Månedsarkiv: august 2005

Ugens citat: Zinmeister om tidens kunstneriske idealisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. august 2005. 2 svar

Ikke et ord om Evaristi, men dog noget nærliggende …

"There is no 'Guernica' painted for 9/11. Nothing like The Red Badge of Courage, or All Quiet on the Western Front, or Slaughterhouse-Five has been written…. The Manhattan creative class hasn't produced even a Forrest Gump to capture in popular form the circumstances and emotions of that searing day…. Lord knows, the creative class mobilized their artistry in response to the AIDS epidemic. Remember the endless AIDS Quilt projects? The interminable string of Broadway plays documenting the personal horrors of HIV? But recognizing that America has ruthless and evil Third World enemies who will kill us unless we kill them first? Umm, I think I'd rather work on my novel about the secret repression of gay pastors in Dallas."

Karl Zinmeister, i magasinet The American Enterprise.

Meget mere "flat tax" II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. august 2005. 3 svar

Det er ikke kun Punditokrater, der kan lide "fladskat" (flat tax).  Wall Street Journals politiske redaktør John Fund havde mandag en klumme med et "round-up" af nogle af de lande, der p.t. drøfter ideen.  Danmark er ærgerligt nok fraværende fra "trenden" i artiklen, desuagtet at det er lykkedes først og fremmest CEPOS på rekordtid at få emnet bragt højt på den danske politiske dagsorden.  Men måske WSJ's politiske redaktør ikke har stor tillid til, at det rent faktisk vil lykkes i Danmark?  Og hvem skulle kunne bebrejde ham det?

Hele pointen med klummen er i øvrigt, at fladskat-bølgen p.t. synes at gå udenom det nordamerikanske kontinent:

"Next month's report of the White House tax reform commission will likely stop short of advocating a complete scrapping of the tax code. But look for it to have warm words for how well the flat tax is promoting economic growth in the more than dozen places–ranging from Ukraine to Hong Kong–that have adopted variations of it.

It's about time the concept of taxing all income at a single rate, which presidential candidate Steve Forbes and then-House Majority Leader Dick Armey broached a decade ago, once again takes center stage. …

Here at home the flat tax is still routinely ridiculed. When Mr. Forbes floated the idea in 1995, President Clinton joked that Republicans were becoming "the party of flat-earthers and flat-taxers." But he has also told friends privately that he got a real scare during the 1992 primaries when Jerry Brown championed a flat tax. Mr. Brown won applause from audiences by pointing out that under our current system the rich will always be able to hire experts to lobby for tax loopholes and avoid the higher rate traps set for them.

That logic and the practical realization of it in country after country is winning adherents from all walks of life in the U.S. Donald Trump is full of praise for Mr. Forbes's new book, "Flat Tax Revolution." Actor Clint Eastwood praises a flat tax because it would mean "a little old lady on a home computer [could do] the work of all these thousands of bureaucrats and accountants." A variation on the flat-tax idea, junking the income tax in favor of a single-rate national sales tax is also gaining popularity. "The Fair Tax," a new book by Rep. John Linder and radio talk-show host Neal Boortz, is currently topping best-seller lists."

Som Fund pointerer, er ideen ikke bare ekstremt populær andre steder men også blevet implementeret eller på vej til at blive det:

"It's increasingly popular overseas, with Romania and the republic of Georgia adopting it last January. Greece is likely to introduce a 25% single rate for both corporate and personal income next month. If Poland's opposition parties win next month's elections they are likely to introduce a flat tax. In Italy, the Bruno Leoni Institute has just published an interview with former finance minister and current defense minister Antonio Martino detailing his support of the flat tax.

Even Germany, normally a center of intellectual stagnation when it comes to tax policy, has gotten the bug. Angela Merkel, the candidate of the conservative Christian Democrats in the Sept. 18 election, has appointed radical reformer Paul Kirchhof as her spokesman on taxes. While her party's manifesto falls far short of advocating Mr. Kirchhof's idea of a single rate of 25% for companies and individuals, she has stoutly defended his approach: "It's important that there is a man who wants to go further in principle and, when there is room for maneuver, says, now we can go the next step.""

Hvis de statsglade tyskere kan, hvorfor så ikke andre?  I Storbritannien har Gordon Brown argumenteret kraftigt imod en fladskat, som Adam Smith Institute og The Economist har ført på banen—men med den utilsigtede virkning, at det har givet idéen ekstra vind i sejlene:

"In Britain, die-hard opponents of the flat tax, such as Chancellor of the Exchequer Gordon Brown, were caught censoring portions of an internal Treasury paper on the subject that was obtained under the recently effective Freedom of Information Act. The unexpurgated version, leaked to the Daily Telegraph, found that a flat tax would likely make Britain more attractive to foreign investors, eliminate economic distortions and create a "mini-economic boom." The paper noted that under flat-tax systems in other European countries the rich end up paying a larger share of total tax revenues. In flat-tax countries, taxpayers in the highest brackets move from consumption or tax-sheltered investments to more productive, taxable investments. Many higher earners work harder or take additional risks, rewarded by higher after-tax returns."

