Skat for alle pengene

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. juni 2006. 11 svar

Jeg skal ellers lige love for, at det i går igen lykkedes CEPOS at få skattelettelser på dagsordenen.  Højdepunktet var en vellykket konference med knap 200 deltagere og et spændende program (present company excluded …), hvis hovedtalere var verdens bedst lønnede professor, Chicago-økonomen Robert Barro fra Harvard University, og chef-arkitekten bag Thatcher-regeringens økonomiske politiske, den fhv. finansminister, Lord  Lawson.

Barro gav med udgangspunkt i sine solide empiriske studier af, hvad der skaber økonomisk vækst, argumenterne for, hvorfor en mindre offentlig sektor vil være en fordel–selv hvis det sker gennem skattelettelser, der ikke er fuldt finansierede, om end han selv foretrak at skaffe et råderum gennem offebntlige besparelser.  Lawson talte med udgangspunkt i sine egne personlige erfaringer om, hvorfor det er vigtigt, at regeringer, der vil gennemføre reformer, har mod, mandshjerte og strategisk sans for at gøre det.  Han stod også for konferencens bedst one-liner: “If you want government off your back, you have to get your hands out of its pocket!”.

Andre talere inkluderede bl.a. skatteminister Kristian Jensen, overvismand og professor Peter Birch Sørensen, CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen, samt forskningschef Torben Tranæs fra Rockwoolfondens Forskningsenhed.  Sidstnævnte kunne bl.a. vise, at Danmark af fem nordeuropæiske lande syntes at være det med mest sort arbejde.

CEPOS havde i forbindelse med konferencen udarbejdet en række analyser og notater, bl.a. ét, der angav forslag til skattelettelser og indeholdt analyser af de sandsynlige dynamiske effekter, og ét, der “præventivt” viste, at selvsamme forslag ikke vil ændre på Danmarks placering m.h.t. lighed målt ud fra den såkaldte ginikoefficient.  (Barro argumenterede iøvrigt på konferencen fint for, hvorfor fokus på lighed er uinteressant i.f.t. at fokusere på, hvor godt folk har det.)

Konferencens talere og temaer er også blevet taget godt imod flere steder i medierne, bl.a. i Dagbladet Børsens leder i går, som fandt CEPOS’ oplæg “stærkt” og gennemarbejdet.  Og Berlingske Tidendes leder plæderer dags dato for “et frihedsorienteret samfund” og føler sig inspireret til at minde (De Radikale? Venstre?) om Viggo Hørups gamle ord:

“Ægte forfriskende ville det være, hvis partierne skelede til Viggo Hørups gode ord fra 1893: »Der maa engang komme Nogle, som siger: Vi vil ikke have Skat, heller ikke god Skat, ikke engang fortrinlig Skat; det er mindre Skat, vi vil have, forstaar I, mindre Skat«.”

PS. Nogle af os havde i går aftes lejlighed til under private former at spise middag med bl.a. Barro og Lord & Lady Lawson, og det var en både interessant og underholdende middag af en slags, man sjældent oplever.  Begge hovedgæsterne holdt små dinner-talks: Lawson om de frihedens fjender, der efter hans mening har erstattet kommunismen: anti-globalisterne; dem, der taler for “sustainable growth”; miljødommedagsprofeterne; dem, der taler om “corporate social responsibility” …  Barro talte derimod varmt og personligt om sin egen private helt og mester, Milton Friedman.  Så var tonen ligesom lagt …

Ramirez om den nye al-Qaeda leder i Irak

Af admin, den 13. juni 2006. Skriv et svar

Michael Ramirez er en af de bedste tegnere af dagsaktuelle vittighedstegninger (som så meget andet lyder det bedre på engelsk: editorial cartoons).

Han var oprindeligt på Los Angeles Times, men hans tilknytning til den ret venstreorienterede avis virkede næsten naturstridig og ophørte ved udgangen af sidste år. I dag arbejder han for Investors Business Daily (se Investors.com).

Jeg vil ikke importere hans tegning, der handler om udnævnelsen af en ny leder for al-Qaeda i Irak, dels fordi det fylder meget, dels fordi jeg gerne vil lede traffikken forbi hans side, hvor der også er en samling af hans seneste bidrag.

Se her — and enjoy.

At bortforklare

Af admin, den 13. juni 2006. 2 svar

Efter at The Telegraph har droppet Mark Steyn, har jeg droppet dem og læser i stedet The Times som mit valg af et britisk centrum-højre MSM (med The Guardian som et centrum-venstre).

The Times har, hvad der nu er blevet fashionabelt blandt MSM, sin egen weblog ved David Aaronovitch. Den kan anbefales, hvad der hermed er gjort.

Dagens blog handler om nogle venstreorienteredes ønske om at bortforklare ubekvemme udsagn fra islamister, så deres* foretrukne verdensorden, hvor “Vesten” er årsagen til og resultatet af alt ondt, kan opretholdes. Det gælder i forhold til selvmordsterroristerne fra 7/7, og det gælder i forhold til Irans præsident Armageddonoutofhere, som Steyn vist kalder ham.

(* Med “deres” menes begge parter)

Her er slutsekvensen, men læs selv her:

Of course, it could all just be nonsense, as it wasn’t with al-Faisal and Abu Hamza. But it does remind me of these words from David Edgar’s play Albert Speer. The dead Hitler is reproving the dying Speer. “Why,” he demands, “did you insist that anti-Semitism was ‘a vulgar incidental’? I said it — clearly time and time again. I didn’t say ‘resettlement’ or ‘cleaning efforts’. I did not speak of ‘special handling’. And yet you all insist that when I said the Jews must be destroyed, I only meant ‘defeated’. That when I said ‘eliminate’ I didn’t mean ‘exterminate’, I only meant ‘exclude’. That when I said ‘purge’ and ‘perish’ and ‘annihilate’ it was, of course, a metaphor. Why was I cursed with never being taken literally? How could the world have been so blind? And how could you?” Well?

Well indeed.

Det gode imperium

Af Mikael Jalving, den 13. juni 2006. 17 svar

Der går næsten ikke en dag, uden at et nyhedsmedie fortæller os, at supermagten USA er i knibe i Irak eller Afghanistan. Vi er langsomt ved at vænne os til det: Supermagten er ikke Superman. Imperiet er ikke imperialt.

Men nu tager den indisk-amerikanske professor i udviklingsstudier ved UCLA i Californien, Deepak Lal, imperiet i forsvar i sin insisterende bog In Paise of Empires: Globalization and Order.

Ifølge Deepak Lal har imperiet været reglen og ikke undtagelsen i hele den menneskelige historie. Lige fra Mesopotamien ca. 4000 f. Kr. over de egyptiske, kinesiske og indiske riger til perserne, grækerne og romerne – og frem til det ottomanske, det østrig-ungarnske og det britiske imperium. Der har været mange af slagsen, og flere af dem bestod i mere end 1000 år. Det britiske imperium, som måske er det mest kendte, hører til de kortvarige med ca. 190 år. Til gengæld var det meget succesrigt, hvilket bl.a. inderne har gavn af den dag i dag.

MEN imperierne blev afløst af nationalstaterne. Langsomt fik de overtaget, fordi de i kraft af deres lidenhed kunne opbygge et mere effektivt kommunikationssystem via veje og broer og indføre et officielt sprog til bureaukratiet. På den anden side skaber nationalstater ifølge forfatteren uorden og krig, hvor nationalstaternes blodige 20. århundrede er hans stærkeste kort. Det, imperiet kan, hvis man skal tro nærværende udlægning, er at beskytte os mod nationalisternes kaos.

Det sidste skyldes først og fremmest, at imperier – modsat hvad mange hævder – fremmer globaliseringen, som hos Deepak Lal ikke anses for at være et nyt fænomen. For hvor der har været imperier, har der også været globalisering i betydningen et fælles økonomisk samkvem og en bevægelse af varer, kapital og arbejde. Imperiet er meget bedre end sit rygte. Især det britiske imperium, der også var det første globale imperium, hjulpet frem af dampkraften, jernbaner og telegrafen. Men også det østrig-ungarnske imperium og det ottomanske imperium, hvis styrke var deres multikulturelle karakter.

DEEPAK Lal slår ned på fredsslutningen på Versailles-slottet i 1919 efter Første Verdenskrig. Den fred skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Siden indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen, der gjorde det af med næsten en tredjedel af Europas befolkning, havde der i Europa hersket en vis balance mellem de førende magter. Magtbalancen holdt i ca. 250 år. Så fulgte Første Verdenskrig. Og derpå freden i 1919, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson i Deepak Lals vurdering smadrede imperiets lange æra og gav grønt lys for nationernes æra.Hvis amerikanerne i stedet for at indlede nationernes æra havde hjulpet briterne med at bistå imperiet, det britiske gentlemanimperium, kunne de formentlig have forhindret mange af det 20. århundredes uhyrligheder, mener forfatteren, selv om det er svært at spå, især om fortiden.

Forfatteren er nådesløs overfor, hvad han kalder præsident Wilsons utopi: At begrave friheden i Folkeforbundet og dernæst FN og gøre disse organisationer til et fællesskab af nationalstater, hvor de stærke og svage har samme rettigheder. Det var mere naivt, end man har lov at være som præsident for verdens allerede dengang stærkeste og rigeste magt.

Utopien førte ifølge Deepak Lal til både fascismen og kommunismen. Frem voksede en ny moralsk nationalisme i stedet for den kritiserede imperialisme. Frihed blev fejlagtigt opfattet som nationalstatens tvilling, mens amerikanerne trak sig tilbage i ophøjet isolation. Resultatet blev et magtvakuum og det 20. århundrede, som vi kender det.

I MODSÆTNING til nationernes anarki skaber det gode imperium fred og velstand. Det kan kun lade sig gøre, hvis det undlader at gøre trosspørgsmål til afgørende spørgsmål. Bliver troen det vigtigste, så venter barbariet.

Deepak Lal låner her to begreber fra den britiske politiske filosof Michael Oakeshott (1901-90), som er relativt ukendt i Danmark, men et stort navn i den angelsaksiske verden. Oakeshott skelnede mellem stater som enten “civil association” eller “enterprise association”.

“Civil association” går tilbage til antikken, hvor målet netop ikke var at indfri diverse abstrakte begreber, såsom f.eks. demokrati eller menneskerettigheder, men at skabe orden. “Enterprise association” går derimod tilbage til den jødisk-kristne tradition, hvor staten skal lovgive moralsk. Denne moralisme frembringer også de dårlige imperier.

Forfatteren skriver det ikke direkte, men med dårlige imperier kommer man uvilkårligt til at tænke på det sovjetiske imperium (1917-89) eller Det Tredje Rige (1933-45), hvis fascinationskraft og morderiske potentiale netop lå i at ville dirigere alt samfundsliv og styre moralsk. Intet af dette var naturligvis kristent eller jødisk, men det afgørende var troen på perfektion gennem lovgivning og en fatal mangel på tvivl.

MED Oakeshotts “civil association” som pejlemærke skal dagens amerikanske imperium bestræbe sig på at gøre briterne kunsten efter og fremme en globalisering, der fører til modernisering, ikke amerikanisering. Imperiet skal stræbe efter en international liberal økonomisk orden.

Hvor briterne tidligere stræbte efter en international liberal økonomisk orden, så har amerikanerne typisk stræbt efter multi- eller bilaterale aftaler gennem GATT, WTO, IMF og Verdensbanken. Amerikanerne har aldrig forstået, hvad frihandel er – og kræver. Og det kan i længden vise sig at være USA’s akilleshæl, ikke mindst fordi underskuddet på det amerikanske budget vokser faretruende.

Præsident Bush’s problem er således, at han ikke vil indrømme, at han står i spidsen for et imperium. Han står med et imperium, men har ikke forstået dets rolle.

DEN tætpakkede bog er et angreb på al idealisme. Både den idealisme, der udgår fra menneskerettighedsindustrien i FN, herunder de associerede NGO’er. Og den idealisme, der udgår fra Bush-administrationen og den såkaldt neo-konservative indflydelse i amerikansk udenrigspolitik.

Begge dele udtrykker en politisk aktivisme i globalt format, hvor målet er en international moralsk orden. Men “verdenssamfundet” eksisterer ikke; det er en illusion. FN er alene et forum for de svage, hvor de kan forene sig imod den store Guliver. FN lider af en slags demokratisme eller selvforblindelse. Og Amerika vil gerne være populær. Men hvorfor skal den stærke gøre sig svag for at tækkes de svage, spørger Deepak Lal.

Når han følgelig priser imperiet, priser han indirekte realismen, og det er faktisk den, der er hans vigtigste ærinde. Han vil have politik tilbage til det, politik handler om: magt, ikke popularitet; resultater, ikke PR; indhold, ikke spin. Og han vil have økonomi tilbage til det, økonomi handler om: velstand, ikke omfordeling; frihandel, ikke monopoler; kapitalisme, ikke socialisme.

TILBAGE står naturligvis det store spørgsmål om islam. Men det er overvurderet, mener Deepak Lal.

Islam er i virkeligheden gået tilbage siden tyrkernes mislykkede belejring af Wien i 1683. Mest af alt, fordi der i den muslimske del af verden – fraset det moderne Tyrkiet – intet skel er mellem moske og stat. Derfor refereres der altid til Guds stat, ligesom der henvises til Guds hær.

I Mellemøsten bliver spørgsmålet “Hvad laver militæret i politik?” end ikke rejst, skriver Deepak Lal, for sådan har det været siden Muhammed. Men islam kan ikke ryste det amerikanske imperium, hvis amerikanerne vel at mærke anerkender, at de står i spidsen for et imperium.

Det er især på spørgsmålet om islams betydning for det 21. århundredes politik og moral, at den professorale nonchalance hos Deepak Lal trænger mest igennem. Han argumenter overbevisende for risikoen ved at eksportere den vestlige verdens politiske korrekthed – både gennem FN og idealistisk, amerikansk udenrigspolitik – men han undervurderer truslen fra den islamiske fundamentalisme, som meget vel kan vise sig at blive imperiets værste f
jende.

Hvis der er n
oget, vi lærer i disse år, så er det, at magten tilhører dem, der griber den.

Deepak Lal: In Paise of Empires: Globalization and Order, 270 sider, Palgrave, $27.

Moralsk hasard i fødekæden

Af Ex Column, den 8. juni 2006. 9 svar

Er fødevarekontrol et ubetinget gode? Spørgsmålet forekommer måske malplaceret i en tid, hvor risikominimering er hævet over enhver form for budgetrestriktion. At give næring til tvivl er imidlertid en af de fornemmeste opgaver for en punditokrat, så jeg vover pelsen.

Inden for anvendt forsikringsteori er et fænomen som moralsk hasard hverdagskost. Når en forsikringstager har erhvervet en police er det ikke givet, at vedkommende udviser samme adfærd. Forsikringen giver – alt andet lige – et incitament til at opføre sig mindre agtpågivende, medmindre der er indbygget betingelser i policen, der eliminerer eller begrænser tilskyndelsen til en sådan fremfærd. En forsikringstager, der har fået stjålet sin bil vil således næppe få udbetalt erstatning, hvis bilen ikke har været aflåst. På denne måde kan forsikringsselskaberne teoretisk såvel som praktisk tilsikre en sund forretningsmodel, der er økonomisk overkommelig for kunderne og dækker deres behov.

En skærpelse af fødevaresikkerheden rummer umiddelbart ikke sådanne adfærdsbetingede forholdsregler. Der er ingen entydig sammenhæng mellem forbrugeres marginale skattebidrag og en skærpet kontrol. Og der er ingen adfærdsregulerende forpligtelser, der forhindrer forbrugeren i at opføre sig tåbeligt. En skærpet fødevarekontrol vil derfor efterlade ganske mange med det indtryk, at man stort set kan lukke øjnene og foretage sit forbrugsvalg risikofrit.

Historisk har salmonella været en del af musikken, når man købte en kylling eller kalkun. I de seneste år har man imidlertid brugt omfattende ressourcer på at fjerne salmonella fra disse fødevareemner, hvilket vistnok har resulteret i, at under 5 pct. af dansk produceret fjerkræ nu er inficeret med salmonella-bakterier. Det kan diskuteres, hvorvidt fordelene står mål med omkostningerne, men det har været virkningsfuldt. Problemet er imidlertid, at den reducerede risiko meget vel kan få os til at ændre adfærd. Hvor vi tidligere udviste rettidig omhu under tilberedningen af fjerkræ, kan vi i dag tillade os at være mindre agtpågivende, når vi kokkererer. Eller kan vi?

Sandsynligheden for at blive ramt af salmonella er reduceret, men vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det kød vi køber er salmonellafrit. Selv ikke i den situation, hvor salmonella-bakterier i fjerkræ helt forbydes. Mord og berigelsesforbrydelser er også forbudt, men forekommer alligevel. Skærpet kontrol, klækkelige bøder eller hårde straffe kan naturligvis bidrage til at sådanne hændelser minimeres, men ikke helt forhindres. Og omkostningerne ved at gøre blot dette, vil være prohibitive.

Risikoreduktion på fødevareområdet er med andre ord et tveægget sværd. En skærpet kontrol vil reducere forekomsten af farlige fødevarer, men også give os en falsk tryghed, der fører til en mere skødesløs adfærd. Hvis politikerne vil gøre noget effektivt for fødevaresikkerheden bør de i stedet flytte opmærksomheden fra kontrol og forbud til almindelige erstatningsret. Ikke fordi det vil garantere salmonellafrit fjerkræ, men fordi det vil være det mest probate og ræsonnable tiltag.

BBC i USA

Af admin, den 7. juni 2006. Skriv et svar

For at fejre medieforliget i går, der udstrakte kop-skatten (licensen) til også at omfatte pc’ere (Se Rohdes strengt logiske forsvar for denne udvidelse af beskatningen her), men som dog opretter en public service-fond, som med tiden måske — måske ikke — kan få aflivet den nationalromantiske forestilling om statsopdragelse af masserne, bringer vi her et link til et lille indlæg om DRs åndelige og statsunderstøttede britiske tvilling BBC, der nu åbner i USA. Man mener åbenbart, at MSM i USA ikke er tilstrækkeligt venstresnoet.

Artiklen er af Gerard Baker, og her er et par smagsprøver:

A few years ago the former boss of the BBC attacked American television news for too slavishly following the government line. Instead the BBC now says in its publicity, it will offer “both sides of the story”.

Roughly translated this means the BBC thinks that, while the vast majority of Americans are morons who are perfectly content to swallow right-wing rubbish from their political and media masters, there is an educated and sophisticated elite on the coasts that feels somehow its worldview is underrepresented by the current giants of the mainstream media in the US.

This might come as surprise to Americans casually familiar with the output of CNN, CBS, NBC or ABC but the BBC is happy anyway to add its own little three-lettered logo to the vast and steaming alphabet soup of liberal bias. …

BBC News is produced by a very large team of ideological confreres, who, with a very few exceptions subscribe to the smart London set’s view of the modern world.

This thinks, roughly, that capitalism is some sort of conspiracy by evil men against the ordinary working stiff and that big government and higher taxes are the only route to a fair society.

Bakers pointe er ikke at jamre sig over den politiske ensretning i BBC’s nyhedsformidling, men den ekstreme konkurrenceforvridning, der følger af deres (dårligt kamuflerede) skatteopkrævning. Også på det punkt ligner situationen noget, vi kender hjemmefra.

Læs selv hele artiklen her.

Ugens citat: Rohde om (en slags) skattestop

Af Redaktionen, den 7. juni 2006. 11 svar

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde (hvis indsigt i økonomiske ræsonnementer, vi tidligere har dækket intenst her og her), bedyrer i dagens Jyllands-Posten, at det nye medieforligs udbredelse af licensbetaling til computere, telefoner m.v. sådan set ikke er et brud på skattestoppet:

»Licens er ikke omfattet af skattestoppet, for du har mulighed for ikke at betale den ved ikke at have radio eller tv. Ja, du skal endda tilmelde dig, hvis du betaler licens.«

Altså på samme måde som en forhøjelse af ejendomsskatterne ikke ville være en skatteforhøjelse–man har jo mulighed for ikke at eje fast ejendom.  Eller en forhøjelse af registreringsafgiften–man har jo også en mulighed for ikke at have bil.  Ja, eller sågar en forhøjelse af momsen eller indkomstskatten–man har jo også fine muligheder for at bruge sine penge på andet end momsbelagte varer og tjenesteydelser, ligesom man jo også bare kan arbejde mindre.  Mulighederne er med andre ord legio!  Det er bare om at komme i gang med at fastholde og udbygge skattestoppet …

Dødens gab

Af Ex Column, den 7. juni 2006. 19 svar

Det er ingen hemmelighed, at Den Østrigske Skole i mange henseender bliver betragtet som et udkantsfænomen inden for økonomisk teori. Det gælder vel især de bidrag, der forholder sig til makroteori. Her har det asketiske forhold til matematik i én guddommelighed været en forhindring for den videnskabelige videreudvikling. Klarheden og fremdriften fortoner sig således ofte i noget, der minder om ren knever. Og det er faktisk fortrædeligt, når Østrigerne har så meget at byde på.

