Hvor borgerligt-liberale har VK været?

Af Christian Bjørnskov, den 1. august 2011. 24 svar

Det næste folketingsvalg nærmer sig, og alt tyder på, at det betyder et regeringsskifte. En del borgerlige kommentatorer er derfor allerede nu startet på den pinefulde øvelse, det er at evaluere VK-regeringens ti år. Helt særligt stiller man spørgsmålene, hvad vi fik ud af de ti år, og hvor borgerligt-liberal, regeringen egentlig var.

Spørger man V eller K, får man naturligvis svaret, at de har været så borgerlige som det var muligt, og at selve det at de holdt fast i taburetterne i ti år var en succes. Men at blive ved magten med den måske mest inkompetente opposition i mands minde er næppe en anbefaling i sig selv. VK-regeringen må nødvendigvis bedømmes på dens præstationer ved magten.

Og her er de vigtigste så i én figur. Alt er indekseret til 1 i 2000, så alle kurver er relative til tidspunktet umiddelbart før VK overtog. Figuren dokumenterer tydeligt problemet med at evaluere VK-regeringen som borgerlig: De offentlige udgifter er konsekvent, hele vejen gennem de ti år, løbet fra BNP (den tykke, sorte linje).

Med andre ord er det offentliges rolle i økonomien vokset støt gennem ti år til et niveau, der i 2009 var større end da Anker Jørgensen opgav at lede landet. Blandt Danmarks Statistiks kategorier må man bemærke, at ”Generelle offentlige tjenester” voksede 2,9 % hurtigere end BNP, sundhedsudgifterne voksede 2,5 % hurtigere, og ”Social beskyttelse” – DS-eufemismen for offentlige overførsler – voksede 2,1 % hurtigere end BNP. Hvordan det kan være borgerlig kernepolitik, at man lader overførselsudgifterne vokse to procent hurtigere end BNP i en periode, hvor den officielle arbejdsløshed faldt til historisk lave niveauer, kræver det vist mere end en storsvedende Claus Hjort Frederiksen at forklare.

EU er en transfer union – men hvor længe?

Af Christian Bjørnskov, den 25. juli 2011. 7 svar

Grækenland har for få dage siden fået sin anden hjælpepakke fra EU og IMF, denne gang på 813 milliarder kroner. Samtidig er europæiske politikere i gang med at skrue en slags gældsomlægning sammen. Et af elementer er, at en ikke nærmere bestemt andel af de græske obligationer lægges om til en længere løbetid og lavere rente. Markederne har ikke reageret specielt positivt, selvom mange EU-politikere gør hvad de kan for at forsikre dem om, at Grækenland skam ikke går bankerot og at alle får deres penge igen. Hvis markederne troede på dén historie, ville man forvente at renterne på græske statsobligationer faldt i takt med at græske obligationer blev opfattet som et sikrere papir end for en måned siden.

Men markedet som helhed regner stadig med en form for statsbankerot som det mest sandsynlige scenario, ligesom de credit rating agenturer, som EU-værket hader så voldsomt, også stadig regner græske (og portugisiske og irske) obligationer som ’junk’. Og man skal heller ikke tænke længe for at se, at omlægningen til lavere rente og længere løbetid faktisk er en lille begyndelse på en græsk gældssanering – investorer bliver ’snydt’ for den risikopræmie, de stadig regner med er rigtig (over 200 milliarder kroner). Det helt store problem er selvfølgelig, at ikke bare tyske og franske banker, men også den Europæiske Centralbank har store beholdninger af græske (irske og portugisiske) statsobligationer.

Hvis – og det betyder når – Grækenland og muligvis to andre EU-lande mere officielt vælger at gå statsbankerot, står ECB med et meget stort problem: De vil have tabt en stor del af deres penge, og vil få behov for en delvis rekapitalisering. Det vil med andre ord betyde, at eurozonelande, der er i stand til at gøre det, må skyde flere penge i den fælles centralbank. Idet ECB i praksis har finansieret det græske overforbrug, da markedet ikke længere ville gøre det til politisk acceptable renter, vil en rekapitalisering fra de bedre fungerede eurolande ganske enkelt betyde, at de har betalt for problemlandenes overforbrug.

