Forleden skrev Michael Bang Petersen – leder af HOPE-projektet – på Twitter, at tilliden til den politiske strategi faldt med 11%-point (ca. 33%) blandt de uvaccinerede efter pressemødet, hvor regeringen genindførte coronapasset, jf. nedenstående figur.
Jeg er altid meget opmærksom på utilsigtede konsekvenser som følge af politiske indgreb. Og derfor spurgte jeg ind til eventuelle effekter på andre vacciner som fx MFR-vaccinen.
Har vi nogen anelse om, hvad det kan betyde for tilslutningen til andre vacciner på sigt? Det kan jo blive rigtig skidt, hvis tilslutningen til MFR mv. falder som følge af det her…
Jeg spurgte, fordi det på ingen måde ville overraske mig, hvis politikerne – i al deres visdom – endnu engang indførte regulering for at opnå ét (det fluffy “folkesundhed”), men reelt endte med at opnår det modsatte.
Her er svaret på mit spørgsmål. Som I kan læse, er svaret “Ja”. Der er en effekt.
We're looking into this right now! (CC: @klunztrujillo). No WP yet, but the short answer is… yes! True both longitudinally and xc-ally (including spillover to vaccines that are still undergoing clinical trials). Will send you a WP as soon as we've got one!
Hvor stor denne effekt er, og hvad den samlede effekt på “folkesundheden” bliver på sigt, kan vi ikke sige noget om. Men Twitter-tråden viser, hvor påpasselige politikerne skal være med at anvende tvang overfor befolkningen.
For der er altid ændret adfærd og utilsigtede konsekvenser.
Det er dumt at køre bil, hvis man har drukket alkohol. Ifølge FDM øger en ulovlig promille risikoen for at blive indblandet i en ulykke 25 gange. I 2020 blev 29 personer dræbt i spiritusulykker, mens 305 kom til skade (lidt lavere end gennemsnittet for 2015-2019, hvilket måske skyldes corona).
Hvis man har drukket, er det derfor en rigtig god idé at lade bilen stå og i stedet få andre til at køre sig hjem. En service bl.a. Uber tilbyder. Og et nyt studie fra USA viser, at Uber rent faktisk redder liv på den konto.
We find a robust negative impact of ridesharing on traffic fatalities. Impacts concentrate during nights and weekends and are robust across a range of alternative specifications. Overall, our results imply that ridesharing has decreased US alcohol-related traffic fatalities by 6.1% and reduced total US traffic fatalities by 4.0%. Based on conventional estimates of the value of statistical life the annual life-saving benefits range from $2.3 to $5.4 billion.
Hvor store effekterne ville være i Danmark, er uvist. Men fortegnet er der næppe tvivl om. Desværre har politikerne i deres uendelige visdom forhindret Uber i at servicere danskerne. Og dermed har de sandsynligvis nogle liv på samvittigheden. Men det er langt fra første gang, at politik fører til utilsigtede konsekvenser, der involvere dødsfald.
I mange debatter om COVID-19 i Danmark og Sverige, har jeg set og hørt folk sige, at Sverige burde have klaret sig relativt bedre end Danmark, fordi der er meget lav befolkningstæthed, hvilket alt andet lige sværere for COVID-19 at sprede sig.
Men er den påstand rigtig? Det er emnet for dagens blogindlæg, og som vi skal se, er svaret ”Nej – snarere tvært imod!”.
Nedenstående figur viser befolkningstætheden for Danmark, Finland og Sverige. Det er dette mål folk normalt har i tankerne, når de siger, at Sverige – alt andet lige – stod i en nemmere situation end Danmark ift. befolkningstæthed. Figuren viser, at der er langt flere danskere pr. kvadratkilometer (136) end svenskere (25)
Problemet med denne opgørelse er, at den ikke tager højde for, hvor folk rent faktisk bor. I Sverige er der store øde områder, hvor der stort set ikke bor et øje. I stedet klumper svenskerne sig sammen i byerne. Og det gør de faktisk i højere grad end i Danmark. Det viser nedenstående figur, som er baseret på data fra Eurostat.
Figuren viser, at svenskerne i lige så høj grad bor i byerne, hvor COVID-19 har bedst betingelser, som danskerne. Faktisk bor kun halvt så mange svenskere (22%) som danskere (42%) i landdistrikter (”rural”). I stedet bor de i områder, der betegnes som ”intermediate”, en område-type der bl.a. dækker over Østjylland med Aarhus, Fyn med Odense og Nordsjælland plus Vestegnen (uden København).
Tallene fra Eurostat er fra 2011. Siden da er Sveriges befolkning (10% vækst) vokset dobbelt så hurtigt som Danmarks (5%), hvilket bl.a. skyldes en omfattende indvandring. Så det er ikke utænkeligt, at urbaniseringen i Sverige er steget yderligere.
Der var altså – i modsætning til, hvad mange ellers har hævdet – ikke hjælp at hente i lav befolkningstæthed for Sverige, da coronaen ramte. Snarere tværtimod.
Hvis du vil læse en bog, der meget klart beskriver, hvorfor demokratiet bør fokusere på at beskytte individuelle rettigheder og bruges så lidt som muligt til at træffe valg for borgerne, så er The Myth of the Rational Voter af Bryan Caplan b o g e n. Den er ganske enkelt et must read, hvis du vil forstå demokratiets begænsninger (og hvorfor Pelle Dragsteds idéer er stærkt problematiske).
