Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Legalize it – der er penge i skidtet

Af Niels Westy, den 2. marts 2010. 2 svar

Den fremragende økonom, Jeffrey Miron, som jeg havde æren af at sidde i panel sammen med ved en stor narkotikapolitisk konference i New Mexico for nogle måneder siden, har i en årrække prøvet at beregne de økonomiske gevinster ved en legalisering af narkotika.I Danmark er hverken myndigheder eller uafhængige forskere (sidstnævnte er det selvfølgelig også svært at finde i et land hvor alle højere læreranstalter er statslige) interesseret i at beregne de økonomiske omkostninger ved forbruget af illegale rusmidler eller gevinsterne ved legalisering af samme. det er man til gengæld i bl.a. England, Australien og ikke mindst USA.

Inden jeg går videre er det måske her på sin plads at jeg giver en undskyldning for at have bragt urigtige tal til torvs. bl.a. i et indlæg på Liberator sidste år. Her anslog jeg de samlede globale omkostninger ved den førte narkotikapolitik til at være ca. 10 trillioner kroner. Det eneste jeg kan dække mig ind under er, at jeg brugte officielle tal fra FN og fra de federale amerikanske myndigheder. Desværre er myndighedernes tal ofte yderst problematiske, og man overdriver en række centrale tal, f.eks. for den samlede omsætning af illegale rusmidler. Uafhængige forskere anslår at  den globale omsætning “kun” er det halve af de 320 mia. USD., som FN angiver. Ligeledes overdriver de amerikanske myndigheder ofte omkostningerne af forbruget af rusmidler, og det får betydning, hvis man bruger disse tal til lave beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger (størstedelen af de omkostningsposter myndighederne henfører til rusmidlerne er reelt konsekvens af forbuddet og ikke rusmidlerne i sig selv). Derfor vil jeg i dag anslå de globale omkostninger til “kun” at være ca. 5 trillioner kroner.

Hovedformålet med denne post er dog ikke at undskylde for brug af offentlige myndigheders utroværdige tal, men at gøre opmærksom på, at Jeffrey Miron har opdateret sine beregninger over de økonomiske gevinster ved en ophævelse af det gældende narkotikaforbud. Rapporten finder man bl.a. på Mirons blog “Libertarianism from A to Z“.

Mirons hovedkonklusioner er at myndighederne vil kunne spare ca. 48 mia. USD. Omkring 25% kommer fra legalisering af canabis, mens omkring 40% er fra legalisering af heroin og kokain. Dertil skal lægges mulige skatteindtægter (hvis narkotika beskattes som alkohol og tobak bliver det i dag) på ca. 34 mia. USD. Ialt en positiv gevinst på ca. 82 mia. USD. Oversat til danske forhold, svarer det til op mod 10 mia. kroner.

Men som Miron tørt konstaterer:

legalization would not materially affect the U.S. fiscal situation.  And only about one-third of the savings comes from marijuana, the only drug with any chance of being legalized in the near future

Det gælder selvfølgelig også herhjemme, og kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. Det har dog været fremført som et argument i USA, i lyset af den nuværende økonomiske situation. Men at tro, at den økonomiske krise skulle blive afgørende for en legalisering er ganske naivt (jeg er ofte stødt på argumentet blandt amerikanske NGO’ere), og bygger formentlig på at spiritusforbuddet blev ophævet under depressionen i 1930ernes USA.

En økonomisk krise er naturligvis heller ikke noget reelt argument for at ophæve en lovgivning der ifølge The Economist kun kan betegnes som

illiberal, murderous and pointless

Som Miron skriver:

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Hele rapporten kan læses her.

Eva, hvor er du?

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2010. 21 svar

Det er kun få dage siden, at statsministeren annoncerede den længe ventede regeringsrokade. Dette indebar blandt andet at man erstattede Eva Kjer Hansen med en tilfældig storbonde fra Nordjylland, Henrik Høegh. At rokaden også indebærer et markant skift i regeringens landbrugspolitiske holdninger er blevet klart overraskende tidligt. Fra en intelligent, liberal position under Eva Kjer Hansen er regeringen øjensynligt rykket over i en uinformeret ’vi skal hjælpe erhvervet’-holdning, der mere end lugter af planøkonomi. Den nye fødevareminister har således barslet med en krisepakke på cirka en milliard kroner til et gældsplaget dansk landbrug.

