Kategoriarkiv: Jesper Lau Hansen alias Mr. Law

Gone native

Af admin, den 18. juli 2005. 4 svar

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

Terror i London

Af admin, den 7. juli 2005. 9 svar

Som forventet er London blevet ramt af terror tidligere i dag, der sandsynligvis er relateret til al-Qaeda.

Så sent som i går måtte Bush minde os om, at vi faktisk er i krig. En krig, vi ikke har startet, men som al-Qaeda fører mod os og har gjort længe.

Nu er påmindelsen for en stund blevet blodig alvor – igen.

Vi må ikke overreagere, men til de, hvis tilgang til debatten om anti-terrorlovgivning er at spørge, om det nu også er nødvendigt, må svaret være ja. Det er det.

Ved terrorangrebene i USA og i Spanien var der nogle, som forledt af vestligt selvhad udtrykte forståelse med terroristerne og fandt, at deres drab var vores egen skyld. Christopher Hitchens er bedre end de fleste til at at tage afstand fra den slags:

There was the reflexive view that somehow the jihadists must represent a grievance or protest against poverty or oppression. Everybody knows what the grievances of the jihadists are they’re very easy to identify. They grieve for the loss of the caliphate. They’re not anti-imperialists?they’re pro-imperialists. There’s an empire they lost and want back.

(hat tip: Mr. Anderson).

Spørgsmålet er nu, hvordan briterne reagerer? Vil de fortsætte kampen eller bliver de skræmte? Jeg tror det første. London can take it, som de sagde under nazisternes bombekampagne; det kan de forhåbentlig stadig.

Krauthammer on the Neoconservative Convergence

Af admin, den 6. juli 2005. 3 svar

Det fremragende – og billige – magasin Commentary lader sin indledende artikel være gratis, en fornuftig lokkemad for potentielle abonnenter. Artiklen i juli/august er af Charles Krauthammer, der skriver om den dominans af amerikansk udenrigspolitik, som de neokonservative nyder efter, at først realisterne (hellere en pålidelig diktator end demokratisk usikkerhed) og derefter internationalisterne (hellere lade folk lide og dø i overensstemmelse med folkeretten end gå imod FN) har udspillet deres rolle i 1990erne under hhv. Bush d.æ. og Clinton.

Artiklen indeholder en del æv-bæv retorik rettet mod de neokonservatives kritikere, hvilket vel er forståeligt efter, at de neokonservative blev afskrevet som færdige sidste sommer, fordi man den gang opfattede krigen i Irak som tabt.

Dette har som bekendt ændret sig, muligvis ikke blandt danske journalister, men genvalget af Howard i Australien, Bush i USA og Blair i UK – og Fogh i Danmark, hvis vi må pippe med – har fastholdt den neokonservertive tro på, at frihedens forsvar kræver frihedens udbredelse – for at citere Bush.

Man kan tilføje, at selvom europæerne er skræmt over det neokonservative aggressive forsvar for demokratiet, så har de heller ingen fidus til populistiske politikere, der udsigtsløst ønsker at fortsætte den hidtidige “realistiske” tradition med hellere at ville handle end slås med diktaturerne, som Chiracs og Schröders sørgelige skæbner viser.

Disse genvalg i Vesten skal så sammenholdes med de to vellykkede valg i Afghanistan og Irak, der har startet den demokratiske proces i Mellemøsten, som forhåbentlig kan bryde den destruktive spiral i området.

Den seneste udvikling bekræfter Krauthammers analyse: stadig flere sunni-grupper tilslutter sig demokratiet, der allerede ved valget i januar fik opbakning fra de øvrige 4/5 af befolkningen. Og den såkaldte “modstandsbevægelse” fremstår som stadig mere desperat og isoleret.

De tidligere bathister prøver at redde sig selv, hvilket formodentlig vil lykkes for de fleste. Resten består af religiøse fanatikere, der betragter shia som vantro og kurdere som undermennesker, og som derfor prøver at dræbe dem i flæng, hvilket kun isolerer dem yderligere. Det minder om tiden efter apartheids fald i Sydafrika, hvor hvide racister drog igennem de sorte townships og myrdede på må og få for at skræmme det sorte befolkningsflertal fra at tage den magt, som demokratiet ville give dem.

Det mest interessante ved Krauthammers analyse er hans sondring mellem demokratisk globalisme (hele verden bør nyde demokratiet) og demokratisk realisme (demokratiet bør indføres i de lande, hvor der er størst mulighed for succes).

Her indtroducerer han således en sondring inden for neokonservatismen, der modsvarer sondringen mellem realisme og neokonservatisme. Det viser vel, at der ikke er den store forskel mellem de to. Man kan ikke frelse hele verden på en gang, men er nødt til at have allierede, også selvom de er dadelværdige.

Som fremhævet af Krauthammer selv, er det bedste eksempel herpå WWII. Før krigen var demokratiet truet af to reelt identiske totalitære systemer: fascismen og kommunismen. Af historiske tilfældigheder kunne demokratierne allierede sig med sidstnævnte mod førstnævnte, da først krigen var kommet. Det lykkedes dermed demokratierne at overleve og slå fascismen, hvorefter kun kampen mod kommunismen stod tilbage, som vi også vandt.

Men den slags mesalliancer har omkostninger: den dag i dag betragter mange kommunismen som en anelse bedre end nazismen og som forenlig med demokratiet. Tilsvarende har vores alliancer med diktaturer i Mellemøsten givet mange arabere det indtryk, at Vesten er ensbetydende med diktatur og undertrykkelse, eller i hvert fald en racistisk ligegyldighed over for folk med anden hudfarve og religion end deres egen. Det er på høje tid at vi viser dem, at det ikke er tilfældet – om det så må ske realistisk eller globalt.

Solstik og pladsmangel

Af admin, den 6. juli 2005. Skriv et svar

Berlingske Tidende er en alsidig avis, måske er det dét, man mener med en omnibusavis. Her er både holdninger, som man normalt forventer at finde hos Politiken eller Information, og så de borgerligt-liberale, der modsvarer abonnenternes forventninger. Lederen plejer at ligge trygt i sidstnævnte lejr, under tiden i kontrast til samme dags forsidebasker, men selv her kan man slå en skævert, som da man i sin tid anbefalede Kerry frem for Bush; en kandidat, som selv demokraterne i dag afskriver som et fejlskud.

Men en vis forsinkelse har jeg fået bragt nok et debatindlæg. Som bekendt er MSM plaget af pladsproblmer, og indlægget var således kraftigt afkortet. Muligvis en medlidenhedshandling (enten over for afsenderen eller avisen), men da vi ikke har den slags problemer eller hæmninger, er her det fulde indlæg med de udeladte dele i kursiv.

Solstik?

Det må være den varme, vi har haft i de seneste dage, der er baggrunden for lederen den 1. juli, hvor præsident Bush kritiseres for at knytte krigen i Irak med krigen mod terror.

Havde lederskribenten dog blot læst Karl Erik Nielsens nuancerede analyse i 1. sektion af Fort Bragg-talen dagen før, var den svipser måske undgået.

Som det fremgår, angav Bush ikke, at Saddam var skyldig i angrebet 11. september 2001, men fastslog blot, at Irakkrigen var en del af den overordnede kamp mod terroren. Angrebet 11/9 gjorde det klart for amerikanerne, og for de europæere, der kunne tænke, så som Blair m.fl., at al-Qaeda ville fortsætte deres allerede flere år gamle krig mod Vesten med alle til rådighed stående midler og ikke tøve med at slå til mod civile i storbyer.

Amerikanernes første skridt var at angribe Afghanistan, hvor al-Qaeda havde base. En krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Dernæst vendte man sig mod Saddam, hvis forkærlighed for masseødelæggelse og støtte til terrorister var veldokumenteret. For ja, Saddam ønskede masseødelæggelsesvåben og gjorde, hvad han kunne for at få dem; læs selv Duelfer-rapporten. Og ja, Saddam havde kontakt til al-Qaeda; læs blot 11. september-rapporten (s. 61 ff.). Det, rapporten afviser, var derimod, at Saddam kontrollerede al-Qaeda; Saddam kunne ikke give bin Laden ordre. Men at der var en betydelig risiko for, at de to før eller siden ville hjælpe hinanden mod deres fælles fjende, er nu til overflod bevist af kampene i Irak, hvor Bathister og jihadis ?indtil videre – kæmper side om side.

