Min ven Andreas Bergh, som pt. holder en delt stilling mellem Lunds Universitet og Ratio Instituttet i Stockholm, har fået nogle vinde til at blæse blandt højre orienterede amerikanske bloggers. Grunden er hans korte interview på Reason TV, hvor han piller en række myter fra hinanden. Interviewet er stærkt anbefalelsesværdigt, og kan ses her. God fornøjelse!
I kølvandet på stadigt stigende problemer med den finanspolitiske bæredygtighed i større medlemslande af eurozonen, har EU-landene forleden besluttet at stille en fond på 750 milliarder euro til rådighed til eurolande, der kommer i lignende situationer som Grækenland. Det er ganske svært at se den rent økonomiske logik i beslutningen, hvis man ikke besnæres af argumentet om at forhindre en dominoeffekt. Fra politisk side er man da heller ikke så tåbelig, at man ikke ser – og indrømmer – at en sådan fond i sig selv vil fjerne nogle af konsekvenserne af at forgælde sig med vilje. Så man har indbygget nogle aldeles utroværdige politiske krav. Læs resten
For de af vores læsere, der ikke opdagede det, havde Niels Westy forleden en aldeles forrygende kronik i Berlingske Tidende. Kronikken, der klæder de anmeldere der var begejstrede over den nye Naomi Klein-film af,kan læses her. Her er et strategisk udpluk fra kronikken:
Med udgangspunkt i ovenstående citat prøver bog og film herefter at gøre de slemme ’neoliberalister’ ansvarlige for alt fra latinamerikanske militærdiktaturers tortur og drab på politiske modstandere over de kaotiske tilstande i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud til krigen og det efterfølgende kaos i Irak. En konspirationsteoretisk konstruktion, der dog kun er mulig ved en temmelig fri omgang med historiske fakta.
…
Når Politiken i sin anmeldelse af filmen skriver, at den er en »researchtung, informationstæt og alligevel fordøjelig dokumentarfilm«, og Jyllands-Postens anmelder mener, at man skal hylde »Kleins forsøg på at genoplade den kollektive hukommelse« samt at filmen er »chokerende oplysning til folket«, så må man forundres over disses overvurdering af egen viden. Det mest chokerende i anmeldelserne er således anmeldernes manglende erkendelse af, at de skriver om noget, de absolut ikke har forstand på.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Grækenland har svære økonomiske problemer. Det kan næppe heller herske tvivl om, at det udelukkende er landets egen skyld. Lønningerne i en af den vestlige verdens mindst produktive offentlige sektorer har været voldsomt stigende i de seneste år, og en række af landets regeringer har udvist en grad af uansvarlighed, der endda har overrasket i en græsk kontekst. En bidragende faktor er nok en række indflydelsesrige fagforeninger, de næppe har opdaget, at vi er i det 21. århundrede, og nok heller ikke at vi har passeret 1950, men de bidrager til en forklaring, ikke en undskyldning. Så hvilke tanker kan man gøre sig om, hvad der sker og hvad der bør ske? I det følgende gør jeg mig mine helt personlige og idiosynkratiske tanker om det. Læs resten
Jeg læste her til morgen Whimsleys essay om de fire regler for Store Ideer. Essayet er basalt set en kritik af en noget idiotisk klumme, skrevet af Clay Shirky, men måden Whimsley gør det på, er ikke dum. Han strukturerer den nemlig omkring de fire regler.
1. Tell stories and think by analogy
Var der nogen, der sagde Naomi Klein? Som det pointeres, bør en god historie være en start, et udgangspunkt, for at motivere en analyse, men bestemt ikke et argument i sig selv.
2. Make the point catchy, but make it ambiguous
Med andre ord, fang folks interesse, men vær aldrig præcis. Ellers kan det jo være folk begynder at tænke længere end dig.
3. Simplify and exaggerate
Ingen kommentar nødvendig.
4. Play on our natural identification with the underdog
Whimsley tilføjer her “cast anecdotes and your overarching theme in a rebellious and revolutionary light”.
