Tag-arkiv: konservatisme

Filantroper, filosoffer og det frie marked II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. maj 2005. Skriv et svar

Vi omtalte fornylig James Pieresons artikel "Investing in Conservative Ideas" i Commentary om den langsigtede betydning det havde haft for den amerikanske idédebat, at nogle dele af amerikansk erhvervsliv tog en chance og støttede mere ideologiske projekter. Nu har manden en ny artikel, nemlig en kronik, "Investing in the Right Ideas", i Wall Street Journal, hvori han behandler samme emne.

Det kan være værd at bemærke, hvor stor betydning Piereson tillægger én eneste bog:

"The seminal influence on these funders was F.A. Hayek's "The Road to Serfdom," published in London in 1944 and in the U.S. the following year. This slender volume, an articulate call to battle against socialism, turned its author, then an obscure professor at the London School of Economics, into an enduring hero among conservatives and classical liberals on both sides of the Atlantic. No other writer at the time had made the case against collectivist ideas and policies with such audacity and clarity. For this reason alone, "The Road to Serfdom" quickly became a reference point for those with misgivings about the expanding welfare state. Named in many surveys as one of the most influential books of the 20th century, "The Road to Serfdom" caused something of a sensation when first published, provoking reviews and comment from such leading figures as John Maynard Keynes and George Orwell, and scathing rebukes and rebuttals from scores of lesser lights. A condensed version, brought out in 1945 by Reader's Digest, reached over two million of the magazine's subscribers and aroused enough interest to bring Hayek to the U.S. for a national lecture tour.

"The Road to Serfdom" advanced two broad themes, one negative and the other positive. The first was that socialism leads almost inevitably to tyranny and the loss of liberty in all of its forms. The second was that the antidote to socialism is to be found in the revival of classical liberalism as articulated by British-Enlightenment thinkers like Adam Smith, David Hume and Edmund Burke. The book was in some ways highly pessimistic, for socialism was advancing everywhere and appeared irresistible. (As if to confirm Hayek's analysis, England's 1945 parliamentary election saw the Labour Party winning on a platform that called explicitly for the nationalization of British industry, and the victorious party proceeded to make good on its promise.) At the same time, Hayek saw a way out through the revival of a tradition of thought that was in the process of being lost.

As for present-day conservatism, in Hayek's view it suffered from a fatal weakness. Because it relied on tradition rather than principle, it could slow down or resist but never fundamentally alter the direction in which events were moving."

Filantroper, filosoffer og det frie marked

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. maj 2005. 1 svar

Den amerikanske konservative Commentary Magazine har en interessant artikel om den rolle, som fonde og erhvervsliv har spillet (og ikke har spillet) med hensyn til at støtte amerikanske konservative/liberalistiske organisationer og tænketanke–og derigennem påvirke amerikansk samfundsdebat. Én konklusion er nok, at det ikke er toppen af amerikansk erhvervsliv, der har gidet støtte sådanne; en anden er, at dem, der har gidet, i virkeligheden har haft stor indflydelse. Artiklen bør nok især læses med interesse af ledelsen for CEPOS og dem, der støtter (og ikke støtter), dette fortrinlige projekt.

Hat tip til David Gress!

PS. Vil man læse om den "anden side" i forhold til erhvervslivet–de intellektuelle–og vil man forstå, hvorfor så mange af dem intuitivt er så fjendtlige overfor et frit samfund, så er et af de bedste steder at begynde Robert Nozicks fremragende essay "Why Do Intellectuals Oppose Capitalism?".

Frihedens forfatning II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. maj 2005. 1 svar

Punditokraterne omtalte fornylig New York Times Magazine's artikel om de klassisk-liberale/frimarkedsorienterede konservative amerikanske jurister, der i en årrække har kæmpet for en tilbagevending til den fortolkning af den amerikanske forfatning, som var fremherskende før New Deal–d.v.s. med relativt snævre rammer for, hvad forbundsstaten kan varetage af opgaver.

Jeffrey Rosens artikel vakte en del opsigt–især i denne tid, hvor der netop er en intens kamp om dommerudnævnelser i senatet, og hvor man står overfor formodentlig en eller to udskiftninger i Højesteret inden årets udgang.

Nu har min bekendt, Dr. Michael S. Greve fra American Enterprise Institute–én af dem der var portrætteret i Rosens artikel–svaret igen på denne med en ny artikel, og det går ikke stille for sig. Greves hovedbudskab er, at ja–den amerikanske forfatning er truet, men det er ikke af liberalistiske eller konservative jurister:

"Everybody, chill. Libertarians are notoriously incapable of planning a lunch. With the lone and arguable exception of Justice Clarence Thomas, all sitting justices have time and again reaffirmed New Deal precedents and shunned opportunities to limit their reach. The Rehnquist Court's federalism "revolution"–the principal target of liberal wrath–consists of margin-nibbling decisions that no ordinary American has heard of, and recent (and, probably, forthcoming) decisions strongly signal an abandonment. At the same time, the supposedly conservative Court has cranked out an amazing array of newfangled rights, especially on sexual mores. In short, I despair of our supposed plans for toppling the New Deal."

