Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Den borgerlige dømmesyge

Af Mikael Jalving, den 25. oktober 2005. 8 svar

“Med mindre prostatakræften sætter en stopper for projektet, er der meget der tyder på, at Jørgen Leth ender sin kunstneriske bane som pornograf for Nordisk Film. Så forbruget af unge kvinder vil fortsætte. Men kan vi i det mindste ikke blive enige om, at han bør holde sig til at kneppe som privatmand på Haiti. Det kan ikke være rigtigt, at det er øens danske konsul, der lægger pik til.” Det skrev direktøren for Kvinfo i en anmeldelse af Jørgen Leths bog Det uperfekte menneske. Hvorpå forfatteren Jens Christian Grøndahl satte hende på plads i et DRs Debatten med ordene: “Sådan skriver en rejekælling!”. Den sad.

Der er imidlertid ikke kun én, men mange rejekællinger i den danske debat. Problemet er ikke kun feminismen, der vanen tro skriger og skråler, om det så er Elisabeth Møller Jensen eller Lone Dybkjær, der lægger stemme til; problemet er heller ikke alene lighedsmanien eller janteloven, som kræver et offer hver dag, om vedkommende så hedder Eva Kjer Hansen eller noget helt andet. Alt dette er åbenlyst. Hvad der er mere dunkelt – måske især for borgerlige væsener – er den borgerlige dømmesyge, der stortrives i Danmark. Hvis det ikke havde været for den borgerlige dømmesyge, ville sagen imod Jørgen Leth ikke have eskaleret og taget den groteske drejning, den gjorde. Det kan sagtens være, han alligevel ville have skullet vinke farvel til posten som konsul, men hele efterspillet, den moralske fordømmelse og lynjustits, den ville vi – og især han – have været foruden.

TV 2’s sportschef Morten Stig Christensen personificerer den borgerlige dømmesyge. Det er den, der ligger under for flertallets tyranni, fordi den er uden rygrad. Den er det modsatte af civilcourage. Den er pøbel. Og dermed nøjagtig lige så grim som den socialistiske eller kommunistiske pøbel.

Al pøbel er det frie samfunds fjende nr. 1. Hvis ikke engang borgerlige væsener forstår det, forstår de ingenting. Og så ser det sort ud.

Updates

Af admin, den 25. oktober 2005. 1 svar

Det er måske ikke fair at hakke på Berlingske så ofte. De gør for det meste et godt arbejde på at skabe den alsidighed i MSM, som deres erklærede borgerlige grundsyn forpligter dem til.

Som det fremgår af denne amerikanske artikel, er det ikke kun journalisterne på Berlingske, der har lidt svært ved at gengive Wilsons indsats i den såkaldte Plame-sag, nemlig at han i sin rapport før krigen faktisk bekræftede Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika, hvilket han behændigt undgik at nævne i sin kritik af regeringens “vildledning” efter krigen.

Det kan gå for hurtigt, også i bloggosfæren. Jeg har i tilknytning til min posting om Michael Yon bemærket, at valget i Irak om forfatningen gik, som vi havde gættet. Det er lidt for hurtigt. Bemærkningen angik gæt nr. 1 og 3, som angår de forhold, der beskrives i Yons reportage. Gæt nr. 4 betragter jeg som rigtigt, selvom medierne herhjemme nu mest fokuserede på den nyfødte lille prins. Gæt nr. 2 om forfatningens vedtagelse er derimod ikke afgjort endnu; faktisk har to provinser efter det oplyste stemt nej, så det er fortsat usikkert.

Updates update

Af admin, den 25. oktober 2005. 11 svar

Som opfølgning på vores updates følger hermed en update: det irakiske folk har med en betydelig margin vedtaget forfatningen.

Nyheden fik en overraskende fair omtale i DR TV-avis kl. 21. Da alsidigheden ligger os meget på sinde, og da vi gerne vil slå (de øvrige) MSM i deres nyhedsdækning, haster vi med følgende satiriske citat fra Scrappleface, der med krydsede fingrer bag ryggen oplyser at have det fra en anonym, men uhyre progressiv engelsktalende tænketank:

Iraq Constitution Approval Another Setback for Bush

“The Bush foreign policy continues to be fatally-wounded by clarity of purpose, dogged persistence and a pathetic failure to capitulate in the face of opposition,” the source said. “At a time when a real leader would be paralyzed with self-doubt over the meaningless deaths of 2,000 American troops, Bush continues to act as if freeing 25 million Iraqis from decades of oppression, torture and death is somehow worth the price paid by those who volunteered to fight.”

Ok, satire er måske ikke passende i betragtning af situationens alvor, men jeg er for blufærdig til at kaste mig ud i den højstemte lyrik om det modige irakiske folks vilje til demokrati trods en ubarmhjertig og grusomt morderisk kampagne fra demokratimodstanderne, der burde ledsage nyheden.

Næste stop: valg af et frit parlament i december, hvor meget tyder på, at sunnierne vil deltage i endnu større antal for at opnå en repræsentation, der kan påvirke den videre udvikling, herunder en genforhandling af visse dele af forfatningen. Terroren vil utvivlsomt fortsætte, især fra de udenlandske terrorister i al-Qaeda, men risikoen for, at det kan ødelægge det nye irakiske demokrati bliver stadig mindre.

Suttens logik

Af Mikael Jalving, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Reklamer kan være ganske oplysende. Gratisaviserne er fyldt med dem. Her er én fra Klinik Kaktus, der reklamerer for skønhedsbehandling med sloganet: “Det første folk ser ved dig er dine tænder”. Det er ret beset kun rigtigt, hvis der er tale om stødtænder, men lad nu det ligge. Sloganet er i hvert fald nemt at huske. Huskes skal også en anden helsidesting, der reklamerer for fagforeningen Fag og Arbejde med et billede af en hjemmehjælper, der rækker en sut frem. En narresut, velsagtens, fordi teksten lader forstå, at regeringens bidrag til kommunernes hjemmehjælp er for dårlig. Anledningen er det forestående kommunalvalg, og vi opfordres til at stemme på kandidater, der går ind for “tryghed” frem for “utryghed”. Når man tænker over det, er sutten mere sigende, end FOA formentlig er klar over. At gøre tryghed – alias sikkerhed i ansættelsen – til et samfundsideal er en infantilisering af tilværelsen.

Det er suttens logik. Det er et forsøg på at trøste sig til ro på bagsmækken, og er man lidt grov, ser man det som en slags bestikkelse. Når nu alle erfaringer, på alle bredde- og længdegrader, til alle tider og i alle kulturer, peger på, at tryghed, garanteret og statsbetalt tryghed, ender med at lægge alting i ruiner. Det første folk ser ved dig er dine stødtænder, men det første, du kan kende FOA på, er en sut.

En modig mand

Af admin, den 24. oktober 2005. 1 svar

Den amerikanske journalist Michael Yon har fået stor opmærksomhed i bloggosfæren for sine reportager fra Irak, hvor han ikke nøjes med at gemme sig på hoteller. Hans positive tilgang til udviklingen gør, at vi med stor sandsynlighed ikke møder ham i dansk MSM, så her er et link til hans hjemmeside.

Det er vores lille bidrag til alsidigheden i mediebilledet. Kald det public service … så er der da lidt indhold i begrebet.

Læs f.eks. hans seneste reportage fra dagene før og under den store folkeafstemning i Irak om forfatningen, der gik godt; faktisk helt som vi gættede.

(Hat tip: Instapundit)

Tæm Leviathan

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Den amerikanske skatteaktivist Grover Norquist har som bekendt sagt, at han mener, at den offentlige sektor skal være så lille, at man kan drukne den i et badekar.  Men mindre kan vel også gøre det.  Altså: noget mindre drastisk.

