Ideologisk dissonans – et tysk eksempel fra kulturpolitik

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2010. 6 svar

Politik kan være en underligt mudret affære. Særligt gælder det, at politikere sommetider stemmer helt anderledes end deres vælgere synes at foretrække. Punditokraternes ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) har lige publiceret et nyt og ganske sigende eksempel på dette misforhold. I foråret sendte byrådet i Konstanz et forslag til folkeafstemning omkring byggeriet af et nyt koncerthus. Byggeriet, der er budgetteret til 48 millioner euro, er planlagt på en grund direkte op til Bodensee. På trods af at et flertal bestående af CDU, FDP og nogle grønne byrødder gav projektet et flertal i byrådet – SPD stemte som en samlet blok imod – stemte 66 % imod byggeriet.

Det særlige i eksemplet er, at Potrafke demonstrerer hvordan det i helt særlig grad er socialdemokratiske afstemningszoner, mens borgerlige områder i højere grad stemte for projektet. Det store men er dog, at han kan vise hvordan en ganske stor del af de borgerlige (CDU og FDP) vælgere også stemte imod! Som han konkluderer, ”the voting behavior of political representatives may be decoupled from the preferences of their constituents even in closely knit jurisdictions in which the principal-agent relationship between voters and representatives is usually thought to favor the principals”.

Eksemplet fangede min interesse, da det minder i mistænksom grad om situationen de sidste ni pr i dansk politik. En artikel om emnet fra der Südkurier (på tysk) kan læses her; working paper-versionen (på engelsk) kan downloades her.

Hong Kong R.I.P.

Af Niels Westy, den 19. juli 2010. 2 svar

Som læsere af punditokraterne sikkert har bemærket, har vi ofte – når vi har beskæftiget os med udviklingsøkonomiske problemstillinger, økonomisk vækst og frihed – fremhævet Hong Kong. Der som økonomi kom tættest på Milton Friedman’s idealer om en fri markedsøkonomi. Uanset hvad fremtiden end bringer, var den udvikling Hong Kong var igennem i 2. halvdel af det 20. århundrede spektakulær. Mens BNP per capita  i konstante priser i 1960 (ifølge Penn World Tables 6.3) var ca. 1/3 af den danske i, er BNP  per capita i dag ca. 25% større end vores.

En ikke lille del af fortjenesten for at det lykkedes at fastholde en meget fri økonomisk model må tilfalde Sir John Cowperthwaite, der i perioden 1961-1971 – med sin tro på Adam Smiths tanker – som koloniens “finansminister”  (stort set) formåede at afvise lokale pressionsgruppers ønsker om subsidier og særlig hjælp og “moderlandets” ønske om at udvikle en moderne velfærdsstat.

growthIgennem 1960erne og 1970erne var Hong Kong en af de hurtigst voksende økonomier i verden, og det formentlig mest investeringeffektive (målt på vækst i BNP i forhold til investering). Sammenligner vi med Singapore, der oplevede nogenlunde samme vækstrate i perioden 1960 – 2000, har denne vækst krævet et langt højere investeringsniveau.

I weekenden vedtog man så at indføre en minimumsløn i Hong Kong, hvilket gav The Economist anledning til at lave en “briefing” med overskriften “End of An experiment“. Som The Economist bemærker kan man ikke sætte lighedstegn mellem Kinas overtagelse af Hong Kong i 1997 og “normaliseringen” af Hong Kong – det er således ikke nødvendigvis en konsekvens af overdragelsen i 1997. Under den sidste engelske administration steg de offentlige udgifter således ganske voldsomt. Som det bemærkes i artiklen i Economist:

The huge growth in government spending during the last colonial administration was required, according to Lord Patten, the final governor, because “Hong Kong’s economic vitality and strength were not matched by adequate social-welfare.”

201029bbc808Hvad minimumslønnen ender med at være er overladt til et udvalg, der vil komme med et udspil til august. Men hvis lokale fagforeningers ønske om en minimumsløn på 32 HK$ i timen følges, vil op mod 170.000 jobs være i fare for at forsvinde (ca. 5-6% af arbejdsstyrken).

