Samtidig med at de internationale medier i dag kan rapportere, bl.a. O Estado de Sao Paulo , at de honduranske myndigheder har lukket for de sidste Zelaya-tro medier, herunder Rádio Globo de Tegucigalpa, i sit forsøg på at dæmpe den uro, som Zelayas tilbagekomst og ophold på den Brasilianske ambassade har udløst, har der været betydelig kritik i Brasilien af landets rolle i den seneste udvikling.

Under overskriften “O pesadelo é nosso” (det er vores mareridt) har det velestimerede brasilianske ugeblad Veja en stor og meget kritisk artikel om Brasiliens nye rolle i konflikten i Honduras (det kræver desværre abb. at læse hele artiklen – derfor ingen link), efter den afsatte præsident Zealya, har “opslået” lejr på den Brasilianske ambassade i Tegucigalpa.

til venstre: anti Zelaya demontration, til højre: Zelaya tilhængere

Det velrespekterede ugeblad, der for nylig havde 40 års jubileum,  har gang på gang vist at bladet, der bedst kan beskrives som borgerlig-liberal´, holder en høj standard indenfor kritisk journalistik. Veja har i flere tilfælde været i fremmeste række ved afsløring af de store problemer med korruption og magtmisbrug, der har været en fast føljesvend for det brasilianske samfund, både i perioder med diktatur og demokrati – og det har mere end en gang påkaldt sig ledende politikeres vrede. Således udtalte præsident Lula sig direkte truende mod bladet, da det for et par år siden efter Veja først havde været blandt de første til at afsløre den såkaldte “mensalao”-skandale, hvori ledende regeringsmedlemmer købte stemmer i kongressen, og derefter afslørede at Lulas nærmeste familie (hans sønner) opnåede forbavsende lukretive offentlige kontrakter . På det sidste har Veja sammen med avisen “O Estado do Sao Paulo” skrevet om den tidligere præsident og nuværende leder af senatet, Jose Sarneys, misbrug af sin politiske position til at berige sig selv og sin familie. Sarney, der har præsident Lula’s opbakning, har endda helt absurd forsøgt at stoppe O Estado’s artikler gennem det juridiske system. Med andre ord bakker den socialistiske regering op bag forsøg på at censurere pressen, når det er politisk oppotunt.

Veja spillede også en stor rolle i afdækning af den korruptionsskandale der i begyndelsen af 1990erne endte med præsident Fernando Collor de Mellos afsættelse.

Hvis man kun får sin information gennem de almindelige danske medier (MSM) kunne man måske forledes til at tro at der er almindelig konsensus i Latinaemerika (dette underlige begreb som mange både Syd- og mellemamerika, for slet ikke at tale om de protugisisk talende brailianere slet ikke anerkender, men som alligevel bruges for at dække de geografiske område fra Mexiko i nord til Chile i syd) om at fordømme afsættelsen af Zelaya i Honduras, ligesom man ofte kunne få det indtryk, at Hugo Chavez er omgøret med stor sympati. Dette er ingenlunde tilfældet. Sympatien for Hugo Chavez er i ligned med forgangne tiders sympati for Castros Cuba defineret ud fra graden af antiamerikanisme i de enkelte lande og dets befolkninger. En antiamerikanisme der nok generelt set overvurderes i MSM, ligesom Hugo Chavez popularitet. Han er bestemt ikke vellidt i store dele af Sydamerika, ligesom sympatien for Evo Morales i Bolivia kan være på et meget lille sted i Brasilien, efter Bolivias nationalisering af Petrobras sidste år. Selv Om Lula er en meget populær præsident (approval ratings er over 70%) er det ikke hans udenrigspolitik der har gjort det. Traditionelt set interesserer de færreste brasilianere sig for hvad der foregår uden for deres egen stat, og da slet ikke uden for landets grænser, men blandt de der gør anser mange Lulas udenrigspolitik for at være direkte svag og skadelig for landet (efter Bolivia slap afsted med en ganske ringe kompensation til det delvist statsejede Petrabras, gik Lulas regering for nylig med til at genforhandle kontrakten med Paraguay i forbindelse produktionen af strøm fra Itaipu på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, en genforhandling der alene var til fordel for Paraguay.

