Forbrugerrådet i Weekendavisen – en ren tilståelsessag

Af Niels Westy, den 24. september 2010. 4 svar

Som reaktion på Christians og undertegnedes debatindlæg i sidste uges WA, forsøger formanden for Forbrugerrådet, Camilla Hersom, i denne uges udgave af WA at imødegå vores kritik. I et indlæg under overskriften “Jo større efterspørgsel, jo bedre pris” (allerede her er hun ude på et vildspor, hvilket jeg vender tilbage til) afviser hun vores kritik af, at Forbrugerrådet reklamerer for bestemte produkter/producenter,  og fortsætter;

Vi gør derimod forbrugerne opmærksomme på, at kun, hvis de efterspørger etisk og miljømæssigt forsvarligt producerede varer, vil deres supermarked udbyde dem. I dag er der nemlig kun få af den type varer på hylderne, viser en undersøgelse som Forbrugerrådet og seks andre europæiske organisationer har gennemført.

Dette kan kun opfattes som at vores nuværende forbrug hverken er etisk og miljømæssigt forsvarligt. Det er i sig selv noget af en anklage at komme med overfor landets forbrugere og supermarkeder. Hvorfra hun og de andre forbrugerorganisationer har en viden om at supermarkedernes produkter hverken er etisk eller miljømæssigt forsvarlige står hen i det uvisse. Men hun mener åbenbart at vores forbrug af produkter fra den 3. verden det sidste halve århundrede, som har haft afgørende betydning for reduktionen af andelen af jordens befolkning der lever i fattigdom, har været uetisk.

Helt absurd bliver det når hun afviser at priserne er højere for de produkter Forbrugerrådet helst ser vi efterspørger samtidig med at hun skriver at Forbrugerrådet opfordrer til at vi køber fairtrade-mærkede varer. Selve ideen bag fairtrade princippet er jo netop at vi betaler en højere pris for varerne end vi rent faktisk behøver. En merpris der skal dække nogle påstående egenskaber, som det aldrig er sandsynliggjort disse mærkede produkter rent faktisk “indeholder”. Når forbrugerrådet eller folkene bag fairtrade-mærkningen påstår at man er med til at forbedre miljøet og forholdene for verdens fattige ved at købe fair-trade varer, sker det tværtimod uden nogen som helst form for dokumentation der kan sandsynliggøre at dette er tilfældet.

Det hele udvikler sig til en rent tilståelsessag, når Camilla Hersom skriver, at

Forbrugerrådet har ikke noget ønske om, at produkter som er produceret etisk og miljømæssigt forsvarligt, skal være dyrere end end andre produkter. Vi plæderer heller ikke for, at forbrugerne skal købe mindre fra udviklingslandene – selv om forbrug med måde i sig selv kan bidrage til en mere ansvarlig omgang med jordens ressourcer. Men vi opfordrer forbrugerne – og dermed supermarkederne – til at vælge for eksempel Fair Trade-mærkede varer, hvor det er muligt. Efterspørgslen vil drive et større udbud, der erfaringsmæssigt får kvaliteten til at stige og prisen til at falde. Fuldstændigt ligesom udviklingen indenfor det økologiske sortiment.

For det første er det noget sludder at øget efterspørgsel i sig selv fører til højere udbud og lavere priser. Det kræver, at der er konkurrence på markedet, og fairtrade principperne fremmer ikke dette, tværtimod. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan man blot sammenligne produktivitetsudviklingen i Europæisk landbrug (den grundlæggende model bag fairtrade og EUs landbrugspolitik er stort set de samme) med udviklingen i New Zealand. I sidstnævnte er produktiviteten steget mere end 3 gange så meget. For det andet er det at anbefale køb af fairtrade produkter at sammenligne med at reklamere for køb af særlige produkter fra bestemte producenter.

Det er sikkert oprigtigt ment, når Camilla Hersom skriver at det ikke er Forbrugerrådets ønske, at de produkter der reklameres for skal være dyrere end andre produkter. Men som bekendt koster det ikke noget at drømme og ønske, og faktum er at de pågældende produkter i den virkelige verden, hvor de fleste af os lever, er væsentligt dyrere end ikke mærkede produkter. På samme måde som økologiske produkter er dyrere end konventionelt fremstillede produkter (og nej, hvor tit det så end er blevet påstået, så er det aldrig blevet påvist at økologiske produkter er hverken sundere eller være bedre for miljøet end konventionel produktion).

Jeg vil på ingen måde afskære folk fra at betale mere for en vare end de behøver – lige så lidt som jeg vil forbyde økologiske gulerødder.

Men det er ikke det samme som at acceptere at en organisation der ellers gør sig i at veje og måle alverdens producenters påstande om alt det fantastiske deres produkter kan,  reklamerer for bestemte mærkningsordninger – og bevistløst gentager disses udokumenterede påstande.

