det er imponerende hvorledes Niels Lindvig er i stand til igen og igen ikke at beskæftige sig med substansen i begivenheder der er anledningen til hans tirader. Det er nu lykkedes ham igennem fler måneder at ignorer at Honduras militær agerede under ordre fra højesteret (og ikke den anden vej rundt) – det kunne ikke være sagt bedre af en fra Hugo Chavez propagandamaskine. På den anden side havde en repræsentant for Hugo Chavez formentlig gjort det gratis, os så kunne vi jo spare Niels Lindvigs lønning. Men hør evt selv her og sammenlign evt. med ovenstående beskrivelse fra min side.

Men det er selvfølgelig ikke overraskende at Niels Lindvig gladelig igen og igen stiller sig op og fremfører sine ensidige tirader – han er jo kendt for tidligere at have forsvaret Hugo Chavez klapjagt på kritiske røster i Venezuelas medieverden.

Det er jo også bemærkelsesværdigt, at mens han i et af sine tidligere indlæg har gjort en del ud af at Honduras er en af Latinamerikas mest korrupte lande – omend forholdene rent faktisk er forbedret gennem de seneste 10 år, se nedenstående figur, så har vi mig bekendt fortsat til gode at høre om hvorfor Venezuela i løbet af Hugo Chavez regeringstid har udviklet sig til at være det mest korrupte land i “the Americas” efter Haiti.

Derimod kan alt hvad USA fo
retager sig vendes og drej
es og få en negativ spin – her i sidste omgang, at Obama administrationen konsekvent har valgt at omtale det passerede som et statskup og ikke et militærkup. Niels Lindvig kaster sig ud i en længere redegørelse der blot ikke forholder sig til den enkle kendsgerning at der slet ikke var tale om et militærkup. Militæret handlede IKKE på egen hånd, men udførte ”blot” den ordre den havde fået fra højesteret.

Det der står hen i tågerne er hvem der gav ordren om at den afsatte præsident blev sendt ud af landet i stedet for blot at blive arresteret (der er nu udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om gennemgribende korruption). Om der er tale om militærkup eller statskup eller….behøver naturligvis ikke i sig selv at ændre noget ved hverken om man mener at afsættelsen af præsident Zelaya eller ej,. Men hvis der vitterligt er tale om et militærkup og at det alene er afgørende for omverdens reaktion , så må man undre sig over at en sådan reaktion ikke indfandt sig, da præsident Jamil Mahuad blev afsat i Ecuador i 2000. Nok blev den kortlevede militærjunta under Lucio Edwin Gutiérrez Borbúa, der senere var demokratisk valgt præsident fra 2003 og til 2005, hvor han blev afsat, bl.a. med pres udefra tvunget til at gå af efter få timer, hvorefter parlamentet indsatte den tidligere vice-præsident Gustavo Noboa Bejarano. Skulle der drages en parallel til dagens situation i Honduras burde man vel ret beset have krævet, at Mahuad blev genindsat dengang eller acceptere at formanden for parlamentet ledede landet frem til det planlagte valg – Den tidligere vicepræsident trådte tilbage ved årsskiftet på grund af sit kandidatur til det det kommende præsidentvalg.

Undertegnede har leveret denne weekends klumme til 180grader. “Rend mig i danske værdier – fra Gud, Konge og Fædreland til velfærdsstat og demokratisk totalitarisme“.

Det er ikke første gang jeg er ude “med riven” i forhold til dette parti, der i den grad har vist sig virkeligt at leve op til en bestemt betydning af ordet konservativ – at holde fast i det bestående – uanset hvad dette så måtte være – i dette tilfælde en socialdemokratisk velfærdsstat der på fornem vis sikrer at Danmark konsekvent vil sagte agterud i forhold til mere dynamiske økonomier.

Integrationsforslaget er en rystende omgang ufatteligt naive forestillinger om hvad man kan gøre via uddannelsessystemet og skræmmende opvisning i komplet historieløshed, der ender i en næsten Pol-Potsk forestilling om mennesket som et tomt hylster der bare kan fyldes på.hos det konservative folkeparti er vores børn så sandelig statens og ikke vores.

Jeg kan selvføgelig ikke med sikkerhed sige, hvad min sagelige morfar, der var konservativ borgmester i Frederikshavn i begyndelsen af 1950erne ville sige til den omgang kolektivistiske konstruktivisme som hans parti har præsteret gennem snart mange år, hvor “gode borgerlige dyder” som frihed og ansvar, for slet ikke at sige sandruelighed er fejet af bordet (sidstnævnte kan dog skyldes at de indvolverede ganske enkelt ikke ved bedre) til fordel for kvalme socialistiske begreber som demokratisk livsform og opdragelse i “demokratisk medborgerskab”, men han havde næppe været medlem.

Men han var selvfølgelig også fra en tid, hvor han som et godt borgerligt menneske ikke kunne finde på at forlange betaling for sin tid som borgmester (det var før “professionaliseringen – hvorfor effektiviteten var en helt anden – og højere – end i dag), og hvor ligning af selvangivelser var borgerligt ombud – og hvor man med den viden man fik kunne sikre, at Roterys hjælp til byens fattige medborgere fik den hjælp de havde brug for.

I dag kæmper det konservative for et system der er direkte skadeligt for ideen om et personligt ansvar (og decideret indskrænker den personlige frihed). Det er der andre partier der kan gøre meget bedre, så egentlig forstår jeg ikke hvorfor man ikke blot nedlægger sig selv – evt. med et gyldent håndtryk til de ledende politikere i partiet, der i den grad lever op til en bestemt fordom om ledende politikere i netop dette parti i forhold til rekruteringsgrundlaget – jeg dog vil undlade at uddybe.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, ville jeg vende tilbage med et kort indlæg efter debatten med Mellemfolkeligt Samvirke og Danwatch i fælledparken, hvor jeg ikke har været i mere end 20 år – det band der spillede på en scene tæt på hvor debatten fandt sted lød som om de ikke havde været ude af fælledparken i de mellemliggende 20 år 🙂

Jeg var egentlig positivt overrasket over at der var pænt med tilhørere, på trods af at vejret absolut ikke lagde op til at man trak indenfor (debatten foregik i MFs “fair” lounge-telt).

