Kategoriarkiv: Jesper Lau Hansen alias Mr. Law

Abu Ghraib

Af admin, den 23. april 2005. 3 svar

Billederne af fangemishandling i det irakiske fængsel Abu Ghraib fra sidste sommer blev modtaget med begejstring af krigsmodstanderne. For det er lidt svært at være imod, at Saddam blev væltet, Irak befriet og demokrati indført. Men her var en ækel opførsel, som faktisk kunne angribes. Det blev for en stund muligt at afvise, at krigen havde et idealistisk sigte, og man kunne omsider sige, at et diktatur var væltet, men et nyt indført; bødlernes arbejde er det samme, kun deres nationalitet er ændret, etc. ad nauseam.

Det må derfor være en slem skuffelse, at den sidste store undersøgelse foretaget af Army inspector general, Stanley E. Green, når samme resultat som de seneste ca. ti undersøgelser, nemlig at mishandlingerne skyldtes enkelte soldater, der gik langt videre, end de havde ret til, og som dermed frikender de overordnede, herunder den øverste general Sanchez.

Medierne, ivrigt bistået af de tiltalte soldaters advokater, havde ellers fastslået for længst, at det hele var en dyster plan undfanget af de aller øverste af Bush’ regering. Af samme grund har medierne gjort alt for at skåne offentligheden fra det materiale, som kom frem under de mange forskellige undersøgelser, og som dokumenterede, at forbrydelserne blev begået af sadistiske soldater, navnlig Charles Graner, hvis e-mails hjem ellers var fyldt med fotos og “seje” ledsagetekster om hans meritter.

Greens undersøgelse var den sidste, nedsat netop for at samle op på de seneste og lukke de tilbageværende spørgsmål. Men hvad gør krigsmodstanderne så? De gør naturligvis, hvad de har gjort ved spørgsmålet om, hvorvidt der blev løjet om Iraks WMD. Hver gang en rapport afviste det, blev den beskyldt for at hvidvaske de ansvarlige, og en ny rapport blev krævet. Så kunne man leve i håbet så længe, indtil næste rapport skulle afvises. Samme teknik synes at blive brugt denne gang, se f.eks. reportagen i New York Times, der endda hører til de mere dækkende. Det bliver spændende at se dækningen i de danske medier i morgen.

Wolfowitz

Af admin, den 22. april 2005. Skriv et svar

Kronikken i Berlingske (17/4) af Flemming Chr. Nielsen gentog den gamle traver om Wolfowitz’ indrømmelse af, at Irakkrigen bare handlede om olie. Ak ja. I dagens Berlinger har jeg et indlæg. Det har fået titlen, Vulgærmarxistisk sludder, hvilket ganske vist ikke var mit valg, men desværre er ganske rammende. Her er et uddrag:

Som Mark Steyn har bemærket, starter Wolfowitz’ navn med et stort farligt dyr og ender jødisk, så det kan ikke undre, at han er frygtet og hadet af venstrefløjen.
Det forhold, som kronikken sigter til, angår simpel fejlcitering. En udtalelse af Wolfowitz blev udlagt af bl.a. avisen The Guardian (4/6 03) som en indrømmelse af, at krigen kun handlede om olie. Den historie vakte ganske kortvarigt stor opsigt. I Politiken tændte tegneseriefiguren Strid f.eks. en cigar for at fejre “afsløringen”, og det lader til, at Flemming Chr. Nielsen også har nydt cigaren. Her er imidlertid det rigtige citat:

“The most important difference between North Korea and Iraq is that economically we just had no choice in Iraq. The country swims on a sea of oil.”

Wolfowitz konstaterede altså blot, klarsynet som altid, at Saddam ikke kunne rammes med økonomiske sanktioner, fordi Iraks massive reserver af olie satte ham i stand til at korrumpere FN og alle andre. En antagelse, som den verserende
olie-for-mad-skandale har bekræftet.

Men læs og døm selv.

Nu er MSM jo plaget af pladsproblemer, så jeg fik ikke kommenteret på, at kronikøren ender sin kronik sådan:

“Tilbage er et ustabilt vestligt demokrati, der slap alle onde ånder og terrorister løs i Irak. Det gik som i Matthæus- og Lukas-evangeliernes ord om, at når den urene ånd er drevet ud, erstattes den af syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre end det første, står der.”

Jeg vægrer mig ved at tro det, men kan det citat forstås på anden måde, end at han ville have foretrukket Saddams forbliven ved magten? Er det virkelig værre for irakerne, at den store massemorder Saddam nu er afløst af et større antal langt mindre kapable lystmordere, som tilmed er i klar tilbagegang? Et massivt flertal af irakerne synes det ikke, og deres glæde over Saddams fald overskygger stadig sorgen over den ufred, der fulgte. Der er trods alt store og små ånder, selv blandt de urene. Saddam hørte på sin egen uhyggelige måde til de rigtig store. Det gør kronikøren ikke.

