Tag-arkiv: vækst

Ulighed – igen igen igen

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

IMF og ulighed – igen igen

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.

Er Brasilien overhovedet en succes?

Dagens spørgsmål er retorisk, fordi svaret er nej. Brasilien er B’et i BRIK-landene, men ser man på landets faktiske udvikling, er der ikke meget at være imponeret over. En del af forvirringen er dog – måske – til at forstå. Det meste statistik i medierne, og desværre også en del af det, der bruges i bankerne, er ikke købekraftskorrigeret. Det har den effekt, at man blander egentlig vækst i købekraft (dvs. økonomisk levestandard) sammen med inflation.

Figuren nedenfor gør det forhåbentligt klart for læserne. Den røde linje er væksten i de rå tal, mens den blå er korrigeret for inflation. Gennemsnittet i de rå tal er en årlig vækstrate på 3,8 % siden de sidste 20 år, men kun 1,7 % når man har korrigeret for prisudviklingen. Det er ikke meget bedre end Danmark! Gør man det, kan man endda se tre år med negativ vækst i perioden.

Bundlinjen er, at Brasilien måske er interessant fordi det er et meget stort land, men når man tager et kig på de faktiske tal, er der ikke meget at være imponeret af. Væksten er endda aftagende, og man regner noget optimistisk med, at 2012 og 2013 lander på omkring 1 %. Så hvorfor er landet blevet så hypet?

UPDATE: Dagens Jyllandsposten er det seneste eksempel på et medie, der ukritisk bringer historien om ’vækstøkonomien Brasilien’. Niels Westy påpeger dog også, at mens tallene ikke helt fanger kvalitetsforbedringen af mange varer og service i landet, skete denne forbedring primært i 1990erne, og mest i første halvdel efter større liberaliseringer. Kvalitetsforbedringer er kun sket i meget begrænset i 00erne, og den handelsliberalisering, der skabte nogle af dem i 1990erne, er gået i stå og på nogle områder trukket delvist tilbage. Ligesom storskurken Argentina har Brasilien brudt Mercosur-aftaler flere gange.

Anti-kapitalisme = Anti-humanisme

Anti-kapitalisme er anti-humanisme. Det var pointen i Keith Joseph‘s essay The Humanity of Capitalism (læs den i Stranded on the Middle Ground?), der blev et hit blandt borgerlige ved udgivelsen i 1976 og som i hvert fald denne punditokrat har haft stor glæde af og fortsat mener, hører til blandt de vigtigste moderne essays, i det liberal-kapitalistiske arsenal. I Berlingske Tidende har Eva Agnete Selsing skrevet en kronik over samme tema; den skal anbefales.

To udpluk:

Antikapitalisme er antihumanisme. Uden vækst og velstand degenererer de vestlige nationer. Det truer freden og fremtiden på kontinentet. I det lys er den forbenede kapitalismekritik på både højre- og venstrefløjen bemærkelsesværdig …

Old school-venstrefløjsere i fuldt Fjällräv-ornat er bange for penge, forbrug, velstand og glæde, og støtter derfor en politik, der kan gøre os alle fattigere. Ingen overraskelser dér. Men det private kan også være med. Danske Bank er bange for de venstreorienterede kunder, og producerer følgelig en reklamefilm, der omfavner den mest bedagede antikapitalisme. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at visse nominelt borgerlige er hoppet med på den hønsestrikkede vogn. Connie Hedegaard og resten af eurokraterne er nemlig rigtig bange for befolkningerne. Derfor forsøger pampercentralen i Bruxelles nu at indoktrinere undersåtterne til at knuselske den forestående mangel på velstand, de samme pampere har ført Europa ud i. Det sker med reference til et EU-projekt kaldet ’Be­yond GDP’, altså ’Hinsides BNP’. En satsning støttet af Barroso, Sarkozy og Merkel, der skal oplyse de europæiske befolkninger om, at velfærd ikke (kun?) er økonomisk, men også må måles ’socialt’ og ’omgivelsesmæssigt.’ På dansk betyder det, at vi skal affinde os med kronisk lavvækst i eurozonen, og at vi derfor må finde glæde andetsteds end i økonomisk fremgang og sikkerhed.

 

Denne tradition, som Connie Hedegaard og ’Beyond GDP’ taler ud af, er altså, på trods af hendes partikonservative tilhørsforhold, en venstreorienteret moralistisk kritik af kapitalismen. De industrielt fremmedgjorte proletarer skal simpelthen lære at tænke mere ’autentisk’ og satse på andre værdier end de pekuniære. Etisk socialkirurgi, udøvet med stor selvtillid af eurokraterne, over de dumme, åndløst forbrugende masser. Det lyder som noget fra en dystopisk science fiction-film. Men det er bare Connie, der så gerne vil gøre godt og redde menneskeheden fra den primitive kapitalisme. Fra det profane ønske om vækst. Det er det – pengene, markedet, materialismen, forbruget – der gør os egoistiske og kolde. Til forskel fra det varme, planøkonomiske fællesskab. Hvor man samler magten på få hænder. Hvor befolkninger er noget, der skal reguleres og omformes. Hvor man ser fjendtligt på dem, der skaber værdi.

 

Hvem er vokset hurtigst?

DR kører for tiden en – i min mening ikke særligt vellykket – serie om fattigdom. Der tales meget om fattigdom, men meget lidt om det faktum, at alle lande har været fattige en gang. Måden vi er kommet ud af fattigdom på, har været at økonomiens produktive formåen er vokset. Så spørgsmålet om, hvorfor nogle lande vedblivende er fattige, er spørgsmålet om, hvorfor nogle landes økonomi vokser så langsomt, eller slet ikke. Dagens post er således lidt ekstra input ovenpå Niels’ glimrende post fra i fredags.

For at få et indtryk af, hvilke lande vi taler om, er her weekendens figur at tænke over. Jeg har taget den nyeste version af Penn World Tables (mark 7.1) og beregnet den gennemsnitlige, årlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger mellem 1970 og 2010 (det seneste år, der er tal for), og gjort det samme for perioden 1990 til 2010. Figuren nedenfor skal derfor ses et input til læsernes overvejelser over, hvad der skaber langsigtet økonomisk udvikling, og på den bases at gennemsnitsvæksten i alle de 160 lande, der er dækket, var 1,7 %. Grunden til at begge perioder er med, er at den korte, senere periode fortæller os noget om, hvornår væksten primært er sket – i 1970erne og 1980erne, eller i de sidste tyve år.

Figuren viser de ti hurtigst voksende økonomier mellem 1970 (1990) og 2010, og de ti langsomst voksende i samme periode, med vækstrater i den lange periode i mørke farver, og vækstrater i den korte periode i lyse farver. Den eneste undtagelse til et mere generelt mønster er Ækvatorial Guinea, der har set en velstandseksplosion de senere år pga. massive råstoffund. Og uden at ville fortælle læserne alt for meget, er der vel en klar, bagvedliggende historie om liberaliserende reformer og beskyttelse af den private ejendomsret – eller hvad mener læserne?

Latinamerikansk vækst

Om nogle få dage – forhåbentlig – bringer Børsen en kommentar af Niels Westy og mig. Vores pointe er, at folks syn på hvad der er succeser og fiaskoer i Latinamerika er temmelig skævt. Brasilien klarer sig faktisk ikke særligt godt, mens andre oversete lande er på vej frem. Så søndagens tankevækker her på stedet er figuren nedenfor. Den viser udviklingen i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger i otte latinamerikanske lande. Bemærk at jeg ikke har taget Argentina med, da selv IMF ikke længere tror på deres officielle tal. Vi opfordrer læserne til at tage et kig på figuren og drage deres egne konklusioner.

Danmark ifht tigerøkonomierne

Flere læsere har bedt om at få gentaget den pædagogiske øvelse forleden dag, men med lande som Sydkorea og Hong Kong. Med de nødvendige forbehold – tallene er aldrig perfekt sammenlignelige – er her billedet per 2012.Bemærk, at flere lande er væsentligt rigere end Danmark. Jeg har antaget en langsigtet vækstrate på 1½ % for at kunne vise, i hvilket år af dansk udvikling, de ligger. Helt ubeskedent: Jeg synes, at billedet fortjener at blive vist til alle danske politikere.

Er den offentlige sektors størrelse et vækstproblem?

I Danmark diskuterer man de næste års vækst i disse uger, og diskuterer den ret heftigt. Ikke mindst oppositionen argumenterer for en ’vækstplan’, der ikke blot vil øge et offentliges rolle i økonomien, men også øge den offentlige sektors størrelse. Vi har flere gange skrevet om det her på stedet, men (med et hattip til Niclas Berggren), er her abstractet fra en ny artikel. Andreas Bergh og Magnus Henrekson giver i ”Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence”, som trykkes i Journal of Economic Surveys, en oversight med fortolkning over, hvad vi ved:

The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture. The most recent studies find a significant negative correlation: an increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5% to 1% lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth. One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research.

Er der ikke en behjertet sjæl derude, der kunne stoppe det budskab ned i halsen på et par politikere?

Vækst og vrøvl

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Giver social kapital udvikling? Giver det mening?

Vi har tidligere skrevet om begrebet ’social kapital’ her på stedet, ikke mindst fordi flere af os er interesserede i det, og (naturligvis) fordi jeg i min tid skrev PhD-afhandling om det. Begrebt blev populariseret og bragt til en videre kreds af samfundsforskere af Harvard-politologen Robert Putnam, der i sin bestseller Making Democracy Work fra 1993 definerede det som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Putnams tese var, at disse tre faktorer forstærkede hinanden, og påvirkede landes økonomiske og politiske udvikling.

Men forskningen er selvfølgelig fortsat siden Putnams bog, og noget af den nyeste forskning kaster nyt lys på spørgsmålene, samtidig med at den afviser Putnams hovedtese – at normer, organisationsaktivitet og social tillid på en eller anden måde alle er udtryk for et underliggende koncept – et han kaldte social kapital. Særligt gælder det, at den tætte sammenhæng mellem social tillid og organisationsaktivitet, som Putnam mente var til stede, ser meget svag ud. To spritnye artikler dokumenterer, at billedet derfor er noget mere blandet end Putnam troede. Læs resten

Spændende læsning i 2009, nummer et

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten