Vi er en relativ ny blog, men har vist endnu ikke haft en rigtig fisking. Angiveligt kommer begrebet fra journalisten Robert Fisk fra The Independent, hvis reportager ofte er præget af en venstredrejet anti-amerikansk ensidighed, der indbyder til en gennemgang, hvor hans passager kritiseres stykke for stykke.

I går roste vi Politikens leder og bemærkede, at den næppe faldt i læsernes smag. Allerede i dag er man på hastigt tilbagetog i en ny leder. Here we go…

AT OPPOSITIONEN nu ønsker en dato for, hvornår de danske soldater skal ud af Irak, viser, at S og R er ved at indse, hvor håbløst det er ikke at kunne lægge afstand til regeringen på så afgørende et område.

Tja, de er ikke nærmere ved denne – virkelig håbløse – indsigt, end at de netop har tilsluttet sig regeringens forslag om en forlængelse. En forlængelse, som klart støttes af den folkevalgte irakiske regering og efter alle meningsmålinger at dømme, også af et massivt flertal af den irakiske befolkning – hvad der naturligvis er irrelevant, da Politikens redaktion selvfølgelig ved bedre.

Da Anders Fogh egenhændigt – ikke engang udenrigsministeren vidste, hvor det bar hen -besluttede, at Danmark skulle i krig i Irak, traf han den mest kontroversielle udenrigspolitiske beslutning, der er truffet her i landet siden den kolde krigs afslutning. Man på trods af beslutningens helt usædvanlige karakter, er det siden det oprindelige brud stort set lykkedes at gøre oppositionen medansvarlig hele vejen.

Vi springer over, at Politiken her alene gætter på, at statsministeren traf sin beslutning egenhændigt, selvom de præsenterer det som et faktum. Det er sjovere at se på henvisningen til den kolde krig. Hvad var det nu lige, som gjorde beslutningen om Irakkrigen så kontroversiel? Var det første gang, at Danmark gik i krig? Næ. Var det så første gang, at Danmark gik i krig på et grundlag, som ganske mange folkeretseksperter mener var folkeretsstridigt? Næ, heller ikke det. Vores militære engagement i både Kosovo og Irak i slutningen af 1990’erne gik vist forud, for den kolde krig sluttede da allerede omkring 1990, ikke? Det var militære indgreb besluttet af igen ringere end Nyrup-regeringen, der som bekendt bestod af Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Hvad er det så, der er så kontroversielt? Det er såmænd de samme to partiers manglende opbakning til den kurs, de selv havde fulgt kort tid forinden, dvs. før de blev grebet af oppositionens ansvarsfrie tilværelse. Det gav en splittelse og ubehagelige minder om fodnotepolitikken, som især socialdemokraterne meget fornuftigt så forsøgte at få dækket til igen.

Det er dette jerngreb, S og R nu forsøger at vride sig ud af. Midlet er et krav om, at soldaterne skal vende hjem i juli 2006. Men at det gøres betinget af, »at sikkerhedssituationen tillader det«, viser, hvor fast de stadig sidder i statsministerens greb.

Nu gør man vist både socialdemokrater og radikale uret. Det er ikke kun statsministeren, der synes, det er mere end almindeligt fejt at svigte irakerne og overlade dem til en samling bindegale lystmordere.

Betingelsen gør det svært at skelne deres holdning fra Bush-Fogh-refrænet: at soldaterne skal hjem så tidligt som muligt, men først, ‘når det er muligt’.
Jep. Jeg vil endda påstå, at det er umuligt, men jeg vil nødigt opskræmme nogen…

Men hvad værre er: Betingelsen betyder, at hvis sikkerhedssituationen om et år er uforandret eller forringet, så skal soldaterne ikke hjem.
… den gik ikke, lederskribenten har regnet den ud. OK, du har forstået, hvad det går ud på.

Altså accepterer oppositionen stadig en logik, der går ud på, at der skal kæmpes til den bitre ende, eller, om man vil, til den endelige sejr.
Ja, den er god nok. Du har forstået det. Og nu videre til næste trin af analysen.

At besættelsesstyrkerne lige så meget er en del af problemet som en del af løsningen i Irak, glider helt ud af sigte.

