»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.
Min egen lille anekdote går på, at både konen og jeg har et CVR-nummer. Jeg laver lidt ingeniør-konsulentarbejde (størrelsesorden 30-40000 kr. om året) ved siden at mit arbejde, og konen har et lille festkage-firma, hvor hun søger for at holde sig lige under 50.000 kr. om året, så hun ikke skal momsregistreres. (I parentes bemærket har hun sagt nej til lige så mange kager, som hun har sagt ja til, men hun gider ikke bøvlet med moms, sådan virker regelstaten også.) For nylig var vi ved at skifte pengeinstitut, men opgav det igen, da det ville koste ca. ca. 3000 kr. per CVR-nummer om året i det nye pengeinstitut. Det lægger noget af en initialomkostning på det at drive en lille virksomhed. Jeg ved godt, det er småbeløb i det store billede, men det kunne være interessant, hvis nogen undersøgte, om hvidvaskningsloven kan måles på antallet af iværksættere.
»Kort sagt er en erhvervskonto enormt ressourcekrævende for banken i forhold til blandt andet hvidvask, mens indtjeningen er svær at få øje på,« forklarer John Hauge Nielsen.
Uddrag fra artikel i Jyllands-Posten
Mailen fik mig til at overveje to spørgsmål: 1) Er der nogen opgørelser af, hvor mange virksomheder, der tjener lige under 50.000 kr.? 2) Er der lavet nogen forsøg på at estimere, hvor meget reguleringen koster bankkunderne (for som Westy skriver her, er det ikke bankerne, der betaler)
Af Jonas Herby, den 24. september 2021. Skriv et svar
Jeg har tidligere skrevet om betydningen af sen vinterferie her. Men i dag vil jeg gerne fremhæve centrale afsnit og konklusioner fra Arnarson (2021) og Björk et al. (2020).
I forhold til København, blev Stockholm ramt ca. dobbelt så hård, alene fordi vinterferien lå på et andet tidspunkt, mens ca. 38% af overdødeligheden kan forklares af denne tilfældighed.
We can see that the initial impact is strongest in regions with a school-break in week 9 (over 90%) [higher spread] secondly in week 10 (50-95%) and lowest in week 8 (35%). As before these results are relative to regions that had a break in week 7 or before.
Being a region with winter holiday exclusively in week 9 was in the adjusted analysis associated with 16 weekly excess deaths (95% confidence interval 13 to 20) per million inhabitants, which corresponds to 38% of the excess mortality during the study period in these regions.
Arnarson (2021) har også en fin forklaring af, hvorfor dette sker.
Hence, a traveler in week 6, 7, 8 or 9 would only see a limited number of confirmed cases prior to travel (in weeks 5, 6, 7 and 8) but the likelihood of being exposed to Covid-19 would be vastly different. Unaware individuals traveling in the high-exposure week 9 are therefore likely to have been a human transport of Covid-19 to their local area. During the short time window around week 9, the risk of being exposed to Covid-19 during travel was high while the perceived risk was low. As the awareness of the risks was still rather low on return, these individuals are in addition likely to have started their normal lives before the seriousness of the spread was apparent across Europe, amplifying the local geographic exposure.
Og (måske ikke super overraskende), finder Björk et al. (2020), at tidligere fornuftige anbefalinger virkede ret godt. Bemærk, at ingen lande var over stringency index 35 i uge 11, hvilket basalt set betyder, at de på det tidspunkt fulgte myndighedernes anbefalinger og anvendte anbefalinger/information og ikke deciderede nedlukninger, som først kom på bordet senere, da politikerne greb ind.
A more stringent response implemented in week 11, corresponding to 10 additional units on the 0-100 ordinal scale, was associated with 20 fewer weekly deaths (95% confidence interval 18 to 22) per million inhabitants.
Sen vinterferie er blot én af de 16 mulige forklaringer, som Klein et. al (2020) pegede på, som mulige forklaringer på Sveriges høje overdødelig i forhold til andre nordiske lande. Hvor vigtige de andre er, har jeg ikke set undersøgt grundigt, men læren af vinterferie-tesen er, at vi aldrig må undervurdere betydningen af tilfældigheder.
Af Jonas Herby, den 22. september 2021. Skriv et svar
Danmark har klaret sig økonomisk godt igennem corona-pandemien. Det er der ganske givet mange årsager til (bl.a. blev vi pga. rene tilfældigheder aldrig lige så hårdt ramt som visse nabolande).
Men meget tyder også på, at vores relativt liberale samfund, er en medvirkende forklaring. Geloso & Pavlik (2020) finder nemlig, at lande med høj økonomisk frihed klarede sig relativt godt efter 1918-pandemien.
Her er abstract:
“The 1918 flu pandemic constituted an exogenous shock on economic activity. In this paper, we condition the economic importance of these shocks on the level of economic freedom measured by the Historical Index of Economic Liberty project to test whether freer economies fared better. Our argument is that higher levels of economic freedom meant a greater ability to adjust to shocks by reducing frictions in the reallocation of resources and the reorganization of economic activity. We find that higher levels of economic freedom mitigated the pandemic’s effect. We link this finding with the literature on economic freedom and crises.”
