Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

Kølediskafgifter på kød mv. er et fatamorgana

Af Otto Brøns-Petersen, den 12. december 2023. 2 svar

De danske klimamål vil ramme landbruget hårdt. Det gælder ikke bare det isolerede 70 pct.-klimamål fra 2019. Siden er regeringen gået med til et EU-krav, som kan blive endnu sværere at opfylde. Danmark er det land, med højest reduktionskrav fra EU, hvor landbruget fylder mest i emissionsregnskabet.

En af de ideer, der bliver ved med at spøge, er at lægge en afgift på oksekød. Enten oven i en generel afgift på landbrugets udledninger, det er især De Radikale, der har luftet den idé. Eller som en erstatning for den generelle afgift. Den idé har været diskuteret en del i Venstre. Også Moderaterne og Klimarådet har været ude med varianter af en sådan afgift.

Men det er et fatamorgana. En “kølediskafgift” vil stort set ingen effekt have i forhold klimamålene.

Min kollega Line Andersen og jeg har regnet på det. Beregningen viser, at en afgift på oksekød og på mejeriprodukter svarende til 10 pct. af forbrugerprisen vil reducere de samlede danske udledninger med 0,11 mio. ton CO2-ækvivalenter (CO2e). Det svarer til 0,3 pct. af de samlede danske udledninger og 2 pct. af landbrugets udledninger fra kvægdrift. Afgiften gør simpelt hen ingen forskel.

Til gengæld er det ikke gratis. En sådan kølediskafgift koster små 2.000 kr. per ton reduceret CO2e. Det er godt fem gange så meget, som hvis man i stedet prissætter landbrugets udledninger som i resten af økonomien.

Politikerne vil gerne undgå, at landbrugsproduktionen falder. Men en kølediskafgift virker udelukkende på den måde. Afgiften giver ingen gevinst for landmanden ved at sænke drivhusgasintensiteten. En generel afgift på landbrugets udledninger vil derimod både føre til et fald i produktionen, og tilskynde til en mindre drivhusgasintensiv produktion. Hvis politikerne ønsker at skåne landbrugets økonomi ved en generel afgift på landbrugets udledninger, sker det bedst gennem kompensationsordninger. Det har også de økonomiske vismændene anbefalet i deres seneste rapport.

Med de klimamål, politikerne har valgt, er landbruget havnet i en svær klemme. Og kølediskafgifter er ikke vejen ud.

Læs vores analyse her.

Buchanan, Tulluck, regeringen og finansloven 

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2023. Skriv et svar

Christian påpegede i går, at politisk handlekraft ikke nødvendigvis er et gode. Med udgangspunkt i Buchanan og Tullocks banebrydende analyse i deres ”Calculus of Consent” viste han, at man ikke alene skal tage hensyn til omkostningerne ved at træffe beslutninger, men også må inddrage omkostningerne, hvis beslutningerne er dårlige. Dårlige forstået som et samfundsmæssigt nettotab.  

Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.  

Læs resten →

Hvem er den største økonom nogensinde?

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2023. 10 svar

Jeg holdt i denne uge min faste Adam Smith-forelæsning på Folkeuniversitetets kursus om ”Store økonomer”. Det gav lejlighed til at reklamere for Tyler Cowens nye ebog ”The greatest economist of all time”. Men I skal heller ikke snydes.

Bogen kan hentes som gratis ebog her. Der er desuden mulighed for at integrere den med Kunstig Intelligens. Det lyder interessant, men jeg har ikke prøvet. Det er Tylers bud på at udvikle bogen som fænomen i lyset af den seneste teknologiske udvikling.

Jeg skal ikke røbe, hvem Tyler ender med at udpege i konkurrencen om at være den største økonom nogensinde. Adam Smith er med på kandidatlisten, kan jeg dog godt afsløre.

Men hvad mener egentlig Punditokraternes kloge læsere?

Skriv din foretrukne kommentarsporet.

P.S. Vi skal ikke have for mange regler her, men skal vi ikke sige, at den største økonom skal bedømmes på sin a) evne til at løfte forståelsen af økonomi på sin tid, og b) naturlige forståelse for økonomi. Den gennemsnitlige økonomistuderende ved selvsagt mere end Adam Smith om talrige emner alene i kraft af afstanden i tid.

Hvordan er Venstre havnet i denne klima-kattepine?

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. oktober 2023. 3 svar

Uanset hvad man ellers må mene om udfordringerne og formandsskiftet i Venstre, så er det ikke forbigået opmærksomheden, at landbrugets drivhusgasudledninger er en af de helt store kattepiner.

Læs resten →

En teoretisk politisk model

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. oktober 2023. Skriv et svar

Forestil dig en simpel politisk konkurrence mellem forskellige partier og med tre grupper af vælgere: M føler meget stærkt for en sag, X. L er interesseret i, at X varetages på en måde, som kommer den til gode, ikke så meget X i sig selv. Det store flertal, F, er højst moderat optaget af X – i hvert fald har det en ret begrænset betalingsvilje.

De politiske partier er interesseret i at tiltrække M og L, men ikke pålægge F så store omkostninger, som er nødvendigt for at tilfredsstille M. Hvis omkostningerne bliver for høje, vender F sig imod X og de partier, som fører en aggressiv X-politik.

Antag nu, at M delvist kan tilfredsstilles med løfter om at skærpe X ude i fremtiden.

Hvordan må man forvente, at dette spil udspiller sig?

For det første må det forventes, at politikken udformes, så den begunstiger L’s private lobby-interesse. I hvert fald indtil omkostningerne bliver for store.

For det andet kan man regne med, at partierne i så høj grad som muligt konkurrerer om at gøre meget ved X – ude i fremtiden. Ikke mindst i den grad at byrderne kan flyttes til nye generationer af både politiske ledere og vælgere. Og i den grad flertallet ikke er opmærksom på, hvor store omkostninger der vil ramme dem til sin tid. Hvis man tværtimod kan hævde, at man ved at blive ”X-foregangsland” kan opleve et ”økonomisk eventyr”, kan det være med til at holde en reaktion fra F imod X stangen.

Modellen minder om den politiske konkurrence om at stifte gæld, som rammer fremtidige generationer. Det er der – som bekendt – en stærk tilskyndelse til.