Debatten flyttede næppe manges holdning, hvilket ikke var den store overraskelse, – og som jeg skrev i mit sidste indlæg vil jeg også være tilfreds hvis blot en enkelt eller to bare tvivlede lidt på hvorvidt det at pålægge virksomheder der opererer i udviklingslande større omkostninger, og at der måske aligevel er noget om det den “onde” økonom sagde om at der ikke eksisterer noget kendt eksempel på et fattigt land der har oplevet et konsistent velstandsløft ved hjælp af gode viljer, øgede omkostninger og godgørenhed – det kræver hårdt arbejde og markedsfremmende reformer.

Det stod hurtigt klart, at mine økonomiske argumenter bestemt ikke bed på mine meddebatører, og vi kan vist med god samvittighed konkludere at de og jeg lever i parallelle universer – jeg ville nu ellers mene (uanset hvad vi ellers må mene om Kina – og der er mange ting at være kritiske overfor), at nedenstående simple figurer taler deres eget tydelige sprog. En reduktion af befolkningen der lever i absolut fattigdom fra ca. 2/3 til 10% på 25 år og et  BNP per capita der i samme periode er er blevet 6 gange højere burde efter min opfattelse ellers få alle NGO’ere med et bankende hjerte for de fattige på denne klode til at klappe i deres små hænder, men nej, man kan heldigvis altid finde en hel masse andre ting at kritisere, som f.eks. arbejdsvilkårene for de millioner af kinesere der ved at tage fra landet og ind til byerne har fået et stort løft i deres levestandard. Og når alt andet fejler, kan man som en af tilhørerne gjorde det jo altid sige at det handler om noget andet end økonomi – og at de nok havde det bedre hjemme i landsbyen (hvorefter vi kan konkludere at han må anse kineserne for ikke at vide hvad der er til deres eget bedste) – jeg må ydmygt erkende, at med en indtægt svarende til nogle hundrede dollars om måneden så er der nok ikke ret mange andre ting der har betydning for de omtalte kinesiske arbejdere end netop økonomi.

(BNP tal er fra Penn worlds tables og fattigdomstal er fra Verdensbanken)

Her kommer vi til hvad der nok var og er den helt store forskel mellem os der har betragtet historien og dels noteret os at kun markedet historisk set konsistent har været i stand til at skabe og sprede velstand i fattige lande, og dels at der ikke eksisterer en nem genvej til velstand – its hard work, og og de hvor det altafgørende synes at være følelser, vel og mærket deres følelser, og de fattige arbejdere og bønder, hvis velbefindende ligger dem på sinde, i sidste ende reduceres til at være objekter for NGOernes store behov for at  deres gode følelser med vold og magt også må medføre gode resultater. Derfor er det dem selvfølgelig magtpåliggende at postulere at de har gør en positiv forskel selv om det er fagligt nonsens (og deres eneste dokumentation foreligger i anekdoteform), – og så var det forøvrigt interessant at notere sig hvorledes de åbentlyst (hvilket selvfølgelig blev benægtet når de blev konfronteret med det) led under “The white mans burden” – og egentlig en småimperialistisk forestilling om at vi fortsat er centrum for politisk og økonomisk magt (der jo som bekendt plejer at følges nogenlunde ad over længere tid). Som om den fortsatte udvikling i europæisk økonomi og efterspørgsel har nogen større betydning for verdensøkonomien.

Those days are gone, og vil kun blive understreget af den nuværende økonomiske krise, der vil vare kortest tid i Asien, formentlig blive dybest i USA (når prisen for den nuværende ekspansive politik skal betales – hvis Obama er heldig i hans anden valgperiode), men vil blive længst i Europa – eller rettere blot vi gøre Vesteuropas strukturelle vækstproblemer endnu mere tydelige.

Men hvis man forestiller sig at den hastigt voksende middelklasse i Kina og  indien, der tilsammen rummer næste 40% af jordens befolkning, har tænkt sig at betale mere end højst nødvendigt for deres produkter, så er man måske også lige præcis så naiv at man rent faktisk tror på, at man kan fordele sig til stigende velstand, og så er man lige præcis uvidende nok til at købe hele fair-trade konceptet.

Og selv om en af tilhørerne som sagt mente at kineserne tog ind til byerne for at finde arbejde fordi de for dumme, og satsede på en højere materiel levestandard for dem selv og ikke mindst deres børn (han brugte selvfølgelig ikke disse ord) i stedet for at blive hjemme i landsbyen, så tror jeg helt ærligt at den største uvidenhed, for ikke at sige dumhed, skal findes et andet sted langt tættere på, nemlig i Fælledparken en weekend i august 2009.

Hvilket selvfølgelig ikke er det samme som at det ikke var rare og søde mennesker jeg debaterede med, for sådan virkede de skam på mig. Og folk så bestemt ud til at hygge sig med fair-trade is, øl og lange guitarsoloer.

Og der har helt sikkert været mange af tilhørerne der har syntes at jeg var både kold og kynisk – men sådan er vi økonomer jo som flest i øjnene på de hvor drøm og følelser altid vil overgå krav om rationalitet og realisme.

På søndag skal jeg debatere med formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach, og Anne Skjerning fra en organisation ved navn DanWatch, der ifølge dem selv har som mål at være

”den dybdeborende journalistiske vagthund, der sætter nye dagsordener ved at dokumentere konsekvenserne af danske og multinationale virksomheders investeringer, indkøb, handel og produktion i udlandet. Det er organisationens primære formål at sætte fokus på udnyttelse af arbejdskraft (min fed) og naturressourcer i udlandet….”

Nu er jeg som bekendt en stor tilhænger af “udnyttelse af arbejdskraft” – hvilket jo også kunne formuleres som “at tilbyde beskæftigelse”.

Jeg har i den anledning skrevet et indlæg på det liberator.dk, der kan læses her. Den grundlæggende forestilling hos organisationer som Danwatch og Mellemfolkeligt Samvirke er der intet historisk belæg er for, og er nok mest er i tråd med hvad jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i forbindelse med den afhængigheds-teoretiske opfattelse af den økonomiske udvikling, se her.

