I forbindelse med mit indlæg i sidste uge om hvorledes politikerne og den gældende narkotikalovgivning sikrer stigende bandekriminalitet og medfølgende blodige kamp om markederne for illegale stoffer, faldt det nogle for brystet, at jeg argumenterede for en legalisering af illegale stoffer.

En enkelt kommentar anførte som ”bevis” på det naive i min holdning, det øgede forbrug af hash blandt helt unge, som medierne har beskæftiget sig med i denne uge, med udgangspunkt i tal fra den årlige narkotikarapport fra sundhedsstyrelsen. Tallene er der nu ikke noget nyt i. Rapporten blev offentliggjort i november sidste år, men har åbenbart ikke haft journalistisk interesse før nu.

Med eksplicit henvisning til tal fra nævnte rapport citerer Berlingske Tidende under overskriften ”Børn og unge ryger mere hash ”, projektleder i København Søren Thide for, at ”Problemet er større end nogensinde før. Jeg har aldrig set så mange dårlige unge som i dag”.

Nu skal jeg ikke udtale mig om hvem og hvad Søren Thide ser til daglig, men der er næppe dækning for hans bombastiske udtalelser, hvis de udbredes til at skulle være alment gældende. De undersøgelser der henvises til i artiklen underbygger ikke hans udtalelser,

På mange måder understreger Berlingskes historie, at der er belæg for, at journalister havner ret langt nede på ranglisten over troværdige erhverv når befolkningen spørges. Der er tale om en plat sensationspræget journalistik, med meget lidt substans.

Det er korrekt, at rapporten fra sidste år viser en mindre stigning i andelen af 15-16 årige der har prøvet at ryge hash siden 2003 (måske har en højere andel været på efterskole?). Det kan både være udtryk for en tendens til, at en generelt højere andel der prøver at ryge hash, men der kan lige så godt være tale om at de unge blot prøver det lidt tidligere – det er ikke til at vide.

Sundhedsstyrelsens egne konklusioner på udviklingen er nogenlunde det modsatte af Berlingskes overskrift om, at børn og unge ryger mere hash. 

I sammenfatningen kan man således læse, at ”nyere, landsdækkende undersøgelser overordnet [viser], at udbredelsen af det eksperimenterende brug af både hash og andre illegale stoffer blandt de yngre voksne og voksne er svagt faldende. Kurven synes således i dag at være knækket efter markante stigninger i brugen af illegale stoffer op igennem slut-halvfemserne, som blev efterfulgt af et højt men stabilt niveau fra 2000 og frem.

Denne konklusion er der både dækning for i i tallene for 16-20 årige og 16-24 årige. Og jeg vil tillade mig at anse førstnævnte som absolut unge og ikke voksne.

At journalisterne kan finde behandlere og andre, der får deres udkomme af at male fanden på vægen, bør naturligvis ikke overraske. De har en naturlig interesse både i at gøre problemerne større end de reelt er, og dernæst selvfølgelig i at promovere ideen om, at de selv gør en positiv forskel, hvilket jeg stærkt betvivler.

Nu er det et gennemgående problem, at man indenfor socialt arbejde er temmelig resistente overfor begrebet evaluering – den begrænses ofte til at spørge sig selv om hvordan det går. Men hvis succesraten følger den for behandling af stofmisbrugere generelt, kan vi med nogenlunde sandsynlighed affærdige indsatsen som betydningsløs.

Fra internationale undersøgelser, hvor man har sammenlignet lande med en stor afvænningsindsats og lande med stort set ingen, ved vi at andelen af stofmisbrugere der opgiver deres afhængighed er forbavsende ens, – nemlig ca. 5%, hvilket tilsiger, at behandlingen af stofmisbrugere er meningsløs.

Hvad sundhedsstyrelsens undersøgelse – som nok må anses at være lidet robust – viser er også, at det kun er en lille del af de unge der har et løbende forbrug. Mens 27% af unge mellem 16 og 20 i den seneste undersøgelse har prøvet er ryge hash, er det kun 6% der har røget indenfor den seneste måned.

Måske skal det også medtages, at mens andelen af 16-24 årige der har prøvet hash på et eller andet tidspunkt, nærmer sig halvdelen af denne aldergruppe, regner man med at der i hele Danmark er siger og skriver i alt 7.000, som man betegner som afhængige af hash. Sammenlignet med antallet af alkoholikere må det vel siges at være ganske ubetydeligt.

At historien om de unges hashforbrug, der lige fik en ekstra omgang ved historien om misbrugere ned til 8 års alderen (her er det vel rimeligt at antage at hashen nok er det mindste af det stakkels barns problemer), kommer nu skyldes selvfølgelig den igangværende fejde på udbyderside.

For år tilbage var en af de populære tilbagevendende rædselshistorier, at brugen af Ecstacy bredte sig nærmest som en steppebrand blandt landets unge. Faktum var, at da populariteten var på sit højeste var andelen af unge der havde prøvet ecstacy omkring 5% – ikke just tal der burde give grund til panik blandt teenageforældre.

Et tal der for øvrigt sidenhen har været faldende, hvilket naturligvis ikke indebærer, at det ikke kan stige igen – en udvikling, der ligesom den vi har oplevet i de sidste 4 årtier ligger uden for politikeres og offentlige myndigheder indflydelse (selv om de gerne vil give indtryk af noget andet) – det styres primært af de kulturelle strømninger blandt de unge selv.

Sagt på en anden måde. Jeg kan huske et klip fra en TVudsendelse en gang for mange år siden om Rockmusik i USA i 50erne. I klippet opfordrer en – om det var en DJ eller en præst et sted i sydstaterne husker jeg ikke, med ordene ”it’s the devils music”, alle unge til at ødelægge deres singleplader med Elvis, Chuck Berry og andre af datidens musikalske helte.

På sin vis havde han selvfølgelig ret. Forbruget af både legale og illegale stimulanser er næppe højt blandt unge, der går til folkedans, i forhold til unge der foretrækker mere nutidig dansemusik. Men skal vi/har iv ret til at  forbyde det? Skal Per Kirkeby udstillingen på Louisiana for øjeblikket være forbudt for børn, fordi en del af billederne blev lavet under indflydelse af svampe? Skal vi nedlægge P3 og nægte børnene at spille rytmisk musik? Det ville vist give nogle problemer med vores forhold til ytringsfriheden.

Eller måske skal vi bare glæde os over, at de fleste unge mennesker (også dem der prøver at ryge hash og måske et eller flere af de hårdere stoffer), desuagtet at vi ikke tillægger dem denne egenskab, faktisk er i stand til at slippe igennem ungdommen uden varige men. 

I et indlæg i går skrev jeg hvad jeg mente der skal til for at Liberal Alliance har en fremtid. Det er vist et held at der er lang tid til næste valg, således, at stifterne kan få det nye program ind under huden. Især et indlæg på Naser Khaders blog må vække undren, under titlen “Fumleri med flerkoneri” skriver Khader at:

“Den irakiske tolk, som kom til Danmark med sine to koner har nu valgt at forlade Danmark igen. Tolken nægtede at lade sig skille frivilligt fra den ene af sine koner. Sagen om opløsning af det ene af ægteskaberne fortsætter ved Landsretten selvom tolken er rejst. Det bør den også gøre. Det er i orden med mig, at vi får slået fast med 7 tommers søm, at bigami er ulovligt.”

og fortsætter senere i sit indlæg med:

“Det kan jo virke uforståeligt for os, når manden er truet, og tolkens nægtelse af at lade sig skille viser, at der i et sådan tilfælde er lang, lang vej til at få forklaret at flerkoneri er kvindeundertrykkende og udemokratisk.”

Jeg medgiver, at indlægget er skrevet den 19. august, altså inden det nye partiprogram, men…….

Nu er jeg ikke selv interesseret i at have flere koner – og jeg har svært ved at forstå hvilket form for samliv man søger med flere partnere. Men det handler for mig som liberal heller ikke om hvad jeg kan forstå eller synes, men om andres ret til at leve deres liv som de vil.

