Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Kvindekamp

Af admin, den 15. november 2005. 2 svar

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.

Mr. Conservative runder 80

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 2 svar

Går man tilbage til året 1955 var der stort set ingen ideologisk tænkning på den amerikanske højrefløj og endnu færre organisationer til at promovere sådanne synspunkter.  Som præsident George W. Bush for nylig satte det i relief ved en perspektivering, så var det et år, hvor det kommunistiske Sovjetunionen var en ledende kraft i verden, og hvor Ronald Reagan var Demokrat.  Det var også året, hvor tingene langsomt begyndte at vende på den amerikanske højrefløj.

For selv i ørkenen var der oaser.  På den klassisk-liberale/”libertarianske” front var der et spirende miljø, især blandt intellektuelle i New York, der samledes i visse kredse.  En af disse var romanforfatteren Ayn Rand, der qua sine meget individualistiske og frihedsorienterede romaner nåede et stort publikum.  En anden var den aldrende østrigske økonom Ludwig von Mises, der dels samlede studerende til et seminar på NYU og dels var chef-ideologen for frimarkeds-fortalerne i Foundation for Economic Education.  En tredje gruppe, med overlap til begge de førstnævnte, var en lille gruppe yngre akademikere kaldet Cercle Bastiat, som under ledelse af økonomen Murray Rothbard omfattede bl.a. historikerne Leonard Liggio, Ralph Raico og Ronald Hamowy og senere en lang række andre.  Men talmæssigt var disse få og uden politisk indflydelse.

På den mere konservative front var der faktisk endnu færre profiler.  Her var der frem for alt én mand, der gjorde en forskel: Den unge, velformulerede, stærkt anti-kommunistiske og pro-traditionalistiske William F. Buckley, Jr., som netop i 1955 grundlagde tidsskriftet National Review og blev en af USA’s mest kendte forfattere og debattører.  Buckley havde lagt hårdt ud med klassikeren God and Man at Yale (1951), som var en meget tidlig kritik af den venstreorienterede, politisk korrekte invasion af universiteterne, som dengang kun var begyndende, men som siden hen blev nok så drastisk.  Buckleys konservative traditionalisme er tydeligst illustreret med et nu klassisk citat: “The job of conservatives was to stand athwart history, yelling, stop.”

Disse to grene—den mere libertære og den mere traditionalistiske—kunne dårligt være i stue sammen, især ikke i 1960erne og 1970erne.  Undertegnede hælder i det store billede langt mere i retning af de førstnævnte end de sidstnævnte, men man kommer ikke udenom, at Buckley har været en af de mest indflydelsesrige og betydende skikkelser på den amerikanske højrefløj og vel og mærke af en dybt intellektuel karakter.  I særdeleshed har Buckley været en af dem, der har forsøgt at bilægge stridighederne mellem de to grupper.

Samtidigt er han uden sammenligning en af de mest elegante og vittige politiske skribenter i USA, og forfatter til en lang række bøger, bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist og romaner som Getting It Right.  Da jeg selv studerede i landet, nød jeg at se ham i hans program Firing Line, som var et af de mest succesrige og langlivede (1966-99) “seriøse” programmer i amerikansk TV-historie (og som bl.a. fik besøg af F.A. Hayek og andre koryfæer, jf. billedet, med Buckley til venstre og Hayek i midten). Buckley skriver også fortsat sin faste klumme i National Review, og som stilist og kommentator er han niveauer over de fleste tågehorn til højre og til venstre i amerikanske medier.

Buckley fyldte for nylig 80 (hvilket blev fejret af George W. Bush i Det Hvide Hus) men er “still going strong”, og dagen er blevet markeret med en række artikler i aviser og tidsskrifter af venner og fjender, bl.a. af E.J. Dionne i Washington Post. Sidstnævnte (som bestemt ikke er en “fellow traveller”) skrev bl.a.:

“I will always respect this columnist, editor, novelist, lecturer and organizer because he undertook a mission and carried it out with real genius. He knew conservatism needed a serious intellectual life if conservative ideas were to be considered by those outside the right’s faithful remnant. That’s why he founded National Review magazine, which is celebrating its 50th anniversary this year. He knew cranks were bad for the movement. He knew that deep splits among conservatives — between internationalists and isolationists, libertarians and traditionalists — had to be resolved. … Buckley was determined to rid the right of the wing nuts. He was, to his everlasting credit, the scourge of an anti-Semitism that once had a hold on significant parts of the right. He also blasted the strange conspiracy theories of the John Birch Society. But most important were Buckley’s efforts during the 1950s to resolve conservatism’s contradictions. These exertions made it possible for Barry Goldwater and then Ronald Reagan to turn the remnant into a mighty political force.

Buckley dumped isolationism, not so hard since many former isolationists were happy with an aggressive American foreign policy as long as the enemy was Soviet communism. More difficult was resolving the contradiction between anti-government libertarians — their primary love was individual freedom — and the traditionalists who believed in government’s role as a promoter of virtue and community.

One of National Review’s primary tasks was dealing with this doctrinal conundrum. Frank Meyer, Buckley’s friend and magazine colleague, came up with what is known as “fusionism.” It was an attempt to fuse the two forms of conservatism into one.

Libertarians needed to learn that the freedom they revered was insecure absent the cultivation of personal virtue and a moral order hospitable to liberty. Traditionalists were not to confuse the legitimate authority of tradition with the illegitimate power of big government. The United States was fundamentally a conservative society, the theory went, so our country was a place in which liberty was conducive to a reverence for tradition.”

Wall Street Journal havde forleden en fødselsdagsportrætartikel, hvor Buckley bl.a. gav dette dagsaktuelle synspunkt:

“My view is unorthodox,” Mr. Buckley says of the violence roiling the French suburbs. “It seems to me that a very hard dose of market discipline would distract the attention of the young revolutionaries from their frolics, traditional and otherwise, and my sense is that if they had to worry about how to eat, and buy food, they would stop screwing around and face reality. If these people didn’t wake up in the morning thinking about what cars to burn–instead of work–they might not be having these problems.”

Hip hurra for Buckley far!

PS. Dem, der gerne vil med til den officielle fejring af 8
0 års fødselsdagen,
ref=”http://www.nationalreview.com/comment/invitation-eightieth.asp”>kan købe billetter for 500 USD her …

R = BP – C + D

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 8 svar

Til dem, der (som jeg selv!) var nede at stemme ved kommunalvalget og regionsrådsvalget i dag, har jeg kun én ting at sige–og det sagde William H. Riker og Peter C. Ordeshook allerede i 1968, og det står i ligningen ovenfor.  (Og de var til orientering ikke enige med Louise Gade fra Århus, som i går sagde, at “Hver eneste stemme er afgørende!”.  Det var den så tilsyneladende heller ikke rigtig i Århus.)

PS. For en kort biografi af den store “Commander Riker” (1920-93), læs her.

PPS. Det var selvfølgelig Anthony Downs, som først var på sporet af ligningen.  Interesserede kan også læse Dennis Muellers Public Choice III.

Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. november 2005. 3 svar

I sommer rejste jeg spørgsmålet om, hvorfor de islamistiske terrorister ikke havde anvendt atomvåben ved angrebene på New York/Washington, Madrid, London m.v.  Terrorismens pris er selvfølgelig lidt af forklaringen, men mere specifikt var det lidt kyniske og deprimerende svar, jeg antydede, at årsagen i sidste ende alene var, at de endnu ikke havde nogen.

Dagens nyhed er så, at noget tyder på, at hvor der er vilje, er der også vej. Her til morgen oplyste de australske myndigheder således, at de 18 personer, som man anholdt i sidste uge, menes at have forberedt et angreb på et australsk atomkraftværk.  Det er naturligvis ikke helt det samme, men lidt skal vel også have ret …

Skræmmende.

Hjælp til selvhjælp – journalistik 101

Af admin, den 14. november 2005. 1 svar

For at få Plame-sagen til at lette, var der en række fakta, som først måtte overkommes.

Man prøvede først at hævde, at Bush havde nævnt de falske Niger-dokumenter i sin tale til nationen. Det havde han desværre ikke, han henviste til britiske efterretninger, der siden blevet opretholdt af Butler-rapporten.

Så prøvede man at hævde, at de britiske efterretninger var støttet på de falske Niger-dokumenter. Det var også en smutter, igen nævnt i Butler-rapporten, blot nogle få sider længere fremme.

Seneste forsøg går nu på ikke at være alt for præcis om, hvornår Bush har talt om Niger-dokumenterne og så hævde, at spørgsmålet om, hvorvidt Bush har misbrugt eller fordrejet efterretningerne endnu ikke er blevet undersøgt. Herved prøver man at holde liv i myten om Bush Lied/People Died.

Her melder så de seneste problemer sig, for spørgsmålet om et eventuelt misbrug fra politisk hold af efterretningerne er faktisk blevet undersøgt, flere gange endda og hver gang afvist. Man kan ikke en gang sige om en ny undersøgelse, at tredje gang er lykkens gang, for det bliver i givet fald fjerde undersøgelse. Håbet er lysegrønt, grænsende til det gennemsigtige.

Æv, men det kan man jo så prøve at ignorere. Hvis man blot fastholder, at der mangler en undersøgelse, så kan det jo være, at ingen hæfter sig ved, at alle hidtidige undersøgelser har afvist påstanden.

Men her er det Hvide Hus så ufine, at de selv påpeger de tidlige undersøgelser. De er endda så tarvelige, at de hænger Washington Post ud for den historie, når samme historie er gængs i hele MSM (også den danske).

Til benefice for de journalister, der har et samvittighedsfuldt forhold til fakta (hallo, er I der ude?), er her et link til det Hvide Hus’ pressemeddelelse, hvor man fremhæver følgende tre rapporter, der alle fastslog de efterhånden velkendte og usexede ting: efterretningstjenesterne blev ikke presset politisk til at give visse resultater, og efterretningerne blev ikke forvredet af politikerne over for offentligheden. Dobbelt æv, hvordan skal man som journalist kunne skrive spændende politisk korrekte historier, når fakta er så kedelige?

Da mange journalister åbenbart har svært ved at finde original dokumenter på Internettet (lærer man ikke om Google på journalistuddannelsen?), giver vi her en række links som hjælp til journalistisk selvhjælp:

Rapporter, der har undersøgt (og afvist) politisk misbrug af efterretningstjenesterne:

1) Charles S. Robb And Laurence H. Silberman, The Commission On The Intelligence Capabilities Of The United States Regarding Weapons Of Mass Destruction, 3/31/05 (hjemmesiden, rapporten er gratis tilgængelig).

2) Report On The U.S. Intelligence Community’s Prewar Intelligence Assessments On Iraq, U.S. Senate Select Committee On Intelligence, 7/7/04 (hjemmesiden, rapporten er sørme også gratis tilgængelig).

3) Review Of Intelligence On Weapons Of Mass Destruction, Report Of A Committee Of Privy Counsellors, 7/14/04, den såkaldte Butler-rapport (hjemmesiden, rapporten er, nå ja, gæt selv).

Der er bare lige det ve’ ‘et: de journalister, som dyrker denne BL/PD-vinkel, læser ikke vores blog, eller Instapundit, hvor historien er hentet fra. Så mon ikke de tre rapporter fortsat bliver ignoreret i MSM?

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Moderne Machiavelli

Af Jørgen Møller, den 10. november 2005. 4 svar

Her midt under optøjer mod staten i Frankrig, en almindelig tro på den offentlige sektors forjættelser i Vesteuropa og en vedvarende anklage om, at de udviklede lande holder deres mindre udviklede slægtninge nede, er det på sin plads at drage på en lille strejftur i vor egen fortid. Vi skal godt 500 år tilbage for at være helt præcis. I 1469 kom en dreng til verden i Firenze, datidens europæiske kulturcentrum. Den lille purk, der blev døbt Niccoló Machiavelli, skulle komme til at sætte sig markante spor i Vesteuropas politiske tænkning. Af sind var han liberal, af natur var han nøgtern. Som noget ganske uhørt skelnede han mellem mennesket, som det burde være, og mennesket som det er. Dermed frigjorde han sig fra sin samtids intellektuelle skønmaleri. Han brugte sit klarsyn til at nedfælde en række betragtninger om samfundet, der i små femhundrede år har givet anledning til ubehag. Men som ret beset er lige så vedkommende for os, som de var for 1500-tallets europæere.

Niccoló Machiavelli var en af de meget få politiske tænkere, der slog sine folder som statsmand, inden han vendte sig mod de intellektuelle sysler. Som højtstående florentinsk embedsmand med ansvar for det, vi i dag ville kalde udenrigspolitiske anliggender, var han dybt involveret i 1500-tallets komplicerede italienske magtspil. Efter at han i 1512, ved begivenhedernes ugunst, fandt sig selv sat for indflydelse, fordrev han tiden med at omsætte sine praktiske erfaringer til politiske lærerbøger. Det kom ikke til at gå stille af.

Udgangspunktet for Machiavellis politiske tænkning var, at mennesket var ondt, og at det til alle tider havde de samme behov. Da behov ifølge Machiavelli drev handlinger, var historien bestandigt underlagt den samme logik. Det lyder unægteligt noget forstemmende, ikke mindst når man tager det sekstende århundredes virkelighed i betragtning. Sådan så Machiavelli ikke på det. Han afviste – som noget ganske uhørt – enhver form for idealistisk tankespind, det være sig af religiøs eller filosofisk karakter. Men netop derfor følte han sig i stand til at besvare det helt væsentlige spørgsmål: hvordan kan tingenes sørgelige tilstand forbedres?

For at løse denne gordiske knude måtte Machiavelli lægge vejen over et par indviklede mellemregninger. For det første tog han livtag med de omstændigheder, der gjorde, at menneskets destruktive kræfter kom til udløsning. For selv om virkeligheden ikke kunne forvandles – kun guder kunne skabe et perfekt samfund – så kunne den forandres. Menneskenaturen ændrede sig ikke. Men politiske institutioner kunne dæmpe menneskets skadelige tilbøjeligheder til gavn for almenvellet. Loven kunne gøre de onde menneskers handlinger gode.

For det andet gjorde Machiavelli op med samtidens moralforestillinger. Han skelnede benhård mellem personlig moral og offentlig moral. Hvad der var dyd for den enkelte, kunne meget let vise sig at våre dårskab for et samfund, påpegede han. Hvis regenter, monarkiske så vel som republikanske, lod sig lede af en nytestamentlig etik – behandlede andre som de selv gerne ville behandles – så kunne de let komme til at føre samfundet i uføre. Den ‘gode’ hersker måtte bære ansvarets åg, han måtte være i stand til at træde i karakter som nøgent magtmenneske.

