Tillad mig at fortsætte Bjørnskovs personlige kommentarer til weekendens skatte(re)orm, hvor laveste fællesbævner og dyrkelsen af en ganske særlig landlig misundelseskultur synes at være det mest fremherskende. Men det kan nok heller ikke være anderledes, når man ikke tør gøre op med den tåbelige brug af skattesystemet som omfordelende redskab. Vil man absolut omfordele, kan man jo gøre det via de offentlige udgifter. Det hjælper heller ikke, når selv borgerligt-liberale medier ikke har forstået,  at en skattesænkning ikke betyder, at man “får noget”, men blot at man ikke skal aflevere så meget som før, jævnfør en overskrift  på JyllandsPostens hjemmesider “Direktøren får 53.409 kr. – hjemmehjælper 2.779 kr“. Tænk hvis der nu havde stået, hvor meget de betaler i skat i stedet?

At tale om, at nogen får noget, fordi de skal betale mindre i skat er i sig selv en absurditet. Det svarer til, at en tyv rydder mit hjem, lader indholdet af køleskabet være, og efterlader en seddel, hvorpå han skriver, at jeg bør takke ham for al den mad han har givet mig.

Med tanke på niveauet i dansk politik, når det kommer til at løse de udfordringer der ligger foran os, vil rutcheturen ned af listen over verdens rigeste lande givet fortsætte, og jeg kan kun glæde mig over, at min datter på 13 indtil videre taler 3 sprog flydende og er godt i gang med det fjerde – det skal hun nok få brug for – dog næppe her i landsby(tosse)fællesskabet.

Opdatering:

Berlingske er også med på alternativt sprogbrug: Med overskriften Højtlønnede tjener 11 gange så meget på ny skat, er vel kun tilbage at det næste bliver, at jeg bliver pålagt skat af de ting tyven IKKE stæler – der er jo tale om en “indtægt”, når der skal afleveres mindre, ifølge Berlingskes socialkammeratlige newspeak.

Udgangspunktet er helt åbentlyst, at den indkomst som enhver af os generer, som udgangspunkt er statens.

Ud over at problematisere de fordelingsmæssige aspekter i den – mindre – skattereform der er udsigt til, synes en af mediernes (i hvert fald TV2s og DRs) yndlingsvinkler at være hvorvidt folk vil arbejde mere ved en nedsættelse af indkomstskatten. Hertil har begge kanaler med stor fornøjelse i flere omgange brugt “almindelige” mennesker – nærmere bestemt sygeplejesker, som eksempler.

Som det måske er en del af læserne bekendt er danske sygeplejesker meget glade for at arbejde på deltid – en gennemsnitssygeplejeske arbejder vist hvad der svarer til 4 dage om ugen. Ja i mere end et tilfælde har de udspurgte sygeplejsker udtalt, at de ville overveje at gå yderligere ned i tid, hvis skatten sænkes.

Hvis denne sammenhæng virkelig er gældende, stiller det os over for to væsentlige spørgsmål.

1. Fyldte sygeplejeskernes fagforening os med løgn, når de bl.a. argumenterede for højere løn ved sidste års overenskomstforhandlinger med, at der var mangel på sygeplejesker?

2. Og i givet fald, burde man i stedet for at gå med til en ikke ubetydelig lønforhøjelse fra arbejdsgiverside have insisteret på, at lønnen blev sat ned, så man kunne løse problemet med manglen på sygeplejesker?

🙂 

Uden at der ellers har været nogen form for koordinering, er også dagens klumme i 180grader, ligesom Mr. Laws kronik i Berlingske Tidende “liberalisme i en krisetid” afledt af Per Stig Møllers kronik i Berlingske Tidende sidste søndag.

I forbindelse med omtale af sin kronik, skriver Mr. Law, at

“Egentlig er det ikke videre smart at hakke konservative og liberale indbyrdes. Vi burde hellere samle os mod socialisterne, der vejrer morgenluft, og vi har trods alt mere til fælles end til forskel. Men når nu vores konservative venner kaster handsken, endda to gange, kan vi vel godt tage den op, sådan i al gemytlighed.”

Ovenstående gemytlighed kan jeg vist ikke leve op til. På den anden side kan man selvføgelig også spørge sig selv, med tanke på Per Stig Møllers fremstilling af markedet, om hvem der “med sådanne venner har så brug for fjender?”.

Men idet hele taget vil jeg også mene, at en rammende karakteristik af den nuværende regering langt hen af vejen er, “at med sådan en borgerlig regering, hvem har så brug for en socialdemokratisk?” – og selvfølgelig kunne dette siges med omvendt fortegn i 1990erne af socialdemokrater der er så fjollede at de tror på noget (andet end magten og den blå bog :)).

Sagt i al gemytlighed.

Klummen findes her.

