Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2019. 1 svar
For
nogle uger siden skrev vi kort om et
nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede
forskere bag Cohen
et al. i Science udførte et
velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet
ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på
sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel
i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer
ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”
Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.
Konklusionen
er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på
spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata.
Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.
Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic
honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the
world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of
measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return
rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show
that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are
strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use
of questionnaire-based measures in the trust literature.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2019. Skriv et svar
Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).
Jeremy Jackson ved seminaret
Seminaret
startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte
historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave
udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med
titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige
konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen
Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle
forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring
forskellene på demokrati og økonomisk frihed.
Seminaret
blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad
Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty
Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på,
hvad økonomisk frihed er.
Gwartney
blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af,
hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen
var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal
forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at
økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et
par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at
forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede
sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do
that?”
Og
der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme
i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just
had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.”
Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data
frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at
udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.
Udgangspunktet
for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj
grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice,
vountary exchange, open markets, and protection of people and their property
from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt
skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney
understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den
samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.
Når
dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men
før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og
meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker
op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the
World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra
Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden
en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman
og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende
indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres
indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats
tælles i tusinder.
Jeg
har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i
den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst
af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i
Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere
disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på
trods af en sportsskade) med papiret ” Is
Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist
Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra
universitetet i Hamborg.
Vores
spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre
politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være
mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er
begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type
event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt
forfatningen forhindrer censur.
For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.
Det
specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er
de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden.
Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.
I efterfølgende analyser finder vi meget
klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er
dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes
frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination
er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur
under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet
solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer
– udløser terrorangreb væsentligt værre censur
af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.
Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.
Forskningslitteraturen
om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de
ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af
ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe
samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af
spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering.
Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke
tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges
af omhyggelig håndhævelse af loven.
Tricket
er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er
ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden
var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det
såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går
meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de
er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage
til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede
punge med tillidsscoren i området.
Fornylig
har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande
rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de
præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er
at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en
tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og
varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.
Resultaterne
viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man
Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til
ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt
dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende
af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %),
Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark
(82 %).
Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.
Mest
af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et
af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt
aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når
vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med
det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs
for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost
– i Danmark.
Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.
I
anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three
approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler
jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere
meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig
specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme
overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan
bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af
Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som
jeg understreger i konklusionerne:
“In other respects, all three books either explicitly
or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that
while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid
argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional
or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also
emphasises increasing income inequality, none of them note that their
recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a
Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are
certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political
influence in three of the five countries of the region.”
Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.
Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2019. Skriv et svar
International
handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst,
produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til
at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en
international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den
amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i
EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store
flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt
positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der
deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200
år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med
at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.
Selvom
alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David
Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon
til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher
og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer
fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt
udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del
af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og
importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to
måder.
For
det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi
importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori
(de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan
nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne
får flere varianter af varerne at
vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet
Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede
varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende
virkning af intraindustriel handel.
Den
anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international.
Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det
bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de
færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første
sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk
import.
Spørgsmålet
er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse
med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp
Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af
et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds
oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data.
Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere
lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i
princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel
af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at
illustrere, hvor dramatisk strukturen af
dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.
Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.
Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.
Er
intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver
af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre
ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det
sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er
at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers
politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et
lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele
lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.
Der
er store forskelle på, hvor ligestillede kvinder er rundt omkring i verden.
Helt overordnet er kvinder i de nordiske lande blandt de mest ligestillede, og
politikere hylder ofte sig selv for at have opnået denne status. Spørgsmålet er
dog, hvor meget der skyldes moderne politik og hvor meget, der i stedet skyldes
dybere kulturelle forskelle. Ny og meget kreativ forskning peger på, at
nordiske piger var mere ligestillede allerede i vikingetiden.
Laura
Maravall Buckwalter fra universitetet i Tübingen undersøger i artiklen med det lange navn ”Valkyries: Was Gender Equality High in the
Scandinavian Periphery since Viking Times? Evidence from Enamel Hypoplasia and
Height Ratios” om folk i de nordiske lande
diskriminerede mindre mod piger i vikingetiden og middelalderen end i resten af
Europa. Hendes trick er at benytte sig af mål for emaljehypoplasi, der primært
skyldes fejl- eller underernæring i den tidlige barndom. Hypoplasi er fænomenet
hvor et organ eller en anden del af ens krop er underudviklet: Netop hypoplasi
i tandemaljen viser sig både at være en god indikator for diskrimination af
piger, og et fænomen, man kan måle med forholdsvis god præcision på skeletter. Ved
at sammenholde forekomsten af emaljehypoplasi hos mænd og kvinder, får man
derfor et ret godt og objektivt mål for historisk diskrimination af piger.
Buckwalter
finder, at hendes diskriminationsmål er cirka 0,8 for nordiske kvinder udenfor
de få byer, der eksisterede dengang. Tallet i sig selv siger intet, udover at
det er en afvigelse fra fuld ligestilling – en værdi på 0. Sammenholdt med den
typiske værdi på 1,2 i resten af Europa peger dog på, at kvinder i
vikingetidens Norden var væsentligt mere ligestillede end i resten af Europa.
Sammenligner man med moderne mål fra ulande, er en forskel på 0,8 og 1,2 også
en endda meget stor faktisk forskel i behandlingen af piger og drenge.
Den
nye artikel, der i sagens natur benytter sig af arkæologisk evidens – men behandlet
som man gør i moderne samfundsvidenskab – er dermed konsistent med andre
historiske indikationer. Der er for eksempel adskillige eksempler på rige begravelser,
der viste sig at være af kvinder – det norske Osebergskib, der er den rigeste
af alle skibsbegravelser i Norden, viste sig at være for en kvinde – ligesom der
findes eksempler på kvinder i vikingetiden, der var skibsejere. Skulle man have
været skeptisk overfor fortolkningen af disse historiske eksempler, peger den
nye forskning i samme retning.
Det
skal understreges, at der ikke nødvendigvis går en lige linje fra vikingetiden
og den tidlige, nordiske middelalder til nutidens ligestillede kvinder i
Danmark, Norge, Sverige og Island. Læser man historien, får man ofte indtryk af
at den kristne kirke fra 1300-årene og frem aktivt bekæmpede ligestillingen.
Der er dog næppe noget, der kan tage en historisk tradition fra de nordiske lande. Ligestillingen har mindre med
fremsynede, moderne politikere at gøre, og mere med almindelige menneskers
ordentlige behandling af hinanden.
I
den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste
problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel
hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen
folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den
nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det
skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte
instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker
ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske
vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er
plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens
koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man
udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier
bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.
I
forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of
institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og
medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de
variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den
fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre
almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de
fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste
lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision
i netop disse lande.
Det
er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale
flag.
Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart
sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler
og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet
afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og
en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort
R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun
henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for
travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag
Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på
85, Japan på 87, og Pakistan på 88.
Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.
Nok
er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i
samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren
viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner
ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen
højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre
kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og
mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.
Man
kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var
mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent
med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6
%, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande
andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige
efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor
ikke, og man må lede efter en anden forklaring.
Vores
bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret
i landets flag (læs her for
standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte
ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når
designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger.
Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær,
voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens
flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets
stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et
land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig
forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest
mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme
sociale konflikter og lovløshed.
Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.
Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2019. Skriv et svar
Forleden
så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over
årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor
Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere,
men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans
død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel
økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.
Steve
var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i
bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i
nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin
karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve
fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job
i Verdensbanken.
Steves
måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social
Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der
udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly
Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem
social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende
blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har
undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i
1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som
”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.
Det
er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er
næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange
ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år
tidligere udkom ”Institutions and
economic performance: cross‐country tests using alternative institutional
measures” i Economics
& Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu
velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst,
var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.
Steve
hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i
social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som
flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger,
var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede
forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over
årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han
havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han
akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en
konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort
havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede
Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the
Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere
end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle
besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været
fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap
på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel
gigant.
Som
vores faste læsere ved, er det ved at være tiden for en af punditokraternes traditionelle,
årlige diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man
måle det? I år er det ti
år siden, vi første gang tog diskussionen, der også i flere år blev dækket
af Børsen. Som
læserne også ved, forsøger vi hvert år at fange kvalitet på en anden måde end
tidligere år for derigennem at give et indtryk af, hvor svært spørgsmålet
faktisk er.
Det
særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i
Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget
med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren
finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt
tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller
praktisk anvendelse af økonometri.
Måden,
vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et
produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet
ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun
har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden
det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem
den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har
publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden
et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her
specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både
produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre
og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler
kvalitet på.
Et
problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt
fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I
stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som
vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på
prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at
give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og
dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres
gennemsnitsrangering på baggrund af to af
de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det.
Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte
er.
Resultatet
af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra
CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget
klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han
er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per
artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne
nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt
forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau.
Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben
Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der
(endnu) ikke er professor.
Top
10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens
første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega
Astrid
Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også
fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns
Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas
Barnebeck Andersen – fra Syddansk.
Listen
omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil
sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på
sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede
navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og
Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere
citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden
mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er
en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer
som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai
Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville
det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske
universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric
Schneider, eller tyske Philipp Schröder.
Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.
Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2019. 7 svar
Nationaløkonomi
og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som
”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både
til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt
aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at
det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng.
Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne
er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten
er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy
Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the
Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid
interessante Niclas
Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som
kaldes læses i sin helhed her og
som altid er stærkt anbefalet).
Som
Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:
“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”
Situation
1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige
gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det
problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi
og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske
marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på
spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i
virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”
Skal
man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin
stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver
fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af
de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor,
hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om
f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor
er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i
Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger,
hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke.
Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk
Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!
I
skrivende stund sidder jeg i loungen i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, på vej
hjem fra dette års europæiske public choice-konference. Dette års konference
var en fornøjelse, med en lang række interessante og meget veludførte studier
af mange forskellige emner. Jeg kunne også være næsten faderligt stolt af mine
to PhD-studerende, der var med: Andrea
Sáenz de Viteri, der præsenterede nyt arbejde om betydningen af den
forfatningsbestemte magtdeling for graden af korruption i Latinamerika og
Caribien, og Andrea
Paramo Florencio, der præsenterede sit studie (med min tredje PhD, Ruby
Elorm Agbenyega) om effekten af handelsliberalisering på kvinders
arbejdsmarkedsstatus i Indonesien.
En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.
Vi
noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og
bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i
lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når
den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske
interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige
virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er
næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil
bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og
andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil
betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type
mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser
omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.
I
papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug
i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når
et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer
sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens
kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed
skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk
metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen
undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor
dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt –
har lignende effekter.
Resultatet
af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at
korruption fører til en større andel
af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen
er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser
vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det
korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener
forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men
på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!
Det
store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere
korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi
foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke
overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart
problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker
retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og
sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering
arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.
Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2019. Skriv et svar
For
et par dage siden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det
svenske økonomitidsskrift som punditokraterne læser. Og som redaktørerne Niclas Berggren og Lina Maria Ellegård
skitserer i lederen,
er det med en ny feature: Oversigtsartikler.
Den
allerførste
oversigtsartikel er skrevet af den fremragende Ola Olsson fra Göteborgs
Universitet, og handler om såkaldt ’deep determinants of growth’. Med andre ord
giver Ola et overblik over den nyere forskning i, hvorfor nogle lande er blevet
meget rigere end andre. Forklaringen her er ikke,
at de har investeret mere, er bedre uddannede eller er mere produktive. I
stedet for er denne forskningsretning fokuseret på at forklare, hvorfor nogle lande er mere produktive,
investerer mere, er bedre uddannede osv. Diskussionen om deep determinants
svarer til at tage et spadestik dybere i forståelsen af langsigtede
vækstprocesser.
Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2019. Skriv et svar
Onsdag
morgen er det tid til at jeg sætter mig i et fly for at tage til årets tredje
konference: Den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Konference,
som jeg har været til hvert år siden 2004, har over årene varieret en del i
kvalitet. De senere år har dog været glimrende, og de mange PhD-studerende og
unge forskere bidrager ofte med en del af lyspunkterne. Ser man på programmet
for næste uges konference, er der god grund til både at se frem til nogle
af de nye forskere, og til at glæde sig.
En
af de relativt unge er min gode kollega Daniel
Bennett (Baylor University), som kommer med et papir med titlen ”Local
Economic Freedom and Creative Destruction in America.” Daniels ærinde er at
vise, hvordan økonomisk frihed gør lokalområders økonomiske udvikling mere
dynamisk ved både at bidrage til nye virksomheder, men også at gamle
virksomheder forsvinder.
En
af de noget mere etablerede forskere, der altid er interessant, er tyskeren Friedrich
Heinemann fra ZEW i Mannheim. Han har sammen med en gruppe kolleger
undersøgt, om vurderinger af finanspolitiske multiplikatorer er påvirkede af
forskernes ideologi og interesser. Spørgsmålet, som de svarer på i ”Are Fiscal
Multiplier Estimates Politically Biased?” er vigtigt, da multiplikatoren
indikerer, hvor effektiv finanspolitik er til at få gang i samfundsøkonomiens
hjul på kort sigt. Og svaret er desværre ja: Når forskere på venstrefløjen
bedømmer den finanspolitiske multiplikator, finder de typisk større tal.
En
af de præsentationer, jeg ser særligt frem til, er også den jeg skal give
officiel kritik af. Det drejer sig om den dygtige Peter
Calcagno fra the College of Charleston, der sammen med sin medforfatter
David Ahnen præsenterer ”Constitutions and Social Trust: An Analysis of the
U.S. States.” Stefan Voigt og jeg udgav for nogle få år siden en artikel, hvor
vi viste at højtillidslande helt typisk har kortere og mindre detaljerede
forfatninger. Det er dette spørgsmål, Pete og hans medforfatter dykker videre
ned i på tværs af de amerikanske statsforfatninger. Der er pudsigt nok langt
fra det eneste papir om tillidseffekter på konferencen, der også omfatter
præsentationer af George
Clarke om effekten af social kapital på virksomheders produktivitet i
Zambia, Claudia
Williamson om tillidseffekter på regulering og kontrakthåndhævelse, og undertegnede
om sammenhængen mellem tillid og hvor politisk uafhængige nogle af
samfundets bærende institutioner er.
Man
kan også glæde sig til at høre min glimrende kollega Martin
Paldam, der sammen med Chris
Doucouliagos fra Deakin University i Melbourne holder en af de tre
plenaries. Martin og Chris taler under overskriften ”Skating on thin ice” om hvad
metaanalyse kan fortælle os om kvaliteten af den evidens, politikere for
eksempel enten baserer deres politik på eller bruger som retfærdiggørelse af
politikken. De to er eksperter i metaanalyse og har med garanti interessante
ting at sige om, i hvor høj grad man kan stole på den politiske anbefalinger.
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2019. 1 svar
I
morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland.
Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political
Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl
arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en
plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What
Do We Know about the Democratic Transition? The Links between
Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy
Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of
Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.
Som
tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om
fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin
(University of Groningen) og Niklas
Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket
programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas
Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin
og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection
and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections:
Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud
til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization
Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in
Post-Socialist Countries.”
Sidst
– og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig
version af mit eget papir med Daniel Bennett
(Baylor University) og Steve Gohmann
(University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and
Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der
som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre
papirer, hvis læserne skulle ønske det.
Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2019. Skriv et svar
Som
altid ser vi på punditokraterne frem til, når et nyt nummer af det fine svenske
tidsskrift Ekonomisk Debatt
udkommer. Tidsskriftet er et akademisk tidsskrift, hvor samfundsforskere
præsenterer ny forskning, men også et tidsskrift med lidt mere plads til debat,
og et hvor forskerne generelt er mere omhyggelige med at formidle deres
forskning på en klarere måde. Og det er som ofte gode forskere, der vælger at
udgive deres forskning i det også meget fint redigerede Ekonomisk Debatt.
Forleden
dag udkom så det første nummer i
2019. Det er som altid interessant og varmt anbefalet. Joakim
Jansson og Björn Tyrefors har for eksempel en artikel i dette nummer om forventningseffekter
af lovændringer, og helt specifikt kvoter for kvinder i bestyrelser. Deres
vigtige pointe er, at virksomheder ofte reagerer på ændringerne før loven vedtages – de går i gang med
arbejdet når de kan se, at loven bliver gennemført – og det kan gøre det sværere
at evaluere effekterne af lovændringer. Mats
Hammarstedt og Chizheng Miao ser på et helt andet spørgsmål: Hvad er
værdien af indvandrere, der starter nye virksomheder. De er for eksempel mere
tilbøjelige til at ansætte andre indvandrere, og spørgsmålet er derfor, om indvandreres
entrepreneurship faktisk hjælper integrationen af nye indvandrere på vej. I et
helt andet felt rapporterer Daniela
Andrén, Andrew Clark, Conchita D’Ambrosio, Sune Karlsson og Nicklas Pettersson
om deres arbejde med at udvikle objektive mål for subjektivt velbefindende.
Som
altid har Ekonomisk Debatt også et ’Forum’ for diskussion og boganmeldelser.
Som altid er det læseværdig formidling af høj kvalitet, som vi ikke ser i
Danmark. Igen: Stærkt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2019. 2 svar
I
går bragte Berlingske Tidende en kronik
at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for
Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og
hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem
en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske
samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i
fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der
var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af
regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.
Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe
Garcia Ribeiro i en artikel fra The
World Economysidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og
hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk
kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har
tidligere skrevet om metoden (læs her)
som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.
Metoden
består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet
sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man
sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil
undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før
begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre
måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et
vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden –
vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det
gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske
kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest
ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden,
og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks.
Castros magtovertagelse.
De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.
Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2019. 3 svar
For
et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency
International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på
bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet
havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig
ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det
er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale
bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg
har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller
ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’
korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er
lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.
En
stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i
de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer
tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide,
måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt
eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan
stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale
gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to
tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan
stole på andre mennesker.
Den
teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den
direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske
omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption.
Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke
noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man
stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt
større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver
derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.
Den
indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt,
retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere
tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed
opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med
befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke
tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed
er dermed langt bedre de facto beskyttet
(hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste
måneds konference i the Public Choice
Society).
Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.
Ser
man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande
uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i
den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i
lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske
stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også
ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks
sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i
deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået
i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og
andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske
uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ –
mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan
korruption formes af tillid netop afhænger
af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at
tage vælgerne alvorligt.
Forklaringen
på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de
mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke
sociale tillid. Som vi tidligere
har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan
genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På
samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af
bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til
1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere
eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den
fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.
Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2019. 3 svar
I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.
Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”
Problemet
er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen
organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den
danske indikerer ikke, at landet er
fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på
100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af
retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny
og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering.
Den forventning er allerede bygget ind i indekset.
Derudover
falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de
mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den
etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke
korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra
for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var
tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef:
Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.
Uanset
hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der
således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande,
som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk
lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 %
konfidensinterval: New Zealand, Finland
Singapore,
Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid
forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det
egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island
ikke er blandt dem.
Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2019. 8 svar
Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.
Skulle
der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale
Marginal Revolution Universitys serie
om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.
