Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

FN og Israel

Når talen falder på det israelsk-palæstinensiske problem, er det almindeligt selv blandt borgerligt-liberale aviser, der burde vide bedre, at antage, at løsningen på problemet ganske simpelt er, at USA må tvinge Israel til at ændre opførsel.

Hm, mon det virkelig er Israel, der er den primære drivkraft bag problemet, og ikke det udbredte ønske blandt nære og fjerne naboer i regionen om at udslette landet? I hvert fald har USA indtil videre brugt sine kræfter på anden vis, og en række lande i regionen, der ikke kendte til demokrati, synes nu at bevæge sig i den retning, mere eller mindre frivilligt. Det synes at gøre dem mindre blodtørstige og mindre afvisende over for Israel. Muligheden for fredelig sameksistens øges langtsomt, selvom der er tilbageslag.

Som omtalt i denne artikel fra NYT, har selv FN ændret sig. Væk fra tidligere tiders åbne jødehad og fordømmelse.

Det er interessant at se, at selv NYT, som jo ellers hører til de kredse, der synes blændet af FNs “moralske autoritet“, nævner FNs problemer med olie-for-mad programmet og et generelt imageproblem samt pres fra USA som årsager til forbedringen af forholdet mellem FN og Israel, herunder nedlæggelsen af en række udvalg for institutionaliseret fordømmelse af jøder, som ikke længere er nødvendige. Heldigvis.

Det kan være svært at se det, ikke mindst i disse dage, hvor demokratimodstanderne i Irak skruer op for hypervolden for at skræmme befolkningen væk fra valget på lørdag. Men det går stadig fremad i regionen, og det smitter nu af også på FN.

Ja, tænk. Det kan måske ende med et FN, som man kan være bekendt at støtte.

Hvem ved, måske siver de nye tider også ind på danske redaktioner en dag?

Bushs borgerkrig

Hermed en lidt lang “round-up” for, hvordan Republikanerne i den forgangne uge har været i borgerkrig—eller rettere: bombning af hovedkvarteret:

Mange har—med en vis ret—set de muligheder for udnævnelser af nye højesteretsdommere, som præsident George W. Bush har kunnet disponere over, som hans måske væsentligste mulighed for at påvirke amerikansk indenrigspolitik på langt sigt. Og netop derfor er store dele af den amerikanske højrefløj nu i fuld udblæsning med en endog meget skarp og skrap kritik af Bush—ikke kun for hans udgiftspolitik men også—og i særdeleshed—for netop nomineringen af White House Counsel Harriet Miers til Associate Justice ved US Supreme Court.  Og i modsætning til, hvad danske medier får det til at lyde som, så har kritikken meget lidt at gøre med abort.

Kritikken har derimod alt at gøre med, at man på den amerikanske højrefløj (bredt forstået) i et par årtier har set frem til at kunne brudt med +70 års brug af Højesteret til at udvide forbundsregeringens opgaver.  Det var, hvad Rehnquists “New Federalism” gik ud på, og det er, hvad man nu mener, Bush har set stort på ved at nominere sin egen advokat—en person, der tilsyneladende er uden andre bemærkelsesværdige kvalifikationer end at Bush har talt religion med hende og har “set ind i hendes hjerte”.

Kritikken er ved at nå sådanne højder, at man formodentlig skal tilbage til George H.W. Bushs brud på sit løfte om “No New Taxes” for at finde lignende kritik fra baglandet af en Republikansk leder. Den eklektisk-konservative britiske kommentator og super-blogger Andrew Sullivan har i London Times meget fint sammenfattet problematikken på denne måde:

She has never been a judge and has never, to anyone’s knowledge, even proffered an opinion about the fundamental constitutional issues with which the Supreme Court grapples daily. But last Monday Harriet Miers was nominated to be one of only nine justices on the Supreme Court of the United States. She was, in President Bush’s words, “the best person I could find.” …

Why the outrage on the right?  It’s explicable for both short-term and long-term reasons.  In the short term this president has betrayed every conservative principle with regard to public spending.  Most conservatives bottled up their dyspepsia before the election for partisan reasons, or because they believed that the war on terror was too important to be left to John Kerry. But now that spending is spiralling up again, and Bush seems utterly unconcerned, they’re angry. … Bush blew it. He bypassed any number of superb judges to place his personal lawyer on the court. Hence the explosion of anger.”

Og derfor f.eks. på tirsdagens pressemøde dette overraskende spørgsmål til Bush fra en journalist: “Are you still a conservative?”.

Vores ærede med-Punditokrat Mchangama har allerede forleden skrevet om emnet med henvisning til de første kommentarer fra konservative kommentatorer, men her er nogle flere klip og en delvis round-up:

  • George F. Will, fremtrædende og frygtløs konservativ kommentator (som i 1988 sammenlignede daværende vicepræsident George H.W. Bush med en skødehund), skrev (som jeg selv nævnte forleden) en intet mindre end syrlig klumme.  Den har nu gjort Will så ildeset i Det Hvide Hus, at Bush ved et offentligt arrangement forleden nidstirrede ham.  Will spørger: Kan nomineringen af Miers retfærdiggøres?  Han giver svaret allerede i indledningen: “Senators beginning what ought to be a protracted and exacting scrutiny of Harriet Miers should be guided by three rules. First, it is not important that she be confirmed. Second, it might be very important that she not be. Third, the presumption—perhaps rebuttable but certainly in need of rebutting—should be that her nomination is not a defensible exercise of presidential discretion to which senatorial deference is due. It is not important that she be confirmed because there is no evidence that she is among the leading lights of American jurisprudence, or that she possesses talents commensurate with the Supreme Court’s tasks. The president’s “argument” for her amounts to: Trust me. There is no reason to … He has neither the inclination nor the ability to make sophisticated judgments about competing approaches to construing the Constitution. Few presidents acquire such abilities in the course of their pre-presidential careers, and this president particularly is not disposed to such reflections.”
  • Randy Barnett, juraprofessor og ledende klassisk-liberal retsfilosof, kalder i en kommentar i Wall Street Journal nomineringen for det værst tænkelige eksempel på den type “cronyism”, som forfatningens “founding fathers” advarede imod.
  • Rush Limbaugh, den mest lyttede til talk-radiovært i amerikansk radio, sagde i sit program: “There was an opportunity here to show strength and confidence, and I don’t think this is it … It seems to me from the outset that this is a pick that was made from weakness. … There are plenty of known quantities out there who would be superb for the Court. This is a nominee that we don’t know anything about. It makes her less of a target, but also doesn’t show a position of strength.”
  • Dommer Robert Bork, den fremtrædende jurist som Reagan i 1987 nominerede til SCOTUS, men som blev nedstemt i senatet (og som dermed lagde grunden for det amerikansk verbum “at blive ‘borked’“), kalder i et interview Miers-nomineringen “a disaster on every level … It’s a little late to develop a constitutional philosophy or begin to work it out when you’re on the court already … It’s kind of a slap in the face to the conservatives who’ve been building up a conservative legal movement for the last 20 years.
  • Charles Krauthammer, Pulitzer Pris-vindende konservativ kommentator ved Washington Post, skriver i sin klumme, at nomineringen er intet mindre end skandaløs og opfordrer direkte Bush til at trække nomineringen tilbage: “[N]ominating a constitutional tabula rasa to sit on what is America’s constitutional court is an exercise of regal authority with the arbitrariness of a king giving his favorite general a particularly plush dukedom. The only advance we’ve made since then is that Supreme Court dukedoms are not hereditary. It is particularly dismaying that this act should have been perpetrated by the conservative party. For half a century, liberals have corrupted the courts by turning them into an instrument of radical social change on questions—school prayer, abortion, busing, death penalty—that properly belong to the elected b
    ranches of government. Con
    servatives have opposed this arrogation of the legislative role and called for the restoration of the purely interpretive role of the court. To nominate someone whose adult life reveals no record of even participation in debates about constitutional interpretation is an insult to the institution, and to that vision of the institution. There are 1,084,504 lawyers in the U.S. What distinguishes Harriet Miers from any of them other than her connection with the president? To have selected her, when conservative jurisprudence has J. Harvie Wilkinson, Michael Luttig, Michael McConnell and at least a dozen others on a bench deeper than that of the New York Yankees, is scandalous. … [The] president has ducked a fight on the most important domestic question dividing liberals from conservatives: the principles by which one should read and interpret the Constitution. For a man whose presidency is marked by a courageous willingness to think and do big things, this nomination is a sorry retreat into smallness.
  • John Fund, politisk redaktør ved Wall Street Journal og som sådan noget af en big-shot i amerikanske medier, har i den forgangne uge ændret holdning. Først var han ikke begejstret for Miers-nomineringen, men mente hun skulle have en chance; nu mener han kun det første: “[That] was before I interviewed more than a dozen of her friends and colleagues along with political players in Texas. I came away convinced that questions about Ms. Miers should be raised now—and loudly—because she has spent her entire life avoiding giving a clear picture of herself. “She is unrevealing to the point that it’s an obsession,” says one of her close colleagues at her law firm. … Harriet Miers is unquestionably a fine lawyer and a woman of great character. But her record on constitutional issues is nil, and it is therefore understandable that conservatives, having been burned at least seven times in the past 50 years, would be hesitant about supporting her nomination.”
  • William Kristol, neo-konservativ chef-ideolog og redaktør ved Weekly Standard, siger træk nomineringen tilbage eller gå selv“President Bush’s nomination of Harriet Miers was an out-of-the-blue act of loyalty to a longtime staffer. Is it too much to hope that she might reciprocate by withdrawing, thereby sparing her boss the chance of lasting damage to his legacy that her appointment to the Supreme Court may well represent?”
  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan, Bush 41 m.fl. og skribent ved Wall Street Journal siger, at det er svært at forstå, hvad Bush tænkte på“[The] Miers pick was another administration misstep. The president misread the field, the players, their mood and attitude. He called the play, they looked up from the huddle and balked. And debated. And dissed. Momentum was lost. The quarterback looked foolish. The president would have been politically better served by what Pat Buchanan called a bench-clearing brawl. A fractious and sparring base would have come together arm in arm to fight for something all believe in: the beginning of the end of command-and-control liberalism on the U.S. Supreme Court. Senate Democrats, forced to confront a serious and principled conservative of known stature, would have damaged themselves in the fight. If in the end President Bush lost, he’d lose while advancing a cause that is right and doing serious damage to the other side. Then he could come back to win with the next nominee. And if he won he’d have won, rousing his base and reminding them why they’re Republicans. He didn’t do that. Why didn’t he? Old standard answer: In time of war he didn’t want to pick a fight with Congress that he didn’t have to pick. Obvious reply: So in time of war he picks a fight with his base? Also: The Supreme Court isn’t the kind of fight you “don’t have to pick.” History picks it for you. You fight.”
  • Den konservative forfatter og journalist Rich Miniter foretog først på sin egen hjemmeside og derefter i National Review en morsom punkt-for-punkt sammenligning af kvalifikationerne hos Harriet Miers og hos … den konservative talk-show vært Laura Ingraham.  Sammenligningen var utvetydigt til Ingrahams fordel (og det endda uden at inddrage mere åbenlyse, om end irrelevante, parametre).
  • Fhv. Bush-taleskriver David Frum (som formulerede “Axis of Evil”), hvis kritiserede Miers-udnævnelsen (som Jacob Mchangama omtalte forleden), hvilket har givet ham selv megen kritik fra Det Hvide Hus.  Han forklarer i en post, at han bare simpelthen finder kandidaten … dårlig: “So if I don’t dislike Miers and want the president to succeed, why am I speaking out? Aside from all the substantial reasons I have cited to date, I am speaking out because there are so many others who want to speak but cannot. I have spent hours over the past three days listening to conservative jurists on this topic—people who have devoted their lives to fighting battles for constitutionalism, for tort reform, for color-blind justice, people who fought the good fight to get Bork, Scalia, Thomas, and now Roberts onto the high Court. Their reaction to the nomination has been almost perfectly unanimous: Disappointment at best, dismay and anger at worst. Here’s the tough truth, and it will become more and more important as the debate continues: There is scarcely a single knowledgeable legal conservative in Washington who supports this nomination. There are many who are prepared to accept her, reluctantly, as the president’s choice. Some still hope that maybe it won’t turn out as bad as it looks. But ask them: “Well what if the president had consulted you on this choice,” and the answer is almost always some version of: “I would have thought he was joking.” … The woman is 60 years old, a lawyer for more than three decades. Can you see any instance in this long life and career where Miers ever took a risk on behalf of conservative principle? Can you see any indication of intellectual excellence? Did she ever do anything brave, anything that took backbone? Did anyone before this week ever describe her as oustanding in any way at all? If the answers to these questions is No, as it is, then you have to ask yourself: Why is a Republican president bypassing so many dozens of superb legal conservatives to choose Harriet Miers for the highest court in the land? “
  • James Taranto, redaktør for Wall Street Journals OpinionJournal.com, skriver i en kommentar om, hvordan amerikanske konservative har modtaget nomineringen: When President Bush nominated Harriet Miers on Monday, we saw it as a missed opportunity. It left us underwhelmed, not appalled. But having spent last evening communing here with some 1,000 conservatives at National Review’s 50th anniversary dinner, we see a political disaster in the making.  We talked to quite a few people, a

