Tag-arkiv: Adam Smith

Adam Smith 300 år og stadig relevant

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2023. 3 svar

Det er 300 året for Adam Smiths fødsel. For at fejre det havde Stefan og jeg i går Dan Klein i studiet til en særudgave af podcasten econroots sammen med et levende publikum.

Podcasten udkommer senere, men man kan tyvstarte med at se med her:

Dan er økonomiprofessor på George Mason University og en af de mest prominente Smith-kendere.

Det kom ikke så meget, som nogen måske ville forvente, til at handle om Adam Smith som økonom og som den økonomiske videnskabs grundlægger. Vi talte mest om Smith som moralfilosof og om hans første bog, The Theory of Moral Sentiments. Og om hans politiske tænkning – om Smiths forståelse af nøglebegreber som frihed og retfærdighed. Men vi var naturligvis også omkring Wealth of Nations, Smiths nok bedre kendte økonomiske værk.

Se selv med om hvorfor Smith er relevant selv 300 år efter sin fødsel – og nyd Dan Kleins dybt indsigtsfulde og fascinerende udlægning af ham.

Punditokraternes sommerserie 2023

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2023. 3 svar

Som faste læsere ved, kører vi hos punditokraterne hvert år en sommerserie: En serie indlæg omkring et fælles emne. Sidste år var emnet begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, i 2021 var det historiske forhold og blandt tidligere emner er der f.eks. public choice (i 2017), og befolkning, klima og vækst (i 2019). Sommeremnet i år er ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed.

Baggrunden for sommerserien er ikke mindst, at det er 300-året for Adam Smiths fødsel. Smith var ikke blot en af moderne samfundsvidenskabs fædre, men også professor i moralfilosofi. Emnet i år giver os også mulighed for at diskutere en lang række andre forhold. Vi kommer for eksempel til at introducere læserne til Berggren og Nilssons pionerarbejde omkring tolerancenormer og økonomisk frihed og forholdet til menneskerettigheder, ligesom vi begiver os ud i sociale konsekvenser af regulering og meget andet.

Hvis læserne har forslag til, hvilke emner de gerne vil have dækket under sommerseriens dække, hører vi meget gerne om det!

Adam Smith 300 år: Hvem var han?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2023. Skriv et svar

Som Otto pointerede forleden dag, er det for tiden 300-årsdagen for Adam Smiths fødsel. Præcist hvilken dag han blev født, ved vi ikke. I starten af 1700-tallet registrerede man som oftest dagen et barn blev døbt, og ikke fødslen. Med andre ord kan vi kun sige, at Adam Smith blev født i denne uge for 300 år siden. Han blev ad omveje professor i moralfilosofi ved universitetet i Glasgow, og en del af den rent ud sagt fantastiske periode, vi idag kalder den Skotske Oplysningstid.

Skulle læserne have lyst til at vide mere om en af de mest indflydelsesrige filosoffer nogen siden, og den første samfundstænker vi kan genkende som moderne økonom – og det synes vi bestemt, de bør – er der flere steder at gå til. Vi kan allerførst anbefale at læse Smith selv! Både The Wealth of Nations og den mindre kendte (men fremragende) The Theory of Moral Sentiments kan stadig læses med stor fornøjelse. Vi kan også varmt anbefale Dennis Rasmussens interessante og bevægende The Infidel and the Professor om Smiths venskab med David Hume. Otto bidrog i 2011 til et fint temanummer af Libertas som er en god introduktion. Og hvis man er mere interesseret i manden og hans tid, er Johan Norbergs dobbeltdokumentar The Real Adam Smith nedenfor også stærkt anbefalet. Uanset hvad man har af tid og hvad man specifikt er interesseret i, er det altdi en god idé at lære mere om Adam Smith, hans idéer og hans tid. God fornøjelse!

Introduktioner til ‘Essential Scholars’

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2023. 1 svar

Mange af os – dvs. universitetsnørder og ligesindede – har fornemmelsen, at unge mennesker ved alt for lidt om ikke bare vores idéer og værdier, men også hvor de kommer fra. De har hørt noget vagt og sandsynligvis forvrøvlet på gymnasiet fra deres samfundsfagslærer, eller har set en reference et sted på Instagram. Men hvad mente folk som Adam Smith, David Hume eller Milton Friedman egentlig? Og hvorfor er det stadig interessant at læse dem?

Den udfordring har Fraser Instituttet forleden taget op i samarbejde med the Institute of Economic Affairs. De to tænketanke – den ene i Vancouver, den anden i London – er igang med at udgive en serie korte videoer, bøger, podcasts, og andet materiale om det, de kalder ‘Essential Scholars’. Serien dækker ikke blot koryfæer fra Oplysningstiden som John Locke, David Hume og Adam Smith, men også det 20. århundredes store, liberale tænkere: Milton Friedman, James Buchanan, Friedrich Hayek og Joseph Schumpeter. Og som en særlig bonus, dækker den ‘Essential Women of Liberty’, der er et emne som ofte overses.

Hele serien kan findes på Essential Scholars, og er lidt af en guldgrube af interessant materiale til en selv eller ens elever. Man kan også nedenfor se en begejstret Reem Ibrahim fra the Institute of Economic Affairs. Reem er institituttets nyeste ansatte i kommunikationsafdelingen, og er udover at være studerende på London School of Economics også en af de nye, unge stemmer i det britiske mediebillede.

Adam Smith: Father of the Fringe

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2021. 1 svar

Hvert år fra 1947 til 2019 – og forhåbentlig igen fra 2022 – kørte the Edinburgh Festival i den skotske hovedstad. Det er en af verdens allerstørste kulturbegivenheder, og den har i en række år solgt flere billetter end alt andet end de Olympiske Lege. Siden starten har en del af den været det, der er kommet til at hedde The Fringe: En lang række skuespil, koncerter, stand-up osv. som ikke er på det officelle program og ikke modtager nogen form for støtte. The Fringe opstod spontant og ukoordineret, og er ikke blot den største del af festivalen idag, men også dens kreative hjerte.

Komikeren Dominic Frisby har sammen med dokumentarfilmskaberen Alex Webster lavet en film om netop the Fringe, men med en særligt spændende vinkel: De ser the Fringe som eksempel på, hvordan en fri markedsøkonomi og et frit samfund virker. Som sådan er festivalen et eksempel på den frivillige dynamik som Adam Smith, der også var fra Edinburgh, beskrev. Eller som den tyske stand up-komiker Henning Wehn siger i dokumentaren, hvordan festivalen er “a microcosm of the market-driven society.” Hele filmen kan ses nedenfor og er meget varmt anbefalet.

Punditokraternes julelæsning 2020 (1)

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2020. 2 svar

Julen nærmer sig, og dermed en tid hvor mange har lidt ekstra tid tilovers til at sætte sig ned med en bog. Måske er det ikke helt så presserende for tiden, da mange nok har taget begrebet ’arbejde’ lidt lettere, mens de har været tvunget til at ’arbejde hjemmefra’. Alligevel er dagene mellem jul og nytår særlige, og giver ekstra tid til at læse den bog, man fik juleaften eller dem, man burde have læst for længe siden. Vi har derfor tænkt os her på stedet, at give nogle få anbefalinger til hvad vores læsere kunne overveje at bruge tid på at læse.

Vores første forslag er Dennis Rasmussens fremragende The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought, som jeg læste for knap et år siden. Rasmussens bog fra 2017 handler som titlen siger, om to David Hume og Adam Smith – to af den skotske oplysningstids største navne og to af de mest indflydelsesride samfundstænkere nogensinde. Hume var den første filosof, der klart beskrev det såkaldte er/bør-problem, som nu er centralt i al samfundstænkning: Man må altid sørge for at skelne mellem, hvordan man synes en situation bør være fra hvordan man mener, at den faktisk er. Hans A Treatise on Human Nature er stadig en bog, man kan lære af og som beskriver problemer, samfundsvidenskaberne har genopdaget de sidste 30 år. Smith betragtes af de fleste som den moderne samfundsvidenskabs fader på grund af den monumentale Wealth of Nations, men hans tidligere The Theory of Moral Sentiments er på mange måder et lige så stort værk.

Rasmussen får meget elegant redegjort for mange af de tos tanker, det intellektuelle miljø der eksisterede i 1700-tallets sydlige Skotland, og også den indflydelse som kirken have på miljøet og mange beslutninger. Selv for læsere med indsigt i disse diskussioner give bogen både ekstra kontekst og er man ny på området, fungerer den fornemt som en introduktion til mange emner. Rasmussens fineste bedrift er dog måden, han fanger Hume og Smiths venskab og hvordan det udviklede sig over årene. Det er smukt og decideret rørende mod slutningen af Humes liv. Om man mest er interesseret i det filosofiske eller mere i venskabet, er Rasmussens bog varmt anbefalet!

Hvad gør handel 7: Handel og voksende skalaafkast

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. juli 2018. Skriv et svar

Læg godt mærke til figur 1. Uden at overdrive er det en af de mest interessante, du nogensinde kommer til at se. Den viser det mirakel, som den moderne verden dybest set er. Vi er blevet godt fyrre gange så mange mennesker på kloden siden Kristi fødsel. Men produktionen (BNP) er vokset 880 gange. Det betyder, at gennemsnitsindkomsten (BNP per capita) er vokset næsten 22 gange. Og det er endda kun den årlige indkomst. Vi bliver samtidig mere end dobbelt så gamle, som dengang.

Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.

Hvad gør handel 1: Introduktion

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2018. 5 svar

Som flere år tidligere kører vi igen i år en sommerserie på punditokraterne. Sidste år handlede sommerserien om public choice, som vi mener at flere mennesker bør vide noget om. På samme måde har vi i år fundet et emne, som de fleste mennesker – og kun ganske få politikere – faktisk ved noget om: International handel. Handel er ekstremt vigtig og en af de store drivkrafter i moderne udvikling, men også så dybt misforstået, at præsidenter i både USA og Frankrig har absurde ideer om den, ligesom mange uvidende vælgere kan lade sig forlede af løfter om beskyttelse mod international konkurrence osv. Formålet med dette års sommerserie er derfor at oplyse, og forhåbentlig bidrage til at vores almindelige læsere, men også gymnasieelever og alle andre interesserede, ikke fælder i disse fælder.

Et af de særlige forhold ved emnet er, at manges – og måske de flestes – forestilling om handel og hvor gevinsterne ved international handel er, er begrundet i det, man kalder merkantilisme. Kernen i merkantilisme kan meget kort opsummeres i forestillingen om, at eksport er godt, import er skidt. Det paradoksale er, at økonomer har vidst mindst siden Adam Smiths arbejde i 1770erne, at de merkantilistiske idéer er forkerte, og siden David Ricardos banebrydende Principles of Political Economy fra 1817 har der været konsensus blandt (ikke-marxistiske) nationaløkonomer om kernen i konsekvenserne. Fra den faglige side står vi derfor med den frustrerende situation, at mange mennesker og de fleste politikere enten ikke forstår eller benægter, hvad der blandt os har været konsensus om i 200 år. Kunne man forestille sig en lignende situation udenfor økonomi, hvor et flertal af befolkningen for eksempel stadig troede på flogistonteori eller eksistensen af gener?

Blandt økonomer taler man om, at de meste af den internationale handel er drevet af to forhold: Enten har et land eller område absolutte fordele i at producere en bestemt type varer eller service, eller de har komparative fordele. Senere arbejde, som vi kommer tilbage til senere i sommerserien, fokuserer også på såkaldte kompetitive fordele.