I dagens Wall Street Journal har den fhv. Republikanske præsidentkandidat og guvernør i Delaware Pete Du Pont en konstruktiv kronik med den sigende titel “Don’t Spend, Amend”, som amerikanerne i disse tider kunne have brug for–og som ambitiøse danske forfatningsarkitekter som Niels Helveg Petersen og Svend Auken måske burde læse.  I kronikken slår Du Pont til lyds for at sætte forfatningsmæssige restriktioner på de offentlige udgifter:

How big, how expensive and how fiscally generous to industries and local communities should America’s national government be?

The spending policies of the current administration have made this the central domestic public policy question, for government has substantially grown under the leadership of a political party that for many decades has claimed to be the party of smaller government.

The real annual growth rate of federal government outlays is nearly at its highest modern percentage. Under President Clinton it was only 1.5%, under Ronald Reagan 2.6% and under Lyndon Johnson 5.7%. Spending has grown 5.6% a year since George W. Bush took office, and it seems likely to keep rising. Of course the war in Iraq is a part of it, but the current administration’s domestic spending increase is 7.1% a year, the highest since the 1960s. …

The president has signed on to whatever spending increases Congress has chosen to enact. He promised to veto the transportation bill if it contained more than $256 billion in spending. It contained $295 billion, and he signed it anyway. …

But the better solution to the huge increase in federal spending would be a constitutional amendment to hold the growth of federal spending to specific percentages of revenue unless there is a supermajority override by both houses of Congress. It is not a new idea–Delaware, for example, passed a constitutional amendment in 1980, when I was governor, to limit state government spending to 98% of revenue unless there is a three-fifths vote of each legislative house to spend more. The extra 2% goes into a Rainy Day Fund–the kind of fund that could be used for relief in Katrina-type national catastrophes. The amendment has produced 25 consecutive years of balanced Delaware budgets, a fiscal discipline that the federal government needs even more that state governments do.

Another approach is the Taxpayers Bill of Rights, or Tabor, which Colorado put into place via a constitutional amendment in 1992. It limits annual state government spending to inflation plus population growth, with any extra revenue going back to the taxpayers. From 1995 to 2000 Colorado ranked first in the nation in GDP growth and second in personal income growth. Its success has generated a furious effort to allow more spending that will be on the 2006 ballot.

Amending the Constitution is not easy, but is the best solution to the long term spending challenges that have faced every modern president since the Great Depression of the 1930s. And offering it up in our troubled big spending times would energize a policy debate that America needs to have.

Bonde om liberalisme og den slags

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. oktober 2005. Skriv et svar

Weekendavisens Arne Hardis har i den forgangne weekends udgave et fortrinligt interview med vor Punditocratus Emeritus, Mikael Bonde Nielsen.  Interviewet findes i sin fulde længde på den lukkede del af avisens sider, som kun er tilgængeligt for abonnenter, men her er et par uddrag:

PÅ bordet mellem os ligger Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi som inspiration, for det er ikke er munter læsning for tilhængere af et liberalt samfund, der præger den bog.

Fonsmarks 15 år gamle analyse lyder, at den liberale kamp mod den socialdemokratiske velfærdsstat reelt blev tabt omkring 1960, da Venstre-lederen Erik Eriksen mislykkedes med sit ambitiøse forsøg på at samle Venstre og De Konservative om en liberal opposition til Socialdemokratiet. Siden har det bare været den rene jammer med det liberale alternativ. VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard gjorde ondt meget værre, mens det faktiske udkomme af Schlüters regeringstid var, at han rettede økonomien op, så den danske velfærdsmodel kunne fortsætte og ekspandere og ekspandere.

Og nu er vi så – hvis vi ser bort fra Hartlings smalle parentes – nået til fjerde forsøg i rækken: Anders Fogh Rasmussen, som har haft held til at erobre og bevare magten, men også til at udvide velfærdsordningerne, udvide den offentlige sektor og øge antallet af danskere på indkomstoverførsler ud på den pæne side af 900.000. Hvad med ham, hvordan skal han bedømmes? Socialdemokratisk kustode eller ultratålmodig liberalist?

»Det ser jo ud, som om han ikke har viljen til andet end at konsolidere den socialdemokratiske velfærdsstat,« siger Mikael Bonde Nielsen …

»Det liberale projekt har det såmænd ganske godt på det intellektuelle niveau – jeg har aldrig oplevet så mange begavede og kreative liberale sjæle som i dag. Det kan jo mærkes i den offentlige debat, hvor konservative og liberale meningsdannere er særdeles aktive, ja, nærmest dominerende. I den forstand er Danmark et land med en stærk liberal forankring. Men på det parlamentariske niveau er billedet helt anderledes. Foghs reaktion på ulighedsdiskussionen og Eva Kjer Hansen var jo påfaldende voldsom. Det var en bekendelse til ligheden i det land, der har den mest sammenpressede indkomstfordeling, man kan forestille sig. Det peger jo i retning af ren konsolidering af den socialdemokratiske velfærdsmodel. På den anden side talte Fogh i sin åbningstale også om, at det skal være muligt for folk at påvirke deres egen tilværelse – det kan rigtig mange på overførselsindkomst ikke i dag, de må enten arbejde sort eller håbe på en lottogevinst, hvis de vil have en bedre økonomi. Og i samme åbningstale understregede han, at det altid skal kunne betale sig at arbejde – det er også klassisk liberalisme,« påpeger Mikael Bonde Nielsen.

En flink avis

Af admin, den 22. oktober 2005. Skriv et svar

Forleden omtalte vi FN-undersøgelsen af mordet på Rafik Hariri i anledning af, at Syriens magtfulde indenrigsminister utroligt hensynsfuldt gik hen og døde, så et eventuelt ansvar kunne parkeres hos ham (En flink mand)

Rapporten fra FN er nu udkommet. Læser man Berlingske Tidende, og det gør mange af denne blogs læsere ufortrødent, kunne man ellers godt komme i tvivl,  for forsiden er tilsyneladende tom for henvisninger hertil.

Men kun tilsyneladende. Puds brillerne og kig godt efter. Jo, det er nævnt: oppe i den blå barre er historien nævnt med seks ord. Sjovt nok, for mens negative historier om det demokratiske Irak normalt dækkes intensivt på forsiden, er der mindre interesse for negative historier om Syrien, hvor Baathpartiets diktatur fortsat forkrøbler landet.

Historien dækkes dog inde i avisen. Sådan da. Man glider af på den del af historien, der angår mistanken om, at det var efter råd fra Kofi Annan, at den endelige rapport ikke medtog de navne på diktatorens nærtstående, som var med i udkastet. Mærkelig nok udviser Politiken mindre tilbageholdenhed om det spørgsmål i sin artikel (Mistanke: Annan lugede ud i Hariri-rapport). Denne vinkel er ellers interessant, da den angår det vigtige spørgsmål, om FN under Annan er blevet en diktatorernes klub, hvor man helst ikke vil være uvenlig over for de medlemmer, der finder demokrati og frie valg lidt for folkeligt til at være tilladt.

Men det skyldes måske, at Politiken ikke føler samme behov for at være en flink avis; journalisterne dér er næppe i risiko for at blive beskyldt for neokonservativsme.

Eller måske skyldes det ganske simpelt, at Berlingeren ikke finder historien interessant. Lederspalten er f.eks. tavs herom, hvorimod en britisk borgerlig-liberal avis som The Telegraph synes at være anderledes interesseret i at bruge den kostbare sværte på en leder.

Venlighed kan være et problem for pressen. Tag f.eks. Karl Erik Nielsen, der er blandt de bedste af Berlingskes journalister, allerede fordi han altid søger at medtage en borgerlig-liberal vinkel i sin nyhedsdækning, hvilket ikke blot har et heldigt sammenfald med avisens erklærede holdning, men også giver læserne det ekstra i forhold til vinklingen hos Politiken og DR, der kan begrunde og fastholde den læserloyalitet, som et abonnement er udtryk for.

