Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. september 2005. 5 svar

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

Er 11/9 og Katrina virkeligt ”det samme”?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2005. 1 svar

Det var i går fire år siden, at min hustru og jeg–—som bosiddende på Perry Street i West Village, NYC—–oplevede 11/9 på om end ikke 1. parket så dog tilnærmelsesvis.  Og mens vi nok var i sikkerhed, og kun var indenfor den afspærrede zone i en uges tid, så boede vi dog så tæt på WTC, at vi de næste 2-2 ½ måned dagligt kunne lugte røgen fra stedet—–hvis vi i øvrigt lige skulle have glemt, at udsigten også var blevet lavet radikalt om, og at vi havde nære venner, der næsten blev dræbt.

Måske er det derfor, at jeg tager det lidt personligt—–og bliver noget olm–—når folk, som mange har gjort de seneste dage, lidt kækt påstår, at 11/9 og efterdønningerne af Katrina nærmest er fænomener på lige fod.  Altså noget i retning af, “jo, jo, terroristerne var skyld i angrebet, men det er jo Bush [eller amerikanerne selv], som er skyld i Katrina-tragedien”.  Pudsigt nok har jeg på fornemmelsen, at det ofte er samme type mennesker, der har travlt med at frikende 11/9-terroristerne for nogen form for ansvar.  “Vi/Vesten/USA/Bush var jo selv ude om det!” “Hvad andet kunne de gøre?” o.s.v.  (Jf. f.eks., hvad den dansk-amerikanske musiker Billy Cross sagde til organet for det stalinistiske DKP/ML for to år siden.)

Men som jeg nævnte i en anden post for nylig, så må der efter min mening, først og sidst, være ét væsentligt spørgsmål at holde sig for øje: Er en tragedie resultatet af bevidst valgte mål og rationelt valgte midler i forhold til samme?  Eller er det noget, som nok er resultatet af “human action, but not of human design”?

I det første tilfælde burde det være let for alle at placere skylden.  I det andet bliver det lidt mere mudret.

Nuvel, x antal døde er x antal døde, uanset årsagen.  Men der er et stykke fra dén faktuelle erkendelse og så til at sige—som Naja Munthe gjorde for fire år siden–—at det ikke var værd at græde snot over nogle tusinde amerikanere, når nu der dør mange af sult hver eneste dag.  I det ene tilfælde er der tale om overlagt mord—–i det andet om en tragisk blanding af naturkatastrofer, perverse incitamenter, forsømmelighed og ligegyldighed.

Siger man, at “det er ét fedt”, og kan man ikke kende forskel på f.eks. Katrinas ofre og 11/9-terroristernes ofre, så kan man heller ikke kende forskel på et overlagt mord, et uagtsomt drab, et uheld og et naturligt dødsfald.  Og så er vi for alvor fanget i den totale relativismes frakendelse af enhver forbindelse mellem skyld og ansvar.  Så er alt bare “det samme”, alle er medskyldige og ingen er ansvarlige.

Government failure galore II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. september 2005. 3 svar

Punditokraterne må gøre noget rigtigt.  Vi er nu blevet hecklet af en venstreorienteret amerikansk familie, der er bosiddende i Danmark.  De læser os åbenbart—, synes at vi er “kooks” og efterlyser, at vi nærmere undersøger årsagerne til tragedien i New Orleans.  Det gør de formodentlig mere retorisk end ud fra et reelt ønske, men lad nu det være— og lad dem få, hvad de ønsker sig.

Verdens formodentligt mest overvurderede kommentator, “økonomen” Paul Krugman, mener i hele to af hans ugentlige klummer i New York Times (her og her), at katastrofen i New Orleans skyldes … [dyb indånding, dyb tænkning] … [trommehvirvel] … Republikanerne?  Bush?  Reagan? Laissez-faire ideologer?  All of the above?

Naturligvis.

Fordi alle var klar over, at en orkan-oversvømmelse af New Orleans var en af de tre mest sandsynlige, slemme katastrofer, der ville kunne ramme USA.

Fordi hvis nu Bush ikke var løbet fra USA’s deltagelse i Kyoto Traktaten (hvilket han ganske vist aldrig gjorde, fordi begge partier i Senatet havde afvist at ratificere traktaten, og Clinton derfor aldrig sendte traktaten til kongressen …), så ville alle verdens “klimaproblemer” på fire-fem år være blevet forhindret, og så var der aldrig døde nogle mennesker, som ville være døde i New Orleans.

Fordi,

“the federal government’s lethal ineptitude wasn’t just a consequence of Mr. Bush’s personal inadequacy; it was a consequence of ideological hostility to the very idea of using government to serve the public good. For 25 years the right has been denigrating the public sector, telling us that government is always the problem, not the solution. Why should we be surprised that when we needed a government solution, it wasn’t forthcoming?”

Eller hva’ …?

Her er så lidt fakta at tage med i betragtning, når skylden skal uddeles, for det er faktisk sandt nok, når Krugman siger, at alle vidste, at New Orleans var i fare.  For byens vedkommende er det på baggrund af nyere tids statistikker beregnet, at den

  • gennemsnitligt strejfes eller rammes af en orkan: hvert 3,94 år
  • rammes direkte af en større orkan: hvert 13,4 år
  • næste gang ville blive ramt af en større tordenstorm eller orkan: 2005.