Adam Smith bidrog med en klar beskrivelse af absolutte fordele. Han skrev i sin Wealth of Nations i 1776, at den basale funktion af import er “to relieve one another’s wants” mens eksport fungerer for at “ encourage one another’s industry.” Smith pegede derfor på, modsat politikere dengang som nu, at der er store gevinster forbundet med import! Han forstod også, at modsat merkantilisterne – som målte et lands velstand i dets beholdning af guld, sølv og andet ’værdifuldt’ – er et af de vigtigste formål med eksport at tjene udenlandsk valuta, så man kan betale for sin import. Eksporten bidrager ikke direkte til vores levestandard på samme måde som import. Er man i tvivl, kan man for eksempel se på ens eget tøj, mad og transportmiddel og spørge, hvordan ens liv havde været uden de dele, der er produceret udenfor Danmark. Eksportens bivirkning, som Smith også så og beskrev med ordet ’encourage’, har været hovedfokus i det, der nu kaldes ’ny ny handelsteori’, og som vi dækker senere i serien.

De fleste kan sagtens spotte Smithske absolutte fordele: Visse lande har absolutte fordele i eksporten af diamanter, uran, eller bestemte slags fisk, fordi disse produkter kun eksisterer helt bestemte steder i verden. På samme måde regner man ofte kaffe og citroner som absolutte fordele: De kan produceres i drivhuse andre steder, men det er så dyrt og resultaterne så dårlige, at drivhusvarerne reelt ikke er de samme. Smiths beskrivelse af handel og hvorfor nogle lande handler med bestemte varer er derfor eminent intuitiv.

Derimod har Nobelprisvinderen Paul Samuelson kaldt David Ricardos bidrag til handelsteori for en af de få indsigter i samfundsvidenskaberne, der er tydeligt sand, men på ingen måde indlysende for de fleste begavede mennesker. Ricardos teori om komparative fordele er dog også ofte karakteriseret som den mest succesfulde teori nogensinde i samfundsvidenskaberne. Han tog udgangspunkt i den indlysende (men ofte ignorerede) sandhed, at der er begrænsede ressourcer i ethvert samfund. Bruger man flere ressourcer på at producere vare X, må man nødvendigvis bruge færre på at producere vare Y. Det gælder derfor altid om, at bruge sine ressourcer bedst muligt, og dermed på det, man er bedst til. Den overraskende implikation er, at et land der er dårligt til alt stadig kan have stor gavn af handel. Ricardo og folk efter ham bruger ofte et ganske simpelt eksempel til at vise det.

Forestil dig, at Godeland kan producere 1000 eksemplarer af vare X med brug af 1000 arbejdstimer, og 500 af vare Y med brug af 1000 arbejdstimer. Lorteland bruger 4000 arbejdstimer på at producere 1000 af vare X og 4000 arbejdstimer på 1000 af vare Y. Godeland har derfor en absolut fordel i produktionen af begge varer, men kan indlysende nok ikke eksportere dem begge to. Hvis de gjorde det, hvordan ville Lorteland da nogensinde kunne tjene Godelands valuta, så de kunne betale for deres import?

Ricardos geni lå i at indse, at hvis man flytter 1000 timer i Godeland fra vare Y til vare X får man 1000 flere eksemplarer af vare X og 500 færre af vare Y. Gør man det samme i Lorteland, får man 250 eksemplarer mere af vare X, og 250 færre af vare Y. Forholdet i Godeland er derfor 1000 / 500 = 2, mens i Lorteland er det 250 / 250 = 1. Godeland har dermed en massiv komparativ fordel i at producere X. Godeland kan således hæve sin levestandard ved at holde op med at producere Y, importere hvad de vil af Y, og ansætte den ekstra arbejdskraft til at producere X, og eksportere noget af den til Lorteland. På samme måde er det en god deal for Godeland, da de importerer X billigt fra Lorteland og dermed kan ansætte mere arbejdskraft til at producere Y, som de lige så dårlige til at producere. De får billigere X, og en højere pris for Y når nu Godeland ikke længere producerer det. Begge lande har haft gavn af handelen!

