Ugens citater: Lærere om sammenligninger og løn som fortjent

Af Redaktionen, den 23. maj 2006. 3 svar

CEPOS’ forslag onsdag om at øge mulighederne for at sammenligne kvaliteten af de enkelte folkeskoler, samt at lønne skolelærerne efter fortjeneste, bliver ikke mødt med overvældende begejstring af … ja … “producenterne” selv.  Ifølge Berlingske Tidende:

“Formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) Børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen (R), er skeptisk over for skole-sammenligninger , der kan bruges til at opstille ranglister over gode og dårlige skoler.

»Vi frygter, at det vil skabe en polarisering, fordi det er de ressourcestærke forældre, der vil bruge oplysningerne til at vælge skole.”

Skal man mon partout være “ressourcestærk” for at kunne bruge yderligere oplysninger til at vælge?  Eller kan yderligere information måske netop være til nytte for personer, der ikke i forvejen havde adgang til den viden, som “ressourcestærke” ellers nok skal kunne skaffe sig?

“CEPOS foreslår også, at de enkelte lærere skal have karakter for deres indsats på en skala fra et til fem. De dårlige lærere skal slet ikke have lønforhøjelser, mens de dygtige lærere skal forgyldes. » I øjeblikket er skolelederen helt afskåret fra at bruge løn som ledelsesværktøj. Lærernes lønstigning bør ske på basis af en årlig evaluering af lærerens indsats,« siger CEPOS-direktør Martin Ågerup.

Det bliver dog ikke med Danmarks Lærerforenings velsignelse. » Vi har brug for anerkendelse og opmærksomhed fra skolelederen, men lønnen skal ikke bruges til det,« siger Anders Bondo Christensen [formand for Danmarks Lærerforening] …”

Man skulle ellers tro, at netop Lærerforeningens medlemmer kendte til–og ville synes om–princippet om at yde efter evne og nyde efter indsats …

Tilfældighed?

Af admin, den 20. maj 2006. 9 svar

Dagens forsidehistorie hos Berlingske er påstanden om, at nogle amerikanske tropper skulle have foranstaltet en massakre i den irakiske by Haditha efter at være blevet angrebet.

Massakren skulle være sket i november 2005, og forsidehistorien trækker hovedsageligt på demokraten John Murthas påstande.

I går blev det oplyst, at Irak formodentlig får sin første folkevalgte regering i dag lørdag.

Det er endnu et positivt skridt i en lang række, der har gjort Irak til det mest demokratiske land i Mellemøsten, på nær Israel, og vist, at demokratiet fungerer i det terrorplagede land. Det vigtigste skridt kom i slutningen af april, da shia-alliancen måtte opgive at fastholde Jaafari som statsministerkandidat og i stedet valgte al-Maliki. Det var en afgørende sejr for demokratiet, fordi det viste de to andre betydningsfulde blokke, sunni og kurdere, at shiaerne ikke kunne gennemtvinge deres holdning, men er nødt til at samarbejde.

Det interessante er, at Berlingske på netop denne dag vælger at rydde forsiden for at fortælle om en påstået massakre, der ikke har domineret andre medier i de seneste dage. En hurtig gennemgang af andre danske aviser (Politiken, Information, JP) samt de vigtigste europæiske (FAZ, Le Monde, The Times, The Guardian) og de to store amerikanske (NYT, WaPo) viser, at heller ikke de finder den historie aktuel.

Hvorfor vælger Berlingske at bringe lige den historie netop i dag, hvor den nye regering udpeges?

Liberalisme er humanisme

Af Mikael Jalving, den 20. maj 2006. 5 svar

Hvordan kan liberalisme være humanisme? Det er der nok mange, der gerne vil have svar på. For mens humanisme almindeligvis associeres med noget positivt, så opfattes liberalisme oftest som noget negativt eller egoistisk, og de to begreber kan derfor ikke have noget med hinanden at gøre.

Men så bekvemt er det ikke.

Hvis vi nu begynder med liberalismen, så er den mere menneskelig, end man normalt antager, ja, den er humanistisk. Den skotske oplysningsfilosof og økonom Adam Smith har forklaret hvordan.I værket Nationernes velstand fra 1776 – der faktisk kom i en dansk oversættelse som en af de første overhovedet – betoner han igen og igen, hvordan mennesket næsten konstant har brug for medmennesket. Hermed mener han ikke noget abstrakt medmenneske, men andre, konkrete menneskers konkrete hjælp. Det kan være med hensyn til at klare dagen og vejen, det kan være med henblik på at opbygge en stat, det kan være i kærlighedsspørgsmål osv. Vi har alle brug for hjælp. Derfor kunne det berømte slogan om, at intet menneske er en ø, sagtens være formuleret af Adam Smith. Det er andre menneskers medvirken, der sætter os i stand til at nå vores mål. På dette sted tilføjer Smith så: Og den, der forventer hjælpen alene som udslag af andre menneskers godgørenhed, venter forgæves.

Mennesket tiltrækker nemlig andres hjælp ved at friste andres behov. Hjælpen kommer med andre ord ikke af sig selv som en Røde Kors-pakke eller velfærdscheck. Forinden er gået en udveksling af en eller anden slags, typisk et arbejde eller en handel. Det er denne udveksling eller bytteveksling, Smith navngav den usynlige hånd, et udtryk, der er gået ind i sproget som en metafor for de fri markedskræfter.

Det er oplagt, at udvekslingen begynder hos den enkelte i form af en lyst eller et behov, der kan være nok så synligt. Uanset hvad, så må denne lyst eller dette behov alliere sig med en andens nok så usynlige behov eller lyst for at blive indfriet. Smith taler om, at arbejdsdelingen, dvs. udvekslingen af behov, har en naturlig oprindelse. Den udspringer af mennesket, men involverer medmennesket, ligesom man kan sige, at den begynder med nytten, skønt den oplyses af dyden forstået som andre menneskers mellemkomst.

Udtrykket den usynlige hånd lyder måske lidt diffust, men er ikke andet end et udtryk for menneskers forbundethed – helt konkret. Markedet er heller ikke noget spekulativt, men en aktivitet, der finder sted på mikroplan – hver gang vi f.eks. er sultne eller tørstige eller søger information.

Liberalisme er humanisme, fordi den betoner, at mennesket altid tjener sin egen fordel ved at tjene andres fordel, f.eks. ved at arbejde. Liberalismen griber ud efter andre, ikke for at undertvinge dem, sådan som man plejer at mene, men for at nå kontakt og udveksle et eller andet til begge parters fordel.

Denne definition af liberalisme som humanisme afviger fra den sædvanlige eller traditionelle definition af sidstnævnte, hvor humanisme betyder at se mennesket som et mål i sig selv – og aldrig som et middel for noget andet. Omvendt kan man sige, at mennesket netop bliver et middel for andres behov, når det forsøger at efterstræbe sine egne mål, eftersom målene ikke indfrier sig selv. Der må mennesker til – mennesker af kød og blod, dvs. mennesker, der ikke alene er i besiddelse af smukke mål, men som også har blik for midlerne.

Det er en anden opfattelse af humanisme, der har været fremherskende i Danmark. Den danske humanisme er meget farvet af særligt én person, forfatteren Villy Sørensen, hvis virke var omsiggribende og dybtgående og kun meget sjældent mødte kritik. Han lagde simpelthen sit publikum ned, hvad enten det var i litterære, akademiske eller alment kulturelle kredse. Respekteret, beundret, frygtet.

Villy Sørensen var da langtfra også en almindelig pladderhumanist, men han var alligevel med til at fremme en forståelse af humanismen, der lagde vægt på abstrakte og bløde værdier. I Villy Sørensens humanisme finder man således en stærk tendens til at italesætte mennesket som et abstrakt Menneske, ligesom man finder en forestilling om Menneskeheden i modsætning til en mere konkret humanisme, der ikke nærer en større drøm på menneskets vegne end at fremme menneskets frihed.

Villy Sørensen lagde allerede ud i et radioforedrag fra 1956, hvor han udstak den kurs, der skulle blive gældende for humanisme på dansk. Humanisme sikres af velfærdsstaten, mente han, fordi den fjerner de “sociale traumer for menneskene”, sådan at de kan pleje deres “individuelle personlighed”. Humanisme plejes således ikke af andre menneskers frivillige mellemkomst, men af velfærdsstaten, dvs. ved lov og politisk indgriben. Velfærdsstaten “søger at frigøre den enkelte fra massen”, sagde den unge Sørensen, og dens formål er personlighedens dannelse hos den enkelte, et tema, der også findes i den senere og meget læste debatbog Oprør fra midten (1978). Humanisme betyder at finde frem til noget, som den enkelte har for sig selv, næsten en slags hemmelighed. Villy Sørensens humanisme er dermed også noget, der skiller, snarere end samler, mens den liberale humanisme er noget, menneskene har tilfælles.

Villy Sørensen havde mere at sige om den danske humanisme. I et foredrag fra 1973 definerer han humanisme som kunst og som en art stoicisme forstået som mildhed og ro. Roen er symboliseret ved den romerske forfatter og filosof Seneca, hvem Sørensen også viede en hel bog. Seneca beskrives her som en sjæl fanget i en barbarisk verden, dvs. som en humanist placeret i en inhuman verden – uden velfærdsstat. Som Sørensen formulerer det: “Der var nok at gøre for en humanist i Rom, og næppe meget at gøre” (2000, s. 107). Med Villy Sørensens fremstilling af Seneca ved Neros hof har vi den toneangivende definition af humanisme. Digterfilosoffen (som Sørensen selv) vs. tyrannen. Humanisten vs. ikke-humanisten. Enten-eller.

