Kategoriarkiv: Fra Redaktionen

Mchangama om menneskerettigheder

Af Redaktionen, den 14. september 2005. Skriv et svar

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”

Kan vi ikke gøre det lidt bedre …?

Af Redaktionen, den 10. september 2005. 11 svar

Punditokraterne har nu eksisteret i nøjagtigt et halvt år.  Besætningen har været svagt skiftende, men med en enkelt undtagelse kun i form af udvidelser.

Produktet synes generelt at være vellidt–omend ikke af alle (f.eks. ikke alle højreorienterede danskere eller venstreorienterede amerikanere), så dog af mange.  Vi har siden april haft lidt over 28.000 “unikke” besøgende (opgjort som unikke pr. dag), og det har resulteret i lidt over 50.000 klik med musene.  Vi ligger p.t. med et dagligt gennemsnit på blot lidt under 250 “unikke” besøgende, men har da været oppe på knap 300 på enkelte dage.

På chart.dk ligger vi nu generelt nr. 4–og nr. 3 hvis man ser bort fra Statsamternes website, og de har jo unægtelig en særlig markedsposition.  (Hvor er Konkurrencestyrelsen, når man virkelig har brug for dem?)

Så alt i alt, er vi meget godt selvtilfredse.

Men–som sagt af en ypperlig repræsentant for politisk tænkning, når den er bedst–“kan vi ikke gøre det lidt bedre”?  Skal vi dække flere områder?  Færre?  Være mere akademisk orienterede (og mindre polemiske)?  Eller det modsatte?  Altså, er der for meget Hayek eller for lidt Hayek?  Mere dansk-orienterede?  Mindre?

Af alle mennesker skulle vi vel nok overlade den slags til markedet.  Men omvendt kender vi ikke vore læsere særligt godt, og en prismekanisme findes jo heller ikke rigtigt.

Nu er bolden givet op.  Det er ikke sikkert I får chancen igen.

Punditokraterne udvider & flytter

Af Redaktionen, den 23. august 2005. 2 svar

Efter et succesrigt halvt år hos Blogspot.com/Blogger.com med ca. 25.000 unikke besøgende og en placering som en af de mest læste politiske weblogs i Danmark, er Punditokraterne nu flyttet til denne adresse.  Det nye og forbedrerede design (som dog endnu har lidt skævheder hist og pist) er resultatet af flittigt og frivilligt (og ulønnet) arbejde foretaget af Lasse B. Olesen, samt Morten Blinksbjerg Nielsen og Jacob Bøtter fra Smartlog.  En stor tak for det til dem.

Derudover skal vi byde velkommen til vores nye bidragyder: adjunkt, ph.d. Christian Bjørnskov fra Aarhus Handelshøjskole–en ung, fremadstormende forsker med speciale i bl.a. globalisering og “social kapital”.  Vi ser frem til at læse dine tanker.

Velkommen til Dr. Mephisto

Af Redaktionen, den 3. juli 2005. Skriv et svar

Punditokraterne er glade for–og stolte over–at kunne byde velkommen til en ny skribent, “Dr. Mephisto”. Den gode doktor er en kendt og velskrivende dansk akademiker, som ganske vist har valgt at skrive under et pseudonym, men som givetvis hurtigt vil gøre dette til en kendt liberal person i egen ret. Og hvilken bedre dag at debutere som liberal skribent end denne?

Hjemløse & amerikanske tilstande: gæsteindlæg fra Jonathan Szpirt

Af Redaktionen, den 2. juli 2005. 2 svar

Vi hører altid den evige skrøne om, at USA er et asocialt land, hvor der lever tusindvis af hjemløse, og (bl.a.) fordi vi har færre hjemløse i Danmark, er den danske velfærdsstat både moralsk og socialt overlegen. Men nye tal og simple udregninger modbeviser dette med et interessant resultat.

Ifølge Coalition of the Homeless i New York City, er der 36.248 hjemløse i denne storby. Der er muligvis yderligere 5.000 hjemløse i NYC, som dog ikke modtager nogen ydelser etc. I NYC bor der (officielt) 8,1 mio mennesker.

I Københavns Kommune bor der derimod kun 501.285 mennesker. D.v.s. der bor 16,2 gange flere mennesker i NYC end i Københavns Kommune. Alene i København var der i 1998 mellem 5.000 og 6.000 hjemløse–tal, der ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, speciallæge i psykiatri Preben Brandt, steg konstant (Berlingske Tidende, 3.10.98). Det estimeres, udfra hjemløse-ophold på §105 institutionerne, at der på landsplan er mellem 12.000 og 14.000 hjemløse. Af disse opholder halvdelen sig sandsynligvis i København, jf. Torben Fridberg, SFI (1992).

