Lørdag aften var der debat på DR2 Deadline om den såkaldte Tobinskat – en global skat på valutatransaktioner. Baggrunden var, at den britiske premierminister Gordon Brown på et G20-topmøde forleden trak denne trætte krikke af stalden endnu en gang. Manden, der som bekendt er presset på alle fronter og tegner til at ende sin politiske karriere som en af efterkrigsperiodens mest ubehændige premierministre, er i det hele taget slået ind på en meget velkendt, protektionistisk-populistisk kurs. Denne kurs har også forleden taget udtryk i hans politik om ”British jobs for British workers”, der klinger ubehageligt af 30ernes slogans. Hans støtte til Tobinskatten er ikke andet end netop dét, men da debatten er startet igen, tager vi den også igen her på stedet.

For nogle af os er det ellers lidt af et deja-vu: For 8-10 år siden mødtes vi i netforummet mod-attac.dk, der blev stiftet som modvægt til den da meget omtalte internationale Attac-bevægelse, der i bund og grund var imod alt kapitalistisk, men satte ind mod internationale kapitalbevægelser og havde som hovedpunkt, at man skulle indføre den igen omdiskuterede Tobinskat.

Tobinskatten blev introduceret af økonomen James Tobin i 1971. Tobin, der efterfølgende har modtaget Nobelprisen – et faktum der i debatten bliver brugt til at give forslaget akademisk vægt – har lagt afstand til ideen, som han faktisk ikke støtter. Ideen er at lægge en lille skat, typisk 0,1-0,5 %, på alle internationale kapitalbevægelser. Med andre ord skal man betale en slags told, når en kapitaloverførsel sker over en landegrænse.

En del af grundlaget for ideen er, at kortsigtede transaktioner er skadelige – man får hysteriske valutahandlere og investeringer der flytter for et godt ord. Spørgsmålet er blot, om det er et solidt grundlag for indførslen af en global skat. Svaret må være et utvetydigt nej. Valutamarkedet bringer ligevægt mellem økonomiers fundamentale konkurrenceevne på langt sigt, og denne proces opnås ved millioner af handler, hvor brokerne ’opdager’ markedet korrekte pris. Forsøger man at dæmpe denne proces, opnår man blot et mindre effektivt valutamarked, hvor skævheder kan fortsætte i relativt længere tid og dermed kræve en større og hurtigere korrektion, når den opdages – den såkaldte hårde landing, som politikere er så bange for.

I stedet forhindrer en Tobinskat, at investeringer globalt flyder derhen, hvor de gør mest gavn – dvs. der hvor afkastet er størst i forhold til risikoen. Og effekten er ikke af en, f.eks., 0,5 % skat. De fleste kapitaloverførsler ledsages af en række ekstra valutahandler og investeringsjusteringer, som har til formål at afdække risikoen ved den egentlige handel. Som en grov tommelfingerregel går der 6-8 afdækkende transaktioner per egentlig handel. Altså kan man gange den ’lille’ skat med 6-8 for at få den egentlige beskatning.

Næsten det værste er den potentielle konsekvens af dette, set gennem tilhængernes forestilling om at en Tobinskat vil stabilisere markedet. Hvis man kunstigt gør noget dyrere, f.eks. gennem at pålægge en skat, vil markedet købe mindre af det pågældende. Det gælder for alle varer og ydelser, inklusive risikoafdækning. Med andre ord vil en Tobinskat gøre det dyrere at afdække global risiko, og dermed vil markedets aktører rationelt vælge at holde mere risiko.

Man har altså gjort det internationale marked mindre stabilt. Ved at knytte en skat til alle egentlige varehandler over grænser, hvor der nødvendigvis hører en valutatransaktion, har man også lagt en lille ekstra told på handel. Investeringer kan ikke frit flytte længere, og fejlinvesteringer, som ellers ville have trukket ud af landet igen, er blevet dyrere. Alle forhold fører til en mindre stabil verdensøkonomi, og er mere skadelige for fattige end rige lande.

Det er vel næppe det, tilhængerne af en Tobinskat har i tankerne? Brown selv udtalte, at der skulle focus tilbage på ”Hard work, responsibility, integrity and fairness.” Hvordan dét lige skal være konsistent med de egentlige virkninger af skatten, er over min forstand.  Men sådan går det, hvis man lader stærke intentioner og følelser kombinere med mangelfuld forståelse af den virkelige verden.