Er bananrepublikker bananrepublikker?

Af Christian Bjørnskov, den 12. april 2010. 2 svar

De næste dage skriver vi om forfronten i international public choice-forskning, da begge konferencer – den amerikanske i Monterey og den europæiske i Izmir – nu er vel overstået. Og en af de mest underholdende oplevelser til dette års konferencer var hollænderen Richard Jong-A-Pins præsentation af papiret ”Are Banana Republics Banana Republics?” Richard, der har specialiseret sig i studiet af politisk ustabilitet, spurgte en dag sig selv: Hvorfor hedder det egentlig en bananrepublik? Og er bananproducerende lande bananrepublikker, forstået som udemokratiske og politisk ustabile stater?

Richard, der i forvejen er en af de mest underholdende skikkelser i europæisk public choice – ved siden af at være blandt dens elite – besluttede sig for at skrive et joke-papir, som kunne vise, at nej, der er intet på den populære bananhistorie. Det skulle naturligvis gøres efter alle kunstens regler, så det kunne bruges i undervisningssammenhæng, som en økonomisk version af den kendte korrelation mellem storkeantal og børnefødsler. Ideen og de foreløbige tanker var godt nok til at blive optaget på årets EPCS-konference.

Problemet for Richard er blot, at hans omhyggelige analyse viser, at der faktisk er noget om banansagen! Selv når man tager en række andre faktorer i betragtning, er bananproducerende lande væsentligt mindre politisk stabile. En såkaldt IV-analyse peger endda på, at det er bananproduktion der skaber ustabiliteten, og ikke den anden vej (ustabilitet der holder lande i simple produktionsmønstre).

Richards analyse er faktisk så god, at det der var ment som en joke fik en alvorlig, uddybende kommentar fra en førende diktaturforsker. Rygterne siger endda, at en Cambridgeprofessor og tidligere Wicksellprisvinder har tilbudt at levere en formal teoretisk analyse af problemstillingen. Det er som Piet Hein sagde om kun at tage alvor alvorligt og spøg kun for spøg – videnskabelig udvikling kan være mærkelig!

Storhed, magt og pludselig død – et bud på det amerikanske imperiums “undergang”

Af Niels Westy, den 6. april 2010. 18 svar

I den seneste Weekendavisen har Martin Krasnik et interview med den engelske historiker Niall Ferguson. Desværre er der ikke længere gratis adgang til deres e-avis, så hvis man ønsker at læse hele artiklen bliver man nød til at købe avisen.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er temmelig stort fan af Ferguson – hvilket selvfølgelig ikke skal forveksles med at jeg altid er enig med ham. Men interessant er han altid.

Niall Ferguson tror ikke på at imperier opstår, modnes og forgår i et nogenlunde forudsigeligt tidsforløb, ligesom skelsættende historiske begivenheder som f.eks. 1. verdenskrig ikke kan forklares som resultatet af længere historiske forløb.  Derimod mener han at det sker ganske pludseligt og uforudsigeligt. 1 verdenskrig mener han f.eks. primært var resultatet af en række fatale politiske fejl så sent som i sommeren 1914. Ligesom han mener, at det britiske imperiums fald stort set kan stadfæstes til Suez krisen i 1956, eller som han siger;

Det samme gælder det britiske imperiums fald. Også her kan man se den dovne analyse, der siger, at briternes fald fra tinderne var en meget langstrakt nedtur, der prægede hele den første halvdel af det 20. århundrede. Helt frem til 1950 eller måske 1960, mente man, at nedturen ville gå meget langsomt, at den ville strække sig over 50-100 år. Man sagde I’m alright Jack og You never had it so good. Og så pludseligt: styrt, ud over afgrunden. I 1945 var briterne med til at dele verden op med USA og Sovjet. Ti år senere var imperiet væk.

I artiklen, og det er grunden til denne post, kommer Niall Ferguson med et bud på hvad der kunne være et scenarie der markerede USAs fald som stormagt. Han gør selvfølgelig i tråd med pointen om at fremtiden er uforudsigelig opmærksom på at der er tale om de rene spekulationer fra hans side, men giver så sit bud:

Der opstår en dyb krise i Mellemøsten, og Israel sætter et massivt militært angreb i gang mod Iran. alle ser straks mod USA. Hvad gør de? Præsidenten tøver. Han er usikker, hans instinkt er ikke at støtte angrebet, men hans militære rådgivere er uenige. Præsidenten vinder diskussionen, og USA støtter ikke israelerne.

Iranerne svarer naturligvis igen. Hormuz-strædet bliver lukket, og olieprisen stiger allerede næste dag til 230 dollar pr. tønde. Det er som et direkte slag mod den amerikanske økonomi, der straks går ned på vågeblus. Kina erklærer, at de støtter Iran, hvilket ikke er overraskende, idet kineserne er Irans største handelspartner. Russerne forholder sig udadtil neutralt, men støtter i virkeligheden også iranerne. Det hele sker meget hurtigt.

Hvad sker der så? Europæerne vil absolut ikke støtte et militært modsvar. Pludselig er amerikanerne ikke bare splittede, de er også isolerede. De fleste amerikanere kræver handling, men præsidenten gør det ikke, ikke mindst fordi de færreste forventer, at det vil føre noget godt med sig. Det er tydeligt at USA har mistet kontrollen over Den Persiske Golf. Da krisen bliver løst, sker det ikke på grund af amerikanerne. Og når den næste krise opstår, er der ingen, der tror på, at amerikanerne vil spille nogen rolle. På den måde er konflikten den sammen so Suez-krisen var det for briterne. Den slags ting sker. Der er en krise i systemet, og før det når at tilpasse sig, opstår en pludselig begivenhed, et par uigennemtænkte beslutninger, og så brager det løs på CNN.

Der er selvfølgelig tale om ren spekulation, hvilket Ferguson er den første til at indrømme, men den mulige udvikling har faktisk en nylig parallel, nemlig krisen i Georgien forrige år.

Poul Høi, hvis skriverier jeg erkender at have et mere end almindelig anstrengt forhold til skrev for nogen tid siden i sin blog på Berlingske Tidende et indlæg under overskriften “Skulle Bush have bombet russerne” om bogen “A Little War that Shook the World” af Ronald D. Amus.

Høi skriver bl.a.:

I bakspejlet [bombning af de russiske invasionstropper] ville sådan en reaktion formentlig stadig have været for farlig, men jeg må indrømme, at jeg er enig med en af hardlinerne fra vicepræsident Cheneys stab, som siger, at hvis russerne bliver ved med at spille med musklerne, vil ”vi om ti til 20 år se tilbage på (august 2008, red.) og konstatere, at det var her, at de fandt ud af, at de kunne ændre på grænserne uden konsekvenser. Og så skulle vi have grebet hårdere ind.”

”A Little War that Shook the World” godtgør, at den lille sommerkrig i august 2008 ændrede ved to af fundamenterne for verden efter den kolde krig:

Vi troede, at grænserne mod øst lå fast, og vi troede, at NATO – USA og Europa – også stod fast. Begge dele viste sig forkerte. Rusland planlagde møjsommeligt krigen og fremprovokerede den, og russerne marcherede uhindret ind i Georgien og stod så tæt på Tbilisi, at man kunne lugte deres dårlige ånde. Og NATO anede ikke sine levende råd og endte med at sende præsident Sarkozy i penduldiplomati, og han proppede en våbenhvile ned i halsen på Georgien.

”I får ikke en bedre aftale,” nærmest truede han ifølge bogen præsident Saakashvili. ”Hvor er Bush? Hvor er amerikanerne? De kommer ikke for at redde jer. Europæerne kommer heller ikke. I er helt alene, og hvis I ikke skriver under, så kommer de russiske kampvogne i stedet for.”

og fortsætter

Neville Chamberlains ånd fløj lavt over Kaukasus den aften.

Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne det komme dertil?

Svaret er april 2008 og uappetitlig europæisk realpolitik. NATO afviklede sit topmøde i Bukarest i Rumænien, og amerikanerne kæmpede for at få en medlemsplan for Ukraine og Georgien. Tysklands kansler Angela Merkel slog sig i tøjret, for hun ville ikke hidse russerne op, og hun ville heller ikke bringe den tysk-russiske naturgasaftale til næsten fire mia. dollar i fare.

Præsident Sarkozy sagde til præsident Bush, at han ikke var bange for russerne, men han var bange for kansler Merkel, og mødet endte med, at NATO de facto tilbageskødede Ukraine og Georgien til russerne, og præsident Putin opfattede det som en invitation til at marchere mod Tbilisi.

Som Putin efter mødet sagde til præsident Saakashvili: ”Du kan ikke regne med amerikanerne. Du kan ikke regne med europæerne. Den eneste, du kan regne med – det er mig.”

Ganske rigtigt.

Og desværre.

Muligvis er det at trække sammenligningerne for langt, men kunne et fundamentalt problem i den vestlige verden være, at vi ikke kan finde ud af om hvad vi vil? – være imperialister med hvad det kræver (og det er dyrt) eller trække os ud af kapløbet, erkende vores lidenhed og koncentrere os om os selv og vores egen nære interesser – med alt hvad det også indebærer af ubehagelige beslutninger i forhold til vestlige idealer om menneskerettigheder osv.? Som jeg ser det synes den eneste konstant være, at vi gør tingene halvt og det dermed i bakspejlet, hvis man ikke går ind med fuld styrke, ville have været bedre ikke at gøre noget som helst, jævnfør Irak og Afghanistan. I en tænkt krise som Fergusons skal vi næppe regne med disse to landes støtte.

Men hvad mener bloggens læsere? Skal vi erkende at idealer og realpolitik ikke hører sammen og føre udenrigspolitik som f.eks. kineserne og russerne gør det? Eller er det overhovedet et problem hvis vi ikke (heller ikke amerikanerne) i fremtiden har nogen synderlig international tyngde?

I England diskuterede man stort set konstant fra det 18. århundrede og frem om man skulle have et imperium – Adam Smith var i mod, John Stuart Mill, Karl Marx, brede religiøse kredse og sociale reformatorer var af forskellige årsager varme tilhængere af imperialistisk ekspansion (White Mans Burden) – mens der tjentes store private formuer på den fortsatte kolonisation (samfundsøkonomisk var det dog næppe nogen overskudsforretning). På samme måde har USA altid haft et problematisk forhold til sin egen rolle som Imperialist og stormagt – og er det måske i sidste ende det der afgør reaktionsmønstret i givne situationer (hvilket går lidt på tværs af Fergusons tese)?

Hvad er bloggens læseres bud – hvordan ser det ud om 25-50 år? Hvilken rolle spiller vi? Hvem er “verdens herre” – hvis der er en sådan? Lad os få nogle bud.

Sjoveste spørgeskemaundersøgelse ever

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2010. 1 svar

Danmark er famøst tolerant når det gælder sproglige udtryk, og især bandeord. Man kan en helt almindelig dag høre ganske blomstrende sprog på gaden, og der er meget lidt censur i medierne. Det samme gælder ikke i andre lande, hvor folk ikke bryder sig meget om kraftudtryk. For eksempel i New Zealand, hvor man censurerer den slags før 20.30 om aftenen, men det begrænser de sig ikke til. Mange borgere ønsker heller ikke at høre bandeord efter 20.30. Og hvordan finder man så ud af, hvilke udtryk folk ikke vil have når børnene er gået i seng – altså hvilke ord de kender, men ikke vil have andre til at høre? Jo, man laver da en spørgeskemaundersøgelse! Og det er lige præcist hvad kiwiernes ’Broadcasting Standards Authority” har gjort med lårklaskende morsom konsekvens (hattip: Eric Crampton).

Rapporten med titlen ”What not to Swear” er til at græde af grin over – i det mindste for de af os med en infantil humoristisk sans! Det hele minder om en temmelig kafkask, men velment og helt alvorlig udgave af George Carlins berømte ”Seven Words You Can’t Say on TV” (her). Og den har helt klart kostet det statslige organ nogle millioner, for at de kan sørge for at det ikke bare er små uskyldige poder, som ’beskyttes’. Hvad ville der dog ske, hvis man ikke kunne slippe for at høre den slags frygteligt sprog? Her er en del af konklusionerne fra dens Executive Summary:

At least half the respondents rated eight words as Totally or Fairly unacceptable in relation to the scenario of a television drama shown after 8.30pm. These were: Cunt (74%), Nigger (66%), Mother Fucker (66%), Jesus Fucking Christ (65%), Cocksucker (60%), Get fucked (55%), Fuck off (52%) and Fuck (51%). The least contentious words, rated as Totally or Fairly acceptable in this scenario by around one in ten respondents, were: Bugger (11%), Bloody (12%) and Bollocks (12%).

Ja, hvad man ikke undersøger i den gode sags tjeneste. Hele rapporten kan læses her.

Ulandshjælp – hjælp til diktatorers politiske overlevelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2010. 1 svar

Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.

Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.

En gated version er her. Her er abstractet:

Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.

Skævt? Nej, uærligt!

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2010. 5 svar

Medierne for forleden i flint over, at socialministeren ikke meddelte på sit CV, at hun sad i Cepos’ centerråd. Det var, mente blandt andet Socialdemokraternes evige grædekælling Mette Frederiksen, dybt uærligt. Vi spurgte ved den lejlighed, om man ville behandle venstrefløjen på samme måde i medierne. Svaret var ’næppe’, men vi kan jo tage et mere konkret eksempel: 3F’s skræmmekampagne, hvor man ikke blot misbruger Skat’s logo, men også spreder decideret misinformation. Dén af plakaterne, der hænger på lygtepæle og andre steder for tiden, har teksten ”Først Store Skattelettelser til de Rigeste, så Nedskæringer for 24 Milliarder”. Begge dele er løgn.

Regeringens omlægning af skatte- og afgiftssystemet afskaffede mellemskatten, ikke topskatten, som ellers er relevant for de ’rigeste’ 40 % af arbejdsmarkedet. Dernæst omfattede omlægningen et væsentligt afgiftshop på en række varer, som rammer alle danskere. Bundlinjen var, at omlægningen skulle være indtægtsneutral for staten, men vel at mærke uden at man regnede de politisk kontroversielle dynamiske effekter ind. I bedste fald var der derfor tale om en omlægning, der bevarede statens indtægter uændret, og med dynamiske effekter en effektiv stigning i skatte- og afgiftstrykket. Hvordan kan man kalde det en skattelettelse for de rigeste?

For det andet er der ikke tale om, at regeringen vil skære ned. Man forsøger sig derimod med at implementere nogle få års nulvækst i et land, der allerede har den frie verdens største offentlige sektor. Det 3F kalde nedskæring er således et forsøg på at forhindre en yderligere ekspansion. Men ligesom visse mongoler ikke får en klar fornemmelse af mæthed, uanset hvor meget de spiser, lider 3F øjensynligt også af uinformerede vrangforestillinger om hvad nedskæringer er.

Har medierne taget fat i disse latterlige påstande med samme vigør som de angreb Benedikte Kiær? Nej, der har været larmende tavshed på trods af, at et af landets største fagforbund spreder ideologisk misinformation, og endda ved hjælp af misbrug af Skats logo. Må man tillade sig at spørge, hvor de upartiske og kritiske medier er gået i hi?

Hans leger med Lego

Af Carsten Valgreen, den 30. marts 2010. 2 svar

Uforlignelige Hans Rosling om verden:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8gHT3Xgz9A&feature=player_embedded#[/youtube]

Optimisten Gary Becker

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 27. marts 2010. Skriv et svar

Wall Street Journal har i dag et stort opsat weekendinterview med nobelpristageren Gary Becker, som giver en frisk indsprøjtning af historisk perspektiv og optimisme til avisens læsere.

Om sundhedsreformen:

Here in the United States, we spend about 17% of our GDP on health care, but out-of-pocket expenses make up only 12% of total health-care spending. In Switzerland, where they spend only 11% of GDP on health care, their out-of-pocket expenses equal about 31% of total spending. The difference between 12% and 31% is huge. Once people begin spending substantial sums from their own pockets, they become willing to shop around. Ordinary market incentives begin to operate. A good bill would have encouraged that.

Om midtvejsvalget i november:

One of the points Secretary Paulson made earlier today was how outraged – how unexpectedly outraged – the American people became when the government bailed out the banks. This belief in individual responsibility – the belief that people ought to make their own decisions, but should then bear the consequences of those decisions – this remains very powerful. The American people don’t want an expansion of government. They want more of what Reagan provided. They want limited government and economic growth. I expect them to say so in the elections this November.

Om Milton Friedman og nutidens økonomer:

When Milton was starting out, people really believed a state-run economy was the most efficient way of promoting growth. Today nobody believes that except maybe in North Korea. You go to China, India, Brazil, Argentina, Mexico, even Western Europe. Most of the economists under 50 have a free-market orientation. Now, there are differences of emphasis and opinion among them. But they’re oriented toward the markets. That’s a very important intellectual victory.

Om fremtiden:

When I think of my children and grandchildren, yes, they’ll have to fight. Liberty can’t be had on the cheap. But it’s not a hopeless fight by any means. I remain basically an optimist.

Læs hele interviewet her.

Fattigdom i Danmark

Af Carsten Valgreen, den 25. marts 2010. 9 svar

2010 er EU’s fattigdomsår, så der kommer masser af fokus på og debat om fattigdom i Danmark, herunder at Danmark ikke har en ”officiel fattigdomsgrænse”. I MSM vil det formentlig blive fremført, at Danmark har set stigende ulighed og det vil næppe blive  diskuteret om det er en god eller dårlig ting (for det er selvfølgelig skidt), eller boret i tallene. Så Punditokraterne må hellere komme sagen lidt i forkøbet.

Først lidt om ulighed i indkomster. Typisk prøver man at sammenfatte ulighed i et tal ved hjælp af gini-koefficienten. Gini-koefficienten er den andel af den samlede indkomst for en  gruppe af individer/familier, der skal flyttes rundt på, for at indkomsten i en given periode er den samme for alle i gruppen. En Gini-koefficient på nul betyder, at alle har præcis den samme indkomst. En koefficient tæt på én, betyder at et enkelt individ har al indkomst. Tabellen herunder viser Danmarks Statistiks opgørelse af Gini-koefficient efter skat for danske indkomster i udvalgte år siden 1939. Det slående er selvfølgelig at den er faldet markant – fra  0.34 i 1939 til 0.23 i 2006. Den er steget fra 2000 til 2006, men det er en ret marginal stigning i et historisk perspektiv. Fordelingen er stadigt mere lige end i f.eks. 1980. Det skal så i øvrigt bemærkes at fordelingen ikke tager højde for sort arbejde, som formentlig jævner fordelingen yderligere ud.

Ginikoefficient, efter skat, Danmark:

1939 1944 1955 1970 1980 1990 2000 2006
0.34 0.31 0.28 0.27 0.26 0.21 0.21 0.23

Kilde: DS, Danmark i 60 år.

I et internationalt perspektiv er der kun få lande med ginikoefficienter under 25. Danmark hører til blandt de 5 lande i verden med mest lige indkomstfordeling, se figuren herunder. Da Danmark samtidig har et af verdens højeste indkomstniveauer, er det nemt at konstatere at der er få fattige i Danmark i forhold til alle andre lande i verden, med de øvrige nordiske lande som undtagelser.

