Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Udryd de borgerlige!

Af Redaktionen, den 10. maj 2005. 1 svar

Fejringen af 60-året for afslutningen på Anden Verdenskrig kaster en strøm af artikler af sig. Som Claes Kastholm skrev i Berlingeren lørdag skyldes det ikke mindst, at vi moderne mennesker længes efter alvor i en tid med masser af pjank og slankekure.

Apropos Anden Verdenskrig har vi alle set, hvordan jøderne blev deporteret fra Italien til kz-lejre nordpå i filmen “Livet er smukt” med Roberto Benigni i hovedrollen som faderen, der forsøger at skjule den onde sandhed for sin søn. Men det er stadig noget nær en gåde, hvorfor Benito Mussolini, der hidtil ikke havde udvist synderlig antipati overfor jøderne, pludselig indførte sine racelove i 1938 efter Hitlers forbillede. Automatsvaret har som regel været, at antisemitismen var lige så naturlig i fascismen som i nazismen, men så simpelt er det næppe. I en artikel i New York Review of Books diskuterer den engelske forfatter Tim Parks, hvorfor il Duce – der som ung havde et bind af Platon liggende ved siden af en pistol på sit arbejdsbord, og som socialist skrev, at kirken var et lig – gik i Førerens fodspor.

Én teori er, at førstnævnte var opportunistisk og ville tilpasse sig Hitlers hårde linje, hvilket støttes af det forhold, at de tyske toner var svære at ignorere – selv for alliancepartneren Italien, men svækkes af den tilføjelse, at Hitler ikke synes at have forsøgt at presse Mussolini til noget.

En anden teori er, at Mussolinis invasion af Etiopien i 1935 aktualiserede racespørgsmålet og overbeviste diktatoren om, at italienerne måtte lære at herske. Derfor skulle de eliminere deres egne sentimentale, borgerlige tendenser, og da jøderne netop var et symbol på det behagelige, dekandente liv, gik det ud over dem. Det var med andre ord for at straffe de borgerlige, at jøderne blev ofret. Måske er forklaringen imidlertid mere freudiansk, om man så må sige.

En tredje teori er nemlig, at Mussolini beundrede Hitler dennes organisation og stærke stat. Selv om Rom havde 11 års forspring i forhold til Berlin, havde Hitlerstaten for længst overhalet Mussolinistaten, og da illusionisten Mussolini kommer hjem fra sit besøg hos Hitler i 1937, slår han ind på antisemitisme og strækmarch af ren og skær misundelse. Det fik alvorlige konsekvenser.

Den kreative abe

Af Redaktionen, den 9. maj 2005. Skriv et svar

Hvordan kan det være, at den sky, morderiske abe ved navn homo sapiens pludselig begyndte at samarbejde med andre artsfæller på tværs af familier, stammer, stater, kulturer, nationer, klima og landegrænser?

Det antages ofte, at civilisation skabes bevidst og planlagt f.eks. ved at den og den hersker eller politiker ønskede eller indførte det og det. Men sådan forholder det sig ikke, mener den engelske økonom Paul Seabright i sin nye bog The Company of Stangers (Princeton University Press 2004) om det økonomiske livs naturhistorie. Det fredelige samarbejde mellem mennesker, der er fremmede for hinanden, men som udviser en høj grad af social tillid, er et resultat af spontane handlinger inden for institutionelle rammer, der tilgodeser menneskets stærke jæger-samler psykologi. Med institutioner hentyder forfatteren bl.a. til byen, markedet, firmaet og aktiehandel, som alle er en del af det menneskelige fællesskab, selv om ingen har planlagt eller konstrueret dem fra oven. Seabright vier flere kapitler til markedet og dets monetarisering, som – når det fungerer godt – indeholder en stor, kompliceret og meget præcis mængde information om udbud og efterspørgsel, kvalitet og kvantitet; en information, der ikke kan koordineres centralt, men som lokalt og blandt individer, der er fremmede for hinanden, er med til at forvandle manglens økonomi til nationernes velstand. Liberalismen er med andre ord ikke 300, men 10.000 år gammel. Og er samtidig den politiske vision, der passer bedst til de menneskelige grundvilkår.

Visionen – og bogen – være hermed stærkt anbefalet.

Det endelige opgør

Af Mikael Bonde Nielsen, den 9. maj 2005. 6 svar

Berlingske Tidende bragte i fredags en kronik af Thue Kjærhus, der er forstander ved Rønshoved Højskole ved det smukke Flensborg Fjord. Kronikken var en opsang til den forbistrede ungdom af nyliberale, der er ved at ødelægge partiet Venstre gennem vedholdende abstrakte diskussioner om liberalisme på bekostning af partiets grundtvigianske kulturarv og forpligtelse på det konkrete. Umiddelbart virker det jo som noget værre røgtæppevås, idet enhver ved selvsyn kan konstatere, at de unge nyliberale ikke har haft videre succes med at fastholde Venstre på partiets historiske bestemmelse; rollen som Danmarks liberale parti. Thue Kjærhus sander da også, Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har udviklet sig i nykonservativ retning.