Og dermed er vi ved problemets kerne: EU fungerer nu i praksis som en transfer union. Man overfører tydeligvis midler fra bedre stillede – læs: Finansielt ansvarlige lande – til problemlandene. Den finansielle stabiliseringsfond søger man fra EU’s side at gøre væsentligt større og ændre den til en fast institution, hvilket også vil betyde en vis automatik i overførsler mellem EU’s stater. Næste skridt, som en del kommentatorer og politikere argumenterer for er ’nødvendigt’, er at indføre en vis grad af fælles finanspolitik styret fra overstatsligt plan.

Reuters rapporterede den 22/7, at Tysklands kansler Angela Merkel er stærkt imod indførslen af en formel transfer-ordning. Ved et pressemøde sagde hun bl.a. at “a transfer union would be an automatic financial balancing … and this shall not happen according to my conviction.” Spørgsmålet er blot, om Merkel og Sarkozy mener det, eller om de i højere grad forleder deres egne vælgere til at tro, at det ikke allerede er sket. Det er svært at tro, at de ikke forstår hvad der er ved at ske med den fælles valuta. Dilemmaet er dette: Hvis man vælger at beskytte euroen ved at fastholde, at ingen lande kan gå statsbankerot og dermed forlade euroen (en bankerot indenfor euroen er ikke mulig), indebærer det at den nuværende situation bliver permanent. Ansvarlige lande vil dermed permanent finansiere underskud i uansvarlige lande, og hverken de i forvejen uansvarlige lande eller de bedre stillede vil få andet end svagere incitamenter til at føre fornuftig offentlig finans- og udgiftspolitik. En de jure eller de facto transfer union vil ganske enkelt underminere politikerne tilskyndelse til at opføre sig ansvarligt.

Scenario nummer to er, at man vælger at lade Grækenland og sandsynligvis mindst ét andet euroland gå bankerot og forlade euroen. Frygten er, at hvis et land forlader euroen efter en mere eller mindre ordnet statsbankerot, vil andre følge efter, da det er en ’lettere’ måde at løse problemerne. Man vil derefter stå med det samme behov for rekapitalisering af ECB, men med en mindre eurozone. Fra EU-side er man således skrækslagen for, at denne situation vil føre til euroens sammenbrud, i det mindste som troværdig, international reservevaluta.

Valget er således mellem pest og kolera. Fra EU-politisk side er det et forholdsvist enkelt valg: Euroen skal bestå, så man bliver nødt til at gøre EU til en transfer union. Men dette valg er hverken populært eller politisk bæredygtigt, for hvem tror at menige tyskere, hollændere, briter, eller for den sags skyld danskere eller franskmænd vil finde sig i permanent at blive politisk bestjålet af dysfunktionelle, uansvarlige medlemsstater?

UPDATE: Moody’s har her til morgen igen sænket deres kreditvurdering af Grækenland. Berlingske skriver, at private investorer kan se frem til store tab, og at ”når der kommer en restrukturering af den græske gæld, så vil Moody’s definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld”

Skattefrihedsdag i dag

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2011. Skriv et svar

Så er årets skattefrihedsdag endelig kommet. I dag, den 21. juli, er den typiske dansker kommet så langt, at han ikke længere tjener til staten, men til sig selv. Libertas fejrer det traditionen tro med et arrangement, der starter kl. 16 på Told & Skattemuseet på Langelinie Allé 21 i København. Mens man således kan ’fejre’ at det i år kun tog 201 dage før ens arbejde betalte for ens skat, er det også værd at se længere ud i fremtiden. Danmark er nemlig ikke ligefrem et idealland, når man taler om budgetdisciplin.

Underskuddet i år skønnes at lande på meget cirka 50 milliarder, eller knap tre procent af BNP. Hvis man forestiller sig, at hullet kan lukkes ved hjælp af højere skatter – den umiddelbart mest troværdige del af oppositionens plan – vil skattefrihedsdagen skydes 11-12 dage længere ud i året og dermed ligge først i august. Og med de øgede udgifter til sundhedsvæsenet, som man øjensynligt ikke kan eller vil begrænse, må man se frem til en endnu senere skattefrihedsdag i kommende år.