Danmark ligger ikke i toppen af de mange frihedsindeks (fx nr. 10 hos Heritage Foundation og ligeledes nr. 10 hos Fraser Institute. Og ser man bort fra den store offentlige sektor (hvilket kan være relevant ift. argumentet i abstract om, at det er muligheden for at tilpasse sig den nye situation, hvilket jeg læser som få regler snarere end lav skat), ville Danmark ligge endnu bedre.
Så måske er det ikke så overraskende, at netop Danmark – hvor vi fx har et relativt fleksibelt arbejdsmarked – har klaret sig godt.
Denne mail fra foråret fandt jeg ved et tilfælde frem igen i dag.
Jeg er medejer af et stilladsfirma og beskæftiger mellem 75-115 medarbejdere afhængig af årstiden. Vores arbejde er meget nemt at få øje på og vi har ofte rigtig mange besøg fra Arbejdstilsynet. (Inden du læser videre, så er det vigtigt at understrege at vi – ligesom Arbejdstilsynet – ønsker et sikkert og sundt arbejdsmiljø). Men jeg mener, at reglerne er forkerte, når man går efter virksomheden frem for den udførende. Det mener jeg af flere årsager. Her kommer et eksempel på et af de strakspåbud vi har fået:
Sjakket (som er uddannet i faget) får udleveret sin opgave med relevante beskrivelser. De læsser stilladsmateriellet og påbegynder opsætning. Efter 4,5 timer kommer Arbejdstilsynet og konstaterer at medarbejderen ikke bruger opskydeligt rækværk (en sikkerhedsforanstaltning) for at undgå sikring mod nedstyrtning. Arbejdstilsynet konstaterer også, at rækværket er til stede på sjakkets lastbil. Medarbejderne får besked om at stoppe arbejdet og virksomheden (altså mit firma) får et strakspåbud. Medarbejderne kan gå videre med arbejdet efter montering af opskydeligt rækværk. Et halvt år senere modtager virksomheden et brev hvori det meddeles at sagen vil blive sendt til retslig tiltale med en bødepåstand på 100.000,- til virksomheden, et år senere inviteres vi til første retsmøde, dette udsættes senere grundet corona. Lige om lidt er det 2 år siden at forseelsen skete.
Eksemplet ovenfor er ikke enestående og vi har 4 sager i systemet. I mange andre brancher er der lignende tilfælde, hvor den udførende ikke følger instruktionen eller reglerne på byggepladsen/i samfundet eller andet og virksomheden står tilbage med bøde.
Nu kommer problemet
Hvis det er Arbejdstilsynets formål at sikre arbejdsmiljøet, hvorfor går man så ikke efter den udførende medarbejder? Forseelsen er til at konstatere med det samme – de bliver taget på fersk gerning i deres forsømmelser.
Men nej, det er i stedet virksomheden der skal slås med retssagerne, bruge penge på advokater, tid og meget andet. Medarbejderen blev fyret, men dagen efter står han måske og laver samme nummer i en ny virksomhed.
Hvis statistikkerne skal ændres, hvis adfærden skal ændres, hvis bøderne skal have effekt, hvis man ønsker færre ulykker. Så send bøden til manden og gerne straks, og nok naturligvis ikke et beløb svarende til 100.000,- men måske en 14 dages løn.
Der skal naturligvis også skrives bøder til de virksomheder der ikke stiller udstyret til rådighed, men disse skal falde uden lange retsprocesser.
Ordet skatteincidens hentyder til, at der er forskel på, hvem der officielt betaler skatten, og hvem der bærer skatten. Mange afgifter betales officielt af virksomhederne, men omkostningerne bæres af forbrugerne, fordi priserne er højere end uden afgifterne.
På samme vis er det i sidste ende medarbejderne eller kunderne, der i sidste ende betaler bøderne til Arbejdstilsynet. Spørgsmålet er, om man kunne få “mere for pengene”, hvis det var medarbejderne, der fik bøden? Jeg synes, at mailen påpeger et væsentligt problem: den uforsigtige medarbejder kan få job et andet sted dagen efter.
Det er ikke et område, jeg kender så meget til, så alle kommentarer er velkomne.
Jeg er adskillige gange blevet belært, at årsagen til at mange studier ikke finder nogen sammenhæng mellem nedlukninger og antal døde, er fordi nedlukningerne kom for sent. Det altafgørende er altså timingen i nedlukningen. Og jeg forstår godt argumentet, for det er præcis det resultat man får i en simpel SIR-model, hvis en nedlukning kan få kontakttallet, R, ned. Så vil toppen på smittekurven blive lavere, jo tidligere du griber ind. Men corona-epidemien fungerer ikke som en SIR-model, og det er derfor et uafklaret spørgsmål, om tidligere nedlukninger virker.
Jeg har efterhånden læst omkring 2-300 empiriske studier, hvoraf en hel del ser på effekten af tidlige nedlukninger, og konklusionen er efterhånden ret klar. Det er umiddelbart en stor fordel for et samfund at opdage smitten tidligt, men ingen studier kan påvise, at det er nedlukningerne – og ikke fx folks frivillige adfærdstilpasninger – der gør den afgørende forskel. Mest tyder på, at den frivillige adfærd er afgørende.
Hvorfor kan studierne ikke fortælle, om tidlig nedlukning virker?