    nd we heard not a single kind word about the nomination from anyone who wasn’t on the White House staff. … Conventional wisdom still has it that Miers is a shoo-in for confirmation. We’re not so sure. From what we saw last night, the right is furious at President Bush for appointing someone they see as manifestly underqualified and for ducking a fight with the Democratic left.”

  • Den konservative kommentator Michelle Malkin kalder sin blog-round-up om emnet “Utterly underwhelmed”.  Den fremtrædende liberalistisk-konservative politolog-blogger Dan Drezner forholder sig til Bushs anbefaling af Miers’ kvalifikationer: “Whoa, hold the phone—she was a fair and honest Lottery Commissioner? Put this woman on the bench right away!!!”

Det interessante at bemærke her er (bl.a.), at ingen af disse kommentatorer er “evangelske kristne” eller tilhører, hvad der normalt ville blive opfattet som det “kristne højre”; det er derimod, som omtalt i Berlingske Søndag, faktisk blandt den sidstnævnte gruppe, at man finder flest, der støtter nomineringen—og formodentlig fordi hun er imod abort.  I bund og grund skyldes utilfredsheden, at én born-again Christian har udpeget en anden born-again Christian til et af nationens mest betydningsfulde embeder—og uden anden grund.  Derved har han for alvor vist, hvad han er, nemlig som Mark Steyn har udtrykt det: “The president is a religio-cultural conservative who believes in big government and big spending and paternalistic federal intervention in areas where few conservatives have ever previously thought it wise”.

Og hvad med de andre, man kunne have forventet ville støtte Miers-nomineringen?

  • Robert Novak, konservativ journalist og kommentator extraordinaire, fortæller i sin klumme, at Det Hvide Hus og partiledelsen har bedt Republikanske senatorer om at tage ordet i Senatet og støtte Miers.  Det har de generelt nægtet.
  • Den Republikanske formand for Senatets Retsudvalg, Arlen Specter (som skal lede behandlingen af nomineringen), har udtalt, at Miers har brug for et “crash course” i forfatningsret, og at hun ikke vil få svære spørgsmål til at begynde med …
  • Her er en udtalelse (via New York Times) fra en af dem, som Bush administrationen har hyret til at promovere Miers: “Sean Rushton, executive director of the Committee for Justice, said generating enthusiasm for Ms. Miers was proving difficult because “anytime we put out something positive about her it gets shot to pieces by all our allies and the blogs.””

Ouch, ouch, ouch! Med den slags venner … Noget tyder på, at Bush har lagt sig ud med en pæn del af de 45 pct. af amerikanerne, der godt kunne lide ham—og så er der ikke så mange tilbage.

PS. George Will har i øvrigt opsummeret, hvad konservative bør være utilfredse med m.h.t. Buh og Republikanerne i sin artikel i denne uges Newsweek.

En ny og "progressiv" grundlov?

På det seneste har der fra SF, de Radikale og Socialdemokratiet igen været fremsat politisk krav om en ny grundlov, ligesom denne tanke har haft støtte i en Politiken leder (Punditokraternes redaktør Peter Kurrild-Klitgaard har tidligere beskæftiget sig med emnet her). Ole Sohn forklarer på SFs hjemmeside, at en ny grundlov bl.a. skal styrke menneskerettighederne ved at afspejle Danmarks internationale forpligtelser samt indeholde socio-økonomiske menneskerettigheder. Det er i denne forbindelse interessant at kaste et nærmere blik på Sydafrikas forfatning fra 1996, hvis "Bill of Rights" netop lægger vægt på internationale menneskerettigheder herunder positive socio-økonomiske rettigheder (og retten til et rent miljø). Denne forfatning hyldes blandt mange jurister, (heriblandt professor Cass Sunstein fra University of Chicago) og særligt i menneskerettighedsbevægelsen, for at være den mest progressive af sin slags i verden. Både forfatningens internationale aspekt og de socio-økonomiske rettigheder giver dog grobund for ganske alvorlige juridiske og politiske problemstillinger, der efter min mening snarere gør den sydafrikanske forfatning til et politisk korrekt skræmmebillede end et eksempel til efterlevelse.

Lad os starte med de socio-økonomiske rettigheder. Disse rettigheder er traditionelt blevet anset som programmatiske erklæringer frem for udgørende individuelle rettigheder der kan håndhæves ved en domstol, hvilket Sydafrikas forfatning er et forsøg på at gøre op med. Stemningen i Sydafrikas forfatning bliver anslået af præamblen som bl.a. nævner "social justice" som en af forfatningens målsætninger. Endvidere fastslår den, at staten

"must respect, protect, promote and fulfil the rights in the Bill of Rights".

 Forfatningen indebærer også, at fysiske og juridiske personer (såsom multinationale selskaber), efter omstændighederne, kan være forpligtiget af menneskerettighederne deri, ligesom, at forfatningen tillader positiv særbehandling samtidig med at den påbyder lighed for loven. Forfatningen anerkender dermed båd formel og materiel lighed, to principper som i praksis er umulige at forene.

Det materielle lighedsprincip finder konkret udtryk i specifikke socio-økonomiske rettigheder, herunder retten til en bolig og retten til sundhed, mad, vand og social sikkerhed. For at opfylde disse rettigheder skal staten

"take reasonable legislative and other measures, within its available resources, to achieve the progressive realisation of each of these rights".