Forleden skrev Paul Krugman sin egen korte version af bogen i The New York Times (som kan læses gratis hos Seattle Times her). Her er et par centrale uddrag, som er relevante ift. min reaktion på kommunalvalget.
In principle, voters should judge politicians by their actions; they should support politicians who pursue policies that help them, oppose politicians whose policies would hurt them. To do this, however, voters should have a reasonably good idea of what policy is doing.
Unfortunately, when it comes to economic policy — which should be the easiest kind of policy to evaluate, since its effects are visible in everyone’s daily life — there are few reasons to be optimistic about the relationship between policy and public opinion.
In a sensible world, voters would have both a reasonably accurate picture of what’s happening in the economy and a basic understanding of what aspects of the economy are under politicians’ control. In the world we live in, neither of these things is true.
Herefter beskriver Krugman, hvordan opfattelsen af økonomiens tilstand påvirkes af politisk ståsted (partisanship) og hvordan amerikanerne ikke forstår, hvad der påvirker benzinpriserne (de tror, det er præsidenten, men han har ufattelig lidt at skulle have sagt). Det får Krugman til at konkludere, at
we’re living in a nation with many voters who seem to have both a distorted view of the state of the economy and false beliefs about what aspects of the economy politicians can affect. How is democracy supposed to function well under these conditions?
Just to be clear, I’m not condemning voters for not being economic experts. People have children to raise, jobs to do, lives to live. Expecting them to be sophisticated policy analysts is unreasonable.
But the fact remains that public perceptions have become extremely disconnected from reality — economics is just one example.
Som Bryan Caplan pointerer i sin bog, så er det rationelt ikke at sætte sig ind i politik (du kommer aldrig til at påvirke et valg alligevel) og økonomisk teori og empiri (du har bedre ting at bruge tiden på – livet er svært, som Jordan Peterson siger). Og derfor skal vi ikke forvente, at folk vælger politikere, der gør det bedste for landet.
Masser af interessante info her om de nye piller fra Merck og Pfizer.
Pillerne er testet på uvaccinerede, men mon ikke også vaccinerede kan have gavn af dem. De viser rigtig god effekt mod indlæggelse.
At the headline level, Pfizer’s pill reduced the risk of hospitalization and death by 89%, while Merck showed a reduction of 50%.
Og 100% effekt mod død (om end vi ikke kender usikkerheden endnu).
What the studies had in common was 100% efficacy against death, regardless of when patients started treatment. Merck’s study counted eight deaths among patients on placebo, and Pfizer’s observed 10.
Nu KAN der da snart ikke være flere (dårlige) argumenter for at have restriktioner…
We study the role of managers’ gender attitudes in shaping gender inequality within the workplace. Using Danish registry data, we exploit the birth of a daughter as opposed to a son as a plausibly exogeneous shock to male managers’ gender attitudes and compare within-firm changes in women’s labor outcomes depending on the manager’s newborn gender. We find that women’s relative earnings and employment increase by 4.4% and 2.9% respectively following the birth of the manager’s first daughter. These effects are driven by an increase in managers’ propensity to replace male workers by hiring women with comparable education, hours worked, and earnings. In line with managers’ ability to substitute men with comparable women, we do not detect any significant effect on firm performance. Finally, we find evidence of rapid behavioral responses which intensify over time, suggesting that both salience and direct exposure to themes of gender equality contribute to our results.
Inden man konkluderer, at det må betyde, at der ER kønsdiskrimination og uligeløn, så bør man som minimum overveje to ting.
Betyder resultaterne nødvendigvis, at mænd blev foretrukket frem for kvinder FØR chefen fik en datter, eller betyder det snare, at kvinder bliver foretrukket frem for kvinder EFTER?
Hvad sker der med alle de fravalgte mænd? Får de dårligere jobs, eller får de bare et andet – lige så godt – job på et jobmarked præget af konkurrence?
Måske bruger den nybagte far ganske enkelt mulighederne i sin stilling til at opdrage sin datter og signalere til hende og omverdenen, at han skam tager ligestilling alvorligt (uanset om han gør det eller ej). Det vil fremtidig forskning måske kunne svare på.
Af Jonas Herby, den 16. november 2021. Skriv et svar
EFTA er en frihandelsorganisation bestående af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, og er i modsætning til fx EU en fuldstændig mellemstatslig organisation. Og noget tyder på, at organisationen – i hvert fald på taxiområdet – har bedre regler end EU.
For nylig har Island fået det, der vist kan kaldes en påtale, for at bryde EFTAs regler.
The current legal framework in Iceland limits the number of taxi licenses available in certain districts, making it difficult or even impossible for new operators to enter the market. The current legislation also requires taxi operators in certain districts to be connected to a dispatch central and to have taxi driving as a principal profession.
Som enhver ved, begrænser den slags regler konkurrencen og er et brud på den frie etableringsret, ligesom de understøtter monopol (eller i hvert fald monopollignende) tilstande. Og det er bl.a. netop derfor, EFTA er efter Island.
Placing undue restrictions on the freedom of establishment and barring new entrants to the market impedes competition, hampers innovation and leads to higher prices for customers. In its reasoned opinion delivered to Iceland today, ESA concludes that these limitations constitute an undue restriction on the freedom of establishment under Article 31 of the EEA Agreement.