Punditokraterne i Weekendavisen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 1 svar

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉

Nyt fra Irak

Af admin, den 19. april 2005. Skriv et svar

Fra Chrenkoff kommer denne lille meningsmåling udført blandt 778 personer i Bagdad og bragt i avisen Almidhar (18/4 05). Den er som alle meningsmålinger ganske upålidelig, men passer pænt med det mønster, som tidligere meningsmålinger har givet. Her bragt i sin engelske oversættelse:

Do you support the pull out of foreign troops?
At once: 12.56 %
According to a future timetable: 81.80 %
Do not know: 5.64 %

Has the security situation improved since the start of the new government?
Yes: 55 %
No: 35 %
No change: 10 %

Det passer også nydeligt med følgende citat fra den nye folkevalgte præsident, kurderen Jalal Talabani (hattip: Mr. Anderson 15/4 05):

The choice of peace or war lies not with the Iraqis who ignored terrorism and intimidation to vote in their millions, the Iraqis to whom I am accountable. No, that decision lies with the terrorist minority that despises freedom and spurns every offered opportunity to enter the political process. The attacks on election officials, the suicide bombings of voters, and the cowardly attacks on brave Iraqis waiting in line to join our fledgling security forces are not the tactics of “resistance” or “freedom fighters” but of murderers and criminals.

Nor are the terrorists by any stretch of the imagination the repressed or the disadvantaged. They chose violence despite consistent exhortations to contribute to the new Iraq. They are, for the most part, representatives of the old regime, Baathists who gorged themselves on their compatriots’ riches. They are not the dispossessed of the earth but those who have been deprived of their palaces.

Trænger man til lidt modvægt i denne nyhedsdækning kan Carsten Jensens kronik i Politiken (10/4 05), Hvem er irakerne?, varmt anbefales. Den er et fornemt eksempel på, hvordan en begavet krigsmodstander søger at positionere sig mellem på den ene side de kunstnere, der skrev under på SF og Enhedslistens protest mod krigen under sidste valg, og hvis rolle med vanlig hensynsfuldhed beskrives som abekatte, og på den anden side det demokrati i Irak, som Carsten Jensen godt kan se, men ikke acceptere, fordi det trods alt vil være for ydmygende en indrømmelse af at have taget fejl.

Irakerne er ikke selv så rådvilde. De ved godt, hvem der er hvem, og de handler derefter. Måske skulle spørgsmålet fra Carsten Jensen og de øvrige krigsmodstandere ikke være, hvem er irakerne, men hvem holder vi med?

Merci, Jacques

Af admin, den 18. april 2005. Skriv et svar

Fra Blairs regering er det angiveligt blev lækket til The Guardian, at den britiske afstemning næste år om EUs forfatningstraktat vil blive udskudt, såfremt franskmændene stemmer nej ved deres afstemning den 29. maj, hvad alle meningsmålinger indtil videre tyder på. I de lande, hvor man gerne vil have et ja, afvises den slags spekulationer, fordi det kan opmuntre EU-modstandere i deres tro på, at de kan opnå noget ved et nej. Blair, der dels er kendt for at kunne styre sine medier, dels længe har haft udsigt til et britisk nej, sender formodentlig den første varme tanke til sin franske modspiller Jacques Chirac i lang tid.

Ah, Frankrig! Dette dejlige land med den vidunderlige natur, den pragtfulde kultur og den dybt pinlige udenrigspolitik (NEJ til befrielse af Irak, JA til salg af våben til Kina, etc.). Det er trist at se et stolt folk så forvirret og usikker på sig selv. Frankrigs drøm om at dominere verden blev knust ved Waterloo i juni 1815, da Napoleon blev besejret, og drømmen om at dominere Europa blev udslukt i København i december 2002, da ti mellemeuropæiske lande blev medlemmer af EU. Det er så småt ved at dæmre for dem.

Den franske modvilje mod forfatningstraktaten skyldes en frygt for at blive dikteret en fremtid af et EU, der ikke er fransk. Men ingen omskrivning af en traktat kan ændre på det. Vi danskere, der skal tage stilling til traktaten i september – ingen udsættelse ifølge Fogh – kan derfor ikke bruge den franske modstand til at blive klogere på traktaten. De mener f.eks., at den er for liberal. Mon? Traktaten må vi hver især tage stilling til selv, hvornår det så bliver…

Stærk tobak

Af admin, den 12. april 2005. 1 svar

Skandinavisk Tobakskompagni har i helsides annoncer i dag gjort opmærksom på, at de ikke bruger stoffer, som kan øge cigaret-afhængigheden, og at de aldrig har tilsat ammonium til deres tobak. Det var ellers det indtryk, man fik af DRs reportager, der blev gentaget flere gange i TV-avisen. De hævder endda, at de gentagne gange har afvist dette, men uden resultat.

Det kan da ikke være rigtigt, at DR, vores alle sammens public service kanal, selve den licensfinansierede troværdighed, skulle gøre sig skyldig i at forvride en sådan historie. Det er stærke sager, for en af parterne lyver åbenbart; man trænger næsten til en smøg for at dulme nerverne. DRs bestyrelse må tage affære og værne omdømmet, intet mindre end en injuriesag må være påkrævet. Eller i hvert fald et debatprogram, måske på TV2, mens det stadig findes. Det kan måske få røgen til at lette.