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.

Verdens største elsker

Af Redaktionen, den 8. maj 2005. 2 svar

Vi tror, det er Don Juan eller Mick Jagger, men det er forkert. Verdens største elsker kommer fra Mongoliet og hedder Djengis Khan (1162-1227). I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse (www.upi.com), der viser, at 16 mio. mænd spredt over området fra Manchuriet til Afghanistan er direkte efterkommere af den store mongolske hærfører, idet de har spor fra samme DNA i deres kromosomer.

For 1000 år siden var jordens befolkningstal ca. 1/20 af i dag, hvorfor der nu er ca. 20 efterkommere af datidens gennemsnitsmand. Det er det tal, der skal sammenlignes med Djengis Khans 16 mio. “Verdensherskerens” jagt på militær ære var med andre ord også en jagt på kvinder. Generalen menes at have haft seks hustruer i Mongoliet og giftede sig derudover med mange døtre af de fyrster, der underlagde sig hans magt, og det var almindelig kutyme, at Khan fik lov til at udvælge sig kvinder og heste, som det passede ham.

Da hans generaler fortalte ham, at verdens største lykke var falkejagt og -opdræt, skal han have svaret:

“I tager fejl. Menneskets største lykke er at jage og besejre sin fjende, erobre hans besiddelser, efterlade hans hustruer grædende og jamrende, ride på hans heste og bruge hans kvinder som natskjorte og underlag”.

Noget kunne tyde på, at han lod handling følge ord på en måde, som får selv Don Juan til at ligne en skoledreng med pomade i håret.

Bragesnak

Af admin, den 8. maj 2005. 4 svar

At dømme efter omtalen tager Klaus Rothstein i sin nye debatbog, Tid til forundring, afstand fra mangt og meget, herunder de, der mener, at man skal være kristen for at være en ordentlig dansker. Jeg troede egentlig, at det var hans sædvanlige bragesnak, som vi kender den fra hans klummer i Danmarks bedste avis, Weekendavisen. Polemiske overdrivelser, der er jævnt underholdende, men svære at tage alvorligt.

Efter at have læst chefredaktørens klumme i dagens Berlinger er jeg dog kommet i tvivl. Chefredaktøren anser det for et problem, at danske liberale ikke (alle) er grundtvigianere. Som universitetsuddannet og uden den ballast, som et højskoleophold giver, må jeg krybe til korset og spørge: Hvis Grundtvig er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Howards End III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. maj 2005. 1 svar

Nå, Michael Howard har så taget konsekvensen og sørget for, at Tory-partiet nu vil kunne konkurrere med de danske konservative om at have flest partiledere på færrest år. (Her ser man dog også ud til at tabe.)

Det amerikanske konservative tidsskrift National Review har denne gode leder om, hvad der kunne være Toryernes fremtidige strategi, og The Guardian har med udgangspunkt i odds fra Ladbrokes en liste over de mulige partiledere. Selv ville jeg nok heppe på David Davis som det mindste af onderne (eller Michael Portillo, men mange mener tilsyneladende, at dét tog er kørt–han er ihvertfald slet ikke på listen!).

PS. Super-bloggeren Andrew Sullivan har iøvrigt denne passende kommentar til National Reviews kommentar om, at Toryerne nu bør satse på "limited government":

"So NRO now supports limited government? So why have they not blasted consistently at George W. Bush's complete abandonment of limited government and fiscal balance? As I have written before, Tony Blair's incremental increase in government spending is pure Thatcherism compared to Bush's big government explosion. Wouldn't it be great if NRO actually used the same principles it deploys against Blair and Howard against Bush? And don't give me the excuse of occasional pathetic worries about Bush's spending. If a Democrat had Bush's record, NRO's assault on him would be daily and relentless."

Howards End II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. maj 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat, Mikael Bonde Nielsen, har naturligvis ret: Nederlaget til Toryerne bør på baggrund af den kampagne de førte få dem til at gå i tænkeboks m.h.t. partiets fremtidige linie. Men de behøver såmænd ikke at overveje denne så meget–when you find yourself in hole, stop digging! Et godt råd til partiet kom allerede dagen før valget i en kronik i Wall Street Journal Europe af John Wheatcroft, som foreslog, at partiet skulle gå tilbage til Edmund Burkes konservatisme–men vel og mærke af den type, som de fleste såkaldte Burke-konservative ikke kender, fordi de generelt aldrig har læst eller forstået, hvad Burke faktisk repræsenterede: en pragmatisk, skeptisk liberalisme snarere end en mere autoritær statskonservatisme. Wheatcroft skrev bl.a. om Torierne:

"Where do they go from here if they are to recover? Just as much to the point, how did they get to here? As the progenitor of intelligent conservatism once remarked, when things go wrong there is always a temptation to enquire "not how we got into this difficulty, but how we are to get out of it," or "to consult our invention, and to reject our experience."

