Her på bloggen har vi gennem de seneste par uger haft en livlig debat omkring spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer. Grundlæggende gælder det for alle bloggens faste skribenter at vi kan betegnes som skeptikere, hvilket indebærer, at vi ikke vil afvise at det kan forholde sig således, men at vi på den anden side heller ikke er overbevist om at det gør det. For et par af os er det næppe uvæsentligt at vi har en baggrund som økonomer, og derfor naturligvis ved at modeller ikke er det samme som virkeligheden, og gennem årene er stødt på ikke så få sindrige modeller der intuitivt løs tilforladelige, men alligevel i sidste ende havde svært ved at klare virkelighedens test. det kan man så reagerer på ved at mene, at det nok er modellen der er noget galt med, men man kan naturligvis også konkludere, som en af mine medstuderende gjorde i min studietid, at “menneskerne opførte sig forkert” – og hun mente det. Sådan kan man selvføgelig også vurdere udviklingen i klimaet i indeværende årtusinde.
En (sund) skepsis overfor at udråbe computermodeller til s-a-n-d-h-e-d-e-n, gælder dog langt fra alle steder. derimod hyldes forestillingen om den store konsensus og “settled science”. Det på trods af, at de anvendte klimamodeller langt fra har været i stand til at forklare den historiske udvikling i klimaet. Forestillingen om at de vise sten er fundet gælder også klimaøkonom Kirsten Halness. Men et er at hun er overbevist om at CO2 og menneskelig aktivitet er den primære driver i de nuværende klimaforandringer, og at fremtidige menneskeskabte stigende temperaturer er et problem. Noget andet er, at hun som økonom med en håndbevægelse kan mene at det ikke har nogen betydning om man afholder omkostninger svarende til et par procent af det globale BNP med det lønlige håb at det kan mindske den menneskelige effekt om 100 år. Man kan læse hendes blog på Jyllands-Posten her, hvis man orker. Det mest interessante er måske kommentarene til hendes indlæg.
Blot for at illustrere effekten af “et par procents” ændring i BNP:
Hvis BNP per capita vokser med 1% om året, vil den globale vestand være 168 % højere om 100 år. Vokser den 2% (det historiske gennemsnit i det 20 århundrede inkl. 2 verdenskrige, håbløse planøkonomiske eksperimenter i store dele af verden osv.), vil velstanden være 610% højere. Og hvis den kan holdes på på 3% p.a. vil velstanden per capita være hele 1766% højere.
Svaret burde være indlysende på hvad er et “par procent”? Det er temmelig meget.
Kirsten Halsnæss absurditeter og forøvrigt store mangel på respekt – og sagt ligeud dårlige opførsel (åbenbart et kendetegn hos en del “overbeviste”) overfor andre, kan ses i en “Debatten“, der blev sendt for et par uger siden.
Med tanke på at hun, og hun har papir på at hun er økonom, og burde forstå noget så simpelt som rentesregning, men tydeligt demonstrerer at hun ikke gør det, kan man spørge sig selv om hvorfor man lige skulle tro på et kvæk af hvad hun ellers siger.
