Tag-arkiv: militærkup

Sudan – hvad kan man forvente?

Torsdag morgen var der militærkup i Sudan. Det sudanesiske militær, repræsenteret af forsvarsminister Awad Ibn Auf, rullede ind i Khartoum i de tidlige morgentimer og væltede landets langvarige diktator Omar Al-Bashir. Hele operationen er foregået relativt fredeligt og Bashir er pt. i militær arrest.

Den umiddelbare baggrund for kuppet er, at der har været omfattende demonstrationer imod styret de seneste måneder. Militæret har synets modvillige mod at gøre noget ved demonstrationerne og har tydeligvis ladt dem spille sig ud. Som Lena Gerlings nye forskning pege på, lignede situationen således en helt typisk optakt til at afrikansk militærkup. Det samme gælder den økonomiske baggrund, da Sudan økonomisk har klaret sig aldeles rædselsfuldt de senere år, og regimets reaktion primært har været at slå endnu hårdere ned på oppositionen.

På den længere bane er der også tale om en klassisk baggrund. Sudan har faktisk en demokratisk fortid: Landet havde et demokratisk politisk system, som briterne implementerede med selvstyre i 1953 og landet videreførte, da det blev uafhængigt fra Storbritannien i 1956, og oplevede også to korte demokratisk periode i midten af 1960erne og mellem 1986 og 1989. Den anden periode sluttede, da Bashir tog magten i 1989 ved et ublodigt kup. Han viste sig hurtigt at være en alt anden end harmløs diktator. I 1991 indførte han Sharia-lov og to år senere opløste han det militærråd, der formelt havde haft magten. Han har regeret selv siden da.

Militæret har meldt ud, at de regner med at styre landet i en transitionsperiode på to år, og derefter afholde demokratiske valg i første halvdel af 2021. USA har officielt opfordret Sudans militær til at overlade magten til et civilt styre langt før, men om det er en god idé, er ikke sikkert. Kup er i sagens natur usikre begivenheder, og det kan være svært at spå om, hvad der sker. Forskningen peger dog på, at der kan være grund til optimisme.

Man kan således bruge den database over politiske institutioner og kup, som Martin Rode og jeg har udviklet – den er frit tilgængelig her – til at sige noget om, hvad der ’normalt’ sker. Figuren nedenfor plotter derfor, baseret på en sammenligning af 537 kup og kupforsøg siden 1950, sandsynligheden (på y-aksen) for at et land bliver demokratisk indenfor tre år af et succesfuldt kup, og sandsynligheden for, at det indfører en ny forfatning. Sammenligningen til højre er med tre-års perioder uden kupforsøg.

Som søjlerne til venstre tydeligt viser, er der en stærkt forhøjet sandsynlighed for demokrati efter et succesfuldt kup: I 18 % af tilfældene indføres der demokrati indenfor få år af kuppet, mens sandsynligheden kun er 8 % uden kup og 9½ %, hvis der har været et kup, der slår fejl. Det samme gælder forfatningerne, hvor 51 % af de nye kupregeringer skriver ny forfatning, mens de kun er 9 % af de andre der gør. Skulle nogen være i tvivl, er disse forskelle alle statistisk signifikante.

Mens det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt kuppet i Sudan er et ’almindeligt’ kup eller ej, er der derfor grund til at være optimist. Der er gode chancer for, at militæret holder løftet om at indføre valg i 2021, og der er også meget gode chancer for, at det ændrer forfatningen. Skulle det ske, virker det rimeligt at forvente, at den nye forfatning bliver mere moderne og uden religiøse elementer eller særhensyn.

Er Ghanas success Rawlings fortjeneste?

Ghana går i dag for at være en af succeshistorierne i Afrika syd for Sahara. Gennemsnitsindkomsten er i dag 4600 PPP dollars per indbygger (iflg. CIA) og med den nuværende udvikling nærmer landet sig økonomisk steder som Honduras, Moldova og Nicaragua, som vi opfatter som mere udviklede end Afrika. Det har været stabilt demokratisk de sidste 25 år og er også socialt ret fredeligt. Sådan har det bestemt ikke altid været, og udviklingen kunne have været meget anderledes uden en bestemt begivenhed.

I tiåret op til landets uafhængighed i 1957 var Ghana også kendt som en meget velfungerende britisk koloni under navnet Guldkysten, og et land, man ventede sig meget af, når det blev sit eget. Briterne tillod, som mange andre steder, at kolonien fik eget parlament – the Legislative Assembly – hvortil man i februar 1951 afholdt Afrikas første fair og frie valg med fuld og uindskrænket valgret. De britiske kolonimyndigheder gennemførte ganske enkelt en fuld demokratisering, der fortsatte ved valgene i juni 1954. Her gav koloniens befolkning Kwame Nkrumahs Convention People’s Party et dominerende flertal på 72 af de 104 sæder, og det blev derfor Nkrumah, der knap to år senere som ubestridt regeringsleder overtog magten i det uafhængige Ghana.

Den karismatiske Nkrumah, der havde en master-grad i filosofi fra University of Pennsylvania og hurtigt blev Vestens darling, viste sig dog at være en initialt meget populær, men også i stigende grad meget tydeligt elendig politiker. Hans ideer og politiske fokus blev stadig mere verdensfjerne over årene, og hans regering stod for ganske katastrofal politik, stærkt influeret af det sovjetiske eksempel, som også vestlige akademikere hyldede.

Militæret tog derfor magten ved et kup i februar 1966, og det nye regime overlevede et kupforsøg i april det følgende år. Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor – der på en logaritmisk skala viser udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1950 og 2014 i Ghana, nabolandene og Sydafrika – hjalp hverken det eller demokratiseringen i 1969 dog ikke på den økonomiske udvikling. I januar 1972 gennemførtes derfor endnu et succesfuldt militærkup med General Acheampong som en af lederne. I oktober 1975 gennemførte han et autogolpe og tog magten selv i stedet for den junta, der havde forsøgt at lede landet siden 1972. Det efterfulgtes af kup i juli 1978 og igen i maj 1979 (som Jerry Rawlings var involveret i), og en kort demokratisk periode. Særligt de politiske tiltag under den demokratiske regering var dog håbløse, og nytårsaftensdag 1981 kom så den begivenhed, som mange ghanesere – til adskillige historikere og politologers fortrydelse – ser som det afgørende vendepunkt iGhanas moderne historie. Militæret gennemførte under ledelse af Flight Leutenant Jerry Rawling et succesfuldt kup, smed den demokratisk valgte regering ud, og indførte militærstyre. Det nye regime gik til stålet, afviste bl.a. kupforsøg i november 1982 og marts 1984, og startede med et større oprydningsarbejde i centraladministrationen.

Økonomien rettede sig gradvist op, der kom ro på landet, og adskillige kilder peger også på, at der kom styr på den ellers galoperende korruption i dele af retsvæsenet og den offentlige administration. Spørgsmålet er, om det var sket alligevel, eller om Ghana uden Rawlings-regimet var fortsat nedad. Det er der nu et meget fint speciale fra Aarhus Universitet, der svarer på.

I juni forsvarede to ad mine dygtige, nu tidligere, studerende deres kandidatspeciale om dette emne. Frederik Thagesen og Lasse Larsen søger i specialet at svare på, om den succes, som Ghana har haft siden militærkuppet nytårsaftensdag i1981, faktisk kan tilskrives Rawlings-kuppet og hans efterfølgende regering. Det kræver, at man kan sige noget rimeligt fornuftigt om, hvad der var sket med Ghana uden Rawlings. Frederik og Lasse følger derfor det metodevalg, der kendes som ”the synthetic control method”. Vi har også her tidligere skrevet om brug af metoden i forbindelse med Kevin Grier og John Maynards vurdering af konsekvenserne af Hugo Chavez for Venezuelas økonomi, og Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kangs studie af, hvad Cuba sandsynligvis havde været uden Castros revolution.

Metoden går ud på, at man starter med at definere en større gruppe lande, der i princippet ligner Ghana. Man lader derefter en matematisk algoritme udvælge en syntetisk kontrol, skabt af et vægtet gennemsnit af udviklingen i disse såkaldte donorlande, der er så tæt på Ghanas faktiske udvikling før 1981 som det kan lade sig gøre. I Frederik og Lasses tilfælde viste det sig, at det bedste man kunne gøre, var at skabe et fiktivt land, der bestod af 1,2 % Burundi, 18,4 % Madagaskar, 29,4 % Niger, 42,4 % Togo og 8,6 % Venezuela. Umiddelbart kan den syntetiske kontrol se mærkelig ud, men ser man nærmere på landene, giver den ganske god mening i forhold til at bruge nabolande. Det er for eksempel tydeligt i figuren, at nabolandene ikke kan fungere som syntetisk kontrol, da deres økonomiske udvikling op til 1981 var langt stærkere end Ghanas. De er dermed ikke tilstrækkeligt sammenlignelige. Omvendt har Madagaskar i 1960erne og 1970erne samme politiske udvikling som Ghana med samme type ideer og også samme ustabilitet, Togo og Niger er geografisk og varemæssigt sammenlignelige, og Venezuela kommer sandsynligvis med som en ressourceeksporterende økonomi.

Det statistiske fit er også tydeligt i figur nummer to, der er taget direkte fra Frederik og Lasses speciale. Mens den syntetiske kontrol ville være stagneret – som Ghanas nabolande også gjorde – er knækket efter Rawlings meget klart. Med en syntetisk kontrolmetode bliver resultatet næppe meget tydeligere: Rawlings-regimet var et signifikant brud med den udvikling, landet havde haft indtil da og den man måtte have regnet med uden Rawlings-kuppet!

