Hvorfor betaler de røde ikke privat for mere ’service’?

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2011. Skriv et svar

Punditokraternes ven og kollega Niclas Berggren stiller i dag et vigtigt spørgsmål, som han får fra den glimrende Steven Landsburg. Landsburg spørger:

If the President believes that people like him ought to be paying more, then why didn’t he pay more? There is absolutely no rule against sending in more money than you owe.

Niclas peger på, at det er stort set det samme spørgsmål, han har stillet til svenske socialdemokrater, der klager over skattelettelser: Hvorfor betaler I ikke bare frivilligt mere?

Spørgsmålet gik direkte til min dybe undren over det socialdemokratiske og socialistiske had til private ydelser af såkaldt velfærd. Hvis en større gruppe mennesker er så fortvivlede over, at et flertal i Folketinget ikke vil levere et omfang eller kvalitet af en offentlig ydelse eller service, hvad forhindrer dem i at skabe en ’klub’, der leverer denne ydelse? Hvad skulle forhindre S, SF og Enhedslisten – eller evt. fagbevægelsen – i at starte denne slags klub? I økonomiske fagtermer, hvad forhindrer ekstra kvalitet i at være et klubgode – hvorfor skal det absolut være et offentligt gode?

Niclas skitserer to typer forklaringer på, hvorfor de alligevel ikke gør det. For det første kunne det være ’cheap talk’, dvs. politikersnak, der går ud på at kapre vælgere. For det andet kan det være fordi der ligger en risiko i, at den modsatte fløj faktisk leverer en bedre kvalitet offentlige ydelser, eller måske et kvalitet-pris-mix, der er tættere på vælgernes sande præferencer.

Lad mig komme med en ekstra forklaring: Måske argumenterer S-SF-blokken for et niveau af offentlige ydelser, som de tror, vil give dem flest vælgere (men naturligvis samtidig med at man underspiller de faktiske omkostninger ved yderligere udbygning af den socialdemokratiske ’velfærdsstat’). Hvis det er tilfældet, gælder det helt logisk om at levere det offentligt, så man kan gøre det for andres folks penge. I og med at den europæiske public choice konference starter i morgen (mere om det senere på ugen), er her dagens opfordring til at overveje et generelt spørgsmål: Hvor meget dansk politik kan ses som forsøg på at levere en ydelse eller service for andre folks penge?

World 3.0 – hvor globaliserede er vi egentlig?

Af Niels Westy, den 23. april 2011. 1 svar

Hvor globaliserede er verden egentlig? Tjah, hvis man skal tro medierne får man ofte det indtryk, at vi er bevæget os ind i en helt ny og globaliseret era, hvor vi lever i en stor landsby, mens vi twitter og facebook’er, spiser det samme, ser det samme i TV, lytter til den samme musik. Imens bevæger kapital, mennesker (lidt for meget for en del europæeres smag) samt varer og tjenesteydelser sig rundt som aldrig før – eller? Well, egentlig ikke. Alt efter hvordan man måler det, kan man argumentere, at vi dybest set ikke er mere globaliserede end vi var før 1. verdenskrig.

Pankaj Ghemawat fra IESE Business School i Spanien har i årevis forsket i emnet, og ifølge ham er forestillingen om hvor globaliserede vi er blevet temmelig overdrevet, og taler hellere om at verden er semi-globaliserede, hvilket er emnet for hans seneste bog om emnet – “The World 3.0”

Pankaj Ghemawat fremhæver bl.a., at mange indikatorer for den globale integration er overraskende lave. Kun 2% af de studerende læser på universiteter uden for deres hjemland. Kun 3% af befolkningen bor uden for deres fødeland. 93% af verdens produktion af ris konsumeres på hjemmemarkedet og mindre end 1% af alle amerikanske virksomheder har nogen udenlandske aktiviteter.

Ifølge Pankaj udgør verdens samlede eksport fortsat “kun”  20% af det globale BNP, hvilket dog er mere end det gjorde før 1 verdenskrig. Til gengæld er det værd at bemærke, at det først var i 1973, at verdenshandlen målt som andel af BNP nåede det samme niveau som før 1. verdenskrig. Mens verdenshandlen nok er større end den var før 1. verdenskrig er – måske overraskende for mange – grænseoverskridende direkte investeringer fortsat mindre end det var i begyndelsen af det 20. århundrede, ( se også Niall Ferguson’s anbefalelsesværdige bog om det britiske imperium “Impire”).