 Forfatningen tilsiger altså, at staten påtager sig en aktiv rolle i opfyldelsen af det enkelte menneskes velfærd, hvilket individet tillige har et menneskeretligt krav på. I ten række afgørelser har den sydafrikanske forfatningsdomstol skulle tage stilling til, hvorvidt de socio-økonomiske rettigheder så i praksis er retligt anvendelige. Domstolen har til dens ære været pragmatisk og fortolket de socio-økonomiske rettigheder som værende forskellige i natur fra de borgerlige og politiske, således, at et enkelt individ reelt ikke kan forlange en bolig, medicin etc. (hvilket har skabt frustration blandt menneskerettighedsaktivister). Men domstolen har alligevel fundet disse rettigheder krænket, hvor regeringen efter en helhedsvurdering ikke har gjort nok for f.eks. at skabe boliger til hjemløse. På trods af, at domstolens praksis bekræfter, at socio-økonomiske rettigheder ikke praktisk kan håndhæves som individuelle rettigheder, viser den samtidig, at sådanne rettigheders inkludering i en forfatning, skaber en forpligtigelse for staten til at involvere sig aktivt i økonomien via indgreb, lovgivning og omfordeling.

Det må anerkendes, at tanken om materiel lighed og omfordeling er tillokkende (og forståelig) i et samfund, hvor apartheidlove afskar mennesker fra ejendom, arbejde, sociale relationer etc. på baggrund af disse menneskers hudfarve. Apartheid umuliggjorde derved skabelsen af velstand blandt de der blev diskrimineret imod. Tiltag som høje mindstelønninger, ublu positiv særbehandling og en høj grad af omfordeling skader dog rent faktisk den (overvejende sorte) fattige del af den sydafrikanske befolkning. Derudover er sådanne tiltag også moralsk dadelværdige idet de institutionaliserer diskrimination mod et mindretal og gør dette mindretals ejendom en forudsætning for flertallets velfærd, hvorfor denne ejendom kan inddrages ( det skal selvfølgelig anerkendes, at ejendom konfiskeret fra sorte og farvede under apartheid bør føres tilbage til deres retmæssige ejere). Sådanne tiltag kan uanset, hvor moralsk forkastelig apartheid ideen og styret var ikke forsvares fra et rettighedssynspunkt "two wrongs don't make a right".

Lad os hastigt springe til det internationale aspekt af den sydafrikanske forfatning. Artikel 39(1) i den sydafrikanske forfatning fastslår at de sydafrikanske domstole når de fortolker forfatningens rettighedskatalog "must consider international law; and may consider foreign law". Lad os forestille os, at den sydafrikanske forfatningsdomstol skal afgøre et spørgsmål om diskrimination af kvinder. Domstolen er som vi har set forpligtet til at inddrage folkeretten (in casu internationale menneskerettigheder). Men hvor skal den starte? I FN regi er der 3 internationale menneskerettighedstraktater, der forbyder diskrimination på baggrund af køn. Hver af disse traktater har deres egen Komite, der fortolker de respektive rettigheder deri. Disse Komiteer fortolker ikke nødvendigvis anti-diskriminationsbestemmelser på samme vis. Herudover skal lægges, at den sydafrikanske forfatningsdomstol vil kunne støtte sig på den Europæiske, den Inter-amerikanske og den afrikanske Menneskerettighedskonvention og disse konventioners domstole/komiteers fortolkning deraf, da disse traktater også udgør folkeret. Domstolenes pligt til at inddrage forskellige og til tider modstridende folkeretlige normer uden nogen form for overordnet vejledende princip herfor, skaber en overhængende fare for, at den sydafrikanske forfatningsret og common law bliver usammenhængende og dermed vilkårlig af natur.

Med disse erfaringer in mente er der god grund til at tage afstand fra idéen om en "progressiv og moderne" grundlov. En grundlovsrevision bør dog stadig være et seriøst liberalt projekt og et godt sted at starte kunne være redaktør Kurrild-Klitgaard m.fl.s grundlovsforslag som kan læses her

Nobelprisen til Schelling & Aumann

Så blev det Thomas C. Schelling og Robert J. Aumann, som fik 2005 Nobelprisen i økonomi.

Ikke Robert Barro eller Gordon Tullock, som nærværende Punditokrat havde håbet.  Men Schelling er bestemt på mange punkter et rigtigt godt valg (og alt er bedre end at skulle læse endeløse lovprisninger af den fhv. økonom Paul Krugman): Det berømte “Schelling Punkt” er noget, som tilhængere af en mindre centralt dirigeret menneskelig adfærd burde kunne værdsætte (og det er altså ikke et sted på en menneskekrop …).

Mens der sikkert–og forhåbentlig–er nogle af mine ærede med-Punditokrater, der skriver på en post om det, kan andre læse denne fine hyldestartikel skrevet af de kløgtige økonomer Dan Klein, Tyler Cowen & Timur Kuran.  MarginalRevolution.com har også flere nyttige poster om de to vindere som kan læses her.

Sociologi: En klasse for sig

Søndag aften var Jes Stein Pedersen fra Deadline 2. sektion vært for en snak om sociologiens aktuelle brydningsflader. I studiet havde han besøg af livsstilseksperten Henrik Dahl og munkemarxisten Erik Jørgen Hansen, der er kendt for mere end 30 års virke ved Socialforskningsinstituttet og som nu vistnok er ved at takke af som professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hvad kom der så ud af det?

Jo, se Erik Jørgen Hansen – der har været forskningsleder på talrige levekårsundersøgelser – fastholdt stædigt, at Danmark er et klassesamfund, der lader sig definere i forhold til produktivkræfternes gøren og laden. Henrik Dahl – dette moderne menneske – afviste pure denne kapitallogik med henvisning til Max Weber, der som nogle ved leverede et ganske sårende frontalangreb på marxismens klasseperspektiv i det først nummer af Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik. Og det kunne jo have dannet grundlag for en interessant meningsudveksling. Men Jes Stein Pedersen ville det anderledes.

Seerne skulle partout vide besked om, hvad den gamle professor mente om Henrik Dahls sociologiske bedrifter. Dem var han naturligvis ikke videre imponeret af og sigtede bl.a. på Dahls almenfattelige fremstilling Hvis din nabo var en bil; et værk, der visselig blev undfanget i forbindelse med underholdningsserien Kender du typen? Og så blev Dahl noget brøstholden og spids, hvilket ødelagde seernes mulighed for at få svar på nogle vedkommende spørgsmål. Fx hvorfor sociologer er så besat af klasser, ulighed og magt. Og så bjergtaget af velfærdsstaten og alle dens gerninger. Eller så meget i opposition til kapitalismen og al dens væsen. Det fik vi ikke svar på.

Deadline 2. sektion slutter altid med en anmeldelse af bøger. Dem bliver man ikke klogere af, så lad mig foreslå nogle andre. Fx The Decomposition of Sociology (1993), hvori Irving Louis Horowitz hudfletter amerikansk sociologi, eller Seeds of Bankruptcy (1988) af David Marsland, der tager britisk sociologi under kritisk behandling. Det er to gode sagsfremstillinger for dem, der gerne vil vide, hvorfor nogle af os har det med sociologi som med akne; det er ikke noget man dør af, men hold op hvor er det irriterende.

Rich Miniter om terror, krig & Punditokraterne

Den amerikanske journalist og forfatter Rich Miniter er tidligere Bruxelles-korrespondent og lederskribent for Wall Street Journal Europe og nu forfatter til flere bestseller-bøger om terrorisme.  Han har fornylig lanceret sin egen hjemmeside, www.richardminiter.com, med en slags blog–og sørme om han ikke promoverer bl.a. Punditokraterne.  Og man må jo sige, at manden har en fin dømmekraft …

Plus ça change …

Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden.  Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt —og fortjent —på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.

Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk.  Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter.  Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–—de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget.  Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–—hvem hun så end måtte tænke på—–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld.  Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”.  Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter.  Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter …  Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).

Og så er vi ved det med nostalgi-trippet.  For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været.  Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990).  Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske.  I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på.  Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:

“[F]ormynderstaten er trods al sin gav­mild­hed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom.  At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende.  Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjer­ne uden at den personlige frihed be­græn­ses. …

Lad os dog ikke overse, at men­ne­skene har forskellige behov.  Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo me­re den fø­ler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto me­re må men­nesket aflevere af sine ar­bejds­resultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”

Og:

“En for sin dyrevenlighed kendt og beun­dret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit.  Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat.  Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:

“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og der­for vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de be­høver at være i et samfund, hvis ø­ko­no­mi­ske bæ­repiller er anerkendelsen af privat ka­pi­tal­dannelse og privat ejendomsret.  Det er så­ledes slet ikke en varig højere rig­dom, Vel­færdsstaten tilbyder.  …

Det er derfor … u­tvivlsomt, at selve målet slet ikke er så at­tråværdig, som velfærds­pro­grammets tals­mænd udmaler det.  Tvært­imod taler alt for, at vel­færds­sam­fundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den men­ne­ske­lige an­svars­fø­lelse vil mindskes, mod­standskraften aftage og initiativet lammes.  Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”

Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–—som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.

Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret.  Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund.  Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.

Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.

Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært.  Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg.  Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?

Hr. Boe om frihed & enerne

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”

Montaigne og den sunde skepsis

Så har Bjørn Bredal udgivet to nye bøger om humanisten Michel de Montaigne. Et renæssancemenneske og Italiensrejse 1580-81 følger op på den lille men meget læseværdige Humanist til hest fra 1992. Endnu har jeg kun haft mulighed for at se de rosende anmeldelser i går i Jyllandsposten og i dag i Berlingske. Men jeg læste henover sommeren flittigt i Montaignes Essais, og de er bestemt et besøg værd, så det er kun godt, at der er en dansk forfatter, der kaster sig over emnet. Og jeg vil – på min side – benytte lejligheden til at spinde en lille kommentar over Montaignes nutidige relevans.

De seneste 100 år har som bekendt været præget af et utal af udmeldinger om, at store samfundsforandringer er enten uundgåelige eller i hvert fald tvingende nødvendige, moralsk set.  I mellemkrigstiden var det de store totalitære bevægelser, der lovede at føre deres proselytter frem til det forjættede land, hvad enten det nu var fascisternes regenererede romerrige, bolsjevikkernes klasseløse samfund eller nazisternes tyske tusindårsrige. Siden hørte vi i 1970erne et ekko fra den totalitære røst, da det efterhånden ikke helt unge ungdomsoprør udartede sig til en strid imod såvel markedsøkonomien som skik og brug i det hele taget. I dag er det så fra fundamentalistiske muslimer i og uden for Vesteuropa, at vi hører den efterhånden velkendte melodi – samt selvfølgelig fra de få 70’er-oprørere, der endnu står ved deres ungdoms trosbekendelse.

Det sidste er ikke tilfældigt. I ‘oplyste’ kredse bliver nyskabelser oftest set som et gode – som forbedringer – mens de, der ønsker at holde fast i det bestående, bliver udråbt som bagstræberiske, som mavesure folk der ønsker at bremse fremskridtet. Betænk blot skriblerierne i den danske avis, der meget sigende kalder sig “organet for den højeste oplysning”. Bevisbyrden ligger kort sagt hos de, der maner til besindighed; mens fortalerne for forandring har det moralske overtag, netop fordi de ønsker at forbedre tingenes tilstand.

Men er det nu helt rimeligt? Det er værd at betænkte, at størstedelen – med nazismen som den store diagnostiske undtagelse – af det 20. århundredes humanitære katastrofer blev foranstaltet af socialistisk inspirerede bevægelser, der søgte at omforme samfundet. Tænk på Stalins tvangskollektiviseringer, Maos ‘Store spring fremad’ samt Pol Pots rædselsregimente. Den track record er bør i sig selv mane til omtanke. Men vi kan også hive mere principielle argumenter frem af gemmerne.

Et af de bedste finder vi faktisk i Montaignes “Apologie de Raymond Sebond”, der udgør knap halvdelen af den anden bog i hans berømte Les Essais. Ud over selve argumentet, som jeg lige straks vil lægge vejen om, er Montaigne et besøg værd, fordi han kombinerer to politiske holdninger, der ofte har skreget af hinanden: på den ene side et liberalt sind – den sydfranske adelsmand fordømmer ikke andre mennesker – og på den anden side en konservativ advarsel imod bratte forandringer. Ingen kan beskylde ham for at være en sværmerisk og frihedshadende konservativ a la Joseph de Maistre og Bonald.

Montaignes udgangspunkt i “Apologien” er menneskets fundamentale uvidenhed. Den store humanist afviser så ganske enhver tanke om, at mennesket er i stand til at gennemskue tilværelsens love, såfremt sådanne måtte eksistere. Fornuften er ikke et universalmiddel, der på ‘videnskabelig vis’ kan afstikke vejen til et dennesidigt paradis, fortæller han sine læsere. Den sætter den os ikke i stand til at skelne mellem godt og ondt, og den sætter os slet ikke i stand til som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem vore fingre. Det er både sigende og absurd, at dogmatikere har ret til at holde fuldstændigt uforenelige holdninger – “den ene siger grøn, den anden gul” – mens de ikke har ret til at tvivle. For den menneskelige skepsis udgør ret beset vores eneste figenblad: ‘Hvad ved jeg?’ som Montaignes grundlæggende devise lyder. Det leder os frem til Montaignes betragtninger om lov og ret, skik og brug.

Med lov skal man land bygge, derom er Montaigne ikke i tvivl. Men hvad betyder det i praksis? Kollektive regler og normer er ifølge den franske adelsmand et produkt af vaner og skikke. Og det er der ingen grund til at begræde. For, betoner Montaigne igen og igen, det er ikke muligt at nå frem til en absolut enighed om, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er. Ideen om en i mennesket iboende naturret er rent blændværk; det er ikke tilfældigt, at intet her i verden varierer så meget som love og normer. Den enkelte bør følge sit lands love og skikke, netop fordi der ikke er noget ‘sandt’ alternativ til dem – og han bør følge dem uanset, om han privat anser dem for gode eller dårlige. Det er med andre ord ikke rimeligt at hævde, at man har en moralsk ret (og dermed pligt) til at ændre samfundet.

Dertil kommer et mere praktisk argument. Det er nemlig overordentligt svært at ændre etablerede overbevisninger og love. Sådanne tiltag har en tendens til at brede sig som ringe i vandet og vende op og ned på både dette og hint, understreger Montaigne. De utilsigtede konsekvenser af tiltagene vil overskygge de tilsigtede, ville vi sige det i dag. Fornyelsen vil derfor som altovervejende hovedregel føre flere onder med sig, end den fjerner. Vore ønsker om at ændre overgår næsten altid vore evne til at planlægge – og det er farligt.

Hvor efterlader det os? Jo, ifølge den gamle humanist bør vi ikke spilde vores gode krudt på ‘de forbandende spørgsmål’, på at fundere over sandhedens væsen, retfærdigheden absolutte bud og det gode samfund. I stedet for at stræbe efter disse højere luftlag bør vi blive ved jorden. Til syvende og sidst kan vi ikke gøre andet end at tage til takke med tilværelsen som mennesker – med den fejlbarlighed, det nu indebærer.

Det råd er det bestemt ingen skam at lytte til. Det samme gælder Montaignes tankegods i det hele taget. Hans advarsler imod forandringer er naturligvis noget bastante. Det er ikke så underligt. Montaigne havde bivånet 1500-tallets franske borgerkrige, og han kædede meget naturligt krigens gru sammen med samtidens store reformprojekt, protestantismen. Når det nu er dårskab at ændre menneskeskabte love, så er det selvfølgelig helt hen i vejret at ændre Guds love. Det kræver i sagens natur, at man er i stand til at gennemskue religiøse sandheder – noget der ifølge den franske humanist er helt uden for menneskelig rækkevidde.

Montaigne sætter kort sagt sine pointer på spidsen, og vi behøver da heller ikke købe hele hans pakke. Men det gør bestemt ikke hans grundlæggende argumenter dårligere. I stedet for bestandigt at spørge ‘Hvad bør der gøres?’ – som Nikolai Chernyshevsky gjorde det i 1862 og Lenin gentog fyrre år senere – så er det ofte tilrådeligt at slå sig i tøjret og spørge ‘Er det nu også klogt at gøre noget?’. Eller med andre ord: bevisbyrden må ligge hos de, der ønsker forandringer – i hvert fald gennemgribende af slagsen. Og det gælder selv, hvis de mener at ligge inde med den højeste oplysning.

Så er den gal igen-igen!

Så er det på tide, at Dansk Folkeparti ruster sig til kamp med en nyt mistillidsvotum mod regeringen!  En farlig ultraliberal hulemand forklædt som velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen blev tirsdag omkring frokost set på Folketingets talerstol, hvor han fremførte dette uacceptable forsvar for, at det skal være muligt for nogen at ophøre med at forblive helt lige i forhold til andre, og ovenikøbet påstod–uden dokumentation fra Socialforskningsinstituttet!–at der kunne være positive økonomiske konsekvenser heraf:

“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”

Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig.  Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.

Konservativ skuffelse over nominering

Præsident Bushs nominering af Harriet Miers som Sandra Day O'Connors afløser som associate justice ved den Amerikanske Højesteret har udløst gigantisk skuffelse blandt amerikanske konservative. Målsætningen om at skabe et solidt konservativt flertal i Højesteret var en af de konservative græsrødders allervigtigste prioriteter for Bush's embedsperiode og en opgave, disse græsrødder havde stor tillid til, at Bush ville kunne opfylde. Men med den stort set ukendt Harriet Miers er risikoen for, at denne målæstning er forspildt overhængende. Skuffelsen over følelsen af ikke at få hævnet sig på demokraterne over Ronald Reagans mislykkede udnævnelse af Robert Bork (der deler retsfilosofi med Scalia) i 1987 er udtalt.

Bush's tidligere taleskriver David Frum skriver i National Review bl.a., at

"The Miers nomination, though, is an unforced error. Unlike the Roberts's nomination, which confirmed the previous balance on the Court, the O'Connor resignation offered an opportunity to change the balance. This is the moment for which the conservative legal movement has been waiting for two decades–two decades in which a generation of conservative legal intellects of the highest ability have moved to the most distinguished heights in the legal profession."