Selv hvis man mener, at beskyttelse mod orkaner udgør et rent kollektivt gode, som kun det offentlige effektivt kan sikre borgerne imod, så må man i hvert fald spørge sig selv: Hvis opgave er det i en forbundsstat?  Er det selve forbundsstaten? Delstaten? Amtet og kommunen?  Princippet bag både føderalisme og kollektiv gode-problemer er, at opgaven skal løses/finansieres på det niveau, hvor det er optimalt i forhold til, hvem nyderne er.  Min gamle ven, den fine “østrigske” økonom, Larry White, har denne fine kommentar på den nye økonom-blog DivisionOfLabour.com, vedrørende argumentationen om, at det var selve USA’s forbundsstat, der skulle have båret omkostningerne ved at forbedre digerne omkring New Orleans:

“But why was it a federal job? The beneficiaries of the levees were entirely in one city, in one state. Why didn’t the city or the state pay for levee improvements? According to one source, the US Army Corps of Engineers became responsible for the levees during the War of 1812. Before that New Orleans levied its own taxes (on shippers who used the port) for levee maintenance. After that taxpayers all over the US would pay, and folks in DC rather than Louisiana would choose how much would be spent on levee maintenance.

Clearly most New Orleans or Louisiana taxpayers would have been willing to pay for levee maintenance if they knew they had to, but of course the city and state didn’t volunteer – even though they knew the need for strengthening – because they were counting on the federal taxpayers to pay for it. Live by the federal subsidy, die by the diversion of federal subsidies to other priorities. A tragedy of over-centralization.”

Ovre hos Becker-Posner Bloggen er man—ikke så overraskende—fortalere for en cost-benefit analyse af, hvad man skal gøre i fremtiden.  Det lyder næsten som om, at dommer Posner konkluderer, at New Orleans ikke er en genopbygning værd.

PS. Ovre hos Powerline kan de heller ikke lide Krugman.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. september 2005. 2 svar

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Sælg månen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. september 2005. 5 svar

En del borgerlige—fra Jens Rohde til Brian Mikkelsen—og enkelte ikke-borgerlige (f.eks. Naser Khader) har fra tid til anden gjort lidt venligt grin med de liberale, der igennem årene har villet gå ganske langt med privatiseringer: Man har med et smil sagt, at vi jo syntes, at det var interessant at diskutere, “hvordan man kan privatisere månen eller verdenshavene eller …”  Hø, hø, hø.

Men hvad er der egentlig så sjovt ved det?

Som Niels Krause-Kjær (der selv har drillet med lignende ting) indsigtsfuldt har bemærket i et interview sidste år, så var mange af de ting, som nogle af os i 1980erne foreslog som privatiseringer dengang “ude på overdrevet” i forhold til, hvad der var mainstream, men i dag synes de ukontroversielle.  Så måske de lidt mere vidtgående forslag faktisk kan stimulere—og endog være med til at flytte—debatten?  Den moderate venstrefløjs langsigtede realpolitiske succes i en lang årrække var (er?) om noget et resultat af, at man hele tiden flyttede målene, således at højrefløjen konstant måtte halte halvhjertet efter og sige “OK hertil, men så heller ikke længere!”.

Tag nu bare den konference, jeg var til i forrige uge, hvor økonomer helt seriøst talte privatisering af hvaler.  Langt ude?  På dybt vand?  Det var det såmænd nok i 1980erne, da islandske økonomer begyndte at tale om bortauktionering af fisketilladelser og -kvoter.  Nu benytter flere og flere lande sig af den mulighed.

Alt sammen minder det mig om en fabel, som Madsen Pirie fra Adam Smith Institute i London ofte fortalte i 1980erne: Der var engang en planet, hvor staten forestod al skoproduktion—alt andet (f.eks. en markedsløsning) ville jo resultere i ulighed (at fattige måtte gå uden sko) og “market failure” (for lille eller stor produktion af højre- eller venstresko), o.s.v.  Efter nogle årtier ville ethvert forslag om at lade markedet løse den slags blive mødt med skepsis, hovedrysten og måske endog fjendtlighed.  Her er der i den grad tale om, hvad Milton Friedman har kaldt “The Tyranny of the Status Quo”.  Og netop derfor kan der være grund til at udfordre vanetænkning ved at gå et skridt længere end dét, der synes politisk opportunt.

Og hvorfor skulle man iøvrigt egentlig ikke også kunne sælge månen eller det ydre rum?  Ok, en legalistisk forhindring er, at FN for et kvart århundrede siden vedtog Sovjetunionens forslag om, at solsystemet tilhører alle kollektivt, og at alle profitter derfor skal tilfalde verdens nationer proportionalt i forhold til indbyggertal.  Men da FN jo heldigvis ikke har magt, som flertallet af lande har agt, så er det jo ikke noget, man umiddelbart behøver at bekymre sig så meget om.

De amerikanske skatteborgere burde derimod kunne bekymre sig over Bush-regeringens vilde planer om at “space out”.  Den fortræffelige John Tierney havde i august en morsom og indsigtsfuld klumme i New York Times om, hvorfor dét netop kunne være en god grund til at lade private komme til i det ydre rum.  Det har jeg selv syntes var en sjov idé, siden jeg var teenager.  Ikke så meget på grund af Star Trek, men fordi jeg i 1983 som 17-årig læste denne artikel om privatisering af månen.  Beam me up, Scotty!

Eller, med anvendelse af et andet kendt Star Trek udtryk: Det kan være, at de liberalt sindede i stedet for at spille de sikre kort altid skal huske på, “The final frontier: To boldly go, where no man has gone before”.

Rehnquist, Hayek og ekstremisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. september 2005. 1 svar

New York Times havde mandag en længere artikel om den nysafdøde, amerikanske højesteretspræsident William H. Rehnquist.