Den risiko ville USA ikke acceptere, og de gav derfor Saddam et tilbud, han hverken kunne eller ville godtage: at bevise, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Da han undlod det, startede krigen; en krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Bush sagde ikke i sin tale, at Saddam var skyldig i 11/9-angrebet, og lederens kritik heraf er derfor forfejlet. At Bush tværtimod har ret i, at krigen i højeste grad er afgørende for krigen mod terror, blev forstået af Berlingskes journalist dagen før i sin analyse, men da var det måske også mere køligt.

Mere foruroligende er det, at samme dag som Berlingske bragte den glimrende analyse, optrykte man også et Ritzau telegram om de danske politikeres vurdering af Bushs tale. Her skal man over til Villy Søvndal fra SF for at finde en kritik, der modsvarer lederen. Det foruroligende er, at der i den sidste tid har været en del tilfælde, hvor Berlingske synes bedre til at udtrykke SF?s verdenssyn end de borgerligt-liberale holdninger, der ellers er avisens erklærede grundholdning.

De seneste dage har forsiden været præget af rapporten fra DIIS om den gang i 1980erne, hvor den tidligere mere venstreorienterede ledelse af Socialdemokraterne slog de åndelig pjalter sammen med venstrefløjen og førte fodnotepolitik. Her synes man at dele venstrefløjens begejstring over at opdage, at russerne i deres vurdering af socialdemokraterne som nyttige idioter lagde mere vægt på det sidste end det første.

Og i dagene før det, har vi måtte læse den ene advarsel efter den anden vendt mod Blair og hans visioner om en fornyelse af EU, mens man lovsynger Chirac og hans stædige kamp for en landbrugspolitik, der er ulandsskadelig, og et socialt Europa med enorm permanent arbejdsløshed.

Det bliver vist en lang sommer.

Afrika – Steyn Rocks

Af admin, den 5. juli 2005. 1 svar

Som tidligere nævnt er tirsdag Steyndag i The Telegraph, og i dagens klumme, What rocks is capitalism, tager han fat på indsamlingen til Afrika. Det er et svært emne, da behovet for hjælp til Afrika er så indlysende, men hans pointe er så meget desto mere vigtig: det handler ikke bare om at sende penge, det handler om at bruge dem rigtigt.

Rockstjernerne forstår selv at udnytte markedsøkonomien til at blive fabelagtigt rige og undgå for meget nærkontakt med skattefar; de burde lade afrikanerne få samme chance.

En smagsprøve, men læs selv:

The system that enriched them could enrich Africa. But capitalism’s the one cause the poseurs never speak up for. The rockers demand we give our fokkin’ money to African dictators to manage, while they give their fokkin’ money to Winthrop Stimson Putnam & Roberts to manage. Which of those models makes more sense?

Merci

Af admin, den 30. maj 2005. 4 svar

Så har Frankrig stemt nej til forfatningstraktaten. Et nej båret af to grupper, hvis man overhovedet kan adskille dem: nationalister (traditionelt kaldet Højre) og centralister (lidt forvirrende nu til dags kaldet Venstre).

Medierne vil sædvanligvis ignorere de første og dyrke de sidste, og hvem er de så? Det er folk, der i ramme alvor mener, at traktaten var for liberal. Jep, det mener de faktisk. Det bekræfter nok en gang, at fordi man kan læse bøger, kan man måske nok kaldes intellektuel, men ikke nødvendigvis intelligent.

Denne såkaldte venstrefløj har nok en gang sagt nej til det halve brød, fordi de vil have det hele. Sådan var den danske venstrefløj også ifølge Preben Wilhjelm, der i sin erindringsbog trist erklærer, at venstrefløjen tabte. Godt det samme. Ellers havde vi sikkert levet i et grundtvigiansk Pol Pot-samfund, hvor vi boende i små landbrugskollektiver brugte vores korte liv på at dyrke økologisk boghvede iført uldne røde huer.

Men når vi er færdige med at synge La Marseillaise og glæde os over, at franskmændene helt selv og uden hjælp fra andre har ødelagt den bedste traktat, de nogen sinde vil få tilbudt, står spørgsmålet tilbage. Hvad skal vi selv stemme?

Skal man stemme nej og vise sin utilfredshed med en traktat, der er fyldt med socialdemokratisk vraggods fra 1970erne, eller skal man stemme ja for at markere sin støtte til et samlet EU i tryg forvisning om, at den nuværende traktat er død?

Det spørgsmål må besvares i lyset af, hvad der senere kan forventes at ske. Det er ikke sandsynligt, at man vil forsøge sig med en endnu mere socialistisk traktat; det vil briterne, centraleuropæerne — og vi — ikke tillade. Formodentlig ender det med en lille mere teknisk traktat, der skal sikre samarbejdet i det nye store EU, mens de storladne ord om forfatning lægges til hvile. Hvad skal man vælge? Hmm…

Public service

Af admin, den 25. maj 2005. Skriv et svar

Overskriften på forsiden af BT: Du bliver klog af dårligt TV.

Det er første gang, at jeg hører et godt argument for begrebet public service i de elektroniske medier — hvis det altså er rigtigt.

UPDATE (26/5): Det er ikke kun i Danmark, man lider under public service. Læs Boris Johnsons fornøjelige beretning fra vores “liberale” naboland, UK, hvor han undrer sig over det urimelige i at skulle finansiere BBC, og så endda med den mest urimelige form for skat: kop-skatten, eller licensen som den også kaldes. Her er et citat om, hvor svært det er at angribe public service, men læs selv.

The corporation is a cultural and political anachronism, locked in a pre-1997 mindset. It is also, of course, rather wonderful. The reason that it is so immensely politically powerful is that its Leftist message is subconsciously legitimated by association with things that we love and cherish and make us proud to be British … How could anyone possibly attack such a thing? BBC political bias is like the arms dump once hidden in the Parthenon. You could blow it up, but it would be an act of cultural vandalism for which future generations might not forgive you.

Menneskerettigheder og dynamisk fortolkning

Af admin, den 22. maj 2005. 1 svar

Weekendavisen har i det nye og altid læseværdige tillæg Ideer et længere indlæg ved prof., dr. jur. Gorm Toftegaard Nielsen om menneskerettigheder, navnlig den europæiske konvention om samme. Hans indlæg ligger i klar forlængelse af prof., dr.jur. Mads Bryde Andersen, der i en kronik i Berlingske åbnede debatten (og i en senere kronik sammenfattede forløbet).

Debatten inkl. dette seneste indlæg har vist, at ingen af de debatterende jurister ønsker at undvære menneskerettighedsbegrebet, og at de alle anerkender, at Menneskerettighedsdomstolen (EMD) til tider vælger en dynamisk fortolkning, som inddrager forhold, der ikke oplagt hører under konventionens ordlyd og kerneområde, og som derfor reelt udgør politiske valg.

De to professorer fremhæver endvidere det yderligere problem, at den dynamiske fortolkningsstil gør det vanskeligt for nationale myndigheder at forudse, hvad der udgør indholdet af menneskerettighederne, hvilket gør det muligt for interesseorganisationer og eksperter at politisere i deres vurdering af, om et givent politiske forhold mon vil stride mod konventionen. Mangt og meget kan således tænkes at være “på kant” med menneskerettighederne i konventionen, når man aldrig kan være helt sikker på, hvad EMD egentlig har tænkt sig at sige næste gang.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Spændingen mellem menneskerettigheder og demokrati er et af de vanskeligste problemfelter i liberalismen, for her sætter man menneskerettigheder over demokratiet. Vel at mærke de negative frihedsrettigheder, der handler om at begrænse statens magt over individet, som udmærket påpeget af Henrik Gade Jensen.

De positive menneskerettigheder, der giver individet særskilte krav over for staten og det øvrige samfund, synes fortrinsvis at have fået sin prominente plads i de internationale menneskerettighedskonventioner efter kommunisk påvirkning. I tiden omkring 2. verdenskrigs slutning troede man jo i ramme alvor, at kommunismen repræsenterede en særligt overlegen økonomisk indretning; at planøkonomi var markedsøkonomi overlegen. Kommunister forsvarede derfor systemet ved at ligestille de klassiske liberale frihedsrettigheder med de sociale rettigheder. Budskabet var: ja, kommunismen krænker frihedsrettigheder, men skaber til gengæld en bedre og mere social verdensorden, så det kan gå lige op. Det var længe et overbevisende argument, enkelte fremturer endda stadig med det. Kommunismens sammenbrud kom da også først, da det gik op for selv de mere tungnemme, at systemet heller ikke virkede økonomisk.

