I anledning af Evo Morales klare valgsejr i søndagens valg i Bolivia, har jeg skrevet et længere indlæg på Americas.dk. Det kan måske være af interesse for de af bloggens læsere, der interesserer sig for udviklingen i Latinamerika, og måske ikke mindst i de populistisk-socialistiske regimer i regionen. Læs mere her.
Her på bloggen har vi gennem de seneste par uger haft en livlig debat omkring spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer. Grundlæggende gælder det for alle bloggens faste skribenter at vi kan betegnes som skeptikere, hvilket indebærer, at vi ikke vil afvise at det kan forholde sig således, men at vi på den anden side heller ikke er overbevist om at det gør det. For et par af os er det næppe uvæsentligt at vi har en baggrund som økonomer, og derfor naturligvis ved at modeller ikke er det samme som virkeligheden, og gennem årene er stødt på ikke så få sindrige modeller der intuitivt løs tilforladelige, men alligevel i sidste ende havde svært ved at klare virkelighedens test. det kan man så reagerer på ved at mene, at det nok er modellen der er noget galt med, men man kan naturligvis også konkludere, som en af mine medstuderende gjorde i min studietid, at “menneskerne opførte sig forkert” – og hun mente det. Sådan kan man selvføgelig også vurdere udviklingen i klimaet i indeværende årtusinde.
En (sund) skepsis overfor at udråbe computermodeller til s-a-n-d-h-e-d-e-n, gælder dog langt fra alle steder. derimod hyldes forestillingen om den store konsensus og “settled science”. Det på trods af, at de anvendte klimamodeller langt fra har været i stand til at forklare den historiske udvikling i klimaet. Forestillingen om at de vise sten er fundet gælder også klimaøkonom Kirsten Halness. Men et er at hun er overbevist om at CO2 og menneskelig aktivitet er den primære driver i de nuværende klimaforandringer, og at fremtidige menneskeskabte stigende temperaturer er et problem. Noget andet er, at hun som økonom med en håndbevægelse kan mene at det ikke har nogen betydning om man afholder omkostninger svarende til et par procent af det globale BNP med det lønlige håb at det kan mindske den menneskelige effekt om 100 år. Man kan læse hendes blog på Jyllands-Posten her, hvis man orker. Det mest interessante er måske kommentarene til hendes indlæg.
Blot for at illustrere effekten af “et par procents” ændring i BNP:
Hvis BNP per capita vokser med 1% om året, vil den globale vestand være 168 % højere om 100 år. Vokser den 2% (det historiske gennemsnit i det 20 århundrede inkl. 2 verdenskrige, håbløse planøkonomiske eksperimenter i store dele af verden osv.), vil velstanden være 610% højere. Og hvis den kan holdes på på 3% p.a. vil velstanden per capita være hele 1766% højere.
Svaret burde være indlysende på hvad er et “par procent”? Det er temmelig meget.
Kirsten Halsnæss absurditeter og forøvrigt store mangel på respekt – og sagt ligeud dårlige opførsel (åbenbart et kendetegn hos en del “overbeviste”) overfor andre, kan ses i en “Debatten“, der blev sendt for et par uger siden.
Med tanke på at hun, og hun har papir på at hun er økonom, og burde forstå noget så simpelt som rentesregning, men tydeligt demonstrerer at hun ikke gør det, kan man spørge sig selv om hvorfor man lige skulle tro på et kvæk af hvad hun ellers siger.
I en artikel på BBCs hjemmesider ” Climate e-mail hack ‘will impact on Copenhagen summit‘ ” kan man både oplever hvordan de hackede e-mails kan anvendes politisk af en sauidisk minister, der ikke overraskende mener, at de viser, at der ikke finder menneskeskabte klimaforandringer sted (hvilket naturligvis er noget vås), og (et stykke nede på siden) et BBC Interview med Michael Mann. Han formår på en og samme gang, at vaske hænder, sætte spørgsmålstegn ved sine kollegaer, afvise at der er sket nogen “wrong doing” og postulere at der er “enighed blandt verdens forskere”, hmmmm.
http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/8392611.stm
Det er ikke nemt at skelne mellem politikeren og videnskabsmanden i denne artikel – og det er vist problemet i en nødeskal.
Uden yderligere kommentarer;
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=lgIEQqLokL8[/youtube]
Ifølge AP fratræder Phil Jones midlertidigt sin stilling på grund af anklagerne, der nu leder til en undersøgelse, begrundelse:
“that he overstated the case for man-made climate change”
Fra APs hjemmesider.
[også] i klimadebatten synes det at være populært at pege på hvor ens “modstandere” har modtaget penge fra. Her på bloggen har f.eks. en flittig kommentator aldrig forspildt en lejlighed til at diskreditere videnskabsfolk med et andet synspunkt end hans, ved at pege på at de har modtaget “oliepenge”.
Det er naturligvis ikke uvæsentligt hvor pengene stammer fra når vi taler om interessegrupper og videnskabsfolk, for kan vi stole på dem? Men herefter rejser sig selvfølgelig hurtigt spørgsmålet, hvad med de andre? i dette tilfælde de der er på den “gode” [i hvert fald ifølge dem selv] side af klimadebatten.
WSJ’s Bret Stephens havde i gårsdagens avis en fremragende klumme, hvor han med udgangspunkt i en af de centrale personer i Climagate ser på dette:
Consider the case of Phil Jones, the director of the CRU and the man at the heart of climategate. According to one of the documents hacked from his center, between 2000 and 2006 Mr. Jones was the recipient (or co-recipient) of some $19 million worth of research grants, a sixfold increase over what he’d been awarded in the 1990s.
Og fortsætter
Why did the money pour in so quickly? Because the climate alarm kept ringing so loudly: The louder the alarm, the greater the sums. And who better to ring it than people like Mr. Jones, one of its likeliest beneficiaries?
Læs hele kommentaren her.
Når man tænker over det er det naturligvis ikke anderledes end i en lang række andre debatter. Det er jo i realiteten ikke specielt interessant hvor pengene kommer fra, men nok så interessant hvilke betingelser der er knyttet til donationerne og hvad der skal til for at få fat i dem – og så er sagen pludselig ikke længere så simpel.
For en kort gennemgang af gårsdagens præsidentvalg i Honduras, henviser jeg til mit indlæg på “Americas“.
Porfirio "Pepe'' Lobo
Hovedkonklusionen er, at valget er blevet gennemført i overensstemmelse med Honduras forfatning og som forventet indebar at den konservative kandidat; Porfirio Lobo ikke kun blev valgt med over halvdelen af de afgivne stemmer, men også med en valgdeltagelse væsentlig højere end ved det sidste præsidentvalg. Dette på trods af, at alle de “progressive” kræfter bag den afsatte præsident Zelaya, opfordrede til boykot af valget og venstrefløjens kandidat trak sig og opfordrede til boykot.
Men dermed er der ikke kun tale om en begmand til alle den “progressive” og “fredselskende” bevægelse i Honduras, til Zelayas “sugardaddy”, den “vestlige halvkugles imperialist number one”, kammerat Chavez og hans lydstater, til præsident Lula der for få dage siden gav Irans præsident en rigtig “krammer” ved dennes officielle besøg i Brasilia, men ikke vil anerkende Honduras valg i går.
Mens blogossfæren flyder over med ophedede diskussioner mellem klimaskeptikere, hvor de mest rabiate mener at alt var forkert og der ingen opvarmning er, og klimapræster, der mener at der slet, slet ikke er noget galt, må man med et lidt koldere hoved erkende, at noget er der om sagen. I hvert fald har hele sagen omkring de hackede e-mails fra Hadley-centeret fået andre til at kigge undersøgelserne efter i sømmene. Og nu har New Zealand så fået sit eget ’Climategate’. Selv de mest forstokkede ’klimatilhængere’ kan vist ikke bortforklare den her.
New Zealands National Institute of Water and Atmospheric Research har i årevis publiceret data, der pegede på at opvarmningen var lidt stærkere i NZ end andre steder. Den officielle version er illustreret i den første graf.
Men hvis man ikke laver de ’justeringer’, som NIWA forsvarer, får man i stedet for denne graf (læs f.eks. her):
De justeringer, NIWA har foretaget, er her:
| Station | Unadjusted | Adjusted | Difference |
| Auckland | +0.22 | +0.62 | -0.40 |
| Masterton | +0.47 | +1.10 | +0.63 |
| Wellington | -0.51 | +0.28 | +.079 |
| Nelson | -0.23 | +0.47 | +0.70 |
| Hokitika | -0.13 | +0.76 | +0.89 |
| Lincoln | +0.02 | +0.89 | +0.89 |
| Dunedin | +0.69 | +0.54 | -0.15 |
Det er svært at forstå det som andet end svindel – eller hvad?
Hvad gør man som præsident, når den økonomiske vækst udebliver? Man erlærer naturligvis blot, at økonomisk vækst i from af BNP-vækst er noget “gammeldags kapitalistisk” skrammel. Det er set før, bl.a. hos Sarkozy i Frankrig, og i det fattige Bhutan, hvor man til stor glæde for alverdens varmtfølende NGO’ere opererer med “lykke” i stedet. Enkelte økonomer som tidligere nobelpristager, den berømt/berygtede antiglobalist Joseph Stiglitz mener ogsåå at man skal bruge subjektive mål istedet for BNP.
Og Venezuela er midt i en økonomisk krise – i hvert fald hvis man bruger BNP som mål. BNP er faldet op mod 5% det seneste år og forventes at fortsætte sit fald til næste år. Som det ses af nedenstående figur er økonomisk stagnation (mildt sagt) ikke noget nyt i Venezuela. Velstanden er på niveau med hvad den var for 30 år siden. Og set over det sidste halve århundrede er Venezuela stort set ikke blevet rigere. Ser man på velstanden i forhold til USA’s – så er man gået fra at have en velstand der svarede til 60% af amerikanernes i 1960, til i dag at have en velstand der svarer til 30% af samme.
læs mere på Americas.dk
Da jeg var i New Mexico for nylig holdt Gary E. Johnson (R) afslutningstalen på “International Drug Policy reform Conference”. Gary E. Johnson er tidligere guvernør i New Mexico (1995-2003), en stat der ellers er demokratisk domineret i styrkeforholdet 2:1. Johnson er libertarianer og der er gode muligheder for, at det bliver ham der skal føre den libertarianske stafet videre efter Ron Paul, der har rundet de 74 somre.
Og Johnson er ikke noget dårligt bud på en afløser, tværtimod. Han er måske ikke en stor taler på linie med Obama, men alt efter hvordan temperaturen er på amerikansk økonomi i 2012, kan det måske ligefrem være en fordel. Til gengæld har han masser af integritet – og humor – og en umanerlig god trackrecord fra sin tid som guvernør.
Blot en kort “reklame” for en post på americas.dk i anledning af, at The Economist i sit sidste nummer har en meget positiv specialsektion på 16 sider om Brasiliens muligheder for endelig at opfylde alle de forventninger som både landets egne borgere og udlandet har haft i årtier. – Læs videre på Americas.
En del af det ’nye’ rationale for at give lande ulandsbistand er, at bistanden angiveligt kan forhindre terrorisme. Ideen bag er, at terrorisme i høj grad skyldes fattigdom, og at ulandsbistand reducerer fattigdom. Der er derfor, på trods af det åbenlyst spinkle grundlag, optimisme i dele af det ulandspolitiske miljø. Et nyt arbejdspapir af Swati Sharma, Zach Davis, and Mike Findley fra Brigham Young University i USA (kan læses her) konkluderer, at optimismen kan ligge på et meget lille sted. Abstractet lyder:
After the attacks of 9/11, many US policymakers encouraged the use of foreign aid as an instrument to decrease terrorism. However, this argument is based on at least two assumptions that are the subject of considerable debate in the scholarly literature. The first is that terrorism is directly caused by problematic social or political conditions, such as poverty, lack of education, or oppressive governments. The second is that foreign aid is effective at alleviating any of those conditions including terrorism directly. We contend that foreign aid is unlikely to have a pacifying effect on terrorism and instead it might actually offer an incentive for the continuation or increase of terrorist activity. Because terrorist groups perceive aid as a threatening form of Western influence that can erode popular support for their activities, terrorist groups have an incentive to continue or increase their behavior in response to foreign aid flows. Seeking to both prevent future aid and maintain favorable public opinion, terrorist groups respond with sustained or increased terrorism. Preliminary results support these theoretical expectations.
Helt konkret viser de tre forskere, at en forøgelse af ulandsbistanden fra et lavt niveau (en standardafvigelse under gennemsnittet) til et højt niveau (en standardafvigelse over gennemsnittet) er forbundet med en fordobling i antallet af forventede terroraktioner fra 3.5 til 7 per år. Rationalet bag denne perverse effekt er, at fundamentalistiske grupper og andre terrororganisationer afskyr vestlig kultur og indblanding, og ser bistanden som forsøg på vestligt diktat. Så jo mere bistand, man får, jo større bliver den voldelige modstand mod det, bistanden ses at repræsentere. Måske skulle man sende papiret til Ulla Tørnæs?
Lørdag aften var der debat på DR2 Deadline om den såkaldte Tobinskat – en global skat på valutatransaktioner. Baggrunden var, at den britiske premierminister Gordon Brown på et G20-topmøde forleden trak denne trætte krikke af stalden endnu en gang. Manden, der som bekendt er presset på alle fronter og tegner til at ende sin politiske karriere som en af efterkrigsperiodens mest ubehændige premierministre, er i det hele taget slået ind på en meget velkendt, protektionistisk-populistisk kurs. Denne kurs har også forleden taget udtryk i hans politik om ”British jobs for British workers”, der klinger ubehageligt af 30ernes slogans. Hans støtte til Tobinskatten er ikke andet end netop dét, men da debatten er startet igen, tager vi den også igen her på stedet. Læs resten
I den kommende uge afholdes der igen “International Drug Policy Reform Conference” i Albuquerque, New Mexico. Konferencen afholdes hvert andet år og har deltagere fra hele verden. I år er undertegnede inviteret til at deltage i et panel af økonomer. Under overskriften “Economic Analysis of the Global Drug Prohibition Regimes” skal vi bl.a. tale om “Why the U.S. and other countries continue to implement drug policies that do not reflect their long-term economic interests? What are the challenges of conducting economic analysis of such a politicized topic? And what implications does the current economic crisis have for the future of global drug policy?”.
Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA, Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .
Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig, at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?
“Forebyggelse” i 30ernes USA
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Yg5QER6vYMY[/youtube]
I torsdags vandt Omara Portuando en Grammy for hendes seneste CD “Gracias” ved dette års Latin Grammy Awards i USA. Det var første gang at en cubaner vandt denne pris. Men selv om Omara Portuando, der snart fylder 80, stadig har en utrolig stemme og den sjældne evne at formidle sine følelser til lytteren på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, er det måske sigende, at selve pladen nok er smuk, – den er meget bossa nova og jazz inspireret – men samtidig også blottet for enhver form for nyskabelse. Fundamentet er ud over cubansk musik, først og fremmest jazz og bossa nova, som det har udfoldet sig i mere end et halvt århundrede. Og det er egentlig cubansk musiks problem i en nødeskal. Siden Castros magtovertagelse har man fuldstændig mistet den betydning man havde i 1940erne og 50erne. Manglende omgang med udenlandske musikere (især amerikanske) og et totalitært regime der ud over at forbyde saxofonen, fordi det var et “imperialistisk” instrument, i alle årene har undertrykt enhver form for nyskabende musik, har sikret at Cuba i bund og grund primært er et frilandsmuseum for musik, som det lød en gang for længe siden.
I 1960erne var det Beatles, Santana, Rollings Stones, osv. der var forbudt. (at Carlos Santana ved en film præmiere for et par år siden, så kan møde op i en Che Guevara T-shirt viser vist først og fremmest noget om Carlos Santana). Nu om dage forfølger man punk-musikere som f.eks. Gorki Aguila, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, se bl.a. her. Lars Hvidberg har i dag en glimrende kronik i Berlingske Tidende om “Gorki” under titlen “Sådan tager du pis på en kommunist“. for et interview “fra Reason” med samme Gorki, se forøvrigt her.
Så mens man kan glæde sig over, at at Omara Portuando hædres med en grammy, kan man samtidig ærgre sig over, at det Cuba, der i 1940erne og 1950erne var et kunstnerisk fixpunkt, i den grad er gået bag af dansen siden revolutionen. Og som det fremgår af mit indlæg på “americas.dk” i anledning af Omara Portuandos grammy, fortsætter undertrykkelsen af musikere og kunstnere fortsat i Cuba.
Hvem vinder valget? Hvorfor har nogen mennesker, nogle gange på trods af deres indlysende objektive mangler, alligevel opbakning i befolkningen? Hvad kan man gøre? Disse spørgsmål er urgamle i politologi, men der kommer
Tre af mine fremragende nordiske kolleger, Niclas Berggren (også kendt som bloggeren Nonicoclolasos), Henrik Jordahl og Panu Poutvaara har lige fået en artikel om emnet optaget i den prestigiøse Journal of Public Economics. Artiklen med titlen ‘The Looks of a Winner: Beauty and Electoral Success’ undersøger, om kandidaters udseende betyder noget for deres valgresultat (ungated tidligere version her). Læs resten
Politikerne har mange visioner for Europa, også flere end størstedelen af de europæiske befolkninger. En af de mere omdiskuterede er at skabe en europæisk ’identitet’, med fælles værdier, normer og forestillinger om andre mennesker og samfundet. Hvis man taler med EU-tilhængere, ender diskussionen ganske ofte på netop denne idé – at vi skal have skabt en europæisk ’offentlighed’, og at EU kan gøre os mere værdi- og begrebsmæssigt ’europæiske’. Om det sker, og om det overhovedet kan ske, er usandsynligt svært at teste på traditionel vis, og svaret synes derfor at blæse i vinden. For mit vedkommende har jeg dog altid ment, at det var en noget ’hare brained’ idé. Læs resten
Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke har nogen som helst forudsætninger for hverken at afvise eller konfirmere nedenstående 1½ times præsentation af Christopher Monckton, hvori han mener at påvise, at forestillingerne om menneskeskabt global opvarmning er noget sludder. Men med disse advarende ord vil jeg opfordre læserne til at afsætte tid til at se den. Nogen vil elske hans præsentationsform og “mobning” af Al Gore & Co., mens andre vil hade det. Jeg håber først og fremmest, at der vil være en eller flere af bloggens læsere, der vil førsøge at pille Lord Moncktons argumenter fra hinanden. Jeg må erkende, – på baggrund af min manglende viden og indsigt i klimaforskning, at jeg er til fals for logiske argumenter og ikke stoler på mine evner til at gennemskue hvad der er fakta og hvad der muligvis er fup i præsentationen.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=4zOXmJ4jd-8[/youtube]
God fornøjelse, og jeg ser frem til læsernes kommentarer, ikke mindst de kritiske.
Forleden, helt præcist den 3. oktober, fyldte økonomen og Nobelpristageren James Buchanan 90. Buchanan, der har brugt sin karrieres lange efterår på George Mason University, grundlagde sammen med bl.a. Gordon Tullock den skole i nationaløkonomi, der kaldes the Virginia School of Political Economy. Hvis man lægger nogle få elementer til, er skolen endnu bedre kendt som Public Choice.
I den forbindelse afholdt GMU en fødselsdagsfest med inviterede fra hele verden. Jeg talte forleden med den fremragende økonom/filosof Geoffrey Brennan fra ANU i Canberra, der glad kunne fortælle, at han også skulle med. Efter omtalen har deltagerlisten været en perlerække af førende public choice-forskere, der alle på en eller anden måde er knyttet til Buchanan og GMU.
Til festlighederne holdt bl.a. Don Boudreaux (bl.a. kendt som blogger på Cafe Hayek) en kort tale, hvor han ud af de 64 Nobelpristagere kun kunne identificere seks (6), der fundamentalt har ændret den måde, vi tænker økonomi på. Ud af de seks så Boudreaux kun tre, der havde udvirket positive ændringer: Ronald Coase, Friedrich Hayek og James Buchanan. Boudreaux sagde blandt andet:
“The only other Nobel economist in this camp is the man whose career we celebrate today: Jim Buchanan.
Jim, of course, helped us to better understand externalities, the burden of the public debt, the logic of clubs, the importance of increasing returns, and many other specific points that we would all do well to absorb.
But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity.
Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances. Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.
A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.
By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.
Happy 90th, Jim!”
Store, velfortjente ord. Nu mangler vi bare at indsigterne siver ud til almindelige danskere.
Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at
“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.
Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;
“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”