Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Ugens citat: Den vulgære, ensrettende, korrupte, ubehagelige kapitalisme

Af Altmann, den 7. juni 2009. 34 svar

Her kommer et dagsaktuelt citat, og vi overlader det til bloggens kloge og belæste læsere at vurdere, hvem ophavsmennesket mon kunne være.  Her er noget, hvor vedkommende taler om De Autonome:

“Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde – det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde …”

Hvem mon forfatteren er?

Jacob Mchangama om socio-økonomiske ’rettigheder’

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2009. 3 svar

Den altid glimrende Jacob Mchangama, Cepos chefjurist og tidligere blogger her på stedet, driver en blog på Berlingske Tidende. Jacobs analyser er klare og velargumenterede, og posten fra i går eftermiddags er om nogen både klar i mælet og med politisk og humanitær genklang. Jeg skal holde mig fra at referere hele posten, men blot sætte emnet op.

Da man efter anden verdenskrig skabte FN, var en af de første, store opgaver at skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Erklæringen blev, som stort set alt andet i FN, et mudret kompromis mellem Vestens fokus på klassiske, negative rettigheder, og Sovjetunionens forsøg på at udvande en række rettigheder, som man alle gjorde vold på. Resultatet blev, at menneskerettighdscharteret kom til at indeholde de klassiske rettigheder – for eksempel ” ret til liv, frihed og personlig sikkerhed” og frihed fra tortur – og de pseudorettigheder, som Sovjet fik presset ind – for eksempel retten til et arbejde og ”et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger”.

De sidstnævnte rettigheder er i stadig højere grad blevet fokus for den tidligere så glimrende Amnesty International. Jacob peger på det politiserende i det nye fokus, der for ham (og mange andre) er et klart og farligt vildspor. Han noterer blandt andet, at:

når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

Og

Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom.

Jacobs indlæg burde være pligtlæsning for alle, der deltager i debatten om menneskerettigheder. Læs hele posten her.

Reagan’s legacy

Af admin, den 27. februar 2009. 2 svar

Faldt over denne overskrift på NYT:

A bold plan sweeps away Reagan’s ideas

Tja, nu skal man jo tage meningsmåling mindst lige så useriøst som MSM og deres news/views-analyser, men disse målinger fra Rasmussen er da underholdende (i hvert fald set fra denne blogs side):

En måling foretaget i oktober 2008 og igen i 2009 viser, at 59 pct. var enige i Sct. Reagans bemærkning fra tiltrædelsestalen:

Government is not the solution to our problem; government is the problem.

Og så er der denne her lille juvel:

Voters strongly agree with the perspective that “No matter how bad things are, Congress can always find a way to make them worse.” Fifty-eight percent (58%) share that view, and only 26% disagree.

Sunde instinkter og grund til optimisme ud over, at det snart er weekend.

Liberalisme i en krisetid

Af admin, den 22. februar 2009. 7 svar

Jeg har en kronik i Berlingeren i dag.

Det er godt nok længe siden, at jeg sidst har blogget. Jeg kan takke redaktørens utrolige tålmod eller glemsomhed for, at jeg fortsat har mit password. Men her er så en kærkommen lejlighed til at lave en posting – omsider.

Anledningen er den debat, som blev rejst af et par konservative indlæg, hvor man benyttede den verserende krise til at tage afstand fra liberalismen.

Egentlig er det ikke videre smart at hakke konservative og liberale indbyrdes. Vi burde hellere samle os mod socialisterne, der vejrer morgenluft, og vi har trods alt mere til fælles end til forskel. Men når nu vores konservative venner kaster handsken, endda to gange, kan vi vel godt tage den op, sådan i al gemytlighed.

Det er så gjort her.

Rart at være tilbage, omend kortvarigt og på genbrug.

Gæsteindlæg af Carsten Valgreen: Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Af Niels Westy, den 18. februar 2009. 30 svar

Som det er bloggens læsere bekendt har Carsten Valgreen, partner i det uafhængige økonomiske analysefirma Benderly Economics og tidligere cheføkonom i Danske Bank, i flere omgange indsigtsfuldt kommenteret indlæg på bloggen om den igangværende finansielle og økonomiske krise. Vi er derfor glade for at han har afset tid til at levere nedenstående gæsteindlæg;

Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Den store depression i 1930erne sendte de liberalistiske ideer ørkenvandring i flere generationer. Selv i de kapitalistiske lande var der udbredt skepsis i forhold til frie markeder i årtier efter krisen. Den internationale krise i 2008 udvikler sig formentlig og forhåbentligt ikke lige så slemt. Men mindre kan også gøre det. Krisen bliver allerede brugt af dem, der ønsker det til at argumentere for mere regulering, mindre marked og mod liberale økonomiske ideer. I mange menneskers øjne har markedet spillet fallit. Krisen bliver set som et tegn på grådighed og på behovet for politisk styring. Derfor er det afgørende, at liberalt tænkende mennesker finder frem til en analyse af krisens årsager, konsekvenser og nogle liberale svar på dens ”løsning”.

”Løsning” er i kursiv, fordi de fleste uden at tænke over det accepterer at den finansielle og økonomiske krise er et problem, der skal ”løses”. Vi tænker på det som en bil der er gået i stykker og skal på værksted.

Liberale vil gerne fortælle historien om, at krisen skyldes Greenspans alt for lempelige pengepolitik. Eller politisk influeret långivning via Fannie Mae og Freddie Mac. Eller at indskydergarantier og implicitte garantier fører til risikosøgende adfærd hos bankerne. Den underliggende agenda for de liberale er, at krisen slet ikke er det frie markeds skyld, men skyldes at vi har blandet os for meget i markedet. Den argumentation vinder ikke mange debatter, og den er næppe heller korrekt. Før 1913, under den klassiske guldfod, var der hverken en Greenspan til at føre ”for lempelig” pengepolitik eller indskydergarantier. Det betød ikke at den finansielle sektor var stabil. Tværtimod. Der var masser af bankkriser. Læs Charles Kindelbergers klassiker ”Manias, Panics and Crashes” og bliv underholdt.

