Økonomisk politik, Chavez-style

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2010. 4 svar

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten →

George W. Obama

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2010. 18 svar

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

Your tax dollars at work …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2010. 1 svar

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

Dansk Public Choice Workshop 2010

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2010. Skriv et svar

I morgen, torsdag den 21. januar, afholder vi den årlige danske Public Choice Workshop. Workshoppen, som i år arrangeres af københavnerne – David Dreyer Lassen og Henrik Christoffersen – afholdes rent fysisk hos Cepos. Det er således en anerkendelse af, at tænketanken er ved at blive en integreret del af det danske forskningsmiljø på området.

Programmet, der kan læses her, kommer vidt omkring. Der er papirer om demokratiets udvikling i Europa, om den religiøse transition (rige lande bliver mindre religiøse), budgetdisciplin og mangel på samme i kommunerne, og andre gode ting. En række af papirerne kan downloades, og andre kan givetvis fås fra forfatterne når de er klar.

Ex-Punditokrat blandt verdens bedste bloggers

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2010. Skriv et svar

Et nyt studie af Franklin G. Mixon Jr. og Kamal P. Upadhyaya i Eastern Economic Journal forsøger at måle, hvem verdens bedste bloggers er. Nummer et, baseret på deres akademiske impact, er naturligvis Nobelprisvinderen Gary Becker (U Chicago), der blogger på the Becker-Posner blog sammen med listens nummer tre, Richard Posner. Nummer to er Harvards Greg Mankiw, nummer fire er Nouriel Roubini (NYU) fra the Roubini Global Economics Monitor, og nummer fem er just afdøde Paul Samuelson (MIT), der bloggede på Inside the Economist’s Mind.

Det fantastiske er, at på plads nummer seks kommer ex-punditokraten Nicolai Foss (CBS), som sammen med andre kører bloggen Organizations and Markets. Nicolai, som jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med for tiden, er også en af de mest læste danske økonomer i de senere år (ifølge RePecs statistik). Samtidig er han en skarp og ofte ret morsom polemisk hjerne, som er værd at læse – både på bloggen og i mere tydeligt videnskabeligt arbejde. Læs resten →

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Af Altmann, den 15. januar 2010. 15 svar

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Chile bliver medlem af OECD

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2010. 3 svar

Mandag optog OECD sit 31. medlem, Chile. Organisationen, der ofte kaldes ’de rige landes klub’, har dermed sat sit officielle stempel på den chilenske økonomi. Efter at være blevet lagt for had i verdensopinionen i årevis og have været udsat for almindelig foragt i resten af Latinamerika – man hører tit folk sige, at Chile ikke er et ’rigtigt’ latinamerikansk land – er der nu kommet en egentlig anerkendelse af landets imponerende bedrifter. Den officielle besked er her. Læs resten →

(endnu en gang) økonomisk og institutionel krise i Argentina

Af Niels Westy, den 10. januar 2010. Skriv et svar

I sidste måned forsøgte den argentinske regering at få fat i en del af nationalbankens valutareserver til finansiering af det offentlige forbrug. På trods af brandbeskatning af landbruget (der sammen med tørke indebærer, at Argentina muligvis for første gang nogen sinde vil importere oksekød i 2010), nationalisering af opsparede pensionsmidler mv. bliver det sværere og sværere at skaffe midler til det fortsatte offentlige forbrug.

Forsøget på at få fingre i valutareserverne har udløst en institutionel krise, der i stigende grad gør det sandsynligt, at Argentina skal igennem endnu økonomisk nedtur (og måske en præsidentafgang i utide?). Om man så har lært lektien denne gang kan man stille sig tvivlende overfor. Indtil videre er det ikke lykkedes Argentina, der i løbet af 100 år er gået fra at være et af verdens 5 rigeste lande til den bløde mellemvare, at gennemføre varige reformer. Tværtimod har man især de seneste 50-60 år igen og igen oplevet dybe økonomiske kriser.

Den seneste udvikling har jeg skrevet lidt om på Americas.dk, hvis det skulle have interesse.

Her vil jeg blot opfordre de der måske har en forestilling om, at vi i Danmark (Europa), der har foretaget samme bevægelse (omend mindre dramatisk) siden vi “toppede” som en af verdens 5 rigeste nationer i 1970, nok skal gennemføre de nødvendige reformer på et eller andet tidspunkt, til måske at interessere sig lidt mere for Argentinas historie – det er ikke opløftende læsning.