Ricardos teori om komparative fordele har været ekstremt indflydelsesrig de sidste 200 år, og var blandt idégrundlaget for, at det britiske parlament i 1846 begyndte en lang og dyb liberalisering af landets internationale handel. Premierminister Robert Peel havde for eksempel læst Smith og Ricardo og var blandt hovedmænden bag den berømte Repeal of the Corn Laws – afskaffelsen af handelsbarrierer på kornimport. Liberaliseringen var måske en trussel mod store jordejeres indtægter, men gjorde livet langt lettere og billigere for landets mange fattige og bidrog til den store transition af det britiske samfund. Det samme gør liberaliseringer i dag – men mere om det senere på sommeren!

Ny Adam Smith-dokumentar

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

Af Niels Westy, den 29. september 2011. 3 svar

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Læs resten →

Ostrom om statsfejl vs. markedsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2010. 11 svar

Jeg har selv tidligere skrevet lidt om statsfejl versus markedsfejl–og det samme har Elinor Strom, der modtog Nobelprisen i økonomi 2009, og som vi ved den lejlighed diskuterede lidt, og som jeg netop i disse dage er ved at færdigskrive en artikel om.  Så her kommer lidt om dét, Adam Smith, Thomas Hobbes m.v.  fra hendes 1997-takketale for Seidman Prisen:

“One of Adam Smith’s major contributions was the development of a theory of order that demonstrated the possibility of beneficial outcomes emerging from the independent contributions of many individuals pursuing their own interests within a set of agreed upon rules. Smith’s work provided the foundation for modern micro-economics that has formalized the theory of competitive markets. Individuals organize themselves into enterprises that seek out opportunities for gain through production and exchange. Competition among buyers and sellers exchanging purely private goods in an open market within a legal framework that defines and enforces property rights and contractual agreements, generates incentives that lead toward optimal results.

While each participant tries to maximize his or her own welfare, competition among producers and consumers of pure private goods leads to an increase in the benefits for all while driving individual advantage over others to a minimum. Public policies consistent with this view of order encourage the development of markets as a stimulus to increase “the wealth of nations.”
Smith’s theory of order stands in marked contrast to that of Thomas Hobbes, who argued that self-organization and competition leads to warfare and necessitates a single center of power dominating all social relationships and imposing peace and order on others. For Hobbes, order came from having a single decision maker rather than relying on the decisions made by many self-organized and independent decision makers. While modern scholars frequently deny their reliance on Hobbesian intellectual roots, the modern theory of “The State” is a direct descendant of Leviathan. The State is defined as an organization with a monopoly over the authority to make law and the legitimate use of coercion.
Læs resten →

Nu udgør middelklassen over halvdelen af jordens befolkning

Af Niels Westy, den 14. februar 2009. 1 svar

Dette blogindlæg er først og fremmest en reklame for The Economist “A special report on the new middle classes” – artiklerne kan læses på deres hjemmesider uden abbonement, – man kan f.eks. tage udgangspunkt i indledningsartiklen “Burgeoning bourgeoisie“. herfra er der links til de andre artikler.

Baggrunden er, at der i de seneste to årtier er sket en voldsom – og glædelig – vækst i andelen udviklingslandenes befolkning der ikke længere lever under fattigdomsgrænsen, målt på den alment accepterede grænse på 2 PPP USD (1 USD. anvendes normalt som grænsen for absolut fattigdom). Da der ikke eksisterer en entydig definition på hvad der forstås med middelklasse kan man selvfølgelig diskutere hvordan man opgør det, hvilket Economist gør i artiklen “Who’s in the middle“.

Men en af måderne er at medtage den andel af befolkningen der har mellem 2 og 13 USD (2005 PPP USD) til rådighed per person per dag – et slags udviklingslandenes middelklasse.