Der var et par ting i den, som jeg ikke vidste men fandt interessante.  F.eks. at Rehnquist i 1964 havde ført kampagne for Barry “Extremism in the defense of freedom is no vice” Goldwater, da denne som Republikanernes præsidentkandidat forgæves prøvede at slå Lyndon B. Johnson. Men også dette om Rehnquists ideologiske inspiration:

“Chief Justice Rehnquist often said that he was strongly influenced in his world view by a book he read as a young man, “The Road to Serfdom,” by Friedrich von Hayek, the Austrian-born, Nobel Prize-winning economist. A best-seller after its publication in 1944, the book warned of the dangers of collectivism and big government and predicted that socialism, the “road to serfdom” of the title, would eventually collapse.”

Der var også denne lille anekdote fra da Rehnquist i 1986 blev udnævnt til højesteretspræsident, inklusive en fin lille parafrase:

“While the new chief justice found the confirmation process extremely disagreeable, he kept his composure and even his wry sense of humor. At one point, a Republican Senator, Orrin G. Hatch of Utah, commended him for his recent dissent in Wallace v. Jaffree, the case on silent prayer in the Alabama public schools. Senator Hatch observed that the Senate Judiciary Committee had voted for a constitutional amendment to allow such prayer. “What you have been labeled extreme for, is something a majority of this committee supports,” Senator Hatch said.
Justice Rehnquist smiled and shrugged. “We’re all extremists together,” he said.”

The mother of all battles II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. september 2005. 1 svar

Nyhedsbureauerne har her til morgen meddelt, at USA’s højesteretspræsident William Rehnquist i nat oplevede dét, som John Maynard Keynes i sin tid associerede med “the long run”–som vi nævnte som en mulighed for flere måneder siden.  R.I.P.

Nu får Bush så muligheden for at udnævne hele to højesteretsdommere på kort tid, herunder at gøre en af dem (eller en af de siddende dommere) til ny højesteretspræsident.

Hvem bliver det så?

Jeg havde i forrige uge fornøjelsen at tilbringe en hel aften med at spise middag med US Appeals Court Chief Judge Douglas Ginsburg (som Reagan i sin tid nominerede til US Supreme Court, men som måtte trække sit kandidatur efter afsløringer om ungdommelig interesse for “inhalering”), og jeg kan kun sige: Hvis jeg var præsident, ville han være det oplagte valg.  Hold da op.  Han er endnu–for den branche–relativt ung, utroligt stærk rent akademisk, har en superb karriere som professor, vicejustitsminister og nu den reelt højest rangerende amerikanske dommer udenfor US Supreme Court–og så er han, set fra min personlige synsvinkel, en appetitlig blanding af at være meget frimarkedsorienteret på økonomiske spørgsmål, en “original intent” jurist på konstitutionelle spørgsmål og ikke en del af den mere statskonservative, religiøse højrefløj.*

Så ham bliver det næppe.

Jeg har også tidligere fremhævet den ideologisk-juridiske flammekaster Janice Rogers Brown (her og her).  Det er efterhånden desværre nok lige så usandsynligt.

Mere realistiske bud er dog nok en af disse fire dommere, som Bush havde på sin liste i foråret: J. Michael Luttig; en af de to Edith’er (Edith Clement og Edith Jones), som begge blev brugt af Det Hvide Hus som røgslør for nomineringen af Roberts tidligere på sommeren; Emilio Garza.  Alle disse er konservative “original intent”-fortolkere af forfatningen (ihvertfald i et eller andet omfang), og mindst tre af dem går for at være “socialt konservative” i en eller anden grad.  De vil givetvis udløse ramaskrig og slagsmål fra den amerikanske venstrefløj, og muligvis en ny debat om brugen af den såkaldte “filibuster”-regel ved udnævnelser, der skal behandles i Senatet.  Bush vil i.f.t. sit eget bagland ikke kunne slippe afsted med at udnævne en moderat konservativ i stedet for Rehnquist, men han vil i.f.t. venstrefløjen ikke slippe let afsted med at udnævne en, der er synligt meget mere konservativ end Roberts.

Så det kan blive det “Mother of All Battles” i amerikansk politik, jeg forudså tidligere på sommeren.  Omvendt vil erstatningen af Rehnquist med en Rehnquist-agtig dommer ikke flytte balancen–og derfor bliver slagsmålet for ingenting at regne i forhold til, når en af de nuværende højesteretsdommere fra den modsatte fløj skal erstattes–det vil være dér, at balancen for alvor kan skifte, og hvor de ideologiske frontkæmpere vil drage ud med alle de ressourcer, som de har sparet op til netop det formål.

* Det hører med til historien, at Reagan så i stedet for Ginsburg nominerede Anthony Kennedy, der lidt banalt og populært omtales som en af “sving-dommerne”, som nogle gange stemmer “til højre” og andre gange “til venstre”.  Kennedy var i den kontroversielle Kelo-dom fonylig den udslagsgivende stemme.  M.a.o.: Var Ginsburg blevet udnævnt, havde man–ceteris paribus–ikke fået den mildt sagt groteske dom.

Update: Jeg har tidligere nævnt den, men det kan godt gøres igen: Der er en ny blog, SCOTUSblog, som særligt følger US Supreme Court, og den er værd at holde øje med, hvis man synes, at emnet er interessant.

