Eva, hvor er du?

Det er kun få dage siden, at statsministeren annoncerede den længe ventede regeringsrokade. Dette indebar blandt andet at man erstattede Eva Kjer Hansen med en tilfældig storbonde fra Nordjylland, Henrik Høegh. At rokaden også indebærer et markant skift i regeringens landbrugspolitiske holdninger er blevet klart overraskende tidligt. Fra en intelligent, liberal position under Eva Kjer Hansen er regeringen øjensynligt rykket over i en uinformeret ’vi skal hjælpe erhvervet’-holdning, der mere end lugter af planøkonomi. Den nye fødevareminister har således barslet med en krisepakke på cirka en milliard kroner til et gældsplaget dansk landbrug.

Debatten i Deadline torsdag aften mellem Henrik Høegh og SFs Margrete Auken gav eksempler på, hvordan der politisk tænkes landbrugspolitik på Borgen efter rokaden. Høeghs forklaring på landbrugspakken var, at det er en ’håndsrækning i en meget svær situation’, der skal køre i ’et par år’. Har man hørt den før? Auken, derimod, vurderede at krisepakken i vidt omfang vil blive ’givet til nogen, der med statsgaranti går fallit’. Debatten fortsatte på samme måde, hvorfor jeg kom i den absurde situation, at jeg i aftenens Deadline-debat lagde min overvejende støtte hos Margrete Auken, på trods af hendes miljøsocialistiske holdninger.

Høegh fortsatte med at imponere med nonsens. Tag for eksempel hans vurdering af, at ’Det danske samfund kan simpelthen ikke undvære de arbejdspladser’ – altså dem i landbruget og dets følgeerhverv. Dette er altså fødevareministeren og regeringens basis for at give endnu mere landbrugsstøtte, oveni den fra EU – at beskytte danske arbejdspladser. Men hvis de er afhængige af statsstøtte, hvordan bidrager de så til samfundsøkonomien, Henrik? Og hvorfor er erhvervets gældsproblemer ikke erhvervets eget problem, i stedet for noget, som jeg skal belemres med over skatten?

Nu er landsbrugspolitik ikke ligefrem karakteriseret af stor økonomisk indsigt, som vismand Claus Thustrup Kreiner fik sagt på en meget diplomatisk måde i TV2. Hvis den var, ville ingen nogensinde have tilladt, at Frankrig gennemtrumfede sine landsbrugspolitiske holdninger på europæisk niveau. Men selv i dette ynkelige felt, er Henrik Høegh faldet igennem i sine først dage som minister. Jeg må konstatere, at enten er den nye fødevareminister en dygtig skuespiller med stærke egeninteresser, eller også er han bare nationaløkonomisk analfabet. Om man er liberal eller ej, men blot uafhængig af skadelige særinteresser, er spørgsmålet det samme: Eva, hvor er du?

Hvorfor den græske krise viser, at ØMU’en virker

En ting, der ikke er enighed om på den liberale side af den (mange dimensionale) politiske spillebane er ØMU. Mange liberale er modstandere af dansk ØMU medlemskab f.eks. og nogle bryder sig ikke om hele EU konstruktionen.

Jeg er ikke på det hold, og det er der nogle grunde til. Og på en måde har den græske gældskrise bekræftet mig i den sag. I praksis er markedet i gang med at disciplinere den græske politiske elite på en måde, der vist ikke er set før. Grækenland har på linje med italien historisk haft en politisk elite og en politisk kultur, der har valgt de nemme udveje. Devaluering og dermed indirekte en inflationær har typisk været løsningen på udisciplinerede offentlige finanser og en generel gavmildhed m.h.t. lønninger, pensionsvilkår m.m. især i den offentlige sektor. De har været på ”Anker Jørgensen løsninger” i årtier. Det kommer til at ændre sig nu. I en ØMU er der ingen nemme inflationære devaluerings udveje, og det måtte før eller siden føre til en (erkendelses-)krise. For det er jo som regel igennem kriser, at den politiske elite lærer. At den kommer nu er selvfølgelig forårsaget af recessionen. Og at det er Grækenland, der holder mest for er nærmest en tilfældighed. De har kun marginalt værre offentlige finanser, og marginalt mindre troværdig politisk elite end et par andre ØMU lande.

Læs resten →

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker‘s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Er Obama bare en opskaleret Bush?

Mange læsere vil nok ryste på hovedet af, at man tillader sig at sammenligne George W. Bush med Barack Obama, men tag et kig på den følgende sammenligning fra BankruptingAmerica:

5. They love to spend. Bush passed a $3 trillion budget for 2009.  Obama posted a $3.5 trillion budget in 2010.  Bush doubled the debt to almost $6 trillion and Obama’s plans would leave us with an IOU of an additional $8.5 trillion by 2020.

4. They shop at the same stores. Contrary to popular belief, defense and homeland security spending only made up about 40 percent of Bush’s new spending.  He increased spending across most non-defense categories – like education, Medicare, Medicaid, income security and regional development – by four to six times the rate of inflation.  In Obama’s first half year in office, as he demanded a departure from the “investment deficit” years under Bush, these budgets rose another 70 percent or 40 times the rate of inflation.

3. They dabble with stimulants. In 2001 and 2008, Bush spent billions on rebates to stimulate consumer spending.  In 2009, Obama upped the ante with his $862 billion stimulus package.

2. They give sweetheart deals to failing corporations. Obama carried out Bush’s unpopular $700 billion bailout for failing corporations.  Together, the presidents have bailed out over 600 businesses since Spring 2008.

1. They enjoy regulating in their free time. Once again contrary to popular belief, President Bush was the biggest regulator since Richard Nixon.  Under his leadership in 2007, the number of pages of regulation added to the Federal Register reached an all-time high of 78,090  – a 21 percent increase from Bush’s first year.  And spending on regulatory activities rose to $42 billion in 2009 – a 62 percent increase.  Since taking office, Obama has proposed a large and sweeping increase in regulation that many worry could lead to another financial crisis in the future.

Som de siger i USA: Food for thought.  Det samme kunne i høj grad siges om en Nyrup-Fogh sammenligning.

Jalving på automatpilot om “narkostaten” som han ikke helt har forstået

Den tidligere punditokrat og nuværende blogger m.m. på Jyllands-Posten, Mikael Jalving, har skrevet et indlæg i forbindelse med at der nu gennemføres forsøg med fri heroin til de hårdest belastede narkomaner. Jeg er oftere enig end uenig med Jalving, men denne gang er han gået helt galt i byen efter min mening. Jalving harcelerer i sin “frontalt” på JP over forsøget med “fri” heroin i “Narkostaten gir´en gratis omgang “og skriver bl.a.:

Bor du i en af landets fire største byer og er du lidt trist til mode – vinterdepression? – eller synes du bare, at dit liv godt kunne trænge til lidt mere farve, så gak hen på heroinkontoret og få dit daglige eller ugentlige skud, det manglede da bare efter al den skat, du igennem årene har betalt til velfærdsstaten. Hallo, hvornår har den sidst gjort noget godt for dig? Den tager 70-80 pct. af din indkomst i skatter og afgifter hver enenste dag, og så er det vel kun rimeligt, at du får noget igen, ikke sandt?

og slutter af med:

I dag er der ikke flere mennesker og sjæle at hjælpe – når man altså ser bort fra børn, der ingenting lærer, de syge, som ikke behandles, og de gamle, der rådner op på plejehjem, der ligner krematorier. Men i stedet for at gøre noget for børnene, de syge og de gamle, og gøre meget mindre for alle andre, kommer der nu heroin på bordet.

Er narkomaner ikke også ofre, vil nogen sikkert spørge.

