Tag-arkiv: institutioner

Sommerserien 2024 #3: Gode juridiske institutioner

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2024. 2 svar

De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.

Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?

Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.

Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.

Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.

Er Danmark institutionelt sklerotisk?

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2023. 1 svar

I 1982 formulerede den svensk-amerikanske politolog Mancur Olson sin tese om et fænomen, han kaldte ‘institutionel sklerose’. I bogen The Rise and Decline of Nations – Economic Growth, Stagflation, and Social Rigidities pegede Olson på, at der kan være store problemer forbundet med lange periode med politisk stabilitet. Selvom de fleste samfundsforskere normalt ser politisk stabilitet som en god ting, var Olsons pointe, at det også gør lobbying langt billigere og lettere. Når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende.

I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.

Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.

Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.

Liberalisme i Sydøstasien

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2023. 1 svar

Mange af os er interesserede i langsigtet økonomisk vækst, og hvad der fører til hurtigere vækst. Det betyder også normalt, at man er interesseret i hvad der skete i dele af Sydøstasien fra 1950erne og til nu – og i særlig grad til to bystater: Hong Kong og Singapore. Nogen påstår, at de var resultatet af gode ledere, der implementerede gode statslige indgreb, mens andre fastholder at de var resultatet og udbredt økonomisk frihed.

Dét spørgsmål tager Bryan Cheang et skridt videre i en ny bog – Economic Liberalism and the Developmental State: Hong Kong and Singapore’s Post-War Development. Cheang er ansat på det prestigiøse King’s College London, hvor han er Assistant Director for the Centre for the Study of Governance & Society. Han var tidligere embedsmand i Singapore, og har derfor ikke blot videnskabelig indsigt, men også personlig erfaring med emnet. Forleden holdt han en præsentation af sin bog på King’s, som nu kan ses nedenfor. Præsentationen, der indledtes af centerets direktør Mark Pennington, er varmt anbefalet.

Ryan Murphy om ‘off-the-diagonal’-lande

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2023. 1 svar

Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”

Den nordiske vækstkultur

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2022. Skriv et svar

Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2021. 3 svar

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. november 2020. Skriv et svar

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten →

Sikrer demokrati og gode institutioner den personlige frihed?

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2020. Skriv et svar

Personlig frihed er ekstremt vigtig, og ikke mindst for tiden hvor politikere over hele verden bruger en nødsituation til at begrænse deres borgeres frihed og flytte magt til netop politikerne selv. I Danmark er forsamlingsfriheden og borgernes ret til at bevæge sig frit rundt også suspenderet, og forbuddet håndhæves i stigende grad af et ivrigt politi. Det er dog intet imod Ungarn, hvor Orbán-regimet har afskaffet resterne af landets demokrati, og i en lang række lande, hvor regeringerne indfører nødret, censurerer journalister og bruger virussen som påskud til at skrabe markante magtbeføjelser til sig (læs f.eks. her).

På den baggrund er det ekstra vigtigt at få mere viden om, hvor og under hvilke omstændigheder at borgeres ret til personlig frihed rent faktisk beskyttes. Mens der efterhånden er en vis litteratur om, hvorfor nogle lande har mere økonomisk frihed (se f.eks. Lawson, Murphy og Powells nye survey her), har der været forbavsende lidt empirisk forskning om emnet. Det retter ny forskning op på.

Mine altid interessante venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VŠE, Prag) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg) har set omhyggeligt på sammenhængen mellem domstole og retsvæseners stilling og borgernes de facto personlige frihed. Deres artikel, der nu er udkommet i European Journal of Law and Economics under titlen “Securing personal freedom through institutions: the role of electoral democracy and judicial independence” (og kan læses gratis), undersøger netop hvorfor borgernes faktiske frihed er så forskellig på tværs af 162 lande.

Resultaterne er både overraskende og ganske intuitive, når man kender public choice-litteraturen. Man hylder for eksempel ofte demokratiet for at skabe og beskytte vores personlige frihed, men Niclas og Jerg finder, at demokrati kun er forbundet med to forhold i deres mål for frihed: Forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Folks ret til at bevæge sig frit omkring, ret til privatliv og beskyttelse af deres liv og ejendom er derimod ikke bedre i demokratier, alt andet lige. Den centrale faktor viser sig derimod at være, hvor politisk uafhængige domstole og retsvæsener er. Denne sammenhæng er meget tydelig, som illustreret i nedenstående figur fra artiklen. Og som de to forskere kan pege på, er der en ganske lang række demokratier, hvor domstolene ikke er fri for politisk kontrol, mens der findes en håndfuld autokratier respekterer deres uafhængighed.

Disse generelle forhold, som viser sig i sammenligninger på tværs af verden, passer også på den danske andedam. Mens Danmark ganske tydeligt ikke har nogen særligt effektiv forfatningsbeskyttelse af borgernes ret til personlig frihed – nok er den omfattet af Grundloven, men coronaepidemien har demonstreret, at regeringen uden problemer kan tilsidesætte denne beskyttelse på ubestemt tid hvis det passer den – er de danske domstoles politiske uafhængighed central. Den uafhængighed kan man spore tilbage til enevælden, hvor selv oppositionslederen Otto Lehmann fremhævede den. Den kan også spores, med stor bekymring, i visse centraleuropæiske lande, hvor polske og ungarske regeringer har startet deres march mod autokrati med forsøg på at bringe retsvæsenet under omhyggelig politisk kontrol.