"I worked with Harriet Miers. She's a lovely person: intelligent, honest, capable, loyal, discreet, dedicated … I could pile on the praise all morning. But there is no reason at all to believe either that she is a legal conservative or–and more importantly–that she has the spine and steel necessary to resist the pressures that constantly bend the American legal system toward the left. This is a chance that may never occur again: a decisive vacancy on the court, a conservative president, a 55-seat Republican majority, a large bench of brilliant and superbly credentialed conservative jurists … and what has been done with the opportunity?"

Under overskriften "Miers' qualifications are non-existent" hudfletter Patrick Buchanan ligeledes udnævnelsen:

"What is depressing here is not what the nomination tells us of her, but what it tells us of the president who appointed her.  For in selecting her, Bush capitulated to the diversity-mongers, used a critical Supreme Court seat to reward a crony, and revealed that he lacks the desire to engage the Senate in fierce combat to carry out his now-suspect commitment to remake the court in the image of Scalia and Thomas.  In picking her, Bush ran from a fight.  The conservative movement has been had — and not for the first time by a president by the name of Bush."

Weekly Standards redaktør William Kristol er "disappointed, depressed and demoralized":

"I'm disappointed because I expected President Bush to nominate someone with a visible and distinguished constitutionalist track record–someone like Maura Corrigan, Alice Batchelder, Edith Jones, Priscilla Owen, or Janice Rogers Brown–to say nothing of Michael Luttig, Michael McConnell, or Samuel Alito. Harriet Miers has an impressive record as a corporate attorney and Bush administration official. She has no constitutionalist credentials that I know of.

I'm demoralized. What does this say about the next three years of the Bush administration–leaving aside for a moment the future of the Court? Surely this is a pick from weakness."

Det er ikke overraskende, at Pat Buchanan kritiserer Bush, men Kristol og især Frums kritik er signifikant. National Review og (i lidt mindre udtalt grad) Weekly Standard er normalt ultra loyale Bush støtter. Men på det seneste er en del af det republikanske partis græsrødder blevet desillusionerede over republikanernes manglende fokus på traditionelle konservative kerneværdier såsom lavere offentlige udgifter og en mere begrænset rolle for den føderale stat, hvilket nu også slår igennem hos konservative medier og kommentatorer (som dækket tidligere her hos Punditokraterne).

Det er i øvrigt interessant, at alle tre ovennævnte kommentatorer nævner Janice Rogers Brown som en kandidat, hvis nominering ville have tilfredsstillet dem. Jeg er dog ikke så sikker på, at JRB ville have skabt ro hos republikanerne, idet hun tilskynder til en langt mere aktiv rolle for den dømmende magt end f.eks. Scalia og førnævnte Bork. Det ville næppe have passet den gren af det republikanske parti, der ikke bekymrer sig så meget om statens størrelse så længe den fører (værdi)konservativ politik ( folk som Rick Santorum f.eks). Såfremt JRB var blevet nomineret kunne det således nemt have endt med endnu en "high-tech lynching of uppity blacks" som Clarence Thomas kaldte sin senatshøring.

Hadets hus

På en af Budapests brede boulevarder ligger hadets hus. Eller sådan kalder man det – eller næsten. “Terror Háza” eller “House of Terror” på engelsk. Det er et besøg værd – ikke kun for David Trads & Co, men for alle, der vil vide besked.

På adressen Andràssy Út 60 åbnede for at par år siden et nyt museum i netop den bygning, som både nazisterne og kommunisterne brugte som hovedkvarter – på forskellige tidspunkter, forstås. Nazisterne var der først, men i kortest tid, fra 1944, da tyskerne rykkede ind i Ungarn i et forsøg på at stoppe Den Røde Hærs fremmarch, men allerede året efter blev huset indtaget af det ungarske kommunistparti. Fra dette hus begyndte de deres bevidste undergravning af det ungarske samfund, og i 1948 greb partiet magten udenom folket med støtte fra Sovjetunionen.

Museet fortæller hele historien fra den dobbelte besættelse og frem til opstanden i 1956, der blev knust af Moskva, og den lægger ikke fingrene imellem på dansk, akademisk manér. Der er musik, filmklip, artefakter, fotos, navne på ofrene såvel som bødlerne – THE VICTIMIZERS, som der står med store typer. Historien bliver fortalt direkte og uden omsvøb, ikke over tusindvis af hændervridende skolelærersider, ikke mellem linjerne, men lige på og hårdt, fordi emnet er særdeles lige på og hårdt. Det er grusomt og sandt, og nede i kælderens torturkammer og henrettelsescelle skal man ikke medbringe sine børn – eller også skal man. Jeg véd det ikke. Det er pligtstof for europæere om andre europæere. Mordernes hitliste. Det 20. århundredes lavpunkt. Det, man konfronterer i hadets hus – der findes i flere udgaver spredt over det forhenværende Østeuropa (besøg f.eks. også  KGB’s  hovedkvarter i Litauens hovedstad Vilnius eller Stasi-bygningen i det gamle Øst-Berlin) – er historiens store hjul, der knuser de individuelle stemmer og syn, det er totalitarismens apoteose, hvor de levende er døde og nuller i det store regnskab. I en smuk og elegant kulturby som Budapest. Europa er også denne adresse, også dette hus. Hadets hus. Sådan ser Europa ud efter tæppefald.

Se også www.terrorhaza.hu

Om ansvar, autoritet og staten

Som jeg nævnte forleden, er en af mine absolutte favorit-skribenter den amerikanske kommentator og taleskriver Peggy Noonan.  Hun er vittig, sentimental “på den fede måde” og ganske ideologisk hårdnæset.  Og alle med en interesse for amerikansk politik kan med fornøjelse læse hendes erindringer om at være taleskriver i Reagans administration, What I Saw at the Revolution: A Political Life in the Reagan Era (1990).

Vi har her på stedet tidligere kommenteret spændingerne på den amerikanske højrefløj.  I sin klumme i denne uge i Wall Street Journal er Noonans tema–—i hvert fald underliggende–—den spirende konflikt blandt amerikanske konservative.  Den amerikanske højrefløj har altid bestået af et antal ret indbyrdes forskellige fraktioner, men det er givetvis blevet endnu mere markant de seneste 30 år: moderate “Rockefeller Republikanere”, der nærmest minder om danske konservative (som George H.W. Bush); egentlige libertarianere (som det liberalistiske, Republikanske kongresmedlem Ron “Dr. No” Paul, Republican Liberty Caucus, sympatisører med Libertarian Party og klassisk-liberale udenfor partierne); kristne-religiøst “moral majority” konservative (som TV-prædikanter a la Pat Robertson); neokonservative, der er fokuserede på “national greatness”, forsvar og udenrigspolitik og godt kan lide en stor, men effektiv offentlig sektor (som f.eks. Weekly Standard og kommentatorerne William Kristol og David Brooks); paleokonservative, som taler om “states rights”, religion, yankee-nordstaternes aggression overfor Syden (og som associeres med f.eks. Chronicles Magazine), o.s.v., o.s.v.

For Noonan og nogle få andre er der særligt én konfliktlinie, der er ved at blive meget synlig.  På den ene side de amerikanske konservative, der synes, at autoritet og stærk politisk styring er et godt mål i sig selv (og især når det er de rette, der udøver den: Eller som som et kongresmedlem hånenede karrikerede det i en tale forleden: “Big government is good government if it is our government”). På den anden side de andre, der synes, at dette er selve problemet.  Man kan sige, at Noonan ser konflikten som værende specifikt mellem neokonservative a la Brooks og Kristol/”compassionate conservatives” a la Bush, og hvad man så kunne kalde Reagan/Goldwater konservative.  Her er et uddrag fra Noonans klumme, som meget godt skitserer konflikten, og som samtidigt meget velformuleret og koncist udtrykker “hendes” USA (og nærværende Punditokrats)—og er en god kritik af de politiske overfortolkninger af Katrina-katastrofen:

“David Brooks on “Meet the Press” Sunday said he thought Katrina had given rise to a greater public desire for “authority” and “order.” I found what he was saying typically thoughtful, but I differ with him. …

I don’t think Americans are or have been, by nature, lovers of authority. When we think of the old America we think of house-raisings on the prairie and teeming cities full of immigrants, but a big part of the American nature can also be found in the story of Jeremiah Johnson, the mountain man who just wanted to live off by himself, unbothered and unmolested by people and their churches and clubs and rules. He didn’t like authority. He wanted to be left alone.

We live in the age of emergency, however, and in that age we hunger for someone to take responsibility. Not authority, but a sense of “I’ll lead you out of this.” On 9/11 the firemen took responsibility: I will go into the fire. So did the mayor: This is how we’ll get through, this is how we’ll triumph.

In New Orleans, by contrast, the mayor seemed panicked, the governor seemed medicated, and the airborne wasn’t there until it was there and peace was restored. Until then no one took responsibility. There was a vacuum. But nature abhors a vacuum, so rumors and chaos came in to fill it. Which made things worse.
No one took charge. …

No one took responsibility, but there was plenty of authority. People in authority sent the lost to the Superdome and the Convention Center. People in authority blocked the bridges out of town. People in authority tried to confiscate guns after the looting was over.
And they did things like this: The day before hurricane Rita hit Texas, last Friday, I saw on TV something that disturbed me. It was not the usual scene of crashing waves and hardy reporters being blown sideways by wind gusts. It was a fat Texas guy swimming in the waves off Galveston. He’d apparently decided the high surf was a good thing to jump into, so he went for a prehurricane swim. Two cops saw him, waded into the surf and arrested him. When I saw it the guy was standing there in orange trunks being astonished as the cops put handcuffs on him and hauled him away.

I thought: Oh no, this is isn’t good. This is authority, not responsibility.

You’d have to be crazy, in my judgment, to decide you were going to go swim in the ocean as a hurricane comes. But in the America where I grew up, you were allowed to be crazy. You had the right. Sometimes you were crazy and survived whatever you did. Sometimes you didn’t, and afterwards everyone said, “He was crazy.”

Last week I quoted Gerald Ford: “The government big enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” I was talking about money. But it applies also to personal freedom, to the rights of the individual, including his right to do something stupid as long as it’s legal, like swimming.

Government has real duties in disaster. Maintaining the peace is a primary one. But if we demand that our government protect us from all the weather all the time, if we demand that it protect us from rain and hail, if we make government and politicians pay a terrible price for not getting us out of every flood zone and rescuing us from every wave, we’re going to lose a lot more than we gain. If we give government all authority then we are giving them all power.

And we will not only lose the right to be crazy, we’ll lose the right to be sane. A few weeks ago when, for a few days, some level of government, it isn’t completely clear, decided no one should be allowed to live in New Orleans after the flood, law-enforcement officers went to the home of a man who had a dry
house, a month’s supp
ly of food and water, and a gun to protect himself. The police demanded that he leave. Why? He was fine. He had everything he needed. The man was enraged: It was his decision, he said, and he was staying.

It is the government’s job to warn and inform. That’s what we have the National Weather Service for. It is not government’s job to command and control and make microdecisions about the lives of people who want to do it their own way.

Governments always start out saying they’re going to help, and always wind up pushing you around. They cannot help it. They say they want to help us live healthily and they mean it, but it ends with a guy in Queens getting arrested for trying to have a Marlboro Light with his Bud at the neighborhood bar. We’re hauling the parents of obese children into court. The government has increasing authority over our health, and these children are not healthy. Smokers, the fat, drinkers of more than two drinks per night, insane swimmers in high seas …

We are losing the balance between the rights of the individual and the needs and demands of the state. Again, this is not new. It’s a long slide that’s been going on for a long time. But Katrina and Rita seemed to make the slide deeper.

It is hard for governments to be responsible, and take responsibility. It takes real talent, and guts. But authority? That’s easier. Pass the law and get the cuffs.”

You go girl! Hvorfor har vi ikke den slags kommentatorer i Danmark?

PS. I øvrigt er førnævnte kongresmedlem Mike Pences tale, citeret ovenfor, værd at læse i sin helhed.

Our winter of discontent

Berlingskes bedste fortaler for det Gamle Europas socialdemokratisme, Ole Bang Nielsen, der samtidig er avisens mand i Bruxelles, har i dag en analyse af den seneste politiske udvikling i Europa. Hans artikler er læseværdige, da han både skriver og argumenterer bedre end Politikens ledere, og så behøver man kun købe en avis.

I analysen fokuserer han på de seneste europæiske valg: Den franske modstand mod forfatningstraktaten, der – set fra Frankrig – blev opfattet som neoliberal. Det mudrede tyske valg, der straffede Schröder for hans reformer, afviste CDUs flirt med en flad skat og gav stor opbakning til Die Linke; et parti, hvor mange medlemmer i modsætning til Jürg Haiders østrigske flok ikke er under mistanke for at ville støtte et ækelt diktatur, de har åbent gjort det. Og endelig det polske valg, hvor socialisterne nok røg ud, men hvor tilhængerne af flad skat ikke fik den største opbakning. Han kunne have nævnt Foghs udtalelser på det sidste, men er formodentlig for meget af en gentleman til at gøre det.

OBN konkluderer, ikke urimeligt, at store dele af den europæiske befolkning ikke ønsker et opgør med den store trygge velfærdsstat. Blair, der som en af de eneste nuværende statsledere har bevæget sig mod midten fra venstre, og Kommissionens liberale formand Barroso advares derfor om at holde sig i ro, og der afsluttes med udsigten til USAs snarlige undergang.

Essensen sammenfattes af et citat fra den tyske socialminister Norbert Blüm, der i modsætning til sin danske kollega formodentlig her citeres korrekt:

Det er blevet efterår. De nyliberale blade falder fra træerne.

Samme minister citeres i øvrigt for, at de brede skuldre nu en gang må bære mere end de svageste – et af de bedre argumenter for en flad skat, hvis man tænker efter – men det er vist ikke meningen. Analysen er klar: Europæerne vil have mere stat og mere forsorg.

Er det rigtigt?

Måske. Fogh synes i hvert fald at tro det. Som Scavenius før ham, har han påtaget sig at styre landet og lader bevistheden om, at det kunne gøres meget værre, overdøve frygten for, at det måske aldrig bliver anderledes.

Man kan vanskeligt bebrejde ham det, for givet er det, at mange ikke opfatter personlig frihed som livets salt, men som en bitter byrde.

Men er det rigtigt for alle?

Jeg tror det ikke, men sætter min lid til ungdommen. Jeg tror, det var Birthe Rønn Hornbech, der bemærkede, at mange lærere er gamle 68’ere, der kæmpede for at nedbryde autoriteterne, og nu er deres arbejdsdag blevet et helvede, fordi det lykkedes.

Når man betragter dagens ungdom – og nej, jeg hører selv med den bedste vilje ikke længere til dér – så er der et karaktertræk, der overskygger alle andre: deres individualisme.

Desværre er det ofte den udgave af individualismen, man får, når der savnes både opdragelse og dannelse, altså egoisme, men individualisme i en rå og upoleret form er det nu stadig.

Når det går op for dem, hvor kvælende, anmassende og enerverende indgribende velfærdsstaten er blevet, vil de, der mere end nogen tidligere generation betragter hele verden som deres legeplads, gøre modstand. Først langsomt, for de er gennem vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasium, universitet og de daglige public service-medier opdraget til systemtroskab, men oprøret kommer. De vil ikke i længden finde sig i et samfund, hvor Janteloven er blevet det styrende princip, og hvor ligheden søges ved at stræbe efter den laveste fællesnævner.

Spørgsmålet er bare, om de stemmer med fødderne eller på valgdagen. For de af os, der ikke er så mobile, må man håbe på det sidste.

Med risiko for at bruge et citat, der er tillagt en mindre sympatisk karakter, kan man vel sige, at “our winter of discontent” vil ikke vare ved. Selvom bladene falder af, er der nye spirer på vej.

Politikens konkurrencedygtighed

Dagbladet Politiken har en af den slags historier, som danskerne elsker–at andre siger, at vi er rigtigt dygtige–og en af den slags, som bladets foretrukne læsere elsker endnu mere–at en stor offentlig sektor er løsningen på alt.

Specifikt har avisen en historie, der fortæller, at World Economic Forum i sin årlige opgørelse siger, at vi har en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier.  Og pudsigt nok har Politiken også fundet en økonom, der kan give en forklaring på dét, som er i bemærkelsesværdig overensstemmelse med en af avisens nylige ledere: At det er på grund af–ikke på trods af–et højt skattetryk, at vi er konkurrencedygtige.  Åbenbart leder højere afgifts- og skattetryk slet ikke til højere lønudgifter, og det offentlige bruger jo generelt ressourcerne langt mere kløgtigt, end forbrugere og investorer selv ville kunne finde ud af.

Men næste gang man vil researche dette emne kunne Politikens redaktions mange akademikere evt. læse noget andet end Zizek, Negri, Naomi Klein m.fl.–f.eks. denne undersøgelse af de svenske økonomer Stefan Fölster og Magnus Henrekson (der kom i European Economic Review, 2001).  De finder, at højere offentlige udgifter i velstående lande associerer med lavere økonomisk vækst.  Barro (som vi nævnte i går) fandt noget lignende i sit autoritative værk på området, Determinants of Economic Growth (1997).  Senest (2004) har Peter Gordon og Lanlan Wang observeret, at enhver positiv effekt af en stor ofentlig sektor synes at forsvinde, når man statistisk kontrollerer for graden af økonomisk frihed.  Om ikke andet så kunne Politikens journalist måske også bemærke, at USA, Schweiz, Singapore og Australien også er på top-ti listen–hvilket vel antyder, at der “lissom” er tale om andet end et højt skattetryk som værende det vigtigste.

PS. Division of Labour-bloggens Larry White er heller ikke enig med Politiken (eller rettere: med WEF).  Som han siger i en post, virker det som om, man har defineret sig til, at en stor offentlig sektor er god–og iøvrigt er det absurd at måle konkurrencedygtighed abstrakt.  F.eks. er Finland ikke særligt konkurrencedygtigt m.h.t. fremstilling af vin og bananer …

Schumpeter, kapitalisme og imperialisme

Det er atter blevet salonfæhigt at kæde kapitalisme og imperialisme sammen. Denne gang er det Irak, der spøger. Amerikanere er ude efter olie, og de skyer ingen midler, får vi læst og påskrevet. Eller i den lidt mere sindrige udlægning: markedsøkonomiens uslukkelige tørst efter billig energi har ført til endnu en omgang væbnet udbytning. Påstanden er ikke ligefrem ny. I 1916 udgav en vis Vladimir Uljanov Lenin et skrift med den sigende titel Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Skriftet kredsede om økonomisk udbytning, og det er med jævne mellemrum blevet støvet af, når den vestlige verdens udenrigspolitik har stået for skud.

