Tag-arkiv: journalistik

Er jagttiden på liberale gået ind?

Forleden havde Berlingske Tidende en tankevækkende artikel om brugen af forstærkende adjektiver i den danske politiske debat, baseret på en optælling foretaget af Anders Kaasgaard. (Se Kim Møller/Uriasposten for en god MSM-kritisk perspektivering + data.) Det er i øvrigt et tema, som nærværende Punditokrat tidligere selv har berørt i en klumme i Politiken–et medie vi vender tilbage til nedenfor.

Det virker som om, at det ikke er helt enestående. I de seneste år er det fra tid til anden sket, at en enkelt liberalists meninger eller vedkommendes person er blevet gjort til "headline news" på en måde, der kan synes helt ude af proportioner med, hvad der er blevet sagt–og som næppe ville have været tilfældet, hvis holdningerne havde haft et andet politisk fortegn, og dermed været mere politisk korrekte:

  • En stakkels VU-piges henkastede bemærkning i et meget langt debatindlæg hos de små, uregerlige, libertære fætre på Liberator resulterede sidste år flere måneder senere i, at hun pludseligt blev hovedhistorien i flere TV-nyhedsudsendelser og måtte trække sig fra VUs forretningsudvalg.
  • En skribent samme sted, som til hver dag arbejder som specialkonsulent for en dansk politiker, kommenterede i ét indlæg, at Venstre var for "venstreorienteret" og forfægtede i et andet indlæg privat ejendomsret?for derefter at se sig selv portrætteret over et avisopslag med en fiktiv påstand om, at han skulle have sagt, at "Fattige skal sulte ihjel!". En anden avisoverskrift lød herefter, at hans hustru var "gift med en ekstremist". Han fik siden Pressenævnets udsagn for, at overskriften og det meste af artiklens karakteristik af hans holdninger var opspind.
  • En årti gammel anmeldelse af en rejsebog af én, der et halvt århundrede tidligere havde været SS-soldat, resulterede i, at en kendt liberalist, der var særlig rådgiver for en kirkeminister, måtte se sig selv portrætteret som nazi-sympatisør og endte inden dagens udgang som arbejdsløs (om end han langt, langt senere endte med en oprejsning og berigtigelse fra de to fremtrædende medier, der havde angrebet ham).
  • En journalist, der er kendt for sine liberale holdninger, blev pludseligt i sin fagforenings medlemsblad udskreget som "højre-ekstremist".

Og det er faktisk blot nogle få af en meget stor–og voksende–stak af lignende sager. Berlingskes artikel kom f.eks. kun omtrent en uge efter, at Politiken på lederplads havde langet kraftigt ud efter socialministeren for at ansætte Punditokraternes gode ven, Christopher Arzrouni, som såkaldt "særlig rådgiver". Heri hed det under den interessante, billedlige overskrift "Rådforgiftning" bl.a. så floromvundet:

"[Socialministeren har] ansat den notoriske kamikazeliberalist Christopher Arzrouni. … Han er polemisk ultraliberalist, men paradoksalt nok loyal over for Venstres midtersøgende kurs. … Siden hen er han dog trådt i karakter med ekstreme udtalelser som »Skulle man ikke overveje helt at liberalisere besiddelse af våben?« …

ARZROUNI ER naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad han vil – ikke mindst hvis han gør det som privatperson. Men som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst, fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat. Problemet er dog ikke Christopher Arzrouni som person, snarere socialminister Eva Kjer Hansens mangel på dømmekraft." (fremh. tilføjet)

Mens det må stå hen i det uvisse, hvordan det lige er, at CA's synspunkter kan intet mindre end stride fundamentalt mod basale retsstatsprincipper, må man spørge: Hvor er balancen egentlig henne i Politikens dækning og stillingtagen? Går man tilnærmelsesvis lige så prominent efter at stille spørgsmål ved navngivne offentligt ansatte, når det er nogen med en observans, der er tættere på journalisternes egen? Og hvor hurtigt ville man mon ikke være ude med formuleringer om "berufsverbot" og "MacCarthyisme", hvis andre gjorde det?

Det var emner, som nærværende punditokrat af helbredshensyn (hjertetilfælde, hjerneblødning o.l.) lod ligge, men en anden havde mod og karakter nok til at sige, hvad der skulle siges. Vi har fået lov til at gengive Henrik Gade Jensens læserbrev (10.6.) fra og om Politiken, og han er en mand, der ved, hvad han taler om:

"Et barometer på tidsånden er brugen af ordet 'kontroversiel'. Medierne bruger i dag ordet på samme måde, som kirken i gamle dage lyste personer i band. Når journalisterne udtaler ordet 'kontroversiel', arbejder meningspolitiet, for nu skal en person karaktermyrdes og skubbes ud af det gode selskab.

'Minister får kontroversiel rådgiver', lød overskriften i Politiken 4.6., da Christopher Arzrouni blev udpeget som socialministerens nye særlige rådgiver. Så er ordet sagt: kontroversiel, og så er der åbenbart noget forkert og problematisk ved den person.Politikens leder følger op og kalder Arzrouni ekstrem og taler om forgiftning. »Som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat«, skriver lederen ud i den tomme vind.Christopher Arzrouni mener, at voksne og myndige mennesker har en moralsk ret til at gøre med sig selv, hvad de vil. Det er faktisk udgangspunktet for menneskerettighederne i deres oprindelse: at menneskers frihed kun begrænses af andre menneskers samme ret.

Christopher Arzrouni har efter min mening klart, åbent og modigt formuleret dette princip og peget på dets praktiske konsekvenser. Så kan man være enig eller uenig. Det er reel debat. Det strider ikke imod retsstaten, at borgeren ejer sig selv og ikke staten, men understøtter snarere ideen herom. Tænk, hvis staten ejede vore kroppe, så vi kun får dem til låns med pligt til at behandle dem ordentligt? Er det så kontroversielt at diskutere det?

Sjovt nok mener Politikens leder få dage senere (7.6.), at 'blodpenge' ikke lyder så dumt i forhold til retsstaten. Det er åbenbart i overensstemmelse med en retsstat at betale sig fra et mord, det mest ufrivillige og ultimative overgreb på et andet menneske. Men at voksne mennesker råder over eget legeme, anser Politiken derimod for ude af trit med principperne bag retsstaten.

Når nu Christopher Arzrouni udnævnes til 'kontroversiel', kunne det være sjovt at se, hvad der ikke er kontroversielt i dagens danske tidsånd.

At Ole Sohn som DKP-formand hyldede et af de værste folkemorderregimer i verdenshistorien, gjorde ikke ham kontroversiel. Har nogen kaldt den pæne SF-mand kontroversiel? At Anne Grete Holmsgaard kunne støtte terrororganisationen PFLP har ikke gjort hende kontroversiel. Det var ikke kontroversielt, da hun blev universitetsdirektør for DPU eller MF for SF. At formanden for 450.000 danske funktionærer og tjenestemænd i FTF er gammel KAP'er, der anså Pol Pot for vejen frem, er heller ikke kontroversielt. At Frank Aaen bifaldt Sovjets indmarch i Afghanistan og bivånede og bifaldt Kabuls fængsler, der gør Guantánamo til ren idyl – det er så rart og hyggeligt og langt fra noget skingert og kontroversielt. At Pernille Rosenkrantz-Theil kunne udtrykke sympati for malerklatter på stats- og udenrigsministeren – det er også en del af dansk hygge og har næp
pe skadet pigens renomme i
medierne. Derimod er det enormt kontroversielt at mene, at noget af alt dette skulle være kontroversielt. De pæne mennesker i dag er horden af gamle venstreorienterede, der sikrer, at det aldrig vil blive kontroversielt i Danmark at ville eksperimentere med tvang og terror i utopiernes navn. Det er dem og medløberne i pressen, der definerer tidsånden og kontrollerer embedsapparatet. En artikuleret liberal mening er i dag kontroversiel. Den slags må ikke få ansættelse i den danske stat. Det skal berufsverbotes. Hvis det stod til Politiken."