Ifølge Ghemawat tegner udenlandske direkte investeringer (FDI) sig kun for 9% af alle faste investeringer og kun 20% af handlede aktier er ejet af udenlandske investorer.

Og så er der forestillingen om den globale landsby. Målt på hvor folk bor i frhold til hvor de blev født, var verden betydeligt mere globaliseret for 100 år siden. Totalt set lever kun 3% af jordens befolkning i et andet land end hvor de blev født. Sammenhold det med folkevandringerne for 100 år siden, der bl. a. medførte at 10% af mennesker født i Norge og 14% født i Irland levede i et andet land. Dertil kan tillægges at 25% af Argentinas befolkning i begyndelsen af det 20. århundrede ikke var indfødte. Det samme gjorde sig gældende for 15% af USA’s befolkning, mens det i dag kun er 10% af befolkningen der er født udenfor USA.

En af grundene er utvivlsomt at det i mellemtiden er blevet vanskeligere og ikke nemmere for mennesker at immigrere. Ifølge Ghemawat løber omkostningerne til behandling af rejsedokumenter i dag op i svimlende 88 mia. USD.

I forhold til den sejlivede venstrefløjs myte og konspiratoriske fortællinger om at globaliseringen drives af og fører til at verden “styres af” en håndfuld gigantiske selskaber (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), afviser Ghemawat, at det er tilfældet. Tværtimod er koncentrationsniveauet indenfor mange vitale industrier faldet drastisk siden 1950 og  har stort set været konstant siden 1980. For eksempel tegnede to bilproducenter sig for halvdelen af ​​verdens samlede bilproduktion for 60 år siden. I dag er det 6.

For mere information om Pankaj Ghemawat og “The World 3.0” klik her

For The Economist omtale klik her

Selv om “Globalization and Its Challenges” af Stanley Fischer efterhånden har et par år på bagen, er den stadig læseværdig og aktuel, klik her

Er Berlinerne mere som danskere?

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2011. 2 svar

Det er ingen hemmelighed, at mange danskere holder helt særligt af Berlin. De par gange, jeg har været der, har da også været ubetinget gode oplevelser. Berlinerne er venlige, hjælpsomme og afslappede, og ofte ganske gode til engelsk hvis ens tyske svigter – men det samme kan siges om mange andre steder i Tyskland. Så som et lidt anderledes emne til påskediskussionen, har jeg vi hos punditokraterne i dag set på, om Berlin er mere som Danmark end Tyskland, og på hvilke punkter. Selvom der bestemt er forskelle, er de nok mindre end man skulle forestille sig.

Vi har brugt den store, europæiske spørgeskemaundersøgelse, the European Social Survey, til emnet. Kriteriet i det følgende er, at holdninger, værdier eller adfærd i Berlin ikke er statistisk anderledes end i Danmark, men at det er anderledes end i det vestlige Tyskland. Forskellen skal også være til at se, så forskellene i svar skal være større end fem procent. Sidst skal det gælde, at berlinerne på punktet er mere ligesom danskerne. Og på hvilke punkter er det så, at Berlin ligner Danmark i stedet for resten af Tyskland?

Allerførst gælder det, at berlinerne er markant mere interesserede i politik end andre tyskere. Om man spørger om interesse for politik eller deres forbrug af nyheder i TV, radio eller aviser, er berlinerne helt ligesom danskere – og dermed storforbrugere i forhold til andre tyskere. De er også mere tilbøjelige til at fordømme diskrimination på basis af farve eller race. Om end man må sige at det ikke generelt er accepteret i Tyskland, er berlinerne på dette punkt ikke til at skelne fra danskere.

En af de få andre tydelige forskelle er uddannelse: Berlinerne har i gennemsnit – i hvert fald i undersøgelsen, der burde være repræsentativ – samme gennemsnitlige uddannelsesniveau som danskerne. Dermed er de noget bedre uddannede end tyskerne i gennemsnit er. Udover det, er det nogle lidt sjove forskelle, man finder. Berlinerne er, ligesom danskerne, mindre tilbøjelige til at have forældre, der er født udenfor landet, men ligesom danskerne er det noget mere sandsynligt, at de har arbejdet i andre lande de sidste ti år.

Sidst, men ikke mindst, ligner de danskerne idet det er væsentligt mere almindeligt i Berlin, at man bor eller har boet sammen med en partner uden at være gift. Med andre ord ser det ud til, at berlinerne har danske / skandinaviske parforholdsnormer, mens vi nok ville synes, at tyskerne generelt er mere ’gammeldags’ end os på det punkt.

Har man så målt alt relevant? Næppe, for enhver der har været i Berlin – inklusive en række tyske venner og kolleger – kommer tilbage med indtrykket af, at atmosfæren ganske enkelt er mere tilbagelænet og afslappet end i resten af Tyskland. Oveni er en del af de forhold, der er fælles for Berlin og Danmark også fælles med Hamborg. Hamborgerne er endda bedre uddannede end os. Bundlinjen her en påskedag må vel være, at folk i de to tyske storbyer ikke er så forskellige fra os, men stadig meget tyske på andre områder. Det er måske bare de områder, der gælder, hvor vi er ens?

 

Hvor dybe er kulturelle rødder? Evidens fra progromer

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2011. Skriv et svar

Der kører for tiden en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om, i hvilken grad man kan ændre folks værdier og forestillinger. Er tillid for eksempel et stabilt kulturelt fænomen, eller kan man ændre den via politik? Min holdning er, at forbløffende mange af disse forhold er kulturelt stabile, selvom nogen bestemt ikke synes om det, eller er enige (f.eks. min kollega Peter Thisted Dinesen).

Et nyt eksempel demonstrerer hvor dybe, de kulturelle rødder kan være. Nico Voigtländer og Hans-Joachim Voth viser i et fremragende papir, hvordan antisemitiske holdninger i 1300-tallet blev gentaget i 1920ernes og 30ernes Tyskland. Hele papiret er stærkt anbefalet og kan læses her; Abstractet er her:

How persistent are cultural traits? This paper uses data on anti-Semitism in Germany and finds continuity at the  local level  over more than half a millennium. When the Black Death hit Europe in 1348-50, killing between one third and one half of the population, its cause was unknown. Many contemporaries blamed the Jews. Cities all over Germany witnessed mass killings of their Jewish population. At the same time, numerous Jewish communities were spared these horrors. We use plague pogroms as an indicator for medieval anti-Semitism. Pogroms during the Black Death are a strong and robust predictor of violence against Jews in the 1920s, and of votes for the Nazi Party.  In addition, cities that saw medieval anti-Semitic violence also had higher deportation rates for Jews after 1933, were more likely to see synagogues damaged or destroyed in the Night of Broken Glass in 1938,  and their inhabitants wrote more  anti-Jewish letters to the editor of the Nazi newspaper Der Stürmer.

 

Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2011. 3 svar

Vores gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en glimrende kommentar i Berlingske Tidende (læs hele kommentaren her). Baggrunden er Kristian Jensens ganske bemærkelsesværdige udtalelse forleden om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov”. Jensens ærinde var så vidt vides at forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat, men om Venstre-kronprinsen ærligt mener det eller bare sender politisk flatulens ud, er uvist. Kurrild stiller to grundlæggende muligheder op:

1. Var det fordi han bare ikke vidste, at han brugte en overordentlig velkendt beskrivelse af kommunismen som ideal for, hvad Venstre står for?

2. Eller at han faktisk ikke mente noget med, hvad han sagde, fordi det bare var politiker-snak, der skulle lyde godt i ti sekunder?

En tredje er naturligvis, at Jensen nu er så sovset ind i systemet, at han ikke længere kan forestille sig, at Danmark kunne fungere på en anden måde. Under alle omstændigheder er kommentaren en fremragende, kort debunking af en helt ugennemtænkt feel-good-frase, som venstrefløjen for længe er kommet af sted med – og som Danmarks nominelt liberale parti øjensynligt har taget til sig. Stærkt anbefalet.

Bliver SAS et rigtigt selskab nu?