Men selv begrænset til de negative frihedsrettigheder består spændingen fortsat for den liberale, fordi frihedsrettighederne kommer før demokratiet, men afgørelsen af, hvilke frihedsrettigheder der bør gælde, kan ikke ske apriorisk og må derfor ske ved et demokratisk valg, hvor individerne hver for sig og sammen afgør spørgsmålet. Man kan forsøge at hindre den demokratiske proces’ indvirkning på fastlæggelsen af frihedsrettigheder ved at operere med forskellige demokratiske processer, f.eks. en lovgiver og en grundlovsgiver. Men nissen flytter med.

Når de fleste må medgive, at Menneskerettighedsdomstolen nu og da træffer afgørelser, der ikke kan tolkes som brug af konventionens menneskerettigheder, men som reelt politiske valg, dommerne savner enhver demokratisk legitimation for at træffe, hvad gør vi så?

Helt at trække os ud af Menneskerettighedskonventionen synes at være et for vidtgående træk. Konventionen er jo god nok, og Menneskerettighedsdomstolen træffer jo også fornuftige afgørelser, heldigvis de fleste. Mads Bryde Andersen har peget på, at man kan ophæve konventionens inkorporering i dansk ret for derved at signalere dels en utilfredshed med Domstolens dynamiske fortolkning, dels en større grad af handlefrihed for danske domstole.

En anden mulighed er vel at lade sig inspirere af et andet forpligtende mellemfolkeligt samvirke, EU. Det følger af EU-retten, at EU-ret har forrang frem for national ret; i modsat fald ville det forpligtende samarbejde mellem de forskellige medlemsstater ikke kunne fungere. Dette anerkendes da også af medlemsstaternes myndigheder, herunder domstolene. Men den tyske forfatningsdomstol, og vist også den danske Højesteret, har tilkendegivet, at denne respekt for EU-retten kun gælder, så længe EU-myndigheder og ditto-retsakter holder sig inden for traktaterne. Nok så vigtigt har disse høje domstole fastslået, at det er op til dem at afgøre, om dette er tilfældet.

Hermed signaleres, at hvis EU-retten skulle bevæge sig uden for de grænser, konventionerne sætter, så kan man tilsidesætte eller ignorere sådanne afgørelser og retsakter. Hverken den tyske forfatningsdomstol eller den danske Højesteret kan således forventes altid at ville acceptere enhver afgørelse fra EF-Domstolen, selvom de sikkert vil gå langt for at undgå et brud.

En tilsvarende markering ville være gavnlig i forhold til menneskerettighederne. Mon ikke den kommer, hvis en egnet sag en dag opstår? Højesterets dommere er ikke (længere?) så forsagte, som de var en gang. Antagelsen af, at dette er muligt, vil endvidere lægge en dæmper på de, heldigvis få, der søger at dominere den nationale politiske proces ved at strække EMDs dynamiske fortolkningsstil længere end rimeligt er.

Update: Newsweek og journalisters troværdighed

Af admin, den 22. maj 2005. 6 svar

Som supplement til vores posting 20/5 kan henvises til et par glimrende artikler i Søndagsberlingeren. Den første er af Poul Høi og dækker fangemishandlingen i Abu Ghraib. Man savner her et enkelt ord om, at de spektakulære sammensværgelsesteorier, som avisen tidligere har bragt til torvs om, hvordan mishandlingerne var autoriseret fra det “aller øverste”, har vist sig at være ubegrundede. Men det kommer til gengæld i Karl Erik Nielsens artikel om Newsweek — i det hele har avisens dækning af USA fået et løft, siden han kom til området.

Det eneste man mangler er blot, som i chefredaktørens leder forleden, en erkendelse af, at journalister ved alvorlige anklager enten må gøre sig ekstra umage eller loyalt oplyse læserne om, hvor mangelfuldt underbygget en historie (foreløbigt) er. Man får under tiden en fornemmelse af, at påstande om løgn og sammensværgelser er blevet devaluerede hos journalisterne, så de ikke rigtig føler en pligt til at være omhyggelige. Men læs de to artikler selv — desværre er der ikke fulde links, de vil ha’ penge for ‘et.

Newsweek og journalisters troværdighed

Af admin, den 20. maj 2005. 3 svar

Vi har tidligere reklameret for Chris Muirs web-serie, Day by day, og dagens stribe er som sædvanligt en læseværdig aktuel kommentar. De seneste dages striber har angået Newsweek, hvilket vel ikke kan undre. Endnu en gang har en fremtrædende repræsentant for MSM måtte trække en historie tilbage. Denne gang angik det udskylning af koraner i toiletter på Guantanamo-basen, hvor det viste sig, at Newweek havde forladt sig på én (naturligvis hemmelig) kilde, der gættede på, hvad der måske ville stå i en fremtidig rapport — kan journalistik blive mere ringe?

Som påpeget af Muir i dagens stribe, har venstrefløjen straks søgt tilflugt i standardundskyldningen: det kunne være sandt. Tja, det var det altså ikke, og historien har ikke bare ført til 16 menneskers død, men også skadet USA og styrket talebanerne i Afghanistan, som ellers står svagt. Men undskyldningen ses stadig forskellige steder, her er f.eks. et forsøg fra dagens Berlinger.

Andre søger at forholde sig til problemet, f.eks. Berlingskes leder den 18. maj:

Den forkerte reportage er en medie-skandale, som formentlig vil koste flere redaktører deres poster, før den amerikanske regerings frustration over affæren er dæmpet. Men en artikel med et ikke-underbygget citat dræber naturligvis ikke nogen mennesker.

Det gør derimod ekstreme kræfter, der ser fejloplysningen i Newsweek som bare endnu en brik i det, der i mange fundamentalisters øjne er én stor, vestlig konspiration mod islam. Det er massehysteri. Den slags koster menneskeliv. Dårlig journalistik koster kun troværdighed.

Lederskribenten har naturligvis ret, drabene blev udført af pro-talebanere, der blot brugte det som undskyldning for at gøre opstand og forbedre deres dårlige image. Hvad man derimod savner i lederen er en erkendelse af journalisternes medansvar for disse drab. En mere dybtgående forståelse for journalistikkens rolle i dagens mediesamfund må man søge andre steder, f.eks. hos Austin Bay, Newsweek Meets 21st Century War:

We have enemies looking for “operational opportunities” on a global scale. Al Qaeda has sympathizers who are cued to react to Western news reports that “insult Islam.” The “fifth-columnist” throws the first stone. If he can get a couple of bored teenage boys to throw a second and third stone, he’s done his job. Al Qaeda gets another “the Muslim street is angry” story and perhaps a bloodbath.

Det var — eller rettere: burde have været — tankevækkende, at Lord Hutton i sin rapport måtte fremhæve, at BBC ikke havde gjort sig klart, hvor alvorlige deres anklager mod Tony Blair og hans regering var. Ikke bare tog BBC fejl; som både Hutton og den efterfølgende Butler rapport fastslog, har Blair hverken løjet om eller søgt at påvirke efterretningstjenestens vurdering af Iraks WMD. Det egentlige problem var, at BBC aldrig forstod, at så alvorlig en anklage måtte kræve en ekstra omhyggelighed fra deres side. En ganske stor del af medierne synes åbenbart ikke, at de har et ansvar, der går ud over at fange læsernes eller seernes opmærksomhed, og det eneste de frygter, er tabet af troværdighed og den deraf følgende risko for nedgang i omsætningen.

Er der noget nyt i al dette? Egentlig ikke. Medierne udfører en for demokratiet livsvigtig opgave: at viderebringe rygter og selv skabe historier. Det kan ikke undværes. Vi bør blot gøre os klart, at mens medierne er gode til at skabe historier, duer de ikke til at afgøre ansvar og fælde domme. De har hverken tiden eller ressourcerne til det, og det gælder endda de, der tager deres journalistiske ansvar alvorligt. Man skal derfor tage alle deres historier med en nævnefuld salt og kritisk bruge sin sunde fornuft (kan man overhovedet skylle en bog ud?). Ønsker man at få fastslået ansvar og klarlagt hændelsesforløb, må man gå til de officielle myndigheder.

Tag f.eks. afsløringen af fangemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet. Den historie blev ikke afsløret af journalister, men først opdaget og behandlet af det amerikanske militærs egne myndigheder, før historien kom i pressen. Den journalistiske vinkling gjorde ikke meget andet end at forvanske historien til at handle om, at mishandlingerne var udført efter en dybt hemmelig og koordineret plan med tråde til det “aller øverste” – en udlægning, der siden er blevet underkendt i de mange retssager mod de skyldige. Retssagerne har vist, at sagen var banal, endnu et eksempel på, at fangevogtere og andre personer med magt kan blive sadister, hvis de er uden tilstrækkeligt opsyn . Det er set før også i andre lande, og er hverken nyt eller overraskende. Vi havde for nogle år siden en sag om mishandling af rekrutter i søværnet.

