Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (3)

Af Altmann, den 14. maj 2010. 10 svar

Man kan lære meget om USA ved at læse aviser – om end måske ikke lige danske aviser. Læser man f.eks. Poul Høis artikel forleden, “Derfor er Obamas kandidat spiselig”, om Præsident Obamas nominerede kandidat til den ledige post som højesteretsdommer, så kan man læse sådanne vinklinger:

“Venstrefløjen er langt fra tilfreds med præsident Obamas valg af en højesteretskandidat.

»Kunne han ikke have fundet en sand progressiv kandidat,« spurgte f.eks. Kevin Drum, og en anden meget læst blogger, Glenn Greenwald, rasede som om, fanden selv var blevet nomineret til den højeste domstol.

Venstrefløjen er bl.a. utilfreds med, at kandidaten, Elena Kagan, i sin tid som dekan på Harvard ikke var imødekommende nok over for minoriteter, og at hun ikke i tilstrækkelig grad var imod præsident Bushs idé om et mere magtfuldt præsident embede.

Andre kommentatorer klager også over, at hun åbenbart er homoseksuel, men ikke vil være ved det, og at hun dermed »fejer de progressive værdier ind under gulvtæppet«.

Så hvad betyder venstrefløjens utilfredshed? At præsident Obama formentlig er tilfreds, for venstrefløjens kritik skulle i princippet gøre Elena Kagan mere spiselig for et bredere, tværpolitisk flertal i Senatet. Hvis venstrefløjen havde elsket Kagan, og hvis hun havde haft en perlekæde af afgørelser eller udtalelser, hvor hun placerede sig et sted mellem Ted Kennedy og Villy Søvndal, så ville Senatet formentlig gå i baglås. . . .

Har de konservative ikke noget at komme efter? Deres kritik vil formentlig fokusere på, at Kagan i sin tid som dekan forbød militæret at rekruttere på Harvard, fordi homoseksuelle ikke åbenlyst kunne gøre militærtjeneste, men omvendt har hun opbakning fra militærkredse og også fra egne studerende, som siden har fået en militær karriere. . . .

[Kritikpunkterne] er forholdsvis overkommelige i betragtning af, at det hidtil har været umuligt at fange hende i den slags afgørelser eller udtalelser, der ville gøre venstrefløjen glad.”

Altså kort sagt, så er hun vel nærmest sådan lidt i midten, ikke sandt? Måske lidt til venstre, men næppe så meget at man decideret kan kalde hende en “liberal” (i den amerikanske forstand). Men hvad nu hvis man læser f.eks. New York Times? Der kalder de hende “a creature of Manhattan’s liberal, intellectual Upper West Side”:

“[As] a young writer for The Daily Princetonian, the student newspaper at Princeton, Ms. Kagan offered clear insight into her worldview. She had spent the summer of 1980 working to elect a liberal Democrat, Liz Holtzman, to the Senate. On Election Night, she drowned her sorrow in vodka and tonic as Ronald Reagan took the White House and Ms. Holtzman lost to “an ultraconservative machine politician,” she wrote, named Alfonse D’Amato.

“Where I grew up — on Manhattan’s Upper West Side — nobody ever admitted to voting for Republicans,” Ms. Kagan wrote, in a kind of Democrat’s lament. She described the Manhattan of her childhood, where those who won office were “real Democrats — not the closet Republicans that one sees so often these days but men and women committed to liberal principles and motivated by the ideal of an affirmative and compassionate government.””

Hvad for et (klima)problem?

Af Karl Iver Dahl-Madsen, den 13. maj 2010. 9 svar

Mandag Morgen har inviteret mig i et panel om fødevareproduktionen i Danmark. Her er mit indlæg i en diskussion om landbrug og klima.

Det er en gammel klassiker, at man ikke komme i forvejen ved at løbe i hælene på de andre. Desværre er det helt tydeligt, hvad Mandag Morgen og de fleste debattører på dette forum alligevel forsøger at gøre.

Kort fortalt er stemningen, at klima og miljø er de største problemer, verden har, at industrielt landbrug er af det onde og at ”biogas og bioethanol” er løsningen.

Sir, I beg to differ.

Det er helt undgået Mandag Morgens opmærksomhed, at IPCC’s alarmistiske opfattelse af ”klimaproblemet” er sat under alvorligt pres. Det er slet ikke sikkert, at jorden bliver varmere. I de sidste 10 år er temperaturen ikke steget, selv om CO2 indholdet i atmosfæren stiger støt. Det er muligt, at menneskenes udledning af drivhusgasser kun har en marginal indflydelse på klodens temperatur. Og det er højst sandsynligt, at jorden får det bedre, hvis det bliver varmere. Det burde få en oplyst opinion til i det mindste i sit stille sind til at overveje, om der i lyset af denne usikkerhed kunne findes andre og mere robuste strategier end Kyoto kommando-kontrol metoden, som i praksis har vist sig ikke at kunne gennemføres.

Det hævdes så, at det ”fossil fri” samfund under alle omstændigheder er nødvendigt, fordi vi snart løber tør for fossile brændstoffer. Det er nu heller ikke så sikkert endda. I alt den tid jeg har levet, og det nu i 63 år, har verden været ved at løbe tør for olie lige om lidt. Da jeg var ung i 70’erne var der kendte oliereserver til 25 år, nu er der til 40 år med meget højere forbrug. Lige i disse år findes nye meget store mængder naturgas i Shale forekomster f.eks. Barnett Shale i USA. Der er som nævnt af Lykke Friis meget store reserver af kul, og så er de færreste klar over, at der findes methanhydrater på havbunden på størrelse med hele de kendte reserver af øvrige fossile brændstoffer. Risikoen for, at vi i løbet af de næste 100 år når at løbe tør for fossile brændstoffer, burde ikke holde nogen vågen om natten, men give investorer i dyre energiformer som biomasse stof til kølig eftertanke.

Der er en naturligvis en geopolitisk pointe i, at oliereserver især findes i lande, der på det nærmeste er slyngelstater. Men alligevel er det lidt pinligt at bruge dette som argumentation for, at Danmark nu nærmest skal være selvforsynende. Et lille land med en åben økonomi som Danmark har for længst passeret Point-of-No-Return, hvor vi er totalt afhængige af samhandel med alle jordens folk. Om vi bytter legoklodser, insulin og IT-software med biler, tekstiler eller olie kan være lige meget.

Fødevareproduktionens økologiske fodaftryk har meget lidt med klima med at gøre, men skyldes, at produktionen af mad lægger beslag på store arealer af verdens flodsletter, som samtidig er de områder, hvor der i øvrigt er gunstigt for mennesker at bo, og som naturligt er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv.

Et af det industrielle landbrugs store fortjenester er, at det ved dygtig anvendelse af teknologi til vanding, gødskning og ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse er lykkedes at hæve udbyttet pr. arealenhed med en faktor 100 i forhold til det oprindelige svedjebrug, vi stadig ser i meget fattige lande. En anden stor fortjeneste er, at dansk landbrug i skarp international konkurrence kan producere svinekød så billigt, at også andre end rige luksusdanskere kan få råd til at købe det. Formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk skal naturligvis ske ved at fortsætte udviklingen mod et stadigt større udbytte. Bl.a. derfor er ideen om det ”økologiske jordbrug” som løsningen på natur- og miljøproblemer misforstået. Økologisk jordbrug bruger ca. 50 % mere plads end et miljøeffektivt jordbrug til sin planteproduktion, og reducerer hermed pladsen til oprindelig natur og biodiversitet tilsvarende.

Ideen om at bruge værdifulde landbrugsarealer og komplekse organismer som planter til energiproduktion er ligeledes misforstået. Sidst vi gjorde det var i forrige århundrede, da vi brugte 25 % af vores landbrugsareal til at dyrke havre til heste . En formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk kræver, at der opnås det højest mulige udbytte pr. arealenhed ikke bare i mængde, men også i kvalitet.

Planter er rigtige dårlige solfangere, hvis vi kun ser på energi. De fleste planter opfanger kun op til 2 % af den energi solen tilfører pr. arealenhed. C4 planter som majs og sukkerrør fanger op til 8 %, hvilket stadig er meget lavt i forhold til uorganiske solceller, som nærmer sig 50 % og kan placeres på overflader, hvor der vanskeligt kan gro planter: tage, veje, bjerge, ørkener etc..

