Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Klimafornuft

Af David Gress, den 14. marts 2007. 27 svar

BBC er måske ikke hvad det har været, især i sin dækning af Mellemøsten, men de kan altså også endnu, hvad Melanie Phillips her, her og her omtaler.

Slående er ikke blot at selve programmet dementerede påstandene om kultveiltens rolle for drivhuseffekten; at opvarmning må skyldes menneskelige aktiviteter; at alle fagfolk er enige herom; og at katastrofer truer hvis magthaverne ikke får mere magt til at styre folks adfærd.  Slående er også magthavernes reaktion: "det er løgn, selvom jeg ikke har set udsendelsen".  Mao.: det skal være løgn, for det føler jeg stærkt, så stærkt at jeg helst forbyder at sådanne udsendelser overhovedet laves.

Hvorfor spørger så få om hvorfor denne tro er blevet så voldsom?  Hvorfor er magthavernes og ideologernes følelser så uhæmmet indblandet?  Det minder på den ene side slående om fredshysteriet i 80'erne som rettere bør kaldes "panikangst for Sovjet-had til Reagan"-hysteriet.  Men det er som om de voldsomme følelser er endnu voldsommere, og de har bemægtiget sig ellers kølige typer, som ikke lod sig fortumle dengang.

Det er forbløffende så hurtigt en diffus overtro er blevet til redskab for magt.  Men lad os nu se.  Hvis boligmarkedet i USA styrktdykker vil vi ikke høre meget mere til Al Gore eller til økonomiske idiotier, som hæmmer vækst og frihed i miljøets navn.  Det er værre i Europa.  Her er magthaverne stort set ligeglade med vækst og frihed og indfører gerne reguleringer, der kvæler begge og nedlægger arbejdspladser for at bevise deres økologiske korrekthed.

Et par Melanie-citater:

The evidence that science — as opposed to the politicised version of it — does not support global warming theory has been obvious ever since this theory first burst upon us in the late 1980s. What is only now surfacing, however, is the evidence of the corruption of the processes being used to promote this scam and the intimidation of any scientists who try to tell the truth. For me, the most explosive revelations on the C4 film were scientists testifying to this corruption — from the vast amounts of grant money being used to create an entire global warming industry making it financially difficult for scientists not to produce ‘research' that supported the theory; to the falsification of the computer models in order to produce the alarmist predictions that would attract such funds; to the IPCC's deletion of crucial parts of the evidence that didn't fit the theory; to the circular argument that there was now a ‘consensus' on the theory among all the finest minds in science around the world. And let's not forget the astounding fact that the IPCC itself has said in terms that the scientific evidence for its fourth report —evidence which has not yet even been finalised — is to be brought into line with the ‘summary' of that evidence which was published last month. In other words, the ‘summary' was published before the evidence of which it was allegedly a reflection had even been finalised — and that evidence is to be changed to fit it if it deviates from what the summary said. Conclusion first, evidence later — or rather, evidence denied.

Og som kommentar til en videnskabsmand der indrømmer, at normal videnskab ikke kan bevise grundtesen, altså det menneskelige ansvar for global opvarmning (og dennes katastrofale følger, som naturligvis må understreges hele tiden for at give tesens første del sin nødvendige skikkelse af anklage og beskyldning), og som deraf slutter, at eftersom tesen må være sand (ud fra hvilket sandhedskriterium, må man spørge) må man erstatte normal videnskab med "postnormal" videnskab:

The real fight is between scientists who believe in empirical observation and the truth, and ‘post-normal' scientists who believe in ideology and lies. It's a battle between Enlightenment values of rationality and those who wish to return us to a pre-rational era where thought was controlled and truth was a heresy. The stakes could not have been delineated more clearly.

Det blir interessante, omend kvalmende tider.

På vej mod bedre tider i Irak?

Af Jens Ringsmose, den 13. marts 2007. Skriv et svar

2006 var ikke noget godt år for irakerne – og navnlig ikke for indbyggerne i Bagdad. Terrorbombningen af Den Gyldne Moske i Samarra i februar udløste en voldsom optrapning af den sekteriske vold, og samtidig med at den komplekse konflikts hovedskillelinje således i tiltagende grad kom til at løbe mellem sunnitter og shiitter, blev den sekterisk blandede hovedstad skueplads for en stadig større del af de voldelige sammenstød.

I det tidlige forår 2007 er der imidlertid flere forhold, der giver anledning til en – indrømmet – meget forsigtig optimisme. Der er ingen udsigt til, at konflikten bliver bragt til afslutning i løbet af den nærmeste fremtid, men de seneste ugers udvikling i Bagdad og Washington, giver næring til et spinkelt håb om, at 2007 bliver mere fredeligt end sidste år.

Det er for det første værd at bemærke, at Bush-administrationens nye strategi, der frem for alt udfolder sig som en forøget civil, militær og økonomisk indsats i Bagdad-området og Anbar-provinsen, har fået en god start. Fire uger efter at den nye tilgang blev implementeret melder amerikanske styrker i Bagdad således om en markant reduktion af volden. Hvor der blev fundet 390 lig i hovedstaden i de to uger, der gik forud for kampagnens lancering den 13. februar, blev der ‘kun’ fundet 164 ofre for den sekteriske vold i anden halvdel af februar. Samtidig har flere sunni-muslimske stammeledere i Anbar-provinsen vendt al-Qaida ryggen, og en del kæmper nu aktivt sammen med irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanere mod de islamistiske terrorister. Selvom det ganske vist er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt Washingtons nye tilgang rummer nøglen til langsigtet succes, er begyndelsen under alle omstændigheder lovende.

Der er for det andet grund til at hæfte sig ved, at den irakiske regering omsider er nået til intern enighed om det lovmæssige grundlag for en deling af landets olieproduktion. Efter mange måneders tovtrækkeri mellem centralregeringen i Bagdad og det regionale styre i de kurdiske områder, har parterne langt om længe fundet en løsning, som – lidt forenklet – deler olien mellem provinserne på baggrund af befolkningstal, og ikke med udgangspunkt i hvor olien findes. Aftalen har endnu ikke været behandlet i parlamentet, men udgør et meget væsentligt første skridt.

Den forsigtige optimisme næres for det tredje af Bush-administrationens nyfundne vilje til at engagere sig diplomatisk med Iran og Syrien. Hidtil har Washington hårdnakket afvist at indgå i nogen form for dialog med de to ‘slyngelstater’, men i lørdags mødtes højtstående repræsentanter fra Damaskus og Tehran med amerikanske diplomater under en sikkerhedskonference i Bagdad. Det er mere end tvivlsomt, om en diplomatisk dialog vil ændre på forholdene i Irak på kort sigt – både Syrien og Iran vil med al sandsynlighed kræve indrømmelser, som Washington kun vanskeligt kan give – men forhåbentligt kan kursskiftet igangsætte en proces, der med tiden kan virke til at forbedre situationen i Irak.

Det vestlige mediebillede har i lang tid været helt domineret af de ubestridelige vanskeligheder blandt andet amerikanske, britiske og danske styrker står stillet overfor i Irak. Der er imidlertid enkelte lyspunkter – og noget tyder på, at 2007 kan blive året, hvor udviklingen vender.

Secular Islam Summit

Af Jacob Mchangama, den 11. marts 2007. 1 svar

Den 4 og 5 marts i år afholdtes en særdeles bemærkelsesværdig begivenhed i St. Petersburg, Florida; nemlig "Secular Islam Summit". Konferencen havde deltagelse af prominente navne som Ibn Warraq, Amir Taheri,  Shaker Al-Nabulsi,  Tawfik Hamid,  Irshad Manji og Wafa Sultan (hele deltagerlisten kan læses her) og havde reformation af Islam som emne.

 

Videodækning fra konferencens debatter kan ses her, og her kan ses en række interviews med bl.a. Irshad Manji, Ibn Warrag (og Michael Ledeen).

 

Konferencen mundede ud i en erklæring underskrevet af deltagerne (samt Ayaan Hirsi Ali) (Ibn Warraq kan ses læse erklæringen op her):

 

We are secular Muslims, and secular persons of Muslim societies. We are believers, doubters, and unbelievers, brought together by a great struggle, not between the West and Islam, but between the free and the unfree.

We affirm the inviolable freedom of the individual conscience. We believe in the equality of all human persons.

We insist upon the separation of religion from state and the observance of universal human rights.

We find traditions of liberty, rationality, and tolerance in the rich histories of pre-Islamic and Islamic societies. These values do not belong to the West or the East; they are the common moral heritage of humankind.

We see no colonialism, racism, or so-called "Islamaphobia" in submitting Islamic practices to criticism or condemnation when they violate human reason or rights.

We call on the governments of the world to

reject Sharia law, fatwa courts, clerical rule, and state-sanctioned religion in all their forms; oppose all penalties for blasphemy and apostacy, in accordance with Article 18 of the Universal Declaration of Human rights;

eliminate practices, such as female circumcision, honor killing, forced veiling, and forced marriage, that further the oppression of women;

protect sexual and gender minorities from persecution and violence;

reform sectarian education that teaches intolerance and bigotry towards non-Muslims;

and foster an open public sphere in which all matters may be discussed without coercion or intimidation.

We demand the release of Islam from its captivity to the totalitarian ambitions of power-hungry men and the rigid strictures of orthodoxy.

We enjoin academics and thinkers everywhere to embark on a fearless examination of the origins and sources of Islam, and to promulgate the ideals of free scientific and spiritual inquiry through cross-cultural translation, publishing, and the mass media.

We say to Muslim believers: there is a noble future for Islam as a personal faith, not a political doctrine;

to Christians, Jews, Buddhists, Hindus, Baha'is, and all members of non-Muslim faith communities: we stand with you as free and equal citizens;

and to nonbelievers: we defend your unqualified liberty to question and dissent.

Before any of us is a member of the Umma, the Body of Christ, or the Chosen People, we are all members of the community of conscience, the people who must chose for themselves.

Konferencen fik i øvrigt dækning af Wall Street Journal, CNN, Times of London og måske endnu mere væsentligt af muslimske medier som Al-Arabiya, Kuwaiti News Agency og Muslim World Today.

 

 

 

 

 

 

Frie valg og liberal konstitutionalisme –- samklang eller konflikt?

Af Jørgen Møller, den 9. marts 2007. 3 svar

I dagens udgave af Weekendavisen spinder jeg en kommentar over den globale sammenhæng – eller i hvert fald det globale sammenfald – mellem frie valg og liberal konstitutionalisme. Artiklen tager udgangspunkt i et paper, jeg har under udgivelse i Acta Politica.

Af samme grund er fremstillingen blevet lidt teknisk, men budskabet er meget enkelt: den europæiske sammensmeltning mellem frie valg og liberal konstitutionalisme (frihedsrettigheder samt ‘rule of law’) lever i bedste velgående, også uden for Europa og Nordamerika. 1990ernes dystre forudsigelser om det ‘uliberale’ eller ‘elektorale’ demokratis komme – fremført af politologer som Fareed Zakaria – har altså ikke vist sig at holde stik.

Ja, faktisk kan vi gå et skridt videre. Selv sen-90ernes tilsyneladende kløft mellem frie valg og liberal konstitutionalisme udgjorde i et vist omfang et mirage. For bevisførelsen var uholdbar, alt den stund to uafhængige dimensioner – den ene elektoral, den anden liberal – blev sammenlignet ved brug af en endimensional klassifikation i stedet for en todimensional typologisering. Der var altså tale om en overtrædelse af taksonomisk børnelærdom.

Det leder os frem til de gode nyheder: at frie valg (dvs. demokratiet i en schumpetersk optik) stadig går hånd i hånd med frihed (forstået som frihedsrettigheder og retssikkerhed). Hvor sidstnævnte ikke bliver respekteret, som i Rusland, der er valgene almindeligvis ikke frie og vice-versa. Det liberale demokrati (frie valg samt retssikkerhed) er still going strong. Lad mig slutte af med at citere et par afsnit:

“Hvor efterlader det os? Den historiske sammensmeltning af demokrati og liberalisme holder stadigvæk, lyder den endelige konklusion. Det bør vi sætte pris på. For der er bestemt ingen grund til at misunde dem, der er henvist til at leve i et uliberalt demokrati – et flertalsdiktatur.

Lad mig illustrere denne pointe ved at vende tilbage til udgangspunktet: de demokratisk valgte politikeres lidet imponerende politiske og økonomiske track record i verden af i dag. I en situation hvor frie valg ikke baner vejen for ansvarlige politikere, er det liberale korrektiv vigtigere end nogensinde. For retsstatens værn imod flertalstyranni er også et værn imod den økonomiske populisme, vi ser i lande som Venezuela; og imod den politiske foragt for borgernes rettigheder, vi ser i Irak. Den liberale side af den demokratiske mønt begrænser kort sagt muligheden for politiske narrestreger.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre. Det er ikke tilfældigt, at 16-, 17- og 1800-tallets store liberale tænkere og statsmænd lagde større vægt på retssikkerheden end på valgretten. For hvor juridisk vilkårlighed hersker, findes der ingen frihed. Og friheden, forstået som retssikkerheden, er selve forudsætningen for at nyde civilisationens goder. Frie valg uden liberale skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er med andre ord meget lidt værd.

Undertegnede ville til enhver tid foretrække at leve i en retsstat uden stemmeret frem for i et uliberalt land med frie valg. I det lys er det meget opmuntrende, at demokrati og liberalisme stadig går hånd i hånd, i hvert fald på det globale niveau“.

And now for something completely different …

Af David Gress, den 9. marts 2007. 19 svar

Jeg har lyst til for en gangs skyld at delagtiggøre læsere af denne blog i en af mine regelmæssige JP-klummer.  Den handler om et emne, jeg ikke skriver meget om, men tænker desto mere over.  Den kommer imorgen (lørdag), men her er den:


En rigtig yankee 


DR2 har netop udsendt hvad der for mine penge er den bedste tv-dokumentarserie, der nogensinde er lavet, nemlig Ken Burns' "Den amerikanske Borgerkrig" fra 1990.

Trods at film ikke var opfundet i 1861-65, da krigen blev ført, får seeren en lige så uforklarlig som voldsom fornemmelse af bevægelse og spænding.  Burns brugte år på at samle fotos, kobberstik og aviser og på at filme slagmarkerne, hvoraf de fleste heldigvis i dag henligger urørte som nationalparker.

Burns lader også nutidige historikere komme til orde.  Den bedste af dem er nu afdøde Shelby Foote, der brugte 30 år på at skrive hvad der stadig er det bedste enkeltværk om krigen.  Værket, der omfatter 2000 sider, hedder bare "The Civil War" og er blandt de få moderne historievidenskabelige værker, der kan hævde rang af litteratur.

Læser man udover Foote det andet store nutidige værk om krigen, James McPhersons "The Civil War Era" fra 1988, vil man være velorienteret om den krig, der for mig i al fald mere end nogen anden repræsenterer krigens sande væsen, således som det var indtil Første Verdenskrig.

Foote var sydstatsmand og værket er præget af en bevægende blanding af vemod og indsigt.  Sydstaterne måtte tabe krigen, og deres sag var tvivlsom, men de kæmpede heltemodigt og den særlige sydstatskultur, som gik under efter krigen, omfattede langt mere end blot slaveri og racisme.  Ligesom forfatteren Julien Green opfattede Foote sig i nogen grad som statsborger i et land, der ikke længere eksisterede, og som faktisk kun havde eksisteret i fire år, nemlig Confederate States of America.

Hvad er det, der rører så mange af os så dybt, når vi læser Foote eller ser Burns?  Det er ikke tabstallene alene, selvom krigen kostede 600.000 livet, hvad der ville svare til, at Danmark på fire år mistede 100.000 af sine bedste unge mænd.  Det er i hvert fald ikke de mange uduelige generaler, de ofte korrupte leverandører af proviant, våben og udstyr, de bekymrede finansfolk i New York eller de patetiske journalister.

Nej, for mig i al fald er det vidnesbyrdene om soldaternes tålmodige, uklynkende, selvfølgelige offervilje og heltemod, som vi mærker den i deres næsten altid smukt håndskrevne breve.  Det er den svulmende stolthed, taknemmelighed og ærbødighed, jeg føler for mænd, der var frie borgere i et demokrati, og som ikke af dette demokrati var gjort svage, feje eller bange for ansvar.  Disse 17-20-årige knægte udviste en modenhed, mange på to-tre gange deres alder i vore dage ikke kan mønstre.

En af de knægte var min oldefar, og det er endnu en grund til at den krig altid vil bevæge mig.

Det er kun fornylig, jeg takket være mormonernes genealogiske internet-databaser har kunnet pejle mig frem til dele af hans historie.  Ingen af hans breve er såvidt jeg ved bevaret.  Jeg har dog af en kusine i Canada fået et fotografi af ham, taget i 1918.  Jeg ligner ham overhovedet ikke.

George Washington Lewis, som han hed, blev født som nr. fire af otte børn af en grovsmed i Philadelphia i 1839.  Familien var kommet fra England i 1740.  Da krigen brød ud i 1861, meldte han sig frivilligt (værnepligten kom først to år senere) og blev indrulleret i Pennsylvanias 61. infanteriregiment, som blev sendt til Potomac-arméen.

Det var den armé, der ifølge de første års krigsplan for Nordstaterne skulle udføre hvad mange, dog ikke præsident Abraham Lincoln, troede var en let opgave, at marchere de 160 km til Sydstaternes hovedstad Richmond og kvæle dette latterlige oprør.  Det skulle tage fire år.

I forsommeren 1862 var det 61. regiment med i den lige så selvglade som uduelige hærchef George McClellans forsøg på at omgå sydstatshæren ved at gå i land på Virginias kyst og tage Richmond bagfra.  De overtallige nordstatstropper led hårde tab og måtte efter uger i den ulidelige, fugtige hede indskibe sig igen.

I juli 1863 nåede sydstatsoffensiven sit nordligste punkt i tredagesslaget ved Gettysburg i Pennsylvania.  George var også her med, men hans regiment kom ikke i kamp.  Det vogtede Potomac-arméens yderste højre flanke, som sydstatsgeneralen Robert Lee skæbnesvangert for ham undlod at løbe over ende på slagets første dag.

I maj 1864 indledte Ulysses Grant Potomac-arméens offensiv lige mod Lees hovedstyrke.  Midt under de usandsynligt blodige kampe blev George taget til fange ved Spottsylvania og sendt til den berygtede fangelejr i Andersonville i Georgia.  13.000 af de 45.000 indsatte omkom af sult og sygdom.  Det skal siges at også mange sydstatsfolk sultede i 1864.

I december 1864 udvekslede Syd og Nord fanger, og George kom hjem.  14 år senere ægtede han min oldemor, og min farfar blev født i 1887.  Da var George 47 og boede i New York, hvor han drev en bog- og papirhandel på nedre Manhattan.  Han døde 90 år gammel i 1929.  Min far har kendt ham.