Helt overordnet demonstrerer den nye svensk-tyske forskning således igen, at mens demokrati har åbenlyse fordele – der ligger en meget væsentlig værdi i at borgerne har en vis medindflydelse – kan man ikke regne med, at demokratisk valgte regeringer tager gode beslutninger eller respekterer borgernes rettigheder. Det kræver, at der er institutioner udenfor politik der kan holde politikere nogenlunde ansvarlige og beskytte borgernes liv og ejendom. Borgernes mareridt (og politikernes paradis) er, når alt bliver politik.

Abstractet er her:

We investigate empirically how electoral democracy and judicial independence relate to personal freedom. While judicial independence is positively and robustly related to personal freedom in all its forms, electoral democracy displays a robust, positive relationship with only two out of seven types of personal freedom (freedom of association, assembly and civil society; freedom of expression and information). Interaction terms and more refined indicators of the political system reveal that countries without elections or with only one political party benefit more from judicial independence than both democracies and multi-party systems without free elections.

Williamson og Caplan om velstand og fattigdom

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2019. Skriv et svar

Juledagene er ved at være ovre, og hos punditokraterne er vi klar til lidt mindre fysisk føde og lidt mere intellektuelt input. Et af de store spørgsmål, der altid er værd at tænke over, er hvorfor nogle mennesker og lande er fattige, mens andre er rige. Har man lidt tid tilovers mellem jul og nytår – og hvem har ikke det – er her derfor to foredrag om emnet.

Den altid interessante Claudia Williamson giver i det første en introduktion til, hvordan effektiv beskyttelse af privat ejendomsret er central for at forstå produktiv investeringsadfærd og dermed også, hvorfor nogle lande i det lange løb er blevet meget rigere end andre. Claudia, der er associate professor på Mississippi State University, er iøvrigt en af hovedtalerne ved næste års konference i the Public Choice Society.

I det andet foredrag diskuterer den fremragende Bryan Caplan fra George Mason University, hvorfor nogle mennesker er fattige. Bryans særlige greb på spørgsmålet er, hvem der er skyld i at nogen er fattige. Som flere gange før tillader det ham, at se et spørgsmål fra en lidt anden vinkel. Begge foredrag varer cirka 40 minutter – Claudias er fra the College of Charleston i november mens Bryans er dette års Hayek Memorial Lecture i London – og begge er varmt anbefalede.

Hong Kong og andre succeser i Asien

Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2019. Skriv et svar

Efter at have opholdt mig ved Deakin University i Melbourne de sidste fem uger – med et par afstikkere til Sydney og Brisbane – er jeg nu på vej mod Europa. Jeg har dog denne gang valgt at gøre ophold en enkelt dag i Hong Kong, hvor jeg befinder mig i skrivende stund. Den tidligere britiske koloni er i disse dage under virtuel belejring af det socialistiske diktatur i Beijing, der i stadig mindre grad er villigt til at overholde den 50-årige aftale med Storbritannien om ét land – to systemer.

Der holdes dog på mange måder stand, og ikke kun i form af den demokratiske oppositions overvældende sejr byens række af lokalvalg forleden. Min oplevelse af både lufthavnen og byen i dag var, at der er en venlighed og umiddelbarhed overfor fremmede, som jeg absolut ikke har oplevet i Kina. Alting fungerer også, og det er ikke svært at se både byens rigdom og dens stadig overlegne institutioner. Hong Kong er ganske enkelt en semi-britisk oase i en i stigende grad totalitært socialistisk sump.

Der er også ganske meget at forsvare, som ikke kun er økonomi. Det illustrerer vi i de følgende tre grafer, hvor vi plotter V-Dem-projektets ekspertvurderinger af fravær af mediecensur – dvs. pressefrihed – og juridisk ansvarlighed, som en indikation på kvaliteten af retsvæsenet (men ikke nødvendigvis lovene), og Madison-projektets købekraftskorrigerede nationalprodukt per indbygger (Interesserede kan med fordel bruge V-Dems Country Graph-feature, hvor man kan tegne grafer over landes institutionelle udvikling). Vi holder her Hong Kongs udvikling op mod Kina, Taiwan – dvs. den kapitalistiske version af fastlands-Kina – og Singapore. Sidstnævnte er den anden lille, britiske koloni og bystat i Asien, der dog tog en lidt anden rute end Hong Kong.