And yet, Edmund Burke went on, this was "diametrically opposed to every rule of reason, and every principle of good sense." Far from ignoring the actions that have caused our present difficulties, we should take a strict review of them, "in order to correct our errors if they should be corrigible; or at least to avoid a dull uniformity in mischief, and the unpitied calamity of being repeatedly caught in the same snare."

Ifølge Wheatcroft ligger svaret ikke i Howards linie xenofobiske, paternalistiske konservatisme:

"Under his leadership the Tories have fought a remarkably brutal campaign, which may also have been misguided. They have denounced gypsies, foreigners and criminals, and attacked Mr. Blair in such personal terms as have rarely been heard before in British politics. Mr. Howard has warned of hordes of immigrants coming here "for nefarious purposes." The Tories have asked "How would you feel if a bloke on early release attacked your daughter?" and have said of Mr. Blair, "If he's prepared to tell lies to take us to war he's prepared to lie to win an election."
Not only has this distressed gentler souls in the party, it hasn't worked. There is some evidence that the bare-knuckle coarseness of the Tory campaign has actually backfired by alienating as many anticollectivist but socially liberal middle-class voters as it has picked up embittered nativists.
At the same time, Mr. Howard has been notably chary about fresh thinking from within his party … One Tory faked a photograph to show himself attacking asylum seekers, while another runs on the slogan "What part of 'Send them back' don't you understand, Mr. Blair?" Neither of those suffered more than a mild rebuke from Mr. Howard."

Derimod er politikere, som har stået fast på Thatcherske idealer om begrænset statsmagt, lave skatter og individuel frihed blevet slået ned med omtrent samme argumenter og metoder, som man under tiden ser blandt danske borgerligt-liberale partiers ledelser, når medlemmerne våger at forsøge at holde dem til partlinien:

"[Howard] behaved in well-nigh Stalinist fashion when it came to ejecting two others from the party … And the crimes for which they were "deselected" by Mr. Howard? Mr. Flight's was to have thought out loud about the need for deeper tax cuts, Mr. Kruger's to have proposed "creative destruction"–a phrase with which Mr. Howard affects to be unfamiliar–in our sclerotic public services. Plenty of people would say that the Tory leader sacked the wrong two men.
This nervousness about mounting a serious challenge on taxes and spending is matched by Mr. Howard's feeble display over civil liberties. The Blair government has relentlessly assaulted the basic principles of due process and individual freedom, from jury trial to incarceration without trial and compulsory identity cards. Rather than defend our ancient liberties, the Tories have competed with authoritarian rhetoric to please the tabloids."

Men hvor ligger fremtiden så for Torierne? Wheatcroft antyder svaret:

"Over the ages, the Tories have repeatedly reinvented themselves, co-opting one social group after another and drastically adapting their program. The last, brilliantly effective reinvention came under Margaret Thatcher, when the Tories wholeheartedly embraced the competitive free market (by no means always part of their creed) and preached social and economic liberation. Part of Tony Blair's secret is, of course, the way that he has embraced so much of that Thatcherite legacy while fashioning it to his own purposes. …

To avoid a dull uniformity in mischief, the Tories might step back after the election and wonder how they got it so badly wrong. Their attack on immigrants has not only left a nasty taste, it was wrongheaded. Our country badly needs incomers. … On top of that, Mr. Howard has, while accusing Mr. Blair in savage terms of lying over Iraq, not only said that he supports the war still but that he would have done even if there had been no evidence at all of weapons of mass destruction. Leave aside the logic of that, it has alienated many of his supporters. … If the Tories now find further leisure in opposition, they might try consulting their experience in the hope of correcting their errors. They could go on in the present Poujadist direction, voicing the sournesses of the alienated and embittered. Or they could try one further reinvention, as an economically (small-state) and socially (open-minded and diverse) libertarian party, while adopting a critical attitude to the increasing centralism of the European Union and also the unconditional American alliance.That may be unlikely at present, but the alternative for the Tories is to be caught yet again in the same snare. And then, "unpitied calamity" will surely be the words."

Hattrick

Af admin, den 6. maj 2005. 1 svar

Så vandt Tony Blair en sensationel tredje valgsejr i træk. De fleste journalister hos de traditionelle medier (MSM) synes dog helst at ville se sejren som en straf for Irakkrigen, fordi Blairs flertal blev yderligere reduceret i forhold til de to foregående sejrer.

Tja, hvad ville en pundit have sagt i april 1997, hvis man havde sagt, at Blair ville vinde de tre næste valg, men med et stadigt mindre flertal? Formodentlig, at det var umuligt uanset margin, da Labour aldrig havde vundet tre valg i træk.

Det er ikke bare Blair, der har scoret hattrick. Det er også den tredje af de store krigstilhængere, der nu er genvalgt: John Howard i Australien, George W. Bush i USA og nu Tony Blair i UK. Vi kunne også tælle vores statsminister med, men vi har ikke helt samme størrelse.