Overført til eksemplet med bilen på værkstedet svarer det til, at den liberale mekaniker siger til den socialdemokratiske ”det var også fordi du rodede for meget med den bil da den var her i sidste uge. Du skulle have ladet være med at tune den.” Den socialdemokratiske mekaniker vil så sige ”helt ærligt, bilen er brudt sammen, vi kan altid diskutere hvorfor, men lad os nu reparere den og få den ud at køre igen, og da vi ikke helt ved, hvad der er galt må vi hellere give den en ordentlig overhaling og hælde flyverbenzin på”. Den diskussion vinder socialdemokraten selvfølgelig i de fleste menneskers øjne.

Men er præmissen om, at der er et ”problem”, der kræver en ”løsning” korrekt? Hvis der bliver bygget for mange huse i forhold til, hvad der er brug for så skal byggeriet gå i stå og beskæftigelsen i byggeriet skal falde. Hvis det ikke sker, hvem skal så betale for de huse der bliver bygget for meget? En krise er ofte en naturlige og endda nødvendig korrektion efter overinvesteringer og overdreven optimisme. I den forstand kan en krise være ”østrigsk” og en afgørende indsigt er, at den ikke bare er uafvendelig men på nogle punkter ligefrem ønskelig. Markedsøkonomiens styrke er jo faktisk også at den kan skabe kriser. Det er ingen kunst at forhindre kriser og finansiel ustabilitet. Vi kan bare nationalisere banksystemet. Med staten som ejer kommer der aldrig til at være en bank der går ned. Til gengæld får vi bureaukratiske og uproduktive banker, og vi får politisk influeret långivning. På sigt vil det skabe en permanent krise i økonomien i form af stagnation som det er sket i enhver socialistisk eller kommunistisk styret økonomi i de seneste 100 år.

Så hvad med om liberalt tænkende kommentatorer begyndte at forsvare krisen lidt: ”Den er i faktisk i nogen grad uafvendelig og den skal have lov til at løbe ud, ellers sikrer vi blot, at der ikke bliver langt til den næste krise”.

Et relateret problem er, at krisen fremstilles som ”finanskrisen”. Mange – både folk der burde vide bedre og journalister – lider af den vildfarelse at vi har en økonomisk krise fordi bankerne har begået fejl og nu ikke vil låne ud. Eller endnu mere idiotisk fordi bankerne har været ”grådige”.

Det sidste er en besynderlig anklage. Det er private virksomheders job at være grådige på deres aktionærers vegne, og bankerne har helt tydeligt været dårlige til at være grådige for deres aktionærer har jo tabt 70-80%.

Det er mest af alt omvendt: Vi har en finansiel krise fordi vi har en realøkonomisk krise. Der blev bygget for meget i boligboomet og huspriserne kom for højt op. I USA startede nedturen i boligmarkedet i sommeren 2005, da boligbyggeriet toppede. Den finansielle krise kom senere – den startede først for alvor i august 2007 – som en direkte konsekvens af den realøkonomiske krise i ejerboligmarkedet. Det er så formentlig rigtigt, at den finansielle krise har forlænget og forværret den realøkonomiske og måske endda også unødigt, men det er slet ikke klart hvor meget. De udbredte kommentarer om, at ”bankerne ikke låner ud” er eksempelvis ikke understøttet af data i USA eller andre steder. Og hvis problemet  i første omgang var at bankerne lånte ”for meget ud”, hvordan kan vi så nu klandre dem for at stramme lånevilkårerne? Og hvordan ved vi at de ”låner for lidt ud”?

Meningen med en markedsøkonomi er jo netop ikke, at der aldrig skal være kriser og stigende ledighed. Den er heller ikke at banker aldrig går konkurs. Tværtimod, fungerer en markedsøkonomi netop fordi den er i stand til at omallokere ressourcer efter fejltagelser. Derfor er der kriser og recessioner. Når nogle – selv borgerlige – kommentatorer hævder, at krisen viser, at ”den liberale dagsorden” har slået fejl, er det derfor ikke bare forkert, men viser en skræmmende mangel på forståelse af, hvad en markedsøkonomi egentlig går ud på.

Det er selvfølgelig ikke det samme som at liberale skal forsvare en total ”laden stå til” holdning til den økonomiske krise.

For det første skal pengepolitik selvfølgelig spille en rolle i stabiliseringen af økonomien. Centralbankerne skal sætte renten sådan at både deflation og inflation undgås. I en krise som den vi er i skal renten selvfølgelig sættes ned hurtigt, for at sikre mod deflation. Det virker altid, hvis pengepolitikken bruges aggressivt nok. Milton Friedmans analyse af 1930ernes amerikanske krise pegede netop på at Depressionen skyldtes at Federal Reserve reelt strammede pengepolitikken og dermed skabte en helt unødvendig depression ud af det, der ellers havde været en almindelig recession (en protektionistisk handelspolitik sikrede så at depressionen i øvrigt også blev global). Centralbankerne skal også sikre likvide markeder og gerne via ukonventionelle tiltag. Det er ikke et reelt problem at renten ikke kan komme under nul. Der er masser af andre smarte måder hvorpå lempeligere pengepolitik kan gennemføres (er det nogensinde svært at finde nogen, der vil tage imod gratis penge?). Enhver idiot kan inflatere en økonomi. Bare spørg Robert Mugabe.

Et problem med pengepolitik ved ”nulrente grænsen” er, at den flyder sammen med finanspolitikken. Når centralbanken ikke mere kan sænke renten på det kortsigtede pengemarked hvor modparterne er AAA-ratede institutioner, men skal begynde at købe dårligere kredit, begynder det offentlige indirekte at bestemme, hvem der skal have kredit. Det åbner for offentlig indblanding i markederne.

Den klodsede eksekvering af TARP, hvor Paulson reelt tvang de største amerikanske banker til at tage mod offentlige penge og dermed udvandede de eksisterende aktionærer, er et godt eksempel på den glideba
ne, vi er på vej nedad. D
et blev gjort med de bedste intentioner, på baggrund af den udbredte påstand, at bankerne ikke lånte ”nok ud”. Liberale har ingen grund til at argumentere mod en lempelig pengepolitik og heller ikke mod en lempelig finanspolitik. Men de skal påpege, at hvis ikke indgrebene er markedskonforme og transparente og hvis de skaber usikkerhed eller forvrider kapital markederne så kan de virke mod hensigten: Hvem vil skyde private penge i banker nu, hvor staten på baggrund af løs retorik kan finde på at delvist at tvangsnationalisere banker ved at tvinge hybridkapital ned i halsen på dem stykvis og ud fra uigennemskuelige kriterier fordi de ”ikke låner nok ud”?

Krisen er en udmærket lejlighed til at lave underfinansierede skattereformer (i Danmark går det forhåbentlig sådan). Øgede offentlige infrastruktur investeringer kan muligvis også give mening i en lavkonjunktur. Men hvis krisen bliver brugt til at hælde offentlige penge ud på politiske pet projects med tvivlsomt afkast (dele af Obamas pakke) så ofrer man langsigtet vækst for et tvivlsomt kortsigtet boost.

Det er blåøjet at hævde at markeder producerer løsninger, der til alle tider er socialt optimale (ment som pareto optimale). Det er sådan folk af anden opfattelse gerne vil karikere liberale. Det liberale svar må være at markeder med en Churchilsk parafrasering at markedet er den mindst ringe løsning, når kapital ressourcer skal fordeles – ikke at markedet altid har ret.

Der er en række områder, hvor krisen har afsløret svagheder især i det amerikanske finansielle system og i reguleringen, hvor liberale må tænke over svarene. Jeg vil især fremhæve tre områder. Det første handler om et gammelt problem med ustabilitet i bankers forretningsmodel. Det andet handler om ”mark to market” accounting. Det tredje handler om amerikansk konkurslovgivning.

Banker er gearede væsner. En bank er en underlig hybrid bestående af to identiteter. Dr. Jekyll er en meget stabil underliggende forretningsmodel, som tager en lille marginal på alle finansielle transaktioner i økonomien. Mr Hide er en 10 gange gearet kredit hedge fond, i form af bankens kreditbog. Den forretningsmodel er der ikke noget i vejen med. Bortset fra to ting:

1) Medmindre man fromt tror, at finansielle markeders priser altid er korrekte, rationelle afspejlinger af fremtiden og at de altid er likvide, så er gearede balancer i risikozonen for likviditetskriser – altså en krise, hvor en balance, der egentlig er solvent (hvilket man jo aldrig rigtigt ved ex ante) bliver blæst omkuld af manglende evne til at sikre likviditet i markedet.

2) Banker er så afgørende for samfundsøkonomien, at de (største) altid som virksomhed må reddes og ultimativt nationaliseres. Derfor er der indskydergaranti (for at forhindre bank runs). Men garantien socialiserer risikoen og giver muligvis derfor incitament for bankens aktionærer til at tage for store risici. Derfor er banker og finansielle institutioner de mest regulerede virksomheder overhovedet. Ingen andre virksomheder er underlagt så mange regler, tilsyn og begrænsninger. Hvilket jo grundlæggende stiller nogle spørgsmålstegn ved argumentet om at bankkrisen viser at ”liberalismen og det frie marked har fejlet”. Man må snarere sige at det er reguleringen og tilsynet der har fejlet. En rigtigt liberal holdning kunne være, ”lad os fjerne reguleringen af bankerne, og lade dem fejle og gå konkurs som enhver anden virksomhed”. Men sagen er, at de historiske perioder, hvor vi var tæt på et så liberalt system – som under den klassiske guldfod – var bankkriser hyppige, hvilket var medvirkende til centralbanker blev opfundet. Vi kommer ikke uden om at banker i en eller anden grad i moderne økonomier altid får garantier (om ikke andet så implicit). Og med den offentlige garanti følger rimeligvis også regulering som en ”second best” løsning. MEN det er ikke lige meget hvilken regulering. I det ene ekstrem kan politikere blande sig i om bankerne nu også giver kredit til de økologiske landmænd i stedet for de andre landmænd (eller i hvad bankdirektører får i løn). I det andet ekstrem er der generelle, gennemskuelige markedskonforme regler såsom Basel I og Basel II reglerne, der bl.a. sætter minimumsstandarder for kapitalreserver. Et vigtigt liberalt svar på krisen må derfor være, at det er helt afgørende at al regulering af den finansielle sektor skal være generel, permanent, gennemskuelig og markedskonform. Ellers risikerer indgrebene og reguleringen at være kontraproduktiv som den uforudsigelige og uigennemskuelige amerikanske krisepolitik i 2008 formentlig har været det (læs eksempelvis John Taylors glimrende papir om hvorfor uforudsigeligheden i amerikansk politik i 2008 har været medvirkende til at forlænge krisen og gøre den dybere her http://www.stanford.edu/~johntayl/FCPR.pdf)

Det næste problem er også relateret til bankers altid overhængende risiko for at ryge i tillids- og likviditetskrise. Basel II og udviklingen i regnskabsreglerne har i stigende grad betydet at der blev lagt vægt på mark-to-market accounting. Og det lyder jo fint og rigtigt især for en liberalt tænkende person. Men i praksis har mark-to-market (hvor banker prissætter deres lånebog til tilsvarende lån, der handles på markedet i en værdipapirform) vist sig at være en akilleshæl, som utvivlsomt gør denne krise værre og mere dramatisk end den behøvede at være. Den totale mistillid til struktureret kredit og især strukturer, der involverer amerikanske subrime lån har ført til at markederne for disse lån er blevet illikvide. Der er ingen købere. Det betyder også, at de ”tabsscenarier” som disse papirer implicit indpriser er så kulsorte at det virker temmelig urealistisk. Eksempelvis har banker globalt nedskrevet ca. 1000 mia på amerikansk realkredit i de seneste 1½ år på baggrund af blandt andet mark-to-market af deres lånebøger og værdipapirbeholdninger. Det virker overdrevet, givet at den samlede amerikanske realkreditudlån er på ca. 10.000 mia og den gennemsnitlige låntager (selv efter husprisfald) har en friværdi på over 40% i ejendommen. Før krisen startede var hele det samlede subprime udlån eksempelvis kun på 1.300 mia USD. Det er simpelthen et problem dogmatisk at gennemtvinge mark-to-market på en bankbalance på flere trillioner dollar efter priserne på et værdipapirmarked, hvor der stort set ikke handles.

Et tredje ”problem” er, at amerikansk konkurslovgiving i høj grad er på låntagers side. I langt de fleste amerikanske stater er realkreditlån ”non recourse”. Det vil sige, at kreditor ikke har krav på mere end ejendommens værdi. Det betyder igen, at låntager har incitament til at gå på tvangsauktion, hvis der er negativ friværdi. Studier viser at ca. halvdelen af tvangsauktionerne i 2007 var frivillige i den forstand at låntager reagerede på dette incitament. Et tal, der formentlig kun er steget i takt med de faldende huspriser siden da (se her http://www.voxeu.org/index.php?q=node/2937). Amerikanske husholdninger overfører således ganske rationelt deres tab til finansielle institutioner. Reglerne var selvfølgelig velkendte før krisen da lånene blev givet, men da huspriserne ikke er faldet i USA samlet set på noget tidspunkt siden anden verdenskrig, var de dårligt blevet testet i en nedtur, hvor incitamentet til default blev udbredt. Demokraterne har presset på for at give dommere lov til pr. tvang at nedsætte hovedstolen på lån, for at ”forhindre tvangsauktion”. De fleste må da kunne indse, at det vil være endnu et indgreb, der vil forværre og forlænge den finansielle krise.

Et liberalt svar på krisen må derfor være at det er afgørende, at krisen ikke bruges som undskyldning for at bøje lovgivning og regler i bankernes eller andre kreditorers disfavør og skabe usikkerhed om kreditorernes grundlæggende retssikkerhed. Det er den sikre opskrift på at forlænge krisen.

I dagens anledning … fra den gamle redaktør

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. januar 2009. 30 svar

Jeg tillader mig at bryde min lange stilhed & emeritus status her på bloggen–i dagens anledning.  Jeg har hurtigt skrevet en klumme til onsdagens Berlingske om Obamas indsættelsestale.  Skulle nogen være i tvivl, så foretrækker jeg fortsat denne–fra dengang Republikanere endnu talte om lavere offentlige udgifter og mindre statsstyring:

“We suffer from the longest and one of the worst sustained inflations in our national history. It distorts our economic decisions, penalizes thrift, and crushes the struggling young and the fixed-income elderly alike. It threatens to shatter the lives of millions of our people.

Idle industries have cast workers into unemployment, human misery, and personal indignity. Those who do work are denied a fair return for their labor by a tax system which penalizes successful achievement and keeps us from maintaining full productivity.

But great as our tax burden is, it has not kept pace with public spending. For decades we have piled deficit upon deficit, mortgaging our future and our children’s future for the temporary convenience of the present. To continue this long trend is to guarantee tremendous social, cultural, political, and economic upheavals.

You and I, as individuals, can, by borrowing, live beyond our means, but for only a limited period of time. Why, then, should we think that collectively, as a nation, we’re not bound by that same limitation? We must act today in order to preserve tomorrow. And let there be no misunderstanding: We are going to begin to act, beginning today.

The economic ills we suffer have come upon us over several decades. They will not go away in days, weeks, or months, but they will go away. They will go away because we as Americans have the capacity now, as we’ve had in the past, to do whatever needs to be done to preserve this last and greatest bastion of freedom.

In this present crisis, government is not the solution to our problem; government is the problem. From time to time we’ve been tempted to believe that society has become too complex to be managed by self-rule, that government by an elite group is superior to government for, by, and of the people. Well, if no one among us is capable of governing himself, then who among us has the capacity to govern someone else? All of us together, in and out of government, must bear the burden. The solutions we seek must be equitable, with no one group singled out to pay a higher price.

We hear much of special interest groups. Well, our concern must be for a special interest group that has been too long neglected. It knows no sectional boundaries or ethnic and racial divisions, and it crosses political party lines. It is made up of men and women who raise our food, patrol our streets, man our mines and factories, teach our children, keep our homes, and heal us when we’re sick–professionals, industrialists, shopkeepers, clerks, cabbies, and truck drivers. They are, in short, “we the people,” this breed called Americans.

Well, this administration’s objective will be a healthy, vigorous, growing economy that provides equal opportunities for all Americans, with no barriers born of bigotry or discrimination. Putting America back to work means putting all Americans back to work. Ending inflation means freeing all Americans from the terror of runaway living costs. All must share in the productive work of this “new beginning,” and all must share in the bounty of a revived economy. With the idealism and fair play which are the core of our system and our strength, we can have a strong and prosperous America, at peace with itself and the world.

So, as we begin, let us take inventory. We are a nation that has a government–not the other way around. And this makes us special among the nations of the Earth. Our government has no power except that granted it by the people. It is time to check and reverse the growth of government, which shows signs of having grown beyond the consent of the governed.

It is my intention to curb the size and influence of the federal establishment and to demand recognition of the distinction between the powers granted to the federal government and those reserved to the states or to the people. All of us need to be reminded that the federal government did not create the states; the states created the federal government.