George var en rigtig yankee.

Double whammy

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. marts 2007. 12 svar

En af de store historier den seneste uge har været, at Enhedslistens unge folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil snart forlader dansk politik (også før Enhedslistens interne regler ville have tvungent hende til det).  Måske ikke “for good”, men ihvertfald for en lang periode og på ubestemt tid.  I den forbindelse har hun afsendt et par afskedssalutter, bl.a. om at det er usundt at blive siddende i Folketinget alt for længe–især hvis man er kommet derind som meget ung.

Det vil jeg sådan set–som én der er en varm tilhænger af “term limits” for politikere–lette på hatten for.  Det fortjener hun lidt respekt for–også (og måske i særdeleshed) når der er så meget andet, man ellers er uenig med hende i. 

Det samme gælder, godt som skidt, Socialistisk Folkepartis tilsvarende unge stjerne Morten Homann, som allerede for noget tid siden med et lignende argument har meddelt, at han forlader dansk politik; ham har jeg været uenig med (og krydset klinger med), men man bør ære dem, som æres bør–og i dette tilfælde at der altså er to ganske eksponerede politikere, som givetvis uden store problemer kunne være blevet genvalgt i et par årtier, men som peger på, at det er usundt at gøre politik til en levevej, og som hver især har rygraden til at tage den personlige konsekvens.  Én ting er, når den type vurderinger kommer fra en erfaren politiker som Britta Schall Holberg (V), som næppe selv kan siges at falde ind under problemet–det er meget mere “stærkt”, når det kommer fra Homann & Rosenkrantz-Theil, som på den måde virkeligt “put their money where their mouths are”–eller rettere sagt: ikke gør det!

Men når denne ros nu er givet … kan jeg dog heller ikke undlade at bemærke mediernes omtale af fru Rosenkrantz-Theil i forbindelse med hendes meddelelse–og i særdeleshed den overstrømmende positive, grænsende til det ukritiske omtale af den unge politiker. Her blev det ganske vist, sine steder, nævnt en passant, at det jo var som hendes gæster, at de to venstreekstremister Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen blev lukket ind på Christiansborg, inden de voldeligt overfaldt Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.  Ingen steder blev hendes rolle i denne sag kommenteret bare lidt mere kritisk end som så, og når dét fra tid til anden er sket de seneste fire år, har f.eks. Frank Aaen været hurtig til at fare i blækhuset for at benægte sin partifælles rolle i sagen.

Derfor–og måske særligt i en tid, hvor man kan høre selv relativt moderat venstreorienterede de facto forsvare de voldelige opstande i København (som jo “var politikernes skyld” eller p.g.a. “religiøse fanatikere” o.a., der sætter “profit over kultur” o.s.v.)–kan det være formålstjeneligt lige at minde om et par af detaljerne i, hvad Rosenkrantz-Theil faktisk gjorde og sagde, inden Enhedslisten i sin tid hurtigt lagde låg på malingsagen.  Så hermed–via Spinnesidens samling af kilder (samlet af Mie Femø Nielsen)–lidt uddrag fra dengang for fire år siden, som siger en del både om Rosenkrantz-Theils syn på legitimiteten i at overfalde anderledes tænkende og om hendes mangel på ærlighed og konsistens, og om hvor hendes virkelige sympatier lå, før Enhedslisten bankede hende på plads:

Jyllands-Posten 19. marts 2003: “Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.

»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget – før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen. »Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen.«”

Berlingske Tidende 19. marts 2003: “Nok så væsentligt bar den ene af dem et gæstekort, som afslørede, at han angiveligt var inviteret af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som selv er medlem af Globale Rødder. Hun benægtede senere, at hun skulle have inviteret sine holdningsfæller, men hun indrømmede dog, at hendes sekretær havde sagt god for de to besøgende hos Folketingets vagt, og at denne sekretær efterfølgende havde ladet dem vandre rundt på Christiansborg uden opsigt, hvilket er i strid med stedets sikkerhedsregler. …

Men anerkender du det som en demokratisk mulighed, at et flertal i Folketinget kan beslutte at Danmark skal deltage i en krig? »Jamen altså, det er jo en realitet, og det er det, der er sket.« Er det så i orden at kaste med maling mod flertallets repræsentanter, når der er blevet truffet en beslutning, der går imod det, som man selv står for? »Jeg synes ikke, at det er i orden at gå i krig. Uanset om man har 90 pct. af befolkningens opbakning til at gå i krig, så mener jeg ikke, at det er i orden. …«

Synes du, at Folketinget er det rette sted at demonstrere på den her måde? »Jeg har selv kastet med høns inde i folketingssalen, fordi vi var meget kritiske overfor en beslutning, som man havde taget. Så jeg skal være den sidste til at kritisere den slags.«

Det her var et overgreb mod to personer. »Nu synes jeg lige, at man skal få proportionerne på plads. …«

Det synes du altså er i orden her i Folketinget? »Ja, det synes jeg.«

Ved du, om bagmændene er nogen, som du kender? »Nej, det ved jeg ikke, men det er det da formodentlig.«  …” 

Berlingske Tidende 21. marts 2003: “Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten indrømmer nu, at hun på dagen, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overhældt med maling af aktivister fra Globale Rødder, mødte og talte med de to gerningsmænd på Christiansborg. Indrømmelsen kommer efter, at et vidne over for politiet har fortalt, at han så de tre sammen før aktionen, og før Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte sin betingelsesløse støtte til malingoverfaldet.

Rosenkrantz-Theil fastholder dog, at hun ikke på forhånd kendte noget til aktionen, og at hun, trods mødet med gerningsmændene, ikke vidste, at de var kommet ind på Christiansborg under dække af at være hendes gæster. Mødet opstod ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil tilfældigt, da hun forlod folketingssalen for at hente en ordførertale på sit kontor. På vejen hilste hun på Lars Grenaa, som senere overhældte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med maling. Ham kendte hun fra sin tid i en elevorganisation.

»Jeg hilste på ham og spurgte, hvad han lavede her. Han svarede, at han var inde i Folketinget for at få nogle oplysninger. Derefter gik han videre,« siger Rosenkrantz-Theil. …

Var det ikke mere dig, end det var malingkasterne, der skadede både Enhedslisten og dig selv ved at udtale støtte til aktionen?

»Altså, jeg udtaler mig ikke mere
overhovedet om de ting fra
i tirsdags,« slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.”

Vejle Amts Folkeblad 20. marts 2003: “Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil har fået hug i sin folketingsgruppe for sine udtalelser om malingsattentatet tirsdag på statsminster Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsmininister Per Stig Møller (K), som den 26-årige tidligere græsrodsaktivist lovpriste som en symbolaktion, som hun sagtens selv kunne have fundet på at lave. Det fremgår af en pressemeddelelse fra folketingsgruppen. Der står, at Enhedslistens folketingsgruppe tager afstand fra oversprøjningen af statsministeren og de udtalelser, som Pernille Rosenkrantz-Theil fremsatte udmiddelbart efter aktionen. …

Men om Rosenkrantz-Theil nu pludseligt mener noget andet, må pressen spørge Rosenkrantz-Theil om, siger Line Barfod. Og hertil svarer den ellers så åbenmundede Rosenkrantz-Theil selv:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag, siger hun til Ritzau.

Spurgt, om hun så fortryder sine udtalelser, gentager Rosenkrantz-Theil:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt. Og Line Barfod er ordfører i denne sag.

Spurgt igen, om hun har tænkt sig at give statsministeren og udenrigsministeren en undskyldning for sin blåstempling af attentatet, siger Rosenkrantz-Theil:

– Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har sagt rigeligt.”

BT 21. marts 2003: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil er godt sur. Ikke kun over, at hun ikke længere må udtrykke sympati for ‘symbolaktionen’, da to aktivister fra Globale Rødder forleden hældte rød maling på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.

Det er slemt nok i sig selv. I går blev surheden vendt til flammende vrede, da det gik op for hende, at den ene af de to aktivister, Lars Grenaa, 23, muligvis stod bag et komplot, der kan lægge hendes politiske karriere i ruiner. Det er i hvertfald hendes egen opfattelse. …

Pernille Rosenkrantz-Theil valgte i går at lægge kortene på bordet og indrømme, at hun faktisk talte med den 23-årige Lars Grenaa i Folketinget før aktionen. Hun afviser dog fortsat, at hun på nogen måde stod i ledtog med aktivisterne eller kendte til deres attentatplan. Mødet fandt sted klokken 13.15 foran folketingssalen. Det var fem minutter efter, at de to aktivister havde sagt farvel til hendes sekretær og i strid med Folketingets sikkerhedsregler fik lov at bevæge sig frit ud i huset.

»Jeg var på vej tilbage til kontoret for at hente min ordførertale, da jeg så Lars Grenaa. Jeg spurgte ham hvad han skulle, og han svarede, at han skulle ind og tjekke nogle ting. Så smutter jeg videre,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Lars Grenaa og den 22-årige Rune Eltard-Jørgensen bar et skilt med påskriften ‘gæster til Pernille Rosenkrantz-Theil’. Det bemærkede hun dog ikke, siger hun. »De havde alle muligheder i verden for at spørge mig, om jeg ville lægge ryg til aktionen. Eller i det mindste fortælle mig, at de ville lave en aktion i mit navn. Det gør de ikke. De hilser bare, og det er jeg ikke specielt lykkelig over,« siger hun. Hvordan det hænger sammen med, at hun siden udtrykker sin støtte til overfaldet og siger, at hun selv kunne have fundet på det, ønsker hun ikke at uddybe.