Amuedo-Dorantes et al. (2021) er et klassisk eksempel på, at det går galt for forskerne. Amuedo-Dorantes et al. (2021) ser på forskellene i pandemiforløbet i forskellige dele af Spanien, da Spanien lukkede ned. På den baggrund finder de, at de regioner, der var tidligt i pandemiforløbet og hvor smitteudbredelsen var begrænset, da landet lukkede ned, fik en langt mildere pandemi end de områder, der var længere inde i pandemiforløbet på nedlukningstidspunktet. På den baggrund konkluderer de, at en 10+ dage tidligere nedlukning kunne have reddet “a total of 4,642 total deaths (232 deaths/daily) could have been avoided by the end of our period of study –a figure representing 23% of registered deaths in Spain at the time.”
Mens der ikke umiddelbart er noget galt med det analytiske arbejde, er der et problem med konklusionen. For i mine øjne, kan man ikke på baggrund af analysen konkludere, at nedlukningen virkede. Man kan konkludere, at det virkede at blive opmærksom på smitten. Det er egentlig meget let at indse, hvorfor konklusionen er forkert. Forestil dig, at du bor i en mindre by på Sjælland. Du har set billederne fra Kina, og begynder nu at se billeder fra Italien. Du ved, at COVID-19 før eller siden kommer til Danmark, og at du til den tid må passe på – men du ved ikke hvornår det bliver. Du følger med i nyhederne, spritter hænder og holder afstand. Men efterhånden som dagene går, kommer smitten nærmere og nærmere. Og pludselig er der dødsfald i Danmark og masser af smittede. Pandemien synes at være i fuldt flor, og du vælger at handle drastisk. Er du minister, kører du til din arbejdsplads på Christiansborg og lukker landet ned. Er du borger, arbejder du hjemme og aflyser alle fysiske aftaler i din kalender.
Pointen er, at borgere og politikere reagerer på de samme informationer. Forskellen er dog, at borgerne får en stor del af deres informationer fra politikerne og pressemøderne, som altså kan få afgørende betydning for folks opfattelse af, hvor udbredt smitten er. Vi så det meget tydeligt i dagene efter Mette Frederiksens pressemøde, hvor skoler og restauranter var åbne, men tomme. Folk havde reageret på informationen fra statsministeren.
Hvorfor er dette vigtigt? Fordi Amuedo-Dorantes et al. (2021) ikke kan skelne den ene effekt fra den anden i deres studie. Regionerne, der var tidligt i pandemiforløbet, kunne måske have haft præcis samme udvikling i smitten, uanset hvad den spanske regering havde gjort – eller hvis den spanske regering blot havde holdt et pressemøde, hvor de lavede nogle symbolske handlinger eller blot ”fejede for egen dør” ved fx at sende statsansatte hjem.
Hvad viser data
Et relevant spørgsmål er, om befolkningen i andre lande reagerede på situationen i de lande, der blev ramt og lukkede ned først. Det spørgsmål er svært at afgøre, for som nedenstående figur viser, så lukkede landende ned stort set samtidig. 11. marts havde kun tre Europæiske lande (ud af 44) et stringency index over 60 (Italien, Monaco og San Marino). En uge senere – d. 18. marts – var det 30. Men som næste figur viser, er der måske alligevel noget om snakken.
Nedenstående figur viser, hvor mange mennesker der døde i Europæiske lande i første bølge sammenholdt med, hvor tidligt landene ramte 20 døde per million (i Danmark skete dette 2. april, og altså før nedlukningen kunne have effekt, fordi det ca. tager 18 dage fra man smittes til man eventuelt dør). Figuren viser en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor tidligt pandemien ramte, og hvor alvorlig første bølge blev. I lande som Italien, Spanien, Belgien og Sverige var pandemien allerede kraftigt udbredt, allerede inden nogen i Europa havde nævnt ordet ”lockdown”. Til gengæld var der stort set ingen problemer i de lande, der blev ramt sent, uanset hvilken politik de førte (politikkerne var dog næppe væsentligt forskellige). De røde prikker i figuren viser de 14 lande, der ikke havde nået et stringency index på 60 d. 18. marts – og de ligger ca. som de øvrige lande, hvilket understreger resultaterne i Sebhatu et al. (2020), som viser, at der ikke er sammenhæng mellem pandemiens udvikling og tidspunktet for nedlukning. I stedet gjorde landene som landene omkring dem gjorde.
Ovenstående figurer er ikke et bevis for, at tidlig nedlukning ikke virker. Men den viser, at de lande, der blev ramt tidligt, alle klarede sig dårligt med hensyn til antal døde. Og at Sverige – som havde en meget, meget mild nedlukning i foråret 2020 – faktisk klarede sig præcis så godt, som man kunne forvente, givet hvor hurtigt og hårdt, de blev ramt på. Nedenstående figur viser, at mønstret var præcis det samme i USA. Jo senere pandemien ramte en stat, jo færre døde var der i staten under 1. bølge.
Er det en fordel at lukke tidligt ned?
Nedenstående figur viser Oxfords stringency index (vægtet gennemsnit) og daglige dødstal pr. million indbyggere for Europa og USA. I USA ramte pandemien ca. 1 uge senere målt på dødsfald, og jeg har derfor forskubbet USA’s data, så dødsfaldene ligger omtrent oven i dødstallene i EU.
Figuren viser, at USA lukkede ned ca. 5 dage tidligere end EU i forhold til pandemiforløbet, men at det ikke havde nogle synderlig effekt på smittespredningen (om end man selvfølgelig kan hævde, at nedlukningerne udskød problemerne med netop 5 dage).