Now, so there will be no misunderstanding, it’s not my intention to do away with government. It is rather to make it work–work with us, not over us; to stand by our side, not ride on our back. Government can and must provide opportunity, not smother it; foster productivity, not stifle it.

If we look to the answer as to why for so many years we achieved so much, prospered as no other people on earth, it was because here in this land we unleashed the energy and individual genius of man to a greater extent than has ever been done before. Freedom and the dignity of the individual have been more available and assured here than in any other place on earth. The price for this freedom at times has been high, but we have never been unwilling to pay the price.

It is no coincidence that our present troubles parallel and are proportionate to the intervention and intrusion in our lives that result from unnecessary and excessive growth of government. It is time for us to realize that we’re too great a nation to limit ourselves to small dreams. We’re not, as some would have us believe, doomed to an inevitable decline. I do not believe in a fate that will fall on us no matter what we do. I do believe in a fate that will fall on us if we do nothing. So, with all the creative energy at our command, let us begin an era of national renewal. Let us renew our determination, our courage, and our strength. And let us renew our faith and our hope.”

Larry Summers har da ret i noget …

Af Altmann, den 25. november 2008. 29 svar

Larry Summers, fhv. finansminister og nu siden i går kommende formand for Obamas GOSPLAN-komité National Economic Council, sagde flere rigtige ting i sin tid som Harvard-rektor:

“Don’t you agree . . . that, in general, economists are smarter than political scientists, and political scientists are smarter than sociologists?” (The Boston Globe, February 17, 2006)

Exeunt?

Af Altmann, den 17. november 2008. 6 svar

Hvis denne gamle mand var Søren Pind, ville han godt nok begynde at lede efter udgangen. Det er slemt, når ens partis såkaldte ”chefstrateg”, varmluftsballonen Claus Hjort Frederiksen, for åbent kamera siger, at Pind skal ”tage at holde sin kæft,” og at han ”har taget fejl i syv år”.  Det er værre, når ens mere respekterede (og frygtede) partileder siger, at ”Søren Pind er Søren Pind og repræsenterer kun Søren Pind”, og at han ofte blander sig i ting, der ikke kommer ham ved, men at det i øvrigt ikke gør noget, “fordi det betyder overhovedet ingenting, hvad Søren Pind siger”.  Og når det alt sammen skyldes en lille, ligegyldig blog-kommentar, så er klokken for alvor faldet i slag.

Pind har altid været overvejende positiv for de liberale kræfter, fordi han som regel på samme tid har haft en så god kombination af store ambitioner og en så udpræget mangel på Fingerspitzgefühl, at han (næsten) aldrig har været bange for at tage slagsmål, når det gjaldt en god sag.  Måske fordi det gav ham offentlig opmærksomhed, han kunne bruge i sin politiske karriere – måske fordi han troede oprigtigt på det.  Men han tog “the blows”, hvilket er mere, end man kan sige om mange af hans jævnaldrende (og ældre) partifæller.

Men ovenpå denne weekend, må man konkludere – for at låne et udtryk – at ”der er ikke noget at komme efter”.  Måske det blot var spin-doktorers forsøg på at få afsporet noget medieopmærksomhed, væk fra AFR og LLR.  Men signalet er klart: Pind får aldrig på denne side af sin 50 års fødselsdag (eller 60 eller 70 års måske) en fremtrædende post i Venstre.  Not gonna happen.

Han kan naturligvis håbe på det bedste, og så anlægge den til tider noget populistiske og svagt skingre linje, man det sidste år eller to har set i flere af hans forsøg på at nå tilbage til en eller anden form for anerkendelse fra højeste sted.

Men det sker ikke.  Søren Pind skal bare se på sig selv, og så se på Jens Rohde – vurdere deres respektive kvaliteter, og se på hvordan de hver især er blevet behandlet efter, at de har dummet sig.  Eller se på opbakningen bag liberale synspunkter, når partiledelsen er imod.

Hvis dét er linjen fra den nuværende (og kommende) ledelse i partiet, hvad er der så tilbage at håbe på?  Hvad er der at vinde ved at blive, og hvad er der egentlig at tabe ved at gå?

Hvis Søren Pind har et modikum af selvrespekt og ambitioner og idealer tilbage, så går han, smækker med døren høfligt men højlydt, og søger så om optagelse i Liberal Alliance.  Dér har de brug for ham – han ville både kunne spille en vigtig og højtprofileret rolle, og så ville han øvrigt som det fjerde folketingsmedlem skaffe LA den mistede sekretariatsstøtte tilbage . . . . 

I Venstre har de tydeligvis ikke (mere) brug for ham, og partiet er formodentlig for (mindst) en generation eller halvanden tabt på gulvet for enhver form for liberal politik.  

Og jo, at melde sig ind i LA, kan muligvis betyde, at Pind ryger ud ved næste valg – eller måske at det lykkes LA at komme ind.  Men at ryge ud, fordi man trækker en åndelig streg i sandet, er dog et hæderligt alternativ i forhold til at sidde på bageste række og være stemmekvæg for en samling uforskammede opportunister på første række.

PS.  Man kan lave en lille mental quiz, hvis man endnu tror, at Pind har noget at vinde ved at blive i Venstre: Partiets ledelse har naturligvis kunnet imødese at ved at skælde så hårdt ud på Pind for noget, der reelt ikke er en brøde, er der i praksis kun to mulige udfald.  Enten får det manden til at gå – “med andre ord har vi taget højde for det, og vi er altså ligeglade!” Eller også bliver han – “og så ved vi i hvert fald, at vi ikke skal forvente nogen problemer med ham i fremtiden”.

En videnskabelig analyse

Af Altmann, den 7. november 2008. 3 svar

Her er et komisk og ganske uvidenskabeligt citat fra en “fakta-boks” på portalen videnskab.dk:

“Kristendommen stod stærkt i det tidligere hierarkisk opbyggede samfund, der var dominerende indtil 1980erne, hvorefter nyliberalismen vandt frem. Indtil 1980erne byggede samfundet på stærke kollektiver og tydelige hierarkier, og her passede den traditionelle kristendom ind.”