Mon de to største krigsmodstandere, Chirac og Schröder, overlever deres næste møde med vælgerne, og vil MSM mon udlægge deres valgnederlag som en straf for, at Irakkrigen viste dem som visionsløse diktaturstøttende opportunister? Næppe.

Howards End

Af Mikael Bonde Nielsen, den 6. maj 2005. Skriv et svar

I Storbritannien er taberne ved at slikke sårene efter det tredje valgnederlag i træk. I dagens udgave af Times forsøger den konservative partiformand Liam Fox fx at overbevise omverdenen om, at The Tories er tilbage på banen. For alle der fulgt den konservative kampagne er der imidlertid mere der tyder på, at de er havnet på en blind vej.

Problemet er ikke, at konservatismen som idéindretning har det svært. Konservative værdier har for tiden et stærkt og i visse henseender uforståeligt tag i vælgerbefolkningerne, hvilket især kommer til udtryk i USA, hvor debatten om neokonservatismens politiske betydning længe har været på dagsordenen. Nej, problemet er, at de britiske konservative med Michael Howard i spidsen har forvandlet sig fra et progressivt, frihedsorienteret og innovativt parti til en lavadelig, populistisk og småxenofobisk fraktion.

Michael Howards udspekulerede angreb på flygtninge og indvandrere har undertiden haft en bismag af Rivers of Blood; Enoch Powells berømte tale i Birmingham den 22. april 1968, hvor han forsøgte at oppiske en hadsk stemning mod indvandrere. Men denne gang uden medløb. For britiske vælgere forventer naturligvis mere fra et parti, der har haft et fyrtårn som Margaret Thatcher som leder.

Det er på høje tid, at de britiske konservative formulerer et nyt politisk projekt, der ikke har flygtningestop og rævejagt på dagsordenen. Et sådant projekt kunne passende indledes med et kig på de mange personlige frihedsbegrænsninger, som Labour har pålagt briterne i de seneste fire år. For et angreb på disse begrænsninger vil udgøre et stærkt supplement til den traditionelle konservative dagsorden; kampen for større økonomisk frihed.

Kan det lade sig gøre med Michael Howard ved roret? Næppe. Han vil blive husket som manden, der præsenterede briterne for Rivers of Nonsens.

Ideologisk gambit

Af Mikael Bonde Nielsen, den 6. maj 2005. 2 svar

I et tidligere indlæg har jeg mere end antydet, at Helle Thorning-Smith nok er bekendt med den taktiske logik bag Tony Blairs valgsejr i 1997. Hver dag bringer en lille bekræftelse på dette. Det seneste eksempel kan læses i dagens udgave af Politiken, hvori en ledende Socialdemokrat gør sig tanker om at acceptere skattestoppet. Det er helt i overensstemmelse med punkt 9 i den fine 10-punkts-plan, jeg krediterede Philip Gould for. Her hedder det: Neutralisér skat som tema!

Hvad skal Anders Fogh Rasmussen dog stille op over for sådanne udspil? Han skal først finde ro i den kendsgerning, at politik på mange måder er som skak; efter de 3 første åbningstræk er der fortsat 9 millioner mulige positioner tilbage. Dernæst skal han vælge et modtræk, der for alvor overrasker. Og det er jo næsten givet, at det må være noget med en skarp liberal profil. Det vil de færreste forvente.

Politisk ukorrekt forskning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Den fortrinlige økonom-blog MarginalRevolution.com er begyndt at køre en serie poster med omtaler af politisk ukorrekte forskningsresultater. Den er værd at følge; indtil videre er der fire bidrag.

Samme blogs Tyler Cowen giver også nogle hurtige spilteoretiske perspektiver på rationel adfærd i.f.m. tortur! De kommer nok for sent til at kunne være til gavn for en vis hr. al-Libbi.

2008: Hillary Clinton mod … hvad sagde jeg!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. 3 svar

Det er officielt: jeg tildeler hermed mig selv Årets "Hvad Sagde Jeg!"-pris, omend det kan vise sig at være tre-fire år for tidligt (og iøvrigt ikke være rigtigt). Kryptisk?

OK, jeg har længe, længe, længe–d.v.s. over tre år–sagt, at Republikanernes præsidentkandidat i 2008 meget vel kunne blive Senator George Allen, fhv. guvernør over staten Virginia. Hans kombination af at være landspolitiker, men fhv. guvernør (og dermed kunne spille på både at være erfaren og "udenfor the Beltway"), se rimeligt godt ud (for en politiker), være relativt ung (d.v.s. se ældre ud end John Edwards, men være væsentligt yngre end Bob Dole), være fra en sydstat (som man reelt skal vinde), men fra en nordlig én (og dermed ikke med et red-neck image), være meget "konservativ" i økonomiske spørgsmål (d.v.s. frimarkeds-orienteret), men ikke så-konservativ-at-det-(virkelig)-gør-noget i religiøse og sociale spørgsmål (og dermed mindre uvalgbar for midten af amerikansk politik) … gør, at han alt andet vil stå rimeligt stærkt, når et parti ikke kan stille med en "naturlig" kandidat (når hverken Bush eller Cheney stiller op). Jeg skrev faktisk lige efter sidste præsidentvalg rundt til en række andre forskere med interesse for emnet og propaganderede for synspunktet. Den typiske respons var dengang "George hvem?"