Øh, nu gik det ellers lige så godt. Hvis den folkevalgte irakiske regering beder om vores hjælp til den tid, hvordan kan danske soldater så være en del af problemet? Problemet for hvem? Måske ser lederskribenten det nu fra al-Qaida og saddamisternes synspunkt, det er da alsidigt. Det ville så også forklare, hvorfor tropperne omtales som besættelsesstyrker, hvad de ikke er og ikke har været ganske længe nu.

DERMED HAR oppositionen stadig aktier i de fortrængninger, som regeringens
politik er så præget af.
Når vi nu taler om fortrængninger, så var hentydningen til den “kontroversielle beslutning” vist en meget pæn én af slagsen, men der kommmer måske mere…

Afgørende kendsgerninger er ikke med i regeringens Irakbillede.
… det gør der åbenbart. Og det lyder jo ikke godt. Har regeringen og S+R glemt noget? Den massive begejstring for befrielsen, indførelsen af politisk frihed, herunder ytringsfrihed, det fantastiske valg, hvor en jublende lykkelig befolkning trodsede bomber og terror for at deltage i det første frie valg; scener der har inspireret undertrykte araberere over hele verden? Hvad, hvad kan dog være overset, hvad?

Som for eksempel, at den USA-ledede koalition bliver stadig smallere.
Nå, det? Hvis vi skal lade os inspirere af andre lande og gøre som de, hvorfor skal vi så lige vælge de lande, der trækker sig fra ansvaret? Jeg har f.eks. lidt svært ved at se den nye spanske regering som en rollemodel. Først belønner de terrorister, som lige har dræbt knapt to hundrede af deres landsmænd, med at trække sig ud af Irak, hvad terroristerne i øvrigt er bedøvende ligeglade med, fordi de vil have størstedelen af Spanien tilbage i kalifatet, og dernæst foreslår de, at EU normaliserer forholdet til Cubas diktator Castro, selvom han lige har skruet op for undertrykkelsen nok en tand. Så hellere følge briterne eller amerikanerne og kæmpe for demokratiet.

At oprøret og volden ifølge USA’s egen forsvarschef er lige så omfattende som for et år siden.

Ja, meget fint citat … og nu til resten af, hvad Myers faktisk sagde: at oprørerne er langt fra den maksimale styrke, de har haft i det forgange år, og at kampen mod dem fortsat ser ud til at kunne vindes. Den vurdering passer også med vurderingen fra alle andre iagttagere. Selv sunnierne er begyndt at blande sig i den politiske kamp, fordi de har indset, at det gamle sunni-baserede diktatur ikke kommer tilbage.

At de amerikanske styrker ifølge den altid åbenmundede forsvarsminister, Rumsfeld, slet ikke kan vinde en militær sejr.
Hør, hvad med at give gamle Rummy lidt ros, når han for en gangs skyld skruer ned for mandehørmen og siger, hvad Politiken har sagt længe – men her sjovt nok undlader at gentage: at kampen mod terror ikke kan vindes militært, men kun ved at forbedre livsvilkårene og skabe et sundt og rummeligt demokrati. Den opgave kan irakerne kun selv klare, og det gør de aldeles udemærket indtil videre. Det er faktisk flot, at en befolkning, der i så mange år har levet under diktaturets rædsler, ikke har ladet deres vrede gå ud over det sunni-muslimske mindretal. Det er lige så flot, som de sorte sydafrikaneres selvkontrol efter apartheid-systemets fald.

Er listen slut? Ikke flere eksempler på forhold, som de danske politikere har glemt at tage med i betragtning? Denne teknik med halve citater er altså ikke imponerende.

Uanset at man må håbe, at de nu valgte, irakiske ledere formår at stabilisere situationen, er der stadig gode grunde til, at Danmark ikke bør være en del af den brutale krig, som amerikanerne fører på tredje år – uden at vinde den.

Nå, der er da godt, at Politiken håber på stabilisering af demokratiet. Jeg var lige ved at tro, at det ikke rigtig ragede dem. Men hvilke gode grunde er der? De har ikke nævnt nogle hidtil, kommer de nu?

… og bare for en ordens skyld, indtil videre ser det ud til, at vi vinder. Men ja, den er brutal. Det er vist ret almindeligt med krige. Den 2. verdenskrig var også ret slem, har jeg ladet mig fortælle. Men jeg er da glad for, at nogle lande valgte at gøre modstand mod Hitler, også selvom det var brutalt. Hvis det er nogen trøst, så kan freden være endnu mere brutal. Når så massivt et flertal af irakerne er glade for Saddams fald, skyldes det nok lettelsen over at være sluppet af med et sådant system. De mange massegrave med systemmodstandere, og famlie, og deres børn. Folk, der fik skåret tungen ud foran deres børn; personer i grenhakkermaskiner med fødderne først, etc. ad nauseam.

Selv om man på langt sigt kan håbe på, at der er lys for enden af den irakiske tunnel, så …

Åh, åh. Den slags indledninger plejer ikke at ende godt. Det er lidt som med: selvom jeg ikke er racist, så …

burde oppositionen fastholde, at det desværre er pessimisterne, der fik ret med hensyn til, hvor svært det ville være at skabe et stabilt, provestligt og demokratisk Irak.
Nå, det var dér skoen klemte. Herre Gud, handler det bare om det? De vil bare have ret, de gamle krigsmodstandere.

Beklager, den går ikke. I tog fejl – igen, igen. I advarede om fabelagtige tab og fantastiske flygtningehorder; de kom ikke. Kan I huske floppet med den store tv-indsamling, hvor det så viste sig, at ofrene ikke var der. Ups. Så var der forudsigelsen om, at den arabiske verden ville rejse sig i vrede. Der var I tæt på, og så alligevel ikke, for de rejste sig, men det var for at kæmpe for demokratiet, som de med egne øjne havde set indført i Irak. I tog også fejl af Afghanistan. De arme stakler, der sidder og fryser inde foran Christiansborg, sidder faktisk og protesterer mod befrielsen af Afghanistan; det er bare så umoderne, at selv ikke Ib Michael gider protestere mod den krig mer’. Og nu, hvor I selv bragte den kolde krig på bane: hvem holdt I egentlig med den gang?

Nej, det er helt forståeligt, at man gerne vil have ret. Men krigsmodstanderne nøjedes ikke bare med at sige, at demokratiet ville blive “svært”. De mente, at det ikke var besværet værd. Den opfattelse får de ikke meget ros for af irakerne, eller af historien.

Da forsøget blev indledt i marts 2003, stod oppositionen fast på, at opgaven ikke burde gribes an på den måde.

Ikke på den måde? Hvilken anden måde var der? Alternativet til at vælte Saddam var …. tænk godt over det … ikke at vælte Saddam. Lad nu være med at stikke af fra det valg ved at hævde, at irakerne bare kunne have befriet sig selv. Det er ikke bare åndeligt fejt at søge tilflugt i fantasien på den måde; det er at håne de tusinder af irakerne, der prøvede, og hvis lig man stadig graver ud af Saddams massegrave. Irakerne prøvede, og prøvede, og prøvede. De var ufatteligt modige, og de led ufatteligt, ikke mindst under vores sanktioner, som skulle forhindre Saddam i at sprede sin rædsel til andre lande. Der var kun valget mellem militær magt eller Saddams fortsatte forbliven ved magten. Jeg har fuld respekt for de krigsmodstandere, der begrundede deres modstand i, at krigen ikke kunne vindes, eller at irakerne ikke ønskede demokrati. Men begge dele har vist sig at lykkes. Det burde de hellere glæde sig over.

Før man finder tilbage til en position af lignende klarhed, vil man ikke for alvor have vredet sig ud af Foghs jerngreb om dansk Irakpolitik.
Igor! Eller Stanislaw, hent en ny hjerne til lederskribenten. Og denne gang skal det ikke være Abby Normals.

Politikens leder peger i dag på behovet for at få de bedst mulige efterretninger, så vi kan undgå den fejlvurdering, der forelå omkring Iraks WMD. Det er en rimelig fair leder, der bl.a. undgår kortslutningen: de sagde, at der var WMD i Irak; det var der ikke, så må de have løjet. Tværtimod fremhæves, hvordan det var en udbredt opfattelse, at Saddam havde WMD. Som nævnt af den tidligere leder af Iraq Survey Group (ISG) David Kay, kom det under afhøringer af Saddams egne generaler og officerer frem, at selv de troede, at andre enheder end lige deres egne havde dem.

Det er en modig leder, der næppe falder i læsernes smag. Kun på et lille, men vigtigt punkt, bliver lederens erkendelse af efterretningstjenestens fejl for vidtgående. Man efterlades med indtrykket af, at Saddam faktisk var helt uskyldig, og at efterretningstjenesterne således tog ganske fejl af ham og hans intentioner. Det er der ikke belæg for, hverken i chefen for ISG Charles Duelfers oprindelige rapport offentliggjort 6. oktober 2004, eller i Duelfers tillæg offentliggjort 25. april 2005.

Tillægget er blevet mest omtalt for sin konstatering af, at Saddam næppe gemte WMD hos Syrien. Mindre omtalt er, at den kritiserer afhøringerne af de irakere, der indgik i Saddams WMD-planer, eller dens omtale af, at udstyr, der er såkaldt dual-use, dvs. kan bruges både fredeligt og til WMD, er forsvundet. Sidstnævnte kan forklare de tilsyneladende selvmodsigende artikler i MSM, hvor man først kategorisk afviste, at Saddam havde produktion til WMD, og dernæst blev forfærdet over, at udstyr til produktion af WMD var forsvundet. Modsigelsen er kun til stede hos MSM, der søger at belyse enhver nyhed fra Irak negativt; der er ingen modsigelse i Duelfers rapporter. Her fremgår det klart, at Saddam gjorde, hvad han kunne for at bevare sine WMD-programmer, men at sanktionerne gjorde det næsten umuligt for ham – på nær et punkt, nemlig raketudvikling, hvor han havde ret til at have kortrækkende raketter, og derfor havde mulighed for i smug at arbejde på langtrækkende raketter, bl.a. med hjælp fra Nordkorea. Efterretningstjenesterne tog altså ikke fejl om alt: Saddam betragtede WMD som helt nødvendige for sin overlevelse, og han arbejdede ihærdigt på at udvikle langtrækkende raketter til brug herfor. Hertil kom alle de mindre sanktionsovertrædelser, indkøb af forbudte produkter, smugling osv.

Da den første Duelfer-rapport kom, blev den i MSM mest omtalt for sin konklusion om, at der ikke var WMD i Irak. Det øvrige indhold blev fortiet. Jeg har fra den gang en kronik om rapporten, som Berlingske desværre ikke havde plads til. Men plads har vi bloggere nok af, så her er nogle uddrag til de tålmodige:

Først må man gøre sig klart, hvad rapporten ikke handler om. Den angår ikke, om efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Saddam var korrekt. Det spørgsmål må besvares ud fra, hvad man vidste før krigen. Det er blevet undersøgt af flere forskellige rapporter. Alle har konkluderet, at efterretningstjenesterne havde grund til at opfatte Saddam som en trussel, men at man ikke tilstrækkeligt tog højde for den usikkerhed, der var knyttet til oplysningerne fra Irak. De fastslog dermed også, at politikerne før krigen havde grund til at opfatte Saddam som en trussel, og at de ikke løj herom.

Selvom ISGs rapport ikke angår, hvad man vidste før krigen, men hvad man nu ved efter krigen, kan den bruges til at tjekke i hvilket omfang, vurderingerne fra før krigen faktisk var korrekte. Her fastslår rapporten, at efterretningerne har vist sig forkerte på langt de fleste områder, både atomare, bakteriologiske og kemiske våben. Der var ikke lagre af sådanne WMD, og Irak havde ikke et storstilet produktionsprogram klar til at fremstille dem. Efterretningerne var derimod rigtige på området for langtrækkende raketter til brug for WMD, hvor Saddam faktisk arbejdede på at udvikle sådanne, bl.a. med hjælp fra Nordkorea. Det var også rigtigt at antage, at Saddam ønskede et arsenal af WMD, og gjorde hvad han kunne for at bevare evnen til at fremstille dem. Hvad man altså undervurderede, var sanktionernes evne til at begrænse hans ambitioner.

Rapporten forsøger at sætte sig ind i Saddams indre liv. Det er nødvendigt, hvis man vil forstå et totalitært diktatur, hvor et menneskes ord er lov, og hvor alle andres overlevelse afhænger af diktatorens vilje og indfald. Forstår man ikke det, forstår man ikke diktaturets væsen. Et kendt eksempel er David Irving. Ud fra det faktum, at man aldrig har fundet specifikke ordrer fra Hitler om jødeudryddelsen, sluttede Irving, at Hitler ikke var ansvarlig herfor. En tåbelig påstand, som Irving er sluppet dårligt fra. I et personfikseret diktatur er diktatorens vilje altafgørende.

Baseret på afhøringer og et kæmpemæssigt materiale har ISG sat sig ind i Saddams verden og søgt at fastslå, hvad hans intentioner var. Det er ikke frie gæt. Hvor der mangler beviser for at underbygge sådanne antagelser, afstår ISG fra at udtale sig om disse og anfører i stedet, at det er uafklaret.

Det er et interessant billede, der tegnes. Saddams besættelse af WMD fremstår meget klart. Han følte, at det var WMD, der havde reddet ham under Irankrigen, og at det var hans store beholdning af WMD, der fik amerikanerne til at afstå fra at afsætte ham efter Kuwaitkrigen. Saddam ønskede derfor at få WMD igen, ikke mindst atomvåben, som Iran er ved at udvikle, og han gjorde, hvad han kunne for at bevare sit beredskab. Atomeksperter fik f.eks. forbud mod at forlade landet og blev sat til andet arbejde, hvor de så vidt muligt kunne bevare deres ekspertise. ISG skønner, at Saddam kunne have genoptaget visse dele af sin WMD produktion på et par måneder, når sanktionerne var væk, mens andre dele ville tage år, herunder navnlig atomvåben, der kræver store investeringer.

Disse oplysninger tilfører ikke noget nyt. Det nye er belysning af, hvor meget sanktionerne, der blev indført efter Kuwaitkrigen i begyndelsen af 1990erne, betød for Saddam.

Saddam undervurderede først deres varighed, og imens forblødte Irak. Befolkningens lidelser er veldokumenterede, selvom tallene er upræcise og formodentlig oppustede af regimet selv. En opgørelse foretaget af UNICEF fra 1999 (Weekendavisen, 12/3 04) viser en overdødelighed på ca. 420.000 børn under fem år i perioden 1991-98. En anden UNICEF undersøgelse angiver en overdødelighed på ca. 65.000 børn i årene før krigen i 2003 sammenlignet med tiden før sanktionerne.

Saddam begynder først at reagere, da sanktionerne truede hans egen overlevelse. Fra da af blev hans hovedmål at få fjernet sanktionerne, så han igen kunne begynde opbygningen af WMD.

Det nye i rapporten er således dokumentationen af sanktionernes grusomme virkning på det irakiske samfund, og hvordan Saddam derefter begynder systematisk at arbejde på at nedbryde disse sanktioner, bl.a. ved målrettet korruption rettet mod de lande, som han forventede vil gå imod USA, i særlig grad Rusland, men også Frankrig og mange flere. Korruptionen knyttet til FNs olie-for-mad program er kendt og under efterforskning, men omfanget af Saddams forsøg på at undergrave sanktionerne og hans succes hermed har været ukendt. Det må her indskydes, at man skal ud på Michael Moore-overdrevet for at tro, at korruption kan forklare Frankrigs og andre landes opførsel i Sikkerhedsrådet. De havde deres egne – typisk indenrigspolitiske – grunde til at handle, som de gjorde. Men at korruptionen rettet mod forretningsfolk og embedsmænd i regionen i betydelig grad undergravede sanktionerne er ubestrideligt.

Det var lige ved at lykkes for Saddam. Så kom terrorangrebet 11/9 2001, der afgørende ændrede amerikanernes vilje til at i
gnorere trusler i omverden
en. Sanktionerne blev strammet, og konfrontationen med USA i Sikkerhedsrådet kulminerede med vedtagelsen af resolution 1441, der pålagde Saddam straks at dokumentere, at hans WMD var opgivet. Som bekendt tog Saddam ikke imod denne sidste chance. Det var hans sidste fejlvurdering, om end den var tæt på at lykkes.

ISGs rapport dokumenterer flere forhold, der var i strid med FNs resolutioner. De fleste tilfælde er kendte, men blandt de mere opsigtsvækkende nyheder er, at sikkerhedstjenesten drev en række hemmelige laboratorier, hvor de eksperimenterede med WMD i små doser. Typisk for regimes menneskeforagt brugte man levende mennesker som forsøgskaniner. Den slags trods alt mindre overtrædelser af resolutionerne kan være en årsag til, at Saddam ikke ville efterkomme resolution 1441. Andre har gættet på, at Saddam ville bluffe. Hans Blix har peget på, at fredsbevægelserne måske gav Saddam en falsk følelse af sikkerhed. Uanset hvad, så valgte Saddam ikke at overholde resolutionerne, og gav dermed USA m.fl. en formel grund til at angribe. En grund, som nogle folkeretseksperter mener, er i overensstemmelse med folkeretten, mens andre er uenige.

Hvad kan vi lære af dette? Vi kan lære, at sanktioner faktisk kan virke, men at de kræver uhyre ofre af civilbefolkningen, og at de kan undergraves, hvis de økonomiske midler er store nok. De kan derfor ikke altid bruges, og de kan navnlig ikke bruges i længere tid.

Et andet spørgsmål er, om krigen var rigtig i betragtning af de ting, som vi nu ved. Duelfers svar under høringen i Senatet var følgende: Saddam efterstræbte WMD, men sanktionerne forhindrede ham. Sanktionerne var ved at smuldre. Var det sandsynligt, at sanktionerne fortsat kunne være effektive? Nej, sluttede Duelfer, og derfor var det bedre at fjerne Saddam.

Det kan man kalde Duelfer-testen. Er man imod krigen, ville man altså have foretrukket en genopretning og videreførelse af sanktionerne og dermed en fortsættelse af det irakiske folks lidelser år efter år ud i en uvis fremtid. På den baggrund synes krigen stadig at være det rigtige valg.
Det var fuldt forståeligt, at man fejlbedømte Saddams regime, men ikke desto mindre en alvorlig fejlbedømmelse, der viser, at vi må have en bedre efterretningstjeneste og bruge de fornødne midler herpå. Men de fejl, der blev gjort, bør ikke få os til at se Saddam som en mindre trussel, end han faktisk var.

Billederne af fangemishandling i det irakiske fængsel Abu Ghraib fra sidste sommer blev modtaget med begejstring af krigsmodstanderne. For det er lidt svært at være imod, at Saddam blev væltet, Irak befriet og demokrati indført. Men her var en ækel opførsel, som faktisk kunne angribes. Det blev for en stund muligt at afvise, at krigen havde et idealistisk sigte, og man kunne omsider sige, at et diktatur var væltet, men et nyt indført; bødlernes arbejde er det samme, kun deres nationalitet er ændret, etc. ad nauseam.

Det må derfor være en slem skuffelse, at den sidste store undersøgelse foretaget af Army inspector general, Stanley E. Green, når samme resultat som de seneste ca. ti undersøgelser, nemlig at mishandlingerne skyldtes enkelte soldater, der gik langt videre, end de havde ret til, og som dermed frikender de overordnede, herunder den øverste general Sanchez.

Medierne, ivrigt bistået af de tiltalte soldaters advokater, havde ellers fastslået for længst, at det hele var en dyster plan undfanget af de aller øverste af Bush’ regering. Af samme grund har medierne gjort alt for at skåne offentligheden fra det materiale, som kom frem under de mange forskellige undersøgelser, og som dokumenterede, at forbrydelserne blev begået af sadistiske soldater, navnlig Charles Graner, hvis e-mails hjem ellers var fyldt med fotos og “seje” ledsagetekster om hans meritter.

Greens undersøgelse var den sidste, nedsat netop for at samle op på de seneste og lukke de tilbageværende spørgsmål. Men hvad gør krigsmodstanderne så? De gør naturligvis, hvad de har gjort ved spørgsmålet om, hvorvidt der blev løjet om Iraks WMD. Hver gang en rapport afviste det, blev den beskyldt for at hvidvaske de ansvarlige, og en ny rapport blev krævet. Så kunne man leve i håbet så længe, indtil næste rapport skulle afvises. Samme teknik synes at blive brugt denne gang, se f.eks. reportagen i New York Times, der endda hører til de mere dækkende. Det bliver spændende at se dækningen i de danske medier i morgen.