Oppositionen og en del politikere på den nominelt borgerlige fløj påstår jævnligt, at det ikke skader Danmark – at vi på en eller anden måde får en økonomi gevinst af den oppustede offentlige sektor. Heldigvis behøver man ikke behandle politikere som sandhedsvidner – det har man i stedet forskning til. Og hvis man skulle tro andet, er forskningen klar: Et stort offentlige forbrug betyder lavere økonomisk vækst. For tvivlerne skrev vi forleden om Henrekson og Berghs glimrende sammendrag af litteraturen (her), og vil helt ubeskedent også gøre opmærksom på mit fælles arbejde med Nicolai Foss (her og her). Skattefrihedsdagen fortjener bedre omtale end en P1-debat mellem VU og SFU’s formænd, om vi betaler nok i skat.

Amerikansk Recovery 2: Robert Lucas vurderer

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2011. Skriv et svar

Forleden dag skrev vi kort om den amerikanske recovery, der ligesom udebliver. I går bragte The Wall Street Journal et interview med Nobelprisvinderen Robert Lucas (læs her), hvor han vurderer hvorfor USA’s økonomi ikke er i bedring. Interviewet kommer også ind på det slagsmål, Demokrater og Republikanere udkæmper i Kongressen i disse dage om det amerikanske gældsloft. Republikanerne vil skære ned på de offentlige udgifter, Obama og Demokraterne vil hæve skatterne, og helst på ’de rige’. Som artiklen konkluderer, ”The tax increase the president is fairly shrieking for this week isn’t for the August debt limit. It’s for the next 25 years.” Obamas nye udgifter til Medicare, såkaldt infrastruktur og masser af flæsk er permanente, og intentionen er at rykke USA tættere på ideen om en europæisk ’velfærdsstat’. Som Lucas tørt konstaterer: “If we’re going to move to a European welfare state, we’re going to have to pay a European price.” Fra sit kontor i Chicago vurderer Nobelprisvinderen fra 1995, at hvis man accepterer en stat af europæiske dimensioner, accepterer man også samtidig at være permanent fattigere. Hvorfor er det argument altid et no-go i den danske debat?

Amerikansk recovery?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2011. 1 svar

Obama-administrationen kæmper i disse dage med at få hævet det amerikanske gældsloft. Problemet er ret enkelt: Man har brugt så mange penge på bailouts af banker og den gigantiske stimulanspakke, at den amerikanske stat rammer loftet for, hvor stor gælden må blive, medmindre man gennemfører nogle drakoniske nedskæringer. Så man må håbe, at stimulansen har virket. Figuren nedenfor indikerer ret klart, at det har den ikke (hattip: Greg Mankiw). Interventionerne ser umiddelbart ud til at have skabt permanente problemer. Nogle amerikanske økonomer taler for eksempel om ’policy uncertainty’ som det store problem: Stimulansen virkede ikke – den blev bare modsvaret af reduktioner i privatforbrug og investeringer – men Obamas reguleringsiver har skabt et politisk klima, hvor mange virksomheder holder igen med at ansætte, fordi uforudsete og uforudsigelige, politiske indgreb gør fremtiden for usikker. Lyder det som en rimelig grund til at frygte S-SF’s Fair Løsning eller måske en stadig mere tung, offentlig hånd i 202-Planen? Det lader vi læserne om at vurdere.

Er den offentlige sektors størrelse et vækstproblem?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2011. 1 svar

I Danmark diskuterer man de næste års vækst i disse uger, og diskuterer den ret heftigt. Ikke mindst oppositionen argumenterer for en ’vækstplan’, der ikke blot vil øge et offentliges rolle i økonomien, men også øge den offentlige sektors størrelse. Vi har flere gange skrevet om det her på stedet, men (med et hattip til Niclas Berggren), er her abstractet fra en ny artikel. Andreas Bergh og Magnus Henrekson giver i ”Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence”, som trykkes i Journal of Economic Surveys, en oversight med fortolkning over, hvad vi ved:

The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture. The most recent studies find a significant negative correlation: an increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5% to 1% lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth. One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research.

Er der ikke en behjertet sjæl derude, der kunne stoppe det budskab ned i halsen på et par politikere?