Men nu viser det sig, at Washingtons insidere tilsyneladende mener det samme (altså som mig). Det respekterede tidsskrift National Journal har foretaget en meningsmåling blandt 175 top-politicos i Washington og spurgt dem om, hvem de tror, der bliver de to partiers præsidentkandidater i 2008.

Her er, fra Wall Street Journals daglige "OpinionJournal's Political Diary" (mit daglige fix), den indsigtsfulde redaktør John Funds opsummering:

"The Republican presidential field is wide open with the decisions of Vice President Dick Cheney and Florida Governor Jeb Bush not to run. So the 85 GOP insiders polled by the Journal had a tough decision deciding who has the best chance of capturing the 2008 GOP nomination. Their surprise choice was Virginia Senator George Allen, a former governor who likes to emulate Ronald Reagan's sunny conservatism. Factors cited in his strong showing were his ability to connect with the party's conservative primary voters and his hiring of campaign strategist Dick Wadhams, who helped engineer the defeat of Senator Tom Daschle last year.Just behind Mr. Allen was Senator John McCain, who has much higher name ID but a maverick reputation among GOP primary voters. A little further back were Senate Majority Leader Bill Frist and former New York Mayor Rudy Giuliani. They were followed in descending order by Massachusetts Governor Mitt Romney and Mississippi Governor Haley Barbour, who made a surprisingly good showing.

On the Democratic side, no one would be shocked that the 90 Democrats surveyed by the National Journal's "insider" poll gave Senator Hillary Clinton more than twice as many votes as second-place finisher John Edwards.Virginia Gov. Mark Warner came in third, reflecting in part the fact that he was the only southern governor on the list. The last two Democratic presidents — Jimmy Carter and Bill Clinton — both came out of the same talent pool. After Mr. Warner, the insiders tabbed moderate Senator Evan Bayh of Indiana as the next most likely nominee. He was followed by 2004 nominee John Kerry, New Mexico Governor Bill Richardson, Iowa Governor Tom Vilsack and Delaware Senator Joseph Biden, a 1988 presidential candidate who appears to be in the mood for a last hurrah. Last place in the Democratic field according to party insiders? Former Vice President Al Gore, now part-owner of a struggling cable channel. "He's down there with Mike Dukakis as someone you wouldn't want in your Rolodex," was the acid conclusion of one party official."

For de af os, der ikke kun er akademisk interesserede i, hvem kandidaterne kan blive, men tillige måtte foretrække politikere af en mere eller mindre libertær karakter, kan det være værd at bemærke, at Senator Allen får ganske høje rankings af Republican Liberty Caucus, d.v.s., den organiserede liberalistiske fraktion indenfor det Republikanske Parti. I dettes Liberty Index, baseret på kongresmedlemmernes afstemningsadfærd, scorede Allen således i 2004 90 af 100 mulige point på økonomisk frihed og 70 af 100 mulige point på personlig frihed. Han fik dermed af de fem mulige etiketter, som RLC uddeler, betegnelsen "libertarian". (Til sammenligning fik den bedst scorende af alle senatorer, John Sununu, Jr., henholdsvis 95 og 84. I den anden enede af spektret fik Edward Kennedy henholdsvis 5 og 25 point og betegnelsen "authoritarian".)

Men inden nogen nu på min vurdering begynder at investere i Allen-futures på Iowa Electronic Market, så lad mig tilføje, at jeg i 2000 i næsten et år hårdnakket påstod, at der ikke var nogen måde, hvorpå Al Gore kunne tabe, og at jeg sidste efterår nævnte Senator Rick Santorum som en anden mulig præsidentkandidat i 2008.

Errare punditokratem est …

Parlamentsvalg, fodbold og metaforer

Af Stanislaw, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Her på dagen for det britiske parlamentsvalg er det værd at overveje, hvad chancerne for et regeringsskifte derovre egentlig er? Den konservative partileder Michael Howard har selv i løbet af valgkampen fremført sit bud på dette i lyset af de – fra de konservatives perspektiv – noget pauvre meningsmålinger. Et nyhedsbrev fra en britisk tænketank opsummerer Howards vurdering samt en lille morsomhed, som avisen The Times efterfølgende har gjort opmærksom på:

“Dismissing his party’s lag in the polls, Tory leader Michael Howard told reporters: “Football teams are often two goals down at half time but still go on to win the game.”