Det er jo ikke særligt liberalt via lovgivning at ville bestemme hvor mange af eget eller modsat køn man vil gifte sig med – det må være op til de involverede parter.

Måske skulle Khader også holde lidt igen med demokratiretorikken. Hvad bigami har med demokrati forstå jeg ganske enkelt ikke – men Khader mener måske også at utroskab er udemokratisk – og vil det sige at det at være tro er ensbetydende med at man er demokratisk? 

Hvad angår kvindeundertrykkelse er det næppe bigami i sig selv, men snarere hvorfor bigami er udbredt i visse kulturer der kan tolkes som kvindeundertrykkende (at de reelt ikke kan få lov tilat forsørge sig selv).

For i virkeligheden er monogami nemlig først og fremmest til fordel for manden. af følgende (biologiske) årsag: 

Hvis bigami er udbredt vil få hanner med gode gener og stor forsørgelsesevne have flere koner, mens hanner, der har ringere gener og ikke besider samme forsørgelsesevner vil have svært ved at finde sig en partner. Årsagen er den enkelte, at fra naturens hånd er det først og fremmest afkommets ve og vel, der interesserer hunnerne, de er altså interesseret i gode gener og en forsørger der kan sikre deres og afkommets overlevelse.

Jeg er klar over, at der er løbet en del vand i åen siden det var det afgørende i vores samfund, og så alligevel ikke. jo højere man selv som kvinde befinder sig på rangstigen, jo mindre bliver udvalget af “passende” partnere og fædre til ens børn. Og det er for en del veluddannede kvinder et problem at finde sig en partner, netop fordi kvinder ofte foretrækker en mand der har en højere social position end dem selv.

Selv om der er ange årsager til stigningen i skilsmisser i det sidste halve århundrede, er en af devæsentligste formentlig, at det nu, i modsætning , til tidligere er muligt for kvinder at klare sig ganske glimrende uden behov for en mand til at forsørge dem – og så finder man sig naturligvis i mindre.

Det handler ikke om demokrati, men om at få lov til at tage uddannelse, arbejde og forsørge sig selv.

23. august – nu på lørdag, er af UNESCO udnævnt til ” International Day for the Remembrance of the Slave Trade and its Abolition “. Af den medfølgende tekst fremgår det dog, at det kun er en del af tidligere tiders slaveri, som de tænker på, idet man skriver, at dagen er “intended to inscribe the tragedy of the transatlantic slave trade in the memory of all peoples”. Med andre ord er det kun slaveriet på den vestlige halvkugle man fokuserer på. Det er ud fra en historisk synsvinkel temmelig problematisk, i det den transatlantiske slavehandel nok var både stor (måske blev helt op til 18 – 20 mio. mennesker bragt over til den nye verden som slaver) og grusom, både under transporten, hvor omkring 10-15% døde, og efterfølgende, hvor slaverne (der er her forskel på hvorhenne i den nye verden de endte), kunne se frem til en meget begrænset levetid. Men sådan var forholdene også i andre dele af verden. Antallet af afrikanske slaver der gik mod den muslimske verden var af næsten samme omfang (omend over en længere tidsperiode), og bestemt ikke mindre grusom. Ja, også europæere endte i stort tal som slaver, man regner med at over en mio. europæere het op til Island endte med at blive bortført af nordafrikanske pirater og anvendt som slaver i Nordafrika. Hertil skal så lægges brugen af Slaver i Asien.

Desværre underbygger UNESCOS dag de myter der er ganske udbredte om slavehandlen og dets afskaffelse (sidstnævnte skrevet vel vidende, at der desværre stadig eksisterer slaveri – dog ikke juridisk accepteret).

En populær myte er f.eks. at europæsik racisme gjorde handlen og anvendelse af afrikanske slaver mulig. Men for at fastholde denne myte er man nød til at have en ganske afslappet holdning til kronologien – således optræder racisme som teoretisk begreb først i midten af det 19. århundrede, det vil sige efter at de fleste vestlige lande havde afskaffet selve slaveriet, ikke kun i “moderlandene” – det gjorde flere af dem allerede i det 18, århundrede, bl.a. England, – men også i deres kolonier. At billedet på en slave endte med at være en sort mand i lænker hænger derimod nok primært sammen med det faktum, at Afrika – syd for Sahara, ikke havde stærke samfudsnstrukturer til forsvar for deres befolkning, i modsætning til store dele af Europa, – og dels havde en tradition for slaver, man kunne tappe ind i.

UNESCO har valgt den 23. august som årsdag, fordi det markerer starten op det slaveoprør, der skulle føre til oprettelsen af staten Haiti – og det er selvfølgelig en mærkedag værd. Dels til hyldest af menneskets iboende frihedstrang, men også til eftertanke, Haitis videre historie har jo ikke just været opmundrende.

Derimod synes det malplaceret at anvende dagen som mindedag for ophævelsen af slaveriet., for her er Haitis oprør af marginal betydning. Ophævelsen af slaveriet er derimod resultat af udviklingen i Europa fra slutningen af det 17. århundrede og op til starten af det 19. århundrede, og grundet Englands centrale placering i denne udvikling, burde det vel ret beset være den 25. marts (årsdagen ophævelsen af slavehandlen i 1807)  der var årlig mærkedag for slaveriets afskaffelse. Andre muligheder kunne være årsdagen for at Zanzibar i 1873 lukkede deres slavemarked efter engelsk pres. 

Problemet med disse forslag er selvfølgelig, at fortællingen om slaveriet og dets afskaffelse bliver en helt anden, idet det bliver, hvilket dog er mere historisk korrekt, historien om, hvordan vestlig (engelsk) imperialisme afskaffede slaveriet.

Ovenstående udgør en stor del af inspirationen til dagens klumme i 180grader.

180grader. har valgt i underteksten at bruge udtrykket, “da den hvide man afskaffede slaveriet” – hvilket jo kan ses som modbilledet til tesen om at den hvide mand gjorde den sorte mand til slave, med alle dens racistiske undertoner. Ret beset er det selvfølgelig mest korrekt at pointere, at det var et resutlat af vestlig kultur – med tryk på engelsk. I kampen i det 18. århundrede indgil også flere fremtrædende medlemmer af det engelske samfund, med afrikansk bagggrund, – hvilket i sig selv er med til at uderminere tesen om at slaveriet var racistisk begrundet.

Hvad begrundelsen end var ændrer selvfølgelig ikke ved at det er imod de mest fundamentale frihedsrettigheder, som vi i dag tager som en selvfølgelig ting, men det tog altså lang tid at komme til den erkendelse, og det var i vesten, at den indfandt sig – uanset hudfarve. 

Som det vist er de fleste bekendt har man i de seneste år oplevet betydelige stigninger i fødevarepriserne.selv om man af nogle af de verserende historier måske kan få opfattelsen af, at vi ligefrem har fødevaremangel er dog at skyde langt over målet, men mindre kan også gøre det, hvis man som hundredevis af millioner af mennesker, ballancerer på kanten af absolut fattigdom.

Årsagerne til prisstigningerne er mange. Stigende priser på brændsel, mere eller mindre fejlslagen høst en række steder, bl.a. Australien. Det har heller ikke hjulpet, at en række nettoeksportører, som bl.a. Argentina og Indien, i et forsøg på at holde de lokale priser nede, har indført eksportbegrænsninger/forbud (Indien) og/eller høje skatter på eksport (Argentina).

For Argentinas vedkommende har det indebåret optøjer, periodevis fødevaremangel i byerne og voldelige sammenstød mellem politi og protesterende landmænd. Hvor den anspændte situation i Argentina ender er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Men det er ikke helt usandsynligt, at situationen vil forværres kraftigt i den kommende tid, i takt med at inflationen fortsætter sin stigningstakt og prisen for ringe regeringsførelse ksal betales. Det er tidligere set, at lignende situationer er endt med, at den sidende præsident er trådt tilbage.

Endelig har to andre forklaringer ofte været blevet bragt til torvs – “onde” spekulanter og at prisstigningen skyldes stigende efterspørgsel på grund af stigende velstand i især Asien.

Men som Moisés Naím skriver i Foreign Policy , med reference til en af verdensbankens eksperter, Donald Michell:

“Although the emergence of a global middle class is undoubtedly a factor in driving up food prices, it is not as important as most commentators think. We are blaming the wrong people. That is one of the surprising conclusions of Donald Mitchell’s analysis of the food crisis. Mitchell, who is the World Bank’s expert on agricultural commodities, argues that while the poor, especially in Asia, are indeed eating more meat, this increased consumption is not the cause of the spike in food prices. Take, for example, the global consumption of rice and wheat. Between 2000 and 2007, the global consumption of rice grew by 1 percent a year; consumption of wheat grew even more slowly. Meanwhile, meat consumption soared. These trends seem contradictory because when you eat chicken or steak, you are essentially consuming grains, which are the main raw material used to raise these animals for human consumption. In fact, the demand for both rice and wheat has not matched the increase in the world’s population—that is, consumers. If meat consumption in Asian countries explained today’s higher grain prices, then the demand for grains should be consistently high and countries like China and India would be unlikely to have surplus grain to export. But, as Mitchell notes, the growth in demand for these grains in the past seven years was slower than the increase in demand between 1995 and 2000, when international prices were stable and Asian consumption had yet to boom. Moreover, China and India became net grain exporters in 2000, despite their growing populations and their rising meat consumption.”

Og omkring spekulanternes “skyld”:

“In the past five years, the number of futures contracts for wheat (the commitment to buy or sell a given volume of wheat by a certain future date at a predetermined price) has quadrupled. Although a lot of idle money looking for quick returns has found its way to agricultural markets, the fact is that while speculators ride and accelerate existing market trends, they don’t create the underlying market fundamentals.”

Hvor der indtil for nylig er talt meget om betydningen af stigende efterspørgsel efter fødevarer – se ovenstående citat, med masser af apokalyptiske og fantasifulde historier om de globale klimaforandringer og den globale befolkningstilvækst betydning (ofte fremstillet på en nærmest Malthus-agtig måde), har der været langt mindre fokus på betydningen af den stigende efterspørgsel efter biobrændsel.

Ikke at det ikke har været fremme, det har det – bl.a. kritiserede Cubas tidligere diktator Fidel Castro sidste år USA’s beslutning om at satse på brugen af majs til at producere biobrændsel, uden at der vist var mange der tog notits af dette – men omtalen af biobærndsels andel i prisstigningerne har ikke just været “Big news”, men det vil måske ændres nu.

En ting er, at brugen af biobrændsel er en håbløst energiineffektiv metode til at fremstille brændstof til vores motorkøretøjer (ca. halvdelen af energien bruges til at fremstille brændstoffet), og at nettopåvirkningen af CO2 udslippet er overskuelig (og omdiskuteret), noget andet er påvirkningen af verdensmarkedspriserne på fødevarer.

Hvor stor denne påvirkning er, er omdiskuteret. Den amerikanske administration har påstået, at den skulle være så lav som 3%, mens en endnu ikke offentliggjort rapport fra Verdensbanken i følge “The Guardian ” sætter påvirkningen til at være op til 75%. Hvorvidt sidstnævnte er korrekt ved vi mere om, når rapporten, der angivelig har været holdt tilbage siden april måned bliver offentliggjort. Men hvorvidt der i foromtalen af rapporten er tale om journalistisk (mis)forståelse eller ej er underordnet i forhold til den amrikanske administrations påstand om en marginal påvirkning på 3% – for det er helt hen i vejret.

Hvis vi alene ser på prisudviklingen på majs, der er steget kraftigt det seneste år og på udbuddet af majs, bør det være temmelig indlysende for de fleste, at en påstand om at efterspørgslen efter biobrændsel kun har marginal betydning, er helt hen i vejret.

USA står for ca. 1/3 af verdens samlede produktion af majs, hvoraf man ønsker at bruge op mod ca. 1/3 til fremstilling af biobrændsel. Det indebærer at over 10% af verdens samlede produktion af majs vil gå til fremstilling af biobrændsel. Hvis dette kun skulle have en marginal indflydelse på prisen på majs, idenbærer, at man må forudsætte at majs har en stor priselasticitet, men det forholder sig omvendt, majs har en lav priselasticitet. Det vil sige, at der skal ganske betydelige prisændringer til at “kompensere” for selv små ændringer i mængden.

Men hvorfor er man så interesseret i at underspille biobrændsels betydning? Det skyldes formentlig to forhold der spiller sammen indbyrdes –  ønsket om at frigøre sig fra olieafhængigheden (eller rettere afhængigheden af især den arabiske verden), og fokus på globale klimaforandringer, hvor biobrændsel åbenbart er udnævnt til at være en del af den symbolpolitik der præger den politiske håndtering af klimaspørgsmålet. At biobrændsel (i hvert fald til biler) så ikke er en energieffektiv løsning, er man tilsyneladende ligeglad med.

Og hvorfor har demokraterne så ikke brugt ovenstående problemstilling til at udfordre republikanerne op til præsidentvalget? – Fordi de selv har stemt for den underliggende lovgivning – og det er “in” at være grøn.

Ja, politik er så sandelig er beskidt game – godt nok er det også “in” at give udtryk for sin store medfølelse for verdens fattigste – men åbenbart ikke mere, end at man ingen problemer har med, at de skal betale prisen for at man kan hævde at være miljjøbevidst og grøn – At de tiltag man så advokerer for, stort set ingen betydning får for klimaforandringerne er selvfølgelig underordnet i det politiske spil.

Ifølge den seneste “World Trade Indicators” fra Verdensbanken er EU-landene i gennemsnit ca. 1/3 mere protektionistiske end USA, hvilket dog ikke er givet fortsat vil være tilfældet. Ikke fordi EU bliver mindre protektionistisk – desværre, men fordi der er en reel fare for at USA vil blive mere protektionistisk.

Christian Bjørnskov har tidligere her på bloggen skrevet om Barack Obamas neo-protektionistiske synspunkter på NAFTA samarbejdet, hvorom Obama den 26. februar bl.a. sagde at

“I will make sure that we renegotiate in the same way that Senator [Hillery] Clinton talked about,”

og yderligere, i hvad der vist ikke lader Bush-regeringens påståede unilaterale udenrigspolitik noget tilbage,

“I think we should use the hammer of a potential opt-out as leverage to ensure that we actually get labor and environmental standards that are enforced.”

Netop sidstnævnte “feel good” argumenter er neo-protektionisternes fremmeste retoriske metode til at distancere sig fra den traditionelle protektionisme, der med sine rødder til forne tiders merkantalisme og senere med klart nationalistiske argumenter har tilgodeset særlige indenlandske interessegrupper.

Forhåbentlig – i tilfælde af, at Barack Obama vælges som USAs næste præsident – er der kun tale om valgflæsk for at sikre opbakning hos amerikanske fagforeninger og arbejderstemmer.

Uanset at man dækker sig ind under “gode” intentioner, som at “ensure that we actually get labor and environmental standards that are enforced.” – handler det om ikke altid, så dog oftest, først og fremmest om at tale til og beskytte bestemte indenlandske interessenter – det vil sige hjemmeproducenter og (vigtigst i denne sammenhæng) deres ansatte – og adskiller sig i sin effekt ikke fra den traditionelle protektionisme. Brugen af NAFTA bashing til at øge vælgertilslutningen blandt “arbejderklassen” fremgår da også tydeligt af en tale som Obama holdt i Ohio den 28. februar i år og som (fortsat) kan læses på hans hjemmeside . Heri påstod han bl.a. at “one million jobs have been lost because of NAFTA, including nearly 50,000 jobs here in Ohio”

Demokraterne og Obama taler bestemt ikke for døve øre. Således går et flertal af amerikanerne ind for, ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af Ramussen Reports 56%, at NAFTA bliver genforhandlet.