Indførelse af en minimumsløn er kun det seneste tiltag, der har har indebåret stigende offentlig indblanding og øget regulering.

Som The Economist slutter sin artikel (under overskriften “Milton’s paradise lost”):

“Hong Kong remains, by and large, a vibrant, entrepreneurial place, with government spending far below Western standards. The costs of rising intervention will take a while to appear—and may always be hard to measure, especially with mainland China growing so fast. Yet a remarkable economic experiment is at an end.”

Stop Velstandstyven – stop Mellemfolkeligt Samvirke

Af Niels Westy, den 12. juli 2010. 8 svar

Så er verdens største sportsbegivenhed, VM i fodbold vel overstået og vi må håbe at sydafrikanerne synes de har fået noget for pengene. For uanset at den form for begivenheder altid sælges til befolkningerne med bevingede ord om at det på sigt vil give øget økonomisk aktivitet, flere turister osv., er der ikke belæg for det, måske med undtagelse af Tour de France. Den overordnede samfundsøkonomiske effekt er normalt negativ, om end det nok vil være at gå for langt, hvis man angiver OL i Athen i 2004 som grunden til Grækenlands nuværende problemer.

Kort før dette års VM lancerede Mellemfolkeligt Samvirke (MS) en kampagne under overskriften ”Stop jordtyven” samtidig med at de udsendte ”rapporten” ” Financing Economic Apartheid” rettet mod Anglo Platinum’s minedrift i Limpopo provinsen i Sydafrika. MS aktiviteter er led i en internationale kampagne mod Anglo Platinum og dets moderselskab Ango-America. ”Rapporten”, der bærer undertitlen  ”How Danish investors finance land grabbing and indirectly force South Africa’s black population off their land” er umiddelbart rettet mod Danske Bank og Nordea, som man mener forbryder sig mod deres “Social Coporate responcebility” (SCR), da de begge har mindre engagementer i omtalte selskaber.

Nu skal jeg erkende, at jeg mener at SCR-begrebet er noget fanden har skabt, og at jeg som sådan er ganske enig med Milton Friedmans betragtninger om hvad der er enhver virksomheds fornemmeste opgave, og deler hans mistænksomhed overfor de der ikke anerkender egennytten – den styrer os alle – også dem i MS. Det fratager naturligvis ikke det enkelte individ der er knyttet til en virksomhed (eller måske normalt endnu vigtigere,, offentlig institution/myndighed) – uanset hvilket niveau – ansvaret for at opføre sig ordentlig overfor andre mennesker.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=76frHHpoNFs&NR=1[/youtube]

Læs resten →

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer – 2010 edition

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2010. 27 svar

For næsten præcist et år siden skrev jeg en post her på stedet om, hvem de bedste danske økonomer er. Posten var foranlediget af en irritation over, at medierne ofte bruger begreber som ’topøkonom’ eller ’topforsker’ på en meget lemfældig måde. Udsnittet af danske økonomer sidste år var Sten Bocian (Danske Bank), Jesper Jespersen (RUC), Peter Birch Sørensen (København, nu tidligere overvismand), Carl-Johan Dalgaard (København), David Dreyer Lassen (København), Helena Skyt Nielsen (Aarhus), Torben M. Andersen (Aarhus), Martin Paldam (Aarhus), Philipp Schröder (Aarhus) og mig selv (Aarhus). Hverken Bocian eller Jespersen havde nogen peer-reviewed publikation i perioden 2006-2008, så dem ser vi ikke på i år. Til gengæld har jeg valgt at tage tre andre danskere med, den ene en der befinder sig i gråzonen mellem nationaløkonomi og ledelse: Nicolai Foss fra CBS. De andre er min kollega og en af de tre vismænd, Michael Rosholm, og udviklingsøkonomen Finn Tarp fra KU.

Igen i år tager jeg helt uvidenskabeligt min gode ven Axel Dreher (Göttingen) som en slags internationalt referencepunkt. Læserne kunne måske klage over, at han er helt subjektivt udvalgt. Det er derfor værd at bemærke, at Axel på en statistik over de mest downloadede nationaløkonomer blandt alle med mindre end ti års anciennitet, der blev offentliggjort for mindre end en måned siden, placerede sig som nummer 11 i verden. Som en slags ’modvægt’ tager jeg i år også en anden ven med – Niclas Berggren (Ratio Instituttet, Stockholm), som ikke publicerer store mængder, men stadig er en af de mest begavede økonomer jeg kender. Læs resten →

Børn og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2010. 15 svar

Når jeg er ude at holde foredrag om den moderne lykkeforskning er der to ting, jeg med sikkerhed ved skal vendes et par gange. Den første er, at min forskning ikke har noget som helst at gøre med den voksende og stærkt tendentiøse selvhjælpslitteratur, som har koblet sig på lykkeforskningens popularitet og nu handler om ’hvordan du gør dig selv lykkeligere’. Lykkeforskningen er seriøs og bruger for eksempel i stigende grad avanceret statistik.

Den anden er et af de mest almindelige fund i store studier af folks lykke: Hvis man vil være lykkelig er det, statistisk set, en dårlig idé at få børn. Særligt fra barn nummer to tynger de små vores lykke. Så dagens post handler meget kort om netop det – så har jeg nemlig et sted jeg kan referere de mange interesserede, inklusive journalist, til. Så det korte svar er, at folk før de får børn undervurderer i hvor høj grad de små poder begrænser deres personlige frihed og giver dem konstante bekymringer. Hvis man vil vide mere er her en fin, populær artikel fra New York Magazine, her er en lidt mere videnskabelig, men stadig fuldt læselig artikel fra the Psychologist, og her er en (gated, desværre) konkret videnskabelig artikel der viser det samme. God læselyst!

Rød stues yndlingsforslag – hvad siger svenske erfaringer?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juli 2010. 1 svar

Thorning-Søvndal-holdet er for længst begyndt at føre valgkamp, også selvom især Thorning på det sidste har fået flere ridser i lakken. Men fraset den personlige troværdighed – vil de det os godt? – er der spørgsmålet om deres evner – har de forstået problemerne? Det sidste spørgsmål kan man ofte stille til politikere, og som oftest med dybt deprimerende resultater. Man sidder ofte med det indtryk, at politikeres stærkeste incitamenter tilsiger, at de ikke skal forstå de problemstillinger, de lovgiver om. Hvis de forstod dem, kunne de ikke ærligt foreslå de lette løsninger, politik drejer sig om.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Danmark i 2025 – blød økonomisk mellemvare?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2010. 7 svar

OECD har netop udsendt deres årlige Economic Outlook-rapport, hvilket CEPOS naturligvis har taget fat i. Pointen i rapporten er, at Danmark står til at få OECDs næstlaveste vækst de næste halvandet årti, kun undergået af Japan.  CEPOS notat om forholdene kan læses her.

Grundene er, at der er knaphed på arbejdskraft, hvilket kommer til at udgøre et konkurrenceevneproblem.  Det ser også ud til, at Danmark fremover kommer til at ligge med en af de laveste vækstrater for produktiviteten. At det ikke ser godt ud i forvejen, er klart af arbejde jeg har gjort på det sidste med eks-punditokraten Nicolai Foss fra CBS (konferencelink her). Læs resten →

SCOTUS skyder med skarpt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. juni 2010. 9 svar

Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”).  Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg.  Dette siger som bekendt, at:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

…

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.

Hvem vinder VM – James Vreelands absurde forudsigelser

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2010. Skriv et svar

Hvem vil ikke gerne vinde penge, og forudsige hvem der vinder kampene ved fodbold-VM? Dagens indlæg stiller spørgsmålet om, hvordan man forudsiger den slags, men med tungen lige i munden. Grunden er nemlig, at min ven og kollega James Vreeland (Georgetown University, som pt. besøger os i mit eksil i Göttingen) har stillet en meget personlig og helt absurd model op for, hvem han bør holde med. Og den virker forbløffende godt.