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2011. 11 svar

Medierne rapporterede i går, at den norske stat nu er klar til at sælge sine aktier i SAS (læs her). Meddelelsen gav et pust af glæde i det lille hjem på Trøjborg, for det er på høje tide, at det skandinaviske luftfartselskab bliver udsat for rigtig konkurrence. Man kan håbe at det endelig giver incitamenter til at rydde op i en virksomhed, der i årevis er blevet trukket rundt ved næsen af fagforeninger. Resultatet har været, at regningen gang på gang er sendt videre til hovedaktionærerne – de tre skandinaviske stater – og dermed til skatteborgerne på bedste DSB-vis. Alternativet er, at SAS går fallit. Og det var måske ikke så dårligt.

SAS er nemlig et usædvanligt dårligt drevet selskab. En hurtig søgning på nettet afslører for eksempel, hvor skidt det står til med økonomien. 2010-regnskabet ventes at ende med et underskud på 2,2 milliarder svenske kroner, og det var ikke et usædvanligt år. Se selv på listen over de sidste ti års ’præstationer’.

 

2010              -2,2 milliarder SKR

2009              -3,4 milliarder SKR

2008              -395 millioner SKR

2007              1,2 milliarder SKR

2006              4,9 milliarder SKR

2005              418 millioner SKR

2004              -1,8 milliarder SKR

2003              -2,2 milliarder SKR

2002              -736 millioner SKR

2001              -1,1 milliarder SKR

 

Den anden side af sagen er, at SAS også leverer generelt ringe service. Som nogen af læserne vil vide, rejser jeg i perioder en hel del. Jeg kan derfor sammenligne servicen i en række forskellige selskaber, jeg flyver jævnligt med. Dén sammenligning falder ikke ud til SAS fordel. Servicen, uanset om man bumler af sted med et af deres urgamle MD-fly eller flyver over Atlanten i et Airbus er den samme. Det skandinaviske selskab har kort sagt service som hos discountselskaber, men priser som almindelige selskaber.

Hvorfor et selskab, der er så elendigt drevet, med så høje omkostninger og ufleksible ordninger der dikteres af de mange forskellige fagforeninger, har overlevet så længe, er udelukkende en konsekvens af politik. Mange politikere har åbenbart ment, at der er en værdi i at have et fællesnordisk selskab. Langt de fleste økonomer vil genkende den slags påstande som det, de er: Populistisk nonsens. SAS koster skatteborgerne penge hvert år, der tillader det at fortsætte på trods af at det ikke er konkurrencedygtigt. Hvad med at opfordre den danske regering til at følge trop og sælge sine aktier? Var det måske ikke på tide, at SAS får samme vilkår som alle andre og går fallit hvis de ikke kan klare dem?

Utroværdige Trusler

Af Carsten Valgreen, den 26. marts 2011. 3 svar

En af de ting jeg har lært om børneopdragelse er at man skal undgå utroværdige trusler. Dine børn lærer hurtigt at læse dig, og i den sidste ende mister du troværdighed og autoritet. Med rette.

Lidt på samme måde er det med den danske regerings reformdagsorden. Den blev solgt på det offentlige underskud. Vi skal rette op på finanserne. Men som jeg tidligere har prøvet at påpege her på bloggen er de offentlige finanser et af de områder hvor Danmark ikke har større problemer. Vi har en minimal offentlig nettogæld. Før recessionen var der solide overskud. Og selv efter er underskuddet ikke stort ift. hvad andre lander arbejder med. Læs resten →

Hvorfor bliver journalister myrdet?

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2011. Skriv et svar

Ja, det er et spørgsmål som nationaløkonomer beskæftiger sig med. Min ven og kollega Andreas Freytag og jeg har set på spørgsmålet, og konkluderer, at en stor del af drabene er forbundet med korruption. Papiret med titlen ’An Offer You Can’t Refuse’ kan downloades her; mere information følger under folden. Læs resten →

Et forbud, der dræber

Af Niels Westy, den 18. marts 2011. 18 svar

Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau. Læs resten →

Nye globaliseringstal og et indeks over menneskehandelsindsats

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2011. 1 svar

Den nye 2011-udgave af det berømte KOF Globaliseringsindeks kan nu downloades her. Vi har tidligere omtalt det glimrende indeks (her og her), der er udviklet af punditokraternes ven Axel Dreher (pt. på universitetet i Göttingen, men snart Heidelberg). I år ligger Danmark på den overordnede skala en respektabel sjetteplads, men udviklingen ser ikke god ud. Interesserede læsere kan se det ved selvsyn i figuren nedenfor og drage deres egne konklusioner.

Oveni har Drehers forskergruppe også barslet med et nyt indeks, der måler landes position på menneskehandel. Indekset kan ses her. Man kan altid diskutere, hvordan man præcist kan måle den slags, men som det første konkrete mål for politikken overfor menneskehandel er det potentielt af stor betydning. Seo-Young Cho, Axel Dreher og Eric Neumayer fortjener absolut omtale for indsatsen!

Årets Public Choice konferencer – San Antonio

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2011. Skriv et svar

Jeg er lige kommet hjem fra San Antonio, Texas, efter en vel overstået amerikansk public choice conference. Ligesom tidligere år var der en række interessante præsentationer, og som traditionen her på stedet byder, bringer vi et udvalg af dem. Som altid er det et helt personligt, idiosynkratisk udpluk, og andre kunne måske have fokuseret på andre papirer. Anyway, highlights var:

Martin Rode, Uni Cantabria: Martin har sammen med en spansk kollega set på, om en regering ledt af et populistisk parti er ’anderledes’. Hans konkrete fund peger på, at populisme underminerer landets økonomisk frihed og dermed på længere sigt skaber store økonomiske problemer.

Andreas Bergh og Therese Nilsson, Lunds Universitet: Mine to svenske venner har i år set på sammenhængen mellem globalisering og absolut fattigdom. Grunden er, at man ofte hører fra venstrefløjen at globalisering fører til udbytning af de fattigste og uddyber deres problemer. Andreas og Therese viser i det første store studie af dette emne, at globalisering helt tydelig bidrager til mindre fattigdomsproblemer. I særlig grad tyder det på, at globalisering gør en række varer billigere for de fattigste.

Albert Solle-Olle, Elena Costas-Perez og Pilar Sorribas-Navarro, Uni Barcelona: Et vigtigt spansk problem er korruption. De tre økonomer har derfor grundigt set på, i hvilket omfang spanske vælgere straffer politikere, der er indblandet i bestikkelse. Ved at kigge på et helt specifikt område – byggetilladelser – kan de tre identificere ret præcist hvor mange stemmer, man mister. Officielt kendt indblanding ser faktisk ud til at koste et ti procent tab. Spanske vælgere er langt mere ’moralske’ end man umiddelbart skulle tro.

Simge Tarhan, Colby College: Et af de helt store samtaleemner i USA er (igen) regler for partifinansiering. Simge har taget et teoretisk skridt til at forstå hvordan den slags regler kan påvirke partierne, og ikke mindst hvor repræsentative, deres kandidater er. Selvom papiret til konference stadig var lidt ’råt’, var det ret lovende. Helt særligt gjaldt det, at den tyrkisk-fødte økonom kunne pege på, hvordan reguleringer og begrænsninger af, hvor mange penge der må være i politik, kan føre til at partiernes kandidater bliver mere ekstreme og mindre repræsentative for vælgerne.

Andre interessante bidrag kom fra en række af punditokraternes venner: Niclas Berggren, der pegede på hvor skæv, adfærdsøkonomi er indtil videre (forbrugere er kognitivt begrænsede og ikke altid rationelle, men politikere gør det rigtige i modellerne), Niklas Potrafke og Arye Hillman (et velunderbygget eksempel på hvordan diktaturer støtter åbenlyst løgnagtige resolutioner i FN), eller Duncan Denvils dokumentation af hvor progressive næsten 180 landes skattesystemer faktisk er. De fleste af konferencens papirer samt programmet kan ses her.

Er Danmark på vej mod afgrunden?

Af Niels Westy, den 12. marts 2011. Skriv et svar

Er Danmark på vej mod afgrunden? Det er jo et rigtigt godt spørgsmål. Det kommer næppe som en overraskelse for læserne af denne blog, at flere af skribenterne hælder til at svare ja på dette spørgsmål, med mindre der de kommende år gennemføres betydelige reformer. At reaktionen på denne erkendelse så er væsens forskellig blandt skribenterne er en anden sag. Nogle af os er gået ind i politik, mens andre formentlig helt undlader at stemme.

