Zetland fortsætter deres artikelserie om regulering og bureaukrati, som jeg tidligere har omtalt her. I dag handler det om en regel – indført på baggrund af en tragisk hændelse – som medfører en masse “bøvl” i hæren.

Til gengæld skulle vi så få færre af de tragiske hændelser. Men netop dette stiller Zetland – med rette – spørgsmålstegn ved. I artiklen nævnes to ting, der peger i retning af, at der næppe er en effekt (eller at effekten som minimum er meget lille):

• For det første er de tratiske hændelser meget sjældne.
• For det andet kan en soldat stadig nemt få adgang til våben.

Jeg vil gerne tilføje en tredje ting til listen:

• Bureaukrati ændrer adfærd (utilsigtede konsekvenser).

I artiklen fortæller en soldat, hvordan de nye regler skaber absurde mængder af bureaukrati og tidsspilde. Og man skal være godt naiv for at tro på, at det ikke risikerer at føre til situationer, hvor bureaukratiet gør det nærmest praktisk umuligt at få håndteret et våben efter reglerne. Hvad gør man i de tilfælde?

Laver man “undtagelser”, så et våben ikke – som det skal – opbevares i våbenskabet natten over? Sådanne undtagelser kan både dække over direkte regelbrud (fx at dele af våbnet opbevares gemt på et kontor, fordi man ikke kunne overholde reglerne) eller omgåelse (hvor man ændrer den formelle aktivitet til noget, hvor våben gerne må opbevares uden for våbenskabet natten over, hvilket jo bl.a. er tilladt, når soldaterne er på øvelse).

Jeg kender ikke de præcise forhold for håndtering af våben i hæren, og derfor kan jeg kun gisne om, hvad disse utilsigtede konsekvenser er. Og hæren kommer selvfølgelig aldrig til sige, at noget af dette sker. Men har vi ikke alle set og/eller oplevet nok bureaukrati til at vide, at den slags “undtagelser” sker? Og at de – i visse tilfælde – kan føre til flere problemer, end bureaukratiet havde til formål at forhindre?