Debatten i Deadline torsdag aften mellem Henrik Høegh og SFs Margrete Auken gav eksempler på, hvordan der politisk tænkes landbrugspolitik på Borgen efter rokaden. Høeghs forklaring på landbrugspakken var, at det er en ’håndsrækning i en meget svær situation’, der skal køre i ’et par år’. Har man hørt den før? Auken, derimod, vurderede at krisepakken i vidt omfang vil blive ’givet til nogen, der med statsgaranti går fallit’. Debatten fortsatte på samme måde, hvorfor jeg kom i den absurde situation, at jeg i aftenens Deadline-debat lagde min overvejende støtte hos Margrete Auken, på trods af hendes miljøsocialistiske holdninger.

Høegh fortsatte med at imponere med nonsens. Tag for eksempel hans vurdering af, at ’Det danske samfund kan simpelthen ikke undvære de arbejdspladser’ – altså dem i landbruget og dets følgeerhverv. Dette er altså fødevareministeren og regeringens basis for at give endnu mere landbrugsstøtte, oveni den fra EU – at beskytte danske arbejdspladser. Men hvis de er afhængige af statsstøtte, hvordan bidrager de så til samfundsøkonomien, Henrik? Og hvorfor er erhvervets gældsproblemer ikke erhvervets eget problem, i stedet for noget, som jeg skal belemres med over skatten?

Nu er landsbrugspolitik ikke ligefrem karakteriseret af stor økonomisk indsigt, som vismand Claus Thustrup Kreiner fik sagt på en meget diplomatisk måde i TV2. Hvis den var, ville ingen nogensinde have tilladt, at Frankrig gennemtrumfede sine landsbrugspolitiske holdninger på europæisk niveau. Men selv i dette ynkelige felt, er Henrik Høegh faldet igennem i sine først dage som minister. Jeg må konstatere, at enten er den nye fødevareminister en dygtig skuespiller med stærke egeninteresser, eller også er han bare nationaløkonomisk analfabet. Om man er liberal eller ej, men blot uafhængig af skadelige særinteresser, er spørgsmålet det samme: Eva, hvor er du?

Er Obama bare en opskaleret Bush?

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2010. 1 svar

Mange læsere vil nok ryste på hovedet af, at man tillader sig at sammenligne George W. Bush med Barack Obama, men tag et kig på den følgende sammenligning fra BankruptingAmerica:

5. They love to spend. Bush passed a $3 trillion budget for 2009.  Obama posted a $3.5 trillion budget in 2010.  Bush doubled the debt to almost $6 trillion and Obama’s plans would leave us with an IOU of an additional $8.5 trillion by 2020.

4. They shop at the same stores. Contrary to popular belief, defense and homeland security spending only made up about 40 percent of Bush’s new spending.  He increased spending across most non-defense categories – like education, Medicare, Medicaid, income security and regional development – by four to six times the rate of inflation.  In Obama’s first half year in office, as he demanded a departure from the “investment deficit” years under Bush, these budgets rose another 70 percent or 40 times the rate of inflation.

3. They dabble with stimulants. In 2001 and 2008, Bush spent billions on rebates to stimulate consumer spending.  In 2009, Obama upped the ante with his $862 billion stimulus package.

2. They give sweetheart deals to failing corporations. Obama carried out Bush’s unpopular $700 billion bailout for failing corporations.  Together, the presidents have bailed out over 600 businesses since Spring 2008.

1. They enjoy regulating in their free time. Once again contrary to popular belief, President Bush was the biggest regulator since Richard Nixon.  Under his leadership in 2007, the number of pages of regulation added to the Federal Register reached an all-time high of 78,090  – a 21 percent increase from Bush’s first year.  And spending on regulatory activities rose to $42 billion in 2009 – a 62 percent increase.  Since taking office, Obama has proposed a large and sweeping increase in regulation that many worry could lead to another financial crisis in the future.

Som de siger i USA: Food for thought.  Det samme kunne i høj grad siges om en Nyrup-Fogh sammenligning.