For Greve er den amerikanske forfatning derimod truet af jurister, der lader sig inspirere af europæernes måde at tænke i forfatninger på, "La Constitution" …:

"The proposed European Constitution, signed in 2004 and now awaiting ratification by member states of the European Union, spans 448 articles, including social-democratic rights to warm progressive hearts–"respect for his or her physical and mental integrity," "access to preventive health care," and "continuing education." Voters in the various EU countries may get to vote on the monstrosity, or they may not, for fear that they might reject it.

Consistent with past European practice, such as adoption of the Maastricht Treaty to cement the European Union, those who do get to vote will probably be obliged to do so until they approve. A no vote, French President Jacques Chirac has threatened, means the end of Europe.

What a yes vote means isn't exactly clear. Despite its stupendous length, the constitution leaves crucial questions–including taxing and military authorities–for a later day. A constitution, European officials say, is a "process." No backsliding from the accumulated mistakes, ever-forward movement toward ever-closer union. We will tell you later what it means and where it will end.This breed of constitutionalism differs from that of the American Founders, who confronted elected state conventions with an up-or-down choice on a Constitution of clearly defined powers and restrictions."

Man kan sige meget om amerikanske jurister–og jeg er gift med én, der nærmest er en af slagsen, så jeg er lidt (positivt) forudindtaget (og Greve selv er iøvrigt tysk)–men i lyset af den on/off småt derudaf tøffende hjemlige debat om en evt. grundlovsændring, hvor det synes som om, at det nyeste årtusindes væsentligste konstitutionelle spørgsmål er relateret til kønnet på HKH Kronprinsessens kommende barn, så må man sige, at den amerikanske forfatningsdebat finder sted på et noget højere plan. Hvem er klar til at gå i brechen for at give en evt. kommende dansk grundlovsdebat et niveau og et indhold, der er mere visionært og dybsindigt end, hvad … ahem … Niels Helveg Petersen og Aage Frandsen hidtil har kunnet levere?

Frihed og ansvar

Af Mikael Bonde Nielsen, den 12. maj 2005. Skriv et svar

Har konservatismen overhovedet noget at tilbyde? Mine tidligere kommentarer har måske virket afvisende over for en sådan tanke. Lad mig derfor gøre opmærksom på, at jeg personligt har hentet stor inspiration hos konservative tænkere, om end alle er forankret i en idétradition, der ligger et pænt stykke fra den kulturkonservatisme og småfjollede nationalromantik, jeg adresserede i mit seneste indlæg.

Det er ikke en vanskelig opgave at finde konservative tænkere af format, hvis man søger tilbage i historien. Det syntes unødvendigt at nævne Edmund Burke, selv om de færreste nok har blik for, at han også havde ganske liberale og progressive synspunkter, jf. fx A Vindication of Natural Society og hans ofte negligerede Speech on Conciliation with the Colonies. Men hvad gør en frihedsorienteret konservativ, der gerne vil finde mere moderne vitamintilskud? Et godt bud kunne være at læse antologien The March of Freedom, der er udgivet af den konservative tænketank Heritage Foundation.

Denne bog har jeg for nylig pløjet mig igennem, og den er disponeret på en ganske morsom måde. Først introduceres en række tænkere, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem det konservative og liberale. Det drejer sig om William F. Buckley, Russell Kirk, F.A. Hayek, Milton Friedman, Frank S. Meyer, Ludwig von Mises og Robert Nisbet. Dernæst præsenteres synspunkter i form af taler eller skriverier fra mere handlingsorienterede skikkelser, som Ronald Reagan, Jeane Kirkpatrick, Michael Novak, Wilhelm Roepke m.fl.

The March to Freedom er et bevis på, at der ikke i alle tilfælde behøver at være en ufrugtbar konflikt mellem liberalisme og konservatisme, tværtimod. F.A. Hayek’s bidrag – “Responsibility and Freedom” – der er hentet fra The Constitution and Liberty, er på mange måder en konservativ-liberal syntese, der er mere aktuel end nogensinde:

“Liberty not only means that the individual has both the opportunity and the burden of choice; it also means that he must bear the consequences of his actions and will receive praise or blame for them. Liberty and responsibility are inseparable. A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as a right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action [?]”.

Hayek’s ord er en påmindelse om, at liberale og konservative med rod i den individualistiske idétradition har en fælles mission; at genvinde den tabte personlige frihed og det ansvar, der nødvendigvis må følge med.