Update II: Andre er åbenbart–desværre–enige med mig m.h.t. Janice Rogers Brown.  Og når de siger det på VolokhConspiracy-bloggen, så er det givetvis sandt, for de er kloge derovre …

Government failure galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. september 2005. 2 svar

Jeg orker ikke selv at skrive noget om tragedien i New Orleans; jeg har flere venner dér, var der selv så sent som i marts og skulle have været dertil igen i marts næste år, og det er ganske simpelt for smerteligt at tænke på den nærmest Hobbeske “state of nature”, der på rekordtid synes at være opstået dér.

Så her er i stedet (uden anbefaling eller det modsatte) et kort round-up af med links til, hvad forskellige frihedsorienterede stemmer på nettet har haft at sige om situationen og årsagerne til dens konsekvenser:

Min eneste kommentar iøvrigt er, at amerikanerne i en række nylige meningsmålinger afslører, hvad vi godt vidste i forvejen: At de har større tiltro til markedet end til det offentlige, og lægger mere vægt på individuelt ansvar end kollektiv free-riding …  Ikke så overraskende, men egentligt ret forbløffende.

Update: Her er et par mere:

Dagens citat: Leviathan i New Orleans

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. september 2005. 4 svar

Louisianas governør, Kathleen Blanco (D), har udsendt en advarsel til dem, der benytter situationen i New Orleans til at røve, voldtage og dræbe.  Om hundredevis af kampklædte og -prøvede National Guardsmen, som er sendt til området sagde hun ifølge AP:

“They have M-16s and they’re locked and loaded …  These troops know how to shoot and kill, and they are more than willing to do so, and I expect they will.”

Hvor er Tannehill RentAcop iøvrigt, når man har brug for dem?

Sommerlæsning – post festum II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. september 2005. Skriv et svar

Jeg vil hjertens gerne følge min gode med-Punditokrat, Mr. Law, i hans opfordring til at fortælle, hvad af betydning man har læst i løbet af sommeren.

Mit problem er–som jeg skal vende tilbage til–at det ikke gik så godt med det, og ihvertfald slet ikke så godt som jeg havde planlagt.  Og jeg begyndte ellers med at forberede sommerlæsningen omhyggeligt.

I maj købte jeg Steven Levitts Freakonomics (som jeg endog apriori roste her på stedet).  Problemet er, at jeg købte den via Amazon, og at den først nåede frem i juli.  Da den så endelig ankom, havde jeg travlt med andre ting.  Og da jeg begyndte læsningen, blev jeg ærligt talt lidt skuffet; historierne og analyserne var helt fine–velskrevne og underholdende.  Men den var ekstremt irriterende i dens (d.v.s. journalisten, Dubners) dyrkelse af Levitt som en halvguddommelig økonom.  Faktum er, at Levitt er sjov og interessante grundet hans uortodokse emner, men hans metoder og indsigter er mildt sagt ret ordinære.  Steven Landsburg, David Friedman og adskillige andre er mindst lige så uortodokse i deres valg af emner.  Så den ligger nu ufærdig på mit bord.

Der ligger den ved siden af en anden fagbog, som jeg burde have læst: Torsten Persson & Guido Tabellinis nye The Economic Effects of Constitutions.  Den fik jeg ikke engang åbnet.

Ditto med William F. Buckleys roman Getting It Right: A Novel–en delvis autentisk, men romantiseret og dramatiseret, gengivelse af intriger på den amerikanske højrefløj anno 1960, involverende Ayn Rand, Robert Welch og sikkert også Buckley selv.  Den skulle være ret sjov–men jeg ved det som sagt ikke.

Så hvad fik jeg læst?  Faktisk ikke så meget.

Jeg fik som tidligere omtalt her på kanalen læst Lillelund & Rose antologien, hvoraf jeg synes, at enkelte indlæg var rigtigt, rigtigt gode.  Men jeg må tilstå, at det primært var, fordi Rose var så venlig at spørge mig, om jeg ville være hans sekundant i en udgave af Dahls Duel.  Ellers havde jeg nok ikke fået den læst.

Jeg fik også læst Christopher Arzrounis Helt uforsvarligt, men den havde jeg allerede læst i manuskriptform, ligesom jeg fik læst en dansk politologs bog, men det var i korrekturudgaven, og jeg havde set de enkelte dele før.  Så de tæller vist ikke helt.

Sommerstudier

Men faktum er, at min familie i løbet af sommeren blev udvidet med en lille mini-Punditokrat, hvilket lagde visse begrænsninger på vidensakkumuleringen.  Jeg fik dog (som dokumenteret her)–læst Leonie Friedas biografi af den magtfulde Catherine de Medici. Den var bestemt en læsning værd (og vistnok det eneste, jeg i sommer fik læst fra første til sidste side).  Men ret beset er den–trods bloddryppende historier, politiske intriger m.v.–ikke meget at berette om her på stedet.

Ugens citat: Zinmeister om tidens kunstneriske idealisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. august 2005. 2 svar

Ikke et ord om Evaristi, men dog noget nærliggende …

"There is no 'Guernica' painted for 9/11. Nothing like The Red Badge of Courage, or All Quiet on the Western Front, or Slaughterhouse-Five has been written…. The Manhattan creative class hasn't produced even a Forrest Gump to capture in popular form the circumstances and emotions of that searing day…. Lord knows, the creative class mobilized their artistry in response to the AIDS epidemic. Remember the endless AIDS Quilt projects? The interminable string of Broadway plays documenting the personal horrors of HIV? But recognizing that America has ruthless and evil Third World enemies who will kill us unless we kill them first? Umm, I think I'd rather work on my novel about the secret repression of gay pastors in Dallas."