Disse rapporter og domme er undergivet en langsom proces og er ofte først færdige, når medierne for længst er gået videre til noget andet. Men de er til gengæld noget, som medierne kun yderst sjældent er: troværdige.

Det skyldes ikke, at ansatte i myndigheder eller domstole er bedre mennesker end journalister, men deres arbejdsbetingelser. Journalister har ingen magtbeføjelser og må famle sig frem; undersøgere og dommere kan gå helt anderledes grundigt til værks, hvortil kommer bidrag til oplysning fra parternes advokater. Det egentlige problem er vel, at mange lider af et Watergatesyndrom: de tror hellere på en journalist end på en dommer. Vores dybeste medfølelse til de, der er ramt af denne lidelse.

Blawgs

Af admin, den 18. maj 2005. Skriv et svar

En blawg er “a blog about law”, altså en blog om jura. Som sædvanligt ligger de foran i USA, så her er en interessant lille artikel om fænomenet fra web-magasinet Legal Affairs. (Hat tip: Instapundit, som i øvrigt selv er en juraprofessor).

Manderley by Lars von Trier

Af admin, den 17. maj 2005. 2 svar

We are all Americans, exclaimed the Danish director Lars von Trier at the press conference in Cannes where his new movie Manderley was shown yesterday. Really? Well, let’s keep this posting in English then just to go along with this although it looks more like an attempt to buttress the usual anti-Americanism displayed in main stream movies.

True to form, Lars denounced President Bush as an “asshole”. There, that’s telling them! No argumentation offered and none was probably expected by the privileged audience who last year greeted Michael Moore with a standing applause. How noble of Lars to say exactly what people expected him to say, how courageous of him to take the same position as the entire established movie world and all the moneymen of Hollywood.

The movie itself has not yet been aired in Denmark, so we have to rely on the reports from Cannes. Apparently, Lars is grabbling with an issue that is important at least to some parts of the Left. Having opposed the liberation of Iraq and thus effectively supported the continued reign of madman Saddam Hussein, what is one to think of the current situation, where a democracy is taking root supported by the vast majority of Iraqis and where the only opposition left hardly qualifies as ?insurgents?, a point made embarrassing clear by Christopher Hitchens in yesterday?s Slate.com. The question is made even more pressing by the fact that for many on the Left this is not the first time they have wound up on the wrong side of the democracy/tyranny divide since the end of the Cold War. How to preserve one?s self-image as a humanitarian?

The answer to this conundrum appears to be that democracy may not be all what it is cracked up to be. Maybe uneducated Iraqis think so and risk their lives in the thousands in doing so, but a sophisticated artist like Lars knows better. And so Lars grabs back to the dear old story of Uncle Tom with all the subtle questions that is connected to that story. Was slavery really that bad, wasn?t the black slaves in many ways better off than the oppressed workers of the industrialised North, etc. ad nauseam.

To fit the first part of his trilogy, the story has to be set in the 1930’s where slavery had been banned in no small part due to that wickedly belligerent President Lincoln, another Republican determined to impose his unilateralist view of the world on others irregardless of their specific cultural differences. But in Lars? movie, the slavery continues in this particular place which is not that odd, at least not compared to the rest of the story.

Then in this blissful state of enlightened slavery idealistic but heavy handed foreigners arrive to ?liberate? the slaves; note the quotation marks, this is art you know. And naturally mayhem follows.

Obviously, this is a story about Iraq. All was nice and quiet for years, Saddam and his henchmen were going about their jobs filling mass graves with Iraqis, when all of a sudden they were brutally invaded and democracy forced upon them. Now, how can we expect something like that to end well? Just because it did the last time we forced democracy on liberated and even defeated countries after WW II, it is by no means certain that it will work again. At least we should not expect any gratitude from the Iraqis in the future as the French and Germans do their outmost to show at any given chance, not least in film festivals like Cannes.

Well, the movie itself may be good, even if the story is rotten. Gone with the wind is a case in point. But it will probably say more to those on the Left who opposed the war in Iraq. To the rest us of Danes, the soldiers risking their lives in Iraq helping build democracy there, the 75 pct. who in a survey conducted in January even before the Iraqi election supported our military presence in Iraq and the majority of the electorate who in February re-elected our pro-war government, the movie is probably less soul-searching.

Velkommen til Thue Kjærhus

Af admin, den 15. maj 2005. Skriv et svar

Vi kan nu byde velkommen til forstander Thue Kjærhus, der startede debatten om Grundtvigs betydning for moderne (dansk?) liberalisme.

Kommentarboksen under hver daglige blog er bedst til de korte kommentarer og one-liners, hvorimod det er træls at have længerevarende debatter i det lille format. Der skal lys og plads til.

Her er Thue Kjærhus’ kommentar fra i går til bloggen, hvor vi bød Niels Lunde velkommen her på siden:

Kære Nyliberale; I skal have fat i Jørgen Bukdahls fortolkninger af det folkelige og liberale. Han skabte en dialektik mellem det internationale og det nationale (Se “Politikens litteraturhistorie” om Jørgen Bukdahl).

Det objekt, I har i spil om det grundtvigske er således ikke adækvat med Bukdahls grundtvigianisme, som har været udgangspunktet i min kronik (Jeg har skrevet en kritik af det grundtvigske som Brian Mikkelsen vist nok skal kommentere den 6. juni på Haderslev museum i forbindelse med en fortolkning af Dybbøl symbolet). I den tolkning, I giver af Grundtvig, dvs uden at medtænke Bukdahls óntologi, er vi faktisk ikke uenige. Den klassiske grundtvigianisme var indadvendt, provinsiel og selvstilstrækkelig. Ingen tvivl om det!

Jeg læste Martin Ågerups kronik. Den var spændende, saglig og fuldstændig fri for mudderkastning. Jeg talte senere med ham i telefonen og erfarede, at jeg her stod overfor et fordomsfrit menneske, som var nysgerrig. Han så straks, som den eneste i debatten, at det centrale i mit budskab var Hannah Arendts civilisationskritik. ( Arendt er kult i USA, Tyskland og UK) Hvis I vil forstå mit synspunkt nærmere, så kan I måske have glæde af at læse min kronik i Berlingeren i juli 2005, hvor jeg debatterer med Professor Bent Jensen om det totalitære. Kronikken hedder: “Holocaust og Ø-Havet Gulag” .I kan finde kronikken under mit fulde navn: Thue Damgaard Kjærhus. Bent Jensen har en kort kommentar til kronikken i august 2000 [2005? JLH]:”Lad os tale om noget andet”.

På højskolernes hjemmeside kan I endvidere læse et liberalt manifest, som jeg har forfattet sammen med Søren Jensen (http://www.ffd.dk/)

Venlig hilsen Thue Kjærhus

Mit kendskab til Bukdahl begrænser sig til Det europæiske menneske (1933), så jeg må overlade det til andre at vurdere Kjærhus’ pointe. Men det er da interessant at se, at “klassisk grundtvigianisme” åbenbart ikke er så saliggørende. Så mangler vi bare at finde ud af, hvad der er klassisk grundtvigianisme, og hvad der er grundtvigianisme cum Bukdahl.

Berlingske Søndag har i dag en opsamling af debatten (desværre ingen links). Indtil nu har den vist brudlinjen mellem liberale og konservative, der står for hhv. individualisme og kollektivisme. Begge holdninger omfatter den anden, men der er en forskel.

Debatten har dernæst demonstreret den gamle fordom, at liberale er egoister, der kun tænker på penge. Det burde være for plat, men vi har vel selv en del af ansvaret med vores blufærdige forhold til privatsfæren.

Det er mit indtryk, at debatten ikke rigtig kommer længere, men jeg tager forhåbentlig fejl.

Velkommen til chefredaktør Niels Lunde

Af admin, den 13. maj 2005. 1 svar

Grundet et kortere udlandsophold er det først nu, jeg kan byde Berlingskes chefredaktør Niels Lunde velkommen her på siden. Lunde har gavmildt stillet spalteplads til rådighed for os i sin avis og fortjener derfor mere plads, end vi normalt kan tilbyde vores kommentatorer.