I min artikel i Liberator skriver jeg ud fra en af de kampanger som Danwatch promoverer for bedre arbejdsvilkår i produktionen af mobiltelefoner. Her er det ganske paradoksalt, at en af de organisationer der står bag Danwatch er forbrugerrådet!! At arbejde for at mobiltelefoner bliver dyrere kan vist næppe anses for at være et mål for en organisation jeg i min naivitet først og fremmest vil mene burde varetage forbrugernes interesser, og det er hverken lig med producenters eller arbejderes interesser.

Hvad der åbenbart (også) er gået ganske hen over både Danwatch og forbrugerrådet er, at der findes forbrugere i den 3. verden. I forhold til mobiltelefoner så mange, at det er her den fortsatte vækst i salget primært ligger. Mange af disse potentielle forbruge har langt værre arbejdsvilkår end de der tilknyttet produktionen af mobiltelefoner. Med andre ord ønsker Danwatch, forbrugerrådet osv. at mennesker der har lavere løn og dårligere levevilkår end kinesiske og filippinske arbejdere der laver mobiltelefoner skal betale mere for deres mobiltelefon, ultimativt at de ikke har råd til at købe en. Det hænger vist kun sammen, når det er mavefornemmelser og føleri over en kop (fairtrade)te der bestemmer.

Jeg er klar over, at jeg næppe bliver populær ved det jeg kommer til at sige, ej heller hos tilhørerne. Debatten er led i den “Fair-trade” weekend der afholdes i fælledparken den 22-23. august, hvor man gå ud fra at de fleste af de der tropper op har købt konceptet bag, og næppe kærer sig om, at det ud fra et fagligt udviklings-økonomisk synspunkt er ganske håbløs – i bedste fald meningsløs, i værste fald direkte til skade for verdens fattige.

Hvis nogen skulle have lyst til at overvære debatten kan jeg fortælle , at den finder sted på søndag den 23. kl. 14.15 i noget der hedder “lounge-teltet” – se nedenstående kort.

Min popularitet (hvis en sådan overhovedet skulle indfinde sig) vil formentlig være endegyldigt ødelagt, når jeg erkender at jeg ikke mener man skal undgå produkter der er produceret med børnearbejdere – tværtimod. Og det hjælper næppe, at man langt ind i Godhedsindustrien udemærket ved, at vestlig boykot af produkter lavet af børn, først og fremmest forringer vilkårene for selv samme børn, som man påstår man vil hjælpe (de og deres familier skal jo stadig have noget at spise).

Jeg skal nok vende tilbage med et kort referat af debattens forløb og hvorvidt jeg har fået en “fair” behandling 🙂

På sin blog på Berlingske Tidende har Jacob Mchangama et umanerligt velskrevet indlæg om den verserende Burka debat.

Som Jacob skriver;

“Jeg synes personligt, at burkaen er provokerende og ville helst leve i et samfund, hvor ingen kvinder gik i burka”

og fortsætter med

“så længe der ikke er tale om, at en kvinde bliver tvunget til at iklæde sig en burka må det være hendes ret, uanset om det provokerer andre borgere og politikere. Det er klart, at kvinden også selv må bære konsekvenserne ved at bære burka i form af, at det bliver svært at få et job og skabe et netværk. Man kan også overveje om man bør kunne få socialhjælp, hvis man nægter at modtage et jobtilbud på grund af burkaen.”

læs hele indlægget her.

Læs resten →

Jeg skal erkende, at det er med en hvis overbærenhed og lettere forundring at jeg til stadighed møder vesterlændinge, især europæere, både på venstre- og højrefløjen, der fortsat opfatter os som “the center of the universe” udstyret med en særlig forpligtigelse til at udbrede menneskerettigheder og demokrati på den ganske klode. Selvfølgelig er der forskel på venstre- og højrefløj, førstnævnte vil dels aldrig erkende det imperialistiske islæt i deres dagsorden og gør det dels med et udgangspunkt i en opfattelse af, at vi skulle tilhøre en særlig “ond” kultur/race (det eneste den vestlige/europæiske verden gjorde sig skyld i var vist at være andre kulturer overlegen – noget der kom sent og holdt kort), mens sidstnævnte i højere grad ligger op af den originale udgave af  “the white mans burden”, som den udvikledes i det 19. århundrede, hvor ideen om at den vestlige (læs anglosaksiske) verden havde et særligt ansvar for at civilisere “de vilde”. En opfattelse vi finder hos bl.a. hos John Stuart Mill og Karl Marx, der anså koloniseringen af Afrika som en forudsætning for at disse lande kunne blive industrialiseret og dermed komme et skridt nærmere den socialistiske revolution. Også i USA, det 20. århundredes ynglingshadeobjekt for nationalister og venstrefløj over hele verden, var/er det en fremherskende opfattelse, at vi har et særligt ansvar overfor “de vilde” (på trods af USAs selvdefinition som anti-imperialistisk) i den neokonservative udgave kombineret med forestillingen om at dette er en forudsætning for national sikkerhed.

Groft sagt kan man sige, at I sidste ende ville borgerne (i Europa) ikke finansiere civiliseringen af “de vilde” og deres egne nationers eventuelle stormagtedrømme. Vi slap dog ikke for  de økonomiske omkostninger – omend man kan sige at de blev spredt ud på flere lande.

I stedet for kolonier fik man FN, samt en myriade af statslige og uafhængige organisationer (NGO’er) – der dog for en stor dels vedkommende (i det mindste i vores del af verden er delvist skattefinansierede). Disse for længst har vist sig deres manglende evner til for alvor at forandre levevilkårene for mennesker i den fattige del af verden. Også her kan man naturligvis sige, at der er tale om vestlig imperialisme, – selv når det er den selvhadende venstrefløj der argumenterer for mere hjælp og mere indsats – det handler stadig om at tage udgangspunkt i egne normer og selvforståelse – ofte til stor skade for de befolkninger man har sat sig for at hjælpe.

Og mens det måske nok er muligt at forklare “almindelige” mennesker, at der er i vid udstrækning er tale om spildte kræfter, er det selvfølgelig helt umuligt i forhold til venstrefløjen, funderet som den er i sine utopiske ideer om hvordan alting burde være og sin kroniske dårlige samvittighed (aldrig på egne vegne, altid på vores andres) og forståelse af at tidligere tiders europæiske globale dominans og senere amerikansk dominans skulle være udtryk for en særlig ondskab, hvilket naturligvis er noget sludder.