At jeg så finder at markedsføringen af både økologiske produkter og fairtrade mærkede produkter er etisk angribelig er en anden sag. Det gør jeg fordi de to (og til tider overlappende) modeller, hvis de bliver alment gældende, vil være til enorm skade for verdens fattige. Dels vil fødevarepriserne stige voldsomt – også selv om man accepterede en udvidelse af verdens dyrkede arealer til skade for miljøet og jordens tilbageværende vilde natur- og dels vil takten i den fortsatte velstandsstigning falde. For os vil det muligvis være af mindre betydning, men for verdens fattigste er dette et spørgsmål om liv eller død.

Hvis en bilproducent påstår at deres bil kan køre 25 km literen, vil de fleste vel nok mene at det er en god ide at få efterprøvet om det virkeligt også er korrekt. Den slags krav stilles åbenbart ikke til “etisk og miljømæssigt forsvarlige produkter”.

Hvad bliver det næste? At forbrugerrådet anbefaler behandling af kræftpatienter ved håndspålæggelse?

Hvad er ideologisk i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. september 2010. 1 svar

Dansk politik har igennem mange år været næsten blottet for egentligt ideologiske diskussioner. Bevares, der er masser af mudderkastning og beskyldninger om blokpolitik, men det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at vi mener at V og K simpelthen er rykket ind på midten og har overtaget socialdemokratiske holdninger for at score vælgere. Alligevel forveksles dette ryk nogle gange med, at danske vælgere ikke skulle være særligt ideologiske. Er der virkelig ikke særlige forskelle på vælgernes basale holdninger?

En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål? Læs resten →

Debatindlæg i Weekendavisen – Forbrug

Af Niels Westy, den 19. september 2010. 3 svar

For nogle uger siden skrev jeg her på bloggen om Forbrugerrådets seneste tiltag, der groft sagt går ud på, at man opfordrer forbrugerne om at spamme deres lokale supermarked med go-cards. Det skal få disse til at føre såkaldte etiske produkter, der ifølge forbrugerrådet både skulle være særligt gode for verdens fattige og miljøet. De påstulerede produktegenskaber er dog mere end tvivlsomme og det er aldrig blevet påvist, at produkterne rent faktisk har de lovede effekter. Tværtimod tilsiger grundlæggende økonomisk viden at det forholder sig omvendt. Køb af fairtrade eller lignende produkter mindsker ikke fattigdommen i den tredie verden – i det omfang der er en effekt – øges fattigdommen snarere, og bringer os dermed også længere vægt fra varige løsninger på de miljøudfordringer man står overfor.

Efter at have været gennem Christian Bjørnskovs kyndige hænder er det mundet ud i et fælles debatindlæg i den seneste udgave af Weekendavisen. Da  der ikke er online adgang til indholdet af WA – medmindre man er abonnent – bringer vi hele debatindlægget her. Indlægget i WA er blevet beskåret, nedenfor er den fulde ordlyd. Indlægget blev bragt under overskriften “Forbrug”:

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947, men med dets nyeste tiltag må man konkludere, at rådet ikke blot er uafhængigt af politiske og industriinteresser. Forbrugerrådet synes også at være blevet uafhængigt af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen ”Pres dit supermarked til samfundsansvar” er rådet skiftet fra at advare mod skadelige produkter og usandfærdig information, til at reklamere for særlige produkter på et ganske uinformeret grundlag. Ved at postulere, at forbrugerne gennem køb af særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige, placerer Forbrugerrådet sig nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom: I bedste fald er produkterne virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred.

Selvfølgelig skal man i et frit samfund have lov til at sælge “fair-trade” produkter. Men det er både hyklerisk og uacceptabelt, at en organisation, der modtager skattekroner og som man – måske i et øjebliks naivitet – havde troet, havde til formål at oplyse og hjælpe forbrugerne, i denne sag optræder som repræsentant for et helt bestemt forretningskoncept, der baserer sig på både vildledende og uvederhæftig markedsføring. Med tanke på problemerne med at få de offentlige budgetter til at hænge sammen, vil vi opfordre til at Forbrugerrådet bliver pillet af dette års finanslov. Når rådet begynder at bedrive politisk propaganda under dække af at være redelig oplysning, er det tid til at stoppe den offentlige finansiering.

På Forbrugerrådets hjemmesider kan man læse at;

Man bør naturligvis ikke forhindre folk i at betale mere for et produkt, end de behøver. På den anden side er det hyklerisk, at en organisation der til andre tider har travlt med om “almindelige” profitsøgende virksomheder til tider smører for tykt på eller ligefrem postulerer at deres produkter har egenskaber de ikke har, i denne sag gør præcist det samme. Når man samtidig betænker, at en fjerdel af Forbrugerrådets samlede indtægter stammer fra offentlige tilskud, er det svært ikke at kalde organisationens nye kampagne for en skandale. Det er også svært at acceptere, at man som skatteborger er med til at finansiere aktiviteter, man med sin faglige viden ved sandsynligvis direkte skader verdens fattigste.

Hver gang du køber ind, er du med til at bestemme, hvordan varerne bliver produceret. Om arbejderne skal udsættes for sundhedsskadelige stoffer, eller om miljøet tager ubodelig skade. Det starter hos dig, du kan stille krav og gøre en forskel […] Ved at købe etisk mærkede produkter kan du hjælpe de mennesker i ulandene, som er med til at producere fødevarer til de danske supermarkeder – og sørge for, at de ikke arbejder under urimelige vilkår, eller at produktionsforholdene ikke skader miljøet.

Rådets formand, Camilla Hersom, forklarer målet for kampagnen således: ”Detailhandlen skal simpelthen mærke, at produktionsforhold i udviklingslandene betyder noget for os forbrugere.” Tanken er i sig selv ganske smuk, for hvem vil dog være med til at skade miljøet eller fattige arbejdere? Hvis man tager Rådets målsætning alvorligt, må man dog stille spørgsmålet omvendt: Hvorfor er nogle mennesker parate til at arbejde under forhold der for os er utænkelige?

Svaret er både simpelt og banalt: Fattigdom. Ligesom det var tilfældet i Danmark for hundrede år siden, arbejder mange fattige mennesker i ulande under omstændigheder, danskere i dag ikke vil acceptere, fordi alternativet er arbejdsløshed og sult. I det valg hjælper hverken gode viljer eller moraliseren. Historien viser os med al tydelig klarhed, at intet land har reduceret dets fattigdomsproblemer signifikant uden at lade markedskræfterne råde. Det bedste, vi som forbrugere kan gøre, er at have et højt (og stigende) forbrug af varer fra den tredje verden. Dette indebærer også, at vi lader de internationale markedskræfter råde, og presser vores politikere til at lade disse varer flyde uhindret ind i Europa. På denne måde giver vi ulandenes fattige de bedste muligheder for at løfte sig ud af fattigdom ved hjælp af det, de er bedst til.

Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris – som Forbrugerrådet plæderer for – vil efterspørgslen efter ulandenes produkter – og dermed efterspørgslen efter de fattiges arbejdskraft – falde. Nok vil der være nogle få der tjener mere, men det sker på bekostning af alle de, der ender med at “stå udenfor”. I den virkelige verden, hvor intentioner ikke vejer så tungt som konsekvenser, er det ikke den asketisk selvopofrende forbruger, der er helten, men derimod den forbruger, der først og fremmest tænker på at gøre en god handel for sig selv. Og hvis nogen skulle mene, at verdens fattigste ikke har en god handel at tilbyde, fortæller caribisk rørsukker, etiopisk kaffe, oksekød fra Uruguay eller Nike T-shirts syet i Laos en noget anden historie.

Hvad forbrugerne rent faktisk får når de køber “fair” produkter er i stedet at sammenligne med et løfte om frelse og nem adgang til himmerige, baseret på en påstand om at man gavner verdens fattige ved at købe særligt mærkede produkter. Hvis frelse kun kommer gennem konsekvenserne af ens handlinger, skal man nok ikke forvente en plads i himlen gennem at købe de anbefalede produkter. For selvom der muligvis er en mindre velstandseffekt for enkelte af de fattige bønder og arbejdere, der er direkte involveret i produktionen, er denne både kortsigtet og mere end opvejet af det tab, der lides andre steder i de fattige lande. Dels fordi vores forbrug mindskes af at betale overpris for produkterne (vi efterspørger færre fysiske produkter hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft mindskes), og dels fordi princippet indebærer, at man fastholder en ineffektiv produktion og dermed hæmmer den overordnede økonomiske udvikling. Den største gevinst går ganske enkelt til dem, der lever af at udbrede selve fairtrade-principperne.

Det koncept som Forbrugerrådet advokerer for, indebærer i sidste ende dyrere produkter. Hvad værre er, er det ikke kun for rige forbrugere i vores del af verden, at produkterne bliver dyrere. For eksempel glemmer folkene bag de senere års kampagne mod verdens mobiltelefonproducenter – en kampagne Forbrugerrådet også støtter – at størstedelen af verdens mobiltelefoner i dag sælges i tredjeverdenslande. Med andre ord indebærer krav, der øger producenternes omkostninger, også at priserne på det færdige produkt stiger, og hermed vil der være færre fattige afrikanere, der har råd til en mobiltelefon. På trods af hensigterne, skader Fairtrade-kampagnerne de fattige på flere plan.

