Undertegnede har leveret denne weekends klumme til 180grader. “Rend mig i danske værdier – fra Gud, Konge og Fædreland til velfærdsstat og demokratisk totalitarisme“.

Det er ikke første gang jeg er ude “med riven” i forhold til dette parti, der i den grad har vist sig virkeligt at leve op til en bestemt betydning af ordet konservativ – at holde fast i det bestående – uanset hvad dette så måtte være – i dette tilfælde en socialdemokratisk velfærdsstat der på fornem vis sikrer at Danmark konsekvent vil sagte agterud i forhold til mere dynamiske økonomier.

Integrationsforslaget er en rystende omgang ufatteligt naive forestillinger om hvad man kan gøre via uddannelsessystemet og skræmmende opvisning i komplet historieløshed, der ender i en næsten Pol-Potsk forestilling om mennesket som et tomt hylster der bare kan fyldes på.hos det konservative folkeparti er vores børn så sandelig statens og ikke vores.

Jeg kan selvføgelig ikke med sikkerhed sige, hvad min sagelige morfar, der var konservativ borgmester i Frederikshavn i begyndelsen af 1950erne ville sige til den omgang kolektivistiske konstruktivisme som hans parti har præsteret gennem snart mange år, hvor “gode borgerlige dyder” som frihed og ansvar, for slet ikke at sige sandruelighed er fejet af bordet (sidstnævnte kan dog skyldes at de indvolverede ganske enkelt ikke ved bedre) til fordel for kvalme socialistiske begreber som demokratisk livsform og opdragelse i “demokratisk medborgerskab”, men han havde næppe været medlem.

Men han var selvfølgelig også fra en tid, hvor han som et godt borgerligt menneske ikke kunne finde på at forlange betaling for sin tid som borgmester (det var før “professionaliseringen – hvorfor effektiviteten var en helt anden – og højere – end i dag), og hvor ligning af selvangivelser var borgerligt ombud – og hvor man med den viden man fik kunne sikre, at Roterys hjælp til byens fattige medborgere fik den hjælp de havde brug for.

I dag kæmper det konservative for et system der er direkte skadeligt for ideen om et personligt ansvar (og decideret indskrænker den personlige frihed). Det er der andre partier der kan gøre meget bedre, så egentlig forstår jeg ikke hvorfor man ikke blot nedlægger sig selv – evt. med et gyldent håndtryk til de ledende politikere i partiet, der i den grad lever op til en bestemt fordom om ledende politikere i netop dette parti i forhold til rekruteringsgrundlaget – jeg dog vil undlade at uddybe.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, ville jeg vende tilbage med et kort indlæg efter debatten med Mellemfolkeligt Samvirke og Danwatch i fælledparken, hvor jeg ikke har været i mere end 20 år – det band der spillede på en scene tæt på hvor debatten fandt sted lød som om de ikke havde været ude af fælledparken i de mellemliggende 20 år 🙂

Jeg var egentlig positivt overrasket over at der var pænt med tilhørere, på trods af at vejret absolut ikke lagde op til at man trak indenfor (debatten foregik i MFs “fair” lounge-telt).

Debatten flyttede næppe manges holdning, hvilket ikke var den store overraskelse, – og som jeg skrev i mit sidste indlæg vil jeg også være tilfreds hvis blot en enkelt eller to bare tvivlede lidt på hvorvidt det at pålægge virksomheder der opererer i udviklingslande større omkostninger, og at der måske aligevel er noget om det den “onde” økonom sagde om at der ikke eksisterer noget kendt eksempel på et fattigt land der har oplevet et konsistent velstandsløft ved hjælp af gode viljer, øgede omkostninger og godgørenhed – det kræver hårdt arbejde og markedsfremmende reformer.

Det stod hurtigt klart, at mine økonomiske argumenter bestemt ikke bed på mine meddebatører, og vi kan vist med god samvittighed konkludere at de og jeg lever i parallelle universer – jeg ville nu ellers mene (uanset hvad vi ellers må mene om Kina – og der er mange ting at være kritiske overfor), at nedenstående simple figurer taler deres eget tydelige sprog. En reduktion af befolkningen der lever i absolut fattigdom fra ca. 2/3 til 10% på 25 år og et  BNP per capita der i samme periode er er blevet 6 gange højere burde efter min opfattelse ellers få alle NGO’ere med et bankende hjerte for de fattige på denne klode til at klappe i deres små hænder, men nej, man kan heldigvis altid finde en hel masse andre ting at kritisere, som f.eks. arbejdsvilkårene for de millioner af kinesere der ved at tage fra landet og ind til byerne har fået et stort løft i deres levestandard. Og når alt andet fejler, kan man som en af tilhørerne gjorde det jo altid sige at det handler om noget andet end økonomi – og at de nok havde det bedre hjemme i landsbyen (hvorefter vi kan konkludere at han må anse kineserne for ikke at vide hvad der er til deres eget bedste) – jeg må ydmygt erkende, at med en indtægt svarende til nogle hundrede dollars om måneden så er der nok ikke ret mange andre ting der har betydning for de omtalte kinesiske arbejdere end netop økonomi.

(BNP tal er fra Penn worlds tables og fattigdomstal er fra Verdensbanken)

Her kommer vi til hvad der nok var og er den helt store forskel mellem os der har betragtet historien og dels noteret os at kun markedet historisk set konsistent har været i stand til at skabe og sprede velstand i fattige lande, og dels at der ikke eksisterer en nem genvej til velstand – its hard work, og og de hvor det altafgørende synes at være følelser, vel og mærket deres følelser, og de fattige arbejdere og bønder, hvis velbefindende ligger dem på sinde, i sidste ende reduceres til at være objekter for NGOernes store behov for at  deres gode følelser med vold og magt også må medføre gode resultater. Derfor er det dem selvfølgelig magtpåliggende at postulere at de har gør en positiv forskel selv om det er fagligt nonsens (og deres eneste dokumentation foreligger i anekdoteform), – og så var det forøvrigt interessant at notere sig hvorledes de åbentlyst (hvilket selvfølgelig blev benægtet når de blev konfronteret med det) led under “The white mans burden” – og egentlig en småimperialistisk forestilling om at vi fortsat er centrum for politisk og økonomisk magt (der jo som bekendt plejer at følges nogenlunde ad over længere tid). Som om den fortsatte udvikling i europæisk økonomi og efterspørgsel har nogen større betydning for verdensøkonomien.

Those days are gone, og vil kun blive understreget af den nuværende økonomiske krise, der vil vare kortest tid i Asien, formentlig blive dybest i USA (når prisen for den nuværende ekspansive politik skal betales – hvis Obama er heldig i hans anden valgperiode), men vil blive længst i Europa – eller rettere blot vi gøre Vesteuropas strukturelle vækstproblemer endnu mere tydelige.

Men hvis man forestiller sig at den hastigt voksende middelklasse i Kina og  indien, der tilsammen rummer næste 40% af jordens befolkning, har tænkt sig at betale mere end højst nødvendigt for deres produkter, så er man måske også lige præcis så naiv at man rent faktisk tror på, at man kan fordele sig til stigende velstand, og så er man lige præcis uvidende nok til at købe hele fair-trade konceptet.

Og selv om en af tilhørerne som sagt mente at kineserne tog ind til byerne for at finde arbejde fordi de for dumme, og satsede på en højere materiel levestandard for dem selv og ikke mindst deres børn (han brugte selvfølgelig ikke disse ord) i stedet for at blive hjemme i landsbyen, så tror jeg helt ærligt at den største uvidenhed, for ikke at sige dumhed, skal findes et andet sted langt tættere på, nemlig i Fælledparken en weekend i august 2009.

Hvilket selvfølgelig ikke er det samme som at det ikke var rare og søde mennesker jeg debaterede med, for sådan virkede de skam på mig. Og folk så bestemt ud til at hygge sig med fair-trade is, øl og lange guitarsoloer.

Og der har helt sikkert været mange af tilhørerne der har syntes at jeg var både kold og kynisk – men sådan er vi økonomer jo som flest i øjnene på de hvor drøm og følelser altid vil overgå krav om rationalitet og realisme.

På søndag skal jeg debatere med formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach, og Anne Skjerning fra en organisation ved navn DanWatch, der ifølge dem selv har som mål at være

”den dybdeborende journalistiske vagthund, der sætter nye dagsordener ved at dokumentere konsekvenserne af danske og multinationale virksomheders investeringer, indkøb, handel og produktion i udlandet. Det er organisationens primære formål at sætte fokus på udnyttelse af arbejdskraft (min fed) og naturressourcer i udlandet….”