Hvis vi konservativt antager der “kun” er 6.000 hjemløse i Københavns Kommune og vi offensivt antager at der 41.000 hjemløse i NYC, så er der, korrigeret for indbyggertal, i de respektive storbyer, over dobbelt så mange hjemløse i København som i New York, nemlig 12 hjemløse per tusinde indbyggere i København og kun 5,1 hjemløse per tusinde indbyggere i NYC -præcist 135 procent flere hjemløse i København.

Hvis vi derimod vælger den officielle hjemløshed i NYC, ifølge Coalition of the Homeless, og sætter den op imod den københavnske hjemløshed, korrigeret for indbyggertal, så er der 168 procent flere hjemløse i København end NYC – Kapitalismens højborg.

Jonathan Szpirt

Brugermeddelelse: Punditokrater med ammehjerner & sommerhår

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. juni 2005. 1 svar

Til vore loyale læsere: Som sommeren nærmer sig, vil intensiteten af poster på denne side givetvis falde. Tre Punditokrater vil have barselsfravær, mindst tre er eller vil være på længere udlandsophold, og et par andre vil lave det arbejde, de ikke har tid til i hverdagen. Samtidigt forbereder vi efter et par meget succesrige første måneder med nu over 12.000 unikke besøg at flytte til nyt domæne og med nyt lay-out.

Så glem os ikke–og check nu og da, hvad der sker her på stedet.

Hvad nu hvis … III: Gæsteindlæg fra Otto Brøns-Petersen

Af Redaktionen, den 15. juni 2005. Skriv et svar

Vi er beærede over, at Otto Brøns-Petersen hermed tager stafetten videre som gæste-punditokrat i debatten om rettigheder/konsekvenser:

“Tak for invitation til at give mit besyv med (selv om man unægtelig kan få mistanken om, at Nicolai forsøger at lokke havkatte ind i sit hyttefad!). Og tillykke til det fulde punditokrati med en fremdeles imponerende, inspirerende og ikke mindst underholdende blog. Nicolai stiller en række spørgsmål, som har med at gøre, om mangel på viden om konsekvenserne af et givent politisk system eller af en given politik ikke udgør et grundlæggende problem for politiske filosoffer, der begrunder deres filosofi konsekventionalistisk. Det forekommer mig, at Nicolai på visse punkter er unødigt bekymret. Hvis man vælger en konsekventionalistisk tilgang, må det som udgangspunkt være fuldt legitimt at anvende de helt normale principper for rationelle valg mellem alternativer. Kort sagt: Hvis jeg skal vælge mellem to slags rugbrød efter, hvad der giver de bedste konsekvenser for mig, hvorfor må jeg så ikke på principielt helt samme måde vælge mellem to politiske systemer? Normalt vil vi ikke stille krav om, at alle tænkelige konsekvenser er kortlagt, før det er fornuftigt (og moralsk?) at vælge mellem to slags brød? Hvorfor skulle vi så stille krav om fuldt overblik, når det gælder politiske systemer? Især da vi – som korrekt påpeget af Nicolai – af epistemiske årsager simpelt hen ikke kan identificere samtlige konsekvenser. Man kan som bekendt ikke være moralsk forpligtet til noget, der ikke er muligt, så hvordan skulle man være moralsk forpligtet til at inddrage alle tænkelige (og utænkelige) konsekvenser? Derimod kan man være forpligtet til at inddrage så mange konsekvenser, man kan identificere, og som gør en reel forskel. I normale valgsituationer er kan det være nødvendigt at udelukke selv nok så betydelige konsekvenser, hvis der ikke er nok viden om dem. Antag f.eks. at jeg kun har to brød at spise og ved at det ene er giftigt, men ikke hvilket. Jeg må jo spise for at overleve. Jeg kan ikke skaffe mig holdepunkter for en hypotese om, hvilket af brødene der er giftigt. Da tilsiger teorien om rationelle valg, at jeg bør vælge det af brødene, som jeg af andre grunde foretrækker. Selv om giftproblemet er langt væsentligere for mig, bør jeg se bort fra det, hvis jeg ikke har relevant information. Surt, men sandt (når Nicolai spørger om, “vi vel ikke bare [kan] udelukke” meget positive, uforudsete konsekvenser, så er svaret, at det kan vi da være nødt til). Der kan også være situationer, hvor teorien om rationelle valg (i Neuman-Morgenstern varianten) tilsiger, at jeg bør forsøge at sætte sandsynligheder på, så godt jeg kan. Skal jeg vælge mellem to brød hos bageren, og ved jeg, at det ene koster 1 krone mere end det andet, må jeg nødvendigvis gøre mig forestillinger om sandsynligheden for, at det også er en krone eller mere mere værd for mig. Summa summarum er det som udgangspunkt vanskeligt at se, hvorfor de principper, jeg (moralsk?) bør benytte mig af for at træffe private konsekvensbaserede valg, banale som vitale, ikke også bør anvendes, når det gælder valg af politiske tiltag og regimer. Jeg iler med at advare mod den misforståelse, at de to typer af valg er ens i alle henseender. Det er de så langt fra. Vi vil som regel gerne have konsekventionalistiske argumenter til at have almen, interpersonel gyldighed. Det rejser velkendte problemer med interpersonel nyttesammenligning eller ufuldstændige preordninger. Det kan også begrænse mulighederne for at anvende probabilistiske sammenvejninger (hvis der kun er subjektive skøn at gå udfra, hvad så?). Men at specielt begrænset viden om konsekvenserne af at træffe bestemte valg principielt skulle udgøre et problem for konsekventionalismen ser jeg som sagt ikke.

