Globalisering og menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2011. 2 svar

Et af venstrefløjens mest markante argumenter mod globalisering har været, at den underminerer regimers respekt for de universelle menneskerettigheder. Jeg har altid undret mig over påstanden, ikke mindst når den er kommet fra propagandister som Naomi Klein. Ny forskning giver stof til eftertanke og – heldigvis – bekræftelse af min og andres mistanke: Globalisering er godt. Jeg havde en kommentar om det i Børsen i går. Her er et pluk:

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.

I dag: Gordon Tullocks fødselsdag

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2011. 5 svar

I dag, søndag den 13. februar 2011, fylder Gordon Tullock 89. For de af læserne, som ikke skulle kende Tullock, bliver han ofte nævnt som den bedste økonom, der aldrig har fået Nobelprisen. Tullock stod for eksempel sammen med James Buchanan bag bogen The Calculus of Consent, der var en central del af 60ernes public choice revolution i nationaløkonomi. Et andet begreb som rent-seeking, der i dag er helt almindeligt, er også Tullocks fund. Som sådan er der god grund til at fejre manden, der med et skrøbeligt helbred har trukket sig tilbage fra forskningen.

Tullock uddannede sig til jurist på University of Chicago, hvor han tog ét (1) økonomifag. Han brugte derefter fire måneder som advokat hvorefter han indtrådte i den amerikanske udenrigstjeneste, hvor han blev i en årrække. Umiddelbart efter at have taget sin afsked og skrevet sin første bog, fik han i 1958 en invitation fra James Buchanan – der tilfældigvis havde læst bogen – til at komme til University of Virginia. Selvom de senere drev fra hinanden og ikke har været på god fod i årevis, blev deres første samarbejde usandsynligt vigtige for den teoretiske udvikling i nationaløkonomi. The Calculus of Consent introducerede studiet af økonomiske mekanismer og indflydelse i politik, og ikke mindst det store emne, der i dag kaldes forfatningsøkonomi.

Et af de mange senere bidrag, der bør nævnes separat, er Tullocks 1967-artikel ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”. Da det konservative National Review portrætterede Tullock for nogle få år siden, kaldte man artiklen for ”one of the most groundbreaking economics papers ever published”. Det er svært at være uenig, når man læser den elegante og klare analyse, der introducerede lobbyisme og særinteressepolitik i moderne nationaløkonomi. På et praktisk plan åbnede det også manges øjne for, hvor voldsomt man kunne komme til at undervurdere konsekvenserne af og omkostninger ved at give efter for særinteresser. Bortset fra at Tullock ikke selv fandt på den nu almindelige betegnelse for denne gruppe af fænomener – begrebet ’rent-seeking’ blev først introduceret i 1974 af Anne Krueger – er 1967-artiklen ikke blot et af de store bidrag til samfundsvidenskaben, men også en fryd at undervise i. Logikken er så klar, at man ofte kan se de studerende lyse op en efter en, når brikkerne falder på plads og deres syn på politik ændrer sig for altid.

Tullock er også kendt for at være provokerende – og elske at være det – hvilket kunne være en bidragende grund til at han ikke fik Nobelprisen. For få år siden, da min gode kollega Martin Paldam deltog i en konference sammen med Tullock og spiste aftensmad med ham, kunne han fortælle, at Tullocks emne til at starte en konversation var, hvorfor moderne krige burde være blodigere. Og argumentet var ikke engang dårligt! Samfundsvidenskaberne har brug for flere af den slags forskere, der ikke re bange for at brede sig til nye områder, og heller ikke er det for at være upopulær eller politisk ukorrekt. Vi har brug for flere Tullocker, selvom de nok aldrig bliver af originalens enorme statur. Tillykke med fødselsdagen, Gordon.

Gæsteindlæg – Alle Protagoras’ elever

Af Niels Westy, den 10. februar 2011. 4 svar

Kritiske røster har i det forgangne år taget hårdt fat om S-SF’s politik og blandt andet kaldt den ”usammenhængende”, ”selvmodsigende”, ”umulig” og et ”manipulativt blændværk”, der er ”tomt for ideer.” Nærværende skribent har imidlertid fundet ud af, at intet af dette er tilfældet, men at S-SFs manøvrer i stedet skyldes et overraskende kendskab til en sjælden dannelseskilde.

af Ryan Smith, cand.mag.
Der var mange, der havde svært ved at følge den røde tråd, da S-SF zigzaggede fra Nick Hækkerups udtalelse om, at der under en rød regering ”ikke vil blive tale om at røre ved efterlønnen”, til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at det dog kunne blive ”nødvendigt at ændre på efterlønnen”, efterfulgt af Henrik Sass Larsen, som sagde, at en afskaffelse af efterlønnen ville blive over hans ”politiske lig”. Derfra skar Helle Thorning-Schmidt igennem for at slå fast, at ”alt”, herunder efterlønnen, var ”i spil”, og for ligesom at binde sløjfe på det hele, så tilføjede samme Helle Thorning-Schmidt, at hun stod ”fuldstændig ved”, at en rød regering ikke ville ændre på efterlønnen, og udvidede så i sidste måned sin holdning med, at hun var åben over for ”positive ændringer” i efterlønnen. Og for at ingen skulle være i tvivl om hvad det egentlig var oppositionen mente, så gik S-SF også i fællesskab ud og meddelte: ”Det, vi lægger frem før valget, er også det, vi har tænkt os at gøre efter valget.”