Sondringen mellem den private og den offentlige moral faldt ikke i god jord i Machiavellis samtid. ‘Kyniker’ lød beskrivelsen fra de øvrige renæssancehumanisters side. Og Machiavellis eftermæle blev ikke blive bedre med tiden. Helt galt gik det i 17- og 1800-tallet, da oplysningsfilosofferne og victorianerne samstemmende erklærede krig mod den indsigtsfulde florentiner.

Inspireret af Voltaire skrev Frederik, preussisk tronarving, i første halvdel af 1700-tallet en ‘Anti-Machiavelli’, en afvisning af den gamle italieners advarsel mod at lade idealistiske hensyn præge politikken. At Frederiks senere karriere – han fik ikke tilnavnet Den Store for at vende den anden kind til – blot bekræftede Machiavellis beskrivelse af den kyniske regent, siger en del om lødigheden af den tidligere statsmands politiske insiderviden.

Victorianerne var ikke mere overbærende. ‘Machiavellisme’ kom i Storbritannien til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal, han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb. Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: at frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.

Hvad angår styreformens indretning, gjorde Machiavelli sin samtid, det vil sige de republikanske kræfter i de trængte italienske republikker, opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i det gamle Roms politiske institutioner. Den romerske republik udmærkede sig ved sin effektive magtdeling. Forfatningen delte sol og vind lige mellem konsulernes monarkiske embeder, senatorernes aristokratiske embeder og tribunernes folkelige embeder. De tre led holdt hinanden i skak, og de skærmede borgerne mod magthavernes luner. Dermed foregreb Machiavelli, uden dog at skelne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, den magtdelingslære, som Montesquieu godt to århundreder senere skulle gøre berømt.

Så langt, så godt. Desværre indfører en sådan frihedsvenlig forfatning i sagens natur ikke sig selv: en liberal styreform er historisk set undtagelsen frem for reglen, også i Europa. Årsagen er ligetil. Magthaverne har til alle tider haft en interesse i at skabe juridisk vilkårlighed for at knægte undersåtternes modstandsvilje. Men, påpegede Machiavelli, fra tid til anden kan selv en tyran blive afhængige af undersåtternes samarbejdsvilje. Regenten kan have behov for at rejse en folkehær, han kan have brug for en lind strøm af skattekroner, eller magtfulde rivaler kan true ham. Og her er det så, at han vil være parat til at indføre et juridisk system, der begrænser hans egen magt, og som sikrer borgernes rettigheder. Ikke for sine blå øjnes skyld men for at sikre sig befolkningens loyalitet. Eller med andre ord: rettigheder er ikke et filosofisk anliggende, de udgår af konkrete magtforhold.

Den forklaring lyder måske ikke særlig imponerende. Men der er ret beset få, der siden har lagt vejen omkring emnet. Det kan forekomme lettere paradoksalt, men juristerne beskæftiger sig ikke synderligt med, under hvilke omstændigheder en effektiv magtdeling kan stables på benene. Lidt groft sagt synes de ofte at antage, at lovhåndhævelsen – skrankerne imod vilkårlig magtudøvelse – dumpede ned fra himlen, ganske som Moses i hine tider hentede de 10 bud på Sinai-bjerget. Hvis vi ønsker at forlade den abstrakte rettighedstænknings højere luftlag, så kan Machiavelli hjælpe os, endnu i dag.

Det er der en grund til. Niccoló Machiavelli er en af de meget få politiske tænkere, der var i stand til række ud over sin tid. Hans kolde analyse af magtens væsen har gennem tiden fået hårene til at rejse sig på mangen en læsers arme. Når det er tilfældet, så skyldes det givetvis, at de har kunnet genkende den virkelighed, han beskriver. De har ved selvsyn måttet konstatere, at mennesket sjældent har englesind, at højere principper ikke kan sikre den enkelte mod overgreb fra andre.

Den indsigt er tung at bære. Det er fristende at lukke øjnene og lade sig forføre af idealistisk tankespind, at slå budbringeren – i dette tilfælde en allerede død florentiner – ihjel,
fordi budskabet er forstem
mende. Men det ville være en stor fejl. For derved overser man den lærde italieners helt afgørende fortjeneste. Han opgav ikke ævred, blot fordi udgangspunktet var dårligt. Han gav sig den forstemmende virkelighed i hu. Og han viste sig i stand til at forklare, hvordan menneskets uvaner kan tøjles – ikke ved at lægge magten i hænderne på filosofkonger eller salvede kejsere, men gennem magtdeling, gennem lov og ret.

Hvad kan den lille beretning om Machiavelli så at fortælle os i dag? Jo, radikale samfundskritikere (som Georg Metz, jf. franske tilstande) bør betænke, at størstedelen af menneskehedens historie har været præget af de fire apokalyptiske rytteres stormløb, af pest, krig, sult og død. Deres ideal, det være sig det klasseløse samfund, en verden fri for magtanvendelse, eller et globalt menneskeligt fællesskab, er en utopi, der aldrig nogensinde haft sin gang her på Jorden. I stedet for at væve sådanne luftkasteller burde de gøre deres for at udbrede den liberale statsform til de dele af vor verden, der stadig er fanget mellem anarkiets Skylla og tyranniets Karabis. Og derfor ville det være dem en god ting at læse Machiavelli.

Franske tilstande

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. november 2005. 31 svar

Kan nogen mon huske, hvorledes de danske medier—og danskerne i almindelighed —i september var ovenud indignerede over de forfærdende tilstande i New Orleans ovenpå “Katrina”?  Det var vist noget med, at der i et par dage var tyverier fra rømmede butikker og boliger, og der gik rygter om mord og voldtægt.  (Efterfølgende viste det sig ganske vist, at historierne om bandeskyderier og voldtægter ikke bare var overdrevne men var helt misvisende, men lad det nu ligge.)  Og det var i hvert fald noget med, at Bush havde fejlet (også desuagtet at der er gode grunde til at mene, at det først og fremmest var byen New Orleans og staten Louisiana, der havde fejlet).  Ud af 100 adspurgte i Politiken ultimo september om deres syn på lighed/ulighed, advarede et stort antal indigneret mod, at vi i Danmark fik “amerikanske tilstande” som “i New Orleans”.

Er tonen–og vinklingen–mon den samme i forbindelse med, hvad der p.t. foregår i Paris?  Hvor det i New Orleans drejede sig om (vildt overdrevne) historier om nogle få dages problemer som følge af en naturkatastrofe, hvorledes beskriver de danske medier så, når der hos os i Europa udvikler sig noget, der bedst kan betegnes som de mest borgerkrigslignende tilstande, som er set i et vestligt demokrati de seneste 37 år?  Hvor borgerne skyder med skarpt mod politiet?  Næsten to ugers konstante natlige opstande, mere end 5.000 ildspåsættelser, og mere end 1.200 arrestationer?

Tja, mandag aften kunne man f.eks. se den sædvanligt indignerede Georg Metz på Deadline, hvor han advarede imod, at vi snart kunne se noget lignende som de franske optøjer herhjemme, for “vi er jo ved at indføre en slags Apartheid”.  Denne åbenlyst groteske påstand lod den hyggelige og flinke Kurt Strand passere frit, helt uden at anfægte den.  (Var det samme mon sket, hvis en dansk borgerlig intellektuel havde påstået, at f.eks. Georg Metz advokerede sovjetisk planøkonomi?)  Udtalelsen illustrerede i hvert fald udmærket, hvorledes venstrefløjen nu “spinner” optøjerne: Det skyldes “kapitalistisk udstødning”, de væmmelige borgerlige, som tegner tegninger af Muhammed, o.s.v., o.s.v.