EFTA påtaler altså de problemer overfor Island, som nogle (hvad enten det er EU, Konkurrencestyrelsen eller vælgerne) burde have påtalt over for det flertal, der ikke ville lade Ole Birk Olesen liberalisere taxiloven fuldstændigt. Om EFTA så også kan sanktionere Island for at bryde reglerne, er en anden snak (som jeg ikke kender resultatet af, så bidrag gerne med jeres viden i kommentarsporet).
Antag, at nedlukninger virker. Hvornår ville vi så kunne se en effekt på antallet af døde, når politikerne lukker ned?
Nedenstående figur (lånt her) viser sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Figuren viser, at der i gennemsnit går 15-17 dage, fra man får de første symptomer, til man eventuelt dør. Og at de første symptomer kommer ca. 5 dage efter man bliver inficeret. I alt går der altså – ifølge denne figur – 20-22 dage, fra infektion til død. Det er lidt højere end hvad jeg har set andre steder (Flaxman et al. (2020) antager implicit, at der går 2-3 uger), men at der går en rum tid, er der ingen tvivl om.
Da Mette Frederiksen d. 11. marts om aftenen meldte ud, at skoler ville lukke d. 16. marts og restauranter d. 18. marts, ville vi altså forvente at se en effekt af nedlukningen 2-3 uger senere. Og i mange lande er det faktisk omtrent det, vi observerer, hvilket har fået en del til at konkludere, at nedlukningerne virker (korrelation er kausalitet for dem).
Men mange empiriske studier finder faktisk en effekt på dødeligheden langt hurtigere. Fakir & Bharati (2021) finder en større effekt efter 0 dage end efter 14 og 21 dage. Dave m.fl. (2021), som jeg også har omtalt her, finder en stor effekt allerede efter 6-14 dage. Og nedenstående figur fra Fowler et al. (2021) viser, at de finder en effekt på dødstallene (panel b) allerede efter få dage. Og den største effekt allerede efter 10 dage.
Jeg har set lignende resultater i flere andre studier, og det mærkværdige er, at mange af forfatterne ikke tænker videre over det. For hvad betyder det, at man finder en effekt af nedlukningerne på antallet af døde efter få dage? Reelt set kan det kun betyde en (eller begge) af to ting:
Data viser, at der går meget kortere tid fra infektion til død, end læger osv. regner med.
Modellerne er fejlspecificeret og fanger reelt noget andet end effekten af nedlukninger.
Mit bud er, at forklaringen næppe er 1). Forklaringen er snarere 2). Og det, de fanger, er – måske – effekten af frivillige adfærdsændringer, sæsonudsving eller andet, som sker FØR politikerne lukker ned (se fx søgningen på håndsprit op til nedlukningen). Det kan dog også sagtens være andre faktorer. Fx kan Fakir & Bharati (2021)’s metode gøre, at de ganske enkelt fanger effekten af den normale virussæson, som typisk er aftagende i marts i de nordlige (og rige) lande.[1]
[1]Fakir & Bharati (2021) skriver “using the level of stringency in the rest of the world to predict the level of stringency of the restriction measures in a country...” Men da nedlukningerne sådan ca. fulgte enden af en almindelig viruskurve i 2020, kan det indebære, at de estimerer effekten af en almindelig viruskurve på udviklingen af COVID-19. Og når de finder større effekt i mere udviklede lande, kan det skyldes, at de udviklede lande er højere mod nord og derfor har skarpere viruskurver. Desværre kommer Fakir & Bharati (2021) ikke ind på disse problemstillinger.
“Mit råd til Heunicke: Drop nedlukninger og coronapas og fokusér på god information til danskerne”
Sådan lyder rubrikken i min seneste kommentar i Børsen. Vaccinerne virker, og COVID-19 er – fuldt forståeligt – ikke længere en samfundskritisk sygdom. Så et coronapas, der opdeler borgerne i “dem og os”, er i mine øjne ikke proportionalt.
Alle, der ønsker det, har længe haft adgang til at blive vaccineret. Jeg kan kun se grund til at forlange coronapas hos plejepersonale eller andre, der er i kontakt med særligt udsatte. Men der er ingen grund til coronapas for at bevæge sig i samfundet i øvrigt.
Desuden er evidensen for at nedlukningerne virker bemærkelsesværdigt fraværende. Modelkørslerne viser rigtig nok store effekter af nedlukningerne, men de modeller er så afhængige af antagelser, at SSI helt droppede at lave fremskrivninger på baggrund af dem (med god grund). Ser man i stedet på data ex post og sammenligner udvikling og forskellige tilgange i forskellige lande, ender man med en noget anderledes konklusion. Her fra abstract i reviewet “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature” af professor Douglas W. Allen, som netop er publiceret i International Journal of the Economics of Business:
The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths.
Men hvorfor ser vi så store forskelle mellem lande, når det ikke skyldes forskelle i nedlukninger? Mit bud er forskellige udgangspunkter og rene tilfældigheder.
De forskelle, vi ser mellem landene, skyldes primært forskellige udgangspunkter (f.eks. demografi) og rene tilfældigheder. F.eks. har to forskergrupper uafhængigt af hinanden vist, at områder, der som bl.a. Stockholm holder vinterferie i uge ni, havde ca. dobbelt så mange døde som andre områder pga. import af smitte fra Alperne, før man overhovedet vidste, at der var et smitteudbrud.