Camerons ikke-ideologi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. januar 2010. 11 svar

Med Labours beslutning om at holde fast i juggernauten Gordon Brown, tyder det meste på en sejr for de britiske konservative ved dette års parlamentsvalg.  I så fald bliver Tory-partilederen David Cameron den næste premierminister.  Men hvad er hans ideologiske observans egentlig?  Er han en Thatcherite i fåreklæder?  En “compassionate conservative”?  Noget helt tredje?  Det altid læsværdige britiske Tory-ugemagasin The Spectator siger i denne uge i en artikel: “None of the above”.  Inderst inde består Camerons politiske filosofi af … ingenting (stort set):

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Blandt de ti rigeste i 2020 – men hvor er vi nu?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2010. 2 svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skitserede i november sine mål for dansk økonomi. Det klareste og lettest målelige af dem er, at Danmark skal være blandt verdens ti rigeste lande i 2020. Det lyder som et fint mål, men før man klapper hænderne sammen i begejstring, er det vel værd at se på, hvor vi ligger i dag. Til det formål bruger vi den amerikansk-udviklede Penn World Tables database, der bl.a. indeholder BNP-tal tilbage til 1950. Det geniale ved databasen er, at den leverer PPP-tal, dvs. tal der er korrigeret for de store prisforskelle mellem verdens lande. Alle indkomsttal bliver således omregnet til amerikanske 2005-priser, og kan derfor sammenlignes direkte. Læs resten →

Faldende kriminalitet i USA II

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 5. januar 2010. 3 svar

Jeg skrev for nylig om de seneste opgørelser fra FBI, som viser faldende kriminalitet i USA på trods af den økonomiske krise. Heather Mac Donald fra tænketanken Manhattan Institute har i dag et glimrende indlæg i Wall Street Journal, hvor hun angriber 1960’ernes teorier om, at kriminalitet først og fremmest skyldes fattigdom og ulighed. Her er et par udpluk:

The recession of 2008-09 has undercut one of the most destructive social theories that came out of the 1960s: the idea that the root cause of crime lies in income inequality and social injustice. As the economy started shedding jobs in 2008, criminologists and pundits predicted that crime would shoot up, since poverty, as the “root causes” theory holds, begets criminals. Instead, the opposite happened. Over seven million lost jobs later, crime has plummeted to its lowest level since the early 1960s. The consequences of this drop for how we think about social order are significant.

If crime was a rational response to income inequality, the thinking went, government can best fight it through social services and wealth redistribution, not through arrests and incarceration. Even law enforcement officials came to embrace the root causes theory, which let them off the hook for rising lawlessness. Through the late 1980s, the FBI’s annual national crime report included the disclaimer that “criminal homicide is largely a societal problem which is beyond the control of the police.” Policing, it was understood, can only respond to crime after the fact; preventing it is the domain of government welfare programs.

The recession could still affect crime rates if cities cut their police forces and states start releasing prisoners early. Both forms of cost-saving would be self-defeating. Public safety is the precondition for thriving urban life. In 1990s New York, crime did not drop because the economy improved; rather, the city’s economy revived because crime was cut in half. Keeping crime rates low now is the best guarantee that cities across the country will be able to exploit the inevitable economic recovery when it comes.

Spændende læsning i 2009, nummer 2

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2010. 1 svar

I vores korte januarserie om ’spændende læsning i 2009’ var første bud Niclas Berggren og Mikael Elinders studie af sammenhængen mellem økonomisk vækst og tolerance. Andet bud er også fra en kollega, der samtidig er en personlig ven.

Niklas Potrafke, der pt. er ved universitetet i Konstanz, har specialiseret sig i spørgsmålet om, hvornår og på hvilke områder, politisk-ideologiske forskelle stadig betyder noget. Hans PhD-afhandling fra 2008 viste bl.a., at dag-til-dag politik ikke længere udviser de store ideologiske forskelle, men er det også sandt for staters holdninger i international politik? Svaret på dét spørgsmål gav Potrafke i en artikel i tidsskriftet Review of International Organizations. Læs resten →

Fri mig for Pantheismen

Af Carsten Valgreen, den 2. januar 2010. 4 svar

I en tidligere post linkede vi til en video, der viste historiske temperatur-udsving ifølge isboringer fra Grønland. Pointen var at understrege, hvor vilde udsving der historisk har været og hvor ustabilt jordens klima i sig selv er. I en post om Stern-rapporten stillede jeg det simple spørgsmål:

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Læs resten →

Spændende læsning i 2009, nummer et

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2010. 1 svar

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten →

Obama og de bløde budgetbegrænsninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. december 2009. 1 svar

Washington Post rapporterede i går, at Obama-administrationen har lovet ’ubegrænset finansiel støtte’ til de to lånegiganter Freddie Mac og Fannie Mae (læs her; hattip Volokh Conspiracy). Amerikanske kommentatorer har bemærket to ting: 1) at administrationen, der efterhånden er ekstremt upopulær (ratings er pt. lavere end for George W. Bush i hans anden præsidentperiode), har forsøgt at ’drukne’ nyheden ved at lægge den ud juleaftensdag; og 2) at administrationen samtidig har godkendt chefbonusser hos de to banker for tilsammen 42 millioner dollars.

Det amerikanske finansministerium har med beskeden sendt udtalelsen, at trækket ”should leave no uncertainty about the Treasury’s commitment to support these firms as they continue to play a vital role in the housing market during this current crisis.” Som den republikanske senator Scott Garrett bemærkede, er beslutningen ikke blot “a continued bailout of failed entities that need to be privatized to protect the taxpayer, the timing of the announcement is clearly designed to try and sneak the bailout by the taxpayers.”

Men endnu vigtigere, i det mindste på den længere bane, er at beslutningen synes at reflektere, at Obama og hans medarbejdere slet ikke synes at have forstået et af de største problemer ved deres handlinger: Det, man gennem den pinagtige kommunistiske erfaring i Centraleuropa, er kommet til at kende som ’bløde budgetbegrænsninger’. Fænomenet, som den ungarske økonom Janos Kornai har analyseret indgående, skyldes en indgående politisering af økonomien, eller dele af den. I dette tilfælde, ligesom i tilfældet med den amerikanske stats de facto overtagelse af flere bilfabrikker, vil politisk styring betyde, at der altid kan findes grunde til at give øget støtte eller løsere administration af regler osv. For eksempel påkaldes beskæftigelseshensyn meget ofte som rationale for, at virksomheder tæt på politikerne får offentlig støtte.

Bundlinjen bliver derfor ikke på nogen måde styrende for, hvordan forretningen køres. Incitamenter til at økonomisere med arbejdskraft eller ressourcer, til at indføre effektiviserende tiltag, eller til i det hele taget at tage forbrugernes præferencer alvorligt, svækkes derfor markant. Obamas overtagelse, de facto eller de jure, af Fannie Mae og Freddie Mac lover derfor ikke godt. Den amerikanske stat risikerer at kyle penge ud af vinduet i et forsøg på at ’beskytte’ folk med dårlige lån i de to hypotekbanker. Eneste gode nyhed er, at administrationens blatant venstreorienterede og økonomisk ilitterate adfærd giver masser af stof til de næste års undervisning i politisk økonomi.

Punditokraternes Julehilsen

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2009. 2 svar

Så er det blevet tid til at trække sig tilbage til familiens skød og nyde et par alt andet end rolige dage med nevøer, niece og alskens andre medlemmer af ens biologiske baggrund. Og som altid er det også tid til, at Redacteuren på Punditokraternes vegne sender en stor hilsen og tak til alle vores læsere, både dem der flittigt kommenterer og dem, der blot følger med i vores skriblerier.

2009 blev året, hvor vi skiftede en del af teamet ud og holdt flyttedag i cyberspace. Jeg håber at læserne er lige så glade for både det nye (eller halvnye) tem og vores nye look som jeg er. Vi håber også alle, at vi stadig i 2010 kan få kommentarer og en mail i ny og næ om emner, som vores læsere synes ville være spændende at få dækket.

2009 blev også året, hvor vi skrev langt og meget om klimadebatten, sydamerikanske forhold – ikke mindst den honduranske situation, hvis dækning i msm vækkede minder om marxistisk historieskrivning – ulandshjælp, og en ny amerikansk præsident med masser af varm luft. Ingen af emnerne har vakt udelt opbakning fra alle læsere, men det er netop heller ikke pointen. Næste år som de foregående år understreger vi, at man ikke behøver være enig med os i alt. Så længe man kan argumentere solidt for sit synspunkt, og ikke blot blindt gentager ’autoriteter’, er debat givende for alle parter. Og autoriteter, selv hos punditokraterne, kan jo tage fejl, ikke mindst når de ikke bliver udfordrede.

Så det er med ønsket om fortsat uenighed, debat og udfordring, at vi trækker os tilbage til julen. Det er i det mindste en højtid, hvor man ikke behøver at tro på nogen autoritet – menneskelig eller gudelig – for at nyde tiden. Herfra skal der blot lyde et ønske om en Glædelig Jul og et Godt Nytår til alle.