Jalving på automatpilot om “narkostaten” som han ikke helt har forstået

Af Niels Westy, den 16. februar 2010. 10 svar

Den tidligere punditokrat og nuværende blogger m.m. på Jyllands-Posten, Mikael Jalving, har skrevet et indlæg i forbindelse med at der nu gennemføres forsøg med fri heroin til de hårdest belastede narkomaner. Jeg er oftere enig end uenig med Jalving, men denne gang er han gået helt galt i byen efter min mening. Jalving harcelerer i sin “frontalt” på JP over forsøget med “fri” heroin i “Narkostaten gir´en gratis omgang “og skriver bl.a.:

Bor du i en af landets fire største byer og er du lidt trist til mode – vinterdepression? – eller synes du bare, at dit liv godt kunne trænge til lidt mere farve, så gak hen på heroinkontoret og få dit daglige eller ugentlige skud, det manglede da bare efter al den skat, du igennem årene har betalt til velfærdsstaten. Hallo, hvornår har den sidst gjort noget godt for dig? Den tager 70-80 pct. af din indkomst i skatter og afgifter hver enenste dag, og så er det vel kun rimeligt, at du får noget igen, ikke sandt?

og slutter af med:

I dag er der ikke flere mennesker og sjæle at hjælpe – når man altså ser bort fra børn, der ingenting lærer, de syge, som ikke behandles, og de gamle, der rådner op på plejehjem, der ligner krematorier. Men i stedet for at gøre noget for børnene, de syge og de gamle, og gøre meget mindre for alle andre, kommer der nu heroin på bordet.

Er narkomaner ikke også ofre, vil nogen sikkert spørge.

Tjo, nogle er nok. Men skal vi hjælpe dem ved at give dem mere narko? Har velfærdsstaten nu taget den fulde konsekvens af sin 50-årige historie og er blevet dealer af lykke pr. kanyle?

Jalving vil så gerne gøre det til et resultat af velfærdsstaten at man nu vil dele gratis heroin ud til nogle få hundrede af landets narkomaner. Men her har han – formentlig (forhåbentlig) af uvidenhed og grundet opdragelsesmæssig automatreaktion – fat i den forkerte ende.

At man deler gratis heroin ud kan kun delvist ses som et resultat af vores velfærdsstat. Det er først og fremmest et resultat af, at heroin er et illegalt rusmiddel. Naturligvis er hele retorikken omkring hvorfor man vil give gratis heroin funderet i en velfærdsstatslig retorik, men det er ikke nødvendig for at argumentere for uddeling af heroin. Det nuværende forsøg med tildeling af gratis heroin til nogle få hundrede narkomaner må primært anses for at være aflad for konsekvenserne af en undertrykkende lovgivning, der ikke respekterer den mest fundamentale individuelle rettighed – nemlig retten til ens egen krop og hvad man gør med den.

Hvis Jalving havde skrevet indlæg hvor han harcelerer over samfundets mani med at reducere sine borgerer til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, havde jeg været helt og aldeles med ham. Hvis han havde skrevet et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv, så havde jeg fortsat været med ham. Men sagen er, at når vi ender i den absurde situation at det kan ses som økonomisk rentabelt at give folk deres narkotika gratis, så skyldes det først og fremmest, at man har forbud køb og salg af samme stof. Og Jalvings indlæg bliver til en gratis omgang friløb over temaet “hvad staten dog går og betaler til” – og her er fri heroin måske stort set det dårligste eksempel han kunne komme op med. Simpelthen fordi den eneste grund til at det foreslås er at heroin er ulovligt – hvilket ene og alene er “samfundets” ansvar.

Sagens kerne er, at det stereotype billede de fleste af os har af en forhutlet narkoman, først og fremmest er resultatet af forbud og i langt mindre grad af selve heroinen – et stof der fysisk er relativt uskadeligt (og for almindelige mennesker uendelig ligegyldigt), men stærkt vanedanende.