Hvad er konklusionen?
Som jeg ser det, er der ikke nogen evidens for, at tidlig nedlukning virker specielt effektivt. Der er heller ikke evidens for det modsatte, men ser man på USA i forhold til Europa, tyder det på, at tidlig nedlukning ikke gjorde nogen forskel. Måske fordi folk ændrede adfærd frivilligt, da de fik den nødvendige information.
Der er næppe tvivl om, at det er en fordel at vide, hvor udbredt smitten er i samfundet. Hurtig og pålidelig information er altafgørende i den tidlige fase af en pandemi – og i Europa og USA var COVID-19-pandemien kendetegnet ved en mangel på pålidelig information, fordi der ganske enkelt ikke blev testet nok. Derfor kunne udbrud florere længe på bl.a. skisportsstederne, inden de blev opdaget, og derfra spredte smitten sig ud til flere dele af Europa. Havde man testet bredt allerede inden pandemien kom til Europa, havde man opdaget smitten tidligere, og vi havde sandsynligvis set et helt andet pandemiforløb i Italien, Spanien, Sverige osv.
I forhold til de meget udbredte påstande om, hvor godt nedlukninger virker, og hvor vigtigt det er at reagerer tidligt, er det slående, at der ikke er en klar korrelation mellem 1) hårdheden af nedlukningen (stringency index) og antal døde, samt 2) tidlig nedlukning og antal døde.
Måske er forklaringen ganske enkelt, at det suverænt vigtigste for håndteringen af en pandemi er vores individuelle adfærd.
Der er et væld af litteratur, der dokumenterer de store økonomiske omkostninger forbundet med regulering (en lang liste af eksempler kan findes i denne rapport fra “The Council of Economic Advisers”. Men ofte illustrerer ét eksempel problemet bedre end tusindvis af forskningstimer
En af de mere kendte regler for os reguleringsnørder, er den mere end 100 år gamle The Jones Act, som betyder, at al søtransport mellem amerikanske byer skal foregå på skibe, der er bygget af amerikanere, ejet af amerikanere, fører amerikansk flag og har amerikansk besætning.
Colin Grabow fra CATO Institute har skrevet et interessant blogindlæg, hvor han beskriver konsekvenserne af The Jones Act. En del af reglementet betyder nemlig, at The Jones Act ikke gælder gods, der kører en del af strækningen på canadiske togskinner.
Hvis prisforskellen mellem amerikanske skibe og internationale skibe er stor nok, kan det altså betale sig at laste godset over på et tog – køre lidt med det – og laste det tilbage på lastbiler, som kører godset resten af vejen til kunden. Og det er netop, hvad der sker. En virksomhed i Alaska sejler frosne fisk til det østlige canada lige nord for grænsen til USA, hvor godset bliver lastet over på en 67 meter (SIC) “lang” jernbane, hvor det bliver kørt frem og tilbage, inden det bliver lastet over på lastbiler for at blive kørt til destinationerne i USA. Hele ruten har jeg illustreret på billedet nedenfor.
Og her ses HELE jernbanen (fra Google Street View) samt min opmåling af jernbanens længde.
HELE jernbanen fundet på Google Street ViewMin opmåling på Google Maps
Hvis man har tiltro til, at politik og demokrati fører til god regulering, så husk på, at dette er en 100 år gammel regel, som har meget store omkostninger for samfundet som helhed, men som ikke bliver afskaffet, fordi nogle få vinder meget, mens mange taber lidt (concentrated costs and diffused benefits).
Politiken har skrevet en artikel om et meget interessant maskestudie, (Abaluck et al. 2021). Studiet er særligt interessant, fordi det er noget nær det tætteste, vi kommer et lodtrækningsstudie.
Kort fortalt har forskerne inddelt 600 områder i to grupper á 300, hvor den ene gruppe er blevet ”behandlet”, mens den anden gruppe fungerede kontrolgruppe. Behandlingen bestod i gratis mundbind, informationer, påmindelser m.m., som skulle øge brugen af mundbind i befolkningen (brugen af ”proper mask-wearing” steg med ca. 29%-point fra 13,3% i kontrolgruppen til 42,3% i ”behandlingsgruppen”.
Efter 10-12 uger tog de blodprøver fra individer med symptomer, og testede dem for COVID-19. Og på den baggrund kan altså de estimere effekten af øget maskebrug.
Og studiet viser, at kirugiske mundbind beskytter 50+-årige mod symptomatiske COVID-19 (det kan derimod ikke sige, om det skyldes eget eller andres brug). Til gengæld finder studiet ingen effekt af stofmundbind og ingen effekt for personer under 50 år, jf. nedenstående figurer.
Men hvad har det med Detektor at gøre, spørger du måske. Svaret er, at Detektor forleden skrev en artikel om Christine Stabell Benn, som – på LinkedIn – havde glemt at skrive, at de målte bivirkninger efter vaccine for børn i alderen 12-15 år var insignifikante. Benn påpegede, at hvis man lagde tallene sammen med de 16-25-årige, blev det faktisk signifikant. Men den forklaring hældte Detektor – med hjælp fra andre forskere – ned af brættet under overskriften Useriøst “kunstgreb” (samme type udsagn er brugt i diskussionen på min Facebook-væg)
Men Politiken gør altså det samme, når de konkluderer, at ”mundbind virker” – ja, faktisk er Politikens fejl en del værre af en række grunde.
