Tag-arkiv: tilfredshed

En gang til: Rigdom skaber lykke

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2024. 1 svar

Taler man med almindelige danskere om lykke – og det har jeg gjort i forbindelse med omkring 100 foredrag om lykkeforskning – er der et helt gennemgående træk: De fleste føler ikke, at velstand burde være ret vigtigt for folks lykke og tilfredshed. Den præference var også kraftigt på spil forleden, da Moderaternes civilsamfundsordfører Karin Liltorp plæderede for et nationalt lykkemål i Berlingske Tidende. Liltorp ønsker at gøre som Bhutan, hvor staten har defineret et mål for lykke – et aggregat af forhold, den mener burde gøre bhutanerne lykkelige – og navigere politisk efter det. Både baggrundsidéen at velstand ikke er vigtigt, og selve det mere praktiske forslag er dybt misforståede, som jeg diskuterede i et modindlæg i søndags. Debatten endte også på Radio IIII igår, så måske er det tid til at minde læserne om, hvor tæt velstand og lykke følge hinanden på langt sigt?

Figuren nedenfor illustrerer, hvor klar sammenhængen mellem velstand og lykke er på tværs af lande, og hvordan det gælder for langt de fleste typer lande. I figuren er de blå markører demokratiske lande, de sorte er militærdiktaturer, og de røde er civile autokratier. Som de tre trendlinjer indikerer, er der meget lidt forskel på, hvor vigtig velstand er. Om noget er sammenhængen lidt stærkere i demokratier, hvilket også bekræftes af lidt simpel regressionsanalyse. I de to typer diktatur er et log-point større nationalindkomst i gennemsnit forbundet med 0,65 point mere tilfredshed, mens den samme stigning giver 0,84 point i demokratier.

Det samme grundlæggende billede får man, når man bare sammenligner danskere med forskellig indkomst, som vi gør i dagens anden figur. Figuren viser gennemsnitslykken for danskere i hver af de ti indkomstdeciler, dvs. fra de 10 procent fattigste til de 10 procent rigeste. Som figuren illustrerer, vil et ryk fra første decil – de 10 procent fattigste – til tiende decil indebære en stigning i tilfredshed med et helt point på en 1-10-skala.

Helt overordnet er velstand faktisk ret vigtig for folks lykke og tilfredshed, også selvom de fleste synes, at den ikke burde være det. Den er ikke det vigtigste – forhold som social tillid og ikke mindst civilstatus er mindst ligeså vigtige – men at bilde sig ind, og i særlig grad beslutte at føre politik, som om velstand ikke er særlig vigtig for borgerne, er decideret tåbeligt.

Tilfredshed i Centraleuropa

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2024. 2 svar

Forleden dag skrev vi om, hvor stor en succes Polen og en række andre tidligere socialistiske lande i Europa er. Vi dokumenterede, hvor langt landene er kommet økonomisk, både i privatforbrug og produktivitet. Men jeg møder jævnligt folk, der indvender, at det ikke er vigtigt. Kritikken har ofte form af lange indvendinger, der starter med “Jamen, hvis almindelige mennesker ikke har fået det bedre…” I dagens korte post ser vi derfor på netop det, ved at bruge EuroBarometerets spørgsmål om, hvor tilfredse folk er med deres liv.

I 2005 – det første år centraleuropæiske lande var med i undersøgelsen, var de tydeligt mindre tilfredse end Vesteuropa: Gennemsnittet på tværs af de 11 lande var 2,63 mod 3,10 i vest (p<0,01). I foråret 2024 var de samme tal 3,02 og 3,03 (p<0,94). Med andre ord har de også, når folk subjektivt vurderer deres egne liv, indhentet Vesteuropa.

Det er også meget tydeligt i figuren ovenfor, hvor de blå markører – Vesteuropa – alle ligger på linjen, der markerer ingen ændring, eller lidt over. Den eneste store forskel er Tyrkiet, hvilket måske ikke er så overraskende når man tænker på, at landet i perioden er gået fra velfungerende demokrati til et i stigende grad religiøst civilt autokrati. De røde markører – Centraleuropa – er derimod steget i gennemsnit 0,36 point på en 4-point skala (en 14-procent stigning). Så hvis nogen en dag skulle komme med indvendingen, at nok er transitionen væk fra socialisme endt i markant større rigdom, meeeeen…, er her rigelig dokumentation for, hvor vigtig transitionen har været for almindelige mennesker!

Børn og forældres lykke – ikke kun i Danmark!

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2024. 4 svar

Den sidste tid har flere danske politikere, ikke mindst Pia Olsen Dyhr (SF) på Instagram, touret med en påstand om, at det kun er i Danmark, at forældre er mindre lykkelige end folk uden børn. De Konservatives Isabella Arendt har fremturet med lignende idéer, og i en grad så en af mine nære venner ringede forleden og konfronterede mig med den. Så lad os se på den, så vi kan afvise påstanden.

Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.

Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).

Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.

BNP og velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet

Af Niels Westy, den 16. juli 2024. 1 svar

Denne sommers tema her på punditokraterne er “Hvad driver økonomisk vækst”. Mens mine kollegaer på bloggen skriver om det, handler dette indlæg dog om noget lidt andet, nemlig hvordan vi måler det, hvad det er vi faktisk måler og hvad der egentlig er pointen med vækst.

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Læs resten →

World Happiness Report 2024 – mere af det samme?

Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2024. Skriv et svar

I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.

Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.

Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.

Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.

Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.

Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?

Tilfredshed og ‘mistrivsel’

Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2023. 1 svar

De danske medier har de seneste uger skrevet meget og langt om danske unges ‘mistrivsel’. Ikke overraskende er en række danske politikere allerede rykket ud med krav om, at ‘vi’ bør gøre noget ved det. Forleden påstod 19 gymnasierektorer endda i Berlingske Tidende, at ‘vi har skabt et monster’ ved at teste de unge, stille krav og ved det “konstante fokus på tempo og præstation” i gymnasiet. Rektorerne lægger en ideologisk skarpvinkling i deres indlæg ved at hævde, at de unge er blevet “kanonføde i konkurrencestatens test- og karakterregime.” Lad det ligge, at hele idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på. Lad det også ligge, at de af os, der arbejder på universiteterne, oplever at de unge kan historisk lidt når de kommer ud af gymnasiet, og at de krav der stilles til dem, er næsten latterligt lave. Og lad det ligge, at pensum i fag som matematik, fysik og tysk er beskåret voldsomt – i fysiks tilfælde med omkring en tredjedel – i forhold til da vi gik på gymnasiet. Spørg i stedet, om det egentlig er rigtigt, at danske unge mistrives.

Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”

Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).

Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?

Hvor mange WALYs er gået tabt i nedlukning?

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2021. 10 svar

I meget forskning, hvor man skal vurdere om ny medicin eller ny behandling kan betale sig i forhold til alternativer, bruger man ofte QALYs – Quality Adjusted Life Years. Et nyt alternativ, som nogle forskere argumenterer er mere retvisende, er WALYs – Wellbeing Adjusted Life Years – hvor man justerer det antal år, folk har tilbage, med deres typiske subjektive velbefindende i de år. WALYs kan således bruges til at vurdere, hvor store de sociale omkostninger af det sidste halvandet års nedlukninger har været. Dagens post er derfor en slags ‘back of the envelope’-vurdering af nedlukningen.

I gennemsnit plejer danskerne på Gallups World Poll at have en gennemsnitlig tilfredshed med livet på 7,6 på en skala fra 0 til 10. Data fra Trygfondens årlige måling viser, at det gennemsnit er faldet med omkring et halvt point i nedlukningen. Som jeg har understreget ved et par foredrag i efteråret, lyder et halvt point måske ikke af meget, men det er den effekt man typisk ser, hvis folk bliver skilt eller mister et familiemedlem. Sammenlignet med de fleste andre events i ens liv, er et halvt point således et dramatisk fald.

Et helt voksenlivs WALY for en typisk dansker er derfor 7,6 * 64 ≈ 486, hvis vi antager at det starter ved 18 år og folk i gennemsnit dør som 82-årige. Nedlukningen gennem 19 måneder har på samme måde forårsaget et tab på 1,6 * 0,5 = 0,8 WALYs per dansker. Regner man med, at der er 4,4 millioner voksne danskere, giver det et totalt tab på godt 3,5 millioner WALYs. Omregnet er der således tale om et tab af WALYs der svarer til 3,5 mil. / 486 ≈ 7300 hele voksenliv.