Gini_Coefficient_World_CIA_Report_2009

Læs resten →

Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2010. 20 svar
I forlængelse af min kommentar ovenfor om forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
–har min gamle ven gennem 23 år, Randy Barnett (professor i jura ved Boston University og næppe én, der kan ses som værende ude i et partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg i Washington Post (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/03/19/AR2010031901470.html) skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance.
But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds.”

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Af Niels Westy, den 22. marts 2010. Skriv et svar

Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.

Læs resten →

Ny blog: “Vores borgerlige regering”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. marts 2010. 4 svar

Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

Chokoladens mørke side – en underlødig kioskbasker forklædt som dokumentarfilm

Af Niels Westy, den 18. marts 2010. 8 svar

I tirsdags viste DR2 dokumentarfilmen “Chokoladens mørke side” af Miki Mistrati, der til daglig er tilknyttet Ekstrabladet, hvilket i denne sammenhæng er passende. Som dokumentarfilm bærer “Chokoladens mørke side” først og fremmest præg af, at den aldrig løfter sig ud over den umiddelbare forargelse over at man bruger børnarbejde i Elfenbenskysten. En forargelse der, som det i årevis har været en trend, i sidste ende retter sig mod de store internationale firmaer (læs kapitalismen og markedet), som Miki Mistrati i lighed med en række NGO’ere forventer og forlanger skal have fuldstændig styr på og ansvar for hvad der foregår ud i produktionens yderste led. Filmen kan indtil videre ses eller genses her.

Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde –  for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……

Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.

I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.

Læs resten →

George W. Obama II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2010. 15 svar

Som tidligere nævnt begynder der at være interessante lighedspunkter mellem George W. Bush og Barack Obama.  Senest kan man vist sige Oops! til den nyeste amerikanske Gallup-tracking poll, der kommer i kølvandet på, at Demokraterne har meddelt, at de i forbindelse med den planlagte sundhedsreform ikke blot vil bruge én forretningsordens-bestemmelse til at undgå en filibuster i Senatet (hvilket er både forståeligt og lovligt, men næppe legitimt), men nu også vil bruge en anden til at gennemføre forslaget i Repræsentanternes Hus helt uden afstemning (hvilket er pænt over grænsen for et åndeligt grundlovsbrud).

I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen.  Lavt at flyve–fortsat langt at falde.

Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor.  Måske.

Den skæve debat om borgerlighed

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2010. 10 svar

I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

Årets sjoveste økonomiartikel

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2010. 4 svar

Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:

This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.

Yderligere kommentarer burde være overflødige.

The war on baby girls

Af Niels Westy, den 8. marts 2010. Skriv et svar

I anledning af “International Women’s Day” i dag, havde The Economist i denne weekend sat fokus på at prioriteringen af drengebørn i visse dele af verden er endt i en fuldstændig absurd overvægt af mænd i forhold til antallet af kvinder, som det fremgår af nedenstående figur fra Economist.

overvægt af drengebørn i udvalgte lande

Som det fremgår er der tale om en betydelig overvægt af drenge i forhold til normalen som er 105 drenge for hver 100 piger. Men hvad betyder det så for kvinders position i sådanne kulturer? Et fingerpeg får man af en lille artikel i samme udgave, hvor man har besøgt et af de områder i Indien hvor der er størst uligevægt, og faktisk kunne noget tyde på, at præference for drenge kan have en række positive effekter. For eksempel er det ikke længere forbundet med store udgifter at få afsat sine pigebørn, nu er det mændenes familie der må punge ud. Derudover dannes der nu par på tværs af religiøse skel – og kan man måske på sigt forestille sig at det ligefrem kan medvirke til en opblødning af Indiens udgave af apartheid – kastesystemet? Har nogle af læserne, ligesom undertegnede, kun hovedrysten til overs for de hjemmelige feminister og deres hæmningsløse selvmedlidenhed og mangel på sans for proportioner, kan jeg kun anbefale Economist artikel. Uhyggelig læsning, men dog også med et glimt af håb. Artiklen findes her.