But The Times retorts that the statistics belie this. Of 214 occasions where one team was leading 2-0 at half-time, only 5 times did the losing side recover to win. So by Howard’s measure, the Tories have only a 2.3% chance of taking power.”

Uanset hvad man ellers måtte mene om sagen, så var det måske en idé, om Howard i fremtiden – hvis han da ellers efter i dag fortsat har en sådan i britisk politik – ville overveje sin brug af metaforer…

En ulovlig krig?

Af admin, den 4. maj 2005. Skriv et svar

Tony Blair har måtte sande, at konspirationsteorier er svære at slå ned. Rapport efter rapport har fastslået, at han hverken løj om eller prøvede at påvirke efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Irak. I stedet opstod der blot det rygte, at generaladvokat Goldsmith i sin fortrolige rådgivning 7. marts 2003 til Blair havde beskrevet en krig som ulovlig for dernæst ti dage senere i en offentlig indstilling til Parlamentet at have kaldt krigen for lovlig. De konservative under Michael Howard, der bliver stadigt mere desperate i valgkampen, har åbent kaldt Blair en løgner, selvom Howard samtidig medgiver i et interview, at krigen ?nok var lovlig?.

Blair valgte så samme teknik, som Anders Fogh herhjemme valgte i Grevil-sagen, nemlig at fremlægge de fortrolige papirer, så folk selv kunne se, at det var en fuser. Man kan nu se, at Goldsmith i sin første rådgivning argumenterer for, at en krig med Sikkerhedsrådets godkendelse klart er lovlig, men at en krig uden godkendelse kan være det. Ti dage senere var det klart, at Frankrig m.fl. ville hindre en godkendelse, selvom Saddam åbenlyst søgte at trække opfyldelsen af resolution 1441 i langdrag, og Goldsmiths vurdering var da, at krigen var lovlig. I det omfang, der er noget at kritisere Blair for, er det alene, at han ikke selv fremhævede argumenterne for og imod, men alene støttede sig til argumenterne for krigens lovlighed. Argumenterne imod var dog ikke just hemmelige; de blev fyldigt fremført af krigsmodstanderne.

De konservative synes at fortsætte deres taktik, hvilket ikke hjælper dem i meningsmålingerne. At de har tvunget Blair til at krænke den vigtige fortrolighed mellem generaladvokaten og regeringen viser, at de ikke engang selv kan se sig som en fremtidig regering.

I medierne synes det at have gjort uudsletteligt indtryk, at Kofi Annan har udtalt, at krigen var ulovlig. Enhver med et begynderkursus i kildekritik kunne dog nok gennemskue, hvorfor han kom med denne skråsikre udtalelse i slutfasen af det amerikanske præsidentvalg. Den gik som bekendt ikke, Bush blev genvalgt, og nu er det Annan, hvis job er i fare, og som må kæmpe med reformer, der kan tilgodese den amerikanske kritik af et udueligt FN.

Man behøver ikke læse Goldsmiths responsum, som nu er offentliggjort på Internettet. Man kan bare slå op i lærebogen, Moderne Folkeret, på Københavns Universitet for at få fastslået, at der kan argumenteres for både krigens lovlighed og dens ulovlighed. Det er i juraen ikke ualmindeligt, at retten er så diffus, at flere modstridende holdninger er mulige. Danmarks deltagelse i Kosovo-konflikten under den tidligere socialdemokratiske/radikale regering betragtes f.eks. af fremtrædende folkeretseksperter som ulovlig, mens andre betragter den som lovlig.

Hvor retten er uklar, må man træffe et valg, der reelt ikke er juridisk, men politisk. Uden at være folkeretsekspert vil jeg sammenfatte dette valg, at man enten kan fortolke folkeretten sådan, at den respekterer det suverænitetsprincip, der har været dominerende siden 1648, men som dermed også beskytter diktatorer, eller man kan vælge at lægge større vægt på menneskerettigheder og international sikkerhed, og dermed tillade indgreb mod diktatorer.

Selvom dette kan koges ned til et slagord om en folkeret, der enten beskytter eller bekæmper diktatorer, bør det ikke overses, at begge valg bærer hver sine risici og menneskelige omkostninger. Det er altså ikke et let valg, men det heller ikke et valg, som kun folkeretseksperter kan træffe. Vi kan alle træffe det valg; Blair skulle træffe det. For Irak betød det valget mellem diktatur og demokrati.

Danmark ikke for viderekomne

Af Mikael Bonde Nielsen, den 4. maj 2005. 1 svar

Vi skal leve af vores viden! Vi skal være smartere end dem, vi konkurrerer med! Sådanne velartikulerede brøl er blevet en del af dagligdagens Danmark. Når arbejdspladser flytter ud af landet, forholder vi os sjældent kritisk til vore svagheder. Vi fokuserer i stedet stift på de muligheder, der ligger i at uddanne os ud af det hele miseren. Men hvordan går det så med det? Tilsyneladende skidt!