Dagens udfordring til læserne er, at applikere de fire regler til medierne. Hvordan spinder Nick Hækkerup f.eks. regeringens skatteomlægning (her)? Hvordan diskuteres samfundsproblemer – og hvordan defineres samfundsproblemer – på begge fløje? Der er masser at tage fat på, hvis man kan lide at pille nonsens fra hinanden.
Forleden dag omtalte vi årets amerikanske public choice konference i Monterey, og lovede som det er tradition, at vi også nok skulle plukke fra den europæiske ditto. Den europæiske public choice konference er noget større og med et generelt højere kvalitetsniveau – om end de bedste ti procent på begge konferencer næppe er forskellige – så det er lidt sværere at udvælge eksempler fra EPCS-konferencen. Eksemplerne fra konferencen, der dette år var lagt i Izmir, Tyrkiet, er igen udelukkende valgt ud fra min egen smag. Som med den amerikanske er programmet frit tilgængeligt her, og mange papirer er også tilgængelige på hjemmesiden. Årets udvalg er her: Læs resten
En ny survey fra the Pew Center viser, at amerikanernes tillid til regeringen er faldet drastisk, og er tæt på at være historisk lav. Undersøgelsen tegner unægteligt et andet billede af den politiske situation i USA, end europæiske medier bringer for tiden. Her er et par pluk fra NPR’s dækning:
Only 22 percent of Americans surveyed by Pew say they can trust government in Washington “almost always or most of the time” — among the lowest measures in the half-century since pollsters have been asking the question. And an increasing number — almost 1 of every 3 people — say they believe government is a major threat to their personal freedoms and want federal power reined in.
Pew asked people to say whether they were content, frustrated or angry with the federal government — and 3 of every 4 people said they were either frustrated or angry.
The proportion of Americans who say they are “angry” with the federal government has doubled since 2000, increasing from 10 percent to 20 percent.
Independents who are highly frustrated with government are highly committed to voting this year, and they favor the GOP candidates in their district by a margin of 66 percent to 13 percent.
Pew gentog undersøgelsen hele tre gange for at være sikre på, at det ikke bare var en tilfældighed, at de fik disse dramatiske resultater, men fik det samme resultat igen. Som centerets leder Andrew Kohut konkluderer: “The public wants a less activist government.” Det kan godt være at danske og europæiske mainstream medier elsker Barack Obama og den kurs, han har lagt for USA, men amerikanerne er uenige. Kunne vi måske få det dækket i danske medier?
Som vi skrev forleden, er årets to public choice konference nu vel overståede. 2010-konferencen hos the Public Choice Society afholdtes i år i Monterey, Californien. Konferencen, der ellers indtil for et par år siden kunne være noget sløv affære, er blevet klart bedre de sidste tre år, og i år var programmet ganske interessant. Som det nærmest er tradition har jeg derfor udvalgt nogle få eksempler, der enten lover godt eller hvor præsentationen dokumenterede en solid forskningsindsats. Eksemplerne er udelukkende valgt ud fra min egen smag, men enhver kan hente programmet her og bladre gennem titlerne på de mange papirer. Årets udvalg er her: Læs resten
De næste dage skriver vi om forfronten i international public choice-forskning, da begge konferencer – den amerikanske i Monterey og den europæiske i Izmir – nu er vel overstået. Og en af de mest underholdende oplevelser til dette års konferencer var hollænderen Richard Jong-A-Pins præsentation af papiret ”Are Banana Republics Banana Republics?” Richard, der har specialiseret sig i studiet af politisk ustabilitet, spurgte en dag sig selv: Hvorfor hedder det egentlig en bananrepublik? Og er bananproducerende lande bananrepublikker, forstået som udemokratiske og politisk ustabile stater?
Richard, der i forvejen er en af de mest underholdende skikkelser i europæisk public choice – ved siden af at være blandt dens elite – besluttede sig for at skrive et joke-papir, som kunne vise, at nej, der er intet på den populære bananhistorie. Det skulle naturligvis gøres efter alle kunstens regler, så det kunne bruges i undervisningssammenhæng, som en økonomisk version af den kendte korrelation mellem storkeantal og børnefødsler. Ideen og de foreløbige tanker var godt nok til at blive optaget på årets EPCS-konference.
