På det seneste har jeg set en del nedlukningsmodstandere på sociale medier fremhæve selvmord som et væsentligt problem ved nedlukningen.
Jeg er personligt efterhånden 100% overbevist om, at nedlukningen medfører langt flere omkostninger end gevinster (det er i øvrigt et synspunkt, jeg ikke havde fra starten), men jeg er langt fra sikker på, at vi forstår til fulde, hvordan nedlukningen skader mennesker og samfundet.
Anekdoter er der masser af i denne tid, og jeg har da også set to eksempler på personer, hvor (det hævdes at) deres selvmord er forbundet med corona og/eller nedlukningen. Men som jeg har beskrevet her, skal man altid være varsom med at bruge anekdoter som bevis. Husk på, at anekdoter i høj grad er det, der har bragt os til den nuværende sørgelige tilstand (vi kender alle ”Vil du have italienske tilstande!?”- og ”Vil du have svenske tilstande”-argumenterne).
I dag skriver jeg i JP om en ny undersøgelse fra SSI, der er baseret på data fra november – altså før regeringen først lukkede kommunerne delvist ned over tre omgange (9. 11. og 16. december) og siden lukkede landet helt ned d. 18. december.
I undersøgelsen konkluderer SSI, at de daværende restriktioner virkede (se billede nedenfor fra SSI’s hjemmeside). Man finder kun signifikant øget smittespredning i fitnesscentre, men også nogle tegn på øget smittespredning ved større begivenheder, værtshusbesøg og fællessang.
SSI’s undersøgelse giver os et praj om, hvorfor hårde nedlukninger ikke virker bedre end milde. En nedlukning har nemlig direkte og indirekte effekter. Den direkte effekt er effekten af at forhindre smitte hos fx frisøren. Den indirekte effekt består af befolkningens adfærdsændring som følge af en direkte effekt (falder smitten pga. nedlukningen af frisøren, justerer vi vores adfærd og passer mindre på, hvilket får smitten til at stige). Disse to effekter vil – hvis vi ser bort fra en evt. signaleffekt1 – normalt modvirke hinanden, men ikke nødvendigvis 100%. Derfor kan en nedlukning teoretisk set virke, selv uden en signaleffekt. Men det kræver selvfølgelig, at der ER en direkte effekt.
Og SSI’s undersøgelse finder altså igen direkte effekt af væsentlige dele af nedlykningen. Det hjælper ikke at lukke restauranter, frisører, fodboldklubber osv. samt indføre meget strikse forsamlingsforbud udendørs, fordi det ikke er der, folk bliver smittet. Hvis SSI’s undersøgelse står for troende, kan den hårde nedlukning altså ikke virke bedre end en mild.
Alt tyder altså på, at den omfattende nedlukning har været unødvendig og blot har påført danskerne yderligere trivselsproblemer og økonomiske tab i en i forvejen svær coronatid.
Fra mit indlæg i JP
Det interessant ved SSI’s undersøgelse er, at den bekræfter mange af de ting, vi har skrevet om her på siden tidligere. Intet tyder på, at nedlukningerne virker så godt som mange tror, og særligt tyder intet på, at hårde nedlukninger virker bedre end milde. Et resultat både Bjørnskov (2020) og Bonardi et al. (2020) kommer frem til.
SSI’s resultater bekræftes af de danske smittetal og en bred international videnskabelig litteratur. Smitten i Danmark toppede i midten af december, og altså FØR regeringen den 18. december lukkede ned for storcentre, detailhandel, frisører mv. Samtidig viser den videnskabelige litteratur, at lande, der har lukket hårdt ned, ikke har set en større effekt på smittespredningen, end lande, der lukkede mindre ned. Begge dele passer fint med SSI’s undersøgelse, som netop peger på, at langt mildere indgreb er tilstrækkeligt til at holde smitten nede.
Alt tyder altså på, at den omfattende nedlukning har været unødvendig og blot har påført danskerne yderligere trivselsproblemer og økonomiske tab i en i forvejen svær coronatid.
Fra mit indlæg i JP
SSI’s undersøgelse er langt fra den eneste i den kategori, jeg er stødt på. Fx viser dette studie, at lukningen af de mindste skoleklasser reducerede antallet af cases med mindre end 1%-point.
SSI’s undersøgelse er i øvrigt baseret på spørgeskemainterviews af 617 personer, hvoraf 300 havde været smittet med COVID-19. Når man tænker på de absurde omkostninger ved at lukke landet ned (Otto har lavet et underkantsskøn, der lyder på 1 mia. kr. om dagen), forekommer det lettere absurd at betragte, hvor få kræfter, der umiddelbart lægges i at forstå smittespredningen. Hvorfor laver man ikke løbende disse undersøgelser, og hvorfor kommer resultaterne først ud nu?
Noter
1 Jeg vil langt fra afvise, at der kan være en form for signaleffekt af nedlukningerne. Og måske er dette den vigtigste effekt. I så fald burde sommeren være brugt på at undersøge, hvordan man sender det billigst mulige signal til befolkningen.
I det meste af Danmark – i alt 78 kommuner, herunder bl.a. København – holder skolerne vinterferie i uge 7, mens vinterferien i Stockholm (og Belgien, der også har været ekstremt hårdt ramt af COVID-19) ligger to uger senere i uge 9.
Denne lidt tilfældige forskel er vigtig for at forstå COVID-19-pandemiens udvikling. Det viser Björn Thor Arnarson i et nyt arbejdspapir fra Økonomisk Institut (EDIT: Björk et al. 2020 finder lignende resultater). Her finder han, at denne ”tilfældige” forskel havde stor betydning for pandemiens udbredelse i foråret, og han bekræfter dermed en tese, som bl.a. Bjørnskov tidligere har fremsat.
Forklaringen er ret enkel. I februar 2020 var COVID-19 kun udbredt et begrænset antal steder i Europa. Pandemien havde derfor brug for ”transportmuligheder” for at kunne sprede sig hurtigt til nye områder. Transportmuligheden blev skituristerne, som bragte virussen med hjem fra bl.a. berygtede Ischgl i Østrig. Og her spillede timingen af vinterferien en stor rolle. For da danskerne tog til bl.a. Østrig og Italien i uge 7, havde epidemien endnu ikke spredt sig på skisportsstederne. Da stockholmerne ankom i uge 9, var historien derimod en helt anden, hvilket Arnarson fint illustrerer med nedenstående figur (flag og tekst er indsat af mig).
Figuren illustrerer, hvad skituristerne har været udsat for i forhold til, hvad de vidste. De turister, der tog afsted i uge 9, kom ned til et område, de troede var ok (baseret på smitten fra uge 8), men som viste sig at være midt i en alvorlig pandemi. Historien er lidt den samme for uge 8, mens turisterne i uge 10 i højere grad var klar over risikoen, både på destinationen, men også ved hjemkomsten, hvor de kunne isolere sig. Rent teoretisk vil vi altså forvente, at skiferie i uge 8, 9 og 10 (og særligt uge 9) ville være ”superspreder events”.
Og det er præcis hvad Arnarson finder. Områder (NUTS3), der havde vinterferie i uge 9, havde alt andet lige næsten dobbelt så mange (over 90% flere) cases i COVID-19-marts i forhold til områder, der havde vinterferie i uge 7.
Pandemien holder fast!
Et lidt overraskende resultat er, at tidspunktet for vinterferien også har betydning for pandemien i efteråret. Områder med skoleferie i uge 9 havde 40-70% flere cases i efteråret end områder med skoleferie i uge 7. Arnarson forklarer dette med, at selvom samfundets respons (sammen med sæsonudsving osv.) bragte pandemien under kontrol i alle lande hen over sommeren, så var det på forskellige niveauer. De lande, der havde haft en voldsom pandemi i foråret, fik ikke smitten lige så langt ned og startede derfor efteråret på et højere niveau.
Hvad er konklusionen?
”Hvorfor virker nedlukninger ikke?”, ”Hvorfor er Sverige så anderledes?”, ”Hvorfor får Danmark ikke umiddelbart noget ud af den omfattende teststrategi?” Oftere og oftere svarer jeg ”Jeg ved det ikke”, når folk spørger mig om noget relateret til COVID-19-pandemien. Det er nemmere at svare på, hvad der ikke er forklaringen. Som ofte beskrevet her på siden (og gennemgået her), er der ikke meget, der tyder på, at nedlukningerne havde en stor effekt, på trods af at de virologer, der udtaler sig i medierne, ofte virker ret skråsikre omkring dette. Arnarson viser, at noget så umiddelbart tilfældigt som vinterferien har stor betydning, men mange andre faktorer kan også spille ind, ligesom adfærd selvfølgelig betyder noget.
Så måske er det mest ærlige svar ”Vi ved det ikke”? Og policyimplikationen af det svar er i mine øjne ret klar: Vær ekstremt forsigtig med at bruge voldsmonopolet, hvis ikke du ved, hvad du laver…
Jeg er ikke meget for anekdoter i debatten om COVID-19-nedlukninger. Alt for ofte møder jeg debattører, som hiver land A, B, C frem, der gjorde X, Y, Z, hvorefter smitten steg eller faldt. Og dermed føler de, at de har bevist, at dette eller hint indgreb virker. Jeg er mere til forskning a la Bjørnskov og Kepp (2021) – gennemgået her – som med videnskabelige metoder skiller skidt fra snot. Men jeg må også sande, at anekdoter virker rigtig, rigtig godt i debatten. Det appellerer nemmere til intuitionen at pege mod Sverige og sige ”de gjorde ingenting”, end det gør at pege mod tusindvis af timers forskningsarbejde og sige ”forskerne kan ikke finde nogen effekt”.
Derfor bringer jeg her et par anekdoter, som læserne kan bruge til at underbygge forskningen. Jeg har dog ikke holdt den helt rene anekdotiske linje, da jeg rent faktisk etablerer en kontrolgruppe. Men en videnskabelig gennemgang er det ikke – her må jeg henvise til mit litteraturstudie.
“Smitten i Aarhus toppede længe før, restriktionerne trådte i kraft, og smitten faldt i alle kommuner – ikke kun Aarhus.”
På trods af en voksende litteratur, der dokumenterer, at effekten af nedlukningerne er yderst begrænset, om ikke helt fraværende, vedbliver debatten med at florere på sociale medier. Ofte henvises der til virologer eller epidemiologer, som har udtalt sig skråsikkert om effekterne, uden tilsyneladende at have andet end mavefornemmelser at have deres udtalelser i.
Lad os derfor i dag se på, hvad SSI’s modelbyggere – der i et eller andet omfang kan ses som proxy for ”virolog/epidemilog X, Y, Z siger”-påstandene på sociale medier – har tilkendegivet om vigtigheden af frivillige adfærdsændringer. Som jeg tidligere har beskrevet, har deres model-fremskrivninger været notorisk forkert, men det er økonomernes fremskrivninger jo også tit, uden at det giver grund til at forkaste indsigten fra modellerne.
Tirsdag d. 19. januar skal jeg tale om Sveriges COVID-19-strategi med bl.a. Lone Simonsen i et event, der streames online kl. 19:00 (kan ses på YouTube eller på min Facebook-profil). I den forbindelse har jeg afsat tid til at kigge nærmere på Sveriges 2020 og relateret det lidt til andre år og pandemier.
Der er i dag ikke meget tvivl hos mig om, at effekten af nedlukninger på antallet af COVID-19-dødsfald er ret beskedent. Christian Bjørnskov har lavet to studier (se her og her), som finder en ren 0-effekt, og mit litteraturstudie fandt, at effekten af nedlukningerne i gennemsnit vurderes til at udgøre 1/11 af den samlede effekt på pandemien – resten skyldes vores frivillige adfærd. Det gælder især for lande, som ikke er villige til at indføre restriktioner på, om folk kan få lov at forlade deres hjem.
Men selv hvis nedlukningerne kunne have begrænset overdødeligheden markant (som beskrevet her, finder et studie faktisk, at nedlukningen reddede hver 3.), synes jeg, det er værd at spørge sig selv, om konsekvenserne af nedlukningerne på nogen måde står mål med gevinsterne. Er det et proportionalt indgreb fra statens side?
Nedenfor viser jeg, at overdødeligheden i Sverige i 2020 har været stor. Men ikke vanvittig stor i forhold til fx 2012 (kun ca. 2½ gange større). Selv hvis det virkede godt at sende børn hjem fra skole i månedsvis, lade studerende få onlineundervisning af svingende kvalitet og tvangslukke hele brancher osv., kan det så retfærdiggøres ud fra gevinsterne opgjort i sparede COVID-19-dødsfald?
Hav hele tiden det spørgsmål i tankerne, når I ser på nedenstående data.
Jeg forstår godt, at folk undrer sig over definitionen på at dø af corona. Har du været smittet 30 dage før du dør, bliver du registreret som COVID-19-dødsfald. Uanset om du gispede efter vejret i en hospitalsseng eller blev ramt af en bus.
Derfor ynder mange statsskeptikere at skrive død ”med” COVID-19, og jeg har selv gjort det samme ofte. Ikke så meget fordi jeg troede, at der var de store problemer i COVID-19-statistikken, men fordi jeg så store problemer i COVID-19-politikken. Og ”med” blev en slags stille protest for mig.
Men realiteten er, at folk ”med” COVID-19 gennemgående også dør ”af” COVID-19. Det viser data ret tydeligt.
Der har – af naturlige grunde – været en del debat om udrulningen af vacciner på det seneste. Mange har sikkert hørt om succesen i Israel, som d.d. har vaccineret næsten 20% af befolkningen – altså næsten 14 gange så mange som i Danmark (1,43%), hvilket i øvrigt – hvis israelerne har prioriteret vaccinerne rigtigt – må betyde, at problemerne med pandemien er stort set ovre i Israel, da de også har haft relativt mange smittede.
Mange spørger derfor sig selv, hvorfor Danmark ikke gør som Israel. Jeg ved ikke, hvad Israel har gjort. Men det er værd at bemærke, at Israel er en ekstrem outlier på verdensplan. Nr. to på OurWorldInDatas liste har kun vaccineret 6 gange så mange som i Danmark (8,98% – Forenede Arabiske Emirater) og nr. 4 kun 1,5 gange flere (2,15% – Nordirland). Så selvom vi altid skal stræbe mod det bedste, er sammenligningen med Israel måske ikke helt fair.
Forleden var jeg forbi Kontrast for at snakke om nedlukninger med Mikkel Andersson. Det er ingen hemmelighed, at Mikkel og jeg ser forskelligt på tingene, men der kom alligevel (eller måske netop derfor?) et meget interessant interview ud af det, som kan ses her eller høres som podcast her.
Interviewet kom i stand, efter jeg forleden udgav mit litteraturstudie, som viser, at effekten af nedlukningerne i foråret var beskeden i forhold til betydningen af borgernes frivillige og individuelle adfærdstilpasninger til COVID-19-pandemien.
I løbet af interviewet stillede Mikkel et godt spørgsmål til et konkret studie, Bonardi et al. (2020), som jeg har med i mit litteraturstudie. Spørgsmålet lød cirka:
For nylig endte jeg i en Twitter-storm, da jeg i Børsen forslog Magnus Heunicke, at han gav folk mulighed for – efter at staten havde fordelt vaccinerne – at handle med retten til at blive vaccineret mod COVID-19. Det endte også med en ok artikel i Socialdemokratiets Pio.
Jeg tror, der var to grunde til, at jeg endte i stormvejret:
Pelle Dragsted delte kommentaren og fik dermed aktiveret en stor gruppe følgere, der vitterligt ikke forstår sig på økonomi.
Min kommentar var ikke super-elegant skrevet (bl.a. var der ikke plads til at behandle eksternaliteter).
Så min plan var faktisk at skrive et længere indlæg om handel med vacciner. Men det viser sig, at Cochrane – The Grumpy Economist – har skrevet et meget elegant indlæg om netop handel med vacciner, så i stedet for at lave en dårlig kopi af en af de bedste, får i nogle uddrag her.
Der er to typer af gevinst ved en vaccine. Den personlige (internaliserede) gevinst ved, at du ikke bliver smittet og den eksterne effekt i form af, at du ikke kan smitte andre.
The entire discussion centers around who should be protected first, from a disease whose prevalence is taken as given. Old people, nursing homes, health care workers, essential workers — the argument is not the externality. The argument is entirely who should get the individual benefit of protection from the vaccine.
Jeg har ikke fulgt debatten i USA, og er derfor usikker på, hvorfor Cochrane nævner “health care workers”. I Danmark har den gruppe efter min opfattelse primært været nævnt i forhold til ikke at bære smitten videre til de sårbare – altså et hensyn til eksternaliteterne. Og for den gruppe, bør handlen nok ikke være helt fri. Men ellers rammer Cochrane plet også i forhold til den danske debat.
Det folk stejlede mest over på Twitter var dog, at jeg ville lade de sårbare dø og lade de rige købe deres vacciner. Uanset hvor ofte jeg beskrev, at en person ikke kan stilles dårligere ved at få en ekstra mulighed (man kan jo altid sige nej til at sælge vaccinen), mente utallige, at det ville stille de økonomisk svageste dårligere (SIC! Det er den slags, man af og til bruger tid på på Twitter, så hvis I ikke er der, men overvejer at begynde, så genovervej kraftigt ;-))
“But the rich will be able to afford it first,” I hear you complain. Yes indeed. Principle one of economics, don’t mess with the price system to transfer incomes. “But we won’t make the income transfers, so we have to control prices and ration” I hear you complain. So, here we are in the midst of a pandemic, in the midst of an incredibly dangerous economic situation, with $5 trillion of federal debt in the rear view window, the main point of fixing prices and rationing vaccines is… to transfer incomes.
I en dansk kontekst er Cochranes pointe, at statens uddeling af vaccinerne i højere grad er et spørgsmål om økonomisk omfordeling snarere end hvem, der får vaccinerne først. En person, der modtager en gratis vaccine er økonomisk bedre stillet. At få adgang til (= eje) vaccinen er en økonomisk gevinst for den enkelte. Men gevinsten bliver faktisk større, hvis vaccinen kan sælges, fordi en person, der værdsætter vaccinen til 1.000 kr., kan sælge vaccinen til en, der værdsætter vaccinen til 10.000 kr. og dermed være 9.000 kr. bedre stillet. Der er ingen tabere i en frivillig handel.
Cochrane kommer ikke ind på de positive eksternaliteter ved at lade folk handle med vaccinen, men de er der bestemt også. Hvis person A er meget social og har en stor omgangskreds, mens person B er mere isoleret, så er det en fordel for alle, hvis A modtager vaccinen, fordi han kan bringe en evt. smitte rundt til langt flere (ekstern gevinst). Men A har også størst gavn (internaliseret gevinst) af vaccinen, fordi han mødes med flere og derfor er mere udsat for smitte. Med fri handel vil vaccinen altså ende hos A. Til alles gavn. Man kan naturligvis også forestille sig det modsatte. Sundhedspersonale bliver alt overvejende vaccineret på grund af den positive eksternalitet ved mindre smitterisiko over for risikogrupperne. Hvis de får adgang til at sælge deres vacciner, kan det indebære en ekstern omkostning – mod en privat gevinst – og i det tilfælde bør man – som nævnt – overveje at afskære dem muligheden for at sælge vaccinen frit.
Hele Cochranes indlæg kan læses her: https://johnhcochrane.blogspot.com/2020/12/free-market-vaccines.html (inkl. “Part 2: The cost of perfection. The vaccine was invented in a weekend, available in February. In free market land, we would not have had a pandemic, or a recession. 284 thousand people would be alive today. That is the cost of FDA “protection.””)
Figuren nedenfor viser ét land, der har været ekstremt meget i fokus pga. sin “dårlige” håndtering af COVID-19 (Sverige), sammenlignet med en række lande, som mange mener klarede sig relativt “godt” i foråret.
Hvad pokker havde svenskerne gang i, tænker man, når man ser figuren. Hvorfor kastede de sig i døden på den måde?
Men se så figuren herunder. Den viser samme lande, men i stedet for at stoppe ved 30. september, kører den hele vejen frem til 14. december (de nyeste data mens dette skrives).
Pludselige ser man Sverige i et andet lys. De er på ganske kort tid blevet overhalet af en række lande, som ellers ”klarede sig godt”.
Hvad fortæller de to figurer os?
Vi undervurderer let, hvor mange ubekendte, der er. Jeg tror først og fremmest, at de fortæller os, at der er utroligt mange ting, vi ikke ved. Mange SoMe-krigere elsker at fortælle anekdoter om, hvordan land X, Y og Z har klaret sig godt fordi ”A, B og C”. Men fakta er, at vi ved meget lidt om, hvorfor nogle lande blev hårdt ramt i foråret, mens andre slap nogenlunde helskindet igennem. Intet tyder på, at det var nedlukningerne, der gjorde forskellen (se mit litteraturstudie her). Jeg har selv peget på mange sårbare ældre i Sverige som én (af flere) bidragende faktorer. Men stop med at fortælle anekdoter og tro, at vi kan lære fra dem, for pokker!
Det er ikke ovre, før vi er immune. COVID-19er spredt over hele kloden. Og så længe et land ikke har opnået flokimmunitet (gennem smitte eller vaccine), vil smitten sprede sig igen, så snart befolkningen slækker på afstand osv. Danmark, Finland og Norge ligger stadig meget lavt ift. Sverige, men vi skal absolut ikke vide os sikre. Det kan hurtigt gå galt. Alt andet lige er svenskerne (lidt?) bedre stillet end os, fordi flere svenskere er immune. Og vaccinen kommer efter alt at dømme ikke ud til nok borgere denne vinter til for alvor at gøre en forskel (men prioriteres den rigtigt – fx ved at lade borgerne handle med rettighederne til at blive vaccineret – kan den forhåbentlig tage toppen af dødsfaldene).
Et åbent spørgsmål er, om Norge, Finland og Danmark kan fortsætte med at ligge relativt lavt ift. andre lande. Jeg vil gerne tro, at teststrategien gør en forskel, for Danmark tester uset mange i et internationalt perspektiv. Men Norge og Finland … og Sverige … tester kun ca. ¼ så mange (og de tre lande tester ca. lige meget). Så det er næppe forklaringen. Igen er konklusionen nok, at vi ikke ved, hvorfor der er forskelle og ligheder.
Jeg har igennem stort set hele forløbet været meget kritisk overfor regeringens tilgang til pandemien. Igen og igen er jeg blevet spurgt, hvordan jeg vil forklare Sverige, Italien, Belgien osv. Og hvad jeg selv ville have gjort.
I midten af november greb den svenske regering ind og indførte restriktioner, som skal begrænse udbredelsen af COVID-19 i landet. Men alt tyder på, at det er svenskernes frivillige adfærdsændringer som følge af stigende smitte i samfundet, der har begrænset smittespredningen de seneste uger. Svenskerne reagerer altså fuldstændig som forventet på smittespredningen i samfundet.
For to uger siden forudsagde jeg, at nedlukningen i Sverige ville blive udråbt som en succes, fordi udviklingen i smitten ville vende eller flade ud. Jeg har endnu ikke set nogen udråbe nedlukningen som en succes (måske fordi jeg har meldt mig ud af de Facebook-grupper, hvor troen på effekten af nedlukninger var nærmest religiøs), men her kommer alligevel en update som lovet.
I forhold til mit tidligere indlæg, skal man være opmærksom på, at salg af alkohol er blevet forbudt efter 22:00. I et land hvor statens monopol, Systembolaget, lukker kl. 19.00, og hvor restauranter og barer derefter er de eneste steder, man kan købe alkohol, kan det meget let slå igennem på søgningerne på ”restaurant”. Så dette indeks er muligvis mindre troværdigt nu end før nedlukningen.
Nedenstående figur viser indeks for udviklingen i tid brugt på ”retail & recreation” fra Googles mobility reports samt indeks for antal søgninger på ”restaurant” som emne sammenholdt med antallet at positive tests i Sverige. De stiplede linjer viser, hvornår der blev indført forbud mod salg af alkohol efter 22:00 (20. november) og et forsamlingsforbud på otte personer (23. november). Det er meget tydeligt, at svenskernes kraftige reaktion på den stigende smitte havde en effekt på udviklingen. Fra at være klart stigende, er den fladet næsten helt ud.
Figuren viser også, at svenskerne er begyndt at vende tilbage mod mere normal adfærd igen (uanset restriktionerne). Jeg genkender dette mønster fra min egen adfærd, hvor store stigninger i antal smittede har fået mig til lige at se situationen an, hvorefter jeg er vendt tilbage til mere normal adfærd. Det kan meget vel være dette, vi ser i Sverige. I Norge har man opgjort dødeligheden siden sommer til 0,12%, og i Danmark er dødeligheden blandt indlagte reduceret med 70%. Hvis tallene er tilsvarende i Sverige, er der ikke så meget at sige til, at der er grænser for, hvor meget de vil justere deres adfærd, for at undgå at blive syge. I øvrigt vil mange sikkert mene, at adfærdsjusteringen i slutningen af oktober skyldtes de svenske regioners”strenge anbefalinger”. At Googles mobility indeks nu stiger igen efter at selveste statsministeren har holdt en historisk dundertale, tyder dog på, at den forklaring i hvert fald ikke er hele sandheden.
Adfærdsjusteringen i Sverige slog også direkte igennem på indlæggelsestallene, der også er fladet ud, jf. nedenstående figur.
Det spørgsmål, der umiddelbart kan give anledning til politisk diskussion nu, er derfor om den stigende mobilitet er et problem, som politikerne bør gribe ind overfor. Hertil er der (mindst) to overordnede ting at sige:
At begrænse sin mobilitet er ikke den eneste måde at reagere på smitten på. Afstand, håndsprit osv. virker også fint (og er langt billigere for den enkelte). Måske er svenskerne stadig ekstra påpasselige med disse foranstaltninger, selvom mobiliteten stiger igen.
COVID-19 er ikke noget væsentligt problem i Sverige lige nu. Der er ikke nogen betydelig overdødelighed ifølge Euromomo, og slet ikke noget, vi ikke har set tidligere. Siden 2013 er der i gennemsnit døde knap 5.000 personer i uge 47 i Sverige. I år døde der 242 med COVID-19.
Så igen-igen er der grund til at konkludere, at politisk indblanding næppe kan begrundes – særligt givet de massive problemer der er med at regulere en pandemi effektivt (se her).
Inden vi danskere kommer med det ene drakoniske forslag efter det andet til, hvad regeringen bør gøre ved smittespredningen i samfundet, bør vi overveje, om der – når nu borgerne åbenlyst forstår og reagerer på smittespredningen – reelt er nogen former for restriktioner, der med større sandsynlighed kan forbedre samfundet. Det er der intet
Inden vi danskere kommer med det ene drakoniske forslag efter det andet til, hvad regeringen bør gøre ved smittespredningen i samfundet, bør vi overveje, om der – når nu borgerne åbenlyst forstår og reagerer på smittespredningen – reelt er nogen former for restriktioner, der med større sandsynlighed kan forbedre samfundet. Det er der i mine øjne intet, der tyder på.
PS: Her er de to øvrige figurer fra mit seneste indlæg opdateret med de nyeste data.
I foråret var Belgien det land i Europa, der var hårdest ramt af COVID-19 målt på antal registrerede COVID-19-dødsfald pr. indbygger. Og selvom noget tyder på, at de overregistrerer antallet af COVID-19-dødsfald (de har relativt mange COVID-19 døde i forhold til overdødeligheden i foråret), kan det langt fra være hele forklaringen. Belgien ER bare anderledes.
Forleden skrev jeg om, hvordan svenskerne frivilligt tilpassede deres adfærd til den stigende smitte, længe før den svenske regering indførte restriktioner. Tilpasningen skete prompte, efter at forekomsten af smitte i samfundet pludselig steg. Men samme adfærd ses langt fra i Belgien.
Et klassisk problem for planøkonomien er, at goderne ender hos de “forkerte” forbrugere, i stedet for hos dem, hvor de gør størst gavn. Hvis staten – og ikke markedet – fordeler toiletpapiret, kan kvinden med hård mave ende med toiletpapir i overflod, mens manden med diarré mangler. Et velfungerende marked sikrer derimod, at toiletpapiret ender, hvor det gør størst gavn.
Denne indsigt gælder for toiletpapir, tandbørster, biler og … vacciner. Og netop dette er emnet for min kommentar i dagens Børsen, som er skrevet på baggrund af at regeringen har fremlagt en overordnet plan for, hvordan coronavaccinerne skal fordeles.
Jeg har set lidt nærmere på SSI’s regionale fremskrivninger. I fremskrivningerne forsøger SSI at estimere smittens udbredelse ved et konstant antal tests, så stigninger og fald ikke er drevet af antallet af tests. En ok idé (når nu man ikke kan finde ud af at få sat gang i nogle ordentlige stikprøver), men er kvaliteten god nok til at fremskrivningerne leverer et troværdigt billede?
Inden jeg gik i gang med at se nærmere på dem vidste jeg godt, at fremskrivningerne ikke sad helt i skabet. Men hvor skæve, de er, overrasker mig alligevel lidt.
Min første observation er, at der ikke er styr på de historiske data. Ser man fx på SSI’s estimerede antal smittede d. 1. oktober (altså historiske data, hvor man korrigerer for antallet af tests), så estimerer man samme antal positive (143) i uge 44, 45 og 46, selvom man ændrer antal test. I uge 47 korrigerer de derimod for antallet af tests, men kun i forhold til uge 46.
Alle figurer nedenfor er baseret på 7-dages glidende gennemsnit (så 7. oktober er gennemsnittet for 1.-7. oktober) og jeg har i flere figurer ”snydt” med Y-aksen, så indeksene ikke starter i nul, for at gøre udviklingen mere tydelig. Bemærk desuden, at Sverige har efterårsferie i uge 44.
Google leverer adskillige glimrende muligheder for at vurdere ændringer i adfærd. Herunder har jeg anvendt Googles Mobility Reports (ture til ”Retail & Recreation” og Google Trends søgninger på ”restaurant”, som jeg tidligere har anvendt her. Nedenstående figur viser udviklingen i disse to indeks sammen med smittespredningen målt som antal bekræftede smittede.
Den grønne linje viser antallet af smittede (højre akse), mens blå og grå linje viser indeksdata fra Google. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.Læs resten →
Sammenlignet med andre lande var Sveriges obligatoriske nedlukning i marts nærmest ikke-eksisterende. Da Danmark lukkede ned 11. marts, indførte svenskerne et forsamlingsforbud på 500. Først i slutningen af marts strammede myndighederne forsamlingsforbuddet til 50 og indførte regulering af restauranter (som dog forblev åbne).
Det højere COVID-19-dødstal i Sverige (i forhold til befolkningen havde Sverige i midten af september 5,3 gange så mange døde som Danmark, 9,5 gange så mange som Finland og 11,8 gange så mange som Norge) er af mange blevet tilskrevet den bløde nedlukning, men som jeg har omtalt tidligere, peger mere og mere på, at nedlukningen kun har haft en beskeden effekt. Det er altså andre ting, der driver forskellene mellem landene. Men hvilke?
Der er kommet endnu en mail, som endnu engang illustrerer, hvordan Regelstaten påvirker vores liv. Mailen kan læses nedenfor.
Disse mails er gode cases i forhold til et af de projekter, jeg arbejder på lige nu, og som der kommer mere om snart: Regelstatens betydning for den økonomiske vækst.
Hver gang reguleringen tvinger danskerne til at beskæftige sig med bureaukrati, går der tid fra tiltag, der kunne gøre os rigere. Nedenstående mail er endnu et eksempel på dette.
NB: Mailen er anonymiseret, fordi R ikke ønsker at ødelægge sit gode forhold til myndighederne (som i sidste ende også er hans forretningsgrundlag.
Jeg har brugt meget tid på at studere og diskutere adfærdens betydning i forhold til COVID-19 de sidste par måneder.
Min arbejdstese er, at samfundets samlede svar på pandemien i foråret, bestod af tre dele.
Frivillig adfærd. I starten af marts kunne danskere følge udviklingen i antal smittede og døde med COVID-19. Allerede før 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned, havde mange danskere ændret adfærd i stor stil (bl.a. ved at spritte hænder og holde afstand). Informationerne om pandemien fik altså danskerne til at passe på.
Tilskyndet adfærd. Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksens pressemøde d. 11. marts havde en effekt. Skoler og institutioner var tomme dagen efter (torsdag), selvom de først reelt lukkede om mandagen. Og mange private aftaler blev aflyst. Signalet fra staten tilskyndede altså danskerne til at passe ekstra på.
Tvungen adfærd. Da staten lukkede skoler, restauranter og frisører ned, gjorde den det også mere besværligt for danskerne at have udvalgte sociale interaktioner, og den påvirkede dermed antallet og typen af sociale kontakter.
I forbindelse med arbejdet har jeg – inspireret af Catarina Midões – lavet nedenstående figur. Figuren er baseret på data fra Google Trends og viser søgninger på ”restaurant” (som emne) i henholdsvis Danmark (rød) og Sverige (blå) omkring nedlukningen samt vigtige datoer i forhold til landenes COVID-19-politikker. Bemærk at y-aksen er fikset, så man bedre kan se udviklingen (og får plads til tekst). Figuren viser 7-dages glidende gennemsnit, så værdien d. 21. marts = gennemsnit af 15.-21. marts. Gennemsnit for januar = indeks 100 for hvert land.
Der begynder så småt komme studier, hvor økonomer har set på effekten af maskepåbud. Resultaterne er interessante i forhold til den debat, der har været om masker. For virker et påbud om masker?
Diskussionen er opstået, fordi et påbud om brug af masker skal afveje to effekter.
På den ene side virker det til, at myndighederne er enige om, at masker – når de anvendes korrekt – kan begrænse smittespredningen (se SST’s seneste rapport om masker her).
På den anden side er myndighederne lige så enige om, at et påbud har utilsigtede konsekvenser. SST skriver fx, at ”Forkert brug kan øge risikoen for smittespredning” og man fratager også udsatte borgere en oplagt mulighed for at signalere til andre, at de er udsatte (jeg så et sted, at folk holdt øget afstand til personer med mundbind).
Så hvilken effekt dominerer under et eventuelt påbud?