Og til de, der endnu ikke har læst Mr. Laws kronik, så findes den fortsat her, og er spot on.

Denne februar måned markerer 100 året for indførelsen af det federale forbud mod import af ryge-opium i USA (The Opium Exclusion Act of 1909), og selv om man ikke brugte termen ”war on drugs” på daværende tidspunkt (termen blev ”opfundet” af Ronald Reagan i 1982), kan starten på denne på nuværende tidspunkt længstvarende ”war on something” – passende dateres til 9. februar 1909. Men på trods af 100 års indsats og formentlig et tabstal der skal tælles i hundrede af tusinde, er der ikke meget der tyder på, at man vil erkende sit nederlag og erkende, at kriminaliseringen af narkotikaforbrug- og handel er et håbløst projekt. Det er lettere ironisk, at Danmarks radio netop i denne måned i en uge satte fokus på Afghanistan og bl.a. stillede spørgsmålet om der var tale om en konflikt der kunne vindes. Ironisk, at man efter små 8 år stiller dette spørgsmål i en konflikt, hvis menneskelige omkostninger på ingen måde kan sammenlignes med ”krigen mod narko”, formentlig den konflikt, der år for år indebærer det største tab af menneskeliv, for ikke at nævne samfundsøkonomiske omkostninger der får ”the war on terror” til at blegne, og synes man udsigterne i Afghanistan ikke ser for lyse ud, gælder for ”krigen mod narko”, at det er en konflikt der ganske enkelt ikke kan vindes.

Og selv om enkelte politikere, bl.a. Klaus Bondam åbenbart har set lyset, da han i sidste uge på sin hjemmeside foreslog, at man legaliserede Hash efter hollandsk model, for at komme bandekriminaliteten til livs, ved at argumentere – korrekt – for, at man dermed fjernede indtægsgrundlaget (eller en stor del af det) for de stridende bander, blev hans forslag (selvfølgelig) skudt ned af hans egen partileder allerede dagen efter, hvor Margrethe Vestager understregede, at det ikke var i overensstemmelse med partiets politik. Muligvis er den ikke det, men det afholder ikke danskerne fra at være det land i Europa, hvor flest har prøvet den “forbudne frugt” – desuagtet det gældne forbud.

Nu er det langt fra første gang, at en evt. legalisering af i hvert fald hash er blevet diskuteret, og det er langt fra heller første gang, at politikere og ikke mindst politiet har forgøjlet os, at de kan ”vinde” kampen mod narkotika, men de kunne lige så godt love os hvid jul hvert år, det giver nogenlunde samme mening.

I stedet for vil man nu indsætte en særlig ”taskforce”, der skal bekæmpe bandekriminalitet. Jeg vil ikke benægte, at man med indsættelse af tilstrækkelige ressourcer midlertidig kan reducere antallet af skudepisoder – som vi efterhånden, hvis man skal måle på medieomtalen og forsideplacering, har vænnet os til. Rockerkrigen ebbede også ud i 90erne, men om det skyldtes politiets indsats eller at man fik delt markedet (midlertidigt) mellem sig eller en kombination af begge dele er ikke helt til at sige.

Men på sigt er det et ganske sikkert bud, at der vil komme flere (og mere brutale) opgør. Markedet er ganske enkelt enkelt for lukrativt, og så længe der er tale om et illegalt marked er markedsspillernes brutalitet så sandelig afgørende for opnåelse af markedsandele.

Og selv om Danmark selvfølgelig ikke kan sammenlignes med USA, hvor man regner med at den samlede omsætning er ca 60 mia. USD. Om året, så taler vi om en omsætning på flere mia. kroner om året. En omsætning vi i vores visdom har overladt til nogle af samfundets værste typer at slås om.

Og der er bestemt ikke grund til at tro, at det er muligt, ej heller for dansk politi at mindske udbuddet. Som det fremgår af nedenstående figurer ser der ikke ud til at være problemer med at skaffe tilstrækkeligt af de fornødne rusmidler til at imødekomme kundernes efterspørgsel. Priserne på ikke kun hash, men også hårdere stoffer har været faldende igennem de sidste par årtier.

Det kan selvfølgelig være udtryk for en vigende efterspørgsel – og er det da også, når man ser på markedet for enkelte specifikke stoffer, men det er først og fremmest udtryk for at udbuddet er rigeligt.

Vel er Danmark ikke Mexiko, hvor tusinde bliver myrdet hvert år som konsekvens af krigen mod narkotika. København er heller ikke Tijuana eller Rio de Janeiro i Brasilien, hvor millioner af byens fattigste borgere lever i slumkvarterer (farvellas) hvor narkobanderne har magten, ofte er udstyret med bedre våben end de (selv korrumperede af narkotika) politistyrker der må have hjælp af militæret, når de prøver at genvinde kontrollen med de pågældende bydele.

Og selv om vi (heldigvis) er mile vidt fra tilstandene i førnævnte steder, og næppe heller ikke bliver det (omend pressen fra tid til anden kunne efterlade en med forestillingen om at det ikke længere var sikkert at gå på gaden i København), så er det selvfølgelig kun et spørgsmål om tid hvornår ”uskyldige” bliver offer for en konflikt der alene skyldes eksistensens af en religiøst betinget narkotikalovgivning. Eller rette sagt, før vi får det første offer for markedsdeltagernes kamp om markedsandele, for vi har allerede haft masser af uskyldige ofre – ofre for overfald og rovmord begået af narkomaner på jagt efter penge til stoffer, hvor priserne først og fremmest afspejler risiko-aflønning til sælgerne – eller blot ofre for en dominans af det offentlige rum af en afstumpet kultur, hvis status primært drives af narkotikahandlens profitter. Dertil skal selvføgelig lægges de titusinder der hvert år oplever at have haft indbrud, der for en stor dels vedkommende er begået af narkomaner.

Jeg ved ikke med læserne, men jeg synes at det er en absurd pris almindelige borgere må betale for en symbolpolitik, der vist kun kan give mening i en politisk og reelt religiøs kontekst, hvor egen behovsopfyldelse(fremstillet som “frelse” af nogen eller alle) sjældent holdes op mod konsekvenserne for andre.  

Da Lomborg i 1990erne tillod sig at pege på, at der var lige så meget skov som 50 år tidligere, udløste det et ramaskrig hos hæren af skovelskende miljøorganisationer og den professionelle bekymringsindustri. Godt nok viste tallene, hvilket Lomborg også gjorde opmærksom på, at sammensætningen af verdens skove havde ændret sig, således at der var mindre primær regnskov, hvilket dog opvejedes af væksten i andre skovtyper.

Men der var stadig grund til bekymring, blev det påstået, for når regnskov var ryddet, var skaderne uoprettelige. Et par år senere måtte man korrigere tallene for skovrydning i amazonas, da man opdagede, at man i årevis havde talt de samme arealer som ryddet skov flere gange, fordi også regnskov naturligt kan reetablere sig – og det endda relativt hurtig.

Og nu ser det endda ud til at regnskovene slet ikke mindskes, men vokser. “Ifølge en artikel, “As jungles grow, a new debate on rain forests“, i International Herald tribune.

Ifølge artiklen medfører vandringen fra land til by, øges arealet af regnskov med 40 hektar, hver gang der fælles 1 hektar regnskov. Denne glædelige oplysning har dog genoplivet diskussionen omkring primærskov (oprindelig skov), der angivelig skulle indeholde en større biodiversitet, end reetableret regnskov.

Som IHT skriver:

“The new forests, the scientists argue, could blunt the effects of rain forest destruction by absorbing carbon dioxide, the leading heat-trapping gas linked to global warming, one crucial role that rain forests play. They could also, to a lesser extent, provide habitat for endangered species.

The idea has caused outrage among environmentalists who believe that vigorous efforts to protect native rain forest should remain a top priority. But the notion has gained currency in mainstream organizations like the Smithsonian Institution and the United Nations, which in 2005 concluded that new forests were “increasing dramatically” and “undervalued” for their environmental benefits.”

Der er altså en heftig diskussion om “kvaliteten” af denne ikke-primære skov, og det er vist således, at en botaniker nemt kan se, om der er tale om oprindelig regnskov eller ej.

Det efterlader dog et spørgsmål hos undertegnede, der muligvis skyldes min ringe viden om emnet; hvor meget af regnskoven i Sydamerika kan overhovedet kaldes primær regnskov?

Spørgsmålet skyldes, at de første kolonister i Brasilien kaldte det “landet der brænder”, på grund af de mange spontant opståede brande. Og kan en botaniker også se hvilket stykke regnskov der har været brændt for mere end 100.000 år siden. Måske er der en af bloggens læsere der kan afhjælpe min uvidenhed.

Hvordan var forholdene på Cuba egentlig før Fidel Castro? Tjah, de var faktisk ganske anderledes end den “propaganda” som bevidst eller ubevidst i vidt omfang er viderebragt i undervisningsmateriale for folkeskoler og gymnasier samt MSM, både herhjemme og i udlandet. Og jeg må nok erkende, at mit eget billede af Cuba før Castro i vid udstrækning var præget af denne indoktrinering.

Den teknologiske udvikling har heldigvis gjort afhængigheden af dårlig journalistik og ensidige skolebøger mindre, selv om det selvfølgelig indebærer en hvis arbejdsindsats at få et modspil til de billeder der fremmanes i aviser, radio, TV og skolebøger.

En ting der synes at præge undervisningsmateriale, og det er ikke kun om Cuba, er det næsten totale fravær af neutral data. Derimod synes historiefortælling (rent praktisk forstået som af fortælle historier), anekdoter og stort set kritikløs videregivelse af myter der støtter helt bestemte politisk/ideologiske forestillinger at være dominerende.

Som jeg nævner i klummen stammer de fleste data fra diverse statistikker udført i FN regi. Desværre er disse ikke direkte tilgængelige på nettet (af tekniske årsager). Man må da håbe på, at også FN, selv om det bliver en formidabel opgave, på et tidspunkt gør gammel statistik fra før computerens tidsalder tilgængelig, i lighed med hvad Danmarks Statistik har gjort. En betydelig del af datamaterialet er hentet fra Kirby Smith and Hugo Llorens: RENAISSSANCE AND DECAY: A COMPARISON OF SOCIOECONOMIC INDICATORS IN PRE-CASTRO AND CURRENT-DAY CUBA.

Og jeg forstår egentlig godt hvorfor man ikke ønsker at inddrage statistisk datamateriale, – der findes ellers ganske meget af det. Det understøtter slet ikke myten om et usselt fattigt land domineret af en lille overklasse og en fattig befolkning med et kummerligt liv. Tværtimod var Cuba et af Latinamerikas rigeste lande, hvilket i 1950erne indebærer, at velstanden var højere end i store dele af Europa. Og selv om Cuba havde været et diktatur siden Fulgencio Batista i 1953 få måneder før der skulle afholde demokratisk valg greb magten ved et relativt ublodigt kup, var cubansk politik en del mere sofistikeret og kompleks end den gængse fremstilling tillader. Cuba var i lighed med med mange andre Latinamerikanske lande, f.eks. Mexiko, Argentina, Brasilien og Chile præget af hvad der vel mest korrekt kan betegnes som socialistisk/fascistiske ideer om samfundsopbygning og lovgivning.

Således skriver Robert Whitney i “The Architect of the Cuban State: Fulgencio Batista and Populism in Cuba, 1937–1940” fra Journal Of Latin American Studies, maj 2000:

“We also know that, like many other Latin American leaders of the 1930s and 1940s, Batista went through a ‘populist phase’ from 1937 to 1940. Populism arose as a political and economic response to the growth of a mass work force which had been released from traditional personalistic and clientelist ties of bondage and dependence. Populists acknowledged that ‘the masses’ were a new force in society and that ‘the people’ were at the centre of the nation and the state. Populist discourse, in other words, functioned to construct ‘the people’ out of fragmented and scattered populations. Batista was very aware that in order to rule Cuba he had to appeal to ‘the people’ and to the revolutionary sentiments of 1933. ”

og

“Batista’s political practice between 1937 and 1940 is of particular interest because it was one of the first, if less enduring, attempts to construct a populist state.”

Som et kuriosum, apropos den store ståhej omkring Barrack Obamas hudfarve kan nævnes, at Fulgencio Batista, der var farvet, (og bruger man amerikansk terminologi sort), valgtes på demokratisk vis til præsident i 1940. På det punkt var Cuba altså 68 år foran USA, men interessant nok har Cubas propagandamaskine ikke syntes at det var værd at snakke om.

Lad mig sluttelig understrege, at hverken klumme eller dette indlæg kan eller skal læses som et forsvar for Batistas diktatur i hverken 1930erne eller 1950erne. Han var bestemt ikke noget at samle på, selv om undertrykkelsen slet slet ikke kan stå mål med hvad Cubanerne har været udsat for siden.

Lad mig først beklage mit lange fravær fra bloggen, der først og fremmest skyldes, at jeg havde fornøjelsen – og det var en stor fornøjelse på mange planer – af at være 3 uger i Rio de Janeiro omkring jul og nytår. desværre efterfulgt af et par ugers sygdom, da jeg igen ramte den kolde danske virkelighed – man skal jo ikke have det for godt :).

At det var en fornøjelse igen at være i Rio de Janeiro, er ikke blot afledt af glæden ved at holde ferie, være sammen med gode venner og bekendte, og nyde ”the carioca way of life”, selv om jeg bestemt altid oplever det som et stort privilegium. Måske fordi jeg ikke er specielt dansk i min væremåde, men sætter pris på den til tider ganske højtrøstede og umiddelbare måde at være sammen på, som kendetegner livet i Rio.

Der var også andre grunde til at være positiv og glad på Brasiliens vegne på et mindre personligt og mere overordnet plan. Efter at være kommet jævnligt i landet siden militærdiktaturets sidste dage i 1980erne, er det bekræftende at se, at Brasilien i modsætning til flere af de andre ”gamle store” (Argentina og Venezuela) Latinamerikanske lande tilsyneladende har udviklet et stabilt demokratisk system, og at de reformer der blev gennemført i 1990erne – hvor den internationalt anerkendte økonom, Pedro Malan, der var finansminister i perioden 1995-2002, må fremhæves som den måske afgørende person ikke er rullet tilbage under den nuværende socialistiske regering.

Hermed fortsætter Brasilien den i regional sammenhæng trend, der har været gældende det meste af det 20. århundrede, hvor man oplever relativt stigende levestandard i forhold til de “gamle” velstående lande, – Uruguay, Argentina, Venezuela og Cuba (der er gået fra at være et af de rigeste lande i regionen til at være et af de fattigste, hvilket jeg vender tilbage til i nærmeste fremtid).

Denne relative succes skal dog ses i forhold til regionens generelt ringe økonomiske udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede, hvor det egentlig kun er Chile der fremstår som en succesfuld vækstøkonomi fra midten af 1970erne og frem. En del er dog ændret siden 1990erne, hvor lande som f.eks. Peru og ikke mindst Colombia, der på trods af store indenlandske problemer, igennem en årrække har opnået en høj økonomisk vækst.

Som nævnt har det kendetegnet den nuværende regering under den for tiden uhyre populære præsident siden 2001, Luiz Inácio Lula da Silva  (Lula) fra  Partido dos Trabalhadores (PT), at man ikke har rullet reformerne fra 1990erne tilbage i nævneværdigt omfang, og har videreført sin forgængers politik, med vægt på at holde inflationen nede, sikrer en stabil økonomi og (nogenlunde) balancere de offentlige budgetter. 

De acceptable vækstrater og den makroøkonomiske stabilitet er bestemt ikke ensbetydende med at effektiviteten i den offentlige sektor på nogen måder er øget eller korruptionen er mindsket (snarere tværtimod). Man kan sige, at man har været langt mere succesfuld i at øge skatteindragelsen (Brasilien har Latinamerikas højeste skattetryk) end til at effektivisere og kontrollere de offentlige udgifter. Der er heller ikke særlig grund til at klappe i ens små hænder over de initiativer indenfor sundsheds-, social- og uddannelsesområdet, som den nuværende regering har stået for – der er meget (dyr) symbolpolitik i mange af tiltagene.

Det bliver at interessant at følge hvorledes den nuværende internationale økonomiske krise med deraf ringere økonomisk vækst (regeringen taler selv om 3-4%, hvilket er stort set en halvering i forhold til 2008, mens ca. 2% nok er mere realistisk) vil blive håndteret. Men i modsætning til Argentina, hvor regeringen med al tydelighed på det seneste har vist, at man ikke har lært noget af fortidens fejltagelser, synes både tale og handling fra den nuværende regering i langt højere grad at ligne hvad vi forventer fra et moderne stabilt demokrati.

I en Tv-transmiteret tale kort før jul, hvor Lula (selvfølgelig) i lighed med forgængerne i ægte populistisk tradition fremstillede sig selv som faderfigur og nationens (og de fattiges) frelser, og ikke holdt sig tilbage fra den ædle politiske kunst at overdrive egen fortræffelighed og gøre brug af lidt definitorisk hokuspokus, var der også en hvis realisme omkring hvad befolkningen kunne forvente de kommende år, og budskabet var klart. Væksten måtte forventes at falde, mens der blev lagt vægt på fortsat økonomisk stabilitet. 

Lula og PT har ikke forsøgt at forfølge en ”revolutionær” dagsorden, som man har set det andre steder i Latinamerika. Kontinuitet og moderation er de ord der bedst synes at kendetegne Brasiliens udgave af en socialistisk regering – på denne måde lægger man sig op af den lange række af eksempler fra demokratiske lande, hvor man som opposition har hamret mod den siddende regering, hvorefter man på de væsentligste områder har videreført den gældende politik med relativt små ændringer (Tony Blair i England, Anders Fogh Rasmussen i Danmark osv.).

At man ikke har forsøgt sig med en mere radikal socialistisk politik er der to væsentlige årsager til . Den første er læren af de 3 valgnederlag i helholdsvis 1989, 1994, og 1998, som Lula oplevede forud for valgsejren i 2001. Efter valgnederlaget i 1998, valgte man ved præsidentvalget i 2001 at ”markedsføre” Lula som langt mere moderat, end ved de foregående valg, Man kan sige, at PT i Brasilien gik fra en retorik ikke væsensforskellig fra en Hugo Chavez i Venezuele, Morales i Bolvia osv. til i nogen grad at ligne den chilenske udgave af socialisme. Eller som det blev sagt ved valget 2001, at man valgte Lula-light. Og selv om der i begyndelsen var en del uro omkring hvorvidt man nu også ville føre en moderat politik (kunne aflæses umiddelbart på kapitalballancen og aktiekurserne), viste det sig relativt hurtigt, at det har holdt stik.

Dette Ikke til udelt begejstring i egne rækker, hvor en del mere ideologisk funderede medlemmer er overordentligt skuffede over resultater og ført politik. En del af mine venner, der enten er eller har været politisk aktive i PT er da også ganske fortørnede over den moderate politik. Til gengæld er den private sektor i Brasilien ganske positiv, nok mere ud fra hvad de frygtede, end udtryk for egentlig begejstring for Lula og den nuværende regering.

Den anden – og nogen vil måske mene væsentligste – årsag er, at ingen af de siden 1989 demokratisk valgte præsidenter er kommet fra partier med flertal i kongressen (det største parti er PMDB, og det ændrer sig næppe i en overskuelig fremtid). Det har på den ene side betydet, at reformarbejdet er gået meeeget langtsomt, at privatisering og reformer af den offentlige sektor fortsat lader en del tilbage, men det har på den anden side også medført, at risikoen for de magtpolitiske overgreb man har oplevet i Argentina og ikke mindst Venezuela ikke er realistiske, ligesom en tilbagerulning af de reformer det trods alt er lykkede at gennemføre ikke er sandsynlig, uanset hvem der bliver præsident. 

Denne særlige politisk
e tingenes tilstand vil fo
rmentlig også være til stede, når Brasilien skal vælge ny præsident i slutningen af 2010, hvor Lula ikke kan stille op. Den mest sandsynlige efterfølger er Sao Paulos nuværende guvernør, José Serra fra PSDB (Partido da Social Democracia Brasileira), der tabte til Lula i 2001. José Serra kommer fra samme parti som Fernando Henrique Cardosa, under hvis præsidentperiode fra 1995-2002, de væsentligste indenlandske reformer fandt sted (åbningen af Brasiliens økonomi begyndte under den skandaleramte Fernando Collor, Brasiliens første demokratisk valgte præsident siden 1960).

Så selv om Brasilien står overfor mange udfordringer, – man har en elendig infrastruktur og meget høje transportomkostninger, mens beaukrati og korruption er absurd efter vores forhold (men ikke værre end de fleste andre latinske lande)-, er der dog al mulig grund til at tro, at man denne gang vil kunne håndtere de nuværende ringe internationale konjunkturer bedre end tidligere.

For en (som altid) ganske glimrende artikel om den folkekære Lula henvises for øvrigt til en artikel for nylig i The Economist.

Der er i indlægget henvist flere gange til Wikipedia. Hvis nogen skulle være lidt forbeholdne overfor dette opslagsværk, vil jeg tilføje, at biografierne på mig virker mere lødige og afballancerede end meget jeg har læst f.eks i dansk MSM.

Min reservation kan også skyldes, at jeg ikke mener, at religioner kan værdisættes på en positiv skala, men en negativ (hvor den “bedste” er den der trækker mindst ned). Men det er jo selvfølgelig meningsløst at forholde sig til hvordan vores udvikling havde været uden kristendommen uden at sætte en anden religion i stedet – al den stund at et sådan scenario aldrig har eksisteret. Også derfor er Sørlanderes bog væsentlig, og her må jeg fremhæve Sørlanders sammenligning af implikationerne og læren af Muhammeds og Jesus liv og levned – efter at have læst bogen, fristes jeg til at give denne del af bogen overskriften “hippien og rockeren”.

Sørlanders udgangspunkt er, at vi har tillagt religion og i vores tilfælde kristendommen for lidt betydning i forklaringen på vores egen vej frem til demokratiske samfund. Jeg kan følge Sørlander i hans argumentation for, at der ikke i andre religioner er indbygget elementer der kunne fremme individuel frihed og sekularisering som i vesten, hvilket han ganske glimrende beskriver i sin korte gennemgang af andre religioner end de to dominerende, Kristendommen og Islam, men…….

I sidste uge viste Danmarks Radio dokumentaren ”den bitre smag af te ”  om forholdene på te-plantager, hvis te sælges under fair trade mærket i bl.a. Danmark. Jeg har tidligere skrevet om fair trade og Max Havelaar , som jeg mildt sagt ikke har meget til overs for – og dermed heller ikke overfor dem der køber fair trade produkter – bort set fra at jeg går ud fra at de gerne vil gøre godt. 

Mens jeg skriver dette indlæg, for at reklamere for dagens klumme på 180grader om fair trade “den søde smag af Coca-Cola og en ny mobiltelefon” , må jeg samtidig med skam erkende, at jeg i klummen skriver, at fair trade ikke ved hvad den enkelte bonde, landarbejder og arbejder i systemet får ud af at deltage i fair trade. mens jeg skriver dette indlæg tog jeg et kig på Max Havelaars hjemmesider , og sandelig om de ikke nu skriver hvor mange penge salget af mere end 9 tons te i Danmark har givet til de involverede bønder, nemlig den fyrstelige sum af 70.000 kroner i 2008 – så mangler vi bare at få af vide hvor mange mennesker disse dejlige ekstra penge skal fordeles på – og tal for alle de andre produkter.

Hvis nogen har lyst til at finde ud af det, kan de jo prøve at skrive en mail til Helga Stark fra Fairtrade Labelling Organizations International (FTO). Forespurgt sidste år vidste hun det ikke.

Nu sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved om de direkte involverede i dyrkning, produktion og salg rent faktisk får et eller andet ud af at deltage i fair trade, – da det ikke er gratis at deltage, ville de næppe gøre det ellers – og lidt har jo også ret.

Det er heller ikke det, der er det problematiske i fair trade. Det er til gengæld påstanden om at man gør noget særligt godt for fattige mennesker i fattige lande.

Dels sælges der en del fair trade produkter fra lande, der bestemt ikke kan kendetegnes som at være særligt fattige, men derimod må karakteriseres som mellemindkomstlande. Blandt de lande hvorfra man kan købe fair trade produkter er bl.a. de to rigeste lande i Latinamerika, nemlig Chile og Argentina.

Om det første kan man sige, at dets store succes det seneste kvarte århundrede på ingen måde kan tilskrives fair trade, men derimod de reformer der blev indledt under general Pinochets diktatur 1973-1989 – dog først efter militærdiktaturet i 1975 opgav at styre Chiles økonomi. At militærfolk skulle forstå markedsøkonomi er nok også for meget for langt – intet kan vel ligge længere fra den militære måde at organisere tingene end en markedsøkonomi.

Hvad angår Argentina og dets deroute fra at være et af verdens rigeste lande til at være et mellemindkomstland, skal årsagerne nok primært findes internt i Argentina.

Hvad der for alvor er problematisk er, at man bilder folk ind at man kan gøre godt ved simpelthen at betale en overpris for sine produkter. Så simpelt er det desværre ikke. For at vide hvor man gør mest godt er man nød til at kende konsekvensen ved at man ikke køber den pågældende te, kaffe, t-shirt eller hvad det nu er der produceres og sælges under fair trade mærket. Desværre ville en sådan viden fører til en helt anden og formentlig mindre attraktiv strategi for den bevidste forbruger der ønsker at gøre mest godt ved sit forbrug. Nemlig at man skal købe varer fra de der betaler de laveste lønninger, tilbyder de værste arbejdsforhold og gør brug af børnearbejde. Det skal man fordi det nok er en rimelig antagelse, at jo værre arbejdsforholdene er, jo værre er alternativet – ellers ville de jo ikke påtage sig det pågældende arbejde. Ikke nogen god eller smuk konklusion, men desværre den rette.

Hvis nogle af bloggens læsere skulle have en halv eller hel time til overs, vil jeg anbefale dem at bruge tiden på at se en forelæsning med Peter J. Boettke om økonomi, den østrigske skole og finanskrisen. Der er tale om en både oplysende og ikke mindst underholdene forelæsning – kan ses på The Future of Freedom Foundations hjemmesider, under overskriften “Economic Liberty Lecture Series: Austrian Economics and the Present Crisis“. God fornøjelse.

Som det vist er de fleste bekendt har de sidste uger været domineret af en finansiel krise, der er blevet sammenlignet med den krisen I 1930erne, der (fejlagtigt) ofte angives at tage sin start I børskrakket I 1929. Fejlagtigt, fordi det var den efterfølgende pengepolitik der bærer hovedansvaret for datidens krise som påpeget af Milton Friedman og Anna J. Schwartz.

Overskriften til dette indlæg er er mindre omskrivning af et berømt citat af franskmanden Voltaire. For i takt med at den amerikanske finanskrise udfoldede sig og dens effekter spredte sig til bl.a. Europa, har det været mageløst hvor meget sludder man ha skulle lægge øjne og ører til. Om det skal tilskrives manglende viden, ugidelighed eller manglende lyst til at erkende, at krisen mere er resultat af det ”politiske marked” end det frie markeds fallit, skal jeg lade være usagt.

Men faktum er, at de finansielle markeder – også I USA – langt fra er så frie, som ikke kun dele af venstrefløjen, men også borgerlige politikere som f.eks. Connie Hedegård tilsyneladende tror – men hvor skulle hun også vide andet fra? Det er nok for meget at forlange, at hun skulle have en viden om forholdende der rækker ud over det hun hurtigt har skimmet i aviserne, eller overhørt i de elektroniske medier? Hvilket dog ikke afholder hende fra at udtale sig, men deri minder hun jo blot om de fleste andre politikere.

Eller måske har hun hørt på nogen af alle de eksperter, der har vandret gennem medierne, uden at man tilsyneladende har overvejet hvor uafhængige de er med tanke på, at en stor del af dem på den ene eller anden måde er knyttet til den finansielle sektor.

Men hvis krisen viser noget, er det ikke at markedet har spillet fallit, men snarere at der er grundt til at tage en række problemstillinger, der både er velkendte og veldokumenterede mere alvorligt.

Det gælder f.eks. gennemsigtighed på markedet, – et problem der ikke kun er gældende på de finansielle markeder eller andre markeder for den sags skyld. Og problemerne er reelt langt større i den offentlige sektor, sammenblandingen af økonomi og politik (se slutning af dette indlæg), og problemerne omkring moralsk hasard er alle kendte problemstillinger.

I DR2 debatten I torsdags udtalte økonomiminister Lene Espersen (der ellers var ganske fornuftig at lytte til), at “banker må ikke må gå ned”, hvorved man bryder helt fundamentale vilkår der må gælde for ethvert marked – også det finansielle – hvis det med rette skal kunne betegnes som et “frit marked”. Hendes udtalelser er i sig selv en garanti for “banker vil gå ned” igen og igen og…. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen.

I samme debat satte socialdemokratiets formand, Helle Thorning forøvrigt også trumf på, ved at sige at “markedet skulle være samfundets tjener og ikke omvendt” – mon ikke hun mente “politikernes tjener”? – hvilket vist netop har været et af problemerne i USA.

Roskilde Bank, Bonusbanken og andres skæbne er jo ikke uden historiske fortilfælde, men på mange måder har man reageret på samme måde som tidligere. Den indskydergaranti, som regeringen nu har hævet til 350.000 kroner blev indført i kølvandet på kronebankens fallit i midten af 80erne. Det skete ikke til de store bankers udelte begejstring. Arsagen er selvfølgelig den enkelte og velkendte, at en indskydergaranti mindsker risikoen for borgerne ved at placere deres penge i banker der lover høje indlånsrenter. Dennes aflønning kræver, alt andet lige, at der løbes større ricisi.

Nu er det selvfølgelig forventeligt, at kapitalismens undergang og det frie markeds fallit proklameres I forbindelse med den finansielle krise. Det er sket hver eneste gang der har været problemer, – det være sig I 1930erne, 1970erne, eller forbindelse med den asiatiske finansielle krise I 1997. Ved nærmere eftersyn har man hver gang måtte konstatere, at det snare var det “politiske marked” der strålede I al sin imperfektion, end resultatet af det “frie markeds hærgen”.

Således også denne gang. Det har bestemt ikke skortet på advarsler om, at situationen på de finansielle markeder (eller den økonomiske politik generelt) har været uholdbar I en årrække I USA. Således udtalte Greenspan (der bestemt ikke er uden ansvar for det morads USA er havnet i) i april 2005, at “we increase the risk of insolvency and crisis….Without restrictions on the size of Fannie May and Freddie Mac, we put at risk our ability to preserce sound and safe finansiel markets in the United States”, og i et interview med abcnews for nylig pegede Bill Clinton (lidt mere end halvt inde I interviwet) på, at demokraterne i årevis modsatte sig forslag fra både republikansk side og hans egen (da han selv var præsident), der kunne bringe Fannie Mae og Freddie Mac under kontrol. Om der er nogen sammenhæng mellem det faktum, at især demokratiske politikere har været begavet med midler fra Freddie Mac og Fannie Mae, se også tidligere indlæg på bloggen her , og deres vægren ved at erkende problemerne skal jeg ikke gøre mig til herre over, men det ligner jo en tanke. 

At der har været et “særligt forhold” mellem de to hypotekerbanker og politikerne, – især demokraterne er der vist ikke meget tvivl om. At der samtidig har været et minoritetsaspekt I forbindelse med den mere end lemplige kreditpolitik fra de to institutioner gør ikke sagen mindre problematisk, hvilket kan forklare en række demokratiske politikeres afvisning af, at der var noget galt med Freddie Mac og Fannie Mays forretningsmetoder ved en høring I slutningen af 2004, se også her.

Begge præsidentkandidater har været ude med udtalelser om grådige spekulanter og deres ansvar, – jeg går ud fra, at de hermed mener investorer der prøver at profitoptimere. De skulle måske hellere have rettet skytses mod grådige OG inkomptente politikere.

Det er ikke så lidt af et paradoks, at en repræsentant fra det parti, der især har modsatte sig at bedre kontrol og indsigt i Fannie May og Freddie Mac, f.eks at de skulle fungere på samme vilkår som andre finansielle institutioner, med al sandsynlighed vil vinde valget netop på grund af en krise der ikke udelukkende, men i vid udstrækning kan tilskrives den boligboble, som Fannie Mae og Freddie Mac har et stort ansvar for.

Og hvis Wall Street har været grådig (hvilket jeg så sandelig håber at de er), hvad skal man så kalde et system, der er indrettet på at formidle lån til folk, der kun under de mest (usandsynlige) gunstige forhold vil kunne honorere disse?