Tag-arkiv: 2. Verdenskrig

Punditokraternes sommer læsning 2: Til alle der taler for aktivistisk udenrigspolitik.

Af Niels Westy, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Nu hvor de danske styrker trækkes ud af Afghanistan mener et flertal i folketinget vist ,at vi skal se os efter nye steder, hvor danske Jens’er kan slå deres folder og et slag for frihed og demokrati. se bl.a. denne artikel i Berlingske.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere end almindelig skeptisk overfor den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Jeg må også indrømme, at dette ikke altid har været min position. Således var jeg oprindelig tilhænger af invasionen af Irak i 2003. Ak og ve, hvis jeg blot havde læst Niall Fergusons Collossus inden i stedet for efter invasionen. Så havde min opfattelse nok været en ganske anden.

Det man forsøger i Afghanistan og forsøgte i Irak har USA prøvet mange gange før. Både i Mexico og Haiti. Begge steder uden større held.

Men i virkeligheden er det vel blot at se på 2. verdenskrig. På trods af at der var tale om en forsvarskrig, samt at man tillod sig selv og accepterede handlinger, som vi i dag på intet tidspunkt ville acceptere (Bombningen af de tyske byer f.eks.), er der ingen tvivl om at den store sejrherre i 1945 var Josef Stalin og Sovjet.

Er man ikke overbevist, vil jeg anbefale at man læser Antony Beevor’s “Anden verdenskrig“. Det er ganske enkelt endnu en fremragende bog af Beevor. Det er derfor min anbefaling på hvad man bør læse denne sommer, hvis man da ikke allerede har læst den.

Den skal også fremhæves for sin skarpe og præcise fremstilling af nogle af nøglepersonerne på allieret side – især de engelske og amerikanske. Hvis bogen skal kritiseres for noget er det måske at det ikke har været muligt Beevor at gøre det samme med en række hovedpersoner blandt andre af de krigsførene nationer.

Og når man har læst afsnittet om Teheran konferencen må man forøvrigt konkludere, at især Roosevelt grundlæggende var et fjols, der vist primært interesserede sig for sin egen politiske karriere..

Som Beevor skriver om Teherankonferencen i 1943, hvor Polens skæbne reelt forsegles:

Han [Stalin] var også velorienteret om briternes og amerikanernes tankegange og reaktioner. Før
mødet havde Stalin indkaldt Berijas søn, Sergo, og betroet ham »en mission, som er følsom og moralsk forkastelig«. Han ville vide alt om, hvad amerikanerne og briterne havde sagt privat. Hvert ord skulle optages af skjulte mikrofoner på deres værelser, og hver morgen skulle Sergo Berija rapportere til Stalin om alle deres samtaler. Den sovjetiske leder var forbløffet over de allieredes naivitet, siden de talte så åbent, når de da måtte vide, at de blev aflyttet. Han ville både vide, hvilket tonefald der blev brugt, og indholdet af samtalerne.
Talte de med overbevisning eller uden entusiasme, og hvordan reagerede Roosevelt? Det glædede Stalin, da Sergo Berija rapporterede om den ægte beundring, Roosevelt følte for ham, og hans afvisning af at lytte til admiral Leahys råd om at indtage en mere fast linje. Men hver gang Churchill smigrede Stalin under konferencen, mindede den sovjetiske leder ham skarpt om nogle af de fjendtlige bemærkninger, han var kommet med før i tiden.
De hemmelige optagelser hjalp ham også til at udnytte forskellene mellem Churchill og Roosevelt. Da Churchill privat over for Roosevelt protesterede over, at han hjalp Stalin med at indsætte en kommunistisk regering i Polen, havde Roosevelt svaret, at Churchill støttede en antikommunistisk regering, så hvad var forskellen?
Polen var virkelig et stort spørgsmål for både Churchill og Stalin, mens Roosevelt kun virkede optaget af at sikre sig de amerikanske polakkers stemmer til præsidentvalget det følgende år. Det indebar at skulle spille barsk over for Stalin, indtil resultatet af afstemningen var fastslået. I betragtning af at Roosevelt tidligere havde forkastet enhver idé om at ændre Polens grænser på basis af Atlanterhavserklæringen, følte han og Churchill sig nu tvunget til at overveje Stalins krav på den østlige del af landet, som han havde indlemmet i 1939 som »vestlige Hviderusland« og »vestlige Ukraine«. Den Røde Hær ville meget snart okkupere regionen, så det ville blive et fait accompli. Ifølge Stalins plan ville Polen blive kompenseret med tysk territorium frem til Oderfloden. Præsidenten og premierministeren vidste, at de aldrig ville være i stand til at tvinge sovjetterne til at give sådan en gevinst fra sig, men måden, Roosevelt gik ind på hans krav på, opmuntrede Stalin til at tro, at han ikke ville få noget problem med at påtvinge polakkerne en kommunistisk regering.