Altså: Menneskeheden indtil 1980erne: Kristen og kollektiv.  Siden da “nyliberal” og …?

Et dagsaktuelt citat og en lang passage fra NRO

Af Altmann, den 5. november 2008. 79 svar

Hermed et desværre dagsaktuelt citat og en meget lang passage, altsammen via NRO, hvor John Derbyshire har klummen ‘Eight Wasted Years – and the ratchet slips free’:

To avoid being mistaken for a sellout, I chose my friends carefully. The more politically active black students. The foreign students. The Chicanos. The Marxist professors and structural feminists and punk-rock performance poets. We smoked cigarettes and wore leather jackets. At night, in the dorms, we discussed neocolonialism, Franz Fanon, Eurocentrism, and patriarchy.

Thus Barack Obama, writing in his autobiography about his time at the expensive liberal-arts college Occidental in California. I’d like to tell you that he goes on to mock his young self for naïvety and infantile leftism, to deplore the way those “Marxist professors” used their prestige and influence to fill young heads with poisonous rubbish long discredited by events in the real world. I’d like to, but I can’t, because he doesn’t. Obama doesn’t think Marxism is rubbish. He thinks it’s basically … correct.

Not that our president-elect is going to roar through the U.S. economy nationalizing the means of production, distribution, and exchange. (The current administration has that well in hand, in any case.) Nor, I am pretty sure, will he incite a violent class war, with the losers hustled off to labor camps or driven into exile with the family jewelry sewn into their petticoats. We are long past the point where classical Marxism has any application. Obama can’t incite the workers to seize control of the factories: the factories are all in China. He can’t consolidate peasant small-holdings into communal farms, because there aren’t any peasant small-holdings; and if he tried anyway, no one would notice, farming being the occupation of less than half of one percent of us.

Barack Obama does, though, have the heart and soul of a cultural Marxist. He sees history in terms of class struggle, with pitiful, soulful Oppressed being brutalized and impoverished by arrogant, heartless Oppressors. Anyone who sees matters in these Who-Whom terms has absorbed the essence of Marxism, even if he has never held a hammer or a sickle — even if, like Obama, he has never held anything heavier than a Community Organizer’s clipboard.

This was the import of the Joe the Plumber incident. In a long campaign your true self is bound to emerge once or twice. No matter how tightly your handlers apply the shrink-wrap, a sharp claw or beak will work its way through now and then. In Barack Obama’s worldview, the Who and the Whom are locked in a bitter struggle, from which the Whom is bound to emerge victorious at last. Then the victors, purified by suffering, will lead mankind on to the sunlit uplands where from each shall be taken according to his abilities, to each shall be given according to his needs.

That these doctrines are utterly false, completely mistaken, and catastrophically destructive in practice, is a thought Barack Obama cannot think. That “ability” and “needs” turn out to be shapeless and slippery concepts when politicians try to corral them, has not occurred to him. (I need a new car. Will whichever citizen has been delegated to pay for it, please mail the check to National Review? Thank you.) How could such thoughts have occurred to him? He was a red-diaper baby, offspring of a love-the-world, hate-America sixties gal and an African socialist in the Mugabe mould, raised by leftish grandparents addled with “Uncle Tim” racial guilt, and mentored by a hard-Left labor radical.

… Margaret Thatcher used to talk about the “ratchet effect.” When the Left gets power, she said, they drive everything Left; when the Right gets power, they slow the Leftward drive, perhaps even halt it for a spell; but nothing ever gets moved to the Right. U.S. politics in the 21st century so far bears out this dismal analysis. What does the Right have to show for eight years of a Republican presidency? I supported George W. Bush in 2000 because I thought he had a conservative bone in his body somewhere. I supported him in 2004 because I thought him the lesser of two evils. At this point, I wouldn’t let the fool park his car in my driveway. Bruce Bartlett was right, every damn word.

I see that some of my NRO colleagues are scratching around for shards of optimism — of Hope! — in the general wreckage. Good luck to them. I see nothing for conservatives to hope for in an Obama administration. We just have to stick it out. This shallow, ignorant, self-obsessed man, who held an actual job for just one year of his charmed life (low-grade editing for an obscure newsletter — he felt, he tells us in Dreams, “like a spy behind enemy lines,” the enemy of course being capitalism), this red-diaper baby and his wife, will be our First Couple for the next four years and some weeks.

På med sikkerhedsselen.

En behagelig oplysning

Af Altmann, den 28. oktober 2008. 1 svar

Det er i disse tider sjældent, at man surfer på nettet og får en behagelig oplysning.  Noget der tyder på, at der endnu er håb forude.  Men det sker.

Farvel

Af Jacob Mchangama, den 15. september 2008. 14 svar

Denne punditokrat har – primært på grund af arbejdsbyrder – alt for længe forsømt at poste på denne blog, hvilket bloggens hårdtarbejdende redaktør ikke kan være tjent med.

Jeg er netop tiltrådt en ny stilling, og vil den forbindelse benytte lejligheden til at takke af som punditokrat, da jeg som led i mit nye arbejde fast vil skulle blogge hos et stort dansk dagblad og dermed ikke vil kunne skrive oftere på denne side end det er tilfældet nu.

Det har for en ung jurist, som mig været et privilegie at få lov til frit at at kunne udgyde mine tanker om de emner jeg havde lyst til i selskab med personligheder som de øvrige punditokrater, hvoraf mange har influeret mit syn på verden med deres ideér. Derfor et stort tak til alle nuværende og tidligere punditokrater med et særligt tak til den forhenværende redaktør, som var letsindig nok til at lade mig ind i folden.