Når tågen letter

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. maj 2005. 3 svar

Opgøret mellem den klassiske liberalisme og den nationalt orienterede kulturkonservatisme har været længe undervejs. Men nu sker der tilsyneladende noget! I Berlingske Tidende har flere skribenter, med salig Grundtvig som trojansk hest, kastet sig over den nyliberale ungdom, fordi de angiveligt skulle være helt og aldeles afstumpede på det værdimæssige plan. Men hvad er det så for værdier, de savner, disse unge mennesker? Tilsyneladende en helt grundlæggende forståelse for, at de er en del af et folkeligt fællesskab, forpligtet på den kulturelle nærhed, som nationen indlejrer dem i. Sagt på den pæne måde. For når vi søger ind bag fraserne, ind bag den banale og illusionsløse kendsgerning, at vi som mennesker altid er underlagt tid og rum, står vi tilbage med et stort og ubesvaret spørgsmål: Hvad konstituerer et folkeligt fællesskab? Er det en bestemt fornemmelse, en særlig følelse eller et immanent instinkt?

Det har desværre altid været en konservativ uvane, at beskrive nationer, kulturer eller folk som levende organismer. Det er et levn fra Platon, som i nyere sammenhæng bl.a. har fået mæle af Oswald Spengler; manden bag Untergang des Abendlandes. Heri udfoldes den biologiske analogi i sin rene og teutoniske form, hvor mennesker sidestilles med celler i en krop, der forventes at udfylde bestemte funktioner og i øvrigt underordne sig den fælles målsætning; organismens velfærd, trivsel og overlevelse. Frisatte celler eller individer, der agerer på egen hånd eller ud fra egennyttige motiver, opfattes i en sådan kontekst som en slags cancer. Men analogien er bedrag, trods dens åbenlyse pædagogiske potens. En celle i en krop har ikke en selvstændig eksistens. Hvis den revolterer, begår den selvmord. Men et menneske har en fri vilje, et personligt formål og en betydelig evne til at klare sig selv.

Det organiske og harmoniske folkefællesskab er med andre ord en myte; dog en myte der for tiden gives konkret indhold i en indegemt blanding af biedermeiersk verdensforskrækkelse og spenglersk civilisationskritik. Men sådan markedsføres det naturligvis ikke. Nej, kulturkonservative stiller artige spørgsmål, som fx Rüdiger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Og i en verden, hvor der altid er angstneurotisk søgning efter undergangsforklaringer, virker passager som denne helt tilforladelige:

“Den neoliberale globalisme er en legitimationsideologi for kapitalens uhæmmede bevægelse på jagt efter gunstige anvendelsesbetingelser”.

Safranski suppleres af andre germanere, der tænker og skriver i variationer over samme tema. Det drejer sig fx om Botho Strauss, der i Anschwellender Bocksgesang gør op med selve moderniteten, de intellektuelle og invandrerne; og om Peter Sloterdijk, der i Kritik der zynischen Vernunft gør op med rationalitet og oplysning, og senere i Die Verachtung der Massen på elitær vis gør op med det elitære. Og sådan kan man blive ved.

Hvorfor er disse forfattere så interessante i relation til en dansk værdidebat? Det er de, fordi de har danske tolke, der fungerer som aktive meningsdannere i forhold til den kulturkamp, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har skudt i gang. Det drejer sig om unge kulturkonservative som Kasper Støvring, Morten Uhrskov Jensen, Michael Phil, Adam Wagner, Jesper Rosenløv og mange flere, der er aktive i det kulturkonservative og stærkt nationalt orienterede inspirationsnetværk Nomos.

Deres indflydelse kan diskuteres. Men når chefredaktøren for Berlingske Tidende bemærker, at statsministeren har rykket “fra økonomisk liberalist til kulturkonservativ”, så giver det næppe mening at påstå, at deres indflydelse på Venstres politiske udvikling er mindre end den, der mønstres af unge nyliberale. Desværre. For centrale personer i Venstre har indledt en forandringsproces, der trækker på intellektuel ammunition, der ligger langt fra Grundtvigs frisind og bevidst udnytter tågesløret i grænselandet mellem harmløs folkelighed og autoritært folkefællesskab. Det har unge nyliberale forsømt at gøre opmærksom på. Men tågen er ved at lette! Spørgsmålet er, hvilken side Niels Lunde vil befinde sig på, når det bliver daggry.

Femten fede til Frederik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. maj 2005. 1 svar

De seneste par dage har vi her og i Berlingske Tidende set en opblomstring af en pudsig?og noget kunstig og søgt?debat om Grundtvig og liberalisme. Nogle indlæg har været sprogligt usammenhængende, intellektuelt selvmodsigende og decideret fjollede, mens andre har været tænksomme og indsigtsfulde (f.eks. Henrik Gade Jensen, der altid har noget interessant at bidrage med), eller morsomme og snusfornuftige (som Jan E. Jørgensen i dag). Men min med-punditokrat Mr. Law har som sædvanlig så rigtigt sat fingeren lige i såret og spurgt: Hvis Grundtvig er svaret, hvad var spørgsmålet så egentlig?