Statistisk usikkerhed & medierne

Nærværende punditokrat havde i lørdagens Berlingske Tidende en klumme om journalisters og politiske kommentatorers manglende forståelse af–eller bevidste ignorering af–hvordan man rimeligvis kan fortolke meningsmålinger. Jeg har tidligere rejst samme problemstilling, bl.a. da medierne gik i selvsving over "Connie effekten", og mange, mange andre samfundsforskere (inkl. en del med langt større autoritet udi emnet end jeg) har gjort det samme.

Men budskabet trængte åbenbart ikke igennem til Berlingskes egen (ellers generelt indsigtsfulde) politiske kommentator, Thomas Larsen. Han kommenterede søndag en endnu en ny meningsmåling, som udlægges som visende, at S nu er større end V–desuagtet at dette netop ikke kan udledes. Men hans lidt-over-hvad-der-rent-faktisk-er-tilfældet udlægning var endog ikke nok for Danmarks Radio, der uden forbehold proklamerer "Socialdemokratiet nu klart største parti".

Hmmmm. Klart og klart … Helt klart er det vel ikke. Min klumme fra Berlingske er ikke alment tilgængelig på nettet, men her er nogle centrale uddrag:

"»Helle Thorning-Schmidt har givet vind i sejlene igen« og »S er nu igen Danmarks største parti« proklamerede Danmarks Radio skråsikkert som dagens hovedhistorie hele torsdag. Politikens kioskbasker samme dag var »Helle Thorning overhaler Anders Fogh«. Sagen var, at en meningsmåling fra Vilstrup nu viste, at S lå 0,9 pct. point foran V. Specifikt at S lå til 29,9 pct., mens V lå til 29 pct. For Vs vedkommende var det nøjagtigt det samme som valgresultatet, mens det for Ss vedkommende var en fremgang på fire pct., ikke mindst hentet fra De Radikale. Af samme årsag viser målingen fortsat flertal til den nuværende regerings bagland.

Adskillige politiske kommentatorer, spindoktorer og et par mere eller mindre selvbestaltede eksperter (uden erfaring med valgforskning) skyndte sig at komme med udlægninger. … Vi tager den lige én gang til: Meningsmålinger er ikke direkte billeder af, hvad »vælgerne« mener, men i bedste fald snapshots af, hvad et mere eller mindre repræsentativt udvalg af vælgerne mener. For at udtale sig om befolkningen, må man tage højde for den »statistiske usikkerhed«: de pågældende procentsatser kan ikke tages for fuldstændigt pålydende, men skal checkes for, om de ligger indenfor et såkaldt »konfidensinterval«, typisk angivet med småt nedenunder tabellen, og ved danske politiske meningsmålinger ofte som plus/minus to pct.

Så hvad betyder det? Jo, hvis der er en statistisk usikkerhed på plus/minus to pct., og hvis S ligger til 29,9 i en måling, så kan vi ikke sige med nogen særlig grad af sikkerhed, hvorvidt partiets tilslutning i befolkningen som helhed i virkeligheden ligger på 27,9 pct. eller 31,9 pct. Tilsvarende når V ligger til 29 pct. - her kan vi ikke sige, hvorvidt partiet i befolkningen som helhed ligger til 27 pct. eller 31 pct. Eller hvorvidt nogle af partierne ligger imellem disse respektive yderpoler.

Og hvad betyder det så (for nu at skære det helt ud i pap, så selv journalister kan forstå det)? Måske fører V, måske fører S, måske står de lige. Det betyder også, at de kække og begejstrede journalister ikke har megen historie. Punktum. Men det er jo ikke så sjovt at skrive. Det er sjovere at skrive i august sidste år, at nu er der en »Connie-effekt« for De Konservative, og så i efteråret at »Nu er Connie-effekten væk!«, og så ved valget i februar at »Nu er Connie-effekten tilbage!«. På samme måde her. Vi kommer givetvis til - i én uendelig ulidelighed - at høre om den formodede, angivelige »Helle-effekt«, fra nu af og til næste valgdag om knap fire år. At nu er den dér, og nu er den væk igen, og nu … Det bliver givetvis lidt trivielt men meget fornøjeligt og stimulerende for de journalister og kommentatorer, der partout skal have en »frisk« vinkel på nyhederne."