Wall Street Journal har ikke så overraskende et anderledes og mere sofitistikeret syn på den sag.  På deres lederside tirsdag skrev Joel Kotkin under den sigende overskrift “Why Immigrants Don’t Riot Here”:

“What has been largely ignored has been the role of France’s economic system in contributing to the current crisis. State-directed capitalism may seem ideal for such American admirers such as Jeremy Rifkin, author of “The European Dream,” and others on the left. Yet it is precisely this highly structured and increasingly infracted economic system that has so limited opportunities for immigrants and their children. In a country where short workweeks and early retirement are sacred, there is little emphasis on creating new jobs and even less on grass-roots entrepreneurial activity.

Since the ’70s, America has created 57 million new jobs, compared with just four million in Europe (with most of those jobs in government). In France and much of Western Europe, the economic system is weighted toward the already employed (the overwhelming majority native-born whites) and the growing mass of retirees. Those ensconced in state and corporate employment enjoy short weeks, early and well-funded retirement and first dibs on the public purse. So although the retirement of large numbers of workers should be opening up new job opportunities, unemployment among the young has been rising: In France, joblessness among workers in their 20s exceeds 20%, twice the overall national rate. In immigrant banlieues, where the population is much younger, average unemployment reaches 40%, and higher among the young.

To make matters worse, the elaborate French welfare state–government spending accounts for roughly half of GDP compared with 36% in the U.S.–also forces high tax burdens on younger workers lucky enough to have a job, largely to pay for an escalating number of pensioners and benefit recipients. In this system, the incentives are to take it easy, live well and then retire. The bloat of privileged aging blocks out opportunity for the young.”

Anderledes i USA:

“The Big Apple offers a lesson for France. An analysis of recent census numbers indicates that immigrants to New York are the biggest contributors to the net growth of educated young people in the city. Without the disproportionate contributions of young European immigrants, New York would have suffered a net outflow of educated people under 35 in the late ’90s. Overall, there are now 500,000 New York residents who were born in Europe (not to mention the numerous non-European immigrants who live, and prosper, in the city). …

[As regards Paris] The contrast with America’s immigrants, including those from developing countries, could not be more dramatic, both in geographic and economic terms. The U.S. still faces great problems with a portion of blacks and American Indians. But for the most part immigrants, white and nonwhite, have been making considerable progress. Particularly telling, immigrant business ownership has been surging far faster than among native-born Americans. Ironically, some of the highest rates for ethnic entrepreneurship in the U.S. belong to Muslim immigrants, along with Russians, Indians, Israelis and Koreans. …

It is almost inconceivable to see such flowerings of ethnic entrepreneurship in Continental Europe. Economic and regulatory policy plays a central role in stifling enterprise. Heavy-handed central planning tends to make property markets expensive and difficult to penetrate. Add to this an overall regulatory regime that makes it hard for small business to start or expand, and you have a recipe for economic stagnation and social turmoil. What would help France most now would be to stimulate economic growth and lessen onerous regulation. Most critically, this would also open up entrepreneurial and employment opportunity for those now suffering more of a nightmare of closed options than anything resembling a European dream.”

En anden med et interessant perspektiv på samme emne er den fortrinlige svenske Timbro-skribent, bestseller-forfatter og globaliseringsaktivist Johan Norberg.  Her er uddrag af, hvad han skriver i Expressen:

Föreställ dig att det var USA som tolv nätter i rad drabbades av våldsamma upplopp. Maskerade gäng drar runt och bränner bilar och skolor och kastar brandbomber och skottskadar poliser. Vad skulle franska politiker säga?

Vi behöver inte använda vår fantasi. Under de våldsamma upploppen i Los Angeles 1992 förklarade den franske presidenten François Mitterrand det som resultatet av USA:s marknadsliberala modell. Han slog fast att något sådant inte skulle kunna hända i Frankrike eftersom “det är landet med världens bästa sociala skyddsnät”.

Men sedan dess har USA skapat mer än 20 miljoner nya jobb. Samtidigt har den “sociala” franska modellen stagnerat och skyddsnäten har trasslat in miljoner i segregation och massarbetslöshet. Och nu är det över hela Frankrike som våldsamma upplopp bränner byggnader och sliter sönder samhällsväven.

För ett halvår sedan förklarade den unge franske liberalen Aurélien Véron att “Frankrike långsamt håller på att gå sönder”. Véron menade att regleringar och socialstat drar ned ekonomin och skapar arbetslöshet, vilket leder till “en fullständig brist på framtidstro”.
>Statistiken bekrä
ftar Vérons varningar. Nästan var tionde fransman är arbetslös, och andelen av dessa som är långtidsarbetslösa är mer än 40 procent. Bland de unga har bara var fjärde ett jobb. När minimilönerna är höga och arbetsrätten stark blir det för dyrt att anställa dem utan yrkeserfarenhet, rätt utbildning eller goda språkkunskaper. De slängs ut.

Jeg vil nu læne mig tilbage og vente tålmodigt på, at danske medier skal lave lange, tænksomme indslag, der viser, hvorledes “amerikanske tilstande”—kapitalistisk markeds-integrering—er bedre for indvandrerne og de pågældende samfund end socialistiske “franske tilstande”.

Ugens citat: Mencken om demokratiske valg

Af Redaktionen, den 9. november 2005. 3 svar

I denne uge, hvor der vistnok afholdes en slags kommunalvalg, kan der være grund til at ihukomme nogle af de vise ord fra vores Punditokratus Maximus, den store amerikanske forfatter H.L. Mencken (1880-1956).  Her er noget af det, han skrev om demokratiske valg:

“I confess, for my part, that it greatly delights me. I enjoy democracy immensely. It is incomparably idiotic, and hence incomparably amusing. Does it exalt dunderheads, cowards, trimmers, frauds, cads? Then the pain of seeing them go up is balanced and obliterated by the joy of seeing them come down. Is it inordinately wasteful, extravagant, dishonest? Then so is every other form of government: all alike are enemies to laborious and virtuous men. Is rascality at the very heart of it? Well, we have borne that rascality since 1776, and continue to survive. In the long run, it may turn out that rascality is necessary to human government, and even to civilization itself – that civilization, at bottom, is nothing but a colossal swindle. I do not know: I report only that when the suckers are running well the spectacle is infinitely exhilarating. But I am, it may be, a somewhat malicious man: my sympathies, when it comes to suckers, tend to be coy. What I can’t make out is how any man can believe in democracy who feels for and with them, and is pained when they are debauched and made a show of. How can any man be a democrat who is sincerely a democrat?”

Det (daglige) store svigt II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 22 svar

Meget kan ske på en uge i dansk politik.  Ugen efter at regeringsledelsens stik-i-rend-dreng Venstres politiske ordfører Jens Rohde præventivt (altså før Velfærdskommissionens udspil) aflivede enhver form for forandring af efterlønnen, følger hans chef, velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen op med i Børsen lige så præventivt at aflive enhver form for lempelse eller afskaffelse af topskatten:

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Terrorismens pris

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 2 svar

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

Længe leve Amazon!

