Tag-arkiv: politisk stabilitet

Verden er mere stabil – men er det godt?

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2021. Skriv et svar

Som nogle læsere ved, er jeg involveret i et forskningsprojekt om kup og kupforsøg – og nogle læsere er måske endda trætte af, at høre om det. Udover selve databasepapiret, hvor Martin Rode og jeg dokumenterer omfanget af kup i verden siden 1950, omfatter outputtet foreløbig en artikel om undertrykkelse efter kup med Katharina Pfaff og et andet om institutionelle ændringer sammen med Daniel Bennett og Steve Gohmann. Der ligger også et working paper sammen med Andreas Freytag og Jerg Gutmann om, hvordan kup påvirker pressefriheden og et andet med Martin Rode og Bodo Knoll om, hvordan kup ændrer på indkomstfordelingen i samfundet. Derudover ligger der delprojekter, der er mere eller mindre færdige, om hvorvidt kup udløser kriser, og om hvordan regeringer der kommer til magten ved kup ændrer på landets forfatning (halvdelen af dem skriver nye forfatninger).

Formålet med dagens post er ganske enkelt at give læserne et indtryk af, hvor mange kupforsøg der har været, og hvor de har været i verden. Det gør vi gennem de to kort nedenfor, der illustrerer de 485 kup og kupforsøg mellem 1960 og 2021, hvoraf de 155 er sket efter 1990, dvs. efter kommunismen i Østeuropa kollapsede. Databasen er frit tilgængelig og kan downloades på min hjemmeside. Sammenligner man de to kort, er det tydeligt i hvor høj grad Latinamerika og visse andre dele af verden er blevet politisk mere stabile. En del af denne udvikling i Latinamerika og Caribien har været en robust transition til demokrati – med enkelte undtagelser er regionen nu fuldt demokratisk – mens andre steder i verden er mere blandede.

Det er netop det, der er udgangspunktet for at spørge lidt kættersk, om den politiske stabilitet er en god ting. Eller sagt på en anden måde: Ville verden være et bedre sted, hvis der var flere kup en gang imellem?

Er det for eksempel et ubetinget gode, at Angola har været regeret af det samme parti siden 1975? Agostinho Neto var landets første leder efter uafhængigheden, og han efterfulgtes af José Eduardo dos Santos, der sad som præsident fra 1979 til 2017. Den nuværende præsident er reelt udnævnt af dos Santos, så angolanerne faktisk aldrig har oplevet at skifte regering. Det samme gælder lidt længere nordpå i Cameroon, hvor Paul Biya har været de facto diktator siden 1982, og i Ækvatorial Guinea, hvor Teodoro Mbasogo tog magten ved at kup i august 1979, og har regeret landet egenrådigt siden da. Længere væk, og i en verdensdel som folk ikke normalt forbinder med kup og diktaturer, har Frank Bainimarama været premierminister i Fiji siden han kuppede den tidligere regering i 2006.

Vi taler ofte om politisk stabilitet som et absolut gode, men spørgsmålet er om det er sandt. Det er sundt, både for økonomien og for folks rettigheder, at regeringen ikke sidder for fast i sædet og bliver udskiftet med jævne mellemrum. I diktaturer sker det ikke gennem fredelige valg, og det bør helst ikke ske gennem voldelige revolutioner eller borgerkrige. Et kup i ny og næ er derfor ikke en rar begivenhed, men det kan fungere som en måde at undgå de værste excesser og mest diktatoriske regeringer på. Nogle af dem ender rædselsfuldt, andre godt, men ikke alle er udtryk for et problematisk fænomen.

Militærkup er godt nyt for Zimbabwe

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2017. Skriv et svar

I går morges foregik en række begivenheder i Zimbabwe, der næppe kan kaldes andet end et kup. Foreign Policy beskriver baggrunden for kuppet som en gradvis forberedelse på, at Robert Mugabes kone, Grace Mugabe, skulle overtage magten efter den 93-årige præsident. Parret har tidligere fjernet en vicepræsident, Joice Mujuru, og afskedigede forleden den nye vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som gik i eksil i Sydafrika. Dét blev åbenbart for meget for hærens topledelse, der nu synes at have taget magten. For de tyskkyndige skriver Frankfurter Allgemeines politiske redaktør Peter Sturm glimrende om baggrunden her.

Som Frankfurter Allgemeine, BBC og adskillige andre kilder, har rapporteret, er Mugabe nu under husarrest, men hæren har omhyggeligt gentaget, at der ikke er tale om et kup. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om at det er, men der er gode grunde til at prøve at italesætte, at det er noget andet. For det første er den Afrikanske Union – ligesom EU – stærkt negativ overfor enhver irregulær regimeændring, og kan i princippet indføre sanktioner mod Zimbabwe. For det andet har Mugabe stadig en status som frihedshelt i dele af den afrikanske offentlighed, og hos dele af magteliten i den sydlige del af kontinentet. Hæren er derfor omhyggelig med ikke at tegne et billede af, at den har afsat Mugabe for at undgå tab af legitimitet.

Naturligvis må man vente tiden af og se hvad der sker. Når det er sagt, er militærkuppet med meget stor sandsynlighed gode nyheder for Zimbabwe. For det første kan situationen næppe blive værre end Mugabes dybt korrupte og aldeles inkompetente styre. Freedom House vurderer pressefriheden til at være indeks 74, sammenlignet med de langt fra perfekte situationer i Sydafrika (38) og Botswana (45). Det er med andre ord decideret farligt at være almindelig journalist i det fattige land. CIAs World Factbook sætter gennemsnitsindkomsten til cirka 2200 købekraftskorrigerede dollars, hvilket er en sjettedel af nabolandet Sydafrikas og ikke meget mere end en ottendedel af Botswanas! Da landet erklærede sig uafhængigt i 1965 – under det oprindelige navn Rhodesia – var gennemsnitsindkomsten 40 % højere end i Botswana, og landet var kendt som et frugtbart og relativt velfungerende sted med forholdsmæssigt gode skoler og politisk ro. Mugabes regeringsperiode fra 1980 har dermed været en tordnende fiasko, og statens finanser er også i rent kaos, med et budgetunderskud på lige omkring 10 % af BNP, og en årrækkes hyperinflation, der med CIAs ord har gjort den zimbabweske dollar ”essentially worthless.”

Det er derfor svært at forestille sig, at et militærregime efter Mugabes katastrofer ikke kommer til at rette op på noget. Men udover det faktum, at man institutionelt og kompetencemæssigt starter nogenlunde på bunden, er der forskning, der også peger i same retning. Richard Jong-a-Pin og Shu Yu finder for eksempel, at kup i særligt fattige lande typisk fører til højere vækst og bedre økonomi. I fælles forskning med Katharina Pfaff, som vi præsenterede tidligere på året i Budapest, finder vi også at netop Zimbabwes situation – hvor et militærregime afløser et civil (ikke-militært) autokrati – vil de nye regime typisk undertrykke befolkningen væsentligt mindre end det oprindelige.

Bundlinjen i dag er, at hvis militæret faktisk har taget magten i Zimbabwe, og vælger at beholde den, er der lys forude. Landet, der som Rhodesia var et af lyspunkterne i Afrika og faktisk var nogenlunde pænt demokratisk indtil 1962, har geografisk en række fordele. Alt tyder lige nu på, at et nyt militærregime vil tillade befolkningen igen at udnytte de fordele, den har.