Det er jo ikke første gang hverken Christian eller undertegnede har prøvet at gøre opmærksom på, at der er langt fra lovprisningerne af alt det gode man gør for verdens fattige hvis man bare køber de rigtigt mærkede produkter og til den virkelige verden. I denne verden er det ikke gode intentioner og bekymrede miner der rykker, men markedskræfterne og jagten på “en god forretning”. Det er markedskræfterne, der gennem de seneste 200 år har resulteret i, at hvor over 80% af jordens befolkning levede i absolut fattigdom i begyndelsen af det 19. århundrede, er det her i begyndelsen af det 21. århundrede mindre end 15% for hvem livet fortsat først og fremmest er en kamp for at overleve fra dag til dag.

En af grundene til at det er så svræt at få en reel debat er muligvis, at det der grundlæggende sælges er gode intentioner og et billede af en selv som et ordentlig og godt menneske med gode intentioner. Jeg er ikke i tvivl om at en del af de involverede er ledet af netop ønsket om at gøre godt for andre (det gælder dog ikke alle, andre kan også tilskrives mere jordnære motiver, for eksempel fagforeninger og stærkt venstreorienterede grupperinger). At der i bund og grund er tale om forestillinger der bygger på en antagelse om at markedet og kapitalisme er af det onde, har desværre ikke forhindret at budskabet om fair priser har vundet genklang hos visse borgerlige. At fremstå som et godt menneske i andres øjne, uanset at ens handlinger ikke lever op til dette ry, er åbenbart for stor en fristelse for mange.

Hvad Grækenland egentlig er for en størrelse

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2010. 2 svar

Jeg har tit overvejet, hvad Grækenland egentlig er for en slags land. Ofte får man indtrykket, når man både læser medierne og arbejder konkret med data, at det må være et land med en helt usandsynlig tradition for svindel, men også en slags fornemmelse for, at det da ikke bør være rigtigt. Grækenland er da europæisk, er det ikke? Det er da relativt rigt, ikke?

Den slags kvaler kan man glemme når man får mere indsigt i græske forhold. Det er et land, der kollektivt har svindlet sig ind i EU, været effektivt bankerot omkring halvdelen af alle år siden uafhængigheden i 1821, og stadig er et af de mest korrupte lande i den rige halvdel af verden. Og hvis nogen stadig sidder med en følelse af, at det ikke må være sandt, har jeg ugens anbefaling her. Vanity Fairs Michael Lewis havde forleden en fremragende artikel, der giver et ubetaleligt indblik i, hvad Grækenland er for noget. Artikel med titlen ”Beware of Greeks Bearing Bonds” kan læses her. Stærkt anbefalet!

Hvad gør Liberal Alliance?

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2010. 8 svar

I den senere tid er Liberal Alliance pludselig blevet en faktor, man skal regne med i dansk politik. Meningsmålinger giver relativt konsistent partiet en vælgertilslutning på 4-5 % og andre indikationer peger i den samme retning. Det gælder ikke mindst de nominelt borgerlige partiers forsøg på at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden og det realistiske i LA’s politiske udmeldinger. Så et relevant spørgsmål synes at være, hvad LA gør ved det danske politiske landskab. Det følgende er en helt personlig minianalyse af spørgsmålet. Læs resten →

Midtvejsvalget 2010: Et første kik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. september 2010. 6 svar

USA’s midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende–og vigtige–af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august–eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt “tunet ind”–og mange af dem er det heller ikke efterfølgende–men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt “registrerede vælgere”, som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke …

G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point–men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med Læs resten →

Ny viden om kønsforskelle i uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2010. 2 svar

Et af de store spørgsmål i udviklingsforskning er, hvorfor nogle lande er så relativt dårlige til at uddanne kvinder. Der er masser af forklaringer derude – det er islamistisk undertrykkelse, asiatisk formørkelse, traditionelle kønsroller, undertrykkende demokratiske underskud, at pigerne er værdifuld hjælp for deres møder, eller drengenes bedre beskæftigelsesmuligheder – men forbavsende få virkeligt solide studier om emnet. Nu har Punditokraternes tyske ven Niklas Potrafke sammen med Arusha Cooray fra universitetet i Wollongong i Australien set på spørgsmålet.

Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

Søde Appelsiner

Af Carsten Valgreen, den 29. august 2010. 3 svar

Nede i mit supermarked kan man få æg fra burhøns, æg fra fritgående høns og økologiske æg. Det er tydeligt at danske forbrugere går op i hvordan høns har det. Man kan også få juice. F.eks. denne glimrende juice fra Rynkeby:

 2106.jpg

Den smager fint, men jeg køber den ikke. Det er mig en gåde hvorfor andre gør det og hvorfor Rynkeby overhovedet sælger den. Firmaet gør jo på andre områder en dyd ud af deres CRP, herunder det efterhånden velkendte Rynkeby cykelløb til Paris med kendisser og politikere. Et løb der støtter børnecancerfonden.

Alligevel køber vi gladelig en juice fra et land, hvor indtægterne går til et regime som behandler borgerne som burhøns. De må i hvert fald ikke forlade farmen. De må tage til takke med det foder som regimet mener de har fortjent. De får i yderste konsekvens knækket nakken, hvis de ikke retter ind.

Venstrefløjen opfordrede til boycot af sydafrikansk frugt og andre varer under apartheid. Hvor er de henne her? Er Cuba så meget bedre end apartheid regimet? Er det OK at undertrykke sine borgere, bare man undertrykker alle lige meget? Hvorfor er der stadig denne relativisme, hvor der er ”gode diktaturer” og ”dårlige diktaturer”. Cuba er langt fra det værste af slagsen, men alligevel.

Det klassiske modargument  er, at hvis ikke man køber varerne får de undertrykte det endnu værre. Muligt. Det gjaldt også for sydafrika. Så hvorfor denne relativisme? Hvorfor køber vi denne juice uden at blinke, samtidigt med at vi frelst lægger æg fra fritgående høns ned i kurven?

… og i forlængelse af Niels’ indlæg: Hvor er Forbrugerrådet?

Augusts meningsmålinger – mine egne snit

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. august 2010. 10 svar

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 – 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

Forbrugerrådet reklamerer for produkter der ikke virker

Af Niels Westy, den 27. august 2010. 2 svar

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947. Med deres nyeste tiltag må det konkluderes at det indebærer at man også er uafhængig af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen “Pres dit supermarked til samfundsansvar”, hvor man postulerer, at forbrugerne ved at købe særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige er forbrugerrådet nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom, men viser sig i bedste fald af være virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred. Læs resten →

Khaders ytringsfrækhed

Af Altmann, den 25. august 2010. 17 svar

Den Konservative integrationsordfører Naser Khader, MF, skriver for Berlingske Tidende bloggen med titlen ”Ytringsfrækhed”. Det er jo et fiffigt og kreativt lille ordspil, men måske også mere end det. I hvert fald har Khader nu hele to gange på kun halvanden uge ganske direkte fejlciteret personer i sin blog, og ovenikøbet i begge tilfælde når det samtidigt kunne passe ind i hans genopfindelse af sig selv som ”nationalkonservativ”.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Letter ulandshjælp gældsproblemer?

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2010. 2 svar

Jeg havde forleden den fornøjelse, at et af mine papirer blev accepteret og nu bliver publiceret i European Journal of Political Economy. Papiret, der er skrevet sammen med to tidligere studerende, er det første af min forskning der peger på potentielt positive virkninger af ulandshjælp. Men det er med en stor og underlig twist.

Papirets forhistorie er lidt speciel. For fire år siden vejledte jeg en bacheloropgave. De to studerende, Christina Bjerg og Anne Holm, havde sat sig for at teste, om ulandshjælp virkeligt ikke virker. Det blev til en meget grundig statistisk gennemgang, hvor de måtte konkludere som vi andre at, nej, man finder aldrig et signifikant resultat og selv fortegnet på effekten svinger mellem positiv og negativ. Men til en af de sidste vejledninger kom de så med en række tests på interaktionseffekter, dvs. om ulandshjælp virker under specifikke betingelser. Og min interesse vågnede med et sæt, da de fortalte, at de også have testet for en effekt i særligt forgældede lande, og faktisk fandt noget. De vågnede derefter, da jeg med respekt i stemmen kunne fortælle, at det var der ingen, der havde tænkt på indtil nu – altså før to bachelorstuderende på Handelshøjskolen testede det med en relativt klar teoretisk begrundelse i baghovedet. Vi besluttede os for at skrive en kort artikel om emnet, og det er dén, der nu publiceres i European Journal of Political Economy. Læs resten →

Hvor er verdens bedste økonomiuddannelser?