Og ifølge Fund er der måske et land yderligere, der er på vej med fladskat, nemlig Kina:

"If China adopted a flat tax, more than a quarter of the world's population would be filling out tax returns on the back of a postcard. That would leave them a lot of time and money to eat our economic lunch."

Update: Her er iøvrigt et link til Adam Smith Institute-bloggens dækning af emnet "flat tax", inkl. omtaler af CEPOS' konference om emnet tidligere på sommeren.

Humanismens højborg

Af Mikael Jalving, den 29. august 2005. 1 svar

Hvis betingelsen for at være kunstner er bundløs uvidenhed om fortidens mennesker, strukturer og hændelser, så er Marco Evaristti en fremragende kunstner. Evaristti er manden bag den udstilling, der med kommunekassens hjælp skal brande cementbyen Aalborg som Che Guervaras revolutionære hjemby.

Det er der naturligvis intet i vejen med under vidensamfundets galopperende uvidenhed, hvor alt er tilladt og intet forkert, hvorfor kunstneren da også har det som en guldfisk i en blender og i det hele taget sprudler af vid. Che Guevara “var en meget stor humanist”, udtaler han til Politiken, ikke mindst fordi den fotogene revolutionshelt var imod “udnyttelse af svage mennesker”.

Humanist? Alternativ beskrivelse af en mand badet i blod. Hvis Che Guevarra er humanist, er Marco Evaristti anti-humanist. Humanister dræber mennesker, anti-humanister allerhøjst guldfisk. Hvis denne analyse holder vand, så forstår man bedre, hvorfor en guldfiskemorder ser op til en rigtig morder. Marco Evaristti vil så frygtelig gerne være humanist, dvs. mene og gøre det rigtige, gode og nødvendige, skønt ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, men under alle omstændigheder være på hold med De Svage uden at sky noget middel. “Man dræber eller bliver dræbt”, som humanisten forkynder. Held og lykke i Aalborg – det nye brand virker. Cementbyen er blevet til humanismens højborg.

Helle the Cannibal II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. august 2005. 4 svar

Jeg havde i går i min lørdags-klumme i Berlingske Tidende en opdateret version af min tidligere analyse af, hvor meget (eller lidt) der egentlig er tilbage af "Helle-effekten".  Ved avisens redigering havde man desværre forvrænget nogle tal, så her kommer den originale tekst, samt et par illustrationer.

Helle defekten

Socialdemokraterne er efter flere måneders fornyelse og fremgang tilbage ved udgangspunktet.

Det måtte næsten ske: At forårets "Helle effekt" blev til sommerens "Helle defekt". Trods uhørt positiv dækning af Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, i alle medier, meldte hverdagen sig ganske synligt: Med en enkelt undtagelse har partiet i de seneste to en halv måneds meningsmålinger ligget på 26 pct. eller derunder—altså næsten nøjagtigt samme tilslutning, som man fik ved katastrofevalget og med Mogens Lykketoft ved roret.

Men ser man statistisk lidt nærmere på knap 30 publicerede meningsmålinger fra valgdagen til august, står et par andre ting også klart. Når Socialdemokraterne går f.eks. 1 pct. frem, kommer ca. 40 pct. af stemmerne fra den venstrefløj med hvem, man skal udgøre et parlamentarisk fundament (SF, Enhedslisten og De Radikale), mens ca. 60 pct. kommer fra de borgerlige—og tilsvarende når der er tale om en tilbagegang. Det er på den ene side god opmuntring for Thorning-Schmidt: Det viser, at hun rent faktisk kan vinde vælgere henover midten. Men tallene er også dårligt nyt—for op mod halvdelen af stemmerne kommer altså fra hendes egne allierede. Eller sagt med andre ord: Der er en delvis kannibalisme mellem partierne på samme fløj. Det betyder også, at vi ikke uden videre kan slutte, at blot fordi det går Socialdemokraterne godt, så går det nok også oppositionen som helhed godt—og regeringen tilsvarende dårligt.

Så hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem for at trække nok til, at man har et nyt flertal? Da der var mest opmærksomhed omkring Socialdemokraternes nye formand, proklamerede DR bl.a. uden forbehold, at "Helle kan slå Fogh", men det synes nu reelt kun at være en hypotetisk mulighed.  En dansk parlamentarisk koalition skal gerne have mindst ca. 49 pct. af stemmerne for at have en realistisk mulighed for at vinde magten—og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v. Anskuet på den måde, er oppositionen endnu et stykke fra magten. Man er som helhed gået 1-2 pct. point frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar, og kun en gang har man været tæt på. Det var i maj, hvor opmærksomheden var mest overstrømmende, og hvor Socialdemokratiet kortvarigt lå på ca. 30 pct. Siden begyndelsen af juni har man med undtagelse af en enkelt måling ligget på sammenlagt ca. 46 pct. Man mangler med andre ord at kapre borgerlige vælgere svarende til ca. tre pct. point—uden samtidigt at miste nogen. Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt uden et større skred i vælgernes holdninger render ind i et glasloft omkring de 49 pct.

Hvor meget skal partiet gå frem for, at oppositionen kan nå et flertal? Svaret er, at Socialdemokraterne skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. D.v.s. en fremgang i forhold til nu på 6-7 pct.point. Det lyder måske ikke af så meget—men det er det. Danske folketingsvalg afgøres som regel af udsving og forskelle, der er betydeligt mindre. Det kræver reelt, at partiet igen får den type valg, som man fik i 1990erne—f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.), men det var partiets næstbedste valg i nyere tid.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der, og fire år er, som bekendt, kort tid i politik. Men er det sandsynligt, at Socialdemokraterne kan nå op på fordums storhed? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage—til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at forrykke hele det politiske landskab. De seneste måneder viser under alle omstændigheder, at forventningerne til, at Thorning-Schmidt ved at være yngre og pænere end gennemsnittet af politikere skulle kunne genskabe Socialdemokraternes storhed var noget optimistiske.

Sejret ad Helvede til?

Af Nicolai Foss, den 27. august 2005. Skriv et svar

Her på Punditokraterne får lederne i Wall Street Journal ofte ganske megen opmærksomhed (v/ Herr Kurrild-Klitgaard,  ligesom neo-konservative synspunkter på Irak-krigen vist næppe ligger langt fra Mr. Laws.  Som et pluralistisk medie vil vi også gøre opmærksom på mere traditionelt konservative synspunkter og fora.  Det drejer sig her konkret om The American Conservative, grundlagt i i 2002 af Scott McConnell, Pat Buchanan og Taki Theodoracopulos.  Følgende udsnit af Mission Statement giver et fingerpeg om orienteringen: "So much of what passes for contemporary conservatism is wedded to a kind of radicalism—fantasies of global hegemony, the hubristic notion of America as a universal nation for all the world's peoples, a hyperglobal economy."

The American Conservative har ofte særdeles reflekterede og forfriskende provokerende essays.  Det seneste nummer har et glimrende essay af  Austin Bramwell, "Defining Conservatism Down." Et hovedsynspunkt i essayet er at "American conservatism" (hvori Bramwell også inkluderer en del klassisk-liberale og libertarianske tænkere) havde sine teoretiske heydays i 1950'erne og 1960'erne, men at bidragene siden har været færre og mindre substantielle: "In the 1950s and '60s, James Burnham, Richard Weaver, Leo Strauss, Harry Jaffa, Russell Kirk, Friedrich Hayek, and Willmoore Kendall (among others) were all at the apex of their powers. No figure of similar stature remains."

Paradoksalt nok har faldet i produktion af substantielle nye ideer været ledsaget af en stigning i den almene accept af "konservative" ideer.  I en helt Schumpetersk analyser, hævder Bramwell at fremvæksten af tænketanke, blogs, med videre vel har institutionaliseret konservatismen, men ikke har ikke fremmet nye ideer og synteser, og har skabt en ny generation af ret så konforme konservative intellektuelle: "If they go into academia or the think-tank world, they contribute to research projects long under way; if they go into journalism, they defend an established editorial line. In blogosphere parlance, they become "instapundits," not philosophers."

Situationen er sammenlignelig med den situation som amerikanske "liberals" stod i i 1960'erne: "Intellectual sclerosis … set in. Second-tier intellects such as Arthur Schlesinger and John Kenneth Galbraith … began to take liberal ideology as a given. They proposed not new ways of understanding the world but new ways of advancing liberalism. In the hour of their triumph, liberals became blind to their own ideological shortcomings, which later became all too manifest."   

Når situationen har udviklet sig lignende for højrefløjen, skyldes det en gennemgribende men fundamentalt selvmodsigende konsensus om at de ideologiske first principles reelt er fundet, selvom hver fraktion selvsagt har sine egne (og ved at de andre har det) og det måske for sammenholdets skyld er bedst ikke at være for eksplicit om karakteren af disse. ( Bramwell har i den forbindelse nogle sarkastiske – og langt hen ad vejen rigtige – bemærkninger om den problematiske status af økonomistiske og moralfilosofiske argumenter for libertarianisme, der burde kunne få ikke mindst drengene på Liberator op af stolen). 

Bramwells argument er videre det nærmest Strausske at den konservative elite for længst har indset, hvor problematiske de grundlæggende argumenter egentlig er (og han nævner ikke engang "ikke-aggressions-teoremet" ;-)), og at revitaliseringen af disse foregår i marginale, elitære fora som Critical Review, hos de tekno-skeptiske på The New Atlantis, og blandt "evolutionære konservative" som Steven Sailer.

 

 

De svageste må betale …

Af Dr.Mephisto, den 26. august 2005. 7 svar

Roald Als har gjort det igen. Forsiden af Politiken den 26. august viser Thor Pedersen bade sig i penge som en anden Joakim von And, mens en fattig, bedrøvet pensionist giver en skærv. "Nogen skal jo betale gildet," siger Venstre-vikingen hånligt.

Roald Als er både en af de bedste og en af de mest dødkedelige bladtegnere. I sine gyldne øjeblikke spidder han magthaverne – som da han i 80'erne tegnede Schlüter-regeringens ministre med en taburet klistret bagpå. I sine mest åndssvage perioder ligger han på maven for den dummeste og mest primitive socialisme. Det er, som om han forsøger at vippe DKP-tegneren Herluf Bidstrup af pinden.