Hvis nedlukningen faktisk havde reddet liv – hvilket de nye empiriske studier peger på, den ikke har gjort (læs f.eks. her og her) – hvor mange liv skal der så reddes, før et tab på 7300 fulde liv kan retfærdiggøres? Det har været kendt fra starten, at den gennemsnitlige person, der dør med Covid, er omtrent 80 år gammel, og sandsynligvis har andre komorbiditeter. Hvis vi lidt generøst siger, at vedkommende kunne have levet tre år mere, kan man beregne en gevinst i WALYs ud. Man skal bare huske, at de ældre faktisk er mere tilfredse end gennemsnittet. Hos Gallup scorer de cirka et 8-tal i tilfredshed, så man får en WALY-gevinst på overlever på 8*3 = 24. En simpel cost-benefit analyse vil derfor nå frem til, at der skal reddes 3,5 millioner / 24 ≈ 150.000 liv, før nedlukningen kan retfærdiggøres.

Man kan naturligvis altid kritisere en approach, der bruger noget så simpelt som folks tilfredshed med livet til at vurdere omkostninger. Men er alternativet, hvor man forsøger at vægte med en form for vurdering af folks helbred ret meget bedre? Uden nogen form for vurdering fører man politik i blinde, og selvom enhver approach kan kritiseres, er min klare holdning at de giver information og ikke mindst perspektiv på beslutningerne. Under alle omstændigheder er WALY-vurderingen ekstremt tydelig: Ligesom den nye empiriske forskning viser, og ligesom konsensus fra 100 års epidemiforskning viste før 2020, burde man aldrig nogensinde have lukket samfundet ned. Det er stadig den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2021. Skriv et svar

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Omfordeling giver ikke lykke

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2021. 5 svar

Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Sjov med statistik: Hjemmeboende voksne og tilfredshed med livet

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2021. 1 svar

Min gode ven og kollega Niclas Berggren bidrager regelmæssigt med inspiration til denne blog. Det skete igen forleden, da Niclas tweetede om hvor mange 25-34-årige i Europa, der stadig bor hjemme hos deres forældre. Som bekendt er der store forskelle på familiestrukturer rundt omkring i den vestlige verden, men tallet varierer stadig voldsomt fra et minimum på 1,8 % af danskerne i aldersgruppen til hele 56,6 % af slovakkerne.

Det morsomme og rent ud sagt forbløffende er, at der er en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor mange voksne mellem 25 og 34, der er ’hjemmeboende’, og hvor tilfredse folk er med deres liv (fra Gallups World Poll). Korrelationen er -0,79 og som figuren nedenfor tydeligvis viser, er den ikke drevet af enkeltobservationer. Så hvad i alverden foregår der? Det er det spørgsmål, Sjov med Statistik stiller i dag.

Hvis man leder efter direkte forklaringer, er en af de mest åbenlyse nok næppe, at folk ikke kan lide deres forældre og de derfor er mindre tilfredse når de bor sammen med dem. I stedet kunne man forestille sig, at folk føler at de har mindre kontrol og mindre personlig frihed i de omstændigheder, hvor de er tvunget eller presset til at bo med deres forældre langt ind i deres voksenliv. Det kan testes, og her ser landeforskellene ikke ud til at være konsistente med forklaringen. Der er nemlig stort set ingen sammenhæng mellem folks opfattelse af personlig frihed og andelen af hjemmeboende på tværs af Europa. Mens de virker teoretisk attraktive, er den type forklaring derfor langt fra stærk nok til at forklare den mærkelige sammenhæng mellem andelen af hjemmeboende og tilfredshed.

I stedet er en mindst lige så mærkværdig – og morsom – sammenhæng et hint til, hvor forklaringen skal findes. Som man kan se i den anden figur i dag, er sammenhængen mellem andelen af hjemmeboende og samfundets sociale tillid lige så stærk: Korrelationen er -0,82, er ikke drevet af de nordiske landes ekstreme tillidsniveauer, og er lige så klar på tværs af de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) som i resten af Europa. Den viser sig også at forklare, hvorfor andelen af hjemmeboende er så klart korreleret med tilfredshed. Fedter man lidt med dataene viser det sig, at den partielle korrelation når man har kontrolleret for social tillid – dvs. ’resten’ af sammenhængen – er -0,24 og udelukkende drevet af, at bulgarernes tilfredshed er så lav.

Det sjove er, at det blot skifter behovet for en forklaring til spørgsmålet, hvorfor i alverden andelen af hjemmeboende hænger så tydeligt sammen med den sociale tillid. Vi kan i sagens natur kun spekulere på hvad der ligger bag – det er ofte en af præmisserne bag Sjov med Statistik – men blandt andet forskning af Alberto Alesina og Paola Guilano kan give et par hint. De konkluderede i en artikel i 2011 på italienske data, at ”strong family ties appear to be a substitute for generalized trust, rather than a complement to it.” Hintet her er, at en høj andel af hjemmeboende på den måde kommer til at reflektere en kultur med lav social tillid og det, Edward Banfield i sin banebrydende Moral Basis of a Backward Society kaldte ”amoralsk familisme.”

Banfields beskrivelse af et lille, syditaliensk samfund er en af de klassiske fortællinger om, hvordan dual moral – dvs. at der gælder et sæt regler for ens familie og nære venner, og et andet for alle andre – kan ødelægge et samfund. Om det netop er dét, man ser i den mærkelige sammenhæng vi afsøger i dag, må være et åbent spørgsmål. Men det er netop den slags interessante overvejelser, man kan komme ud i med lidt sjov med statistik.

Nedlukningernes velfærdstab

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2021. 3 svar

Politikere og mange meningsdannere har i løbet af i år fremhævet, at nedlukningerne ikke har været så skadelige som man frygtede. Deres argument er, at man ikke har set så stort et økonomisk tab, som man oprindeligt frygtede. Man tager det som endnu et argument om, at Danmark har gjort det ’rigtige’ med nedlukningen. Men som min punditokratkollega Otto Brøns-Petersen har understreget, vil fald i nationalindkomsten undervurdere det reelle fald i borgernes individuelle velfærd. For at få et retvisende billede, må man bruge et bredere mål.

Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.

De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.

Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.

Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.

Forventninger og tilfredshed

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2020. Skriv et svar

En af myterne om hvorfor danskerne er et af verdens lykkeligste og mest tilfredse folk er, at vi forventer meget lidt. Adskillige medier har skrevet om det over årene sinde 2006, og jeg hører også ofte argumentet til foredrag. Problemet er, at det er en af de ting som mange tror, men bare ikke passer. Eller som Mark Twain skal have sagt: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Sagen er, at folks forventninger til livet justerer sig med hvad de oplever, og særligt hvad der opleves som realistisk. Ingen bliver ved med at forvente et 7-tal, når man får 10 hele tiden, og ingen forventer at den næste kæreste ligner Keira Knightley når de eneste interesserede mere ligner en ged. Hvis ens forventninger ikke justerer sig til det realistiske, skal man måske overveje at søge hjælp.

Vi illustrerer problemet nedenfor med data fra Eurobarometeret. På y-aksen er de sidste fire års data på folks tilfredshed med livet, som undersøgelsen spørger om på en skala fra 1 til 4. Cluet i figuren er, at Eurobarometeret spørger også om, hvorvidt man forventer at næste år bliver bedre, værre eller cirka det samme som i år. Jeg har derfor beregnet et forventningsindeks som andelen af respondenter, der har positive forventninger minus andelen, der har negative forventninger. I princippet er det således fordelt mellem -1 og 1, men i praksis er yderpunkterne -0,32 (i Grækenland i foråret 2016) og 0,58 (i Albanien i slutningen af 2018). I figuren nedenfor er dette forventningsindeks plottet (på x-aksen) mod gennemsnittet af tilfredshed (på y-aksen).

Umiddelbart kan det se ud som om der er en klar sammenhæng mellem forventningerne og tilfredsheden: Korrelationen på tværs af alle datapunkterne er 0,35, og ser man bort fra Albanien – der ligge nederst i højre hjørne – er den 0,47. Som figuren illustrerer, vil det dog være en fejlfortolkning: Landenes data ligger i klumper, så de beige markører øverst i figuren er de danske observationer og de mørkegrønne umiddelbart under er Holland. Disse stabile forskelle, der skyldes en lang række andre forhold, skal man tage hensyn til. En af måderne at gøre det på, er at se på udviklingen i de to indikatorer indenfor hvert land, som indikeret af de stiplede trendlinjer. Og gør man det, falder korrelationen mellem indekset og tilfredsheden til sølle 0,11. I adskillige lande er trendlinjen flad, og den hælder endda den ’forkerte’ vej for Slovakiet.