Bevares.  Jeg har også megen respekt for den gamle mand. Altså Grundtvig (eller, som han kærligt hedder i min svigerfamilie, hvor ind i han giftede sig i en meget moden alder: Den gamle gris).

Faktisk ganske megen respekt. Grundtvig var–udover en stor humanist, en god historiefortæller og noget af et karismatisk livstykke–en mand for mig. En god hårdnæset liberalist, der ønskede kraftige konstitutionelle begrænsninger på statsmagten, kæmpede for ytringsfriheden, modsatte sig omfordeling og kritiserede stort set ethvert statsligt indgreb i samfundsøkonomien. Han leflede ikke for folkestemningen og det småborgerlige og dyrkede ikke den aktive og ambitiøse stat.

Kort sagt: Grundtvig lå i praksis på mange, ganske centrale punkter meget langt fra den nationalromantiske "folkeligheds" dyrkelse, som mange hylder ham for i dag. Jeg tror faktisk, at der–når alt kommer til alt–er væsentligt kortere mellem på den ene side Grundtvig og på den anden side f.eks. Christopher Arzrouni, Martin Ågerup, Fogh Rasmussen (Anno 1993), Søren Pind m.fl., end der er mellem førstnævnte og de, der i dag tager hans navn lettere forfængeligt. Ville Grundtvig f.eks. gå ind for de fleste af de–set fra et borgerligt-liberalt hold–politiske monstrøsiteter, som Dansk Folkeparti står for? Ville Grundtvig synes, at de kgl. privilegerede, statssubsidierede og selvsmagende højskoler af i dag, fyldt med venstreorienterede akademikere og efterlønsmodtagere, er udtryk for det særligt "folkelige" eller særligt "danske"? Jeg tror det næppe.

Men hvad kan man så bruge ham til i dag? Altså hvad var dét eller de spørgsmål, som Mr. Law efterlyste? Man kan med Grundtvig måske nok få en vis stemningsfuld begejstring for det "danske", men fortæller det os særligt meget om, hvad man kan eller ikke kan, bør eller ikke bør?

Måske, måske ikke.

Paradokset her er nok i særdeleshed ét, der er gået upåagtet hen over Thue Kjærhus & Co.: at hvis Grundtvig kan bruges til at sige noget, vi kan anvende her 150-200 år efter, så må det netop være, fordi han har sagt noget abstrakt–noget af en vis universalitet og tidløshed. Og det er netop dét, som man samtidigt anklager andre for.

Lad os prøve en gang at se, hvad der kunne være interessante spørgsmål at stille gamle Mr. G.:

  1. Hvad er det rette kriterium for at bedømme, hvem der har ret til hvilke immuniteter og besiddelser (ejendom, o.s.v.)?
  2. Hvornår bør sådanne rettigheder være ubetinget ukrænkelige (om nogensinde)?
  3. Er det ideelle i det moderne samfund at begrænse statsmagten eller anvende den til at gøre de "rette" ting med? Eller de "gode" ting? Og hvis en af de to sidste muligheder, hvor går grænserne så for, hvad staten bør gøre?
  4. Hvad er forholdet mellem demokrati og velstand? Er det lineært? Og i så fald positivt eller negativt? Og hvis det ikke er lineært, hvor er optimum så henne?
  5. Ditto m.h.t. forholdet mellem uddannelse og velstand?
  6. Ditto m.h.t. forholdet mellem frihed og velstand?
  7. Hvis det i tilfælde med mere end to personer, som skal vælge mellem mere end to alternativer, er umuligt at aggregere individuelle præferencer (ønsker, motiver, o.s.v.) til et kollektivt valg baseret i samme, som på samme tid er meningsfuldt og opfylder en række almene fairness kriterier, kan man så overhovedet tale om, hvad "folket" vil have? Hvad "folket" har "godt af"?
  8. Når nu man interesserer sig for, hvem der har for meget, og hvem der har for lidt, hvilke af disse principper er så bedst: Alle skal have lige meget; alle skal have det, som de retmæssigt har erhvervet sig, uanset den fordelingsmæssige konsekvens; uligheden i fordelingen af goder må være så stor, som det vil være til gavn for de dårligst stillede; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra medianen; ingen skal have mere end x pct. mere end standardafvigelsen fra gennemsnittet; ingen skal have mindre end en vis minimums-levestandard.
  9. Antag at indvandring til et land, alt andet er lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  10. Antag at indvandring til et land, alt andet lige, er med til at hæve levestandarden for alle i landet?bortset fra dem, der er for dovne og dumme og forkælede til at tage konkurrencen om jobbene op; er indvandringen så en god ting eller en dårlig ting?
  11. Hvad er bedst: A) et land med stort ?folkeligt fællesskab? ("folkelig sammenhængskraft" o.l.) og lav levestandard for alle, eller B) et land hvor vi for nærværende lader folke-delen stå ubeskrevet, men som til gengæld har en høj levestandard? Hvis det første, hvor fattige skal man så ende med at være, før det er værd at give køb på det "folkelige fællesskab"?
  12. Under hvilke omstændigheder må et menneske anvende tvang overfor et andet? Når det gælder om at redde eget liv? Redde andres liv? Gøre godt?
  13. Under hvilke omstændigheder må en eller flere stater anvende militær magt overfor en eller flere andre stater?
  14. Er Bushs budgetunderskud rigtigt smarte ("Reagan's Revenge") eller rigtigt dumme eller bare lidt ligegyldige?
  15. Skulle man som Grundtvigianer heppe på Bush eller Kerry (eller sofaen)? Og hvorfor egentlig? Og ditto med Blair, Kennedy og Howard?

Af disse spørgsmål er en håndfuld lånt fra et par relativt nylige Nobelprismodtagere i økonomi (og en kommende), et par stykker fra nogle fremtrædende nutidige politiske filosoffer, og en del af de sidste er bare sådan nogle relativt interessante nogle, som et godt middagsselskab skulle kunne give anledning til et synspunkt eller tre om.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan give gode og fyldestgørende svar på alle disse–og så skal man heller ikke forlange det af andre.  Kan Grundtvig ikke svare på alle sammen, så kan han nu nok stadigvæk være meget god. Som en kilde til forståelse af dansk fortid. Som en interessant del af dansk fortid. Som salmedigter. Som en finurlig gammel rad. Men kan man ikke bruge "Grundtvigsk" tankegods til at sige bare lidt om bare en del af disse, så er det faktisk lidt svært at se Grundtvigianismens fascination–andet end at den kan være interessant for dem, der sætter en dyd i at sidde i mørket og diskutere, hvor smukt lyset var. Så kan man i hvert fald ikke bruge Nicolai Frederik Severin Grundtvig til at sige særligt meget dybsindigt, kontant eller relevant for det samfund, vi lever i, og de udfordringer vi står overfor.

Howards End III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. maj 2005. 1 svar

Nå, Michael Howard har så taget konsekvensen og sørget for, at Tory-partiet nu vil kunne konkurrere med de danske konservative om at have flest partiledere på færrest år. (Her ser man dog også ud til at tabe.)

Det amerikanske konservative tidsskrift National Review har denne gode leder om, hvad der kunne være Toryernes fremtidige strategi, og The Guardian har med udgangspunkt i odds fra Ladbrokes en liste over de mulige partiledere. Selv ville jeg nok heppe på David Davis som det mindste af onderne (eller Michael Portillo, men mange mener tilsyneladende, at dét tog er kørt–han er ihvertfald slet ikke på listen!).

PS. Super-bloggeren Andrew Sullivan har iøvrigt denne passende kommentar til National Reviews kommentar om, at Toryerne nu bør satse på "limited government":

"So NRO now supports limited government? So why have they not blasted consistently at George W. Bush's complete abandonment of limited government and fiscal balance? As I have written before, Tony Blair's incremental increase in government spending is pure Thatcherism compared to Bush's big government explosion. Wouldn't it be great if NRO actually used the same principles it deploys against Blair and Howard against Bush? And don't give me the excuse of occasional pathetic worries about Bush's spending. If a Democrat had Bush's record, NRO's assault on him would be daily and relentless."

Howards End II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. maj 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat, Mikael Bonde Nielsen, har naturligvis ret: Nederlaget til Toryerne bør på baggrund af den kampagne de førte få dem til at gå i tænkeboks m.h.t. partiets fremtidige linie. Men de behøver såmænd ikke at overveje denne så meget–when you find yourself in hole, stop digging! Et godt råd til partiet kom allerede dagen før valget i en kronik i Wall Street Journal Europe af John Wheatcroft, som foreslog, at partiet skulle gå tilbage til Edmund Burkes konservatisme–men vel og mærke af den type, som de fleste såkaldte Burke-konservative ikke kender, fordi de generelt aldrig har læst eller forstået, hvad Burke faktisk repræsenterede: en pragmatisk, skeptisk liberalisme snarere end en mere autoritær statskonservatisme. Wheatcroft skrev bl.a. om Torierne:

"Where do they go from here if they are to recover? Just as much to the point, how did they get to here? As the progenitor of intelligent conservatism once remarked, when things go wrong there is always a temptation to enquire "not how we got into this difficulty, but how we are to get out of it," or "to consult our invention, and to reject our experience."