Af Mikael Jalving, den 4. november 2005. 4 svar

Enighed om friere bogpriser, lyder det i pressen. Jo-tak: Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen anbefaler nu, at forlæggerne får ret til at bestemme bøgernes udsalgspris i fem måneder i stedet for 12. Det er ikke fordi, parterne har hastværk. Ét skridt frem og trekvart tilbage. Kulturminister Brian Mikkelsen kalder det i en pressemeddelelse for et “stort gennembrud” på vejen mod et frit bogmarked, men det er vist kun et stort gennembrud, hvis man er en snegl. Nu skal man ikke klandre kulturministeren, der faktisk skubber på i den rigtige retning, men det er saftsusemig en sløv omgang dansk korporatisme, vi er vidne til. Dér sidder de så og forhandler, mens forbrugerne kigger den anden vej eller holder sig for næsen. Og laver aftaler, som ingen rigtig kan være tjent med. Danske kompromiser henover et mahognibord.

Kulturministeriets pressemeddelelse fortsætter: “På baggrund af en Folketingsbeslutning herom nedsatte regeringen sidste år et udvalg vedrørende fremtidens danske bogmarked, der fik til opgave at se på mulighederne for en yderligere liberalisering af det danske bogmarked samtidig med at de kulturpolitiske hensyn varetages. Udvalget har iværksat en række analyser og gennem drøftelserne i udvalget er der udvekslet argumenter og holdninger. Den seneste udvikling skal ses i lyset heraf. Udvalgets rapport afleveres til kulturministeren den 1. marts 2006.”

Bla. bla. bla. bla.

Længe leve Amazon!

CEPOS Universitet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. november 2005. 1 svar

Den borgerlige tænketank CEPOS lancerer nu et såkaldt “CEPOS Universitet” med tilbud om en omfattende supplering til studerende m.h.t., hvad de næppe lærer meget om på deres uddannelser.  D.v.s. en bred og dybdegående indføring i forskellige facetter af borgerlig-liberal tænkning.  Programmet, der er finansieret af Saxo Bank, kører over et halvt år og ledes af mag.art. Henrik Gade Jensen, som er en af de personer med de bedste forudsætninger til at køre dét.  Jeg har set nogle foreløbige skitser til programmet, og det ser meget lovende ud med rundture i alt fra Ayn Rand til Edmund Burke, fra Grundtvig til Anders Fogh Rasmussen, fra public choice til østrigsk økonomi …

Læs mere her.

Politisk aritmetik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. november 2005. 1 svar

Min fhv. studerende og nu fagfælle og kollaboratør Martin Ejnar Hansen fra Aarhus Universitet har gjort os opmærksom på en interessant ny blog i den seriøse ende af skalaen: Political Arithmetik, “where numbers and politics meet”, skrevet af professor Charles Franklin fra University of Wisconsin-Madison.  Den er “lav” på politisk polemik/kommentar men “høj” på dagsaktuelle, statistisk-baserede analyser af igangværende debatter–faktisk et rigtigt godt eksempel på fagligt baseret “formidling” af en samfundsforsker.

Et par eksempler:

Spændende læsning–ihvertfald for “Igor”, “Stanislaw” og undertegnede.

Det (daglige) store svigt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. november 2005. 4 svar

Ræson har i dag en kronik af og et interview med Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, om Venstres “store svigt” i forhold til liberalismen.

Kronikken kunne evt. læses af den finansminister, der mener, at det er en “vital” opgave for staten at eje 39,2 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne, eller den politiske ordfører, der nu mener, at efterlønnen bestemt ikke skal afskaffes, fordi den jo er en slags “forsikring”, og at folk har krav på den.

Som jeg tidligere har sagt: Det er den ondelyneme en mærkelig tid, vi lever i.

"Scalito"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. oktober 2005. Skriv et svar

Så blev det dommer Samuel Alito–med det ideologiske øgenavn “Scalito” (altså: lille Scalia)–som blev Bushs nye nominerede til US Supreme Court.  Her er tale om en kandidat–hvis andre fordele og ulemper ufortalt–er alt det, som Harriet Miers ikke var: Han er fagligt kvalificeret og en fremtrædende profil i den retsfilosofiske tradition, som dele af Bushs konservative bagland ønskede, og hvor det ikke er nok at sige, at man er en evangelsk kristen, som er modstander af abort.

Det bliver givetvis det “mother-of-all-battles”, som mange på både højre- og venstrefløjen havde set frem til.  Spænd sikkerhedsbælterne: Det bliver noget mere interessant og “bumpy” end nomineringerne af Roberts og Miers.  Læs mere på Volokh Conspiracy.

More to come …

EMD på vildspor

Af Jacob Mchangama, den 31. oktober 2005. 3 svar

Jeg har tidligere kritiseret en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) her på Punditokraterne, hvilket jeg desværre føler mig kaldet til igen. Afgørelsen er ikke ny (2004) men fortjener alligevel opmærksomhed idet den demonstrerer hvor langt visse dommeres opfattelse af menneskerettigheder ligger fra den opfattelse af menneskerettigheder disse blev født ud af.

Faktum i Pla and Puncernau v. Andorra, var at en kvinde i 1939 anførte i sit testamente, at hendes arving alene kunne give hendes ejendom videre til et barn eller barnebarn født ud af et "legitimate and canonical marriage". Kvindens søn havde indgået ægteskab og med sin hustru adopteret et barn. Et par andre familiemedlemmer gjorde nu ved de andorranske domstole gældende, at den adopterede søn ikke kunne arve, idet han ikke opfyldt betingelserne herfor, som fastsat af kvinden i hendes testamente. Heri erklærede domstolene sig enige.

EMD fik nu forelagt sagen med påstand om at retten til familieliv (artikel) og diskriminationsforbuddet (artikel 14 i forbindelse med artikel 8) i EMRK var overtrådt.

Flertallets konklusion lyder bl.a. som følger:

Clearly the Andorran authorities cannot be held liable for any interference with the applicants' private and family life any more than the Andorran State can be held liable for a breach of any positive obligations to ensure effective respect for family life. The applicants confined themselves to challenging a judicial decision that had declared a private deed disposing of an estate to be contrary to the testatrix's wishes. The only outstanding question is that of the alleged incompatibility with the Convention of the Andorran courts' interpretation of domestic law.

The Court considers that, contrary to the Government's affirmations, no question relating to the testatrix's free will is in issue in the present case. Only the interpretation of the testamentary disposition falls to be considered. The Court's task is therefore confined to determining whether, in the circumstances of the case, the first applicant was a victim of discrimination contrary to Article 14 of the Convention.

Admittedly, the Court is not in theory required to settle disputes of a purely private nature. That being said, in exercising the European supervision incumbent on it, it cannot remain passive where a national court's interpretation of a legal act, be it a testamentary disposition, a private contract, a public document, a statutory provision or an administrative practice appears unreasonable, arbitrary or, as in the present case, blatantly inconsistent with the prohibition of discrimination established by Article 14 and more broadly with the principles underlying the Convention

In the present case the High Court of Justice's interpretation of the testamentary disposition in question had the effect of depriving the first applicant of his right to inherit under his grandmother's estate and benefiting his cousin's daughters in this regard. Furthermore, the setting aside of the codicil of 3 July 1995 also resulted in the second applicant losing her right to the life tenancy of the estate assets left her by her late husband.
Since the testamentary disposition, as worded by Carolina Pujol, made no distinction between biological and adopted children it was not necessary to interpret it in that way. Such an interpretation therefore amounts to the judicial deprivation of an adopted child's inheritance rights.