Nicolai rejser så spørgsmålet, om argumentet om utilsigtede konsekvenser (hos f.eks. Hayek) ikke er problematisk for konsekventionalister. Her er jeg tilbøjelig til at være mere enig – i hvert fald når det gælder én speciel, konservativ aftapning. Generelt er det ikke noget problem at hævde, at en bestemt politik eller handling kan have utilsigtede konsekvenser, så længe de er forudsigelige. F.eks. som når Adam Smith påpeger, at egennyttig adfærd kan have gunstige konsekvenser for andre. Uforudsigelige konsekvenser kan også være et gyldigt argument, hvis der f.eks. er tale om, at én politik eller ét regime er mere robust overfor uforudsete konsekvenser end et andet. Men det forekommer mig dybt problematisk at hævde, at den eksisterende samfundsorden er bedre beskyttet mod uforudsete konsekvenser end alternative ordener ville være (“man ved, hvad man har…”). Det forudsætter i hvert fald, at man kan påvise, at den eksisterende orden er robust og stabil. Man kan ikke bare forudsætte det – og da især ikke, hvis man i øvrigt render rundt og postulerer, at alting er meget uforudsigeligt. Som David G. påpeger, kunne man skrive et essay om disse problemer. Og en bog om tilstødende problemer. Men punditokratiet skal vel være her længe endnu … Otto”

Det kan godt være, at nogle kunne finde denne slags diskussioner “studentikose”. So be it. Vi synes selv, at de kan være nok så meget mere interessante og vedkommende, end hvad Grundtvig måtte kunne fortælle folk i det 21. århundrede om … Nå, lad nu dén døde hest være i fred.

Hvad nu hvis … II: Gæsteindlæg fra David Gress

Af Redaktionen, den 13. juni 2005. 1 svar

I debatten om rettigheder/konsekvenser, som Nicolai Foss har begyndt her, har vi–som ofte før–fået en god, tænksom kommentar fra æres-punditokraten David Gress. Jeg vil her følge Mr. Laws præcedens og poste den hér, så den ikke bliver overset:

“NF stiller to spørgsmål. 1. Hvilke moralprincipper siger, at vi (når vi skal vælge en handling) kun skal forholde os til umiddelbare konsekvenser? 2. Kan det være, at visse u-liberale ting i virkelighedens verden faktisk kan have positive uforudsete konsekvenser? Det vil kræve et længere essay at svare ordentligt. Allerførst skal nogle begreber/forhåndsantagelser vel afklares. Ad 1. Hvornår vælger vi egentlig frit? Uden at inddrage Camus og eksistentialismen her mener jeg, at det er højst problematisk at antage, at man kan kalde valget af handlinger for frit sådan uden videre. Alle handlinger vil i min pragmatiske opfattelse være mere eller mindre påvirket af forhold som fx ens personlige historie, personlighed (genetisk eller opvækstmæssigt dannet/bestemt), omstændighederne, andres krav, forventninger, muligheder …
Skal jeg fx vælge bolig, vil mit valg være temmelig afgørende påvirket af, hvad jeg har råd til, hvordan markedet ser ud, hvilke alternative krav der er til mine ressourcer osv osv. Derfor ved jeg ikke, om spørgsmålet om at vurdere konsekvenser overhovedet kan lette fra startbanen, så længe de valg, hvor vi skal inddrage flere eller færre konsekvenser, er så betinget af andre forhold … Men videre. Ad 2. Her kan de eneste kriterier for svar vel være (1) historisk erfaring og (2) pragmatisk common sense. NF spørger provokerende, om det danske skatte-afgiftstryk måske i virkeligheden ikke er så skidt, fordi det overbeviser folk om liberalismens fordele. OK, lad os se os omkring. Gør det? Næ. Det har indtil videre konverteret Fogh R. og Kristian Jensen fra liberalisme til socialisme. Og jeg tør gætte på, at det store flertal af danskere egentlig nødig ser en mere rationel beskatning, fx en flat-tax, en udgiftsskat (expenditure tax) eller en skat på fast ejendom, fordi de har interesser bundet op i det nuværende perverse system. Altså: erfaring siger, at skatte-afgiftssystemet ikke fremmer liberalisme, undtagen i særtilfælde, men tværtimod fremmer medianvælgerens tilfredshed med et system, hvor det gælder om at sno sig til tilskud og bruge dem i bund, hvad enten de hedder rentefradrag for prioritetslån eller tilskud til daginstitutionspladser. Mao der er lidet, der tyder på, at den sunde fornuft tager fejl, når den ser skatte-afgiftssystemet som et passiviserende stemmekøbsredskab til befæstelse af magthavernes evige magthaveri. Filosofisk (og teologisk for den sags skyld) har jeg også svært ved at se, at individer kan forventes at tage ansvar for uforudsete konsekvenser, der pr. definition kun indtræffer senere i tid end de valg, der udløser dem. Vi har kun den sunde fornuft og erfaringen at støtte os til. Derfor er jeg nok i dagliglivet pragmatiker a la Richard Posner snarere end konsekventialist, selvom jeg med glæde læser Yeager, tak for henvisningen. Liberale politikvurderinger, og et liberalt menneskesyn i det hele taget, kan i mine øjne aldrig grundes alene på, at de “virker bedre”, men på, at de “giver et bedre billede” af virkeligheden. For at gå ad den vej er det nødvendigt at grunde liberalismen i en antropologi, altså hævde, at frihed (hvordan den end defineres) er den for mennesker bedste eller mindst forkerte tilstand. At mennesket altså retteligt er skabt frit. Denne antropologi skal forfægtes imod den overvældende historiske erfaring om, at mennesker ofte slet ikke bryder sig om at være frie, og at magthavere har så let ved at bestikke folk til at underkaste sig formynderi. Svaret (som langt klogere og mere belæste folk end jeg har forsøgt at give) bliver noget med, at mennesker overladt til sig selv har tilbøjelighed til at kaste friheden af sig, fordi den er krævende, men at de alligevel klarer sig bedst, når de er pisket til at være mere frie. Den franske makrohistoriker Jean Baechler kommer bedre omkring det her end mange. Men for mig er svaret i grunden teologisk og dermed overnaturligt. Jeg tror ikke, man kan bevise frihedens værdi på rent pragmatisk grundlag, selvom man kan komme langt, a la: frihed skaber mere velstand, folk får det bedre, lever længere osv. Men det er alt sammen ledsageomstændigheder, ikke begrundelser. Et sted har frihed også med lidenskab at gøre. Brænder man ikke for den, har den ganske enkelt ikke nogen værdi, og historien viser, at det altid kun er et mindretal, der brænder for den. A propos uforudsete konsekvenser har frihed da haft mange sådanne, ofte skadelige. For at vende tilbage til skatte-afgiftstryk, vil jeg vove at påstå, at her gælder positiv-negativ feedback. Et mere frihedsvenligt skatte-afgiftstryk giver borgerne incitament til at udnytte det for egen vinding, som man så kan håbe også bliver fælles vinding (vi må følge de nye flat-tax lande nøje her). Et tyrannisk som det danske producerer perverse følger, hvor borgernes incitamenter har det kollektive resultat, at alle får det værre, men ingen har så ondt af det, at det betyder noget. David G”

Punditokraterne i Weekendavisen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 1 svar

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉

Hvad er punditokraterne …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. marts 2005. 4 svar

pun·di·to·cra·cy Listen: [ p n d -t k r -s ]n. pl. pun·di·toc·ra·cies: A group of pundits who wield great political influence.

The American Heritage ® Dictionary of the English Language, Fourth Edition

OK, og hvad betyder det så? Og hvem er vi? Vi er–ihvertfald til at begynde med–Nicolai Foss, Jesper Lau Hansen (“Mr. Law”), Mikael Jalving, Mikael Bonde Nielsen, et par studerende, samt undertegnede. Måske vi bliver flere, måske færre.

Har vi så vitterligt “great political influence”? Naaahhh, ikke så meget som det kunne være sjovt at få (så man kunne blive af med den igen!). Men vi tror måske nok, at vi med kombinationen af en solid akademisk/samfundsvidenskabelig baggrund, et generelt ønske om større personlig og økonomisk frihed for menneskeheden, og en til tider politisk ukorrekt vinkling på tingene nok kan have noget at sige, som få eller ingen andre får sagt herhjemme.  Vi tror også, at vi kan give debatterne et vist internationalt “pift”.

Vi er ikke indbyrdes enige om alt: Vi har ingen fælles “-isme”, ikke noget “program”, intet “manifest”, intet parti–ikke engang nogen hatte eller sange. De enkelte punditokrater skriver, hvad de har lyst til–og læserne kan lade være med at læse, hvad de ikke har lyst til at læse.  Så alt står for de enkelte skribenters personlige regning–no more, no less.

God fornøjelse.