Problemet for Richard er blot, at hans omhyggelige analyse viser, at der faktisk er noget om banansagen! Selv når man tager en række andre faktorer i betragtning, er bananproducerende lande væsentligt mindre politisk stabile. En såkaldt IV-analyse peger endda på, at det er bananproduktion der skaber ustabiliteten, og ikke den anden vej (ustabilitet der holder lande i simple produktionsmønstre).
Richards analyse er faktisk så god, at det der var ment som en joke fik en alvorlig, uddybende kommentar fra en førende diktaturforsker. Rygterne siger endda, at en Cambridgeprofessor og tidligere Wicksellprisvinder har tilbudt at levere en formal teoretisk analyse af problemstillingen. Det er som Piet Hein sagde om kun at tage alvor alvorligt og spøg kun for spøg – videnskabelig udvikling kan være mærkelig!
I den seneste Weekendavisen har Martin Krasnik et interview med den engelske historiker Niall Ferguson. Desværre er der ikke længere gratis adgang til deres e-avis, så hvis man ønsker at læse hele artiklen bliver man nød til at købe avisen.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er temmelig stort fan af Ferguson – hvilket selvfølgelig ikke skal forveksles med at jeg altid er enig med ham. Men interessant er han altid.
Niall Ferguson tror ikke på at imperier opstår, modnes og forgår i et nogenlunde forudsigeligt tidsforløb, ligesom skelsættende historiske begivenheder som f.eks. 1. verdenskrig ikke kan forklares som resultatet af længere historiske forløb. Derimod mener han at det sker ganske pludseligt og uforudsigeligt. 1 verdenskrig mener han f.eks. primært var resultatet af en række fatale politiske fejl så sent som i sommeren 1914. Ligesom han mener, at det britiske imperiums fald stort set kan stadfæstes til Suez krisen i 1956, eller som han siger;
Det samme gælder det britiske imperiums fald. Også her kan man se den dovne analyse, der siger, at briternes fald fra tinderne var en meget langstrakt nedtur, der prægede hele den første halvdel af det 20. århundrede. Helt frem til 1950 eller måske 1960, mente man, at nedturen ville gå meget langsomt, at den ville strække sig over 50-100 år. Man sagde I’m alright Jack og You never had it so good. Og så pludseligt: styrt, ud over afgrunden. I 1945 var briterne med til at dele verden op med USA og Sovjet. Ti år senere var imperiet væk.
I artiklen, og det er grunden til denne post, kommer Niall Ferguson med et bud på hvad der kunne være et scenarie der markerede USAs fald som stormagt. Han gør selvfølgelig i tråd med pointen om at fremtiden er uforudsigelig opmærksom på at der er tale om de rene spekulationer fra hans side, men giver så sit bud:
Der opstår en dyb krise i Mellemøsten, og Israel sætter et massivt militært angreb i gang mod Iran. alle ser straks mod USA. Hvad gør de? Præsidenten tøver. Han er usikker, hans instinkt er ikke at støtte angrebet, men hans militære rådgivere er uenige. Præsidenten vinder diskussionen, og USA støtter ikke israelerne.
Iranerne svarer naturligvis igen. Hormuz-strædet bliver lukket, og olieprisen stiger allerede næste dag til 230 dollar pr. tønde. Det er som et direkte slag mod den amerikanske økonomi, der straks går ned på vågeblus. Kina erklærer, at de støtter Iran, hvilket ikke er overraskende, idet kineserne er Irans største handelspartner. Russerne forholder sig udadtil neutralt, men støtter i virkeligheden også iranerne. Det hele sker meget hurtigt.
Hvad sker der så? Europæerne vil absolut ikke støtte et militært modsvar. Pludselig er amerikanerne ikke bare splittede, de er også isolerede. De fleste amerikanere kræver handling, men præsidenten gør det ikke, ikke mindst fordi de færreste forventer, at det vil føre noget godt med sig. Det er tydeligt at USA har mistet kontrollen over Den Persiske Golf. Da krisen bliver løst, sker det ikke på grund af amerikanerne. Og når den næste krise opstår, er der ingen, der tror på, at amerikanerne vil spille nogen rolle. På den måde er konflikten den sammen so Suez-krisen var det for briterne. Den slags ting sker. Der er en krise i systemet, og før det når at tilpasse sig, opstår en pludselig begivenhed, et par uigennemtænkte beslutninger, og så brager det løs på CNN.
Der er selvfølgelig tale om ren spekulation, hvilket Ferguson er den første til at indrømme, men den mulige udvikling har faktisk en nylig parallel, nemlig krisen i Georgien forrige år.
Poul Høi, hvis skriverier jeg erkender at have et mere end almindelig anstrengt forhold til skrev for nogen tid siden i sin blog på Berlingske Tidende et indlæg under overskriften “Skulle Bush have bombet russerne” om bogen “A Little War that Shook the World” af Ronald D. Amus.
Høi skriver bl.a.:
I bakspejlet [bombning af de russiske invasionstropper] ville sådan en reaktion formentlig stadig have været for farlig, men jeg må indrømme, at jeg er enig med en af hardlinerne fra vicepræsident Cheneys stab, som siger, at hvis russerne bliver ved med at spille med musklerne, vil ”vi om ti til 20 år se tilbage på (august 2008, red.) og konstatere, at det var her, at de fandt ud af, at de kunne ændre på grænserne uden konsekvenser. Og så skulle vi have grebet hårdere ind.”
”A Little War that Shook the World” godtgør, at den lille sommerkrig i august 2008 ændrede ved to af fundamenterne for verden efter den kolde krig:
Vi troede, at grænserne mod øst lå fast, og vi troede, at NATO – USA og Europa – også stod fast. Begge dele viste sig forkerte. Rusland planlagde møjsommeligt krigen og fremprovokerede den, og russerne marcherede uhindret ind i Georgien og stod så tæt på Tbilisi, at man kunne lugte deres dårlige ånde. Og NATO anede ikke sine levende råd og endte med at sende præsident Sarkozy i penduldiplomati, og han proppede en våbenhvile ned i halsen på Georgien.
”I får ikke en bedre aftale,” nærmest truede han ifølge bogen præsident Saakashvili. ”Hvor er Bush? Hvor er amerikanerne? De kommer ikke for at redde jer. Europæerne kommer heller ikke. I er helt alene, og hvis I ikke skriver under, så kommer de russiske kampvogne i stedet for.”
og fortsætter
Neville Chamberlains ånd fløj lavt over Kaukasus den aften.
Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne det komme dertil?
Svaret er april 2008 og uappetitlig europæisk realpolitik. NATO afviklede sit topmøde i Bukarest i Rumænien, og amerikanerne kæmpede for at få en medlemsplan for Ukraine og Georgien. Tysklands kansler Angela Merkel slog sig i tøjret, for hun ville ikke hidse russerne op, og hun ville heller ikke bringe den tysk-russiske naturgasaftale til næsten fire mia. dollar i fare.
Præsident Sarkozy sagde til præsident Bush, at han ikke var bange for russerne, men han var bange for kansler Merkel, og mødet endte med, at NATO de facto tilbageskødede Ukraine og Georgien til russerne, og præsident Putin opfattede det som en invitation til at marchere mod Tbilisi.
Som Putin efter mødet sagde til præsident Saakashvili: ”Du kan ikke regne med amerikanerne. Du kan ikke regne med europæerne. Den eneste, du kan regne med – det er mig.”
Ganske rigtigt.
Og desværre.
Muligvis er det at trække sammenligningerne for langt, men kunne et fundamentalt problem i den vestlige verden være, at vi ikke kan finde ud af om hvad vi vil? – være imperialister med hvad det kræver (og det er dyrt) eller trække os ud af kapløbet, erkende vores lidenhed og koncentrere os om os selv og vores egen nære interesser – med alt hvad det også indebærer af ubehagelige beslutninger i forhold til vestlige idealer om menneskerettigheder osv.? Som jeg ser det synes den eneste konstant være, at vi gør tingene halvt og det dermed i bakspejlet, hvis man ikke går ind med fuld styrke, ville have været bedre ikke at gøre noget som helst, jævnfør Irak og Afghanistan. I en tænkt krise som Fergusons skal vi næppe regne med disse to landes støtte.
Men hvad mener bloggens læsere? Skal vi erkende at idealer og realpolitik ikke hører sammen og føre udenrigspolitik som f.eks. kineserne og russerne gør det? Eller er det overhovedet et problem hvis vi ikke (heller ikke amerikanerne) i fremtiden har nogen synderlig international tyngde?
I England diskuterede man stort set konstant fra det 18. århundrede og frem om man skulle have et imperium – Adam Smith var i mod, John Stuart Mill, Karl Marx, brede religiøse kredse og sociale reformatorer var af forskellige årsager varme tilhængere af imperialistisk ekspansion (White Mans Burden) – mens der tjentes store private formuer på den fortsatte kolonisation (samfundsøkonomisk var det dog næppe nogen overskudsforretning). På samme måde har USA altid haft et problematisk forhold til sin egen rolle som Imperialist og stormagt – og er det måske i sidste ende det der afgør reaktionsmønstret i givne situationer (hvilket går lidt på tværs af Fergusons tese)?
Hvad er bloggens læseres bud – hvordan ser det ud om 25-50 år? Hvilken rolle spiller vi? Hvem er “verdens herre” – hvis der er en sådan? Lad os få nogle bud.
Danmark er famøst tolerant når det gælder sproglige udtryk, og især bandeord. Man kan en helt almindelig dag høre ganske blomstrende sprog på gaden, og der er meget lidt censur i medierne. Det samme gælder ikke i andre lande, hvor folk ikke bryder sig meget om kraftudtryk. For eksempel i New Zealand, hvor man censurerer den slags før 20.30 om aftenen, men det begrænser de sig ikke til. Mange borgere ønsker heller ikke at høre bandeord efter 20.30. Og hvordan finder man så ud af, hvilke udtryk folk ikke vil have når børnene er gået i seng – altså hvilke ord de kender, men ikke vil have andre til at høre? Jo, man laver da en spørgeskemaundersøgelse! Og det er lige præcist hvad kiwiernes ’Broadcasting Standards Authority” har gjort med lårklaskende morsom konsekvens (hattip: Eric Crampton).
Rapporten med titlen ”What not to Swear” er til at græde af grin over – i det mindste for de af os med en infantil humoristisk sans! Det hele minder om en temmelig kafkask, men velment og helt alvorlig udgave af George Carlins berømte ”Seven Words You Can’t Say on TV” (her). Og den har helt klart kostet det statslige organ nogle millioner, for at de kan sørge for at det ikke bare er små uskyldige poder, som ’beskyttes’. Hvad ville der dog ske, hvis man ikke kunne slippe for at høre den slags frygteligt sprog? Her er en del af konklusionerne fra dens Executive Summary:
At least half the respondents rated eight words as Totally or Fairly unacceptable in relation to the scenario of a television drama shown after 8.30pm. These were: Cunt (74%), Nigger (66%), Mother Fucker (66%), Jesus Fucking Christ (65%), Cocksucker (60%), Get fucked (55%), Fuck off (52%) and Fuck (51%). The least contentious words, rated as Totally or Fairly acceptable in this scenario by around one in ten respondents, were: Bugger (11%), Bloody (12%) and Bollocks (12%).
Ja, hvad man ikke undersøger i den gode sags tjeneste. Hele rapporten kan læses her.
Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.
Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.
En gated version er her. Her er abstractet:
Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.
Medierne for forleden i flint over, at socialministeren ikke meddelte på sit CV, at hun sad i Cepos’ centerråd. Det var, mente blandt andet Socialdemokraternes evige grædekælling Mette Frederiksen, dybt uærligt. Vi spurgte ved den lejlighed, om man ville behandle venstrefløjen på samme måde i medierne. Svaret var ’næppe’, men vi kan jo tage et mere konkret eksempel: 3F’s skræmmekampagne, hvor man ikke blot misbruger Skat’s logo, men også spreder decideret misinformation. Dén af plakaterne, der hænger på lygtepæle og andre steder for tiden, har teksten ”Først Store Skattelettelser til de Rigeste, så Nedskæringer for 24 Milliarder”. Begge dele er løgn.
Regeringens omlægning af skatte- og afgiftssystemet afskaffede mellemskatten, ikke topskatten, som ellers er relevant for de ’rigeste’ 40 % af arbejdsmarkedet. Dernæst omfattede omlægningen et væsentligt afgiftshop på en række varer, som rammer alle danskere. Bundlinjen var, at omlægningen skulle være indtægtsneutral for staten, men vel at mærke uden at man regnede de politisk kontroversielle dynamiske effekter ind. I bedste fald var der derfor tale om en omlægning, der bevarede statens indtægter uændret, og med dynamiske effekter en effektiv stigning i skatte- og afgiftstrykket. Hvordan kan man kalde det en skattelettelse for de rigeste?
For det andet er der ikke tale om, at regeringen vil skære ned. Man forsøger sig derimod med at implementere nogle få års nulvækst i et land, der allerede har den frie verdens største offentlige sektor. Det 3F kalde nedskæring er således et forsøg på at forhindre en yderligere ekspansion. Men ligesom visse mongoler ikke får en klar fornemmelse af mæthed, uanset hvor meget de spiser, lider 3F øjensynligt også af uinformerede vrangforestillinger om hvad nedskæringer er.
Har medierne taget fat i disse latterlige påstande med samme vigør som de angreb Benedikte Kiær? Nej, der har været larmende tavshed på trods af, at et af landets største fagforbund spreder ideologisk misinformation, og endda ved hjælp af misbrug af Skats logo. Må man tillade sig at spørge, hvor de upartiske og kritiske medier er gået i hi?
Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;
They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.But that’s where the good news is likely to end.
Og fortsætter:
Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.
Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.
I tirsdags viste DR2 dokumentarfilmen “Chokoladens mørke side” af Miki Mistrati, der til daglig er tilknyttet Ekstrabladet, hvilket i denne sammenhæng er passende. Som dokumentarfilm bærer “Chokoladens mørke side” først og fremmest præg af, at den aldrig løfter sig ud over den umiddelbare forargelse over at man bruger børnarbejde i Elfenbenskysten. En forargelse der, som det i årevis har været en trend, i sidste ende retter sig mod de store internationale firmaer (læs kapitalismen og markedet), som Miki Mistrati i lighed med en række NGO’ere forventer og forlanger skal have fuldstændig styr på og ansvar for hvad der foregår ud i produktionens yderste led. Filmen kan indtil videre ses eller genses her.
Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde – for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……
Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.
I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.
I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.
Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?
Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?
Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:
This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.
Yderligere kommentarer burde være overflødige.
I anledning af “International Women’s Day” i dag, havde The Economist i denne weekend sat fokus på at prioriteringen af drengebørn i visse dele af verden er endt i en fuldstændig absurd overvægt af mænd i forhold til antallet af kvinder, som det fremgår af nedenstående figur fra Economist.
Som det fremgår er der tale om en betydelig overvægt af drenge i forhold til normalen som er 105 drenge for hver 100 piger. Men hvad betyder det så for kvinders position i sådanne kulturer? Et fingerpeg får man af en lille artikel i samme udgave, hvor man har besøgt et af de områder i Indien hvor der er størst uligevægt, og faktisk kunne noget tyde på, at præference for drenge kan have en række positive effekter. For eksempel er det ikke længere forbundet med store udgifter at få afsat sine pigebørn, nu er det mændenes familie der må punge ud. Derudover dannes der nu par på tværs af religiøse skel – og kan man måske på sigt forestille sig at det ligefrem kan medvirke til en opblødning af Indiens udgave af apartheid – kastesystemet? Har nogle af læserne, ligesom undertegnede, kun hovedrysten til overs for de hjemmelige feminister og deres hæmningsløse selvmedlidenhed og mangel på sans for proportioner, kan jeg kun anbefale Economist artikel. Uhyggelig læsning, men dog også med et glimt af håb. Artiklen findes her.
Jeg har fornøjelsen at være vært for årets Beyond Basic Questions workshop fredag og lørdag i denne uge. Workshoppen, der er en begivenhed som man skal inviteres til, er en årlig event hvor en gruppe yngre europæiske samfundsforskere indenfor politisk økonomi og public choice mødes for at præsentere og diskutere deres allernyeste forskning. En del af papirerne til BBQ III i Århus kan allerede findes online sammen med hele programmet her. Jeg er selv temmelig godt tilfreds med kvaliteten af både papirerne og de kolleger, der kommer til Århus og som helt generelt er at finde blandt toppen af europæisk public choice forskning. Som en sidste aside kan det også nævnes, at vi nærmer os den amerikanske Public Choice Society konference, hvor de fleste papirer også er frit tilgængelige for alle interesserede her.
Den fremragende økonom, Jeffrey Miron, som jeg havde æren af at sidde i panel sammen med ved en stor narkotikapolitisk konference i New Mexico for nogle måneder siden, har i en årrække prøvet at beregne de økonomiske gevinster ved en legalisering af narkotika.I Danmark er hverken myndigheder eller uafhængige forskere (sidstnævnte er det selvfølgelig også svært at finde i et land hvor alle højere læreranstalter er statslige) interesseret i at beregne de økonomiske omkostninger ved forbruget af illegale rusmidler eller gevinsterne ved legalisering af samme. det er man til gengæld i bl.a. England, Australien og ikke mindst USA.
Inden jeg går videre er det måske her på sin plads at jeg giver en undskyldning for at have bragt urigtige tal til torvs. bl.a. i et indlæg på Liberator sidste år. Her anslog jeg de samlede globale omkostninger ved den førte narkotikapolitik til at være ca. 10 trillioner kroner. Det eneste jeg kan dække mig ind under er, at jeg brugte officielle tal fra FN og fra de federale amerikanske myndigheder. Desværre er myndighedernes tal ofte yderst problematiske, og man overdriver en række centrale tal, f.eks. for den samlede omsætning af illegale rusmidler. Uafhængige forskere anslår at den globale omsætning “kun” er det halve af de 320 mia. USD., som FN angiver. Ligeledes overdriver de amerikanske myndigheder ofte omkostningerne af forbruget af rusmidler, og det får betydning, hvis man bruger disse tal til lave beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger (størstedelen af de omkostningsposter myndighederne henfører til rusmidlerne er reelt konsekvens af forbuddet og ikke rusmidlerne i sig selv). Derfor vil jeg i dag anslå de globale omkostninger til “kun” at være ca. 5 trillioner kroner.
Hovedformålet med denne post er dog ikke at undskylde for brug af offentlige myndigheders utroværdige tal, men at gøre opmærksom på, at Jeffrey Miron har opdateret sine beregninger over de økonomiske gevinster ved en ophævelse af det gældende narkotikaforbud. Rapporten finder man bl.a. på Mirons blog “Libertarianism from A to Z“.
Mirons hovedkonklusioner er at myndighederne vil kunne spare ca. 48 mia. USD. Omkring 25% kommer fra legalisering af canabis, mens omkring 40% er fra legalisering af heroin og kokain. Dertil skal lægges mulige skatteindtægter (hvis narkotika beskattes som alkohol og tobak bliver det i dag) på ca. 34 mia. USD. Ialt en positiv gevinst på ca. 82 mia. USD. Oversat til danske forhold, svarer det til op mod 10 mia. kroner.
Men som Miron tørt konstaterer:
legalization would not materially affect the U.S. fiscal situation. And only about one-third of the savings comes from marijuana, the only drug with any chance of being legalized in the near future
Det gælder selvfølgelig også herhjemme, og kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. Det har dog været fremført som et argument i USA, i lyset af den nuværende økonomiske situation. Men at tro, at den økonomiske krise skulle blive afgørende for en legalisering er ganske naivt (jeg er ofte stødt på argumentet blandt amerikanske NGO’ere), og bygger formentlig på at spiritusforbuddet blev ophævet under depressionen i 1930ernes USA.
En økonomisk krise er naturligvis heller ikke noget reelt argument for at ophæve en lovgivning der ifølge The Economist kun kan betegnes som
illiberal, murderous and pointless
Som Miron skriver:
The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization. Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.
Hele rapporten kan læses her.