Jeg siger ikke, at dansk klimapolitik er blevet bestemt af sådan én model. Men det kunne i hvert fald forklare en hel del.  

Om årets Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. oktober 2023. 1 svar

Som lovet i går hermed min artikel om årets Nobelpristager i økonomi Claudia Goldin. Den bliver bragt i Berlingske Business i dag. Børsen bragte desuden et lille interview om årets pris.

Det er på en måde en tilfældighed, at jeg har fået opgaven med at skrive om Nobelprisen hver oktober. Det begyndte for år tilbage i Weekendavisens Ideer-sektion. Og nu er det lidt blevet en kær årlig pligt.

Jeg synes generelt, at Nobelpriskomiteen er dygtig til at udpege de vigtigste bidragydere til disciplinen, og Nobelprisen er en god lejlighed til at folde det store områdefelt ud, som økonomisk videnskab dækker over. Det dækker meget mere, end man skulle tro ud fra almindelig avislæsning. Derfor er jeg desuden sammen med Stefan Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie, hvor vi gennemgår Nobelpriserne tematisk. Du kan finde serien her.

Og her er artiklen så:

Årets Nobelpris i økonomi er på flere måder usædvanlig.


Den går til Harvard-økonomen Claudia Goldin, der er den kun tredje kvinde, som har modtaget prisen. Den første var Elinor Ostrom i 2009 og den næste fik Esther Duflo i 2019. Goldin får prisen for sin historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, og i hvordan den har udviklet sig siden den industrielle revolution. Hun er ikke den første økonomiske historiker, der får prisen, men dem har der trods alt ikke været så mange af heller. Et eksempel er Robert Fogel, der fik prisen i 1993 for bl.a. at kvantificere jernbanens betydning for den amerikanske økonomis historiske udvikling – og som Goldin var student hos.


Én hypotese om, hvorfor så få kvinder har fået Nobelprisen i økonomi, kunne naturligvis være kønsdiskrimination. Men en anden – og måske mere dækkende – hypotese er, at økonomi tidligere har været et mandefag, så der simpelt er meget mere forskning fra mænd at tage af. Og da prisen typisk belønner veletableret, mangeårig forskningsindsats, kan det tage tid, før det heldigvis stigende antal kvindelige økonomer for alvor slår ud i kønsbalancen i Nobelpriserne (Goldin selv er fra 1947).


Den anden hypotese er i al fald i tråd med Goldins forskning i mænd og kvinders erhvervsdeltagelse og løn. Hendes tilgang er, at man ikke blot kan se på den rene kønsforskel, men også må se på, hvad der kan forklare den. Goldins forskning har vist, at bl.a. forskelle i uddannelse tidligere har spillet en væsentlig rolle for lønningerne. I dag er den vigtigste forskel, hvordan mænd og kvinder deler opgaverne mellem sig i hjemmet. Ja, faktisk har denne forskel haft en betydning i hele perioden og været større tidligere, så også den tidligere forskel i uddannelsesniveau kunne henføres til den.


Tidligere var det almindeligt, at kvinder forlod arbejdsmarkedet permanent, når de fik børn. Derfor var det mindre oplagt at investere så meget i at tage en uddannelse, når den nu kun kunne kaste noget af sig i en begrænset periode. I dag er det almindeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have fået børn, og kvinderne har mere end indhentet mændenes uddannelsesforspring. Men afbræk i karriere kan stadig føre til forskelle i produktivitet og dermed i aflønning.
Det er værd at notere sig, at forklarede lønforskelle ikke nødvendigvis beviser, at der ikke forekommer diskrimination. Men at de i givet fald skyldes dybere liggende faktorer, end at virksomheder overbetaler mænd og underbetaler kvinder. Det betyder f.eks. at lovgivning om ligeløn ikke hjælper alverden.


Diskrimination har været et tema hos tidligere Nobelpristagere i økonomi, ikke mindst Gary Becker (prismodtager i 1992). Becker viste, at omfanget af diskrimination ikke kun afhænger af præferencer for at forskelsbehandle, men også af omkostningerne ved at diskriminere. En virksomhed, der betaler en i øvrigt ubegrundet høj løn til det ene køn, vil blive trængt i konkurrencen. Hvis diskriminationen derimod stammer fra lovgivning, behøver det ikke ramme beslutningstagerne. Og i USA har der rent faktisk været sådanne lovgivningsmæssige barrierer for gifte kvinders adgang til bestemte job, viser Goldins forskning.


Men det er også værd at notere, at kønsforskelle kan skyldes forskellige præferencer hos kønnene. I Danmark ytrer det sig f.eks. ved et ret kønsopdelt arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor i overvejende grad beskæftiger kvinder. Det hænger næppe sammen med, at offentlige arbejdsgivere kønsdiskriminerer, men med arbejdstagernes præferencer for forskellige typer af job.

En vigtig pointe i Goldins forskning er, at ændringer i kønnenes optræden på arbejdsmarkedet er lang tid om at udspille sig, især når man bare ser på gennemsnittet. Uddannelse og andre valg, der kan være bestemmende for ens karriereforløb, træffes tidligt i livet og vil gøre sig gældende længe. F.eks. er der stadig mange mandlige overlæger, selv om kvinderne dominerer blandt de medicinstuderende.

En anden interessant pointe er, at kvinders erhvervsdeltagelse nok har været jævnt stigende længe, men faktisk var faldende i begyndelsen af den industrielle revolution. Det har også været med til at trække lange spor gennem historien.

Forskningen har sat et vigtigt aftryk, og Goldins metode med at forklare lønforskelle har heldigvis også været med til at nuancere de stadige bataljer om kønsbestemte lønforskelle i Danmark. Den har bl.a. Lønkommissionen og Lønstrukturkommissionen benyttet sig af. Men at bataljerne vil blive helt fakta-drevne i fremtiden, er nok for meget at håbe på.

Nobelpris til Claudia Goldin

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. oktober 2023. Skriv et svar

Som Christian var lidt inde på forleden, er det ikke så let at gætte, hvem der vinder Nobelprisen i økonomi i et givent år.

Det blev Claudia Goldin, som fik den – uden at dele med andre – for sin empiriske historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse. Det offentliggjorde komiteen i dag.

Her er et link til Nobelpriskomiteens pressemeddelelse og videnskabelige baggrundspapir om Goldins forskning.