Men som det fremgår af hans dækning i dag af Plame-sagen, kan selv en god journalist komme for skade at give et lidt upræcist billede. Det skyldes nok, at han er lidt for flink over for det venstreorienterede LA Times, hvis dækning han inddrager.

I en i øvrigt afbalanceret artikel, får han således skrevet om sagens baggrund:

Wilson havde været på en mission i Niger for at få be- eller afkræftet, om Saddam Husseins regime opkøbte uran i det afrikanske land, og selv om Wilson kom hjem og skrev en rapport, der afviste historien, så brugte præsident George W. Bush og andre den fortsat til at »sælge« krigen mod Irak.

Det kritiserede Joseph Wilson offentligt i en kronik i New York Times, og hovedtesen i den igangværende efterforskning af sagen er, at Det Hvide Hus svarede igen ved at lække Valerie Plame Wilsons navn til pressen. Tilsyneladende i et forsøg på at antyde, at Joseph Wilson kun havde fået opgaven i Afrika, fordi hans kone arbejdede i CIA, og at han med andre ord ikke var kvalificeret til at udtale sig om sagen.

Her er en lidt anden vinkel på sagen, hvor det afgørende ikke er, om Wilson var kvalificeret eller ej, men hvad han sagde, og hvad han undlod at sige:

1) Wilsons rapport konkluderede, at der ikke var sket et salg af uran til Irak, men gav samtidig en række oplysninger, der bekræftede, at Irak var interesseret i at købe uran. For eksempel en henvendelse i juni 1999, hvilket var et halvt år efter, at Saddam havde smidt våbeninspektørerne ud af Irak, og mørket derfor havde sænket sig over hans bestræbelser på at skaffe WMD. Rapporten ændrede således ikke ved den eksisterende opfattelse i CIA af problemet, den blev end ikke forelagt Cheney, og CIA fastholdt trusselsbilledet i sine rapporter til politikerne. Se Senats rapporten fra juli 2004, der vurderede før-krigs efterretningerne, s. 36 – 83.

2) Bush var således i god tro, når han og andre i hans regering udtalte sig om Saddams ønsker om at skaffe uran.

3) Bush nævnte Saddams bestræbelser m.h.t. uran i sin tale til nationen. Det var de såkaldt “16 ord”, hvor Bush oplyser, at den britiske efterretningstjeneste mener, at Saddam ønskede at skaffe uran fra Afrika.

4) Ikke bare var det altså opfattelsen hos CIA. Den britiske Butler-rapport fra juli 2004 har efterfølgende undersøgt de britiske efterretninger og fastholder, at Saddam forsøgte at skaffe sig uran fra afrikanske lande. Rapporten går endda så langt som direkte at henvise til Bushs 16 ord og fastslå, at de var “well-founded”. Se rapporten s. 121 – 125, navnlig s. 122 note 2, hvor det nævnes, at de irakiske besøg i Afrika var andre, end dem Wilson kendte til, og at de britiske kilder var tidligere og uafhængige af de dokumenter, som senere af IAEA blev kendt falske. Derfor fastholdes opfattelsen.

5) Wilson kritik var noget mere alvorlig end angivet i artiklen. Wilson, der i maj 2003 aktivt gik ind i kampagnen for præsidentkandidat John Kerry, lækkede i samme måned en version af historien til den Bush-fjendtlige kommentator Nicholas Kristof i NYT. I denne version fremstilles det som om, at Cheney havde foranlediget, at Wilson blev sendt til Niger, og derefter alligevel havde ignoreret Wilsons konklusion om, at påstanden var “unequivocally wrong”. Begge dele er som nævnt i Senats rapporten forkerte. Kristof nævner ikke Wilson ved navn, men det er let at identificere ham.

6) Cheney og den øvrige regering forstår nu, at Kerry-tilhængere i CIA vil forsøge at lægge afstand til CIAs fejlagtige opfattelse af Saddams WMD og samtidig påstå, at Bush bevidst løj om disse forhold. Krigen var jo slut måneden før, og det faktum, at Saddam var blevet nedkæmpet uden at gøre brug af WMD, gav en klar formodning om, at efterretningerne måtte have været forkerte.

7) Wilson går i juli 2003 til NYT med sin påstand om, at han klart havde underkendt uran-historien, men at regeringen alligevel havde fordrejet og brugt historien. Han undlader dog den påstand, at Cheney selv havde sendt ham, som var nævnt af Kristof. Men han undlader også at nævne de mange forhold i sin rapport, som talte for uran-historien, og som først kommer frem i Senats rapporten året efter. Wilson prøvede således at give indtryk af, at uran-historien var klart underkendt, hvad den som nævnt ikke var.

8) Den Bush-venlige kommentator Robert Novak angriber senere samme måned Wilsons fremstilling i NYT og
nævner, at hans kone er e
n “CIA operative”. Fru Wilson (født Plame) er en under cover agent hos CIA, der ganske vist er ved at ændre status, men dog stadig undergivet beskyttelse. Hun er hermed “outet”.

Så vidt facts. Resten er indtil videre spekulationer. Der er hovedsageligt to muligheder:

A) Valgte Bush-regeringen at oute Wilsons kone, fordi de vidste, at hun var en hemmelig agent for derved at skade Wilson mest muligt?

B) Valgte Bush-regeringen at påpege over for journalister, at Wilsons kone var i CIA, fordi de opfattede Wilsons kampagne som knyttet til CIAs forsøg på falsk grundlag at lægge afstand til deres egne efterretningsfejl? Og i bekræftende fald, vidste man, at fru Wilson var hemmelig agent, eller troede man blot, at hun arbejdede i CIA, hvad mange gør uden at være agenter under cover og som derfor frit kan omtales.

Da dette er USA, kan historien i øvrigt ende med, at der slet ikke rejses tiltale for outingen af fru Wilson, men for noget andet, nemlig at de afhørte ikke har samarbejdet med efterforskeren. Det er således interessant, at Robert Novak ikke er tiltalt, selvom han var den første, der klart outede fru Wilson. Det tyder på, at selve outingen ikke er så relevant alligevel.

På trods af denne indlende smutter, som nok nærmere skyldes LAT, rammer Berlingskes journalist rigtigt i sin overordnede pointe: Plame-sagen bliver brugt af krigsmodstanderne til at holde liv i “Irak-løgnen”, selvom sagen så åbenbart angår forhold efter krigen og ikke ændrer på de oplysninger, som Senats rapporten og Butler-rapporten tog stilling til.

Lighed eller retfærdighed?

Af Mikael Jalving, den 21. oktober 2005. Skriv et svar

Mens efteråret – eller er det ferien? – lægger sig over sindene som en dyne af nostalgi – her et lille tip, der måske kan vække til ny energi. Læs Mads Storgaaard Jensen elegante og kloge essay om lighed vs. retfærdighed på www.cepos.dk eller den korte udgave i dagens JP. Det er tænksom, borgerlig idédebat.

Bare ét citat:

“I en kronik i Politiken for nylig gjorde filosoffen Peter Thielst lighed og retfærdighed til én og samme sag – og sådan er der sandsynligvis mange, der tænker. Et lige samfund er heller ikke et retfærdigt samfund. Men det tror vi kun, fordi vi efterhånden har hørt om social retfærdighed så mange gange, at vi har glemt, hvad den oprindelige retfærdighed går ud på. Men var lighed det samme som retfærdighed, ville vi ikke behøve kalde den social.”

Der er mere, hvor det kommer fra. Klik ind!

Kultur-konservativ kulturkamp?