Faldende kriminalitet i USA

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 22. december 2009. 3 svar

Det amerikanske forbundspoliti (FBI) har netop offentliggjort de foreløbige kriminalitetstal for den første halvdel af 2009. I lyset af den økonomiske krise havde mange forventet, at kriminaliteten ville stige, men den er tværtimod faldet markant i forhold til samme periode sidste år. Den voldelige kriminalitet faldt med 4,4 procent, mens berigelseskriminaliteten faldt med 6,1 procent. Antallet af mord faldt med 10 procent. Kriminaliteten i USA har været faldende siden begyndelsen af 90’erne og er nu på sit laveste niveau i mere end 40 år.

Markedsfejl versus statsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2009. 1 svar

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om “markedsfejl”–og “statsfejl”.  Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? …

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her.  (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.)  En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

Hvorfor har man ikke anvendt temperaturmålinger dækkende 40% af Rusland?

Af Niels Westy, den 17. december 2009. 16 svar

Der kommer hele tiden nye dimensioner til i climategate, der vel efterhånden har miskrediteret de involverede videnskabsfolk i en sådan grad at de rettelig bør udelukkes for al fremtidig forskning indenfor klima. Det seneste i den fortsatte føljeton om forsøgene på at fremme et helt bestemt billede af temperaturudviklingen er, at man kun har brugt udvalgte russiske vejrstationer, hvis resultater understøttede tesen om global opvarmning, og har fravalgt målinger fra 40% af Rusland. Læs resten →

Helikopter-Ben i knibe

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 17. december 2009. 3 svar

Det forlyder, at John McCain vil stemme imod en genudnævnelse af Ben Bernanke som chef for den amerikanske centralbank. McCain foretrækker efter sigende Paul Volcker, som slog hårdt til mod inflationen i begyndelsen af 80’erne, eller John Taylor, som har udmærket sig med den såkaldte Taylor Rule. Både Taylor og Volcker har kritiseret Bernanke for at føre en for løs pengepolitik. Taylor udgav sidste år et læseværdigt papir, hvor han konkluderede, at finanskrisen skyldtes netop denne løse pengepolitik.

Bernanke fik som bekendt øgenavnet ”Helicopter Ben”, da han i 2002 holdt to taler, hvor han med henvisning til Milton Friedmans berømte helikopter-eksempel understregede, at man altid kan udrydde deflation ved at trykke flere penge. Talerne kan læses her og her. Bernanke hyldede Friedman og Anna Schwartz for deres studie af depressionen i 30’erne, som konkluderede, at den amerikanske centralbank forårsagede depressionen gennem en alt for hård pengepolitik efter krakket i 1929.

Monetarister og tilhængere af den østrigske skole har længe debatteret årsagerne til depressionen i 30’erne og opskriften til den perfekte pengepolitik. Mark Skousen foreslår et interessant kompromis i bogen Vienna and Chicago: Friends or Foes?:

In conclusion, was there an inflationary imbalance during the 1920s, sufficient to cause an economic crisis? The evidence is mixed, but on net balance, the Austrians have a case that the low-interest rate policies of the Fed were sufficient to create distortions in the ”higher-order” sectors of the economy, and therefore a recession at minimum was necessary to correct these imbalances. But was Fed policy sufficiently easy to create a Great Depression following the 1929 stock market crash? Here the monetarists have the upper hand: only further deflationary blunders by the Federal Reserve could have turned the 1929-30 recession into the worst economic crisis of the 20th century.

Men uanset om man er monetarist eller østriger, så er John McCains skepsis over for Bernanke formentlig på sin plads. Selv Milton Friedman ville formentlig være betænkelig over den enorme udvidelse af pengemængden, som har fundet sted gennem det seneste års tid. Således påpegede Peter Bernholz tirsdag følgende i magasinet The American:

In a mistaken fear of deflation, the Fed lowered its interest rate to 1 percent and increased the monetary base by about 39 percent from 2000 to 2006 after the bursting of the New Economy Bubble. In doing so it encouraged an incredible credit expansion by the financial sector and thus allowed the subsequent asset bubble.

På den baggrund burde følgende give anledning til en vis bekymring:

The monetary base of the Fed has grown by about 99 percent within one year from the end of July 2008; and this following a substantial increase already since the end of 2008. Even the Swiss National Bank increased its monetary base by 112.5 percent from the end of 2008 to the end of May of 2009. The growth of the monetary base in the euro zone looks more modest, with 68 percent since the end of 2007. But even this smaller increase has never been experienced in monetary history except in countries suffering from high inflation.