Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blære-ret

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. december 2010. 5 svar

Finally, the votes are in … Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat) Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat) Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia) 44,8

 52,1 —
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) 42,9 (-1,9) 50,6 (-1,5) 3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet) 42 (-2,8) 51 (-1,1) 3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010) 41,3 (-3,5) 50,7 (-1,4) 4,9
Læs resten →

Er stimulanspakker effektive? II

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 9. december 2010. Skriv et svar

Christian Bjørnskov berettede forleden om ny forskning fra Harvard Business School, som viser, at en stigning i de offentlige udgifter gennem øremærkninger i Kongressen ofte får den private sektor til at skære ned på kapitalinvesteringer, forskning og nyansættelser i stedet for at sætte gang i hjulene.

I dag har John Cogan fra Hoover Institution og John Taylor fra Stanford et tankevækkende indlæg i Wall Street Journal, hvor de konkluderer, at Obama-administrationens store stimulanspakke på 862 milliarder dollar fra 2009 ikke har ført til øget økonomisk aktivitet:

The bottom-line is the federal government borrowed funds from the public, transferred these funds to state and local governments, who then used the funds mainly to reduce borrowing from the public. The net impact on aggregate economic activity is zero, regardless of the magnitude of the government purchases multiplier.

Bruges ulandshjælp til at favorisere bestemte steder?

Af Christian Bjørnskov, den 5. december 2010. 4 svar

Svaret er ja, ifølge ny forskning fra Monash University i Melbourne. De to forfattere, Paul Raschky og den tidligere Wicksellprisvinder Roland Hodler, har med en meget opfindsom ny metode vist, at ulandshjælp i høj grad har en tendens til at flyde derhen, hvor ulandes ledere kommer fra. Virkningen er signifikant i ulande med dårlige institutioner (intet demokrati), men insignifikant i demokratier.

Hodler og Raschkys metode er en måde at overkomme mangelen på regionale BNP-tal i ulande – og manglen på troværdighed i dem, der rapporterer regionale tal. De har i stedet for data siden 1992 på hvor meget lys der er om aftenen og natten. Rationalet, som underbygges i en række studier, er at områder med større indtægter og større offentlig aktivitet har mere lys. Der er en både sjov og spændende måde at måle økonomisk aktivitet på, når data enten er utroværdige eller mangelfulde.

De to Melbourne-forskere finder, at i lande med dårlige institutioner vil en fordobling af ulandshjælpen til landet indebære, at området som landets leder kommer fra, får ti procent større lysudstråling om natten. Hodler og Raschky fortolker dette som en ret klar indikation på, at ledere uden demokratiske checks and balances på deres indflydelse, bruger ulandshjælp til at favorisere ’deres egne’. Således peger deres forskning på, at endnu en af de potentielle bivirkninger ved ulandshjælpen, som vi altid håber ikke findes i virkeligheden, er ganske stærk i de dårligere lande.

Hele papiret kan læses her.

Er dansk politik blevet hyperpuritansk?

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2010. 22 svar

Cafe Hayek linker i dag til et indlæg af den glimrende George Wills i Washington Post. Wills tager udgangspunkt i en verserende sag i Californien, hvor en borgergruppe vil have en række computerspil forbudt for børn. Deres påstand er, at børnene bliver voldelige af de kaotisk underholdende spil. Wills tager derfor læserne på en tur gennem amerikansk historie for at vise, hvordan man i amerikansk politik har haft tilbagevendende puritanske tilbøjeligheder gennem det tyvende århundrede. I 1940 spillede NBC for eksempel kun instrumentalversioner af Cole Porters paradoksalt smukke sang om prostitution, Love for Sale (se og lyt her!) – lytterne måtte for guds skyld ikke kende teksten som opfordrede til ”disrespect for virginity”!

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med dagens Danmark og strømninger i dansk politik. Et næsten samlet Folketing fører korstog mod rygning og det nyeste er fedtskatten, der officielt er til for at gøre danskerne ’sundere’, men uofficielt er så håbløst designet, at dens eneste formål er at skrabe indtægter ind til statskassen. Men udover det problem er der et andet forhold, der i princippet gør de danske politiske tanker mere puritanske end de amerikanske forbudsidéer.

Forskellen ligger i reguleringens objekt. De amerikanske reguleringer og forbudsforslag sigter – i det mindste officielt – efter at regulere, hvordan en part påvirker en andens adfærd. Der er dermed et skin af eksternalitet over det, og dermed noget der ligner en klar og formel forklaring på, hvorfor man kan overveje at regulere en aktivitet. De danske reguleringer og forbudsdrift sigter derimod primært efter at regulere hvordan vi agerer for os selv. Medmindre man udvander og banaliserer eksternalitetsbegrebet til ukendelighed, er der ingen videnskabelig eller blot quasi-videnskabelig basis for reguleringen. En fedtskat er ment som en regulering af en rent privat adfærd, som ikke påvirker andre, udover dens potentielle virkning på de offentlige finanser. Og hvis folk er usunde og derfor lever kortere, er det ikke en gang sikkert, at påvirkningen på de offentlige finanser er negativ!

Der er, med andre ord, absolut intet formelt, entydigt argument for den type reguleringer. Sundhedsapostlenes angreb på almindelige danskeres informerede private valg er udelukkende puritanske, og i deres natur langt mere rendyrket puritanske end de usympatiske amerikanske reguleringsforslag. Hvordan i alverden er vi endt der?

89’erne – en tale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. november 2010. 8 svar

89’erne: Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Læs resten →

89’erne – en antologi

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2010. 6 svar

I dag udkommer den længe ventede antologi ”89’erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution”. Bogen, der er redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving, præsenteres ved en formel lancering hos Cepos i eftermiddag. Fordelt på fire overordnede emner – ”Fra 68 til 89”, ”Rødder”, ”Politik og Anti-Politik” og ”Visioner” indeholder den 77 kortere og længere indlæg fra 62 bidragydere, der tæller så forskellige navne som Peter Kurrild-Klitgaard, Lars Hvidberg, Henrik Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Christopher Arzrouni, Helene Haabegaard, Lisbet Røge Hermansen, Lotte Noer, Martin Ågerup og endda undertegnede.

Antologiens emnekreds dækker et vidt område. Nogle af eksemplerne er for eksempel ”Ronald Reagan – manden der vandt krigen” (Søren Pind), ”Ulighed gør samfundet muligt” (Dennis Nørmark), ”Islam og Vesten: terror eller fredelig sameksistens?” (Anders Wivel), ”Nej til regeringens røgforbud” (Charlotte Dyremose og Henriette Kjær) og ”Velfærdsstaten ofrer frihed og ansvar (Jørgen Møller). Alle indlæg har været bragt et eller andet sted før, men det at så mange borgerlige debattører og intellektuelle er samlet ét sted, vidner om hvor stærkt miljøet er – på trods af mediernes glæde ved oppositionen. Stærkt anbefalet, også som julegave!

Er stimulanspakker virkelige effektive? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2010. 2 svar

Hvor effektiv er finanspolitik overhovedet, og crowder den privat aktivitet ud? Spørgsmålet er helt centralt disse år, ikke kun i USA, men også i Danmark hvor S-SF tydeligvis har tørre tiltro til de gode virkninger af offentlig udgiftspolitik end både den nominelle og reelle hørjrefløj. Lauren Cohen, Hoshua Coval og Christopher Malloy, alle fra Harvard Business School, har set på emnet igen. Deres identifikationsstrategi låner de fra Caroline Hoxbys arbejde om uddannelseseffekter, men det gør den ikke mindre smart. Tanken er, at i USA er udnævnelser til de magtfulde senatsudvalg stort set kun baseret på anciennitet, men når en stat får en senator i et af de vigtige udvalg, stiger de føderale overførsler til staten. Man har altså en i denne sammenhæng tilfældig begivenhed, der udløser en stigning i øremærkede overførsler på 40-50 %. Denne stigning svarer til en ekspansion af finanspolitikken, og dermed en stimulans, som man uden problemer kan måle effekterne af, da den er ’eksogent given’.

Virkningerne i det private er som Obama-fløjen frygter og vi andre har regnet med. Cohen, Coval og Malloy finder, at en event som den ovenfor får private virksomheder til at skære deres kapitalinvesteringer med cirka 15 %. De samme virksomheder reducerer også deres forsknings- og udviklingsbudget med 7-12 %, øger dividendebetalinger med cirka 13 %, og reducerer deres beskæftigelsesvækst (basalt set hvor mange mennesker de ansætter) med et sted mellem 3 og 15 %.

De tre Harvard-økonomer dokumenterer dermed, at såkaldt offentlig ’stimulans’ har bivirkninger, der bevirker at private virksomheder faktisk er negativt ramt af stimulans. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om Danmark er anderledes. Man kan også spørge, om resultaterne kun har at gøre med øremærkede udgifter eller er mere generelle. Vi besvarer ikke de spørgsmål her, men overlader det til læserne.Selve papiret kan læses her, og et interview med Joshua Coval om studiet er her.

Fairtrade – er det godt for de fattige?

Af Niels Westy, den 13. november 2010. 5 svar

På Fairtrade’s svenske hjemmesider kan man læse en ganske interessant rapport fra 2009, “Vad uppnås med rättvisemärkning?“, udarbejdet af Helena Johansson fra “Agrifood Economics Centre” (der er et samarbejde mellem Lund Universitet og Sveriges Landbrugsuniversitet).

Ok, rapporten er ikke nem at finde – jeg kunne i hvert fald ikke finde et link fra Fairtrade’s egne hjemmesider, men den ligger dog på selve sitet.

Efter at have læst rapporten kan jeg godt forstå, at det ikke er det første der møder den besøgene. Ligesom det er oplagt hvorfor man ikke gør noget for at udbrede kendskabet til denne rapport.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og på trods af, at de der har lavet rapporten leder med lys og lygte efter forhold der taler til fordel for fairtrade, er de nød til at konkludere, at Fairtrade er en ganske ineffektiv måde at bedre levevilkærene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.

Som vi har skrevet om tidligere går fairtrade konceptet grundlæggende ud på at producenter i fattige lande ergaranteret en minimumspris for deres produkter. dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage. Selve det med fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt. Man kan f.eks. købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.

Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme f.eks. typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer. Den globale omsætning var således på sølle 24 mia. svenske kroner, mens omsætningen i Sverige ifølge Helene Johansson var på 700 mio. sv. kroner i 2008. Det skal ses på baggrund af, at den samlede omsætning af levnedsmidler alene i Sverige det pågældende år var på 195 mia. kroner.

At fairtrade ikke fylder mere skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.

Således konkluderes det i rapporten, at

Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.

Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at

I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.

Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret

“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”

Læs resten →

Lidt klip fra efter-valg analyserne

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. november 2010. 19 svar

Hermed kommer (i spredt fægtning og opdateret lidt efter lidt) nogle fortolkninger af det amerikanske midtvejsvalg, som jeg personligt finder interessante. (Update: Peter Wehner fra Commentary har en faktuel opremsning af, hvor stort Demokraternes nederlag var i historisk perspektiv. Josh Kraushaar fra National Journal vurderer, at det kan gå endnu værre i 2012.)

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Midtvejsvalget 2010, IV: Sidste kik & prognose

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. november 2010. 2 svar

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for “likely voters” (N =  10.884  14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

  • Demokraterne: 42%
  • Republikanerne: 51%
  • (= andre: 7%)

Senatet:

  • Demokraterne: 50 (-9)
  • Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

  • Demokraterne: 190 (-66)
  • Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Friheden til at vælge sit eget liv – i hvilke lande?

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2010. 6 svar

Forleden skrev vi om, i hvilke lande folk tror at en indsats betaler sig. Et relateret spørgsmål er, i hvilke lande folk føler, at de har frihed til at leve det liv, de gerne vil. Gallups World Poll har stillet spørgsmålet sidste år, og det gode budskab er, at i det gennemsnitlige land siger 2/3 af befolkningen, at de har frihed til at vælge det liv de gerne vil leve. Ligesom med det arbejdsetiske spørgsmål fra forleden, er der dog markante forskelle på tværs af lande.

I bunden befinder sig lande som Bosnien (25 %), Madagaskar (33 %), Pakistan og Serbien (35 %), og Egypten (36 %). Toppen består af Cambodja, Norge, Luxembourg og Australien (93 %) og Danmark (94 %). Af alle de omkring 130 lande, som Gallup har gennemført undersøgelser i, er Danmark det frieste land på dette punkt! Pudsigt nok (og måske lidt sigende) halter vores svenske venner efter med 83 %.

At tallene ikke er helt tilfældige, synes at være klart. For eksempel er gennemsnittet for tidligere kommunistiske lande 50 %, mens det tilsvarende tal for lande uden en kommunistisk fortid er 71 %. Her igen ser den bevidste pacificering af befolkningen under kommunismen ud til at have efterladt sig permanente ar. Der synes også, når man ser på de rå tal, at være en klar tendens til at lande med mindre regulerede økonomier også har borgere, der føler sig friere.

I sidste ende afhænger befolkningers adfærd ikke så meget af, hvordan virkeligheden ser ud, men hvordan de opfatter den: Tror man, at man ikke bliver belønnet, holder man op med at gøre en indsats; tror man, at man ikke har frihed til at vælge sit eget liv, er det heller ikke ens eget ansvar. Så måske skulle man til at interessere sig mere for folks forestillinger om samfundet?

Midtvejsvalget 2010, III: Et andet kik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. oktober 2010. 14 svar

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

  • Republikanerne: 44
  • Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
  • “Toss ups”: 8

Huset:

  • Republikanerne: 206
  • Demokraterne: 194
  • “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 48 (+7)
  • Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

  • Republikanerne: 223-224 (+41/42)
  • Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 52
  • Demokraterne: 48

Huset:

  • Republikanerne: 241
  • Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man Læs resten →

Danmarks Udfordring

Af Carsten Valgreen, den 20. oktober 2010. 5 svar

Dette indlæg er fra Berlingske:

Debatten om økonomisk politik i Danmark ser i øjeblikket mest ud til at handle om, hvor meget der skal strammes op på de offentlige finanser. Hvem der kan finde 15 eller 30 mia ekstra til de offentlige kasser og hvor de skal findes. Det er lidt uheldigt. For selv om der i øjeblikket er et stort hul i statskassen, og selv om det da derfor sikkert er en udmærket idé at diskutere, hvordan man sikrer langsigtet holdbarhed i de offentlige finanser, så er de offentlige finanser ikke vores største problem. Den offentlige gæld er fortsat relativt lav, og vi har et solidt overskud på betalingsbalancen. Danmark har ikke længere de store balanceproblemer som vi havde i 1970erne og 1980erne.

Læs resten →

Den virkelige politiske skandale – en punditokrat går ind i politik

Af Niels Westy, den 17. oktober 2010. 5 svar

Jeg har i denne weekend en klumme i 180grader, “Den virkelige politiske skandale – Danmarks vækstkrise“. De fleste af denne blogs læsere er formentlig også læsere af netop 180grader, så derfor er der jo egentlig ingen grund til at gøre opmærksom på det, hvis det ikke havde været for klummens afsluttende afsnit;

Derfor er den eneste mulighed for at opfylde ”Lars drøm” om et Danmark blandt verdens 10 rigeste, at Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen efter næste valg, hvis de nødvendige reformer der kan sikre lavere skat på arbejde og kapital, en mere effektiv offentlig sektor og dermed et mere velstående Danmark skal blive til virkelighed.

Hvis ikke for vores egen, så i det mindste for vores børns skyld.

Hvis nogle for år tilbage havde spurgt mig hvorvidt jeg kunne tænke mig at gå ind i aktiv politik, ville jeg have forsvoret at dette nogen sinde ville ske. Det har altid forekommet mig at være en branche, hvor der ikke levnes megen plads til værdier som jeg sætter højt, så som sandruelighed og respekt for faktuel viden. Et møde i den lokale afdeling af Venstre for nogle år tilbage bekræftede mig sådan set kun i alle mine fordomme.

At jeg sidenhen, efter Ny Alliances navne- og politikskifte til Liberal Alliance, alligevel valgte at melde mig ind, skyldes at jeg oprigtigt mener, at Danmark befinder sig i en dyb dyb krise (både økonomisk og værdimæssigt).

En krise der kræver gennemgribende reformer. Om det så overhovedet er muligt at komme i en situation hvor de nødvendige reformer kan gennemføres kan man desværre tvivle på. Som tingene er i dag stiller VK-regeringen og S-SF alternativet os overfor to “løsninger” der egentlig kun adskiller sig  hvor ringe de er. Men S-SF er helt fortabt i dens leflen for landsbysamfundets jantelov og dens småborgerlige foragt for mangfoldighed og frihed, er der dog et vist håb for en VK ledet regering. Dog kun hvis den bliver afhængig af Liberal Alliance.

Jeg erkender at det er et spinkelt håb, men jeg mener dog at det er værd at give det en chance. Af samme grund stiller jeg også som kandidat for Liberal Alliance i Nordsjælland. Ikke fordi jeg regner med at blive valgt (Anders Samuelsen er spidskandidat i kredsen), men med det håb, at jeg kan overbevise andre om at det er muligt at få en egentlig reform- og vækstdagsorden ved at sikre Liberal Alliance et godt folketingsvalg. Skulle det ikke lykkes er der ikke andet at gøre end at fortsætte med at sikre, at ens børn får en uddannelse der kan bruges internationalt.

Ud over ovenstående svada vil jeg love bloggens læsere, at jeg ikke har tænkt mig at bruge punditokraterne til at føre valgkamp. Jeg vil fortsætte som jeg altid har gjort – ligesom jeg gør på americas.dk – med at skrive om de emner der interesserer mig uden hensyntagen til om det jeg skriver er politisk korrekt eller oppotunt.

Hvorvidt min troværdighed i nogle læseres øjne bliver mindre af, at jeg nu også er part (eller måske mere korrekt en lille brik) i det politiske gedemarked er jeg selvfølgelig ikke herre over.

Hvor tror folk at hårdt arbejde betaler sig?

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2010. 5 svar

Et af de problemer med den nordiske samfundsmodel som oftest nævnes, er at det ikke kan betale sig at arbejde. Kort fortalt gør vores særlige måde at skrue samfundet og økonomien sammen på, at forskellene på folks indkomst er meget små, og derfor er afkastet til en ekstra indsats ganske småt. Folk gør dog stadig en reel indsats, noget der sommetider tilskrives en sans for ’fairness’ eller en speciel protestantisk arbejdsetik (a la Webers berømte tese). Begge dele peger på en lidt tåget moralsk eller ideologisk idé om, at yder ’gør sit til samfundet’. Men nu kan man måske komme lidt tættere på en forståelse af, hvorfor folk i nogle samfund arbejder hårdere end andre. Den årlige Gallup World Poll spurgte i 2009 om folk tror, at hårdt arbejde får en fremad i livet. Læs resten →

September/oktobers meningsmålinger – mine egne snit

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. oktober 2010. 5 svar

Jeg har ved tidligere lejligheder (her og her) omtalt mine eksperimenter med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet … 😉

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Årets Nobelpris i økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 11. oktober 2010. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi går til Peter Diamond (MIT), Dale Mortenson (Northwestern University) og Christopher Pissarides (London School of Economics). Baggrunden gives her:

Why are so many people unemployed at the same time that there are a large number of job openings? How can economic policy affect unemployment? This year’s Laureates have developed a theory which can be used to answer these questions. This theory is also applicable to markets other than the labor market.

Årets pris gives dermed, meget apropos krisetider, til forskning i arbejdsløshed. Men hvor tidligere forskning så på arbejdsløsheden, ser Diamond, Mortenson og Pissarides på de bagvedliggende mekanikker: Hvorfor hyrer og fyrer arbejdsgivere, hvorfor taget arbejdstagere bestemte job og siger op på andre. Ved at se på hele denne dynamik får man en helt anden indsigt i jobskabelse og jobtab, to ting der hele tiden foregår. Man kan hermed også forstå, hvorfor arbejdsmarkedet aldrig clearer med det samme – der er omkostninger ved at søge. Og det gælder både for arbejdstagere, der tager tid om at finde et nyt job, der matcher deres evner og kompetencer, og arbejdsgivere, der søger efter kvalificerede medarbejdere. I hele menageriet spiller forhold som dagpengeperiode, hvor stor bistandshjælpen er osv. ind på folks incitamenter til at komme i gang med at søge.

Prisen er bestemt velfortjent, og meget aktuel. For mere information, her er Nobelpriskomiteens begrundelse, og her er Tyler Cowen om Chris Pissarides, Dale Mortensen, og Peter Diamond, og her er hans kollega Alex Tabarroks evaluering af prisen. Niclas Berggren har mere.

Midtvejsvalget 2010, II: Tea Party time

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. oktober 2010. 7 svar

Midtvejsvalgets uden tvivl helt store overraskelse er “Tea Party”-fænomenet, som næppe nogen forudså for bare to år siden.

Jeg havde for nogle uger siden en klumme om emnet i Berlingske Tidende–lidt som en korrektion i.f.t. hvad jeg opfatter som danske mediers delvist misforståede og måske delvist misfremstillede gengivelse af, hvad fænomenet dækker over, og hvem deltagerne er.

Jeg var også en tur omkring DR Deadline med et lidt lignende budskab.

For de interesserede kan der læses mere dokumentation om bevægelsens demografiske og politiske sammensætning i en serie større survey.  Det gælder først og fremmest Gallup’s analyse

(“Tea Partiers Are Fairly Mainstream in Their Demographics”) Læs resten →

Driver iværksættere produktivitetsfremskridt?

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2010. 7 svar

For tre år siden gjorde Nicolai Foss og jeg et stykke forskning færdigt for Cepos. Papiret, der blev forsøgt latterliggjort af Erhvervsministeriet, viste at velfærdsstatsforhold tydeligvis underminerer folks incitamenter til at blive iværksættere. Det blev året efter publiceret i det videnskabelige tidsskrift Public Choice – et faktum jeg har hygget mig fint med, efter at være skreget ud som en elfenbenstårnsforsker og andet af Bendt Bendtsens lakajer.

Nu er Nicolai og jeg vendt tilbage til emnet og har spurgt os selv, om iværksætteraktivitet så har de konsekvenser, vi håber på. Teoretisk burde en større mængde af iværksættere en mere dynamisk, økonomisk udvikling. En væsentlig konsekvens af det ville være, at lande med mere aktivitet burde være klart mere produktive end lande med mindre aktivitet. Vi har sammenlignelige data fra 25 lande, arrangeret i seks femårs-perioder, for både mængden af iværksættere og total faktorproduktivitet.

Og der er ingen overraskelser i hovedhistorien! Svaret er ja, større iværksætteraktivitet fører til større produktivitet, og dermed i sidste ende større velstand. Vores resultater viser også, at afkastet af den marginale iværksætteraktivitet er større, jo højere skatter og større direkte offentlig intervention, der er i økonomien. Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv. Alt i alt er det ikke just gode nyheder for tilhængere af velfærdsstaten (dvs. 95% af alle danske politikere). Hele papiret kan downloades i konferenceudgave her.

To uger til Nobel

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2010. 7 svar

Årets Nobelpris i økonomi nærmer sig hastigt. Mandag den 11. oktober vil Sveriges Riksbank annoncere, hvem der får prisen i 2010. Og i blogosfæren er diskussionerne begyndt, både de seriøse og de knap så seriøse, ligesom Harvard har sat deres Nobelpulje op igen (her). Traditionen tro er her vores bud, og et oplæg til vores læsere om at give deres bud.

Men først lidt om, hvem der er i spil. I sæsonpremieren på The Simpsons fik Jagdish Bhagwati prisen, også selvom Lisa Simpsons kandidat er Elhanan Helpman (læs her). Begge er faktisk gode bud, selvom Helpman sandsynligvis skule dele en eventuel pris med Gene Grossman. Mostly Economics nævner miljøøkonomerne William Nordhaus og Martin Weitzman som gode og politiske korrekte bud. Samme side oplister Thompson Reuters bud: Alberto Alesina (primært politisk økonomi), Nobuhiro Kiyotaki og John Moore (konjunkturteori), og Kevin Murphy (primært arbejdsmarkedsøkonomi).

Andre mulige emner, der bestemt har gjort sig fortjente til prisen, er Ernst Fehr for sit pionerarbejde med adfærdsøkonomi, Eugene Fama og Kenneth French for teorien om efficiente markeder – også selvom den del af økonomi er stærkt upopulær i politiske cirkler for tiden – og Paul Romer for endogen vækstteori. Det er nærmest umuligt at give et klart bud i dette felt, og der er altid muligheden for, at komiteen finder en eller flere kandidater udenfor de åbenlyse kandidater. Sidst er mit personlige håb: Mit hjerte banker stadig for en pris til enten William Baumol for at bringe iværksættere tilbage i økonomisk teori og flere bidrag til public choice, og selvfølgelig Robert Barro for hans pionerarbejde i økonomisk vækstteori. Hvad mener vores læsere?