Som f.eks. The Economist har påpeget flere gange er det lettere absurd at netop NAFTA – og først og fremmest Mexiko – har været skydeskive for demokraterne, når udflytningen af arbejdspladser indenfor produktionsvirksomhed primært har været rettet mod Kina. Noget andet er, at beskæftigelsen indenfor fremstillingsvirksomhed har været faldene i USA  siden 1979.

Det kan derfor ikke være ud fra valgtaktiske overvejelser, at John McCain, der den seneste uge, igen ifølge Rasmussen Reports, har mindsket Obamas forspring fra ca. 6 til ca. 4%, i går i Canada talte om frihandel og NAFTA.

Her sagde han bl.a.:

“Since Nafta was concluded, it has contributed to strong job growth and flourishing trade. Since the agreement was signed, the United States has added 25 million jobs and Canada more than 4 million,” og fortsatte med at sige, at “Demanding unilateral changes and threatening to abrogate an agreement that has increased trade and prosperity is nothing more than retreating behind protectionist walls.”

Væksten i den samlede beskæftigelse kan selvfølgelig ikke sådan uden videre tilskrives NAFTA. Det er i det hele taget vanskeligt at isolere og beregne NAFTAs effekt. Men Obamas påstand om, at NAFTA netto har kostet ca. 1 mio. amerikanske arbejdspladser er noget vås. Påstanden stammer formentlig fra “tænketanken” The Economic Policy Institute – der er tæt knyttet til den amerikanske fagbevægelse.

Problemet med beregningerne er bl.a. at de forudsætter, at 100% af forandringerne i handelsmønstrene mellem Canada, USA og Mexico tilskrives NAFTA, ligesom de alene er beregnet ud fra jobskabelsen- og tabene ved eksport-import. Det eneste (og væsentlige) man kan konstatere er, at den (officielle) beskæftigelse i USA siden NAFTAs start er steget med ca. 25-26 mio.

Desværre synes opfattelsen af NAFTA og frihandel for øjeblikket at være mest på neo-protektionisternes side i USA. Det ironiske er her, at en af de ting som NAFTA også beskyldes for, er det store inflow af illegale immigranter fra Mexico. Hvordan man kan sammenkæde en aftale, der alt andet lige, gør det nemmere for Mexico at eksportere varer til USA med en øget illegal immigration synes temmelig langt ude i hampen.

Desværre indtager frihandel for tiden pladsen som prygelknabe i amerikansk politik. Og retorikken hos Barack Obama rider desværre med på den populistiske og ganske primitive fremstilling af NAFTA, der dyrkes i USA for tiden – delvist på tværs af politiske skel iøvrigt.

Jeg startede med at referere til den seneste “World Trade Indications” fra Verdensbanken. Og måske sdider en og anden tilbage med spørgsmålet, om hvem der så har de laveste handelsbarrierer? – Det er selvfølgelig, som det har været i mange år, Singapore og Hong Kong. To af de blot 13 lande der ifølge “The Growth Report”, som jeg tidligere har skrevet om her , har formået at opretholde gennemsnitlige vækstrater på 7% p.a. over en periode på min. 25 år efter 2 verdenskrig.

I maj måned udkom “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development”, der kan læses i sin fulde længde på Verdensbankens hjemmesider. Rapporten er resultatet af en række workshops med deltagelse af politikere og udviklingseksperter, der har forsøgt at belyse hvilke forhold der har været af betydning for 13 udviklingslande der har opnået høje vedvarende vækstrater. Arbejdet er sket under ledelse af nobelpristageren og økonomen Michael Spencer.

Vi vil i en række indlæg i den kommende tid søge at belyse nogle af de problemstillinger, som rapporten beskæftiger sig med. I denne omgang vil jeg nøjes med at beskæftige mig med hvorvidt rapporten kan læses som en kritik af den nu berømt/berygtede “Washington Consensus”, der blev formuleret af John Williamson i 1990, som en beskrivelse af

….the lowest common denominator of policy advice being addressed by the Washington-based institutions to Latin American countries as of 1989.

– han har vist senere fortrudt ikke mindst betegnelsen “Washington Consensus”, hvorom han senere har sagt, at

Audiences the world over seem to believe that this signifies a set of neoliberal policies that have been imposed on hapless countries by the Washington-based international financial institutions and have led them to crisis and misery. There are people who cannot utter the term without foaming at the mouth.”

Der er ingen tvivl om at de 10 punkter der udgør Washington Consensus, er blevet dæmoniseret og misbrugt ikke mindst af den globaliserings- og markedskritiske venstrefløj op gennem 90erne og ind i dette årti.

Så sent som i forrige uges udgave af Weekendavisen videregav Cand. mag i spansk og internationale udviklingsstudier, Helene Staal Lund og Ph.d.-studerende i Political Science ved det europæiske universitet i Firenze, Jeppe Dørup Olesen i artiklen (findes i tillægget Ideer) “Rul staten ud”, fremstillingen af Washington Consensus som en “neoliberalistisk” opskrift, og skriver videre, at

…..de seneste 20 års neo-liberale økonomiske anbefalinger i udviklingspolitikken har ikke leveret varen, men tværtimod har resulteret i katastrofer.

Hvis dette udsagn skal være korrekt indebærer det to ting. For det første skal Washington Consensus være udtryk for en særlig (neo)liberalistisk tilgang, og derefter skal de tiltag og den politik som IMF og Verdensbanken har stået for vel rettelig også have resulteret i, at de involverede lande har ført en neoliberalistisk politik.

Hvad er egentlig Washington Consensus? – og er den neoliberalistisk?

Det kan godt være, at Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen kan bøje spanske verber, men deres viden om økonomisk historie og teori lader en del tilbage at ønske. For det første er det naturligvis problematisk at betegne IMF og Verdensbanken som neoliberalistiske, al den stund, at en “ægte”  neoliberalist vil mene, at begge institutioner bør nedlægges. Noget andet er, at man vist ikke behøver at være liberalist for at være enig i de fleste af Washington Consensus “krav” til et lands økonomiske politik:

• Offentlig budgetdiciplin
• At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks.primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur
• skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
• Privatisering
• Deregulering (øge konkurrencen)
• Sikre den private ejendomsret

(for en listen på engelsk, se f.eks. her ).

Jeg vil tillade mig at mene, at de fleste vil være enige i, at ovenstående langt hen af vejen egentlig bare er udtryk for ganske almindelig sund fornuft. Når det således hævdes, at Washington Consensus er

“essensen af, hvad neo-liberal økonomisk teori havde udrettet i 1980erne”

som Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen bl.a. gør det i deres artikel, overser de, at rekommandationerne i lige så høj grad gælder for I-lande, og om ikke før, så i løbet af 1970erne og starten af 80erne blev “commen sence” i en række I-lande. Og ydermere gør det mainstream politik i den rige del af verden lig med neoliberalisme, hvilket jeg ikke er sikker på at den socialdemokratiske bevægelse bryder sig om 🙂 – eller ægte neoliberale for den sags skyld.

Tillad mig at mene, at hverken Hayek eller Friedman ville finde, at Danmark var eller er et særligt neoliberalistisk samfund, med minimal statslig indblanding – hverken i Schlutters 80ere, Nyrups 90ere eller under den nuværende borgerlige regering.

IMF, “Washington Consensus” og Argentinas økonomiske nedsmeltning.

Begrebet “Washington Consensus” blev i løbet af 1990erne hastigt gjort til en af globaliseringsmodstandernes yndlings aversioner – og ikke så få steder på kloden (sjovt nok typisk i ulande præget af mangel på alt det Washington Consensus foreskriver) – gjort lig med amerikansk imperialisme og kapitalistisk udnyttelse. F. eks. anklagede Brasiliens nuværende socialistiske præsident Lula, mens han var i opposition i 90erne, den daværende socialdemokratiske præsident Fernado Henrique Cardoso, for at føre neoliberalistisk politik “som formuleret i Washington Consensus”.

