SEC har som bekendt startet en undersøgelse af Goldman Sachs i forbindelse med en transaktion der foregik i starten af 2007. Her kommer lidt Punditokrat tanker om den sag.
Forleden dag omtalte vi årets amerikanske public choice konference i Monterey, og lovede som det er tradition, at vi også nok skulle plukke fra den europæiske ditto. Den europæiske public choice konference er noget større og med et generelt højere kvalitetsniveau – om end de bedste ti procent på begge konferencer næppe er forskellige – så det er lidt sværere at udvælge eksempler fra EPCS-konferencen. Eksemplerne fra konferencen, der dette år var lagt i Izmir, Tyrkiet, er igen udelukkende valgt ud fra min egen smag. Som med den amerikanske er programmet frit tilgængeligt her, og mange papirer er også tilgængelige på hjemmesiden. Årets udvalg er her: Læs resten
En ny survey fra the Pew Center viser, at amerikanernes tillid til regeringen er faldet drastisk, og er tæt på at være historisk lav. Undersøgelsen tegner unægteligt et andet billede af den politiske situation i USA, end europæiske medier bringer for tiden. Her er et par pluk fra NPR’s dækning:
Only 22 percent of Americans surveyed by Pew say they can trust government in Washington “almost always or most of the time” — among the lowest measures in the half-century since pollsters have been asking the question. And an increasing number — almost 1 of every 3 people — say they believe government is a major threat to their personal freedoms and want federal power reined in.
Pew asked people to say whether they were content, frustrated or angry with the federal government — and 3 of every 4 people said they were either frustrated or angry.
The proportion of Americans who say they are “angry” with the federal government has doubled since 2000, increasing from 10 percent to 20 percent.
Independents who are highly frustrated with government are highly committed to voting this year, and they favor the GOP candidates in their district by a margin of 66 percent to 13 percent.
Pew gentog undersøgelsen hele tre gange for at være sikre på, at det ikke bare var en tilfældighed, at de fik disse dramatiske resultater, men fik det samme resultat igen. Som centerets leder Andrew Kohut konkluderer: “The public wants a less activist government.” Det kan godt være at danske og europæiske mainstream medier elsker Barack Obama og den kurs, han har lagt for USA, men amerikanerne er uenige. Kunne vi måske få det dækket i danske medier?
Som vi skrev forleden, er årets to public choice konference nu vel overståede. 2010-konferencen hos the Public Choice Society afholdtes i år i Monterey, Californien. Konferencen, der ellers indtil for et par år siden kunne være noget sløv affære, er blevet klart bedre de sidste tre år, og i år var programmet ganske interessant. Som det nærmest er tradition har jeg derfor udvalgt nogle få eksempler, der enten lover godt eller hvor præsentationen dokumenterede en solid forskningsindsats. Eksemplerne er udelukkende valgt ud fra min egen smag, men enhver kan hente programmet her og bladre gennem titlerne på de mange papirer. Årets udvalg er her: Læs resten
Berlingske Tidende kunne i går berette i en overskrift at:
”Tre videnskabelige undersøgelser fastslår uafhængigt af hinanden, at niveauet i verdenshavene vil stige dobbelt så meget, som FNs klimapanel anslog i 2007.”
og artiklen fortsætter:
”Tre videnskabelige undersøgelser, herunder en fra Niels Bohr Instituttet i København, fastslår nemlig uafhængig af hinanden, at vi tværtimod må forvente en havvandsstigning på mellem 70 og 120 cm frem mod år 2100.”
Interessant nyhed. Hvis man kan kalde det en nyhed, eftersom den pågældende danske forsker allerede en gang har været ude med sit resultat og model i januar 2009. Og det der med uafhængigt af hinanden. De tre undersøgelser er ikke mere uafhængige end at de tre forskere åbenbart publicerede resultatet sammen. Jeg ved ikke, hvordan det giver et resultat mere troværdighed at tre forskere af forskellig nationalitet laver det sammen. Det er nok noget af det samme som gør at 2000 videnskabsfolk ikke kan tage fejl. (men det gør de 700 på den her liste så til gengæld, for enhver ved at 2000 er mere end 700).