Karl Zinmeister, i magasinet The American Enterprise.

Meget mere "flat tax" II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. august 2005. 3 svar

Det er ikke kun Punditokrater, der kan lide "fladskat" (flat tax).  Wall Street Journals politiske redaktør John Fund havde mandag en klumme med et "round-up" af nogle af de lande, der p.t. drøfter ideen.  Danmark er ærgerligt nok fraværende fra "trenden" i artiklen, desuagtet at det er lykkedes først og fremmest CEPOS på rekordtid at få emnet bragt højt på den danske politiske dagsorden.  Men måske WSJ's politiske redaktør ikke har stor tillid til, at det rent faktisk vil lykkes i Danmark?  Og hvem skulle kunne bebrejde ham det?

Hele pointen med klummen er i øvrigt, at fladskat-bølgen p.t. synes at gå udenom det nordamerikanske kontinent:

"Next month's report of the White House tax reform commission will likely stop short of advocating a complete scrapping of the tax code. But look for it to have warm words for how well the flat tax is promoting economic growth in the more than dozen places–ranging from Ukraine to Hong Kong–that have adopted variations of it.

It's about time the concept of taxing all income at a single rate, which presidential candidate Steve Forbes and then-House Majority Leader Dick Armey broached a decade ago, once again takes center stage. …

Here at home the flat tax is still routinely ridiculed. When Mr. Forbes floated the idea in 1995, President Clinton joked that Republicans were becoming "the party of flat-earthers and flat-taxers." But he has also told friends privately that he got a real scare during the 1992 primaries when Jerry Brown championed a flat tax. Mr. Brown won applause from audiences by pointing out that under our current system the rich will always be able to hire experts to lobby for tax loopholes and avoid the higher rate traps set for them.

That logic and the practical realization of it in country after country is winning adherents from all walks of life in the U.S. Donald Trump is full of praise for Mr. Forbes's new book, "Flat Tax Revolution." Actor Clint Eastwood praises a flat tax because it would mean "a little old lady on a home computer [could do] the work of all these thousands of bureaucrats and accountants." A variation on the flat-tax idea, junking the income tax in favor of a single-rate national sales tax is also gaining popularity. "The Fair Tax," a new book by Rep. John Linder and radio talk-show host Neal Boortz, is currently topping best-seller lists."

Som Fund pointerer, er ideen ikke bare ekstremt populær andre steder men også blevet implementeret eller på vej til at blive det:

"It's increasingly popular overseas, with Romania and the republic of Georgia adopting it last January. Greece is likely to introduce a 25% single rate for both corporate and personal income next month. If Poland's opposition parties win next month's elections they are likely to introduce a flat tax. In Italy, the Bruno Leoni Institute has just published an interview with former finance minister and current defense minister Antonio Martino detailing his support of the flat tax.

Even Germany, normally a center of intellectual stagnation when it comes to tax policy, has gotten the bug. Angela Merkel, the candidate of the conservative Christian Democrats in the Sept. 18 election, has appointed radical reformer Paul Kirchhof as her spokesman on taxes. While her party's manifesto falls far short of advocating Mr. Kirchhof's idea of a single rate of 25% for companies and individuals, she has stoutly defended his approach: "It's important that there is a man who wants to go further in principle and, when there is room for maneuver, says, now we can go the next step.""

Hvis de statsglade tyskere kan, hvorfor så ikke andre?  I Storbritannien har Gordon Brown argumenteret kraftigt imod en fladskat, som Adam Smith Institute og The Economist har ført på banen—men med den utilsigtede virkning, at det har givet idéen ekstra vind i sejlene:

"In Britain, die-hard opponents of the flat tax, such as Chancellor of the Exchequer Gordon Brown, were caught censoring portions of an internal Treasury paper on the subject that was obtained under the recently effective Freedom of Information Act. The unexpurgated version, leaked to the Daily Telegraph, found that a flat tax would likely make Britain more attractive to foreign investors, eliminate economic distortions and create a "mini-economic boom." The paper noted that under flat-tax systems in other European countries the rich end up paying a larger share of total tax revenues. In flat-tax countries, taxpayers in the highest brackets move from consumption or tax-sheltered investments to more productive, taxable investments. Many higher earners work harder or take additional risks, rewarded by higher after-tax returns."

Og ifølge Fund er der måske et land yderligere, der er på vej med fladskat, nemlig Kina:

"If China adopted a flat tax, more than a quarter of the world's population would be filling out tax returns on the back of a postcard. That would leave them a lot of time and money to eat our economic lunch."

Update: Her er iøvrigt et link til Adam Smith Institute-bloggens dækning af emnet "flat tax", inkl. omtaler af CEPOS' konference om emnet tidligere på sommeren.

Helle the Cannibal II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. august 2005. 4 svar

Jeg havde i går i min lørdags-klumme i Berlingske Tidende en opdateret version af min tidligere analyse af, hvor meget (eller lidt) der egentlig er tilbage af "Helle-effekten".  Ved avisens redigering havde man desværre forvrænget nogle tal, så her kommer den originale tekst, samt et par illustrationer.

Helle defekten

Socialdemokraterne er efter flere måneders fornyelse og fremgang tilbage ved udgangspunktet.

Det måtte næsten ske: At forårets "Helle effekt" blev til sommerens "Helle defekt". Trods uhørt positiv dækning af Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, i alle medier, meldte hverdagen sig ganske synligt: Med en enkelt undtagelse har partiet i de seneste to en halv måneds meningsmålinger ligget på 26 pct. eller derunder—altså næsten nøjagtigt samme tilslutning, som man fik ved katastrofevalget og med Mogens Lykketoft ved roret.