For et par uger siden blev jeg præsenteret for et arbejdspapir, som illustrerer min pointe. Mens en hel verden bekymrer sig om det stigende inflationspres, præsenterede William R. White fra Bank of International Settlement det for tiden frappante synspunkt, at kilden til visse økonomiske kriser ikke nødvendigvis skal søges i det kaffegrums, der kaldes inflation. Depressionen i 30’ernes USA blev således ikke initieret af en forudgående hyperinflation. Sammenbruddet i Japansk økonomi i 80’erne var heller ikke foranlediget af et foregående inflationspres. Og krisen i Asien sidst i 90’erne er også svær at tilbageføre til et regionalt inflationspres.

De tre kriser kan derimod – uden sammenligning i øvrigt – knyttes til en forudgående kreditekspansion, som jeg vil tillade mig at kalde Dødens gab. For det er egentlig en ganske rammende betegnelse for det forløb, der sættes i gang, når den finansielle rente i stadig større omfang afviger fra den naturlige rente. Og det er her Østrigerne kommer ind i billedet.

Den naturlige rente er det bedste kommunikationsværktøj, der findes. Den sender et klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer. Hvis den naturlige rente er lav, er det populært sagt et signal om at forbrugerne sparer op med henblik på at erhverve forskellige kapitalgoder i fremtiden. Hvis renten er høj er det omvendt et signal om, at forbrugerne vil anvende deres penge her og nu på forbrugsgoder. Men hvis virksomhederne bruger den finansielle rente som rettesnor for forbrugernes tidspræference, bliver de snydt. For en lav finansiel rente er ikke længere et signal om, at forbrugerne står i kø efter langsigtede kapitalgoder. Katastrofen indtræffer, når den forventede efterspørgsel udebliver.

William R. Whites arbejdspapir er et cadeau til denne indsigt, som han tilskriver Østrigerne, og ikke mindst Hayek. Men arbejdspapiret er også en advarsel om, at inflationsmålsætninger skygger for den kendsgerning, at vore økonomier kan bevæge sig mod et sammenbrud, selv om der ikke er tegn i sol og måne på et inflationspres. Måske burde vore egne økonomiske vismænd fokusere lidt mere på dette, og mindre på faren for overophedning under fuld kapacitetsudnyttelse. Jeg indgår således gerne et væddemål om, at den største udfordring i relevant fremtid ikke bliver mangel på kapacitet, men derimod overkapacitet.

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

Af Jacob Mchangama, den 5. juni 2006. Skriv et svar

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om "Kristendommen som frihedens religion?".  Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Debatten omhandler ikke overraskende samme emne, som denne punditokrats sidste post om "Luthers rene lære".

Den libertære Bush

Af Jacob Mchangama, den 5. juni 2006. 4 svar

Weekly Standard har i sin seneste udgave en artikel, der skamroser Bush. Nej, det drejer sig ikke om præsidenten George, men derimod dennes broder Jeb, der er guvernør i Florida. I artiklen præsenteres Jeb Bush som intet mindre end USA's bedste guvernør. Man skal selvfølgelig have i mente, at Weekly Standard er særdeles pro-republikansk og at der en udpræget mangel på feel-good historier fra den republikanske lejr i disse tider. Alligevel må Jeb Bush' resultater siges at være imponerende og man kan godt ærgre sig over, at det ikke er Jeb men George, der sidder i huset på 1600 Pennsylvania Avenue.

Jeb Bush, der ifølge ham selv besidder et "libertarian gene" kan se tilbage på en række bemærkelsesværdige politiske resultater, som bør opmuntre desillusionerede borgerlig-liberale, der har mistet troen på, at det er muligt for borgerlige politikere at føre borgerlig-liberal politik:  

In a state with a surging population, Bush has presided over a booming economy with the highest rate of job creation in the country and an unemployment rate of 3.0 percent (the national average is 4.6 percent). Florida has no state income tax, but Bush has nonetheless found a way to cut taxes every year of the eight he's been in office. Meanwhile, he's trimmed the state employment rolls by 11,000.

[…]

He's the first governor to impose stringent testing and accountability on Florida elementary and secondary schools, along with three voucher programs, the most ambitious of which was struck down this year by the (liberal and majority Democratic) state supreme court. This achievement went beyond the No Child Left Behind program of his brother, President Bush, who dropped vouchers in a compromise with Democrats in 2001.

On health care, no governor has attacked Medicaid, whose costs are swamping state budgets, more boldly than Bush. He wangled a breathtakingly broad waiver from the federal Department of Health and Human Services to privatize Medicaid in two populous counties, Duval (Jacksonville) and Broward (Fort Lauderdale). The new program, affecting more than 200,000 Medicaid recipients, goes into effect July 1.

Hvordan er Jeb så forskellig fra George?:

Friends of Jeb compare him favorably with his brother, but they're wary of doing it on the record. One former Republican governor insisted that Jeb Bush "is far more gifted than his brother or his father," the elder President Bush. A consultant who knows both Jeb and George says, "Jeb is excellent and George is above average."
The conventional wisdom is that Jeb is the smart one who thinks through issues, and George is merely savvy and acts on instinct. That's a media myth. Both think alot before they act. And they agree on many things. JebBush has visited Iraq and backs the policy there. He agrees with his brother on immigration and taxes and soon.

But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.
But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.But there are significant differences, so many that conservative activist Grover Norquist says, "Jeb Bush is adopted." There's no "genetic mix" with his father or his brother, according to Norquist. He is joking, of course, to highlight the ideological gap between Jeb and the Bush family. Jeb Bush is a small government conservative. He was feted in Washington in 2003 by the libertarian Cato Institute and talks about having a "libertarian gene." President Bush has no such gene. He's what I call a strong government conservative and others refer to as a big government conservative. True, President Bush is closer ideologically to President Reagan than to his father, a moderate. But Jeb Bush is closer to Reagan than his brother is.

Jeb has vetoed hundreds of spending measures. His friends are not immune to his veto knife. Bush and Mel Martinez were good friends in 1999 when Martinez, then an Orange County (Orlando) official and now a U.S. senator, got the legislature to approve funding for a transportation project. Bush "vetoed the damn thing," Martinez says. "He's legendary for that. He does it to his best friends." In contrast, President Bush is legendary for not vetoing a single spending bill.

Nedenfor følger en mere detaljeret opgørelse over Jeb Bush's resultater: 

* Political leadership: Florida was a weak-governor state when Bush arrived. No more. It had cabinet government with six elected state officials besides the governor. Now the cabinet has been reduced to three members plus Bush, and power is not shared equally. Bush rules. He removed the bar association from a role in naming judges and now controls the selection process. He also eliminated the state board of regents, took control of the board of every public university, and gained the right to name the state education commissioner. And he's changed the policy debate from how much government can do to how much it should leave to the people and the free market. "That's his greatest effect," says Robert McClure of the Bush-friendly James Madison Institute in Tallahassee.

* The economy: It's bursting at the seams. Florida is no longer totally reliant on tourism, agriculture, and the retiree industry. Under Bush, Florida has become the fourth largest high-tech state. Its bond rating has been hiked to Triple A. The economy, in Bush's words, was "knocked for a jolt" by 9/11. He "went out to shamelessly promote" tourism, and state construction projects were accelerated. It worked. He stubbornly fought a high-speed train connecting Miami, Orlando, and Tampa. It was approved in a 2000 referendum, only to be rejected in 2004 at Bush's urging.

* Taxes: Bush has slashed $20 billion in taxes over eight years and enjoys the heartburn this gives the media and liberals. "I do love it," he says. "Prior to my arrival, there may have been a tax cut or two, but normally the way to solve problems was to raise taxes." This y
ear, the legislature kille
d what Bush calls "the evil, insidious intangibles tax" on stocks and bonds. His tax cuts are all the more shocking in a state with no income tax but with a balanced budget requirement.

* Education: Bush's education reforms have been vindicated by scholarly studies. Jay Greene and Marcus Winters of the Manhattan Institute found testing to end social promotion in Florida schools had led to "substantial academic gains for low-performing schools." A Harvard study concluded the stigma of poor student performance and the threat of vouchers caused schools to improve. The test scores of African-American and poor students rose significantly. One example: The percentage of African-American fourth graders reading at grade level doubled to 56 percent from 1999 to 2005.

* Medicaid: Bush's bold experiment, due to begin in less than a month, has important national implications. In Broward and Duval counties, Medicaid recipients will choose among 19 insurance plans. The program provides incentives to change behavior by quitting smoking, seeking preventive care, and getting dental exams. The aim is not to cut the cost of Medicaid but to slow its staggering growth: Florida's Medicaid budget jumped from $7 billion in 1999 to $16 billion in 2006. If the Florida test succeeds, other states will follow.

* Medicaid: Bush's bold experiment, due to begin in less than a month, has important national implications. In Broward and Duval counties, Medicaid recipients will choose among 19 insurance plans. The program provides incentives to change behavior by quitting smoking, seeking preventive care, and getting dental exams. The aim is not to cut the cost of Medicaid but to slow its staggering growth: Florida's Medicaid budget jumped from $7 billion in 1999 to $16 billion in 2006. If the Florida test succeeds, other states will follow.

Må man foreslå d'herrer Fogh og Hjorth Frederiksen en studietur til Florida? En sådan ville være en sjældent gavnlig udnyttelse af borgernes skattepenge. 

Luthers rene lære

Af Jacob Mchangama, den 4. juni 2006. 37 svar

Siden den islamiske revolution i 1979 er vi i Vesten i stigende grad blevet konfronteret med, i hvor fundamental grad den islamistiske version af det gode samfund, baseret på en streng fortolkning af Koranen, strider imod den moderne vestlige version af det gode samfund i form af det liberale demokrati. Det er endvidere et uomgængeligt faktum, at den langt overvejende del af verdens muslimske lande er udemokratiske og uden basale frihedsrettigheder, mens kristne vestlige lande i overvejende grad respekterer og bygger på det liberale demokrati. Dette har herhjemme fået en række kristne og/eller konservative debattører til at fremhæve kristendommens, nærmere bestemt den lutherske protestantismes, afgørende betydning for den frihed der hersker i Danmark i dag. Man kan måske endda sige, at denne gruppe af kristne og/eller konservative debattører har lagt kimen til en dansk luthersk-evangelisk version, af hvad David Gress har kaldt "The Grand Narrative".

Kasper Støvring skrev for nyligt i Berlingske et indlæg, hvor han gik i rette med de der kritiserer religionens indflydelse på samfundsforhold, der på fin vis fanger indholdet i den dansk luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative.

"Men de principfaste kritikere ser dermed bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
– Den ene er hensynet til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen på er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. […] I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter. Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.

Det er forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke. Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder".

Hvor Kasper Støvring tilbyder en mere sociologisk forklaring på sammenhængen mellem protestantismen og frihed, fremkommer Søren Krarup ikke overraskende med en teologisk forklaring derpå:

"Fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.

[..] Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.

På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed – hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.

Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige – det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkynd"…

Da konservatismen jo roser sig selv for at være konkret forankret frem for abstrakt, flyvsk og virkelighedsbaseret frem for idealistisk (og ideologisk) er det interessant at foretage et historisk tilbageblik og se, hvor solidt båndet mellem den lutherske protestantisme og friheden egentligt er.

Den danske reformation fandt som bekendt sted i 1536. Skal den protestantiske forklaring, om protestantismen, som frihedens forudsætning lægges til grund, skulle man derfor forvente, at reformation betød en højere grad af frihed for danske borgere, end de havde været vant til i godt 536 år som katolikker. Men Danmarkshistorien fortæller om en helt anden virkelighed. Rent faktisk blev reformationen indledningen til en periode i Danmarkshistorien præget af en streng luthersk ortodoksi.

Af stor betydning var det, at der blev indført konfessionstvang og statsligt opsyn på universiteterne, der med Professor i retshistorie Ditlev Tamm's ord dermed blev til præsteskoler bundet til en bestemt religiøs bekendelse. Det er i den forbindelse interessant, at Københavns Universitets statut i 1539 udtrykkeligt fastslog, at der ikke måtte fremføres kritik af øvrigheden, hvilket dårligt kan karakteriseres, som et udtryk for den kritik og begrænsning af magten, som er så fremherskende i den klassiske liberalisme. Også strafferetten blev markant berørt af reformationen. Det var et udslag af Guds befaling når Kongen, der jo besad sin position ved Guds nåde, straffede de onde. Den gammeltestamentlige mosaiske ret, herunder de ti bud, blev således inspirationskilden til reformationens strafferetlige reformer med blandt andet en markant stigning indførslen af dødsstraf til følge.

Historikeren Alex Wittendorf peger på, at den lutherske ortodoksi blev systematiseret med Christian Friis' udnævnelse som kansler i 1596. Friis skriver i 1599:

"Fra den første dag jeg tiltrådte dette embede, som jeg nu indtager, har det været min højeste bestræbelse, at religionen i disse berømmelige riger kunne fremmes så troligt og retteligt som muligt af Ordets tjenere ved lærdom såvel som ved levned. Hvem der arbejdede i denne retning, har jeg søgt at hædre og forfremme, så vidt det stod til mig".

For Friis var den lutherske evangelisme "den rene lære" og Christian Friis foranledigede en udrensning blandt teologer, der ikke delte denne strenge lutherske fortolkning af bibelen. Vigtigst af alt var det Christian Friis der forfremmede Hans Poulsen Resen til datidens teologiske chefideolog, hvilket skulle få store konsekvenser for den danske befolkning. Wittendorf beskriver kernen i den lutherske ortodoksi således:

"Substansen i det kan vel siges at være dette, at mens de humanistisk prægede filipistiske teologer betragtede åbenbaring og fornuft som ligeberettigede størrelser og mente, at den genfødte fornuft godt kunne have en vis selvstændig dømmekraft, også i religiøse spørgsmål, så mente Resen og andre ortodokse lutheranere, at troen er væsensforskellig fr
a fornuften, og at troen b
lot kan henholde sig til de aldeles ubegribelige mysterier, som er kristendommens væsen, og som er åbenbaret i Skriften. Alle transcendente ting er dækket af et uigennemtrængeligt slør. Fornuften er den store fjende, Satans mest virksomme redskab til at lede menneskene bort fra troen".

En anden af Resens kongstanker var djævleuddrivelsen ved barnedåben. For Resen og de ortodokse lutheranere var mennesket født i synd, hvorfor djævleuddrivelse ved dåben ikke blot var en symbolsk handling. Det nyfødte barn var ved fødslen således besat af Djævelen og "Åndeligen, idet det anses og actes, som uden Guds nåde efter sin egen fordærvelige natur under mørkheds magt." Der er således en afgrundsdyb forskel mellem Resens ortodokse tro og den klassiske liberalismes opfattelse af mennesket som værende født som frit og med naturlige rettigheder.

Resen nød som nævnt Christian Friis' nåde, men også Christian IV havde stor tillid til Resen. I 1615 blev Resen udnævnt til Biskop for Sjælland og en periode af, hvad Ditlev Tamm kalder en "socialdisciplinering" af det danske samfund begyndte for alvor. Året 1617 var jubilæet for Luthers opslåen af sine 95 teser i Wittenberg i oktober 1517. Den rette tros sejr skulle både fejres og cementeres, så man kunne demonstrere, "at man mente det alvorligt med den rene lære", som Tamm skriver. I oktober 1617 blev således udstedt forordninger, der skulle modvirke løsagtighed, overdådighed, luksus, og andre uvaner der kunne fremkalde "Guds fortørnelse". Men mest interessant er udstedelsen af trolddomsforordningen, som systematiserede kriminalisering af trolddomsvirksomhed og medførte en markant stigning i antallet af kvinder, der blev brændt på bålet som hekse. Trolddomsforordningen var klar religiøst inspireret (af mosaisk ret).

Det er interessant, at trolddomsforordningen blev indført på et tidspunkt, hvor man andre steder i Europa havde begrænset hekseprocesserne. Når vi i Danmark forsikrer os selv om at de brutale uskikke, der stadig hersker i mange muslimske lande (og også i visse muslimske parallesamfund), hører middelalderen til, er dette således ikke korrekt. Mange af disse skikke kulminerede herhjemme i renæssancen, med udspring i reformationen og vores egen officielle statsreligion.

1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor "oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter", som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660. Den katolske kultur-sociolog Jakob Munck går endog så langt, som at tale om, at reformationen har medført, at vi i Danmark i dag stadig lever i en Luthersk formynderstat. Med udgangspunkt i Luthers ord om, at "evangeliet heller ikke (lærer) noget om hvordan man skal indrette og udøve det verdslige regimente, ud over at det er påbudt, at man skal ære det og at man ikke skal sætte sig imod det", konkluderer Munck, at der:

"for den verdslige statsmagt eller konge altså er mange muligheder for at styre, og ingen af disse er i modstrid med Guds vilje eller Evangeliet ord. Det er derfor, for den troende lutheraner, ikke legitimt at gøre oprør mod de verdslige magtudøvere, uanset hvordan de udøver denne magt, for disse herskere har – af Gud selv – fået overdraget myndigheden til at styre denne verden efter deres egen vilje. Enevælde, diktatur og formynderisme er altså ikke på nogen måde i modstrid med den lutherske lære".

Muncks citat er efter min smag for hård en dom over nutidens Danmark, men mere korrekt i forhold til perioden fra reformationen og en lang periode frem måske endda helt frem til 1800 tallet.

At protestantismen indeholder en kim af totalitarisme bekræftes i øvrigt af protestantismens anden store skikkelse Calvin, som i to omgange indførte en streng kristen teokratisk bystat i Geneve. Denne var baseret på en rigoristisk ordlyds fortolkning af bibelens ord med en omklamrende og undertrykkende regulering af borgernes liv, heksebrændinger og dødsstraf for blasfemi til følge.

Ovenstående skal selvfølgelig ikke underkende kristendommens og protestantismens betydning for vestlig civilisation, herunder hævdvundne frihedsrettigheder, som man kan læse mere om her. Den lutherske evangelisme spiller efter min opfattelse en overvejende positiv rolle i dagens Danmark og det kan være bevægende at iagttage, hvorledes særligt den ældre generation har en oplevelse af fællesskab ved kirkegang, salmesang m.v. Men det kræver en mere end almindelig revisionistisk historisk tilgang at påstå, at der går en snorlige vej fra kristendom, og i Danmarks tilfælde reformationen, til det liberale demokrati og respekten for individuelle frihedsrettigheder. Vejen fra kristendom, og særligt protestantismen med dens to regimentelære, til frihed er ganske givet kortere end fra Islam (og Jødedom?) til frihed, Men vejen er stadig lang, kroget og fyldt med farlige afkørsler, der ender i undertrykkende og kvælende blindgyder.

Tax Freedom Day

Af Stanislaw, den 3. juni 2006. 15 svar

I dag er en festdag for UK og briterne. I dag er nemlig dagen, hvor vore britiske venner kan fejre Tax Freedom Day (TFD). TFD er navnet på dagen, hvor den gennemsnitlige britiske skatteyder stopper med at arbejde for staten, og kan starte med at arbejde for sig selv. I dag – lørdag den 3. juni 2006 – kan briterne altså fejre, at de (under et) har betalt deres skatter, og ikke længere arbejder for at tilfredsstille Gordon Browns glubende appetit på skattekroner. Her fra Punditokraterne skal der lyde et stort tillykke med det.

Den dårlige nyhed er, at TFD i år falder tre dage senere end sidste år. Det er faktisk ikke så lidt. D.v.s., at de britiske skatteydere i år skal arbejde hele tre dage mere for staten, end de skulle sidste år. Ikke desto mindre kan briterne fejre TFD et godt stykke tid før de fleste andre EU-lande. Det kommer næppe som den store overraskelse, at den gennemsnitlige TFD for EU og Euro-landene (eksl. UK) i 2004 faldt betydeligt senere end i både UK og USA (se her). Jeg ved ikke præcist hvornår den danske skattefrihedsdag falder, men sikkert er det, at vi her i Danmark må vente endnu et godt stykke tid, før vi kan hejse glasset og ønske hinanden tillykke med vores skattefrihed.

For mere om Tax Freedom Day, se her og her.

E-mail to Dick Cheney: Guest commentary by Samuel Rachlin

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Punditokraterne er glade for igen at kunne bringe en gæstekommentar af Samuel Rachlin (den første var denne):

E-mail to Dick Cheney

Right after Vice President Dick Cheney’s trip to Europe and Central Asia, I wrote him an e-mail:

Dear Dick,

It’s fine with me that you give President Putin a lecture and tell him what democracy is about, and that he should not use the oil weapon against his neighbours.  I think it’s appropriate that you tell him that the Russian government has “unfairly and improperly restricts the rights of her people.” and that Moscow should not use oil and gas as a tool of “intimidation and blackmail”. I also find it OK when you tell new East European and Baltic democracies in Vilnius that they are on the right track and they have the full support of the U.S.

But I have a problem when you, after that meting, move on to Kazakhstan to visit President Nursultan Nazarbaev – a mix between Ghengis Khan and a Soviet Politbureau Member without any tolerance of opposition or respect of human right, but with great patience with corruption and abuse of power. He is a leader of the same mold as Azerbaidzhan’s President Ilham Aliyev who recently was received by your boss in the White House.