Humanisme i denne fortolkning er derfor også forskellig fra magtkamp – for naturen har skabt os til det rette. “Det er ikke muligt at sætte humanistiske idealer igennem ved magt”, fastslår Sørensen (s. 110). Denne forestilling gennemsyrer ikke blot den danske humanisme, men hele vores debatkultur. Hvis der er noget, vi skyer, er det magten, særligt vores egen. Sørensen fortsætter: “Humanisme er den hovedstrøm i vor kultur, som den skylder alle store sociale fremskridt, selv om (fordi?) den aldrig har været ved magten” (s. 155). Det i parentes indsatte “fordi?” rummer forklaringen. Det er ifølge Sørensen en fordel ikke at være ved magten – endda på trods af, at humanismen ifølge samme akkurat er kommet til og trives ved hjælp af magten, dvs. velfærdsstaten. Det er paradoksalt, hvis ikke selvmodsigende. Han vil gerne definere målet uden midlet, selv om han tidligere har sagt, at velfærdsstaten er midlet.

Villy Sørensen medgiver, at erklærede humanister gennem tiderne har lagt for megen vægt på omgivelserne frem for individet, hvilket har ført til umyndiggørelse af den enkelte og overdreven rationalisme. (s. 112). “Og følt sig for gode til at tage del i kampen” (s. 155). Når det er sagt, så bliver Villy Sørensens ideal en “romantisk oplyst humanisme” (s. 113), og her er vi tilbage ved Seneca.

Men Seneca er måske ikke den bedste historiske figur at lade sig inspirere af, når man skal definere, hvad humanisme er. Må undertegnede i stedet foreslå et andet afsæt, ikke mindst fordi humanisme i en bredere forstand opstod langt senere, nemlig med den europæiske renæssance ca. 1450-1650, hvor den bl.a. udmøntede sig i det berømte centralperspektiv i kunsten, i kompasset og det mekaniske ur inden for videnskaben samt i Niccolo Machiavelli i den politiske verden. Humanismen satte, som ordet antyder, mennesket i centrum, ligesom humanismen udfordrede kosmologien og forestillingen om skæbnen.

Med ordet tænker man måske uvilkårligt på noget ophøjet eller menneskekært, i hvert fald på noget godt eller dydigt. Hvad der e
r dydigt er imidlertid ikk
e nødvendigvis godt, ligesom det gode ikke altid er nyttigt. Et hastigt tilbageblik på renæssancen afslører da også, at perioden indeholdt en hård selvkritik, som tog de bløde værdier ved vingebenet.

Det storslåede ved den berømte renæssanceby Firenze er i én forstand således slet ikke Domkirkens kuppel, som alle kender eller valfarter til, men den florentinske realisme i politik, krig og økonomi, som mange enten ikke kender, eller slet ikke vil kendes ved.

Det var realismen i politik, krig og økonomi, der gjorde humanismen til det, den er i dag. Realismen i politik gav os individualisme. Realismen i krig gav os selvforsvar. Realismen i økonomi gav os kapitalisme. Og alle tre dele indgår i liberalismen sammen med bevidstheden om, at man er nødt til at have med andre mennesker at gøre.

Til at begynde med kommer vi ikke udenom 1500-tallets Niccolò Machiavelli, der er realismens store fortaler. Ligesom tidens øvrige humanister var han i modsætning til middelalderens intellektuelle ikke teolog. Machiavelli vægter bystaten over Gudsstaten, dvs. han foretrækker det lokale perspektiv frem for det kristne imperium og dets forestilling om paradis, som f.eks. digteren Dante var talsmand for. Machiavellis stat er en mindre stat end Dantes stat; og den er en begrænset stat i forhold til ambitionsniveauet hos den kirkelige og skolastiske tradition op igennem middelalderen.

Hvor begrænset får man et godt indblik i ved at læse det lille skrift La Vita di Castruccio Castracani, som måske er det mest bastante, Machiavelli overhovedet skrev. Skriftet blev dedikeret til en gruppe politiske venner og var komponeret med henblik på at opnå medicinernes gunst, da de stod og manglede en historiker til at forfatte deres historie i Firenze.

Emnet var lige så krigerisk som velvalgt. Castruccio (1281-1328) blev i en ung alder feltherre og fyrste i den toscanske bystat Lucca, som var på næsten kronisk krigsfod med de omkringliggende bystater, herunder Firenze. Sidstnævnte bestod fortrinsvis af guelfere, dvs. pavetilhængere, mens borgerne i Lucca var ghibellinere, dvs. tilhængere af den tysk-romerske kejser. Machiavelli går imidlertid ikke ind i disse politiske stridigheder. Skriftet er først og fremmest en beskrivelse af en karismatisk leder, og det, der fascinerer forfatteren, er, at Castruccio var elsket, fordi han var stærk, snarere end stærk, fordi han var elsket.

Castruccio er i Machiavellis optik en mand af sjælden statur og udmærkelse; flink over for sine venner, grusom over for sine fjender. Retfærdig over for sine undersåtter, troløs over for fremmede. Hvis han kunne sejre ved hjælp af snilde og list, ville han aldrig benytte magt. Det var sejren, der talte, ikke måden den blev til på.

Machiavelli fungerer i dette skrift som en slags krigskorrespondent, og resultatet er en art “Illiade” i miniature. Krigsepisode på krigsepisode genfortælles, hovederne ruller, også i politik; det er konkret lyrik, holdt i en tør, saglig stil, som da det lakonisk meddeles, at det afgørende slag mellem Lucca og Firenze kostede Castruccios lejr 1.570 soldater, mens florentinerne mistede 20.231 mænd. Castruccio er mere krop end sjæl, mere animo end anima, hvor førstnævnte kan oversættes til dydens råmateriale, mens sidstnævnte er dydens indpakning. Og det er råmaterialet, der tæller: kroppen, modet, mandigheden. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det italienske ord virtù, der betyder dyd, kommer af det latinske virtus, som refererer til vir, mandens dyd.

Castruccio lod bøgerne stå på hylden og valgte våbnene og intensiv fysisk træning. Når feltherren messer sit “Kend dig selv!”, så hentyder han ikke til sjælens dybde, men til statens militære formåenhed. Meningen er paradoksalt nok, at man må sætte sit liv på spil for at redde det, og at man må prøve alting for ikke at frygte noget. Ifølge dette livssyn er hverken kold fornuft eller hed lidenskab nok hver for sig, men blandingen, den rette blanding er uhyre effektiv. Det gælder med andre ord om at være fleksibel, for i krig og politik er der masser af falske venner. Selv en gammel ven kan lynhurtigt forvandle sig til en ny fjende.

Machiavellis skrift er livligt og velskrevet snarere end præcist eller sandt, hvilket var helt på linje med den historiografiske smag dengang. Det opdigtede ses især i begyndelsen, hvor det berettes, hvordan lille Castruccio bliver fundet i naturen af en præstefamilie, og til sidst, hvor vi præsenteres for noget, der skal forestille at være heltens tale på dødslejet. Selv døden kommer til tiden. Heltens teatralske død skygger dog ikke for fortællingens karske realisme, der rummer en underminering af datidens moralforestilling om, at de rene viljer bør være de eneste viljer. Sådan så hverken Machiavelli eller Castruccio på sagen; de fandt, at den gode vilje ikke altid rækker i kampen mellem mennesker, byer og stater, og de indledte begge et opgør med den figur, som den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij senere skulle navngive “Idioten” i romanen af samme navn, det apolitiske og næstekærlige menneske, der frasiger sig brugen af vold. Hvis den barmhjertige og troskyldige samaritaner var idiotisk og naiv, så var den konsekvente og snu fyrste lig med den kloge overlever, som kunne holde sammen på en stat.

Renæssancens politiske realisme bakkes op af dens militære realisme, endda fra uventet kant. Mange af de moderne museumsgæster, der har stået og beundret Leonardo da Vincis maleri “Mona Lisa” med det på én gang forførende og kølige smil på Louvre i Paris, er nok ikke bekendt med, at kunstneren også var konstruktør og militæringeniør. Hvis han var en ånd – og det var han – så var han ikke blot en skønånd, men dybt involveret i tidens militærtekniske kompleks, mens han trygt overlod de metafysiske spørgsmål til præsterne og filosofferne.

Det er endda ikke spor hemmeligt. På hans museum i fødebyen Vinci og på det tekniske nationalmuseum i Milano kan man f.eks. se flere af hans krigeriske kreationer eller købe bogen Leonardo da Vinci’s Machines, der indeholder tegninger og skitser af opfinderens flyvemaskiner, hydrauliske maskiner og krigsmaskiner og et kapitel om hans mekanik. Tegningerne er brutale i sig selv og taler et logisk og fysisk sprog – illustration og demonstration – som Leonardo, den italienske Faust, også mestrede på skrift. Her er et udpluk fra, hvad den 30-årige Leonardo skriver til hoffet i Milano:

“Jeg har forstand på den teknik, det kræver at invadere et territorium (…) Jeg véd, hvordan man ødelægger enhver forskansning, der ikke er bygget på klippegrund. Jeg véd også, hvordan man konstruerer kanoner, der er lette at flytte, og som kan affyre en storm af små sten (…) med stor ødelæggelse og forvirring til følge (…) Jeg kender mange instrumenter, som kan anvendes til søs, både til offensive og defensive manøvrer (…) Hvis granaterne fejler, vil jeg opfinde katapulter, kontravægte, fælder eller andre ualmindelige og utrolige instrumenter; kort sagt vil jeg til enhver situation konstruere et stort udvalg af maskiner til forsvar såvel som angreb.”

Brevet var – ligesom Machiavellis skrift – en jobansøgning, og den unge kunstner, som stadig var en håndværker snarere end et geni, fik jobbet. Eftersom kontrollen med den politiske situation på Leonardos tid afhang meget af fysisk magt, søgte magthaverne gerne ekspertise hos specialister, og Leonardo tjente hertugen af Milano i næsten 20 år.