Europæernes adfærd for 500 år siden adskilte sig ikke synderligt fra resten af verden – spanierne var ikke mere brutale end aztekerne eller inkaerne f.eks. Hvis man skulle pege på noget er det snarere, at man i oplysningstiden og hvad derefter fulgte erhbvervede sig en kronisk dårlig samvittighed, hvilken en afrikaner engang har beskrevet som den vestlige verdens største handicap. Samvittighed er muligvis et nødvendigt “onde”/del i vores civilisation med dets vægt på individuelle og grundlæggende universelle rettigheder (men derfor behøver man måske ikke ligefrem dyrke den) – Rettigheder (og her afslører jeg selvfølgelig at jeg også er imperialist), som vi ganske rimeligt bilder os ind at alle har krav på.

Jeg er altså ikke ude på at vi skal slække på vores krav om at der bør gælde visse universelle rettigheder i hele verden, men nok et spørgsmålstegn ved om det vitterligt er vores opgave at finansiere udbredelsen af dem, og ikke mindst, når vi ikke vil gå hele vejen, hvilket ville indebære en nykolonisering af verden, om vi dybest set ikke er bedst stillet (inkl. befolkningerne i den fattige del af verden) ved at gøre som kineserne.

Anledningen til ovenstående betragtninger er to indlæg i denne uges udgave af The Economist. En af lederne “Whose side is Brazil on ?” handler om Brasilien og ikke mindst dets nuværende præsident Lula, hvis myte efterhånden er større end manden selv, hvor man efter indledende ros, skoser ham for hans udenrigspolitik og omgangskreds – der udover Hugo Chavez inkluderer Iran og Kina. At Economist så efter min opfattelse roser Lula alt for meget er en anden sag. Det mest positive der kan siges om ham er, at han i store træk har videreført den forgående regerings politik, dog uden at fortsætte de nødvendige reformer – til gengæld er kvaliteten af den offentlige administration faldet betydelig og korruption steget, hvilket jeg vender tilbage til i et kommende indlæg. De dele af hans socialpolitik der virker skylder ikke så lidt til både den forgående regering og tiltag der tidligere er gjort i Mexico. Derudover er der en interessant – og yderst velskrevet artikel, “Latin America geopolitics – the dragon in the backyard “, der beskæftiger sig med det ganske markante skift der har været i de globale økonomiske relationer – herunder handelsstrømmene – de senere årtier, hvor Kina selvføgelig står i centrum, st ud fra et latinamerikansk perspektiv.

Der er muligvis mange grunde til at være lettere bekymret over udviklingen i Kina – især efter den tog en mindre liberal drejning i 1990erne, og jeg har flere gange mødt folk (bl.a. danskeren Kim Nørgaard, der leder af CNN i Afrika) der har raset over Kinas økonomiske ekspansion i Afrika, der om noget er det som venstrefløjen (med delvis urette) altid har anklaget vesten for, 100% styret af Kinesisk egeninteresse.

Den bekymring deler man ikke i Latinkamerika, hvor man i flere lande kan tale om at der har været decideret “Kina eufori” – en eufori der muligvis vil falme i takt med at Kina for alvor bliver en supermagt, og hvis den dag kommer – hvis den nogensinde kommer – hvor Kina skulle overtage USAs rolle som den fremmeste supermagt, vil den utvivlsomt blive udsat for samme behandling som USA. Men indtil videre tager man med glæde imod de forretningsmuligheder øjner, som konsekvens af et tættere økonomisk samarbejde. Og det er med et Kina som absolut ikke lider af moralsk kvababbelse, men derimod agerer 100% ud fra kinesiske interesser.

Og her kommer så spørgsmålet enhver bør stille sig. Hvad mon på sigt hjælper befolkningerne i Latinamerika og Afrika mest, Kinesisk egennytte eller vestlig ulandsbistand?

Måske kunne vi på dette punkt lære noget af kineserne og genopdage en af de afgørende dyder ved kapitalismens “hæmningsløse” jagt på profit – at den ganske ufortjent plejer at gavne de der er målet for dens udnyttelse – og det er desværre mere end hvad man kan sige om de trillioner af dollars man har brugt på udlandsbistand gennem de seneste halve århundrede fra vestlig side.

Og hvad var det så lige der var Kim Nørgaard fra CNN’s hovedanke mod kinesisk ekspansion i Afrika? Jo, det var at den først og fremmest gavnede diktatoriske magthavere i regionen. Hvis det er tilfældet kan det herefter konkluderes, at kinesisk ekspansion på det punkt ikke adskiller sig synderligt fra vestlig udlandsbistand

Indenfor de sidste 48 timer har der været stor forvirring omkring de videre diplomatiske forsøg på at finde en mindelig løsning på Honduras. Således forlød det i første omgang, at Honduras midlertidige regering ikke ville tillade en forhandlingsdelegation fra AOS adgang til landet. Dette problem er tilsyneladende løst, ved at OAS formand, den tidligere chilenske udenrigsminister Insulza, kun optræder som observatør – et krav fra Honduras regering. Mistroen til Insulza er bundet i OAS meget konfrontative reaktion i dagene efter præsident Zelaya var sendt ud af landet. Honduras blev smidt ud af organisationen med henvisning til at OAS har forpligtiget sig til at “forsvare” demokratiet. Hvilket dog ikke afholdt samme organisation (og dermed medlemslandende) fra at invitere Cuba, der har været udelukket siden 1964, – den gang forøvrigt på Venezuelansk foranledning, tilbage i folden tidligere på året.

OAS og ikke mindst dets formands reaktion blev og bliver i Honduras opfattet som en klar og partisk støtte til Zelaya. Forsøgene på at skabe en overgangsløsning indtil en ny præsident vælges i efteråret bliver ikke mindre problematiske af, at der er udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om bedrageri.

Hvor speget hele affæren efterhånden er blevet illustreres måske ganske glimrende af en artikel (Opinion) “The FARC’s Honduran Friends ” i WSJ af en af avisens redaktører Mary Anastasia O’Grady (modtager af International Policy Network’s Bastiat Prize i 2005). Hun har tilsyneladende fået fat i materiale fra nogle af de FARC computere, som det colombianske miltær beslaglagde ved en militæraktion i Ecuador sidste år. På disse har man (hvis det er korrekt) fundet lister over FARCs politiske kontakter, der bl.a. skulle indkludere “Partido de Unificación Democrática”, det eneste af de partier der er repræsenteret i parlamentet i Honduras, der støtter Zelaya’s tilbagevenden, og som er aktive i de protestaktioner der finder sted i Hondas.

Og så er der forøvrigt fortsat betydelig forvirring internt i Honduras omkring begivenhederne den 28. juni. Det står helt klart, at militæret ikke handlede på egen hånd, men efter ordre fra højesteret (hvilket gør at det er temmelig problematisk at begivenhederne stadig omtales som et “kup” eller endog “militærkup” nogle steder). Til gengæld er der en del uklarhed omkring beslutningen om at sende Zelaya i et fly til Costa Rica. Dette er nu blevet en sag for højsteret, der skal afgøre om militæret brød Zelayas grundlovssikrede rettigheder, da de besluttede at sende ham ud af landet.

Som journalisten Blake Schmidt, der bl.a. rapporterer til Bloomberg fra Honduras hovedstad Tegucigalpa skrev til mig i en mail:

“the military was acting on orders of supreme court to arrest zelaya. but supreme court didn’t rule that he should be thrown out of country. It’s not exactly clear who made that decision but hopefully this case will shine some light on it”

Den forgangne uge kan næppe siges at have arbejdet for ex-præsident Zelayas tibagevende, Ifølge WSJ den 5. august har USAs regering droppet at indføre sanktioner mod Honduras, mens man understreger, mens man fortsat tager afstand til kuppet/afsættelsen af Zelaya, at hans ageren op til begivenhederne den 28. juni var uacceptable, som det fremgår af et brev fra udenrigsministeriet:

“We energetically condemn the actions of June 28. We also recognize that President Zelaya’s insistence on undertaking provocative actions contributed to the polarization of Honduran society and led to a confrontation that unleashed the events that led to his removal,”

Der bliver som sagt heller ikke noget af de tidligere annoncerede økonomiske sanktioner.

Jeg har forgæves ledt efter en kommentar til dette på Orienterings hjemmesider, men det har ikke været at finde, måske fordi man ikke har fundet den rigtige vinkel på historien og måske fordi brevets ordlyd ville kræve at man forholdt sig til den afsatte præsidents egen ageren. Men det kan komme endnu, mon ikke det vil blive indledt med et eller andet skummelt om “stærkt konservative kræfter i det republikanske parti med tætte forbindelser til honduras erhvervsliv har presset Obama administrationen….” eller noget i den retning.

Jeg skal ikke undlade at kippe med hatten for at der endelig er nogen der indtager et mere nuanceret standpunkt omkring krisen i Honduras. Selv om man næppe skal forvente en lignende ændring i den europæiske position.

Ifølge en artikel fredag i The Miamia Herald kunne dette “open the door for an alternative option as president,” ifølge en lokal iagtager og konsulent, Jorge Yllesca, der fortsætter “meaning that interim President Roberto Micheletti might try to end the political crisis by stepping aside, not for Zelaya but for the president of the Congress or the chief justice of the Supreme Court”.

Allerede da Hillery Clinton tog afstand fra Zelayas forsøg på at krydse grænsen mellem Honduras og Nicaragua, medførte det hård kritik fra Hugo Chavez og Co., men det er selvfølgelig ikke overraskende.

Men mon ikke der er en nogenlunde god chance for at dette medfører, at der nok vil være masser af retorik, og ikke meget mere, i de kommende måneder. Jeg ville jo mene, at situationen mere eller mindre bør løse sig selv i kraft af at der er præsidentvalg i efteråret, hvorefter der  – hvilket der skulle under alle omstændigheder – vælges en ny president.

Det skal dog medtages, at der fortsat er demonstrationer og strejker i Honduras fra de der støtter Zelaya, hvilket involverer en række fagforeninger, bl.a. lærerne og sygeplejeskerne (sidstnævnte gik i ugens løb i strejke på ubestemt tid).

Noget andet er så hvilken effekt hændelserne indtil videre får på resultatet af dette valg, og på Honduras politik og demokrati på længere sigt. Et muligt resultat er at man vil se en afslutning på den dominans som det Liberale parti (som Zelaya og Micheletti begge kommer fra) og de konservative. Til sammen sider de på 117 ud af kongressen 128 pladser. De der har støttet Zelaya vil jo næppe gå til de konservative, og næppe heller stemme på de liberale, næste gang de skal stemme til kongressen. Og uanset at det overvældende flertal var imod Zelayas politik og ageren, har han stadig omkring 1/3 af vælgerne bag sig, hvilket indikerer muligheden for et betydeligt opbrud i det politiske billede, hvis vestrefløjen forstår at gribe chancen. 

Sidstnævnte skrevet uden at jeg kan påberåbe mig noget særligt kendskab til Honduras venstrefløjs evner eller mulighed for at sælge sig som “clean” – det vil sige ikke korrupt (hvilket i den udstrækning denne illusion eksisterer i Honduras, vil være et argument der forsvinder i takt med magt og indflydelse , et emne jeg vender tilbage til med udgangspunkt i Brasiliens nyere historie i en kommende post).

Det er vist ikke nogen overraskelse for læserne af denne blog, at jeg mener at store dele af ikke kun den journalistiske dækning i MSM, men også den information der kommer fra det akademiske miljø om Latinamerika er yderst misvisende. Ja, til tider direkte fornærmende overfor den mere end halve milliard latinamerikanere, der lever i lande hvis kulturelle kompleksitet og forskellighed fortjener bedre end at blive reduceret til et redskab for teoretiske forestillinger der skylder ikke så lidt til tidligere tiders marxistiske  postulat af en videnskabelig fremstilling. Det gælder også den lokalt udviklede afhængighedsteori, en særlig afart af center-periferi forestillingen om den globale økonomi.

En forestilling der fortsat præger nyhedsdækningen fra regionen – ikke mindst i Orientering på P1. Desværre er “skadevirkningerne” ikke kun begrænset til de der lytter til P1 eller går til farelæsninger på de højere læreranstalter. Problemet er at denne opfattelse igennem mange årtier fuldkommen har domineret den information vi modtager. Fra folkeskole til Operation Dagsværk, og er grundforestillingen for mange NGO’er og er fundamental for hele fair-trade konceptet.

Kort fortalt er udgangspunktet, at markedet er uretfærdig og ondt og til skade for de fattige. Det skyldes ikke mindst at man lider under den forestilling at handel udgør et nulsumsspil (Montesquieus fejltagelse). At Orientering på P1 i den grad er skævvredet og styret af en marxistisk/afhængighedsteoretisk grundholdning kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. I dette indlæg vil jeg se nærmere på den afhængighedsteoretiske model. Det vil blive fulgt op af en række andre indlæg der beskæftiger sig med politik og historie i Latinamerika, herunder ikke mindst den kroniske korruption der desværre præger en række af regionens demokratier, set i et kulturelt/historisk perspektiv.

Nu er det ingen skam at erkende at der er ting man ikke ved noget om, og måske er den største forskel på danskere og “latinamerikanere” at de godt ved at de intet ved, men at vi tror at vi ved noget, mens det ved nærmere eftersyn viser sig at det gør vi ikke. Hvis ens viden primært er basret på den daglige nyhedsdækning og hva man lærte i sin skoletid, må jeg desværre konstatere, at så ved man ikke særligt meget. Og det man tror at vide er formentlig i det store hele forkert. Det bliver naturligvis ikke bedre, når man som det for eksempel fremføres af Helene Balslev Clausen, påstår at militærkup for det meste har været rettet mod “reformvenlige regeringer” – et begreb der i sig selv er problematisk, for hvad forstår man egentlig ved reformvenlig. Der ligger i nævte udsagn, at militæret skulle være en garanti for status quo, men hvad så med militærregimer der selv har gennemført reformer? Og hvis reformvenlighed skulle udvirke militærkup, hvorfor tog Chiles militær så først magten i 1973 i stedet for at reagere allerede i 1960erne, hvor man gennemførtes omfattende jordreformer der for bestandigt havde en afgørende indflydelse på Chiles senere udvikling? Disse reformer blev ikke rullet tilbage, da militæret (endelig) tog magten i 1973, bl.a. på opfordring fra et flertal i parlamentet og med opbakning af hovedparten af den chilenske befolkning (en opbakning der hurtigt forsvandt, da det viste sig at militæret ikke havde til sinds hurtigt at genindføre demokrati. Et kup der primært var funderet i, at militæret vurderede at det chilenske samfund var ved at bryde sammen (hvilket det forøvrigt også var). Også militærkuppene i Brasilien i 1964 og i Argentina i 1976 havde opbakning blandt store dele af befolkningen, ofte i et håb om at det kunne bibringe sikkerhed, samt lov og orden (og i en hvis udstrækning fordi man havde – og måske i en hvis udstrækning stadig har en forestilling om at militæret er mindre korrupt).

Ligeledes har jeg mødt ikke så få – også langt ud over de sædvanlige venstreorienterede kredse -, der har tillagt USA  en direkte indflydelse og dominans i Latinamerika, der er ude af alle proportioner. Mens man med rette kan sige at den amerikanske indflydelse har været stor i en række små caribiske og mellemamerikanske lande, er det vildt overdrevet hvad USAs rolle i selve Sydamerika er blevet gjort til – Ja, man behøver vel blot at pege på Mexicos historie i størstedelen af det 20. århundrede. Mexico var pionerer i promoveringen af en statscentreret og lukket økonomisk model, der fra 30erne bl.a. indebar nationalisering af amerikanske olieinteresser, masser af statsejet industri og en udenrigspolitik der eksplicit lagde afstand til den nordlige nabo. På samme vis har lande som Uruguay, Chile, Brasilien og Argentina fra det 20. århundredes start i perioder har været ganske eksplicite i deres politik for at begrænse amerikansk indflydelse. Det samarbejde der har været i andre perioder har bestemt foregået på lige vilkår. 

Men at afvise USAs indflydelse som overdrevet, er selvfølgelig ikke det samme som at USAs politik ikke har haft betydning for regionen. Det er ikke svært at finde eksempler på hvor amerikansk indgriben har haft stor betydning – blot med den tvist, at den førte amerikanske politik vist først og fremmest viser hvor kortsigtet udenrigspolitik er, og hvor stor risikoen er for, at forsøgene på at løse et problem blot skaber et andet (hvilket vi jo blot behøver at se på Afghanistans udvikling for at forvisse sig om).

Det bedste (eller værste) eksempel på en skæbnesvanger amerikansk indblanding er formentlig Guatemala, hvor man kan argumentere for, at afsættelsen af den demokratisk valgte præsident Jacobe Arbenz i 1954, der slukkede lyset for Guatemalas ”demokratiske forår”, indledt i 2. halvdel af 1940erne, og i sidste ende ledte til en ekstremt blodige borgerkrig, der kostede flere hundrede tusinder civile ofre (især som resultat af hærens brutalitet). Men et er, at den kommunistforskrækkelse, som var den primære årsag til USAs indgriben formentlig var uberettiget, noget andet er at tillægge USAs politik i denne (så vel som andre) perioder, at den skulle være direkte rettet mod en demokratisk udvikling. Det er historisk noget vrøvl.

Hvad man kan sige er, at historien om Guatemala er et godt eksempel på hvor galt det kan gå, når der ikke er belæg for de forestillinger man har i ens efterretningsvirksomhed. Noget vi jo også har oplevet siden.

Men der er også et andet problem, der har dybere historiske rødder, og det er opfattelsen af markedet og kapitalismen. Det er ikke et venstrefløjsprivilegie at se på markedet med dyb skepsis. Det er en opfattelse der i vid udstrækning historisk er blevet delt af to stærke grupper i mange latinamerikanske samfund, nemlig den katolske kirke og militæret.

Denne grundlæggende mistillid til markedet genfindes i den afhængighedsteoretiske forståelse af den negative udvikling i Latinamerikas velstand i forhold til både Europa og ikke mindst USA. 