Mange mennesker har ladet sig forvirre, og i forvirringen har de tolket S-SF-udmeldingerne sådan, at S-SF ikke har en politik; at de, med Politiken-skribenten Lars Trier Mogensens ord, er ”tomme for ideer” og ”villige til at sige hvad som helst” for at få magten. Deres skribent har imidlertid gravet i historiebøgerne og på den måde fundet ud af, at der med S-SF’s divergerende meldinger slet ikke er tale om gemen politisk opportunisme, men at deres fleksibilitet i stedet udspringer af en sjælden fornem dannelseskilde: Politikerne i S-SF er nemlig ikke simple lykkeridere, men derimod elever af den store græske sofist, Protagoras fra Abdera.

Den store relativist

De husker ham måske fra Deres skolegang: Protagoras, der er berømt for det udsagn, at der ikke findes nogen naturgiven sandhed, kun normer og kultur. Det følger derfor af hans lære, at der ikke findes falske eller selvmodsigende udsagn, da ethvert udsagn blot er en subjektiv fortolkning af en virkelighed, hvor er ikke er nogen endegyldig sandhed. Således Protagoras’ berømte slogan, mennesket er altings målestok¸ med hvilket han mente, at alle udsagn blot var meninger, og således, at naturens og logikkens love blot meninger, på lige fod med alle andre meninger.

Som et eksempel på sin lære gav Protagoras os det billede, at to mennesker kan sidde i en båd sammen, og den ene mene, at det blæser, mens den anden mener, at det ikke blæser; begge på baggrund af deres personlige, subjektive fortolkning. Ifølge Protagoras vil begge bådpassagerer have ret, og videre endnu, så vil de to udsagn heller ikke være selvmodsigende, men begge være sande på samme tid, da der ikke findes falske udsagn.

På den måde er det heller ikke selvmodsigende at stå ”fuldstændig ved”, at man ikke vil ændre på efterlønnen, samtidig med at man er ”åben over for ændringer” i efterlønnen: Med Protagoras som læremester kan man bogstaveligt talt ændre holdning, som vinden blæser; man kan blæse, ikke blæse, og stadig have uld i mund.

At udsagn ikke kan være selvmodsigende, betyder også, at ens logik ikke behøver at være konsekvent, og således kan Protagoras elever i S-SF sagtens kræve 40% kvinder i bestyrelserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige forskere, uden derved at føle sig forpligtigede til også at kræve 40% kvinder på byggepladserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige kloakarbejdere. Livet er nemt for Protagoras’ elever, som ikke behøver at mene det samme i på første sal, som de mener i stueetagen, og hvis præferencer for privatskoler, privathospitaler og skatteunddragelse ikke behøver harmonere de regler de kræver af alle andre.

Evolution – blot en holdning

Konsekvensen af en protagoræisk verden, hvor kun normer og kultur danner grundlag for vor virkelighedsopfattelse, er, at hvis vi blot kan ”lære” vore normer, hvilket samfund vi vil have, så får vi det også sådan: Kulturen er blot tilfældig, og har intet at gøre med de mennesker der lever i den. Videnskaben kan ikke gøre noget krav på sandhed, men er blot endnu én menneskelig mening blandt mange. Og Protagoras’ elever i S-SF kan da også afvise enhver snak om biologiske dispositioner, når talen falder på tvangskvoterne: Som de fromme protagoræere de er, betoner S-SF i stedet, at modstanden mod kvoter hovedsageligt skyldes, at tvangskvoter og indgreb i den private ejendomsret ”bryder med normer og traditioner”, som Mette Frederiksen udtrykte det, eller at de eneste argumenter imod kvoter er ”vaner, tradition og mangel på erfaring [hos aspiranterne]”, som Pernille Vigsø Bagge mente. Altså: Uden en objektiv sandhed er det eneste, vi skal gøre, at erstatte en tusindårig tradition med nye normer, som vi selv har fundet på.

Hvis vi blot kan opdrage hinanden til, at 40% af bestyrelsesposterne er reserveret til kvinder, så vil enhver snak om kompetencer forsvinde af sig selv, da forestillingen om ”kompetencer” jo blot er endnu en subjektiv grille, der ikke dækker over noget objektivt eksisterende.

Platon kritiserede Protagoras for, at hvis ingenting vitterligt var forkert, hvorfor skulle nogen så overhovedet lytte til Protagoras? Implicerede Protagoras’ lære så ikke, at alle andres meninger var lige så gode som hans egne? Hertil svarede Protagoras infamt, at selvom intet var forkert, så var noget alligevel bedre end andet. Men da sandheden ikke findes, og alting blot er meninger, så må hver enkelt mening, ifølge Protagoras, bedømmes på den genklang, den vækker i befolkningen. Og således skal S-SFs slagord om ”ufinansierede skattelettelser” og ”massakren på skoler og sygehuse” ikke forstås i relation til nogen objektiv sandhed om finansiering i kroner og øre: For S-SF har lyttet i timen og udsagnenes sandhedsværdi skal alene vurderes på, hvorvidt de vinder befolkningen over.

Dødsstraf – for anstændighedens skyld

Ud over den genklang, en mening vækker i befolkningen, var der ifølge Protagoras også et andet kriterium, en mening skulle bedømmes ud fra, nemlig den ”anstændighed” (nomos), den skaber i samfundet. At lektien om anstændighed er en, som Protagoras’ elever i S-SF har lært sig til UG, fremgår tydeligt af deres opfordring til, at Danmarks statsminister skal mødes med fremmede magter, for at undskylde for, at vi har ytringsfrihed (TV2, 02.02.2006, samt Kristeligt Dagblad 29.09.2010). Med S-SF har vi set en udvikling, hvor ytringsfriheden skal indskrænkes til fordel for islamister, hvor den frugtbare debat skal vige for hensynet til følelser, og hvor en kritisk diskussion om integrationsproblemerne skal stækkes af hensyn til netop ”anstændigheden”. Det er et holdningskompleks, der gør, at Protagoras kan være særdeles stolt af sine elever, når S-SF påstår, at de har gjort noget godt for ’tonen’. Athenerne på Protagoras tid følte sikkert også, at de gjorde noget godt for tonen, da de dømte Sokrates til døden.

Protagoras’ elever blev berygtede allerede i Antikken: Skruppelløse unge mænd, som manipulerede masserne med opløftende tale, og som var villige til at love hvad som helst for at få magten (hvilket ofte lykkedes). De styrede demokratiet imod vanvittige projekter, og konsekvensen af Protagoras’ relativisme var, at han i sidste blev nødt til at angribe matematikken, da den stod som eksponent for en sandhed fri af normer. Et kunststykke, som Socialdemokraternes Morten Bødskov gjorde mesteren efter, da han på tv fejede alle uafhængige økonomernes kritik af S-SF-planen bort med dommen om, at økonomernes tal og metode udelukkende bundede i, at de var ”borgerlige økonomer”. Bødskov han var i sandhed den fineste af Alle Protagoras’ Elever.

Mens vi venter på næste akt i den tragikomiske evighedsfortælling “Kampen mod narko”

Af Niels Westy, den 8. februar 2011. 4 svar

En af hovedhistorierne i mandag i Jyllands-Posten var “nyheden” om, at rydningen af Pusher Street for 7 år siden ikke har haft mærkbar betydning for omsætningen af hash i København. Historien bygger på en afhandling af Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning. Her undersøger han bl.a. betydningen af syv konkrete lovændringer fra 2001-2007 – blandt andet at øge strafferammen for at sælge cannabis. Desuden undersøges hvilken effekt den hårde linje og mere kontrol har haft for hvor meget der er blevet købt og solgt og hvor meget hash vi egentlig egentlig bruger.

Han kommer frem til det – for økonomer – ikke overraskende resultat, at rydningen af Pusherstreet primært har betydet, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København. At det ikke har haft indvirkning på forbruget og at det er en af forklaringerne på den banderelaterede vold vi har oplevet de senere år. De forskellige stramninger, bl.a. forhøjelsen af bødestraffen for besidelse af og handel med hash, har heller ikke haft nogen særlig virkning. Risikoen for at blive stoppet er umådelig lille, hvorved prisen per gram stort set er uændret (risikoen for at få en bøde og bødens størrelse skal jo regnes med i prisen set fra forbrugerens side). Set fra forhandlernes side vurderer Kim Møller også, at risikoen for at blive taget af politiet er begrænset. Han kommer frem til at den svarer  til ca. 1 promille per handel.

Til gengæld er prisen høj – ca. 4 gange kostprisen. Det skal nævnes at det indebærer at der er en relativ lille potentiel gevinst, hvis vi sammenligner med mere potente rusmidler som f.eks. kokain og heroin, hvor prisen på gadeplan typisk er mere end 10 gange højere end kostpris. Til gengæld er der tale om en væsentlig større profit (husk at den er skattefri) end ved salg af legale rusmidler.

Kim Møller anfører at grundene til at priserne er så høje skal findes i 3 forhold, nemlig at salget skal kompensere for at sælgerne ikke har et “normalt arbejde”, risikerer at ryge i fængsel  og løber risikoen for at få tæsk – ultimativt blive slået ihjel af konkurrenterne.

Selv om der egentlig hverken er noget overraskende eller nyt i afhandlingens konklusioner, er det altid prisværdigt, at der faktisk sker en forskning på området herhjemme. Kim Møller er også en af de meget få der prøver at se rationelt på problemet.

Anderledes forholder det sig i USA, hvor der er en langt livligere debat og væsentlig mere forskning på området. Jeg har tidligere skrevet om Jeffrey Miron, der årligt opdaterer beregninger for hvor meget staten kunne spare + tjene ved en legalisering. Den seneste beregning fra 2010 svarer til, at de direkte besparelser + skatteindtægter (hvis afgifter som på tobak og alkohol) vil være ca. 9 mia. kroner i Danmark.

Hvor dyb er den konservative krise?

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2011. 10 svar

Forleden trådte Henriette Kjær tilbage som konservativ ordfører, og snart også fra dansk politik. Tidligere har udenrigsminister Lene Espersen stået for skud, da hun valgte at tage på privat ferie i stedet for til møde i Arktisk Råd. Det Konservative Folkeparti har reageret på personkrisen ved at skifte ledelsen ud, hvilket nu indebærer at den solide, men ukarismatiske Lars Barfoed bliver partiformand, mens Carina Christensen – en af de senere regeringers mest usynlige ministre – skal løfte den særdeles mediesynlige opgave som politisk ordfører. De konservative har beklaget sig over en række forhold fra uretfærdig hetz fra mediernes side til lillebrorrollen i regeringen og at støttepartiet Dansk Folkeparti skulle have for meget indflydelse på den førte politik.

Det kan sagtens være, at der er grund til at klage, men det burde også være tydeligt for alle, at partiet er i dyb krise af flere andre grunde. En af grundene er den skrigende mangel på politisk talent blandt konservative. Dygtige politikere er blevet presset ud af magtgrunde – udskiftningen på udenrigsministerposten fra Per Stig Møller til Lene Espersen taler vel sit klare sprog – og når man udnævner Carina Christensen til frontfigur er det et signal om, hvor stor mangelen er. Med undtagelse af den noget uldentmundede Rasmus Jarlov er det noget af en udfordring at finde et eneste talent blandt de konservative i landspolitik.

Men en anden grund er også, at det ikke længere er klart, hvad det Konservative Folkeparti egentlig står for. De seneste år har det næsten virket som om, det stod for alt Venstre ville, bare plus ti procent: Efterlønnen skal afskaffes hurtigere, skatterne skal sænkes mere, der skal gøres mere for erhvervslivet. Forslagene har ofte (men ikke altid) været fornuftige nok, men næppe afsløret den store, selvstændige tænkning. Og hvad har der været specielt konservativt i dem? På trods af det har mange konservative, inklusive i et oplysende indslag i DR2’s Deadline, understreget, at de ikke er liberale. De kan skam godt lide staten og vil gerne have, at den blev stærkere. De vil skam gerne hjælpe de svageste i samfundet. Alt sammen med en underliggende tone af anklage – liberalister er onde mennesker i en eller anden ikke nærmere defineret, men helt klart konservativ forstand.

Hvis nogle af læserne føler sig uenige, vil jeg gerne viderebringe en udfordring: Forklar mig, hvad der er særligt konservativt, og ikke blot enten højreorienteret eller almindelig, sund fornuft! Med den udfordring følger også en figur, der illustrerer hvor dyb og grundlæggende, den konservative krise er. Figuren nedenfor viser den konservative andel af Folketinget fra 1946 til 2010. Den røde linje illustrerer, hvordan udviklingen ser ud hvis partiet får ti mandater ved det valg, der skal komme i år. Det burde være klart, at det vil være det værste valg siden jordskredsvalget i 1973, der trods alt mest flyttede mandater indenfor den blå blok. Og hvis resultatet bliver værre end det, skal man tilbage til 1901 for at finde et lignende nederlag. Prøv at forklare det problem med mediehetz.

Adieu, adieu–igen, igen …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. februar 2011. 2 svar

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg dd. ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.  Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet “Kurrilds”.  Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen “samfundspligt” for alle–altså en slags velfærds-slaveri.

Når Berlingskes folk ellers husker at “tagge” disse klummer og blog-poster, skulle de sammen med mine “Groft Sagt”-indlæg kunne ses samlet her.

Ved siden af disse vil jeg på min egen personlige hjemmeside/blog fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Men det betyder så omvendt, at jeg nu desværre, for tredje gang, må melde mig ud af aktiv-blogning her på stedet.  Men jeg holder profil & brugernavn åbent, så hvem ved …?

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2011. 25 svar

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten →

Troels Lund Poulsen om velfærdsstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2011. 5 svar

Man skal høre meget …

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

Hvem er egentlig ”emerging markets”?

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2011. 6 svar

Der tales meget i disse år om de såkaldte ”emerging markets” – økonomier, der vokser hurtigt op mod mellemindkomststatus, så i hvert fald en del af deres markeder begynder at se attraktive ud for vestlige producenter. De fleste eksportører har derfor en klar interesse i at kunne definere, hvor de nye markeder dukker op. Der kan for eksempel være first mover fordele – de første på markedet leverer de varer, som forbrugerne vænner sig til og sammenligner resten med – og blot det at vide, hvor markederne er og hvor stort potentiale de har, er en vigtig ingrediens i eksportsucces. I pressen og blandt erhvervsfolk tales der således meget om BRIC-landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – som de vigtige emerging markets. Spørgsmålet er, om de har ret? Er det virkelig de fire lande, der er mest interessante? Jeg var ikke sikker og besluttede mig til at se nærmere på sagen.

Metodologien er ret simpel: Man giver lande en score mellem nul og fire, afhængig af hvor mange af de følgende spørgsmål man kan svare ja til: Har landet haft en gennemsnitlig, årlig vækst i købekraften mellem 2000 og 2007 (dvs. umiddelbart før finanskrisen satte ind) på mere end fire procent? Har væksten været højere end tre procent? Er det potentielle marked blandt de 20 procent rigeste (altså den del af befolkningen, der ville kunne købe varer af vores normale kvalitet og udbud) større end det tilsvarende marked i f.eks. Spanien når man måler på BNP? Er markedet større når man måler på privatforbrug? Denne simple regel giver således hvert land en ’karakter’ for, hvor interessant det er som emerging market.

Kun tre lande får en score på fire: Indien, Kina og Rusland. Alle har store potentielle markeder, og alle voksede hurtigt i perioden 2000-2007. Jeg vil dog tillade mig at stille et spørgsmålstegn ved Rusland. Den russiske vækst har i det store og hele været en konsekvens af høje energipriser på verdensmarkedet, og landet mangler i desperat omfang reformer af både økonomi og institutioner for at gøre væksten stabil på længere sigt. Det samme gælder i et vist omfang Kina, selvom de ekstreme vækstrater imponerer.

En mindre gruppe lande får en score på tre, primært pga. lidt lavere vækstrater. Disse lande er: Iran, Pakistan, Thailand og Ukraine. Denne gruppe tæller også lidt rigere lande som Polen og Sydkorea. Her er overraskelserne altså, ikke mindst to tidligere kommunistiske lande tæt på os. Og hvor mange havde regnet med at se Iran og Pakistan i den interessante halvdel? Men de to lande ser faktisk virkeligt interessante ud, vurderet på objektive kriterier.

I gruppen med en score på to, ligger de naturligvis også flere interessante lande. Brasilien, Indonesien, Mexico og Tyrkiet har alle store mellemindkomstmarkeder, der indlysende nok er attraktive for bl.a. danske eksportvirksomheder. Problemerne er blot deres vækst. Brasilien, som altid nævnes som et af de spændende lande, havde for eksempel kun en gennemsnitlig årlig vækst i købekraften i perioden på 1,7 procent. Indonesien (2,7 procent) og Tyrkiet (2,3 procent) ser faktisk mere interessante ud på den lidt længere bane.

Pointen er, at når man ser på fakta og ikke blot spin og småsnak fra VL-grupper, ændrer billedet sig en hel del. Nok er Indien og Kina stadig de absolut mest interessante lande – hvem ville sige nej til at levere til en hurtigt voksende middelklasse på 300 millioner mennesker i et demokratisk land? – men mange andre lande, der er udnævnt til at have særlig interesse, ser faktisk ikke særligt spændende ud. Det gælder ikke mindst for Brasilien, som endda har valgt en ny statsleder med bekymrende økonomiske ideer. Og så må man ikke glemme de mindre sexede, men stadig attraktive områder. En del lande i Kaukasusregionen vokser faktisk hurtigt i disse år, ikke mindst Georgien (9,0 procent) Kazakhstan (8,5 procent), Armenien (9,9 procent), Azerbaijan (12,7 procent) og Tajikistan (4,9 procent), der tilsammen tæller en befolkning på 36 millioner, dvs. et potentielt marked på størrelse med Spanien. Måske ville det være en idé at se mere på fakta, og lytte mindre til vrøvl fra tilfældige politikere, embedsmænd og erhvervsfolk unde bredere udsyn.

Video fra Thomas Sowell “mini-konference”

Af Niels Westy, den 23. januar 2011. 1 svar

Som jeg fortalte i en tidligere post, blev der i torsdags afholdt en “minikonference” med udgangspunkt i Thomas Sowell’s omfattende forfatterskab. Der er nu kommet video fra arrangementet, det kan enten ses nedenfor eller, hvis man måtte foretrække det, ved at gå ind på CEPOS hjemmesider.

[videoplayer file=”http://cepos.podhandle.dk/minikonferenceomts0.mp4Mobile.mp4″ /]

For os der stod for arrangementet var det en positiv oplevelse, at så mange var mødt op, og vi er nu i gang med at planlægge kommende arrangementer med udgangspunkt i Sowells omfattende forfatterskab (hvoraf ingen af hans bøger desværre er oversat til dansk).

Hvis nogen af denne blogs læsere har bud på emner der kunne være interessante eller på anden måde ideer til, hvordan kendskabet til Sowell kan blive mere udbredt i Danmark, er mere end velkomne.

Mit eget indlæg handler om kultur og individers valg af samme (ikke national – der går en del borgerlige går helt galt i byen og vores forskellige kulturer står tilbage som rene postulater). Primært er der dog tale om et forsøg på at eksemplificere en række pointer hos Sowell rettet mod multikulturalisternes grundlæggende påstand om at der ikke eksisterer kulturer der er bedre end andre – kun kulturer der er forskellige, og at alt ondt (også i Danmark) skyldes racisme og stigmatisering. Der er dog grund til at antage, at det væsentligste integrationsproblem er den moderne velfærdsstat, der hindrer minoriteters og indvandreres naturlige tilpasning – der primært er en funktion af om det kan betale sig.

Generel interesse: Kyklos, februarnummeret 2011

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2011. 4 svar

Når nye numre af fagtidsskrifter på ens område kommer, er der som oftest ikke mere end én artikel, som ser interessant ud. Nogle gange er der ingen, men nogle gange er selvfølgelig undtagelser. Februarnummeret af Kyklos, der er tilgængeligt online nu, er netop en af dem. Ikke blot er min fælles artikel med Andreas Bergh blevet ’lead paper’, men nummeret indeholder flere ganske interessante studier. For at – forhåbentlig – stimulere vores læseres appetit, er her abstracts og nødvendige oplysninger på fire af de artikler, der publiceres i Kyklos i denne omgang. Vi håber, at læserne synes nogle af dem er lige så interessante som vi gør.

Andreas Bergh og Christian Bjørnskov, “Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State”, Side 1-19 Læs resten →

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. januar 2011. 10 svar

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde).  Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober.  Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Bedemændene fra Mandag Morgen

Af Karl Iver Dahl-Madsen, den 11. januar 2011. 7 svar

Man kan sige meget skidt om Mandag Morgen og det skal jeg nok gøre i dette indlæg, men man må respektere, at de er i stand til at gøre opmærksom på sig selv med det nye ”parti”: Fremtidens Danmark. Hvis man skal bedømme initiativet på baggrund af Jørgen Rosted’s optræden i Deadline, hvor han gjorde sig til talsmand for en planøkonomisk tankegang om, at Danmark skal leve af at løse verdens problemer i et tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor, er MM kommet ynkeligt fra start.

Planøkonomi eller ”pick the winners” tankegangen duer overhovedet ikke til at skabe fremtidens vækst, fordi en politisk beslutningsproces uvægerligt vil pege på vindere, som viser sig at blive tabere, og tabere som viser sig være vindere. De medfølgende omkostninger til statsstøtte og misregulering er kæmpestore, i modsætning til markedet som hurtigt og konsekvent straffer taberne og belønner vinderne.

Da jeg havde fornøjelsen af at arbejde på DHI drillede vi tit hinanden med, at vi somme tider, og for nogle kollegers vedkommende hele tiden, levede af Bedemandsforretningen, som er at tjene penge på andres død og ulykke. Det kunne være oversvømmelser, kemikaliespild, patogener i drikkevand, iltsvind osv.

Mandag Morgen foreslår nu, at hele Danmark skal leve af Bedemandsforretningen :  vandmangel, sult, klimaændringer, ressourcemangel etc.

At være bedemand er en agtværdig forretning, hvor man sikkert tjener gode penge, og nogen skal jo gøre det. Men Mandag Morgens tankegang afslører en total mangel på forståelse for menneskenes humør og verdens tilstand.

De fleste mennesker vil nok betakke sig at arbejde som bedemænd – strengt taget er selv en fin miljøingeniør som mig blot en natmand (et næsten forsvundet erhverv), der sidder ved en computer – og vil hellere lave noget positivt som velsmagende oksekød eller en underholdende film.

Dertil kommer, at markedet for Bedemandsforretningen ikke er ret stort – undtagen hvis verden går under og så kan det jo være det samme. Alle mennesker dør kun engang i livet, og når verdens befolkning på et tidspunkt går i ligevægt er der ikke engang vækst i antallet af kunder.

Med vand, miljø og energistruktur gælder det samme. Markedet er ikke så stort, og stiger ikke så meget, som mange tror, af den simple grund, at når først renseanlægget er bygget, vandforsyningen etableret og elforsyningen lagt ind, stopper efterspørgslen. Hertil kommer, at der ikke er nogen herlighedsværdi knyttet til basal infrastruktur og forsyning. Jeg kender ikke nogen, der foretrækker en kilowatt-time af en særlig årgang, af en bestemt forfatter eller med en speciel nyhedsværdi. Man vil oven i købet gerne bruge så få kilowatt-timer som muligt og have dem så billigt som muligt. Derimod kender jeg mange, der gerne vil drikke bedre rødvin, bo i større boliger de rigtige steder, købe en Tablet Computer, se flere og mere underholdende film og rejse flere gange til fjerne eksotiske steder.

Det er givet, at Bedemandsforretningens andel af det globale nationalprodukt, vil falde støt og efterhånden stærkt i takt med at markedet mættes og ny teknologi fortsat gør infrastruktur billigere. Hvad der kommer i stedet skal frie mennesker, der tør tage en risiko med deres egne penge, nok finde ud af. Men hvis jeg skal vove et øje skal vi i fremtidens overflodssamfund især leve af at underholde verden. Tænk på Pandora? som kom flyvende ind på Københavns fondsbørs med en aktieværdi større end Vestas. Og husk Lego, og Carlsberg?

Verdens nationalprodukt stiger nu igen med knap 5 % om året = 3,5 trillion USD.  Det svarer f.eks. til at 350 millioner mennesker om året strømmer ind i en købekraftig middelklasse, som har råd til at efterspørge livets goder. Det er da et marked, der vil noget.

Reklame for “mini-konference” om frihedstænkeren Thomas Sowell

Af Niels Westy, den 9. januar 2011. Skriv et svar

Dette indlæg er nok først og fremmest af interesse for de der bor på Sjælland. Torsdag den 20. januar afholder Cepos en “mini-konference” om og med udgangspunkt i Thomas Sowell, hans forfatterskab og ideer. Tilmelding kan ske her.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. januar 2011. 6 svar

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der “total koks i meningsmålingerne”, når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Statsministerens nytårstale – håb forude eller……?

Af Niels Westy, den 2. januar 2011. 5 svar

Lad det være sagt med det samme. I forhold til regeringens første politik siden den kom til magten i 2001, var Lars Løkkes nytårstale et på mange måder (tiltrængt) nybrud. Man kan kun glæde sig over, at man endelig taler om at afskaffe efterlønnen. Men når Lars Løkke får ros for (endelig) at “træde i karakter“, så er det vist først og fremmest udtryk for hvor godt og grundigt vi hænger fast i den socialdemokratiske hængedynd, der er den “unikke” danske velfærdsmodel.

Statsministerens tale var ikke et opgør med denne model – tværtimod. Det var først og fremmest en anvisning på hvordan man kan få den til at hænge sammen lidt længere. Den grundlæggende argumentation for at afskaffe efterlønnen var jo ret beset, at det ville sikre ressourcer andre steder i den offentlige sektor. Og så bliver valget af efterlønnen jo lidt arbitrær.

I sin tale peger statsministeren på, at;

Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi vil blive nødt til at skære i kernevelfærden. I sygehuse og skoler. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod. Vi vil gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Vi vil løfte en god folkeskole ind i en fremtid, hvor danske børn skal kunne måle sig med de bedste i verden.

Og senere i talen understreger understreger han, at

For det første koster efterlønnen 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året! Hvert år!

Hermed ligger talen desværre i forlængelse af hvad de konservatives Henriette Kjær udtalte til Jyllands Posten den 29.12, nemlig at;

De Konservative har gødet jorden for det her [afskaffelse af efterlønnen] i næsten et år. Det har betydet, at befolkningen har fået øjnene op for, at de 20 mia. kr., som bruges på en relativ lille gruppe mennesker i befolkningen, kan bruges på andre ting som folkeskolen, dagpleje og sundhedsvæsenet.

Så kunne man jo med en hvis rimelighed pege på, at hvis Danmark opnåede samme effektivitet som det finske uddannelsessystem ville det indbringe ca. det dobbelte i årlig besparelse. De er altså med væsentligt færre midler i stand til at “producere” det vi ikke kan herhjemme, men som statsministeren ønsker sig – “børn der kan måle sig med de bedste i verden”

Uden gennemgribende reformer kan det meget vel (hvis det altså lykkes at gennemføre ændringer af efterlønnen på denne side af valget) vise sig, at gevinsten vil blive soldet op og blot kortvarigt stille den offentlige sektors tilsynladende grænseløse sult (og evne til at opfinde nye problemer der naturligvis kræver kollektive løsninger).

Som professor Michael Svarer, institut for økonomi på Aarhus Universitet  siger til Børsen:

I det hele taget må man sige, at en reform af efterlønnen ikke kan stå alene. Der skal flere tiltag til, hvis dansk økonomi skal rettes op.

Og så er vi ved et grundlæggende forhold; Var statsministerens tale præget af reformiver ud af et hensyn til den danske befolknings ve og vel i fremtiden, eller var den først og fremmest båret af ønsket om at “redde” de grundlæggende træk i en dysfunktionel velfærdsmodel, der er hovedansvarlig for Danmarks pauvre økonomiske vækst de seneste årtier (se Christians tidligere indlæg) med udsigt til en endnu ringere fremtid? Desværre hælder jeg mest til det sidste.

Det er sikkert forståeligt ud fra en professionel politikers synspunkt. Vores velfærdsmodel indebærer jo at politikeren er placeret som en central aktør, og sikrer at man kan føre sig frem på sin evne på at “frelse vælgerne”. Godt nok er der tale om en illusion, men da de fleste i den “politiske klasse” er enige om at der ikke er grund til at bryde illusionen, er det et punkt hvor opposition og regering grundlæggende støtter hinanden. For tænk hvis det gik op for den brede befolkning, at de reelt ville klare sig bedre og have flere “velfærdsydelser” til rådighed hvis politikerne og deres vilige hjælpere fyldte mindre.

For hvad mener statsmininisteren egentlig, når han i sin tale siger, at

for alle os, der er vokset op med velfærdsamfundet, kan vores rige og trygge Danmark føles nærmest som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, vi skal arbejde for hver dag.

Mener han så, at vi først og fremmest er sat på denne jord for at knokle for velfærdsstaten? – eller tror han virkelig selv på vores velfærdsmodels “unikke” evne til at producere store mængder af “velfærdsydelser”. Hvis det er tilfældet, så tager han grueligt galt.

Som det fremgår af nedenstående sammenligning af “produktionen” af velfærdsydelser i en række OECD-lande, må vi konstatere, at på trods af den største offentlige sektor og det højeste skattetryk, så er vores samlende produktion af velfærdsydelser (der inkluderer pension og andre former for overførselsindkomster, uddannelse, sygehuse osv.) som andel af BNP, ikke større end en række andre lande med en mindre offentlig sektor og et lavere skattetryk.

Samlet produktion af velfærdsydelser i andel af BNP

Kilde: http://www.oecd.org/document/9/0,3746,en_2649_34637_38141385_1_1_1_1,00.html

Sammenligner vi med USA , er den samlede “produktion” herhjemme godt nok et par procent højere, målt åp andel af BNP. Men da BNP per capita er ca. 20-25% højere i USA indebærer det, at produktion af velfærdsydelser per indbygger er højere i USA end herhjemme!!

Den borgerlige regering har de sidste 10 år i den grad forspildt at sætte en anden dagsorden, hvor personligt ansvar og frihed er kodeordene i modsætning til socialdemokratisk kvælende kollektivisme, og i det lys er talen måske nok et sort skridt. Men det i så fald primært fordi vi har haft en borgerlig regering af navn, men socialdemokratisk af gavn.

En regering der ofte har foretrukket at henvise til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd frem for Cepos, og som allerede tidligt viste at man var mere end villig at spille med på lighedsmageriets ulidelige banehalvdel. Men igen, når alt er sagt, lidt har naturligvis også ret.

Ingen tvivl om at alternativet (S-SF) er langt værre. Men vi må nok konstatere, at vi fortsat har en regering, der stiller sig tilfreds med at administrere et system baseret på, hvad den amerikanske økonom Thomas Sowell i et lyrisk øjeblik engang udtrykte i “The Poverty Pimps’ Poem“:

Let us celebrate the poor,
Let us hawk them door to door.
There’s a market for their pain,
Votes and glory and money to gain.
Let us celebrate the poor.
Their ills, their sins, their faulty diction
Flavor our songs and spice our fiction.
Their hopes and struggles and agonies
Get us grants and consulting fees.
Celebrate thugs and clowns,
Give their ignorance all renown.
Celebrate what holds them down,
In our academic gowns.
Let us celebrate the poor.

Indtil man højt og med klar røst tør sige, hvad fagkundskaben har sagt i årtier, nemlig at det grundlæggende problem er indretningen af vores velfærdssystem – eller som Ole Birk Olesen kalder det, “Taberfabrikken” – skal man næppe forvente det store.

Jeg er klar over at en del vil indvende, at jeg jo er en politisk amatør med mit krav om et egentlig opgør med vores nuværende velfærdssystem, og det medgiver jeg gerne at jeg er. Men modsat bør man også stille sig spørgsmålet; Er de “profesionelle” politikere reelt interesserede i at tage et opgør med et system der reelt gør os alle fattigere, men som unægtelig sikrer netop en bestemt slags politikere en central rolle?

Jeg tvivler.

Og hvorfor valgte man, at det netop skulle være de under 45 år, der ikke skulle have retten til efterløn? Hvorfor ikke dem under 50 eller 55? eller slet og ret alle der ikke er nået de 60 år endnu? Der er intet der tilsiger at folk der har haft deres erhvervsaktive år siden slutningen af 1960erne eller begyndelsen af 1970erne, for slet ikke at tale om begyndelsen af 1980erne på nogen måde skulle være mere nedslidte (for dem der er har vi jo som bekendt altid haft muligheden for en førtidspension) eller på anden måde have et større krav på muligheden for efterløn end de, hvis erhversaktive karriere startede i slutningen i 1980erne eller begyndelsen af 1990erne.

Kunne det tænkes at det først og fremmest skyldes at Dansk Folkepartis vælgere primært er over 45, og at man muligvis vil anvende det faktum, at Helle Thorning i forbindelse med hendes valg til formand for socialdemokratiet i 2005 antydede at efterlønnen for de der på daværende tidspunkt var under 40 år (nu under 45 år) skulle afskaffes skal anvendes i den kommende valgkamp? Og hvad er til hinder at man ender med at skæringsalderen for efterløn sættes til 40 år (kunne være DFs “pris”)? eller 35 år eller…..

Som allerede nævnt vil det værste uden tvivl være en S-SF regering efter næste valg, og derfor skal statsministeren have ros for at foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Men uden hjælp skal man næppe forvente for meget af Venstre og Konservative – Det er vist fortsat først og fremmest det magelige bagsæde i ministerbilerne der dikterer deres politik. Og så må befolkningens ve og vel jo vige.

Indtil vi får en parlamentarisk situation hvor de afgørende stemmer leveres af et parti der ønsker reelle reformer, er det bedste råd til de aldersgrupper, som statsministeren lægger op til skal finansiere den efterløn der også skal betales de kommende mange år, fortsat være;

Tag en uddannelse der kan bruges i udlandet

and get the hell out of here!!

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2010. 2 svar

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Islam og demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2010. 12 svar

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

Punditokraternes julehilsen 2010

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2010. 1 svar

Så er det atter blevet tid til at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor det traditionelle julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire i dag, hvor julen indtræder.

Igen i år er der en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. For mens vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste, og forhåbentligt også på et mere solidt, vidensbaseret fundament, er vi også være taknemmelige for, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2010 bød ikke på de helt store ændringer, og dog. Det politiske spektrum i Danmark blev markant bredere. Liberal Alliance har etableret sig som en troværdig spiller til højre for regeringspartierne, og se ud til at have overhalet de konservative i meningsmålingerne. Herfra skal lyde en stor tak til Anders Samuelsen, Ole Birk og de andre ildsjæle, der har givet højrefløjsvælgere et andet valg end socialdemokratisk politik i Claus Hjorts indpakning. Ligeledes skal der også lyde en tak til Enhedslisten for at strække det politiske spektrum den anden vej. Begge partiers eksistens betyder, at dansk politik kan handle om lidt andet end hvordan man forsøger at opfylde medianvælgerens mest tåbelige ønsker.

Der blev derfor også året, hvor vi ikke fik et valg. Persistente rygter sagde ellers, at Løkke var klar på aftrækkeren sidst på foråret, men det blev ikke til noget. Meningsmålingerne vendte og Løkke har haft endda meget svært ved at holde sine kolleger i ave, og ministre som Troels Lund Poulsen vækker endda afsky et stykke for sin apparatjik-opførsel ind over midten. Så alt er udskudt til 2011, hvor vi kan håbe at valget kommer til at handle om noget andet end hvem, der kan være den bedste velfærdskustode.

Vores sidste punkt i dag er dog det vigtigste: Julen selv. Året er ved at være ovre, og når vi når januar, vender danskernes opførsel tilbage til det almindelige igen. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Her fra redaktionen skal der lyder et varmt ønske til alle punditokraternes bidragsydere og hele vores læserskare om en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Årets sidste meningsmålingsgennemsnit

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. december 2010. 8 svar

Her kommer så årets sidste udgave af mit vægtede meningsmålingsgennemsnit, hvor jeg bl.a. tager højde for målingernes alder.  Det drejer sig denne gang om otte målinger fra perioden medio november til medio december.  Største forskel fra tidligere er, at jeg nu–trods en vis skepsis–er begyndt at medtage Voxmeter (fhv. Catinét).  Her er procenterne:

A: 27,5

B: 6,3

C: 6,1

F: 14,5

I: 6,9

K: 0,8

O: 14,2

V: 19,3

Ø: 4,3

“Rød blok”: 52,6

Med andre ord: Pænt forspring til det Røde Kabinet, og De Konservative nede på at være Folketingets nu næstmindste parti (efter Enhedslisten).

Hvordan ser det ud i forhold til for et år siden?  Lad os tage Greens måling fra 8.I.2010.  Den mest markante positive enkeltforandring (målt i stemmeandele) er for Liberal Alliance, der i den måling fik noget så bemærkelsesværdigt som 0,0 pct., og dermed har vundet næsten 7 pct.point.  Også pæn fremgang til Sosserne, der trods et noget turbulent år netto har en fremgang på ca. 3 pct.point.  Så kommer der en fremgang på lidt over ca. 2 pct.point for dels Enhedslisten og dels De Radikale.

Største tabere i stemmeandele i 2010 var Venstre (ca. 7 pct.point), Socialistisk Folkeparti (ca. 4 pct.point) og De Konservative (ca. 3 pct.point).

Målt i andel af tilslutningen må årets største succeser være Liberal Alliance og Kristendemokraterne med forøgelse på henholdsvis 600-700 pct. (afhængig af sammenligningsgrundlaget) og ca. 50-100 pct. (igen afhængig af sammenligningsgrundlaget).  De største tabere er De Konservative og Venstre med henholdsvis ca. 40 pct. og knap ca. 30 pct.

En stor del af de sidstes stemmer er gået til LA; i mine analyser kommer partiets stemmer for ca. 40 pcts. vedkommende fra V, ca. 30 pcts. vedkommende fra C, og ca. 10-20 pcts. vedkommende fra Ny Alliances vælgere i 2007, mens resten kommer fra resten af spektret.  Det betyder så omvendt, at regeringspartierne har “netto-eksporteret” ca. 3 pct.point til venstrefløjen.