Efter at Lula, overtog magten har han langt hen af vejen ført samme politik som den forgående regering. Hvorvidt man vil mene, at Brasiliens skiftende regeringer fra 1990erne og frem kan betegnes som neoliberale, kræver vist næsten magiske evner. Sidstnævnte håber jeg at vende tilbage til i et senere indlæg

En del kritikere af Washington Consensus og IMF, har brugt nedsmeltningen af den argentinske økonomi i begyndelse af dette årtusinde som et slags “final proof” på Washington Consensus fallit. Således skriver Helene Staal Lund og Jeppe Dørup Olesen i før nævnte artikel bl.a., at

efter Argentinas bankerot blev det sværere for økonomerne at forsvare the Washington Consensus

Men de nævner selvfølgelig intet om, at Argentina på ingen måde levede op til kriterierne i Washington Consensus. At IMF, der fortsatte med at låne til den Argentinske regering, lang tid efter, at markedet havde mistet tiltroen til landets økonomi, er noget andet. Der ER al mulig grund til at være skeptisk overfor IMFs involvering og rolle – ikke kun i forbindelse med Argentina – men det er ikke en skepsis og en kritik, der kan begrundes i, at man levede op til kriterierne i “Washington consensus”, eller at IMF lod sig lede af neoliberale ideer – tværtimod.

Som INDEPENDENT EVALUATION OFFICE (IEO) hos IMF , oprettet i 2000 ( før det fandt der ingen uafhængige evalueringer sted af IMFs aktiviteter) opsummerer det i “THE ROLE OF THE IMF IN ARGENTINA, 1991-2002”, fra 2003, kan en række især interne forhold angives at have haft betydning for krisen i Argentina. Disse var bl.a. en ekspansiv finanspolitik i år med høj vækst, manglende fleksibilitet i valutakursregimet på grund af fastlåsning til dollaren, manglende reformer på en række kritiske områder, bl.a. fik man aldrig gjort op med et ekstremt ufleksibelt arbejdsmarked, ligesom man ikke formåede at udbrede skattebasen – Argentina var og er notorisk ineffektiv i at inddrive skatter, der i den formelle økonomi er høje, og selvsagt stort set ikke-eksisterende i den uformelle sektor.

Manglende disciplin og styring af de offentlige finanser, manglende markedsreformer og en ufleksibel valutakurs kan næppe anses for at være i overensstemmelse med “Washington Consensus” og alligevel fortsatte IMF som nævnt med at yde lån til Argentina helt frem til slutningen af 2001. Om årsagerne skal findes i inkompetence eller naivitet fra IMFs side eller om den væsentligste faktor var politisk pres skal jeg ikke afgøre.  At en række eksterne chocks, som f. eks. den finansielle krise i Asien og Rusland i 1998 og Brasiliens devaluering året efter ikke gjorde tingene lettere for Argentina undskylder hverken manglende indenlandsk tilpasning eller IMFs lidet flatterende rolle som “Investor of last resort”.

I 2002 kollapsede den argentinske økonomi fuldstændig og efterfølgende opgav den argentinske regering af honorere sine gældsforpligtelser og devaluerede Pesoen. I første omgang lykkedes det faktisk for Argentina at opnå betydelige vækstrater – ikke mindst på grund af en gunstig prisudvikling på en række landbrugsprodukter, hvor Argentina står stærkt. Men i skrivende stund, hvor inflationen reelt har rundet de 25%, er landet igen plaget af social uro, ikke mindst på grund af konflikten med landets bønder. Konflikten skyldes indførelsen af en høj eksportskat på udvalgte landbrugsvarer, og manglende investeringer gør, at fremtidsudsigterne for landets fortsatte vækst er alt andet end lyse. Måske er det for meget forlangt, men jeg går ud fra, at den krise der er under opsejling, ikke bliver tilskrevet en postuleret neoliberalisme eller IMF,  til hvem Argentina i 2005 i lighed med Brasilien betalte alle udeståender.

Er “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development.” et opgør med Washington Consensus?

Mens Washington Consensus især var afledt af de daværende store økonomiske problemer, som plagede de fleste latinamerikanske lande gennem 1980erne, og først og fremmest er en opskrift på stabilisering af de pågældende økonomier, er “Growth Strategy” et forsøg på at udlede hvad man kan lære af de 13 lande (Botswana, Brasilien, Kina, Hong Kong, Indonesien, Japan, Syd-Korea, Malaysia, Malta, Oman, Singapore, Taiwan og Thailand), der over en 25 årig periode i anden halvdel af det 20. århundrede opretholdt gennemsnitlige vækstrater på 7% eller derover.

Hovedpointerne i rapporten er, at

The Growth Report identifies some of the distinctive characteristics of high-growth countries and highlights the importance of leadership and governance, economic security, competition, sound fiscal and monetary policy, and public investment in health and education..

Rapporten er blevet udlagt som et paradigmeskifte i forhold til Washington Consensus og indebærer at staten skal have en større rolle i økonomien, Nogle har endda udlagt den som en direkte kritik af Washington Consensus. Efter at have læst rapporten har jeg nu svært ved at genkende dette billede, med mindre der refereres til følgende afsnit fra rapporten:

In recent decades governments were advised to stabilize, privatize and liberalize. There is merit in what lies behind this injunction—governments should not try to do too much, replacing markets or closing the economy off from the rest of the world. But we believe this prescription defines the role of government too narrowly. Just because governments are sometimes clumsy and sometimes errant, does not mean they should be written out of the script.

Men som vi så, indebærer Washington Consensus ikke hvad der bare ligner en klassisk natvægterstat. Jeg er lige ved at tilføje desværre for en række landes (som f.eks. Argentina) vedkommende. Som det fremgik blev der eksplicit lagt vægt på, at staten havde en rolle at spille indenfor infrastruktur, uddannelse og sundhed – præcis de punkter, som også fremhæves i den nye rapport. Og dem er der for alvor ikke noget nyt ved – det har været verdensbankens standpunkt stort set fra dennes start.

Som det fremgår af dette indlæg finder jeg ikke at der er belæg for kritik af selve Washington Consensus. Det ville også være underligt at jeg skulle mene andet, med tanke på at der tale om nogle meget banale sandheder, som langt de fleste økonomer er enige i ikke står til diskussion

Til gengæld er der grund til at være kritisk overfor de faktiske tiltag, som IMF og Verdensbanken har stået bag, men ikke fordi de er udtryk for en speciel neoliberalistisk indfaldsvinkel – i mange tilfælde tværtimod. IMF har mere end én gang, mere været ledet af politisk pres end økonomisk fornuft. For både Verdensbanken og IMF bør en tilsyneladende udpræget naivitet og godtroenhed også fremhæves.

Endelig er der det simple spørgsmål, hvorvidt IMF og Verdensbanken reelt har været en del af løsningen. Har de virkelig fremmet ansvarlig økonomisk politik og vækst, eller snarere virket som dels en scapegoat og sovepude for en række uansvarlige og korrupte regeringer og administrationer, og dermed snarere været en del af problemet end af løsningen.

Men som før nævnt, må jeg som (neo)liberalist selvfølgelig også erkende, at jeg er enig med Milton Friedman i, at begge institutioner burde være nedlagt for længst.