En forståelse der nok i nogen grad bygger på en misforståelse af hvordan udviklingen i regionens vækst i forhold til USA og Europa faktisk er forløbet, samt en direkte forkert karakterisering af Latinamerika som Laizzes-faire økonomier frem til midten af det 20. århundrede. Selv Argentina, der i begyndelsen af det 20. århundrede var ikke kun regionens, men en af verdens rigeste økonomier var langt fra idealet om frie markeder, hverken indadtil, hvor politiske indflydelse havde stor betydning for økonomiske muligheder, eller udadtil, hvor importbegrænsninger var udbredte, ofte efter ønske fra lokale producenter.

Senere forskning har også vist, at Latinamerikas væksttab i forhold til Europa kan isoleres til to distinkte perioder; første del af det 19. århundrede der i mange af de nyligt selvstændige lande var
præget af kaos, borgerkr
ig osv., samt 2. halvdel af det 20. århundrede. I den mellemliggende periode var de opnående vækstrater ifølge “The World Economi, A Millenial Perspective” udgivet af OECD i 1998 højere end i netop Europa. Således var væksten i BNP per capita i Vesteuropa i perioden 1950 til 1973 på ca. 4% p.a., mens den i perioden 1973-1998 var på ca. 1,8 % p.a. De tilsvarende tal for Latinamerika var henholdsvis ca. 2,5% og ca. 1 %. Dette i kontrast til perioden 1870-1950, hvor BNP per capita voksede hurtigere i Latinamerika end i Vesteuropa. I perioden 1870-1913 var de gennemsnitlige vækstrater således ca. 1,3 % i Vesteuropa, mens de var på 1,8 % i Latinamerika, og for perioden 1913-1950 var væksten i Latinamerika næsten dobbelt så høj som i Europa.

Man kan med rette indvende at Europas historie i første del af det 20. århundrede er unik givet to verdenskrige osv. og sammenlignet med de tidligere engelske kolonier; USA, Australien, Canada og New Zealand er billedet da også et noget andet. Disse områder havde betydelig højere vækst gennem det 19. århundrede end både Vesteuropa og Latinamerika, mens de frem til 1973 havde nogenlunde samme vækstrater som i Latinamerika. Derefter har væksten været signifikant højere end i både Vesteuropa og ikke mindst Latinamerika.

På trods af den i forhold til Vesteuropa højere vækst i 1 del af det 20. århundrede, (der naturligvis dækker over store regionale forskelle og er præget af 2 verdenskrige – hvilket også forklarer en del af den efterfølgende vækst i perioden 1950-1973) blev det i akademiske kredse en udpræget opfattelse, at deltagelse i den globale økonomi var til skade for de latinamerikanske lande. Ikke mindst i kraft af den argentinske økonom Raul Prebishs tese i 1940erne om ”den fattige del af verdens” faldende bytteforhold i forhold til den rige del af verden. En tese der dog siden er blevet afvist, da den bl.a. ikke tager højde for den teknologiske udvikling. Raul Prebish, der blev direktor for CEPAL, advokerede derfor en importsubstitutionspolitik, der paradoksalt nok allerede i årtier havde eksisteret. Man kan sige, at den nu fik et skær af akademisk rationale over sig.

Uden at jeg skal tillægge mig nogen speciel indsigt i marxistisk teori – jeg har mindst lige så svært ved at finde hoved og hale i det, som de der underviste mig i det i 1980erne på Københavns Universitet havde det, så udviklede der sig på baggrund af Raul Prebish og marxistiske sociologiske betragtninger en særlig latinamerikansk afhængighedsteoretisk model. Den identifiseres bl.a. med den brasilianske økonom Celso Furtado, og ikke mindst den senere brasilianske præsident sociologen Fernando Henrique Cardoso (der som præsident måtte lide den tort at blive beskyldt for at være neoliberalist – ak ja) og chileneren Enzo Falletto i (den desværre meget indflydelsesrige) ”Dependencia y Desarrollo” der knæsatte forestillingen om at fattige lande er fattige, fordi de er …. fattige og forbliver således på grund af det internationale kapitalistiske systems måde at fungerer, der kun er til gavn for de rige lande, og hvor produktion og forbrug er underordnet behovet i I-landene.

Hovedindholdet i denne teori kan opsummeres til at være:

Udenlandsk dominans fra kolonisering til dagens globalisering har medført et underudviklet lokalt landbrug og industri.
Ulige international specialisering af center (højtuddannet) og periferi (lavt uddannet) fører til koncentration af aktiviteterne i eksportorienterede landbrug og eller minedrift. Nogen industrialisering af periferien er mulig på betingelse af lave lønninger, der sammen med stigende produktivitet fastholder og udvider uligheden
Ovenstående medfører en hastigt voksende tertiærsektor med skjult arbejdsløshed, kroniske betalingsbalanceunderskud, bl.a. på grund af repatriering af overskuddet fra udenlandske investeringer, og dysfunktionelle politiske og sociale relationer.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at hvis ovenstående karakteriserer noget, må det være netop hvad importsubstitutionspolitikken der blev acceleret i 2. halvdel af det 20 århundrede (indtil den brød sammen i forbindelse med den 2. oliekrise og den efterfølgende gældskrise i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne) opnåede. Hvad den IKKE beskriver, er udviklingen i økonomier præget af frie markeder.

Jeg skal for god orden medtage, at der eksisterer flere forskellige skoler indenfor afhængighedsteoretikerne, og at ikke alle vedgår sig marxistiske træk. At jeg har svært ved at skelne , må tillægges mine egne vanskeligheder ved at erkende at der i det hele taget er tale om et videnskabeligt teoretisk apparat – på mig forekommer det mest af alt som konspirationsteorier, fremkommet ved en yderst selektiv og ofte fordrejet brug af historiske hændelser. Muligvis siger det mere om mine ringe evner end om disse ”modeller til forståelse af verden” end modellerne selv.

Den mest ekstreme (og/vulgære) form for selvmedlidenhed findes nok i ”Las venas abiertas de América Latina”, på engelsk ”Open Veins of Latin America: Five Centuries of the Pillage of a Continent”, skrevet af den Uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Galeano, Titel og ikke mindst undertitlen vist siger dette hele. Bogen er genoptrykt i snesevis af oplag på et utal af sprog siden den første gang udkom i 1972. Det er for øvrigt den bog, Hugo Chavez overrakte Barrack Obama ved deres første møde.