For det første viser studiet ikke, at ”mundbind virker”. Det viser, at nogle mundbind virker for nogle personer. Politiken kan kun nå frem til sin generelle konklusion konklusion ved at gruppere stofmundbind og kirugiske mundbind og samtlige aldersgrupper. Altså præcis det, Detektor kalder et useriøst kunstgreb. Politiken ikke blot undlader at gøre opmærksom på dette, men insinuerer direkte, at der er en effekt for stofmundbind og yngre aldersgrupper, når de skriver
”studiet fandt også en øget forekomst af smittereducerende effekt hos ældre, og at kirurgiske masker er bedre end stofmasker.”
(Politiken i artiklen om mundbind)
Politiken vil sikkert forsvare sig med, at studiet faktisk finder en effekt af stofmasker på ”sandsynlig COVID-19” målt på baggrund af svar i en spørgeskemaundersøgelse, men for det første er det et langt dårligere mål end antistoftestene, og for det andet henviser Politiken direkte til antistof-undersøgelserne
”Forekomsten af covid-smitte målt i antistofundersøgelser faldt med 9,3 procent i landsbyerne, der fik mundbind og oplært i brugen, målt i forhold til kontrol-landsbyerne.”
(Politiken i artiklen om mundbind)
For det andet peger Benn på en betydelig forskel (x3 flere symptomer), som – måske – kun er insignifikant, fordi stikprøven er meget lille. I maskestudiet er forskellene meget små og insignifikante på trods af, at stikprøven er meget stor (i alt er over 340.000 personer involveret i forsøget). Det bedste bud i maskestudiet er altså, at stofmundbind ikke virker – og særligt ikke for de yngre, mens det bedste bud i vaccinestudiet er, at vaccinerne giver børnene bivirkninger.
For det tredje skrev Benn på Linkedin, mens Politiken er en landsdækkende avis. Så også i udbredelse, er Politikens fejl langt større.
Kan man overhovedet konkluderer, at mundbind virker?
For det fjerde er Politiken meget, meget skråsikker i deres udsagn i forhold til hvor meget, man reelt kan sige på baggrund af studiet.
De var drønirriterende, vores mundbind. Men de virkede. Mundbind reducerer forekomsten af covid-19-infektioner.
(Politiken i artiklen om mundbind)
For studiet viser faktisk ikke, at mundbind virker. Det viser at interventionen virker, og den omfattede en hel del mere end mundbind (den kan bl.a. ses som en større informationskampagne, fordi folk skulle overtales til at tage mundbind på). Studiet er altså ikke en det endelige bevis for, at mundbind virker. I teorien kan det være den øgede opmærksomhed på COVID-19, der har drevet hele effekten, jf. nedenstående citat. Det kan studiet ikke endeligt konkludere.
In fact, we found that our intervention increased the likelihood of physical distancing, presumably because individuals participating in the intervention took the threat of COVID-19 more seriously.
Det er heller ikke klart, hvorfor mundbind kun virker for ældre personer. Hvis mundbind begrænsede smitten helt generelt, så skulle det jo virke for alle aldersgrupper. Det kan tyde på, at der er andre effekter i spil, som vi endnu ikke forstår. Denne forskel skyldes dog næppe (kun) adfærd, for så skulle man se samme effekt af kirugiske mundbind og stofmundbind, som forfatterne også påpeger.
First, while we find similar impacts of cloth and surgical masks on physical distancing, we find consistently larger impacts of surgical masks on symptomatic seroprevalence, consistent with the evidence that surgical masks have better filtration efficiency.
Hvordan disse to effekter samlet set skal fortolkes, er jeg usikker på. Men at kalde sagen for afgjort og studiet for ”guldstandarden” i forhold til påbud om mundbind, er i mine øjne at cherry picke delresultater uden at tænke nærmere over sammenhængen.
Tvang og det lange sigt
Endelig er der to faktorer, som er vigtige rent politisk. For det første er studiet baseret på frivillig brug af mundbind. Folk har altså valgt at bruge mundbindet, fordi de mener, det er en god idé. Det er måske derfor, at forskerne ikke ser nogen effekt på risikokompenserende adfærd (Peltzman-effekt). Men det kan sagtens være, at adfærden ser helt anderledes, hvis man bliver tvunget til at bære masker. Det svarer studiet ikke på.
Studiet ser også kun på den kortsigtede effekt (deltagere med symptomer blev testet efter 10-12 uger). Som Otto har beskrevet her (se pkt. 8), vil vi forvente, at faldende smitte vil føre til øget social interaktion, fordi risikoen ved at møde andre falder. Igen er dette ikke noget, som studiet ser på.
Forleden læste jeg et studie, Ylli et al. (2020), med en interessant figur, som viste sammenhængen mellem hvornår pandemien ramte et de europæiske lande og antallet af døde pr. million indbyggere under første bølge. Figuren er gengivet herunder, og jeg har markeret Danmark (som passerede 100 cases 4 dage senere end Sverige og derfor må være en af de to markerede prikker).