Hendes studier er overvejende amerikanske, men har også en relevans for det danske arbejdsmarked. Hendes metode til at forklare lønforskelle bliver også brugt herhjemme – og nuancerer en ellers ofte emotionel debat med fokus alene på nøgne gennemsnitslønninger for mænd og kvinder.

Jeg skriver om det i Berlingske i morgen tirsdag og skal nok linke, når artiklen kommer op.

Principperne bag mine analyser

Af Otto Brøns-Petersen, den 19. september 2023. 1 svar

Tiden flyver.

Den 1. september var det ti år siden, jeg skiftede fra centraladministrationen til CEPOS. Den sande luksus i livet er at beskæftige sig med interessante ting og at være omgivet af spændende mennesker. Målt med den målestok var det luksuriøst at arbejde med økonomisk politik i centraladministrationen, men bestemt ikke mindre her blandt tænketankens meget dygtige og dedikerede kolleger. Jeg er utroligt privilegeret.

CEPOS er ganske velkendt i samfundsdebatten, men jeg kunne godt ønske mig, at den måde, vi arbejder på, var endnu mere velkendt. Så lad mig sige lidt om det, og om de principper jeg lægger til grund for mine egne analyser og anbefalinger.

Hvad mange ikke ved, er, at CEPOS ikke har corporate views, altså som institution advokerer for bestemte synspunkter. Det er alene de enkelte medarbejdere, som fremsætter vurderinger og anbefalinger. Det er også de enkelte, som beslutter, hvilke analyser der skal laves, og hvad de leder frem til af anbefalinger. Vi laver ikke konsulentarbejde på vegne af nogen eller tager imod sponsorater til at fremme bestemte dagsordener. Der er vandtætte skotter mellem donorer og analytikere.

CEPOS er en public policy-baseret tænketank. Vi beskæftiger os kun med ”policy” – altså hvilken politik bør føres – ikke med ”politics”, dvs. proces, spin og taktik. Det sidste er en uundgåelig del af politik, men det er ikke en del af vores opgave. Vi har den luksus, at vi ikke skal genvælges.

Ligesom vi ikke deltager i ”politics”, arbejder vi ikke for bestemte interesser. Og det kan også være helt legitimt, men det er altså ikke vores opgave.

CEPOS er uafhængig og har et bredt borgerligt-liberalt udgangspunkt.

Den måske største misforståelse går på, at der skulle være en modsætning mellem ”ideologi” og ”saglighed”, og at det åbent erkendte udgangspunkt er en hæmsko for saglige anbefalinger. Men det er en helt grundlæggende videnskabsfilosofisk indsigt, at positiv analyse i sig selv umuligt kan føre til politik-anbefalinger. Sagt på en anden måde kan deskriptiv teori ikke føre til præskriptiv. Eller som David Hume påviste: Et ”er” alene kan aldrig føre til et ”bør”. Der kan aldrig forekomme en rent saglig anbefaling, uden at der im- eller eksplicit er lagt en normativ forudsætning til grund. Det burde være børnelærdom på alle samfundsvidenskabelige studier – og også gerne journalistuddannelserne.

Denne normative forudsætning kan naturligvis komme mange steder fra. Som embedsmand er man vant til, at det er regeringen og ministerens præmisser, der rådgives ud fra. Og en analyse kan naturligvis være betinget: Altså givet at man ønsker at opnå dette eller hint mål, x, så kan y anbefales….

Men en normativ forudsætning er nødvendig. Rent teknokratiske løsninger findes ikke. Det eneste spørgsmål er, om forudsætningen er åben eller skjult. Hos os er den åben, og det er for mig klart at foretrække. Og som sagt er der tale om en bredt borgerligt-liberalt ideologisk udgangspunkt, som medarbejderne hver især fortolker.

Målsætningen er naturligvis at præge samfundet i en friere retning. Det gør vi ud fra den betragtning, at det bør ske gennem konkrete skridt, der  er fagligt velbegrundede. Det handler både om at være med til at sætte dagsordenen og om at følge og reagere på den dagsorden, som nu engang opstår.

Og nu til de principper, der ligger til grund for de fleste af mine analyser. Det er ikke sådan, at jeg har formuleret dem samlet og eksplicit før, men her er mit bedste bud i kort form:

  1. Naturlig frihed. Det første princip er, hvad man kunne kalde (og Adam Smith faktisk kaldte) naturlig frihed. Det er en forudsætning om, at mennesker som udgangspunkt bør være frie, og at ikke friheden, men indgreb i friheden kræver en begrundelse.
  2. Kollektive handlingsproblemer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig grund til politiske indgreb. Politiske indgreb skal begrundes med kollektive handlingsproblemer. Princippet om naturlig frihed indebærer, at indgreb skal være i borgernes interesse. En nødvendig forudsætning for, at et indgreb kan begrundes med deres interesse er, at der foreligger et såkaldt kollektivt handlingsproblem. Altså en situation, hvor individuelle incitamenter leder til et resultat, som kan forbedres – ultimativt for alle. Dermed ikke være sagt, at de politiske myndigheder nødvendigvis har forudsætninger for at gøre det bedre. Tværtimod er politiske beslutninger også behæftet med kollektive handlingsproblemer.
  3. Politiske indgreb bør ikke være større end nødvendigt og bør være til lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Jeg tror, man vil kunne genfinde dette princip mere eller mindre eksplicit udtryk i alle analyser, jeg har skrevet. Det afspejler, at det er vanskeligt i hver enkelt konkrete politik-tilfælde at stille alle bedre. Men det er altid muligt at minimere de samfundsøkonomiske omkostninger. Hvor det paretianske princip (ingen bør stilles ringere) bør guide den samlede politik, bør det utilitaristiske (maksimer den gennemsnitlige nytte) styre hver enkelt politisk indgreb. Men vel at mærke kun, hvis det er velbegrundet inden for rammerne af naturlig frihed. Jeg ville aldrig anbefale en utilitaristisk politik, uden at dens mulighedsområde var afgrænset af stærke individuelle rettigheder.
  4. Retfærdighed er en vigtig binding, men ”social retfærdighed” er ikke retfærdig. For en del økonomer, som er enige i 2 og 3, vil fordelingspolitik også være et normativt mål. Men ikke for mig. Jeg ser ikke økonomisk lighed som et mål i sig selv. Derimod kan andre former for retfærdighed – ligesom naturlig frihed – sagtens være en binding på, hvad man bør gennemføre politisk.
  5. Økonomer bør pege på first best, men ofte også second best (eller lavere). En økonomisk analyse bør altid anvise en first best anbefaling – altså hvad den bedst tænkelige politik ville være, givet der fandtes en beslutningstager udelukkende opsat på at føre den ud i livet. Men det gør der ofte ikke. Et politisk problem kan være underkastet mange begrænsninger i form af andre målsætninger og interesser. Derfor er det oftest også relevant at spørge: Hvis dette eller hint tages for givet, hvad er da den bedste politik? Et eksempel, hvor det ofte er relevant, er, hvordan man opnår givne klimamål, som jeg ikke nødvendigvis kan tilslutte mig, billigst muligt.
  6. Økonomiske analyser bør tage udgangspunkt i alment anvendte økonomiske principper og empiriske forudsætninger. Startpunktet for mine analyser vil typisk være almindeligt anvendte principper, regneregler og empiriske forudsætninger. De behøver selvsagt ikke altid være rigtige eller tilstrækkelige, og så vil analysen bevæge sig derfra og begrunde hvorfor. Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at være sig bevidst om sit metodiske grundlag og dets muligheder og begrænsninger, men det har en selvstændig værdi at tilstræbe så stor enighed med andre som muligt om analytiske forudsætninger.