It’s problem for me because it creates a lot of confusion and uncertainty about the American message. Nazarbayev and Aliyev are by no means on the right track to democracy and are even more undemocratic and despotic than President Putin and his crowd in the Kremlin. It’s obvious that this weakens the message to Moscow and causes confusion among the East European leaders you met with in Vilnius.

Nazarbayev and Aliyev both control significant oil wealth, and you have to understand that this could lead some people to think that the U.S. applies different criteria and values for who’s in and who’s out, and who should be lectured on what’s wrong and what’s right. That’s what we call double standards. When you and your boss cultivate relationships with people like Nazabayev and Aliyev one could get the impression that you distinguish between those who have and those who don’t have oil. The new breed of haves and haves not.

Some people could draw the conclusion that if you have oil it does not matter that much that you violate the rules of democracy and suppress basic human rights. The problem becomes even more conspicuous because everybody knows how close you and your boss are to the American oil industry. The relationship with Saudi Arabia – one of the most important providers of oil to the U.S. – has never suffered under the lack of democracy in the Arab kingdom.

You have to understand that there is not a very big jump from these observations to raising the question about the real motives behind the U.S. invasion of Iraq. Was it primarily a question of freedom and democracy or was it Iraq’s oil wealth that led the U.S. into the war? It’s obvious to anyone that your and President Bush’s credibility has suffered considerable damage. After Abu Graihb and Guantanamo, your lecturing about democracy and human right begins to sound hollow. After more than three years of warfare in Iraq no one can claim that the U.S. has been defeated, but the lack of results, not to speak of victories, is a defeat in its own right. That has not only undermined your status as a hyper power, but also weakened your ability to speak out about democracy and freedom on behalf of the free world – at least with the same authority as in the past.

You wound up your trip in Croatia, and in a speech to regional leaders in Dubrovnik, you again spoke about freedom and democracy. That’s a problem for me, too, because you welcomed the new countries to the EU. Listen, Dick, on whose behalf did you do that? Who gave you that mandate? Are you out of your mind, as you Americans say.  Don’t you think that we have problems enough already in the EU with the timeout for the constitution debate, with our European identity and our direction.

We don’t need any good advice. We have more than enough of our own good ideas. What we need is determination and action, but right now we are confused and enervated by all the changes we have gone through with integration, expansion and one treaty after the other. We have gone into rethinking mode, and no one really knows when we will come out. Untimely interference can only make things even worse.

And don’t you actually think that you and President Bush have problems enough on your own? The Iraq war more and more looks like a dead end. The oil price in the U.S. is still half of what it is in Europe, but your voters are so angry that they are ready to start a new revolution. The trade and budget deficits look like a Hollywood horror movie. The President’s support is at a historic low, and your own ratings are lower than Michael Jackson’s. How do you feel it’s going for you, as we say in Denmark?  I understand you need a breather, but I would suggest that next time you feel like getting out of there you should go back to Texas for some old fashioned hunting with your buddies.

Sincerely yours,
Samuel

It did not take long before I got an answer from Dick Cheney:

Dear Samuel,

The hunting season in Texas has not started yet, and after that deplorable episode at  my latest hunting trip, I have to go abroad to test my markmanship before I try to renew my license. Quite frankly, I think things are going just fine. It was a great trip – one of my best in a long time,

Sincerely yours,
Dick

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.

Burkes paradoks

Af Mikael Jalving, den 29. maj 2006. 4 svar

Edmund Burke, der døde for mere end 200 år siden, er forlængst kanoniseret som konservatismens fader. Slå op i hvilket som helst leksikon eller enhver seriøs grundbog i politisk filosofi, og han bliver nævnt eller præsenteret som den første eller den mest konservative tænker og statsmand af dem alle.

Det er i øvrigt korrekt. Den irsk fødte brite var konservativ og leverede langtidsholdbare, konservative tanker, som stadig inspirerer og gøres til genstand for akademisk undersøgelse, analyse og publikation. Men Burke var ikke blot konservativ, han var også liberal. Paradokset siger noget centralt om det borgerlige temperament: på den ene side konservativt, på den anden side liberalt.

Den konservative Burke er først og fremmest kritikeren af revolutionen i Frankrig, dvs. af den radikale politiske og moralske transformation, der undergik Europas dengang førende stormagt. Sådan kender vi Burke: Politikeren, der griber øjeblikket og advarer mod fanatismen – især den ateistisk-sekteriske fanatisme – i 1789. Hans bog om revolutionen udkommer allerede året efter, dvs. tre år før den store terror i 1793 og ni år før Napoleons magtovertagelse, hvorfor det da også er blevet sagt, at Burke snarere forudsiger revolutionens terror end reagerer på den. Det tog ikke den profetiske Burke lang tid at se, det ville gå helt galt.

Revolutionen repræsenterer for Burke et opgør med vanernes historie. Vanerne er på godt og ondt menneskets udgangspunkt. Her begynder vi – eller rettere – her er vi placeret, indskrevet, midt i redeligheden. Vanerne er i familie med erfaringen, traditionen eller det gode, der kommer af at følge naturen uden at tænke over det. Vanerne er lige så gode for Burke, som det er dårlige for Rousseau.

Derfor advarede Burke allerede i sin æstetiske teori fra 1757 om det sublime og det skønne imod det sublimes tendens til at blive uhåndgribelig. “Vi underkaster os det, vi beundrer, men vi elsker det, der underkaster sig os”, skrev Burke, som satte kærligheden højt, men frygtede den blinde beundring. Det smukke er opbyggeligt; det rimer på moderation og evolution. Det sublime er derimod en prima donna og lig med radikalitet og revolution.

Både i sin tidlige æstetik og sin sene revolutionskritik er Burke klart konservativ: Al magt skal begrænses. Men hermed har vi kun sagt det, man plejer at sige.

Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ, ikke mindst fordi han eksplicit sympatiserede med Adam Smith og dennes teori om den usynlige hånd. Kort før sin død skrev Burke i et brev: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget”.

Burke troede ligesom Smith på, at individernes økonomiske aktivitet – inkarneret i deres ejendom og retten hertil – ville gøre dem mere civile, oplyste og humane i deres sociale kontakt. Deres tillid til ejendomsretten, handelen og den kommercielle civilisation gør dem moderne.

Burke var ikke Tory, men kaldte sig derimod selv for en gammel Whig, hvilket var en forholdsvis bred betegnelse for tilhængere af den konstitutionelle revolution i 1688, og hans politiske program var frihed og orden, dvs. frihed beskyttet af konkrete institutioner og retsstat.

Da Burke fordømte den franske revolution, gjorde han det med andre ord primært, fordi revolutionen undergravede den konkrete og specifikke frihed. Burke forsvarede den liberale politiske orden og kritiserede revolutionens “kannibalfilosoffer”, snarere fordi de åd friheden, end fordi de åd privilegierne. Den ordentlige frihed var slut, thi med revolutionen kom sofisterne, kupmagerne, de udspekulerede. Alle revolutionens mange mestre i det abstrakte – hvoraf de fleste tilmed var franske.

Heroverfor stod briterne eller den moderate, britiske oplysning. Det er her, Burke må placeres. Det særlige ved den britiske oplysning er dens pragmatiske grundtone, der gav sig udslag i et ønske om at forene de stridende kræfter i samfundet og afhjælpe den tilsyneladende kroniske krise, forårsaget af kirkestrid og politisk entusiasme. Målet var ikke en abstrakt, fransk samfundspagt à la Rousseau eller en revolution, der skulle befri menneskeheden fra alle trængsler og hæve den til nye kollektive højder, sådan som Robespierre prædikede, men en bestræbelse på at opnå individuel tilfredsstillelse og social stabilitet samtidig. Det fælles bedste afhang ikke af en generel almenvilje, men var bedst tjent med et samspil mellem de enkelte viljer.

Et vigtigt kildeskrift til den konservative Burke som radikal tænker er hans debut, den mærkværdige pamflet “A Vindication of Natural Society” fra 1756. Pamfletten er mærkværdig, fordi man som læser ikke bliver klar over, hvorvidt den var ment alvorligt – eller er en karikatur. Forvirringen bliver ikke mindre af, at pamfletten udkom i to udgaver med to forskellige forord.

Tager man pamfletten for bare nogenlunde pålydende, udgør den en gennemgribende kritik af alle politiske samfund, antikke såvel som moderne. Tilbage står alene det naturlige samfund, der i en spidsformulering er “Guds rige”. Kun det guddommelige forsyn synes at kunne hjælpe os, ikke mindst fordi jurister, teologer og politikere har vendt fornuften imod sig selv og skabt en politisk retfærdighed, der ikke er retfærdig. Pamfletten er et råd fra forfatteren til læseren om at holde sig fra politik og vende tilbage til naturtilstanden, et udtryk, der giver mindelser om Grotius, Hobbes og Locke – bortset fra, at de i deres skrifter i århundredet før Burke går den anden vej: fra naturtilstand til samfundstilstand. Den unge Burke går med andre ord baglæns i liberale eller borgerlige fodspor ved at gentage, at samfundet hverken er guddommeligt eller naturligt, men netop kunstigt. Kun naturen er naturlig. Politik er altid en ny start. Men han drager en anden konklusion end sine forgængere. Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.

Alligevel forsvarede Burke individets mulighed for at forfølge lykken. Det var en af grundene til, at han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770’erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.

Det kan overraske, at Burke forsvarede oprørerne. I hvert fald hvis man forveksler Burke med en tilhænger af status quo. Det var han ikke. I de amerikanske oprørere og deres intellektuelle ledere – modsat de franske – så han frihedens beskyttere. Da de amerikanske forfatningsfædre skrev de berømte ord om “pursuit of happiness”, forstod de, at lykken er en aktivitet. Den er uadskillelig fra forsøget på at opnå den. Uden retten til dette forsøg, er lykken slet ikke. Lykken erobres. Burke kunne have sagt det samme og fortsat, at lykken hverken kommer fra oven eller fra statsmagten, men fra mennesket selv. Frihed er derfor et moralsk anliggende – og ikke alene en økonomisk størrelse. Det vidste Burke. Han havde blik for begge dele – både den økonomiske og politiske frihed – og det gør ham til en klassisk borgerlig tænker, mindst ligeså liberal som konservativ.

Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.

Denne tekst er en forkortet udgave af et essay, der bringes i næste nr. af det norske tidsskrift Minerva.

Asocial velfærdsegoisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. maj 2006. 2 svar

Hermed min lørdags-klumme fra dagens Berlingske Tidende:

Asocial velfærdsegoisme

Berlingske Tidende 27.  maj  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Diagnose. Danskerne er solidariske – med sig selv.