Som fremgår med al tydelighed er den største vækst sket i det østlige Asien og ikke mindst Kina. Men også Latinamerika, herunder Sydamerikas uden sammeligning folkerigeste land Brasilien har oplevet en vækst i andelen af befolkningen der kan karakteriseres som middelklasse, og i modsætning til den (beherskede) fremvækst af middelklasse, der var resultatet af den importsubstituerende industrialisering der fandt sted bag høje handelsbarrierer ogdelvist i kraft af statslige investeringer i den sekundære sektor fra 1930erne og frem til 1970erne, og som bl.a. medførte, at Brasilien i 1980 havde verdens skæveste indkomstfordeling – er den nye middelklasses velstand i langt højere grad markedsskabt, end den “gamle” middelklasse, der i vid udstrækning tog sit afsæt i statsejede virksomheder og den offentlige sektor.

Ifølge Vinod Thomas fra Verdensbanken, kan faldet i ginikvotienten, der bruges til at måle indkomstulighed, fra 0,628 i 2003 til 0,584 i begyndelsen af 2008, nok for ca. 1/3 vedkommende tilskrives statslig overførsel/omfordeling via “Bolsa Familia”-programmet, 1/3 på grund af bedre uddannelsesniveau og den sidste trediedel grundet væksten i jobs.

Vi skal nok ikke forvente at denne positive udvikling fortsætter det næste par år. Sandsynligvis sker der et  fald i andelen af verdens borgere der kan tilskrives at tilhøre middelklassen, i takt med at den nuværende krise sender nogle ned under fattigdomsgrænsen. Men mens vi kan begræde dette, er det nok værd at huske på hvor lille del af jordens befolkning der for blot få generationer siden kunne opnå predikatet middelklasse.

Hvad angår de frie markeders overlevelsesmuligheder, er det måske også en ide (for de mest nedtrykte fortalere for det frie marked og de mest opstemte socialister) at minde om, at:

“The free market is dead. It was killed by the Bolshevik Revolution, fascist dirigisme, Keynesianism, the Great Depression, the second world war economic controls, the Labour party victory of 1945, Keynesianism again, the Arab oil embargo, Anthony Giddens’s “third way” and the current financial crisis. The free market has died at least 10 times in the past century.” som P.J. O’’Rourke skrev i sin artikel ” Adam Smith gets the last laugh” i sidste uge i Financial Times.

Julegaveidé nr. 2: 13 Frihedstænkere

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2008. 25 svar

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Den første ideerne var John McCains selvbiografi, mens den anden idé kommer her: Cepos antologi om 13 frihedstænkere.

Tænketanken Cepos har bedt fem forfattere – Christopher Arzrouni, Otto Brøns-Petersen, Lars Christensen, Henrik Gade Jensen (der står som redaktør), Per Henrik Hansen og Mikael Jalving – om at skrive om frihedstænkere. Det er blevet til en bog med 13 korte karakteristikker af Niccolò Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke, David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Søren Kierkegaard, Laura Ingalls Wilder, Friedrich Hayek, Karl Popper, George Orwell, Ayn Rand og Milton Friedman.

Bogen er i sagens natur meget blandet, både med hensyn til hvordan de fem skriver og med hensyn til, hvem de skriver om. På trods af det er det blevet en fin bog, der enten kan bruges som oversigt eller som introduktion. I den sidste funktion er den særligt velegnet som enten gave til et yngre medlem af familien med interesser i den retning, eller som gymnasiesæt til at opveje de mængder af vrøvl, dagens studenter bliver ramt af i gymnasiet.

Men selv om man har læst mange af de tænkere, bogen dækker, er der også inspiration for mere garvede læsere. Arzrounis lille kapitel om Laura Ingalls Wilder og hendes serie om ’Det Lille Hus på Prærien’ (titlen på den måske mest kendte af bøgerne) gav i hvert fald mig lysten til at give de 70 år gamle, amerikanske børnebøger en chance. Ligeledes er det fantastisk at blive mindet om, hvad koryfæer som Adam Smith eller George Orwell skrev. Lad mig give to eksempler, som jeg under alle omstændigheder ret hurtigt relaterede til regeringens sundheds- eller forskningspolitik, og til debatten om udbredt ytringsfrihed versus indskrænkninger mod ’hate crimes’:

”Systemmageren […] forestiller sig, at han kan herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånde flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem. Men i det store skakspil, i de menneskelige samfund besidder hver enkel del sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det” (Smith)

”Intet var ulovligt, da der ikke længere var love, men hvis det blev opdaget, var det sandsynligt, at det ville blive straffet med døden” (Orwell)

Der er grænser for, hvor meget vi selv kan tænke over tingene, og hvor bredt og dybt vores perspektiv er. Derfor er ’13 Frihedstænkere’ en god gave: Den minder os om, hvad større tænkere så, når det tænkte og talte om frihed og dens fjender.

Farvel til Doha-runden

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2008. Skriv et svar

Sommeren har i høj grad været præget af agurketid – en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha – derfor er den blevet kendt som Doha-runden – havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.

Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet ’collapse’. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at ’handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare’, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.

Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?

Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.

Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.

En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer – f.eks. ris – steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.

Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde – og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.

Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande – som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina – om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten – den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker – når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte – som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.

To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at ’gemme’ si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene – en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.

Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy – som vi nok havde ventet noget andet af – har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik – og her er svaret på spørgsmål nummer to – både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.

Vi har brug for en historiekanon for politikere – helst uden for mange fremmedord

Af Niels Westy, den 20. maj 2008. 8 svar

I forbindelse med det seneste kapitel i debatten om tørklæder, multi- vs. monokulturelt Danmark, rejser spørgsmålet sig om der ikke burde laves en særlig kanon for politikere – i første omgang en historiekanon.

Således udtaler Henriette Kjær fra de konservative til Ritzaus, at »Vi mener ikke, at Danmark er et flerkulturelt land. Så ville landet se anderledes ud. Vi ville have moskeer og synagoger, og folk ville have ferier og helligdage på forskellige tidspunkter«

Hun er tilsyneladende ikke klar over, at Danmarks første synagoge blev grundlagt i 1714. Men med denne oplysning, vil hun måske ændre holdning og herefter mene, at Danmark har været et flerkulturelt land siden 1714?

Og hvis hendes udsagn om officielle helligdage skal tages alvorligt mener hun åbenbart at det er magthaverne privilegium at diktere et lands kultur? – og så ikke et ord om, at julen oprindeligt slet ikke var en kristen højtid, hvilket en lang række af vores traditioner bærer vidnesbyrd om.

Henriette Kjær har da også tidligere udvist en meget fri omgang med historiske fakta. Således har hun udtalt, at de olympiske lege i Berlin medførte, at verden fik øjnene op for farerne ved ved det nazistiske styre i Tyskland!!

Henriette Kjær er bestemt ikke den eneste politiker der i tide og utide pinligt demonstrerer mildt sagt alternative udgaver af simple historiske fakta. De er rigt repræsenteret i alle politiske partier, og må vist ofte prise sig lykkelige over, at journalisters fakturelle viden ofte befinder sig på samme lave stadie som politikernes.

Helt galt gik det for en anden borgerlig politiker sidste år, nemlig daværende medlem af folketinget for Venstre, Charlotte Antonsen, da hun i et interview i 180grader advarede mod de frie markeders stormende konkurrence, dette blev bl.a. begrundet med, at man jo ikke kunne have fri konkurrence som på Adam Smiths tid. Hermed afslørede hun en – ikke mindst for en venstrepolitiker og tidligere økonomistuderende – bemærkelsesværdig mangel på viden både om Adam Smith, økonomi og liberalisme.

Således formåede hun både at placere Adam Smith i et forkert århundrede (det 19. i stedet for det 18. hvor han retteligt hører hjemme), lige som hun demonstrerede en opsigtvækkende uvidenhed om forholdene i Europa og Danmark på daværende tidspunkt – hvor hun beskriver de pågældende lande som præget af frie markeder – blot det havde været så vel. Både Europa og Danmark var – og til dels fortsat er – præget af merkantilistisk tankegang og kraftig regulering modsat frie markeder, som Adam Smith plæderede for.