Tag et kig på bloggen The Vreelander for at læse, hvordan han gør. Hint: Beslutningsreglen handler primært om at holde med det land, der har givet ham flest penge. Når man har tænkt lidt over, hvilke lande, der inviterer eller funder en af de førende forskere i MF-forhold, er det ikke helt så dumt som det lyder.

Globalisering – uden europæisk konsensus

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2010. 3 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor forskellige de 27 medlemmer af EU er, og ikke mindst hvor forskellige deres befolkningers forestillinger og politiske præferencer er. Den nyeste EuroBarometer-undersøgelse fra efteråret 2009 spurgte ind til et helt centralt spørgsmål i den forstand: Hvordan ser folk på globalisering? Ikke overraskende kan man næppe tale om en europæisk konsensus.

EuroBarometer har stillet en række spørgsmål, og ikke mindst tre centrale spørgsmål om globalisering, alle formuleret som hvor enig man er med følgende udsagn: 1) ”Globalisation is an opportunity for economic growth”; 2) “Globalisation helps the development of poorer countries”; og 3) “Globalisation brings positive to mind.” Der viser sig, at være massive forskelle på tværs af de europæiske befolkninger, og forskelle som man tydeligt kan genkende i nationale politikker og præferencer / opførsel i EU. Gennemsnittet af respondenter, der er enige med de tre udsagn varierer fra det mest globaliseringsfjendtlige land, hvor 41 % er enige, til det meste globaliseringsvenlige land, hvor 79 % er enige. De to lande er (indsæt trommehvirvel her): Frankrig og Danmark.

Man kan på basis af svarene sortere EU ind i fire kategorier, hvor landene ikke er alt for uenige. Den første er de tydeligt globaliseringsfjendtlige, hvor mere end halvdelen af respondenterne er fjendtlige: Frankrig, Letland, Grækenland og Cypern. Den anden gruppe er den store mellemgruppe med 13 lande. Nummer tre er de globaliseringsvenlige lande: Portugal, Tjekkiet, Tyskland, Litauen, Finland og Estland, alle lande som man kan ’tale med’ i EU. Den fjerde gruppe er de homogent globaliseringsentusiastiske lande – og dermed de lande i EU, hvor mere end to tredjedele af befolkningen er enig med den økonomiske sagkundskab. Landene i denne lille gruppe er: Slovakiet, Holland, Sverige og Danmark.

Hvad betyder det så for EU’s politik? Jo, for det første er der ingen politisk konsensus i den europæiske befolkning på dette centrale punkt, der handler om, hvordan unionen økonomisk bør betragte og opføre sig overfor resten af verden. Den lille undersøgelse bekræfter også, at Frankrig er og forbliver det mest protektionistiske land i EU, endda når man spørger befolkningen. Det er værd at bemærke, at Frankrig også ofte er stopklodsen i EU’s forsøg på at liberalisere handel, og afskaffe landbrugsstøtte og anden aldeles idiotiske industristøtte. Landet har endda stadig importforbud mod britisk oksekød, på trods af at det efterhånden er mange år siden at Storbritannien – et medlemsland i EU – havde mund- og klovsyge.

For det andet betyder det, at en større gruppe befolkninger i særligt Nord- og Østeuropæiske lande sandsynligvis gerne så EU åbne mere op mod resten af verden. Men den slags initiativer bliver blokeret af den anden gruppe i EU, til økonomisk skade for både dem og os. Og min personlige bundlinje er en stadigt stærkere fornemmelse af, at EU har udviklet sig til at være en byrde for lande og befolkninger, der ikke ser omverdenen som en trussel, der skal bekæmpes. Hvordan man ændrer situationen har jeg ingen anelse om.

Lars dilemma

Af Niels Westy, den 13. juni 2010. 10 svar

SM113~Chief-Wiggum-PostersEfter at Lars Kragh Andersen for nylig på 180grader skrev et indlæg, hvori han gjorde rede for, at han som politibetjent, ikke havde tænkt sig at bekæmpe narkotika, har sagen fået en del omtale. Foreløbig er det endt med at Lars har taget orlov fra politiet i et år. Forargelsen har været stor, for hvad ligner det? Tænk sig, en politimand der ikke vil bruge sin tid på at forfølge borgere, bare fordi deres kriminalitet først og fremmest går ud over dem selv, hvad bliver ikke det næste?. Lars er udmærket selv klar over dilemmaet, for som han skriver;

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Læs resten →

Khader, værdier og CEPOS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. juni 2010. 10 svar

Jeg har i et par dage forgæves forsøgt at poste en kommentar til Naser Khaders Berlingske-klumme om Medina & æggene, men af en eller anden grund lader enten systemet eller en redaktør ikke min kommentar komme på nettet.  Khaders kommentar indeholdt en slags svar til Jacob Mchangama, der nådesløst havde udstillet Khader ovenpå dennes påstande om CEPOS i.f.m. positioneringen af sig selv som initiativtager til en nationalkonservativ tænketank.  Så nu kommer den i stedet her:

Kære Naser Khader,

Når Du skriver sådan:

“Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer.”

–så bliver jeg nødt til at spørge Dig direkte: Er Du uvidende om, hvad Du skriver, eller er Du bare bevidst uærlig? Der er sådan set kun de to muligheder. For lad os se på fakta:

Jacob Mchangama har jo skrevet og udtalt sig meter op og meter ned om retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed m.v., som chefjurist for CEPOS *længe* inden, han var med til at lave Fri Debat. Hvis Du er i tvivl, så se her:

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/retssikkerhed/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/menneskerettigheder/

Der er et par dusin notater og analyser–nogle endog også af personer andre end Jacob.

Og hvad med spørgsmål såsom uddannelse (27 notater) eller integration/indvandring (19 styk ditto):

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/uddannelse/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/integration/

Eller hvad med bøger om konservatisme, liberalisme, kultur, Danmarks-historie m.v.? Knap et dusin her:

http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/

For ikke at tale om utallige indlæg og kommentar, som bestemt handler om “værdidebat”:

http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/

Her er formodentlig +100 publikationer, kortere og længere, som handler om alt muligt andet end skat, og som bestemt handler om de mest grundlæggende værdier i et samfund.

Det kan naturligvis være, at det er andre værdier, end dem Du har (nu)–måske tættere på dem, Du gav udtryk for i 2008, da Du stoppede mig på Christiansborg og sagde “Kom nu over til os–vi er jo de eneste rigtige liberale”. Eller da Du året før forberedte dannelsen af Ny Alliance, hvor I bestemt ikke havde noget imod at prøve at få CEPOS til at støtte Jer (omend det blev nej). Sådan kan vi jo alle forandre os, når omstændighederne tilsiger det.

Det er fint, Du gerne vil bidrage til en “værdidebat”, men det er altså ikke en særlig værdifuld måde at gøre det på ved at være bevidst uærlig eller direkte uvidende.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er en udbredt klagesang hos visse parti-Konservative, at CEPOS kun beskæftiger sig med skat.  Det er sådan set lidt pudsigt, al den stund at det vel netop burde være vand på De Konservatives mølle–hvis det altså virkeligt var lavere skatter, man var interesseret i.  Spørgsmålet er så, hvorfor de–og måske særligt Khader–gentagne gange siger og skriver sådan, når det nu ret let beviseligt er faktuelt forkert?  Er det fordi, de selv tror det, og at de altså bare ikke har sat sig ind i forholdene?  Eller er det fordi de bevidst taler imod bedre vidende?  Det er svært ikke at tro det sidste.  Med Khaders mildt sagt mange ideologiske inkarnationer på kort tid (først ti år som folkevalgt Radikal, der lagde stemmer til venstrefløjspolitik, så “socialliberal, socialkonservativ, midtersøgende borgerlig”, så “liberal” uden adjektiv, så parti-shoppende løsgænger, så “konservativ” uden adjektiv og nu pludseligt “nationalkonservativ”) og hans umiddelbart noget svindende muligheder for at opretholde sit politiske levebrød, er det svært ikke at gætte på, at det hele reelt handler om, at han vil have sig en ny og mere synlig kasse at stå på.  Det kræver oftest nogle fjender–det være sig nye, selvskabte eller helt fiktive.