En anden måde er at se på gennemsnittene for hvert land, som vi gør i den næste figur. Her er det ret klar, at når man ser bort fra den store outlier – det pessimistiske og utilfredse Grækenland – er der ingen sammenhæng mellem en befolknings generelle forventninger til næste år og hvor tilfreds den er. Forventningsdannelse er dynamisk og på langt sigt jævner forventninger sig derfor ud. Figuren illustrerer også, hvor store forskellen er mellem lande – fra grækernes gennemsnit på 2,3 til danskernes på 3,7. Disse forskelle skal forklares med noget helt andet end, at danskerne har lave forventninger. Det har vi ikke, og de påvirker ikke vores tilfredshed på langt sigt.

Lykke og danskerne – en samtale

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2019. Skriv et svar

Jeg havde forleden fornøjelsen at være gæst i den første episode af podcasten ” Liv, Lykke & Arbejdsglæde.” Podcasten laves af Marlene Lyby, der er Phd-studerende på psykologi ved Aarhus Universitet. Under samtalen, der kan høres her, kom Marlene og jeg vidt omkring og talte blandt andet om, hvorfor danskerne i blandt de lykkeligste mennesker i verden, hvordan danskere reagerer overfor fremmede, ligesom vi talte om hvordan jeg faldt over det felt, der populært kaldes lykkeforskning, og hvad der foregår i forskningsmiljøet for tiden.

Hvis der skulle være læsere, som har lyst til at høre lidt om hvad den seriøse lykkeforskning handler om og hvad man finder i den, er der mange værre måder at bruge en lørdag eftermiddag eller en S-togstur hjem end at lytte til Marlenes podcast. Hvis ”Liv, Lykke & Arbejdsglæde” fortsætter som den første episode, kan den varmt anbefales.

Sjov med statistik: Øl, tilfredshed og tolerance

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2019. 2 svar

De fleste af os kender fornemmelsen af, at sætte sig med et par venner ved åen i Aarhus, Nyhavn i København, eller bare ude i haven, og få en kold øl eller to. Man bliver ikke bare afslappet og lidt mere social, men også en tand mere tolerant. Er den fornemmelse permanent, og er den udtryk for et mere generelt fænomen? Det er det spørgsmål, vi i dag stiller i vores tilbagevendende serie om sjov med statistik.

For at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem – hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har problemer.

Vi viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og lesbiske i den anden.

I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.

I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!

Nu hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for en direkte virkning, men det er ofte sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte udtryk for, at ølforbrug reflekterer noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med tolerance.

Det gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser, sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak. Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…

Minoritetsrettigheder og majoritetens tilfredshed

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2018. Skriv et svar

Sidste år udgav mine IFN-kolleger og venner Niclas Berggren, Therese Nilsson og jeg en artikel i Social Indicators Research om homoseksuelle mænds tilfredshed med livet (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her). Som mange læsere vil vide, har jeg brugt en del tid siden min PhD-afhandling på at forske i, hvorfor nogle lande og nogle mennesker er lykkeligere / mere tilfredse med deres liv end andre (se f.eks. det første bud her). Den litteratur er kommet ganske langt med at forstå, hvordan almindelige mennesker opfatter deres liv, men har haft en blind vinkel i forhold til minoriteter. Vi viste, at retslig anerkendelse af lige rettigheder – ikke særrettigheder, som man til tider hører særligt aggressive eksponenter for LGBT-miljøet argumentere for – er særdeles vigtige for disse mænds tilfredshed.

Spørgsmålet, der næsten stiller sig selv, er derfor hvorfor så mange lande ikke har lige rettigheder, og særligt om det (formodentlig heteroseksuelle) flertals tilfredshed på nogen måde skades af, at andre tilbydes de præcist samme rettigheder. Niclas, Therese og jeg besluttede derfor at se på, om indførelsen af disse rettigheder påvirker flertallets tilfredshed. Det er der kommet en ny artikel ud af, som forleden dag udkom i the Journal of Happiness Studies (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her).