I debatten om Grundtvig som nødvendig forudsætning for en dansk liberalisme, som Lunde var med til at skabe i sin avis, har han den 9. maj venligt søgt at besvare mit spørgsmål (Bragesnak, 8. maj): hvis Grundtvig er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Lundes bud lyder:

Hvordan kan vi skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomi og samtidig holde sammen på det folkelige fællesskab og dets værdier?

Grundtvig er en del af svaret, men udgør ikke hele svaret, naturligvis. Og jeg indrømmer blankt at Grundtvig ikke er nær så sexet som alle mulige smarte udenlandske kommentatorer.
Af hensyn til debatniveauet burde vi vel springe det med sex over. Men det er jo Internettet det her, så lad os bare: Ikke så sexet? Og dog, Grundtvig var vist ikke tabt bag en vogn i så henseende; dette sagt uden at ville fornærme Peter K-K, hvis familie åbenbart har måtte holde for. Mon ikke han (Grundtvig, ikke Peter) kunne måle sig med Popper i sexappeal, eller Hayek (Friedrich, bestemt ikke Salma). Men hvis Lunde blot mener, at de to sidstnævnte herrer har en del mere relevant at sige om tidens problemer, så har han ret. At de så er udlændinge forringer ikke værdien af deres standpunkter i min verden.Så har jeg mere sympati for Lundes halvgardering — eller er det en helgardering? — at Grundtvig er en del af svaret. Ja, utvivlsomt. Men hvilken del? Hvad kendetegner dansk og ikke bare liberal kultur? Det gør Grundtvig. Men det gør H. C. Andersen nu også. Og Christian IV. Desværre også Bismarck og Scavenius; for nu blot at gribe blindt i posen med personer, der har haft betydning for historiens gang i denne del af verden.Hvis der skal være bid i debatten og ikke bare banaliteter, så må vi konfrontere nogle af de svære spørgsmål.Selv mener jeg, som simpel højskole-u-dannet, at målet for den politiske kamp er frihed. Det er ikke endemålet, men målet for det politiske. Hvad folk gør med deres frihed, tilhører ikke det politiske, men det private. Det kommer ikke mig ved, hvad andre gør med deres frihed, og jeg håber, at de blander sig uden om, hvad jeg gør med min. Jeg kan derfor ikke følge de, der under dække af en for længst afdød mand vil kræve, at fællesskab skal konstrueres ud fra fastlagte kriterier; det være sig religion, race eller fødselssted.Som direktøren for CEPOS, Martin Ågerup, udtrykte det i gårsdagens kronik i Berlingeren, så følger troen på individet og det rets til frihed også af en tro på, at individet er ansvarlig for sine handlinger og valg. Fordi vi tror på, at mennesker kan tænke selv og tage ansvar for sig selv og hinanden, tør vi tro på et samfund, hvor staten ikke styrer alt og alle. Fællesskab kan skabes af personer i frihed; det plejer endda at være de bedste af slagsen.Grundtvig har skrevet smukke salmer og sagt meget vrøvl. Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta, sagde Grundtvigs samtidige Esaias Tegnér. Man kan finde, hvad man vil hos Grundtvig, og tolke det, så det tjener en bedst. Selv foretrækker jeg denne strofe:Til et folk/de alle høre/som regne sig selv dertilMen allerede i næste linje må jeg stå af, når han kræver øre for modersmålet. Skulle jeg ikke kunne føle medansvar for personer, blot fordi de ikke taler mit sprog, og de for mig? Det er denne del af Grundtvig, som EU-modstanderne bruger, men er det også denne del, som Niels Lunde vil have, at de liberale skal tilslutte sig? Eller er det en anden del, og i givet fald hvilken?Efter at have forsynet os med et spørgsmål, mangler vi blot at høre fra Niels Lunde svaret på følgende:Hvis Grundtvig er en del af svaret, hvilken del er det så?

Bragesnak

Af admin, den 8. maj 2005. 4 svar

At dømme efter omtalen tager Klaus Rothstein i sin nye debatbog, Tid til forundring, afstand fra mangt og meget, herunder de, der mener, at man skal være kristen for at være en ordentlig dansker. Jeg troede egentlig, at det var hans sædvanlige bragesnak, som vi kender den fra hans klummer i Danmarks bedste avis, Weekendavisen. Polemiske overdrivelser, der er jævnt underholdende, men svære at tage alvorligt.

Efter at have læst chefredaktørens klumme i dagens Berlinger er jeg dog kommet i tvivl. Chefredaktøren anser det for et problem, at danske liberale ikke (alle) er grundtvigianere. Som universitetsuddannet og uden den ballast, som et højskoleophold giver, må jeg krybe til korset og spørge: Hvis Grundtvig er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Hattrick

Af admin, den 6. maj 2005. 1 svar

Så vandt Tony Blair en sensationel tredje valgsejr i træk. De fleste journalister hos de traditionelle medier (MSM) synes dog helst at ville se sejren som en straf for Irakkrigen, fordi Blairs flertal blev yderligere reduceret i forhold til de to foregående sejrer.

Tja, hvad ville en pundit have sagt i april 1997, hvis man havde sagt, at Blair ville vinde de tre næste valg, men med et stadigt mindre flertal? Formodentlig, at det var umuligt uanset margin, da Labour aldrig havde vundet tre valg i træk.

Det er ikke bare Blair, der har scoret hattrick. Det er også den tredje af de store krigstilhængere, der nu er genvalgt: John Howard i Australien, George W. Bush i USA og nu Tony Blair i UK. Vi kunne også tælle vores statsminister med, men vi har ikke helt samme størrelse.

Mon de to største krigsmodstandere, Chirac og Schröder, overlever deres næste møde med vælgerne, og vil MSM mon udlægge deres valgnederlag som en straf for, at Irakkrigen viste dem som visionsløse diktaturstøttende opportunister? Næppe.

En ulovlig krig?

Af admin, den 4. maj 2005. Skriv et svar

Tony Blair har måtte sande, at konspirationsteorier er svære at slå ned. Rapport efter rapport har fastslået, at han hverken løj om eller prøvede at påvirke efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Irak. I stedet opstod der blot det rygte, at generaladvokat Goldsmith i sin fortrolige rådgivning 7. marts 2003 til Blair havde beskrevet en krig som ulovlig for dernæst ti dage senere i en offentlig indstilling til Parlamentet at have kaldt krigen for lovlig. De konservative under Michael Howard, der bliver stadigt mere desperate i valgkampen, har åbent kaldt Blair en løgner, selvom Howard samtidig medgiver i et interview, at krigen ?nok var lovlig?.

Blair valgte så samme teknik, som Anders Fogh herhjemme valgte i Grevil-sagen, nemlig at fremlægge de fortrolige papirer, så folk selv kunne se, at det var en fuser. Man kan nu se, at Goldsmith i sin første rådgivning argumenterer for, at en krig med Sikkerhedsrådets godkendelse klart er lovlig, men at en krig uden godkendelse kan være det. Ti dage senere var det klart, at Frankrig m.fl. ville hindre en godkendelse, selvom Saddam åbenlyst søgte at trække opfyldelsen af resolution 1441 i langdrag, og Goldsmiths vurdering var da, at krigen var lovlig. I det omfang, der er noget at kritisere Blair for, er det alene, at han ikke selv fremhævede argumenterne for og imod, men alene støttede sig til argumenterne for krigens lovlighed. Argumenterne imod var dog ikke just hemmelige; de blev fyldigt fremført af krigsmodstanderne.

De konservative synes at fortsætte deres taktik, hvilket ikke hjælper dem i meningsmålingerne. At de har tvunget Blair til at krænke den vigtige fortrolighed mellem generaladvokaten og regeringen viser, at de ikke engang selv kan se sig som en fremtidig regering.

I medierne synes det at have gjort uudsletteligt indtryk, at Kofi Annan har udtalt, at krigen var ulovlig. Enhver med et begynderkursus i kildekritik kunne dog nok gennemskue, hvorfor han kom med denne skråsikre udtalelse i slutfasen af det amerikanske præsidentvalg. Den gik som bekendt ikke, Bush blev genvalgt, og nu er det Annan, hvis job er i fare, og som må kæmpe med reformer, der kan tilgodese den amerikanske kritik af et udueligt FN.

Man behøver ikke læse Goldsmiths responsum, som nu er offentliggjort på Internettet. Man kan bare slå op i lærebogen, Moderne Folkeret, på Københavns Universitet for at få fastslået, at der kan argumenteres for både krigens lovlighed og dens ulovlighed. Det er i juraen ikke ualmindeligt, at retten er så diffus, at flere modstridende holdninger er mulige. Danmarks deltagelse i Kosovo-konflikten under den tidligere socialdemokratiske/radikale regering betragtes f.eks. af fremtrædende folkeretseksperter som ulovlig, mens andre betragter den som lovlig.

Hvor retten er uklar, må man træffe et valg, der reelt ikke er juridisk, men politisk. Uden at være folkeretsekspert vil jeg sammenfatte dette valg, at man enten kan fortolke folkeretten sådan, at den respekterer det suverænitetsprincip, der har været dominerende siden 1648, men som dermed også beskytter diktatorer, eller man kan vælge at lægge større vægt på menneskerettigheder og international sikkerhed, og dermed tillade indgreb mod diktatorer.

Selvom dette kan koges ned til et slagord om en folkeret, der enten beskytter eller bekæmper diktatorer, bør det ikke overses, at begge valg bærer hver sine risici og menneskelige omkostninger. Det er altså ikke et let valg, men det heller ikke et valg, som kun folkeretseksperter kan træffe. Vi kan alle træffe det valg; Blair skulle træffe det. For Irak betød det valget mellem diktatur og demokrati.

Mark Steyn

Af admin, den 3. maj 2005. 2 svar

Tirsdag er en dejlig dag, for så har The Telegraph en klumme skrevet af Mark Steyn. Dagens klumme handler om kunstnernes opposition, som ingen af dem åbenbart tør opponere imod.

Søndag er også god, for så kan man læse hans klumme i Chicago Sun-Times. Her er hans seneste, der handler om valget i UK og Blairs efterhånden nedslidte mulighed for genvalg. Her er et uddrag, ren Steyn:

The problem with the war on terror is that once it was framed as an existential struggle for Western civilization, it was all too predictable that the left would act as it did the last time we had one of those, the Cold War: They’d do their best to lose it.

Vil man have mere af denne utroligt flittige skribent, kan man gå til hans hjemmeside. Vil man have det i koncentreret form, findes der flere citatsamlinger, f.eks. denne.

Det er en ren fornøjelse at læse hans kommentarer, også selvom man ikke deler hans pessimistiske tro på Vestens død. Han undervurderer (forhåbentlig) befolkningerne i det gamle Europa; et folk er sjældent så dumme som deres intellektuelle elite. Dette være sagt på en blog kaldet Punditokraterne og med en venlig tanke til en anden Blair, der også var venstreorienteret og alligevel i stand til at kende forskel på frihed og diktatur.

Gone fisking

Af admin, den 28. april 2005. 1 svar

Vi er en relativ ny blog, men har vist endnu ikke haft en rigtig fisking. Angiveligt kommer begrebet fra journalisten Robert Fisk fra The Independent, hvis reportager ofte er præget af en venstredrejet anti-amerikansk ensidighed, der indbyder til en gennemgang, hvor hans passager kritiseres stykke for stykke.

I går roste vi Politikens leder og bemærkede, at den næppe faldt i læsernes smag. Allerede i dag er man på hastigt tilbagetog i en ny leder. Here we go…

AT OPPOSITIONEN nu ønsker en dato for, hvornår de danske soldater skal ud af Irak, viser, at S og R er ved at indse, hvor håbløst det er ikke at kunne lægge afstand til regeringen på så afgørende et område.

Tja, de er ikke nærmere ved denne – virkelig håbløse – indsigt, end at de netop har tilsluttet sig regeringens forslag om en forlængelse. En forlængelse, som klart støttes af den folkevalgte irakiske regering og efter alle meningsmålinger at dømme, også af et massivt flertal af den irakiske befolkning – hvad der naturligvis er irrelevant, da Politikens redaktion selvfølgelig ved bedre.

Da Anders Fogh egenhændigt – ikke engang udenrigsministeren vidste, hvor det bar hen -besluttede, at Danmark skulle i krig i Irak, traf han den mest kontroversielle udenrigspolitiske beslutning, der er truffet her i landet siden den kolde krigs afslutning. Man på trods af beslutningens helt usædvanlige karakter, er det siden det oprindelige brud stort set lykkedes at gøre oppositionen medansvarlig hele vejen.

Vi springer over, at Politiken her alene gætter på, at statsministeren traf sin beslutning egenhændigt, selvom de præsenterer det som et faktum. Det er sjovere at se på henvisningen til den kolde krig. Hvad var det nu lige, som gjorde beslutningen om Irakkrigen så kontroversiel? Var det første gang, at Danmark gik i krig? Næ. Var det så første gang, at Danmark gik i krig på et grundlag, som ganske mange folkeretseksperter mener var folkeretsstridigt? Næ, heller ikke det. Vores militære engagement i både Kosovo og Irak i slutningen af 1990’erne gik vist forud, for den kolde krig sluttede da allerede omkring 1990, ikke? Det var militære indgreb besluttet af igen ringere end Nyrup-regeringen, der som bekendt bestod af Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Hvad er det så, der er så kontroversielt? Det er såmænd de samme to partiers manglende opbakning til den kurs, de selv havde fulgt kort tid forinden, dvs. før de blev grebet af oppositionens ansvarsfrie tilværelse. Det gav en splittelse og ubehagelige minder om fodnotepolitikken, som især socialdemokraterne meget fornuftigt så forsøgte at få dækket til igen.

Det er dette jerngreb, S og R nu forsøger at vride sig ud af. Midlet er et krav om, at soldaterne skal vende hjem i juli 2006. Men at det gøres betinget af, »at sikkerhedssituationen tillader det«, viser, hvor fast de stadig sidder i statsministerens greb.

Nu gør man vist både socialdemokrater og radikale uret. Det er ikke kun statsministeren, der synes, det er mere end almindeligt fejt at svigte irakerne og overlade dem til en samling bindegale lystmordere.

Betingelsen gør det svært at skelne deres holdning fra Bush-Fogh-refrænet: at soldaterne skal hjem så tidligt som muligt, men først, ‘når det er muligt’.
Jep. Jeg vil endda påstå, at det er umuligt, men jeg vil nødigt opskræmme nogen…

Men hvad værre er: Betingelsen betyder, at hvis sikkerhedssituationen om et år er uforandret eller forringet, så skal soldaterne ikke hjem.
… den gik ikke, lederskribenten har regnet den ud. OK, du har forstået, hvad det går ud på.

Altså accepterer oppositionen stadig en logik, der går ud på, at der skal kæmpes til den bitre ende, eller, om man vil, til den endelige sejr.
Ja, den er god nok. Du har forstået det. Og nu videre til næste trin af analysen.

At besættelsesstyrkerne lige så meget er en del af problemet som en del af løsningen i Irak, glider helt ud af sigte.

Øh, nu gik det ellers lige så godt. Hvis den folkevalgte irakiske regering beder om vores hjælp til den tid, hvordan kan danske soldater så være en del af problemet? Problemet for hvem? Måske ser lederskribenten det nu fra al-Qaida og saddamisternes synspunkt, det er da alsidigt. Det ville så også forklare, hvorfor tropperne omtales som besættelsesstyrker, hvad de ikke er og ikke har været ganske længe nu.

DERMED HAR oppositionen stadig aktier i de fortrængninger, som regeringens
politik er så præget af.
Når vi nu taler om fortrængninger, så var hentydningen til den “kontroversielle beslutning” vist en meget pæn én af slagsen, men der kommmer måske mere…

Afgørende kendsgerninger er ikke med i regeringens Irakbillede.
… det gør der åbenbart. Og det lyder jo ikke godt. Har regeringen og S+R glemt noget? Den massive begejstring for befrielsen, indførelsen af politisk frihed, herunder ytringsfrihed, det fantastiske valg, hvor en jublende lykkelig befolkning trodsede bomber og terror for at deltage i det første frie valg; scener der har inspireret undertrykte araberere over hele verden? Hvad, hvad kan dog være overset, hvad?

Som for eksempel, at den USA-ledede koalition bliver stadig smallere.
Nå, det? Hvis vi skal lade os inspirere af andre lande og gøre som de, hvorfor skal vi så lige vælge de lande, der trækker sig fra ansvaret? Jeg har f.eks. lidt svært ved at se den nye spanske regering som en rollemodel. Først belønner de terrorister, som lige har dræbt knapt to hundrede af deres landsmænd, med at trække sig ud af Irak, hvad terroristerne i øvrigt er bedøvende ligeglade med, fordi de vil have størstedelen af Spanien tilbage i kalifatet, og dernæst foreslår de, at EU normaliserer forholdet til Cubas diktator Castro, selvom han lige har skruet op for undertrykkelsen nok en tand. Så hellere følge briterne eller amerikanerne og kæmpe for demokratiet.