Motiv-fortolkning?  Ja, det er det nok.  Men egentlig også ret trist at iagttage.

Danske politikeres innovationsevne

Af Carsten Valgreen, den 5. juni 2010. Skriv et svar

Jeg har et indlæg i Berlingske Business om de økonomiske planer vi er blevet præsenteret for af S-SF og Regeringen. Begge er som det er faste læsere bekendt kommenteret mere grundigt her på stedet her, her og her.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (4)

Af Altmann, den 5. juni 2010. 2 svar

Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent Poul Høi fortsætter i den vante skure med en særegen type blanding af journalistik, politisk kommentar og fri fortolkning af fakta. I den forgangne uge kunne man fx læse hans udlægning af en række primærvalg og et enkelt suppleringsvalg forrige tirsdag. Det fik – ikke så overraskende hvis man kender Modus Høi – en udlægning, der var ganske speciel: “Obama vandt uden at stille op”. Altså en sejr til den Demokratiske præsident. Det kunne måske overraske folk, der følger amerikansk politik og derfor ved, hvordan andre udlagde valgdagen – og hvor presset Obama og Demokraterne er i meningsmålingerne. Så hvordan når Høi denne konklusion?

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Læs resten →

Friheden flyver – (Det handler om meget mere end) FRI HASH!

Af Niels Westy, den 30. maj 2010. 2 svar

291980015dFor nylig udgav CEPOS antologien ”Friheden flyver” redigeret af Dennis Nørmark, hvor undertegnede har den glæde og privilegium, at have skrevet et af kapitlerne, nemlig ”(Det handler om meget mere end) FRI HASH”. Normalt når jeg skriver om emnet, bestræber jeg mig på at gøre det ud fra økonomiske overvejelser og betragtninger. Med andre ord forsøger jeg at overbevise andre om at den gældende narkotikalovgivning bør laves om ud fra en cost-benefit analyse, der efter min opfattelse klart falder ud til fordel for legalisering frem for forbud. Et slag på tasken er, at en legalisering vil give en samfundsøkonomisk besparelse på kroner 15. mia.+ i Danmark alene. De kombinerede direkte gevinster i form af besparelser indenfor politi, retsvæsen osv. plus mulige skatteindtæger er formentlig på ikke under 7 mia. kroner årligt. Den amerikanske økonom Jeffrey Mirons beregninger for USA, hvor man har et væsentligt bedre (om end langt fra optimalt datagrundlag), kommer frem til, at de samlede direkte offentlige besparelser+skatteindtægter ved legalisering er ca. 85 mia. USD. p.a.


Louis Armstrong om at ryge marijuana: "It relaxes you, makes you forget all the bad things that happen to a Negro. It makes you feel wanted, and when you're with another tea smoker, it makes you feel a special kinship."

Louis Armstrong om at ryge marijuana: "It relaxes you, makes you forget all the bad things that happen to a Negro. It makes you feel wanted, and when you're with another tea smoker, it makes you feel a special kinship."

Den oprindelige ide var vist at jeg “blot” skulle skrive et kapitel om fri hash fordi det var en del af ungdomsoprøret. Det så jeg mig dog ikke i stand til, da debatten om fri hash eller ej isoleret set er banal og ligegyldig, derfor blev der blev tilføjet ”Det handler om meget mere end”, der både kan og skal forstås dobbelttydigt. Dels som at det handler om alle illegale rusmidler og ikke kun hash, og dels at der er tale om et dybere spørgsmål, som enhver bør stille sig – især hvis man opfatter sig selv som borgerlig-liberal. Hvilken ret man har til at bestemme for andre hvordan de skal leve deres liv, – uanset om man tiltager sig denne ret af hensyn til den andens eller ”kollektivets” bedste. For mig er svaret at mit krav på frihed fordrer at jeg giver andre (mindst) samme ret til frihed.