Nu er jeg som bekendt en stor tilhænger af “udnyttelse af arbejdskraft” – hvilket jo også kunne formuleres som “at tilbyde beskæftigelse”.

Jeg har i den anledning skrevet et indlæg på det liberator.dk, der kan læses her. Den grundlæggende forestilling hos organisationer som Danwatch og Mellemfolkeligt Samvirke er der intet historisk belæg er for, og er nok mest er i tråd med hvad jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i forbindelse med den afhængigheds-teoretiske opfattelse af den økonomiske udvikling, se her.

I min artikel i Liberator skriver jeg ud fra en af de kampanger som Danwatch promoverer for bedre arbejdsvilkår i produktionen af mobiltelefoner. Her er det ganske paradoksalt, at en af de organisationer der står bag Danwatch er forbrugerrådet!! At arbejde for at mobiltelefoner bliver dyrere kan vist næppe anses for at være et mål for en organisation jeg i min naivitet først og fremmest vil mene burde varetage forbrugernes interesser, og det er hverken lig med producenters eller arbejderes interesser.

Hvad der åbenbart (også) er gået ganske hen over både Danwatch og forbrugerrådet er, at der findes forbrugere i den 3. verden. I forhold til mobiltelefoner så mange, at det er her den fortsatte vækst i salget primært ligger. Mange af disse potentielle forbruge har langt værre arbejdsvilkår end de der tilknyttet produktionen af mobiltelefoner. Med andre ord ønsker Danwatch, forbrugerrådet osv. at mennesker der har lavere løn og dårligere levevilkår end kinesiske og filippinske arbejdere der laver mobiltelefoner skal betale mere for deres mobiltelefon, ultimativt at de ikke har råd til at købe en. Det hænger vist kun sammen, når det er mavefornemmelser og føleri over en kop (fairtrade)te der bestemmer.

Jeg er klar over, at jeg næppe bliver populær ved det jeg kommer til at sige, ej heller hos tilhørerne. Debatten er led i den “Fair-trade” weekend der afholdes i fælledparken den 22-23. august, hvor man gå ud fra at de fleste af de der tropper op har købt konceptet bag, og næppe kærer sig om, at det ud fra et fagligt udviklings-økonomisk synspunkt er ganske håbløs – i bedste fald meningsløs, i værste fald direkte til skade for verdens fattige.

Hvis nogen skulle have lyst til at overvære debatten kan jeg fortælle , at den finder sted på søndag den 23. kl. 14.15 i noget der hedder “lounge-teltet” – se nedenstående kort.

Min popularitet (hvis en sådan overhovedet skulle indfinde sig) vil formentlig være endegyldigt ødelagt, når jeg erkender at jeg ikke mener man skal undgå produkter der er produceret med børnearbejdere – tværtimod. Og det hjælper næppe, at man langt ind i Godhedsindustrien udemærket ved, at vestlig boykot af produkter lavet af børn, først og fremmest forringer vilkårene for selv samme børn, som man påstår man vil hjælpe (de og deres familier skal jo stadig have noget at spise).

Jeg skal nok vende tilbage med et kort referat af debattens forløb og hvorvidt jeg har fået en “fair” behandling 🙂

På sin blog på Berlingske Tidende har Jacob Mchangama et umanerligt velskrevet indlæg om den verserende Burka debat.

Som Jacob skriver;

“Jeg synes personligt, at burkaen er provokerende og ville helst leve i et samfund, hvor ingen kvinder gik i burka”

og fortsætter med

“så længe der ikke er tale om, at en kvinde bliver tvunget til at iklæde sig en burka må det være hendes ret, uanset om det provokerer andre borgere og politikere. Det er klart, at kvinden også selv må bære konsekvenserne ved at bære burka i form af, at det bliver svært at få et job og skabe et netværk. Man kan også overveje om man bør kunne få socialhjælp, hvis man nægter at modtage et jobtilbud på grund af burkaen.”

læs hele indlægget her.

Læs resten →

Jeg skal erkende, at det er med en hvis overbærenhed og lettere forundring at jeg til stadighed møder vesterlændinge, især europæere, både på venstre- og højrefløjen, der fortsat opfatter os som “the center of the universe” udstyret med en særlig forpligtigelse til at udbrede menneskerettigheder og demokrati på den ganske klode. Selvfølgelig er der forskel på venstre- og højrefløj, førstnævnte vil dels aldrig erkende det imperialistiske islæt i deres dagsorden og gør det dels med et udgangspunkt i en opfattelse af, at vi skulle tilhøre en særlig “ond” kultur/race (det eneste den vestlige/europæiske verden gjorde sig skyld i var vist at være andre kulturer overlegen – noget der kom sent og holdt kort), mens sidstnævnte i højere grad ligger op af den originale udgave af  “the white mans burden”, som den udvikledes i det 19. århundrede, hvor ideen om at den vestlige (læs anglosaksiske) verden havde et særligt ansvar for at civilisere “de vilde”. En opfattelse vi finder hos bl.a. hos John Stuart Mill og Karl Marx, der anså koloniseringen af Afrika som en forudsætning for at disse lande kunne blive industrialiseret og dermed komme et skridt nærmere den socialistiske revolution. Også i USA, det 20. århundredes ynglingshadeobjekt for nationalister og venstrefløj over hele verden, var/er det en fremherskende opfattelse, at vi har et særligt ansvar overfor “de vilde” (på trods af USAs selvdefinition som anti-imperialistisk) i den neokonservative udgave kombineret med forestillingen om at dette er en forudsætning for national sikkerhed.

Groft sagt kan man sige, at I sidste ende ville borgerne (i Europa) ikke finansiere civiliseringen af “de vilde” og deres egne nationers eventuelle stormagtedrømme. Vi slap dog ikke for  de økonomiske omkostninger – omend man kan sige at de blev spredt ud på flere lande.

I stedet for kolonier fik man FN, samt en myriade af statslige og uafhængige organisationer (NGO’er) – der dog for en stor dels vedkommende (i det mindste i vores del af verden er delvist skattefinansierede). Disse for længst har vist sig deres manglende evner til for alvor at forandre levevilkårene for mennesker i den fattige del af verden. Også her kan man naturligvis sige, at der er tale om vestlig imperialisme, – selv når det er den selvhadende venstrefløj der argumenterer for mere hjælp og mere indsats – det handler stadig om at tage udgangspunkt i egne normer og selvforståelse – ofte til stor skade for de befolkninger man har sat sig for at hjælpe.

Og mens det måske nok er muligt at forklare “almindelige” mennesker, at der er i vid udstrækning er tale om spildte kræfter, er det selvfølgelig helt umuligt i forhold til venstrefløjen, funderet som den er i sine utopiske ideer om hvordan alting burde være og sin kroniske dårlige samvittighed (aldrig på egne vegne, altid på vores andres) og forståelse af at tidligere tiders europæiske globale dominans og senere amerikansk dominans skulle være udtryk for en særlig ondskab, hvilket naturligvis er noget sludder.

Europæernes adfærd for 500 år siden adskilte sig ikke synderligt fra resten af verden – spanierne var ikke mere brutale end aztekerne eller inkaerne f.eks. Hvis man skulle pege på noget er det snarere, at man i oplysningstiden og hvad derefter fulgte erhbvervede sig en kronisk dårlig samvittighed, hvilken en afrikaner engang har beskrevet som den vestlige verdens største handicap. Samvittighed er muligvis et nødvendigt “onde”/del i vores civilisation med dets vægt på individuelle og grundlæggende universelle rettigheder (men derfor behøver man måske ikke ligefrem dyrke den) – Rettigheder (og her afslører jeg selvfølgelig at jeg også er imperialist), som vi ganske rimeligt bilder os ind at alle har krav på.

Jeg er altså ikke ude på at vi skal slække på vores krav om at der bør gælde visse universelle rettigheder i hele verden, men nok et spørgsmålstegn ved om det vitterligt er vores opgave at finansiere udbredelsen af dem, og ikke mindst, når vi ikke vil gå hele vejen, hvilket ville indebære en nykolonisering af verden, om vi dybest set ikke er bedst stillet (inkl. befolkningerne i den fattige del af verden) ved at gøre som kineserne.

Anledningen til ovenstående betragtninger er to indlæg i denne uges udgave af The Economist. En af lederne “Whose side is Brazil on ?” handler om Brasilien og ikke mindst dets nuværende præsident Lula, hvis myte efterhånden er større end manden selv, hvor man efter indledende ros, skoser ham for hans udenrigspolitik og omgangskreds – der udover Hugo Chavez inkluderer Iran og Kina. At Economist så efter min opfattelse roser Lula alt for meget er en anden sag. Det mest positive der kan siges om ham er, at han i store træk har videreført den forgående regerings politik, dog uden at fortsætte de nødvendige reformer – til gengæld er kvaliteten af den offentlige administration faldet betydelig og korruption steget, hvilket jeg vender tilbage til i et kommende indlæg. De dele af hans socialpolitik der virker skylder ikke så lidt til både den forgående regering og tiltag der tidligere er gjort i Mexico. Derudover er der en interessant – og yderst velskrevet artikel, “Latin America geopolitics – the dragon in the backyard “, der beskæftiger sig med det ganske markante skift der har været i de globale økonomiske relationer – herunder handelsstrømmene – de senere årtier, hvor Kina selvføgelig står i centrum, st ud fra et latinamerikansk perspektiv.

Der er muligvis mange grunde til at være lettere bekymret over udviklingen i Kina – især efter den tog en mindre liberal drejning i 1990erne, og jeg har flere gange mødt folk (bl.a. danskeren Kim Nørgaard, der leder af CNN i Afrika) der har raset over Kinas økonomiske ekspansion i Afrika, der om noget er det som venstrefløjen (med delvis urette) altid har anklaget vesten for, 100% styret af Kinesisk egeninteresse.

Den bekymring deler man ikke i Latinkamerika, hvor man i flere lande kan tale om at der har været decideret “Kina eufori” – en eufori der muligvis vil falme i takt med at Kina for alvor bliver en supermagt, og hvis den dag kommer – hvis den nogensinde kommer – hvor Kina skulle overtage USAs rolle som den fremmeste supermagt, vil den utvivlsomt blive udsat for samme behandling som USA. Men indtil videre tager man med glæde imod de forretningsmuligheder øjner, som konsekvens af et tættere økonomisk samarbejde. Og det er med et Kina som absolut ikke lider af moralsk kvababbelse, men derimod agerer 100% ud fra kinesiske interesser.

Og her kommer så spørgsmålet enhver bør stille sig. Hvad mon på sigt hjælper befolkningerne i Latinamerika og Afrika mest, Kinesisk egennytte eller vestlig ulandsbistand?

Måske kunne vi på dette punkt lære noget af kineserne og genopdage en af de afgørende dyder ved kapitalismens “hæmningsløse” jagt på profit – at den ganske ufortjent plejer at gavne de der er målet for dens udnyttelse – og det er desværre mere end hvad man kan sige om de trillioner af dollars man har brugt på udlandsbistand gennem de seneste halve århundrede fra vestlig side.

Og hvad var det så lige der var Kim Nørgaard fra CNN’s hovedanke mod kinesisk ekspansion i Afrika? Jo, det var at den først og fremmest gavnede diktatoriske magthavere i regionen. Hvis det er tilfældet kan det herefter konkluderes, at kinesisk ekspansion på det punkt ikke adskiller sig synderligt fra vestlig udlandsbistand

Indenfor de sidste 48 timer har der været stor forvirring omkring de videre diplomatiske forsøg på at finde en mindelig løsning på Honduras. Således forlød det i første omgang, at Honduras midlertidige regering ikke ville tillade en forhandlingsdelegation fra AOS adgang til landet. Dette problem er tilsyneladende løst, ved at OAS formand, den tidligere chilenske udenrigsminister Insulza, kun optræder som observatør – et krav fra Honduras regering. Mistroen til Insulza er bundet i OAS meget konfrontative reaktion i dagene efter præsident Zelaya var sendt ud af landet. Honduras blev smidt ud af organisationen med henvisning til at OAS har forpligtiget sig til at “forsvare” demokratiet. Hvilket dog ikke afholdt samme organisation (og dermed medlemslandende) fra at invitere Cuba, der har været udelukket siden 1964, – den gang forøvrigt på Venezuelansk foranledning, tilbage i folden tidligere på året.

OAS og ikke mindst dets formands reaktion blev og bliver i Honduras opfattet som en klar og partisk støtte til Zelaya. Forsøgene på at skabe en overgangsløsning indtil en ny præsident vælges i efteråret bliver ikke mindre problematiske af, at der er udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om bedrageri.

Hvor speget hele affæren efterhånden er blevet illustreres måske ganske glimrende af en artikel (Opinion) “The FARC’s Honduran Friends ” i WSJ af en af avisens redaktører Mary Anastasia O’Grady (modtager af International Policy Network’s Bastiat Prize i 2005). Hun har tilsyneladende fået fat i materiale fra nogle af de FARC computere, som det colombianske miltær beslaglagde ved en militæraktion i Ecuador sidste år. På disse har man (hvis det er korrekt) fundet lister over FARCs politiske kontakter, der bl.a. skulle indkludere “Partido de Unificación Democrática”, det eneste af de partier der er repræsenteret i parlamentet i Honduras, der støtter Zelaya’s tilbagevenden, og som er aktive i de protestaktioner der finder sted i Hondas.

Og så er der forøvrigt fortsat betydelig forvirring internt i Honduras omkring begivenhederne den 28. juni. Det står helt klart, at militæret ikke handlede på egen hånd, men efter ordre fra højesteret (hvilket gør at det er temmelig problematisk at begivenhederne stadig omtales som et “kup” eller endog “militærkup” nogle steder). Til gengæld er der en del uklarhed omkring beslutningen om at sende Zelaya i et fly til Costa Rica. Dette er nu blevet en sag for højsteret, der skal afgøre om militæret brød Zelayas grundlovssikrede rettigheder, da de besluttede at sende ham ud af landet.

Som journalisten Blake Schmidt, der bl.a. rapporterer til Bloomberg fra Honduras hovedstad Tegucigalpa skrev til mig i en mail:

“the military was acting on orders of supreme court to arrest zelaya. but supreme court didn’t rule that he should be thrown out of country. It’s not exactly clear who made that decision but hopefully this case will shine some light on it”

Den forgangne uge kan næppe siges at have arbejdet for ex-præsident Zelayas tibagevende, Ifølge WSJ den 5. august har USAs regering droppet at indføre sanktioner mod Honduras, mens man understreger, mens man fortsat tager afstand til kuppet/afsættelsen af Zelaya, at hans ageren op til begivenhederne den 28. juni var uacceptable, som det fremgår af et brev fra udenrigsministeriet:

“We energetically condemn the actions of June 28. We also recognize that President Zelaya’s insistence on undertaking provocative actions contributed to the polarization of Honduran society and led to a confrontation that unleashed the events that led to his removal,”

Der bliver som sagt heller ikke noget af de tidligere annoncerede økonomiske sanktioner.

Jeg har forgæves ledt efter en kommentar til dette på Orienterings hjemmesider, men det har ikke været at finde, måske fordi man ikke har fundet den rigtige vinkel på historien og måske fordi brevets ordlyd ville kræve at man forholdt sig til den afsatte præsidents egen ageren. Men det kan komme endnu, mon ikke det vil blive indledt med et eller andet skummelt om “stærkt konservative kræfter i det republikanske parti med tætte forbindelser til honduras erhvervsliv har presset Obama administrationen….” eller noget i den retning.

Jeg skal ikke undlade at kippe med hatten for at der endelig er nogen der indtager et mere nuanceret standpunkt omkring krisen i Honduras. Selv om man næppe skal forvente en lignende ændring i den europæiske position.

Ifølge en artikel fredag i The Miamia Herald kunne dette “open the door for an alternative option as president,” ifølge en lokal iagtager og konsulent, Jorge Yllesca, der fortsætter “meaning that interim President Roberto Micheletti might try to end the political crisis by stepping aside, not for Zelaya but for the president of the Congress or the chief justice of the Supreme Court”.

Allerede da Hillery Clinton tog afstand fra Zelayas forsøg på at krydse grænsen mellem Honduras og Nicaragua, medførte det hård kritik fra Hugo Chavez og Co., men det er selvfølgelig ikke overraskende.

Men mon ikke der er en nogenlunde god chance for at dette medfører, at der nok vil være masser af retorik, og ikke meget mere, i de kommende måneder. Jeg ville jo mene, at situationen mere eller mindre bør løse sig selv i kraft af at der er præsidentvalg i efteråret, hvorefter der  – hvilket der skulle under alle omstændigheder – vælges en ny president.

Det skal dog medtages, at der fortsat er demonstrationer og strejker i Honduras fra de der støtter Zelaya, hvilket involverer en række fagforeninger, bl.a. lærerne og sygeplejeskerne (sidstnævnte gik i ugens løb i strejke på ubestemt tid).

Noget andet er så hvilken effekt hændelserne indtil videre får på resultatet af dette valg, og på Honduras politik og demokrati på længere sigt. Et muligt resultat er at man vil se en afslutning på den dominans som det Liberale parti (som Zelaya og Micheletti begge kommer fra) og de konservative. Til sammen sider de på 117 ud af kongressen 128 pladser. De der har støttet Zelaya vil jo næppe gå til de konservative, og næppe heller stemme på de liberale, næste gang de skal stemme til kongressen. Og uanset at det overvældende flertal var imod Zelayas politik og ageren, har han stadig omkring 1/3 af vælgerne bag sig, hvilket indikerer muligheden for et betydeligt opbrud i det politiske billede, hvis vestrefløjen forstår at gribe chancen. 

Sidstnævnte skrevet uden at jeg kan påberåbe mig noget særligt kendskab til Honduras venstrefløjs evner eller mulighed for at sælge sig som “clean” – det vil sige ikke korrupt (hvilket i den udstrækning denne illusion eksisterer i Honduras, vil være et argument der forsvinder i takt med magt og indflydelse , et emne jeg vender tilbage til med udgangspunkt i Brasiliens nyere historie i en kommende post).

Det er vist ikke nogen overraskelse for læserne af denne blog, at jeg mener at store dele af ikke kun den journalistiske dækning i MSM, men også den information der kommer fra det akademiske miljø om Latinamerika er yderst misvisende. Ja, til tider direkte fornærmende overfor den mere end halve milliard latinamerikanere, der lever i lande hvis kulturelle kompleksitet og forskellighed fortjener bedre end at blive reduceret til et redskab for teoretiske forestillinger der skylder ikke så lidt til tidligere tiders marxistiske  postulat af en videnskabelig fremstilling. Det gælder også den lokalt udviklede afhængighedsteori, en særlig afart af center-periferi forestillingen om den globale økonomi.

En forestilling der fortsat præger nyhedsdækningen fra regionen – ikke mindst i Orientering på P1. Desværre er “skadevirkningerne” ikke kun begrænset til de der lytter til P1 eller går til farelæsninger på de højere læreranstalter. Problemet er at denne opfattelse igennem mange årtier fuldkommen har domineret den information vi modtager. Fra folkeskole til Operation Dagsværk, og er grundforestillingen for mange NGO’er og er fundamental for hele fair-trade konceptet.

Kort fortalt er udgangspunktet, at markedet er uretfærdig og ondt og til skade for de fattige. Det skyldes ikke mindst at man lider under den forestilling at handel udgør et nulsumsspil (Montesquieus fejltagelse). At Orientering på P1 i den grad er skævvredet og styret af en marxistisk/afhængighedsteoretisk grundholdning kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. I dette indlæg vil jeg se nærmere på den afhængighedsteoretiske model. Det vil blive fulgt op af en række andre indlæg der beskæftiger sig med politik og historie i Latinamerika, herunder ikke mindst den kroniske korruption der desværre præger en række af regionens demokratier, set i et kulturelt/historisk perspektiv.

Nu er det ingen skam at erkende at der er ting man ikke ved noget om, og måske er den største forskel på danskere og “latinamerikanere” at de godt ved at de intet ved, men at vi tror at vi ved noget, mens det ved nærmere eftersyn viser sig at det gør vi ikke. Hvis ens viden primært er basret på den daglige nyhedsdækning og hva man lærte i sin skoletid, må jeg desværre konstatere, at så ved man ikke særligt meget. Og det man tror at vide er formentlig i det store hele forkert. Det bliver naturligvis ikke bedre, når man som det for eksempel fremføres af Helene Balslev Clausen, påstår at militærkup for det meste har været rettet mod “reformvenlige regeringer” – et begreb der i sig selv er problematisk, for hvad forstår man egentlig ved reformvenlig. Der ligger i nævte udsagn, at militæret skulle være en garanti for status quo, men hvad så med militærregimer der selv har gennemført reformer? Og hvis reformvenlighed skulle udvirke militærkup, hvorfor tog Chiles militær så først magten i 1973 i stedet for at reagere allerede i 1960erne, hvor man gennemførtes omfattende jordreformer der for bestandigt havde en afgørende indflydelse på Chiles senere udvikling? Disse reformer blev ikke rullet tilbage, da militæret (endelig) tog magten i 1973, bl.a. på opfordring fra et flertal i parlamentet og med opbakning af hovedparten af den chilenske befolkning (en opbakning der hurtigt forsvandt, da det viste sig at militæret ikke havde til sinds hurtigt at genindføre demokrati. Et kup der primært var funderet i, at militæret vurderede at det chilenske samfund var ved at bryde sammen (hvilket det forøvrigt også var). Også militærkuppene i Brasilien i 1964 og i Argentina i 1976 havde opbakning blandt store dele af befolkningen, ofte i et håb om at det kunne bibringe sikkerhed, samt lov og orden (og i en hvis udstrækning fordi man havde – og måske i en hvis udstrækning stadig har en forestilling om at militæret er mindre korrupt).

Ligeledes har jeg mødt ikke så få – også langt ud over de sædvanlige venstreorienterede kredse -, der har tillagt USA  en direkte indflydelse og dominans i Latinamerika, der er ude af alle proportioner. Mens man med rette kan sige at den amerikanske indflydelse har været stor i en række små caribiske og mellemamerikanske lande, er det vildt overdrevet hvad USAs rolle i selve Sydamerika er blevet gjort til – Ja, man behøver vel blot at pege på Mexicos historie i størstedelen af det 20. århundrede. Mexico var pionerer i promoveringen af en statscentreret og lukket økonomisk model, der fra 30erne bl.a. indebar nationalisering af amerikanske olieinteresser, masser af statsejet industri og en udenrigspolitik der eksplicit lagde afstand til den nordlige nabo. På samme vis har lande som Uruguay, Chile, Brasilien og Argentina fra det 20. århundredes start i perioder har været ganske eksplicite i deres politik for at begrænse amerikansk indflydelse. Det samarbejde der har været i andre perioder har bestemt foregået på lige vilkår. 

Men at afvise USAs indflydelse som overdrevet, er selvfølgelig ikke det samme som at USAs politik ikke har haft betydning for regionen. Det er ikke svært at finde eksempler på hvor amerikansk indgriben har haft stor betydning – blot med den tvist, at den førte amerikanske politik vist først og fremmest viser hvor kortsigtet udenrigspolitik er, og hvor stor risikoen er for, at forsøgene på at løse et problem blot skaber et andet (hvilket vi jo blot behøver at se på Afghanistans udvikling for at forvisse sig om).

Det bedste (eller værste) eksempel på en skæbnesvanger amerikansk indblanding er formentlig Guatemala, hvor man kan argumentere for, at afsættelsen af den demokratisk valgte præsident Jacobe Arbenz i 1954, der slukkede lyset for Guatemalas ”demokratiske forår”, indledt i 2. halvdel af 1940erne, og i sidste ende ledte til en ekstremt blodige borgerkrig, der kostede flere hundrede tusinder civile ofre (især som resultat af hærens brutalitet). Men et er, at den kommunistforskrækkelse, som var den primære årsag til USAs indgriben formentlig var uberettiget, noget andet er at tillægge USAs politik i denne (så vel som andre) perioder, at den skulle være direkte rettet mod en demokratisk udvikling. Det er historisk noget vrøvl.

Hvad man kan sige er, at historien om Guatemala er et godt eksempel på hvor galt det kan gå, når der ikke er belæg for de forestillinger man har i ens efterretningsvirksomhed. Noget vi jo også har oplevet siden.

Men der er også et andet problem, der har dybere historiske rødder, og det er opfattelsen af markedet og kapitalismen. Det er ikke et venstrefløjsprivilegie at se på markedet med dyb skepsis. Det er en opfattelse der i vid udstrækning historisk er blevet delt af to stærke grupper i mange latinamerikanske samfund, nemlig den katolske kirke og militæret.

Denne grundlæggende mistillid til markedet genfindes i den afhængighedsteoretiske forståelse af den negative udvikling i Latinamerikas velstand i forhold til både Europa og ikke mindst USA. 

En forståelse der nok i nogen grad bygger på en misforståelse af hvordan udviklingen i regionens vækst i forhold til USA og Europa faktisk er forløbet, samt en direkte forkert karakterisering af Latinamerika som Laizzes-faire økonomier frem til midten af det 20. århundrede. Selv Argentina, der i begyndelsen af det 20. århundrede var ikke kun regionens, men en af verdens rigeste økonomier var langt fra idealet om frie markeder, hverken indadtil, hvor politiske indflydelse havde stor betydning for økonomiske muligheder, eller udadtil, hvor importbegrænsninger var udbredte, ofte efter ønske fra lokale producenter.

Senere forskning har også vist, at Latinamerikas væksttab i forhold til Europa kan isoleres til to distinkte perioder; første del af det 19. århundrede der i mange af de nyligt selvstændige lande var
præget af kaos, borgerkr
ig osv., samt 2. halvdel af det 20. århundrede. I den mellemliggende periode var de opnående vækstrater ifølge “The World Economi, A Millenial Perspective” udgivet af OECD i 1998 højere end i netop Europa. Således var væksten i BNP per capita i Vesteuropa i perioden 1950 til 1973 på ca. 4% p.a., mens den i perioden 1973-1998 var på ca. 1,8 % p.a. De tilsvarende tal for Latinamerika var henholdsvis ca. 2,5% og ca. 1 %. Dette i kontrast til perioden 1870-1950, hvor BNP per capita voksede hurtigere i Latinamerika end i Vesteuropa. I perioden 1870-1913 var de gennemsnitlige vækstrater således ca. 1,3 % i Vesteuropa, mens de var på 1,8 % i Latinamerika, og for perioden 1913-1950 var væksten i Latinamerika næsten dobbelt så høj som i Europa.

Man kan med rette indvende at Europas historie i første del af det 20. århundrede er unik givet to verdenskrige osv. og sammenlignet med de tidligere engelske kolonier; USA, Australien, Canada og New Zealand er billedet da også et noget andet. Disse områder havde betydelig højere vækst gennem det 19. århundrede end både Vesteuropa og Latinamerika, mens de frem til 1973 havde nogenlunde samme vækstrater som i Latinamerika. Derefter har væksten været signifikant højere end i både Vesteuropa og ikke mindst Latinamerika.

På trods af den i forhold til Vesteuropa højere vækst i 1 del af det 20. århundrede, (der naturligvis dækker over store regionale forskelle og er præget af 2 verdenskrige – hvilket også forklarer en del af den efterfølgende vækst i perioden 1950-1973) blev det i akademiske kredse en udpræget opfattelse, at deltagelse i den globale økonomi var til skade for de latinamerikanske lande. Ikke mindst i kraft af den argentinske økonom Raul Prebishs tese i 1940erne om ”den fattige del af verdens” faldende bytteforhold i forhold til den rige del af verden. En tese der dog siden er blevet afvist, da den bl.a. ikke tager højde for den teknologiske udvikling. Raul Prebish, der blev direktor for CEPAL, advokerede derfor en importsubstitutionspolitik, der paradoksalt nok allerede i årtier havde eksisteret. Man kan sige, at den nu fik et skær af akademisk rationale over sig.

Uden at jeg skal tillægge mig nogen speciel indsigt i marxistisk teori – jeg har mindst lige så svært ved at finde hoved og hale i det, som de der underviste mig i det i 1980erne på Københavns Universitet havde det, så udviklede der sig på baggrund af Raul Prebish og marxistiske sociologiske betragtninger en særlig latinamerikansk afhængighedsteoretisk model. Den identifiseres bl.a. med den brasilianske økonom Celso Furtado, og ikke mindst den senere brasilianske præsident sociologen Fernando Henrique Cardoso (der som præsident måtte lide den tort at blive beskyldt for at være neoliberalist – ak ja) og chileneren Enzo Falletto i (den desværre meget indflydelsesrige) ”Dependencia y Desarrollo” der knæsatte forestillingen om at fattige lande er fattige, fordi de er …. fattige og forbliver således på grund af det internationale kapitalistiske systems måde at fungerer, der kun er til gavn for de rige lande, og hvor produktion og forbrug er underordnet behovet i I-landene.

Hovedindholdet i denne teori kan opsummeres til at være:

Udenlandsk dominans fra kolonisering til dagens globalisering har medført et underudviklet lokalt landbrug og industri.
Ulige international specialisering af center (højtuddannet) og periferi (lavt uddannet) fører til koncentration af aktiviteterne i eksportorienterede landbrug og eller minedrift. Nogen industrialisering af periferien er mulig på betingelse af lave lønninger, der sammen med stigende produktivitet fastholder og udvider uligheden
Ovenstående medfører en hastigt voksende tertiærsektor med skjult arbejdsløshed, kroniske betalingsbalanceunderskud, bl.a. på grund af repatriering af overskuddet fra udenlandske investeringer, og dysfunktionelle politiske og sociale relationer.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at hvis ovenstående karakteriserer noget, må det være netop hvad importsubstitutionspolitikken der blev acceleret i 2. halvdel af det 20 århundrede (indtil den brød sammen i forbindelse med den 2. oliekrise og den efterfølgende gældskrise i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne) opnåede. Hvad den IKKE beskriver, er udviklingen i økonomier præget af frie markeder.

Jeg skal for god orden medtage, at der eksisterer flere forskellige skoler indenfor afhængighedsteoretikerne, og at ikke alle vedgår sig marxistiske træk. At jeg har svært ved at skelne , må tillægges mine egne vanskeligheder ved at erkende at der i det hele taget er tale om et videnskabeligt teoretisk apparat – på mig forekommer det mest af alt som konspirationsteorier, fremkommet ved en yderst selektiv og ofte fordrejet brug af historiske hændelser. Muligvis siger det mere om mine ringe evner end om disse ”modeller til forståelse af verden” end modellerne selv.

Den mest ekstreme (og/vulgære) form for selvmedlidenhed findes nok i ”Las venas abiertas de América Latina”, på engelsk ”Open Veins of Latin America: Five Centuries of the Pillage of a Continent”, skrevet af den Uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Galeano, Titel og ikke mindst undertitlen vist siger dette hele. Bogen er genoptrykt i snesevis af oplag på et utal af sprog siden den første gang udkom i 1972. Det er for øvrigt den bog, Hugo Chavez overrakte Barrack Obama ved deres første møde.

Med tanke på at forestillingen om Latinamerika og dets befolkning som offer for den rige verdens (læs USAs) dominans akademisk især blev formuleret i de mere udviklede latinamerikanske lande i Sydamerika, der deler den egenskab at størstedelen af befolkningen selv var resultatet af tidligere tiders immigration fra især Europa, har jeg altid fundet det lidt vanskeligt at acceptere seriøsiteten i argumentet om den rige del af verdens udnyttelse af de “stakkels” sydamerikanere.

Problemet med denne forestilling er, at den hviler på en række forudsætninger og forestillinger der ikke holder som generelle principper, men i sidste ende som sagt reducerer forestillingerne til de rene konspirationsteorier, der kun reddes hjem ved at give bestemte grupper og nationer særlige negative karakteristika, hvorved vi vel nærmer os en racistisk forestilling. Skurkene bliver her de rige nationer (læs: primært USA), kapitalisterne og nogle gange militæret (til andre tider når de støtter de “rigtige” er de heltemodige og gode). Heltene er ud over den selvudnævnte intellektuelle elite, alle former for organisationer der repræsenterer (reelt eller ej) de marginaliserede; arbejderne, landarbejderne, den oprindelige befolkning – i de lande hvor en sådan er fremtrædende -, reformvenlige (læs venstrepopulistiske) politikere osv.

Et andet problem er selvfølgelig at afhænfighedsteorien i vid udstrækning er statisk, og så får man mere end almindeligt svært ved at forklare udviklingen i Indien og Kina, eller Chile, for slet ikke at nævne Danmark for den sags skyld. Indtil godt oppe i det 20. århundrede eksporterede vi som bekendt primærtlandbrugsvarer.

Hvad man desværre kan konstatere er, at uanset at historie og fakta siger noget andet, dyrkes denne opfattelse fortsat flittigt indenfor nogle enke

lte videnskaber (især historie) og i ”græsrodsmiljøet” samt ikke mindst hos venstreorienterede/populistiske caudillo’r i Latinamerika som f.eks. Daniel Ortega, Fidel Castro og Hugo Chavez.

Hvis man lytter til Niels Lindvigs indslag fra Orientering den 20. juli, opdager man hurtigt, at han stort set følger grundreglerne til punkt og prikke for den ovenstående skitserede opfattelse. Indslaget omhandler det faktum, at der er en stor sammenblanding af privatøkonomiske og politiske interesser i Honduransk politik (big surprice). Historien kan genfindes i en noget mere afdæmpet form med mere information her.

Det er ikke fordi der sådan set er noget faktuelt at komme efter, men de konklusioner han drager er til noget vås. Kort fortalt er hovedindholdet i indlægget at Honduras politiske system ikke kun er korrupt, men stort set “ejes” af få meget velhavende forretningsfamilier. At der er udbredt korruption i Honduras er ikke nogen overraskelse – det er normen i Latinsk politik. Jeg vender i et senere indlæg tilbage til denne problematik. Her er det tilstrækkeligt at konstatere, at Honduras er blandt regionens mest korrupte lande, se også nedenstående figur. Et forhold der i sig selv bør stille spørgsmålstegn ved hvorvidt det er rimeligt at karakterisere landet som “præget af neo-liberal” politik, som bl.a. Helene fra CBS gjorde det i et indslag på P1 (tak til Hans Henrik Hansen)i forrige uge.

Økonomisk frihed og korruption

Kilder: Fraser Institute og Transparancy International.

Men Selv om Honduras scorer ganske hæderligt i Fraser Institutes Freedom index, bør medtages at det gør man primært, fordi statens andel af den samlede økonomi er meget lille, og fordi man har et åbent handelsregime. Derimod scorer man meget lavt på indikatorerne for f.eks. retssystemet, herunder dets uafhængighed, der sammen med et ufleksibelt arbejdsmarked i lighed med store dele af Latinamerika er fundamentale problemer.

Der hvor Niels Lindvigs indslag for alvor bliver problematisk, er når han postulerer at 2/3 af befolkningen er sat uden for indflydelse og stort set beskriver Hondras demokrati som dikteret af de få familiers ønsker. Hvordan forklarer han så det ufleksible arbejdsmarked. Hvis nogle få kapitalstærke familier dominerede så fuldkommen, som han påstår, hvorfor er arbejdsmarkedet så ikke mere fleksibelt? Han glemmer naturligvis også at nævne, at der er flere end de to store partier (“de liberale” og “de konservative”) som vælgerne (og det indbefatter også de 2/3 fattigste) at stemme på, men at de indtil videre ikke har tiltrukket sig særlig stor støtte (men det kan jo ændre sig i fremtiden).

At den førte (arbejdsmarkeds)politik så er til skade for de 2/3 fattigste er noget andet. Mon ikke også arbejdsmarkedslovgivningen i Honduras mere afspejler behovet for at tilgodese bestemte lønmodtagergrupper end den afspejler et ønske fra virksomhedsinteresser?

For mere information om omfanget af korruptionen i Honduras se også her.

Det er naturligvis klart, at muligheden for at særinteresser, – det være sig private virksomheder, fagforeninger osv., eller som der desværre i stigende grad er tale om i en række latinamerikanske lande, narkokarteller o. lign at få indflydelse og tiltuske sig særlige privilegier osv. har negativ indflydelse på både økonomisk vækst og etablering af et civilsamfund baseret på lighed for loven. Men det er jo en banal konstatering og en problemstilling der potentielt eksisterer i alle plandingsøkonomier.

Et grundlæggende problem hos afhængighedsteoretikerne er dog, at deres svar på problemet er mere stat og mere politik, og mindre marked. Alt andet lige, indebærer det mere korruption, mere patronage og mere klientalisme.

Sluttelig vil jeg blot opfordre til at man lytter til Niels Lindvigs indlæg og så f.eks. tænke på Italien og Berlisconi i stedet for Honduras  – eller et hvilket som helst andet land med høj korruption og/eller mistanke om “utidig” indblanding fra særinteresser, for den sags skyld – og så er spørgsmålet hvor  mange der bliver tilbage.

Vel vidende, at det måske ikke er det emne der interesserer de fleste af denne blogs læsere, fortsætter jeg med hvad der vist er ved at udvikle sig til en mindre føljeton om afsættelsen – og udsendelsen – af præsident Zelaya i Honduras. Til de der allerede her tænker, ikke mere om Honduras tak, skal jeg straks meddele, at dette 3. indlæg med udgangspunkt i begivenhederne i Honduras måske nok mere handler om journalistik og ikke mindst P1’s (Mis)Orientering.

Indlægget indeholder som hovedingredienser 1 stk. propagandist forklædt som journalist (Niels Lindvig), et stk. naiv (men sikkert velmenende) IBIS medarbejder samt Orienterings aldrig svigtende evne til ensidig og konspirationsteoretisk journalistik. Her indvolverende en tidligere rådgiver for først Bill Clinton og senere Hillery, der i sin egenskab af partner i Orrick, Herrington & Sutcliffe, er blevet hyret af den honduranske del af Business Council of Latin America, for at ændre stemningen overfor Honduras i USA (hvis regering i lighed med resten af verden har fordømt afsættelsen af Zelaya og ikke vil anerkende den midlertidige regering indsat af Honduras parlament).

Selve indslaget fra (Mis)Orientering) kan man høre her,  og det indledes bl.a. med en konstatering af, at “overgangsregeringen nægter stædigt at lade den folkevalgte præsident Zelaya vende tilbage til embedet” og senere at “trods det stigende pres fra det internationale samfund, siger overgangsregeringen, at den vil arrestere Manuel Zelaya, hvis han forsøger at vende tilbage til Honduras.” – se også opdatering om seneste begivenheder nederst i denne post.

Det interessante er (som ofte før) alt det der ikke siges – eller skrives. I lighed med f.eks. dækningen på modkraft (og dermed den yderste venstrefløj) nævnes hele forløbet i Honduras højesteret ikke med et eneste ord (forløbet  – og links til modkraft kan findes her).

Jeg skal medgive at indslaget ikke er helt så absurd, som den beskrivelse der kan læses på Huffingtonpost.com, skrevet af en hvis Dan Kovalik , der efter at have været i Honduras i to uger i artiklen “The Urgency of Restoring Democracy to Honduras, frejdigt påstår ” that President Zelaya has broad support in his country” – hvilket alle meningsmålinger gennem det seneste år ellers har vist, at han netop hverken havde eller har.

Jeg har i forøvrigt i vid udstrækning (Mis)Orientering mistænkt for, at man i et meget selektivt valg af “kilder” primært holder sig til netop stærkt venstreorienterede blogs og webmedier som omtalte Huffington Post, der hverken kan anklages for at formidle “unbiased” information eller være karrig med hvem der skriver om hvad. F.eks. optræder der en analyse af afgørelserne i Honduras højesteret , foretaget af en forfatter og grafisk designer ved navn Jules Siegel , hvis “claim to fame” primært er, at han fra tid til anden har skrevet for Playboy.

At (Mis)Orientering konsekvent vælger at vinkle historierne ud fra en bestemt på forhånd given (stærkt venstreorienteret) opfattelse, hvilket også gør sig gældende i dækningen af udviklingen i Honduras, kommer selvfølgelig ikke som nogen overraskelse for de fleste af os, der har hørt udsendelserne. Og da jeg ved noget om Latinamerika og ved at det er meget sjældent at (Mis)Orientering har styr på fakta i deres historier fra denne region, er det vel næppe nogen helt usandsynlig konklusion, at jeg kan gå ud fra at deres historier fra resten af verden er lige så fordrejede og ensidige.

Men der er måske et andet og mere grundlæggende problem, med mindre man tillægger Niels Lindvig og Co. at de rent faktisk godt ved hvad der foregår, og som led i en eller anden snedig konspiration vælger at forholde os virkeligheden for at fremme egne (revolutionære) mål.

Jeg kan selvføgelig ikke afvise at det forholder sig således, men det afgørede er, at det ikke behøver at gøre det. En tilpas portion uvidenhed, manglende forståelse for latinamerikansk virkelighed og naiv religiøst betinget og umoden revolutionsromantiske drømmeri er alt rigelig til at sikre en konsekvent ensidig og fordrejet fremstilling af forholdene.

Der er nemlig ikke meget i (Mis)Orienterings dækning af Latinamerika der synes at indikere at de involverede journalister ved særligt meget om denne del af verden, eller på nogen måde har fattet de kulturelle forskelle i forhold til vores del af verden. Her ligner de nok i høj grad repræsentanterne for den danske godhedsindustri, der drager ud i verden med vores skattekroner og bliver ført rundt i manegen alt mens bistandmidlerne forsvinder ud i den blå luft.

Indslaget om den seneste udvikling i Honduras indledes med at en hvis Hans Peter Dejgård fra IBIS, der har tilbragt 1 uge i Honduras, interviewes. Her kan han fortælle, han har mødt “en hel masse mennesker der er blevet forfulgt” og at IBIS er meget skuffet over den lokale ombudsmandsfunktion, der er opbygget med danske bistandsmidler, men som man nu har afbrudt samarbejdet med. Det skyldes at den nuværende ombudsmand, som det siges, at han :

“gik straks med kupmagerne [der inkluderer kongressen, militæret, højesteret og den katolske kirke, red.] fra starten af og han fortæller at der ingen problemer er med menneskerettighederne, der er ingen krænkelser af betydning, på trods af, at vi sidder her med en rapport der har navne på 700 personer som er udsat for vold og er sat i fængsel uden at der har været et retsgrundlag for det”

Jeg vil bestemt ikke afvise at der sker krænkelser (jeg aner det ganske enkelt ikke), men det er vel sigende, at man fra [betalende] dansk side først reagerer nu – det kunne jo f.eks. tænkes, at manglende sagsbehandling snarere har været reglen end undtagelsen i de 15 år man har støttet ombudsmandsfunktionen [jeg ved det ikke, men det gør man formentlig heller ikke fra officiel dansk side].

Det kunne for eksempel have været interessant at blive informeret om, hvorvidt man har behandlet de sager om forfølgelse og mord på journalister, som verserede det seneste år under præsident Zelaya, som det fremgår af “21st Century Socialism Comes to the Honduran Banana Republic” på Council on Hemispheric Affairs (COHA) hjemmesider fra den 25. maj i år.

Til gengæld kan Hans Peter Dejgård med glæde fortælle om, at det har været “rigtigt dejligt at kunne fortælle en hel masse af de forfulgte menneskerettighedsorganisationer og forfulgte sociale organisationer og kvindeorganisationer” at bistandsminister Ulla Tørnæs siger ganske klart fra overfor ombudsmanden og andre der har støttet “kuppet”.

Nu har jeg ingen grund til at tro andet end at Hans Peter Dejgård siger det han mener og fortæller det videre han har hørt efter bedste overbevisning. Men lige præcis i det sidste ligger der et centralt problem, nemlig at han tror på det der bliver ham fortalt, og det er der ingen grund til at gøre i Latinamerika.

Omgangen med sandheden i Latinamerika er en yderst relativ affære, hvilket gælder ud over hele det politiske spektrum. Uden at jeg
skal forgøjle at her til
lands (eller i denne del af verden) er vi altid sandruelige, så er det et gennemgående træk i Latinamerikansk kultur og daglig omgang, at man har et yderst problematisk forhold til fakta og sandhed.

Det gælder uanset om man er forretningsmand, til højre eller venstre, menneskerettighedsforkæmper, arbejder i sociale organisationer, kvindeorganisationer, militæret eller kirken for den sags skyld.

Her taler jeg ikke kun om “politikeromgang” med sandheden, men en relativitet der gennemsyrer hele den latinamerikansk virkelighed, og som mange journalister, bistandsmedarbejdere osv. vist aldrig helt har forstået betydningen af.

Hvis man har en tilbøjelighed til at tro på at folk siger sandheden til en (og denne naivitet lider en del danskere jo af), så er det bedst at erkende at der er tale om en kulturel egenskab der ikke er meget bevendt i Latinamerika. Jeg vil bestemt ikke påstå at der IKKE finder overgreb sted (hvor skulle jeg da også vide det fra), men jeg vil dog tilade mig at påstå at det er også er direkte usandsynligt at en del af de “smukke” – nu evt. forfulgte – organisationer og deres medlemmer IKKE har modtaget finansiel støtte fra den tidligere præsident, og dermed kan tillægges en række meget nære motiver for deres version af “den honduranske virkelighed” – at man køber sig til støtte ved offentlige midler er snarere reglen end undtagelsen.

Igen kunne man mene at dette også foregår i et land som Danmark, en forskel er dog at det her som regel foregår på en transparent måde, således at vi er klar over det.

Endnu mere absurd bliver det selvfølgelig, når Niels Lindvig efterfølgende fortæller om at honduranske forretningsinteresser har hyret den berømt/berygtede Lenny Davis fra Orrick, Herrington & Sutcliffe – hvor Niels Lindvig, der også tidligere har vist sig som en mester i kunsten at lave værdiladede og ensidige indslag lægger ud med at præsentere det som et  faktum, at det er det er det honduranske erhvervsliv, der er “kuppets” bagmænd, hvilket vel må indikere at han mener at vide at det er selvsamme forretningsfolk der står bag det han kalde den “selvbestaltede regering” [der blev valgt og godkendt af et overvældende flertal i det demokratisk valgte parlament – det kan godt være at hele forløbet er juridisk problematisk, men ligefrem at bruge udtrykket selvbestaltet er den ikke, red].

Det er ikke fordi jeg vil afvise en sammenblandingen af økonomiske og politiske interesser  – langtfra, det er igen en velkendt foreteelse både i demokratiske og ikke demokratiske lande, og er selvføgelig ikke mindst væsentlig i lande uden ordentligt fungerende markeder (hvorefter det “politiske marked” er det absolut væsentligste). Men her er der tale om en forbindelse der muligvis eksisterer (det ved Niels Lindvig lige så lidt om som mig), men ikke nødvendigvis eksisterer. Den behøver heller ikke at eksistere, da der selvføgelig er et incitament for honduranske forretningsinteresser til at forsøge at sikre, at USA ikke økonomisk “straffer” Honduras, da det jo vil gå ud over selvsamme forretningsfolks indtjening.

Men ikke nok med det. Niels Lindvig laver en længere historie ud af, at omtalte Lenny Davis tidligere har været rådgiver for præsident Clinton, og senere for Hillery Clinton under primærvalgene, samt at han i andre sammenhænge har repræsenteret “problematiske” klienter. Det er selvføgelig en ganske underlødig måde at argumentere. Et godt gæt er, at Lenny Davis er hyret, fordi han er dygtig og har de “rette” forbindelser. Samme Niels Lindvig vil måske mene at man kan afgøre for eksempel en straffesag ved blot at se på hvilke andre klienter pågældende forsvarsadvokat tidligere har haft? – og hvis man skulle følge denne usmagelige form for journalistik, ville det så indebære, at Niels Lindvig, der jo tidligere langt hen af vejen har forsvaret Castros Cuba, er falangist og dermed facist? – hvordan det? vil nogle måske spørge. Jo, af den simple grund, at Spanien under Franco fortsatte med at have helt normale forbindelser til Castros Cuba efter 1959.

Med Niels Lindvigs form for journalistisk indebærer det jo at der må gå en linie fra Franco over Castro til ham selv.

Ovenstående indebærer som sagt ikke, at jeg opfatter Niels Lindvig som en “ond” mand der bevidst forholder os sandheden – heller ikke når han åbenlyst går efter manden i stedet for bolden. Han tror formentlig selv på det sludder han fremturer med, det er jo “den troendes” privilegium at tro at han besider en guddommelig sandhed, der ofte bliver til en guddomelig ret til at gøre hvad ingen andre må.

Men selv om mange troende gerne gør krav på at vi skal have særlig respekt for dem, vil jeg i hvert fald stærkt advare mod at have det i tilfældet Niels Lindvig og Co. Vurderet på et rent fagligt og oplysningsmæssigt niveau, er det de præsenterer ofte noget makværk, der mere ender i den skønlitterære afdeling fremfor den faglitterære – men det jo selvføgelig ikke nogen nyhed.

Opdateret:

Det ser ud til at der (desværre) kan blive rigtig meget at berette om fra Honduras i de kommende dage. Således rapporter den brasilianske avis “O Globo” dags dato, at den afsatte præsident Zelaya er på vej til den Nicaraguansk-Honduranske grænse med et større følge, der bl.a. inkluderer repræsentanter fra den Venezuelanske regering og hans forældre.

Honduras militær, der har lukket grænsen, har udtalt, at den ikke kan garantere for tilhængere af Zelaya, der er på vej mod grænsens sikkerhed. Hvor ex-præsidenten (der stadig mangler ca. 150 km i at nå frem til grænsen) mere præcist vil prøve at krydse den 900 km lange grænse står stadig hen i det uvisse. Mens man vist ikke påstå at politik er kedelig i Honduras, kan man godt være lidt bekymret hvorledes situationen ender. Blodige sammenstød kan vist desværre ikke udelukkes.

I sidste uge tillod jeg mig at gå i mod stort set hele det internationale samfund og dets fordømmelse af afsættelsen af Honduras Præsident. Min argumentation var baseret på, at da militæret – efter ordre fra højesteret – sendte Zeliay med fly til Costa Rica efter måneders stigende konflikt mellem præsidenten på den ene side og et flertal i parlamentet og højsteret på den anden side, var forløbet nogenunde som følger :

1. Præsident Zeliay ønsker folkeafstemning om ændring af forfatningen.

2. Højesteret afviser at dette er i overensstemmelse med samme forfatning

3. Militæret, der skal stå for afstemningen (i følge samme forfatning) meddeler, at de i lyset af højesteretsdommen ikke vil deltage.

4. Præsident Zeliay fyrer den lederen af de væbnede styrker, general Romeo Vasquez Velasquez.

5. Ledende officerer indgiver deres afsked som reaktion på ovenstående.

6. Højesteret afgør at afskedigelsen af Valesquez er grundlovsstridig og at præsident Zeliay skal genindsætte ham, hvilket han nægter

7. Præsident Zeliay insisterer på at gennemføre afstemningen, nu blot som vejledende.

8. Højesteret beordrer militæret til at afsætte præsident Zeliay, der sendes med fly til Costa Rica.

9. Parlamentet indsætter Roberto Micheletti (fra samme parti som Zeliay) som midlertidig præsident, indtil en ny vælges ved det planlagte valg til november.

10. Herefter fordømmer omverden afsættelsen af Zeliay, der mange steder betegnes som et (militær)kup

11. Søndag d. 5. juli forsøger Zeliay at lande i Tegucigalpas lufthavn i et Venezuelansk militærfly, men bliver afvist og flyver til Nicaragua. I forbindelse med det mislykkede forsøg på at lade opstår der uroligheder hvorunder 2 demonstranter bliver slået ihjel, mens der er flerede sårede blandt demonstranter og militær. Episoden omtales som en massakre i en række Latinamerikanske lande – ikke mindst i Telesur, den Hugo Chavez kontrolerede statslige Tv-station (det var samme Hugo Chavez der var en af de første til lykønske sin gode ven Mahmoud Ahmadinejad med sejren ved det Iranske valg). Man bruger bl.a. Optagelser fra BBC som ”bevis” på massakren – læg mærke til den ældre dame der går mod soldaterne, da der affyres tåregas for at trænge demonstranter tilbage, og de hjælpsomme soldater der får hende i sikkerhed – ikke meget massakre over dette optrin.

12. Torsdag den 9. juli indledtes forhandlinger mellem det nuværende styre og ex-præsident Zeliay i Costa Rica. Forventningerne til at dette leder til en afslutning på krisen er mildt sagt begrænsede.

     

Ingen tvivl – ”it’s a mess” – hvilket ikke bliver mindre af, at hele det mærkværdige forløb med afsættelsen af præsidenten tilsyneladende er præget af, at der, ifølge The Economist, slet ikke er taget højde for en sådan situation i Honduras grundlov. Hvor kaotisk situationen er illustreres måske ved, at den tidligere forsvarsminister, Edmundo Orellana Mercado, der alt efter kilde blev fyret/sagde op samtidig med at general Valesquez blev fyret, nu har meddelt, at han ikke vil indtage sit sæde i parlementet før Zeliay er genindsat.

I en af kommentarerne til mit sidste indlæg om Honduras var Martin Rannje så venlig at give et par links til Modkraft, hvor man også beskæftiger sig med begivenhederne i Honduras, og som han også bemærker er det en ganske anderledes fremstilling end den jeg kommer med man finder der – se også:

http://modkraft.dk/spip.php?article11011
http://modkraft.dk/spip.php?article11026
http://modkraft.dk/spip.php?article11030

Det er måske ikke så underligt. Jeg kunne fristes til blot at pege på, at når man angiver det Hugo Chavez styrede Radio Mundial som kilde, så har man afskrevet sig enhver trorværdighed.

Ligefrem latterligt bliver det, når man fremturer med kritik af avisen Information, fordi deres mand på stedet ikke rapporterer hvad der – ifølge modkrafts skribent, der altså befinder sig i Danmark – virkeligt skete i Honduras hin søndag  – eller måske gjorde Information det, men det passer bare ikke ind i den pattebarnagtige infantile revolutionsromantiske dyrkelse, der præger den yderste venstrefløj.

For der MÅ jo have været knald på, og der må helt sikkert allerede være dødspatruljer og anden djævelskab, for det SKAL være militæret mod folket. Absurditeten i hvorledes man prøver at opbygge et modsætningsforhold mellem det hændte og ”det honduranske folks vilje” ses måske tydeligst i at man i en hvis Ulrik S. Kohls indlæg. Her henviser han til en norsk hjemmeside, der på imponerende vis formår at gennemgå hele forløbet UDEN at nævnte højesterets rolle, men til gengæld med stor autoritet slår fast at Zeleay’s afstemning ikke var i strid med Honduras grundlov – hvoraf vi kan konkludere, at Honduras slet ikke har brug for en højsteret, når der findes så kloge nordmænd.

I modsætning til folkene på Modkraft.dk er jeg desværre ikke i stand til at udnævne skurke og helte i et væk – dertil er jeg alt for bundet af, at den virklige verden snarere er grå i grå end sort og hvid, eller måske skulle man sige sort og rød, nar det er Modkraft vi taler om.

Det skal dog ikke afholde mig fra endnu en gang at undre mig over, at den yderste venstrefløj tilsyneladende altid har haft en særlig evne til at gøre de største skurke til deres foretrukne helte – Hugo Chavez forgængere som exkportører af socialisme til resten af Latinamerika var jo som bekendt de af venstrefløjen (både den ekstremistiske og den mere moderate venstrefløj) så højt besungne revolutionshelte Fidel Castro og Che Guevara, der sammen med Raul har ansvaret for en af de mest brutale og blodige regimer i det 20. århundredes Latinamerika – og det sidste totalitære diktatur der er tilbage i den del af verden (indtil videre fristes man til at sige, da ingen på nuværende tidspunkt ved hvor Venezuela ender).

Hvad angår Honduras er der ingen tvivl om, at det er et fattigt land med meget stor forskel på rig og fattig, eller som Herige Foundation skriver om Honduras i den seneste Freedom Index 2009 rapport:

”Honduras’s overall economic freedom suffers most from the lack of institutional capacity to protect property rights and a lack of will to tackle corruption in many aspects of economic activity. Public administration is inefficient and widely perceived as corrupt. The rule of law is undermined by weak ba
sic security.” http:
//www.heritage.org/Index/Country/Honduras

Det kan egentlig undre at der ikke på et tidligere tidspunkt er dukket en stærk kadidat op på en venstre-populistisk/fascistisk platform. Man skulle jo mene, at en land så fattigt som Honduras, med en lille velhavende overklasse og betydelig fattigdom burde være en oplagt kadidat for ”en rask omgang” bolivariansk socialisme álá Hugo Chavez Venezuela. Denne kandidat er i så tilfælde ikke Zeleay. De seneste meningsmålinger ifølge Reuters viser, at 41% af vælgerne støttede afsættesen af Zeleay, mens 28% var imod.

Så hvad end man måtte mene om de passerede, så er den yderste venstrefløjs fremstilling af folkelig opbakning til Zeliay, så må den stå for deres egen regning, det er ikke i Honduras man finder den.

Men som antydet, kan det langtfra afvises, at Honduras på et et senere tidspunkt ville kunne finde på demokratisk at vælge venstrepopulistiske præsidenter i stil med Hugo Chavez eller Evo Morales. En korrupt offentlig sektor, manglende rule off law og ikke mindst den manglende beskyttelse af den private ejendomsret rammer jo især de fattige, hvilket vi også kender til fra andre dele af Latinamerika – desværre et gennemgående træk i de fleste latinamerikanske lande.

Det indebærer f.eks. fortsat marginalisering af den fattige del af befolkningen, hvor den manglende evne til at hævde sin ejendomsret bl.a. afskærer folk der både kan og vil, hvis de fik muligheden, fra at opnår kreditter og dermed ekspandere, idet de ikke kan stille sikkerhed.

Men det indebærer også, at det er muligt at opretholde dominans af interne markeder, til skade for forbrugerne og dermed for muligheden for afgørende at forbedre levestandarden (hvilket Honduras som et af Latinamerikas fattigste lande så sandelig har brug for).

For at føje spot til skade kan nævnes at Honduras er et af de lande i Latinamerika, der har modtaget mest ulandshjælp, uden at det tilsyneladende har gjort en positiv forskel. Men det er der selvfølgelig ikke noget nyt i. Sammenhængen mellem økonomisk vækst og ulandshjælp er også i denne del af verden nærmest omvendt proportional.

Opdateret: The Economist om Hændelserne i Honduras (audio)