Det blir’ bedre dag for dag

Af Carsten Valgreen, den 7. marts 2010. 10 svar

I et tidligere indlæg fremhævede jeg at verden ikke alene har oplevet markant indkomstfremgang i de seneste årtier, men at det – i modsætning til hvad den gennemsnitlige danske journalist tydeligvis tror – er sket på baggrund af stigende global indkomstlighed. Når man diskuterer det, er svaret typisk ”men det er jo bare Kina” (som om de 1.2 mia kinesere ikke talte). Og at ”i afrika er der ingen fremgang”. Og hvis der er, er det fordi kinesernes umættelige råvare efterspørgsel. Det er ikke ”ordentlig vækst” (men en moderne udgave af udnyttelse tsk tsk) . Afrika er i det billede i en evig humanitær katastrofe forværret af den rige verdens ressource svineri som fører til global opvarming osv osv.

Heldigvis har Xavier Sala-i-Martin som jeg henviste til i det nævnte indlæg netop skrevet endnu et glimrende papir, nu kun om Afrikas indkomstudvikling og indkomstfordeling. Det burde være tvangslæsning for alle de journalister, der jævnligt udgyder deres fordomme om afrika i dansk og udenlandsk MSM. Og – nej – afrika er ikke kun på vej op pga kinesisk råvareefterspørgsel. Det er mere komplekst end som så.

Africa

Her er en del af Sala-i-Martins konklusion:

Læs resten →

Rand eller RAND?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2010. 11 svar

Jeg har dd. et lille læserbrev i Weekendavisen:

Man kunne sige meget om Bo Bjørnvigs lidt pudsige, men langt fra originale artikel om Ayn Rand og hendes roman Og Jorden Verden Skælvede fra 1957 (19.2.). Mens der ganske rigtigt er meget besynderligt ved den roman, er det dog bemærkelsesværdigt, at Bjørnvig tilsyneladende finder det forkert at fremstille fiktive personer som havende forskellige værdier, forskellige evner og forskelligt udseende. Mere presserende er det måske at korrigere en faktuel fejl, før den spreder sig og opnår mytestatus: Når Bjørnvig skriver, at »forfatterens eftermæle plejes af en indflydelsesrig tænketank, Ayn Rand Corporation«, må der næsten et sted være en forbindelse til, at Bo Tao Michaëlis dagen før (18.2.) skrev i Politiken, at »USA’s forrige udenrigsminister Condoleezza Rice har gået på hendes institut«. Her må vist være tale om en forveksling, der forslår – mellem det lille Ayn Rand Institute, som forfatterens mest dedikerede fans driver, og så den 1.600 mand store militærstrategiske tænketank RAND Corporation, der blev grundlagt i 1946 af USA’s Flyvevåben, og som indtil videre har huset knap tre dusin Nobelprismodtagere. Sidstnævntes navn har meget med »Research And Development « at gøre og meget lidt med Ayn Rand. At forveksle de to svarer nogenlunde til at tage fejl af Blekingegadebanden og LO. Uden sammenligning i øvrigt.

Forskningsfronten i politisk økonomi – denne gang i Århus

Af Christian Bjørnskov, den 4. marts 2010. Skriv et svar

Jeg har fornøjelsen at være vært for årets Beyond Basic Questions workshop fredag og lørdag i denne uge. Workshoppen, der er en begivenhed som man skal inviteres til, er en årlig event hvor en gruppe yngre europæiske samfundsforskere indenfor politisk økonomi og public choice mødes for at præsentere og diskutere deres allernyeste forskning. En del af papirerne til BBQ III i Århus kan allerede findes online sammen med hele programmet her. Jeg er selv temmelig godt tilfreds med kvaliteten af både papirerne og de kolleger, der kommer til Århus og som helt generelt er at finde blandt toppen af europæisk public choice forskning. Som en sidste aside kan det også nævnes, at vi nærmer os den amerikanske Public Choice Society konference, hvor de fleste papirer også er frit tilgængelige for alle interesserede her.