Brasilien har traditionelt set sig selv som den naturlige leder af Sydamerika, og meget skal da også forstås i sammenhæng med den rivalisering der eksisterer mellem Brasilien g Venezuela under den efterhånden meget lidt demokratiske Hugo chavez, der bestemt ikke er vellidt i Brasilien.

Det er heller ikke gået hen over hovedet på de Chavez kritiske dele i Brasilien, at Barrack Obama og den amrikanske regerings reaktion på afsættelsen af Zelaya, primært synes drevet af ønsket om at få et andet forhold til de øvrige lande i “americas” – og at det åbenbart skal ske ved i en hvis grad at føjes Hugo Chavez. Med andre ord ved at føre en blød, andre vil kalde det en svag udenrigspolitik.

For Brasilien er den seneste udvikling med Zelaya installeret på den brasilianske ambassade, og en Lula der opfordrer til fordømmelse af den midlertidige regering i Honduras i den grad et brud på tidligere tiders udenrigspolitiske tradition, hvor ikke indblandingspolitikken går mere end 100 år tilbage, hvis vi ser bort fra Brasiliens deltagelse i 2. verdenskrig på de allieredes side (og aktioner i FN regi). Efter en række grænsestridigheder i det 19. århundredede, der resulterede i at den oprindelige portugiske kolonier ekspanderede på bekostning af bl.a. Bolivia, har Brasiliansk udenrigspolitik sindenhed alene været defineret ud fra strengt nationalt sikkerhedsmæssige hensyn. At Brasilien nu spiller en aktiv rolle i en konflikt i et land, som der for de fleste brasilianere lige så godt kunne ligge på den anden side af jorden, er derfor ikke oplagt.

Man kan så med tanke på Brasiliens størrelse, både økonomisk, geografisk og befolkningsmæssigt (ca. halvdelen af Sydamerikas befolkning bor i Brasilien og op mod en trediedel af al industriproduktion i Sydamerika finder sted i staten Sao Paulo) notere sig at det bemærkelsesværdige i dette.

I forbindelse med krisen i Honduras lægger Veja ikke fingrene i mellem. Zelaya beskrives som psykisk ustabil person i Hugo Chavez sold, eller som man skriver;

“Em uma operação comandada por Chávez, Zelaya foi conduzido de volta a Honduras e se materializou com numerosa comitiva na casa onde funciona a Embaixada do Brasil em Tegucigalpa. Esse hóspede incômodo, de aparência bizarra e com sinais evidentes de distúrbios mentais – ele se diz vítima de ataques por radiação de alta frequência e gases tóxicos que ninguém mais percebe”

frit oversat til dansk;

“Chavez står bag Zelays pludselige opdukken på den brasilianske ambassade, hvor han med sin bizarre opførsel og påstande om at være blevet udsat for højffrekvent stråling og giftgasser, åbentlyst er mentalt forstyret.”

Bladet kritiserer direkte Lula for at Brasilien er blevet blandet ind i dette (deraf overskriften) og lægger i sin gennemgang vægt på, at Honduras gennem forløbet har respekteret landets grundlov (samme konklusion kom “Congressional Research Service” ifølge WSJ frem til i august måned, hvilket dog ikke har påvirket den amerikanske regerings standpunkt).

Konklusionen for Veja er klar, og deles uden tvivl af mange Brasilianere. Der er primært tale om en konflikt drevet af den “venstrefløj” der er dukket med Hugo Chavez i cent
rum. Som bladet skriver;

“Honduras vem de ejetar do posto e exilar um presidente, Manuel Zelaya, pela tentativa de desrespeitar a Constituição e, por meio da convocação de um plebiscito, perpetuar-se no poder.
Caso típico da contaminação ideológica patrocinada pelo venezuelano Hugo Chávez, Zelaya vendeu a Caracas seu pouco valorizado passado de latifundiário direitista. De repente, começou a se pautar pela cartilha populista chavista de miséria moral e material, supressão de liberdades individuais, desrespeito às leis, aos costumes civilizados, associação com o narcotráfico e, claro, eternização no poder – receita que estranhamente passou a ser chamada de esquerda na América Latina.”