At oprøret og volden ifølge USA’s egen forsvarschef er lige så omfattende som for et år siden.

Ja, meget fint citat … og nu til resten af, hvad Myers faktisk sagde: at oprørerne er langt fra den maksimale styrke, de har haft i det forgange år, og at kampen mod dem fortsat ser ud til at kunne vindes. Den vurdering passer også med vurderingen fra alle andre iagttagere. Selv sunnierne er begyndt at blande sig i den politiske kamp, fordi de har indset, at det gamle sunni-baserede diktatur ikke kommer tilbage.

At de amerikanske styrker ifølge den altid åbenmundede forsvarsminister, Rumsfeld, slet ikke kan vinde en militær sejr.
Hør, hvad med at give gamle Rummy lidt ros, når han for en gangs skyld skruer ned for mandehørmen og siger, hvad Politiken har sagt længe – men her sjovt nok undlader at gentage: at kampen mod terror ikke kan vindes militært, men kun ved at forbedre livsvilkårene og skabe et sundt og rummeligt demokrati. Den opgave kan irakerne kun selv klare, og det gør de aldeles udemærket indtil videre. Det er faktisk flot, at en befolkning, der i så mange år har levet under diktaturets rædsler, ikke har ladet deres vrede gå ud over det sunni-muslimske mindretal. Det er lige så flot, som de sorte sydafrikaneres selvkontrol efter apartheid-systemets fald.

Er listen slut? Ikke flere eksempler på forhold, som de danske politikere har glemt at tage med i betragtning? Denne teknik med halve citater er altså ikke imponerende.

Uanset at man må håbe, at de nu valgte, irakiske ledere formår at stabilisere situationen, er der stadig gode grunde til, at Danmark ikke bør være en del af den brutale krig, som amerikanerne fører på tredje år – uden at vinde den.

Nå, der er da godt, at Politiken håber på stabilisering af demokratiet. Jeg var lige ved at tro, at det ikke rigtig ragede dem. Men hvilke gode grunde er der? De har ikke nævnt nogle hidtil, kommer de nu?

… og bare for en ordens skyld, indtil videre ser det ud til, at vi vinder. Men ja, den er brutal. Det er vist ret almindeligt med krige. Den 2. verdenskrig var også ret slem, har jeg ladet mig fortælle. Men jeg er da glad for, at nogle lande valgte at gøre modstand mod Hitler, også selvom det var brutalt. Hvis det er nogen trøst, så kan freden være endnu mere brutal. Når så massivt et flertal af irakerne er glade for Saddams fald, skyldes det nok lettelsen over at være sluppet af med et sådant system. De mange massegrave med systemmodstandere, og famlie, og deres børn. Folk, der fik skåret tungen ud foran deres børn; personer i grenhakkermaskiner med fødderne først, etc. ad nauseam.

Selv om man på langt sigt kan håbe på, at der er lys for enden af den irakiske tunnel, så …

Åh, åh. Den slags indledninger plejer ikke at ende godt. Det er lidt som med: selvom jeg ikke er racist, så …

burde oppositionen fastholde, at det desværre er pessimisterne, der fik ret med hensyn til, hvor svært det ville være at skabe et stabilt, provestligt og demokratisk Irak.
Nå, det var dér skoen klemte. Herre Gud, handler det bare om det? De vil bare have ret, de gamle krigsmodstandere.

Beklager, den går ikke. I tog fejl – igen, igen. I advarede om fabelagtige tab og fantastiske flygtningehorder; de kom ikke. Kan I huske floppet med den store tv-indsamling, hvor det så viste sig, at ofrene ikke var der. Ups. Så var der forudsigelsen om, at den arabiske verden ville rejse sig i vrede. Der var I tæt på, og så alligevel ikke, for de rejste sig, men det var for at kæmpe for demokratiet, som de med egne øjne havde set indført i Irak. I tog også fejl af Afghanistan. De arme stakler, der sidder og fryser inde foran Christiansborg, sidder faktisk og protesterer mod befrielsen af Afghanistan; det er bare så umoderne, at selv ikke Ib Michael gider protestere mod den krig mer’. Og nu, hvor I selv bragte den kolde krig på bane: hvem holdt I egentlig med den gang?

Nej, det er helt forståeligt, at man gerne vil have ret. Men krigsmodstanderne nøjedes ikke bare med at sige, at demokratiet ville blive “svært”. De mente, at det ikke var besværet værd. Den opfattelse får de ikke meget ros for af irakerne, eller af historien.

Da forsøget blev indledt i marts 2003, stod oppositionen fast på, at opgaven ikke burde gribes an på den måde.

Ikke på den måde? Hvilken anden måde var der? Alternativet til at vælte Saddam var …. tænk godt over det … ikke at vælte Saddam. Lad nu være med at stikke af fra det valg ved at hævde, at irakerne bare kunne have befriet sig selv. Det er ikke bare åndeligt fejt at søge tilflugt i fantasien på den måde; det er at håne de tusinder af irakerne, der prøvede, og hvis lig man stadig graver ud af Saddams massegrave. Irakerne prøvede, og prøvede, og prøvede. De var ufatteligt modige, og de led ufatteligt, ikke mindst under vores sanktioner, som skulle forhindre Saddam i at sprede sin rædsel til andre lande. Der var kun valget mellem militær magt eller Saddams fortsatte forbliven ved magten. Jeg har fuld respekt for de krigsmodstandere, der begrundede deres modstand i, at krigen ikke kunne vindes, eller at irakerne ikke ønskede demokrati. Men begge dele har vist sig at lykkes. Det burde de hellere glæde sig over.

Før man finder tilbage til en position af lignende klarhed, vil man ikke for alvor have vredet sig ud af Foghs jerngreb om dansk Irakpolitik.
Igor! Eller Stanislaw, hent en ny hjerne til lederskribenten. Og denne gang skal det ikke være Abby Normals.

Duelfer-testen

Af admin, den 27. april 2005. 1 svar

Politikens leder peger i dag på behovet for at få de bedst mulige efterretninger, så vi kan undgå den fejlvurdering, der forelå omkring Iraks WMD. Det er en rimelig fair leder, der bl.a. undgår kortslutningen: de sagde, at der var WMD i Irak; det var der ikke, så må de have løjet. Tværtimod fremhæves, hvordan det var en udbredt opfattelse, at Saddam havde WMD. Som nævnt af den tidligere leder af Iraq Survey Group (ISG) David Kay, kom det under afhøringer af Saddams egne generaler og officerer frem, at selv de troede, at andre enheder end lige deres egne havde dem.

Det er en modig leder, der næppe falder i læsernes smag. Kun på et lille, men vigtigt punkt, bliver lederens erkendelse af efterretningstjenestens fejl for vidtgående. Man efterlades med indtrykket af, at Saddam faktisk var helt uskyldig, og at efterretningstjenesterne således tog ganske fejl af ham og hans intentioner. Det er der ikke belæg for, hverken i chefen for ISG Charles Duelfers oprindelige rapport offentliggjort 6. oktober 2004, eller i Duelfers tillæg offentliggjort 25. april 2005.

Tillægget er blevet mest omtalt for sin konstatering af, at Saddam næppe gemte WMD hos Syrien. Mindre omtalt er, at den kritiserer afhøringerne af de irakere, der indgik i Saddams WMD-planer, eller dens omtale af, at udstyr, der er såkaldt dual-use, dvs. kan bruges både fredeligt og til WMD, er forsvundet. Sidstnævnte kan forklare de tilsyneladende selvmodsigende artikler i MSM, hvor man først kategorisk afviste, at Saddam havde produktion til WMD, og dernæst blev forfærdet over, at udstyr til produktion af WMD var forsvundet. Modsigelsen er kun til stede hos MSM, der søger at belyse enhver nyhed fra Irak negativt; der er ingen modsigelse i Duelfers rapporter. Her fremgår det klart, at Saddam gjorde, hvad han kunne for at bevare sine WMD-programmer, men at sanktionerne gjorde det næsten umuligt for ham – på nær et punkt, nemlig raketudvikling, hvor han havde ret til at have kortrækkende raketter, og derfor havde mulighed for i smug at arbejde på langtrækkende raketter, bl.a. med hjælp fra Nordkorea. Efterretningstjenesterne tog altså ikke fejl om alt: Saddam betragtede WMD som helt nødvendige for sin overlevelse, og han arbejdede ihærdigt på at udvikle langtrækkende raketter til brug herfor. Hertil kom alle de mindre sanktionsovertrædelser, indkøb af forbudte produkter, smugling osv.