61.  The Court reiterates that a distinction is discriminatory for the purposes of Article 14 if it has no objective and reasonable justification, that is if it does not pursue a legitimate aim or if there is not a "reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim sought to be realised". In the present case the Court does not discern any legitimate aim pursued by the decision in question or any objective and reasonable justification on which the distinction made by the domestic court might be based. In the Court's view, where a child is adopted (under the full adoption procedure moreover) the child is in the same legal position as a biological child of his or her parents in all respects: relations and consequences connected with his family life and the resulting property rights. The Court has stated on many occasions that very weighty reasons need to be put forward before a difference in treatment on the ground of birth out of wedlock can be regarded as compatible with the Convention.
Furthermore, there is nothing to suggest that reasons of public policy required the degree of protection afforded by the Andorran appellate court to the appellants to prevail over that afforded to the applicant.

62.  The Court reiterates that the Convention, which is a dynamic text and entails positive obligations for States, is a living instrument, to be interpreted in the light of present-day conditions and that great importance is attached today in the member States of the Council of Europe to the question of equality between children born in and children born out of wedlock as regards their civil rights. Thus, even supposing that the testamentary disposition in question did require an interpretation by the domestic courts, that interpretation could not be made exclusively in the light of the social conditions existing when the will was made or at the time of the testatrix's death, namely in 1939 and 1949, particularly where a period of fifty-seven years had elapsed between the date when the will was made and the date on which the estate passed to the heirs. Where such a long period has elapsed, during which profound social, economic and legal changes have occurred, the courts cannot ignore these new realities. The same is true with regard to wills: any interpretation, if interpretation there must be, should endeavour to ascertain the testator's intention and render the will effective, while bearing in mind that "the testator cannot be presumed to have meant what he did not say" and without overlooking the importance of interpreting the testamentary disposition in the manner that most closely corresponds to domestic law and to the Convention as interpreted in the Court's case-law.


63.  Having regard to the foregoing, the Court considers that there has been a violation of Article 14 read in conjunction with Article 8.

Med andre ord var EMD villig til at blande sig i en ren privat konflikt og indlade sig på en særdeles indgående og konkret fortolkning af et frit oprettet testamente, hvis indhold man desuden tilsidesatte. EMDs dom er således ikke bare undergravende for nationale retssystemer men indskrænker samtidig individets ret til at disponere over sin ejendom som det vil. Dommen er et frontalangreb på "the rule of law", idet national privatret gøres vilkårlig, og dermed mister sin forudsigelighed for de individer, hvis dispositioner hviler derpå. Heldigvis forstod både den engelske dommer Sir Nicholas Bratza og den polske dommer Lech Garlicki flertallets skråplan og skrev et par dissenser som indeholder meget visdom.

Bratza:

The fact that, under the Convention, the legislative or judicial organs of the State are precluded from discriminating between individuals (by, for instance, creating distinctions based on biological or adoptive links between children and parents in the enjoyment of inheritance rights) does not mean that private individuals are similarly precluded from discriminating by drawing such distinctions when disposing of their proper
ty. It must in principle b
e open to a testator, in the exercise of his or her right of property, to choose to whom to leave the property and, by the terms of the will, to differentiate between potential heirs, by (inter alia) distinguishing between biological and adoptive children and grandchildren. As pointed out in the opinion of Judge Garlicki the testator's right of choice finds protection under the Convention, namely in Article 8 and in Article 1 of Protocol No. 1. The State must in principle give effect, through its judicial organs, to such private testamentary disposition and cannot be held to be in breach of its Convention obligations (including its obligations under Article 14) by doing so, save in exceptional circumstances where the disposition may be said to be repugnant to the fundamental ideals of the Convention or to aim at the destruction of the rights and freedoms set forth therein. This remains true even if there may appear to be no objective and reasonable justification for the distinction made by a testator.

Garlicki:

This case relates to two important principles which determine the scope of the Court's jurisdiction: the principle of subsidiarity and the principle of state action. In respect of the latter, it should be noted that the case did not involve any direct interference by the national courts with the applicant's Article 8 rights. The courts were confronted with a will which contained a clause discriminating against adopted children vis-à-vis biological children. The courts first determined the correct interpretation of the will and, in accordance with that interpretation, gave effect to it. Thus, the real question before our Court is to what extent the Convention enjoys a "horizontal" effect, i.e. an effect prohibiting private parties from taking action which interferes with the rights and liberties of other private parties. Consequently, to what extent is the State under an obligation either to prohibit or to refuse to give effect to such private action? However, under our case-law it is obvious that there may be certain positive obligations of the State to adopt measures designed to secure respect for Convention rights, even in the sphere of the relations of individuals between themselves.

Nevertheless, it seems equally obvious that the level of protection against a private action cannot be the same as the level of protection against state action. The very fact that, under the Convention, the State may be prohibited from taking certain action (such as introducing inheritance distinctions between children does not mean that private persons are similarly precluded from taking such action. In other words, what is prohibited for the State need not necessarily also be prohibited for individuals. Of course, in many areas such prohibition may appear necessary and well-founded. However, it should not be forgotten that every prohibition of private action (or any refusal to judicially enforce such action), while protecting the rights of some persons, unavoidably restricts the rights of other persons. This is particularly visible in regard to "purely" private-law relations, such as inheritance. The whole idea of a will is to depart from the general system of inheritance, i.e. to discriminate between potential heirs. But at the same time, the testator must retain a degree of freedom to dispose of his/her property and this freedom is protected by both Article 8 and Article 1 of Protocol No. 1 to the Convention. Thus, in my opinion, the rule should be that the State must give effect to private testamentary dispositions, save in exceptional circumstances where the disposition may be said to be repugnant to the fundamental ideals of the Convention or to aim at the destruction of the rights and freedoms set forth therein.

As in respect of all exceptional circumstances, however, their presence must be clearly demonstrated and cannot be assumed. No exceptional circumstances of the above-mentioned kind existed in the Pla and Puncernau case. The testatrix had taken a decision, which was perhaps unjust, but cannot, even by present-day standards, be regarded as repugnant to the fundamental ideals of the Convention or otherwise destructive of Convention rights. Thus, the State was under a duty to respect and give effect to her will and was neither allowed nor expected to substitute its own inheritance criteria for what had been decided in the will. Accordingly, the State cannot be held to be in breach of the Convention by giving effect to this will.

EMD har truffet mange vigtige afgørelser, men vildskud som Pla underminerer EMDs status og gør dens praksis ujævn og usammenhængende. Det er ikke troværdigt på den ene side, at kræve at staterne i Europarådet undlader at krænke deres borgeres rettigheder og på den anden side kræve, at samme stater blander sig aktivt i borgernes private sfære. Jeg vil i en senere post sammenligne EMDs og Amerikanske Højesterets praksis vedrørende positive forpligtelser og horisontal effekt af grundrettigheder, hvilket vil afsløre nogle sigende forskelle om opfattelsen af statens rolle i forhold til dens borgere hos de to organer.

Cavling-pris?

Af admin, den 29. oktober 2005. 4 svar

Update pr. 30/10 05 ndf.

I går blev Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, tiltalt for falsk forklaring i Plame-sagen. Angiveligt skulle der være modstrid mellem noter, han udleverede ved sagens start, og hans senere udtalelser til undersøgelseskommissionen.

Det er ikke den eneste lemfældige omgang med fakta i den sag. Som dokumenteret i postingen ndf., forsøger Berlingske at knytte Wilsons kritik af Bushs tale til nationen om Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika sammen med de italienske dokumenter om køb af uran fra Niger, som senere viste sig at være forfalskede. Det store problem for denne vinkling er, at Bushs tale ikke angik køb, men forsøg på køb, ikke angik Niger, men Afrika, og ikke baserede sig på de forfalskede italienske dokumenter, men på britiske efterretninger. For at citere Bushs berømte 16 ord:

The British Government has learned that Saddam Hussein recently sought significant quantities of uranium from Africa.