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2010. 12 svar

I vores fortsatte serie om at måle universitetskvalitet, er vi kommet til et særligt prikkent emne: Hvordan måler man forskeruddannelsernes kvalitet? Som vores post om måling af enkeltforskeres kvalitet viste (selvom ikke læsere helt fik pointen), er det ikke ligefrem let at måle forskningskvalitet. Alt efter hvordan man skærer kagen, får man forskellige resultater. Dog skal det fremhæves, at top og bund er lette at identificere – de bedste skiller sig altid ud, og de værste performer ganske enkelt ikke. De samme problemer og lignende udfordringer gælder, når man undersøger, hvor de bedste økonomiuddannelser er. Vi interesserer os i dag ikke for, hvor gode uddannelserne er på bachelorniveauet, og vi kigger heller ikke på, hvem der har mest succes med at uddanne embedsmænd til centraladministrationer og interessegrupper, men udelukkende på hvor de bedste PhD-uddannelser er. Med andre ord, hvor får man den bedste forskeruddannelse i nationaløkonomi? Læs resten →

Opbrud i den kinesiske vækstmodel – og mere købekraft til kinesiske arbejdere

Af Niels Westy, den 5. august 2010. Skriv et svar

Vi ved at kineserne efter kuppet i Chile 1973 plejede tætte kontakter til militærregimet og fulgte reformerne fra 1975 tæt. Men også udviklingen under et andet latinamerikansk regime havde kinesernes interesse, nemlig den statskapitalistiske model i Brasilien, der især opnåede – omend  kortvarig – succes under militærstyret (1964-1985) i begyndelsen af 1970erne (“Det brasilianske mirakel”). Selv om miraklet i årene 1968-1973 i nogen udstrækning var baseret på en illusion (der var i starten en del ledige ressourcer i økonomien efter en stabiliserings-periode 1964-67), var perioden præget af mere eksportorientering, – ikke at forveksle med en egentlig åbning af økonomien, fortsat stort statsligt engagement og ikke mindst, at man via et autoritært regime afgjorde “kampen om værditilvæksten” ved effektivt at undertrykke lønmodtagernes muligheder for at aktionere for højere løn. Fra 1973-74, hvor man begyndte en langstrukken tilbagevenden til demokrati samtidig med at man igen lagde fornyet vægt på importsubstituerende investeringer. Det er bl.a. på det tidspunkt man etablerede Embraer, der i dag er en af verdens største flyproducenter. Ligeledes stammer ideen om særlige økonomiske zoner fra Brasilien, der i slutningen af 1960erne etablerede en sådan i Amazonas omkring byen Manuas. Desværre (set ud fra modellens præmisser) var man op gennem 1970erne ikke i stand til at foretage de ønskede investeringer uden samtidig at opbygge en betydelig ekstern gæld, der til sidst førte til gældskrisen i 1980erne. Man havde ganske enkelt ikke den fornødne absolutte kontrol og magt til at imødekomme interessenternes (bl.a. faglært arbejdskraft og middelklassens) forventninger om fortsat stigende levestandard, mens man kun marginalt udnyttede landets virkelige ressource, nemlig dets rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft (følger af importsubstitutionsmodellen).

Naturligvis har man også været inspireret af udviklingen i de asiatiske tigre (men det siger vist sig selv). Jeg skal understrege at jeg ikke på nogen måde foregiver at være ekspert i kinesiske forhold og at denne post ikke er et forsøg på at lave en dybere redegørelse for udviklingen i Kina siden 1970erne, men blot ser på nogle enkle karakteristiska.

For godt et år siden deltog jeg i en debat med Mellemfolkeligt Samvirke på det årlige “Fair fælled”, der holdes slutningen af august. Jeg har skrevet om denne oplevelse tidligere her på bloggen. Dengang var temaet multinationale mobilproducenters “skammelige” udnyttelse af bl.a. kinesiske arbejdere. Jeg har været inde og se på hjemmesiderne for dette års “Fair Fælled” – og det er ikke et tema i år. Det er derimod multinationale mineselskabers, eller rettere specielt ét, nemlig anglo-platinums – en del af Anglo-American – påståede “tyveri af fattige sortes jord” (det er åbenbart meget vigtigt for MS at det er sorte der “stjæles” – en noget racistisk tilgang efter min mening) fra i Sydafrika. Det har jeg også skrevet om før her på bloggen. Fællesnævneren her er selvfølgelig begejstringen for at dæmonisere multinationale selskaber og markedet, mens de nationale regeringers rolle nedspilles i en grad der bringer minder frem om tidligere tiders europæiske selvopfattelse i det 19. århundrede (White mans burden) og vidner om et temmelig problematisk syn på “de indfødtes” egne evner. Sidstnævnte blev forøvrigt bekræftet i fælledparken sidste år, hvor en af tilhørerne i ramme alvor gav udtryk for at fattige kinesere, der tager fra landet og ind til byerne for at finde beskæftigelse, ikke er i stand til at afgøre hvad der er til deres eget bedste.

I sidste uge havde The Economist fokus på lønninger og arbejderuro i Kina. I en leder hvor man under overskriften “The rising power of the chinese worker” konstateres bl.a., at

In truth, Chinese workers were never as docile as the popular caricature suggested. But the recent strikes have been unusual in their frequency (Guangdong province on China’s south coast suffered at least 36 strikes in the space of 48 days), their longevity and their targets: foreign multinationals.

China’s ruling Communist Party has swiftly quashed previous bouts of labour unrest. This one drew a more relaxed reaction. Goons from the government-controlled trade union roughed up some Honda strikers, but they were quickly called off. The strikes were widely, if briefly, covered in the state-supervised press. And the ringleaders have not so far heard any midnight knocks at the door.

At der gælder andre regler for multinationale end for nationale selskaber er ikke et særtilfælde i Kina, men derimod normen de fleste lande. Men i forhold til myndighedernes tidligere håndtering af strejkende arbejdere (også når det handlede om multinationale selskaber), er der alligevel tale om et paradigmeskifte.

Det kan tyde på, at man er klar over, at fortsat økonomisk vækst i højere grad skal drives af indenlandsk i modsætning og i mindre grad skal være investerings- og vækstdrevet, osm det har været tilfældet gennem de seneste 20 år. Mens lønninger i 1990 udgjorde 61% af BFI, udgjorde de i 2007 kun 53%.

Som The Economist også peger på, så vil højere kinesiske lønninger også være gavnligt for vesten;

This may seem odd, given how much the rich world has come to rely on cheap Chinese labour: by one estimate, trade with China has added $1,000 a year to the pockets of every American household, thanks to cheaper goods in the country’s stores, cheaper inputs for its businesses and stiffer competition in its markets. Just as expanding the global labour force by a quarter through the addition of cheap Chinese workers helped to keep prices down in the West, so higher Chinese wages might start to export inflation. Furthermore, from the point of view of the global economy, labour is a resource, like land or oil. It would not normally benefit from the dwindling of China’s reserves of labour any more than from the drying up of Saudi wells.

ageFaktum er, at “reserven” af villige ufaglærte arbejdere fra fattige landområder er hastigt faldende, hvorved forholdet mellem udbud og efterspørgsel hastigt ændres. Samtidig skifter virksomhedernes behov over mod bedre uddannet og stabil arbejdskraft, hvilket alt andet lige i sig selv vil indebære stigende lønninger. – Jo markedet fungerer også i Kina, uanset hvor ufuldstændig det så fortsat er på en række områder.

migrant worker

I modsætning til Brasilien, hvor militæret i løbet af 1970erne i stigende grad var nød til at “betale sig til den fortsatte magt”, har lederne i Kina naturligvis den fordel at de starter ud med kæmpe overskud på handels- og betalingsbalancen og som en betydelig kreditornation. Et andet spørgsmål er selvfølgelig hvorvidt reallønningerne ville have været højere eller lavere i dag, hvis Kina fra start af havde fulgt Chiles eksempel for hele Kina, i stedet for at etablere en blandingsmodel, med en lang række begrænsninger for den økonomiske frihed. Formentlig ville lønningern have været en del højere, i det et karakteristika ved den kinesiske model er, at den ikke har været specielt effektiv; korruption er udbredt, retsvæsenet er problematisk osv. osv. Prisen for dette er indtil nu blevet betalt af lønmodtagerne. Spørgsmålet er om de fortsat er parate til det – en forudsætning, hvis vækstraterne skal fastholdes under den nuværende model. De kinesiske magthavere har indtil videre været rigtigt dygtige til at “plukke” i kataloget over “neo-liberale” ideer, og har behændigt kombineret disse med en mere planøkonmisk tilgang, og dermed indtil videre sikret sig mod presset for mere frihed. Og først og fremmest har man fastholdt viljen til at anvende den nødvendige brutalitet når det har været nødvendigt for at fastholde magten.

På den anden side bør Kinas stigende reallønninger øge mulighederne for andre lande, der kan tilbyde rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft til lave lønninger. Og så kan Mellemfolkelig Samvirke skælder ud på de multinationale selskaber, når de rykker deres produktion derhen.

Se også “The next China” i samme udgave af The Economist.

Tag fra de rige – sænk skatten

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 3. august 2010. 8 svar

Hvis man vil øge beskatningen af samfundets rigeste, så bør man paradoksalt nok sænke deres skatteprocent. Ihvertfald hvis man skal tro Laffer-kurvens udvikler, som havde et glimrende indlæg i gårsdagens Wall Street Journal. Arthur Laffer giver følgende historiske eksempler fra USA:

  • 1921-1928: Den øverste marginalskat blev sænket fra 73% til 25%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% steg fra 0,6% af BNP til 1,1% af BNP.
  • 1928-1940: Den øverste marginalskat steg fra 25% til 83%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% faldt fra 1,1% af BNP til 1,0% af BNP.
  • 1960-1968: Den øverste marginalskat blev sænket fra 91% til 70%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% steg fra 1,3% af BNP til 1,9% af BNP.
  • 1968-1981: Johnson, Nixon, Ford og Carter hævede skatterne. (Den øverste marginalskat var 70% hele perioden, men grundet den høje inflation blev flere indtægter ramt af denne skatteprocent). Skatteindtægterne fra de rigeste 1% faldt fra 1,9% af BNP til 1,5% af BNP.
  • 1981-2007: Den øverste marginalskat blev sænket til 35%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% steg fra 1,5% af BNP til 3,3% af BNP. I samme periode faldt skatteindtægterne fra de 95% ”fattigste” fra 5,4% af BNP til 3,2% – altså mindre end hvad de 1% rigeste bidrog med.

Laffer indleder sin artikel med et citat fra John F. Kennedy, som nok burde inspirere i disse økonomiske krisetider:

Tax reduction thus sets off a process that can bring gains for everyone, gains won by marshalling resources that would otherwise stand idle—workers without jobs and farm and factory capacity without markets. Yet many taxpayers seemed prepared to deny the nation the fruits of tax reduction because they question the financial soundness of reducing taxes when the federal budget is already in deficit. Let me make clear why, in today’s economy, fiscal prudence and responsibility call for tax reduction even if it temporarily enlarged the federal deficit—why reducing taxes is the best way open to us to increase revenues.

Handelspolitik uden toldpolitik

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2010. 2 svar

EU er en toldunion, dvs. et område hvor man har fælles handelspolitik overfor resten af verden, og i princippet ingen handelsbarrierer indenfor området. Man kan diskutere, om krav nummer to er opfyldt – Frankrig opretholder så vidt vides stadig et importforbud mod britisk oksekød på trods af at det er år og dag siden at der var mund- og klovsyge på øerne – men der er ingen tvivl om, at vi har en fælles handelspolitik. De samme toldsatser gælder overalt, de samme eksportsubsidier gælder, og de samme standarder, toldkvoter og antidumpningindsatser skal implementeres overalt. Men, og det er et stort men, man må spørge sig selv om der ikke er mere til faktisk handelspolitik. Læs resten →

Gæt et land!

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2010. Skriv et svar

Som mange aviser, bringer Punditokraterne i dag en søndagsquiz: Gæt et land. Grafen nedenunder viser budgetbalancen og den rente, landet betaler på statslig gæld. Tallene gælder en 20-årig periode. Vores udfordring til læserne er ikke blot at gætte, hvilket land der drejer sig om, men også hvilken periode! Det korrekte svar følger under ’folden’.

BB og rente

Læs resten →

Asger Aamund om dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 30. juli 2010. 6 svar

Dagens kommentar i Berlingske Tidende er af Asger Aamund, og som man siger på engelsk, et must-read! Aamund hudfletter stort set alle danske politikere, ikke mindst Venstre og Konservatives folketingsmedlemmer. Pointen er, at dansk politik er kommet til at handle om at være og blive ved magten, koste hvad det vil. Konsekvensen er smukt, men skræmmende, formuleret således af Aamund:

Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og  underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen  er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz;  ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således  finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.

Guldkornene står i en veritabel kø i denne kommentar. Hele kommentaren kan læses her. Stærkt anbefalet!

Verdens Svageste Folk

Af Carsten Valgreen, den 28. juli 2010. Skriv et svar

Er nok svenskerne, som er i stand til at registrere over 20 sygedage pr. fuldtidsansat pr. år. Det er en måned om året. I gennemsnit.

Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.

Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.

Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.

Læs resten →

Pinds planer

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2010. 3 svar

Udviklingsminister Søren Pind har forleden barslet med planer om, hvordan han vil omlægge den danske ulandsbistand. Planen er ganske simpel: Hvis lande ikke kan demonstrere, at der sker ændringer, vil den danske bistand blive reduceret. Tanken er dermed (øjensynligt), at et land som Tanzania vil få væsentligt mindre bistand, medmindre de kan demonstrere at de tager deres korruptionsproblem alvorligt og rent faktisk gør noget ved sagerne. Det samme gælder en række andre forhold, men eksemplet er selvfølgelig ikke valgt tilfældigt. Den tidligere minister Ulla Tørnæs hævdede hårdnakket, at Danmark ikke støttede korrupte regimer, mens vi andre – fnysende – kunne konstatere, at Tanzania var og stadig er blandt verdens allermest korrupte regimer, og at der ikke synes at være nogen egentlig vilje til at gøre noget ved det. Hvis man som toppolitiker nyder godt af store bestikkelser, hvor er incitamentet til at bekæmpe korruption? Med Pinds ændring kan der vise sig at komme et sådant incitament. Læs resten →