Da den første Duelfer-rapport kom, blev den i MSM mest omtalt for sin konklusion om, at der ikke var WMD i Irak. Det øvrige indhold blev fortiet. Jeg har fra den gang en kronik om rapporten, som Berlingske desværre ikke havde plads til. Men plads har vi bloggere nok af, så her er nogle uddrag til de tålmodige:

Først må man gøre sig klart, hvad rapporten ikke handler om. Den angår ikke, om efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Saddam var korrekt. Det spørgsmål må besvares ud fra, hvad man vidste før krigen. Det er blevet undersøgt af flere forskellige rapporter. Alle har konkluderet, at efterretningstjenesterne havde grund til at opfatte Saddam som en trussel, men at man ikke tilstrækkeligt tog højde for den usikkerhed, der var knyttet til oplysningerne fra Irak. De fastslog dermed også, at politikerne før krigen havde grund til at opfatte Saddam som en trussel, og at de ikke løj herom.

Selvom ISGs rapport ikke angår, hvad man vidste før krigen, men hvad man nu ved efter krigen, kan den bruges til at tjekke i hvilket omfang, vurderingerne fra før krigen faktisk var korrekte. Her fastslår rapporten, at efterretningerne har vist sig forkerte på langt de fleste områder, både atomare, bakteriologiske og kemiske våben. Der var ikke lagre af sådanne WMD, og Irak havde ikke et storstilet produktionsprogram klar til at fremstille dem. Efterretningerne var derimod rigtige på området for langtrækkende raketter til brug for WMD, hvor Saddam faktisk arbejdede på at udvikle sådanne, bl.a. med hjælp fra Nordkorea. Det var også rigtigt at antage, at Saddam ønskede et arsenal af WMD, og gjorde hvad han kunne for at bevare evnen til at fremstille dem. Hvad man altså undervurderede, var sanktionernes evne til at begrænse hans ambitioner.

Rapporten forsøger at sætte sig ind i Saddams indre liv. Det er nødvendigt, hvis man vil forstå et totalitært diktatur, hvor et menneskes ord er lov, og hvor alle andres overlevelse afhænger af diktatorens vilje og indfald. Forstår man ikke det, forstår man ikke diktaturets væsen. Et kendt eksempel er David Irving. Ud fra det faktum, at man aldrig har fundet specifikke ordrer fra Hitler om jødeudryddelsen, sluttede Irving, at Hitler ikke var ansvarlig herfor. En tåbelig påstand, som Irving er sluppet dårligt fra. I et personfikseret diktatur er diktatorens vilje altafgørende.

Baseret på afhøringer og et kæmpemæssigt materiale har ISG sat sig ind i Saddams verden og søgt at fastslå, hvad hans intentioner var. Det er ikke frie gæt. Hvor der mangler beviser for at underbygge sådanne antagelser, afstår ISG fra at udtale sig om disse og anfører i stedet, at det er uafklaret.

Det er et interessant billede, der tegnes. Saddams besættelse af WMD fremstår meget klart. Han følte, at det var WMD, der havde reddet ham under Irankrigen, og at det var hans store beholdning af WMD, der fik amerikanerne til at afstå fra at afsætte ham efter Kuwaitkrigen. Saddam ønskede derfor at få WMD igen, ikke mindst atomvåben, som Iran er ved at udvikle, og han gjorde, hvad han kunne for at bevare sit beredskab. Atomeksperter fik f.eks. forbud mod at forlade landet og blev sat til andet arbejde, hvor de så vidt muligt kunne bevare deres ekspertise. ISG skønner, at Saddam kunne have genoptaget visse dele af sin WMD produktion på et par måneder, når sanktionerne var væk, mens andre dele ville tage år, herunder navnlig atomvåben, der kræver store investeringer.

Disse oplysninger tilfører ikke noget nyt. Det nye er belysning af, hvor meget sanktionerne, der blev indført efter Kuwaitkrigen i begyndelsen af 1990erne, betød for Saddam.

Saddam undervurderede først deres varighed, og imens forblødte Irak. Befolkningens lidelser er veldokumenterede, selvom tallene er upræcise og formodentlig oppustede af regimet selv. En opgørelse foretaget af UNICEF fra 1999 (Weekendavisen, 12/3 04) viser en overdødelighed på ca. 420.000 børn under fem år i perioden 1991-98. En anden UNICEF undersøgelse angiver en overdødelighed på ca. 65.000 børn i årene før krigen i 2003 sammenlignet med tiden før sanktionerne.

Saddam begynder først at reagere, da sanktionerne truede hans egen overlevelse. Fra da af blev hans hovedmål at få fjernet sanktionerne, så han igen kunne begynde opbygningen af WMD.

Det nye i rapporten er således dokumentationen af sanktionernes grusomme virkning på det irakiske samfund, og hvordan Saddam derefter begynder systematisk at arbejde på at nedbryde disse sanktioner, bl.a. ved målrettet korruption rettet mod de lande, som han forventede vil gå imod USA, i særlig grad Rusland, men også Frankrig og mange flere. Korruptionen knyttet til FNs olie-for-mad program er kendt og under efterforskning, men omfanget af Saddams forsøg på at undergrave sanktionerne og hans succes hermed har været ukendt. Det må her indskydes, at man skal ud på Michael Moore-overdrevet for at tro, at korruption kan forklare Frankrigs og andre landes opførsel i Sikkerhedsrådet. De havde deres egne – typisk indenrigspolitiske – grunde til at handle, som de gjorde. Men at korruptionen rettet mod forretningsfolk og embedsmænd i regionen i betydelig grad undergravede sanktionerne er ubestrideligt.

Det var lige ved at lykkes for Saddam. Så kom terrorangrebet 11/9 2001, der afgørende ændrede amerikanernes vilje til at i
gnorere trusler i omverden
en. Sanktionerne blev strammet, og konfrontationen med USA i Sikkerhedsrådet kulminerede med vedtagelsen af resolution 1441, der pålagde Saddam straks at dokumentere, at hans WMD var opgivet. Som bekendt tog Saddam ikke imod denne sidste chance. Det var hans sidste fejlvurdering, om end den var tæt på at lykkes.

ISGs rapport dokumenterer flere forhold, der var i strid med FNs resolutioner. De fleste tilfælde er kendte, men blandt de mere opsigtsvækkende nyheder er, at sikkerhedstjenesten drev en række hemmelige laboratorier, hvor de eksperimenterede med WMD i små doser. Typisk for regimes menneskeforagt brugte man levende mennesker som forsøgskaniner. Den slags trods alt mindre overtrædelser af resolutionerne kan være en årsag til, at Saddam ikke ville efterkomme resolution 1441. Andre har gættet på, at Saddam ville bluffe. Hans Blix har peget på, at fredsbevægelserne måske gav Saddam en falsk følelse af sikkerhed. Uanset hvad, så valgte Saddam ikke at overholde resolutionerne, og gav dermed USA m.fl. en formel grund til at angribe. En grund, som nogle folkeretseksperter mener, er i overensstemmelse med folkeretten, mens andre er uenige.

Hvad kan vi lære af dette? Vi kan lære, at sanktioner faktisk kan virke, men at de kræver uhyre ofre af civilbefolkningen, og at de kan undergraves, hvis de økonomiske midler er store nok. De kan derfor ikke altid bruges, og de kan navnlig ikke bruges i længere tid.

Et andet spørgsmål er, om krigen var rigtig i betragtning af de ting, som vi nu ved. Duelfers svar under høringen i Senatet var følgende: Saddam efterstræbte WMD, men sanktionerne forhindrede ham. Sanktionerne var ved at smuldre. Var det sandsynligt, at sanktionerne fortsat kunne være effektive? Nej, sluttede Duelfer, og derfor var det bedre at fjerne Saddam.

Det kan man kalde Duelfer-testen. Er man imod krigen, ville man altså have foretrukket en genopretning og videreførelse af sanktionerne og dermed en fortsættelse af det irakiske folks lidelser år efter år ud i en uvis fremtid. På den baggrund synes krigen stadig at være det rigtige valg.
Det var fuldt forståeligt, at man fejlbedømte Saddams regime, men ikke desto mindre en alvorlig fejlbedømmelse, der viser, at vi må have en bedre efterretningstjeneste og bruge de fornødne midler herpå. Men de fejl, der blev gjort, bør ikke få os til at se Saddam som en mindre trussel, end han faktisk var.