Tjo, nogle er nok. Men skal vi hjælpe dem ved at give dem mere narko? Har velfærdsstaten nu taget den fulde konsekvens af sin 50-årige historie og er blevet dealer af lykke pr. kanyle?

Jalving vil så gerne gøre det til et resultat af velfærdsstaten at man nu vil dele gratis heroin ud til nogle få hundrede af landets narkomaner. Men her har han – formentlig (forhåbentlig) af uvidenhed og grundet opdragelsesmæssig automatreaktion – fat i den forkerte ende.

At man deler gratis heroin ud kan kun delvist ses som et resultat af vores velfærdsstat. Det er først og fremmest et resultat af, at heroin er et illegalt rusmiddel. Naturligvis er hele retorikken omkring hvorfor man vil give gratis heroin funderet i en velfærdsstatslig retorik, men det er ikke nødvendig for at argumentere for uddeling af heroin. Det nuværende forsøg med tildeling af gratis heroin til nogle få hundrede narkomaner må primært anses for at være aflad for konsekvenserne af en undertrykkende lovgivning, der ikke respekterer den mest fundamentale individuelle rettighed – nemlig retten til ens egen krop og hvad man gør med den.

Hvis Jalving havde skrevet indlæg hvor han harcelerer over samfundets mani med at reducere sine borgerer til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, havde jeg været helt og aldeles med ham. Hvis han havde skrevet et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv, så havde jeg fortsat været med ham. Men sagen er, at når vi ender i den absurde situation at det kan ses som økonomisk rentabelt at give folk deres narkotika gratis, så skyldes det først og fremmest, at man har forbud køb og salg af samme stof. Og Jalvings indlæg bliver til en gratis omgang friløb over temaet “hvad staten dog går og betaler til” – og her er fri heroin måske stort set det dårligste eksempel han kunne komme op med. Simpelthen fordi den eneste grund til at det foreslås er at heroin er ulovligt – hvilket ene og alene er “samfundets” ansvar.

Sagens kerne er, at det stereotype billede de fleste af os har af en forhutlet narkoman, først og fremmest er resultatet af forbud og i langt mindre grad af selve heroinen – et stof der fysisk er relativt uskadeligt (og for almindelige mennesker uendelig ligegyldigt), men stærkt vanedanende.

Hvis heroin var legalt ville det formentlig koste mindre end prisen på en pakke smøger per fix. Med andre ord ville narkomanen kunne finansiere sit forbrug ved at samle flasker eller lignende – hvis vedkommende da ikke, hvilket en mindre del rent faktisk gør, kunne bestride en normalt arbejde. 95% af den pris som narkomanerne betaler for deres stof af varierende og ofte livstruende ringe kvalitet skyldes, at der er tale om et forbudt stof. Hvad narkomanerne oftest dør af – ud over overdosis, fordi de aldrig kender koncentrationen af det aktive stof – er de sygdomme som følger af et stressende og uhumsk liv der er en konsekvens af den gældende lovgivning.

Så kunne man jo spørge hvorfor i alverden der er mennesker der overhovedet tager det. Dertil kan jeg kun svare, at det forstår jeg og 99,9% af befolkningen inkl. Mikael Jalving heller ikke, det er derfor vi aldrig kunne finde på at tage det. På den anden side er der nu heller ingen grund til at tro at der ville være (mange) flere der gjorde det, hvis det var lovligt og kostede en flad tyver for et fix. Det står jo enhver frit for at købe lightergas, lim og benzin og sniffe det, men derfor er det jo de færreste der gør det.

Ja, det er et perverst samfund der ender med at betale for folks uvaner, men det perverse består i denne omgang primært i, at det er et samfund der ikke tillader borgeren at have ejendomsret til sin egen krop, og dermed også hvad de fylder den med. Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse) med direkte reference til alkoholforbuddet i USA og det samtidige forbud mod brug af morfin og kokain);

”Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Og det er heri at faren og perversiteten ved vores velfærdsstat ligger – ikke i at man uddeler heroin til en flok forhutlede eksistenser.