Er der brug for politisk adfærdsøkonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2011. 5 svar

I løbet af de sidste ti år er adfærdsøkonomi – Behavioural Economics – kommet på mode. Adfærdsøkonomi tager sit udgangspunkt i, at mennesker ikke altid handler rationelt. Vi gør altså ikke altid det, der er rigtigt for os selv: Spiser for meget, ryger for meget, investerer i de forkerte ting, og undervurderer hvor hurtigt vi vænner os til materielle forbedringer. Listen er lang over ting, vi gør forkert og burde lave om på. En af bestsellerne i den mere populære ende af nationaløkonomi er derfor Nudge, Thaler og Sunsteins bog, der udkom i 2009. Nudge er i særdeleshed blevet populær på at demonstrere, hvordan regeringen med små ’puf’ i den rigtige retning, kan ændre folks liv til det bedre. Specielt i USA er begrebet ’paternalisme’ igen kommet til at have en positiv betydning for nogle samfundsforskere og politikere.

Men ikke alle er enige, og adfærdsøkonomi udviser problemer, som man skal 40-50 år tilbage for et genfinde. Dengang gjorde folk som James Buchanan og Gordon Tullock op med den underlige situation i nationaløkonomi, hvor man antog at folk var rationelle og gjorde hvad de kunne for at forbedre deres eget liv – bortset fra når de trådte ind i politik eller det offentlige bureaukrati. I denne sfære antog man, at de gjorde deres bedste for samfundet. Buchanan, Tullock og andre pionerer grundlagde public choice-litteraturen ved at antage, at folk gør deres for at nå deres egne mål, uanset hvor de arbejder. Nu argumenterer mange for, at adfærdsøkonomi har behov for en lignende reorientering.

Hvor stort er problemet da? Antager adfærdsøkonomer virkelig, at politikere og bureaukrater ikke lider under kognitive begrænsninger og begrænset rationalitet? Det svarer Niclas Berggren på i en ny artikel, som publiceres i Review of Austrian Economics. I ”Time for Behavioral Political Ecnomy?” har Niclas undersøgt artikler, publiceret de sidste ti år i ti absolutte toptidsskrifter: American Economic Review, Journal of Finance, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Financial Economics, Journal of Political Economy, Review of Financial Studies, Journal of Economic Theory, Review of Economic Studies og Journal of Econometrics.

Niclas dokumenterer, at i de ti år mellem 2000 og 2009 blev der publiceret 323 adfærdsøkonomiske artikler i de to tidsskrifter (fire procent at de godt 8000 artikler). 67 af disse (21 procent) omfattede en anbefaling om, hvad man politisk bør gøre ved det identificerede adfærdsproblem. Artikler med en sådan ’policy recommendation’ er svært overrepræsenterede i Quarterly Journal of Economics og Journal of Political Economy. Artiklens hovedpointe er dog, at ud af disse 67 artikler var der kun tre, der tog muligheden alvorligt, at politikere og bureaukrater også kunne lide af adfærdsproblemer!

Er det vigtigt, eller blot en videnskabelig komplikation? Jeg er enig med Niclas i, at det er en meget vigtig pointe. Cass Sunstein har været dybt involveret i Obama-administrationens politikplanlægning, og mange andre steder i verden tager politikere adfærdsøkonomi alvorligt. Det er indlysende nok, fordi adfærdsøkonomi som den praktiseres lige nu netop i mange tilfælde giver klare anbefalinger om, at man bør regulere folks adfærd fra politisk side. Men hvis politikere og embedsværket lider af lignende mangel på rationalitet og kognitive begrænsninger (og vi opfordrer læserne til at tænke på et par af dem!), er risikoen, at det går lige så galt som da vulgær-keynesianisme fortalte dem, hvordan man ’styrer’ en økonomi.

Giver store sportsbegivenheder udvikling?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2011. 7 svar

Byer og lande konkurrerer ofte som besatte om at få tildelt værtsskabet til internationale sportbegivenheder, ikke mindst OL og fodbold-VM. Der er åbenlys prestige i at være vært, men er der også kroner og ører i det? Med andre ord, giver store sportsbegivenheder også økonomisk udvikling? Det er der to nye svar på.