Men ser man statistisk lidt nærmere på knap 30 publicerede meningsmålinger fra valgdagen til august, står et par andre ting også klart. Når Socialdemokraterne går f.eks. 1 pct. frem, kommer ca. 40 pct. af stemmerne fra den venstrefløj med hvem, man skal udgøre et parlamentarisk fundament (SF, Enhedslisten og De Radikale), mens ca. 60 pct. kommer fra de borgerlige—og tilsvarende når der er tale om en tilbagegang. Det er på den ene side god opmuntring for Thorning-Schmidt: Det viser, at hun rent faktisk kan vinde vælgere henover midten. Men tallene er også dårligt nyt—for op mod halvdelen af stemmerne kommer altså fra hendes egne allierede. Eller sagt med andre ord: Der er en delvis kannibalisme mellem partierne på samme fløj. Det betyder også, at vi ikke uden videre kan slutte, at blot fordi det går Socialdemokraterne godt, så går det nok også oppositionen som helhed godt—og regeringen tilsvarende dårligt.

Så hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem for at trække nok til, at man har et nyt flertal? Da der var mest opmærksomhed omkring Socialdemokraternes nye formand, proklamerede DR bl.a. uden forbehold, at "Helle kan slå Fogh", men det synes nu reelt kun at være en hypotetisk mulighed.  En dansk parlamentarisk koalition skal gerne have mindst ca. 49 pct. af stemmerne for at have en realistisk mulighed for at vinde magten—og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v. Anskuet på den måde, er oppositionen endnu et stykke fra magten. Man er som helhed gået 1-2 pct. point frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar, og kun en gang har man været tæt på. Det var i maj, hvor opmærksomheden var mest overstrømmende, og hvor Socialdemokratiet kortvarigt lå på ca. 30 pct. Siden begyndelsen af juni har man med undtagelse af en enkelt måling ligget på sammenlagt ca. 46 pct. Man mangler med andre ord at kapre borgerlige vælgere svarende til ca. tre pct. point—uden samtidigt at miste nogen. Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt uden et større skred i vælgernes holdninger render ind i et glasloft omkring de 49 pct.

Hvor meget skal partiet gå frem for, at oppositionen kan nå et flertal? Svaret er, at Socialdemokraterne skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. D.v.s. en fremgang i forhold til nu på 6-7 pct.point. Det lyder måske ikke af så meget—men det er det. Danske folketingsvalg afgøres som regel af udsving og forskelle, der er betydeligt mindre. Det kræver reelt, at partiet igen får den type valg, som man fik i 1990erne—f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.), men det var partiets næstbedste valg i nyere tid.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der, og fire år er, som bekendt, kort tid i politik. Men er det sandsynligt, at Socialdemokraterne kan nå op på fordums storhed? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage—til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at forrykke hele det politiske landskab. De seneste måneder viser under alle omstændigheder, at forventningerne til, at Thorning-Schmidt ved at være yngre og pænere end gennemsnittet af politikere skulle kunne genskabe Socialdemokraternes storhed var noget optimistiske.

Mont Pelerin på Island

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. august 2005. Skriv et svar

Jeg tilbragte indtil forleden otte dage på Island til flere møder og konferencer, men først og fremmest Regional Meeting i Mont Pelerin Society—det glorværdige forum, som liberale koryfæer som F.A. von Hayek, Ludwig von Mises, (Sir) Karl Popper, Wilhelm Röpke m.fl. grundlagde i 1947 med henblik på at skabe et internationalt netværk af akademikere, journalister og politikere, som ville kunne standse verden på dens vej til trældom.

Mødet var en noget større forsamling end de regionale møder normalt er—mellem 300 og 400 deltagere—og med et pakket program, der talte så prominente talere som præsident Vaclav Klaus (Tjekkiet), udenrigsminister David Oddson (Island) og fhv. premierminister Mart Laar (Estland), samt mere akademiske stjerner som f.eks. professorerne Harold Demsetz, Thrainn Eggertsson, og US Court of Appeals Chief Judge Douglas Ginsburg, og Putins chefrådgiver Andrei Illarionov. (Desværre var der i sidste øjeblik også afbud fra Richard Epstein, samt ikke mindre end to Nobelprisvindere.) Alt sammen meget professionelt organiseret af den allestedsnærværende og altfavnende islandske professor Hannes H. Gissurarsson.  Konferencens emner skulle formelt relatere sig til "Liberty & Property in the 21st Century"—hvilket jo ikke var helt snævert. (Flere andre har rapporteret fra mødet, bl.a. Sonia Arrison fra Pacific Research Institute, der skriver om konferencens teknologi- og ejendomsrets-relaterede foredrag.)

Givet hvor "pænt" MPS er, var det forfriskende med et panel med titlen "Is Government Necessary?"  Min ungdoms store idol David D. Friedman gav så coolt, veloplagt og velforberedt et foredrag, som man kun kan, når ens forældre er verdensberømte genier, man selv har en ph.d. i fysik, men er blandt de bedst sælgende og mere kendte økonomer i verden og i øvrigt har været forsker ved flere af USA's mest prestigiøse law schools—og man dertil har haft samme simple budskab i mere end 30 år: Nej (altså til panelets spørgsmål).  Min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute) replicerede, med flere gode punkter.