Legalize it – der er penge i skidtet

Af Niels Westy, den 2. marts 2010. 2 svar

Den fremragende økonom, Jeffrey Miron, som jeg havde æren af at sidde i panel sammen med ved en stor narkotikapolitisk konference i New Mexico for nogle måneder siden, har i en årrække prøvet at beregne de økonomiske gevinster ved en legalisering af narkotika.I Danmark er hverken myndigheder eller uafhængige forskere (sidstnævnte er det selvfølgelig også svært at finde i et land hvor alle højere læreranstalter er statslige) interesseret i at beregne de økonomiske omkostninger ved forbruget af illegale rusmidler eller gevinsterne ved legalisering af samme. det er man til gengæld i bl.a. England, Australien og ikke mindst USA.

Inden jeg går videre er det måske her på sin plads at jeg giver en undskyldning for at have bragt urigtige tal til torvs. bl.a. i et indlæg på Liberator sidste år. Her anslog jeg de samlede globale omkostninger ved den førte narkotikapolitik til at være ca. 10 trillioner kroner. Det eneste jeg kan dække mig ind under er, at jeg brugte officielle tal fra FN og fra de federale amerikanske myndigheder. Desværre er myndighedernes tal ofte yderst problematiske, og man overdriver en række centrale tal, f.eks. for den samlede omsætning af illegale rusmidler. Uafhængige forskere anslår at  den globale omsætning “kun” er det halve af de 320 mia. USD., som FN angiver. Ligeledes overdriver de amerikanske myndigheder ofte omkostningerne af forbruget af rusmidler, og det får betydning, hvis man bruger disse tal til lave beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger (størstedelen af de omkostningsposter myndighederne henfører til rusmidlerne er reelt konsekvens af forbuddet og ikke rusmidlerne i sig selv). Derfor vil jeg i dag anslå de globale omkostninger til “kun” at være ca. 5 trillioner kroner.

Hovedformålet med denne post er dog ikke at undskylde for brug af offentlige myndigheders utroværdige tal, men at gøre opmærksom på, at Jeffrey Miron har opdateret sine beregninger over de økonomiske gevinster ved en ophævelse af det gældende narkotikaforbud. Rapporten finder man bl.a. på Mirons blog “Libertarianism from A to Z“.

Mirons hovedkonklusioner er at myndighederne vil kunne spare ca. 48 mia. USD. Omkring 25% kommer fra legalisering af canabis, mens omkring 40% er fra legalisering af heroin og kokain. Dertil skal lægges mulige skatteindtægter (hvis narkotika beskattes som alkohol og tobak bliver det i dag) på ca. 34 mia. USD. Ialt en positiv gevinst på ca. 82 mia. USD. Oversat til danske forhold, svarer det til op mod 10 mia. kroner.

Men som Miron tørt konstaterer:

legalization would not materially affect the U.S. fiscal situation.  And only about one-third of the savings comes from marijuana, the only drug with any chance of being legalized in the near future

Det gælder selvfølgelig også herhjemme, og kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. Det har dog været fremført som et argument i USA, i lyset af den nuværende økonomiske situation. Men at tro, at den økonomiske krise skulle blive afgørende for en legalisering er ganske naivt (jeg er ofte stødt på argumentet blandt amerikanske NGO’ere), og bygger formentlig på at spiritusforbuddet blev ophævet under depressionen i 1930ernes USA.

En økonomisk krise er naturligvis heller ikke noget reelt argument for at ophæve en lovgivning der ifølge The Economist kun kan betegnes som

illiberal, murderous and pointless

Som Miron skriver:

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Hele rapporten kan læses her.