Andrew Rose og Mark Spiegel har kigget på spørgsmålet i juninummeret af The Economic Journal. I en artikel med titlen ”The Olympic Effect” undersøger de to forfattere fra henholdsvis Berkeley og San Francisco-Feden, om værtsskab giver en handelseffekt. De konkluderer, at lande der huser de olympiske lege typisk ser en 20 % stigning i eksporten som konsekvens af værtsskab. Rose og Spiegel finder den samme virkning af at være vært for VM.

I i en typisk intelligent modfaktuel analyse undersøger de derefter, om der er tale om en rent økonomisk effekt, eller noget andet. De sammenligner således værtslandene med de lande, der havde budt på værtsskabet af OL. Og her finder de ingen forskel! Det er således ligegyldigt om man faktisk vinder værtsskabet eller ej – eksportstigningen kommer så længe man har budt.

Rose og Spiegel konkluderer, at ”this finding implies that the Olympic Effect on trade does not stem from a change in economic fundamentals, caused by the activity or infrastructure associated with hosting the Olympics”. Virkningen kommer blot fra at vise, at man er ‘klar’ til at afholde en mega event. Der er dermed tale om et rent signal, der blot adskiller sig fra andre signaler ved at være ekstremt dyrt. Forfatterne lader spørgsmålet blæse i vinden, om udgifterne op til begivenheden begrænser landenes vækst.

Men det kan to studerende fra Aarhus Universitet svare på. I deres BA-opgave, som Meta Reimer Brødsted og Rasmus Rødby Kristiansen forsvarede i juni, undersøgte de om VM i fodbold bidrager til samfundets vækst. Fodbold-VM er særligt egnet til at svare på denne type spørgsmål, da der er klare retningslinjer for stadiumkvalitet, investeringer og andet, og fordi VM er en national begivenhed i modsætning til f.eks. OL, der afholdes af en enkelt by. Kriterierne er med andre ord så tilstrækkeligt klare, at man undgår at lave statistiske fejl ved at sammenligne æbler og bananer.

Ved at sammenholde vækst og investeringsrater – både private og offentlige – på tværs af den gruppe lande, der kunne afholde VM, sikrer de to studerende, at de ikke bare finder forskelle på lande, der er eller ikke er i stand til at afholde en sportsbegivenhed. I deres valg af empirisk strategi sikrer de ydermere, at der ikke kan være tale om andre, spuriøse forskelle på landene.

Det særlige, som de to gør meget grundigere og mere overvejet end tidligere studier, jeg har set i den publicerede litteratur indtil Rose og MMM, er at de tager perioden op til afholdelsen i betragtning, og ikke kun året hvor VM faktisk foregår, og at de således er meget grundigere i deres valg af empirisk strategi.

Det giver en væsentlig forskel mellem deres arbejde og de populære påstande om VM og OL’s fortræffeligheder, som man ofte finder i konsulentrapporter og politiske udmeldinger. Brødsted og Rødby finder ikke overraskende, at offentlige investeringer stiger i årene mellem et land får tildelt VM og det faktisk afholdes. Disse investeringer er netop, hvad man forpligter sig til, når man ansøger om at få VM. De er blot ikke gavnlige for økonomien, da de ekstra offentlige investeringer skubber mere produktive private investeringer ud. De politisk besluttede investeringer kræver arbejdskraft, ressourcer og finansiering, hvis pris derfor stiger og gør sparsom arbejdskraft og ressourcer for dyr til at niveauet for private investeringer kan opretholdes.

Der er med andre ord tale om et klassisk crowding out-problem, som totalt set fører til et væksttab, da de politisk dirigerede investeringer er mindre produktive end de private! Medmindre landet har et markant arbejdsløshedsproblem bidrager VM-investeringer heller ikke på nogen måde til at styrke beskæftigelsen. Og så er vi tilbage ved det oprindelige spørgsmål: Hvorfor i alverden vil lande så gerne afholde disse sportsbegivenheder?