Og til Jalvings spørgsmål om “narkomaner ikke også ofre” vil jeg svare, at jo det er de. Ofre for en ufri og hyklerisk lovgivning, og det kan vi andre jo så skåle på i en god (singlemalt) whiskey.

TeknoChile og vejen til den 1. verden

Der er god grund til (igen) at holde et vågent øje på udviklingen i Chile. Landets nyvalgte borgerlige præsident (første gang siden 1958 at chilenerne har valgt en sådan), Sebastián Piñera præsenterede i den forgangne uge sit hold af ministre, der kan karakteriseres ved tre ting:

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag SSebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (selv i ”tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevant uddannelse næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne). Og selv om det er set oftere i en række latinamerikanske lande, at faglige kvalifikationer har vægtet tungere end politiske forbindelser (måske lidt overraskende), har det ofte været under militærstyre (Chile under Pinochet og Brasilien – både under militærdiktaturet og under de første demokratisk valgte præsidenter, dog ikke den nuværende .

Læs resten →

Giver social kapital udvikling? Giver det mening?

Vi har tidligere skrevet om begrebet ’social kapital’ her på stedet, ikke mindst fordi flere af os er interesserede i det, og (naturligvis) fordi jeg i min tid skrev PhD-afhandling om det. Begrebt blev populariseret og bragt til en videre kreds af samfundsforskere af Harvard-politologen Robert Putnam, der i sin bestseller Making Democracy Work fra 1993 definerede det som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Putnams tese var, at disse tre faktorer forstærkede hinanden, og påvirkede landes økonomiske og politiske udvikling.

Men forskningen er selvfølgelig fortsat siden Putnams bog, og noget af den nyeste forskning kaster nyt lys på spørgsmålene, samtidig med at den afviser Putnams hovedtese – at normer, organisationsaktivitet og social tillid på en eller anden måde alle er udtryk for et underliggende koncept – et han kaldte social kapital. Særligt gælder det, at den tætte sammenhæng mellem social tillid og organisationsaktivitet, som Putnam mente var til stede, ser meget svag ud. To spritnye artikler dokumenterer, at billedet derfor er noget mere blandet end Putnam troede. Læs resten →

Skattetryk versus skattetryg

Jeg duellerer dd. i Berlingske Tidende med skatteminister Kristian Jensen (V), der i et indlæg fejrer, at regeringens skattestop (angiveligt) har varet i nu 3.000 dage, og at skattereformen sparer den typiske danske familie for en mængde penge og resulterer i større tryghed.  Indlæggene er ikke til rådighed på internettet, så her er mit svar:

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort. Hvis skatteministeren ikke er enig, kan han jo evt. genlæse sit eget skriftlige svar til Folketinget af 14. maj 2009. Heri opregnes, hvorledes VK-regeringerne 2001-09 har sat skatter og afgifter op i alt knap 150 gange, eller cirka to gange om måneden.

Langt størstedelen af disse er gennemført ved forskellige mere eller mindre kreative smuthuller i regeringens egen definition af, hvad skattestoppet var. Senest er kommet den skattereform, hvormed regeringen helt åbent brød sit eget skattestop.

Flodbølgen af nye skatter og afgifter omfatter bl. a. en beskæring af rentefradragsretten, der reelt øger skattebyrden for de mange, der har lånt penge til at købe en ny bolig eller investere. Den omfatter også en omlægning af TV-licensen, så denne bliver en slags husstandsskat for alle, der ikke kan bevise, at de ikke har et TV. Ramt af multimedieskatten bliver også de lønmodtagere, der som led i deres ansættelser har fået arbejdsredskaber, som de nu bliver beskattet af.