Det robuste svar på spørgsmålet er nej: Som generelt fænomen er flertallets tilfredshed helt upåvirket af, om homoseksuelle borgere får samme rettigheder til at gifte sig, adoptere osv. som de har. Mens vi for eksempel ikke kan afvise, at det kunne påvirke tilfredsheden hos et lille, stærkt religiøst mindretal, ser vi ingen indikationer på nogen negative effekter for de fleste.

Det måske mest interessante er, at vi kan se en statistisk signifikant og ganske pæn positiv effekt på flertallet i lande med særligt lav økonomisk frihed. Mens det er tvivlsomt, om din tilfredshed påvirkes af, at din homoseksuelle nabo får samme rettigheder som du har, er der faktisk en positiv sammenhæng mellem din tilfredshed og hans ret til at gifte sig i de tilfælde, dit lands politik væsentligt indskrænker både din og hans økonomiske frihed!. Mens der næppe er direkte effekter på spil, er det sandsynligt, at vores fund er en refleksion af andre politikændringer, som vi ikke ser eller ved hvad er. Med andre ord er vores tolkning af hovedresultaterne, at indførslen af lige rettigheder for homoseksuelle i lande, der indskrænker befolkningens økonomiske frihed, ofte er en del af en større ’pakke’ politiske ændringer – eller måske et signal om andre politiske ændringer – der øger alles personlige frihed.

Er disse rettigheder da ligegyldige, hvis man er en del af flertallet og ikke lige har nære, homoseksuelle venner? Hvis vores fortolkning er korrekt, er det bestemt ikke. Præsident Musevenis insisteren på, at homoseksualitet skal straffes med henrettelse i Uganda, er ikke blot et signal om, at denne bestemte minoritet ingen rettigheder har – det er også et signal om at den aldrende præsident har meget lidt respekt for andre uganderes rettigheder, og om hans vilje til at knægte disse rettigheder. I en dansk eller svensk andedam kan vi være ligeglade, men bor man i et af de mange lande i verden, hvor ens økonomiske frihed er begrænset, er der god mening i at være interesseret i minoritetsrettigheder. Det er i det mindste vores fortolkning, men som joken ofte er: Resultaterne skaber behov for mere forskning.

Kønsforskelle i lykke – hvor findes de?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2017. 2 svar

Jeg har, som mange læsere vil vide, beskæftiget mig en del med den seriøse del af lykkeforskningen. Det giver ofte invitationer til at holde foredrag om emnet, hvilket jeg gerne gør når jeg har tid til det. Udfordringen – når man ikke kommer fra selvhjælpslitteratur, halvreligiøst spiritualitetsvrøvl eller den billige managementbranche, men et seriøst forskningsmiljø – er at finde ud af, hvordan man tackler folks fordomme og holdninger til, hvordan et lykkeligt liv burde se ud. Det gælder ikke mindst kønsforskelle.

Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.

Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.

To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.

I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.

Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.

Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.

Minoritetsrettigheder og majoritetstilfredshed

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2017. 1 svar

Mens de absolut færreste bekymrer sig om den slags i Danmark, er der store diskussioner i resten af verden om minoritetsrettigheder. Særligt har der de seneste år været heftige diskussioner i USA og andre steder om bøsser og lesbiske, og om de skal have særlige rettigheder eller måske simpelthen de samme rettigheder som alle andre. Modstandernes argumenter hviler ofte på en eller anden version af, at majoriteten – heteroseksuelle i dette tilfælde – skades af at man udbreder rettigheder til minoriteten eller tillader dem at leve mere ligesom majoriteten.

Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.

Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.

Integrerer muslimske indvandrere sig mindre i en vestlig kultur?

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2016. 10 svar

Vi skrev forleden om mit nye projekt sammen med Niclas Berggren, Andreas Bergh og Shiori Tanaka, hvor vi bruger migrantdata til at vurdere, hvor meget subjektivt velbefindende, man ’arver’ fra sine forældre. Vi finder ganske tydelig evidens for, at folk arver kultur eller andet fra deres forældre, som de tager med når de flytter til et europæisk land. En af læserne skrev i kommentarsporet til posten, at vores fund betyder, at ”integrationen af personer fra ikke-vestlige lande aldrig lykkes.” Vi er kommet et skridt videre i projektet, og jeg tillader mig derfor at kommentere på læserens vurdering.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?