Men planterne kan noget som de uorganiske solceller ikke kan. De kan lave mad og foder, der kan spises af dyr og mennesker, og de kan lave en masse spændende stoffer som grundlag for medicin, råstoffer til kemiindustrien, underholdning etc. Fremtiden for planteproduktionen er at maksimere udbyttet pr. arealenhed af komplekse stoffer, der kan bruges til alt andet end energi, som er en lavværdig, på grænsen af det uanstændige, udnyttelse af gode arealer og solenergi.

Men hvad med restprodukterne: halm etc.? Naturligvis giver det god mening at bruge den del af planteproduktionen, som ikke kan bruges til noget bedre til produktion af energi. Det er dog ikke specielt begavet at lave det om til biogas eller bioethanol, hvorved man allerede har tabt halvdelen af energiindholdet. Afbrænding af halm er helt fornuftigt og er jo også den reelle baggrund for den danske succes med vedvarende energi.

Men det ville være endnu mere interessant for naturen og miljøet, hvis vi kunne dyrke nogen planter, der har et meget større nyttigt udbytte pr. areal/solenergienhed. Sådan nogen har vi allerede: Rodfrugter som kartofler og roer, og i de varme lande: maniok og kassava, har et 5 gange højere nytteudbytte pr. arealenhed end korn.

Det bedste vi kan gøre for naturen og miljøet, og så skidt da, klimaet, er at udvikle nogen planter, der udnytter op mod 100 % af den indkommende solenergi, til komplekse produkter, der kan bruges til højværdige formål som mad etc. til mennesker, og derved minimere den del, der må brændes.

Til denne udvikling skal vi naturligvis bruge snilde teknologier som GMO’er etc. At være imod GMO’er til dette formål, er at gå ind for at skade natur og miljø unødigt.

Og så vil jeg til slut, med min baggrund i akvakulturen, ikke undlade at nævne, at tang er en gruppe planter, der kan udnyttes 100 % til andre formål end energi og kan dyrkes på havet, hvor der er i praksis er ubegrænsede mængder plads, vand og energi til rådighed. At tale om fødevare- og energimangel i en verden, hvor mere end 2/3 del er dækket af hav, som slet ikke er udnyttet endnu, er udtryk for aldeles unødige bekymringer.

http://vandogord.blogspot.com/2007/10/hestekrfter-mad-og-energi.html

Der kom svaret! Oppositionens Fair Løsning på globaliseringens udfordringer

Af Carsten Valgreen, den 11. maj 2010. 8 svar

Der er både en god og en dårlig side ved oppositionens nye program ”Fair Løsning”.

Læs resten →

Westy om Klein-filmen

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2010. 1 svar

For de af vores læsere, der ikke opdagede det, havde Niels Westy forleden en aldeles forrygende kronik i Berlingske Tidende. Kronikken, der klæder de anmeldere der var begejstrede over den nye Naomi Klein-film af,kan læses her. Her er et strategisk udpluk fra kronikken:

Med udgangspunkt i ovenstående citat prøver bog og film herefter at gøre de slemme ’neoliberalister’ ansvarlige for alt fra latinamerikanske militærdiktaturers tortur og drab på politiske modstandere over de kaotiske tilstande i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud til krigen og det efterfølgende kaos i Irak. En konspirations­teoretisk konstruktion, der dog kun er mulig ved en temmelig fri omgang med historiske fakta.

…

Når Politiken i sin anmeldelse af filmen skriver, at den er en »researchtung, informa­tionstæt og alligevel fordøjelig dokumentarfilm«, og Jyllands-Postens anmelder mener, at man skal hylde »Kleins forsøg på at genoplade den kollektive hukommelse« samt at filmen er »chokerende oplysning til folket«, så må man forundres over disses overvurdering af egen viden. Det mest chokerende i anmeldelserne er således anmeldernes manglende erkendelse af, at de skriver om noget, de absolut ikke har forstand på.

Lidt mere om meningsmålings-gennemsnit

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. maj 2010. Skriv et svar

I forlængelse af min sidste post om emnet, samt det at følge det britiske valg og dettes målinger lidt tæt, har jeg prøvet at pusle med forskellige måder at lave “gennemsnit” af meningsmålinger på.  Nedenfor følger tallene for april, hvor jeg har anført fire forskellige metoder.  Professor Søren Risbjerg Thomsens velkendte fra Altinget, hvor han vægter de enkelte målinger ud fra antal respondenter og fremskriver udviklingen i ikke-publicerede faste målinger med udviklingen fra de andre.  Dertil et rent aritmetisk gennemsnit og et gennemsnit, hvor der er vægtet for, hvor gamle/nye de enkelte målinger er (nye vejer mere end ældre).  Og endelig den metode, som BBC med baggrund i Professor Patrick Dunleavy fra LSE har anvendt: At tage middelværdien af de seneste fem målinger for hvert enkelt parti.

Hvad viser de så?  To ting.

For det første, at det giver god mening at tage den enkelte måling med et gran salt og i stedet se på flere målinger.  Jf. f.eks. Socialdemokraterne og Venstre, der i disse fem målinger svinger med hele 3-4 pct.point på kun en uge, eller Liberal Alliance, der enten er helt ude eller formodentlig inde.  Ret væsentlige forskelle–og så er det godt at se på “tendensen” i snit i stedet for at stirre sig blinde på de enkelte målinger.

For det andet, at resultaterne er bemærkelsesværdigt ens–f.eks. har alle rødt flertal.  (Den største indbyrdes forskel er i praksis, hvorvidt Liberal Alliance er “ude” eller “inde”, idet det rå gennemsnit med én rigtigt dårlig “gammel” måling trækker de senere, mere favorable.) Det antyder, at det måske ikke gør så meget, om man bruger den ene eller den anden metode. Den, der skiller sig mest ud fra de øvrige, er Risbjerg Thomsens, og det skyldes nok ikke så meget hans vægtning i.f.t. antal respondenter som det, at han også behandler tallene på anden vis.

Meningsmålingssnit

En europæisk gældskrise eller en politikkrise i unionen?

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2010. 10 svar

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Grækenland har svære økonomiske problemer. Det kan næppe heller herske tvivl om, at det udelukkende er landets egen skyld. Lønningerne i en af den vestlige verdens mindst produktive offentlige sektorer har været voldsomt stigende i de seneste år, og en række af landets regeringer har udvist en grad af uansvarlighed, der endda har overrasket i en græsk kontekst. En bidragende faktor er nok en række indflydelsesrige fagforeninger, de næppe har opdaget, at vi er i det 21. århundrede, og nok heller ikke at vi har passeret 1950, men de bidrager til en forklaring, ikke en undskyldning. Så hvilke tanker kan man gøre sig om, hvad der sker og hvad der bør ske? I det følgende gør jeg mig mine helt personlige og idiosynkratiske tanker om det. Læs resten →

Når jeg ser et rødt flag sole sig …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. maj 2010. 3 svar

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, “Når jeg ser et rødt flag sole sig”, der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave (“It’s the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations”). Kronikken er her, og essensen er:

“Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. …

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle – men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj – givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere.”

For de meget statistisk-interesserede er her nogle partielle korrelationer for variablerne i model 13: Læs resten →

Politikernes magtfuldkommenhed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2010. 3 svar

Jeg har dd. i vores faste “Perspektiv”-klumme i Berlingske en lille, ikke helt wertfrei kommentar til udviklingen i dansk politik.  Her er essensen:

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i – eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke – og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. …

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

DR opfordrer regeringen til at maskinstorme provinsen

Af Carsten Valgreen, den 30. april 2010. 9 svar

Det er åbenbart regeringens nye politikfront at bestikke danskerne til at bo steder de ellers ikke har lyst til at bo, efter at DR har lavet en serie om, hvor synd det er for de dele af Danmark affolkes. Her er hvad DR skriver om deres serie:

Et kongerige med godt fem millioner mennesker står ved en skillevej. Danmark Knækker mere og mere over i to: I en del, der har velfærd, vokseværk og virksomheder – ofte centreret omkring storbyerne. Og i en del, der ikke har – Udkantsdanmark.Vi kan vælge, om vi som nation vil gå den ene vej og finde en løsning. Eller vi kan lade udviklingen fortsætte og få en opløsning af små udkantssamfund.

Ud over at det er slående, hvor politiserende, historieløs og stationært tænkende den tekst er, så er det grænsende til en løgnagtig beskrivelse af virkeligheden.

I de 36 år fra 1945 til 1981 steg befolkningen i byerne i Danmark fra 2.7 til 4.3 mill, mens befolkningen i landdistrikter faldt fra 1.4 mill til 0.8 mill. I de følgende 26 år fra 1981 til 2007 steg befolkningen i byerne fra 4.3 mill til 4.8 mill mens befolkningen i landistrikter faldt fra 0.8 mill til 0.7 mill (Kilde: DS Danmark i 60 år). Det store demografiske skift fra by til land skete med andre ord i perioden fra 1945 til 1980. Befolkningen i landdistrikterne faldt med 40% i den periode. I det sidste 25 år er der kun sket en langsom afvandring.  Tilsvarende foregik den eksplosive befolkningsvækst i byerne frem til 1980, og væksten har været lavere siden. Det er fakta. Prøv at sammenlign det med DRs retorik ovenfor. Er der ingen grænser for, hvad danske  journalister (DR!) kan tillade sig af anekdotisk drevet politisering?

Men selv hvis det var rigtigt, havde det så været et problem?

Er det rigtigt at vi “kan vælge, om vi som nation vil gå den ene vej og finde en løsning. Eller vi kan lade udviklingen fortsætte og få en opløsning af små udkantssamfund” (man er vist et rigtigt ondt menneske hvis man mener det sidste). I år 1900 havde København 0.5 mill. indbyggere i dag har hovedstadsområdet 1.5-2 mill indbyggere, afhængigt af hvor man tegner grænsen.

Læs resten →

Det vil så tage 300 dage at nå 2 mill medlemmer

Af Carsten Valgreen, den 29. april 2010. Skriv et svar

“Lige i øjeblikket får vi et nyt betalende medlem hvert femte minut i dagtimerne. Det er det vildeste, jeg har set i det halvandet år, jeg har været med i partiet,” siger Liberal Alliances medlemsansvarlige Jeanette Lynel til netavisen Altinget.

LA har siden weekendens Landsmøde set medlemstallet stige med langt over 400 og det ligger i skrivende stund på 3.037. Det er en stigning på mere end 14 pct. på kun fire dage. Med lidt Thor Pedersens optimisme vil en vækst på 3% om dagen blive til 2 mill på 300 dage. Det ser ud som om Liberal Alliance er kommet på mode med klare liberale budskaber, godt hjulpet af Regeringens selvmål, en temmeligt venstreorienteret opposition og den opmærksomhed og flokadfærd som gode meningsmålinger skaber.

Den danske komedie og den græske tragedie

Af Carsten Valgreen, den 29. april 2010. 4 svar

Er titlen på mit indlæg i Berlingske Tidende i dag. Et indlæg, hvor den ellers altid kritiske og bedrevidende økonom overvinder sig selv og skriver noget pænt om den siddende regering.

De fire regler om Store Ideer

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2010. 5 svar

Jeg læste her til morgen Whimsleys essay om de fire regler for Store Ideer. Essayet er basalt set en kritik af en noget idiotisk klumme, skrevet af Clay Shirky, men måden Whimsley gør det på, er ikke dum. Han strukturerer den nemlig omkring de fire regler.

1. Tell stories and think by analogy

Var der nogen, der sagde Naomi Klein? Som det pointeres, bør en god historie være en start, et udgangspunkt, for at motivere en analyse, men bestemt ikke et argument i sig selv.

2. Make the point catchy, but make it ambiguous

Med andre ord, fang folks interesse, men vær aldrig præcis. Ellers kan det jo være folk begynder at tænke længere end dig.

3. Simplify and exaggerate

Ingen kommentar nødvendig.

4. Play on our natural identification with the underdog

Whimsley tilføjer her “cast anecdotes and your overarching theme in a rebellious and revolutionary light”.

Dagens udfordring til læserne er, at applikere de fire regler til medierne. Hvordan spinder Nick Hækkerup f.eks. regeringens skatteomlægning (her)? Hvordan diskuteres samfundsproblemer – og hvordan defineres samfundsproblemer – på begge fløje? Der er masser at tage fat på, hvis man kan lide at pille nonsens fra hinanden.