Det måske værste er, at skattereformen er skruet således sammen, at fordelene kommer nu, mens regningen kommer senere. For mens skatteministeren har ret i, at en typisk familie sparer penge i 2010, glemmer han at fortælle, at det er fordi, der først senere sker et indekseringsløft af gamle og nye afgifter, hvorved pengene bogstaveligt vil fosse ind i statskassen med op mod 15 mia. kr. årligt.

Så skattetrygheden er det så som så med, bortset fra et enkelt punkt: Da V og K hastigt opgav deres halvhjertede tale om en reduktion i top-skatten ( som vælgerne ellers støttede), forligsbelagde man samtidigt området, så vi nu trygt kan stole på, at der i hvert fald ikke kommer en virkelig god skattereform de næste godt ti år.

For at omskrive skatteministerens egen udgangsreplik: Under VK-regeringen kan man være skattetryg – bortset fra når man ikke kan.

Fri debat

To punditokrater (én nuværende, én forhenværende) og en åndsbeslægtet “fellow traveller” er dd. medstiftere af det nye pro-ytringsfriheds forum “Fri Debat”. Mere hér, manifest dér og kronik hér.

Update: Mere her

Ostrom om statsfejl vs. markedsfejl

Jeg har selv tidligere skrevet lidt om statsfejl versus markedsfejl–og det samme har Elinor Strom, der modtog Nobelprisen i økonomi 2009, og som vi ved den lejlighed diskuterede lidt, og som jeg netop i disse dage er ved at færdigskrive en artikel om.  Så her kommer lidt om dét, Adam Smith, Thomas Hobbes m.v.  fra hendes 1997-takketale for Seidman Prisen:

“One of Adam Smith’s major contributions was the development of a theory of order that demonstrated the possibility of beneficial outcomes emerging from the independent contributions of many individuals pursuing their own interests within a set of agreed upon rules. Smith’s work provided the foundation for modern micro-economics that has formalized the theory of competitive markets. Individuals organize themselves into enterprises that seek out opportunities for gain through production and exchange. Competition among buyers and sellers exchanging purely private goods in an open market within a legal framework that defines and enforces property rights and contractual agreements, generates incentives that lead toward optimal results.

While each participant tries to maximize his or her own welfare, competition among producers and consumers of pure private goods leads to an increase in the benefits for all while driving individual advantage over others to a minimum. Public policies consistent with this view of order encourage the development of markets as a stimulus to increase “the wealth of nations.”
Smith’s theory of order stands in marked contrast to that of Thomas Hobbes, who argued that self-organization and competition leads to warfare and necessitates a single center of power dominating all social relationships and imposing peace and order on others. For Hobbes, order came from having a single decision maker rather than relying on the decisions made by many self-organized and independent decision makers. While modern scholars frequently deny their reliance on Hobbesian intellectual roots, the modern theory of “The State” is a direct descendant of Leviathan. The State is defined as an organization with a monopoly over the authority to make law and the legitimate use of coercion.
Læs resten →

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Læs resten →

Hvem bestemmer dansk udenrigspolitik?

Det er blevet weekend, og man kan tillade sig at stille spørgsmål udover den almindelige nyhedsstrøm. Som vi omtalte forleden her på bloggen, har tyskeren Niklas Potrafke sidste år publiceret arbejde, der peger på at højreorienterede OECD-regeringer i efterkrigsperioden har stemt sammen med USA i højere grad end venstreorienterede regeringer i de samme lande. Potrafke har dermed vist, at regeringer opfører sig ideologisk, selv i internationale fora. Der er blot et problem, når det kommer til vores del af verden: Skandinaviens særlige tradition for mindretalsregeringer.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik. Læs resten →

Hayek for rappere

Russ Roberts, professor i økonomi ved–ikke så overraskende–George Mason University (der nu på underområder som “experimental economics” er på vej ind i top 10 af amerikanske econ.depts.) har lavet den formodentlig mest nørdede rap nogensinde, og så er den iøvrigt ikke kedelig: “Fear the Boom & Bust”, en rap-out mellem Lord Keynes og F.A. Hayek.  Enjoy!

Bad Bad Banks

Obama administrationens seneste påfund er lovgivning, der skal forbyde banker at foretage ”proprietary trading” – det vil sige handle for egen bog. I praksis er det et skridt tilbage til tiden før 1994 hvor Glass-Steagall loven blev ophævet. Glass-Steagall adskilte i praksis ejerskabet af ”investment banks” fra ”commercial banks”. Ophævelsen af Glass-Steagall (som var en 1930er opfindelse uden paralleler i andre lande) førte i perioden 1994-2008 til flere fusioner på tværs og dermed ”krydsninger” mellem investeringsbanker og commercial banks. Citigroup og JP Morgan Chase er eksempler. Paradoksalt nok nærmest tvang Bush administrationen (og Tim Geithner!) Bank of Americas Ken Lewis til at overtage investeringsbanken Merril Lynch i den weekend, hvor alt kollapsede i efteråret 2008. Dermed var den nuværende amerikanske finansminister med til at skabe den slags konglomerat som han nu åbenbart mener er et problem. Det er i det hele taget mærkværdigt at administrationen nu demoniserer store banker. Sidste år var den med til at skabe en del af dem via stærk tilskyndelse til fusioner. Det er dog også tydeligt at Obamas forslag ikke er groet i Tim Geithners have. Og konsistens med hensyn til finansiel reform har hidtil ikke været en af administrationens stærke sider.

Læs resten →

Verdens ulighed

Et par af de myter man møder igen og igen er, at kapitalismen gør verden mere ulige og at gabet mellem de rige og de fattige i verden er stigende. Billedet af ”os og dem” gentages f.eks. i det uendelige i MSM. Nu ofte i en ny klima relateret forklædning.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

fig1

fig2

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

Læs resten →

Økonomisk politik, Chavez-style

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten →

George W. Obama

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

Your tax dollars at work …

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

Dansk Public Choice Workshop 2010

I morgen, torsdag den 21. januar, afholder vi den årlige danske Public Choice Workshop. Workshoppen, som i år arrangeres af københavnerne – David Dreyer Lassen og Henrik Christoffersen – afholdes rent fysisk hos Cepos. Det er således en anerkendelse af, at tænketanken er ved at blive en integreret del af det danske forskningsmiljø på området.

Programmet, der kan læses her, kommer vidt omkring. Der er papirer om demokratiets udvikling i Europa, om den religiøse transition (rige lande bliver mindre religiøse), budgetdisciplin og mangel på samme i kommunerne, og andre gode ting. En række af papirerne kan downloades, og andre kan givetvis fås fra forfatterne når de er klar.

Ex-Punditokrat blandt verdens bedste bloggers

Et nyt studie af Franklin G. Mixon Jr. og Kamal P. Upadhyaya i Eastern Economic Journal forsøger at måle, hvem verdens bedste bloggers er. Nummer et, baseret på deres akademiske impact, er naturligvis Nobelprisvinderen Gary Becker (U Chicago), der blogger på the Becker-Posner blog sammen med listens nummer tre, Richard Posner. Nummer to er Harvards Greg Mankiw, nummer fire er Nouriel Roubini (NYU) fra the Roubini Global Economics Monitor, og nummer fem er just afdøde Paul Samuelson (MIT), der bloggede på Inside the Economist’s Mind.

Det fantastiske er, at på plads nummer seks kommer ex-punditokraten Nicolai Foss (CBS), som sammen med andre kører bloggen Organizations and Markets. Nicolai, som jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med for tiden, er også en af de mest læste danske økonomer i de senere år (ifølge RePecs statistik). Samtidig er han en skarp og ofte ret morsom polemisk hjerne, som er værd at læse – både på bloggen og i mere tydeligt videnskabeligt arbejde. Læs resten →