Når man betragter tegningerne og mærker hensigten, ryster man en smule. Her er alt, hvad en militant og no-nonsense hertug kunne ønske sig. En gigantisk armbrøst, ildkastere, katapulter, militærbroer, angrebsstiger og -vogne side om side med kanoner i alle størrelser og ballistiske udregninger. Der er måske ikke kælet for detaljen, men der er mange af dem. Konstruktionerne udspringer måske ikke af naturvidenskaben, som den tog fart blot 100 år efter Leonardos levetid, men hans maskiner

er teknik parret med kunst. Og kunst og krig går forbløffende godt i spænd sammen.

Leonardo foretrækker lette våben, der kan flyttes af fodfolket, ikke mindst fordi de mobile våben gør det muligt at justere projektilbanerne, ligesom han eksperimenterer med et alternativ til krudt; ikke af økologiske grunde, men ud fra et snævert taktisk hensyn, hvorfor han designer en dampdrevet kanon, som han hævder at have kopieret fra den græske matematiker Arkimedes. Hvis nu krudtet skulle slippe op.

Men det bedste er måske de specielle kanonkugler. Leonardo blev klar over, at tunge kanoner og jernkugler er ugunstige imod et kavaleri eller infanteri i hurtig bevægelse, og han opfinder derfor de eksplosive kanonkugler, eller hvad der ligner en prototype på vor tids klyngebombe. “Det er den mest dødelige maskine, der findes”, noterer Leonardo. “Når kanonkuglen eksploderer, vil kernen antænde de andre dele, og de vil gå i brand, inden man kan nå at sige Ave Maria!”. Her hjælper altså ingen kære mor. Portrættet af kunstneren som ung mand er portrættet af en kriger. Hvis mennesket er en maskine, og universet er en maskine, så lad os da opfinde nogle flere!

I Leonardos verden er der ikke langt fra politik til krig eller fra liv til død eller fra idé til handling, delene hænger sammen som en avanceret maskine, hvis tilblivelse afhænger af nøjagtig observation og sansernes vidnesbyrd. For Leonardo er den præcise og uhildede observation vigtigere, end det der observeres, og empirien kommer før teorien. Vi befinder os i øjets imperium, ikke hjertets, verdens, ikke selvets.

Den politiske og militære realisme suppleres af renæssancens økonomiske realisme. På torvet i den lille, men travle stofby Prato, 10 km. vest for Firenze, står en statue af byens mægtigste mand, Francesco di Marco Datini (1335-1410), købmanden fra Prato.

Francesco var en typisk toscansk direktør, selvgjort, individualistisk, energisk og mistænksom over for sin nabo, men med mange internationale forbindelser. En klassisk forretningsmand, hvis floriner er hårdt tjente; rejsende i våben, uld, metaller, hvede og slaver og med filialer langs Middelhavets kyster og helt oppe i Avignon. Han er en af renæssancens mange entreprenører og grundlagde banker i Prato og Firenze, hvor han i 1399 blev optaget i pengeudlånernes forbund, “Arte del Cambio”. Som Iris Origo beretter i sin bog The Merchant of Prato, der udkom tilbage i 1957 og siden er kommet i mange oplag, betalte Francesco for sin velstand med en evig frygt for tab, f.eks. at et af hans skibe skulle gå ned eller bliver overfaldet af pirater. Han var alt det, som Dante nedladende kaldte for “en vis nyslået florentiner, der driver bank og handel”, dvs. en kræmmer, ja, næsten en uren.

Prato var som flere andre af renæssancens handelsbyer et prosaisk samfund, der med Origos ord hverken var sofistikeret eller højtravende, men måske så meget desto mere uskyldigt; et mikrokosmos, hvor folk ifører sig bytøj, men stadig ejer bondens ligefremhed og praktiske sans. Derfor var pengeudlåning ikke tabu, som det var andre steder, ikke mindst på grund af kirken. Pengeudlånerne var enten de helt små pantelånere, som tilbød beskedne lån mod høje renter, eller pengevekslere, der omsatte forskellige mønter og værdifulde sten, eller endelig de internationale købmandsbanker, der tillige anvendte veksler, checks og værdipapirer som betalingsmiddel. Da checken blev introduceret, imødekom den et akut behov for kredit og monetær tillid på tværs af by- og landegrænser. Checken var datidens kreditkort, og repræsenterede et løfte om pekuniær belønning – og var dertil lettere at transportere end mønter. På pladsen i Prato står Francesco derfor også med en stak veksler og checks i hånden, og man fandt mere end 5.000 af dem i hans gemmer.

Der var også andre løfter at aflægge. Francesco brugte selv udtrykket “I Guds og profittens navn”, og det er sigende. De to hensyn gik hånd i hånd. Hvis verden er et handelshus, og det er rentabelt, så rummer det profit nok til dette og det næste liv med. Francesco kunne sagtens forlige kapitalismen med kirken, for selv om man som ung måske er styret af sine drifter, og siden af penge, så vender vi som regel tilbage til Gud. Sådan var i hvert fald Francescos egen livsbane, men forinden havde han tjent en formue. Det ene udelukkede ikke det andet.

Skal man tro beretningen om Francesco, må han altid have haft blæk på hænderne. Hans regnskabsbøger, korrespondance og skriftlige ordrer til utallige modtagere rundt i forretningsimperiet optog ham dagligt i mange timer, og blækhæfterne fortæller deres egen historie. For som den tyske sociolog Max Weber har understreget i sine analyser af den tidlige kapitalisme, så var det nye ved den ikke grådighed eller hurtig profit. Den har altid eksisteret. Det nye – og krævende – ved Francescos indsats handler om rationelt købmandsskab, der forrenter sig over en længere periode.

I Webers skrifter fremhæves det, at kapitalismen blev født i Vestens byer med håndværk og industri inde i landet, dvs. f.eks. i Firenze eller Prato, hvor også borgerskabet stod stærkt. Det er derfor snarere købmanden i Prato end købmanden i Venedig, der bar den økonomiske realisme frem ved hjælp af flid, risikovillighed og kalkulation, renter og tillæg.

Francescos foretagende er et foretagende, der tilfredsstiller en gruppes hverdagsbehov, og hans kapitalregnskab gav ham et overblik, som man ikke havde haft tidligere – med eller uden blækpletter. Francescos gemmer blotlægger den moderne bogføring i sin ungdom, en bogføring, der med Webers ord hviler på “menneskers kamp mod mennesker”, og med den tager vi de første skridt ind i en kapitalistisk tidsalder, hvor markedschancer og masseafsætning bliver afgørende for nationernes velstand og alt det, Adam Smith siden beskrev.

Inden for områderne politik, krig og økonomi møder vi i renæssancen et særdeles realistisk temperament og udsyn, og man går derfor galt i byen, hvis man tror, at renæssancehumanismen smed om sig med bløde værdier og nuttet barmhjertighed. Der er også langt fra renæssancens humanisme til den humanismen i velfærdsstatens billede – som forfægtet af Villy Sørensen. Med et moderne udtryk kan man konkludere, at humanisterne ikke var pladderhumanister. De var heller ikke liberalister. Men alle liberalister er og bliver humanister.

NOTER

Niccolò Machiavelli: Life of Castruccio Castracani, Hesperus Press (2003); Marco Chianchi: Leonardo da Vinci’s Machines, Edizioni Becocci (u.å.); Iris Origo: The Merchant of Prato, Penguin (2002); Max Weber: Udvalgte tekster 1-2, Hans Reitzels Forlag (2003); Villy Sørensen: På egne vegne, Gyldendal (2000) og Hverken-eller, Gyldendal (1961).

Dele af denne tekst har tidligere været bragt i Weekendavisen.

Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 16. maj 2006. 2 svar

De, der endnu ikke har læst sidste uges Weekendavisen, bør hastigt læse Martrin Krasniks meget morsomme og velskrevne artikel om sin jagt på Salman Rushdie for at få et interview med denne om Muhammed-tegningerne.  Med fare for at ødelægge “punch line”, så kommer her den mest interessante passage:

“Jeg mønstrer en helt uforklarlig energi og går lige til sagen. Jeg siger, at vi sagtens kan droppe det store interview, jeg har forstået det, men jeg bare må vide en eneste ting, have svar på ét eneste spørgsmål. Han ser ikke ligefrem begejstret ud, det gør han ikke, men han siger i det mindste ikke nej. Så jeg forklarer, at jeg er besat af Muhammed-tegningerne, at alle danskere, uanset deres holdning, har haft en mening om Rushdie, og nu vil jeg vide, hvad han selv mener om dem.

»Øhm,« siger han, mens larmen synes at forstumme og hele universet trækker sig sammen om bord fire i Gotham Hall. »Den dér med profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov…« mumler han.

»Men er profet-sagen det samme som din egen sag?« spørger jeg. »Nogle mener, at dine motiver var finere…«

»Jeg er fuldkommen ligeglad med motiver,« siger han og ser på mig.

»Jyllands-Posten ville bare håne…«

»Hvem skal afgøre, hvad der er ædle motiver?« spørger Rushdie.
»Ja, hvem skal det?« spørger jeg.

»Jeg er i hvert fald ligeglad med motiverne,« gentager han. »Og det er islamisterne også. De er fuldkommen ligeglade. Det handler om, at alle skal have lov til at udtrykke sig og sige, hvad de mener om hvad som helst. Og det vil de ikke have.«

»Men er karikaturerne ikke stødende og fornærmende?« prøver jeg.

»Politiske karikaturer skal være stødende og fornærmende. De skal støde, og de skal fornærme. Ellers kan man lige så godt lade være med at have dem. Så kan man altid diskutere, om de er sjove eller ej. Til helvede med motiverne!«

»Er de sjove så…?

»Som sagt: Den der med jomfruerne…«

Tag dén, Tøger Seidenfaden, Georg Metz et al.!

Den bitre eftersmag

Af Ex Column, den 16. maj 2006. Skriv et svar

I sidste uge bragte Politiken en historie om, hvordan salget af bananer, kaffe og andre produkter med Max Havelaar’s logo har eksploderet i de første tre måneder af 2006. Ifølge kommunikationsekspert Henrik Byager, der for et symbolsk beløb rådgiver Max Havelaar, hænger det bl.a. sammen med, at sådanne produkter har fjernet sig fra deres fodformede image og at fair trade nu promoveres af populære bands som Coldplay.

Jeg fornemmer at han har ret; måske mere end han selv er klar over. Dokumentarfilmen The Bitter Aftertaste af den britiske instruktør Philip Thomsen tegner i hvert fald et nyt og anderledes mere negativt billede af fair trade-bevægelsen, end vi normalt bliver præsenteret for i medierne. Det er en kompendiøs film med en række stærke proof points, der ikke bør overdøves af entusiasmen over Max Havelaar’s salgsfremgang.

Jeg har endnu ikke set denne korte docu på dansk TV, men det kan skyldes min manglende omnipotens. Hvis ikke, så anbefaler jeg én af de danske kanaler sprede det besværlige budskab: Fair trade er ikke, hvad det giver sig ud for, og de fattige bønder i ulandene får ikke ubetinget bedre økonomiske vilkår af det ideologiske fix.

Velfærdsjunkier!

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2006. 33 svar

Jeg læser ofte kronikker, som jeg simpelthen bare må ryste på hovedet over. Så når der en sjælden gang imellem er en, som man ikke blot kan være enig med, men også er så skarp, at man sidder og klukker af grin ved frokostbordet – selvfølgelig omgivet af sine knap så liberale kolleger – er der al mulig grund til at reklamere for den.

Berlingerens kronik i dag er af præcist den type. Louise Karlskov Jensen, en cand. merc. aud.-studerende, finder her al sin harme over velfærdsstatens moralske korrumperen frem. Tricket er ret enkelt: Demonstrér hvordan flertallet af danskerne opfører sig som simple narkomaner, når det kommer til deres tørst efter velfærdsydelser – prisen er ligegyldig, den kan vi alligevel ikke se. Sammenligningen vil givetvis falde en masse mennesker for brystet, men hvor mange af dem kan ærligt sige, at den ikke rammer? Se bare her:

Den store omfordeling har skabt en ny social klasse i Danmark – en klasse, som er i stærk vækst, og som dominerer den offentlige debat totalt: velfærdsjunkierne. Som i en rus vælter de rundt i samfundet og afsøger det for nye muligheder for et velfærdsfix. Ligesom narkomanen bliver høj at et skud heroin, bliver velfærdsjunkien høj af en injektion af skattekroner – andres skattekroner. Men akkurat som med heroinmisbrugeren er rusen kortvarig og efterfølges af den helt store nedtur med abstinenser og ubehag. Narkomanen skaffer penge til sine stoffer ved indbrud, røverier og tasketyverier; velfærdsjunkien gør næsten det samme, men på helt legal vis. Gennem en hylen og en klynken i medierne påkalder velfærdsjunkien sig opmærksom og udstiller sin såkaldte elendighed, indtil næste velfærdsfix er sikret hos velfærdspusherne.

Resten af kronikken er krydret med provokerende observationer, som den her: "Politikerne bliver ved med at kaste velfærd i grams for befolkningen, som hæmningsløst rager til sig på bekostningen af samfundets virkelig svage". Men kan man være virkelig være uenig med hende? Læs den – og helst før din nabo!

Mchangama om privat ejendomsret

Af Redaktionen, den 12. maj 2006. 7 svar

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

Årsag, virkning og Bono

Af Jørgen Møller, den 11. maj 2006. 12 svar

En af det forgangne års helt store mediebegivenheder var Bono og Sir Bob Geldofs Live8-koncerter. Der var ikke bare tale om et musikarrangement af hidtil usete størrelser. I ugerne op til dominerede de to aldrende musikere i det hele taget mediestrømmen. ‘Make poverty historie’ lød den forjættende overskrift, og den blev brugt til at give de udvikledes landes politikere tørt på. For hvordan kunne Vesteuropas og Nordamerikas regeringsledere retfærdiggøre Afrikas lidelser? Hvordan kunne de stiltiende acceptere sygdom, lidelse og død på selve dørtrinnet til den udviklede verden? Og hvordan kunne det være, at de – som for at føje spot til skade – end ikke levede op til deres løfte om at give 0,7 procent af eget bruttonationalprodukt i ulandsbistand?

Ja, lussingerne stod i kø i dage. Og de udviklede landes regeringer vendte ivrigt kinden til. Reaktionerne på Live8-svadaerne var nærmest lidt krybende. De adspurgte politikere overgik hinanden i at love bod og bedring. For Bono og Geldof havde jo så evigt ret. Nu var det bare med at komme ud af starthullerne. Omkring 300 milliarder ekstra bistandskroner inden 2010 lød et af de mere konkrete løfter.

I skyndingen glemte såvel Live8-aktivisterne som politikerne bare lige at stille sig selv og hinanden ét meget enkelt spørgsmål: Er der overhovedet belæg for, at økonomisk bistand kan være med til at føre ulandene ud af fattigdomsfælden? Spørgsmålet er væsentligt. Vi kan alle blive enige om, at de afrikanske landes trængsler er grufulde. Der er tale om et kontinent, der med jævne mellemrum bliver skamredet af de fire apokalyptiske ryttere – af pest, krig, sult og død. Den moderne pest hedder AIDS, og den ødelægger den menneskelige infrastruktur næsten lige så effektivt som den Sorte Død gjorde det for små 700 år siden. Krigen tager form af borgerkrig, og den er yderst hæslig i lande som Sudan og Congo. Sulten er den samme gamle hungersnød, som vi har kendt i hele menneskets historie. Og døden, ja den er et tilværelsens vilkår i mange af disse områder. Den slags kender vi fra vores egen fortid, og hvis vi kan være med til at afhjælpe dette åg, så bør det ikke skorte på god vilje.

Men kan vi det? Begrundelsen for ulandshjælp er vel, som ordet siger, at det ‘hjælper’. For snart mange år siden fik vi at vide, at det – når blot vi gav en hånd med – blev “bedre dag for dag”. Det blev det bare ikke. Og det skyldes bestemt ikke manglende bistand, uanset hvad Bono og Geldof så siger. International bistand har, hvis vi stoler på Verdensbankens tal, i de seneste år udgjort over halvdelen af de samlede offentlige udgifter i lande som Zambia, Uganda, Senegal, Madagaskar, Etiopien og Congo – ja i visse lande syd for Sahara udgør ulandsbistanden mellem en tredjedel og to tredjedele af bruttonationalindkomsten. Bistanden har et halvt århundrede på bagen, men succeshistorier har det været så som så med.

Det bringer os tilbage til det tidligere spørgsmål. Hvis hele bistandstankegangen ikke tangerede noget halvreligiøst, så kunne de fleste nok blive enige om at svare ‘nej’. Ulandsbistand tilbyder tilsyneladende ikke en vej ud af fattigdomsfælden, for udvikling og bistand har kun meget sjældent gået hånd i hånd. Hvordan kan det være?

Det skyldes bestemt ikke, at ulandene på forhånd er dømt til at henslæbe en tilværelse under underudviklingens åg. En række lande i Øst- og Sydøstasien har i de seneste årtier vist, at globaliseringen gør det muligt at udvikle sig med en hidtil uset hast. For fire årtier siden havde Sydkorea og Zambia nogenlunde det samme bruttonationalprodukt per indbygger. I dag er Sydkoreas 32 gange større. Og den sydlige del af den koreanske halvø er ikke et enestående eksempel. De tre andre Østasiatiske Tigre, Taiwan, Hong Kong og Singapore, har bevæget sig ad samme sti, og i de seneste årtier synes også Kina og Indien at have påbegyndt færden imod udviklingens forjættede land – alle sammen ved at eksportere sig ud af fattigdom.

Hvad skyldes det så? Dette lille indlægs meget simple bud lyder, at sagens kerne drejer sig om ejendomsret, eller rettere fraværet af ejendomsret. Hvor ejendomsretten ligger under for juridisk vilkårlighed, der har den menneskelige virkelyst trange vilkår. Det siger sig selv. Hvis statsmagten eller bevæbnede naboer kan tage frugten af ens arbejde, så er der ikke megen pointe i at gøre en indsats. Og selv hvis man vover pelsen, så er det meget svært at skaffe startkapital under den slags forhold – for hvad kan man stille som sikkerhed?

Her kommer så en interessant historisk pointe ind i billedet. Ejendomsretten blev i Europa født som et led i en studehandel mellem magthaverne og befolkningen. Eller med andre ord: staten er historisk et en forvokset mafiaorganisation, der leverer beskyttelse mod beskyttelsespenge. Det skudsmål forekommer nok forstemmende for de fleste. Sådan skal det ikke forstås. Pointen er blot, at magthaverne ikke opretholder lovene for deres blå øjnes skyld. De gør det, fordi borgerne har en klemme på dem. Og disse mekanismer gjorde sig ikke kun gjorde sig gældende i gårsdagens Europa. Der er også belæg for at forklare de Østasiatiske Tigres forbløffende politiske og økonomiske meritter ud fra samme model. Klemt inde mellem Japan og Kina var de tvunget til at indgå en studehandel med egne borgere. Uden en lind strøm af skattekroner kunne de ikke opretholde et troværdigt forsvar. Modydelsen var et effektiv og ukorrupt statsapparat, der så igen banede vejen for de respektive økonomiske mirakler.

Her gør ulandsbistanden atter sin entre, men i en uheldig fremtoning. For i verden af i dag nærer de fleste ulandes magteliter sig ved to kilder, der ingen rolle spillede i gårsdagens europæiske statsdannelser: naturressourcer og ulandsbistand. Det tekniske ord er ‘rentier stater’ – stater der lever af ‘renter’, og hvor magthaverne derfor ikke er afhængige af undersåtternes skattekroner. I en sådan situationen har borgerne liden mulighed for at få håndhævet deres ejendomsret, for de har ikke noget at handle med. Ulandsbistand kan altså være med til at fastholde de fattige lande, og i særdeleshed deres befolkninger, i underudviklingsfælden.

Er der så ingen mulighed for at hjælpe? Jo, det er der, for meget afhænger af, hvordan hjælpen bliver givet. I en sober kritik af Bonos forjættende dagsorden, bragt i Financial Times for nylig, prøver den anerkendte økonom Jagdish Bhagwati at lede Live8-folkene ind på et mere brugbart spor. Bhagwati påpeger det paradoksale i, at “ukritiske fortalere for bistand afviser [‘bistandens forbandelse’], samtidig med at de taler om ‘oliens forbandelse’, som om rundhåndede indtægter fra olie på en eller anden måde lettere skulle kunne korrumpere end rundhåndede indtægter fra bistandsdonorer”. I stedet for at diskutere bistandsstrømmens uheldige politiske følger af sætter Bhagwati, som den økonom han er, spørgsmålstegn ved ulandenes ‘absorptionskapacitet’. De er ganske enkelt ikke i stand til at anvende sådanne summer uden at ødelægge deres eget økonomiske system.

Men Bhagwati har et meget simpelt alternativ i ærmet: brug pengene uden for Afrika! Brug dem på at udvikle billig medicin mod de mange sygdomme, der plager kontinentet. Og brug dem på at uddanne unge afrikanere i Vesten. Hvis vi er heldige, så vil nogle af dem vende hjem igen efter endt uddannelse.

Disse forslag ligger i fin overensstemmelse med dette indl
ægs beskrivelse af ulands
bistandens uheldige virkninger. Bhagwatis store fortjeneste er, at han tænker i praktiske løsninger snarere end i storslåede principper. Det bringer os tilbage til hele Live8-tankegangen. For hvordan kan det være, at folk som Bono og Gelfdof kan få lov til at skamride den høje moralske hest uden på nogen måde at have givet et sammenhængende bud på, hvordan ulandsbistand skulle kunne føre til udvikling? Hvordan kan det være, at de modtager en form for heltedyrkelse ved at stille sig i spidsen for en dagsorden, der har spillet helt og aldeles fallit over de seneste årtier? Der er næppe mange, der vil være imod at ‘gøre en ende på fattigdom’, eller hvad vi nu skal oversætte de to musikeres bonmot til. Men det berettiger altså ikke de skingre anklager og forurettede miner, der bestandigt rettes imod de udviklede landes regeringer.

For spørgsmålet må være: hvordan? Og her skylder Bono og hans slæng de udviklede landes skatteydere et svar. Hvorfor er det, at deres skattekroner – givet som ulandsbistand – pludselig skulle kunne virke efter hensigten, når det ikke har været tilfældet i fire årtier? Hvor er den sammenhæng mellem årsag og virkning, der retfærdiggør en voldsom forøgelse i ulandsbistanden? Hvad er i det hele taget Live8-folkenes forklaring på, at nogle lande er i stand til at slippe ud af underudviklingens fælde? Indtil vi får svar på disse spørgsmål, må det være tilladt at stille sig tvivlende til hele denne dagsorden. Som Bhagwati meget rigtigt skriver: “Vi bør se bort fra den hysteriske anklage, at enhver, der anfægter det fornuftige i med ét slag at forøge bistandsmidlerne væsentligt, er en hjerteløs reaktionær”.

Den idealistiske kapitalist

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. maj 2006. 2 svar

Vores med-Punditokrat Foss havde forleden en for givetvis 99,9 pct. af læserne kryptisk reference til "The Kochtopus".  Dette begreb, som i sin tid blev lanceret af økonomen Murray Rothbard, er da også for længst faldet ud af daglig brug i de dele af det amerikanske højrefløjsmiljø, hvor det ellers var meget brugt i 1980erne–som en reference til det netværk af liberalistiske organisationer, der var sat i værk og delvist finansieret af de to idealistiske og velbelæste multi-milliardærer, Charles G. Koch og David H. Koch fra Koch Industries.  Blandt disse er først og fremmest f.eks. Cato Institute, Mercatus Center, og Institute for Humane Studies, samt i sin tid Libertarian Party (som i 1980 opstillede David Koch som vicepræsidentkandidat).

Egentlig havde jeg gladeligt ladet Foss' reference passere, men da Wall Street Journal forleden havde en portræt artikel om netop Charles Koch (skrevet af Stephen Moore, der selv tidligere har været ansat hos Cato Institute og har ledet Club for Growth), var der måske en lejlighed til at præsentere en type virksomhedsejere, som der ikke findes mange af i Danmark.

På venstrefløjen og Rådhuspladsen tror man ganske vist, at dansk erhvervsliv er mere end villigt til at finansiere pro-kapitalistiske ideologiske projekter med store checks, men de af os, der har været tættere eller lettere involveret i projekter som f.eks. CEPOS, ved, at det forholder sig ganske anderledes–at det faktisk er ekstremt svært at få penge fra den kreds af mennesker, der ellers burde synes som den gruppe med den mest åbenlyse forståelse for nødvendigheden af at sprede ideer og indsigter om privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, retssikkerhed, o.s.v.  Mens venstrefløjen–udover million-store tilskud på fast basis til f.eks. AER–fra tid til anden fra fagbevægelsen har kunnet få f.eks. 180 mio. kr. til at vælte en borgerlig regering med, er det mildt sagt svært at få penge ud af det private erhvervsliv.

En del af årsagen er givetvis berøringsangst og frygt for politiske repressalier–det er ihvertfald et argument, der undertiden høres.  En anden årsag er sikkert, at den første årsag spiller en særligt tungtvejende rolle i et land, der er så lille og intellektuelt underudviklet som Danmark, og hvor Janteloven omvendt stortrives: Her er kapitalister nød til at gå stille med dørene og evt. lide af en god gang selvbebrejdelse.  En tredje væsentlig årsag er givetvis, at mange af de "managers", der er hyret til at lede erhvervsvirksomheder slet ikke er det mindste borgerlige.  (Jeg er f.eks. konstant forbløffet over, at det igen og igen lykkes medierne af præsentere SF'eren Lars Goldschmidt som en typisk repræsentant for det borgerlige erhvervsliv, når han hverken er det ene eller det andet af disse.)

Som vi tidligere har refereret til, er det selv i USA overraskende svært at rejse penge fra erhvervslivet til pro-frimarkedsøkonomiske projekter, om end det kan lade sig gøre.  Blandt dem, som har været villige til at gå længst med at kaste egne penge efter politiske projekter (andet end lobbyisme) er altså netop Koch-brødrene.  Og de har penge: De arvede en del, men har ovenpå formået at opbygge en virksomhed, som er USA's 5. største virksomhed, og som er landets største rent privatejede virksomhed (d.v.s. ikke er børsnoteret).  Her er uddrag af WSJ's portræt af Charles Koch:

"Meet Charles Koch. Philosopher, engineer, self-trained economist, libertarian activist, philanthropist — and the CEO of Koch Industries, a $60 billion, 80,000-employee empire, which just recently became the largest and most profitable privately held company in America.

But you've probably never heard of it.

Neither Charles Koch nor his firm are household names. Mr. Koch (pronounced "coke") has managed to live in relative obscurity despite being one of the richest men on the planet, with a net worth estimated at $14 billion. He is a man of modesty who craves none of the fame or public adulation that seems to preoccupy other members of the billionaires' club. …

Back in 1967, when Mr. Koch was in his early 30s, he became the reluctant president of the family business, then a $177 million, medium-sized oil firm. He recalls: "My father threatened that he was going to sell the company if I wouldn't come back home to Kansas from the East Coast and run it."

Nearly four decades later, that family company is a global conglomerate with net annual sales that exceed the GDP of many small nations, and it includes a diverse range of businesses supplying everything from jet fuel to plastic, asphalt to beef, toilet paper to lumber. It owns many familiar brand names such as Dixie cups, Stainmaster carpet and Brawny paper towels. The firm's financial performance numbers have been positively gaudy, with a rate of return on investment that has outpaced the Standard & Poor's 500 at least tenfold under Mr. Koch's stewardship. …

[Charles Koch] is immersed in the ideas of liberty and free markets. Whereas the bookshelves of most of America's leading CEOs are stocked with pop corporate management and "how to succeed" books, Mr. Koch's office is a wall-to-wall shrine to writings in classical economics, or, as he calls it, "the science of liberty." The authors who have had the most profound influence on his own political philosophy include F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Joseph Schumpeter, Julian Simon, Paul Johnson and Charles Murray. Mr. Koch says that he experienced an intellectual epiphany in the early 1960s, when he attended a conference on free-market capitalism hosted by the late, great Leonard Reed.

Mr. Koch is by training a scientist, with master's degrees from MIT in nuclear and chemical engineering. Despite his business success, he has no MBA or formal management training. Mr. Koch sees that as an advantage. "Being an engineer, I realized there's an objective reality that helps one understand the rules and conditions that improve the human condition," he says. "Laws and principles that facilitate the advancement of peace, prosperity and social progress are as immutable as the laws that work in science. … Politicians often come up with misguided policy solutions," he continues, "because they suffer from Hayek's 'fatal conceit' and believe they can violate basic laws of economics. They are just as misguided as the man who jumps out the 14th floor of a building convinced that he can repeal the law of gravity."

As we continue, Mr. Koch becomes increasingly animated. He discusses another seminal work in his collection, F.A. Harper's 1957 "Why Wages Rise." The book demonstrates "that wages rise not because of unions or government action, but because of marginal productivity gains — people get more money when they produce more value for other people." Then he confides, "I was so thrilled by this revelation that I had what Maslow called a 'peak experience.'" …

"Long-term success entails con
stantly discovering new wa
ys to create value for customers and building new capabilities to capture new opportunities," he instructs. "In this sense, maintaining a business is, in reality, liquidating a business." Mr. Koch likens the cycle to Schumpeter's "creative destruction" — where the old and inefficient are ruthlessly swept away by the new.

What we have here are the theories of supply-side economics operating on the micro-level of the firm. Incentives matter; competition fosters innovation; property rights must be firmly established. Koch Industries gives big financial bonuses for entrepreneurial behavior by employees, whether it's a project head or a janitor. The idea is to reward all activities that add to the bottom-line profitability of the firm. "We want our employees to act like owners," Mr. Koch explains. Similarly, employees earn "decision rights" for past successes. "Just as central planning is a failure in running government, so it is at the level of the firm," he says, repeating one of his favorite operating tenets. …

Charles Koch — no surprise — disdains government and the political class. He has invested tens of millions of dollars into free-market think-tanks and political activist groups (including several founded by this author). He's disgusted with the runaway federal budget under the Republicans, and he proposes that "every new law should be subject to the question: Will it strengthen the culture of prosperity?" Won't about 90% of the laws fail that test? "Yes, that's exactly what I mean," he replies. "But the problem isn't the people in government, it's the system — the incentives are perverse."

Mr. Koch's latest crusade to spread the ideas of liberty has been his sponsorship of a twice-yearly conference that gathers together many of the most successful American entrepreneurs, from T. Boone Pickens to former Circuit City CEO Rick Sharp. The objective is to encourage these captains of industry to help fund free-market groups devoted to protecting the fragile infrastructure of liberty. That task seems especially critical given that so many of the global superrich, like George Soros and Warren Buffett, finance institutions that undermine the very system of capitalism that made their success possible. Isn't this just the usual rich liberal guilt, I ask. "No," he says, "I think they simply haven't been sufficiently exposed to the ideas of liberty."

Sounds as though Messrs. Soros and Buffett would benefit more from sitting down with Charles Koch than I would. For my part, after listening to this natural-born teacher exalt the superiority of free markets and the boundless wealth that they can create, I feel as though I'm about to experience one of Maslow's "peak experiences" myself. But our time is up, and if Mr. Koch has learned nothing else from his spiritual mentors, it's the concept of opportunity cost. Time is money, and it's time to get back to his greatest passion of all: building the profitability of his world-class company."

Kunne vi ikke godt bruge bare tre eller ti af den type i Danmark?  Problemet er såmænd blot, at dét nok netop er årsagen til, at vi næppe får dem.

Almost ignored, almost overlooked

Af admin, den 9. maj 2006. 8 svar

This piece of news was buried at the bottom of page 2 of the daily newspaper Berlingske Tidende Monday (sorry, no link to the actual item) and was almost overlooked:

A poll conducted by Zapera on behalf of the “think tank of news” Mandag Morgen that was carried out on April 24 – 25 showed that 41 per cent of Danes support that Danish troops should stay in Iraq as long as it may be necessary, while 25 per cent want their stay to be fixed by a certain period, whereas only 30 per cent want them withdrawn immediately. Thus, two thirds support our troops in Iraq and less than a third wants them out.

Imagine if it had been the other way around. It would have hit the front page. As it is, you can’t even find it on DR (the Danish equivalent to the BBC in respect of public service, oh, and bias of course).

Last year in January, a similar poll was spun by adding the take-them-home-now crowd with the take-them-home-within-a-fixed-period-of-a-year-or-more bunch, which made it possible to suggest that a majority of Danes were against Prime Minister Fogh Rasmussen, because he wanted them to stay as long as necessary. But in fact, the take-them-home crowd was even smaller then, some 22 per cent, while 76 per cent supported keeping the troops. A few bought it, though. Here’s a quote from The Economist, Full Fogh Forward (Feb. 3rd, 2005) (restricted):

Public opinion has swung against the Iraq war, and two-thirds of Danes want their 500 troops home soon, …

Well, you can’t fool The Economist completely, so they added: but they are unlikely to punish Mr. Fogh Rasmussen for sending them. And indeed, he won the election later that month nicely.

Why, one may ask, are Danes different from so many others? They are bombarded with solely negative news on Iraq by the MSM like most others and yet it has hardly had any effect.

First of all, it appears that Danes are less naïve than many of their blue and starry eyed European cousins. They may buy the leave-it-to-the-UN stuff, Danes don’t. Second, the anti-Americanism that is a primary driver behind the let’s-skip-Iraq movement is less popular in Denmark than in, say, Germany, France or Spain. It’s here alright, but it always looks quaint.

One case in point is Mr Mogens Lykketoft, who in his youth way back in the last century nurtured an intense dislike against the USA, while praising the “samba-socialism” of Mr Castro. Mr Lykketoft became the leader of the Socialdemocrats only to be defeated spectacularly by Mr Fogh Rasmussen last year as mentioned above. That has not stopped Mr Lykketoft from arguing that we should skip Iraq, nor has it prevented his party from making him their shadow foreign secretary, effectively making the party’s policy on Iraq under their (very) new but otherwise quite sensible leader Ms Helle Thorning-Schmidt follow a Brownian motion. If Mr Lykketoft thinks that he’s on to a winner by calling for immediate withdrawal, he and his party may be disappointed. Danes are no quitters.

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Af Redaktionen, den 9. maj 2006. 3 svar

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø

Ugens citat: Samfundsforsker: Meningsmålinger går op og ned …

Af Redaktionen, den 8. maj 2006. 3 svar

Professor i samfundsvidenskab ved RUC, Bent Greve, fremkom fornylig med denne indsigtsfulde kommentar til Socialdemokraternes op- og nedture i meningsmålingerne:

“Målinger går op og målinger går ned: Meningsmålingerne har ikke været specielt positive for os den seneste tid. Men inden vi forfalder til sortsyn er det vigtigt at huske, at målinger faktisk bevæger sig op og ned meget hurtigt og i høj grad er påvirket også af meget kortsigtede elementer i den politiske debat.”

Det hører med til historien, at Bent Greve–udover at være forsker udi samfundsforhold–som det fremgår også er folketingskandidat for Socialdemokraterne.

Bent Greve definerede i indlægget ikke, hvad han mente med “meget hurtigt” og “kortsigtet”, ligesom han ikke kommenterede det forhold, at Socialdemokraternes igangværende nedtur i meningsmålingerne synes at være begyndt … i 1998.

Mere citatfusk

Af admin, den 8. maj 2006. 2 svar

Husker De vores citatfusk-konkurrence?

Nå ikke.

Men husker De så Mark Steyn?

Naturligvis husker De ham. Han skriver ikke længere for The Telegraph, og dermed er tirsdagene blevet mere grå, og avisen ikke længere værd at læse (gratis på nettet, men der er jo andre fra UK). For selvom hans aftenlandsstemning ikke lige er min kop te, så han har ret i så meget andet og skriver bedre end de fleste.

Steyn skriver heldigvis stadig for mange andre medier. Her er han for fuld skrue i Chicago Sun-Times, hvor han rister demokraterne i al almindelighed, og senator Kerry i særdeleshed, for deres citatfusk om, at Thomas Jefferson skulle have sagt, at dissens kan være den højeste form for patriotisme.

Det er svært at konkurrere med Steyn, men det bør bemærkes, at Stjernfelt & Thomsen i deres kritik af den negative opbyggelighed, også påpeger det mildt sagt tåbelige i at hylde det negative, dissensen, afvigelsen, uden at gøre sig klart, hvad man så er for.

Men her er Steyn selv:

There is no virtue in dissent per se. When John F. Kennedy said, “We shall pay any price, bear any burden, meet any hardship, support any friend, oppose any foe to assure the survival and the success of liberty” — and, believe it or not, that’s a real quote, though it’s hard to imagine any Massachusetts Democrat saying such a thing today — I could have yelled out, “Hey, screw you, loser.” It would have been “dissent,” but it wouldn’t have been patriotic, and it’s certainly not a useful contribution to the debate, …

Men læs og tænk selv.

Mandag Morgen Watch II

Af Ex Column, den 8. maj 2006. 14 svar

Min med-punditokrat Nicolai Foss har inviteret til en lidt mere konsekvent inspektion af Mandag Morgen. Det finder jeg ret beset betimeligt, da enhver kan forvisse sig om, at dette ugebrev aldrig løber tør for sludder, selv om en blind høne naturligvis også kan finde et guldkorn. Men skriftet er sædvanligvis forsynet med så meget nonsens, at det kræver tålmod at læse det hver uge. Lad mig derfor begrænse denne post til en iagttagelse, jeg gjorde for nogen tid siden, og som vederlagsfrit kan studeres nærmere af de faste læsere af denne blog.

På Mandag Morgen er man fantastik dygtige til at indfange en døgnflue og få den gjort til en cash cow. Uddannelse og underholdning bliver til Edutainment, mens økonomi og sundhed bliver til Wealthcare. Og så kom Muhamed-krisen: Hvad skulle man dog finde på af opsigtsvækkende fraser? Naturligvis, The Co-existence of Civilizations! Læserne af Punditokraterne vil begribeligvis vide, at dette fuldfede floskulatur er en slags antitese til Samuel P. Huntington’s bestseller The Clash of Civilizations, og derfor passer godt til en forretningsmodel, der handler om at skille fårene fra bukkene; altså på den rigtige måde. Således gjort, præsenterede Mandag Morgen et helt nyt projekt, der skulle forebygge fremtidige kultursammenstød.

Jeg skal ikke trætte med en lang svada om projektets formål, for her behøver man blot at mobilisere ens værste forestillinger; de bliver nemlig bekræftet. Men for at give en lille smagsprøve på den intelligentsia, der har samlet sig rundt initiativet, vil jeg citere direktøren fra Hummel, Christian Stadil, som kommer med følgende ordflom:

“Nogle gange er der situationer, hvor det, du gør i Danmark, påvirker noget andre steder i verden på grund af gruppedynamik og interdependence – alle tings forbundethed. Og timingen lige nu er helt rigtig i forhold til verdens gruppedynamik. Hvis vi rykker på det her nu, kan vi virkelig gøre en forskel”

Er det ikke glansfuldt, at vi har sådanne beskinnede væsner i dansk erhvervsliv? Og er det ikke lige så pragtfuldt, at vi har et medie, der kan tjene (penge) som platform for deres udgydelser? Svaret lader nok vente på sig, indtil drengen fra Kejserens nye klæder dukker op.

Disclaimer: Forfatteren af dette indlæg er liberal og deler ikke parasol med mørkets kræfter. Så vidt vides er han endda skeptisk over for en lang række af de antagelser, som Samuel P. Huntington gør i The Clash of Civilizations. Endnu værre har han det med en Who are we? Det sidste kan man bogstavelig talt godt komme i tvivl om, når man læser Ulrik Høy’s indlæg i denne uges udgave i Weekendavisen.

Dødsstraf eller dødens pølse?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2006. 20 svar

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en stor, principiel modstander af dødsstraf.  Lad mig også sige det med det samme: Nogle gange bliver jeg lidt svag i troen (eller blød i rygraden, eller hvad det passende metafor nu engang er).

Sidstnævnte skete bl.a. efter at have stået 11/9 nede på på gaden, på Greenwich Street i West Village, NY og set det første WTC tårn brase sammen–og derefter dagligt de næste to en halv måned kunne lugte dunsten af, hvad der jo ret beset må have været nogle dele plastic o.l. og nogle dele rester af knap ca. 3.000 uskyldige mennesker, som bare var gået på arbejde.  Det er formodentlig eneste gang i mit liv, hvor jeg på en og samme dag havde venner, der bogstaveligt måtte løbe for deres liv, og hvor jeg tilnærmelsesvis sad på første række til massemord–og jeg kunne endda så kun lige begynde at ane, hvorledes det må flytte ens grænser at opleve krig eller borgerkrig.

Og netop dét kom jeg så til at tænke på, da nyheden kom i forgårs om, at Zacarias Moussaoui var idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.  Og igen i går, hvor danskerne fejrede (eller burde have fejret) 4. maj, som jo er en årsdag, der også–om end på anden vis–bringer emner om mord og fortjent straf op.

En vis, særligt hævngerrig del af mig ville virkeligt gerne se Mousssaoui blive … [bleep].  Og jeg ville på det individuelle–psykologiske og moralske plan–have ret svært ved at være rigtigt fordømmende overfor, hvis der var et par efterladte, som havde gjort, som man ville have gjort i "det Vilde Vesten".  Og de følelser vil givetvis blive forstærket, når jeg på et tidspunkt forhåbentlig får lejlighed til at se den anmelder-roste United 93.

Men som en institutionaliseret og formaliseret straf? Jeg føler det her svært at være enig med f.eks. de mange amerikanske konservative, som i disse dage harcellerer mod, at det ikke blev dødsstraf til netop Moussaoui–f.eks. Wall Street Journals Peggy Noonan, hvis velskrevne klummer jeg ellers er en stor fan af.  Hendes klumme om emnet, som bastant hedder "The should have killed him", argumenterer:

"I happen, as most adults do, to feel a general ambivalence toward the death penalty. But I know why it exists. It is the expression of a certitude, of a shared national conviction, about the value of a human life. It says the deliberate and planned taking of a human life is so serious, such a wound to justice, such a tearing at the human fabric, that there is only one price that is justly paid for it, and that is the forfeiting of the life of the perpetrator. It is society's way of saying that murder is serious, dreadfully serious, the most serious of all human transgressions."

Jeg er ikke sikker på, at dét argument overbeviser mig.  Tværtimod, hvis spørgsmålet er om at statuere et eksempel, som både er retfærdigt og tjener til afskrækkelse, hvad er så egentlig mest effektfuldt, når det gælder islamistiske fanatikere, som er villige til også at slå sig selv ihjel:

  • At slå dem ihjel, så de dermed falder i den "hellige krig" de har ønsket sig, ryger til Muhammed og de lovede dusinvis af jomfruer?
  • At lukke dem inde for evigt i et af de helveder, som USA's supermaximum security fængsler uden tvivl er?*

Jeg ved, hvad jeg foretrækker–også for Moussaoui.  Så hermed et diskussionsemne til tænksomme sjæle, som måtte være tænksomt for eller tænksomt imod dødsstraf:

Hvad er egentlig de bedste argumenter for og imod dødsstraf? 

Vi mener formodentlig alle, at det at slå andre ihjel prima facie og ceteris paribus er forkert; de fleste af os mener formodentlig også, at der kan være undtagelser (f.eks. i decideret selvforsvar o.l.), så dét er ikke de interessante positioner.  Det er "life-boat situations", hvor en filosof udtænker et hyper-urealistisk eksempel til at retfærdiggøre noget (eller det modsatte) måske heller ikke.  Det er derimod generelle udsagn, der handler om principperne for straf, restitution, konsekvenser, o.s.v.

Bolden er givet op.

* PS: Her er uddrag af Wikipedias beskrivelse af ADX Florence fængslet i Colorado, som Moussaoui skal tilbringe sine seks livstidsdomme i: "ADX Florence is a 575-bed facility that generally houses between 400 and 500 male prisoners. About 22 percent of inmates have killed fellow prisoners in other correctional facilities; 35 percent have attempted to attack other prisoners or officers. As a result, most individuals are kept for at least 23 hours each day in solitary confinement. They are housed in a 7-by-12 foot (3.5-by-2 meter) soundproofed room, built behind a steel door and grate. The remaining free hour is spent exercising alone in a separate concrete chamber. Prisoners rarely see each other, and inmates' only human interaction is limited to that of the "correctional officers". Religious services are broadcast in from a small chapel. Most cells' furniture is made almost entirely out of poured concrete, including a desk, stool, and bed covered by a thin mattress. Each chamber contains a toilet that shuts off if plugged, a shower that runs on a timer to prevent flooding, and a sink missing a potentially dangerous tap. Rooms may also be fitted with polished steel mirrors bolted to the wall, an electric light, a 13-inch black and white television that shows only educational programming, which not all inmates are allowed to have, and a cigarette lighter. Windows in rooms are small, set high up in the wall, and point towards the sky, confusing the prisoner as to his specific location within the complex. … Prisoners have complained about excessive steps taken by officers and officials in these types of facilities to control inmates. Constant surveillance and random searches at the whim of prison staff can be humiliating, and their frequency may be used as methods of intimidation and sleep deprivation."

Mandag Morgen Watch

Af Nicolai Foss, den 5. maj 2006. 2 svar

Mandag Morgen, vistnok med undertitlen “Ugebrevet,” er navnet på nogle sammenhæftede A4-sider, der vil være mange læsere af Punditokraterne bekendt.  Der er tale om en i stilen ret prætentiøs publikation, der ofte gør det i dommedagsscenarier og vidtløftige spekulationer pakket ind i en hørm af politisk korrekthed og en irriterende halv-akademisk stil.  Her på Punditokraterne vil vi vie Mandag Morgen Ugebrevet mere opmærksomhed i fremtiden, fordi publikationen trods alt nyder en vis bevågenhed og relativt ofte citeres i medierne.

Mandag Morgen kan bestemt have bidrag af lødighed og dybde. For eksempel er sidste nummers (1.maj) analyse af universitetsfusionsplanerne en god afdækning af et øjensynlig meget kaotisk forløb, der foreløbig ikke synes at være baseret på seriøse analyser af behovet for fusioner. Men når Mandag Morgen er dårligt, er det dårligt big time!

En aktuel bundskaber er sidste nummers (1.maj) med artiklen, “Fortsat skattestop er en dyr fornøjelse.”  Der er tale om en ukritisk gengivelse af en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.  Ifølge artiklens referat kan “Venstres planer om at ophøje skattestoppet til at være en del af partiets nye principprogram kan blive en rigtig dyr fornøjelse.” Det skyldes at skattestoppet “dræner” statskassen; ja, pengene “fosser” ud af samme, der “svækkes.” Og det “koster penge.” Baggrunden er det simple forhold at boligskatten ikke må stige for den enkelte boligejer, og at der derfor kan blive et spænd mellem mellem offentlige indtægter og udgifter (der vokser med prisudvikling). Det er et voldsomt problem, forstår man. Mere liberalt sindede kan så mene, at det er en af årsagerne til at skattestoppet er en rigtig god idé. Det er en kommitment-device, der er med til at sikre en ganske vist langsom reduktion af de offentlige udgifter.

Det er vist ikke sådan at den formodede sagkundskab ser på sagen. Professor i økonomi Hans Jørgen Whitta-Jakobsen udtaler således “at skattestoppet er meget dyrt for samfundsøkonomien,” hvor professoren øjensynligt mener, at de offentlige finanser er identiske med samfundsøkonomien, helt i overensstemmelse med hele tonen i artiklen.  Der er tale, fortsætter han, om “et betydeligt indkomsttab, der alternativt ville kunne bruges til rigtig mange fornuftige ting.”  Per implikation bruges pengene ikke “fornuftigt,” når de ligger i borgernes lommer.

David Gress’ kommende, af CEPOS udgivne, bog om Velstandens kilder har i sandhed en mission!