Med tanke på at forestillingen om Latinamerika og dets befolkning som offer for den rige verdens (læs USAs) dominans akademisk især blev formuleret i de mere udviklede latinamerikanske lande i Sydamerika, der deler den egenskab at størstedelen af befolkningen selv var resultatet af tidligere tiders immigration fra især Europa, har jeg altid fundet det lidt vanskeligt at acceptere seriøsiteten i argumentet om den rige del af verdens udnyttelse af de “stakkels” sydamerikanere.

Problemet med denne forestilling er, at den hviler på en række forudsætninger og forestillinger der ikke holder som generelle principper, men i sidste ende som sagt reducerer forestillingerne til de rene konspirationsteorier, der kun reddes hjem ved at give bestemte grupper og nationer særlige negative karakteristika, hvorved vi vel nærmer os en racistisk forestilling. Skurkene bliver her de rige nationer (læs: primært USA), kapitalisterne og nogle gange militæret (til andre tider når de støtter de “rigtige” er de heltemodige og gode). Heltene er ud over den selvudnævnte intellektuelle elite, alle former for organisationer der repræsenterer (reelt eller ej) de marginaliserede; arbejderne, landarbejderne, den oprindelige befolkning – i de lande hvor en sådan er fremtrædende -, reformvenlige (læs venstrepopulistiske) politikere osv.

Et andet problem er selvfølgelig at afhænfighedsteorien i vid udstrækning er statisk, og så får man mere end almindeligt svært ved at forklare udviklingen i Indien og Kina, eller Chile, for slet ikke at nævne Danmark for den sags skyld. Indtil godt oppe i det 20. århundrede eksporterede vi som bekendt primærtlandbrugsvarer.

Hvad man desværre kan konstatere er, at uanset at historie og fakta siger noget andet, dyrkes denne opfattelse fortsat flittigt indenfor nogle enke

lte videnskaber (især historie) og i ”græsrodsmiljøet” samt ikke mindst hos venstreorienterede/populistiske caudillo’r i Latinamerika som f.eks. Daniel Ortega, Fidel Castro og Hugo Chavez.

Hvis man lytter til Niels Lindvigs indslag fra Orientering den 20. juli, opdager man hurtigt, at han stort set følger grundreglerne til punkt og prikke for den ovenstående skitserede opfattelse. Indslaget omhandler det faktum, at der er en stor sammenblanding af privatøkonomiske og politiske interesser i Honduransk politik (big surprice). Historien kan genfindes i en noget mere afdæmpet form med mere information her.

Det er ikke fordi der sådan set er noget faktuelt at komme efter, men de konklusioner han drager er til noget vås. Kort fortalt er hovedindholdet i indlægget at Honduras politiske system ikke kun er korrupt, men stort set “ejes” af få meget velhavende forretningsfamilier. At der er udbredt korruption i Honduras er ikke nogen overraskelse – det er normen i Latinsk politik. Jeg vender i et senere indlæg tilbage til denne problematik. Her er det tilstrækkeligt at konstatere, at Honduras er blandt regionens mest korrupte lande, se også nedenstående figur. Et forhold der i sig selv bør stille spørgsmålstegn ved hvorvidt det er rimeligt at karakterisere landet som “præget af neo-liberal” politik, som bl.a. Helene fra CBS gjorde det i et indslag på P1 (tak til Hans Henrik Hansen)i forrige uge.

Økonomisk frihed og korruption

Kilder: Fraser Institute og Transparancy International.

Men Selv om Honduras scorer ganske hæderligt i Fraser Institutes Freedom index, bør medtages at det gør man primært, fordi statens andel af den samlede økonomi er meget lille, og fordi man har et åbent handelsregime. Derimod scorer man meget lavt på indikatorerne for f.eks. retssystemet, herunder dets uafhængighed, der sammen med et ufleksibelt arbejdsmarked i lighed med store dele af Latinamerika er fundamentale problemer.

Der hvor Niels Lindvigs indslag for alvor bliver problematisk, er når han postulerer at 2/3 af befolkningen er sat uden for indflydelse og stort set beskriver Hondras demokrati som dikteret af de få familiers ønsker. Hvordan forklarer han så det ufleksible arbejdsmarked. Hvis nogle få kapitalstærke familier dominerede så fuldkommen, som han påstår, hvorfor er arbejdsmarkedet så ikke mere fleksibelt? Han glemmer naturligvis også at nævne, at der er flere end de to store partier (“de liberale” og “de konservative”) som vælgerne (og det indbefatter også de 2/3 fattigste) at stemme på, men at de indtil videre ikke har tiltrukket sig særlig stor støtte (men det kan jo ændre sig i fremtiden).

At den førte (arbejdsmarkeds)politik så er til skade for de 2/3 fattigste er noget andet. Mon ikke også arbejdsmarkedslovgivningen i Honduras mere afspejler behovet for at tilgodese bestemte lønmodtagergrupper end den afspejler et ønske fra virksomhedsinteresser?

For mere information om omfanget af korruptionen i Honduras se også her.

Det er naturligvis klart, at muligheden for at særinteresser, – det være sig private virksomheder, fagforeninger osv., eller som der desværre i stigende grad er tale om i en række latinamerikanske lande, narkokarteller o. lign at få indflydelse og tiltuske sig særlige privilegier osv. har negativ indflydelse på både økonomisk vækst og etablering af et civilsamfund baseret på lighed for loven. Men det er jo en banal konstatering og en problemstilling der potentielt eksisterer i alle plandingsøkonomier.

Et grundlæggende problem hos afhængighedsteoretikerne er dog, at deres svar på problemet er mere stat og mere politik, og mindre marked. Alt andet lige, indebærer det mere korruption, mere patronage og mere klientalisme.

Sluttelig vil jeg blot opfordre til at man lytter til Niels Lindvigs indlæg og så f.eks. tænke på Italien og Berlisconi i stedet for Honduras  – eller et hvilket som helst andet land med høj korruption og/eller mistanke om “utidig” indblanding fra særinteresser, for den sags skyld – og så er spørgsmålet hvor  mange der bliver tilbage.