Reklame

Af admin, den 11. april 2005. Skriv et svar

Hvis man vil have et dagligt indblik i amerikansk politik fra en synsvinkel, der ligger os nær, anbefales det følge Chris Muirs, Day by day. Det er en gratis tegneserie af høj kvalitet, the thinking man’s Doonesbury, men uden Trudeaus ulidelige frelsthed. Hans blogads er af tvivlsom kvalitet, men kan de holde siden kørende, skal vi ikke brokke os – så hellere levere lidt gratis reklame.

9. april i Bagdad

Af admin, den 10. april 2005. Skriv et svar

Den 9. april er også en mærkedag i Irak: årsdagen for Bagdads fald i 2003. Synet af den kæmpe store Saddam statue, som blev væltet og omgivet af jublende irakere, gik over i historien, fordi det havde en næsten symbolsk enkelthed. Det rummede et letfatteligt billede på, hvad der var sket. En diktator var styrtet, og hans folk var frit til at udtrykke deres følelser.

Den symbolske betydning har ikke aftaget. Under Bushs besøg i London godt et halvt år senere genopførte nogle antikrigsdemonstranter handlingen og væltede en statue af Bush. Så meget var de kommet til at sympatisere med den diktator, de forgæves havde søgt at forsvare, at de ønskede at dele hans ydmygelse med hans amerikanske modstander.

I år var det tilhængerne af al-Sadr, der fik os til at mindes den væltede statue. Han er som bekendt en laverestående præst, der prøvede at terrorisere sig til magten i det befriede Irak, men blev underkendt af den shiitiske leder al-Sistani, og dernæst nedkæmpet af alliancen, da hans millits begik den fejl at stå fast og kæmpe i Najaf. Nu søger han i stedet at gøre sig gældende politisk med begrænset held. Han valgte at fejre den nyvundne frihed med en stor demonstration netop på pladsen for Saddamstatuens fald, komplet med plakater af Bush og Blair som krigsforbrydere og skilte på nydeligt engelsk, så de hidkaldte journalister kunne forstå budskabet. I betragtning af, at de demokratisk valgte irakiske ledere fra alle tre store befolkningsgrupper, sunni, shia og kurdere, har fastslået, at der er behov for alliancens militære tilstedeværelse for at bekæmpe terroristerne, er det tankevækkende, at al-Sadr ønsker dem ud nu.

Det er mærkeligt, at Jyllands-Posten lader sig nøje med en reportage fra den franske nyhedstjeneste AFP om demonstrationen uden at give lidt mere baggrund. Det trængte den franske reportage ellers til.

9. april

Af admin, den 9. april 2005. 2 svar

En mærkedag. 65 året for Danmarks besættelse i 1940. En trist dag, fordi den indledte de fem onde år. Men også en glædelig dag, fordi den endte troen på, at man kan forblive neutral i opgøret mellem godt og ondt. Svenskerne slap for den lektie og lider under det endnu.Det er på sin egen skæve måde meget passende, at Politiken på sin forside i dag bringer en meningsmåling. Den angår, om statsministeren i dag kan vurdere, hvad der var rigtigt eller forkert at gøre under besættelsen.Det svarer 71 pct. nej til. Man kan altså ikke afgøre, hvad der var rigtigt eller forkert at gøre. Gad vide, hvilke indledende spørgsmål de arme mennesker er blevet stillet for at frame dem til det svar? Mon de også vil lade denne historiske tilgivelse omfatte de egentlige landsforrædere, f.eks. hipo’erne, eller for den sags skyld de tyske nationalsocialistiske massemordere?Man kunne også have spurgt, om samarbejdspolitikken mon ville have bevaret det danske demokrati, hvis flere lande havde gjort som vi, og Tyskland havde vundet? Men det spørgsmål er vel overflødigt, for allerede i 1943 stod det klart, at en anstændig samarbejdspolitik med et styre som det nazistiske var et oxymoron. Derefter fulgte modstanden, og Danmark endte alligevel på demokratiets side.Vi får næppe det fulde svar på alle vores spørgsmål. Men vi kan konstatere, at det åbenbart er vigtigt for Politikens læsere at blive forsikret om, at ingen efterfølgende bør kunne kritisere ens ståsted under den 2. verdenskrig, ….. og den kolde krig, og krigene på Balkan, og Kuwaitkrigen, og Afghanistankrigen, og Irakkrigen, osv.Man kan ikke bebrejde folk, at de bøjer nakken, når modstand synes umulig. Vi efterfødte ved ikke, hvordan vi havde handlet i samme situation. Men vi kan rose de få, der turde gøre modstand. Og vi bør undlade at gøre en dyd af nødvendigheden.

Disclaimer

Af admin, den 9. april 2005. Skriv et svar

OK, jeg tilstår at have skrevet flere avisindlæg, der hylder blogs på bekostning af MSM og forudsiger en strålende fremtid for dem. Se senest. Men de er altså skrevet før, jeg blev inviteret til at deltage i denne blog.