Af Jacob Mchangama, den 19. oktober 2005. 7 svar

Kultur-konservative debattører og politikere såsom Søren Krarup og Jesper Langballe har længe opfattet deres fineste opgave som bestående i at føre kulturkamp og dermed gøre op med den omsiggribende politiske korrekthed, der hersker i Danmark. De seneste 10-15 år har denne kamp hovedsagelig omhandlet indvandring. På dette område må de kulturkonservatives opgør med fasttømrede politisk korrekte forestillinger siges at have lykkedes over al forventning. Der er gennemført en stram udlændingepolitik og der er en tværpolitisk konsensus om nødvendigheden af en sådan, der har bred opbakning i befolkningen. Selv om jeg personligt ikke deler holdninger med Krarup et al og ville have foreslået radikalt andre løsninger på problemet med indvandring er jeg enig med de kulturkonservative i, at den hidtidige udlændingepolitik var uholdbar. Massiv indvandring til en velfærdsstat med mange og høje ydelser tildelt efter universalprincippet er en uundgåelig katastrofe.

Men udlændingepolitikken var jo kun en del af det kulturkonservative projekt. Den politiske korrekthed som de kultur-konservative ville gøre op med begrænser sig jo ikke alene til udlændingeområdet, men gennemsyrer hele det politiske liv. Søren Krarup skrev i det kulturkonservative hoforgan Tidehverv artiklen "hvad med kulturkampen?" fra 2004, hvoraf det fremgår:

Resultatet af regeringens indsats står og falder med udfaldet af den kulturkamp, der foregår, har Anders Fogh Rasmussen sagt, og vi er nogle stykker, der er hjerteligt enige med ham, og som efter evne vil støtte og hjælpe ham i kulturkampen. Opgøret med den politiske korrekthed. Opgøret med kulturradikalismen. Opgøret med 1968-ideologien.

Man må derfor gå ud fra, at Krarup og Langballes politiske engagement i Dansk Folkeparti blev indledt med henblik på, at føre kulturkamp mod selve den herskende politiske kultur og dermed kulturkamp på mange fronter, ikke blot én.

Rent faktisk har den åndløse socialdemokratiske velfærdsstat længe før udlændingespørgsmålet været af hovedmålene for de kultur-konservatives kulturkamp:  

I Tidehverv anmeldte Niels Lillelund i 1990 bl.a. Bertel Haarders bog "Grænser for Politik" på følgende måde:

hvornår har vi i Danmark sidst hørt en politiker sige, at der skulle sættes grænser for politik? Hvornår har vi hørt en politiker sige, at det ikke netop var ved politikken og dermed altså politikernes eget virke, at menneskets lykke skulle sikres? Hvor længe er det ikke siden, at en politiker har vovet at sige, at borgernes sjælelige velbefindende ikke nødvendigvis er et anliggende for Folketinget?

Det er længe siden. I disse dage er alt jo politik – det var sandt på Kierkegaards tid, og det er det ikke mindre i dag. Demokratiet er blevet til demokratisme. En totalitær ideologi, hvor alting er underlagt flertalsregimentet…

Men økonomien er ikke det hele. Hvad der skal til er en dekonstruktion af social- og kontrol-staten. Ikke for økonomiens skyld, men for menneskenes skyld. For menneskenes åndelige friheds skyld skal der være grænser for politikken, jf. Jakob Knudsens ord om, at det åndelige må være frihed. Der skal gøres op med den danske model, ikke først og fremmest fordi den er en økonomisk umulighed – den slags regulerer sig selv via bankerotter og andre fataliteter – men fordi den er en svinebinding af mennesket. Fordi den nægter mennesket den mest basale frihed, friheden til at tage ansvaret for sig selv.

I samme blad skrev Jesper Langballe i 1985 en (i øvrigt særdeles interessant) artikel kaldet "konservatisme":

En økonomisk genopretning er udmærket og nødvendig. Økonomi har også med ånd at gøre. At fortælle befolkningen, at den ikke ustraffet kan tilfredsstille sine behov ved at stifte lån er i sig selv et udsagn af ånd. Det er i praksis at hævde loven. Hvis så bare regeringen sagde det, i stedet for at henvise til den økonomiske nødvendighed som en isoleret formel og beklage, at der ikke er råd til at opretholde det ødelæggende velfærds- og behandlersamfund, som den politiske modstander har skabt. Hvis man i stedet for at danne ekko-rum bag socialdemokratiets og de radikales glæde over et bistandssystem, som vil gøre samtlige borgere til bistandsklienter og dermed til fuldkommenhed reproducerer billedet af Tocquevilles paternistiske stat – ja, hvis man i stedet for at beklage nødvendigheden af sociale nedskæringer sagde til befolkningen: – det er gavnligt, især for jeres åndelige sundheds skyld, at der skæres ned på den generelle bistand – det er frihedens forudsætning – så kunne regeringen kalde sig konservativ med ære.

De ovenstående citater står dog i grel modsætning til den politik Krarup og Langballe lægger navn og stemmer til via deres medlemskab af Folketinget for DF. I stedet for at forsvare et Kierkegaardsk eller Grundtvigsk Danmark, hvor det personlige ansvar er i højsædet og folkefællesskab udspringer af frivillighed, ikke statsordineret tvang, forsvarer Krarup og Langballe nu den social-demokratiske velfærdsstat, hvor personligt ansvar er tabu og den materielle lighed et erklæret politisk mål, der trumfer alle andre hensyn. Da de kulturkonservative via deres alliance med Dansk Folkeparti endelig fik magt som de have agt svigtede de således med en enkelt markant undtagelse hele deres projekt og overgav sig til den politiske korrekthed, de ellers forsvor som samfundets undergang.

Så galt står det til, at Søren Krarups egen datter Katrine Winkel-Holm i en artikel på Liberator stillede spørgsmålet "er Dansk Folkeparti et borgerligt eller et socialistisk parti?". Unægtelig hårde ord for Krarup og Langballe for hvem kampen mod marxismen hele livet har været magtpåliggende. Det siger meget om den politiske magts uimodståelige tiltrækningskraft, at to ideologiske løver som Krarup og Langballe i den grad er blevet reduceret til fromme lam.

Efterårsgenbrug

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. oktober 2005. 2 svar

Punditokrater kan også godt lide genbrug.  Ihvertfald holder denne Punditokrat i disse dage en mini-efterårsferie, så i mangel på noget nyt at skrive, vil jeg nøjes med at poste to indlæg, som jeg i sidste uge havde i Berlingske Tidende.  Et indlæg fra i lørdags, der var en del af tre indlæg (de andre af David Gress og Niels Højlund), som kommenterede Dansk Folkepartis betydning for det borgerlige Danmark, og et andet indlæg fra forrige lørdag, hvor jeg tog afsæt i CEPOS’ analyse af antallet af danskere på overførselsindkomster.  Here we go …

Uden overordnet vision

»Det er ikke et borgerligt parti … Det er et mærkeligt parti.« Ingen har vel udtrykt det borgerlige Danmarks syn på Dansk Folkeparti mere rammende end fhv. statsminister Poul Schlüter gjorde i lørdags i TV-showet »Clement Direkte«. Og Schlüters ord var illustrative for, hvor svært det er at vurdere, om partiet »netto« er en hjælp eller en belastning for det borgerlige Danmark og regeringspartierne.
Ser man på den borgerlige fløj som helhed og med henblik på at realisere borgerlige idealer, må svaret i bedste fald være ambivalent. DF har nok hevet stemmer fra Socialdemokraterne henover midten, og det kan borgerlige så glæde sig over – hvis det ikke lige var fordi partiet efterfølgende har overtaget Socialdemokraternes syn på velfærdsstaten og dermed flyttet »midten« til venstre. Det fremgår af talrige politiske udmeldinger, men måske især af, at man blokerer for en decideret nedsættelse af topskatten og for en justering af dagpengesatserne.
Set mere snævert for regeringspartierne kan man måske bedst illustrere spørgsmålet ved at betragte et hypotetisk scenarie: Under valgkampen viste mange meningsmålinger, at regeringen kunne ende i en situation, hvor man ville kunne danne flertal enten med DF eller med de Radikale – og i begge tilfælde uden at skulle trække på andre. Når statsministeren på det seneste har oplevet, hvor opportunistisk og besværligt DF er, ville han så helst have haft den nuværende situation, eller et sådant alternativt scenarie?
Man havde givetvis så langt foretrukket at have haft et alternativt flertal med Radikale. Hvad VK ellers i øvrigt synes om Radikale (og dets nuværende leder), så er det dog et parti med hvem man kan »do business«.
Det samme kan ikke helt siges om DF. Partiets eneste virkelige værdi for regeringen er, at partiet næppe vil vælte den og bakker op om skattestoppet – derudover er der ikke meget at hente.
Det er f.eks. efterhånden uklart, hvad står partiet egentlig står for – andet end en mere eller mindre stueren tone i indvandrerdebatten og et mere eller mindre socialdemokratisk syn på offentlige udgifter. Sagen er nok, at partiet egentlig ikke står for meget andet end selvopretholdelse: Hvordan skal man ellers forklare, at en gruppe professionelle politikere på ti år har forvandlet sig selv fra skattehadende og bureaukratibekæmpende fremskridtsfolk til Dannebrogssvingende nationalister, der ville hjemsende indvandrerfamilier kollektivt, til nu at være status quo forkæmperne nr. 1? Om noget er partiets mangel på overordnet vision illustreret af, at det i den forgangne uge er lykkedes Pia Kjærsgaard i dialogen med Niels Lunde på disse sider at være aldeles ude af stand til at sige noget som helst om, hvad man vil gøre ved det pres, der i de kommende årtier kommer på de offentlige udgifter.
På kort sigt er aktiverne heller ikke store, og langt ind i rækkerne hos V og K er der snart et syn på DF som nogen, man helst kun er i stue med, fordi man p.t. ikke kan slippe. I forholdet til regeringen nærmer man sig p.t. en parlamentarisk mikrostyring af ministrenes ressortområder, f.eks. når man insisterer på omrokeringer i ministersager og ressortområder (TV 2, affald, ghettoer). Man behøver ikke at tale med mange i Folketinget for at få karakteristikken, at partiets ordførere generelt (men med undtagelser) er urutinerede, mindre godt inde i deres områder og uselvstændige – det er svært at lave aftaler med dem, fordi de hele tiden skal tilbage til ledelsen og have o.k.
Regeringspartierne bør dog trøste sig med, at DF aldrig ville kunne vælte en borgerlig regering. Halvdelen af partiets vælgere ville finde det helt uforståeligt, og dermed ville det risikere at kaste en stor del af partiets folketingsmedlemmer ud i ledighed – og man har den dårligst uddannede folketingsgruppe og den med flest med en umiddelbar fortid i passiv forsørgelse.
Så næste gang DF truer statsministeren med at vælte regeringen, fordi en minister mener noget forkert, eller ikke gør som partiet ønsker, bør han sige som Clint Eastwood i »Dirty Harry«: Go ahead, make my day!

Og så den om forsøgerbyrden:

Danskernes store fiktion

Staten er den store fiktion, at alle kan leve på bekostning af alle andre.
Ordene tilhører den franske økonom Frédéric Bastiat (1801-50), som tidligt forudså, hvad der ville ske, når staten påtager sig stadigt flere opgaver og mere omfordeling. Altså bevæger sig fra at udstikke rammerne for, hvad borgerne og staten ikke må gøre mod hinanden, og til primært at være omfordelende.
At danskerne har det fint med fiktionen var tydeligt i den forgangne uge. Først da tænketanken CEPOS kunne fremlægge beregninger, der viser, at der nu er et historisk stort antal danskere med deres primære indtægt fra de offentlige kasser – og dermed i sidste ende fra skattekroner hentet i den private sektor. Antallet, der er afhængige af de offentlige kasser, vil i 2006 være vokset med 101.000 siden regeringsskiftet i 2001: 9.000 flere offentligt ansatte og 92.000 flere på overførselsindkomst. Samtidig falder den private beskæftigelse, og dermed vil andelen af statsafhængige borgere udgøre 61 pct.i 2006 (mod 59 pct. i 2001).
Til sammenligning var andelen på »kun« 35 pct. i 1970 – hvor man oven på årtiers ekspansion af det offentlige ikke just stod midt i en »minimalstat«. Under den nuværende regering er modtagerne af overførselsindkomster steget til 900.000 på kontanthjælp, dagpenge, efterløn o.l., 700.000 på folkepension, 200.000 på SU, samt 833.000 offentligt ansatte. Sådan går det med andre ord, mens man har en regering, der kalder sig for borgerlig-liberal, og mens man har samfundsøkonomisk gode tider. Man kan spørge sig selv, hvordan det ville have set ud, hvis man havde haft en venstrefløjsregering eller en recession? Eller om det overhovedet er muligt at ændre på udviklingen?
Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at ingen ønsker at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvis vi vedvarende bruger flere skattekroner på mennesker på overførselsindkomster, men der bliver flere, som er afhængige af overførselsindkomster, er det så sygdommen eller behandlingen, der er skidt for patienten?
I de fleste andre sammenhænge ville man reagere anderledes. Bruger man flere penge på at holde ens bil ved lige, men uden at der sker en forbedring af bilens tilstand, er det oplagt at overveje at skifte mekaniker. Bruger man endnu flere penge, men bliver bilens tilstand efterfølgende endnu værre, er det oplagt at ringe til politiet.
Men sådan er det ikke i politik. Her siger politikerne i stedet: Lad os fortsætte med at gøre, som vi gør – bare endnu mere. Så ved Folketingets åbning var regeringens budskab, at man egentlig ikke havde tænkt sig at ændre på noget særligt. Dansk Folkeparti vil ændre endnu mindre – andet end evt. at bruge flere penge. Og venstrefløjen vil naturligvis bruge endnu flere penge på stort set alt.
Årsagen er én, som har været kendt længe, men som den danske politolog Ole P. Kristensen i 1980erne satte ord på: Det skyldes asymmetrien i, hvem der yder, og hvem der nyder i forbindelse med politiske beslutninger.
Ved et forslag om at bruge penge på noget vil fordelene typisk være koncentreret på relativt færre end omkostningerne. De, der får en ny ydelse, vil føle denne mærkbart – og være tilsvarende begejstrede. De, der skal betale, vil typisk være skatteyderne generelt – og de vil som oftest være ligeglade, »for hvad er et par kroner fra eller til?«. Lige omvendt er det med forslag om at skære eller omlægge offentlige udgifter: Her vil de, det går udover, føle det mærkbart – og derfor være højlydte imod; de, der nyder fordelen af f.eks. en besparelse, vil omvendt sjældent kunne mærke den, og derfor være ligeglade.
Set på den måde er det ikke så mærkeligt, at antallet af nydere af offentlige udgifter stiger og stiger: Det er som skralden, som børnene svinger til fastelavn, og som kun kan køre den ene vej. Det, som nogle af mine forskerkolleger har kaldt »velfærdskoalitionen« – altså gruppen af vælgere, der har deres hovedindtægt fra de offentlige kasser – er nu så stor, at intet politisk parti ønsker at træde den over tæerne.
Så til de 39 pct., der endnu ikke er helt afhængige af den offentlige sektor, er der denne tanke at tygge på: Det bliver I nok med tiden

PS.  Iøvrigt er jeg–sammen med en del andre–bidragyder til en ny dansk bog om det moderne USA set gennem film: Helle Porsdam’s antologi “Coming to A Theatre …” (Jeg skrev om stat og individ i amerikansk politik–med udgangspunkt i Mel Gibsons “The Patriot”)

Til lykke!

Af admin, den 15. oktober 2005. 3 svar

Et stort til lykke til Mary & Frederik, der har fået en søn, og Danmark dermed en tronfølger.

For de af os, der ikke ønsker en grundlovsrevision på et tidspunkt, hvor den borgerlig-liberale fløj mangler ledere med visioner, er der ekstra grund til glæde.

Nu kan vi i fred og ro få ændret tronfølgerloven, der burde have været ordnet allerede tilbage i 1953, mens vi venter på bedre tider.

FN-filosofien og Visdommens Gudinde

Af Jørgen Møller, den 14. oktober 2005. 1 svar

Fireogtyve mere eller mindre prominente danskere har lagt sag an imod den danske stat og dens repræsentant Anders Fogh Rasmussen. Det er Irak-krigen, der spøger, og sagsøgerne er gramme i hu. For den siddende regering skal i al sin dårskab have forbrudt sig imod Det Danmarks Riges Grundlov. Eller nærmere bestemt paragraf 19, stk. 2, der knæsætter, at “Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat”.

For den læge læser, undertegnede inkluderet, kan det ved første øjekast være svært at se, hvori den gode Fogh Rasmussens brøde består. Der var som bekendt et folketingsflertal bag Irak-beslutningen, så samtykket kan vel ikke betvivles? Men her er det, at det hele bliver juridisk spidsfindigt. For da man ændrede grundloven i 1953 blev paragraf 19 åbenbart ajourført med FN-pagten. Det skulle så igen betyde, at al magtanvendelse er forbudt, medmindre det sker i 1) selvforsvar eller 2) som følge af en FN-sikkerhedsresolution.

Jeg skal ikke kunne kloge mig på, om det er juridisk hold i den påstand. Men det er meget sigende, at søgsmålet er bundet op på FN-pagten. For politisk set er det ret beset selve FN-filosofien – forestillingen om at ‘verdenssamfundet’ har gjort magtpolitik til et både ubrugeligt og ulegitimt redskab – der bliver ført i vælten i den her sag. Den tanke er meget smuk, derom er der ingen tvivl. Problemet er bare, at FN-filosofien har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Forskellen mellem kulturer og nationale interesser har igen og igen udstillet det store verdensfællesskab som en illusion.

Eller rettere: FN-filosofien har til en vis grad gået sin sejrsgang på vore breddegrader, men den har – som Kagan så glimrende mindede os om for et par år siden – kun i meget begrænset omfang vundet indpas uden for det europæiske paradis. Den floromvundne snak om en ny tidsalder præget af menneskerettigheder og et international retssamfund gør næppe det helt store indtryk i verdens brændpunkter. Hvor efterlader det os i den konkrete sag?

Amerikanerne led muligvis af hybris, da de pludselig satte sig for at omskabe Mellemøsten i det liberale demokratis billede. Men det betyder ikke, at den danske regering begik en fejltagelse ved at følge trop. USA er trods alt de liberale demokratiers fremmeste garant, og udenrigspolitik handler om at tage hensyn til nationale interesser, især de langsigtede af slagsen.

Og herved er vi tilbage ved magtpolitikken. I en verden, hvor krig og diktatur endnu er hverdagsforeteelser, dér forslår FN-filosofien som en skrædder et vist sted. Den vestlige verdens statsmænd er naive, hvis de lægger deres lod i den skål, uanset hvor bekvemmeligt det måtte være. Magtpolitikken er et nødvendigt redskab for enhver regering, i dag som tidligere.

Hvis du vil fred, så forbered dig på krig, skal Kejser Augustus have sagt. Det yderst prosaiske råd har ikke mistet sin gangbarhed. Den tyske digter Heinrich Heine sagde det meget poetisk, da han i 1834 bad franskmændene betænke, at på Olympen

“…amidst the nude deities who feast upon nectar and ambrosia, there is one goddess who amidst all this merriment and peace keeps her armour and her helmet and a spear in her hand – the goddess of wisdom”.

Og Visdommens Gudinde skal man som bekendt ikke kimse af.

Er Rosenkrantz-Theil en selvfed profitmager?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. oktober 2005. 5 svar

Forleden skrev vores med-punditokrat Dr. Mephisto om, hvorledes et folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti ræsonnerede, at når borgerlige politikere var imod at retsforfølge kunder hos prostituerede, var det nok fordi de selv benyttede sig af prostituerede.

Den type sindelagsanalyse åbner jo vide perspektiver for at gisne om politikeres motiver—og gerninger.  Hvis f.eks. nogle politikere ønsker, at voldsmænd skal slippe lettere rent straffemæssigt, er det så, fordi de selv er voldsmænd?  Hvis nogle politikere ønsker, at der ikke skal stilles aktiveringskrav til bistandsmodtagere, er det så, fordi de selv er passive? (Eller regner med at blive bistandsmodtagere?) Og sådan kunne man blive ved med spændende gætterier.

Men ret beset ville man i hvert fald kunne sige, at sådanne politikere da så i det mindste er konsekvente—der er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de selv gør/tror.  Det kan man imidlertid ikke sige om alle politikere.

Tag f.eks. en vis halvstuderet stud.scient.pol., som 15.9.2005 skrev i Information:

“[Kernen] i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.

Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab.  … Her [hos de borgerlige] er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.

Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges …, det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående. …

[For os] er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.

Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden. …

For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre … Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær [sic!] de, som har brug for hjælp.

Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi ‘bare skal være søde ved hinanden’. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder – så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.”

Det er jo altsammen—på sin egen måde—en slags klar tale.

Selvsamme studerende er til hverdag en fuldtidspolitiker med det halvadeligt klingende navn Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er ifølge Ekstra Bladet i gang med at tjene 1,6 mio. skattefrie kroner på at sælge sin ejerlejlighed på Nørrebro.  Lejligheden er i øvrigt ikke ejet til boligformål, men er videreudlejet.  Samtidig har hun lige tjent 150.000 kr. i skattefri fortjeneste på at sælge et hus, hun har haft en del af.  Og hun har så oven i købet investeret i en ny ejerlejlighed på Nørrebro, som hun er flyttet ind i.  Med andre ord er den pågældende altså i gang med at score decideret profit (også kendt som “arbejdsfri fortjeneste”)—og akkumulere kapital—på at “udnytte boligsituationen” …  Da damen i forvejen tjener et beløb pænt over fattigdomsgrænsen ved sit “arbejde” som politiker, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvor blev solidariteten og kampen mod uligheden af?  Skal alt da drukne i selvfed egoisme og grådighed?  Hvad med det med at være “forpligtet” overfor “fællesskabet” til at “tage vare på hinanden” og gennemføre en “konsekvent” fordeling af “værdierne”?

Sarkasme til side: Vi Punditokrater—eller i hvert fald nærværende—mener selvfølgelig, at PRT skal have lov til at akkumulere al den kapital, hun kan slippe afsted med, for vi ved, at selv hun derved—som var hun ledt af en usynlig hånd—kan komme til at gøre noget godt for andre.  De fleste Punditokrater vil endog nok gå så langt som til at sige, at hvis to parter kan enes om en transaktion, og at denne ikke har voldsomme, uønskede eksternalitetseffekter i forhold til andre personers ejendom, ja, så er det godt nok.

Men kunne man da i det mindste ikke bede om lidt moralsk konsekvens af en, der til stadighed prædiker moral (tilsyneladende i uvidenhed om, hvad Marx rent faktisk skrev om moral og rettigheder)?  Hvis PRT virkeligt mener, at “lighed er et helt centralt mål i sig selv”, og øget ulighed altså per definition er skidt, er der masser af måder, hun selv aktivt kan bekæmpe “den stigende ulighed” på: Hun kunne forære sin gamle lejlighed til beboerne.  Eller til De Autonome–de passer, som man kan se på Jagtvej, ganske godt på fast ejendom.  Og der er gode, nyttige formål, hun kan donere sin snart betydelige personlige formue til.  Men mon ikke det viser sig, som så ofte før, at “solidaritet” primært er solidaritet for andre folks penge?

Hvem er det så egentlig lige, der er “uendeligt selvfede”?

PS.  Vores Fru Punditokrat har hjælpsomt gjort os opmærksom på, at frk. Rosenkrantz-Theil p.t. er sygemeldt fra sit hårde job i Folketinget grundet stress; vi har fuld forståelse for, at det må kræve sin mand m/k at bruge så meget tid på at styre andre menneskers liv.  Vi ønsker frk. Rosenkrantz-Theil god bedring, men husk nu: Kom ikke tilbage, før du er helt klar …

Farvel til Arthur Seldon

Af Stanislaw, den 13. oktober 2005. 1 svar

Arthur Seldon – en af Englands mest fremtrædende (klassisk) liberale profiler – oplevede “det lange sigt” for et par dage siden. Seldon var bl.a. en af nøglefigurerne bag den indflydelsesrige tænketank Institute of Economic Affairs, som på mange måder var en inspirationskilde for Thatchers regeringer. Interesserede kan læse mere her.

Happy Birthday Mrs. T

Af Ex Column, den 13. oktober 2005. Skriv et svar

Margaret Thatcher fylder 80 år i dag. Det er en passende anledning til at erindre os selv om, at et enkelt menneske kan udrette ganske meget og gøre en forskel; især når dette menneske er drevet af et konsekvent og rationelt syn på tilværelsen samt en tro på, at ideer har afgørende betydning for samfundsudviklingen. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Mrs. T et sådant menneske. Hun evnede at tænde et håb i et land, der var på randen af indre opløsning under Winter of Discontent. Og hun formåede at bygge en bro til et friere og mere dynamisk Storbritannien, der i dag forvaltes af Tony Blair. Hun var kort og godt det 20’ende århundredes pioner inden for politisk mod og forandring.

Lad det være en besked til den danske borgerlighed, der fortsat smatter rundt i de socialdemokratiske efterladenskaber. Vælgerne kan påvirkes og mobiliseres, hvis de præsenteres for en liberal vision, der er bakkes op af stålsat politisk lederskab. Den sidste forudsætning er til stede, hvilket er demonstreret i enkelte sammenhænge. Men modet til idéudvikling inden for det velfærdspolitiske område har fortsat trange kår. For det kan da ikke være evnerne, det er galt med?

Nå, et stort tillykke til Mrs. T, der satte en standard for politisk mod og fornyelse i en tid, hvor det ideologiske klima var vanskeligere end i dag.

En flink mand

Af admin, den 13. oktober 2005. 2 svar

Det forlyder, at Syriens magtfulde indenrigsminister Ghazi Kanaan har begået “selvmord”. En mand, der i årevis har terroriseret Libanon på Syriens vegne, har pludseligt besluttet at stå af.

Det var da morderligt pænt gjort af ham sådan at udøve den yderste form for selvkritik, netop som FN skal til at offentliggøre sin rapport om mordet på den libanesiske politiker Rafik Hariri, der forventes lidet overraskende at pege på Syrien som bagmanden bag attentatet.

Nyheden er endnu et tegn på, hvordan nettet strammes om Assads diktatur i Syrien. Af samme grund omtales den i dagens Berlinger kun som et lille Reuters telegram oppe i højre hjørne. Vi kan ikke tilbyde et link, nyheden er for lille til at optræde på deres hjemmeside. Men her er en mere professionel dækning af historien fra The Telegraph.

Denne hensynsfulde dækning af Syriens stadig vanskeligere situation har været mærkbar i danske medier, siden USA begyndte at presse Syrien. Danske journalister frygter nok, at de ved en mere indgående dækning af forholdene i Syrien kan komme til at fremme de neokonservatives sag, som når man før krigen kom for skade at fremstille Saddam som en brutal diktator med en usund interesse for masseødelæggelsesvåben, og ikke som den helt uskyldige og harmløse familiefar, der er det foretrukne billede i dag.

Til gengæld giver man en indgående dækning af det irakiske valg om en demokratisk forfatning, og her tager man ingen chancer: hvis forfatningen vedtages, går det ad helvede til, og hvis den ikke vedtages, går det også ad helvede til.

Det virker som om, at mange journalister både her og i udlandet stadig ærgrer sig over, at de lod sig dupere af valget i januar, hvor synet af millioner af irakere, der med livet som indsats gik til stemmeurnerne, for et øjeblik fik overhånd over den forudindtagne dommedagsindstilling. Så var man bedre til at nedtone den demokratiske succes i Afghanistan, både ved valget sidste år og i år. Denne gang tager man ingen chancer og vil åbenbart fremstille afholdelsen af et frit valg om en demokratisk forfatning som en dyb ulykke for landet.

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men her er mit bud på den nærmeste fremtid:

1) Valget på lørdag i Irak vil se en stemmedeltagelse, der er endnu højere end valget i januar, der – situationen taget i betragtning – var fantastisk høj; på højde med stemmeprocenterne i flere vesteuropæiske lande.

2) Forfatningen bliver vedtaget. Det er usikkert, men jeg tror det.

3) Sunnierne, der nu er blevet stillet yderligere garantier i udsigt, og – reelt vigtigere – har fået lovning på en mildere behandling af deres klanlederes fortid i Baath-partiet, vil i langt højere grad indgå i det politiske samarbejde.

4) Medierne vil fremstille et hvilket som helst resultat som en ulykke for landet og interviewe eksperter, der vil bekræfte det. Man vil eksponere de terrorhandlinger, der utvivlsomt vil være og fremhæve med dyster mine, at “volden fortsætter”, og lederskribenterne vil stadig efterlyse en “plan” for Irak.

Indrømmet, det er kun gæt, og det kan gå anderledes. Men det er en vinkel, som De ikke møder i danske morgenaviser eller public service stationer, så om ikke andet er det da afvekslende, foruden at være gratis, hvad MSM ikke er.

Og nu, hvor vi er ved de oplysninger, som De ikke fik i dagens avis, er her et link til et memo fra den næstkommanderende i al-Qaeda, den egyptiske læge Ayman al-Zawahiri til deres chefbøddel i Irak, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi. Linket er til The Guardian, der meget nænsomt omtaler det som en reprimande. En mindre venlig udlægning gives af Austin Bay. Uanset udlægningen er det klart, at den pæne doktor minder sin unge ven om, at det måske ikke lige hjælper sagen at ville udrydde Iraks befolkningsflertal, blot fordi de er shia og dermed utvivlsomt vantro og fordømte. Der er en tid til enhver sag, og dette er åbenbart ikke lige tidspunktet. Videre bemærkes, at de mange grusomme angreb på den muslimske civilbefolkning i Irak, herunder bombninger af markedspladser og moskeer, har fået muslimer i resten verden til at tvivle på, om al-Qaeda nu også er det rigtige valg som ledere af et nyt kalifat. Det vigtige er at få jaget de udenlandske tropper ud, så man kan få nedkæmpet demokratiet og opbygget en al-Qaeda ledet stat, hvorfra krigen kan føres videre.

Det er uvist, om memoet er rigtigt eller falsk; eksperterne anser sandsynligheden for, at det er autentisk, som meget høj. Men på den anden side ligger det så nær præs. Bush helt urimelige og ofte latterliggjorte opfattelse af, at engagementet i Irak er centralt i kampen mod terror, at en mulig alternativ forfatter er Karl Rove. Vi ved jo, at Rove er en skidt fyr. Måske er Rove i virkeligheden al-Zawahiri; han er i hvert fald for ung til at være Shakespeare, selvom den mystiske bule på ryggen af Bush, der optog sindene så intenst under præsidentvalgkampen for så pludseligt at forsvinde fra dagens Berlinger, da mindede lidt om Richard III. Men Rove har ikke skæg, så måske er han Marlowe. Men jeg fortaber mig. Tilbage til sagen.

Memoet er nok ægte, og man kan da kun være enig med den lærde mand i hans formaninger om at være mindre grusom, for selv i Vesten bliver det stadig sværere for krigsmodstanderne at fremstille al-Zarqawis folk som frihedskæmpere og, med Michael Moores udødelige ord, revolutionshelte. Det er efterhånden kun muligt at beskrive dem som “oprørere”, for deres handlinger er virkelig oprørende. Rådet om tilbageholdenhed er derfor fornuftigt nok. Men vil unge al-Zarqawi lytte, og hvordan skal han så kunne rekruttere hellige krigere, hvis ikke de må dræbe vantro eller på anden vis ulydige irakere i flæng? Det er bestemt ikke nemt.

Det er en truisme, at demokrati ikke kan påtvinges et folk ude fra, for demokrati betyder folkestyre og forudsætter derfor folkets ønske om at benytte det. Det indebærer et betydeligt kulturskifte. Man går over til at lægge sin stemmeseddel i en urne og ikke sin modstander, hans børn og resten af klanen.

Jeg kan godt forstå, at mange var skeptiske over for, om demokratiet ville have en chance i Irak. De havde ikke prøvet det før, de er muslimer (hvad det så ellers skulle have af betydning), og de havde lidt under en forfærdelig undertrykkelse i årevis; bare tænk på, hvor dårligt vi opførte os, da vi skulle afregne sølle fem forbandede år.

På lørdag er jeg ikke desto mindre ret sikker på, at vi og ikke mindst den al-Jazeera kiggende arabiske befolkning vil se et massivt flertal af den modige irakiske befolkning vise nok en gang med livet som indsats, at de vil demokratiet. Det bør gøre indtryk, om ikke på forhærdede mediefolk, så på os andre.

Charles Murray om grupper & politisk korrekthed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. oktober 2005. Skriv et svar

Den politologiske forsker ved American Enterprise Institute Dr. Charles Murray–forfatter til bl.a. Losing Ground: American Social Policy 1950-1980 og What It Means To Be A Libertarian–blev for ca. ti år siden udsat for personlige angreb af en sjælden væmmelig art, da han og (afdøde) Richard J. Herrnstein udsendte The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life.  I bogen tillod de sig at anvende amerikanske IQ-data til at diskutere indretningen af USA’s socialpolitik, og i særdeleshed spørgsmålet om “affirmativ action” (positiv særbehandling) for etniske grupper–hvilket resulterede i, at Murray blev gengivet i både tale og tegning som værende nazistisk racerenheds-fortaler.

Belært af den erfaring har Murray holdt sig fra emnet, men i en kronik i dagens Wall Street Journal tager han emnet om politisk korrekted, grupper og “affirmative action” op igen.  Den er laaaang men interessant at læse–uden at man behøver at være ukritisk. Her er essensen:

The Orwellian disinformation about innate group differences is not wholly the media’s fault. Many academics who are familiar with the state of knowledge are afraid to go on the record. Talking publicly can dry up research funding for senior professors and can cost assistant professors their jobs. But while the public’s misconception is understandable, it is also getting in the way of clear thinking about American social policy.

Good social policy can be based on premises that have nothing to do with scientific truth. The premise that is supposed to undergird all of our social policy, the founders’ assertion of an unalienable right to liberty, is not a falsifiable hypothesis. But specific policies based on premises that conflict with scientific truths about human beings tend not to work. Often they do harm.

One such premise is that the distribution of innate abilities and propensities is the same across different groups. The statistical tests for uncovering job discrimination assume that men are not innately different from women, blacks from whites, older people from younger people, homosexuals from heterosexuals, Latinos from Anglos, in ways that can legitimately affect employment decisions. Title IX of the Educational Amendments of 1972 assumes that women are no different from men in their attraction to sports. Affirmative action in all its forms assumes there are no innate differences between any of the groups it seeks to help and everyone else. The assumption of no innate differences among groups suffuses American social policy. That assumption is wrong.

When the outcomes that these policies are supposed to produce fail to occur, with one group falling short, the fault for the discrepancy has been assigned to society. It continues to be assumed that better programs, better regulations or the right court decisions can make the differences go away. That assumption is also wrong. …

In university education and in the world of work, overall openness of opportunity has been transformed for the better over the past half-century. But the policies we now have in place are impeding, not facilitating, further progress. Creating double standards for physically demanding jobs so that women can qualify ensures that men in those jobs will never see women as their equals. In universities, affirmative action ensures that the black-white difference in IQ in the population at large is brought onto the campus and made visible to every student. The intentions of their designers notwithstanding, today’s policies are perfectly fashioned to create separation, condescension and resentment–and so they have done.

Sex på Borgen

Af Dr.Mephisto, den 12. oktober 2005. 1 svar

Ingen kan være i tvivl om, at liberalisme – ja i det hele taget borgerlighed – er tæt associeret med en depraveret seksuel adfærd. Per Stig Møller slog det fast i "Den Naturlige Orden", idet han sidestillede liberalisme og libertinisme hos Marquis de Sade.

I såvel Ekstra Bladet som Politiken slås det nu fast med syvtommersøm, hvad ledende intellektuelle altid har vidst:

"Jeg er slet ikke i tvivl om at flere af mine mandlige kolleger i Folketinget bruger prostituerede, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det spiller ind, når de skal tage stilling til emnet" udtaler Pernille Vigsø Bagge (SF) til Ekstra Bladet den 12. oktober. Og hun retter direkte skytset mod de borgerlige, "for selvfølgelig er det også et ideologisk spørgsmål. Det handler om menneskesyn. Om lighed og ulighed mellem mennesker i samfundet. De borgerlige har jo den grundholdning, at hvis bare man har penge, så skal man kunne få".

Pernille Vigsø Bagge har fattet, at sagen handler om ideologi. Men hun overser, at ideologien bestemt ikke handler om, at man kan "få". Der er ikke tale om et tag-selv-bord. Man skal netop købe. En sælger – eller giver for den sags skyld – skal være til rådighed.

Ja, faktisk burde Pernille Vigsø Bagge med sit socialistiske udgangspunkt være forarget over, at kvinder sælger sex, fordi de dermed gør sig til onde kapitalister. Det er vel kvinden, der er ond, fordi hun kræver penge af manden for leje af sin vagina? Akkurat som bolighajen er ond, fordi han kræver penge af lejer for at udleje nogle kvadratmeter. Hvorfor kunne de dog ikke bare give? Hvorfor kunne de dog ikke bare stå gratis til rådighed?

Pernille Vigsø Bagge burde også harcellere over markedets ulyksaligheder, idet kvinders seksualitet er i højere kurs end mænds. Således er det fortrinsvis mænd, der må betale for sex – og ikke kvinder. Kort sagt: Hvor er det socialistiske forsvar for den stakkels underbemidlede mand, der ikke kan få sex, men må købe på markedet?

Tag for eksempel den stakkels fattige kunstner Jørgen Leth, der har måtte strække sine penge ved at tage helt til Haiti for at udnytte sin købekraft. Skønt han altid har slået mig som en storsnakkende opportunist, mener lektor Verner Møller ligefrem, at Leth har et ideologisk sigte med sit (mis)brug af teenagere. Verner Møller slår fast i Politiken den 12. oktober, at "Leths brøde består jo ret beset bare i, at han har levet i overensstemmelse med den liberalistiske indstilling, som vi selv har stemt til magten her i landet."

Pernille Vigsø Bagges og Verner Møllers analyser åbner for nogle helt nye konstellationer – altså politiske. Mænd er liderlige svin, det ved vi. Og det gør dem automatisk til borgerlig-liberale! Så der er håb endnu for et rent borgerlig-liberalt flertal.

Spøg til side. Sagen er ideologisk. Den handler om, hvad voksne mennesker må gøre med sig selv og deres kroppe. Pernille Vigsø Bagge kan gøre med sin krop, hvad hun vil. Det gør hende ikke automatisk til prostitueret. Hun kunne jo bare lade være. "Just say no"

 

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Af Stanislaw, den 11. oktober 2005. 5 svar

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.