Måske det var en ide, at lave en hel serie af “kanon for politikere”. Hvis ikke det var for faren for at blive kaldt udansk, kunne man fristes til at kalde serien “kanon for dummies”

Vi kunne jo lægge ud med en om Danmarks historie, nok helst med store bogstaver, masser af billeder og uden for mange fremmedord.

Sommerferielæsning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juli 2007. 18 svar

Hermed et par korte noter om bøger, jeg har bestilt fra Amazon, og som jeg håber at kunne få sat tænderne i, når jeg snarligt prøver et hidtil ukendt eksperiment for Homo Stressus: Jeg sætter auto-reply på e-mailen, leverer mobilen til reparation/update og melder mig så iøvrigt helt og aldeles ud af samfundet (inkl. denne blog) i adskillige uger.

Jeg har bestilt:

  • Peggy Noonan: Why I Am Still A Conservative (2007). Læsere af denne blog ved, at jeg synes, at Noonan er en ret fantastisk tale- og klummeskriver, og denne bog er vistnok en Reaganistas f***-finger lige i hovedet på GOP og Bush-administrationen. Desværre bliver Amazon ved med at flytte udgivelsesdatoen, så jeg ved ikke, om jeg faktisk når at få den inden ferien.
  • Robert Novak: The Prince of Darkness (2007): Min gode ven, Politiken-journalisten og bibel-bloggeren Marcus Rubin, har engang kaldt mig “Mørkets Fyrste”, og selvom jeg egentlig ikke er helt sikker på, at det var ment som en kompliment, så tog jeg det faktisk ganske stolt som sådan, for Marcus er en af de få danskere, der ved, at dette er øge-/kælenavnet for en af de bedste amerikanske, konservative journalister/kommentatorer, Robert Novak–og at denne er én, som jeg faktisk godt kan lide. Novak–som jeg første gang bemærkede primo 1990erne, da han var med-vært på CNN’s “Crossfire”–har nu begået en bog om sine 50 år som journalist, herunder en politisk odysse fra venstrefløjen til … ja, der et sted, hvor nogle af os slår vore folder. Novak–der har været meget kritisk overfor Irak-krigen–er vel nærmest en slags paleo-konservativ med et undertiden kraftigt libertært islæt–om end han for postmoderne læsere vil være mere kendt for sin ikke-rolle i den såkaldte Plame-affære .
  • Jeg har på det seneste fået genopfrisket en historisk interesse for “The Glorious Revolution” (1688), som jo med en vis ret kan stå som en af de vigtigste politiske begivenheder i den vestlige verdens nyere historie (bemærk hvor jeg lægger snittet for “nyere” …). Jeg er derfor ved at kæmpe mig gennem Edward Greggs biografi af den dansk-gifte Dronning Anne (der var datter af kong James II & VII, som hun og søsteren Mary var med til at afsætte i en sammensværgelse, der bl.a. involverede John Locke og andre liberale Whigs)–og den kan jeg ikke anbefale: Meget seriøs og meget kedelig. Til gengæld ser jeg frem til at skulle læse den velskrivende og seriøse amerikanske konservative journalist Michael Barones bog, Our First Revolution (2007), som prøver at vise, hvor meget amerikanerne (og europæerne) lod sig inspirere af John Locke m.fl.
  • Med mig skal jeg også have den formidable, libertære satiriker P.J. O’Rourkes nye bog om Adam Smith, On the Wealth of Nations (2006). Jeg købte den allerede for et halvt år siden, men har simpelthen ikke haft tid til at læse den endnu. Årsag? Jeg elsker P.J., men efter at have bladret lidt i den, har jeg på fornemmelsen, at den ikke er helt så sjov, som de fleste af hans andre bøger (særligt de ældre). På den anden side er manden gudsbenådet, og når man selv har skrevet en bog om Smith, er det vel nærmest obligatorisk (og fradragsberettiget?).

Hvad skal vore læsere læse?

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2006. 2 svar

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”