And yet, Edmund Burke went on, this was "diametrically opposed to every rule of reason, and every principle of good sense." Far from ignoring the actions that have caused our present difficulties, we should take a strict review of them, "in order to correct our errors if they should be corrigible; or at least to avoid a dull uniformity in mischief, and the unpitied calamity of being repeatedly caught in the same snare."

Ifølge Wheatcroft ligger svaret ikke i Howards linie xenofobiske, paternalistiske konservatisme:

"Under his leadership the Tories have fought a remarkably brutal campaign, which may also have been misguided. They have denounced gypsies, foreigners and criminals, and attacked Mr. Blair in such personal terms as have rarely been heard before in British politics. Mr. Howard has warned of hordes of immigrants coming here "for nefarious purposes." The Tories have asked "How would you feel if a bloke on early release attacked your daughter?" and have said of Mr. Blair, "If he's prepared to tell lies to take us to war he's prepared to lie to win an election."
Not only has this distressed gentler souls in the party, it hasn't worked. There is some evidence that the bare-knuckle coarseness of the Tory campaign has actually backfired by alienating as many anticollectivist but socially liberal middle-class voters as it has picked up embittered nativists.
At the same time, Mr. Howard has been notably chary about fresh thinking from within his party … One Tory faked a photograph to show himself attacking asylum seekers, while another runs on the slogan "What part of 'Send them back' don't you understand, Mr. Blair?" Neither of those suffered more than a mild rebuke from Mr. Howard."

Derimod er politikere, som har stået fast på Thatcherske idealer om begrænset statsmagt, lave skatter og individuel frihed blevet slået ned med omtrent samme argumenter og metoder, som man under tiden ser blandt danske borgerligt-liberale partiers ledelser, når medlemmerne våger at forsøge at holde dem til partlinien:

"[Howard] behaved in well-nigh Stalinist fashion when it came to ejecting two others from the party … And the crimes for which they were "deselected" by Mr. Howard? Mr. Flight's was to have thought out loud about the need for deeper tax cuts, Mr. Kruger's to have proposed "creative destruction"–a phrase with which Mr. Howard affects to be unfamiliar–in our sclerotic public services. Plenty of people would say that the Tory leader sacked the wrong two men.
This nervousness about mounting a serious challenge on taxes and spending is matched by Mr. Howard's feeble display over civil liberties. The Blair government has relentlessly assaulted the basic principles of due process and individual freedom, from jury trial to incarceration without trial and compulsory identity cards. Rather than defend our ancient liberties, the Tories have competed with authoritarian rhetoric to please the tabloids."

Men hvor ligger fremtiden så for Torierne? Wheatcroft antyder svaret:

"Over the ages, the Tories have repeatedly reinvented themselves, co-opting one social group after another and drastically adapting their program. The last, brilliantly effective reinvention came under Margaret Thatcher, when the Tories wholeheartedly embraced the competitive free market (by no means always part of their creed) and preached social and economic liberation. Part of Tony Blair's secret is, of course, the way that he has embraced so much of that Thatcherite legacy while fashioning it to his own purposes. …

To avoid a dull uniformity in mischief, the Tories might step back after the election and wonder how they got it so badly wrong. Their attack on immigrants has not only left a nasty taste, it was wrongheaded. Our country badly needs incomers. … On top of that, Mr. Howard has, while accusing Mr. Blair in savage terms of lying over Iraq, not only said that he supports the war still but that he would have done even if there had been no evidence at all of weapons of mass destruction. Leave aside the logic of that, it has alienated many of his supporters. … If the Tories now find further leisure in opposition, they might try consulting their experience in the hope of correcting their errors. They could go on in the present Poujadist direction, voicing the sournesses of the alienated and embittered. Or they could try one further reinvention, as an economically (small-state) and socially (open-minded and diverse) libertarian party, while adopting a critical attitude to the increasing centralism of the European Union and also the unconditional American alliance.That may be unlikely at present, but the alternative for the Tories is to be caught yet again in the same snare. And then, "unpitied calamity" will surely be the words."

2008: Hillary Clinton mod … hvad sagde jeg!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. 3 svar

Det er officielt: jeg tildeler hermed mig selv Årets "Hvad Sagde Jeg!"-pris, omend det kan vise sig at være tre-fire år for tidligt (og iøvrigt ikke være rigtigt). Kryptisk?

OK, jeg har længe, længe, længe–d.v.s. over tre år–sagt, at Republikanernes præsidentkandidat i 2008 meget vel kunne blive Senator George Allen, fhv. guvernør over staten Virginia. Hans kombination af at være landspolitiker, men fhv. guvernør (og dermed kunne spille på både at være erfaren og "udenfor the Beltway"), se rimeligt godt ud (for en politiker), være relativt ung (d.v.s. se ældre ud end John Edwards, men være væsentligt yngre end Bob Dole), være fra en sydstat (som man reelt skal vinde), men fra en nordlig én (og dermed ikke med et red-neck image), være meget "konservativ" i økonomiske spørgsmål (d.v.s. frimarkeds-orienteret), men ikke så-konservativ-at-det-(virkelig)-gør-noget i religiøse og sociale spørgsmål (og dermed mindre uvalgbar for midten af amerikansk politik) … gør, at han alt andet vil stå rimeligt stærkt, når et parti ikke kan stille med en "naturlig" kandidat (når hverken Bush eller Cheney stiller op). Jeg skrev faktisk lige efter sidste præsidentvalg rundt til en række andre forskere med interesse for emnet og propaganderede for synspunktet. Den typiske respons var dengang "George hvem?"

Men nu viser det sig, at Washingtons insidere tilsyneladende mener det samme (altså som mig). Det respekterede tidsskrift National Journal har foretaget en meningsmåling blandt 175 top-politicos i Washington og spurgt dem om, hvem de tror, der bliver de to partiers præsidentkandidater i 2008.

Her er, fra Wall Street Journals daglige "OpinionJournal's Political Diary" (mit daglige fix), den indsigtsfulde redaktør John Funds opsummering:

"The Republican presidential field is wide open with the decisions of Vice President Dick Cheney and Florida Governor Jeb Bush not to run. So the 85 GOP insiders polled by the Journal had a tough decision deciding who has the best chance of capturing the 2008 GOP nomination. Their surprise choice was Virginia Senator George Allen, a former governor who likes to emulate Ronald Reagan's sunny conservatism. Factors cited in his strong showing were his ability to connect with the party's conservative primary voters and his hiring of campaign strategist Dick Wadhams, who helped engineer the defeat of Senator Tom Daschle last year.Just behind Mr. Allen was Senator John McCain, who has much higher name ID but a maverick reputation among GOP primary voters. A little further back were Senate Majority Leader Bill Frist and former New York Mayor Rudy Giuliani. They were followed in descending order by Massachusetts Governor Mitt Romney and Mississippi Governor Haley Barbour, who made a surprisingly good showing.

On the Democratic side, no one would be shocked that the 90 Democrats surveyed by the National Journal's "insider" poll gave Senator Hillary Clinton more than twice as many votes as second-place finisher John Edwards.Virginia Gov. Mark Warner came in third, reflecting in part the fact that he was the only southern governor on the list. The last two Democratic presidents — Jimmy Carter and Bill Clinton — both came out of the same talent pool. After Mr. Warner, the insiders tabbed moderate Senator Evan Bayh of Indiana as the next most likely nominee. He was followed by 2004 nominee John Kerry, New Mexico Governor Bill Richardson, Iowa Governor Tom Vilsack and Delaware Senator Joseph Biden, a 1988 presidential candidate who appears to be in the mood for a last hurrah. Last place in the Democratic field according to party insiders? Former Vice President Al Gore, now part-owner of a struggling cable channel. "He's down there with Mike Dukakis as someone you wouldn't want in your Rolodex," was the acid conclusion of one party official."

For de af os, der ikke kun er akademisk interesserede i, hvem kandidaterne kan blive, men tillige måtte foretrække politikere af en mere eller mindre libertær karakter, kan det være værd at bemærke, at Senator Allen får ganske høje rankings af Republican Liberty Caucus, d.v.s., den organiserede liberalistiske fraktion indenfor det Republikanske Parti. I dettes Liberty Index, baseret på kongresmedlemmernes afstemningsadfærd, scorede Allen således i 2004 90 af 100 mulige point på økonomisk frihed og 70 af 100 mulige point på personlig frihed. Han fik dermed af de fem mulige etiketter, som RLC uddeler, betegnelsen "libertarian". (Til sammenligning fik den bedst scorende af alle senatorer, John Sununu, Jr., henholdsvis 95 og 84. I den anden enede af spektret fik Edward Kennedy henholdsvis 5 og 25 point og betegnelsen "authoritarian".)

Men inden nogen nu på min vurdering begynder at investere i Allen-futures på Iowa Electronic Market, så lad mig tilføje, at jeg i 2000 i næsten et år hårdnakket påstod, at der ikke var nogen måde, hvorpå Al Gore kunne tabe, og at jeg sidste efterår nævnte Senator Rick Santorum som en anden mulig præsidentkandidat i 2008.

Errare punditokratem est …

South Park Generation

Af Mikael Bonde Nielsen, den 3. maj 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at George W. Bush blev genvalgt til præsident, når han ifølge de fleste europæiske medier er biologisk fatuid? Måske kan man finde en del af svaret i den omstændighed, at en stadig større del af den amerikanske ungdom er dødtrætte af den politiske korrekthed, der har hærget de nordamerikanske kystbyer i de sidste tyve år. Det er i hvert fald en påstand, som Brian C. Anderson med en vis tyngde argumenterer for i South Park Conservatives: The Revolt Against Liberal Media Bias.