Gældsfornægtelse

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2011. Skriv et svar

Dagens kronik i Børsen er skrevet af undertegnede, og handler primært om den græske situation. Hele kronikken kan læses her; her er et pluk:

Når europæiske institutioner insisterer på, at græske, portugisiske, irske og potentielt spanske og italienske problemer er likviditetsproblemer, betyder det at man ikke kan tale om effektive løsninger på åbenbare solvensproblemer, men udelukkende fokuserer indgreb på at sikre, at kriselandenes umiddelbare forpligtelser vedligeholdes. EU sikrer indtil videre, at landene får tilført nye lån gennem hjælpepakker eller ECBs støtteopkøb af landenes obligationer. Samtidig kritiserer nogle politikere markederne for at kræve for høje renter på udlån til problemlandene, da de høje renter gør det svært at løse hvad man argumenterer for, blot er et likviditetsspørgsmål.

Løsningen er nok uundgåelig: At Grækenland forlader euroen, går gennem en rimeligt ordnet statsbankerot, og starter økonomisk forfra. Pudsigt nok argumenterer Londons borgmester Boris Johnson for nøjagtigt det samme i dagens udgave af The Telegraph.

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Af Niels Westy, den 14. juni 2011. Skriv et svar

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen rettede kurserne sig dog delvist, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

 

Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?

Læs resten →

Marlene Wind – man undrer sig

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2011. 68 svar

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står som ”To be submitted to Journal of European Public Policy” – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

Brug for landbrugsstøtte? Se på New Zealand!

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2011. 10 svar

Eric Crampton hos Offsetting Behavior omtaler i dag det særlige problem med, at folk ’har brug for’ landbrugsstøtte med link til canadisk mediediskussion. Eric plukker dette fra den canadiske Ottawa Citizen:

“Look at us,” [Agriculture Economist] Larry Martin suggests, “and look at New Zealand, sitting out there in the middle of the ocean, not close to anything.” In the world of food, New Zealand is a “superpower.” And yet, thanks to daring reforms in the 1980s, New Zealand’s farmers owe almost none of their income to government support. “You think, ‘if we could do even half of what they have done wouldn’t we be in great shape?’”

Jeg møder ofte folk der påstår, at dansk landbrug ikke kunne eksistere uden den europæiske landbrugsstøtte. Udover argumentet ”hvad så?” – som jeg ærligt mener, er et godt argument – er det faktisk også nonsens. Det newzealandske eksempel burde tydeligt vise hvad landbruget kan, når de uden støtte har mulighed for at bruge deres ressourcer på deres egentlige kompetencer, og er fri for støtte-inflaterede omkostninger.

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Af Niels Westy, den 2. juni 2011. 2 svar

Som jeg skrev i en klumme på 180grader og et indlæg her på bloggen for et par dage siden, var der en rapport fra “The Global Commision On Drug Policy” på vej. Rapporten er nu offentliggjort og kan læses her.

Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).

Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies

Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.

  1. Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
  2. Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
  3. Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
  4. Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
  5. Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
  6. Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
  7. Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
  8. Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
  9. Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
  10. The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
  11. Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.

Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.

Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.

Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed

Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.

Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.

Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.

Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.

Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.

Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.

Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.

Hvem står bag rapporten?:

  • Asma Jahangir, human rights activist, former  UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
  • Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
  • César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
  • Fernando Henrique Cardoso, former President of  Brazil (chair)
  • George Papandreou, Prime Minister of Greece
  • George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
  • Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
  • John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
  • Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
  • Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
  • Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
  • Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
  • Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
  • Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
  • Paul Volcker, former Chairman of the United States  Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
  • Richard Branson, entrepreneur, advocate for  social causes, founder of the Virgin Group, co-founder  of The Elders, United Kingdom
  • Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and  Minister of Home Affairs
  • Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway

Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:

  • Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law  Reform Foundation www.adlrf.org.au
  • Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
  • Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
  • Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net

 

En ny narkotikapolitik

Af Niels Westy, den 30. maj 2011. 6 svar

Jeg har i dag en klumme i 180grader på baggrund af en rapport der offentliggøres i den kommende uge af Global Commision on Drugs Policy. Bag rapporten står bl. a. en række højt profilerede politikere, inklusiv tidligere præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz samt tidligere generalsekretør for FN, Kofi Annan.

Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader 🙂

Derimod vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de rapporter, der ligger til grund for den endelige rapport, der er et opgør med den hidtidige forbudspolitik –The Drug Trade: The Politicization of Criminals and The Criminalizations of Politicians, skrevet at den tidligere chefredaktør for det ansete tidsskrift Foreign Policy magazine, Moisés Naím.