Hvem er mest egoistisk? En person, der ønsker at bruge vedkommendes egne penge, som vedkommende selv ønsker? Eller én, der ønsker at bruge andres penge til de ting, som den pågældende selv kunne tænke sig?

Mennesker, der mener, at skatterne skal være lavere, er (uanset hvor godt eller dårligt de i øvrigt behandler deres medmennesker) i nyere tid typisk blevet karakteriseret som »egoistiske«, mens mennesker, der ikke nødvendigvis selv tager sig af deres næste, men som ønsker højere offentlige udgifter, er »solidariske« og »sociale«.
Er det egentlig ikke paradoksalt? Tankegangen så man imidlertid fint illustreret ved forrige uges meget omtalte (men knap så omfangsrige) demonstrationer mod regeringens velfærdsreform. Her protesterede f.eks. studerende mod, at de skal igennem studiet hurtigere. Studier, der i modsætning til mange andre lande ikke betales af den studerende men af skatteyderne generelt; hvor stort set alle studerende kan modtage SU, som også betales af skatteyderne generelt; og hvor de, der ellers gennemfører studierne, generelt vil kunne se frem til en indkomst, der ligger væsentligt over gennemsnittet. Men de studerende protesterede mod regeringens »asociale« og »usolidariske« politik og forlangte i stedet »Luxus for alle«!

At de studerende imidlertid ikke er unikke fremgår med al tydelighed af en meningsmåling, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS, og som snart offentliggøres. Den viser, at danskerne overvejende satser på, at andre skal betale regningen for, hvad man selv vil nyde.

I meningsmålingen spurgte man et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de ser på henholdsvis at skulle betale mere eller mindre i skat selv, og på selv at få bedre eller ringere offentlige ydelser. På den måde er der fire typer danskere: For det første dem, der vil betale mindre i skat og have mindre fra det offentlige, og som man derfor kan kalde »værdi-borgerlige«. For det andet er der disses diametrale modsætning: dem, der både vil betale mere i skat og have mere fra det offentlige, og som man derfor passende kan kalde »værdi-socialister«.

En tredje gruppe er de selvopofrende mennesker, som selv vil have mindre fra det offentlige men som er villige til at betale mere i skat. Dem kan man kalde »velfærds-altruisterne«.

Den sidste gruppe er dem, der på den ene side vil betale mindre i skat men på den anden side også have mere fra det offentlige. Denne gruppe, som på den måde gør en dyd ud af at være egoistiske, kan man måske bedst kalde »velfærds-opportunisterne«.
Hvordan fordeler disse fire grupper sig så relativt i befolkningen? Af de adspurgte havde 83 pct. klare synspunkter på de fire muligheder. Tager man de to »rendyrkede« grupper, så er 29 pct. af danskerne i kategorien »værdi-socialister«, mens omvendt kun lidt over 7 pct. er »værdi-borgerlige«. Velfærds-altruisterne, som er villige til at betale mere i skat og selv få ringere ydelser, er på under 2 pct. – og kan muligvis også dække over nogen, der ikke forstod spørgsmålet eller simpelthen lavede sjov.

Den suverænt største af de fire grupper er derimod velfærds-opportunisterne: De vil betale mindre og have mere. Den udgør 45 pct. af befolkningen. Ser man på køn, er mænd og kvinder lige velfærds-opportunistiske, mens flere kvinder er værdi-socialister og flere mænd er værdi-borgerlige, og der er flest af de sidste i Jylland. Unge er mest opportunistiske, og ældre er mindst opportunistiske; den store midtergruppe af 30-69-årige er de mest værdi-borgerlige, men også de mest værdi-socialistiske. Ser man på politisk observans, er det måske ikke så overraskende hos Venstre og Konservative, at man finder flest værdi-borgerlige – men selv her er det kun 13-14 pct. Den opportunistiske indstilling finder man mest udpræget hos vælgerne blandt Dansk Folkeparti, fulgt af Radikale og Venstre.
Og så bliver det jo pludselig ikke så svært at se, hvorfor næsten al dansk politik pludselig handler om dét, som det gør: På den ene side hvorfor skattestoppet er ganske populært, og på den anden side hvorfor stort set alle punkter i regeringens valgprogram sidste år næsten fokuserede på højere offentlige ydelser, og hvorfor det synes så svært at komme igennem med velfærdsreformer. Danskerne er – som en kronikør skrev i Berlingske for nylig – blevet velfærdsjunkier.

Detaljerne i den omtalte meningsmåling offentliggøres i.f.m. CEPOS' store skattekonference d. 12.6., hvori bl.a. Robert Barro og Lord Lawson deltager.

Overophedet

Af Nicolai Foss, den 27. maj 2006. 11 svar

Som studerende på polit-studiet på Københavns Universitet for 20 år siden var der tit ting i pensum (særlig på første-delen), der irriterede mig; intuitivt forekom de forvrøvlede, men jeg havde som regel ikke indsigt og baggrund nok til at kunne forstå hvorfor de var det. Det betød at jeg kom galt af sted i flere eksaminer fordi jeg stod på mit, men ikke kunne forsvare det tilstrækkeligt. I mikro-teorien kan jeg huske at monopolteorien forekom mig særlig ulogisk (af årsager som jeg senere fandt ud af var "østrigske"). Makro-teorien hadede jeg ret generelt, og i særdeleshed det beslægtede fag "Økonomisk Politik." Særlig irriterende var det når mine medstuderende og lærerne med alvorlige miner talte om "flaskehalse" og "overophedning." Hvad pokker betød det? Det var mine private Hermann Göring-ord.

Jeg har haft en del deja vu'er her på det sidste, for det har været "overophedning" mig her og "overophedning" mig der.  Alvorlige, "respekterede" "cheføkonomer" (et andet ord for en af de mere poppede informationsmedarbejdere i en større bank) har talt i diverse medier om at overophedning truer den danske økonomi (økonomien generelt, ikke bare bestemte brancher (byggebranchen)).  Jeg forstår stadig ikke hvad det betyder. Så jeg fortsætter med at kværulere. Nu risikerer jeg ikke længere så meget (ry og rygte) ved det; jeg er trods alt ikke en fin universitetsøkonom, men blot en beskeden handelshøjskole-professor i strategi og organisation.

Her er nogle af de meninger man muligvis kunne tilskrive begrebet en "overophedet økonomi."

  1. Økonomien balancerer hele tiden på en Harrodsk knivsæg.  Hvis den falder af knivsæggen -ved "overophedning" – eksploderer den.  Kommentar: Det er noget pladder som hører hjemme i 1940'ernes keynesianske fantasiverden,
  2. Økonomien er på sin kapacitetsgrænse. Kommentar: Og hvad så?
  3. Inflation truer.  Kommentar: tja, tjo, bum-bum, måske.  Men hvorfor så ikke bare sige "inflation" og ikke "overophedning"?
  4. I opgangstider ekstrapolerer agenterne i økonomien fortidige data på en mekanisk måde. Denne ekstrapolation danner grundlag irreversible beslutninger. Hvis økonomiens selvkorrigerende kræfter sætter ind (prisstigninger, rentestigninger, etc.) vil mange af disse beslutninger have vist sig at være forkerte, men de kan ikke omgøres.  Investeringer i realkapital vil vise sig at være fejlinvesteringer. Negative multiplikatoreffekter vil sætte ind.  Priser der er stive nedad forstærker problemerne. Etc.  Kommentar: Det er da en slags teori, men den bygger på en væsentlig grad af irrationalitet hos agenter.
  5. Lønafsmitning fra en "ophedet" hjemmemarkedssektor til en sektor der er udsat for international konkurrence.  Kommentar: Hvorfor er det præcis et problem at input-ressourcer er højere vurderede ved den første type produktion end ved den anden type produktion?

Det forekommer mig at begrebet en "overophedet økonomi" i bund og grund bygger på en uliberal forståelse af en markedsøkonomis evne til at korrigere sig selv og på en problematisk opfattelse af hvor rationelle økonomiens agenter er.

Man kan måske ikke afvise overophedningssnakken en bloc. Forklaring 4) (eller lignende forklaringer) foroven er måske respektabel. Men hvem siger, at velfærdstabet ved at  økonomien selv korrigerer sin "overophedning" er større end velfærdstabet, der opstår når regeringer griber ind med finans- og pengepolitiske stramninger? Hvor finder vi lige dén analyse? Ikke desto mindre har det været en implicit trossætning i dansk økonomisk politik i årtier at velfærdstabet ved offentlig indgriben er mindre end velfærdstabet når markedet korrigerer sig selv. Det hviler bare ikke på hverken solid teori eller empiri.  Så vidt jeg da ved. Måske er jeg bare uvidende – eller overophedet.

Er danske unge virkelig venstreorienterede?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2006. 33 svar

Berlingske Tidende skrev den 21/5 om det, mange kommentatorer ser (og åbenbart håber er) en politisk vækkelse af ungdommen. Avisen rapporterer, at "efter mange års politisk dødvande ser det ud til, at de venstreorienterede værdier igen kan mobilisere danske unges kampgejst". Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning under Danmarks Pædagogiske Universitet, mener således at der helt sikkert er "en tendens til, at de unge går mod venstrefløjen". En anden, angiveligt uafhængig, forsker fortæller avisen, at "det vil være med til at styrke venstrefløjen fremover". Forskeren – sociologen René Karpantschof fra Københavns Universitet – er også blevet brugt i samme sammenhæng i Politiken. Skal de af os, der ikke falder på halen over venstrefløjens projekt, så til at være nervøse for fremtiden? Det mener Astrid Krag, formanden for Socialistisk Ungdom, øjensynlig. Hun understreger i hvert fald, at de danske unge ikke kun er "utilfredse fordi de selv bliver ramt på pengepungen i form af SU-forringelser. Mange unge protesterer mod de meget liberalistiske holdninger, som regeringen står for". Det er da en klar udmelding, også selvom man kun kan grine af hendes mening om, at regeringen skulle være liberal.

Problemet er blot, at en snigende mistanke breder sig så snart en hovedaktør på den måde afviser en åbenlys forklaring på, hvorfor så mange unge – og specielt rigtigt unge – har deltaget i demonstrationer mod velfærdsreformer. Motivanalyse er sædvanligvis noget, man bør sky som pesten, men en så klar afvisning får altid en klokke eller to til at ringe. Hvad er det for unge, der deltager i demonstrationerne, og hvad er deres budskab? Og hvad er det for 'uafhængige' forskere, der rykker ud med det glade budskab i medierne?

