Kriminalitet, økonomi og smadrede ruder

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 21. december 2010. 3 svar

FBI har netop offentliggjort de seneste kriminalitetstal for USA. På linje med sidste år viser tallene, at kriminaliteten er faldende på trods af den økonomiske krise. I første halvdel af 2010 faldt den voldelige kriminalitet med 6,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Berigelseskriminaliteten faldt med 2,8 procent.

Bortset fra en lille stigning i perioden 2005-2006 har den voldelige kriminalitet i USA nu været faldende siden 1991. Man skal tilbage til 1964 for at finde et lavere drabstal pr. indbygger, end vi har i dag.

Tallene understreger, at økonomi og kriminalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Andre forhold – såsom politiet, retssystemet, fængselsvæsenet og en række faktorer, som man kunne samle under rubrikken ”sammenhængskraft” – spiller også ind, men der er ingen klar konsensus blandt eksperterne.

En af de mere holdbare teorier om kriminalitet er den såkaldte ”broken windows”-teori, som blev fremsat af James Q. Wilson og George Kelling i 1982. Kort fortalt går teorien ud på, at smadrede ruder, graffiti, affald og andre synlige tegn på forfald kan sende et kvarter ud på en glidebane med stigende småkriminalitet efterfulgt af mere alvorlig kriminalitet.

Politiet i New York City støttede sig til ”broken windows”-teorien, da de i 90’erne lancerede en ”zero tolerance”-politik over for småkriminalitet. Mellem 1990 og 2000 faldt drabstallet i New York City fra 30,7 pr. 100.000 indbyggere til 8,4 pr. 100.000 indbyggere.

I 2008 udførte forskere i Holland et eksperiment, som yderligere underbyggede ”broken windows”-teorien.

I anledning af sidste års faldende kriminalitetstal havde James Q. Wilson et indlæg i Los Angeles Times, hvor han bl.a. roste politiet i New York City og Los Angeles for deres indsats. En af mændene bag New Yorks succes i 90’erne, William J. Bratton, blev chef for politiet i Los Angeles i 2002. Drabstallet i Los Angeles faldt fra 17,1 til 8,1 pr. 100.000 indbyggere i perioden 2002-2009.

Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2010. 13 svar

Oven på finanskrisen er mange lande endt med en stor – og voksende – offentlig gæld. Flere var allerede før krisen langt fra på en bæredygtig kurs. Grækenland ville for eksempel være endt i store problemer uden krisen, der blot afslørede hvor dårligt, de græske statsfinanser havde det. Andre lande har forsøgt sig med store keynesianske finanspolitiske pakker, uden at man dog umiddelbart kan se meget effekt. I alle disse lande har regeringerne opbygget en stor gæld, der stiger i takt med at man udskyder de politisk smertefulde valg, der kan bringe økonomien på ret køl igen.

Men gælden skal ned, også i Danmark, og spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst gør det. Skal man rette statsfinanserne op ved at hæve skatterne – og hvilke skatter – eller bør man sænke udgifterne i stedet for – og i det tilfælde, hvilke udgifter? Ny forskning fra den europæiske centralbank giver svar på, hvilke strategier der normalt bringer succes på længere sigt, når man skal have statsgælden ned.

ECB’s Christiane Nickel, Philipp Rother og Lilli Zimmerman har i papiret ”Major Public Debt Reductions: Lessons from the Past, Lessons for the Future” (ECB working paper 1241) set på gældsreduktion i perioden mellem 1985 og 2009 i Europa. Og deres erfaringer bliver ikke populære. En lang række tests viser klart, at permanente gældsreduktioner kommer fra reduktioner i offentlige udgifter, og helt særligt reduktioner i sociale udgifter og lønninger i den offentlige sektor. Hvis man er heldig eller dygtig og får højere økonomisk vækst, hjælper det indlysende nok også med at reducere gældsbyrden. Sidst, men ikke mindst, viser det sig at permanente gældsreduktioner er mere sandsynlige når lande får højere omkostninger ved at servicere deres eksisterende gæld.