I et par af anmeldelserne af bogen kritiseres den for at der ”skydes” for meget på ”de andre”, dem som Dennis Nørmark i sin indledning kalder ”rød stue” og for lidt grad på ”egne”, igen med Dennis Nørmarks ord, dem i ”blå stue”. Det er dog en anke der kun holder hvis man sætter lighedstegn mellem rød og blå stue og de eksisterende partiers påstand om hvorvidt de er borgerlige eller socialistiske. Læs resten →

Blå Plan II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. maj 2010. 6 svar

Mine 5 cents–eller skulle jeg sige, min husstands andel af ca. 15 mia. kr. i skatteforhøjelser …

Blå Plan

Af Carsten Valgreen, den 22. maj 2010. 8 svar

Nu har vi tidligere her på stedet anmeldt ”Fair Løsning” – S og SF’s økonomisk politiske udspil. Det ville jo være ”unfair” ikke også at give vores læsere en anmeldelse af Regeringens nye udspil. Regeringens plan hedder ”Danmark ud af krisen – Regningen betalt”.

De to planer kan nok ikke direkte sammenlignes. S&SF’s er bredere mht politik områder og er tydeligt et fælles valgoplæg mht økonomisk politik og erhvervspolitik. Regeringens plan er en sparepakke, som skal sikre at Danmark lever op til konvergenskravene igen hurtigt. Den er næppe noget Regeringen vil gå til valg på, for det eneste den gør er at træde forskellige grupper over tæerne. Regeringen har tydeligvis bestræbt sig meget på at træde alle lige meget over tæerne, herunder også en 5% lønnedgang til minister holdet. På en måde fortjener regeringens program derfor titlen ”Fair løsning” mere end oppositionens.

Læs resten →

Andreas Bergh om den svenske velfærdsstat

Af Christian Bjørnskov, den 22. maj 2010. Skriv et svar

Min ven Andreas Bergh, som pt. holder en delt stilling mellem Lunds Universitet og Ratio Instituttet i Stockholm, har fået nogle vinde til at blæse blandt højre orienterede amerikanske bloggers. Grunden er hans korte interview på Reason TV, hvor han piller en række myter fra hinanden. Interviewet er stærkt anbefalelsesværdigt, og kan ses her. God fornøjelse!

Ostrom, institutioner & public choice

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. maj 2010. Skriv et svar

Vi omtalte fornylig, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson.  Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte (George Stigler 1982, James Buchanan 1986, Gary Becker 1992) eller indirekte (Ronald Coase 1991, Douglass North 1993 m.fl.).  Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society, hvis møder et par punditokrater jævnligt frekventerer.

I den anledning har tidsskriftet Public Choice netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom (“Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Denne punditokrat har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, “Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag:

“Elinor Ostrom and the Bloomington School‘s important contributions include the development of the concept of polycentric political systems and the demonstration that solutions to common-pool resource problems may be solved voluntarily by rational individuals, even in situations that resemble Prisoners‘ Dilemmas. The program, however, pays little attention to how individuals‘ ability to exit may affect the interaction in Prisoners‘ Dilemma-like situations, for worse or better. We argue why this is a worthwhile consideration and survey results from public choice and game theory.”

Tillykke med gælden – her er flere euro

Af Christian Bjørnskov, den 17. maj 2010. 11 svar

I kølvandet på stadigt stigende problemer med den finanspolitiske bæredygtighed i større medlemslande af eurozonen, har EU-landene forleden besluttet at stille en fond på 750 milliarder euro til rådighed til eurolande, der kommer i lignende situationer som Grækenland. Det er ganske svært at se den rent økonomiske logik i beslutningen, hvis man ikke besnæres af argumentet om at forhindre en dominoeffekt. Fra politisk side er man da heller ikke så tåbelig, at man ikke ser – og indrømmer – at en sådan fond i sig selv vil fjerne nogle af konsekvenserne af at forgælde sig med vilje. Så man har indbygget nogle aldeles utroværdige politiske krav. Læs resten →