Konferencens danske bidrag var fra Bent Jensen (om de intellektuelle og socialismen), David Gress (som kommentator om samme emne) og undertegnede.  Derudover sås fire-fem danskere—inklusive en enkelt kändis—i hjørnerne. Jeg vil kraftigt opfordre andre danskere til at deltage i fremtidige møder—hvis man ellers har lysten og chancen.

Frihedens forfatning?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. august 2005. 3 svar

Det er–som læserne af Punditokraterne vil vide–sjældent, at jeg er uenig med Wall Street Journals lederskribenter; de er som regel mere indsigtsfulde og mere dybsindige end noget lignende fra hjemlige kanter.

Men nogle gange bliver de bare lidt for … forudsigeligt begejstrede for ting, hvor de–når alt kommer til alt–burde vide bedre, ikke mindst når det gælder Republikanerne og Bush-regeringen.

Et aktuelt eksempel er dagens leder om udkastet til forfatning for Irak, som ventes at komme idag, og som lederen priser i høje toner.

"Iraq's first freely elected government continues to vindicate the belief that the Mideast can be transformed, starting with Saddam Hussein's former tyranny. Its draft constitution, which appears headed for parliamentary approval tonight, reflects a remarkable spirit of compromise–and even enlightenment–among the country's political, ethnic and religious factions."

Faktum er, at de udkast til forfatning, som nærværende punditokrat har set på det seneste, er noget juks.  Punktum.

Klagepunkterne er mange, og her er nogle få:

  • Islam som ikke blot officiel religion men som dét væsentligste retslige grundlag for staten.  (Hvortil WSJ svarer "But in what Western democracy are laws not generally in accord with the Judeo-Christian moral heritage?" Ja, men der er vel en vis forskel på, at noget er "i overenstemmelse med" et religiøst grundlag, og at man så ophøjer selve det religiøse til udgangspunkt for, hvad der legalt og illegalt. "In any case, interpretation of that clause will be up to elected representatives."  Og det skulle gøre os mere trygge …?)
  • Kvinders rettigheder bliver specifikt underordnet religiøse tribunaler–men til gengæld får de reserveret et antal pladser i parlamentet.  Så vi har altså undertrykkelse af kvindernes "negative" rettigheder og så samtidigt en introduktion af positive sær-rettigheder.  Det begynder godt.
  • Føderalisme–men uden en slags subsidaritetsprincip.  Hvilket plejer at betyde centralisering.
  • Indtil videre har de udkast, jeg har set, anerkendt "freedom of worship", d.v.s. retten til at dyrke andre religioner, men faktisk ikke fuld "freedom of religion".  Det sidste indebærer nemlig også retten til at konvertere–hvilket Islamister ønsker straffet med døden.

O.s.v., o.s.v.

Langt bedre end WSJ's leder er en nylig artikel på National Review Online af Williamson Evers (Hoover Institution, Stanford) og min gamle ven Tom Palmer (Cato Institute–som har sin egen personlige blog).

Jeg har faktisk selv skrevet en halv-akademisk artikel om emnet for halvandet år siden, "Blood, Baath and Beyond: The Constitutional Dilemma of Iraq" (i tidsskriftet Public Choice), hvori jeg advarede mod stort set alt det, man nu har gjort.  Men måske den ikke er blevet læst så meget i Irak.  Eller måske den er.

Højrefløj mod skattelettelser

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. august 2005. Skriv et svar

Wall Street Journals Brendan Miniter spekulerer i sin klumme dagens WSJ i, at vindene i USA–desværre–synes at være ved at vende m.h.t. Republikanernes syn på skattelettelser og skattetrykket.

Efter i knap 30 år at have en ihvertfald i retorikken, men ofte også i praksis, radikal tilgang til skatterne, er de amerikanske konservative nu ved at blive konservative i ordets mere konserverende forstand. Det er naturligvis også sjovest at være mod skattetrykket, når det er modstanderne, der sidder på statsapparatet; når man selv sidder på flæsket, bliver man på forunderligvis lidt mere opmærksom på, hvor svært det kan være at gennemføre skattelettelser–og hvor attraktivt det er at dele andres penge ud til ting, man godt kan lide. Så får skatterne pudsigt nok omtrent den størrelse, som skatter nu engang gerne skal have.

Her er noget af, hvad Miniter skriver:

"Like Reagan, President Bush has been bold in pushing for tax cuts. He didn't flinch on cutting the top income tax rate in 2001. In 2003, when the economy still appeared to be shaky, he pushed through a second round of cuts, including on dividends and capital gains. But here too Republicans seem to have set an arbitrary floor on how low they'll allow taxes to fall. Mr. Bush's top income tax rate is still a few points higher than Reagan's top rate. And both rounds of the Bush tax cuts were given expiration dates, so Republicans will have to fight the same battles over again in the next couple of years just to keep the tax rates where they are now. There's also the small issue of tax reform this year. The president is promising to "simplify the code," but he's not pushing for a second-term tax cut to go along with an easier-to-fill-out tax return–a clear sign that even officials high up in the Bush administration are working off the assumption that there is little to be gained economically or politically from cutting taxes further.

Conservatives were once able to demand unwavering support for cutting taxes of almost every candidate who wanted a Republican nomination. Grover Norquist, president of Americans for Tax Reform, even developed a pledge that Republican candidates had to sign if they want to be taken seriously. The first President Bush famously broke his pledge, and everyone on the right could read his lips as he conceded defeat to Bill Clinton in 1992. This era of big, dramatic tax cuts, however, may now be over."

Det lyder næsten bekendt–bortset fra at vi danskere ikke nåede at se meget til denne "era of big, dramatic tax cuts".

George Will om George Allen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. august 2005. 2 svar

Jeg har et par gange (vistnok som den eneste øst for Hans Ø) peget på Senator George Allen (R-VA) som et godt bud på, hvem der kunne blive Republikanernes kandidat i 2008 (bl.a. i en kommentar og i en opfølgning). Dét (altså Allen, ikke mig) havde den konservative kommentator George Will en klumme om for nogle uger siden. Jeg fandt dette metafor særligt interessant:

"The ideal Republican candidate can meld two Republican tendencies that are in tension — social conservatism and libertarianism. Social conservatives have no complaints with Allen, and libertarians vibrate like tuning forks to his invocations of “Mister Jefferson,'' as Virginians refer to their saint of minimal government."

PS. I Washington Post søndag havde Michael Shear den forudsigelse, at 2008-valget meget let kunne blive mellem George Allen og hans efterfølger som Virginia-guvernør, Mark Warner. Hmmmmm. Jeg tror fortsat, at det bliver Hillary C., der får nomineringen–og derefter taber selve præsidentvalget, fordi hun som den 8. Demokratiske præsidentkandidat i træk får under 50 pct. af stemmerne.

PPS. Tirsdag i Wall Street Journal mente Brendan Miniter derimod i sin klumme, "Bush 44", at Jeb Bush–familiens konservative får–i realiteten ser stærkere og stærkere ud som storebroders efterfølger i 2008.

Government failure?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. august 2005. 2 svar

New York Times har tirsdag denne interessante top-historie:

"More than a year before the Sept. 11 attacks, a small, highly classified military intelligence unit identified Mohammed Atta and three other future hijackers as likely members of a cell of Al Qaeda operating in the United States, according to a former defense intelligence official and a Republican member of Congress.

In the summer of 2000, the military team, known as Able Danger, prepared a chart that included visa photographs of the four men and recommended to the military's Special Operations Command that the information be shared with the Federal Bureau of Investigation, the congressman, Representative Curt Weldon of Pennsylvania, and the former intelligence official said Monday. The recommendation was rejected and the information was not shared, they said, apparently at least in part because Mr. Atta, and the others were in the United States on valid entry visas. Under American law, United States citizens and green-card holders may not be singled out in intelligence-collection operations by the military or intelligence agencies. …

"We knew these were bad guys, and we wanted to do something about them," the former intelligence official said."

Jeg tror, at grundbøgerne i public choice teori skal opdateres med et nyt eksempel på "government failure".

Existence exists

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. august 2005. 12 svar

Hver gang jeg hører en relativistisk, post-modernistisk pseudo-intellektuel udbrede sig om, at "al virkelighed er socialt konstrueret" (d.v.s. ca. hver anden gang, jeg hører en studerende udtale sig), tænker jeg på, hvad Ayn Rand skrev, at hun fik lyst til at gøre, når nogen benægtede, at verden eksisterer: Hun ville vride armen rundt på ham og sige, "I mean this!".

Nå, men et alternativ til at vride armen rundt på en Simon Pritchett-agtig po-mo er at købe en ny bog og slå vedkommende hårdt i hovedet med den. Og et godt køb i så henseende synes at være Daphne Patais og Wilfrido Corrals nye antologi Theory's Empire: An Anthology of Dissent. Den har 736 sider, så den kan nok anvendes til formålet. Derudover så har den en stjernebesat samling af 47 essays, der kritiserer forskellige former for postmoderne "Teori".

Jeg har ikke læst den, men det har James Seaton, som har anmeldt den i Wall Street Journals OpinionJournal, og her er et uddrag:

"For most people outside the academy what is most striking–and most puzzling–about Theory is the prose in which it is couched. To take an example offered by contributor D.G. Myers: Homi Bhaba, a major theorist, refers to "the desperate effort to 'normalize' formally the disturbance of a discourse of splitting that violates the rational, enlightened claims of its enunciatory modality." (Whatever that may mean.) The theorist Luce Irigaray asks more clearly, though not more cogently: "Is E=MC² a sexed equation? Perhaps it is.

Let us make the hypothesis that it is insofar as it privileges the speed of light over other speeds that are vitally necessary to us. What seems to me to indicate the possibly sexed nature of the equation is not directly its use by nuclear weapons, rather it is having privileged what goes the fastest."

It all makes one wonder how anyone could ever have taken such pronouncements seriously."

Indeed, indeed …

Ugens citat: Posner om indvandring, terror & velfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. august 2005. 3 svar

I en tid, hvor spørgsmål om indvandring, terror og velfærdsstat synes at kunne slå skår i de fleste private samtaler og offentlige alliancer, kan man med fordel læse de to kloge hoveder på Becker-Posner Blog. Her er dommer Posners konkluderende perspektiv:

"Advocates of the European model point to the pockets of poverty in the United States, but may not realize that poverty cannot be abolished without recourse to measures that produce the social pathologies that we observe in Europe. Social mobility implies the opportunity to fail. If society protects jobs, the employment opportunities of ambitious newcomers are reduced and they may end up at the embittered margin of society. Thus, it is not poverty that breeds extremism; it is social policies intended in part to eradicate poverty that do so, by obstructing exit from minority subcultures. If Muslims in European societies do not feel a part of those societies because public policy does not enable them to compete for the jobs held by non-Muslims–if instead, excluded from identifying with the culture of the nation in which they reside they perforce identify with the worldwide Muslim culture–some of them are bound to adopt the extremist views that are common in that culture. The resulting danger to Europe and to the world is not offset by long vacations."

Og her er Nobelprisvinder Beckers perspektiv samme sted.