(Frit oversat)

“Honduras sendte en præsident i eksil, der prøvede at omgå forfatningen og gennem en folkeafstemning at holde sig ved magtgen. Et typisk eksempel på “ideologisk forurening/pervatering” sponceret af Hugo chavez i Venezuela, som promoverer tidligere højreorienterede godsejer [Zelaya], der pludselig ændrede politik til en degenereret chavez-inspireret politik, der med undertrykkelse af individuelle rettigheder, mangel på repsekt for landets love og almindelig civiliseret opførsel, indvolvering i narkotikahandel og – naturligvis – uendelig fastholden af magten, er en opskrift, der på forunderlig vis er blevet synonym med det venstreorinterede Latinamerika.”

Kradse ord fra et af Brasiliens største og mest velrespekterede ugeblade.

Skulle der blandt læserne være nogen, der læser portugisisk, skal jeg her gerne henvise til de seneste 40 års “Veja”, der alle kan læses her. Set i sammenhæng giver det et unikt og på mange måder meget anderledes billede af landets nyere histstorie, end det herhjemme kendte.

Siden opdateres fortløbene med det næst-seneste nummer.

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet om “the mess in Honduras”. Det er jo ikke just fordi der ikke er sket noget, Den tidligere præsident Zelaya er vendt tilbage og befinder sig nu på den brasilianske ambassade. Der er indført udgangsforbud (ved ikke om den er ophævet igen), og der har været sammenstød mellem tilhængere af Zelaya og politiet.

Istedet for at skrive et længere indlæg, vil jeg denne gang nøjes med at henvise til Finn Zielgers altid læseværdige blog, hvor han i en yderst velskrevet og præcis post i tirsdags skriver om nogle af de absurditeter der er i forbindelse med omverdens reaktion på den afsættelse af Zelaya der fandt sted i juni i overenstemmelse med Honduras Grundlov.

Da jeg ikke kan skrive det bedre selv, vil jeg foreslå, at man læser videre på “Zieglers Hjørne“.

Som reaktion på købehavns kommunes forslag om et forsøg med legalt salg af hash, et forslag der støttes af SF, S, R og et enkelt venstremedlem, har man været hurtigt ude på Christiansborg og afvise dette – også fra de partier hvis medlemmer af borgerrepræsentation går ind for forslaget.

Dette og argumenterne imod en legalisering er fuldstændig forudsigeligt. Simon Emil Amnitzbøll har naturligvis (desværre) ret, når han til 180grader bemærker, at “Der er ingen grund til, at embedsmænd i Københavns Kommune skal spilde deres tid med at lave notater om fri hash, når det er Folketinget, som bestemmer.” Og mens det kan være rationelt som lokalpolitiker at gå ind for fri hash – i et København med store bandeproblemer – ikke mindst i et kommunalvalgår, er det (igen desværre) også politisk rationelt for Christiansborgpolitikere der enten kommer fra de nuværende regeringsbærende, eller fra de der håber at være de kommende regeringsbærende partier at gå i mod det. Om ikke andet så af følgende praktiske årsager;

En egentlig legalisering er vanskelig i forhold til FN-aftaler, som Danmark har tilsluttet sig, og som (hvis jeg har fortsået det korrekt) forpligtiger landene til at en række eufoserende stoffer er illegale. Hvis dertil lægges at svenskerne er blandt de mest fanatiske modstandere af legalisering af ethvert rusmiddel, og sammen med USA er de drivende kræfter – ikke mindst økonomisk – bag FNs propagandakontor forklædt som “United Nations Office on drugs and Crime”, så kræver det i det mindste at man er parat til at tage det efterfølgende slagsmål med først og fremmest Sverige.

Det er ikke dette der føres frem af argumenter imod fri hash. De argumenter der som forventet per automatik føres i søen er til gengæld blottet for enhver dokumentation.

At forslaget fra Københavns kommune er ganske håbløst er noget andet – se her . Med mægnden af begrænsninger og den kunderegistrering der er indlagt, vil en stor del af de potentielle kunder nok holde sig til deres sædvanlige pusher, med mindre de kommunallt ejede butikker kan tilbyde en pris der ligger væsentligt under det illegale markeds og/eller en væsentlig højere kvalitet. Når embedsmændene i deres rapport skriver at de satser på at kunne erobre 2/3 af hashsalget fra banderne, er det helt hen i vejret. Forslaget kunne vist have haft godt af at blive gennemlæst med kritiske økonombriller før det blev offentliggjort.

Men lad os kort se på to af de argumenter der er fremført imod den foreslåede legalisering af hash, i løbet af i dag:

Mette Fredriksen slår på hashs farlighed, og udtaler til Berlingske Tidende, at “man skal passe rigtig meget på med at betragte hash som et uskyldigt stof og være ekstremt bevist om, hvor alvorlige konsekvenser det kan have for folk at have et hashmisbrug“, mens hendes kollega Karen Hækkerup udtaler til Politiken, at »Der er plusser og minusser ved fri hash. Grunden til, at vi hidtil har afvist det er, at hash er et skadeligt stof, som har stor negativ indvirkning på indlæring og kan give hashpsykoser og så videre«.

Men for det første er en legalisering jo ikke ensbetydende med en blåstempling. At noget ikke er forbudt indebærer jo ikke at man derfor kan gå ud fra – eller går ud fra – at det ikke er skadeligt. For det andet gælder, at for langt langt de fleste hashrygere er der ingen negative konsekvenser ved deres brug.

Det ville her egentlig være interessant at få en sammenligning med det uden sammenligning mest populære rusmiddel i vores kultur, nemlig alkohol. Hvad mere er, den stigning i forbruget af hash der kunne være konsekvensen af en legalisering vil, alt andet lige, ske blandt borgere der næppe kan anses for at være i fare for at komme ud i et misbrugsproblem. Det vil nemlig primært være veluddannede og veletablerede (voksne) borgere, for hvem det er utænkeligt at luske ned og købe en klump hash, der muligvis fra tid til anden vil ryge en joint – evt. mens de lytter til musik fra deres ungdom og mindes denne (kræver formentlig nok, at kunderegistreringen droppes). For de grupper der er i farezonen har lovgivningen ingen betydning – slet ikke for de unge, hvor det måske endda giver en ekstra dimension at det er ulovligt – og de ved til forskel fra deres forældre godt hvor man kan købe stofferne.

Dertil skal lægges det faktum, at legaliseringen af alkohol i USA i 1933 hverken øgede forbruget eller antallet af alkoholikere (tværtom) hvilket tilsiger, at Mette Frederiksens og Karen Hækkerups bekymring er ganske ubegrundet. 

Mens Mette Frederiksen har en vis sympati for baggrunden for Københavns kommunes forslag, afviser Tom Benke forslaget med følgende svada;

“De kriminelle i bandemiljøet er ligeglade med, hvordan de tjener deres penge. De finder jo bare på noget andet; menneskehandel, afpresning eller anden form for narkohandel. De holder sig ikke tilbage, fordi hashen bliver gjort lovlig “.

Dette er et argument der er fremført mange gange før, men det bliver det selvfølgelig hverken mere korrekt af. Det er fuldkommen rigtigt, når Tom Benke gør opmærksom på, at det er fuldstændigt ligemeget for de kriminelle, hvordan de tjener deres penge – forbød man chokolade, ville de sælge chokolade  – og selvfølgelig vil de der har instillet sig på en kriminel levevis prøve at tjene pengene på anden form for kriminalitet.

Men netop fordi de kriminelle er ligeglade med hvordan de tjener deres penge, er Tom Benkes argumentation noget sludder.

De kriminelle ønske at tjene lette og hurtige penge, og der findes intet marked med så høj profit som markedet for illegale stoffer, hvoraf hash står for ca. halvdelen af omsætningen i Danmark. Det er derfor at det er så interessant et marked for banderne. Det burde være logik for perlehøns, at når man fjerner en stor del af indtjeningen, indebærer det, at afkastet til de involverede også forsvinder. I den udstrækning de der før levede af at sælge hash rykker over i andre kriminelle markeder, ja så bliver profitten per markedsdeltager mindre. Det må alt andet lige forventes at gøre det mindre attraktivt for potentielle kriminelle at vælge den vej. Uden at have tal på det, vil jeg umiddelbart mene, at det formentlig er mere effektivt end nok så meget forebyggende indsats.

Sagens kerne er, at hvis der er nogen der ikke er interesserede i et legalt marked for hverken hash eller andre former for narkotika, så er det netop de kriminelle.

Men hvad så med argumentet om at de kriminelle “bare” vil tjene deres penge på andre lyssky forretninger. Naturligvis vil de prøve på det. Men Tom Benke overser fuldstændigt, at hvis de kriminelle skal bibeholde deres indtjening, skal de ud og “opdyrke” nye områder. Bordeller eksisterer allerede og markedet for andre former for narkotika domineres formentlig til en hvis grad af nogle af de samme grupper som er en del af bandekriminaliteten.

Vil bandeproblemerne forsvinde ved en legalisering? Nej, men de vil over tid blive markant mindre og involvere færre personer.

Til gengæld kan vi med stor sikkerhed sige, at ideen om at en legalisering skulle øge antallet af unge der får problemer med hashmisbrug bygger på forudsætninger der ikke holder til en konfrontation med virkeligheden. 

Men måske skulle de politikere, for hvem det ligger på sinde at begrænse forbruget af rusmidler blandt unge, hellere tage og tænke over, hvordan det mon kan være at forbruget af alkohol, hash, kokain, amphetamin – kort sagt alle rusmidler, lovlige såvel som ulovlige, er markant lavere i Portugal, der har EUS mindst restriktive narkotikapolitik. At
der ikke eksisterer nogen
sammenhæng mellem lovgivning eller tilbøjelighed til at bruge rusmidler fremgår også af en artikel skrevet af WHO sidste år, som jeg har tidligere har omtalt her på bloggen, se bl.a. her.

Man må lade københavns kommunes forslag om legalisering af hash – uanset at det både er naivt, unødigt indviklet og ineffektivt, at det i det mindste kan ses som et forsøg på at bringe diskusionen videre. Forhåbentlig videre end til kommunalvalget – og ind på Christiansborg.

Normalt er Institut for Fremtidsforsknings rapporter forbeholdt betalende medlemmer. Men de har begået en ganske velskrevet og interessant rapport om Anarconomy, hvilket dækker over gratis ydelser – som vi kender det fra software og den lange række tjenester der efterhånden er på nettet – og den er gratis at downloade.

Hvad der (i mine øjne) gør rapporten særligt spændene (underholdende) er, at man prøver at lave to scenarier for hvordan verden kan se ud om 25 år under forudsætninger spændene fra skærpet copyright- og patentlovgivning og hvad der af følger, til en verden hvor ideen om frit tilgængelige produkter går fra den virtuelle over i den fysiske verden.

Her spiller 3D printere en helt særlig rolle. Selv om de har eksisteret i flere årtier, er det først I de seneste år at den teknologiske udvikling og priser for alvor er begyndt at gøre det realistisk at disse i løbet af få år helt naturligt vil indgå i privates “maskinpark”.

I almindelige 3D-printere er hvert lag omkring 1/10 mm tykt, så det er muligt at bygge ret præcise genstande. Tidligere blev metoden (også kendt som stereolitografi) primært brugt til at lave prototyper af senere masseproducerede produkter (rapid prototyping), men i de senere år er 3D-printere også brugt til produktion af skræddersyede produkter, fx kabinetter til høreapparater, arkitektoniske modeller og fysiske gengivelser af figgurer fra computerspil som World of Warcraft.

Den store fordel ved 3D-printere er, at alle mulige objekter kan laves af samme printer, blot ved at variere inddata. Der er ingen omkostningsforskel ved at lave hundrede unikke produkter frem for at lave hundrede ens produkter. Når først man har printeren, er den eneste omkostning ved at lave et produkt, de råmaterialer, printeren bruger. I takt med at pris og teknologi udvikler sig yderligere vil en lang række produkter kunne produceres “on-the-spot” – herunder også computere, mobiltelefoner osv. Hvis nogen skulle være interesseret, kan man allerede i dag erhverve en opensource 3D printer til omkring 4.000 kroner – se også www.reprap.org.

Rapporten beskriver flere scenarier for hvordan verden kan se ud om 25 år.

I scenariet ”Rebels versus Cartels” skitserer man en fremtid, hvor de der står stejlt på en stram immaterialret har haft lovgivningsmæssig medvind, og hvor man er gået meget langt for at sikre beskyttelse af den traditionelle immaterialret.

I det andet scenarie, ”The Age of Empowerment” skitseres derimod en verden hvor immaterialretten er begrænset og Internettet åbent, herunder skriver man bl.a.

“Computere og robotter overtager mere og mere arbejde, især af den mere
kedelige slags. Mange små robotter til brug i hjemmet kan fremstilles billigt ved hjælp af 3D-printere. Det har, sammen med en massiv afbureaukratisering af samfundet, frigivet en masse arbejdskraft til forskning, udvikling og kreativt arbejde. De kreative brancher er faktisk dem, der har oplevet størst vækst de senere årtier. Det har ikke vist sig at være nødvendigt med så mange ansatte i plejesektoren, som man troede i starten af århundredet, for de ældre kan klare sig selv meget længere end før med den rette teknologi som hjælp til selvhjælp. Faktisk er der næsten ingen reelt handicappede mennesker tilbage. Intelligente proteser og støtteskinner styret af brugerens tanker fjerner fysiske handicaps, og der er blevet udviklet billig open source medicin og genterapier til behandling af de fleste mentale lidelser.”

Og fortsætter:

“Netværkssamfundet har gjort det nemt for mennesker med en fælles vision at
finde sammen og starte egen virksomhed. De fleeste nye, kreative virksomheder er rent virtuelle, uden fælles fysiske faciliteter, og mange er ’flash firms’, dvs. virksomheder der ikke skal eksistere længere end til deres projekt er færdigt. Mange arbejder i mere end én virksomhed ad gangen; det er fx ikke usædvanligt at være fastansat i en større virksomhed samtidig med at man har eller er med i en hobbyvirksomhed med professionelle ambitioner. Skellet mellem amatør og professionel er blevet meget blødere end tidligere. Mange fysiske produkter distribueres digitalt og produceres decentralt af fleksible apparater. Man kan fx hente blueprints til en mobiltelefon på nettet og få printet den på en 3D-printer i en lokal butik, eller man kan komme med sit
eget tøjdesign i digital form og få det vævet på digital væv mens man venter.
Hvis man har købt en byggegrund, kan man leje udstyr til at printe sit hus i ét
stykke efter eget design eller et design man har fundet på nettet.”

I rapporten diskuterer man også den (gamle) sandhed at BNP som velstadsmåler har det problem, at den jo viser den (officielle) værditilvækst hvilket kræver at en vare eller tjenesteydelse handles, hvorfor BNP selvfølgelig, alt andet lige, påvirkes negativt, hvis et produkt stilles gratis til rådighed – hvilket jo ikke kvalitativt har nogen betydning. F.eks. Er dette indlæg skrevet på en bærbar, hvor det eneste kommercielle stykke software der er installeret er selve styresystemet, resten er opensource eller freeware. Men det er jo et gammel kendt faktum at BNP som velstadsmåler ikke er god til at opfange kvalitetsændringer – og det virker begge veje.

F.eks. Er det jo alment anerkendt blandt økonomer, at “prisfastsættelsen” af offentlige ydelser, og dermed værditilvæksten overvurderer den reelle værdi af disse, både fordi en del af de “produkter” det offentlige udbyder reelt har en værdi gående mod nul (der er ingen eller få der ville efterspørge dem på et almindeligt marked) og af den særlige årsag, at i mangel på en egentlig salgsværdi er det omkostningerne der indgår I BNP. Sammenholdt med en lav effektivitet indebærer det en betydelig overvurdering af de landes BNP, hvor den offentlige sektor fylder meget.

Raporten udmræker sig også ved at gennemgå en lang række eksempler på hvorledes det fortsat er muligt at tjene penge i en verden præget af gratis ydelser, som f.eks. de stigende koncertindtægter ogl Radioheads udgivelse af deres seneste album, hvor man i starten kunne hente denne gratis (og lovligt) på nettet indefor musikinsustrien.

Helt centralt er selvfølgelig også hele diskussionen om patent- og ikke mindst copyright lovgivningen, hvor især dele af underholdningsindustrien har kørt hårdt på, at det ville have store konsekvenser for den fortsatte produktudvikling – de forestrække vist at kalde det kunstnerisk udvikling af film, musik osv. Hvis ikke deres immaterielle ejendomsret ikke beskyttes. Ikke mindst med populærmusiken og spillefilmindustrien in mente stiller jeg mig mere end tvivlende overfor denne påstand. Man kunne godt argumentere for at det snarere forholder sig omvendt.

Men man kan jo selv prøve at vurdere hvilket af de to scenarier, “Pirates versus Cartels” eller “Age of Empowerment” der både målt på BNP og i reel oplevet velstand, der alt andet lige, vil være det mest velstående og innovative.

Og skulle der være en og anden, der vil mene at Institut for Fremtidsforsknings scenarier et par steder virker lidt ”far out”, vil jeg foreslå at skrue tiden 25 år tilbage til 1984. hvor mange der mon dengang ville kunne forestille sig den verden vi lever i i dag?

Der hvor rapporten måske er mest urealistisk er i Age of Empowerment, hvor man beskriver en verden der er blevet afberaukratiseret. Dér er man nok en kende naiv og undervurderer bureaukratiets evne til at at retfærdiggøre dets
egen fortsatte vækst og
evne til at opfinde nye meningsløse arbejdsopgaver til cementering af egen magt og position 🙂

I gårsdagens 21. søndag på DR medvirkede den tidligere punditokrat Jacob Mchangama  i et indslag om bandekrigen i København og den efterfølgende debat med Henriette Kjær om det nytteløse i den nuværende kriminalisering af hanshandlen. Hvis man ikke har set indslaget vil jeg stærkt opfordre til at gøre det. Ud over at Henriette Kjær vist ikke har helt styr på hash som vanedannede stof (risikoen er meget lav) var hendes afgørende argument for en fortsat kriminalisering det yderst følelsesladede men effektive, og forkerte, at en kriminalisering forhindrer vores børn i at forsøge sig med stoffer. I den udstrækning et forbud har betydning for potentielle købere er det primært ressourcestærke voksne mennesker der måske kunne tænke sig fra tid til anden at ryge en joint der undlader det. Dels fordi de i modsætning til deres børn (eller børnebørn) ikke ved hvor man køber det, og dels fordi de formentlig har svært ved at se sig selv i rollen som køber de steder hvor det foregår.

Henriette Kjær udtalte i udsendelsen sin bekymring over, at hendes søn på 13 var begyndt at interessere sig for hash. Det mener hun åbenbart at et forbud kan sikre ikke er noget han går videre med. Det kan vi nok være sikre på det ikke vil. Bider mors argumenter ikke og ønsker knægten at prøve det, kommer han også til at gøre det, Det rationelle for Henriette Kjær havde i virkeligheden været, at hun gik mere op i omstændighederne hvorunder drengen køber det, og kvaliteten af den hash, drengen  ønsker at prøve. Og så kan hun beklage, at cannabis har været ulovligt at sælge de sidste 40-50 år. Havde dette ikke været tilfældet, ville de typer der blev solgt formentlig have været mildere (og renere) – formentlig havde marihuana i form af joints været den foretrukne form (I USA og Sydamrika ryger man stort set kun marihuana-joints) – men da det fylder mere og produktionen ikke finder sted lokalt i vores del af verden, foretrækkes det at volumen er lille og dermed at koncentrationen af aktive stoffer er høj.

Som Jacob så præcist gjorde opmærksom på i udsendelsen og som vi har skrevet om før her på bloggen, bl.a. i dette indlæg tidligere på året er et centralt problem selve det. at et produkt der er efterspurgt er ulovligt. Ikke mindst når der er tale om et marked med store profitmuligheder (der findes næppe noget andet marked med så høj en profit som det illegale narkotikamarked) og en pris-uelastisk efterspørgsel. Vi kan også formulere det på en anden måde. I lyset af den igangværende bandekrig er monopolgevinsten på hashmarkedet åbenbart “a profit to kill for”. Og brutalitet bliver den væsentligste konkurrenceparameter i stedet for pris og kvalitet. Brutalitet kan også ses som en pendent til adgangsbarrierer der ellers oftest er politisk skabte (ulige eller ingen adgang til kredit, handelsbarrierer, politisk givne privilegier osv., osv.) – og i takt med at markedet modnes og vokser, vil mindre brutale deltagere blive presset ud, hvorimod de resterende i stedet for at konkurrere på pris og kvalitet vil konkurrere på en stadig højere grad af brutalitet. Hvilket vist meget godt kendetegner udviklingen på det danske hashmarked fra 1960erne og frem.

Dette er illustreret ved de to nedenståede figurer, hvor figur 1. viser monopolgevinsten i tilfælde af stor priselasticitet (en lille prisændring indebærer en stor ændring i efterspørgslen) og figur 2, der bedst illustrerer priselasticiteten på hashmarkedet, hvor priselasticiteten er lav (ændringer i pris indebærer kun små ændringer i efterspørgslen.

Det farvede område M illustrerer gevinsten ved at opnår monopol i forhold til fuld konkurrence, hvor både udbyder og efterspørger er pristager.

Figur 1. Høj priselasticitet og monopolgevinst til vinderen af bandekrigen.

Figur 2. lav priselasticitet og monopolgevinst til vinderen af bandekrigen.

Det er i sig selv tankevækkende, at forholdene på narkotikamarkedet måske er det nærmeste vi kommer til den opfattelse af markedet som fortsat trives i visse kredse på venstrefløjen, altså at markedet er styret af onde brutale mennesker. At disse karakteristika er afgørende kompetencer forudsætter at marked er illegalt eller at der er tale om en “failed state” OG der er tale om et marked mede en høj potentiel profit. Den eneste måde et sådan marked kan undertrykkes er, hvis staten er parat til at overtrumfe markeds-deltagernes brutalitet.

I fraværet af en stat der er parat til dette, vil det altid være personer der er parate til at udvise den fornødne brutalitet – for at poånå den gevinst der er gengivet ved M på ovenstående figurer hvoraf det fremgår at jo mere prisuelastisk et marked er, alt andet lige, jo større er gevinsten ved at opnå monopol.

Og for nogle er det åbenbart rationelt at være parat til at slå andre mennesker ihjel for en given profit – de finder tilsyneladende at den mulige gevinst opvejer omkostninger og risiko. 

Et ofte anvendt argument imod ovenstående argumentation for legalisering af hashmarkedet (hvilket er en forudsætning for at kunne kontrollere og regulere det) er, at de kriminelle nok bare vil slås om noget andet. Det er muligvis korrekt på kort sigt, men forkert på langt sigt.

På kort sigt kan man sagtens forestille sig at deltagerne vil se sig om efter andre lukretive områder (hvad skal de ellers lave)- der er bare ikke så mange af dem (bortset fra andre illegale stoffer), med andre ord mindskes den mulige profit markant, og den fortsatte rekrutering mindskes.

I den udstrækning de kriminelle bevæger sig væk fra offerløs kriminalitet er der en afgørende forskel – at der nu findes et identificerbart offer, der har en interesse i at få sat en stopper for den kriminelle aktivitet. En ganske afgørende forskel for politiets muligheder for at bekæmpe og opklare kriminalitet.