De næste dage skriver vi om forfronten i international public choice-forskning, da begge konferencer – den amerikanske i Monterey og den europæiske i Izmir – nu er vel overstået. Og en af de mest underholdende oplevelser til dette års konferencer var hollænderen Richard Jong-A-Pins præsentation af papiret ”Are Banana Republics Banana Republics?” Richard, der har specialiseret sig i studiet af politisk ustabilitet, spurgte en dag sig selv: Hvorfor hedder det egentlig en bananrepublik? Og er bananproducerende lande bananrepublikker, forstået som udemokratiske og politisk ustabile stater?
Richard, der i forvejen er en af de mest underholdende skikkelser i europæisk public choice – ved siden af at være blandt dens elite – besluttede sig for at skrive et joke-papir, som kunne vise, at nej, der er intet på den populære bananhistorie. Det skulle naturligvis gøres efter alle kunstens regler, så det kunne bruges i undervisningssammenhæng, som en økonomisk version af den kendte korrelation mellem storkeantal og børnefødsler. Ideen og de foreløbige tanker var godt nok til at blive optaget på årets EPCS-konference.
Problemet for Richard er blot, at hans omhyggelige analyse viser, at der faktisk er noget om banansagen! Selv når man tager en række andre faktorer i betragtning, er bananproducerende lande væsentligt mindre politisk stabile. En såkaldt IV-analyse peger endda på, at det er bananproduktion der skaber ustabiliteten, og ikke den anden vej (ustabilitet der holder lande i simple produktionsmønstre).
Richards analyse er faktisk så god, at det der var ment som en joke fik en alvorlig, uddybende kommentar fra en førende diktaturforsker. Rygterne siger endda, at en Cambridgeprofessor og tidligere Wicksellprisvinder har tilbudt at levere en formal teoretisk analyse af problemstillingen. Det er som Piet Hein sagde om kun at tage alvor alvorligt og spøg kun for spøg – videnskabelig udvikling kan være mærkelig!
I den seneste Weekendavisen har Martin Krasnik et interview med den engelske historiker Niall Ferguson. Desværre er der ikke længere gratis adgang til deres e-avis, så hvis man ønsker at læse hele artiklen bliver man nød til at købe avisen.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er temmelig stort fan af Ferguson – hvilket selvfølgelig ikke skal forveksles med at jeg altid er enig med ham. Men interessant er han altid.
Niall Ferguson tror ikke på at imperier opstår, modnes og forgår i et nogenlunde forudsigeligt tidsforløb, ligesom skelsættende historiske begivenheder som f.eks. 1. verdenskrig ikke kan forklares som resultatet af længere historiske forløb. Derimod mener han at det sker ganske pludseligt og uforudsigeligt. 1 verdenskrig mener han f.eks. primært var resultatet af en række fatale politiske fejl så sent som i sommeren 1914. Ligesom han mener, at det britiske imperiums fald stort set kan stadfæstes til Suez krisen i 1956, eller som han siger;
Det samme gælder det britiske imperiums fald. Også her kan man se den dovne analyse, der siger, at briternes fald fra tinderne var en meget langstrakt nedtur, der prægede hele den første halvdel af det 20. århundrede. Helt frem til 1950 eller måske 1960, mente man, at nedturen ville gå meget langsomt, at den ville strække sig over 50-100 år. Man sagde I’m alright Jack og You never had it so good. Og så pludseligt: styrt, ud over afgrunden. I 1945 var briterne med til at dele verden op med USA og Sovjet. Ti år senere var imperiet væk.
I artiklen, og det er grunden til denne post, kommer Niall Ferguson med et bud på hvad der kunne være et scenarie der markerede USAs fald som stormagt. Han gør selvfølgelig i tråd med pointen om at fremtiden er uforudsigelig opmærksom på at der er tale om de rene spekulationer fra hans side, men giver så sit bud:
Der opstår en dyb krise i Mellemøsten, og Israel sætter et massivt militært angreb i gang mod Iran. alle ser straks mod USA. Hvad gør de? Præsidenten tøver. Han er usikker, hans instinkt er ikke at støtte angrebet, men hans militære rådgivere er uenige. Præsidenten vinder diskussionen, og USA støtter ikke israelerne.