»Det vil jeg ikke svare på,« siger hun og henviser til Enhedslistens udtalelse, der tager afstand fra aktionen. Hendes udlægning støttes til dels af Claus Pedersen, som er talsmand for Globale Rødder. »Jeg er ked af, at hun fik problemer. Det vil jeg gerne sige undskyld for. Men det er en personlig undskyldning til hende alene. Den gælder ikke resten af folketingsgruppen. Den måde de har banket hende på plads på er rent meningstyranni,« siger han.

Jyllands-Posten 26. januar 2005: “Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil nægter, som det eneste medlem af Folketinget, at fordømme to aktivisters angreb med rød maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen. Pernille Rosenkrantz- Theil udtaler, at hun selv kunne have udført aktionen, hvis ikke hun var folketingsmedlem. Det udløser en storm af protester mod den unge venstrefløjspolitiker, der, allerede før hun kom i Folketinget, gjorde sig bemærket ved at lukke en flok levende høns ud i folketingssalen.

Hvordan har du det med udtalelsen, når du ser tilbage på forløbet i dag? Jeg siger altid min ærlige mening, og det giver indimellem øretæver.”

Med andre ord: Som kommunikationsforskeren Mie Femø Nielsen skrev for to år siden på Spinnesiden, er hele sagen et godt eksempel på, hvordan Enhedslistens ledelse lukkede og “spandt” sagen.  I dag er der stort set ingen, der vil give anden vinkel på dén end, at der var nogle som misbrugte en andens navn.  Ingen synes tilsyneladende villige til at rejse så simpelt et spørgsmål som, om Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet ikke vidste, hvem hendes sekretær arrangerede møder med i hendes navn?  Var sekretæren blevet snydt, medskyldig eller noget helt tredje?  Jeg har ihvertfald mine anelser, når alle de små ting ses i den større sammenhæng.

Er det en sag, der er værd at bruge kræfter på at bringe op igen? Tja, det er der vel delte meninger om, men i en tid hvor store dele af venstrefløjen næsten dagligt mere eller mindre aktivt støtter (eller ihvertfald forsvarer) venstreekstremisters politiske brug af vold, er den ihvertfald for vigtig til at lade gå helt i glemmebogen.

Plame – dommens dag (I)

Af admin, den 7. marts 2007. 19 svar

Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.

Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:

Bush-rådgiver løj om Irak

Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).

Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.

Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:

Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel

Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.

Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.

Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.

Mere følger, når jeg får bedre tid.

Bryd tavsheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. marts 2007. 9 svar

En af vore trofaste læsere har gjort os opmærksom på et arrangement, hun selv har deltaget i organiseringen af, og som måske kan fortjene en bredere opmærksomhed, end emnet ellers får: Nemlig kampagnen "Bryd Tavsheden" om den ignorerede krig i Tjetjenien og de helt uhyggelige ting, der foregår dér–stort set upåagtede af omverdenen, desuagtet at de i grusomhed og omfang får meget dystre historiske perspektiver frem.  Netop i dag begynder i den forbindelse i København en filmfestival med samme titel.  Jeg har set kampagnens fotoudstilling i katalogform, og det er simpelthen hjertegribende.

P.S. In an unrelated story …  Ruslands præsident Vladimir Putin er begyndt at skrive om fred og frihed i britiske The Guardian–eller ihvertfald har de trykt en tale, hvori han bl.a. siger, at "The universal, indivisible character of security can be expressed as the basic principle that "security for one is security for all". As Franklin D Roosevelt said at the onset of the second world war: "When peace has been broken anywhere, the peace of all countries is in danger."."  I stedet skal man opføre sig i overensstemmelse med de "uncontested" principper om "openness, transparency and predictability".  Host, host … Det har afstedkommet nogle farverige indlæg på avisens blog, bl.a. dette fra en læser:

"Anna Politkovskaya, Igor Domnikov, Sergey Novikov, Iskandar Khatloni, Sergey Ivanov, Adam Tepsurgayev, Eduard Markevich, Natalya Skryl, Valery Ivanov, Dmitry Shvets, Paul Klebnikov, Magomedzagid Varisov, and Alexander Litvinenko could not be reached for comment."

Punditokraterne på P1 II

Af Jacob Mchangama, den 3. marts 2007. 3 svar

For de af punditokraternes læsere, som interesserer sig for menneskerettigheder kan det nævnes, at undertegnede deltog i P1s program Agenda, hvor jeg debaterede hvilke udfordringer menneskerettighederne står overfor med advokat Sune Skadegaard Thorsen. Debatten tog bl.a. udgangspunkt i en ny bog udgivet af Institut for Menneskerettigheder, der ser Vesten - b.la. på grund af krigen mod terror og "nationalisme" - som den største trussel mod menneskerettighederne. En konklusion jeg langt fra er enig i, hvilket også fremgår af debatten.

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2007. 19 svar

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Social darwinisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. marts 2007. 11 svar

Berlingske Tidende beretter fra torsdagens flyvende fogedforretning:

Demonstrant fik sprængt hånd
En demonstrant i optøjerne i København fik ved 21.30-tiden torsdag sin hånd sprængt af i Prinsessegade. …
Demonstranten kom til skade, da han tilsyneladende ikke nåede at slippe et kanonslag. Han blev straks taget under behandling af ambulancefolk på stedet.

Ugens citat: Metz om frihed (igen)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. februar 2007. 3 svar

Så er Informations aldrende redacteur, Georg Metz, igen på banen med indsigtsfulde udtalelser om CEPOS og frihed:

“CEPOS og andre helligt overbeviste om den personlige friheds nær absolutte karakter og dyrkelse af individet som mål i sig selv er noget fis.”

Det er godt, at der er nogen, der holder fanen og tonen højt–og samtidigt bliver klogere.  Sidst Metz udtalte sig om emnet, sagde han, at det var lige så uforståeligt som albansk.  Nu må han have forstået det så meget, at han dog kan sige, at det er “noget fis”.  Man bliver tilsyneladende klogere med tiden.

The Triumph of Authoritarianism: An Assessment of the UN's Human Rights Council

Af Jacob Mchangama, den 27. februar 2007. 5 svar

On 15 March 2006 the UN General Assembly adopted Resolution 60/251 establishing the new Human Rights Council ("the Council"). The adoption of the Council had become necessary since its predecessor – the Human Rights Commission – had lost its credibility due to the politicising and double-standards of its work. This often resulted in the effective protection of human rights having little or no bearing on the agenda of the Commission. The Commission was further tarnished by the fact that its membership was open to countries which systematically violated the most basic civil and political rights of its citizens, culminating with Libya chairing the Commission in 2003.

While the improvements made from the old Commission were very modest and mostly theoretical in nature, Resolution 60/251 does state, inter alia, that the Council shall

"address situations of violations of human rights, including gross and systematic violations, and make
recommendations thereon" and "that the work of the Council shall be guided by the principles of universality, impartiality, objectivity and non-selectivity."

According to former Deputy Secretary General Mark Malloch Brown the reform of the Commission was a "litmus test" of UN renewal. At his statement on 19 June 2006 at the Council's first day of work, former Secretary General Kofi Annan proclaimed a "new era in the human rights work" of the UN. Annan also expressed his hope that the Council would entail "a change in culture" from the Commission.

However, rather than ushering in a new era of non-partisan commitment to the efficient protection of international human rights, the work of the Council has so far proved even more politicised, biased and hostile to the protection of basic rights than the work of the Commission. In particular, the failure to limit Council membership to States with proven human rights records has proven costly.

The 3 regular and 4 special sessions held by the Council so far, have shown fundamental and bitter differences between Western and non -Western – in particular Muslim – States. The Muslim States are often co-ordinated by the Organization of the Islamic Conference ("OIC"), which has a substantial number of members on the Council which consists of a total of 47 members. The Muslim States can often count on the votes of the members of the African group, as well as the votes of countries such as Cuba and China. The Western states can only sometimes hope to count on the support of other liberal democracies such as South-Korea and Japan.

In effect, this forms a majority coalition of States with a very questionable, if not hostile attitude toward classic, civil and political human rights. Accordingly, countries based on Western style liberal democracy with separation of powers, constitutionalism and protection of individual rights at its core, form a marginalised minority within the Council. These States are thus powerless to prevent the aforementioned coalition from setting the agenda of the Council and in the name and with the moral authority of the Council, adopting resolutions and decisions which are blatantly at odds with the effective protection of human rights.

While the first regular session was largely ceremonial in nature and the third concentrated on institution building, the second regular session of the Council -supposed to achieve substantive results – offers a good window into the workings of the Council.

Western States continually found themselves unable to gain support for decisions or resolutions on issues such as freedom of speech and religious tolerance, Sri Lanka, which experienced wide-spread violence at the time, and Darfur, which continues to be the worst current example of systematic human rights violations in the world. According to an anonymous EU official:

"the unsuccessful attempts to reach consensus, despite exhausting efforts, have showed once again that the EU simply cannot muster enough support for its proposals and was repeatedly forced into an underdog position." 

The coalition of non-Western States also successfully obstructed other attempts at any country specific discussions, decisions and resolutions, which would otherwise seem a prerequisite for the Council since human rights violations are committed by states and, that the obligation of human rights conventions rest upon states.

According to another anonymous EU official:

"Country mandates were more vigorously attacked than previously; the "hardliners" did not accept that the Council "took note" of  reports of SRs (Special Rapporteurs)[..] and discussing human rights violations by countries, appeared  to be increasingly difficult."

The Report also claims that most likely a majority of the Council will seek to do away entirely with the current possibility of appointing Special Country Rapporteurs charged with investigating human rights violations in designated countries.

The second ordinary session resulted in no substantive decisions or results and the session had to be suspended with a view to further discussion of different proposals.

The EU official paints a bleak picture of the future work of the Council:

"Still, the past three weeks have shown that it will be an uphill battle for those who want a strong Council effectively equipped to promote and protect HR worldwide, in a non-selective and non-politicised atmosphere, and to ensure that its objective and balanced recommendations are adequately implemented." 

The Israeli Exception

Despite the resistance of non-Western States to country specific reports, these countries have shown themselves willing to make a notable exception. In the Council's first regular session the Council decided to ask various Special Rapporteurs to report "on the Israeli human rights violations in occupied Palestine", as well as on:

"human rights violations and implications of the Israeli occupation of Palestine and other occupied Arab territories at its next session and to incorporate this issue in following sessions".

Accordingly, the Council decided to make specific consideration of Israel a permanent issue of future sessions, all the while unwilling to consider any substantive human rights issues in other countries with serious human rights problems. Moreover, the wording of the decision is markedly biased in that it only mentions Israeli human rights violations and omits any reference to terrorism and the killing of civilians by Palestinian groups.

It is noteworthy that the countries voting in favour of this decision included Algeria, China, Cuba, Saudi-Arabia and Pakistan, whose human rights records are notoriously poor. The Western States were easily outvoted, demonstrating the power of the OIC to set the agenda on the Council. When the Special Rapporteurs, appointed by the Council, reported back on their findings with regard to Israeli human rights violations in Palestine, their conclusions were vigorously opposed by the very same majority which had requested the Special Rapporteurs to initiate their work. This opposition seemingly resulted from some of the Special Rapporteu
rs – while roundly condemn
ing Israel – also mentioned Palestinian killings of innocent civilians, which the majority found tantamount to pro-Israeli bias. Accordingly the OIC states worked actively to drop any reference to the conclusions of the reports of the Special Rapporteurs from the Council's decisions and resolutions.

3 out of 4 of the Council's special sessions have been called in order to discuss Israel and issues such as Palestine, Lebanon and Beit Hanun. All of these extraordinary sessions have resulted in completely one-sided, strong-worded condemnations of Israel – often based on no verifiable factual background and/or media reports. Moreover, these condemnations include no reference to the abduction of Israeli soldiers or terrorism by Palestinian factions and Hezbollah. These decisions have been carried through despite Western States voting against the proposals.

Of particular interest is the Council's second special session on " The grave situation of human rights in Lebanon caused by Israeli military operations", a session called by Tunisia on behalf of the Group of Arab States and the OIC. The title of the session – attributing the war and its civilian casualties solely to Israel without mentioning Hezbollah – is indicative of the extreme level of bias demonstrated by the Council during this session.

The Council adopted a resolution, which, inter alia, condemned Israeli military operations in Lebanon as "gross and systematic violations of the Lebanese People" – language ordinarily reserved for circumstances such as the ethnic cleansing of the Former Yugoslavia and Rwanda. The Council was moreover, "appalled at the massacre of thousands of civilians", an accusation which should only be employed by the body of an international organization if backed by solid facts and clear supporting evidence, which was not the case.

The Council also decided to establish a high-level commission of inquiry comprising of eminent experts on human rights:

"To investigate the systematic targeting and killings of civilians by Israel in Lebanon[…] to assess the extent and deadly impact of Israeli attacks on human life, property, critical infrastructure and the environment".

The Council had thus already concluded that Israel was guilty of "systematic and targeted killings of civilians" before the independent experts whose job it was to investigate the conflict had even been appointed, let alone commenced their work.

The Council also ensured that the mandate of the Commission of Inquiry would be limited to deal only with Israeli human rights violations, so as to effectively shield the actions of Hezbollah from any scrutiny. In fact, Hezbollah is not mentioned once in the Council's resolution, nor are the deaths of Israeli civilians mentioned therein.

The wording of the Council's resolution is not consistent with the Security Council's balanced Resolution 1701, which does not speak of massacres, but rather, makes mention of hundreds, rather than thousands of deaths, and specifically mentions Hezbollah attacks on Israeli civilians as well as the abduction Israeli soldiers by Hezbollah. Once again, the Western States were helpless in preventing the Council from hijacking the cause of human rights in order to pursue the political agenda of its majority – or perhaps rather the agenda of the OIC – an agenda which is completely at odds with the mandate of the Council as set out in Resolution 60/251.

The conflict in Lebanon would have been the perfect occasion for the Council to prove to the world that it had risen above the Commission's old failing ways. There was good reason to initiate an impartial investigation of the behaviour of both parties to the conflict in Lebanon, including those Israeli violations of human rights and international humanitarian law, which did occur. Instead, the Council descended into practices and rhetoric so one sided as to practically constitute a defence of Hezbollah, thereby exhausting what legitimacy it still possessed.

Sudan

When the Council, in its fourth special session, finally decided to investigate a country other than Israel, namely Sudan, the difference in the approach adopted was stunning. In its decision, the Council merely expressed its concern about the situation in Darfur. Moreover, the Council commended the Sudanese Government for its cooperation with the Human Rights Council.

This despite the fact that the Sudanese government has persistently frustrated the efforts of the international community to solve the crisis in Darfur. The decision included no condemnations of Sudan and made no mention of the wide spread massacres which have occurred in Darfur with impunity for years.

This is so despite the fact that the Special Rapporteur on Human Rights in Sudan on 11 January 2006 had issued a report stating, inter alia that she "saw no improvements in the Human Rights situation". The Special Rapporteur also reported that

"the renewed level of conflict too often left civilians the target of attacks by government forces, milita and rebels. Armed men travelling in small groups […] continued to murder, beat and sexually assault IDPs and villagers".

While the Council did decide to dispatch a high-level mission to Sudan, surely the gross and well documented human rights violations in Darfur including the killings of tens of thousands of innocent civilians warrant a condemnation or at the very least an acknowledgement from the UN's premier human rights body. The fact that the Council has repeatedly chosen not to do so while routinely condemning Israel demonstrates that the Council can not be trusted to fulfil its mandate under Resolution 60/251.   

An alternative approach?

It is a good measure of how bad things have become that Human Rights Watch and Amnesty International – both vocal supporters of the adoption of the Council – have been critical of the work of the Council. However, organizations such as the abovementioned and other prominent members of what can be labelled as the human rights movement are unlikely to call for the abandonment of the Council and will most likely insist on any reform to be kept within the institutinal framework of the UN.  Yet the implosion of the Council demonstrates that serious reform of a UN human rights mechanism, which members consist of UN member States rather than individual and independent persons, is a utopian dream.

Despite the beautiful words in countless UN conventions and resolutions, the UN has never been and never will be the guarantor of basic civil and political rights. Such rights have always – however imperfect – been best secured at the national level by liberal democracies with constitutions much older, more vigorous, and more proven and respected by political institutions and citizens than the UN Charter and its human rights related off springs. This demonstrates that if classic civil and political human rights are to be efficiently protecte

d at the international level, the relevant states must be liberal democracies and share a culture of and commitment to constitutionalism.

A good example of this is the Council of Europe ("CoE"), the brainchild of Winston Churchill. In its preamble, the CoE member States reaffirmed

"their devotion to the spiritual and moral values which are the common heritage of their peoples and the true source of individual freedom, political liberty and the rule of law, principles which form the basis of all genuine democracy".

Liberal democracy and ratification of the European Convention of Human Rights ("ECHR"), supervised by the European Court of Human Rights is compulsory for member states. The CoE, which now includes former fascist states such as Portugal, Spain, Greece, as well as the former communist States in Eastern Europe, has quietly played its part in spreading and consolidating basic civil and political rights in European States.

While the European Court of Human Rights have at times engaged in worrying levels of judicial activism, thereby arguably somewhat diluting the ECHR, it's jurisprudence is generally well respected amongst the member States including the national courts of these. The success of the CoE in the area of human rights is in stark contrast to the failure of the UN. A failure which the UN will be unable to remedy unless it too realises that when membership is open to democracies as well as totalitarian, authoritarian, fundamentalist and communist States, the latter will never be committed to respect classic civil and political rights since systematic violations of these are the means by which the regimes of such states keep themselves in power.

The Western States on the Council should be commended for voting against the often outrageous proposals submitted by the majority. However, their support for the Council as an institution is in the long run, tantamount to acquiescence in the further deterioration of human rights standards and the effective protection thereof, which seems to be the aim of several members of the Council. After all, the mood among EU officials demonstrates that Western states know perfectly well that there is little chance of improving the Council within the UN system.

Thus, rather than protecting the Council and the UN, Western States ought to insist on the intimate link between liberal democracy and human rights and the moral, as well as practical superiority of such a system of government. This would entail abandoning the UN as the principal international organ for the promotion and protection of human rights and the creation of a new international organization better equipped to serve this purpose.

Membership of such an organization should be open to countries of all continents, provided that they are liberal democracies with basic protection of civil and political rights. If one uses Freedom House's "Freedom in The World 2007" survey as inspiration, 25 countries from the Americas, 1 Middle Eastern (Israel), 24 Western European, 16 Asian and 13 Eastern/Central European countries are deemed to be "free" and would thus qualify for membership of the proposed new organization entrusted with the protection of international human rights.  

The creation of a new international human rights organization would be a watershed event on the international scene marking the intent of the free countries of the world to stand up for the basic rights and liberties which ensure the freedom enjoyed by their citizens. The work of a competing human rights organization consisting of free countries used to free public debate and criticism of their governmental policies and practises would expose the way the Council majority abuses the rights it is meant to protect. At the same time, it would send a loud and clear message to the authoritarian countries of the world that their form of government lacks the legitimacy of liberal democracies. A message sorely needed at a time where human rights at the international level are expected to be protected by countries where no human rights exist.

 

Den glemte krig

Af Jacob Mchangama, den 24. februar 2007. 6 svar

I dagens udgave af Berlingske kan man læse, at Taleban hævder at kontrollere Helmand-provinsen i Afghanistan.

 

Indtil for nylig har der været relativt stille om Afghanistan men deltagerlandende i NATO-koalitionen er så småt ved at vågne op til, hvor katastrofalt man har svigtet i dette land.

Gode eksempler på det politiske svigt – for det er ikke de udsendte soldater der svigter – kan ses i en række dokumentarudsendelser.

 

To britiske dokumentarudsendelser (der kan hentes i flere bidder her og her) viser, hvor underbemandede de (i dette tilfælde britiske) NATO-soldater er, samt at de ikke kan regne med tilstrækkeligt udstyr såsom pansrede køretøjer eller forsyninger. Slutningen på den første dokumentar er vel et skoleeksempel på, hvordan man taber en krig ikke bare militært set men også i forhold til at vinde lokalbefolkningens tillid og skabe en vindende kampånd hos det lokale militær, der jo skal tage over.

 

Den sidste dokumentar viser, hvor hensynsløs en fjende Taleban er. Man undertrykker og dræber gerne civilbefolkningen, inklusiv kvinder der for første gang i en årrække har kunnet mødes uden mænd. Man går heller ikke af vejen for at udstyre en 15 årig dreng med selvmordsbombebælte. Endnu mere deprimerende er det forhold, at oprørere fra hele den muslimske verden sammen med Taleban og øvrige lokale militser tilsyneladende frit kan operere i visse del af Afghanistan og Pakistan, og at de her har baser, hvor terrorangreb mod Vesten bliver udtænkt og udøvet og terroristerne der skal udføre dem bliver oplært. Scenen hvor 30 amerikanske soldater skal sikre en dal med anslået 1.000 oprørere, siger alt om, i hvor høj grad krigen mod terror bliver nedprioriteret i Afghanistan.

 

Man må føle den dybeste respekt og ærbødighed for de NATO-soldater, der under disse vilkår kæmper imod en hensynsløs og ofte usynlig fjende og samtidig viser overskud til at hjælpe lokalbefolkningen. Konsekvenserne af at lade Taleban komme til magten igen vil ikke blot være katastrofale for den afghanske befolkning, det vil givetvis også betyde endnu flere terrorangreb i Vesten, hvorfor krigen må og skal vindes.

Begyndelsen på enden eller enden på begyndelsen?

Af admin, den 22. februar 2007. 16 svar

Tålmodige læsere af denne blog vil vide, at denne posting bliver endnu et skamløst indlæg til støtte for Irak-krigen. Denne gang fremkaldt af statsministerens meddelelse om, at hovedparten af de danske tropper i Irak trækkes tilbage i august samtidig med en reduktion af de britiske tropper.

Kommentarspalten ndf. står åben til afvigende bidrag, heriblandt de sædvanlige trofaste kommentatorer der rasende vil fastholde, at krigen har været en katastrofe. Man kan også bare læse Thøger Seidenfadens leder i dagens Politiken, hvis man ikke gider vente på dem.

Denne posting bliver mere i stil med lederne fra JP, Berlingske (lederen, bestemt ikke folkene på 1. sektion) og The Times.

Beslutningen om at trække hovedstyrken tilbage efter fire års engagement giver grund til at overveje indsatsen. Det kan, passende provokerende, formuleres sådan:

Hver dag demokratiet overlever i Irak er en succes.

Som Victor Davis Hanson minder om, var der mange gode grunde til at ønske Saddam fjernet. Frygten for WMD var blot en af dem. Og læser man Duelfer-rapporten eller indledningen til Butler-rapporten får man bekræftet, at Saddam heller ikke den i henseende var den harmløse stakkel, som nogle ønsker at fremstille ham som.

Alternativet til den nuværende situation er, som statsministeren til stor irritation for de velmenende pacifister ofte gentager, at Saddam var fortsat som diktator.

Det mest sandsynlige er, at Saddam havde fået fjernet sanktionerne. Som han jo selv gjorde gældende i FN under opløbet til krigen, så havde FN truet med alvorlige sanktioner, hvis han ikke overholdt resolutionerne, og hvis man ikke ville sanktionere ham, måtte det være fordi, han faktisk overholdt sanktionerne, og derfor burde sanktionerne ophæves. Det var strengt logisk og ikke videre morsomt for Frankrig og Rusland, der foretrak at ignorere kravet, hvilket de kunne gøre, så længe UK og USA lavede larm.

Så hvis krigen ikke var kommet, er det mest sandsynlige, at sanktionerne var faldet. Så havde vi haft Saddam som leder af et samlet Irak med fuld kontrol med olieindtægterne uden tilsyn. Han ville – igen ifølge Duelfer-rapporten - få måneder senere have haft WMD i form af b- og c-våben. Han ville endvidere have haft midlerne til at købe a-våbenteknologien fra den pakistanske Dr Khans – den gang – hemmelige atombutik. Han ville være en formidabel støtte for den bin Laden, hvis utrættelige kamp mod USA han jævnlig hyldede i sine aviser, og for dennes al-Qaeda netværk, der efter nederlaget i Afghanistan ville være på udkig efter nye stærke venner. Det ville gøre ham til en langt større trussel end situationen i Mellemøsten i dag.

Alternativt ville sanktionerne være fortsat. Saddam ville leve i luksus, mens titusinder af hans underkuede folk ville dø, især børn. Medierne ville være fyldt med de selv samme mennesker, der i dag er vrede over krigen, men som nu ville være vrede over sanktionerne og deres morderiske virkning på Iraks civilbefolkning, mens de påpegede den radikalisering og støtte til al-Qaeda som disse menneskerettighedskrænkelser ville medføre. Til sidst ville Irak bryde sammen, det var allerede ved befrielsen i en fremskreden tilstand af opløsning, og vi ville have en endnu større trussel om indblanding fra Iran, der ville foregive at støtte shiaerne, og Saudi-Arabien m.fl.til støtte for sunni, mens Tyrkiet ville gå ind fra nord mod kurderne.

I stedet fik vi en befrielse, der – i modsætning til ynglingsmyten i MSM – blev hilst velkommen af et massivt flertal af irakerne, selv blandt sunni. Og som blev nøjagtig lige så kort og ublodig, som forventet.

Befrielsen og indførelsen af demokrati har i den forstand været en kæmpe succes. Vi har fået bevist, at det er muligt at introducere demokrati og få folkelig opbakning til det også i Mellemøsten. Påstandene om, at irakerne ikke kunne blive demokrater på grund af deres race, etniske sammensætning, kulturelle udviklingsstade eller religion er blevet modbevist.

Eksistensen af et demokrati i Mellemøsten er af enorm betydning, langt større end krigsmodstanderne nogen sinde vil indrømme. Synet af irakerne, der kunne deltage i et frit valg og selv vælge deres ledere, havde en enorm indflydelse på de øvrige folkeslag i regionen. Næste gang, der skal være valg, vil påvirkningen blive lige så stærk. Og næste gang, og næste gang. Derfor den indledende bemærkning om, at hver dag, demokratiet overlever i Irak, er en succes.

Til gengæld har vi ikke fået skabt den fred og sikkerhed, som er nødvendig for at gøre landet til et forbillede for andre og en mindre trussel mod os selv. Det bruger diktatorerne i området naturligvis som skræmmebillede: Se hvad demokrati kan føre til! Og MSM synger – forunderligt nok, hvis man tænker efter – samme sang.

Den vedvarende vold har tappet på den folkelige opbakning. Ikke i Irak, hvor meningsmåling efter meningsmålling bekræfter, at et massivt flertal stadig finder befrielsen alle ofrene værd. Men i Vesten, hvor man – som formuleret af den dystert præcise Mark Steyn – i stigende grad har opfattet krigen som et reality-show, man bare ønskede sig stemt ud af, så det ikke skulle fylde hele sendefladen.

Vi må således konstatere, at mens den politiske mission med Irak-krigen har været en succes, har den militære del været mindre vellykket. Når jeg ikke formulerede det i stil med MSM som en fiasko, skyldes det, at jeg ærlig talt tvivler på, at vi kunne have gjort det meget bedre. Faktisk tror jeg, at vi har gjort det så godt, som det var muligt.

Det er naturligvis fristende, som nogle tidligere krigstilhængere, at søge tilflugt i den gamle udflugt "Ideen var god, men vi blev svigtet i udførelsen". Men er det rigtigt? Naturligvis begås der fejl. Det gør der i alle krige, og man skal være mere end almindelig hysterisk for at hævde, at fejl og grusomheder i denne krig har været værre end andre krige, f.eks. WWII, der i dag har et ganske pænt omdømme som "demokratiets krig", selvom vi i dag kender til voldsomme krigsforbrydelser og allerede fra 1945 måtte sande, at den krig, som blev startet for at frelse Polens frihed fra diktatur, endte forgæves for netop dem.