Spørgsmålet er også overskriften på et arrangement som jeg og Liberal Alliances lokalafdeling i Hørsholm-Fredensborg står bag torsdag den 17. marts kl. 19.30 på Humlebæk Bibliotek. Her vil cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, Mads Lundby Hansen, give sit svar på om Danmark vitterlig er på vej mod afgrunden og i bekræftende fald, hvorfor og hvad vi kan gøre for at undgå dette.

Alle er velkomne til at komme og høre Mads Lundby Hansen’s oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Det koster den fyrstelige sum af 20 kroner at deltage – pengene går til kaffe og te – og hvis der skulle være interesserede fra København, kan jeg oplyse, at Kystbanetoget mod Helsingør med afgang fra Nørreport st. kl. 18.53 og ankomst Humlebæk st. kl. 19.22 passer fint. Humlebæk Bibliotek ligger 2 min. gang fra stationen.

Jeg kan også garantere at man ikke pludseligt befinder sig i en “Liberal Alliance event” med alt hvad dertil hører. Der er tale om et åbent arrangement og vi har sendt invitationer ud til at alle de andre partier.  Det handler om Danmarks fremtid og ikke om dette eller hint partis eller kandidats fremtid. Derudover er aftens hovedperson jo partipolitisk uafhængig.

Endelig er der jo et liv efter valget, og det kunne naturligvis ikke falde mig ind at bruge denne blog til at promovere partipolitiske særinteresser. Det er jo i forvejen slemt nok som “pundikrat”, at stile mod et politisk embede 🙂

For mere information om arrangementet,  se her.

Lykkepolitik – ja eller nej?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2011. 4 svar

I lørdags deltog jeg i P1’s glimrende program Agenda. Programmet handlede om lykkeforskning, og helt særligt hvorvidt lykke bør blive et mål for politik. Lene Andersen, der er medlem af regeringens nye værdikommission, siger ja. Hun er inspireret af nye diskussioner i Storbritannien og Frankrig, hvor man taler om at rette politik ind efter at hæve befolkningens lykke eller subjektive velbefindende. Jeg mener omvendt, at det er et område, politikere bør blande sig uden om.

Helt særligt er problemet, at man ikke blot vil rette politik ind efter lykke, men også søger at definere politisk, hvordan man bør måle det. Men det bør naturligvis være noget, enhver må diskutere med sig selv og andre – så længe de ved lidt om, hvad de taler om. Hele udsendelsen kan høres her.

 

Klumme på 180grader – “Feel-good Do-bad” Inc.

Af Niels Westy, den 4. marts 2011. 2 svar

Vi har gennem årene skrevet en række indlæg der beskæftiger sig med “ulandsindustrien” og den evne til umodsagt at postulere at den gør en positiv forskel for verdens fattige. Det er bemærkelsesværdigt, at den stort set aldrig bliver afkrævet en redelig dokumentation for denne påstand. I stedet slipper man afsted med at vælte sig rundt i anekdotiske fortællinger og billeder af smilende mennesker fra fjerne lande.

Få steder er dette mere synligt end hos Fairtrade, der lover os alle plads i paradis, hvis blot vi betaler en beskeden merpris for varer produceret af “nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere”, som de skriver på deres hjemmesider. En udtalelse der sammenholdt med hvor de fairtrade mærkede produkter ofte kommer fra burde få advarselslamperne til at blinke hos de fleste. Når man bl.a. kan købe fairtrade mærkede produkter fra sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, må man vist konkludere, at det at være blandt “verdens fattigste bønder og arbejdere” bliver et begreb baseret på elastik i kilomotervis.

Den klumme  – Fairtrade: “Feel-good Do- bad”, jeg skrev til 180grader i går kan læses som en fortsættelse af de mange indlæg om emnet her på bloggen.

I et indlæg for nogle år siden påpegede vi, at Fairtrade var ude af stand til at svare på et simplet spørgsmål om hvor meget ekstra indtægt mærkningsordningen reelt generer for de involverede bønder og arbejdere. Det afholder dog ikke Forbrugerrådet fra at anbefale fairtrade mærkede produkter. “Tænk” hvis de behandlede slankemidler på samme måde!

I andre indlæg har især Christian Bjørnskov påpeget, at ulandsbistand generelt ikke har en gavnligeffekt. Ofte er det modsatte endda tilfældet. Det afskrækker tilsyneladende ikke en del forbrugere fra blindt at stole på lovprisningerne af de mange fortræffelige egenskaber der er ved fairtrade og andre “etisk forsvarlige” produkter for den sags skyld. Lovprisninger der underligt nok stammer fra folk der lever af at forgøjle forbrugerne at de kan gøre godt ved at betale dyrt.

Der er formentlig et stærkt sammenfald mellem hvem der køber Fairtrade mærkede produkter tror på myterne om at økologi er godt og sundt og er bange for GMO.

Selv om man i disse dage skal passe på hvad man siger om det stærke køn, forholder det sig vist også således, at det især er kvinder der køber fairtrade mærkede produkter. Sådan forholder det sig i hvert fald i min egen omgangskreds. Et fællestræk hos dem (både kvinder og mænd, omend sidstnævnte vist ofte blot tier for husfredens skyld) er også, at de er temmelig resistente overfor rationelle argumenter – der i det hele taget vist kun er til besvær. Illusionen om at man er et godt menneske skal jo helst ikke ødelægges.

Og måske er det denne illusion der i virkeligheden er den vigtigste, mens virkeligheden blot er til besvær 🙂

Charter City 1

Af Carsten Valgreen, den 28. februar 2011. 1 svar

Mange Liberale er optaget af seasteading ideen. Jeg har altid syntes, at den var lidt naiv (mon ikke et par somalier hurtigt kunne lægge vejen forbi).

Et meget mere interessant projekt lidt i samme boldgade er Paul Romers Charter Cities. Dels fordi Romer er en interessant person (en økonom der har vist at han kan tjene penge på andet end lærebøger og taler). Dels fordi hans ideer er appelerende, intuitive og mere realistiske end den forvoksede tømmerflåde.

Nu er det lykkedes Romer at overtale Honduras til at ændre landets forfatning med henblik på at eksekvere ideen. Det her kan blive rigtigt interessant.

Romer og Honduras er ikke umabitiøse: “The specifics have yet to be determined, but discussions have centered on a site large enough to accommodate a city that could eventually grow to 10 million people.” Honduras har ca 7-8 millioner indbyggere. Tænk “Dubai i Mellemamerika”, men uden golfens autoritære tendenser. Tilbage er det afgørende spørgmål om hvor meget indflydelse Romer får på hvem der skal fastsætte den initiale juridiske infrastruktur for enheden.

Her er Paul Romes TED talk om Charter Cities.

Superstrukturen

Af Carsten Valgreen, den 28. februar 2011. 1 svar

… var den titel jeg egentlig gav dette indlæg i Berlingske Tidende. Men i sin visdom skiftede redaktionen det til “hvem skaber værdierne”, som minder mig om Nyrup på bagsædet i “Kandidaterne” fra 1998.

“The Stupid Empire” strikes again – FN og coca-tygning i Bolivia

Af Niels Westy, den 28. februar 2011. 4 svar

Da man i 1961 vedtog den såkaldte singlekonvention i 1961, der forbød en række rusmidler, blev coca-blade inkluderet i denne. Ikke på grund af coca-bladene selv, men på grund af, at de udgør grundlaget for produktion af kokain. Coca-blade har været anvendt i generationer i det bolivianske (og peruvianske) højland, og udemærker sig bl.a. ved at undertrykke sult, lindre hovedpine og være godt mod højdesyge. Bolivia har i en årrække ønsket, at coca-blade blev permanent undtaget FNs  konvention , hvilket dog krævede at der ikke kom indsigelser fra andre FN-lande. Desværre for Bolivia “vælter” disse indsigelser nu ind. Ikke på grund af, at de pågældende lande – USA og en række europæiske lande – har problemer med tygning af coca-blade, men fordi de har problemer med kokain. Det er som bekendt et forædlet coca-produkt, der blev “opfundet” i midten af det 19. århundrede og efterfølgende opnåede stor popularitet – fra Sigmund Frued til New Orleans havnearbejdere. Kokain blev i forbindelse med indførelsen af den såkaldte Harrison Act af 1914 forbudt i USA, på linje med morfin osv., bortset fra til medicinske formål.

Man kunne jo mene, at et evt. misbrug af kokain i især Europa og USA (der er verdens største marked for cocain) må være de pågældende landes problem. Bolivia har et meget lavt forbrug af kokain, mens tygning af cocablade, coca-te osv. er meget udbredt -og som nævnt en årtusinde gammel tradition. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.

Hvis de pågældende befolkninger føler en vis modvilje mod vesten, er det efter min overbevisning ganske forståeligt. Og desværre er også Danmark hoppet på, hvad der vel må anses for et klassisk udtryk for imperialisme, og er kommet med indsigelser mod permanent at tillade produktion og indenlandsk forbrug af coca i Bolivia.

Og hvem “opfandt” så den type af kokain, som er årsagen til miseren? Jo, det gjorde tyskeren Albert Niemann. Hvordan man moralsk kan forsvare, at det skal gå ud over bolivianerne, der stort set ikke bruger kokain, men holder sig til tygning og tedrikning af coca-blade, der i virkning vist kan sammenlignes med at drikke en lys øl i forhold til at bælle en flaske snaps, går over min forstand.

Er lighed godt for folk?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2011. 5 svar

Der raser for tiden en debat i mange lande, som forleden også kom til Danmark. I onsdags arrangerede den venstreorienterede tænketank Cevea således et debatmøde med titlen ’Ulighedens Topmøde’ på Vartov i København med en af baneførerne i debatten, den britiske epidemiolog Richard Wilkinson. Wilkinson skrev for et par år siden bogen ’The Spirit level’ sammen med sin kollega Kate Pickett. Bogen har været stærkt omtalt i en række lande, og er blevet solgt i stor stil som et bevis for, at ulighed ødelægger samfund.

En række aviser omtalte mødet positivt (eks. her, her og her). Det er også en vigtig debat, men en der føres på et ekstremt tyndt grundlag. Som den glimrende avis, Information er, havde den derfor dagen efter den bragte Wilkinson og Cevea-direktør Jens Jonatan Steens kronik om emnet, inviteret den anden side. Vores ven og kollega på Lunds Universitet, Andreas Bergh, tog således i går livtag med Wilkinsons myter i Information. Kronikken, som kan læses i sin helhed her, stiller meget store spørgsmål ved bogen. Her er et par pluk fra kronikken:

Kritikken af bogen retter sig især imod brugen af punktdiagrammerne. Wilkinson og Pickett bruger dem til at vise, at nordiske lande er stærkt lighedsorienterede og derfor har færre sociale dårligdomme end USA, hvor der hersker en høj grad af ulighed. Men så snart man føjer andre data til, eventuelt fra andre lande, fra et andet år eller fra helt andre kilder end dem, som Wilkinson og Pickett bruger, kan man let komme til det modsatte resultat: Pludselig har ulighed ikke det mindste at gøre med f.eks. kriminalitetsniveau eller forventet levealder.

Og

Når Wilkinson og Pickett hævder, at der findes hundredvis af forskningsartikler, som styrker deres tese, er det først og fremmest artikler af denne ældre type, som de sigter til. Resultaterne fra de få undersøgelser, som har tilstrækkeligt med detaljerede data, er betydeligt mere brogede, end det billede The Spirit Level leverer.

Jeg har også selv anmeldt bogen før for det videnskabelige tidsskrift Population and Development Review (i juni-nummeret 2010), hvor jeg måtte konkludere, at The Spirit Level er en fin debatbog, men en eklatant fiasko som videnskabeligt indlæg. Hermed en advarsel imod at tro, at den er sandhedsvidne til noget som helst.

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2011. 6 svar

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Læs resten →

Globalisering og menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2011. 2 svar

Et af venstrefløjens mest markante argumenter mod globalisering har været, at den underminerer regimers respekt for de universelle menneskerettigheder. Jeg har altid undret mig over påstanden, ikke mindst når den er kommet fra propagandister som Naomi Klein. Ny forskning giver stof til eftertanke og – heldigvis – bekræftelse af min og andres mistanke: Globalisering er godt. Jeg havde en kommentar om det i Børsen i går. Her er et pluk:

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.