Jeg skrev i går et indlæg om det amerikanske præsidentvalg, bl.a. med kommentarer omkring Barack Obamas økonomiske politik. I dag har International Herald Tribune en glimrende artikel om de to kandidaters bud på økonomisk politik under overskriften

“Obama and McCain hit old notes on the U.S. economy ” – hvilket på den indholdsmæssige side er “spot on”. Som det indledningsvis konstateres i artiklen så dækker al snakken om forandringer og bud på samarbejde hen over partiskel over, at “For all the efforts of Senators John McCain and Barack Obama to portray themselves as willing to break with party orthodoxy to get things done, the economic debate that opened their general election campaign this week previews a classic clash. It is a battle between Republican supply-side economics and a Democratic tradition that uses government levers to try to reduce inequality and spur the economy, og senere pointeres det, at  “fiscal experts say that both the McCain plan and the Obama plan would increase the deficit, and that neither man has adequately explained how his proposals would be paid for” dog fulgt op med at “several fiscal analysts have said that they believe that McCain’s plan would increase the deficit more, because of the size of the tax cuts he is seeking” det sidste skal jeg afholde mig fra at kommentere – idet jeg ikke vil påberåbe mig til strækkelig med indsigt til dette. Men mon ikke vi vil se en valgkamp hvor de to kandidater med al magt vil gå efter at udstille den anden som økonomisk uansvarlig? Ligesom det allerede nu synes klart, at McCain vil prøve at genkalde Jimmy Carters præsidentperiode, når han skal karakterisere Barack Obama – dette har han allerede gjort som modsvar til Obamas karakteristik af en periode med McCain som en 3. Bush periode. en fordel for Obama må her være, at Jimmy Carters præsidentperiode ligger 30 år tilbage i tiden, og derfor kun huskes af en mindre del af befolkningen.

I modsætning til flere af kommentarerne til mit sidste indlæg, som synes overbevist om at Barack Obama vil vinde valget til efteråret, er jeg slet ikke så sikker på det – på trods af, at Obamas kampange allerede indtil nu har sat nye milepæle for ikke kun evnen til at rejse penge, men også for evnen til at markedsføre en kandidat som “brand”. At vi i europa foretrækker demokratiske præsidentkandidater er næppe overraskende, al den stund at de ofte minder mest om vores egne politikere (er der ikke noget Blair i sin storhedstid over Obama?).

Mere nøgternt må det vist indtil videre konstateres, at når alt hypen omkring de to kandidater skrældes af, så er der nok ikke den store fornyelse at komme efter – den dårlige amerikanske økonomi bedres jo næppe af hverken store retoriske evner eller personlig sympati.

Måske skulle det spørgsmål man stiller sig snarere være, hvor store chancer den kommende præsident vil have for at blive genvalgt, med tanke på det økonomiske morads USA befinder sig i for øjeblikket. Endnu større offentlige underskud er næppe vejen frem.

De der følger med i Jon Stewarts “The Daily Show “vil vide, at første del af dette indlægs overskrift er hentet fra dennes forrygende dækning af primærvalgende – som også kan ses her .

Efter Hillery Clinton endelig har erkendt, hvad de fleste andre har vidst længe, nemlig at det bliver Barrack Obama der skal op i mod John McCain er det jo interessant at se lidt på hans chancer i valget (og hvad han egentlig vil). Skulle man vurdere på baggrund ag MSMs dækning i Europa og Danmark, burde der ikke være nogen tvivl om, at Obama vinder en storsejr. Men som bekendt foregår valget i USA, og her ser tingene lidt anderledes ud. Godt nok viser de seneste meningsmålinger, at Obama fører med op til 6 %. I lyset af, hvor meget eksponering han har fået gennem de seneste måneder forekommer det ikke overvældene  ikke inindst når man betænker, hvor upopulær den nuværende præsident er. Det kunne tyde på, at forsøgene på at gøre McCain lig med en “Bush” 3. periode ikke ser ud til at lykkes. Hvis koblingen mellem McCain og Bush havde virket, burde Obamas forspring på nuværende tidspunkt vel være væsentlig større.

At Obama satser på koblingen McCain=Bush => forandringer (til det bedre) kræver at han vælges, ses f.eks. af hans tale på North Carolina State Fairgrounds i weekenden, hvor han bl.a. sagde, at John McCains økonomiske politik svarer til en “full-throated endorsement of George Bush’s policies”. idet McCain angives at have “no problem spending hundreds of billions of dollars on tax breaks for big corporations and a permanent occupation of Iraq – policies that have left our children with a mountain of debt”, Hvorefter McCain=Bush koblingen=økonomisk uansvarlighed understreges ved at Obama pointerer, at “George Bush’s policies have taken us from a projected $5.6 trillion dollar surplus at the end of the Clinton Administration to massive deficits and nearly four trillion dollars in new debt today. We were promised a fiscal conservative. Instead, we got the most fiscally irresponsible administration in history. And now John McCain wants to give us another. Well we’ve been there once, and we’re not going back. It’s time to move this country forward.” – Det sidste burde måske mere korrekt udtrykkes, som “It’s time to move this country back” – til tider med økonomisk ansvarlighed – og referencer til økonomien under Clinton administrationen vil der formentlig komme flere af.

Det står dog stadig hen i det uvisse, hvad den 170 mia. USD. der med demokratiske stemmer (demokraterne øsnede at pakken skulle have været højere) blev bevilget til over 117 mio. husholdninger i februar vil medføre – en pakke, Obama ønsker på baggrund af det seneste fald i beskæftigelsen at det følges op af en pakke på 50 mia. USD. Indtil videre er det jo go’ gammeldavs keynesiansk finanspolitik, der vist ikke lige er i overenstemmelse med lanceringen af sig selv som økonomisk ansvarlig, med mindre der altså planlægges at øge indtægterne på et senere tidspunkt. Selv lægger Obama vægt på en skattereform der i følge hans egne ord vil lette skatten for 95% af befolkningen og primært betyde øgede skatter for de absolut mest velstående og en række store virksomheder. Der er med andre ord tale om traditionel omfordelingspolitik.

Men hvor vidt han kan fremstille sig selv som den lille mands kandidat vs. John McCain som “storkapitalens/olieselskabernes” kandidat uden at det går ud over hans ønske om at fremstå som en “samlende faktor” er tvivlsomt. McCains status er en helt anden end Bush – hvilket Obama også er klar over. McCain bliver f.eks. langt sværere at dæmonisere end Bush har været. Se blot på føromtalte “The Daily Show” hvor værten Jon Stewart, der ikke lægger skjul på sine “venstresnoede” holdninger, i flere tilfælde har udtrykt stor sympati for John McCain som person.

Ligeledes har John McCain den fordel, at han i modsætning til Barrack Obama rent faktisk både er gået i mod sit eget parti og har stået bag forslag på tværs af de to partier. Til gengæld er det nok rigtigt set af Obama, at udnytte, at McCain vist selv har erkendt, at han ikke ved meget om økonomi – noget andet er så om amerikanerne køber Obamas bud på en økonomisk politik. 

På en række områder er Obama dog på det seneste rykket betydeligt længere ind mod den (amerikanske) politiske midte i takt med at det blev klart, at han bliver demokraternes præsidentkandidat til november. Mens han i 2004 i bestræbelserne på at blive valgt som senator, ønskede stort set alle sanktioner overfor Cuba afskaffet, herunder også handelssanktioner, har han på dette punkt ændret synspunkt på det sidste. Mens han, som han udtalte i august 2007, fortsat ønsker at lempe på restriktionerne for exilcubaneres muligheder for at rejse til og sende penge til Cuba, slog han i en tale i Little Havanna i Miami i slutningen af maj fast, at han ønsker at opretholde en lang række andre sanktioner, herunder handelsboykkotten.

I talen lykkedes det ham på en og samme gang at lægge afstand til George Bush og fremlægge en politik i forhold til Latinamerika, der til forveksling ligner den nuværende. Desværre forpligtigede han sig også til at fortsætte den tåbelige “War on drugs”. Paradoksalt, fordi den ud over at være udsigtsløs, har kostet USA langt flere penge end engagementet i Irak, som han fortsat holder fast i skal afsluttes – no matter what – selv om der her trods alt er et realistisk håb om at man kan vinde  i modsætning til “The war on drugs”.