Mens de fleste lande kan notere, at deres yngre generationer er betydelig bedre uddannet end deres ældre generationer, er billedet så småt ved at ændre sig i Danmark. En opgørelse fra Velfærdskommissionen viser således, at danskere i aldersgruppen 25-34 år ikke er bedre uddannet end de 45-54-årige. For begge aldersgruppers vedkommende gælder, at omtrent 30 pct. har en videregående uddannelse.

Undertegnende punditokrat har aldrig ment, at mængden af danskere med en videregående uddannelse er en kvalitetsparameter i sig selv. Ret beset efterlades man let med det indtryk, at flere af de videregående uddannelser har udviklet sig til deltagelsesorienterede kulturtilbud. Men jeg er optaget af den kendsgerning, at stadig flere unge ikke finder det umagen værd at tage en videregående uddannelse. Hvad kan det mon skyldes?

Kan det være den helt prosaiske omstændighed, at afkastet af ét års ekstra uddannelse i vores undselige rige ganske enkelt er alt for beskedent? Det tror jeg på. Årtiers solidarisk lønpolitik og verdens højeste skattetryk skal da ikke sådan forklejnes. Det har sat nogle spor, som vi helt åbenlyst ikke kan uddanne os fra.

Spoofs på britiske valgannoncer

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 2 svar

Punditokraterne viderebringer i anledning af det forestående britiske parlmentsvalg disse ganske gode spoofs på TV-annoncer for de politiske partier.

De selvovervurderende skandinaver

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 1 svar

Jeg havde i går en klumme i Danmarks bedste dagblad, Berlingske Tidende. Jeg lyder måske som en plade, der er gået i hak, men som bkendt kan man ikke få for meget “too much of a good thin’ …”, så her er et uddrag:

“Hvor USA over de seneste 25 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 3 pct., har enkelte af landene i det »gamle Europa« været tættere på 1 pct., mens EU-landene som helhed har ligget ca. midt imellem med 2,2 pct. Konsekvensen har været, at USAs velstand er blevet stort set fordoblet i perioden, mens EUs kun er vokset med ca. det halve. Den købekraftsjusterede indkomst for en amerikaner er i dag på 36.100 dollar om året, mens den i EU er på 26.000.Og forskellene øges og sætter sig over tid også spor i samfunds velstand – om end de ikke nødvendigvis er så åbenlyse. Tværtimod klapper velfærdsdanskerne sig gladelig på hinandens og egne skuldre, når endnu en rapport viser, at danskerne ligger så og så højt på internationale opgørelser over de mest tilfredse nationer. Men hvor interessant er det egentlig, hvor godt man synes, man har det, hvis opfattelsen er fuldstændig ude af trit med udviklingen?

Én, der har bemærket forskellene, er den Oslo-baserede amerikanske kultur- og samfundsskribent Bruce Bawer, som skriver for det toneangivende amerikanske dagblad New York Times. I den forgangne uge vakte hans artikel »We’re rich, You’re not. End of story« en del opsigt frem og tilbage over Atlanten.

I artiklen tog Bawer afsæt i skandinavernes fællesopfattelse om, at vi her i Norden er ufatteligt mere velstående end alle andre, og at velfærdsstaten opfylder (sort set) alle vore tænkelige behov.

Men, påpegede Bawer med afsæt i en række nyere studier, realiteterne er andre. Som amerikaner og kulturskribent havde Bawer f.eks. hæftet sig ved, hvor pauvre velfærdsstatens ydelser egentlig er. I Norge er bibliotekssamlingerne forældede, svømmehallerne nedslidte, der er mangel på politibetjente, udstyr til skoler og hostemedicin på hospitalerne.

Men levestandarden i hverdagen er heller ikke imponerende i internationalt perspektiv: Bawer har bemærket, at nordmændene i dagliglivet må være langt mere tilbageholdende end f.eks. amerikanerne; de fleste elektroniske ting og møbler i hjemmene er så gamle, at de ville være blevet smidt ud af en amerikaner ? for slet ikke at tale om bilerne.Og madkulturen: I USA og resten af Europa er det vanligt at spise ude på restaurant, men priserne er så ekstremt høje i Skandinavien, at man i stedet sætter en dyd i et syn, der ellers stort set ikke ses andre steder i den civiliserede verden: madpakker!

En af de nylige undersøgelser, der slår hul i skandinavernes selvforståelse og understøtter Bawers indtryk, er fra det internationale revisions- og konsulentfirma KPMG, som i slutningen af marts udsendte en analyse, der burde være obligatorisk læsning for universitetsforskere, journalister og nye og gamle partiledere. Tallene viste, at når der justeres for købekraftsforskelle, er skandinaverne nu blandt de fattigste i Vesteuropa. Danskerne lå helt i bund, fulgt af nordmændene og med svenskerne som tredjesidst.

