Kritiske røster har i det forgangne år taget hårdt fat om S-SF’s politik og blandt andet kaldt den ”usammenhængende”, ”selvmodsigende”, ”umulig” og et ”manipulativt blændværk”, der er ”tomt for ideer.” Nærværende skribent har imidlertid fundet ud af, at intet af dette er tilfældet, men at S-SFs manøvrer i stedet skyldes et overraskende kendskab til en sjælden dannelseskilde.

af Ryan Smith, cand.mag.
Der var mange, der havde svært ved at følge den røde tråd, da S-SF zigzaggede fra Nick Hækkerups udtalelse om, at der under en rød regering ”ikke vil blive tale om at røre ved efterlønnen”, til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at det dog kunne blive ”nødvendigt at ændre på efterlønnen”, efterfulgt af Henrik Sass Larsen, som sagde, at en afskaffelse af efterlønnen ville blive over hans ”politiske lig”. Derfra skar Helle Thorning-Schmidt igennem for at slå fast, at ”alt”, herunder efterlønnen, var ”i spil”, og for ligesom at binde sløjfe på det hele, så tilføjede samme Helle Thorning-Schmidt, at hun stod ”fuldstændig ved”, at en rød regering ikke ville ændre på efterlønnen, og udvidede så i sidste måned sin holdning med, at hun var åben over for ”positive ændringer” i efterlønnen. Og for at ingen skulle være i tvivl om hvad det egentlig var oppositionen mente, så gik S-SF også i fællesskab ud og meddelte: ”Det, vi lægger frem før valget, er også det, vi har tænkt os at gøre efter valget.”

Mange mennesker har ladet sig forvirre, og i forvirringen har de tolket S-SF-udmeldingerne sådan, at S-SF ikke har en politik; at de, med Politiken-skribenten Lars Trier Mogensens ord, er ”tomme for ideer” og ”villige til at sige hvad som helst” for at få magten. Deres skribent har imidlertid gravet i historiebøgerne og på den måde fundet ud af, at der med S-SF’s divergerende meldinger slet ikke er tale om gemen politisk opportunisme, men at deres fleksibilitet i stedet udspringer af en sjælden fornem dannelseskilde: Politikerne i S-SF er nemlig ikke simple lykkeridere, men derimod elever af den store græske sofist, Protagoras fra Abdera.

Den store relativist

De husker ham måske fra Deres skolegang: Protagoras, der er berømt for det udsagn, at der ikke findes nogen naturgiven sandhed, kun normer og kultur. Det følger derfor af hans lære, at der ikke findes falske eller selvmodsigende udsagn, da ethvert udsagn blot er en subjektiv fortolkning af en virkelighed, hvor er ikke er nogen endegyldig sandhed. Således Protagoras’ berømte slogan, mennesket er altings målestok¸ med hvilket han mente, at alle udsagn blot var meninger, og således, at naturens og logikkens love blot meninger, på lige fod med alle andre meninger.

Som et eksempel på sin lære gav Protagoras os det billede, at to mennesker kan sidde i en båd sammen, og den ene mene, at det blæser, mens den anden mener, at det ikke blæser; begge på baggrund af deres personlige, subjektive fortolkning. Ifølge Protagoras vil begge bådpassagerer have ret, og videre endnu, så vil de to udsagn heller ikke være selvmodsigende, men begge være sande på samme tid, da der ikke findes falske udsagn.

På den måde er det heller ikke selvmodsigende at stå ”fuldstændig ved”, at man ikke vil ændre på efterlønnen, samtidig med at man er ”åben over for ændringer” i efterlønnen: Med Protagoras som læremester kan man bogstaveligt talt ændre holdning, som vinden blæser; man kan blæse, ikke blæse, og stadig have uld i mund.

At udsagn ikke kan være selvmodsigende, betyder også, at ens logik ikke behøver at være konsekvent, og således kan Protagoras elever i S-SF sagtens kræve 40% kvinder i bestyrelserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige forskere, uden derved at føle sig forpligtigede til også at kræve 40% kvinder på byggepladserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige kloakarbejdere. Livet er nemt for Protagoras’ elever, som ikke behøver at mene det samme i på første sal, som de mener i stueetagen, og hvis præferencer for privatskoler, privathospitaler og skatteunddragelse ikke behøver harmonere de regler de kræver af alle andre.

Evolution – blot en holdning

Konsekvensen af en protagoræisk verden, hvor kun normer og kultur danner grundlag for vor virkelighedsopfattelse, er, at hvis vi blot kan ”lære” vore normer, hvilket samfund vi vil have, så får vi det også sådan: Kulturen er blot tilfældig, og har intet at gøre med de mennesker der lever i den. Videnskaben kan ikke gøre noget krav på sandhed, men er blot endnu én menneskelig mening blandt mange. Og Protagoras’ elever i S-SF kan da også afvise enhver snak om biologiske dispositioner, når talen falder på tvangskvoterne: Som de fromme protagoræere de er, betoner S-SF i stedet, at modstanden mod kvoter hovedsageligt skyldes, at tvangskvoter og indgreb i den private ejendomsret ”bryder med normer og traditioner”, som Mette Frederiksen udtrykte det, eller at de eneste argumenter imod kvoter er ”vaner, tradition og mangel på erfaring [hos aspiranterne]”, som Pernille Vigsø Bagge mente. Altså: Uden en objektiv sandhed er det eneste, vi skal gøre, at erstatte en tusindårig tradition med nye normer, som vi selv har fundet på.

Hvis vi blot kan opdrage hinanden til, at 40% af bestyrelsesposterne er reserveret til kvinder, så vil enhver snak om kompetencer forsvinde af sig selv, da forestillingen om ”kompetencer” jo blot er endnu en subjektiv grille, der ikke dækker over noget objektivt eksisterende.

Platon kritiserede Protagoras for, at hvis ingenting vitterligt var forkert, hvorfor skulle nogen så overhovedet lytte til Protagoras? Implicerede Protagoras’ lære så ikke, at alle andres meninger var lige så gode som hans egne? Hertil svarede Protagoras infamt, at selvom intet var forkert, så var noget alligevel bedre end andet. Men da sandheden ikke findes, og alting blot er meninger, så må hver enkelt mening, ifølge Protagoras, bedømmes på den genklang, den vækker i befolkningen. Og således skal S-SFs slagord om ”ufinansierede skattelettelser” og ”massakren på skoler og sygehuse” ikke forstås i relation til nogen objektiv sandhed om finansiering i kroner og øre: For S-SF har lyttet i timen og udsagnenes sandhedsværdi skal alene vurderes på, hvorvidt de vinder befolkningen over.

Dødsstraf – for anstændighedens skyld

Ud over den genklang, en mening vækker i befolkningen, var der ifølge Protagoras også et andet kriterium, en mening skulle bedømmes ud fra, nemlig den ”anstændighed” (nomos), den skaber i samfundet. At lektien om anstændighed er en, som Protagoras’ elever i S-SF har lært sig til UG, fremgår tydeligt af deres opfordring til, at Danmarks statsminister skal mødes med fremmede magter, for at undskylde for, at vi har ytringsfrihed (TV2, 02.02.2006, samt Kristeligt Dagblad 29.09.2010). Med S-SF har vi set en udvikling, hvor ytringsfriheden skal indskrænkes til fordel for islamister, hvor den frugtbare debat skal vige for hensynet til følelser, og hvor en kritisk diskussion om integrationsproblemerne skal stækkes af hensyn til netop ”anstændigheden”. Det er et holdningskompleks, der gør, at Protagoras kan være særdeles stolt af sine elever, når S-SF påstår, at de har gjort noget godt for ’tonen’. Athenerne på Protagoras tid følte sikkert også, at de gjorde noget godt for tonen, da de dømte Sokrates til døden.

Protagoras’ elever blev berygtede allerede i Antikken: Skruppelløse unge mænd, som manipulerede masserne med opløftende tale, og som var villige til at love hvad som helst for at få magten (hvilket ofte lykkedes). De styrede demokratiet imod vanvittige projekter, og konsekvensen af Protagoras’ relativisme var, at han i sidste blev nødt til at angribe matematikken, da den stod som eksponent for en sandhed fri af normer. Et kunststykke, som Socialdemokraternes Morten Bødskov gjorde mesteren efter, da han på tv fejede alle uafhængige økonomernes kritik af S-SF-planen bort med dommen om, at økonomernes tal og metode udelukkende bundede i, at de var ”borgerlige økonomer”. Bødskov han var i sandhed den fineste af Alle Protagoras’ Elever.