Det tog mig et stykke tid at få styr på, hvad juristerne mente, når de talte om “objektivt set” og “subjektivt set”. Har du endnu ikke fået styr på det, giver Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU, en glimrende forklaring i sin ligeledes glimrende kronik om minksagen og evt. rigsretssag mod Mette Frederiksen i Berlingske forleden.
Svarene kræver først et lille og lidt forenklet lynkursus i strafferet: Et strafansvar forudsætter grundlæggende, at to betingelser er opfyldt: den objektive og subjektive. Hvis en person – vi kunne kalde ham Mogens – i bil kører et andet menneske ihjel, har Mogens objektivt begået et drab. Om Mogens kan straffes herfor, beror på den subjektive vurdering. Såfremt Mogens kørte fodgængeren ned for at slå ham ihjel, kan Mogens straffes for manddrab efter straffelovens § 237. Mogens har handlet med det, vi jurister betegner som »forsæt«. Hvis Mogens derimod »kun« kørte for stærkt, mens han i øvrigt sad og fumlede med radioen, har han ikke kørt fodgængeren ned med vilje, men han burde have kørt mere forsigtigt og med øjnene rettet mod vejen. Mogens kan derfor straffes for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Hvis Mogens derimod kørte efter reglerne, men fodgængeren i et uopmærksomt øjeblik trådte lige ud foran Mogens’ bil, kan Mogens slet ikke straffes. Nok har han objektivt set dræbt et andet menneske, men han har subjektivt set ingen skyld deri.
I kronikken peger Lasse Lund Madsen på et centralt dilemma. Der er ingen retspraksis, så derfor er det svært at vurdere, om der er grundlag for en sag. Og det argument bider sig selv i halen.
Skal statsministeren så for en rigsret? Tja, bum, bum! For taler sagens alvorlige substans og statsministerens kritisable adfærd, der umiddelbart forekommer at være groft uagtsom. Imod taler, at det er vanskeligt at sige med en så tilstrækkelig høj grad af sikkerhed, som Rigsrettens omkostningstunge apparat tilsiger.
Problemet er, at grov uagtsomhed er en skønspræget størrelse, hvis grænser kun kan fastlægges gennem retspraksis, der kun kan dannes ved at føre sager for Rigsretten. Dermed bider vurderingen af, om der skal føres en rigsretssag, sig selv i halen.
Kronikken førte i øvrigt til et interview, hvor Lasse Lund Madsen konkluderer, at “sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse”
Sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse
Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU
Bemærk i øvrigt, at universitetsjuristerne langt fra er enige. Her fra en tredje artikel på baggrund af kronikken.
»Havde det været en almindelig borger, der havde ageret som statsministeren, kunne det godt være, at det var blevet opfattet som groft uagtsomt. Men jeg tror, at han overser, at der er andre regler i statsretten,« siger Jørgen Albæk Jensen.
I øvrigt synes jeg, det er interessant, at ingen af juristerne synes at interesserer sig synderligt for, at regeringen fortsatte med aflivningerne, efter det var alment kendt, at ordren var ulovlig. Noget Rasmus Jarlov har skrevet om utallige gange.
Tager Jarlov (og min tidligere kollega, mads Korsholm) fejl, eller hvad er årsagen til, at det fylder så lidt?
Dvs. selve beslutningen på koordinationsudvalgsmødet vil nok ikke føre til nogen dom.
Det næste er så beslutningen om at fortsætte efter man var klar over at det var ulovligt. Det kan vel kun føre til dom, hvis det er det en advokatundersøgelse får til opgave at undersøge.