Den første graf illustrerer ganske pudsigt, hvordan pressefriheden havde snævre kår i årene umiddelbart efter anden verdenskrig, og omtrent ligesom i Italien i samme periode, mens Singapore havde en langt friere presse. Det holdt dog kun til landets uafhængighed midt i 60erne, da Lee Kuan Yew indførte et økonomisk meget liberalt, men også intolerant regime. Omvendt er Hong Kongs pressefrihed forbedret markant fra samme periode og indtil omkring 1990, og byens relativt aggressive presse er i dag så fri som i Nordeuropa. Taiwans status er fulgt med op med en cirka ti-årig forsinkelse, mens Kinas havde en kort periode, hvor den kunne skrive nogle ting. Som figuren viser ganske tydeligt, er den frihed undermineret igen i de senere år.

Den anden figur viser, hvordan kvaliteten af retsvæsenet har været nordeuropæisk standard i både Hong Kong og Singapore siden den sene kolonitid, og at dette forhold ikke har ændret sig væsentligt de senere år. Taiwans er noget dårligere, og på linje med Kinas. Det skal dog med, at Taiwans love – som dets retsvæsen håndhæver nogenlunde godt – er langt bedre end Kinas.

Sidst, men ikke mindst, skal økonomien naturligvis med. Hong Kong og Singapore var tydeligvis rigere end Kina og Taiwan allerede før anden verdenskrig. Singapore i særlig grad har klaret sig godt, og endda bedre end Hong Kong siden cirka 1990. Taiwan har også oplevet imponerende vækst under Kuomintang-styret, der er fortsat under de sidste knap 20 års demokrati. Og mens Kinas vækst siden Dengs reformer først i 1980erne har været imponerende i sig selv – omend noget af den muligvis er løgn (læs f.eks. her) – er det store land faktisk kun fulgt med opad. Hong Kongs borgere var cirka fire gange så rige som kineserne først i 50erne, og de er cirka fire gange så rige i dag.

I Hong Kong er det bare ikke nok for de fleste borgere. Mens Beijing-regimet åbenbart ikke forstår, at velstand og relativ stabilitet ikke er nok – som i andre dele af Kina – er der to ting at lære. For det første, er to generationer af bystatens borgere vokset op med hele den vestlige pakke, med undtagelse af fuldt demokrati. De har derfor meget naturligt appetit på den sidste bid, de ikke har, og ingen tålmodighed med eller forståelse for et totalitært regimes behov for undertrykkelse og korruption. Og for det andet, som jeg skrev i Børsen i august, er Hong Kongs institutionelle kombination dét, der lægger de økonomiske guldæg, der også påvirker fastlandets økonomi. Man kan ikke bare slå en bid af gåsen ihjel, uden at guldæggene også forsvinder.

Påvirker forfatninger institutioners kvalitet?

Af Christian Bjørnskov, den 28. september 2019. Skriv et svar

Forfatninger, ligesom den danske Grundlov, har til formål at definere hvordan samfundets basale institutioner virker, og hvilke slags beslutninger de kan tage og ikke tage. Det er dog blevet stadigt mere klart de sidste 20 år, at mange forfatningsdefinerede rettigheder og begrænsninger ingen faktisk virkning har. Mit eget arbejde med Jacob Mchangama om sociale rettigheder dokumenterede ingen virkninger på langt sigt af at indføre social rettigheder, og fandt endda negative transitionskonsekvenser. På samme måde har forskere med så forskellige baggrunde som bl.a. Katarzyna Metelska-Szaniawska, Mila Versteeg og Stefan Voigt fundet områder, hvor forfatningens bestemmelser og begrænsninger slet ingen virkning har.

Andrea Sáenz de Viteri

Min glimrende PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (på fotoet til højre, og på jobmarkedet næste år) og jeg har derfor i et nyt papir nærmet os spørgsmålet fra en lidt anden vinkel. I stedet for at se på, hvad forfatningen definerer af direkte intentioner, ser vi på de mulige konsekvenser af den måde, forfatningen definerer hvordan den politiske magt er koncentreret. Vi bruger the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI), som Stefan Voigt og jeg udviklede for to år siden, og det tilsvarende Index of Executive Influence, som Andrea og jeg har lavet (læs her). De to måler, hvor meget diskretionær indflydelse, henholdsvis parlamentet og regeringen har. Vores hensigt er, at undersøge om magtkoncentration påvirker, hvor store korruptionsproblemer et land har, og – et spadestik dybere – hvor godt landets retsvæsen fungerer.

Det er der kommet et papir ud af med titlen ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence From Latin America and the Caribbean”, som jeg forleden præsenterede den foreløbigt sidste version af ved EALE-konference i Tel Aviv. For at undgå, at vi måler effekten af alt muligt andet end magtkoncentration, udnytter vi den kendte faktum, at mange lande i Latinamerika og Caribien har ændret deres forfatninger gentagne gange de sidste 50 år. Det tillader os derfor rent statistisk at kunne se bort fra al indflydelse fra historiske forskelle, geografi, kultur og andre forhold, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Vi får med andre ord et meget ’rent’ estimat af effekten af magtkoncentration, som den defineres i forfatningen.