For at starte med det første sidst, er René Karpantschof ikke et ubeskrevet blad. Han arbejder pt. på sin PhD-afhandling om "Gaden og Parlamentet", og er tilknyttet – Center for Ungdomsforskning. Han har tidligere været særdeles aktiv i det københavnske autonome miljø, bl.a. som aktiv bz'er, og vedligeholder sine kontakter – ellers kunne han jo ikke skrive sin PhD. At bruge Karpantschof som sandhedsvidne når det gælder unges henrykthed for klassisk venstreorienterede idéer, er derfor nok ikke helt god journalistskik. De samme bekymringer kan man have om Jens Christian Nielsen, der forsker flittigt i fagbevægelsen og holder foredrag om, hvordan den bedst kan rekruttere unge. Der er derfor ingen grund til at undre sig over eksperternes begejstring for ungdommens åbenbart nyfundne engagement, men solgt budskabet – det gør de. Så betyder det måske mindre, at Berlingerens journalist slutter artiklen med en formaning fra Ålborg Universitets Johannes Andersen, der påpeger at det langtfra er sikkert at de unge trækker mod venstre. Når man kommer så vidt, er den uvidende læser sikkert allerede overbevist.

Når kommentarerne om eksperternes baggrund nu er givet, kan det jo stadig være, at de har ret. Måske er den danske ungdom mere optaget af et venstreorienteret kontrolprojekt end et højreorienteret frihedsprojekt? Eller er de nærmere optaget af at beskytte deres 'privilegier', som de fleste andre i det danske samfund synes at være for tiden? Hvis man, som punkt nummer to i dine kommentar, skal dømme efter deres konkrete interesser i at gå sammen med fagbevægelsen i en demonstration mod velfærdsreformer, kan man næsten se samarbejdet som definitionen på en uhellig alliance. Når gamle mænd fra fagbevægelsen og gymnasieelever traver sammen gennem København, er det eneste rigtigt fælles sandsynligvis de obligatoriske håndbajere. Fagbevægelsen kæmper for at bevare efterlønnen, dagpengeperioden og en række andre arbejdsmarkedspolitiske tiltag, som vi med sikkerhed ved bliver næsten eksplosivt dyrere i løbet af de næste to tiår. Så når gymnasieeleverne bærer et banner gennem Pilestræde med teksten 'Fuck Reformen – luksus til alle" – en forbløffende præcis udmelding, der givetvis reflekterer rigtigt mange danskere uovervejede holdning – er det svært at tro, at de ved hvad de gør. Det er nemlig primært deres generation, der kommer til at betale excesserne, hvis fagbevægelsen får sin vilje. I alle livets forhold gælder det nemlig, som Milton Friedman formulerede det, at "there is no such thing as a free lunch". Udgifter til efterløn i dag betales med skatter på de unge i fremtiden.

Så set med kyniske øjne, er det fantastisk smart af fagbevægelsens gamle mænd at lokke gymnasieungdommen med til at give vægt bag reformmodstanden. Det er da også betegnende, at det i højere grad end bare lidt ældre studerende er gymnasieeleverne, der kan lokkes frem. For det første er det de færreste samfundslærere i gymnasiet, der stemmer til højre for midten – elevernes skoling er ikke uvigtig – og for det andet er de bøger, der bliver undervist efter ikke ligefrem opdaterede. Gymnasiet underviser ikke i Friedman.

Så at gymnasieeleverne dukker op til den type demonstration er forklarligt, mens de lidt ældre studerende fra videregående uddannelser måske burde have set lyset. Og pudsigt nok – dem kom der heller ikke så mange af! Og så er vi ved kernen af hele sagen igen. For spørgsmålet er, hvorfor de unge kommer til demonstrationerne. Er de grebet af socialistiske idéer som Astrid Krag og sociologerne argumenterer for – eller er forklaringen nærmere, at de er der fordi de vil have deres bid af kagen? Sammensætningen af demonstrationerne kan give mere end et hint, idet det er de mindst oplyste unge, der tropper op. Jo klarere basis man har for at gennemskue, at fagbevægelsens gamle mænd og uddannelsessystemets unge har absolut modstridende interesser, jo mindre er sandsynligheden for, at man deltager.

Måske overtolker jeg blot de informationer, vi har om demonstrationerne mod velfærdsreformer, og det man kunne se i gaderne og fjernsynet med det blotte øje. Men indikationerne er i det mindste så tydelige, at Nielsen, Karpantschof, Krag og mediernes konklusion ikke er troværdig. Og når fagbevægelsen samtidig brokker sig højlydt over, at de unge ikke melder sig ind hos dinosaurerne, kan man undre sig stærkt over, hvordan de kan komme til så optimistiske slutninger på så tyndt et grundlag. For bundlinien er vel, at danskerne – som punditokrat Kurrild-Klitgaard dokumenterede til CEPOS' årsdag – er blevet mere liberale de sidste par årtier. De unge, der deltog i sidste uges optog, er måske blot for unge til at have indset hvad deres interesser er. Og for de andres vedkommende? Tja, der har altid været noget, der hed ønsketænkning. Ellers havde vi vel ikke haft en velfærdsstat?

 

Bush, basen og bæstet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. maj 2006. 1 svar

Skyerne er i den grad ved at samle sig over præsident Bushs hoved.  Her tænker jeg ikke så meget på Al Gores nye miljø-"dokumentarfilm", der ganske forudsigeligt har fået stor omtale i Danmark og ledt til spekulation om Gores mulige politiske come-back.  Jeg tænker heller ikke på, at Bush fortsat er inderligt afskyet af den amerikanske venstrefløj eller det meste af det politiske billede i Europa, og ej heller på at hans popularitet blandt amerikanske midtervælgere falder i takt med stigninger i benzinpriserne.

Næ, problemet er snarere, at de dele af den amerikanske højrefløj, som i nogle år har holdt sig for næsen og på måtten m.h.t. at kritisere Bush, nu er ved at sige "enough is enough".  Nogle, som i forvejen var kritiske (f.eks. den liberalistiske tænketank Cato Institute) har skruet op for lydstyrken; andre, solide konservative, er ved at smide håndklædet i ringen–eller noget tungere efter Bush-administrationen og det Republikanske flertal i kongressen.  Konsekvensen af denne kritik er efter alt at dømme en kraftigt medvirkende årsag til, at Bushs "approval ratings" nu er så rekordlave, som de er: Svækkelsen siden sommeren 2005 er ikke sket blandt venstrefløjsvælgerne, men i Bushs eget bagland.  Ifølge en Washington Post/ABC News meningsmåling fra denne uge er det konservative baglands utilfredshed med Bush på blot én måned steget fra 16 pct. til 20 pct., altimens konservative Heritage Foundation kan berette, at man ikke i 12 år har hørt på så megen kritik af det Republikanske Parti fra egne rækker, som man gør nu.

Her er et "round up" af nogle smagsprøver i mere eller mindre tilfældig rækkefølge:

  • Cato Institute offentliggjorde for få uger siden et større studie af Gene Healy og Timothy Lynch , "Power Surge: The Constitutional Record of George W. Bush", som stykke for stykke, punkt for punkt, afdækker, hvorledes Bush-administrationen over de seneste fem år har flyttet stadigt mere magt til den udøvende magt og på en række områder fundamentalt har rykket ved den magtdelingsfilosofi, som forfatningsfædrene ønskede.  Her er deres sammendrag:

"[Far] from defending the Constitution, President Bush has repeatedly sought to strip out the limits the document places on federal power. In its official legal briefs and public actions, the Bush administration has advanced a view of federal power that is astonishingly broad, a view that includes

      • a federal government empowered to regulate core political speech—and restrict it greatly when it counts the most: in the days before a federal election;
      • a president who cannot be restrained, through validly enacted statutes, from pursuing any tactic he believes to be effective in the war on terror;
      • a president who has the inherent constitutional authority to designate American citizens suspected of terrorist activity as "enemy combatants," strip them of any constitutional protection, and lock them up without charges for the duration of the war on terror— in other words, perhaps forever; and
      • a federal government with the power to supervise virtually every aspect of American life, from kindergarten, to marriage, to the grave.

President Bush's constitutional vision is, in short, sharply at odds with the text, history, and structure of our Constitution, which authorizes a government of limited powers."

  • Samme organisations Chairman, William A. Niskanen, der er en af grundlæggerne af public choice skolen og var formand for Council of Economic Advisors under Ronald Reagan, er interviewet som hovedhistorien, "Stoking the Beast", i juni-nummeret af det aldeles fremragende Atlantic Monthly (som jeg ved en senere lejlighed vil skrive en længere anbefaling af).  I interviewet gør Niskanen op med selve kernen i Reagan-Bush "starve the beast" supply-side økonomien, d.v.s., at man ved at sænke skatterne nu i stedet for at forsøge at skære udgifterne, dels stimulerer økonomien og dels "udhungrer bæstet" således, at man efterfølgende vil blive nødt til at skære i udgifterne.  Niskanen har studeret tallene 1980-2005 og konstaterer, at alt tyder på den modsatte effekt: At denne strategi faktisk leder til højere offentlige udgifter, formodentlig fordi det skjuler de faktiske udgifter ved en stor offentlig sektor:

"[Until Reagan], the conservative movement had been at odds with itself. Libertarians in the Goldwater tradition wanted to reduce spending in order to shrink Big Government. Supply-siders derided that idea as a political loser, "root-canal economics." Instead, they demanded large tax cuts that would grow the economy. Traditional business conservatives, however, believed in balanced budgets, and they held tax cuts hostage to spending cuts that never happened. The movement was gridlocked.

Reagan and his supply-side vanguard saw a way to break the jam—or, more precisely, two ways. First, some argued that tax cuts would so energize the economy as to pay for themselves. That claim was widely controversial, even among Republicans (Reagan's then-rival George H. W. Bush called it "voodoo economics"), and it proved mostly wrong. Less controversial, but in the end more important, was the claim Reagan lobbed at Anderson. Often called the Starve the Beast hypothesis, it held that tax cuts shrink the federal Leviathan by starving it of funds. Tax cuts need not await spending cuts because they would cause spending cuts.

For modern conservatism and the country, the importance of Starve the Beast is impossible to overstate. Suddenly Republicans could offer both lower taxes and smaller government without any need for fiscal dentistry. Suddenly it was the Democrats who were trapped. From then to now, tax cutting has been the lodestar of conservatism, rising to its apogee under the current President Bush. But there have always been dissenting voices, of which perhaps the most prominent speaks from within the conservative movement.