Men giver det overhovedet nogen mening at opstille en årsagsvirkningskæde mellem kapitalisme og imperialisme? Kravet må være, at vi kan identificere en social mekanisme, der får markedsøkonomien til at fostre imperialisme. For godt 80 år siden, i årene efter Første Verdenskrig, gav en af verdens fremmeste økonomer sig i kast med denne opgave. Hans navn var Joseph Schumpeter, og hans tanker adskiller sig betydelig fra den gængse opfattelse. Jeg vil benytte min debut som punditokrat til at støve denne tekst af. Lad os rejse tilbage til mellemkrigstidens Wien for en kort stund.

Hvad er imperialisme egentlig? Sådan lød Schumpeters indledende spørgsmål i essayet The Sociology of Imperialisms. Han nåede frem til et klart svar. Det drejer sig om en idelig aggressivitet – og tilhørende territorial appetit – for aggressivitetens egen skyld. En stat er imperialistisk, når den har en vedvarende tilbøjelighed til, uden nogen særlig grund, at føre erobringskrige.

Som det turde stå klart, kunne Schumpeter hurtigt afvise, at kapitalismen gøder jorden for sådanne tilbøjeligheder. Markedsøkonomiens grundpræmis er jo netop, at overlevelse og fremgang kun kan ske ved egen indsats. Det moderne Europas imperialistiske tendenser – i særdeleshed de mange krige inden for Europas grænser – sporede Schumpeter til tiden før kapitalismens fremkomst, til enevældens styreform. Som eksempel gav han Frankrig, et land og en nation der blev smedet ved sværdet. Den franske kongemagt legitimerede sig fra den tidlige middelalder og fremefter af en våbnenes ideologi. Kongen var rigets første (og største) kriger, og det skulle han ustandseligt bevise. Det satte sig dybe spor i samfundet længe efter, at kongemagtens praktiske rolle var udspillet. Og derfor overlevede den nøgne krigslyst kapitalismens fremkomst.

Men der var tale om en stakket frist, betonede den østrigske økonom. For den kapitalistiske produktionsform fjernede ikke blot grundlaget for imperialisme, den fremelskede ligefrem en fredselskende kultur. Eller med Schumpeters egne ord, her i min oversættelse:

“I en verden af ren kapitalisme bliver den energi, der tidligere blev brugt til at føre krig, ganske enkelt overført til arbejdspladsen. Erobringskrige og eventyrpolitik vil nødvendigvis blive anset for besværlige distraktioner, ødelæggende for livet sande mening; noget der fjerner fokus fra de gængse og derfor ‘sande’ opgaver. En verden af ren kapitalisme gøder derfor ikke jorden for imperialistiske impulser. Det betyder ikke, at en sådan verden ikke kan fastholde en interesse i imperialistisk ekspansion…Pointen er blot, at folk flest vil blive ukrigeriske af sind. Vi må derfor forvente, at anti-imperialistiske tendenser vil komme til udtryk, overalt hvor kapitalismen gennemtrænger økonomien og, gennem økonomien, de moderne nationers sjæl.”

I disse linier beskriver Schumpeter intet mindre end en social mekanisme på individniveau, en mekanisme der vel og mærke kæder kapitalismen sammen med anti-imperialisme. Det er i sig selv interessant, for når den modsatte påstand føres i vælten – at kapitalisme fører imperialisme med sig – så sker det almindeligvis under henvisning til strukturelle kræfter; en i markedsøkonomien iboende udbytningslogik, mangel på naturressourcer og dets lige. Og her må vi fastholde, at en årsagsvirkningssammenhæng, der savner en forankring på individniveau, altid er betænkelig. Strukturelle faktorer har nemlig en del til fælles med forestillingen om Olympens guder. De kan bruges til at forklare alt mellem himmel og jord ved at fremmane et billede af dunkle kræfter, der styrer vort liv uden vort vidende.

Dertil kommer, at Schumpeters forklaring er forholdsvis let at bakke op med eksempler. Han giver selv et meget interessant af slagsen. Pacifisme er, skriver vor østrigske ven, et barn af kapitalismen. Som princip er den ganske vist ældre end som så, men ind til vor tid er det kun små religiøse sekter, der systematisk har bekendt sig til den. I mine øjne kan vi endda gå ét skridt videre end det. Markedsøkonomiens fremkomst er gået hånd i hånd med en indtil da uset kritik af enhver form for magtpolitik. Det er ikke noget tilfælde, at de mange skingre røster, der bestandigt kæder kapitalisme og imperialisme samme er opstået i…ja, kapitalistiske samfund. Den vestlige kultur er historisk unik i det omfang, den har opfostret sønner og døtre, der er kritiske over for deres fædrenearv.

Hvor efterlader det os? Min hensigt med at lægge vejen omkring Schumpeters klassiske essay om imperialisme er ikke at afvise, at nøgne magtpolitiske hensyn gennemsyrer udenrigspolitikken i den vestlige verden (og alle andre steder for den sags skyld). Jeg prøver heller ikke at benægte, at en stabil og tilstrækkelig olieforsyning spiller en endog meget stor rolle i den amerikanske udenrigspolitik, herunder i forholdet til Irak. En sådan påstand ville være naiv, ikke mindst fordi enhver amerikansk regering er nødsaget til at betænke sit lands energiafhængighed.

Men vi savner så ganske de historiske proportioner, når det forhold bliver brugt til at hive den gamle klagesang om kapitalisme og imperialisme frem fra gemmerne. Det giver liden mening at holde et givent socialt fænomen op imod en utopisk målestok for ret opførsel, og så ellers give den virkelige verden råt for usødet. Hvis man vil vurdere et socialt fænomen, så bør man sammenligne på tværs af tid og rum, ikke med et ideal. Og her er jeg ikke i tvivl. Kapitalismen har ikke blot avlet en historisk og geografisk uset velstand, men også en historisk og geografisk uset fornemmelse for fredens velsignelser. Frem for alt har den avlet en idelig selvkritik, der – når den bakkes op af ytringsfrihed og frie valg – udgør det sikreste forsvar imod udenrigspolitiske vovestykker, verden endnu har set. Og endnu mere væsentligt: udgør det bedste værn imod krigens ulveansigt, verden endnu har set.

Barro om lighed, ulighed og vækst

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation

Post-Rehnquist II

Så bliver det altså med sikkerhed John Roberts, der efterfølger Rehnquist som amerikansk forbundshøjesteretspræsident–og noget kunne tyde på, at det bliver med lidt større tilslutning, end jeg forudså tidligere på ugen.  (Tilsyneladende har mange Demokratiske senatorer fra delstater, der ved valget sidste år overvejende stemte på Bush, pudsigt nok haft en tendens til at større præsidentens kandidat …)  Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud for US Supreme Court?  Det skrev vi om rent personale mæssigt forleden, men hvad med politikken?

En af de største amerikanske retsfilosoffer af en klassisk-liberal orientering, Professor Randy Barnett fra Boston University (forfatter til bl.a. “The Structure of Liberty: Justice and the Rule of Law” og “Restoring the Lost Constitution: The Presumption of Liberty”), havde i forrige uge i Wall Street Journal en kronik om netop Rehnquist.  Højesteretspræsident Rehnquist var næppe helt en, som Barnett helt “delte paraply med”, men dog én som han adskillige gange havde professionelt med at gøre—når Barnett skulle procedere for US Supreme Court (hvilket han senest gjorde i foråret, hvor Barnett talte for staternes ret til at legalisere marijuana-brug, hvilket Rehnquist støttede).  Og Barnett kunne trods andre uenigheder lide den såkaldte “New Federalism”-doktrin, som Rehnquist i praksis formulerede:

“One day soon we may mourn the death of his legacy — the jurisprudence of the Rehnquist Court.

Even before becoming chief justice, often in lonely dissents, it was William Rehnquist who was most personally responsible for what is now called “the New Federalism” — the revival of the ideas that judiciary should protect the role of the states within the federal system and enforce the textual limits on the powers of Congress. Establishing the New Federalism took enormous effort and leadership by Rehnquist over many years. Now that legacy is in jeopardy.

At the founding, and for some 150 years thereafter, the limits on congressional power provided by the Constitution of 1789 — as modified by the Fourteenth Amendment — were enforced by the Supreme Court. According to the textual plan, Congress is, with few exceptions, confined to the express powers enumerated in Article One of the Constitution. While these express powers were understood as flexible, they were nonetheless limited. When the federal government was limited to its enumerated powers, the states were left to the exercise of their police powers, subject to the limitations imposed upon them after the Civil War by the Fourteenth Amendment.

The Founders’ plan was more or less intact until the 1930s, when President Roosevelt and the New Deal Congress enacted a massive expansion of federal power. By the 1940s, the textual scheme of limited federal powers was effectively swept away by a Supreme Court dominated by appointees of President Roosevelt. In a series of landmark decisions, such as Wickard v. Filburn in 1942, the New Deal Court replaced the Constitution’s textual scheme of limited federal power with a policy of judicial deference to any claim by Congress to regulate anything and everything with even a remote connection with the national economy.

By the early 1990s, even the requirement of a remote connection was giving way, as Congress began to regulate subjects that could only be described as “interstate commerce” by Lewis Carroll’s Humpty Dumpty, who asserted (in a rather scornful tone) that: “When I use a word, it means just what I choose it to mean — neither more nor less.” With no judiciary to provide a constitutional compass, Congress passed laws reaching activities such as possessing a gun near a school without even trying to show how the regulated activity had any conceivable connection with “commerce . . . among the several states.”

Barnett slår fast, at det var Rehnquist, der standsede denne udvikling, fordi han havde et “forfatningsmæssigt kompas”, der i hvert enkelt sag styrede ham i én overordnet retning.  Dette var tydeligt allerede fra en række sager, mens han var menig dommer, men det blev især klart da han blev højesteretspræsident:

“With Justice Rehnquist’s ascension to chief justice, the Rehnquist Court cabined Garcia’s laissez-faire approach toward Congressional power with a series of “Tenth Amendment” cases that aimed at protecting state sovereignty from federal interference in a variety of ways. I put Tenth Amendment in quotes because this jurisprudence was never grounded on the original meaning of the Tenth Amendment, which merely affirms that the Federal government is one of delegated powers, and that all powers not delegated are reserved to the states or to the people. With the post-New Deal judiciary interpreting the delegated powers so as to allow the Federal government to do virtually anything it wants, federal power had completely enveloped any “reserved” powers of states. Instead of directly holding Congress to the powers enumerated in the text, these earliest New Federalism cases attempted indirectly to preserve the underlying “principle” of federalism by carving out islands of state sovereignty in a sea of federal power.

Chief Justice Rehnquist understood this, of course. In 1995, he launched a direct attack on the source of the problem in the case of U.S. v. Lopez, which held unconstitutional the Gun Free School Zone Act because it exceeded the power of Congress to “regulate commerce . . . among the several states.” There he wrote, “We start with first principles. The Constitution creates a Federal Government of enumerated powers.” For the first time in 60 years, the Court found a federal statute to have exceeded the commerce power of Congress. Rehnquist’s opinion in Lopez sent shock waves through the legal academy. …

Together with the Tenth Amendment cases, Rehnquist’s opinions in Lopez and Morrison were the keystones of the New Federalism. Had he been able to marshal a consistent majority for the constitutional “first principles” these cases represented, the Rehnquist Court might have overseen a constitutional restoration as substantial as the constitutional demolition begun by the Roosevelt Court. But both decisions were 5-4, with the five more “conservative” justices in the majority and the four more “liberal” justices in strong dissent. The four adamant dissenters have not relented in their opposition and need only pick off one of the New Federalists to uphold the constitutionality of a claim of federal power.”

Og nu er Barnett nervøs for, at flertallet vil kunne skifte på et mere permanent vis—den forkerte vej:

“[In] this the final year of the Rehnquist Court there are signs that his legacy may not endure. In Gonzales v. Raich both principles of state sovereignty and of enumerated powers were put to the test. Rehnquist was one of only three justices who were willing to say that Congress cannot magically transform the noncommercial possession of homegrown marijuana into “interstate commerce.” The Chief joined the dissenting opinion written by Justice Sandra Day O’Connor.
Many who now lionize her w
hen discussing her replacement omit mentioning her stalwart support of the New Federalism so strongly advanced by her fellow Arizonian and Stanford classmate.

Sometime this fall, two of the five votes that made up the Lopez and Morrison majorities will have been replaced. Only Justice Clarence Thomas will be left from the three Raich dissenters. As the new chief justice (assuming he is confirmed), will John Roberts assume the role of his mentor William Rehnquist — for whom he clerked — and lead the Roberts Court to enforce the Constitution’s original plan of limited federal power? Will President Bush now look for a nominee to replace Justice O’Connor who is as committed to the New Federalism as she was? Given that so many of the New Federalism cases were 5-4, if either of the new justices adopts the mantra of “judicial deference” to congressional power, then Chief Justice Rehnquist’s death, along with Justice O’Connor’s retirement, may presage the second death of federalism. A judicial withdrawal from enforcing the original limits on the powers of Congress would undo the New Federalist legacy of William Rehnquist.

As the president now decides who next to nominate, he would uphold the Constitution by selecting a person with a firm and demonstrated commitment to the Rehnquist Court’s New Federalism legacy. Only such a choice would continue the movement to restore the “first principles” of constitutionally limited government that William Rehnquist affirmed so eloquently. One can hardly imagine a sadder end to the tenure of William Rehnquist than that his most prized and important contribution to constitutional law is aborted by a conservative Republican president and a Republican-controlled Senate.”

En anden prominent amerikansk klassisk-liberal, Clint Bolick—grundlæggeren af den indflydelsesrige og nyttige organisation Institute for Justice, der hjælper borger i sager mod statsmagten, når deres ejendomsret o.l. bliver krænket—deler Barnetts ængstelser.  Han gik i sin eulogi til Rehnquist så langt som til at forudse, at Bushs udnævnelser vil komme til at repræsentere et markant ryk til “venstre”:

“To say that an era has ended is a huge understatement.
The passing of “the Chief,” as William Rehnquist affectionately was known by everyone in the U.S. Supreme Court’s circle, coupled with the retirement of Justice Sandra Day O’Connor, leaves the court without sure leadership for the first time in a generation.
Oddly, depending on President Bush’s choice to replace him, the court could be poised for a lurch to the left, rather than the right turn predicted by left-leaning special-interest groups. …

When Rehnquist joined the court in 1972, it was still in the throes of Warren court liberalism, routinely advancing causes that could not be won in the legislative arena. Though the court as a whole never fully embraced Rehnquist’s conservatism, his influence moved the court toward the center.

For instance, under Rehnquist’s stewardship, the court stopped routinely overruling criminal convictions, but retained the Miranda ruling that protects against abusive police interrogations. It strengthened state autonomy, but never overturned Roe vs. Wade. It struck down most racial preferences, but left the door open to preferences in college admissions.

As chief, Rehnquist was adroit in moderating his own views to bring in colleagues, and often appeared to switch to the winning side in order to exercise the chief’s prerogative to assign writing of key decisions to himself so as to narrow their scope.

One area of Rehnquist’s enormous influence was school choice.
In the 1960s and ’70s, the court had broadly interpreted the First Amendment’s prohibition against establishment of religion to embrace outright hostility to religion.

In 1983, Rehnquist cobbled together a 5-4 majority in Mueller vs. Allen, charting a more moderate course in upholding tuition tax credits for K-12 education, emphasizing that the choice of where to spend the education dollars was decided by parents, not the state.
That same slender majority held 19 years later in Zelman vs. Simmons-Harris, in which the court, in a landmark decision written by Rehnquist, upheld the Cleveland school-voucher program. For Rehnquist, it was a matter of state autonomy and an interpretation of the First Amendment true to its original intent.

For millions of children …, it meant the promise of precious educational opportunities.

Rehnquist’s combination of strong conservative convictions and political savvy make him a tough act to follow. …  For two decades, the court has been narrowly divided, usually (though less frequently lately) siding with individual liberty over state power, precisely the role the framers intended the federal judiciary to play. Judge John Roberts, the nominee to fill Justice O’Connor’s position, is truly an unknown quantity. If Bush nominates a Rehnquist replacement who is less committed to conservative principles than his predecessor, it could have the effect of turning the court to the left.”

Steyn om FN

Ja, ja, vi ved det godt; alt for mange citater fra Steyn. Men det er svært at lade være, når han dyrker emner, der også interesserer os, f.eks. FN, og gør det så forbandet velskrevet.

Nyd lige dette lille uddrag:

What’s important to understand is that Mr Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a human rights commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed budget oversight committee will henceforth be policed by a budget oversight committee oversight committee. The oil-for-food fiasco is the UN, the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than Clare Short or Polly Toynbee, well, that’s why he is — was — an A-list dictator and they’re not.

Og så lige denne her:

Transnationalism is the mechanism by which the world’s most enlightened progressives provide cover for its darkest forces. It’s a largely unconscious alliance but not an illogical one. Western proponents of ‘sustainable consumption’ and some of the other loopy NGO-beloved eco-concepts up for debate in New York this week have at least this much in common with psychotic Third World thugocracies: both groups find it hard to win free elections, both regard transnational bodies as useful for conferring a respect unearned at the ballot box, and neither is unduly troubled by the lack of accountability in global institutions.

Det er fra Spectator (17/9 05, men nu også gratis tilgængeligt på hans hjemmeside). Læs selv hans stilling til FN, ikke mindst hans opbakning til, at Kofi Annan bliver på posten så længe som muligt…

Punditokraterne udvider – igen

Så er der igen forstærkninger på broen mellem de to hjernehalvdele: Punditokraterne udvider med to nye stærke skribenter, Jørgen Møller, ph.d. stipendiat og cand.scient.pol., og erhvervsmanden “Ex Column”.  Velkommen til–og knæk & bræk.