Sommerserien #7: Det moralske aspekt ved økonomisk frihed.

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. august 2023. Skriv et svar

En gruppe gode mennesker har taget initiativ til en borgerlig højskole, Rahbeks Højskole. Det første ophold løb af stablen i en uge sidst i juli på Grundtvigs Højskole. Men tanken er at udvikle Rahbeks til en ”rigtig” højskole med egne bygninger og længere ophold.

Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til at give eleverne et oplæg om ”de økonomiske og moralske aspekter af det frie marked”. Og der er jo et tematisk overlap med vores sommerserie her på bloggen, så hvad skulle være mere oplagt end at dele nogle af mine pointer med jer her?

Selv om økonomisk frihed ofte begrundes med de meget markante effekter, som selv begrænsede grader af økonomisk frihed og markedsøkonomi hidtil har ført med sig i form af højere indkomster og materiel levestandard rundt omkring i verden, så er det måske ikke den vigtigste begrundelse for økonomisk frihed. Velstanden er efter min opfattelse en bivirkning ved friheden – om end en meget vigtig bivirkning.

Den vigtigste begrundelse for markedet er etisk.

Hvad vil en markedsøkonomi helt grundlæggende sige? Den kan beskrives ved nogle fundamentale rettigheder. For det første retten til individuel selvbestemmelse. Individer handler på markedet for at opnå de formål, de vælger. Ingen er andres ejendom. Det er individets præferencer, der tæller. Af den individuelle selvbestemmelse følger, at det er individet selv, som ejer sin arbejdskraft. For det andet privat ejendomsret. Man kan – som økonomer af ejendomsrets- eller UCLA-skolen har påpeget – se en markedsøkonomi som en udveksling af ejendomsretstitler. Indehaveren af en titel har den eksklusive ret til at bestemme over den genstand (i bredeste forstand), som titlen er til.. For det tredje retten til at foretage frivillige transaktioner mellem to parter. Frivilligheden indebærer, at  begge parter stilles bedre, ellers ville transaktionen ikke kunne finde sted.

Det er værd at bemærke, at disse tre typer af rettigheder faktisk svarer til, hvad John Locke anså for fundamentale rettigheder for et frit samfund. De er grundlæggende de samme. En markedsøkonomi er altså et fænomen, som – også – udspringer af fundamentale menneskelige rettigheder. Det er ikke så underligt, fordi markedsøkonomi er en af flere måder at interagere på frivilligt (civilsamfundet er en anden). Markedsøkonomien er i den forstand ikke noget særligt, men en integreret del af friheden.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at den afstemmer incitamenterne, så vores interesser som enkeltindivider ikke er modstående, men i indbyrdes overensstemmelse. Selv om vi lever i en verden af knappe ressourcer, er markedsøkonomien ikke et nulsumsspil, men et plussumsspil, hvor der er gevinster for alle ved samarbejde og ved at bruge deres ressourcer produktivt. Det er naturligvis en stor del af forklaringen på markedsøkonomiens velstandsskabende effekt, at den skaber incitamenter til at anvende ressourcerne produktivt fremfor til at slås. Velstanden er så at sige et biprodukt af fredelig sameksistens.

Det er for så vidt pudsigt, at sammenfaldet mellem egennytte og andres interesse til tider bliver brugt som kritik mod markedsøkonomien. Det bygger for det første på en underliggende præmis om, at handlinger først er rigtigt moralske, hvis de ikke er i overensstemmelse med personens egeninteresse; at de indebærer et offer. Men det savner en god begrundelse. Misforståelsen opstår, fordi moralske principper i nogle tilfælde kan hævdes at stille krav om at handle imod egennytten. Men deraf følger ikke, at egennyttige handlinger nødvendigvis er umoralske. Tværtimod har vi en betydelig interesse i, at der er størst muligt sammenfald mellem, hvad der er godt for den enkelte og for andre. Som Adam Smith observerede, får man flere moralske handlinger, desto mere de også er i den agerendes egeninteresser.

En anden indvending mod økonomisk frihed er, at materielle behov er underordnede i forhold til andre behov, og at økonomisk frihed derfor er underordnet i forhold til andre frihedsrettigheder. Men som sagt er velstanden primært en bivirkning af friheden til at handle og bytte frit. Grundlæggende set er det vanskeligt at sondre mellem materielle og andre behov, fordi de ofte indgår i hinanden. Vi har alle planer, vi ønsker at føre ud i livet, og som motiverer vores handlinger. De vil næsten altid indeholde en materiel dimension, fordi vi lever en fysisk verden, hvor fysiske begrænsninger spiller en rolle for planopfyldelsen. Selv religiøse behov kræver fysiske rammer, og religiøs forfølgelse ytrer sig ofte ved materielle begrænsninger så som lukning af kirker, forbud mod at trykke og sælge religiøse skrifter osv.

Men det er indlysende, at mange krænkelser af den personlige frihed kan være værre end krænkelser af materiel ejendomsret. Det er som regel værre at blive spærret inde eller slået ihjel end få frastjålet ejendele. Men at den personlige frihed er den vigtigste rettighed bag en fri markedsøkonomi, gør ikke ejendomsretten over materielle forhold underordnet. Og der kan sagtens være eksempler på, at krænkelser af ejendomsretten kan være værre end indgreb i den personlige frihed. For en ateist er indgreb mod gudsdyrkelse nok mindre vigtig end at få stjålet sine ejendele.

I en vis forstand har markedsøkonomien været et offer for sin egen succes.

Den store vækst i velstanden har gjort konsekvenser af at miste nogle af sine ejendele mindre alvorlige. Til trods for, at beskatningen er vokset enormt gennem det tyvende århundrede, så har den økonomiske vækst været så stor, at det ikke har forhindret velstandsniveauet og levestandarden i at vokse. I tidligere tider ville det have haft fatale konsekvenser at miste så meget velstand, men i en voksende økonomi har tabet været til at bære.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at økonomiske tab kan flyttes hen, hvor de gør mindst ondt. Det følger af det frie forbrugsvalg. Men dermed er økonomiske tab ofte også mindre end andre tab. Antag f.eks. at du får smadret en rude i din stue. Tabet kan minimeres ved at få sat en ny rude i – og skære ned i andet forbrug i form af f.eks. en lidt billigere (og dårligere) ferie. Så tabet bliver altså via det frie forbrugsvalg ført hen, hvor det fylder mindst. Hvis det ikke var tilladt, kunne omkostningen ved den smadrede rude blive at fryse hver eneste vinter, med i værste fald døden til følge.

Endelig om ejendomsret og andre rettigheder: Det kan som sagt sagtens være værre at få krænket sin ejendomsret end andre rettigheder – f.eks. personlig frihed. Men en vigtig pointe fra den politiske filosofi er, at konsekvente rettigheder typisk skal være formuleret som ejendomsrettigheder. For det første skal de være negative – dvs. foreskrive, hvad andre ikke må gøre mod rettighedsbæreren. Positive rettigheder – som foreskriver at andre har en pligt til at levere et bestemt gode (uddannelse, bolig, indkomst) – kan derimod, som påvist af Hillel Steiner, ikke eksistere uden at komme i konflikt med hinanden. De er ikke compossible i Steiners terminologi. For det andet vil andre rettigheder typisk handle om den eksklusive ret til at anvende knappe ressourcer. Ytringsfriheden kan f.eks. kun forstås som retten til at anvende de ressourcer, man råder over, til at fremføre en ytring: Trykke en bog, avis, afholde et møde etc. Derimod indebærer ytringsfriheden ikke, at andre har en pligt til at anvende deres ressourcer til at formidle ytringen; en avis er ikke forpligtet til at trykke en holdning, og ingen er forpligtet til at påhøre en ytring.

Man kan naturligvis godt forestille sig et samfund, hvor retten til at være i fred og samarbejde frivilligt med andre kun er beskyttet, når det gælder ”økonomiske” handlinger. Altså et samfund, hvor der er (en grad af) markedsøkonomi, men ikke væsentlig personlig eller politisk frihed. Hvor f.eks. ejendomsretten er begrænset, hvis den anvendes til at ytre kritik af regimet, men ikke hvis den anvendes til rene materielle formål. Det har været ambitionen for det kinesiske kommunistparti, som har tilladt en vis frigørelse på det økonomiske område, men samtidig forsøger at fastholde et fuldstændigt greb om den politiske magt. I princippet kan man godt tænke sig en sådan afgrænsning, men det er – som vi har været inde på tidligere – forbundet betydelige vanskeligheder i ”praksis”. Også i Kina. Et grundlæggende problem er, at velstandsfordelingen i en markedsøkonomi er dynamisk og uforudsigelig, og at det derfor kan være vanskeligt for eliten at fastholde den politiske magt.

Men hvad med det modsatte: Politisk frihed, men ikke økonomisk. Også det har vi været inde på tidligere. Meget taler for Friedman og Hayeks hypoteser om, at demokrati kræver et betydeligt element af markedsøkonomi, ligesom menneskerettigheder i øvrigt gør. Det er også værd at nævne William Rikers pointe om forskellen på at tabe i politik og økonomi. I en markedsøkonomi kan man tabe ved, at andre ikke vil indgå de transaktioner med én, man ønsker. Jeg kan f.eks. fremstille et produkt, som ingen vil købe til den pris, jeg forlanger. Men tabet er begrænset i den forstand, at jeg ikke bliver tvunget til at afgive mine ressourcer. Jeg kan bruge dem på at fremstille noget andet eller sætte prisen ned. I demokratisk politik kan en vindende koalition tage i princippet ubegrænset fra mindretallet. Altså, hvis der kun er politisk frihed i form af ret til at deltage i afstemninger og krav om, at den bestemmende koalition har et flertal.

Men vi forstår jo et liberalt demokrati som mere end det. Det omfatter også rettigheder, som begrænser, hvad et flertal må gøre mod den enkelte. Det er imidlertid netop i kraft af, at de politiske rettigheder er suppleret af ejendomsrettigheder i et liberalt demokrati.

Økonomisk frihed handler altså ikke alene eller primært om adgangen til at have et stort materielt forbrug. Det er en essentiel og integreret del af friheden, og det udspringer af de samme rettigheder, som er nødvendige for ”ikke-økonomisk” frihed.   

Sommerserien 2023 #4: Økonomisk frihed giver større velstand

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. juli 2023. 1 svar

En af de effekter af økonomisk frihed, som empirisk er studeret mest, er på den samlede økonomiske velstand, målt ved indkomst eller BNP per indbygger. Både økonomisk historie og økonomisk teori giver  gode grunde til at forvente en klar, positiv sammenhæng mellem graden af fri markedsøkonomi og økonomisk velstand. Og det er da også, hvad den empiriske litteratur baseret på det økonomiske frihedsindeks i meget udpræget grad finder.

Mit egen bidrag til denne litteratur (Brøns-Petersen og Gjedsted 2020) finder, at en stigning på ét point på det økonomiske frihedsindeks (EFI) er forbundet med en stigning i BNP per capita på godt 10 pct. Det er ikke atypisk for den øvrige litteratur. Studiets formål er i øvrigt at sammenligne effekten af temperaturændringer med effekten af institutioner målt ved frihedsindekset. Det viser, at for 80 pct. af verden ville der være en større negativ effekt af at falde ét point på frihedsindekset end af at se en temperaturstigning på én grad celsius. For Danmark ville et fald på ét point svare til at falde fra femte- til 66. pladsen på EFI.

Lawson (2022) gennemgår 92 studier, som ser på effekten af EFI på BNP. Kun ét studie finder en negativ effekt, mens 61, altså to tredjedele, finder en klar positiv effekt. 51 studier ser på effekten af EFI på indkomst, og ingen finder en negativ sammenhæng. Knap tre fjerdedele finder en klar positiv effekt, mens altså ca. en fjerdedel ikke finder en effekt. Sammenhængen er altså gennemgående meget klar.

Økonomisk frihed er et flerdimensionalt begreb, og der er flere mulige kanaler, som EF kan påvirke væksten igennem. Lawsons litteraturstudie peger f.eks. på en gennemgående positiv sammenhæng mellem EFI og udbuddet af produktionsfaktorer, herunder flere investeringer, mere entreprenørskab og mere international handel. De er selvsagt ikke gensidigt udelukkende, men må tværtimod forventes i høj grad at følges ad.

Det er værd at påpege, at økonomisk frihed åbenlyst, men ikke udelukkende påvirker væksten i det enkelte land; det smitter også af på omverdenen. Cathing-up-vækst er et velkendt fænomen – dvs. at lande der ikke er ledende teknologisk mv. kan opnå vækst ved at imitere førende landes teknologi, eller ved simpelt hen at importere sig til højere velstand. Generelt kan man sige, at verden i løbet af de sidste 200 år er gået fra en tilstand, hvor kun de allermest avancerede lande kunne skabe levestandard over eksistensminimum for den brede befolkning, til en tilstand, hvor absolut fattigdom kun findes i de allermindst avancerede og institutionelt ringeste lande med de dårligste markedsøkonomiske betingelser.

Kunstig intelligens løser ikke socialismens problemer

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Daron Acemoglu har en interessant artikel i dagens Berlinger. Vil udviklingen af kunstig intelligens omsider gøre en funktionsdygtig socialistisk økonomi mulig? Nej, svarer Acemoglu. Kunstig intelligens håndterer ikke det vidensproblem, som blev rejst af F.A. Hayek navnlig i ”The Use of Knowledge in Society”, hvor han sondrer mellem to former for viden: Statistisk information og ”tavs” lokal viden, som ikke kan kommunikeres til en central myndighed – heller ikke hvis det er en AI.

Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.

Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?

En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund  fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.

Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.

Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.

Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft.  Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.

Sommerserien 2023 #3: Økonomisk frihed og politisk frihed, hvordan hænger de sammen?

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. juli 2023. Skriv et svar

Hvor meget hænger politisk og økonomisk frihed sammen? Fører fremskridt i den ene til fremskridt i den anden? Kan man have den ene uden den anden?

Lad os først se på teorien.

Der er et stærkt teoretisk argument for at forvente, at de to former for frihed hænger sammen. F.eks. North, Wallis og Weingast  og Acemouglu og Robinson fremfører, at både markedsøkonomi og demokrati kan ses som en del af del af en åben, inklusiv orden, hvor magtpositioner kan udfordres.

I en autokratisk politisk orden er det indlysende, at den politiske magt ikke må udfordres. Men hvad med den økonomiske? I en konkurrencepræget økonomi vil indkomsterne være omskiftelige, og der er ingen garanti for, at dem, der klarede sig godt i konkurrencen i går, også vil gøre det i morgen. Økonomisk frihed kan derfor true den politiske elites magtposition. Når den økonomiske magt i meget høj grad er koncentreret hos ”oligarkerne” i Rusland, behøver det altså ikke kun afspejle, at den politiske elite er korrupt og grådig. Det kan også være nødvendigt for, at den kan beholde sin politiske magt.

Også Milton Friedman var i sin diskussion af emnet i Capitalism and Freedom (1962) inde på, at demokrati kræver, at staten ikke kontrollerer hele økonomien. Man kan godt have markedsøkonomi uden at have demokrati, men der var ingen eksempler på det modsatte, påpegede han. Hvis staten kontrollerer økonomien, er der ingen platform for nye, oppositionelle synspunkter. Friedman nævner, at selv Marx nød godt af markedsøkonomien i Storbritannien, fordi den muliggjorde, at hans medforfatter, Friedrich Engels, havde midler til at støtte hans forfatterskab.

Friedmans oprindelige diskussion er interessant i lyset af, at han senere blev forbundet med den optimistiske tese, at mere økonomisk frihed i Kina også kunne føre til større politisk frihed. Nogen vil måske anse tesen for naivt optimistisk, efter en årrække med tilbagegang for både politisk og økonomisk frihed i Kina, hvor kommunistpartiet har strammet sin magt. Men for Friedman var der netop ikke tale om nødvendighed, kun en konkret vurdering og håb.

Men der er ingen tvivl om, at det kinesiske regime er fanget i et trilemma mellem ambitioner om at sidde på den politiske magt, have økonomisk fremgang og spille en voksende rolle i den magtpolitiske internationale arena. Det har jeg skrevet om her.  Og her skrev jeg om, hvorvidt Friedman tog fejl af Kina. Udover at det på det seneste er gået dårligere, end Friedman håbede på i perioder, så er min konklusion, at det gjorde han grundlæggende ikke. Jeg er også inde på, hvorfor der ikke er opstået en generel ”singaporesk” model, der kombinerer betydelig økonomisk frihed med stor politisk ufrihed – uanset at idéen har fristet bl.a. de kommunistiske magthavere i Kina.

Hvor Friedman er blevet klandret for at være for optimistisk, er Hayek blevet kritiseret for det modsatte.

Han hævdede allerede i ‘Vejen til trældom’ (1944), at indførelsen af planøkonomi også ville føre til politisk ufrihed. Han blev derefter kritiseret for, at den generelle vækst i den offentlige sektor siden dengang i de vestlige lande tilsyneladende ikke har ført til et tilsvarende tab af politiske rettigheder. Men heller ikke Hayek var naiv. Pointen var, at systematisk økonomisk planlægning kræver en systematisk gennemførelse på det politiske plan – ellers vil planen ikke kunne realiseres. Efter krigen blev både markedsøkonomi og demokrati afskaffet bag jerntæppet.

I vesten voksede især de offentlige udgifter og beskatningen, men der blev ikke indført planøkonomi. Det er til gengæld åbenbart, at de ”øer” af planøkonomi, der findes i den offentlige sektor, er udfordret af problemer, som bl.a. hænger sammen med, at demokratiske beslutninger ikke indebærer en systematisk prioritering, men er karakteriseret ved vekslende koalitioner og studehandler. En systematisk prioritering ville kræve, at den demokratiske beslutningsproces’ tilfældigheder blev erstattet af et mere autoritært politisk system (eller overladt til markedets frivillige transaktioner).

Men lad os se lidt nærmere på empirien om korrelationen mellem økonomisk og politisk frihed.

Den er ganske markant.

For det første kan der konstateres en stærk korrelation mellem personlig og økonomisk frihed. Begge dele er indeks opgjort af Cato Institute og indgår i deres ”human freedom”-indeks, som netop defineres som summen af de to friheder (jeg har tidligere bragt figuren i ovennævnte blogindlæg om Friedman og Kina).

Også hvis man ser på sammenhængen mellem politiske rettigheder, herunder eksistensen af liberalt demokrati, og økonomisk frihed, er korrelationen tydelig. Her er en figur fra Fraser Institutes årlige afrapportering om økonomisk frihed i Verden.

På første akse er landene opdelt i fire kvartiler efter graden af økonomisk frihed (med mindst frie til venstre og mest frie til højre). På anden aksen fremgår graden af henholdsvis politiske og civile rettigheder i landene, som de scores af Freedom House. Alle tre former for frihed følges ad, idet også politiske rettigheder (f.eks. ret til at stemme i frie valg) og civile rettigheder i høj grad er korreleret indbyrdes.

Jeg bruger med vilje begrebet ”korrelation”. Det er vanskeligt at sige noget kausalt ud fra empirien. Altså om økonomisk frihed driver politisk frihed eller omvendt. Eller at de gensidigt forstærker hinanden. Sammenhængen er ganske givet for kompleks og gensidig og historien for åben til, at indførelse af det ene garanterer det andet.

Til gengæld er den teoretiske forventning om, at politisk og økonomisk frihed i høj grad er hinandens forudsætninger – og ikke mindst at politisk pluralisme kræver økonomisk frihed og decentralisering – godt underbygget af empirien.

Og når det gælder pressefrihed – som er en del af den politiske frihed – har Christian faktisk fundet en kausal sammenhæng, som begynder med økonomisk frihed (se her). Se også hans idé til at teste Friedman-Hayek-hypotesen, som han skrev om på Punditokraterne her. Begge dele tyder på, at økonomisk frihed er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed.

Adam Smiths 300 år

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. juni 2023. 4 svar

Adam Smith blev født i 1723 og fylder rundt i disse dage. Hans præcise fødselsdag er ikke registreret, men han blev døbt den 16. juni efter den moderne kalender (5. juni efter den daværende). Ifølge daværende skotsk skik lå dåben ikke længe efter fødslen.

Adam Smith ikke alene huskes efter alle disse år. Hans idéer holder sig overraskende godt, trods den betydelige videnskabelige udvikling der naturligt nok har været, siden han grundlagde nationaløkonomien som disciplin med ”Nationernes Velstand” fra 1776. Han holder sig langt bedre end efterfølgere som Malthus og Marx.

Læs resten →

Vi skal vænne os til svingende elpriser

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. juni 2023. 3 svar

Elpriserne er svinget rigtig meget det sidste år. Det skyldes især afbrækkene i de russiske gasforsyninger til EU. Men svingende elforsyning og -priser bliver hverdag også på længere sigt, når der kommer mere vind og sol i elsystemet.

Det skriver Line Andersen og jeg om i en artikel i Klimamonitor.

Læs resten →

Uden Robert Lucas ville makroøkonomi ikke have været det samme

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. maj 2023. Skriv et svar

Christian har allerede omtalt Robert Lucas’ bortgang. Påstanden om, at Lucas var den måske mest indflydelsesrige økonom i den sidste kvarte del af det tyvende århundrede er ikke nogen overdrivelse. Navnlig ikke når det gælder makroøkonomi, hvor han var en af grundlæggerne af nyklassisk teori. Den dag i dag praktiseres makroøkonomisk teori og forskning på en måde, som ikke ville have været den samme uden Lucas.

Stefan Sløk Kierkegaard-Madsen og jeg er i gang med en podcastserie om Nobelpriserne i økonomi, og her spiller Lucas, som fik prisen i 1995, en af hovedrollerne (især i afsnit 3, men også i andre afsnit).

Læs resten →

Oversete fordele ved det nuværende EU

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. maj 2023. 1 svar

Det er Europa-dag i dag. Det er en lejlighed til at markere de efter min mening meget oversete fordele ved det nuværende EU. Det bygger på forfatningsmæssige rammer, som i meget høj grad lever op til kriterierne for en god forfatning – som vi kender dem fra konstitutionel økonomi.  

Netop de forfatningsmæssige rammer er ellers ofte genstand for kritik. Der tales om “demokratisk underskud”, manglende beslutningskraft, afstand til borgerne og mangel på europæisk identitet. Men det kan man i virkeligheden se som fordele.  

Konstitutionel økonomi tilsiger så høj en grad af decentralisering som muligt (ideelt set helt til det enkelte individ). For det første for at begrænse den centrale politiske magt. For det andet ved at skabe politisk konkurrence, som holder også de nationale magthavere i skak. For det tredje ved at give plads til forskelle i præferencer (Tiebout-mekanismen).  

At historien har frembragt nogle af exceptionelt frieste og rigeste samfund i Europa, skyldes i stort mål interstatslig konkurrence og begrænsninger på statsmagten.  

Der, hvor EU har sin berettigelse, er at levere kollektive goder, som har en rækkevidde på fælles niveau. Teorien om kollektive goder tilsiger, at der bør være forskellige niveauer for politisk kompetence netop bestemt af rækkevidden af de kollektive goder, de leverer. Lokal vejbelysning bør være en kommunal opgave. Forsvar bør være en national opgave (eventuelt i samarbejde med andre nationer).  

Tilsvarende er der en række opgaver, som bedst løses på mellemstatsligt niveau. De bedste (men ikke eneste) eksempler i EU er: Frihandel eksternt og fri bevægelighed over grænserne for varer, tjenester, kapital og personer (EU’s fire friheder), klimapolitik, grænseoverskridende energisystemer, gensidig anerkendelse af regler, bekæmpelse af konkurrerende statsstøtte og en række grænseoverskridende miljøopgaver.  

I den amerikanske forfatning er tilsvarende indsat regler, der skal begrænse føderalmagten til “enumerated powers” – altså en positivliste. Der lå meget dybe overvejelser til grund for forfatningen, som imidlertid ikke har forhindret en betydelig større centralisering end tilsigtet. En metode, der bliver brugt til at overskride positivlisten, er at opkræve fælles skatter og fordele pengene efter, om delstaterne lever op til centralt fastsatte krav. Formelt har delstaterne stadig magten, men reelt er den havnet i Washington. 

Begrænsningerne på magten i Bruxelles og omegn er i mange henseender stærkere end på Washington. Der er krav om enstemmighed på andre områder end EU’s kernekompetencer. Det er en utrolig vigtig regel, som sikrer, at der ikke i så høj grad bliver ført fordelingspolitik mellem landene, og som forhindrer “normalpolitik”.  “Normalpolitik” går ud på at danne en minimal vindende koalition (som Riker kaldte det), som omfordeler til sig selv på bekostning af det tabende mindretal. Uden enstemmighedsreglen tilsiger den sædvanlige logik, at velhavende landes borgere skal omfordele til fattigere landes (på samme måde som der omfordeles inden for landets grænser). Enstemmighed sikrer, at der kun træffes beslutninger, som er til alles fordel. 

I EU ligger magten i høj grad hos det Europæiske Råd, som består af de nationale regeringschefer. Der er nærmest tale om, at det er “førstekammeret”. Det giver også decentrale interesser en stor magt. Magten er så delt med EU-kommissionen (som er den udøvende magt), EU-domstolen og EU-parlamentet, som er svagt “andetkammer”. Samlet giver konstruktionen stærke checks and balances.  

Et yderligere vigtigt træk ved EU er, at unionen kun i meget begrænset grad har sine egne indtægter. Den har ikke en skattekilde i stil med indkomstskatten at skrue op på efter forgodtbefindende. Midlerne stammer fra de nationale statskasser, og det er altså igen de nationale regeringer, der har snor i beslutningerne. 

Hvis vi ikke er opmærksomme på de gode sider ved EU-samarbejdet, risikerer vi at miste dem. Truslen er både, at medlemmer falder fra, som det skete med Brexit, og at centraliseringen øges. Muligvis begge dele på én gang.  

Der er en naturlig tendens til, at magten bliver mere centraliseret med tiden. Især hvis der opstår kriser, som reelt eller indbildt kalder på større “handlekraft”. Derfor kræver det også stadig opmærksomhed at imødegå centraliseringen.  

En hovedpointe fra konstitutionel økonomi er, at konstitutionelle rammer er vigtigere end dag-til-dag-politik. Når først spillereglerne er givet, er det også i høj grad bestemt, hvordan spillet ender. Men spillereglerne er typisk meget vanskeligere at ændre end den daglige politik. EU er imidlertid et forløbende konstitutionelt projekt, som vi har mulighed for at påvirke.  

Kunstig og naturlige intelligenser er ikke hinandens fjender

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. april 2023. Skriv et svar

Den altid interessante Robin Hanson har skrevet – endnu – et interessant indlæg om kunstig intelligens, denne gang med udgangspunkt i den seneste tids debat på baggrund af de forbløffende gode sprogmodeller. Jeg skrev selv om modellerne her og her.

Robin Hanson advarer mod den forskrækkelse, som har grebet nogle – og bl.a. ført til et forslag om et globalt moratorium for at udvikle AI yderligere, en tænkepause mens vi overvejer, hvordan de skal gribes an. På den umiddelbare sigt ligger jeg selv ganske meget på linje med Hanson. Han anlægger det syn, at der ikke er god grund til at frygte, at det vil udvikle sig til en magtkamp mellem kunstig og menneskelig intelligens. Økonomisk teori tilsiger tværtimod, at der ikke nødvendigvis er noget modsætningsforhold, sådan som instinktiv nulsumstænkning kunne lede til at tro.

Læs resten →

Findes “social retfærdighed”?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. april 2023. 2 svar

”I moderne tid er realisering af ”social retfærdig fordeling” blevet et primært motiv for at begrænse borgernes frihed. Fordelingspolitik er om noget blevet den moderne svøbe. Rawls har forsøgt at etablere en politisk filosofisk begrundelse for, hvorfor ”social retfærdighed” ikke desto mindre kan forenes med især klassisk kantiansk liberal filosofi. Det på mange måder imponerende forsøg lykkedes dog ikke.”

Det er konklusionen på min artikel om Rawls og social retfærdighed. Den er offentliggjort i Libertas nr. 79, som er et temanummer om Rawls (kun for abonnenter og medlemmer – men hvorfor ikke blive det). Men den kan også findes som Cepos arbejdspapir her.

BLIV EN DEL AF CEPOS AKADEMI, 2023

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Min dygtige studentermedarbejder Nadia går på Cepos Akademi og har skrevet denne evaluering og anbefaling.

CEPOS Akademi
Ønsker du at udvikle dine færdigheder og kundskaber inden for økonomi, politik og samfund? Er du politisk interesseret og ambitiøs? Og vil du gerne blive bedre til at debattere? Så er CEPOS Akademi det helt rette sted for dig. En ny ansøgningsrunde er blevet sat i gang, og du har nu muligheden for at søge ind på CEPOS Akademi – så grib chancen!

Læs resten →

Har vi den rigtige finansielle regulering?

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Der har været nogle spektakulære banksager de sidste par uger. Det begyndte med, at Silicon Valley Bank (SVB) i USA gik ned, og sidste weekend overtog schweiziske UBS så sin nærmeste konkurrent Credit Suisse. Det rejser flere interessante spørgsmål om den fremtidige pengepolitik, sundhedstilstanden i den finansielle sektor og om den offentlige regulering af den.

Læs resten →