Iranerne svarer naturligvis igen. Hormuz-strædet bliver lukket, og olieprisen stiger allerede næste dag til 230 dollar pr. tønde. Det er som et direkte slag mod den amerikanske økonomi, der straks går ned på vågeblus. Kina erklærer, at de støtter Iran, hvilket ikke er overraskende, idet kineserne er Irans største handelspartner. Russerne forholder sig udadtil neutralt, men støtter i virkeligheden også iranerne. Det hele sker meget hurtigt.
Hvad sker der så? Europæerne vil absolut ikke støtte et militært modsvar. Pludselig er amerikanerne ikke bare splittede, de er også isolerede. De fleste amerikanere kræver handling, men præsidenten gør det ikke, ikke mindst fordi de færreste forventer, at det vil føre noget godt med sig. Det er tydeligt at USA har mistet kontrollen over Den Persiske Golf. Da krisen bliver løst, sker det ikke på grund af amerikanerne. Og når den næste krise opstår, er der ingen, der tror på, at amerikanerne vil spille nogen rolle. På den måde er konflikten den sammen so Suez-krisen var det for briterne. Den slags ting sker. Der er en krise i systemet, og før det når at tilpasse sig, opstår en pludselig begivenhed, et par uigennemtænkte beslutninger, og så brager det løs på CNN.
Der er selvfølgelig tale om ren spekulation, hvilket Ferguson er den første til at indrømme, men den mulige udvikling har faktisk en nylig parallel, nemlig krisen i Georgien forrige år.
Poul Høi, hvis skriverier jeg erkender at have et mere end almindelig anstrengt forhold til skrev for nogen tid siden i sin blog på Berlingske Tidende et indlæg under overskriften “Skulle Bush have bombet russerne” om bogen “A Little War that Shook the World” af Ronald D. Amus.
Høi skriver bl.a.:
I bakspejlet [bombning af de russiske invasionstropper] ville sådan en reaktion formentlig stadig have været for farlig, men jeg må indrømme, at jeg er enig med en af hardlinerne fra vicepræsident Cheneys stab, som siger, at hvis russerne bliver ved med at spille med musklerne, vil ”vi om ti til 20 år se tilbage på (august 2008, red.) og konstatere, at det var her, at de fandt ud af, at de kunne ændre på grænserne uden konsekvenser. Og så skulle vi have grebet hårdere ind.”
”A Little War that Shook the World” godtgør, at den lille sommerkrig i august 2008 ændrede ved to af fundamenterne for verden efter den kolde krig:
Vi troede, at grænserne mod øst lå fast, og vi troede, at NATO – USA og Europa – også stod fast. Begge dele viste sig forkerte. Rusland planlagde møjsommeligt krigen og fremprovokerede den, og russerne marcherede uhindret ind i Georgien og stod så tæt på Tbilisi, at man kunne lugte deres dårlige ånde. Og NATO anede ikke sine levende råd og endte med at sende præsident Sarkozy i penduldiplomati, og han proppede en våbenhvile ned i halsen på Georgien.
”I får ikke en bedre aftale,” nærmest truede han ifølge bogen præsident Saakashvili. ”Hvor er Bush? Hvor er amerikanerne? De kommer ikke for at redde jer. Europæerne kommer heller ikke. I er helt alene, og hvis I ikke skriver under, så kommer de russiske kampvogne i stedet for.”
og fortsætter
Neville Chamberlains ånd fløj lavt over Kaukasus den aften.
Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne det komme dertil?
Svaret er april 2008 og uappetitlig europæisk realpolitik. NATO afviklede sit topmøde i Bukarest i Rumænien, og amerikanerne kæmpede for at få en medlemsplan for Ukraine og Georgien. Tysklands kansler Angela Merkel slog sig i tøjret, for hun ville ikke hidse russerne op, og hun ville heller ikke bringe den tysk-russiske naturgasaftale til næsten fire mia. dollar i fare.
Præsident Sarkozy sagde til præsident Bush, at han ikke var bange for russerne, men han var bange for kansler Merkel, og mødet endte med, at NATO de facto tilbageskødede Ukraine og Georgien til russerne, og præsident Putin opfattede det som en invitation til at marchere mod Tbilisi.
Som Putin efter mødet sagde til præsident Saakashvili: ”Du kan ikke regne med amerikanerne. Du kan ikke regne med europæerne. Den eneste, du kan regne med – det er mig.”
Ganske rigtigt.
Og desværre.
Muligvis er det at trække sammenligningerne for langt, men kunne et fundamentalt problem i den vestlige verden være, at vi ikke kan finde ud af om hvad vi vil? – være imperialister med hvad det kræver (og det er dyrt) eller trække os ud af kapløbet, erkende vores lidenhed og koncentrere os om os selv og vores egen nære interesser – med alt hvad det også indebærer af ubehagelige beslutninger i forhold til vestlige idealer om menneskerettigheder osv.? Som jeg ser det synes den eneste konstant være, at vi gør tingene halvt og det dermed i bakspejlet, hvis man ikke går ind med fuld styrke, ville have været bedre ikke at gøre noget som helst, jævnfør Irak og Afghanistan. I en tænkt krise som Fergusons skal vi næppe regne med disse to landes støtte.
Men hvad mener bloggens læsere? Skal vi erkende at idealer og realpolitik ikke hører sammen og føre udenrigspolitik som f.eks. kineserne og russerne gør det? Eller er det overhovedet et problem hvis vi ikke (heller ikke amerikanerne) i fremtiden har nogen synderlig international tyngde?
I England diskuterede man stort set konstant fra det 18. århundrede og frem om man skulle have et imperium – Adam Smith var i mod, John Stuart Mill, Karl Marx, brede religiøse kredse og sociale reformatorer var af forskellige årsager varme tilhængere af imperialistisk ekspansion (White Mans Burden) – mens der tjentes store private formuer på den fortsatte kolonisation (samfundsøkonomisk var det dog næppe nogen overskudsforretning). På samme måde har USA altid haft et problematisk forhold til sin egen rolle som Imperialist og stormagt – og er det måske i sidste ende det der afgør reaktionsmønstret i givne situationer (hvilket går lidt på tværs af Fergusons tese)?
Hvad er bloggens læseres bud – hvordan ser det ud om 25-50 år? Hvilken rolle spiller vi? Hvem er “verdens herre” – hvis der er en sådan? Lad os få nogle bud.
Danmark er famøst tolerant når det gælder sproglige udtryk, og især bandeord. Man kan en helt almindelig dag høre ganske blomstrende sprog på gaden, og der er meget lidt censur i medierne. Det samme gælder ikke i andre lande, hvor folk ikke bryder sig meget om kraftudtryk. For eksempel i New Zealand, hvor man censurerer den slags før 20.30 om aftenen, men det begrænser de sig ikke til. Mange borgere ønsker heller ikke at høre bandeord efter 20.30. Og hvordan finder man så ud af, hvilke udtryk folk ikke vil have når børnene er gået i seng – altså hvilke ord de kender, men ikke vil have andre til at høre? Jo, man laver da en spørgeskemaundersøgelse! Og det er lige præcist hvad kiwiernes ’Broadcasting Standards Authority” har gjort med lårklaskende morsom konsekvens (hattip: Eric Crampton).
Rapporten med titlen ”What not to Swear” er til at græde af grin over – i det mindste for de af os med en infantil humoristisk sans! Det hele minder om en temmelig kafkask, men velment og helt alvorlig udgave af George Carlins berømte ”Seven Words You Can’t Say on TV” (her). Og den har helt klart kostet det statslige organ nogle millioner, for at de kan sørge for at det ikke bare er små uskyldige poder, som ’beskyttes’. Hvad ville der dog ske, hvis man ikke kunne slippe for at høre den slags frygteligt sprog? Her er en del af konklusionerne fra dens Executive Summary:
At least half the respondents rated eight words as Totally or Fairly unacceptable in relation to the scenario of a television drama shown after 8.30pm. These were: Cunt (74%), Nigger (66%), Mother Fucker (66%), Jesus Fucking Christ (65%), Cocksucker (60%), Get fucked (55%), Fuck off (52%) and Fuck (51%). The least contentious words, rated as Totally or Fairly acceptable in this scenario by around one in ten respondents, were: Bugger (11%), Bloody (12%) and Bollocks (12%).