Det britiske valg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2010. 4 svar

For de sikkert mange læsere af denne blog, der også prøver at følge interesseret med i det stadigt mere nervepirrende britiske parlamentsvalg, er der et par kilder til opdaterede informationer, der kan anbefales:

  • RealClearPolitics.com har lavet deres eget lille rullende UK-gennemsnit, i lighed med dem de gennem snart mange år har lavet af amerikanske.  De har p.t.: Cons.: 32,6%; LibDem: 30,0%; Labour: 26,6%.  Min mavefornemmelse siger, at de tal ville være lige på vippen til at give Cameron et absolut flertal–men kun lige, og svært usikkert.
  • Hjemmesiden UK Polling Report har inspireret af RCP og Pollster.com lavet deres tilsvarende meningsmålingsgennemsnit i et blog-format, men hvor der opereres med diverse vægtninger af målingerne. De har p.t. disse stemmeandele: Cons.: 33%; LibDem.: 29%; Labour: 27%.  Igen siger min mavefornemmelse mig, at det ville kunne være lige på vippen mellem et Tory-flertal og et “hung” parlament. UK Polling Report laver deres egen, udsvings- og kreds-baserede forsøg på at transformere meningsmålinger til mandater i first-past-the-post systemet, og de får et noget andet resultat end målingernes andele indikerer: Labour: 267 mandater; Cons.: 255; LibDem: 97; diverse andre: 32.  Det sidste vil give et grumset parlament og LibDem mulighederne for at være “kongemagere”.  Hvis det sker, vil de sikkert forlange en ændring af valgsystemet (til forholdstalsvalg) som betaling for at støtte en Tory- eller Labour-regering–og hvis det sker, vil britisk politik med sikkerhed komme til at se helt, helt anderledes ud i fremtiden.
  • “Markedspladsen” Intrade.com sætter pris på valgudfaldet, helt bogstaveligt.  De har fortsat Cameron som vinder med en pris på (i skrivende stund) 75,0.  Prisen har ligget i niveauet 70-90 siden årsskiftet 2008/2009.  Til sammenligning har Brown en pris på 21.  Så om ikke andet holder markederne–som plejer at have ret–med Cameron.  Omend med den krølle på halen, at det i så fald vil være en mindretals- eller koalitionsregering: Prisen på et Tory-flertal er p.t. 37,0, mens prisen på et “hung” parlament er 65,1.

Søvndal og kenyanske lærere

Af Carsten Valgreen, den 23. april 2010. 8 svar

Villy Søvndal hev et nyt forslag op af hatten til SFs landsmøde: Alle klasser fra 1.-3. i Folkeskolen skal have to lærere i dansk og matematik. Og det lyder jo meget godt. Men hvad er konsekvensen af dobbelt så mange lærere? Dobbelt så god indlæring? Dobbelt så hurtig indlæring.

Læs resten →

Meningsmålinger (lidt) a la Risbjerg & RealClearPolitics

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. april 2010. Skriv et svar

Der sker interessante ting i de politiske meningsmålinger p.t. Den slags er jo i sagens natur–med et godt Punditokrat-ord–ephemerale, men jeg har (som det vil være nogle læsere bekendt) i de forgangne år, i det små, eksperimenteret lidt med at prøve at lave meningsmålings-“snit” (både for danske og amerikanske valg), sådan lidt a la min gamle kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, og for den sags skyld det gode website RealClearPolitics.com. Så her kommer, uden betaling til Altinget, to lidt forskellige udgaver af de seneste meningsmålinger (Megafon, Catinet, Greens, YouGov Zapera).

Først et rent aritmetisk gennemsnit:

A: 27,2%
B: 4,9%
C: 9,3%
F: 16,7%
I: 1,9%
K: 0,4%
O: 14,9%
V: 21,6%
Ø: 3,0%

“Rød-blok”: 51,7%

Og så et, hvor der er vægtet for målingernes “alder” (men ikke antal respondenter):

A: 27,1%
B: 4,9%
C: 9,3%
F: 16,6%
I: 1,9%
K: 0,3%
O: 14,9%
V: 21,6%
Ø: 3,0%

“Rød blok”: 51,6%

Der er, som det kan ses, meget små forskelle mellem de to mål.

Og så til sammenligning et aritmetisk gennemsnit af alle meningsmålinger siden 1.III.2010 (altså også omfattende Gallup og Rambøll og for en noget længere, men nylig, periode):

A: 26,9%
B: 4,7%
C: 10,2%
F: 16,5%
I: 1,3%
K: 0,5%
O: 13,9%
V: 23,1%
Ø: 2,7%

“Rød blok”: 50,7%

Goldman Sachs vs. Retsstaten

Af Carsten Valgreen, den 21. april 2010. Skriv et svar

SEC har som bekendt startet en undersøgelse af Goldman Sachs i forbindelse med en transaktion der foregik i starten af 2007. Her kommer lidt Punditokrat tanker om den sag.

Læs resten →

Årets Public Choice konferencer 2: Izmir

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2010. 5 svar

Forleden dag omtalte vi årets amerikanske public choice konference i Monterey, og lovede som det er tradition, at vi også nok skulle plukke fra den europæiske ditto. Den europæiske public choice konference er noget større og med et generelt højere kvalitetsniveau – om end de bedste ti procent på begge konferencer næppe er forskellige – så det er lidt sværere at udvælge eksempler fra EPCS-konferencen. Eksemplerne fra konferencen, der dette år var lagt i Izmir, Tyrkiet, er igen udelukkende valgt ud fra min egen smag. Som med den amerikanske er programmet frit tilgængeligt her, og mange papirer er også tilgængelige på hjemmesiden. Årets udvalg er her: Læs resten →

Amerikansk tillid til regeringen i bund

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2010. 4 svar

En ny survey fra the Pew Center viser, at amerikanernes tillid til regeringen er faldet drastisk, og er tæt på at være historisk lav. Undersøgelsen tegner unægteligt et andet billede af den politiske situation i USA, end europæiske medier bringer for tiden. Her er et par pluk fra NPR’s dækning:

Only 22 percent of Americans surveyed by Pew say they can trust government in Washington “almost always or most of the time” — among the lowest measures in the half-century since pollsters have been asking the question. And an increasing number — almost 1 of every 3 people — say they believe government is a major threat to their personal freedoms and want federal power reined in.

Pew asked people to say whether they were content, frustrated or angry with the federal government — and 3 of every 4 people said they were either frustrated or angry.

The proportion of Americans who say they are “angry” with the federal government has doubled since 2000, increasing from 10 percent to 20 percent.

Independents who are highly frustrated with government are highly committed to voting this year, and they favor the GOP candidates in their district by a margin of 66 percent to 13 percent.

Pew gentog undersøgelsen hele tre gange for at være sikre på, at det ikke bare var en tilfældighed, at de fik disse dramatiske resultater, men fik det samme resultat igen. Som centerets leder Andrew Kohut konkluderer: “The public wants a less activist government.” Det kan godt være at danske og europæiske mainstream medier elsker Barack Obama og den kurs, han har lagt for USA, men amerikanerne er uenige. Kunne vi måske få det dækket i danske medier?

Årets Public Choice konferencer 1: Monterey

Af Christian Bjørnskov, den 16. april 2010. 1 svar

Som vi skrev forleden, er årets to public choice konference nu vel overståede. 2010-konferencen hos the Public Choice Society afholdtes i år i Monterey, Californien. Konferencen, der ellers indtil for et par år siden kunne være noget sløv affære, er blevet klart bedre de sidste tre år, og i år var programmet ganske interessant. Som det nærmest er tradition har jeg derfor udvalgt nogle få eksempler, der enten lover godt eller hvor præsentationen dokumenterede en solid forskningsindsats. Eksemplerne er udelukkende valgt ud fra min egen smag, men enhver kan hente programmet her og bladre gennem titlerne på de mange papirer. Årets udvalg er her: Læs resten →

Nu drukner vi

Af Carsten Valgreen, den 14. april 2010. 32 svar

Berlingske Tidende kunne i går berette i en overskrift at:

”Tre videnskabelige undersøgelser fastslår uafhængigt af hinanden, at niveauet i verdenshavene vil stige dobbelt så meget, som FNs klimapanel anslog i 2007.”

og artiklen fortsætter:

”Tre videnskabelige undersøgelser, herunder en fra Niels Bohr Instituttet i København, fastslår nemlig uafhængig af hinanden, at vi tværtimod må forvente en havvandsstigning på mellem 70 og 120 cm frem mod år 2100.”

Interessant nyhed. Hvis man kan kalde det en nyhed, eftersom den pågældende danske forsker allerede en gang har været ude med sit resultat og model i januar 2009. Og det der med uafhængigt af hinanden. De tre undersøgelser er ikke mere uafhængige end at de tre forskere åbenbart publicerede resultatet sammen. Jeg ved ikke, hvordan det giver et resultat mere troværdighed at tre forskere af forskellig nationalitet laver det sammen. Det er nok noget af det samme som gør at 2000 videnskabsfolk ikke kan tage fejl. (men det gør de 700 på den her liste så til gengæld, for enhver ved at 2000 er mere end 700).

Læs resten →