Var det f.eks. forkert at opløse den irakiske hær? Tja, bum bum. Det siger mange, men havde man ellers fået overbevist al-Sistani og med ham det store befolkningsflertal af shia om, at man mente demokratiet alvorligt og ikke bare ville udskifte en sunni-diktator med en anden?

Skulle der have været flere soldater i Irak? Tja, måske. Men tænk en gang på den fjende, man stod over for. Terrorister, hvis mål ikke primært var tropperne, men derimod at dræbe så mange tilfældige civile shia som muligt. Selv i England kunne hele den britiske hær, Scotland Yard og hendes majestæts kat ikke forhindre lystmorderne fra IRA i at sprænge bomber og dræbe uskyldige forbipasserende. Og så var IRA endda ikke så morderisk indstillet som de kombinerede oprørsgrupper fra Bath, al-Qaeda & co.

Problemet er og har hele tiden været, at vi ikke kan tvinge et fremmed folkeslag til demokrati. Det kan kun lykkes, hvis de selv vil det. Det irakiske folk har igen og igen bekræftet, at de ønsker et samlet demokratisk Irak. Men de bekæmpes af militser, der kynisk prøver at fremkalde en borgerkrig. I det opgør har vi støttet demokratiet, men før eller senere m
å irakerne selv overtage.

Det tidspunkt er – for vores område i Sydirak – kommet nu.

Så bør vi trække os ud. Det har hele tiden været planen.

Er det for tidligt? Formodentlig ja, men hjemmefronten er svækket efter fire års ensidig negativ dækning i MSM. Er det alt for tidligt? Næppe. Irakerne kan en hel del mere, end MSM har lyst til at fortælle. Desuden forbeholder briterne sig at kunne gå ind igen. Vi bør holde samme mulighed åben.

Hvordan så med fremtiden?

Mit bud er, at demokratiet overlever, og at Irak fortsætter som en samlet stat. Formodentlig med selvstyre, men ikke en egentlig føderal opsplitning. Hvorfor, når vi ser disse frygtelige sekteriske massedrab? Fordi de ikke nyder større opbakning i befolkningen. Irakerne har ikke nået det punkt af udbredt had, som tvang til opdelingen mellem Pakistan og Indien efter afslutningen på kolonistyret. Tværtimod er der en betydelig nationalfølelse, og det er mit gæt, at de venstreorienterede krigsmodstandere igen undervurderer nationalismens styrke.

Får vi flere krige som Irak. Ja, formodentlig. Det vil være sværere at få folkelig opbakning, ikke mindst til påstande baseret på efterretninger. Men alle seriøse politikere ved, at efterretningerne forud for Irak-krigen ikke var manipulerede, men blot utilstrækkelige. Så de kommer også i den situation at skulle træffe ubehagelige valg på et usikkert grundlag. Og her tror jeg, at der i højere grad vil være vilje til at vælge sikkerhed frem for vished. Sagt på en anden måde: frygten for en ny 9/11 vejer tungere end flovheden over at have overvurderet Saddams arsenal.

Mens det er usikkert, om vi får flere Irak-krige med en koalition af villige, er det mere sandsynligt, at vi får flere stedfortræderkrige. Afghanistan-krigen var til dels en sådan krig, og Tysklands og mange andres manglende vilje til at sætte tropper ind, hvor det er nødvendigt og dermed farligt, antyder, at man vender tilbage til den model. Vi så det samme i Somalia, hvor islamisterne – til mange defaitistisk indstillede journalisters store overraskelse – blev slået noget så læsterligt af nabolandets militær. Stedfortræderkrige har den store fordel, at MSM og den politiske opposition normalt er rimeligt ligeglade med, hvad der sker. Der er ikke nogen indenrigspolitisk gevinst at hente. Det står i skarp kontrast til det hysteri, der præger dækningen af krige, hvor vores egne tropper deltager, og hvor enhver af krigens grusomheder bliver fremstillet som en mulig krigsforbrydelse – hvis den altså er begået af vores tropper.

Ulempen ved stedfortræderkrige er netop det: at vores stedfortrædere sjældent opfører sig så humant og fornuftigt, som vores egne tropper gør. Vi risikerer dermed at falde tilbage på den eneste udenrigspolitiske linje, der virkelig kan kategoriseres som en fiasko: den såkaldte realistiske skole, der mere rettelig burde hedde den kyniske skole, og hvor man troede, at vi kunne få ro i Mellemøsten ved at betale lokale diktatorer for at undertrykke deres befolkning. Det skabte uhyrer som Saddam, al-Qaeda og tragedien 9/11. Vi må ikke håbe, at politikerne igen fristes til at gå den vej.

Vil tilbagetrækningen af danske tropper til fordel for Afghanistan hjælpe regeringen? Ja, på kort sigt, men så heller ikke længere. Modstanden mod Afghanistan-krigen var lige så indædt og bestod af de samme kredse, som modstanden mod Irak-krigen. Den såkaldte fredsvagt foran Christiansborg sidder der faktisk i protest mod, at vi befriede afghanerne for taliban. Men dels var krigen i Afghanistan desværre (for dem) alt for hurtigt og sejrrig, dels og heldigvis (for dem) startede Irak-krigen.

Her gjorde venstrefløjen den taktiske fejl, at de fremstillede Afghanistan-krigen som den "rigtige og lovlige" krig for dermed at skærpe kontrasten til den "forkerte og ulovlige" krig i Irak. Det har virket nogenlunde til at demoralisere og undergrave støtten til vores tropper i Irak, men det gør det nu vanskeligt for dem at dæmonisere indsatsen i Afghanistan på samme måde. Det forsøger de nu at overkomme, dels ved at fokusere på mulige "ulovligheder", som i DRs såkaldte dokumentarfilm om fangeudvekslinger, dels ved at gentage temaet fra Irak om, at det er umuligt at civilisere de indfødte. Det er godt nok en påstand, der smager ikke så lidt af rascisme, men man kan gøre det smagfuldt med nogen øvelse.

Det er status set herfra. Det er ikke begyndelsen på afslutningen for Irak. Det er afslutningen på begyndelsen. Nu overgår ansvaret til irakerne selv.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

Af David Gress, den 20. februar 2007. 9 svar

Man skal aldrig uploade for hurtigt, når man introducerer et emne, de fleste læsere næppe kender meget til, fordi man risikerer at glemme at sige ting, der er velkendte for en selv og vigtige for forståelsen, men netop ukendte for læserne.

Derfor denne lille tilføjelse til forrige postering: Det hører i høj grad med til en forståelse af debatten i Italien, at den italienske forfatning af 1947, vedtaget med kommunisternes afgørende støtte, definerer familien som “et naturligt samfund grundet på ægteskabet” (una società naturale fondata sul matrimonio).  Skal andre samlivsformer juridisk ligestilles med ægteskab vil det derfor indebære et præsumptivt forfatningsbrud.  (At oversætte società med samfund er nødløsning, eftersom samfund i nudansk implicerer en større gruppe eller oftest “hele samfundet”.  Men det andet og egentlig rigtigste danske ord, “selskab”, har siden 1700-tallet mistet den nødvendige intim-moralske dimension.  Derfor “samfund”, eftersom den italienske originaltekst netop ikke taler om “fællesskab”, comunità.  Società har her sin fulde latinske prægnans, der omfatter dimensionerne “enhed, samdrægtighed, fælles formål, forpligtende fællesskab”).

Læsere må tilgive, at disse italiske ting fascinerer mig, og jeg kan ikke lade være at bringe endnu et citat, denne gang af Francesco Paolo Casavola, professor i romerret i Napoli, for at give en mundsmag på debattens art, termer og kvalitet:

Eftersom menneskene af naturen er kaldet til samfundsliv og ikke til ensomhed, gives der forskellige former for fælles liv, der ikke nødvendigvis er motiveret af kønsdriften, men lige så vel kan være motiveret af samdrægtighed, valgslægtskab, venskab, fælles arbejds- eller studieinteresser eller gensidige bistandsforpligtelser.  Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.  Vor forfatning definerer familien som et naturligt samfund grundet på ægteskabet, §29.  Følgelig vil enhver konstruktion af en model for en social gruppe, der stræber efter at ligne det i Forfatningen foreskrevne, skulle vurderes efter sin overensstemmelse eller modstrid med denne, medmindre man da vælger at ændre Forfatningen.  Hvis den lovtekst, der resulterer af det parlamentariske arbejde, holder sine formuleringer langt væk fra forbindelsen mellem familie og ægteskab, vil der ikke opstå konlikt mellem Forfatningen og en sådan ordinær lov.  At det skulle være den katolske kirke, der påpeger denne konstitutionelle forbindelse (mellem familie og ægteskab) kan synes et paradoks for dem, der glemmer, at Forfatningen er et samfunds og et folks historie og ikke en lovgivers diktat, der uanset hvor oplyst det er, vil være vilkårligt, og at romerret og kristendom i den italienske historie har blandet deres rationalitet og deres etik.  Kirken er endvidere bevidst om, at loven, hvilkensomhelst lov, i sig selv er pædagog for de forestillinger, samfundet har om sig selv.  Også når den synes at tillade, vil den samtidig forekomme at binde.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang)

Af David Gress, den 20. februar 2007. 16 svar

Min ærede medpunditokrat Mr. Law gør heroiske indsatser for at påvise mangler og fordomme i den engang borgerlige Berlingske Tidendes dækning af Irak-krigen og de forskellige angivelige skandaler i den amerikanske regerings håndtering af den.

Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt) mønstrer journalister, der behersker journaliststandens ideologi og fordomme bedre, end de behersker evnen til udfarende, vidensøgende og original journalistik.

Sigrid Rasmussen er avisens Italiens-korrespondent og hun valgte den 20.2. at bringe en reportage betitlet "Vorherres eget valgforbund", hvis tese er, at den italienske kirke agerer som et politisk parti.  Tesen, der hører fint hjemme i en kronik eller et opinionsindlæg, men ikke i en reportage, bygger på to forudsætninger.  Den ene er, at når kirkens repræsentanter udtaler sig om politiske sager, der berører emner, der vedrører kirkens morallære, så agerer den politisk.  Den anden er, at dette er odiøst og forkert.

Den aktuelle anledning til klagen over kirkens politiske ageren er den italienske centrumvenstreregerings forslag til lov om samboende, ikke-gifte personers rettigheder.  Forslaget gælder begge slags ugifte par, såvel hetero- som homoseksuelle.

Adskillige biskopper har hævdet (hvilket ingen seriøst bestrider, striden går om hvorvidt det er godt eller ej) at forslaget vil undergrave familien ved at reducere værdien af ægteskab i forhold til ureguleret samliv.

Det hører med til baggrunden, at ureguleret samliv, som alle ved er så udbredt i Danmark, at det nærmest er norm, er en temmelig sjælden foreteelse i Italien.  Jeg har set tallet 300.000 nævnt som antallet af ikke-gifte, samboende par (igen af begge slags), hvorimod antallet af gifte par er over 16 millioner.  Der er altså tale om en lov, der vil få virkning for et ret lille antal borgere, og om et samfund, hvor normen om "først gifte sig, så flytte sammen" endnu gælder for det overvældende flertal.  Det er kirken naturligvis glad for, og det burde hverken undre eller chokere, at dens repræsentanter energisk kritiserer et lovforslag, som dels civilretligt er upåkrævet og dels vil undergrave de herskende normer ved at gøre det mindre væsentligt i praktiske sammenhænge, om man er gift eller ej.

Blandt lovforslagets virkninger er, at den ene part i et sådant par kan indtræde i et lejemål ved den andens død, at parterne kan arve hinanden, at den ene kan repræsentere den anden i tilfælde af svær sygdom og lignende.

Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.

Et par eksempler på tonen i Rasmussens artikel:

 Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå,
at gejstligheden var lodret imod.

Sidste sætning er naturligvis korrekt, men formuleret på en sådan måde, at biskoppernes modstand var en politisk, konservativ modstand.  Hvorimod frasen "non possumus" naturligvis viser, at kirken ikke kan rose lovforslaget, eftersom dets præmisser og indhold strider mod kirkens morallære.  Længere er den egentlig ikke, men selve det forhold er åbenbart en voldsom pille at sluge for visse journalister (ikke for Sandro Magister, hvis indlæg om sagen på www.chiesa.espressonline.it ikke blot i denne sag er den absolut mest seriøse dækning af kirkelige interna, der findes.  Mange tekster også på engelsk).

Videre med Rasmussen:

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano , som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

"Aggressiv" er det jo ikke godt at være.  Iøvrigt skal der formentlig stå "umistelige" eller "ufravigelige" og ikke "ubestridelige", idet sidstnævnte ord jo faktisk giver kirken ret i, at visse værdier er "ubestridelige", og det er vist ikke Rasmussens mening.  Jeg formoder, at det italienske ord er "indiscussi", der kan betyde såvel "ufravelig" som "ubestridelig".

Det problematiske i Rasmussens artikel er naturligvis ikke hendes personlige meninger, men at hun — og her følger hun præcis opskriften fra sine kolleger, som Mr. Law så ofte har analyseret — bevidst eller ej vælger formuleringer og interviewpersoner og konklusioner ud fra disse holdninger.  Det skal medgives, at en artikel, der blot konstaterede at de italienske biskopper var uenige med en række ikke-kirkelige personer og intellektuelle om lovforslaget ikke ville være særlig spændende at læse.  Netop derfor hører diskussion af sagen hjemme på opinionssiderne.

Der ville en seriøs debattør ikke med stor fanfare tale om, at kirken agerer politisk, underforstået at det er skummelt, men tage udgangspunkt i de reelle, interessante og afslørende modsætninger i etik, moral og politik, som den aktuelle sag rejser.  For eksempel ved at tage alvorligt, at den italienske kirke naturligvis bekender og ikke kan andet end bekende, at ægteskabet er indstiftet af Gud og derfor ikke står til menneskers disposition at undergrave.

Milanos ærkebiskop Dionigi Tettamanzi (og tilgiv den klodsede oversættelse):

Familien grundlagt på ægteskabet har særlige og unikke egenskaber.  Familien er, som den antikke (NB! ikke-kristne) visdom holdt af at sige, seminarium civitatis, det vil sige den sociale kerne, samfundets grundlæggende og formende kilde og kraft.  Det er den i kraft af det bidrag, som familien yder samfundet ved at avle og opfostre børn og drage omsorg for personer, især de svage og nødlidende.  Som erfaringen viser, er det at give børn liv og at opfostre dem i livets mening og det at drage omsorg for den menneskelige person uanset tilstand og alder værdier, der ikke blot er fundamentale, men "grund-læggende", altså lægger grunden for selve samfundets væren og vel-væren i nutid og fremtid.  Lad mig understrege at familiens rolle i samfundet har rod i en klar og tydelig antropologi centreret om mandens og kvindens personlige værdighed og om deres gensidige forhold grundet på forening i kærlighed og liv.  I den forstand viser familien sig at være det primære sted, hvor personen realiseres … (NB! Begrebet "person" er centralt i moderne katolsk moral- og samfundslære og blev især fremmet af den franske teolog Jacques Maritain, hovedværk L'humanisme intégral) …

Så kommer hugget til medierne og deres holdninger:

Foruroligende er det klima af forvirring, endog af forvanskning, som præger debatten.  Det er ikke overdrevet at tale om forvanskning, hvis vi ser på den stærke politisering, som fordrejer aspekterne i problemet.  I første række tales nemlig ik
ke om de samboende par i s
ig selv, men om de politiske grupperinger …  Forvanskningen skyldes også det stærke kulturelle pres, der udøves af den radikale subjektivisme og individualisme, som på den ene side hævder som "ret", hvad der faktisk er "ønske", og som hævder rettigheder, mens den udvisker pligter, og som på den anden når frem til at nægte, at kønsforskelle og kønnenes komplementaritet har relevans for personen eller samfundet …

Det kan ikke nægtes at de sociale kommunikationsmidler (kirketale for massemedier m.m.) bidrager stærkt til at udbrede og styrke denne forvanskning, hver gang de svigter deres pligt til at bringe fri og korrekt information og ender med at ligge under for den økonomiske, politiske eller kulturelle magts interesser …

I dette forvirrede og forvanskede klima modtages [kirkelige erklæringer] ofte af medierne med en logik, hvor det for enhver pris går ud på at tilskrive disse en politisk hensigt og et politisk ståsted.  Derved glemmer man, at erklæringernes formål netop er at minde om de grundlæggende etiske værdier, der forekommer særlig påtrængende i den aktuelle situation og derved fremme en historisk forankret vurdering.

Det var ikke det, Rasmussen gjorde eller var interesseret i i sin artikel.

Skolevås i USA igen igen

Af David Gress, den 19. februar 2007. 19 svar

Bertel Haarder er, forlyder det, en realistisk mand begavet med en god portion sund fornuft.  Derfor har han holdt sig tilbage fra at komme med helt så åndssvage målsætninger som Bush-administrationen i USA, der, som Steve Sailer her viser, fortsætter med at forfægte en politik, alle med sig selv ved er bygget på løgn og medfører kolossalt spild.  Det er endnu et eksempel på det som Timur Kuran for en del år tilbage analyserede i bogen "Public Lies, Private Preferences" med køns- og racekvoteringspolitikkerne som eksempel.  Pointen for liberale og for demokrater i almindelighed er, at det er dybt forkvaklende og usundt for en politisk kultur hvis magthaverne og de intellektuelt toneangivende fører og anbefaler politik baseret på ting, de pgl. selv ved er løgn, i dette tilfælde dogmet om alles ens evner.  Endnu mere forkvaklende er det, når politik baseret på løgn anbefales som moralsk og etisk påkrævet.  Så er der for alvor lagt i kakkelovnen til unødvendige katastrofer.

En realistisk politik på uddannelsesområdet vil tjene alle bedre.

Ugens citat: Dave Barry om frihed

Af Redaktionen, den 18. februar 2007. 5 svar

På det amerikanske Marquette University har institutlederen for Dept. of Philosophy, James South, beordret en ph.d. studerende, Stuart Ditsler, til at fjerne et “patently offensive” citat, som den studerende havde placeret på sin kontordør på instituttet.  Citatet var af den meget vittige amerikanske humorist (og libertarianer) Dave Barry, som er forfatter til bl.a. bestsellerne Dave Barry Hits Below the Beltway: A Vicious and Unprovoked Attack on Our Most Cherished Political Institutions (2002), Dave Barry Slept Here og utallige morsomme klummer.  Citatet lød sådan:

“As Americans we must always remember that we all have a common enemy, an enemy that is dangerous, powerful, and relentless.  I refer, of course, to the federal government.”

Så meget for “academic free speech”.  Mere her fra Cato Institute.

At være i femte kolonne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. februar 2007. 11 svar

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."