Men avisen kæmper uanfægtet videre, og her er så dagens forsøg:

Trods usikkerheden nævnte præsident Bush i sin tale om nationens tilstand i januar 2003, at Irak havde forsøgt at købe uran i Afrika. Han brugte britiske efterretninger som kilde – efterretninger, som senere viste sig i høj grad også at basere sig på de samme Niger-dokumenter.

Det er ganske simpelt forkert, hvilket man ikke kan undgå at vide, hvis man har læst Butler-rapporten. Og den rapport kan man da ikke undgå at kende, når rapporten udtrykkeligt på s. 123 beskriver Bushs citat som “well-founded” (velunderbygget).

Vi har tidligere linket til rapporten, men vi må åbenbart hellere læse højt:

(s. 122) In early 1999, Iraqi officials visited a number of African countries, including Niger. The visit(2) was detected by intelligence, and some details were subsequently confirmed by Iraq.

Fodnoten 2 i dette citat har følgende i relation til Joe Wilson og Plame-sagen ikke uinteressante indhold:

(2) This visit was separate from the Iraqi-Nigerien discussions, in the margins of the mid-1999 Organisation of African Unity meeting in Algiers, attested to by Ambassador Wilson in his book “The Politics of Truth” (Carroll & Graf, NY 2004, p28).

Rapporten anfører videre:

(s. 123) We have been told that it was not until early 2003 that the British Government became aware that the US (and other states) had received from a journalistic source a number of documents alleged to cover the Iraqi procurement of uranium from Niger. Those documents were passed to the IAEA, which in its update report to the United Nations Council in March 2003 determined that the papers were forgeries:

Og her er så uddrag af konklusionen på s. 125:

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

…

(d) The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Denne konklusion er i lodret modstrid med, hvad Berlingske anfører oven for.

Hvordan kan journalister ved en seriøs avis behandle fakta så tendentiøst?

Vil de virkelig have en Cavling-pris?

Update per 30. oktober 2005:

I al fairness må det siges, at det ikke bare er Berlingske, der klokker rundt i fakta om Plame-sagen. Se f.eks. Wall Street Journal, hvor denne opsamling fra i går også fik rodet Bush tale til nationen sammen med de forfalskede Niger-dokumenter.

Tsk, tsk. Da journalister åbenbart har det svært med kilderne, må vi hellere linke til Bushs tale her, selvom vi tidligere har citeret fra den.

Kig selv, der står ingenting om Niger, selvom Berlingske m.fl. hårdnakket påstår det, og som Butler-rapporten så uelskværdigt har skåret ud i pap, havde de omtalte britiske kilder ikke noget med de forfalskede dokumenter at gøre. Det er nok derfor, at journalisterne ikke vil henvise til netop den rapport. Det ødelægger jo helt den spændende vinkling.

Til gengæld er WSJ fair nok til selv at bringe en korrektion, se bunden af artiklen. Vi skal nok ikke regne med noget tilsvarende fra Tante Berlinger, der tværtimod støtter journalisternes faktaudfordrede vinkling på lederplads i dag.

Af samme grund dropper vi denne monomane dækning af en enkelt avis. Det bliver nok ikke bedre.

Bernanke er ingen Miers …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. oktober 2005. 1 svar

Det kan godt være, at han ikker er nogen Greenspan (f.eks. ligner han ikke Master Yoda), men de første spæde reaktioner på præsident George W. Bushs nominering af Dr. Ben Bernanke fra Princeton til ny formand for Federal Reserve Bank tyder på, at han heller ikke er nogen Harriet Miers.  Tag f.eks. Arthur Laffer, faderen til den famøse og infamøse Laffer Kurve, som Wall Street Journal citerer således:

“[He is] about the perfect choice for the job. He subscribes to our view of the world — stable prices, free trade, and low tax rates.”

Tyler Cowen siger, han er en stor økonom og et “excellent valg”, mens AustrianEconomists’ Pete Boettke (som selv er en virkelig flink fyr) siger, at Bernanke is “a genuinely nice guy”.  Well, hvis det er godt nok til Art Laffer, Tyler Cowen, Pete Boettke …

PS. Boettke har faktisk et par lidt mere skeptiske ord med på vejen.

They are at it again

Af admin, den 26. oktober 2005. 4 svar

Update per 27/10 05, se ndf. Da jeg før det irakiske valg gættede på, at MSM ville nedtone den glædelige begivenhed, anede jeg ikke, at Berlingske ville gå så langt som at skære nyheden ned til en lille rubrik på forsiden. Men de havde brug for forsiden til at forkynde, at Plame-sagen kan fælde vicepræsident Cheney. Avisen, der gav os en intensiv og så pludselig opgivet dækning af historien om bulen-på-ryggen-af-Bush, satser nu alt på en tiltale af Cheney. Jeg vidste godt, at avisen støttede Kerry frem for Bush ved sidste valg, men jeg vidste ikke, at de stadig bag nag. Plame-sagen er speget nok til, at de måske får ret, selvom jeg tvivler gevaldigt på, at Cheney skulle blive dømt, endsige tiltalt efter de foreliggende oplysninger. Derimod kan de stadig ikke finde ud af Joe Wilsons rolle i sagen. Men de prøver, mand, hvor de prøver. I udlandssektionen angiver de i en faktaboks:

I 2003 beskyldte diplomaten Joseph Wilson Det Hvide Hus for imod bedre vidende at anklage Irak for at have købt uran af Niger. Efter en tur til Niger for CIA havde han selv kunnet afkræfte anklagen.

Senatets rapport fra juli 2004 analyserer bl.a. hændelsforløbet omkring påstanden om Iraks interesse i uran fra Afrika og behandler i den forbindelse også Wilsons rapport. Det konkluderes, at Wilsons rapport bekræftede Iraks interesse i at købe uran fra Niger, at selvom Wilson ikke selv mente, at der havde fundet en egentlig handel sted, så ændrede hans rapport ikke opfattelsen i CIA, og at rapporten derfor ikke blev forelagt Cheney eller Bush. Bush var således i god tro og støttede sig på CIAs konsensusvurdering, da han med udtrykkelig henvisning til britiske efterretninger oplyste i sin tale til nationen (den såkaldte tale om nationens tilstand, SOTU), at Irak søgte at skaffe uran fra Afrika. Efterfølgende har Butler-rapporten bekræftet disse efterretninger og udtrykkeligt støttet Bushs citat. Berlingskes “faktaboks” er således forkert: 1) Påstanden om Irak angik ikke køb af uran, men forsøg på køb af uran; 2) ikke fra Niger, men fra Afrika; og 3) Wilson kunne ikke afkræfte påstanden. Det er tre fejl på tre en halv linje. Men de fik da stavet mandens navn korrekt, endda med fornavn. Bedre bliver det ikke i Magasinet, hvor man har viet forsiden og den første dobbeltside på en lang redegørelse om de italienske dokumenter, der viste sig at være forfalskede. Her er der faktisk noget at komme efter, og journalisten skriver i sin vanlige medrivende stil. Men ak, da det så endelig bliver spændende i mod slutningen, så knækker snoren. Vi citerer og tillader os lidt fisking:

I den følgende måned optrådte de italienske oplysninger i det efterretningsmemorandum, som præsident Bush og inderkredsen i regeringen hver dag modtager, …

Hvis det er tanken at vise, at forfalskninger var iværksat af Bush, så er det ikke så heldigt at minde læserne om, at Bush fik sine oplysninger fra CIA.