Resultaterne er helt overordnet i tråd med resten af litteraturen: I gennemsnit er den politiske magtkoncentration overhovedet ikke forbundet med hverken korruption eller kvaliteten af retsvæsenet (målt som V-Dem-projektets ’political corruption’ og ’judicial accountability’ indikatorer). Der ender historien dog ikke, for gennem arbejdet med dataene, så Andrea og jeg også indikationer på en særlig heterogenitet i de mønstre, der er mellem korruption og magtkoncentration. Og når vi dykker ned i dem, dukker der et meget klart resultat op: Den særlige kombination af at have 1) relativt meget magt koncentreret på regeringsniveau, og 2) en relativt høj grad af ideologisk fraktionalisering i parlamentet, er forbundet med markant bedre retsvæsener, og dermed med mindre korruption.

Vi ender derfor med et resultat, der minder ganske meget om North og Weingasts berømte argument om The Glorious Revolution i Storbritannien, og effekten af at have ”the King in Parliament.” At have en handlekraftig regering kan være både godt og skidt, ligesom en parlament med stærkt forskellige synspunkter og forskellige interesser repræsenteret både kan begrænse problemerne (ved at alle holder hinanden i skak) eller forstærke dem (ved at de politiske udfordringer løses gennem store og potentielt skadelige kompromis). De gavnlige effekter kommer, når de forskellige politiske partier og en handlekraftig regering alle fungerer som vetospillere på hinandens udspil. Med andre ord: Det er primært, når den politiske situation er kompliceret og gør det svært for en ellers handlekraftig regering at gennemføre ret meget, at retsvæsenet for ro og uafhængighed til at gøre sit arbejde ordentligt. Og når det sker, bekæmpes korruptionsproblemer væsentligt mere effektivt. Politik eller forfatningen alene gør ingen forskel, men en bestemt kombination er effektiv.

Hvad gør kupmagere?

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2019. Skriv et svar

Det succesfulde kup i Sudan for to uger siden har rejst en række spørgsmål, som vi gav et første svar på forleden. I dag giver en bid mere af de svar, som kommer ud af den nye forskning på området. En del af den forskning er noget jeg selv står for sammen med flere kolleger. Den er for det meste baseret på det databasearbejde, som Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har stået for. Posten i dag handler dog om et andet papir, som er udarbejdet i samarbejde med Daniel Bennett (Baylor University i Texas) og Stephan Gohmann (University of Louisville i Kentucky).

I papiret, som jeg præsenterede ved universitetet i Hamborg i går, undersøger Daniel, Steve og jeg, om man kan sige noget generelt om, hvorvidt succesfulde kup fører til ændringer i samfundets institutioner. Mere specifik ser vi på, hvad er sker med graden af politisk korruption – et rimeligt sikkert tegn på svækkede institutioner – og graden af de juridiske institutioners uafhængighed fra politik og politisk indblanding. Disse data kommer fra Varieties of Democracy (V-Dem) projektet. Begge forhold reflekterer kvaliteten af de institutioner, der blandt andet også opretholder beskyttelsen af den private ejendomsret. Ændrer man på dem, har det derfor med stor sandsynlighed konsekvenser for et lands langsigtede udvikling.

Når vi sammenligner på tværs af de mere end 500 kupforsøg siden 1950, viser der sig nogle klare mønstre. I gennemsnit fører succesfulde kup til mere korruption og mindre juridisk uafhængighed, men i takt med at vi stiller skarpt på forskellene på kup, dukker der nuancer op. For det første ser vi ingen tydelige virkninger af kup, der fejler: Der er således ingen tegn på, at den politiske ustabilitet, som et kupforsøg indikerer, er vigtig. For det andet ser vi kun virkninger, når kupmagerne kommer fra militæret. I den tredjedel af alle kup siden 1950, der var anført af civile, er der intet generelt problem. Og når vi zoomer endnu længere ind, bliver det klart, at problemerne skyldes succesfulde kup anført af folk fra en militær elite. Selvom der har været adskillige kup, hvor lederne havde en lavere militær rang – og som lykkedes – er der øjensynligt et fænomen, der typisk er begrænset til den militære elite.

Hvad betyder det for hvad vi ved om kup og hvordan vi forstår dem? En første indsigt er, at alle kup og kupforsøg ikke er de samme. Militære interesser er anderledes end civile interesser, og eliter – dvs. repræsentanter for de interesser, der allerede er ved magten – opfører sig anderledes end interesser udenfor eliten. Man lærer dog også, at den historie som de sidste 15 år er blevet populariseret af holdet omkring Daron Acemoglu, kan være ganske misvisende. Acemoglu-historien er basalt set, at eliter ofte reagerer på trusler ved at bevæge sig lidt længere mod demokrati og bedre institutioner for bredere segmenter af befolkningen. Men i vores nye kupundersøgelse finder vi konkret evidens for den modsatte adfærd. Dermed er det ikke sagt, at nogle af disse begivenheder i sidste ende fører til demokratisering og gavnlige reformer, men det er svært at se det som et generelt fænomen. Under alle omstændigheder blev papiret godt modtaget i Hamburg, ligesom vi fik god kritik ved tidligere præsentationer i Münster og Washington. Vi ser frem til at høre, hvad andre kolleger mener om vores udfordring til den almindelge tænkning på området. Og skulle en af vores læsere være interesseret, kan den nyeste version af papiret hentes gratis på min personlige hjemmeside.