Ja, hvad man ikke undersøger i den gode sags tjeneste. Hele rapporten kan læses her.
Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.
Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.
En gated version er her. Her er abstractet:
Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.
Medierne for forleden i flint over, at socialministeren ikke meddelte på sit CV, at hun sad i Cepos’ centerråd. Det var, mente blandt andet Socialdemokraternes evige grædekælling Mette Frederiksen, dybt uærligt. Vi spurgte ved den lejlighed, om man ville behandle venstrefløjen på samme måde i medierne. Svaret var ’næppe’, men vi kan jo tage et mere konkret eksempel: 3F’s skræmmekampagne, hvor man ikke blot misbruger Skat’s logo, men også spreder decideret misinformation. Dén af plakaterne, der hænger på lygtepæle og andre steder for tiden, har teksten ”Først Store Skattelettelser til de Rigeste, så Nedskæringer for 24 Milliarder”. Begge dele er løgn.
Regeringens omlægning af skatte- og afgiftssystemet afskaffede mellemskatten, ikke topskatten, som ellers er relevant for de ’rigeste’ 40 % af arbejdsmarkedet. Dernæst omfattede omlægningen et væsentligt afgiftshop på en række varer, som rammer alle danskere. Bundlinjen var, at omlægningen skulle være indtægtsneutral for staten, men vel at mærke uden at man regnede de politisk kontroversielle dynamiske effekter ind. I bedste fald var der derfor tale om en omlægning, der bevarede statens indtægter uændret, og med dynamiske effekter en effektiv stigning i skatte- og afgiftstrykket. Hvordan kan man kalde det en skattelettelse for de rigeste?
For det andet er der ikke tale om, at regeringen vil skære ned. Man forsøger sig derimod med at implementere nogle få års nulvækst i et land, der allerede har den frie verdens største offentlige sektor. Det 3F kalde nedskæring er således et forsøg på at forhindre en yderligere ekspansion. Men ligesom visse mongoler ikke får en klar fornemmelse af mæthed, uanset hvor meget de spiser, lider 3F øjensynligt også af uinformerede vrangforestillinger om hvad nedskæringer er.
Har medierne taget fat i disse latterlige påstande med samme vigør som de angreb Benedikte Kiær? Nej, der har været larmende tavshed på trods af, at et af landets største fagforbund spreder ideologisk misinformation, og endda ved hjælp af misbrug af Skats logo. Må man tillade sig at spørge, hvor de upartiske og kritiske medier er gået i hi?
Uforlignelige Hans Rosling om verden:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8gHT3Xgz9A&feature=player_embedded#[/youtube]
Wall Street Journal har i dag et stort opsat weekendinterview med nobelpristageren Gary Becker, som giver en frisk indsprøjtning af historisk perspektiv og optimisme til avisens læsere.
Om sundhedsreformen:
Here in the United States, we spend about 17% of our GDP on health care, but out-of-pocket expenses make up only 12% of total health-care spending. In Switzerland, where they spend only 11% of GDP on health care, their out-of-pocket expenses equal about 31% of total spending. The difference between 12% and 31% is huge. Once people begin spending substantial sums from their own pockets, they become willing to shop around. Ordinary market incentives begin to operate. A good bill would have encouraged that.
Om midtvejsvalget i november:
One of the points Secretary Paulson made earlier today was how outraged – how unexpectedly outraged – the American people became when the government bailed out the banks. This belief in individual responsibility – the belief that people ought to make their own decisions, but should then bear the consequences of those decisions – this remains very powerful. The American people don’t want an expansion of government. They want more of what Reagan provided. They want limited government and economic growth. I expect them to say so in the elections this November.
Om Milton Friedman og nutidens økonomer:
When Milton was starting out, people really believed a state-run economy was the most efficient way of promoting growth. Today nobody believes that except maybe in North Korea. You go to China, India, Brazil, Argentina, Mexico, even Western Europe. Most of the economists under 50 have a free-market orientation. Now, there are differences of emphasis and opinion among them. But they’re oriented toward the markets. That’s a very important intellectual victory.
Om fremtiden:
When I think of my children and grandchildren, yes, they’ll have to fight. Liberty can’t be had on the cheap. But it’s not a hopeless fight by any means. I remain basically an optimist.
Læs hele interviewet her.
2010 er EU’s fattigdomsår, så der kommer masser af fokus på og debat om fattigdom i Danmark, herunder at Danmark ikke har en ”officiel fattigdomsgrænse”. I MSM vil det formentlig blive fremført, at Danmark har set stigende ulighed og det vil næppe blive diskuteret om det er en god eller dårlig ting (for det er selvfølgelig skidt), eller boret i tallene. Så Punditokraterne må hellere komme sagen lidt i forkøbet.
Først lidt om ulighed i indkomster. Typisk prøver man at sammenfatte ulighed i et tal ved hjælp af gini-koefficienten. Gini-koefficienten er den andel af den samlede indkomst for en gruppe af individer/familier, der skal flyttes rundt på, for at indkomsten i en given periode er den samme for alle i gruppen. En Gini-koefficient på nul betyder, at alle har præcis den samme indkomst. En koefficient tæt på én, betyder at et enkelt individ har al indkomst. Tabellen herunder viser Danmarks Statistiks opgørelse af Gini-koefficient efter skat for danske indkomster i udvalgte år siden 1939. Det slående er selvfølgelig at den er faldet markant – fra 0.34 i 1939 til 0.23 i 2006. Den er steget fra 2000 til 2006, men det er en ret marginal stigning i et historisk perspektiv. Fordelingen er stadigt mere lige end i f.eks. 1980. Det skal så i øvrigt bemærkes at fordelingen ikke tager højde for sort arbejde, som formentlig jævner fordelingen yderligere ud.
Ginikoefficient, efter skat, Danmark:
| 1939 | 1944 | 1955 | 1970 | 1980 | 1990 | 2000 | 2006 |
| 0.34 | 0.31 | 0.28 | 0.27 | 0.26 | 0.21 | 0.21 | 0.23 |
Kilde: DS, Danmark i 60 år.
I et internationalt perspektiv er der kun få lande med ginikoefficienter under 25. Danmark hører til blandt de 5 lande i verden med mest lige indkomstfordeling, se figuren herunder. Da Danmark samtidig har et af verdens højeste indkomstniveauer, er det nemt at konstatere at der er få fattige i Danmark i forhold til alle andre lande i verden, med de øvrige nordiske lande som undtagelser.
I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig. I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.
At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart. Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig? Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også. Efter min mening desværre.
Barnett er mere optimistisk:
“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.
But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.
If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.
You might have heard of it: Bush v. Gore.”
Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;
They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.But that’s where the good news is likely to end.
Og fortsætter:
Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.
Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.
Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …
PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).
I tirsdags viste DR2 dokumentarfilmen “Chokoladens mørke side” af Miki Mistrati, der til daglig er tilknyttet Ekstrabladet, hvilket i denne sammenhæng er passende. Som dokumentarfilm bærer “Chokoladens mørke side” først og fremmest præg af, at den aldrig løfter sig ud over den umiddelbare forargelse over at man bruger børnarbejde i Elfenbenskysten. En forargelse der, som det i årevis har været en trend, i sidste ende retter sig mod de store internationale firmaer (læs kapitalismen og markedet), som Miki Mistrati i lighed med en række NGO’ere forventer og forlanger skal have fuldstændig styr på og ansvar for hvad der foregår ud i produktionens yderste led. Filmen kan indtil videre ses eller genses her.
Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde – for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……
Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.
I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.
Som tidligere nævnt begynder der at være interessante lighedspunkter mellem George W. Bush og Barack Obama. Senest kan man vist sige Oops! til den nyeste amerikanske Gallup-tracking poll, der kommer i kølvandet på, at Demokraterne har meddelt, at de i forbindelse med den planlagte sundhedsreform ikke blot vil bruge én forretningsordens-bestemmelse til at undgå en filibuster i Senatet (hvilket er både forståeligt og lovligt, men næppe legitimt), men nu også vil bruge en anden til at gennemføre forslaget i Repræsentanternes Hus helt uden afstemning (hvilket er pænt over grænsen for et åndeligt grundlovsbrud).
I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen. Lavt at flyve–fortsat langt at falde.
Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor. Måske.
I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.
Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?
Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?
Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:
This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.
Yderligere kommentarer burde være overflødige.