Rothbard som filosof

Af Nicolai Foss, den 4. maj 2006. 2 svar

Right Reason er navnet på en fremragende blog om "philosophical conservatism" som bestyres af Max Goss.  Jeg opdagede den på grund af min voksende (af David G initierede) interesse for den engelske konservative filosof,  Roger Scruton (iøvrigt: benyt lejligheden til at checke Scrutons humoristiske CV).

Læsere af Punditokraterne, måske særligt de der havner her via Liberator, vil formentlig være interesserede i Edward Feser's postering fra 25. april, "Rothbard as a a philosopher."

Murray N. Rothbard er en person der har spillet en større rolle for flere Punditokrater, helt sikkert Punditokrat Kurrild, så vidt jeg husker Emeritus Bonde, sandsynligvis Dr. Mephisto, og også jeg selv. Selv om jeg vist overvejende dengang blev stemplet som Hayekiansk mystiker, var der er periode for en 15-20 år siden, hvor jeg nærede et af Rothbards skriverier sundt had til Staten. (Det var på det tidspunkt, hvor jeg på et Foundation of Economic Education-kursus hørte en af oplægsholderne (Mario Rizzo) omtalt med den allerstørste respekt af en anden oplægsholder (Richard Ebeling) på følgende måde: "Mario really hates the state!).

Rothbard er en fantastisk skrivekugle. Hans saksning af Adam Smith, smadring af the Kochtopus og the Finktopus, definitive eliminering af hermeneutiske mystikere i den østrigsk-libertarianske bevægelse, og så videre er herlig polemik.  Han er en spændende teorihistoriker, og måske også en god økonomisk historiker. Hans bidrag i Man, Economy and State (1962) har dog aldrig imponeret mig.  

Der er så andre der også er meget lidt imponerede af Rothbard som filosof. Fesers postering former sig som et veloplagt og meget, meget kontant angreb på Rothbards filosofiske færdigheder: Rothbard, siger Feser, er "incapable of producing even a minimally respectable philosophical argument, by which I mean an argument that doesn't commit any obvious fallacies or fail to address certain obvious objections." Ikke mindst er Rothbard fundamentalt ude af stand til at levere en solid argumentation for grundideer i anarko-kapitalismen.

Det er med andre ord ikke mindst For a New Liberty det handler om.  Feser tager udgangspunkt i denne passage herfra:

Since each individual must think, learn, value, and choose his or her ends and means in order to survive and flourish, the right to self-ownership gives man the right to perform these vital activities without being hampered and restricted by coercive molestation. Consider, too, the consequences of denying each man the right to own his own person. There are then only two alternatives: either (1) a certain class of people, A, have the right to own another class, B; or (2) everyone has the right to own his own equal quotal share of everyone else. The first alternative implies that while Class A deserves the rights of being human, Class B is in reality subhuman and therefore deserves no such rights. But since they are indeed human beings, the first alternative contradicts itself in denying natural human rights to one set of humans. Moreover, as we shall see, allowing Class A to own Class B means that the former is allowed to exploit, and therefore to live parasitically, at the expense of the latter. But this parasitism itself violates the basic economic requirement for life: production and exchange (pp. 28-29).

Feser argumenterer for at der er tale om en massiv non sequitur (eller en serie heraf):

Even if it were true that "each individual must think, learn, value, and choose his or her ends and means in order to survive and flourish" and that "the right to self-ownership gives man the right to perform these vital activities without being hampered and restricted by coercive molestation," it just doesn't follow that anyone has a right to self-ownership. For all Rothbard has shown, we might also be able to think, learn, value, etc. even if we didn't have any rights at all. (That X could get us Z doesn't show that Y wouldn't get it for us too.) Or we might need some rights in order to do these things, but not all the rights entailed by the principle of self-ownership. Or we might really need all the rights entailed by self-ownership, but nevertheless just not have them. After all, the fact that you need something doesn't entail that you have it, and (as libertarians themselves never tire of pointing out), it certainly doesn't entail that you have a right to it. For example, wild animals need food to survive, but it doesn't follow that they have a right to it (indeed, Rothbard himself explicitly denies that animals can have any rights).

Der er mere af samme slags.  Det er ganske lystigt. Det synes læserne også. Der er i skrivende stund 46 (!) kommentarer. 

Klappe klappe kage …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2006. 2 svar

Hjemme hos denne Punditokrat byder tiden p.t. mere på "klappe klappe kage, imorgen skal vi bage …" med den 10 måneder gamle Frk. Punditokrat end på filosoferen over "A = A" eller regressionsanalyser af sammenhænge mellem institutionelle arrangementer, frihed og økonomisk vækst.

Noget lignende gør sig tilsyneladende også gældende i et af de utallige mellemstore danske midterpartier, Socialdemokraterne: Her interesserer man sig også for sammenhængen mellem at klappe i dag og at kunne bage i morgen.  Ihvertfald kunne dagbladet Politiken (2.V.2006) (i en iøvrigt også som helhed ganske morsom og interessant artikel) berette følgende fra Helle Thorning-Schmidts 1. maj turné:

"»Det var smaddersjovt«, siger hun alvorligt, inden hun stiger i Toyotaen for sjette gang. Nu venter Slagelse. Med hestevogne, fjordheste og hornmusik.

Det er eftermiddag her, og dagen er ligesom for gammel til politiske taler. Men der bliver alligevel klappet på alle de rigtige tidspunkter. Det sørger en fyr i stribet bluse for. Han har hænderne løftet op foran brystet – beredt til klap. Det er femte gang, han hører talen i dag. Alligevel klapper han begejstret på de helt rigtige steder. Det får de andre til at klappe med. Han kender talen vældig godt. Ikke kun har han fulgt med partiformanden hele dagen. Han er også ansat af partiet."

Og videre går det: Dagbladene Jyllands-Posten (2.V.2006) og Berlingske Tidende (3.V.2006) citerer også den fhv. formand for det dengang store parti, Anker Jørgensen for følgende tankevækkende kommentar, da han 1. Maj havde hilst på Helle Thorning-Schmidt i Fælledparken, hvor hun blev mødt med "Helle, Helle, Helle"-råb og klapsalver:

"Det er udmærket, hvis de har gjort det af egen fri vilje. Men det har man jo folk til."

Der er–mindst–to interessante ting ved dette.

For det første: Har man rent faktisk fra Socialdemokraternes side ansatte klakører, som 1. maj turnerede rundt og klappede af HTS?  At de politiske partier organiserer klakører til f.eks. valgkampe er velkendt–jeg har selv oplevet KU'ere, VU'ere og DSU'ere, hvis "spontane" begejstring var noget påfaldende.  Men der hører det jo ligesom til "showet"–ingen er rigtigt i tvivl om, at de unge mennesker er fragtet landet rundt, har fået udleveret fælles materialer og på forhånd indøvet råb og slagsange.  Men til et 1. maj møde …?  Hvis det er sandt, så siger det nok så meget om tingenes tilstand i Camp Thorning, herunder hvordan man selv synes, at det går.

For det andet: Er det mon værd at bemærke, at det er netop Dagbladet Politiken (med en årtier lang tilknytning til Auken-fløjen) og Anker Jørgensen, der simultant antyder, at begejstringen for HTS er orkestreret?  Jeg tror ikke på, at der her er tale om en konspiration, men mindre kan såmænd gøre det: Måske det bare er rygter, der florerer vidt og bredt i visse dele af det socialdemokratiske bagland?  Selv dét siger nok noget om tingenes tilstand, især når det kommer oven på udspil, som skulle rykke partiet til venstre og en rokade i partiledelsen med samme formål.

PS. Frk. Punditokrat på 10 måneder har iøvrigt andet tilfælles med Socialdemokraterne end at klappe: Hun brokker sig, når man ikke vil lege med hende; går lidt usikkert rundt i landskabet; lægger meget vægt på de umiddelbart synlige goder; er meget ensidigt fokuseret på at øge udgifterne; har ingen respekt for budgetrestriktioner eller -sammenhænge; ditto manglende forståelse for forudsætningerne for velstandsskabelse; slet ingen respekt for privat ejendomsret; er i det hele taget en stor daglig fortaler for asymmetri-tesen; giver ikke så mange konstruktive in-put til, hvordan det skal blive lettere at være dansker (bortset fra hende selv), o.s.v., o.s.v.  Hvis jeg ikke passer på, kan hun indenfor 10-15 år nå at blive en af partiets ordførere …

Masser af Machiavelli

Af Redaktionen, den 3. maj 2006. Skriv et svar

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

Organizationsandmarkets.com

Af Nicolai Foss, den 2. maj 2006. 4 svar

En ny blog har netop føjet sig til den efterhånden ret omfangsrige mængde af blogs med austro-libertariansk orientering.  Det drejer sig om organizationsandmarkets.com, som blev lanceret i går, d. 1 maj.  Den havde på lanceringsdagen 650 unikke besøg. Ikke dårligt

Undertegnede er sammen med Peter G. Klein, University of Missouri, blogførerne. Vi har defineret bloggen som primært rettet mod vores fælles faglige interesser:

Organizations and Markets is written by Nicolai J. Foss and Peter G. Klein, professors with research interests spanning organizational economics, strategic management, entrepreneurship, innovation, the economics of institutions, and the history, philosophy, and sociology of science. Foss teaches management at the Copenhagen Business School and Klein teaches economics at the University of Missouri, giving the blog an international and interdisciplinary orientation. The authors are influenced by mainstream approaches in economics and management, by the emerging disciplines of transaction cost economics and capabilities theory, and by the alternative traditions of Austrian and evolutionary economics.

Men der vil også blive serveret et stykke med klassisk-liberalisme, pomo-bashing, og lignende fra tid til anden:

While Organizations and Markets focuses on academic research in economics and management, the authors also comment occasionally on other shared interests, such as classical liberalism and cultural conservatism.