Men det er ikke kun amerikanerne, der viser, at det går godt dér – og skidt herhjemme. I første uge af april udsendte Finansministeriet sin egen undersøgelse af, hvor meget folk har til privatforbrug efter skat. Blandt 30 OECD-lande lå Danmark på 17. pladsen, og for hver krone en dansker har at disponere over, har en amerikaner to.Og vi kan jo blot prøve at fortsætte fremskrivningen. Holder de nuværende forskelle i vækstrater, vil amerikanerne snart have en levestandard, der er tre gange så stor som europæernes. Om ca. 35 år, eller sådan cirka når denne skribent og hans jævnaldrende lige er gået på pension.”

Mark Steyn

Af admin, den 3. maj 2005. 2 svar

Tirsdag er en dejlig dag, for så har The Telegraph en klumme skrevet af Mark Steyn. Dagens klumme handler om kunstnernes opposition, som ingen af dem åbenbart tør opponere imod.

Søndag er også god, for så kan man læse hans klumme i Chicago Sun-Times. Her er hans seneste, der handler om valget i UK og Blairs efterhånden nedslidte mulighed for genvalg. Her er et uddrag, ren Steyn:

The problem with the war on terror is that once it was framed as an existential struggle for Western civilization, it was all too predictable that the left would act as it did the last time we had one of those, the Cold War: They’d do their best to lose it.

Vil man have mere af denne utroligt flittige skribent, kan man gå til hans hjemmeside. Vil man have det i koncentreret form, findes der flere citatsamlinger, f.eks. denne.

Det er en ren fornøjelse at læse hans kommentarer, også selvom man ikke deler hans pessimistiske tro på Vestens død. Han undervurderer (forhåbentlig) befolkningerne i det gamle Europa; et folk er sjældent så dumme som deres intellektuelle elite. Dette være sagt på en blog kaldet Punditokraterne og med en venlig tanke til en anden Blair, der også var venstreorienteret og alligevel i stand til at kende forskel på frihed og diktatur.

South Park Generation

Af Mikael Bonde Nielsen, den 3. maj 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at George W. Bush blev genvalgt til præsident, når han ifølge de fleste europæiske medier er biologisk fatuid? Måske kan man finde en del af svaret i den omstændighed, at en stadig større del af den amerikanske ungdom er dødtrætte af den politiske korrekthed, der har hærget de nordamerikanske kystbyer i de sidste tyve år. Det er i hvert fald en påstand, som Brian C. Anderson med en vis tyngde argumenterer for i South Park Conservatives: The Revolt Against Liberal Media Bias.

Bogen er en opfølgning på en artikel, der figurerede i City Journal i 2003 og som gav mange konservative troen på, at der trods alt er et liv efter Sesame Street; et håbløst og temmelig venstredrejet børneprogram, der har været fast inventar på public service-kanalen PBS siden 70’erne. Men med tegneserien South Park ? der er kendt for sin upolerede og rå tone ? har republikanere opnået en modvægt i medielandskabet. Og det er der kommet en ny generation ud af; en årgang, der ikke er flove over, at USA både er en økonomisk og militær supermagt; et kuld, der ikke gider at høre mere vrøvl om positiv særbehandling af bestemte minoritetsgrupper, bilfrie byer eller naturrigtig recycling af fødevareemballage. Og de stemmer naturligvis på Bush. Ikke fordi de er enige i alt, hvad han repræsenterer, men fordi han taler i klar tekst.

Men hvad med Danmark? Er der ikke snart brug for en modvægt til Bamse og Kylling?

Historikerstriden: Hvem er egentlig ekspert?

Af Nicolai Foss, den 2. maj 2005. 1 svar

Som det netop er blevet bemærket af en med-punditokrat er "the times achangin"– ikke mindst når det drejer sig om 1. maj. Det indiceredes også af, at tophistorien i DRs TV-avis igår ikke var 1.maj-talerne (mon ikke det er første år det sker?), men derimod anden akt i, hvad man måske kan kalde "historikerstriden" om den moralske valør af politikernes handlinger under besættelsen.

Det er foranlediget af, at Anders Fogh Rasmussens har mindet om, at store dele af dansk erhvervsliv under krigen særdeles beredvilligt stillede sig til rådighed for besættelsesmagten. Denne punditokrats CBS-kollega, professor Ole Lange, medvirkede i et indslag hvor kan kritiserede Statsministeren for at fælde dom udfra nutidens normer uden at sætte sig ind i situationen som politikerne stod i.

Det er han som bekendt langtfra den første historiker, der har gjort. Det underliggende argument synes som regel at have været, at én gruppe er særligt skikket til at forstå de "objektive betingelser" for situationen. Og per implikation have det overblik, som tillader den moralske stillingtagen. Det er sjovt nok historikerne selv.

Men glemmer de ikke en ret elementær ting, som en historiker burde være den første til at huske på? Nemlig at når det handler om at sætte sig "introspektivt" i "politikernes sko" dengang er det vel svært at finde en bedre ekspert end en top-politiker. For eksempel en statsminister.