… og i januar 2003 – i sin TV-transmitterede tale om nationens tilstand – sagde præsident Bush, at Saddam havde forsøgt at købe store kvanti uran i Niger. …

Boing! Beklager, Bush talte ikke om Niger, men om Afrika. Se faktaboksen oven for, eller ved nærmere eftertanke, lad hellere være; tag mit ord for det.

… Præsidenten citerede den britiske regering for oplysningen, …

Hov, hvor blev de italienske efterretninger om Niger af? Det var jo dem, hele den lange forudgående redegørelse i artiklen handlede om?

… men da den internationale atomenergikommission bagefter ville have beviser for påstanden, sendte amerikanerne dokumenterne fra Niger afsted.

Nå, dér dukkede Niger op igen. Tja, et letsindigt gæt kunne jo være, at amerikanerne ikke havde de britiske efterretninger. Det var vist endda deres egen forklaring. Efter dette lille kunstgreb, hvor Bush’ berømte 16 ord i SOTU blandes sammen med de utvivlsomt falske italienske efterretninger, introduceres vores helt Wilson.

Wilson kunne imidlertid ikke bekræfte oplysningerne, han kunne hverken finde beviserne eller modbeviserne, og det skrev han i en rapport. …

Ikke heeelt korrekt, men ok. Det er jo lidt tvivlsomt, hvad det er for oplysninger, som journalisten henviser til, så vi fortsætter.

… Han var derfor forarget, da Bush-regeringen brugte Niger som bevis for, at Saddam havde købt eller søgt at købe uran, og det skrev han i en uhørt skarp kronik i New York Times.

Boing igen. I modsætning til journalisten vidste Wilson godt, hvad Bush havde sagt i sin SOTU. Wilsons kritik var derfor væsentligt mere afdæmpet. I betragtning af, at Wilson skal fremstilles som helt – komplet med en afdækning af de skændige forsøg på at fremstille ham som useriøs – så er det egentlig underligt, at journalisterne konstant gør Wilsons kritik mere alvorlig end den egentlig var. Prøv selv at læse Wilsons kronik fra 6. juli 2003 i NYT. Den er taget fra Wilsons egen hjemmeside; jeg er jo ikke journalist og skal derfor helst ikke udfordres for meget på det kildemæssige. Læser man hans kronik, fremgår det, at han udtrykkeligt tager forbehold for, at Bush omtaler forsøg på køb af uran, og at det er i relation til Afrika, ikke Niger. Han fremhæver derefter sin undersøgelse, hvor han i relation til Niger ikke har fundet noget og undrer sig nu over, om henvisningen til Afrika mon kan angå Niger, for i så fald strider det mod hans rapport, i hvert fald hvis den er blevet taget til følge i CIA. Han kommer altså med to forbehold: Talte Bush om Niger, når han omtalte Afrika, og havde Bush fået Wilsons rapport? At Wilson så i øvrigt undlod at oplyse, at han havde fået bekræftet Iraks interesse i at købe uran fra Niger, er alvorligt, men ikke så alvorligt. Faktisk afslutter han sin kronik med at påpege, at Saddam var en dødsens farlig tyran, som man måtte tage alvorlig. Fremstillingen af Saddam som en helt uskyldig fyr lå Wilson ret fjernt. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg her har genbrugt meget af det materiale, der er bragt i tidligere postings. Men hvad skal vi ellers gøre; they are at it again – endda i min ynglingsavis. Update 27. oktober 2005: I dagens Berlinger prøver de igen kræfter med Plame-sagen, og det går bedre denne gang, men langt fra godt nok. Man kører nu en komprimeret historie under den charmerende overskrift Manipulation i Det Hvide Hus? (bemærk det klædelige spørgsmålstegn). Her anføres først:

Et centralt punkt i Plamegate er diplomaten Joseph Wilsons mission til Afrika i 2002 for at afprøve påstande om, at Irak var ude på at købe uran i Niger. Det kunne han hverken be- eller afkræfte, og fra anden side blev det kort efter afsløret, at Niger-affæren byggede på forfalskede dokumenter.

Alligevel tog præsident Bush senere rygtet for gode varer og brugte den med henvisning til britiske kilder i sin tale til nationen i 2003.

Igen undlader man at henvise til:
1) At de britiske efterretninger er opretholdt så sent som ved Butler-rapporten fra juli 2004, der udtrykkeligt beskriver Bushs citat i SOTU som well-founded.
2) At Senats rapporten fra juli 2004 udtrykkeligt lagde ansvaret for de forkerte efterretninger hos CIA. Som en service for svagtseende skal vi her citere fra konklusionen på s. 77 (forkortet, men læs selv via link):
Conclusion 19. Even aftern obtaining the forged documents and being alerted … analysts … did not examine them carefully enough to see the obvious problems with the documents. Both agencies continued to publish assessments that Iraq may hav been seeking uranium from Africa. In addition, CIA continued to approve the use of similar language in Administration publications and speeches, including the State of the Union.
Det er jo absurd. Hvorfor ikke bare indrømme, at Wilson tog fejl i sin kritik af Bush? Plame-sagen bliver jo hverken mere eller mindre en skandale af den grund.
Men formålet med disse artikler synes at være at holde liv i påstanden om, at Bush-administrationen alligevel på en eller anden måde løj om Irak.
Denne opfattelse bestyrkes af, at Berlingske nu inddrager en artikel fra Newsweek af Isikoff & Hosenball, hvor man hævder, at afhøringen af NYT-journalisten Judith Miller som led i Plame-sagen har kastet nyt lys over sagen. Det angår National Intelligence Estimate (NIE) rapporten, der på enkelte punkter var for entydig i sin formulering om beviserne mod Irak, og spørgsmålet om nogle aluminiumsrør, der blev udlagt som dele af atomvåbenprogrammet, hvilket blev bestridt af flere statslige bureauer.
Man behøver blot kaste et blik på indholdsfortegnelsen til Senatets rapport fra juli 2004 for at se, at intet af dette er nyt.
Begge forhold er blevet indgående analyseret i rapporten, der alligevel endte med at lægge ansvaret på CIA og ikke på Bush. NIE drøftes på side 51 ff., og aluminiumsrørerne på s. 87 ff.
Det eneste nye viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være Judith Millers udtalelse om, at vicepræsident Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, lagde mere vægt på de dele af NIE, som bekræftede truslen fra Saddam, end de dele, hvor man tog forbehold. For hvad Isikoff & Hosenball er ærlige nok til at indrømme, ganske vist godt pakket ind, er, at NIE indeholdt oplysninger, der både støttede trusselsbillede og tog forbehold herfor. Faktisk indeholdt NIE mest af det første, hvilket Senats rapporten siden har kritiseret på enkelte punkter. Dog ikke den ødelæggende kritik, som man får indtryk af her. Vi må hellere citere fra s. 75:
Conclusion 16. The language in the October 2002 National Intelligence Estimate that “Iraq also began vigorously trying to procure uranium ore and yellowcake” overstated what the Intelligence Community knew about Iraq’s possible procurement attempts.
Det er svært at forstå, at nogen avis vil omgås fakta så sløset, når enhver glad amatør kan finde dem på Internettet. Men det er direkte ubegribeligt, at en avis med et erklæret “borgerligt grundsyn” forsøger at vinkle fakta på en måde, der kun kan glæde den mere gakkede del af krigsmodstanderne (the they lied – they died crowd).