Ser man på den anden figur, er det klart at de cirka 35 år efter Rawlings-kuppet har bragt markant udvikling, og Ghana er i dag cirka dobbelt så rigt som forecastet af den syntetiske kontrol. Landet er ikke længere et uland, men er på vej til at etablere sig som mellemindkomstland, og en stor del af æren for det må gå til Rawlings, hans styre og – i særlig grad ifølge Frederik og Lasse – den åbenhad for handel som styret skabte.

Svaret på dagens spørgsmål er derfor et dundrende ja: Baseret på den bedste empiriske analyse, vi har til rådighed – Frederik og Lasses speciale – må man konkludere, at Rawlings og hans regerings politiske kursændring var central for Ghanas økonomiske udvikling. Ganske  pudsigt kan de to unge økonomer dog afvise, at Rawlings-ændringerne har været tydeligt vigtige for Ghanas sundhedsudvikling. De finder ingen virkninger, når man ser på befolkningens forventede livslængde. Ingen politikere eller styrer udfører mirakler, men Rawlings militærstyre kom tæt på – og indførte efterfølgende et af regionens mest velfungerende og stabile demokratier.

Militærkup er godt nyt for Zimbabwe

I går morges foregik en række begivenheder i Zimbabwe, der næppe kan kaldes andet end et kup. Foreign Policy beskriver baggrunden for kuppet som en gradvis forberedelse på, at Robert Mugabes kone, Grace Mugabe, skulle overtage magten efter den 93-årige præsident. Parret har tidligere fjernet en vicepræsident, Joice Mujuru, og afskedigede forleden den nye vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som gik i eksil i Sydafrika. Dét blev åbenbart for meget for hærens topledelse, der nu synes at have taget magten. For de tyskkyndige skriver Frankfurter Allgemeines politiske redaktør Peter Sturm glimrende om baggrunden her.

Som Frankfurter Allgemeine, BBC og adskillige andre kilder, har rapporteret, er Mugabe nu under husarrest, men hæren har omhyggeligt gentaget, at der ikke er tale om et kup. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om at det er, men der er gode grunde til at prøve at italesætte, at det er noget andet. For det første er den Afrikanske Union – ligesom EU – stærkt negativ overfor enhver irregulær regimeændring, og kan i princippet indføre sanktioner mod Zimbabwe. For det andet har Mugabe stadig en status som frihedshelt i dele af den afrikanske offentlighed, og hos dele af magteliten i den sydlige del af kontinentet. Hæren er derfor omhyggelig med ikke at tegne et billede af, at den har afsat Mugabe for at undgå tab af legitimitet.

Naturligvis må man vente tiden af og se hvad der sker. Når det er sagt, er militærkuppet med meget stor sandsynlighed gode nyheder for Zimbabwe. For det første kan situationen næppe blive værre end Mugabes dybt korrupte og aldeles inkompetente styre. Freedom House vurderer pressefriheden til at være indeks 74, sammenlignet med de langt fra perfekte situationer i Sydafrika (38) og Botswana (45). Det er med andre ord decideret farligt at være almindelig journalist i det fattige land. CIAs World Factbook sætter gennemsnitsindkomsten til cirka 2200 købekraftskorrigerede dollars, hvilket er en sjettedel af nabolandet Sydafrikas og ikke meget mere end en ottendedel af Botswanas! Da landet erklærede sig uafhængigt i 1965 – under det oprindelige navn Rhodesia – var gennemsnitsindkomsten 40 % højere end i Botswana, og landet var kendt som et frugtbart og relativt velfungerende sted med forholdsmæssigt gode skoler og politisk ro. Mugabes regeringsperiode fra 1980 har dermed været en tordnende fiasko, og statens finanser er også i rent kaos, med et budgetunderskud på lige omkring 10 % af BNP, og en årrækkes hyperinflation, der med CIAs ord har gjort den zimbabweske dollar ”essentially worthless.”

Det er derfor svært at forestille sig, at et militærregime efter Mugabes katastrofer ikke kommer til at rette op på noget. Men udover det faktum, at man institutionelt og kompetencemæssigt starter nogenlunde på bunden, er der forskning, der også peger i same retning. Richard Jong-a-Pin og Shu Yu finder for eksempel, at kup i særligt fattige lande typisk fører til højere vækst og bedre økonomi. I fælles forskning med Katharina Pfaff, som vi præsenterede tidligere på året i Budapest, finder vi også at netop Zimbabwes situation – hvor et militærregime afløser et civil (ikke-militært) autokrati – vil de nye regime typisk undertrykke befolkningen væsentligt mindre end det oprindelige.

Bundlinjen i dag er, at hvis militæret faktisk har taget magten i Zimbabwe, og vælger at beholde den, er der lys forude. Landet, der som Rhodesia var et af lyspunkterne i Afrika og faktisk var nogenlunde pænt demokratisk indtil 1962, har geografisk en række fordele. Alt tyder lige nu på, at et nyt militærregime vil tillade befolkningen igen at udnytte de fordele, den har.