Det har også været et privilegie at have en kritisk og velinformeret læserskare, som – ofte med begavede og indsigtsfulde kommentarer – nok skulle lade en vide, hvis de syntes der var huller i ens argumentation. Derfor også et stort tak til bloggens læsere – også de som jeg oftest har været uenig med.

Jeg vil tillade mig at benytte denne lejlighed til at invitere bloggens læsere til det første debatarrangement, jeg har har fornøjelsen af at arrangere i min nye stilling. Her vil jeg debatere domstolenes rolle i en demokratisk retsstat med filosoffen Kai Sørlander – en fortsættelse af en debat, som gav anledning til mange kommentarer her på siden tidligere i år.

Jeg håber således, at de af bloggens læsere der er interesserede i retspolitik vil møde op og deltage i debatten. Det vil også give mig en kærkommen lejlighed til at sætte navn/ansigt på nogle af de læsere som jeg i årenes løb har krydset klinger med og måske til at fortsætte debatten over et glas øl på en af de mange nærliggende beværtninger.

Med tak

Jacob Mchangama

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Af admin, den 12. september 2008. 33 svar

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Mærkedage

Af admin, den 11. september 2008. 24 svar

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Stougaard om Palin

Af Altmann, den 10. september 2008. 45 svar

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

… Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Hjælp til fortravlede journalister – nu med update

Af admin, den 9. september 2008. 7 svar

Blandt journalister er det et velkendt faktum, at Republikanerne smidder med mudder, mens de noble Demokrater sjældent falder så lavt.

Man behøver ikke følge ret meget med i amerikanske valgkampe for at kunne undre sig over, hvordan den misforståelse har spredt sig. Men formodentlig skyldes det den måde, danske journalister opdeler de informationer, som de får om kandidaterne. Kritik af Rep-kandidater skal naturligvis tages alvorligt og gengives udførligt, det er den kritiske presses opgave. Kritik af Dem-kandidater er derimod mudderkastning, som den kritiske presse bør have afsky over for og undlade at nedværdige sig til.

Tag nu bare denne artikel fra Berlingske, hvor den udsendte korrespondent prøver at bearbejde, at senile McCain efter valget af den uerfarne Palin har indhentet den umådeligt erfarne Obama og den klartskuende Biden. Den side fra RealClearPolitics, der henvises til, er her. Selv har jeg nu ikke så meget fidus til meningsmålinger, men selv på Intrade er forskellen blevet væsentlig mindre.

Som det fremgår af artiklen, citeres Obama-lejren så udførligt for sin tese om, at man i bedste fald er vildført og i værste fald er dum, hvis man stemmer Rep, at det er lidt svært at se, hvad der er referat, og hvad der er analyse. Men det kan jo ske, når man har lidt travlt og skal levere en hel artikel stort set hver eneste dag. Puha.

Da denne blog stadig nærer en tilsyneladende uigengældt kærlighed til Tanten, skal vi her tilbyde lidt hjælp. De har f.eks. også denne historie om, at den væmmelige Palin har taget imod diæter helt ufortjent.

Deres bloggende juraprofessor fandt via en amerikansk juraprofessors blog (Instapundit) en anden juraprofessors blog, hvor der er lidt af den kildekritik, som åbenbart tager for lang tid selv at lave. Så let kan man altså peppe sine historier op og skabe lidt nuancer.

Hvad viser det – ud over at juraprofessorer har for meget tid? Det viser, at man da må håbe for Berlingske og den danske journaliststand i øvrigt, at Obama faktisk vinder valget. Det vil få deres dækning til at se mere harmløs ud.

Men hvis McCain vinder. Av, av, av.

UPDATE:

Foranlediget af kommentarspalten har en interesseret læser sendt dette link til selveste NYT, der viser, at det vist ikke var helt uberettiget af Rep at fremstille Palin som en modstander af broen. Teksten lyder i al sin gribende korthed:

Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. Ketchikan is Alaska’s entry port for northbound cruise ships that bring more than one million visitors yearly. Flights into Gravina Island require a 15-minute ferry ride to reach the more densely populated Revillagigedo Island and Ketchikan.

Tja, pointen med denne blog var at påvise, at danske journalister har det med at sluge pressematerialet fra Dem råt og ukritisk, og at de med ganske få klik med musen (hvis de nu har så forfærdeligt travlt, at de ikke kan undersøge sagerne selv), kan få nogle nuancer med, som de mangler i dag. Det kan være, at man ikke kan lide pointen, men den er altså svær at tale sig uden om.

Misforstå mig ikke. Naivitet kan være indtagende, især hos helt små børn. Men ikke hos store behårede journalister. Der må man forvente noget mere, især når man har fravalgt Politiken og købt en avis, der markedsfører sig som dennes politiske modsætning. Og nej, jeg mener ikke, at man skal være ukritisk ovf. Rep. Jeg ønsker ikke, at man skal op af den ene grøft for at styrte sig i den anden.

Og blot for at undgå andre misforståelser, så er det ikke hermed sagt, at Palin er helt uskyldig. Hun er en succesfuld politiker, hvilket man ikke bliver med barnesindet i behold. Er man i et system, hvor skattepenge skvulper rundt, er det vanskeligt at holde hændernen i lommen hele tiden. Det interessante er, om man forsøger at retfærdiggøre det, eller om man godt kan se, at systemet skal ændres. Her gør Palin ærligt talt mere indtryk af at ville “change” end Obamas hold.

Bedømmelsen af, hvem vi bør foretrække som præsident i USA, hører til en selvstændig posting og kommer ikke her. Kun disse to hints, hvis man virkelig skulle være i tvivl om mit standpunkt: Hvem går mest ind for frihandel, og hvem kan se Putin i øjnene og troværdigt true ham til at undlade nye overfald ind i et allerede intimideret Europa?

Når tiden kommer … II

Af Altmann, den 9. september 2008. Skriv et svar

Husk lige, at i diskussionerne om De Konservatives magtskifte, så læste I det første gang her.  Nuvel, vi tog fejl m.h.t., hvorvidt Connie Hedegaard havde en “marginal fordel” eller ej, men for en gangs skyld skyld er vi ikke kede af at tage (lidt) fejl.  Og resten af analysen holder såmænd.

Et andet syn på Georgien

Af admin, den 15. august 2008. 14 svar

Utroligt mange danske journalister synes instinktivt at have sympati for den anti-vestlige side i enhver konflikt: i Irak var sympatien hos Baath, al-Qaeda, al-Sadr og de andre anti-demokrater; i Libanon var sympatien hos det islamofascistiske Hizbollah og ikke det demokratiske Israel; og nu i Georgien er sympatien hos Rusland. Måske er det ikke helt rigtigt at sige “sympati”, der er vist mere tale om se tingene fra deres side, så vinklen bliver vendt mod os selv i almindelighed og USA i særdeleshed.

Tag denne artikel fra dagens Berlinger. Her finder man bl.a. følgende interessante oplysning:

Siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA og Europa vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO.

Æde sig dybere? Der er tale om folkeslag, der frivilligt benytter deres nyfundne demokratiske frihed til at slippe væk fra det gamle russiske imperiums undertrykkelse. En undertrykkelse, som hastigt synes at blive normen igen i det “nye” Rusland. Interessesfære? Når vi i Vesten ønsker at udvide vores interessesfære, benytter vi frivillighed og stiller endda krav til deres opførelse for at lukke dem ind. Når Rusland vil det samme, sker det ved at bombe staklerne til underkastelse. At bruge ordet “interessesfære” er et bevidst sprogligt forsøg på at ligestille åbenhed med grusomhed. En moralsk nivellering forklædt som objektivitet.

Der er ikke noget at sige til, at det “nye” Europa med Polen i spidsen, der er undsluppet det russiske imperium, har vist deres klare sympati for Georgien og dermed står i skærende kontrast til de “gamle” EU-lande med Tyskland bedrøveligt i spidsen. Godt at Danmark indtil videre har valgt side med Polen, hvilket blot viser, at Rumsfelds sondring mellem det gamle og det nye Europa reelt handlede om, hvilke lande der ikke føler sig for gamle til at kæmpe for friheden.

Hvis det så bare var udtryk for, at journalisterne objektivt forsøger at “se sagen fra den anden side”, men man leder forgæves efter passager, der med sit ordvalg på samme måde udtrykker en klar opbakning til Georgien og en klar afstandstagen til Ruslands fremfærd.

I gamle dage unde Den Kolde Krig kunne man have forklaret det med, at journalisterne nok var kommunister. Men det er oplagt ikke forklaringen i dag. Det må være enten pacifisme, defaitisme eller masochisme, som giver dem denne instinktive sympati for kræfter, der ikke vil os noget godt, og som vi bør manne os op til at konfrontere.

Eksemplet var taget fra Berlingske; det kunne være taget fra andre medier. Der er desværre ikke den store forskel, som sædvanligt. Retfærdigvis skal det siges, at Berlingskes 2. sektion byder på mere klar tale, f.eks. har Jesper Beinov et glimrende indlæg, og i gårsdagens kommentar fik Jeppe Kofoed omsider lov af sine partifæller til at udtale sig igen, hvilket han gjorde aldeles glimrende. Så mediebilledet er ikke så entydigt, når man kommer væk fra den journalistiske dækning, men det gør det ikke mindre påfaldende.

Afslutningsvis et link til The Times, hvor Gerald Baker som sædvanligt er i storform. Han gør op med en del af de indvendinger, som normalt fremføres af de, der betragter Tysklands m.fl. opførsel som en klog politik og savner Gerhard Schröders klare tale. Her er et enkelt uddrag, men læs videre selv her.

But we should never forget what Mr Sarkozy and his EU officials got up to this week. There can be no clearer indication of the perils that threaten the West if the EU gets its way and wins more clout in the world.

This, remember, is the same EU that wants to take over foreign and security policy from member states, an institution that is always eager to pump itself up at the expense of democratic institutions in those member states, but which crumbles into puny submission when faced with authoritarian bullying overseas.

NA – nyt partiprogram?

Af admin, den 13. august 2008. 23 svar

Denne punditokrat har tidligere dristet sig til at støtte den kursændring, som NA påbegyndte efter, at de ramte bunden i forbindelse med Jørgen Poulsens exit.

Et fast modargument imod enhver optimisme har i kommentarspalten været: se deres partiprogram (og græd, var vel det underståede budskab).

I så fald giver det fornyet håb, at det gamle partiprogram bliver skrottet, og at et nyt skal udarbejdes, som omtalt i Berlingske her?

Oh God, Obama, Oh Dear

Af admin, den 28. juli 2008. 5 svar

Jeg hader, når jeg ikke kan gennemskue en joke; når ironien er for fin og subtil.

Som nu forleden, hvor Berlingske havde ryddet forsiden, HELE forsiden og fundet Jesu Genkomst-typerne frem for at dække Obamas tale dagen før i Berlin. Joke eller total mangel på proportion?

Jeg kan godt li’ Berlingske, så jeg gætter på, at det var en fin ironisk kommentar til MSM og deres kritikløse dyrkelse af Obama. Det var især den indsatte notits på forsiden om, at man i midten kunne finde en tag-ud-og-gem idolplakat med Obama, hvor man havde indsat hans guldkorn fra talen, der har overbevist mig om, at det må være en spøg. Til overmål havde de endda undladt et “ikke” i en passage om, hvorvidt vi skulle bekæmpe terrorisme; det “ikke” vil de, der faktisk hopper på joken og gemmer plakaten, næppe savne.

Men igen. Det var en farlig finte. Lidt for subtil. Så kan jeg bedre lide Bakers mere bastante bibelske beretning om den kritiske presses møde med den udvalgte.

Læs her og nyd det.

Fortsat god sommer.