When Diogenes searches Washington, D.C., for an honest man, he could do worse than carry his lantern to the office of William A. Niskanen, the chairman of the libertarian Cato Institute. Niskanen's wall displays portraits of Isaac Newton, Adam Smith, and Charles Darwin, each captioned ORDER WITHOUT DIRECTION. …  In the Reagan administration, he served as acting chairman of the Council of Economic Advisers. Blunt-spoken and seemingly impervious to partisanship, he was passed over for the permanent chairmanship after telling senior politicos, in Reagan's presence, that one of their pet tax proposals would have made Walter Mondale proud.

Even during the Reagan years, Niskanen was suspicious of Starve the Beast. He thought it more likely that tax cuts, when unmatched with spending cuts, would reduce the apparent cost of government, thus stimulating rather than stunting Washington's growth. "You make government look cheaper than it would otherwise be," he said recently. …

To the naked eye, Starve the Beast looks suspiciously counterproductive. After all, spe
nding (as a share of the g
ross domestic product, the standard way to measure it) went up, not down, after Reagan cut taxes in the early 1980s; it went down, not up, after the first President Bush and President Clinton raised taxes in the early 1990s; and it went up, not down, following the Bush tax cuts early in this decade.

Niskanen recently analyzed data from 1981 to 2005 and found his hunch strongly confirmed. When he performed a statistical regression that controlled for unemployment (which independently influences spending and taxes), he found, he says, "no sign that deficits have ever acted as a constraint on spending." To the contrary: judging by the last twenty-five years (plenty of time for a fair test), a tax cut of 1 percent of the GDP increases the rate of spending growth by about 0.15 percent of the GDP a year. A comparable tax hike reduces spending growth by the same amount. …

Thanks to the Bush tax cuts, revenues have been well below 19 percent since 2002 (17.8 percent last year). Perhaps not surprisingly, government spending has risen under Bush."

  • Richard Viguerie, som spillede en stor rolle i Reagans sejr i 1980 og Bushs i 2000, skrev søndag i et langt essay i Washington Post, hvori han direkte opfordrede amerikanske konservative til at holde op med at støtte det Republikanske Parti og dets forskellige organisationer.  Viguerie gik så langt som til at foreslå, at man ikke støtter Republikanerne ved midtvejsvalget i år og til næste præsidentvalg, i 2008, arbejder på at skabe en ny bevægelse.

"As a candidate in 2000, George W. Bush was a Rorschach test. Country Club Republicans saw him as another George H.W. Bush; some conservatives, thinking wishfully, saw him as another Ronald Reagan. He called himself a "compassionate conservative," which meant whatever one wanted it to mean. Experts from across the party's spectrum were flown to Austin to brief Bush and reported back: "He's one of us. Republicans were desperate to retake the White House, conservatives were desperate to get the Clinton liberals out and there was no direct heir to Reagan running for president. So most conservatives supported Bush as the strongest candidate — some enthusiastically and some, like me, reluctantly. After the disastrous presidency of his father, our support for the son was a triumph of hope over experience. Once he took office, conservatives were willing to grant this Bush a honeymoon. … Then came the Sept. 11, 2001, terrorist attacks, and conservatives came to see support for the president as an act of patriotism.

Conservatives tolerated the No Child Left Behind Act, an extensive intrusion into state and local education, and the budget-busting Medicare prescription drug benefit. They tolerated the greatest increase in spending since Lyndon B. Johnson's Great Society. They tolerated Bush's failure to veto a single bill, and his refusal to enforce immigration laws. They even tolerated his signing of the McCain-Feingold campaign finance overhaul, even though Bush's opposition to that measure was a key reason they backed him over Sen. John McCain (Ariz.) in the 2000 primaries.

In 2004, Republican leaders pleaded with conservatives … to register people to vote and help them turn out on Election Day. Those efforts strengthened Republicans in Congress and probably saved the Bush presidency. We were told: Just wait till the second term. Then, the president, freed of concern over reelection and backed by a Republican Congress, would take off the gloves and fight for the conservative agenda. Just wait.

We're still waiting.

Sixty-five months into Bush's presidency, conservatives feel betrayed. …

If onservatives accept the idea that we must support Republicans no matter what they do, we give up our bargaining position and any chance at getting things done … Sometimes it is better to stand on principle and suffer a temporary defeat." (Hele essayet "Bush's base betrayal" er her.)

  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan og Bush den Ældre (og, som læserne vil vide, en af mine favoritskribenter), opfordrede i sin Wall Street Journal-klumme i forrige uge ligeledes til den konklusion, at et nederlag for Republikanerne ved det kommende midtvejsvalg kan være det bedste for sagen på længere sigt: 

"Power is distancing.

When you've been in Congress for a while, or the White House for a while, you both forget too many things and learn too many things.

You forget why they sent you. You forget it's not that you're charming and wonderful. You forget it's not you. You become immersed in a Washington conversation, a political conversation, that is, by definition, unlike the normal human conversation back home. To survive and thrive, national politicians have to speak two languages, Here and Home. Actually it's more than two languages, it's two cultures. It's hard to straddle cultures.

But even as you forget a lot, you learn a lot. You get crammed into your head the political realities on the ground around you–how big the minority Democratic bloc in the House really is, how many votes the other team has in what committee, where to go for legal money, how the press will react to any given decision or statement.

In time you know a lot of things the people who sent you to Washington don't know. And you come to forget what they do know. It used to be easy for you to remember that, because it's what you knew too. …

[The] administration and the Congress are losing their base, and it isn't because of the media. Republicans on the ground love to defy the MSM. When the media dislike their guy, they take it as proof their guy is good.

Of all the bad poll numbers for the Republicans, I think the worst is the right track/wrong track numbers, which continue to trend downward. A majority of the American people think we're on the wrong track. How can this be when the American economy is in a boom? When the Dow Jones Industrial Average is approaching its all-time high, when annual growth is almost 5%, when unemployment is low, and so is inflation? (People don't talk much about inflation anymore, but in the 1970s and early '80s it was the thief in the night that kept America sleepless. They could almost feel the worth of their savings going down with each tick of the clock. It was more disruptive, more damaging to a sense of security, than street crime. It is an unnoticed achievement that it has been so low so long.)

There are many reasons for the current unease. Not everything comes down to politics, not by a long shot. But part of it is politics.

It has long been the American way to believe political problems can be solved or eased through political action. Were tax rates in certain areas of the economy too high from 1940 to 1980, and were they injurious to our economy and to individuals? Yes. So Americans pushed back, pamphleteered and backed leaders who promised to lower them. In time the taxes came down.

Name the political problem, we could answer it, or work toward answering it, with political solutions.

But faith in political action has been damaged the past few years, not by outside forces but by the two major political parties themselves.

If you are a normal person with the normal amount of political awareness, you might see it this way:

Th

e Republicans talk about cutting spending, but they increase it–a lot. They stand for making government smaller, but they keep making it bigger. They say they're concerned about our borders, but they're not securing them. And they seem to think we're slobs for worrying. Republicans used to be sober and tough about foreign policy, but now they're sort of romantic and full of emotionalism. They talk about cutting taxes, and they have, but the cuts are provisional, temporary. Beyond that, there's something creepy about increasing spending so much and not paying the price right away but instead rolling it over and on to our kids, and their kids.

So, the normal voter might think, maybe the Democrats. But Democrats are big spenders, Democrats are big government, Democrats will roll the cost onto our kids, and on foreign affairs they're–what? Cynical? Confused? In a constant daily cringe about how their own base will portray them? All of the above. …

Congressional Republicans right now seem just like the liberal Republicans of the great Losing Era of Republican history, circa 1960-80. All the Republican congressmen in those days had good beliefs, and shared them at the Rotary luncheon back home. The government was getting too big and taxes were too high. Then they'd go back to Washington and vote for higher spending and higher taxes. But not as high as the Democrats, they'd point out. Their job was to stand athwart history and cry, "Please slow down just a little bit!"

Republicans on the ground back home got mad. Eventually they threw the old guys out and sent to Washington in 1980 a guy who meant it when he said he'd cut and contain. …

Party leaders are showing a belief in process as opposed to a belief in, say, belief. But belief drives politics. It certainly drives each party's base.

One gets the impression party leaders, deep in their hearts, believe the base is . . . base. Unsophisticated. Primitive. Obsessed with its little issues. They're trying to educate the base. But if history is a guide, the base is about to teach them a lesson instead."

"George W. Bush was never a small government conservative, but we were willing to put up with the bad because it was outweighed by the good he was doing against terrorists. Our habit of cutting Mr. Bush a lot of slack was eroding under the burdens of hundreds of billions in pork and the lack of productive congressional action. It ended abruptly with his announcement of the Harriett Miers nomination to the Supreme Court. It took us less time to figure out why Miers was awful than it did the bloggers to determine that Dan Rather's Texas Air National Guard documents were forgeries."

Og dét var så, hvad vennerne sagde …

Nødvendig læsning

Af admin, den 24. maj 2006. 4 svar

Det er et fortærsket udtryk: it’s a must read, men det er denne gang dækkende, for denne linkede artikel om Irak-krigens baggrund er vigtig.

De grundlæggende fakta om Irak-krigens baggrund er kendte og offentligt tilgængelig, også her på bloggen. De omfatter bl.a. fra USA Senats rapporten om pre-war intelligence, Silberman-Robb undersøgelsen og Duelfer-rapporten, og fra UK Butler-rapporten m.fl. Alligevel fortsætter myterne.

Det kan ikke undgås i kredse, der dyrker teorier om omfattende sammensværgelser. Det kan jo ikke modbevises, at det hele var en stor sammensværgelse, og at alle officielle undersøgelser var fup; lige som det ikke kan afvises, at rumvæsener har taget bolig blandt ledende socialdemokrater. Den slags kan man ikke gøre bedre. Problemet er, at disse myter også trives i MSM, som var journalisterne uvidende om disse faktuelle forhold.

Det, der gør Peter Wehners artikel i gårsdagens WSJ til nødvendig læsning, er hans evne til at sammenfatte de nødvendige fakta og citater på kort plads. Det er simpelt hen dygtig journalistik på et niveau, man ikke er vant til i MSM længere på det område.

Artiklen ligger her, hvor han effektivt afliver følgende fire myter:

1) The president misled Americans to convince them to go to war.

2) The Bush administration pressured intelligence agencies to bias their judgments.

3) Because weapons of mass destruction stockpiles weren’t found, Saddam posed no threat.

4) Promoting democracy in the Middle East is a postwar rationalization.

Da kilderne er loyalt angivne hos Wehner, kan enhver selv finde dem på nettet (eller her på bloggen), slå efter og læse videre. Men da artiklen i sig selv er kort og velskrevet, burde ingen journalist kunne hævde at være uvidende herom.

Det her burde være pligtlæsning for journalister.

PS. Wehners artikel er omtalt i dagens udgave af Day-by-day, så hat tip til Chris Muir.