Kan forøvrigt fås som e-bog til den ganske fornuftige pris af små 165 kroner her.

Veteranerne fra den 9. april 1940 – de aldrig hædrede

Af Niels Westy, den 9. april 2012. 4 svar

Da tyske tropper den 9. april 1940 kl. 04.15 overskred den dansk-tyske grænse, var Danmarks skæbne besejlet, og små 2 timer senere kapitulerede den danske regering. Men selv om kampene mellem danske og tyske tropper i et internationalt perspektiv var få og begrænsede, var der dog i dansk optik tale om de blodigste kampe, som danske soldater har været involveret i, målt på egne tabstal, frem til i dag. Inden formiddagen var omme, havde 16 soldater og andet personel mistet livet, mens 22 var blevet såret. De tyske tab kendes ikke med sikkerhed, men var sandsynligvis betydeligt større end de danske.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor danske tropper overhovedet blev involveret i kamp, nar landets regeringen på forhånd åbenlyst havde opgivet at forsvare landets frihed. Det fremgår af statsminister Staunings nytårstale mere end 4 måneder før den tyske invasion, hvori han bl.a. konstaterer, at “vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”.

Den logiske konsekvens havde vel herefter været at sætte et skilt op ved grænsen til Tyskland den 1. januar, hvorpå man kunne meddele, at vi ville overgive os på tysk og så at sende de danske soldater hjem. Til gengæld var Staunings konstatering af den danske hærs tilstand meget rammende. Da tyskerne indledte operation Weserübung (angrebet på Danmark og Norge), stod små 15.000 dårligt udrustede danske soldater, for halvdelens vedkommende rekrutter med kun 3 måneders træning, overfor en invasionsstyrke på 40.000 veludrustede, veltrænede og kamperfarne tyske soldater. Ikke desto mindre kæmpede de danske soldater bravt, så længe kampene varede, og de tilføjede som nævnt tyskerne betydeligt større tab, end de selv led.

Faldet i kamp

Kort tid efter nederlaget, og helt i tråd med den militære tradition siden begyndelsen af det 19. århundrede, blev de overlevende soldater stillet en erindringsmedalje i udsigt. Det fremgår af forsvarsminister Søren Brodersens brev til kong Christian d. X, dateret den 16. juli 1940, hvori det anbefales, at “der tilvejebringes en erindringsmedalje for dem, der den 9/4 1940 rykkede ud med enheder, som sattes ind i kampen for fædrelandet”, ligesom der direkte henvises til traditionen for erindringsmedaljer, idet Brodersen påpeger, at medaljen skal tildeles “ganske som erindringsmedaljen for de, der har deltaget i kampene for fædrelandet 1848-50 og 1864”.

I december 1940 modtog familierne til de 16 danske faldne da også en mindeplade stort set mage til den, der var tiltænkt enhederne som erindringsmedalje. Tildelingen af mindeplader blev omtalt i pressen, og lederen af statens censur, kontorchef Karl Eskelund, meddelte i en fortrolig skrivelse Københavns redaktørforening, at der ikke ville blive uddelt en erindringsmedalje “indtil videre”, hvilket på daværende tidspunkt var en omskrivelse af, at medaljerne først skulle uddeles, “når tyskerne er borte”, som det fremgår af et internt notat fra et møde i Forsvarsministeriet i sommeren 1940.

Tyskerne har nu “været borte” i snart 67 år. Der er kun få af veteranerne tilbage – ca. 500 i 2005 – men erindringsmedaljerne til de, der den 9. april var parate til at sætte livet på spil “i kampen for fædrelandet”, er fortsat ikke uddelt. I 1945 vedtog den daværende regering nemlig, til skade for veteranerne fra den 9. april, at kæde deres erindringsmedalje sammen med, hvorvidt frihedskæmperne også accepterede en sådan medalje for deres indsats. Man vidste formentlig godt på daværende tidspunkt, at det ønskede frihedskæmperne ikke. Det kunne nemlig opfattes som en blåstempling af den førte danske politik fra krigens start, formentlig det sidste de fleste frihedskæmpere ønskede at være med til.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussens i sin historiske tale den 24. august 2003 – i anledning af 60 års dagen for sænkningen af den danske flåde og samarbejdspolitikkens sammenbrud – som den første regeringsleder siden befrielsen tog afstand fra samarbejdspolitikken frem til august 1943, skulle man måske ellers have ment, at der var mulighed for at opfylde løftet fra 1940 om en erindringsmedalje, dette er desværre ikke tilfældet.

Den daværende borgerlige regering afviste dog i lighed med alle tidligere regeringer siden 1945, at uddele den lovede erindringsmedalje. Det har ellers ikke skortet på forsøg på at få sagen taget op igen gennem årene.

Helt grotesk bliver det, når man betænker, at Venstres daværende forsvarspolitiske ordfører, og senere forsvarsminister Svend Aage Jensby med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten den 9. april 2000 efterfølgende skriver bl.a. følgende til daværende forsvarsminister Hans Hækkerup: “Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater, der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Et er, at Hans Hækkerup afviste Svend Aage Jensbys opfordring. Noget andet er, at Jensby senere, da han selv var blevet forsvarsminister, også har afvist at tage sagen op igen, med stort set samme standardbegrundelse som sine forgængere. I et af sine afslag som minister skriver Jensby således: “Da den daværende regering [1945] mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved en tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen.”

En central begrundelse for afslagene gennem årene synes at være, at de sker “i respekt for den beslutning der var taget efter befrielsen i 1945”, eller som daværende statsminister Paul Nyrup Rasmussen skriver i et andet svarbrev på en forespørgsel i september 2000: “… Jeg finder tillige, at det ville være forkert om en regering, hvor hovedparten af medlemmerne ikke var født i 1945, skulle omgøre en beslutning truffet af den ansvarlige regering i 1945.”

En besynderlig begrundelse, der som historikeren Torben Jørgensen lakonisk bemærker i sin bog “de aldrig hædrede” indebærer, at “enhver dansk lovgivning, der på en eller anden måde hidrører tiden før 2. Verdenskrig, f.eks. dele af Jydske lov osv. for tid og evighed skal stå uforandret”.

Her står medaljesagen så stadig den dag i dag. Og selv om der kun er få af veteranerne tilbage, vil jeg gerne med denne klumme endnu en gang opfordre den danske regering til at hædre dem med den erindringsmedalje, der burde være uddelt for længst til de soldater, der i modsætning til deres politiske herrer var parate til at kæmpe og dø for Danmark og danskernes frihed.

Ovenstående er en lettere redigeret udgave af en klumme, som oprindeligt blev bragt i 180grader i 2008. Hvor mange veteraner som er tilbage i dag ved jeg ikke, og som sådan er det jo et problem som løser sig selv – og de få tilbageværende veteraner er muligvis ligeglade i dag. Men det bliver behandlingen af dem i alle årene siden 9. april 1940 ikke mindre skamfuld og pinlig af.