Hvis talen i Little Havanna er udtryk for Obamas position i forhold til Latinamerika, hvis han vinder præsidentvalget, kan vi konstatere, at der ikke er grund til at tro, at USAs næste præsident vil være mere afholdt i Latinamerika, end den nuværende. Ja, alt efter hvordan han kombinerer sin neo-protektionisme i forhold til de latinamerikanske lande, kan han sagtens ende med at være mindre populær end den nuværende. Det er åbentlyst, at Obama lider af samme manglende forståelse for politik i Latinamerika som sine forgængere. Han får nærmest lanceret Hugo Chavez som et produkt af Bush-regeringens politik, eller som han siger i sin tale; “Since the Bush Administration launched a misguided war in Iraq, its policy in the Americas has been negligent toward our friends, ineffective with our adversaries, disinterested in the challenges that matter in peoples’ lives, and incapable of advancing our interests in the region. No wonder, then, that demagogues like Hugo Chavez have stepped into this vacuum. His predictable yet perilous mix of anti-American rhetoric, authoritarian government, and checkbook diplomacy offers the same false promise as the tried and failed ideologies of the past. But the United States is so alienated from the rest of the Americas that this stale vision has gone unchallenged, and has even made inroads from Bolivia to Nicaragua.”

En ting er, at Hugo Chavez har været præsident i Venezuela siden 1998, noget andet er, at USA stor set altid har været et ynglingshadeobjekt – ikke kun hos venstrefløjen, men også på den nationalistisk højrefløj i Latinamerika. Og det er ikke så underligt, af den enkel grund, at USA på mange måder er antitesen til de fleste latinamerikanske samfund. En skelnen der måske har rødder helt tilbage t
il kolonitiden. I modsætn
ing til USA, hvor statsfunktionerne voksede frem i takt med koloniseringen, indebar Spanien og Potugals kolonisering af Latinamerika, at statsopbygningen så at sige kom først. Det vil næppe heller hjælpe på Obamas popularitet, at demokraterne aktivt har modarbejdet frihandelsaftaler med Colombia og demoniseret NAFTA – det vil blive anset for endnu et eksempel på amerikansk dobbeltmoral. Indenrigs kan det derimod ikke afvises at kunne flytte stemmer, og det er selvfølgelig hvad det handler om i hvert fald frem til november.

Musteen (blanding af hvid og mulat) og slavepigen Lucretia Bourke blev født på plantagen Mt. Pleasent på Sct. Cruix i 1797. Som 17 årig blev hun frikøbt af Hugh Lang og sammen fik de 5 børn. I 1831 vendte han tilbage til Skotland, hvor han giftede sig. I modsætning til mange samtidige europæiske mænd fortsatte han dog med at hjælpe sin “kulørte familie”, hvoraf flere flyttede til Danmark.

Mens en af Lucretias børnebørn blev kontraadmiral i den danske flåde, blev en anden en succesfuld grosserer, hvis mausoleum, der huser hans kone, elskerinde og ham selv, den dag i dag kan ses på Asminderød kirkegård.

En af hendes oldebørn var den kendte historiker Francis Beckett, mens to af hende tipoldebørn endte som politimestre i henholdsvis Helsingør og Hjørring, og en tredje blev valgt som konservativ borgmester i Frederikshavn.

En af hendes tiptiptipoldebørn er for øvrigt punditokrat og skriver disse linier. I slutningen af denne måned mødes han med andre efterkommere til Lucretia og Hugh Lang. Her vil være Obamariks og Sowellister, Pianister og Halalhippier, slappere og strammere, socialister og borgerlige, troende og ateister, de med ondt i livet og de der nyder livet.

Læseren vil måske spørge hvorfor jeg skriver disse linier. Kunne det være, at jeg mener, at min families historie indebærer en særlig ret – ja måske endda pligt – til at fremføre bestemte synspunkter i den tilsyneladende evigt kværnende debat om indvandrere, racisme og muslimer?. Svaret er, at nej det synes jeg egentlig ikke.

Dette i modsætning til andre, hvilket jeg oplevede for et par år tilbage. Her deltog jeg i et arrangement – jeg erindrer ikke hvem der arrangerede det – for efterkommere efter danske slaver. En af oplægsholderne, formanden for dansk-vestindisk selskab , fortalte begejstret om hvordan hun havde følt, at hun var kommet hjem første gang hun besøgte de tidligere dansk-vestindiske øer, som hun siden havde besøgt vist nok op mod 20 gange.

Jeg er ikke i tvivl om at hun har det sjovt og nyder det, hver gang hun besøger øerne, men mon ikke der findes de der vil sige det samme om Mallorca, uden at det indebærer at de har så meget som en dråbe spansk blod i årene?

Vi blev også opfordret til at optræde som en slags ambassadører for det glemte og eksotiske Danmark – ligesom vi selvfølgelig med vores særlige baggrund måtte have en særlig (læs god og tolerant) holdning i indvandrerdebatten. Det er naturligvis noget vås.

Skulle jeg bruge min families historie til noget og de første generationers håndtering af at være “eksotiske danskere”, må det som Thomas Sowells beskriver det, ud fra devisen om, at:

“In the real world, a sense of grievance or entitlement, as a result of the mistreatment of your ancestors, is not likely to get you very far with people who are too busy dealing with current economic realities to spend much time thinking about their own ancestors, much less other people’s ancestors.””

Dermed ikke sagt at deres baggrund ikke spillede en rolle. Således er det ikke utænkeligt, at den i indledningen nævnte grosserers forkærlighed for store armbevægelser og behov for at efterlade sig et varigt minde i lokalsamfundet kan være drevet af dette. Men han kan nu ligeså godt have været drevet af mindreværds-komplekser overfor de mere akademiske dele af familien eller noget helt tredje. Det er ikke til at vide.

Hvad der er afgørende for historien om Lucretias efterkommere er ikke hvorvidt der eksisterede diskrimination. Det gjorde der, og det var man pinligt klar over. Således skriver Lucretia på et tidspunkt til en af hendes døtre, at hun, – trods personligt savn – foretrækker at denne bliver i Europa, bl.a. på grund af forholdene for farvede på de dansk vestindiske øer, men også, som hun skriver, fordi lokalsamfundet er præget af halvstuderede eller nærmest uvidende voksne mænd og kvinder.

Også i Danmark støder de første generationer på diskrimination. Således var der vist et ægteskab der aldrig blev til noget, fordi den potentielle svigerfamilie ikke synes, der var tale om et passende parti. Og der har sikkert også være de, der har kigget skævt på grund af det gebrokne dansk og de måske i nogen tilfælde fremmedartede vaner, uden det dog synes at have lagt en dæmper på ambitionerne.

Min pointe med den fortalte historie er, at man kan hverken integrere, hjælpe eller ligestille mennesker ved lovgivning, positiv særbehandling eller snak, og da slet ikke hvis man starter ud med at udnævne den ene parts handlinger til at være undskyldt med fortidens undertrykkelse.

Ovenstående kan læses som mine kommentarer til den Thomas Sowells klumme , som jeg for et par dage siden skamløst valgte at lægge på bloggen ubeskåret, hvilket faldt en af læserne for brystet.

Hvad der er det nye”i Barack Obamas indgang er vel dybest set blot, at han ikke kun opfatter sorte som ofre, men alle som ofre og hvor nyt er så det? En taktik, der i årtier har været meget populær i dansk politik, og må anses for et bærende element i dansk velfærdsstatisme.

Ikke udtryk for noget særligt opløftende syn på det enkelte menneskes evner, men nok så effektivt til selvpromovering og sætten politikeren i centrum som problemknuseren. Vi får se om det også gælder i USA til efteråret, som det har været gældende i Danmark i efterhånden nogle årtier.

Men måske er det afgørende for, at jeg foretrækker en Thomas Sowell frem for en Barrack Obama blot, at jeg, (ifølge World Value Survey) i lighed med 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne prøver at lære mine børn værdien af hårdt arbejde.

Thomas Sowell Havde for et par dage siden et indlæg i Jewish World Review, som fortjener at blive refereret i sin fulde længde:

Sometimes unrelated events nevertheless tell a coherent story.

One newspaper story that caught my eye recently was about two high-powered
schools in South Korea where Korean girls study 15 hours a day, preparing
themselves for tests to get into elite colleges in the United States.
Harvard, Yale and Princeton already have 34 students from those schools.

When a copy of the 50th anniversary report on members of the Harvard class
of 1958 arrived in the mail recently, I thought back to one of my fellow
students in that class who had worn a hole in the sole of his shoe but put a
folded piece of newspaper in his shoe to cover the hole, rather than tell
his parents.

He realized that they would buy him a new pair of shoes if they knew– and
he also realized that they could not afford it.

He went on to become a professor at several well-known medical schools and
to have various achievements and honors over the years.

>From even further back in time, I received a letter recently from a man who
grew up in my old neighborhood back in Harlem. When he and I were in the
same junior high school, one day a teacher who saw him eating his brown bag
lunch suddenly arranged for him to get a lunch from the school cafeteria
without having to pay for it.

It happened so fast that my schoolmate had already taken a bite from the
school lunch when he suddenly realized that he had been given charity– and
he wouldn’t swallow the food. Instead he went to the toilet and spat it out.

By now his brown bag lunch had been thrown out, so he just went hungry that
day. He went on to become a very successful psychiatrist.

Like everyone else, I have also been hearing a lot lately about Jeremiah
Wright, former pastor of the church that Barack Obama has belonged to for 20 years.

Both men, in their different ways, have for decades been promoting the far
left vision of victimization and grievances– Wright from his pulpit and
Obama in roles ranging from community organizer to the United States Senate, where he has had the farthest left voting record.

Later, when the ultimate political prize– the White House– loomed on the
horizon, Obama did a complete makeover, now portraying himself as a healer of divisions.

The difference between Barack Obama and Jeremiah Wright is that they are
addressing different audiences, using different styles adapted to those
audiences.

It is a difference between upscale demagoguery and ghetto demagoguery,
playing the audience for suckers in both cases.

People on the far left like to flatter themselves that they are for the poor
and the downtrodden. But what is most likely to lift people out of poverty–
telling them that the world has done them wrong or promoting the work ethic
of the Korean girls, the dogged determination of my Harvard classmate with
the newspaper in his shoe, or the self-reliance of my fellow junior high
school student in Harlem who had too much pride to take charity?

When young people go out into the world, what will they have to offer that
can gain them the rewards they seek from others and the achievements they
need for themselves?

Will they have the skills of science, technology or medicine? Or will they
have only the resentments that have been whipped up by the likes of Jeremiah Wright or the sense of entitlement from the government that has been Barack

Obama’s stock in trade?

In the real world, a sense of grievance or entitlement, as a result of the
mistreatment of your ancestors, is not likely to get you very far with
people who are too busy dealing with current economic realities to spend
much time thinking about their own ancestors, much less other people’s
ancestors.

Another seemingly unrelated experience was being in a crowd at a graveside
in a Jewish cemetery last week. That crowd included people who were black,
white, Asian, Catholic, Jewish and no doubt others. This country has come a
long way, just in my lifetime.

We don’t need people like either Jeremiah Wright or Barack Obama to take us backward.

The time is long overdue to stop gullibly accepting the left’s vision of
itself as idealistic, rather than self-aggrandizing.

Gud vide hvad hvorledes Thomas Sowell ville beskrive dansk politik? 🙂

I anledning af årsdagen for den tyske invasion, har jeg skrevet en klumme i 180grader, under overskriften “Veteranerne den 9, april – de aldrig hædrede“. Indholdsmæssigt ligger klummen tæt på et tidligere indlæg her på bloggen.

Det interessante er måske ikke selve klummne, men derimod en række af de kommentarer der er srevet til den. De viser vist med al tydelighed, at vi fortsat er en splittet nation. vi var splittede i 30erne med hensyn til hvordan vi skulle agere i forhold til Tyskland, og vi var bestemt også splittede både under krigen og bagefter.

Noget andet og mere skræmmende er måske den ringe viden om begivenhederne dengang, som afsløres i nogle af kommentarerne. Her skrives skråsikkert, at “det er underlødigt at påstå, at politikerne ikke kæmpede for Danmarks frihed” mens en anden kommentar er, at “Socialdemokraterne og de radikale var helt indstillet på, at Danmark skulle være en del af det kommende nazistiske Neuropa. Og den fhv. radikale partiformand, Scavenius, der endte som statsminister, ville endda have, at Danmark skulle deltage i krigen på tysk side”

De to udsagn viser om ikke andet, hvor vigtigt det er fortsat at forske i begivenhederne dengang, og nok så vigtigt at formidle denne viden videre – det er mere end tiltrængt.

Selve klummen handler først og fremmest om det absurde i, at veteranerne fra den 9, april ikke er blevet behandlet på linie med danske soldater både før og efter 2. verdenskrig, hvor man har uddelt erindringsmedaljer for at have stået til rådighed “for fædrelandet”, som det hed dengang (uanset om man kom i kamp eller ej).

At de aldrig har fået en fair behandling handler dog mere om hvordan skriftende regeringer (uanset sammensætning) efter 2. verdenskrig har ageret end hvordan der blev ageret under krigen. Bl.a. kunne den manglende anerkendelse måske skyldes behovet for at fastholde illusionen om en samlet dansk befolkning under 2. verdenskrig.

Men det er jo en illusion. Befolkningen var splittet både før, under og efter krigen, og Stauning rammer vist i høj grad plet, når han i sin nytårstale ved årsskiftet 1939-40 sagde:

“vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”

For ansvaret for hele forløbet op til 9. april kan selvfølglig ikke kun placeres på landets ledende politikere, men skal deles med de der stemte på dem. Men derfor er det selvfølglig fortsat legitimt at mene, at besættelsen af Danmark og begivenhederne både op til, under – og desværre også efter besættelsen ikke just taler til den danske befolknings ære.

Vi kan jo takke andre, der havde et værdisæt der var noget mere agtværdigt end det, store dele af den danske befolkning havde (og har?) for at det scenarie, som danske politikere – og formentlig også en del af befolkningen – troede på som det sandsynlige, nemlig at Tyskland ville vinde – ikke materialiserede sig.

Hvordan ville det være gået, hvis f.eks. England havde sluttet fred med Tyskland i 1940? – der var følere ude fra tysk side. Det havde næppe først til varig fred, men havde den engelske regering fulgt den danske logik, ville det have været resultatet. Som det gik, valgte englænderne ikke at lave en seperatfred (som ville have indebåret, at de kunne beholde deres kolonier), men valgte i stedet at fortsætte kampen, og i realiten også, at de ville miste deres kolonier, hvilket var en klar betingelse fra amerikansk side, for at støtte englænderne materielt og med kreditter.

Men fordi vi internt i Danmark var splittede og fulgte en vej, der ikke just taler til vores ære (men som absolut var rationel, når man alene definerede sig ud fra en snæver national interesse), vil jeg nu ikke mene, at det gør det legitimt bagefter at behandle soldaterne der var indkaldt 9. april som man har gjort det. De var parat til at slås for landets frihed, og en del gjorde det – både efter ordre og i enkelte tilfælde på trods af ordre (Der var givet besked til soldaterne i Haderslev om, at man indstillede kamphandlingerne, og at de skulle trække sig tilbage, hvilket man lokalt ikke fulgte).

Men måske er det dét, der er grunden til, at vi fortsat ikke har fået den store fortælling om Danmark under krigen og de der i modsætning til det politiske system, valgte at kæmpe – og det gælder både soldater og senere frihedskæmperne – fortalt. Ikke ud fra at tilgodese en eller anden politisk agenda i dag, men fortalt ud fra et ønske om at forstå de mekanismer der gør, at nogle vælger at kæmpe for værdier større end dem selv, mens andre vælger at trykke sig mod jorden i håbet om at det går over.

Og det er vel en evigt gyldig problemstilling.