Kapaciteten i sundhedssektoren bliver igen og igen brugt som argument for nye restriktioner. Men det argument holder ikke, når effekterne af regeringens tiltag er marginale.
Det kan ikke afvises, at kapaciteten i sundhedssektoren bliver presset denne vinter, præcis som den har været under tidligere influenzapandemier. Men når nedlukninger ikke virker, er det svært at se, hvad sundhedsministeren kan gøre ved det. Forhåbentlig vil danskerne i det tilfælde atter justere adfærd, præcis som vi gjorde i december 2020, hvor frivillige adfærdsændringer på baggrund af information ifølge Hope-projektet var vigtigere end nedlukningerne.
Several countries have mandated sex quotas on corporate boards of directors. We systematically reviewed empirical studies that compared company profitability and financial performance before and after introducing legislated quotas. The search yielded 348 unique hits and nine studies were retained, including 20 effects. Four were null, 11 were negative, and five were positive, all of the latter for Italian and French companies. We conclude that quotas for women on corporate boards have mainly decreased company performance and that several moderating factors must be taken into account when assessing causal effects of quotas on company performance.
Så blev vi så meget klogere.
Og det er egentlig ikke synderligt overraskende. Virksomheder forsøger som regel at tjene penge. Og gerne flest muligt. Når Regelstaten regulerer virksomhederne, er det for at få dem til at gøre noget anderledes. Altså noget, der ikke bidrager til at tjene mest muligt.
Jeg bruger for tiden en del tid på at læse studier om effekten af nedlukninger. I forbindelse med min gennemgang har jeg bemærket, at en relativt stor andel af studierne konkluderer lidt for hårdt – og i visse tilfælde direkte modsat af – hvad de reelt finder.
Lad os se på et par eksempler.
Chisadza m.fl. (2021) skriver i abstract, at ”less stringent interventions increase the number of deaths, whereas more severe responses to the pandemic can lower fatalities.” Det baserer de på en af deres modelspecifikationer (mr. 4 i Tabel 5), hvor de finder et positivt estimat for stringency (flere døde, jo mere der lukkes ned), men negativt estimat for stringency squared (færre døde, jo mere der lukkes end). Det betyder, at for små værdier af stringency fører nedlukningen til flere dødsfald, men for store værdier af stringency (>124) vil den samlede effekt af nedlukningen være negativt (altså færre dødsfald). Problemet er dog – som nedenstående figur viser – at den samlede effekt ikke kan blive negativ for mulige værdier af stringency, som er et indeks der går fra 0 til 100. Chisadza m.fl. (2021) viser altså, at nedlukninger altid fører til flere dødsfald. Ikke just det indtryk, man får fra deres abstract.
Dave m.fl. (2021) skriver i abstract, at ”we find that approximately 3 weeks following the adoption of a SIPO [shelter in place-order], cumulative COVID-19 cases fell by approximately 53.5%”. Men ser man på deres resultater (tabel 8 nedenfor), så finder de en stor effekt på dødsfald allerede efter 6-14 dage og altså før SIPO kan have en effekt (fordi det, som Bjørnskov (2020) beskriver, tager ca. 18 dage, før man kan se effekten af en politik i dødstallene). Effekten efter 15-19 dage – som altså er på grænsen til, at det kan skyldes SIPO, er næsten præcis lige så stor som effekten efter 20+ dage, og de kunne derfor i mine øjne lige så vel konkludere, at det var frivillige adfærdsændringer, der gjorde hele forskellen. Som minimum er de i hvert fald vigtigere, da estimatet efter 6-14 dage er 2/3 af den langsigtede effekt.
Stokes m.fl. (2020) konkluderer, at “focusing on ‘compulsory’, particularly school closing, not ‘voluntary’ reduction of social interactions with mandated policies appears to have been the most effective strategy to mitigate early Covid-19 mortality.” De baserer deres konklusion på tre forskellige analyser, hvor henholdsvis 1 ud af 9, 3 ud af 30 og 8 ud af 30 forskellige indgreb er signifikante (se deres supplementary information s. 13 og 17). I mine øjne er deres konklusion alt for hård, da vi meget vel kan være tæt på tilfældigheder her. Hvis man undersøger et datasæt for tilpas mange sammenhænge, vil man altid kunne finde nogle, der er indenfor et 5% konfidensinterval. Dette problem er kendt som multiple test bias og som beskrevet her, er der 79% sandsynlighed for at finde mindst ét signifikant estimat, når man undersøger 30 indgreb. Korrigerer man for multiple test bias med Bonferroni correction er kun ganske få af deres estimater signifikante (forskellige grader af rejserestriktioner).
Ashraf (2020) konkluderer, at “government response in terms of stringent lockdowns and social distancing measures has proved effective in controlling the spread of highly contagious virus.” Problemet er, at de finder en effekt på –0,326 til -0,073 døde pr. million indbyggere pr. stringency point. Den effekt er helt utroligt lille. Det kan illustrere ved at se på forskellen mellem Danmark og Sverige. Fra 16. marts 2020 til 15. april 2020 havde Danmark et gennemsnitligt stringency på 71,7, mens Sveriges var 56,6 – en forskel på 15,1 stringency point. Ganger vi dette på effekten, får vi altså, at Danmarks nedlukning reddede mellem 6 og 29 mennesker fra at dø af COVID-19 i forhold til en svensk ”nedlukning”. Det vil jeg under ingen omstændigheder kalde effektivt.
Ylli m.fl. (2020), som jeg tidligere har omtalt her, konkluderer i abstract, at ”the drastic social isolation measures, quickly undertaken in response to those initial outbreaks appear effective, especially in Eastern European countries, where community circulation started after March 11th. The study demonstrates that efforts to delay the early spread of the virus may have saved an average 30 deaths daily per one million inhabitants,” uden overhovedet at have undersøgt effekten af nedlukninger! Studiet er udgivet I PLOS ONE, og man undres over, at ikke én eneste reviewer har påpeget, at man ikke kan drage den konklusion på baggrund af studiet.
Aparicio og Grossbard (2021) konkluderer at, ”this suggests that various types of social distance measures such as school closings and lockdowns, and how soon they were implemented, help explain the US/EUROPE gap in cumulative deaths measured 100 days after the pandemic’s onset in a state or country”, selvom alle deres estimater for NPI’erne er insignifikante (i øvrigt er det en myte, at USA lukkede mindre eller langsommere ned end Europa, som jeg tidligere har beskrevet her (se sidste figure)).
Sears m.fl. (2020) ser på effekten af SIPOs (shelter in place-orders) og skriver i abstract, at ”death rates [were] 42-54% lower than in the absence of policies.” Men for det første inkluderer de 42-54% effekten af frivillig adfærd (uden frivillig adfærd er effekten 29% -35%, og det betyder rent faktisk – hvis du regner lidt efter – at frivillig adfærd har større effekt end udgangsforbud). For det andet er deres resultater insignifikante på et 5% signifikansniveau (se deres tabel 4).
Samlet set sidder jeg med en fornemmelse af, at konklusionerne i mange af studierne er biased. Og det er stort set altid i én retning: nedlukninger virker. Men det findes ganske givet også i den anden retning. Når man skal danne sig et overblik over litteraturen, er der derfor god grund til også (og måske primært) at studere forskernes resultater – og ikke nødvendigvis fokusere så meget på forskernes egne fortolkninger af deres resultater.
Ifølge Dansk Motorfinans vil miljøtillægget op bilens ejerafgift stige fra 150% i dag til 700% i 2025 for fri bil.
Ovenpå selve beskatningen, påregnes et miljøtillæg. De gældende regler frem mod d. 1. juli 2021, består af et tillæg på 150% af bilens ejerafgift. Dette tillæg stiger markant mod 2025, hvor den vil ende ud i et tillæg på 700% af bilens ejerafgift.
Helt konkret betyder dét, at hvis et køretøj har en årlig ejerafgift i dag på kr. 5.000,-, vil miljøtillægget frem til d. 1. juli 2021, være kr. 7.500,-. I 2025 vil dette tillæg stige til kr. 35.000,-.
Forlede fik jeg en interessant mail, som fortæller lidt om, hvor skadelige (statslige) monopoler er, og hvor meget markedet er villige til at gøre for at omgå dem.
Tak for sjov historie om The Jones Act. Jeg kom til at tænke på en historie, en polsk kollega fortalte mig, om hvordan InPost brød det polske post-monopol for breve ved at lime metalvægte på brevene, så de kom over 50g-grænsen for små breve, og alligevel kunne omdele billigere end statens postvæsen 😀
Helt kort så klistrede firmaet nedenstående plade på brevene, så de blev tungere end 50 gr. og dermed kom over monopolets vægtgrænse. Og det var en fuldt lovlig måde at omgå reguleringen på.
Tænk at man kan lime en metalplade på et brev og stadig gøre det billigere end statens monopol…
Friedman har i øvrigt påpeget, at monopoler oftest netop er statslige eller beskyttet af staten gennem regulering. Jeg er enig med ham. Det er svært at finde eksempler på permanente monopoler på frie markeder. De private firmaer, vi kalder monopoler i dag, vil være forsvundet i morgen (med mindre det lykkes dem at få så meget regulering på plads, at konkurrencen begrænses, hvilket fx Facebook er godt i gang med).
Kom gerne med eksempler på monopoler (både beskyttede og frie) i kommentarsporet.
Følger man med i debatten om effekten af minimumslønninger, vil man se, at der ikke er entydig evidens for, at minimumslønninger ødelægger jobs.
Jeg har tidligere argumenteret for, at man næppe kan finde den sande effekt af minimuslønninger ved blot at kigge på lønninger og jobs, fordi der er et væld af muligheder for at omgå reguleringen. Hvis din løn bliver sat i vejret, men du samtidig mister mange af dine øvrige goder på jobbet, kan du være lige vidt. Du kan sagtens ende med at betale for din egen lønstigning ved at miste betalt mad, betalt parkering, fleksibilitet i arbejdstiden osv.
Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder en anden interessant omkostning for lønmodtagerne. Her er deres abstract (mine fremhævninger):
Exploiting minimum-wage variation within multi-state commuting zones, we document a negative relationship between minimum wages and firm variety in the U.S. restaurant and retail trade industries. To explain this finding, we construct a heterogeneous-firm model with a monopsonistic labor market and endogenous firm variety. The decentralized equilibrium underprovides the mass of firms compared to the outcome achieved by a welfare-maximizing planner. A binding minimum wage further reduces the mass of firms, exacerbating the distortion. Workers value employer variety, and thus, by reducing firm variety the minimum wage reduces workers’ welfare even if the average wage increases.
Det var ikke en effekt, jeg havde tænkt over før. Men det burde have stået lysende klart for mig, for jeg har mange venner, som har valgt dårligt betalte jobs, fordi det var fede jobs. Jeg havde fx to kammerater, der var kajakguides i Alaska. De tjente meget lidt, men fik en oplevelse for livet. Havde der været minimumslønninger da de var guides, havde de nok tjent mere (de havde sikkert kunne finde et andet job), men deres liv var under ingen omstændigheder blevet bedre af det.
Jha & Rodriguez-Lopez (2021)’s resultater viser, hvor svært det kan være at vurdere konsekvenserne af en given politik. For hvis forskningen entydigt havde vist, at minimumslønninger hævede indkomsten for lønmodtagerne, ville politikere og den samlede venstrefløj have jublet over mindstelønnens effekt på det, de kunne se. Men det ville stadig være dårlig politik på grund af de ikke-sete effekter som bl.a. Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder.
Skolemonitor har i dag et interview med en skoleleder, Kent Lykke, der har været på samme skole i 40 år, men i mellemtiden er gået fra at være folkeskole til at være friskole. Det er et ret interessant interview, hvis man vil forstå, hvorfor friskoler generelt klarer sig bedre end folkeskoler.
Kent Lykke peger bl.a. på centralisering som et problem for kvaliteten.
»Forvaltningerne er smeltet mere og mere sammen med det politiske system, hvor forvaltningen tidligere var en mellemstation. Men nu er de to enheder blevet ens og er meget stålsatte over for os, de udførende. Det er blevet formidling fra forvaltning til os frem for drøftelser,« siger Kent Lykke. […]
Det har skabt en distance mellem skoler og det politiske niveau, som i øvrigt blev forstærket med strukturreformen, der lagde 271 kommuner sammen til 98. Herunder Brande Kommune, der blev til Ikast-Brande.
»Konsekvensen er, at der i dag sidder mennesker i vores demokrati, som beslutter ting, de reelt ikke har indsigt i,« siger Kent Lykke.
Den manglende indsigt har samtidig betydet, at behovet for dokumentation er steget tilsvarende, tilføjer han.
»Det er en tidsrøver, som udhuler det meningsfulde. Det at være ledelse for noget og nogen er der blevet mindre tid til,« siger Kent Lykke.
De friere rammer har også påvirket hans ledelsesstil.
»Jeg har praktisk talt aldrig sagt nej til indkøb. Når man har høje forventninger til sine ansatte, må man også understøtte dem, og derfor er det en bunden opgave at skaffe de materialer, der er bedst for dem og os,« siger Kent Lykke.
I folkeskolen er der et mål om, at 95% af alle timer skal dækkes af en lærer med kompetence i faget. Men det er øjensynligt ikke noget, der bekymrer Kent Lykke.
Og hvad angår personale; på Uhre Friskole er man per definition lærer, hvis du er ansat til at undervise.
»Jeg har en tømrer, som underviser i sløjd, og vi har dagplejemødre, som er pædagoger. Vi har en musiklærer, som er uddannet på musikkonservatoriet. Men ingen af dem har en formel læreruddannelse,« siger Kent Lykke.
Uhre Friskole har i en årrække ligget i den pænere ende af den årlige liste, som tænketanken Cepos står bag, der måler alle landets skolers evne til at løfte elevernes faglige niveau, og Kent Lykke er ikke i tvivl om, at det skyldes skolens fokus på entreprenørskab.
»Det gør mig vildt stolt,« siger Kent Lykke, der 1. november synger sin sidste morgensang på Uhre Friskole.
Forleden skrev jeg om Ahern & Dittmar (2012), som fandt at kvindekvoter i Norge forhindrede virksomhederne i at skabe mest mulig værdi. Kvindekvoter og lignende regulering synes ofte at have til formål, at gøre kvinder og mænd mere ens i outcome. Men som det er velkendt for mange (Steffen Larsen taler en del om det i dette afsnit af “Ring, hvis jeg tager fejl”), kan man ikke få både frihed og lighed i outcome, hvis mænd og kvinder er grundlæggende forskellige.
At de er det, hersker der næppe megen tvivl om. Men det er alligevel et emne, der til stadig bliver undersøgt nærmere og nærmere. Coffman et al. (2021) viser således, at kvinder og mænd ikke blot er forskellige i udgangspunkt, men også forskellige i forhold til hvordan de tilpasser deres adfærd på baggrund af feedback.
Her er abstract (min fremhævning):
Many decisions – such as what educational or career path to pursue – are dynamic in nature, with individuals receiving feedback at one point in time and making decisions later. Using a controlled experiment, with two sessions one week apart, we analyze the dynamic effects of feedback on beliefs about own performance and decision-making across two different domains (verbal skills and math). We find significant gender gaps in beliefs and choices before feedback: men are more optimistic about their performance and more willing to compete than women in both domains, but the gaps are significantly larger in math. Feedback significantly shifts individuals’ beliefs and choices. Despite this, we see substantial persistence of gender gaps over time. This is particularly true among the set of individuals who receive negative feedback. We find that, holding fixed performance and decisions before feedback, women update their beliefs and choices more negatively than men do after bad news. Our results highlight the challenges involved in overcoming gender gaps in dynamic settings.
Coffman et al. (2021)‘s resultater understreger, at hvis man vil gøre mænd og kvinder mere ens i outcome, er man nødt til at gå på kompromis med friheden. Og det er netop det, De Radikales kurskifte gør, når de fratager virksomhedernes ejere (hvilket i mange tilfælde vil sige de danske pensionsopsparere) muligheden for selv frit at sammensætte deres bestyrelser og ledelser.
De Radikale vil have kvindekvoter i erhvervslivet, fordi det går “for langsomt” med at få flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Hvad De Radikale præcist mener med “for langsomt” står ikke lysende klart for mig. Min første tanke er, at det det må betyde, at De Radikale kender både den optimale andel kvinder i ledelser og bestyrelser for alle virksomheder samt den optimale hastighed hvormed denne andel nås. Men det kan af gode grunde umuligt være tilfældet.
Ikke desto mindre kan det være relevant at vide, hvad et sådan krav betyder for virksomhedernes evne til at skabe velstand. Og det ved vi faktisk lidt om fra Norge, hvor man i 2006 indførte tvungne kvindekvoter på 40% i bestyrelser. Ahern & Dittmar (2012) har undersøgt effekten, og deres resultater er ikke lovende. Her er deres abstract (min fremhævning):
In 2003, a new law required that 40% of Norwegian firms’ directors be women—at the time only 9% of directors were women. We use the prequota cross-sectional variation in female board representation to instrument for exogenous changes to corporate boards following the quota. We find that the constraint imposed by the quota caused a significant drop in the stock price at the announcement of the law and a large decline in Tobin’s Q over the following years, consistent with the idea that firms choose boards to maximize value. The quota led to younger and less experienced boards, increases in leverage and acquisitions, and deterioration in operating performance.
Så blev vi så meget klogere. Mange på venstrefløjen anklager virksomhederne for kun at tænke profit, profit, profit. Det er som oftest en helt reel “anklage”, og derfor vil det undre mig, hvis forskningen generelt set finder positive effekter af at regulere kønssammensætningen i bestyrelser og ledelser. Men smid gerne links til nyere forskning, der belyser effekterne af kvoter i ledelser og bestyrelser, så vi kan blive yderligere oplyst.
Se godt på nedenstående billede. Det viser en far og en søns kørekort.
Øverst ser du mit kørekort udstedt 1995. Der er 6 kategorier. Nederst ser du min søns kørekort udstedt 2020 med 17 kategorier.
11 (183%) flere kategorier på 25 år. Ganske vist er der sket en del med trafikken (primært er køretøjerne blevet meget mere sikre, men der er også kommet nye køretøjer – bl.a. modulvogntog), men er der virkelig brug for 17 kategorier?
Som du kan se, så var jeg så heldig at få kørekort til lastbil og bus på sergentskolen i 1995. Det var en teoriprøve og en køreprøve, så jeg fik C og D på en og samme tid. Hvorfor skulle det også være anderledes, da der ikke er forskel på at køre 13 m bus eller lastbil. Men sådan skulle det ikke fortsætte. Min bardomsven fik lastbil-kørekort året efter men ikke til bus, da man havde ændret reglerne, så bus og lastbil nu var to helt seperate kategorier med seperate teoriprøver, køreprøver m.v.
Og det er ikke den eneste ændring, der har været. Også kørekortets gyldighed er der pillet ved.
En anden god ven har også C og D fra Forsvaret. Han havde også det gamle laminerede pap-kørekort, som på det vedhæftede billede. En dag på Borgerservice spurgte de ham, om han ikke ville have et nyt smart plastik-kort i stedet for det slidte gamle. Det ville han gerne, og så dukkede han op nogle dage efter med pasfoto. Her opdagede han så den dumme fejltagelse, han havde begået. Han blev spurgt: “Hvor er lægeerklæringen?” Så fordi han har skiftet fra pap til plastik, så skal kørekortet nu fornyes hvert 5. år, og han skal medbringe lægeerklæring hver gang. Da han fortalte dette, blev mit gamle pap-kørekort lagt pænt ind i pengekassen og bliver kun taget frem til udenlandsture. (Bruger appen i DK). For så længe jeg har pap-kørekortet, så skal det ikke fornyes førend jeg bliver 70 år i 2045. Min ven derimod, han må afsted til lægen og borgerservice hvert 5. år og betale ved kasse 1, hvis han vil beholde C og D.
Det har altid undret mig, at det er kutyme, at regulering – der må være indført af sikkerhedsmæssige årsager – kun gælder fremadrettet. Hvis man mener, at det er farligt, at folk kører i 6 år uden en lægeerklæring, hvorfor gælder kravet så ikke alle os, der har et “gammelt” kørekort? Jeg ser det samme på mange områder, hvor politikerne fx indfører uddannelseskrav ved lov (af sikkerheds- eller kvalitetshensyn), men i samme lov anerkender, at den hidtidige sidemandsoplæring faktisk er god nok (ved at lade nuværende i branchen arbejde videre uden at skulle tage en uddannelse). Det virker vilkårligt.
PS: Det er i grunden skræmmende vilkårligt, hvilke regler man er underlagt. Så længe, jeg har mit gamle pap-kørekort, så har jeg kørekort til bus og lastbil, indtil jeg fylder 70 år; men hvis jeg får stjålet pungen, smider kortet i vaskemaskinen eller lignende, så er det lægeerklæring og nyt kørekort hvert 5. år….
Forleden blev jeg spurgt, om ikke det var et paradoks, at liberalt ledede lande lukkede hårdere ned end socialistisk ledede. Mit umiddelbare svar var ”Gjorde de da det?”, men en hurtig googling kunne ikke rigtig svare på spørgsmålet. Det eneste jeg fandt var, at demokratiske stater i USA lukkede hårdere ned end republikanske stater).
Så derfor kiggede jeg selv lidt på tallene. Man kan altid diskutere, hvordan man definerer liberalt og socialistisk ledet. Det er ikke nok at se på partiernes navne eller deres placering i det enkelte land (spørg en demokrat (altså venstrefløjen) i USA om hans opfattelse af fx Venstre eller Konservatives politik, og han vil sandsynligvis se den som yderligtgående i en socialistisk retning). Nedenfor har jeg brugt den økonomiske frihed i landet som en proxy for, hvor liberal ledelsen af landet er.
I den første figur har jeg plottet graden af nedlukning i foråret (målt ved Oxfords stringency index) mod graden af økonomisk frihed (målt ved henholdsvis Heritage Foundations (rød) og Fraser Institutes (blå) indeks for økonomisk frihed) for alle de lande, der findes data for.
Har regulering af bankerne været med til at påvirke ejerforholdene i København? Her er uddrag fra en mail, jeg modtog om emnet.
Et interessant forhold i investeringsmarkederne, der ikke rigtigt er dukket op til overfladen, er hvordan investorer mere eller mindre har fortrængt ejerlejligheder fra markedet i København.
Jeg har vedhæftet en lille graf med hhv. ejer- og lejeboliger i København By fordelt på opførselsår siden år 2000.
Jeg observerer flere ting. Dels at opsvinget efter år 2000 fik sat gang i opførsel af ejerlejligheder, som bl.a. fortrængte en del almene boliger. Efter finanskrisen gik aktiviteten også voldsomt ned, hvor bl.a. almene boliger og boligprojekter der ikke kunne stoppes udgjorde en relativt stor del af nyopførte boliger. Perioden siden finanskrisen er til gengæld mærkværdig. Der er enormt stor aktivitet, stigende priser på ejerlejligheder og alligevel er der faldende volumen. Sådan burde det ikke være uden udefrakommende forhold.
Prisstigninger er naturligvis drevet delvis af demografi (som kommer til gode for både ejer- og lejeboliger), men også det faldende renteniveau. Men hvorfor pokker leder det til opførsel af FÆRRE ejerlejligheder?
Omkring år 2015/2016 startede flere projekter som ejerlejligheder (hvilket også var hensigtsmæssigt pga. momsforholdene på daværende tidspunkt), men da de kom til salgsfasen blev det ekstremt trægt. Rigtigt mange sager strandede pga. finansieringsforbehold hos folk, der ellers sagtens havde råd til ydelsen – hvis bare de kunne kreditgodkendes. I Ørestad gjorde særligt udbetalingskravet ekstra ondt fordi området på godt og ondt henvender sig til folk uden større formue. Allerede der begyndte flere projektudviklere at opgive salg som ejerlejligheder for i stedet at gå efter udlejning og efterfølgende investorsalg.
Tendensen var mest udpræget i relativt mindre attraktive områder. I runde tal var bruttolejeniveauet i Ørestad på det tidspunkt omkring 1.750 kr. pr. m2 mens det i Nordhavn var ca. 2.100 kr. pr. m2, dvs. ca. 20% dyrere i Nordhavn. Ejerlejligheder derimod lå i Ørestad på ca. 32.000 kr. pr. m2 og omkring 50.000 kr. pr. m2 i Nordhavn, dvs. + 50% dyrere i Nordhavn. Det betød at det i Nordhavn var 50/50 om man gik i udlejning eller salg som ejerboliger, mens det i Ørestad var en no-brainer at gå i udlejning.
Siden er låneadgangen af flere gange blevet strammet op, hvilket har skubbet stort set alle investorer over i udlejningsbyggeri. En fond vil typisk optage max belåning for at maksimere forrentningen af egenkapitalen. Dvs. at der kommer med ca. 30% EK og optager 70% lån fra realkreditten til enten 0,5% (hvis de kører max risk) eller 2,5% (hvis de er konservative). På den måde kan de sammen med prisregulering af lejen sagtens lave årlige afkast på 7-8%, hvilket er ret attraktivt i nuværende marked.
I min verden er billedet ret klart, at der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.
Risikotagning er formodentlig stort set den samme, men ligger nu den hos fonde, pensionskasser (hvoraf stadigt flere yder deciderede byggelån til private udviklere uden om bankerne) og til en vis grad hos realkreditten i stedet for hos private.
Der er lavet en række lånebegrænsninger for private med henblik på at reducere bankerne og realkreditinstitutternes risikoprofil ift. ejendomsmarkedet. Dette har reduceret de beløb som private kan betale for boliger. Samtidig medfører demografien en stadigt stigende efterspørgsel i de større byer. Dette udfyldes af investorer, som derved forskubber boligudbuddet i retning af lejeboliger.
Her er figuren, der var vedlagt mailen. Om utilsigtede konsekvenser ved regulering er hele sandheden, ved jeg ikke (i mine øjne er der store fordele ved lejeboliger, fordi det reducerer transaktionsomkostningerne betragteligt for folk, der kun skal bo kortvarigt i byen – så samme effekt kunne potentielt forklares af deregulering.