Hvis heroin var legalt ville det formentlig koste mindre end prisen på en pakke smøger per fix. Med andre ord ville narkomanen kunne finansiere sit forbrug ved at samle flasker eller lignende – hvis vedkommende da ikke, hvilket en mindre del rent faktisk gør, kunne bestride en normalt arbejde. 95% af den pris som narkomanerne betaler for deres stof af varierende og ofte livstruende ringe kvalitet skyldes, at der er tale om et forbudt stof. Hvad narkomanerne oftest dør af – ud over overdosis, fordi de aldrig kender koncentrationen af det aktive stof – er de sygdomme som følger af et stressende og uhumsk liv der er en konsekvens af den gældende lovgivning.

Så kunne man jo spørge hvorfor i alverden der er mennesker der overhovedet tager det. Dertil kan jeg kun svare, at det forstår jeg og 99,9% af befolkningen inkl. Mikael Jalving heller ikke, det er derfor vi aldrig kunne finde på at tage det. På den anden side er der nu heller ingen grund til at tro at der ville være (mange) flere der gjorde det, hvis det var lovligt og kostede en flad tyver for et fix. Det står jo enhver frit for at købe lightergas, lim og benzin og sniffe det, men derfor er det jo de færreste der gør det.

Ja, det er et perverst samfund der ender med at betale for folks uvaner, men det perverse består i denne omgang primært i, at det er et samfund der ikke tillader borgeren at have ejendomsret til sin egen krop, og dermed også hvad de fylder den med. Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse) med direkte reference til alkoholforbuddet i USA og det samtidige forbud mod brug af morfin og kokain);

”Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Og det er heri at faren og perversiteten ved vores velfærdsstat ligger – ikke i at man uddeler heroin til en flok forhutlede eksistenser.

Og til Jalvings spørgsmål om “narkomaner ikke også ofre” vil jeg svare, at jo det er de. Ofre for en ufri og hyklerisk lovgivning, og det kan vi andre jo så skåle på i en god (singlemalt) whiskey.

TeknoChile og vejen til den 1. verden

Af Niels Westy, den 14. februar 2010. 1 svar

Der er god grund til (igen) at holde et vågent øje på udviklingen i Chile. Landets nyvalgte borgerlige præsident (første gang siden 1958 at chilenerne har valgt en sådan), Sebastián Piñera præsenterede i den forgangne uge sit hold af ministre, der kan karakteriseres ved tre ting:

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag SSebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (selv i ”tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevant uddannelse næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne). Og selv om det er set oftere i en række latinamerikanske lande, at faglige kvalifikationer har vægtet tungere end politiske forbindelser (måske lidt overraskende), har det ofte været under militærstyre (Chile under Pinochet og Brasilien – både under militærdiktaturet og under de første demokratisk valgte præsidenter, dog ikke den nuværende .

Læs resten →

Giver social kapital udvikling? Giver det mening?

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2010. 2 svar

Vi har tidligere skrevet om begrebet ’social kapital’ her på stedet, ikke mindst fordi flere af os er interesserede i det, og (naturligvis) fordi jeg i min tid skrev PhD-afhandling om det. Begrebt blev populariseret og bragt til en videre kreds af samfundsforskere af Harvard-politologen Robert Putnam, der i sin bestseller Making Democracy Work fra 1993 definerede det som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Putnams tese var, at disse tre faktorer forstærkede hinanden, og påvirkede landes økonomiske og politiske udvikling.

Men forskningen er selvfølgelig fortsat siden Putnams bog, og noget af den nyeste forskning kaster nyt lys på spørgsmålene, samtidig med at den afviser Putnams hovedtese – at normer, organisationsaktivitet og social tillid på en eller anden måde alle er udtryk for et underliggende koncept – et han kaldte social kapital. Særligt gælder det, at den tætte sammenhæng mellem social tillid og organisationsaktivitet, som Putnam mente var til stede, ser meget svag ud. To spritnye artikler dokumenterer, at billedet derfor er noget mere blandet end Putnam troede. Læs resten →

Hvem bestemmer dansk udenrigspolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2010. 2 svar

Det er blevet weekend, og man kan tillade sig at stille spørgsmål udover den almindelige nyhedsstrøm. Som vi omtalte forleden her på bloggen, har tyskeren Niklas Potrafke sidste år publiceret arbejde, der peger på at højreorienterede OECD-regeringer i efterkrigsperioden har stemt sammen med USA i højere grad end venstreorienterede regeringer i de samme lande. Potrafke har dermed vist, at regeringer opfører sig ideologisk, selv i internationale fora. Der er blot et problem, når det kommer til vores del af verden: Skandinaviens særlige tradition for mindretalsregeringer.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik. Læs resten →

Økonomisk politik, Chavez-style

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2010. 4 svar

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten →

Dansk Public Choice Workshop 2010

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2010. Skriv et svar

I morgen, torsdag den 21. januar, afholder vi den årlige danske Public Choice Workshop. Workshoppen, som i år arrangeres af københavnerne – David Dreyer Lassen og Henrik Christoffersen – afholdes rent fysisk hos Cepos. Det er således en anerkendelse af, at tænketanken er ved at blive en integreret del af det danske forskningsmiljø på området.

Programmet, der kan læses her, kommer vidt omkring. Der er papirer om demokratiets udvikling i Europa, om den religiøse transition (rige lande bliver mindre religiøse), budgetdisciplin og mangel på samme i kommunerne, og andre gode ting. En række af papirerne kan downloades, og andre kan givetvis fås fra forfatterne når de er klar.

Ex-Punditokrat blandt verdens bedste bloggers

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2010. Skriv et svar

Et nyt studie af Franklin G. Mixon Jr. og Kamal P. Upadhyaya i Eastern Economic Journal forsøger at måle, hvem verdens bedste bloggers er. Nummer et, baseret på deres akademiske impact, er naturligvis Nobelprisvinderen Gary Becker (U Chicago), der blogger på the Becker-Posner blog sammen med listens nummer tre, Richard Posner. Nummer to er Harvards Greg Mankiw, nummer fire er Nouriel Roubini (NYU) fra the Roubini Global Economics Monitor, og nummer fem er just afdøde Paul Samuelson (MIT), der bloggede på Inside the Economist’s Mind.

Det fantastiske er, at på plads nummer seks kommer ex-punditokraten Nicolai Foss (CBS), som sammen med andre kører bloggen Organizations and Markets. Nicolai, som jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med for tiden, er også en af de mest læste danske økonomer i de senere år (ifølge RePecs statistik). Samtidig er han en skarp og ofte ret morsom polemisk hjerne, som er værd at læse – både på bloggen og i mere tydeligt videnskabeligt arbejde. Læs resten →

Chile bliver medlem af OECD

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2010. 3 svar

Mandag optog OECD sit 31. medlem, Chile. Organisationen, der ofte kaldes ’de rige landes klub’, har dermed sat sit officielle stempel på den chilenske økonomi. Efter at være blevet lagt for had i verdensopinionen i årevis og have været udsat for almindelig foragt i resten af Latinamerika – man hører tit folk sige, at Chile ikke er et ’rigtigt’ latinamerikansk land – er der nu kommet en egentlig anerkendelse af landets imponerende bedrifter. Den officielle besked er her. Læs resten →

(endnu en gang) økonomisk og institutionel krise i Argentina

Af Niels Westy, den 10. januar 2010. Skriv et svar

I sidste måned forsøgte den argentinske regering at få fat i en del af nationalbankens valutareserver til finansiering af det offentlige forbrug. På trods af brandbeskatning af landbruget (der sammen med tørke indebærer, at Argentina muligvis for første gang nogen sinde vil importere oksekød i 2010), nationalisering af opsparede pensionsmidler mv. bliver det sværere og sværere at skaffe midler til det fortsatte offentlige forbrug.

Forsøget på at få fingre i valutareserverne har udløst en institutionel krise, der i stigende grad gør det sandsynligt, at Argentina skal igennem endnu økonomisk nedtur (og måske en præsidentafgang i utide?). Om man så har lært lektien denne gang kan man stille sig tvivlende overfor. Indtil videre er det ikke lykkedes Argentina, der i løbet af 100 år er gået fra at være et af verdens 5 rigeste lande til den bløde mellemvare, at gennemføre varige reformer. Tværtimod har man især de seneste 50-60 år igen og igen oplevet dybe økonomiske kriser.

Den seneste udvikling har jeg skrevet lidt om på Americas.dk, hvis det skulle have interesse.

Her vil jeg blot opfordre de der måske har en forestilling om, at vi i Danmark (Europa), der har foretaget samme bevægelse (omend mindre dramatisk) siden vi “toppede” som en af verdens 5 rigeste nationer i 1970, nok skal gennemføre de nødvendige reformer på et eller andet tidspunkt, til måske at interessere sig lidt mere for Argentinas historie – det er ikke opløftende læsning.

Blandt de ti rigeste i 2020 – men hvor er vi nu?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2010. 2 svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skitserede i november sine mål for dansk økonomi. Det klareste og lettest målelige af dem er, at Danmark skal være blandt verdens ti rigeste lande i 2020. Det lyder som et fint mål, men før man klapper hænderne sammen i begejstring, er det vel værd at se på, hvor vi ligger i dag. Til det formål bruger vi den amerikansk-udviklede Penn World Tables database, der bl.a. indeholder BNP-tal tilbage til 1950. Det geniale ved databasen er, at den leverer PPP-tal, dvs. tal der er korrigeret for de store prisforskelle mellem verdens lande. Alle indkomsttal bliver således omregnet til amerikanske 2005-priser, og kan derfor sammenlignes direkte. Læs resten →

Spændende læsning i 2009, nummer 2

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2010. 1 svar

I vores korte januarserie om ’spændende læsning i 2009’ var første bud Niclas Berggren og Mikael Elinders studie af sammenhængen mellem økonomisk vækst og tolerance. Andet bud er også fra en kollega, der samtidig er en personlig ven.

Niklas Potrafke, der pt. er ved universitetet i Konstanz, har specialiseret sig i spørgsmålet om, hvornår og på hvilke områder, politisk-ideologiske forskelle stadig betyder noget. Hans PhD-afhandling fra 2008 viste bl.a., at dag-til-dag politik ikke længere udviser de store ideologiske forskelle, men er det også sandt for staters holdninger i international politik? Svaret på dét spørgsmål gav Potrafke i en artikel i tidsskriftet Review of International Organizations. Læs resten →

Spændende læsning i 2009, nummer et

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2010. 1 svar

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten →

Obama og de bløde budgetbegrænsninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. december 2009. 1 svar

Washington Post rapporterede i går, at Obama-administrationen har lovet ’ubegrænset finansiel støtte’ til de to lånegiganter Freddie Mac og Fannie Mae (læs her; hattip Volokh Conspiracy). Amerikanske kommentatorer har bemærket to ting: 1) at administrationen, der efterhånden er ekstremt upopulær (ratings er pt. lavere end for George W. Bush i hans anden præsidentperiode), har forsøgt at ’drukne’ nyheden ved at lægge den ud juleaftensdag; og 2) at administrationen samtidig har godkendt chefbonusser hos de to banker for tilsammen 42 millioner dollars.

Det amerikanske finansministerium har med beskeden sendt udtalelsen, at trækket ”should leave no uncertainty about the Treasury’s commitment to support these firms as they continue to play a vital role in the housing market during this current crisis.” Som den republikanske senator Scott Garrett bemærkede, er beslutningen ikke blot “a continued bailout of failed entities that need to be privatized to protect the taxpayer, the timing of the announcement is clearly designed to try and sneak the bailout by the taxpayers.”

Men endnu vigtigere, i det mindste på den længere bane, er at beslutningen synes at reflektere, at Obama og hans medarbejdere slet ikke synes at have forstået et af de største problemer ved deres handlinger: Det, man gennem den pinagtige kommunistiske erfaring i Centraleuropa, er kommet til at kende som ’bløde budgetbegrænsninger’. Fænomenet, som den ungarske økonom Janos Kornai har analyseret indgående, skyldes en indgående politisering af økonomien, eller dele af den. I dette tilfælde, ligesom i tilfældet med den amerikanske stats de facto overtagelse af flere bilfabrikker, vil politisk styring betyde, at der altid kan findes grunde til at give øget støtte eller løsere administration af regler osv. For eksempel påkaldes beskæftigelseshensyn meget ofte som rationale for, at virksomheder tæt på politikerne får offentlig støtte.

Bundlinjen bliver derfor ikke på nogen måde styrende for, hvordan forretningen køres. Incitamenter til at økonomisere med arbejdskraft eller ressourcer, til at indføre effektiviserende tiltag, eller til i det hele taget at tage forbrugernes præferencer alvorligt, svækkes derfor markant. Obamas overtagelse, de facto eller de jure, af Fannie Mae og Freddie Mac lover derfor ikke godt. Den amerikanske stat risikerer at kyle penge ud af vinduet i et forsøg på at ’beskytte’ folk med dårlige lån i de to hypotekbanker. Eneste gode nyhed er, at administrationens blatant venstreorienterede og økonomisk ilitterate adfærd giver masser af stof til de næste års undervisning i politisk økonomi.

Punditokraternes Julehilsen

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2009. 2 svar

Så er det blevet tid til at trække sig tilbage til familiens skød og nyde et par alt andet end rolige dage med nevøer, niece og alskens andre medlemmer af ens biologiske baggrund. Og som altid er det også tid til, at Redacteuren på Punditokraternes vegne sender en stor hilsen og tak til alle vores læsere, både dem der flittigt kommenterer og dem, der blot følger med i vores skriblerier.

2009 blev året, hvor vi skiftede en del af teamet ud og holdt flyttedag i cyberspace. Jeg håber at læserne er lige så glade for både det nye (eller halvnye) tem og vores nye look som jeg er. Vi håber også alle, at vi stadig i 2010 kan få kommentarer og en mail i ny og næ om emner, som vores læsere synes ville være spændende at få dækket.

2009 blev også året, hvor vi skrev langt og meget om klimadebatten, sydamerikanske forhold – ikke mindst den honduranske situation, hvis dækning i msm vækkede minder om marxistisk historieskrivning – ulandshjælp, og en ny amerikansk præsident med masser af varm luft. Ingen af emnerne har vakt udelt opbakning fra alle læsere, men det er netop heller ikke pointen. Næste år som de foregående år understreger vi, at man ikke behøver være enig med os i alt. Så længe man kan argumentere solidt for sit synspunkt, og ikke blot blindt gentager ’autoriteter’, er debat givende for alle parter. Og autoriteter, selv hos punditokraterne, kan jo tage fejl, ikke mindst når de ikke bliver udfordrede.

Så det er med ønsket om fortsat uenighed, debat og udfordring, at vi trækker os tilbage til julen. Det er i det mindste en højtid, hvor man ikke behøver at tro på nogen autoritet – menneskelig eller gudelig – for at nyde tiden. Herfra skal der blot lyde et ønske om en Glædelig Jul og et Godt Nytår til alle.

Hvorfor har man ikke anvendt temperaturmålinger dækkende 40% af Rusland?

Af Niels Westy, den 17. december 2009. 16 svar

Der kommer hele tiden nye dimensioner til i climategate, der vel efterhånden har miskrediteret de involverede videnskabsfolk i en sådan grad at de rettelig bør udelukkes for al fremtidig forskning indenfor klima. Det seneste i den fortsatte føljeton om forsøgene på at fremme et helt bestemt billede af temperaturudviklingen er, at man kun har brugt udvalgte russiske vejrstationer, hvis resultater understøttede tesen om global opvarmning, og har fravalgt målinger fra 40% af Rusland. Læs resten →

Om Chiles præsidentvalg på søndag

Af Niels Westy, den 11. december 2009. Skriv et svar

På søndag, den 13. december afholdes 1. runde af det chilenske præsidentvalg. I tilfælde af , at ingen kandidater får over 50% af de afgivne stemmer afholdes 2. runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer til januar. Dette system er også kendt i flere andre lande i regionen, men er relativt nyt i Chile, hvor et system med 2 valgrunder kun har været praktiseret efter demokratiet blev genindført i 1990’erne. Baggrunden for denne ændring og en (meget) kort gennemgang af de væsentligste kandidater er formålet med dagens indlæg på “Americas“

Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

Af Niels Westy, den 9. december 2009. Skriv et svar

I anledning af Evo Morales klare valgsejr i søndagens valg i Bolivia, har jeg skrevet et længere indlæg på Americas.dk. Det kan måske være af interesse for de af bloggens læsere, der interesserer sig for udviklingen i Latinamerika, og måske ikke mindst i de populistisk-socialistiske regimer i regionen. Læs mere her.