Omvendt virker det ikke som om at skatteforhøjelser og mere generelt forsøg på at øge statens indtægter er en effektiv måde at reducere gældsbyrden på længere sigt. Med andre ord virker det ikke sandsynligt, at traditionelle løsninger, der søger at bevare statens størrelse, kommer til at virke. En del af problemet er, som Nickel, Rother og Zimmerman nævner, at udgiftsforhøjelser har en tendens til at føre til lavere vækst, mens massive reduktioner af europæiske landes offentlige udgifter på længere sigt er gavnlige for den langsigtede vækst, og derfor også ekstra gavnlige for en permanent gældsreduktion.

Med de nye indsigter fra ECB kan man måske se Europas og USA’s problemer i et nyt lys. Er Obama-administrationen på ret kurs, når de forsøger at hæve skatterne og blande sig i økonomien? Har man politisk vilje og ansvarlighed i Grækenland, Portugal eller Italien, når nedskæringer bliver pinligt nødvendige? Er der europæiske lande, man lige så godt kan afskrive? Det sandsynlige svar er nok nej, nej og ja. Og hvad med Danmark? Hvad er strategierne fra S-SF og regeringen, når også den danske gæld begynder at stige? Tja, det er ved at blive svært at være optimist, når man nu ved, hvad der normalt virker.

Gør Ekstra Bladet danskerne dummere?

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 17. december 2010. 12 svar

Ifølge Ekstra Bladet er der nu videnskabeligt bevis for, at ”Fox News gør amerikanerne dummere”:

Den magtfulde amerikanske tv-station Fox News er i årevis blevet beskyldt for at være fuld af løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder.

Den republikaner-venlige og højreorienterede nyhedsstation bliver også beskyldt for åbenlys propaganda, og noget tyder på, at der er hold i begge påstande.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere på University of Maryland.

Undersøgelsen viser, at jo mere Fox News man ser, jo mere misinformeret er man om samfundsforholdene i USA og resten af verden.

Det er fuldt forståeligt, at en seriøs og objektiv avis som Ekstra Bladet udtrykker sin bekymring over ”løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder”, men efter et nærmere kig på Ekstra Bladets dokumentation kan jeg berolige denne blogs læsere: Fox News gør ikke amerikanerne dummere. Snarere tværtimod.

Et nærliggende spørgsmål er derimod, om Ekstra Bladet gør danskerne dummere. Døm selv – og se så i øvrigt dette TV-indslag, som viser, at Fox News havde de mest nøjagtige prognoser og den mest afbalancerede dækning af præsidentvalget i 2008:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=1se-BijzLks[/youtube]

Farvel til en liberal høg

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 16. december 2010. Skriv et svar

Præsident Obamas særlige udsending til Afghanistan og Pakistan, Richard Holbrooke, døde i mandags. Holbrooke stod for en aktiv amerikansk udenrigspolitik, og det var i høj grad hans fortjeneste, at USA greb ind og fik stoppet krigen i Bosnien i 1995. Mange af de mindeord, som de amerikanske medier har bragt, fortjener at blive gengivet her:

Strobe Talbott i Washington Post:

The obituaries are filled with words not always associated with eulogies: brash, aggressive, unyielding, exhausting. But put those together with effective, pragmatic, purpose-driven, indefatigable and idealistic, and they’re redolent of our national character. Not the Ugly American, and certainly not the Quiet American, but the Can-Do, Must-Do, Get-the-Hell-Out-of-My-Way American.

Fouad Ajami i Wall Street Journal:

American patriotism and American liberalism were still tethered together as Holbrooke made his way. There may have been hubris in that outlook. Our country would be bloodied in distant places, it would learn that the world wouldn’t always bend to our will. But the lodestar remained that essential belief that American power could be a force for the good in the world beyond our shores.

Ahmed Rashid i New York Daily News:

No American has tried as hard to ease the fears, apprehensions, doubts, conspiracy theories and ill-informed views of Pakistanis toward the U.S. as has Richard Holbrooke. His death is a tragedy for American diplomacy – but much more so for Pakistan, because whether you liked him or disliked him, there is no denying that in the last two years, he constantly battled for Pakistan.

The image of Holbrooke wading through floodwater, distributing relief goods to this year’s 20 million flood victims – not once but repeatedly at the ripe age of 69 – is an indelible one, that our own much younger leaders barely ever replicated. He pushed for U.S. helicopters to be deployed in Pakistan for the flood victims. He pushed for more aid money for Pakistan from a reluctant Congress.

Leder i Wall Street Journal:

Military force, as he saw it, was often the indispensable ally of diplomacy, not merely its alternative. That’s a lesson Holbrooke took to his final assignment in Pakistan and Afghanistan as a proponent of President Obama’s surge. In August, he wrote us personally about the task ahead. His counsel is worth sharing: ’We face an extraordinary challenge – and our greatest enemy is time. Americans are by nature impatient and driven by election cycles and screaming cable guys; Afghans see time differently and everything moves more slowly than we expect. If [the mission] is as important as we say it is, we must give it time.’

Holbrooke’s energy and intellect made him America’s best-known diplomat, but we’ll remember him in particular as a diplomat who never doubted America as a force for good in the world.

Foreign Affairs har samlet nogle af Richard Holbrookes bedste artikler gennem årene her.

Ære være Richard Holbrookes minde.

De trykker penge II

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 15. december 2010. Skriv et svar

Apropos diskussionen her på bloggen omkring Helikopter-Ben og QE2, så har George Selgin (University of Georgia), William Lastrapes (University of Georgia) og Lawrence White (George Mason University) netop udgivet et interessant papir, hvor de evaluerer den amerikanske centralbanks optræden siden 1914. Her er et resumé:

As the one-hundredth anniversary of the 1913 Federal Reserve Act approaches, we assess whether the nation‘s experiment with the Federal Reserve has been a success or a failure. Drawing on a wide range of recent empirical research, we find the following: (1) The Fed‘s full history (1914 to present) has been characterized by more rather than fewer symptoms of monetary and macroeconomic instability than the decades leading to the Fed‘s establishment. (2) While the Fed‘s performance has undoubtedly improved since World War II, even its postwar performance has not clearly surpassed that of its undoubtedly flawed predecessor, the National Banking system, before World War I. (3) Some proposed alternative arrangements might plausibly do better than the Fed as presently constituted. We conclude that the need for a systematic exploration of alternatives to the established monetary system is as pressing today as it was a century ago.

De trykker penge

Af Carsten Valgreen, den 13. december 2010. 9 svar

Blogosfæren er fyldt med det, og Jon Stewart har en fest på Bernankes bekostning:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Tw2ClOJuQII[/youtube]

Det er utroligt, hvor mange som har en mening om dette og hvor få af dem der har det, som har indsigt i hvordan pengemarkedet fungerer og hvad det egentlig er Federal Reserve gør med “QE2”. Af samme grund er stakkels Bernanke endt i svære forklaringsproblemer. Det er godt for Jon Stewart. Men skidt for den folkelige forståelse af, hvad der faktisk foregår og dermed farligt.

Så, kære læser, hvis du er interesseret i at forstå, hvad QE2 egentlig går ud på, så start med at slå fordommene fra, herunder især hvis du har fået tudet ørene fulde om monetarisme og “debasing af dollaren”.

Det centrale problem er, at centralbanker normalt styrer pengepolitikken ved hjælp af pengemarkedsrenter. Renter kan imidlertid ikke sætte under nul, simpelthen fordi renten på fysiske penge er nul (hvis bankernes renter er negative vil i alle sammen hæve vores indestående og lægge det under hovedpuden i fysiske sedler og mønter).

Hvad gør man så, når renten rammer nulbegrænsningen? Svaret er at man prøver at reducere renterne på længere løbetider (ud af rentekurven). Hvordan gør man det? Ved at intervenere i markedet, dvs. ved at købe statspapirer med længere løbetid.

Men for at gøre det skal centralbanken finansiere sig. For at øge aktivsiden af balancen må man øge passivsiden. Man må “trykke pengene”. Det er her Bernanke kommer i problemer, for det lyder som om han bare trykker penge i kælderen og hælder dem ud på gaderne. I praksis gør han noget helt andet. I et moderne pengemarked er det ikke centralbanken der bestemmer, hvor stor pengebasen skal være. De bestemmer renteniveauet (prisen), hvorefter pengemarkedet efterspørger pengemængden.

Hvad så, når centralbanken har brug for at øge balancen? Der er i princippet mindst to måder det kan gøres på. Centralbanken kunne bede Finansministeriet om at udstede korte statspapirer og putte provenuet i centralbanken som et indskud. Eller den kan give bankerne et incitament til at skabe ekstra likviditet og sætte den på indskud. Det sidste kan f.eks. ske ved at betale en lille smule mere i rente ved indskud i centralbanken end renten er i dag-til-dag pengemarkedet. Det er det sidste Federal Reserve har gjort.

Man kunne så tro at det var skidt for økonomien, fordi bankerne hellere ville sætte penge ind i centralbanken end låne dem ud. Men husk at bankerne altid kan skabe (i princippet næsten uendelig) likviditet i markedet vha de statsobligationer de alligevel har på balancen. Og husk at Federal Reserve selv forsyner pengemarkedet med præcis den likviditet markedet efterspørger til den pengemarkedsrente som Federal Reserve bestemmer sig for. Federal Reserve leverer med andre ord likviditet til markedet. Markedet har så nu et ekstraincitament til at skabe likviditet fordi Federal Reserve betaler ekstra rente på indskud. Federal Reserve leverer denne likviditet i open-market operation og den ender hos Federal Reserve selv. I den forstand skaber Bernanke “money out of thin air”.

Det lyder forvirrende. Men hvis vi nu kalder indskud i Federal Reserve for en-dags-lån og husker at Federal Reserve er et datterselskab af finansministeriet og en del af den amerikanske stat, så bør det stå klart at der ikke er nogen forskel på at Federal Reserve betaler merrente på indskud og at den amerikanske stat udsteder en-dags obligationer. I praksis trykker Federal Reserve ikke bare penge og køber obligationer. De udsteder en-dags obligationer og køber lange obligationer i et forsøg på at sænke de lange renter (og det virker tydeligvis ikke ret godt).

Det er ikke at “trykke penge”. I hvert fald ikke i den demagogiske forstand det ofte bruges. Det er snarere en markant ændring i varighedsmålsætningen for statsgældpolitikken. Og det kunne lige så godt have været udført af Treasury (det har Barro forstået). Det havde givet mindre spot og spe af Bernanke i Daily Show. Men større problemer i kongressen.

Men hvad med alle de ekstra penge som står i centralbanken? Hvad hvia bankerne tager dem ud og bruger dem? Skaber det ikke inflation? Næh, for Federal Reserve kan opsuge dem straks i open-market operations. Hvordan kan jeg vide det? Tjah, hvis de kunne skabe dem på en uge kan de også fjerne dem på en uge. Der er intet til hinder for at NY Fed trading desk opsuger $1000mia på en dag. De kan sælge de modsvarende obligationer i open-market operations.

Tilbage må man så stå med en undren over 1) At så mange kan blive så ophidsede over så lidt 2) at så mange der ikke forstår, hvad en repo er mener sig i stand til at bedømme, hvad Bernanke egentlig gør 3) At folk ikke blev mere ophidsede i starten af 2009 hvor Federal Reserve lavede ca dobbelt så meget QE (og købte mere risikable papirer)…men der havde vi jo nok andet at bekymre os om.

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blære-ret

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. december 2010. 5 svar

Finally, the votes are in … Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat) Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat) Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia) 44,8

 52,1 —
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) 42,9 (-1,9) 50,6 (-1,5) 3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet) 42 (-2,8) 51 (-1,1) 3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010) 41,3 (-3,5) 50,7 (-1,4) 4,9
Læs resten →

Er stimulanspakker effektive? II

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 9. december 2010. Skriv et svar

Christian Bjørnskov berettede forleden om ny forskning fra Harvard Business School, som viser, at en stigning i de offentlige udgifter gennem øremærkninger i Kongressen ofte får den private sektor til at skære ned på kapitalinvesteringer, forskning og nyansættelser i stedet for at sætte gang i hjulene.

I dag har John Cogan fra Hoover Institution og John Taylor fra Stanford et tankevækkende indlæg i Wall Street Journal, hvor de konkluderer, at Obama-administrationens store stimulanspakke på 862 milliarder dollar fra 2009 ikke har ført til øget økonomisk aktivitet:

The bottom-line is the federal government borrowed funds from the public, transferred these funds to state and local governments, who then used the funds mainly to reduce borrowing from the public. The net impact on aggregate economic activity is zero, regardless of the magnitude of the government purchases multiplier.

Bruges ulandshjælp til at favorisere bestemte steder?

Af Christian Bjørnskov, den 5. december 2010. 4 svar

Svaret er ja, ifølge ny forskning fra Monash University i Melbourne. De to forfattere, Paul Raschky og den tidligere Wicksellprisvinder Roland Hodler, har med en meget opfindsom ny metode vist, at ulandshjælp i høj grad har en tendens til at flyde derhen, hvor ulandes ledere kommer fra. Virkningen er signifikant i ulande med dårlige institutioner (intet demokrati), men insignifikant i demokratier.

Hodler og Raschkys metode er en måde at overkomme mangelen på regionale BNP-tal i ulande – og manglen på troværdighed i dem, der rapporterer regionale tal. De har i stedet for data siden 1992 på hvor meget lys der er om aftenen og natten. Rationalet, som underbygges i en række studier, er at områder med større indtægter og større offentlig aktivitet har mere lys. Der er en både sjov og spændende måde at måle økonomisk aktivitet på, når data enten er utroværdige eller mangelfulde.

De to Melbourne-forskere finder, at i lande med dårlige institutioner vil en fordobling af ulandshjælpen til landet indebære, at området som landets leder kommer fra, får ti procent større lysudstråling om natten. Hodler og Raschky fortolker dette som en ret klar indikation på, at ledere uden demokratiske checks and balances på deres indflydelse, bruger ulandshjælp til at favorisere ’deres egne’. Således peger deres forskning på, at endnu en af de potentielle bivirkninger ved ulandshjælpen, som vi altid håber ikke findes i virkeligheden, er ganske stærk i de dårligere lande.

Hele papiret kan læses her.

Er dansk politik blevet hyperpuritansk?

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2010. 22 svar

Cafe Hayek linker i dag til et indlæg af den glimrende George Wills i Washington Post. Wills tager udgangspunkt i en verserende sag i Californien, hvor en borgergruppe vil have en række computerspil forbudt for børn. Deres påstand er, at børnene bliver voldelige af de kaotisk underholdende spil. Wills tager derfor læserne på en tur gennem amerikansk historie for at vise, hvordan man i amerikansk politik har haft tilbagevendende puritanske tilbøjeligheder gennem det tyvende århundrede. I 1940 spillede NBC for eksempel kun instrumentalversioner af Cole Porters paradoksalt smukke sang om prostitution, Love for Sale (se og lyt her!) – lytterne måtte for guds skyld ikke kende teksten som opfordrede til ”disrespect for virginity”!

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med dagens Danmark og strømninger i dansk politik. Et næsten samlet Folketing fører korstog mod rygning og det nyeste er fedtskatten, der officielt er til for at gøre danskerne ’sundere’, men uofficielt er så håbløst designet, at dens eneste formål er at skrabe indtægter ind til statskassen. Men udover det problem er der et andet forhold, der i princippet gør de danske politiske tanker mere puritanske end de amerikanske forbudsidéer.

Forskellen ligger i reguleringens objekt. De amerikanske reguleringer og forbudsforslag sigter – i det mindste officielt – efter at regulere, hvordan en part påvirker en andens adfærd. Der er dermed et skin af eksternalitet over det, og dermed noget der ligner en klar og formel forklaring på, hvorfor man kan overveje at regulere en aktivitet. De danske reguleringer og forbudsdrift sigter derimod primært efter at regulere hvordan vi agerer for os selv. Medmindre man udvander og banaliserer eksternalitetsbegrebet til ukendelighed, er der ingen videnskabelig eller blot quasi-videnskabelig basis for reguleringen. En fedtskat er ment som en regulering af en rent privat adfærd, som ikke påvirker andre, udover dens potentielle virkning på de offentlige finanser. Og hvis folk er usunde og derfor lever kortere, er det ikke en gang sikkert, at påvirkningen på de offentlige finanser er negativ!

Der er, med andre ord, absolut intet formelt, entydigt argument for den type reguleringer. Sundhedsapostlenes angreb på almindelige danskeres informerede private valg er udelukkende puritanske, og i deres natur langt mere rendyrket puritanske end de usympatiske amerikanske reguleringsforslag. Hvordan i alverden er vi endt der?

89’erne – en tale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. november 2010. 8 svar

89’erne: Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Læs resten →

89’erne – en antologi

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2010. 6 svar

I dag udkommer den længe ventede antologi ”89’erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution”. Bogen, der er redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving, præsenteres ved en formel lancering hos Cepos i eftermiddag. Fordelt på fire overordnede emner – ”Fra 68 til 89”, ”Rødder”, ”Politik og Anti-Politik” og ”Visioner” indeholder den 77 kortere og længere indlæg fra 62 bidragydere, der tæller så forskellige navne som Peter Kurrild-Klitgaard, Lars Hvidberg, Henrik Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Christopher Arzrouni, Helene Haabegaard, Lisbet Røge Hermansen, Lotte Noer, Martin Ågerup og endda undertegnede.

Antologiens emnekreds dækker et vidt område. Nogle af eksemplerne er for eksempel ”Ronald Reagan – manden der vandt krigen” (Søren Pind), ”Ulighed gør samfundet muligt” (Dennis Nørmark), ”Islam og Vesten: terror eller fredelig sameksistens?” (Anders Wivel), ”Nej til regeringens røgforbud” (Charlotte Dyremose og Henriette Kjær) og ”Velfærdsstaten ofrer frihed og ansvar (Jørgen Møller). Alle indlæg har været bragt et eller andet sted før, men det at så mange borgerlige debattører og intellektuelle er samlet ét sted, vidner om hvor stærkt miljøet er – på trods af mediernes glæde ved oppositionen. Stærkt anbefalet, også som julegave!

Er stimulanspakker virkelige effektive? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2010. 2 svar

Hvor effektiv er finanspolitik overhovedet, og crowder den privat aktivitet ud? Spørgsmålet er helt centralt disse år, ikke kun i USA, men også i Danmark hvor S-SF tydeligvis har tørre tiltro til de gode virkninger af offentlig udgiftspolitik end både den nominelle og reelle hørjrefløj. Lauren Cohen, Hoshua Coval og Christopher Malloy, alle fra Harvard Business School, har set på emnet igen. Deres identifikationsstrategi låner de fra Caroline Hoxbys arbejde om uddannelseseffekter, men det gør den ikke mindre smart. Tanken er, at i USA er udnævnelser til de magtfulde senatsudvalg stort set kun baseret på anciennitet, men når en stat får en senator i et af de vigtige udvalg, stiger de føderale overførsler til staten. Man har altså en i denne sammenhæng tilfældig begivenhed, der udløser en stigning i øremærkede overførsler på 40-50 %. Denne stigning svarer til en ekspansion af finanspolitikken, og dermed en stimulans, som man uden problemer kan måle effekterne af, da den er ’eksogent given’.

Virkningerne i det private er som Obama-fløjen frygter og vi andre har regnet med. Cohen, Coval og Malloy finder, at en event som den ovenfor får private virksomheder til at skære deres kapitalinvesteringer med cirka 15 %. De samme virksomheder reducerer også deres forsknings- og udviklingsbudget med 7-12 %, øger dividendebetalinger med cirka 13 %, og reducerer deres beskæftigelsesvækst (basalt set hvor mange mennesker de ansætter) med et sted mellem 3 og 15 %.

De tre Harvard-økonomer dokumenterer dermed, at såkaldt offentlig ’stimulans’ har bivirkninger, der bevirker at private virksomheder faktisk er negativt ramt af stimulans. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om Danmark er anderledes. Man kan også spørge, om resultaterne kun har at gøre med øremærkede udgifter eller er mere generelle. Vi besvarer ikke de spørgsmål her, men overlader det til læserne.Selve papiret kan læses her, og et interview med Joshua Coval om studiet er her.

Fairtrade – er det godt for de fattige?

Af Niels Westy, den 13. november 2010. 5 svar

På Fairtrade’s svenske hjemmesider kan man læse en ganske interessant rapport fra 2009, “Vad uppnås med rättvisemärkning?“, udarbejdet af Helena Johansson fra “Agrifood Economics Centre” (der er et samarbejde mellem Lund Universitet og Sveriges Landbrugsuniversitet).

Ok, rapporten er ikke nem at finde – jeg kunne i hvert fald ikke finde et link fra Fairtrade’s egne hjemmesider, men den ligger dog på selve sitet.

Efter at have læst rapporten kan jeg godt forstå, at det ikke er det første der møder den besøgene. Ligesom det er oplagt hvorfor man ikke gør noget for at udbrede kendskabet til denne rapport.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og på trods af, at de der har lavet rapporten leder med lys og lygte efter forhold der taler til fordel for fairtrade, er de nød til at konkludere, at Fairtrade er en ganske ineffektiv måde at bedre levevilkærene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.

Som vi har skrevet om tidligere går fairtrade konceptet grundlæggende ud på at producenter i fattige lande ergaranteret en minimumspris for deres produkter. dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage. Selve det med fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt. Man kan f.eks. købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.

Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme f.eks. typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer. Den globale omsætning var således på sølle 24 mia. svenske kroner, mens omsætningen i Sverige ifølge Helene Johansson var på 700 mio. sv. kroner i 2008. Det skal ses på baggrund af, at den samlede omsætning af levnedsmidler alene i Sverige det pågældende år var på 195 mia. kroner.

At fairtrade ikke fylder mere skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.

Således konkluderes det i rapporten, at

Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.

Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at

I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.

Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret

“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”

Læs resten →

Lidt klip fra efter-valg analyserne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. november 2010. 19 svar

Hermed kommer (i spredt fægtning og opdateret lidt efter lidt) nogle fortolkninger af det amerikanske midtvejsvalg, som jeg personligt finder interessante. (Update: Peter Wehner fra Commentary har en faktuel opremsning af, hvor stort Demokraternes nederlag var i historisk perspektiv. Josh Kraushaar fra National Journal vurderer, at det kan gå endnu værre i 2012.)

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Midtvejsvalget 2010, IV: Sidste kik & prognose

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. november 2010. 2 svar

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for “likely voters” (N =  10.884  14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

  • Demokraterne: 42%
  • Republikanerne: 51%
  • (= andre: 7%)

Senatet:

  • Demokraterne: 50 (-9)
  • Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

  • Demokraterne: 190 (-66)
  • Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Friheden til at vælge sit eget liv – i hvilke lande?

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2010. 6 svar

Forleden skrev vi om, i hvilke lande folk tror at en indsats betaler sig. Et relateret spørgsmål er, i hvilke lande folk føler, at de har frihed til at leve det liv, de gerne vil. Gallups World Poll har stillet spørgsmålet sidste år, og det gode budskab er, at i det gennemsnitlige land siger 2/3 af befolkningen, at de har frihed til at vælge det liv de gerne vil leve. Ligesom med det arbejdsetiske spørgsmål fra forleden, er der dog markante forskelle på tværs af lande.

I bunden befinder sig lande som Bosnien (25 %), Madagaskar (33 %), Pakistan og Serbien (35 %), og Egypten (36 %). Toppen består af Cambodja, Norge, Luxembourg og Australien (93 %) og Danmark (94 %). Af alle de omkring 130 lande, som Gallup har gennemført undersøgelser i, er Danmark det frieste land på dette punkt! Pudsigt nok (og måske lidt sigende) halter vores svenske venner efter med 83 %.

At tallene ikke er helt tilfældige, synes at være klart. For eksempel er gennemsnittet for tidligere kommunistiske lande 50 %, mens det tilsvarende tal for lande uden en kommunistisk fortid er 71 %. Her igen ser den bevidste pacificering af befolkningen under kommunismen ud til at have efterladt sig permanente ar. Der synes også, når man ser på de rå tal, at være en klar tendens til at lande med mindre regulerede økonomier også har borgere, der føler sig friere.

I sidste ende afhænger befolkningers adfærd ikke så meget af, hvordan virkeligheden ser ud, men hvordan de opfatter den: Tror man, at man ikke bliver belønnet, holder man op med at gøre en indsats; tror man, at man ikke har frihed til at vælge sit eget liv, er det heller ikke ens eget ansvar. Så måske skulle man til at interessere sig mere for folks forestillinger om samfundet?

Midtvejsvalget 2010, III: Et andet kik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. oktober 2010. 14 svar

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

  • Republikanerne: 44
  • Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
  • “Toss ups”: 8

Huset:

  • Republikanerne: 206
  • Demokraterne: 194
  • “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 48 (+7)
  • Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

  • Republikanerne: 223-224 (+41/42)
  • Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 52
  • Demokraterne: 48

Huset:

  • Republikanerne: 241
  • Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man Læs resten →

Danmarks Udfordring

Af Carsten Valgreen, den 20. oktober 2010. 5 svar

Dette indlæg er fra Berlingske:

Debatten om økonomisk politik i Danmark ser i øjeblikket mest ud til at handle om, hvor meget der skal strammes op på de offentlige finanser. Hvem der kan finde 15 eller 30 mia ekstra til de offentlige kasser og hvor de skal findes. Det er lidt uheldigt. For selv om der i øjeblikket er et stort hul i statskassen, og selv om det da derfor sikkert er en udmærket idé at diskutere, hvordan man sikrer langsigtet holdbarhed i de offentlige finanser, så er de offentlige finanser ikke vores største problem. Den offentlige gæld er fortsat relativt lav, og vi har et solidt overskud på betalingsbalancen. Danmark har ikke længere de store balanceproblemer som vi havde i 1970erne og 1980erne.

Læs resten →

Den virkelige politiske skandale – en punditokrat går ind i politik

Af Niels Westy, den 17. oktober 2010. 5 svar

Jeg har i denne weekend en klumme i 180grader, “Den virkelige politiske skandale – Danmarks vækstkrise“. De fleste af denne blogs læsere er formentlig også læsere af netop 180grader, så derfor er der jo egentlig ingen grund til at gøre opmærksom på det, hvis det ikke havde været for klummens afsluttende afsnit;

Derfor er den eneste mulighed for at opfylde ”Lars drøm” om et Danmark blandt verdens 10 rigeste, at Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen efter næste valg, hvis de nødvendige reformer der kan sikre lavere skat på arbejde og kapital, en mere effektiv offentlig sektor og dermed et mere velstående Danmark skal blive til virkelighed.

Hvis ikke for vores egen, så i det mindste for vores børns skyld.

Hvis nogle for år tilbage havde spurgt mig hvorvidt jeg kunne tænke mig at gå ind i aktiv politik, ville jeg have forsvoret at dette nogen sinde ville ske. Det har altid forekommet mig at være en branche, hvor der ikke levnes megen plads til værdier som jeg sætter højt, så som sandruelighed og respekt for faktuel viden. Et møde i den lokale afdeling af Venstre for nogle år tilbage bekræftede mig sådan set kun i alle mine fordomme.

At jeg sidenhen, efter Ny Alliances navne- og politikskifte til Liberal Alliance, alligevel valgte at melde mig ind, skyldes at jeg oprigtigt mener, at Danmark befinder sig i en dyb dyb krise (både økonomisk og værdimæssigt).

En krise der kræver gennemgribende reformer. Om det så overhovedet er muligt at komme i en situation hvor de nødvendige reformer kan gennemføres kan man desværre tvivle på. Som tingene er i dag stiller VK-regeringen og S-SF alternativet os overfor to “løsninger” der egentlig kun adskiller sig  hvor ringe de er. Men S-SF er helt fortabt i dens leflen for landsbysamfundets jantelov og dens småborgerlige foragt for mangfoldighed og frihed, er der dog et vist håb for en VK ledet regering. Dog kun hvis den bliver afhængig af Liberal Alliance.

Jeg erkender at det er et spinkelt håb, men jeg mener dog at det er værd at give det en chance. Af samme grund stiller jeg også som kandidat for Liberal Alliance i Nordsjælland. Ikke fordi jeg regner med at blive valgt (Anders Samuelsen er spidskandidat i kredsen), men med det håb, at jeg kan overbevise andre om at det er muligt at få en egentlig reform- og vækstdagsorden ved at sikre Liberal Alliance et godt folketingsvalg. Skulle det ikke lykkes er der ikke andet at gøre end at fortsætte med at sikre, at ens børn får en uddannelse der kan bruges internationalt.

Ud over ovenstående svada vil jeg love bloggens læsere, at jeg ikke har tænkt mig at bruge punditokraterne til at føre valgkamp. Jeg vil fortsætte som jeg altid har gjort – ligesom jeg gør på americas.dk – med at skrive om de emner der interesserer mig uden hensyntagen til om det jeg skriver er politisk korrekt eller oppotunt.

Hvorvidt min troværdighed i nogle læseres øjne bliver mindre af, at jeg nu også er part (eller måske mere korrekt en lille brik) i det politiske gedemarked er jeg selvfølgelig ikke herre over.