Bogen er en opfølgning på en artikel, der figurerede i City Journal i 2003 og som gav mange konservative troen på, at der trods alt er et liv efter Sesame Street; et håbløst og temmelig venstredrejet børneprogram, der har været fast inventar på public service-kanalen PBS siden 70’erne. Men med tegneserien South Park ? der er kendt for sin upolerede og rå tone ? har republikanere opnået en modvægt i medielandskabet. Og det er der kommet en ny generation ud af; en årgang, der ikke er flove over, at USA både er en økonomisk og militær supermagt; et kuld, der ikke gider at høre mere vrøvl om positiv særbehandling af bestemte minoritetsgrupper, bilfrie byer eller naturrigtig recycling af fødevareemballage. Og de stemmer naturligvis på Bush. Ikke fordi de er enige i alt, hvad han repræsenterer, men fordi han taler i klar tekst.

Men hvad med Danmark? Er der ikke snart brug for en modvægt til Bamse og Kylling?

"Public Interest", R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. maj 2005. Skriv et svar

Det sidste nummer af det prominente og indflydelsesrige amerikanske neo-konservative tidsskrift Public Interest er netop udkommet. Efter nøjagtigt 40 år på markedet, udkom sidste nummer i den forgangne uge. (Charles Krauthammer havde denne omtale i Washington Post.) Grundlagt af Irving Kristol, Daniel Bell, James Q. Wilson m.fl. var det altid en kende mere (neo-)konservativt end nærværende punditokrats smag, men det var altid begavet, velformuleret, velunderbygget og interessant–og det er mere, end man kan sige om det meste her i livet. (De lidt yngre, neo-neo-konservative læser Weekly Standard i stedet.)

Ugens citat: Andrew Sullivan om amerikansk konservatisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. april 2005. 4 svar

Den britisk-amerikanske skribent og super-blogger Andrew Sullivan giver i artiklen “Crisis of Faith” i det nyeste nummer af sit gamle blad, The New Republic, denne opsang til amerikansk konservatisme:

“Conservatism isn’t over. But it has rarely been as confused. Today’s conservatives support limited government. But they believe the federal government can intervene in a state court’s decisions in a single family’s struggle over life and death. They believe in restraining government spending. But they have increased such spending by a mind-boggling 33 percent in a mere four years. They believe in self-reliance. But they have just passed the most expensive new entitlement since the heyday of Great Society liberalism: the Medicare prescription-drug benefit. They believe that foreign policy is about the pursuit of national interest and that the military should be used only to fight and win wars. Yet they have embarked on an extraordinarily ambitious program of military-led nation-building in the Middle East. They believe in states’ rights, but they want to amend the Constitution to forbid any state from allowing civil marriage or equivalent civil unions for gay couples. They believe in free trade. But they have imposed tariffs on a number of industries, most famously steel. They believe in balanced budgets. But they have abandoned fiscal discipline and added a cool trillion dollars to the national debt in one presidential term.
One reason for conservatism’s endurance in the face of such contradiction, of course, is the extreme weakness–intellectual and organizational–of the opposition.”

Så er dét sagt–men der er mere, og specielt Sullivans distinktion mellem “Conservatives of Faith” og “Conservatives of Doubt” er interessant og tankevækkende, og den kan uden store problemer læses som en slags advarsel udstrækkende sig til, hvad der kan ske med f.eks. danske borgerligt-liberale, når de sætter sig på statsapparatet.

Artiklen er ikke frit tilgængelig på nettet; man skal lade sig registrere, men det er dét værd.

Sobre ord om status quo fra USA's Mr. Conservative

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. april 2005. 3 svar

Forfatteren, filosoffen, forlæggeren, eks-politikeren William F. Buckley, Jr. (grundlægger af National Review og forfatter til bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist), har et par tænksomme ord om status quo for socialismen, velfærdsstaten og Republikanerne:

“Dogmatic socialism is exhausted; it didn’t make it and that happened in the last 50 years. Years ago, there were a lot of very bright people who were simply socialist, but they were hit with reality. At the spiritual level, I think that the advances that were thought predictable in the 1950s that would discredit Christian thought didn’t happen. The Christian communion is stronger than it was back in the 1950s. That’s pretty heartening … On the other hand, state welfarism continues to be very strong. People don’t worry about it, that’s one we haven’t won … Neither major party seems conspicuously concerned with fiscal policy, and that’s alarming. It was part of the dogma of the Republican Party, [the idea of unlimited spending] that you can’t do those kinds of things, but then we did it.” (fra et interview med David Sanders, Arkansas News Service).