Regeringen har lige præsenteret alle tiders mest omkostningskrævende finanslov (set fra et skatteyderperspektiv). Og de eneste besparelser er småtterier i den store sammenhæng. Det gælder især de to besparelsesforslag på boligstøtten.

Det første forslag går ud på at omdefinere aldersgrænsen for børn fra 23 til 18 år. Hidtil har hjemmeboende børn talt med i beregningsgrundlaget for boligsikringen i adskillige år efter, at myndighedsalderen indtrådte.

Det andet forslag går ud på at beregne boligydelsen til pensionister i forhold til pensionisternes faktiske udgifter. I dag lægger man automatisk 5000 kr. ekstra ind i beregningsgrundlaget – altså fiktive udgifter.

Kort sagt: Regeringen vil ikke længere bruge penge på børn, som ikke er børn, eller give støtte til udgifter, som ikke er afholdt. Heraf ramaskriget fra Politiken, Enhedslisten – og alle de andre, som holder af Politikens nye slogan: "Venstreorienteret propaganda".

Regeringen skældes ud, selvom den har hoppet på tungen for ikke at genere nogen. Ingen "svag" skal betale noget som helst. Enkelte danskere få lidt mindre i tilskud – fordi man standser tilskud til fiktive udgifter. Og oven i købet skal de nye besparelser slet ikke gælde dem, der modtager midler i dag.

Faktisk er besparelerne så små, at man kan spørge sig selv, hvorfor regeringen overhovedet gider alt det besvær for nogle sølle hundrede millioner. En nærliggende forklaring er ideologi. Men det klinger hult i en tid, hvor (borgerlig) ideologi er lagt i kummefryseren. Til gengæld fejler bogholderideologien ikke noget.

Vinder man valg med den?

Mont Pelerin på Island

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. august 2005. Skriv et svar

Jeg tilbragte indtil forleden otte dage på Island til flere møder og konferencer, men først og fremmest Regional Meeting i Mont Pelerin Society—det glorværdige forum, som liberale koryfæer som F.A. von Hayek, Ludwig von Mises, (Sir) Karl Popper, Wilhelm Röpke m.fl. grundlagde i 1947 med henblik på at skabe et internationalt netværk af akademikere, journalister og politikere, som ville kunne standse verden på dens vej til trældom.

Mødet var en noget større forsamling end de regionale møder normalt er—mellem 300 og 400 deltagere—og med et pakket program, der talte så prominente talere som præsident Vaclav Klaus (Tjekkiet), udenrigsminister David Oddson (Island) og fhv. premierminister Mart Laar (Estland), samt mere akademiske stjerner som f.eks. professorerne Harold Demsetz, Thrainn Eggertsson, og US Court of Appeals Chief Judge Douglas Ginsburg, og Putins chefrådgiver Andrei Illarionov. (Desværre var der i sidste øjeblik også afbud fra Richard Epstein, samt ikke mindre end to Nobelprisvindere.) Alt sammen meget professionelt organiseret af den allestedsnærværende og altfavnende islandske professor Hannes H. Gissurarsson.  Konferencens emner skulle formelt relatere sig til "Liberty & Property in the 21st Century"—hvilket jo ikke var helt snævert. (Flere andre har rapporteret fra mødet, bl.a. Sonia Arrison fra Pacific Research Institute, der skriver om konferencens teknologi- og ejendomsrets-relaterede foredrag.)

Givet hvor "pænt" MPS er, var det forfriskende med et panel med titlen "Is Government Necessary?"  Min ungdoms store idol David D. Friedman gav så coolt, veloplagt og velforberedt et foredrag, som man kun kan, når ens forældre er verdensberømte genier, man selv har en ph.d. i fysik, men er blandt de bedst sælgende og mere kendte økonomer i verden og i øvrigt har været forsker ved flere af USA's mest prestigiøse law schools—og man dertil har haft samme simple budskab i mere end 30 år: Nej (altså til panelets spørgsmål).  Min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute) replicerede, med flere gode punkter.

Konferencens danske bidrag var fra Bent Jensen (om de intellektuelle og socialismen), David Gress (som kommentator om samme emne) og undertegnede.  Derudover sås fire-fem danskere—inklusive en enkelt kändis—i hjørnerne. Jeg vil kraftigt opfordre andre danskere til at deltage i fremtidige møder—hvis man ellers har lysten og chancen.

Frihedens forfatning?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. august 2005. 3 svar

Det er–som læserne af Punditokraterne vil vide–sjældent, at jeg er uenig med Wall Street Journals lederskribenter; de er som regel mere indsigtsfulde og mere dybsindige end noget lignende fra hjemlige kanter.

Men nogle gange bliver de bare lidt for … forudsigeligt begejstrede for ting, hvor de–når alt kommer til alt–burde vide bedre, ikke mindst når det gælder Republikanerne og Bush-regeringen.

Et aktuelt eksempel er dagens leder om udkastet til forfatning for Irak, som ventes at komme idag, og som lederen priser i høje toner.

"Iraq's first freely elected government continues to vindicate the belief that the Mideast can be transformed, starting with Saddam Hussein's former tyranny. Its draft constitution, which appears headed for parliamentary approval tonight, reflects a remarkable spirit of compromise–and even enlightenment–among the country's political, ethnic and religious factions."

Faktum er, at de udkast til forfatning, som nærværende punditokrat har set på det seneste, er noget juks.  Punktum.

Klagepunkterne er mange, og her er nogle få:

  • Islam som ikke blot officiel religion men som dét væsentligste retslige grundlag for staten.  (Hvortil WSJ svarer "But in what Western democracy are laws not generally in accord with the Judeo-Christian moral heritage?" Ja, men der er vel en vis forskel på, at noget er "i overenstemmelse med" et religiøst grundlag, og at man så ophøjer selve det religiøse til udgangspunkt for, hvad der legalt og illegalt. "In any case, interpretation of that clause will be up to elected representatives."  Og det skulle gøre os mere trygge …?)
  • Kvinders rettigheder bliver specifikt underordnet religiøse tribunaler–men til gengæld får de reserveret et antal pladser i parlamentet.  Så vi har altså undertrykkelse af kvindernes "negative" rettigheder og så samtidigt en introduktion af positive sær-rettigheder.  Det begynder godt.
  • Føderalisme–men uden en slags subsidaritetsprincip.  Hvilket plejer at betyde centralisering.
  • Indtil videre har de udkast, jeg har set, anerkendt "freedom of worship", d.v.s. retten til at dyrke andre religioner, men faktisk ikke fuld "freedom of religion".  Det sidste indebærer nemlig også retten til at konvertere–hvilket Islamister ønsker straffet med døden.

O.s.v., o.s.v.

Langt bedre end WSJ's leder er en nylig artikel på National Review Online af Williamson Evers (Hoover Institution, Stanford) og min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute–som har sin egen personlige blog).

Jeg har faktisk selv skrevet en halv-akademisk artikel om emnet for halvandet år siden, "Blood, Baath and Beyond: The Constitutional Dilemma of Iraq" (i tidsskriftet Public Choice), hvori jeg advarede mod stort set alt det, man nu har gjort.  Men måske den ikke er blevet læst så meget i Irak.  Eller måske den er.

Punditokraterne udvider & flytter

Af Redaktionen, den 23. august 2005. 2 svar

Efter et succesrigt halvt år hos Blogspot.com/Blogger.com med ca. 25.000 unikke besøgende og en placering som en af de mest læste politiske weblogs i Danmark, er Punditokraterne nu flyttet til denne adresse.  Det nye og forbedrerede design (som dog endnu har lidt skævheder hist og pist) er resultatet af flittigt og frivilligt (og ulønnet) arbejde foretaget af Lasse B. Olesen, samt Morten Blinksbjerg Nielsen og Jacob Bøtter fra Smartlog.  En stor tak for det til dem.

Derudover skal vi byde velkommen til vores nye bidragyder: adjunkt, ph.d. Christian Bjørnskov fra Aarhus Handelshøjskole–en ung, fremadstormende forsker med speciale i bl.a. globalisering og “social kapital”.  Vi ser frem til at læse dine tanker.

En ny østrigsk blog – og Henriette Kjær

Af Nicolai Foss, den 20. august 2005. 1 svar

Her på Punditokraterne vil vi gerne benytte lejligheden til at slå lidt på tromme for en spritny blog.  Det drejer sig om The Austrian Economists som skrives af Chris Coyne og Peter Leeson, Frederic Sautet og ikke mindst Pete Boettke, mangeårig libertariansk aktivist og fremtrædende østrigsk økonom. 

Sidstnævnte har en fin post om James Buchanans (kollega med Boettke på George Mason University) politiske filosofi, og hans kritik af økonomiske aktørmodeller. (Ikke mindst essay-samlingen What Should Economists Do? giver en fornem præsentation af Buchanans politiske filosofi og økonomiske metodologi). Max U er ifølge Buchanan en stupid, passiv kalkulator og ikke et kreativt, handlende individ.  Traditionel økonomisk teori giver – igen alt ifølge Buchanan – kun mulighed for et problematisk konsekventionalistisk forsvar for frihed, og kan ikke rumme den grundlæggende indsigt at "man wants liberty to become the man he wants to become."  Boettke argumenterer om Buchanans "human flourishing"-forsvar for frihed:

"… this image of man as active chooser also requires that individuals willingly embrace the challenge of constructing their life and accept the responsibility for the consequences of their decisions. … Autonomy is valued and cherished by individuals across the political spectrum even if they don't recognize the full impact of the concept in their political and economic philosophy.
…. But Buchanan has more recently argued that we may be losing this sense of ourselves in the modern age. Autonomy is losing its appeal. The learned helplessness we have acquired by living in a political culture of preferential treatment and protection from ourselves may have left the modern mind incable of accepting the responsibilities of freedom. We are instead afraid to be free. This shift in our human imagination is perhaps the most dangerous threat to economic and political freedom we have faced yet. 
….
We must remember that one of the 18th century arguments that Smith and his contemporaries made about the superiority of commercial society was the character development it engendered by making individuals responsible for their choices and accountable to others through the discipline of repeated dealings on the market."

Så sandt som det er sagt!  Hvilket bringer os til Henriette Kjær, som efter de Konservatives sommergruppemøde på Rolighed i dag ifølge Berlingske Tidende udtaler at "[v]i kan se, at flere og flere interesseorganisationer og politikere ofte er ude og kræve, at nu må der laves løsninger for det ene og det andet. Der mener vi, at det enkelte menneske faktisk er rigtig god til at leve sit eget liv og selv bestemme og tage ansvar for sit eget liv. Det vil vi være med til at sikre."

Vi tror gerne at Henriette har smuglæst What Should Economists Do? under de mindre inspirerende indlæg på Rolighed. Men vi håber at hun også får tid til at læse, hvad Buchanan skriver om government failure, for minsandten om det ikke efterfølgende konstateres, at "[k]onkret forestiller De Konservative sig, at det skal ske ved, at embedsmænd i Familie- og Forbrugerministeriet skal vurdere alle større lovforslag om, hvilken betydning de har for det personlige ansvar – ligesom det i dag sker i forhold til blandt andet miljø og ligestilling"!

 

 

 

Højrefløj mod skattelettelser

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. august 2005. Skriv et svar

Wall Street Journals Brendan Miniter spekulerer i sin klumme dagens WSJ i, at vindene i USA–desværre–synes at være ved at vende m.h.t. Republikanernes syn på skattelettelser og skattetrykket.

Efter i knap 30 år at have en ihvertfald i retorikken, men ofte også i praksis, radikal tilgang til skatterne, er de amerikanske konservative nu ved at blive konservative i ordets mere konserverende forstand. Det er naturligvis også sjovest at være mod skattetrykket, når det er modstanderne, der sidder på statsapparatet; når man selv sidder på flæsket, bliver man på forunderligvis lidt mere opmærksom på, hvor svært det kan være at gennemføre skattelettelser–og hvor attraktivt det er at dele andres penge ud til ting, man godt kan lide. Så får skatterne pudsigt nok omtrent den størrelse, som skatter nu engang gerne skal have.

Her er noget af, hvad Miniter skriver:

"Like Reagan, President Bush has been bold in pushing for tax cuts. He didn't flinch on cutting the top income tax rate in 2001. In 2003, when the economy still appeared to be shaky, he pushed through a second round of cuts, including on dividends and capital gains. But here too Republicans seem to have set an arbitrary floor on how low they'll allow taxes to fall. Mr. Bush's top income tax rate is still a few points higher than Reagan's top rate. And both rounds of the Bush tax cuts were given expiration dates, so Republicans will have to fight the same battles over again in the next couple of years just to keep the tax rates where they are now. There's also the small issue of tax reform this year. The president is promising to "simplify the code," but he's not pushing for a second-term tax cut to go along with an easier-to-fill-out tax return–a clear sign that even officials high up in the Bush administration are working off the assumption that there is little to be gained economically or politically from cutting taxes further.

Conservatives were once able to demand unwavering support for cutting taxes of almost every candidate who wanted a Republican nomination. Grover Norquist, president of Americans for Tax Reform, even developed a pledge that Republican candidates had to sign if they want to be taken seriously. The first President Bush famously broke his pledge, and everyone on the right could read his lips as he conceded defeat to Bill Clinton in 1992. This era of big, dramatic tax cuts, however, may now be over."

Det lyder næsten bekendt–bortset fra at vi danskere ikke nåede at se meget til denne "era of big, dramatic tax cuts".

George Will om George Allen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. august 2005. 2 svar

Jeg har et par gange (vistnok som den eneste øst for Hans Ø) peget på Senator George Allen (R-VA) som et godt bud på, hvem der kunne blive Republikanernes kandidat i 2008 (bl.a. i en kommentar og i en opfølgning). Dét (altså Allen, ikke mig) havde den konservative kommentator George Will en klumme om for nogle uger siden. Jeg fandt dette metafor særligt interessant:

"The ideal Republican candidate can meld two Republican tendencies that are in tension — social conservatism and libertarianism. Social conservatives have no complaints with Allen, and libertarians vibrate like tuning forks to his invocations of “Mister Jefferson,'' as Virginians refer to their saint of minimal government."

PS. I Washington Post søndag havde Michael Shear den forudsigelse, at 2008-valget meget let kunne blive mellem George Allen og hans efterfølger som Virginia-guvernør, Mark Warner. Hmmmmm. Jeg tror fortsat, at det bliver Hillary C., der får nomineringen–og derefter taber selve præsidentvalget, fordi hun som den 8. Demokratiske præsidentkandidat i træk får under 50 pct. af stemmerne.

PPS. Tirsdag i Wall Street Journal mente Brendan Miniter derimod i sin klumme, "Bush 44", at Jeb Bush–familiens konservative får–i realiteten ser stærkere og stærkere ud som storebroders efterfølger i 2008.

Government failure?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. august 2005. 2 svar

New York Times har tirsdag denne interessante top-historie:

"More than a year before the Sept. 11 attacks, a small, highly classified military intelligence unit identified Mohammed Atta and three other future hijackers as likely members of a cell of Al Qaeda operating in the United States, according to a former defense intelligence official and a Republican member of Congress.

In the summer of 2000, the military team, known as Able Danger, prepared a chart that included visa photographs of the four men and recommended to the military's Special Operations Command that the information be shared with the Federal Bureau of Investigation, the congressman, Representative Curt Weldon of Pennsylvania, and the former intelligence official said Monday. The recommendation was rejected and the information was not shared, they said, apparently at least in part because Mr. Atta, and the others were in the United States on valid entry visas. Under American law, United States citizens and green-card holders may not be singled out in intelligence-collection operations by the military or intelligence agencies. …

"We knew these were bad guys, and we wanted to do something about them," the former intelligence official said."

Jeg tror, at grundbøgerne i public choice teori skal opdateres med et nyt eksempel på "government failure".

Existence exists

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. august 2005. 12 svar

Hver gang jeg hører en relativistisk, post-modernistisk pseudo-intellektuel udbrede sig om, at "al virkelighed er socialt konstrueret" (d.v.s. ca. hver anden gang, jeg hører en studerende udtale sig), tænker jeg på, hvad Ayn Rand skrev, at hun fik lyst til at gøre, når nogen benægtede, at verden eksisterer: Hun ville vride armen rundt på ham og sige, "I mean this!".

Nå, men et alternativ til at vride armen rundt på en Simon Pritchett-agtig po-mo er at købe en ny bog og slå vedkommende hårdt i hovedet med den. Og et godt køb i så henseende synes at være Daphne Patais og Wilfrido Corrals nye antologi Theory's Empire: An Anthology of Dissent. Den har 736 sider, så den kan nok anvendes til formålet. Derudover så har den en stjernebesat samling af 47 essays, der kritiserer forskellige former for postmoderne "Teori".

Jeg har ikke læst den, men det har James Seaton, som har anmeldt den i Wall Street Journals OpinionJournal, og her er et uddrag:

"For most people outside the academy what is most striking–and most puzzling–about Theory is the prose in which it is couched. To take an example offered by contributor D.G. Myers: Homi Bhaba, a major theorist, refers to "the desperate effort to 'normalize' formally the disturbance of a discourse of splitting that violates the rational, enlightened claims of its enunciatory modality." (Whatever that may mean.) The theorist Luce Irigaray asks more clearly, though not more cogently: "Is E=MC² a sexed equation? Perhaps it is.

Let us make the hypothesis that it is insofar as it privileges the speed of light over other speeds that are vitally necessary to us. What seems to me to indicate the possibly sexed nature of the equation is not directly its use by nuclear weapons, rather it is having privileged what goes the fastest."

It all makes one wonder how anyone could ever have taken such pronouncements seriously."

Indeed, indeed …

Ugens citat: Posner om indvandring, terror & velfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. august 2005. 3 svar

I en tid, hvor spørgsmål om indvandring, terror og velfærdsstat synes at kunne slå skår i de fleste private samtaler og offentlige alliancer, kan man med fordel læse de to kloge hoveder på Becker-Posner Blog. Her er dommer Posners konkluderende perspektiv:

"Advocates of the European model point to the pockets of poverty in the United States, but may not realize that poverty cannot be abolished without recourse to measures that produce the social pathologies that we observe in Europe. Social mobility implies the opportunity to fail. If society protects jobs, the employment opportunities of ambitious newcomers are reduced and they may end up at the embittered margin of society. Thus, it is not poverty that breeds extremism; it is social policies intended in part to eradicate poverty that do so, by obstructing exit from minority subcultures. If Muslims in European societies do not feel a part of those societies because public policy does not enable them to compete for the jobs held by non-Muslims–if instead, excluded from identifying with the culture of the nation in which they reside they perforce identify with the worldwide Muslim culture–some of them are bound to adopt the extremist views that are common in that culture. The resulting danger to Europe and to the world is not offset by long vacations."

Og her er Nobelprisvinder Beckers perspektiv samme sted.

Negerhytteforedrag

Af Mikael Bonde Nielsen, den 3. august 2005. Skriv et svar

Udenrigsminister Per Stig Møller har altid være omgærdet af en eksempelløs intellektuel stråleglans. Hver gang hans navn bringes i spil sker det med en sikker påmindelse om, at det er en særdeles kundskabsrig herre, vi taler om. Undertiden kan det dog være temmelig vanskeligt at se, hvori hans visdom består. Min sommerlæsning har gjort det sværere.

I 1973 udgav Stig Vendelkjærs forlag Utopi og virkelighed; en bemærkelsesværdig antologi med bidrag fra Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich. I denne lille samling udvikler Møller nogle ganske forskrækkelige indfald, der i sit rene og skære vanvid både foregriber og overhaler bestselleren Oprør fra midten venstre om. Lad mig blot nævne tvangskollektivisering af privat ejendom, borgerløn, påbud om partnerbytte, etablering af statstrykkeri m.v.

Nuvel, man kan tage fejl og vedkende det på et senere tidspunkt. Derfor var det med en vis forventning, at jeg købte Virkelighed og utopi, der udkom tidligere på året. Heri gives de tre forfattere mulighed for at kommentere de tanker og ideer, de leverede for mere end tredive år siden, og således også mulighed for at lægge afstand til holdninger, som dengang som nu forekommer bindegale. Altså et stykke bekendelseslitteratur, der umiddelbart skulle være til megen gavn for den ældre Møller. Men nej, muligheden forspildes.

Per Stig Møller leverer i stedet et forvrøvlet forsvar for de fleste af profetier, han fremsatte i sin utopi. Og han gør det med en så arrogant indbildning, at man fristes til at konkludere, at han lever i den samme sjælelige osteklokke som Al Gore.

“Jeg forudså den udbredte og individualiserede kommunikation, som siden er kommet med internettet. Alternativet til passiviseringen via tv-mediet var således en ny, frembrydende utopi: “Utopien om medvirken, medværen””.
Da Al Gore hævder at have opfundet internettet, må Møller naturligvis være mere beskeden, men så kan han til gengæld byde ind på andre områder. Inspireret af Georges Soros’ enfoldige kapitalismekritik, som han betragter som en bekræftelse på den kritik, han selv fremførte i 1973, kaster vor litterat sig ud i meget konkrete overvejelser om valutaspekulationens fortrædeligheder og mulige endeligt. Med originalitetens snilde afviser han Tobin-skatten, bl.a. fordi det kræver en global myndighed at fordele skatteprovenuet. Men bemærk og smag så lidt på dette alternativ:”I stedet kunne man i FN via ECOSOC, det økonomiske og sociale råd, skabe regler for valutaoverførsler mellem lande til forhindring af spekulation og hvidvaskning af penge med indbyggede sanktioner mod de lande, der overtræder reglerne”.
Her fødes en kapitalistisk kritikfigur, som landets konservative udenrigsminister giver yderligere næring i umiddelbar forlængelse:

“I 1990’erne oplevede vi ligeledes talrige eksempler på fjendtlige virksomhedsovertagelser, der gjorde “spækhuggerne” rige og arbejderne arbejdsløse, og som kapitlet [i artiklen fra 1973, red] tager afstand fra med ordene: “En mængde menneskers velfærd står på spil, men de rokkers rundt som brikker””.
Hvad bestiller dette menneske i Det konservative Folkeparti? At partiet imellemstunder har været under indflydelse af de mest ubegribelige indskydelser er jo en kendsgerning. Men på et eller andet tidspunkt må man da blive træt af det, som kendere af partiet har døbt Per Stig Møllers negerhytteforedrag. Den intellektuelle aura er væk.

Ros til Rose-bog

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. august 2005. Skriv et svar

Jeg har her til morgen netop modtaget den helt nye antologi fra d’herrer Jyllands-Posten redacteurs, Niels Lillelund og Flemming Rose: Velfærd tur-retur: Efter socialdemokratismens sammenbrud (Gyldendal). Bogen indholder bidrag af redaktørerne selv, samt Bent Blüdnikow, Katrine Winkel Holm, Niels Gunder Hansen, Anders Raahauge, Claus Thomas Nielsen, Henrik Gade Jensen og vores med-Punditokrat Mikael Bonde Nielsen.

Jeg har kun haft kort tid til at skimme den og har blot kunne nærlæse de tre sidste bidrag, som er absolut fortræffelige. Henrik Gade Jensens “Monumenter over tidens fordomme” er en velskrevet, omend deprimerende, oversigt over den politiske korrekthed blandt tidens danske åndselite: fra synet på besættelsestiden til synet på kommunismen og Encyklopædi-debatten. Næppe så meget nyt, men indsigtsfuld og nødvendig læsning.

Flemming Roses “Frihed og ejendomsret” er et essay med udgangspunkt i nogle “selvbiografiske” tilbageblik, som på fortræffelig vis–og for danske vedkommende: sjælden vis–argumenterer for, hvorfor privat ejendomsret er forudsætning for frihed, og hvorledes lighedspunkterne mellem Sovjetunionens planøkonomi, nationalsocialismens ånd og dansk velfærdsstatslig nivellering er flere, end man skulle tro. Det er fint essay, der på usædvanlig vis blander C.V. Jørgensen-tekster, mediekritik, økonomisk teori og common sense på bedste vis.

Jeg er ikke ked af at sige–og det kommer næppe som den store overraskelse–at samlingens bedste essay formodentlig (med det forbehold at jeg ikke har nærlæst alle) er Mikael Bonde Nielsens “Det personlige ansvar i frit fald”. Det er simpelthen så sprogligt elegant, humoristisk veloplagt og substantielt–en fabelagtig kombination af samfundsvidenskabelige indsigter og moralfilosofiske vinkler, som få andre borgerligt-liberale intellektuelle herhjemme kan mestre. Vi må endnu engang ærgre os over, at Mikael har et “day time job” i “den virkelige verden”, men vi kan også endnu engang glæde os over, at han skriver blandt os på disse sider.Skal der lyde et hurtigt kritikpunkt mod antologien, er det formodentlig, at der egentligt er relativt lidt, der binder de enkelte essays sammen–men givet kvaliteten af dem, jeg har læst, gør det ikke så meget; de kan sagtens stå for sig selv.

Herfra et hurtigt tillykke–og tak–til redaktørerne! Og til Punditokraternes læsere: køb den.