Venezuela – en institutionel katastrofe

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2019. Skriv et svar

En af de ting, vi er stoltest af her på stedet, er vores effekt på den danske debat om Latinamerika de senere år. Som mange andre ting, har det naturligvis været et langt, sejt træk, men der er kommet langt flere fakta og langt færre myter i debatten siden punditokraterne – og i helt særlig grad Niels Westy – begyndte at gøre op med flere årtiers myter og romantiske forestillinger blandt journalister og meningsdannere i Danmark. Forleden kunne man opleve ændringen igen, da Niels deltog som Latinamerika-ekspert i et panel hos Verden ifølge Gram på DR P1. Det blev en sober og interessant debat, der var præget af fakta og Niels fine indsigt i både økonomi og de mere pudsige detaljer i latinamerikanske samfund.

En af de vigtige økonomiske indsigter i debatten var, at det ikke er tilfældigt, at Venezuelas økonomi er så følsom overfor olieprisen. Venezuela havde blandt andet en relativt stor kaffeeksport indtil for cirka ti år siden, men landet er i dag nettoimportør af kaffe. Niels pointe var derfor grundigt underbygget, da han understregede at olieafhængigheden i den venezuelanske økonomi er noget, der er skabt af elendig politik. Den udvikling startede lang tid før Hugo Chavez kom til magten, og landet var allerede i 1970erne en klientilistisk ressourceøkonomi, om end også et samfund hvor en række samfundsbærende institutioner virkede ganske godt. Alt det ændrede sig ganske voldsomt, efter Chavez kom til magten og begyndte at indføre sin såkaldte ”socialisme for det 21. århundrede.”

I stedet for at skrive videre om det, tager vi en lidt anderledes approach i dag. Vi illustrerer konsekvenserne af Chavezs politiske ændringer i fire figurer nedenfor, hvor tallene alle er fra Varieties of Democracy-projektet. I de fire cases – korruption, kvaliteten af retsvæsenet, Højesterets uafhængighed og graden af censur af medierne – er Venezuela repræsenteret ved en rød linje. De sorte linjer er gennemsnittet af andre latinamerikanske lande i databasen (Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay). Og der lader vi den stå for i dag fordi figurerne fortæller historien bedre end vores ord. Venezuela er en institutionel katastrofe skabt af Chavez / Maduro-regimet.

Tyrkiet er på vej mod krise

Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2018. Skriv et svar

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Hvor godt måler vi institutionel kvalitet?

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2018. Skriv et svar

Vi har over årene bragt en række poster om institutioner og hvordan man måler deres kvalitet på tværs af lande og regioner. I dag gør vi et nyt forsøg med et bagrundsspørgsmål, der er rent nationaløkonomisk, statistisk nørderi: Gør det en forskel, om man måler institutioner additivt eller multiplikativt? Men hold fast, fordi der er en mere intuitiv pointe med posten.

En væsentlig del af baggrunden er spørgsmålet, hvordan lande kan forbedre deres institutioner. The Economist bragte således en artikel forleden (hattip: Niclas Berggren) om ”Judging Latin America’s judges.” Undertitlen “Why is strengthening the rule of law so difficult?” Mexico har for eksempel kæmpet med at løfte kvaliteten af landets institutioner siden det blev de facto demokratisk for cirka 20 år siden. Foreløbig er resultaterne ikke imponerende, blandt andet fordi det er mere krævende end bare at få bedre folk ét sted. Som The Economist skriver:

But establishing the rule of law is much harder. Courts depend on many other actors, especially police and prosecutors, as well as politicians and citizens. Judicial reform nearly always involves trade-offs, especially between independence and accountability. And better procedures do not in themselves create better judges or justice.

Man har blandt andet oplevet, at en styrkelse af dele af retsvæsenet ikke har bragt meget forbedring, da meget store dele af politiet stadig er gennemsyret af bestikkelsesproblemer. Bedre jurister når ikke meget længere end deres tidligere kolleger, når det materiale de får fra politiet bliver ved med ar være elendigt eller ikke-eksisterende.

Denne type argumenter peger på, at man burde måle kvaliteten af et lands institutioner som et multiplikativt indeks – dvs. i eksemplet ovenfor som kvaliteten af juridiske institutioner gange kvaliteten af politiet. I forhold til Economist-citaten, burde man måske måle den samlede kvalitet som accountability gange uafhængighed. I modsætning til de mere almindelige additive indeks, hvor man tager gennemsnittet af forskellige vurderinger, straffer et multiplikativt indeks lande, der fejler på ét punkt selvom resten er fint.

Det er netop det, vi har gjort i de to figurer i dag. Den første viser et multiplikativt indeks, der er skaleret mellem 0 og 1 og består af fire underindeks fra V-Dem databasen: Juridisk ’accountability’, korruption i de juridiske institutioner, højesterets politiske uafhængighed, og de lavere retsinstansers politiske uafhængighed. Disse indeks er skaleret mellem 0 og 1 og ganget sammen, så et land skal være bedst på alle fire punkter for at få den perfekte score 1.

Ser man på den første figur, er det klart at det ikke gøre den store forskel fra andre indeks. Korrelationen mellem det multiplikative indeks (i en sample af de vestlige lande i figuren og cirka 20 latinamerikanske lande målt mellem 2012 og 2016) og et simpelt gennemsnitsindeks er 0,91, og rækkefølgen af lande ligner den, man intuitivt ville forvente. Det måske mere interessante er, at Finland og Island ikke helt har samme kvalitet som de andre nordiske lande (i de blå søjler) – Finland fordi landet ikke helt har samme gennemsnitskvalitet, Island fordi der er et problem med at holde lavere instanser ansvarlige. I bunden af de ’vestlige’ lande finder man Rusland, der scorer tæt på 0 pga. den totale mangel på politisk uafhængighed i retsvæsenet.

V-Dem databasen tillader dog også, som vi tidligere har udnyttet, at trække disse forhold længere tilbage i historien. I den anden figur plotter vi derfor scorerne for 2012-2016 mod de samme landes scorer 60 år tidligere, hvilket afslører et interessant mønster. Figuren viser, at der i Europa over tid enten er institutionel persistens eller er sket forbedringer; der er ingen observationer i den nedre, højre halvdel af figuren. Med andre ord har lande enten bibeholdt deres niveau, eller over tid formået at rette op på de områder, der haltede bagefter.

Det er næppe en nørdet eller triviel pointe at vise, at europæiske og andre vestlige lande henover de sidste 60 år har fået mere konsistente institutioner. De er både blevet bedre i gennemsnit, og lande, der for eksempel havde solide retsvæsener med veluddannede jurister, som blot ikke var politisk uafhængige, har typisk løsnet det politiske greb om disse institutioner. Det er, for eksempel, i høj grad det der sker i Brasilien og Sydafrika i disse år, og en udvikling som lande som Chile og Uruguay gennemgik under og umiddelbart efter deres militærstyrer. Og det er en udvikling, som på langt sigt giver grund til at være optimistisk for fremtiden i nogle af disse lande.

Skaber gode institutioner velstand eller skaber velstand gode institutioner?

Af Christian Bjørnskov, den 12. april 2018. 4 svar

For få år siden ville de fleste nationaløkonomer sige, at spørgsmålet i titlen var afgjort: Gode institutioner skaber velstand fordi de understøtter langsigtet vækst. Med de problemer, Daron Acemoglu og hans hold fik problemer for nogle år siden, da bl.a. David Albouy, Vanya Krieckhaus og Matthew Fails demonstrerede, hvor store huller der var i Acemoglu-holdets strategi for at løse hønen-og-ægget-problemet. Siden da har flere argumenteret for, at det man typisk opfatter som gode institutioner – stærke retslige institutioner, der uden politisk indblanding beskytter private ejendomsrettigheder og effektive grænser for, hvad politikere må og kan gøre – blot er forhold, der typisk følger med udvikling.

Mens jeg næppe løser problemet, er ærindet i dag at pege på, at de lange historiske serier, der er blevet tilgængelige fra V-Dem-projektet de senere år, tillader at man ser på spørgsmålet med nye øjne. Dataene tillader os nemlig, med de forbehold man altid må have overfor historisk konstruerede mål, at observere elementer af den institutionelle kvalitet for længe siden. Det er netop det vi gør i de to figurer nedenfor, der plotter gennemsnittet i V-Dems mål for ’judicial accountability’ i starten af 1930erne og de seneste år. Målet er baseret på spørgsmålet ”When judges are found responsible for serious misconduct, how often are they removed from their posts or otherwise disciplined?” og kodet af Jeffrey Staton på en skala fra 0 (aldrig) til 4 (altid). Det måler således ikke direkte kvaliteten af retsvæsenet, men et forhold – gør man noget effektivt ved eventuelle problemer i domstolene – der tydeligvis er et element. Den første figur viser status i Europa, mens den anden viser det meget mindre stabile Latinamerika og det caribiske område.

Som dansker kan man glæde sig over, at Danmark ligger i den absolutte top sammen med Tyskland og Østrig, og skarpt efterfulgt af Finland, Irland og Storbritannien. Det gjorde vi også i 1930erne, og mens Tyskland valgte nazisterne og dermed lynhurtigt svækkede retsvæsenet, er det ganske tydeligt, at en række lande i dag ligner sig selv i 1930erne på dette punkt. Tyskland har, sammen med det tidligere diktatur Spanien og det dengang dysfunktionelle Frankrig, meget klart forbedret sig. Omvendt finder man en række lande – Grækenland, Italien, Serbien og flere andre, der var institutionelt svage dengang og stadig er det.

Samme basale mønster finder man i Latinamerika og Caribbien, hvor korrelationen mellem de to serier med 80 års mellemrum er 0,74 (mod 0,75 i Europa). Den anden figur demonstrerer dog også to yderligere forhold: Argentinas retslige institutioner ser i dag svagere ud end de gjorde i 1930erne; og Cubas ser solide ud – men med det forbehold, at de love, der håndhæves, er dybt fjendtlige overfor befolkningen.

Den overordnede pointe er, at mens der er variation over tid, er det ganske svært at påstå, at udvikling skaber gode institutioner, når det er så tydeligt, at lande der i dag har gode institutioner, allerede havde det for 80 år siden. Som vi skrev om fornylig i forbindelse med korruption, gælder noget af de samme for bestikkelsesproblemer og andet. Når det er sagen, er det svært at påstå logisk, at institutionerne ikke skaber udvikling.

Cowen om institutioner og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2017. Skriv et svar

Tyler Cowen og Alex Tabarroks Marginal Revolution University er en af dem mest spændende og vellykkede indsatser i de senere års virtual learning. I deres online kursus om makroøkonomi tweetede Tyler forleden om et relativt nyt modul, hvor de bruger de to Koreaer som eksperiment, der illustrerer hvor vigtige institutioner er for langsigtet udvikling, og hvorfor. Modulet tager fem minutter, og burde være obligatorisk i gymnasiernes samfundsfagsundervisning. Hele modullet kunne med held bruges i undervisningen, hvilket måske ville hjælpe gymnasierne med at undgå, at undervise i noget, der er forkert. For vores læsere er modulet her:

Særnummer af EJPE: Tilfredshed og institutioner

Af Christian Bjørnskov, den 22. januar 2017. Skriv et svar

Enkelte læsere vil måske huske, at jeg for halvandet år siden deltog i en organiseret session ved den årlige konference i the Public Choice Society i San Antonio. Vores session var planlagt som bidrag til et særnummer af European Journal of Political Economy, som nu er udkommet. Hele nummeret kan ses her.

Mit indtryk er, at særnummeret er ganske vellykket. Det indledes med en kort oversigt af de to gæsteredaktører Daniel Bennett og Boris Nikolaev, sammen med en af de faste redaktører, Toke Aidt. Herefter går det slag i slag med en række artikler, hvoraf jeg selv mener at de første er dem, der fortjener bredere opmærksomhed. De er, i den rækkefølge de står i tidsskriftet:

Economic freedom and economic crises (Christian Bjørnskov): Jeg viser, som vi tidligere har skrevet om her og her, at mens der ikke er nogen grund til at tro, at frihed giver større eller mindre risiko for kriser, er kriserne væsentligt længere og dybere jo mindre økonomisk frihed, der er i et land. Problemet er primært reguleringsaktivitet: Jo mere, økonomien reguleres, jo længere tid tager krisen og jo større bliver tabene.

Aiding economic freedom: Exploring the role of political institutions (Nabamita Dutta og Claudia R. Williamson). Mita og Claudias studie peger på, at ulandsbistand muligvis kan hjælpe til med reformer mod mere økonomisk frihed i fattige lande, men kun hvis landet er nogenlunde demokratisk. Omvendt peger resultaterne på, at bistand til ikke-demokratiske lande og lande med meget stabile regeringer (entrenched regimes) sandsynligvis fører til mindre frihed. En væsentlig pointe er, at langt det meste bistand netop går til lande med udemokratiske politiske institutioner.

Give me liberty and give me control: Economic freedom, control perceptions and the paradox of choice (Boris Nikolaev og Daniel L. Bennett). Folk, der bor i mere økonomiske frie lande, oplever også mere frihed i deres individuelle liv og mere personlig kontrol. Boris og Daniels studie peger på, at en væsentlig grund er en oplevelse af større procedural fairness og social mobilitet, og at det primært er kvaliteten og forudsigeligheden af landets pengepolitik, der er vigtig.

Tolerance in the United States: Does economic freedom transform racial, religious, political and sexual attitudes? (Niclas Berggren og Therese Nilsson). Vores venner fra IFN i Stockholm bidrog med en særligt interessant artikel om, hvordan økonomisk frihed er forbundet med større tolerance. Mens Niclas og Therese har skrevet flere artikler om tolerance, er denne særlig ved at bruge variationen over tid på tværs af amerikanske stater til at vise effekten. De viser omhyggeligt, at særligt reduktioner i marginalskatterne – dvs. reformer der skaber en fladere skat – er forbundet med efterfølgende større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle. Målet er folks accept af at lade minoriteter tale offentligt, være repræsenteret i bøger på offentlige biblioteker, og undervise på college. Effekten gælder også racister, men kun i bøger og som undervisere.

Want freedom, will travel: Emigrant self-selection according to institutional quality (Maryam Naghsh Nejad, Andrew T. Young). Sidst, men ikke mindst, peger Maryam og Andy på, at i perioden 1990-2000 (som de har data for) var immigranter langt mere tilbøjelige til at rejse til lande med større økonomisk frihed. De mest interessante fund er, at når man kontrollerer for, hvor økonomisk frit et land er, falder tiltrækningen fra demokratier fra hinanden. Med andre ord ser det ud til, at tidligere studier, der konkluderede at immigranter foretrækker demokrati, har fundet et spuriøst resultat – det er fraværet af regulering og dårlige økonomiske institutioner – og dermed muligheden for at skabe sig et liv uden staten – der trækker.

For de interesserede afholdes dette års Public Choice Society konference i New Orleans. Programmet og anden information kan findes her, og vi skriver selvfølgelig mere om konferencen når vi nærmer os.

Må vi ikke bytte?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2015. 5 svar

Forestil dig to lande. Det ene bar 17 millioner indbyggere, det andet knap 11 millioner. Begge landes befolkningers sundhed er sammenlignelig med Danmarks: I det første land er den forventede levealder 78,4 år, i det andet 80,3. Det to lande er også almindeligt vestlige på et andet punkt: 97,5 % og 97,7 % af befolkningen kan læse og skrive.

Levestandarderne er også sammenlignelige. I land 1 er den købekraftskorrigerede nationalindkomst 23.200 dollars per indbygger, mens den i land 2 er 25.800 dollars. Land 1 voksede dog med almindelige 2 % realvækst sidste år, mens land 2s økonomi er skrumpet betragteligt. En anden forskel er, at mans opsparingsraten i land 1 er 20,4 % af BNP, er den kun 14,5 % i land 2.

I sammenligningen skal det dog også medtages, at det første lands skattetryk er 19,2 % af BNP, mens det andet lands er 48,5 %; land 2 opkræver dog en del mindre end det. Land 2s massive offentlige sektor er en af flere grunde til, at landet pt. skylder cirka 175 % af BNP til udlandet, mens land 1s udlandsgæld på 53 % af BNP ikke er meget forskellig fra Danmarks. Land 1 betaler således for tiden 4,5 % på ti-årige statsobligationer, mens land 2 – hvis de overhovedet kan sælges – må betale 13,6 %.

Skulle nogen være i tvivl om de substantielle forskelle på de to lande, er korruption en sigende forskel. På Transparency Internationals 2014-liste over verdens ’reneste’ lande var land 1 nummer 21 med en score på 73, hvilket placerede det sammen med USA og Østrig. Land 2 var nummer 69 med en score på 43, og omgivet af Bulgarien, Italien og Brasilien. Forskellene reflekteres også i Fraser Instituttets vurdering af domstolenes uafhængighed og impartialitet. Land 2 scorer 4 og 2,6 på en ti-skala, mens land 1 får 7,1 og 5,9. Land 1s ’impartiality’ score er således marginalt bedre end Danmarks og den overordnede vurdering er pænere end USA’s. Med en score på 4 er land 2 derimod i selskab med lande som Østtimor og Kazakhstan.

Oveni det hele har land 1 et velfungerende demokratisk system – på trods af en fortid som militærdiktatur – hvor forskellen på fløjene er til at overse. Land 2 har, med samme diktaturfortid, et demokratisk system med både skrigende marxister og et voldselskende fascistisk parti, der begge får ganske mange stemmer. Hvis du stod og skulle vurdere, hvilket land du ville optage i EU – og evt. lukke ind i eurozonen, hvis landet skulle have ønske om det – hvilket land ville det så blive?

Spørgsmålet er naturligvis rent retorisk, fordi ingen ved sine fulde fem ville vælge land 2, når man ser på de objektive fakta. Men, som mange læsere nok for længst har gættet, er land 2 Grækenland. Land 1, derimod, er Chile. Paradokset er, at begge lande i en eller anden forstand ’ligger forkert’. Chile er et latinamerikansk land med samme karakteristika som rige, fredelige og velfungerende europæiske lande. Grækenland er et europæisk land med samme dysfunktionelle institutioner og klientilistisk politik som et traditionelt latinamerikansk land.

Dagens pointe er ikke at ’bashe’ eller latterliggøre grækerne endnu en gang – det gør de glimrende selv. Pointen er at vise, hvor afgrundsdyb forskellen er på Grækenland (og måske i videre omfang Il Mezzogiorno) og Nordeuropa, og samtidig glæde sig over, at der ligger et fredeligt og ordentligt succesland i en region af verden, der politisk ellers er råddent til kernen. Hvis geografi ikke havde været et problem, ville jeg hjertens gerne have byttet Grækenland ud med Chile. Spørgsmålet er, om latinamerikanerne overhovedet ville have Grækenland.

Ostrom, institutioner & public choice

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. maj 2010. Skriv et svar

Vi omtalte fornylig, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson.  Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte (George Stigler 1982, James Buchanan 1986, Gary Becker 1992) eller indirekte (Ronald Coase 1991, Douglass North 1993 m.fl.).  Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society, hvis møder et par punditokrater jævnligt frekventerer.

I den anledning har tidsskriftet Public Choice netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom (“Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Denne punditokrat har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, “Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag:

“Elinor Ostrom and the Bloomington School‘s important contributions include the development of the concept of polycentric political systems and the demonstration that solutions to common-pool resource problems may be solved voluntarily by rational individuals, even in situations that resemble Prisoners‘ Dilemmas. The program, however, pays little attention to how individuals‘ ability to exit may affect the interaction in Prisoners‘ Dilemma-like situations, for worse or better. We argue why this is a worthwhile consideration and survey results from public choice and game theory.”