I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:

The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society

Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.

Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:

The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America

Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder.   den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.

Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.

Vækst og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2011. 1 svar

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Hvor dybe er tillidens historiske rødder?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2011. 7 svar

De senere års forskning har vist, at tillid er en vigtig ressourcer for lande – som Punditokraternes læsere utvivlsomt har bemærket. Et spørgsmål, der diskuteres heftigt er derfor, hvor stabil tilliden er på landeniveau: Er den et kulturelt karakteristikum, eller kan man fra politisk side påvirke folks syn på hinanden? Hvis det er det sidste, indebærer det at der er en mulighed for at føre smart politik med henblik på at ’investere’ i social tillid. Hvis det derimod viser sig, at verden mere ligner den første situation, må man nærmere forsøge at navigere i andre vande, hvis man tilfældigvis er del af en lavtillidskultur.

En af måderne at svare på spørgsmålet på, er at undersøge hvor stabil tillid er over tid. Problemet er blot, at vi ikke har tillidsmål for de fleste lande fra før 80erne. Man bliver derfor nødt til at finde andre måder at undersøge det på, end blot at se på stabiliteten i målet selv. Jeg har et nyt working paper ude om emnet (der kan downloades her), der giver nogle indikationer i den retning. Papiret med titlen ”Historical Correlates of Social Trust” peger ret utvetydigt på, at der er en meget stabil, central komponent af tilliden, der ikke ændrer sig over tid.

Hvordan kan man undersøge det? Lad mig give et af eksemplerne fra papiret. Hovedtanken er, at hvis tilliden er stabil, bør nuværende tillidsniveauer kunne forklare historiske forskelle i forhold, vi ville regne med var påvirkede af tilliden. Et af disse forhold er folks opførsel overfor jøder i anden verdenskrig. Jo mere tillid, folk har til hinanden selvom de ikke kender hinanden, jo flere jøder burde man regne med, folk hjalp i 40erne. Og det er præcist, hvad dataene viser! For hver ti procent mere tillid, lande har i dag, reddede de europæiske lande i gennemsnit 20 procent flere jøder. Og som læserne utvivlsomt ved, fik verdens nuværende rekordholder i social tillid – Danmark – reddet næsten alle jøder, der boede i landet under anden verdenskrig. Ud af 7800, hvoraf cirka 6000 var danske statsborgere, døde kun 60.

Kan man forklare det med andet end et stabilt kulturelt fænomen, når tillidsmål i dag kan forklare forhold, der skete næsten 70 år siden. Mit svar er næppe, men der er med sikkerhed nogle af mine kolleger ude i verden, der stadig vil være skeptiske. Jeg håber de gider bruge en smule af deres tid på at læse og tænke over de historiske eksempler i det nye papir. Og hvis man stadig skulle være skeptisk over den grundlæggende idé, at dybt historiske forhold kan have langsigtede konsekvenser, der stadig kan ses i dag, kan læserne for eksempel tage et kig på et nyt of ret pragtfuldt papir om historisk arbejdsetik i England, som bl.a. Carl-Johan Dalgaard står bag (downloades her).

Mindre ’velfærd’, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2011. Skriv et svar

Mie Harder og Josefine Kofoed Christiansen har en glimrende kronik i Berlingske Tidende i dag, som fortjener at blive læst. Her er starten af kronikken, som man måske kan læse med et enkelt faktum i baghovedet: Staten har i år direkte kontrol med cirka 56 % af al dansk indkomst.

Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model.

Læs resten her.

 

Årets public choice konferencer – Rennes

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2011. Skriv et svar

Torsdag til søndag i denne uge blev den europæiske public choice konference afholdt i Rennes. Konferencen, der var virkeligt velorganiseret af et fransk-italiensk team, bød på en række interessante og/eller tankevækkende præsentationer. Som traditionen byder, bringer vi her et idiosynkratisk pluk af dem. Hele programmet og stort set alle papirer kan downloades her.

Monika Turyna (Wien): Monika, der er på nippet til at forsvare sin PhD-afhandling, vandt årets Wicksell-pris (årets bedste papir af en forsker under 30) med papiret ”Campaign Finance Regulations and Policy Convergence: The Role of Interest Groups and Valence”. Papiret er afgjort værd at læse for den måde, det viser at spørgsmålet om kampagne- og partifinansiering slet ikke er så simpelt, som de fleste tror. Med input fra både nationaløkonomi og statskundskab, med en formel teoretisk model og solid empiri, og med indsigter a la ’things ain’t always what they seem to be” var den østrigsk-uddannede polak en værdig vinder.

Axel Dreher (Heidelberg) og Andreas Fuchs (Göttingen): Mine to venner har set på, hvor Kina giver ulandshjælp og hvordan de giver den i ”Rogue Aid? The Determinants of China’s Aid Allocation”. Mange mennesker og politikere synes at tro, at kineserne er ekstremt strategiske og kalkulerende i deres ulandshjælp, men de to tyskere finder, at det egentlig ikke er tilfældet i højere grad end mange almindelige, vestlige donorer.

Bernd Hayo (Marburg) og Stefan Voigt (Hamburg): Igen to gode kolleger fra Tyskland, der leverer spændende forskning. Hayo og Voigt er i gang med et højinteressant projekt omkring forfatningsændringer, og hvornår man ser dem. De viser for eksempel, at der har været cirka 250 ændringer af forfatninger siden først i 1950erne. Selvom de fleste af os tænker på forfatninger som stabile og i visse tilfælde urørlige, er det meget mere almindeligt at lave om på dem end man går og forestiller sig.

Christoph Moser og Jan-Egbert Sturm (ETH Zürich): Moser, Sturm og et helt hold omkring dem er i disse år ved at få styr på, hvordan og hvorfor centrale beslutninger tages i internationale organisationer. Punditokraternes læsere vil måske genkende andre navne som Axel Dreher, Martin Gassebner eller James Vreeland. I papiret ”Explaining IMF Lending Decisions after the Cold War” forsøger de to at få styr på, hvorfor IMF har lånt penge til og støttet nogle lande og ikke andre efter den kolde krigs ophør. Hele forskningsprogrammet er spændende.

Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen (Cepos): Ingen EPCS-konference uden dansk deltagelse, og de sidste år har universiteterne ikke været alene. Der bliver lavet rigtig forskning hos tænketanken Cepos, og i papiret ”Comparison of Cost and Performance in the Private and Public Primary and Lower Secondary Schools in Denmark” viser Christoffersen og Larsen overbevisende, hvordan danske privatskoler generelt er bedre til at håndtere svage elever. Ideen er enkel – hvis en elev forsvinder fra en privatskole, forsvinder pengene også, så man må hellere gøre sit bedste for at beholde dem i god stand – men helt ortogonal til dansk politisk tænkning. Mere af det, tak!

Ny Keynes-Hayek video!!!

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2011. Skriv et svar

Her er den, vi har ventet så længe på: Russ Roberts og John Papolas opfølger til kæmpehittet Fear the Boom and Bust. Watch and Learn!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=GTQnarzmTOc[/youtube]

Hold nallerne fra mine penge John Wagner!!

Af Niels Westy, den 29. april 2011. 3 svar

I går havde jeg den tvivlsomme ære  at modtage en mail fra Samvirkende Købmænds formand John Wagner. Kunne det mon være en mail med ønsket om lavere skat? Færre administrative byrder? Eller måske mindre regulering, således at detailhandlen kan udvikle sig på almindelige markedsvilkår? Nej så langt fra. Hovedbudskabet i John Wagners mail er, at man ønsker at bevare regulering og status quo.

Er det værre end hvad vi finder i mange danske byer?

Baggrunden er Vækstforums anbefaling af at liberalisere planloven, således at der kan etableres såkaldte hypermarkeder, som det kendes fra bl.a. Sverige.  Det synes jeg selvfølgelig er en glimrende ide. Nok er de ofte grimme set udefra, men et  kig på bankkontoen efter et besøg er til gengæld et smukt syn. Som oftest placeres de jo forøvrigt i industrikvarterer eller ude på Lars Tyndskids mark. Det samme kan desværre ikke siges om de ofte hæslige indkøbscentre og super-/minimarkeder/købmandsbutikker der fylder landets byer.

Læs resten →