Det, jeg finder interessant ved figuren, er, at den viser et meget klart sammenhæng mellem tid og dødsfald i første bølge. De lande, der blev ramt først, blev taget på sengen, og derfor ikke nåede at tilpasse sig omstændighederne. Hvordan kunne det ske? Som jeg husker det, gik vi alle lidt og ventede på pandemien. Vi har mange gange hørt om sygdomme i Østen, som alligevel aldrig rigtig kom til Europa, så for mange (herunder myndighederne) gik alvoren først op for os, da vi så billederne fra Italien.
I Israel stiger antallet af indlæggelser sammen med smittetallet. Dette er i modsætning til udviklingen i Holland og UK, som jeg tidligere har skrevet om her.
The vaccines retain high efficacy (85-95%) vs. severe disease
Det har ført til en række spekulationer ift. effekten af vacciner (aftager den fx allerede efter 4-6 måneder?). Her er et glimrende indlæg om problemstillingen, som I nedenfor får et uddrag af.
One disturbing result involves recent reports out of Israel showing that nearly 60% of all patients hospitalized for COVID-19 are vaccinated.
Men man skal passe på med at fortolke dette tal for hårdt, fordi:
The key factors here that contribute to this confusion are:
1. High vaccination rates in the country (nearly 80% of all residents >12yr)
2. Age disparity in vaccinations, including
3. Nearly all older people being vaccinated (>90% of residents >50yr) and
4. The vast majority of unvaccinated being younger people (>85% of unvaccinated <50yr)
5. Older people are orders of magnitude more likely to be hospitalized with a respiratory virus than young people (residents >50yr are >20x more likely to have hospitalized serious infections than residents <50yr, and residents 90+ are >1600x more likely to have hospitalized serious infections than residents 12-15yr)
Korrigerer man for dette, får man, at:
The vaccines retain high efficacy (85-95%) vs. severe disease, showing that when it comes to preventing severe disease, the Pfizer vaccine is still performing very well vs. Delta, even in Israel from whence the most concerning data have arisen… The same data also show partial vaccination also provides a decent level of protection vs. severe disease (75-85%)
I indlægget gennemgår Jeffrey Morris sine beregninger, og umiddelbart ser det meget fornuftigt ud i mine øjne (NB: Jeg havde aldrig hørt om Simpson’s Paradox!)
Her er hans resultater for vaccinernes effektivitet fordelt på aldersgrupper
Brian Lee Crowley fra Macdonald-Laurier Institute har skrevet et glimrende indlæg om, hvad vi kan lære om ”ekspertvælde” på baggrund af COVID-19-pandemien. Hvis sundhedseksperter har styret os sikkert igennem pandemien, burde man måske bruge specialister på andre områder til at løse andre af samfundets problemer som fx klimaforandringer og ulighed. Det er Crowley imidlertid ikke helt enig i.
Much of the argument that experts should be granted a “mandate for leadership” relies on the idea that we know what we need to know in order to act intelligently. In other words, it is based on a presumption of knowledge. The baseline condition of humanity (including experts), however, is that we are ignorant, not knowledgeable. Knowledge is scarce, not abundant.
Some experts’ advice was followed in some places and it worked out well, as in Taiwan. In other places, different experts’ advice yielded less impressive results. And the Taiwan example shows that sometimes expert advice worked quite well—until it didn’t.
Crowley advarer også imod, at vi tillægger den viden, vi har (eller før eller siden opnår) på baggrund af COVID-19-pandemien, større betydning i forhold til at lade sundhedseksperter have stor indflydelse under næste pandemi
Whatever the lessons, it is certain that they will be only moderately useful next time because circumstances will be new and therefore everyone’s expertise will be of limited value. Yet we can be confident that when the next pandemic strikes, the “lessons from COVID” will be trotted out by the experts, when the state of our knowledge will again be partial and imperfect, and COVID may be more or less relevant. There is a reason why generals always fight the last war: because that’s what they’re expert on.
Til gengæld tænder han et lille liberalt lys for dem, der frygter, at Mette Frederiksen og andre regeringsledere vil bruge den (påståede) succes med at håndtere pandemien, til at indføre mere styring fra centralt hold af samfundet.
After the end of World War II. In Britain, six years of rationing, bombing, shortages and “solidarity” led the Labour Party to promise to carry that spirit and those methods into running peacetime society. Their slogan in the 1945 general election (which they won in a landslide) was, “And now win the peace.”
What they failed to realize was that war and peace are not the same thing. In the war, there was an overriding existential objective to which the vast majority of Britons voluntarily subordinated everything else: to defeat Hitler. When peace arrived, however, people quickly tired of overweening officials telling them what to do in the name of the “spirit of Dunkirk.” The public increasingly chafed under the privations of peacetime rationing.
Above all else they craved a return to normality, by which they meant a state of affairs where they made their own decisions about what mattered to them.
Many people love the idea that everyone else will drop their stubborn attachment to their selfish priorities and sacrifice their narrow vision for the common good. But what they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.
What they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.
Brian Lee Crowley, Macdonald-Laurier Institute
Det er en helt central observation, at specialister som fx sundhedseksperter netop er specialister i sundhed – men ikke alt andet. Man bliver ikke ekspert i effekten og konsekvensen af nedlukninger, bare fordi man er mikrobiolog eller matematisk virolog. Og selv hvis man omgiver sig med alverdens eksperter, vil man kun besidde en meget begrænset viden og fx ikke kende til den enkelte borgers ønsker og drømme for livet, hvilket – som Hayek har påpeget – er et helt centralt problem ved central styring. Og så er der hele det politiske problem ved central styring, som Crowley påpeger ganske fint:
For nylig undskyldte den hollandske premierminister, Mark Rutte, for at have genåbnet samfundet for tidligt. Årsagen var kraftigt stigende smitte i Holland, og regeringens svar var at indføre nye restriktioner for barer, restauranter og natklubber. Det hele blot to uger efter, at mange restriktioner ellers var blevet fjernet.
Som jeg tidligere har beskrevet, har stigende smitte i UK ikke været et problem for sundhedssektoren, da den ikke har medført samme stigning i antallet af indlæggelser som tidligere set (se opdateret figur nederst i dette indlæg).
Nedenstående figur viser sammenhængen mellem smittetal og nyindlæggelser i Holland.[1] Figuren viser meget tydeligt, at Holland – der har vaccineret lidt færre end UK og Danmark – står i samme situation som UK (og Danmark). Den historiske sammenhæng mellem smittetal og indlæggelser er tydeligt brudt. De kraftigt stigende smittetal har ikke som tidligere ført til en kraftig stigning i antallet af nyindlæggelser.
19. juli genåbner det britiske samfund for alvor. Hvorfor man overhovedet venter, må stå hen i det uvisse, men at der intet samfundsproblem er med de stigende smittetal som følge af deltavarianten, viser nedenstående figur (som er en opdatering af figuren i dette indlæg) med al tydelighed.
Corona er ganske enkelt ikke et samfundsproblem i en vaccineret befolkning. Og Danmark bør i mine øjne hurtigst muligt følge briternes eksempel og gøre en ende på alle restriktionerne.
Pandemien er slut i Danmark. Og der er intet, Deltavarianten kan gøre ved det…
Meget interessant artikel om noget, der interesserer mange for tiden. Det primære budskab er, at naturlig immunitet er (mindst) lige så god som vaccinens, og at det ikke giver mening at vaccinere dem, der har været ramt af COVID-19.
Men der er masser af gode ting i artiklen. Vidste du fx, at vaccine betyder “fra køer”?
In the 18th century, milkmaids were considered “fair of face, the prettiest girls in all the land.” Unlike others, they did not have the common face scars from smallpox infection. Through their close contact with cows, they were exposed to and infected by cowpox, a mild disease that generates immunity to smallpox. In 1774, a Dorset farmer named Benjamin Jesty purposely inoculated his wife and two sons with cowpox, and vaccines were born (the Latin vaccinus = “from cows”).
Men væksten i smittetallene har langt fra sat sig så kraftigt i de indlæggelses- og dødstal, som er vores egentlige bekymring. En sandsynlig forklaring på denne afkobling fra den historiske sammenhæng er vacciner. I UK er 67% af befolkningen i skrivende stund vaccineret med første stik, og 50% af befolkningen er færdigvaccineret – heraf er hovedparten vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, som har vist sig mindre effektiv end de vacciner, der er anvendt i Danmark. I Danmark er 60% af befolkningen vaccineret med første stik, og 38% af befolkningen er færdigvaccineret, jf. nedenstående figur. Lidt færre er altså vaccineret i Danmark, men til gengæld er de anvendte vacciner umiddelbart mere effektive.
Sammenhæng mellem smittetal og indlæggelser
Nedenstående figur viser udviklingen i smittetallene i UK sammenholdt med nyindlæggelser 7 dage senere. I begge tilfælde er der anvendt 7 dages løbende gennemsnit. Figuren viser, at der har været et tæt sammenhæng mellem smittetal og nyindlæggelser i efteråret og vinteren, men at sammenhænget er brudt i sommerbølgen forårsaget af Delta-varianten.
To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen.[1] Deres tilgang er en smule anderledes end min egen litteraturgennemgang, men det overordnede resultat ser ud til at være det samme. Nedlukninger er ikke den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort dem til.
Inden vi ser på resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang, er der to centrale pointer, der er vigtige at få på plads.
Selv hvis nedlukningen redder mange liv, er effekten af frivillige adfærdsændringer sandsynligvis vigtigst
Mit eget litteraturstudie viste, at frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end effekterne af nedlukningerne. De studier, jeg gennemgik, fandt i gennemsnit, at 91% af effekten af samfundets respons kunne tillægges frivillige adfærdsændringer, mens 9% kunne tillægges nedlukningen. Lone Simonsen m.fl. fra RUC har beregnet, at op imod 35.000 mennesker ville være døde af COVID-19, hvis ingen havde ændret adfærd. Da kun 2.500 mennesker er døde, har frivillig adfærd altså – med udgangspunkt i mine resultater – forhindret ca. 29.600 dødsfald, mens nedlukningerne har forhindret ca. 2.900 dødsfald. Dette er illustreret i nedenstående figur.
Hvor store er Danmarks chancer for at gå videre til finalen? Her kunne mange forfalde til at diskutere de to hold. Hvor gode er de enkelte spillere, hvor gode er trænerne? Hvor godt er holdet som helhed? Hvordan står de spiller mod spiller fordelt på hele banen? Hjemmebane, dommer osv.
Det er alt sammen fint, og det må nødvendigvis være en del af øvelserne, der får os frem til økonomens genvej: Se, hvad markedet siger.
Nedenfor følger derfor odds og de afledte danske chancer for at gå videre til EM-finalen fra et par forskellig bettingfirmaer.
Noter:
1) Bettingfirmaernes odds for at et hold vinder, giver ikke 100% tilsammen, fordi firmaet også tager et cut. Chancen for dansk sejr, er regnet som ”midtpunktet” af ”sandsynlighed for dansk sejr” og ”1 – sandsynlighed for engelsk sejr”.
2) Oddsene er i øvrigt taget fra de danske sider. Jeg har ikke undersøgt, om de giver anderledes odds end udenlandske sider, og måske overvurderer chancen for dansk sejr (= lavere odds, hvilket vil være i firmaernes favør, fordi relativt mange danskere nok spiller på dansk sejr uanset odds).
3) Jeg har anvendt denne side til at konvertere odds til sandsynligheder: https://www.aceodds.com/bet-calculator/odds-converter.html
Mange liberale (herunder jeg selv) har Thomas Jefferson – manden, der forfattede de berømte ord ”all men are created equal” – som en af vore absolutte historiske yndlinge.
Jefferson lagde bl.a. med de berømte ord fra uafhængighedserklæringen om lige naturlige rettigheder grundstenene til at slaveriet i USA blev afskaffet. Men paradoksalt nok var Jefferson selv slaveejer gennem hele livet, og det paradoks har ofte fået nutidige til at kritisere ham for at sige ét, men gøre noget andet. Har de en god pointe?
Nej. Og hvis du vil forstå hvorfor, kan jeg varmt anbefale afsnit 229 af det i øvrigt fremragende podcast, ”Words and Numbers”. I afsnittet taler værterne med historiker Rob McDonald om Jefferson.
Meget kort fortalt fortæller Rob McDonald, at det reelt set ikke var muligt for Thomas Jefferson at frigive de slaver, som han havde arvet, fordi det i Virginia var ulovligt at frigive slaver. Jefferson fremsatte faktisk lovforslag, som skulle gøre det muligt at frigive slaverne, men det blev nedstemt.
Senere i Jeffersons liv blev det muligt at frigive slaverne, men kun hvis man ikke havde gæld, hvilket Jefferson havde meget af. En stor del havde Jefferson arvet, men han havde også en livsstil, der ikke ligefrem gjorde gælden mindre. Samtidig kørte hans landsted, Monticello, relativt dårligt i de mange år, Jefferson opholdt sig i udlandet – herunder Frankrig – i USA’s tjeneste.
Var der intet, Jefferson kunne gøre? Jo, han kunne have levet mere asketisk, købt færre bøger, mindre vin og været mindre i udlandet, så han – måske – kunne have afbetalt sin gæld og befriet slaverne. Han skulle med andre ord ikke have været Thomas Jefferson.
Om det samlet set havde gjort verden til et bedre sted, må I selv vurdere.
De seneste uger, har der været et stigende fokus på Delta-varianten af COVID-19, som lige nu spreder sig hastigt i England. En af bekymringerne er, at vaccinerne ikke i samme grad beskytter mod smitte, og særligt ikke hvis man kun har fået ét stik.
Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om smitte fører til sygdom og – i værste fald – død. Og det er dette spørgsmål, I her får hjælp til at spekulere over i løbet af weekenden.
Nedenstående figur viser udviklingen i cases og hospitalsindlæggelser i England (UK). Hospitalsindlæggelserne er forskudt med 10 dage, så de – stort set – følger smittetallene en til en.
Som det er lige nu, er – heldigvis – ikke tegn på, at smitte med deltavarianten fører til en massiv stigning i antallet af indlæggelser i en vaccineret befolkning (64% af briterne har fået 1. stik, og 57% er færdigvaccineret – 60% vaccineret med AstraZeneca. De tilsvarende tal for Danmark er 54%, 30% og “meget få” (kilde)).
Det har gennem hele pandemien undret mig, at ekspertgruppen ikke tog adfærd i betragtning, når de fremlagde deres notater. Én ting er, at de ikke kunne regne på adfærd i deres modeller. Men de burde have været opmærksomme på, at folk omkring dem – og sikkert også dem selv – ændrede adfærd markant i foråret og da smitten steg i december.
Jeg er ikke den eneste, der har undret mig. Nedenstående er fra en akademisk debat. Man kan næsten fornemme frustrationen: “Kan du ikke selv se det er skørt!?” (min fremhævning).
We argue that analyses quantifying the effectiveness of regulatory interventions need to consider voluntary behavioural reactions to the pandemic motivated by self-protection and the protection of others, and how individual behaviour interacts with interventions. After all, most interventions are behavioural (1). In an interview with a German newspaper, the corresponding author highlights her own forward-looking voluntary behaviour in reducing the spread of the pandemic (2), an aspect not captured in their study.
10. december udgav UNICEF et review baseret på 20 studier, der alle var udgivet før 23. november og altså længe inden regeringen i december 2020 endnu engang – og denne gang i månedsvis – hjemsendte danske skolebørn.
I reviewet svarer UNICEF på tre centrale spørgsmål:
Er der en sammenhæng mellem personligt fremmøde i skolen og øgede COVID-19-smittespredning i samfundet?
Er eleverne i højere risiko for at blive smittet i skolen?
Har skolepersonalet en højere risiko for at blive smittet i skolen?
Svarene på spørgsmålene er “Nej”, “Næppe” og “Nej”.
in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes
